↩ for den unge jæger, thi han styrede sin kurs derefter; og virkelig varede det heller ikke længe, før det røde lys viste sig som en lampe, der skinnede ud af vinduet på et ved søbredden ensomt liggende hus. Den raske skøjteløber stod nu allerede på landjorden udenfor huset, spændte sine skøjter af, og bankede på døren. »Hvem der?« lød det inde i stuen. »Din ven, din elsker,« var svaret. Straks åbnedes døren. »Min Kathinga!« udråbte jægeren, idet han trådte ind i stuen og trykkede den dejligste pige op til sit hjerte. »Du er vist sulten?« spurgte hun. »Det er vel, du husker mig derpå,« svarede han, og tog ud af sin jagttaske to store vildgæs, som han havde skudt på vejen. Kathinga roste gæssene for deres fedme, og ilte med at tilberede dem til aftensmåltidet.