↩ Ved teatret fulgte lykken mig i den ene rolle efter den anden. Publikum var nu engang forgabet i mig. Mine venner, Heiberg og hans moder, deres venner, Wulffs, Wexschalls, alle kappedes om at vise mig opmærksomhed og velvilje, men ingen i højere grad end Herman. Min fødselsdag stod for døren, og jeg ængstedes for, hvilken gave jeg skulle modtage af hans hånd.