↩ Vi var nu ved slutningen af sæsonen 1829-1830. Digteren Hertz havde skrevet sit anonyme lystspil: »Amors genistreger«, og i Lottes overgivne rolle fik jeg nu lejlighed til at sætte mig fast 156 i publikums gunst. Det yndige lystspil med sine lette rytmer gjorde stor opsigt og vandt udelt bifald hos publikum. Man gættede og gættede, hvem den ubekendte digter kunne være, der i den grad havde sproget i sin magt - alt forgæves; forfatteren forblev skjult. Den overgivne Lotte passede vel kun lidet til min daværende stemning, men digteren øvede en sådan magt over mig, at jeg spillede denne rolle, som om jeg besad hele det ungdommens mod, al den lystighed, der for ét år siden virkelig fyldte mig.