↩
Hver middag kom Heiberg og spiste hos sin moder. Hvilken virkning hans livlige og åndrige samtale da gjorde på min fra om formiddagen forpinte sjæl, kan enhver let forestille sig. Undertiden bad fru Gyllembourg min forlovede at blive og spise med os, og da var det mig næsten umuligt at skjule min misfornøjelse herover. Da slæbte samtalen sig atter tungt og trykkende hen. Min ulykkelige tavshed om alt, hvad der angik mine inderste smerter og sorger, gjorde, at der ikke var et væsen på den hele jord, for hvem min tunge kunne udtale dem. Ordene døde på mine læber, hver gang jeg ville udføre den beslutning at bede andre om råd og hjælp. Og jeg er vis på, at jeg havde aldrig selv overvundet dette, men var blevet ved at lide år efter år af dette forhold og var tilsidst med fortvivlelse i hjertet gået ind på en forening, som ville have gjort både ham og mig højst ulykkelige. Men hjælpen kom. En formiddag, da han sildigere end ellers havde forladt mig, fordi jeg denne dag ikke havde formået at skjule, hvor ulykkelig jeg følte mig, og han derfor var trængt ind på mig med spørgsmål på spørgsmål uden at have fået andet svar end mine ustandselige tårer, gik han omsider lige så bedrøvet som jeg, idet jeg måtte forpligte mig til med det første åbent og sanddru at sige ham alt, hvad der lå mig på hjerte. - Hvor mærkeligt, at han ikke kunne vide det uden at behøve mine ord! - Jeg var i en tilstand, så jeg ikke kunne gå til middagsbordet, og undskyldte mig derfor med upasselighed. Jeg blev på mit værelse hele dagen og aftenen - et bytte for sorg, tårer, bebrejdelser mod mig selv og alle dem, der i tide burde have ledet mig fra i stedet for at tilskynde mig til at indgå en forbindelse, som alle jo måtte vidst aldrig kunne føre til noget godt. Hele natten tilbragte jeg således uden at have kraft til at fatte en beslutning. Næste morgen sagde fru Gyllembourg til mig: »Hør, min kære Hanne! Jeg har hørt, hvorledes du i nat har ligget og sukket. Du føler dig ulykkelig i denne forlovelse? Er det så, da bryd den, og gør ikke dig og ham ulykkelige.« Jeg tav. »Er det ikke så?« vedblev hun. Intet ord var det mig muligt at presse frem. Nu forestillede hun mig kærligt og mildt min uret i at fortsætte et forhold, der ville føre til hans og min elendighed. »Det er slemt,« vedblev hun, »at dette er sket; men tro mig, jeg ved af
151
erfaring, at et samliv uden gensidig sympati kan føre til uberegnelige ulykker for os stakkels kvinder. Dette har jeg anset for min pligt at sige dig: du har forstand nok til selv at tage en beslutning og må alvorligt rådføre dig med dit eget indre.« Efter denne samtale, hvori jeg imidlertid intet ord havde sagt, var min beslutning taget, uden at jeg dog meddelte hende, hvilken virkning hendes ord havde haft på mig. Vanskeligheden bestod nu i åbent at udtale denne beslutning for ham, men jeg gøs tilbage ved tanken om hans fortvivlelse. Forsættets udførelse blev derfor opsat fra dag til dag, [thi hvergang jeg besluttede at udtale mig for ham, var en uhyre hjertebanken alt, hvad jeg fik ud deraf, men intet resultat. Imidlertid gjorde jeg mig mindre umage for at skjule min kulde imod ham, hvilket satte ham i større og større uro. Mit forsæt blev også opsat, dels ved min virksomhed ved teatret, dels ved snart en, snart en anden lille omstændighed, som tvang mig til at oppebie et roligt øjeblik, hvori jeg følte kraft og tid til at kaste mig ind i denne private sorg, som jeg forudså ville optage min hele tanke. Jeg gyste for at skulle udsætte mig for alt dette, på samme tid som jeg måtte være parat til at spille, så ofte det krævedes af mig.] En lille begivenhed, som faldt i denne tid, bidrog yderligere til at forhale en endelig afgørelse. Den udmærkede skuespillerinde madam Liebe blev nemlig på grund af sygdom nødt til at forlade teatret, uagtet hun var i besiddelse af sit hele lune, sin lyst og begejstring for sin kunst. Hun ønskede en afskedsforestilling i Helsingør til egen indtægt og ville til denne give »Aprilsnarrene«. »Men hvad er »Aprilsnarrene«,« sagde hun til mig, »når jeg ikke kan spille med min egen lille Trine?« Hun bad mig derfor følge med til Helsingør for at deltage i denne forestilling. Jeg kunne ikke afslå denne ældre kunstnerinde hendes bøn, uagtet jeg alt i flere år ikke mere havde spillet Trine, da jeg nu var altfor stor til at spille en halvvoksen pige. Jeg rejste altså i selskab med hende, min forlovede og de øvrige medspillende til Helsingør på den bestemte dag - en tur, der i høj grad mishagede Heiberg, som fandt det upassende for mig at rejse ned til den lille by for der at spille komedie. Han var formelig vred herover og ikke til at stille tilfreds, sagde, at jeg ikke forstod min egen stilling, at jeg ikke vidste, i hvor høj grad mine venner ville finde en slig rejse under min værdighed, at hvad de andre skuespillere kunne
152
gøre, gjaldt ikke for mig, og meget sådant, der på én gang indeholdt dadel og viste, hvor højt han selv satte mig. For at forsone ham lod jeg den dag, jeg var borte, bringe østers og porter tilligemed et uhyre stort porterglas ud til ham og hans moders middagsbord. Spøgen var god, han blev rørt over den og meget taknemmelig over min opmærksomhed. Det store glas har han i mange år efter holdt højt i ære.