↩ Jeg henlevede denne sommer stille hos fru Gyllembourg og glædede mig fra morgenstunden af til, at Heiberg skulle komme og spise til middag med os. Det usigeligt behagelige, livlige og interessante i Heibergs omgang, som enhver, der har kendt ham nøjere, har følt, virkede velgørende på mig. At kede sig i hans selskab var en umulighed. Hans ungdommelige, livsglade, ja 167 næsten barnlige sind i forening med hans vid, kløgt og fine, ridderlige tone havde en tillokkelse for alle, der stod ham nær. Dag for dag vandt disse egenskaber en sådan tiltrækning for mig, at hans omgang efterhånden forekom mig uundværlig. I det stille hus fik jeg min første egentlige litterære dannelse. Heiberg læste ofte højt om aftenen af forskellige digtere, hvis tilværelse hidtil havde været mig ubekendt. Og jeg var en opmærksom og taknemmelig tilhører, der havde en brændende tørst efter at kende alt, og da jeg til dato så godt som intet kendte, så var alt nyt og belærende for mig. Disse tidligste aftener i selskab med ham, hans moder og deres venner tænker jeg endnu på med inderlig glæde.