↩ Vore forestillinger var stærkt besøgte lige til den sidste. Bifald og fremkaldelser hørte til dagens orden. Vi forlod endelig Christiania efter et ophold af henved to måneder, efterladende os ikke få venner. Den for sine vittige indfald bekendte gamle professor Skielderup hørte mellem mine specielle venner. Vi kom oftere i hans familiekreds. Han stammede stærkt, men denne naturfejl gav ofte hans pudsige indfald noget ejendommelig pikant. »Når De har lovet at komme til os,« sagde den gamle, snurrige mand en gang til mig, »så har jeg ingen ro, men går ned ad vejen for at opdage Dem itide. - Madam Wexschall kan jeg ikke så godt lide.« Da jeg trængte ind på ham angående grunden hertil, svarede han med sit sarkastiske smil: »Hun går altid med sådanne stygge perler om halsen.« Det morede alle at se, hvor ungdommelig han kunne indlade sig i den unge piges spøg.