↩ Det tab, vor lille kreds havde lidt ved Møhls død, forøgedes ved et andet, ikke mindre føleligt. Den udmærkede matematiker, professor v. Schmidten - en mangeårig ven af Heiberg og hans moder - havde i nogen tid følt sit bryst angrebet, og dette onde greb så hurtigt om sig, at lægerne pålagde ham at gøre en rejse i længere tid til et sydligt klima for om muligt at standse sygdommen. Han rejste nu i det tidlige forår til Vestindien. En af de sidste dage inden hans afrejse tilbragte han en middag hos os. En sørgelig middag, thi ingen af os troede på nogensinde at se ham mere. Da han sagde os sit sidste farvel, sagde han sagte til sin inderlig bedrøvede og hengivne veninde, fru Gyllembourg, idet han pegede hen på Heiberg og mig: »Jeg vil rejse med det håb, at disses forening ikke er fjern.« Han nåede netop sit bestemmelsessted for at dø. I ham tabte videnskaben en udmærket dyrker, hans moder og søster en kærlig beskytter og hans få venner en trofast og interessant ven. Han havde en så mærkelig lighed med Napoleon den 1ste, at, når han besøgte Paris - hvilket han ofte gjorde, da han der havde venner, hans hele hjerte hang ved - studsede franskmændene ofte, idet de gik ham forbi. Når vi tre, Heiberg,