↩ Den 1ste januar 1829 var aftalen, at jeg skulle forandre opholdssted, hvortil nu alt blev forberedt. Min moder var vred og bedrøvet over denne beslutning; min fader tog det roligere. Mig bedrøvede det kun for min stakkels syge søster, der nu mistede sin støtte og den, hendes hjerte mest hang ved. »Jeg er rigtignok bedrøvet,« sagde den godmodige pige, »men,« tilføjede hun ganske rørende, »når du kan få det godt, så vil jeg finde mig deri, og - ikke sandt - du vil tit komme og besøge mig, thi du er dog den eneste, der holder af mig?« Herman havde i de sidste fjorten dage været roligere, og jeg håbede, at alt, hvad han havde sørget over, atter var i orden. Han sagde mig stille og roligt farvel og ønskede, at jeg måtte føle mig tilfreds, hvor jeg kom hen. I de sidste par dage, jeg var hjemme, kom han ikke til os; men da jeg [den sidste aften] gik fra teatret til mit gamle hjem, stod han på hjørnet af Vingårdsstræde, hvor vi boede, under en lygte, hvor han så tit tidligere havde stået. Han standsede mig, da jeg ville gå forbi; jeg blev lidt angst, da jeg så pludseligt så ham, uden at jeg ret vidste hvorfor. Han tog mig rolig og venlig i hånden og sagde: »Jeg vil dog endnu en gang sige dig farvel.« Hans udseende frapperede mig - der var noget forstenet i dette udtryk - og de matte, af al glans forladte øjne, hvormed han betragtede mig, kan jeg aldrig glemme. »Lev vel!« gentog han, »gid du må blive lykkelig!« Og med disse ord fjernede han sig hurtigt; det var de sidste, jeg hørte ar hans mund [; thi jeg så ham aldrig mere efter denne afsked.] Med bankende hjerte gik jeg ind ad vor gadedør, vendte mig endnu en gang om for at se efter ham, men han var ikke mere til at se. [Dagen efter flyttede jeg ind i det Wexschallske hus.]