↩ Det liv, som Heibergs stykker og nu de Scribeske lystspil tilligemed digteren Hertz's arbejder bragte i teatret, var så heldigt som 187 muligt for min udvikling som skuespillerinde. Thi kun nye dig-terfrembringelser kan give et teater nyt liv. At komme just i en sådan periode hører til en skuespillers største held, og dette held havde jeg, uden at jeg dengang rigtig forstod min lykke eller vidste, hvor stor den var. Jeg gik endnu så småt omkring i tåget, og alt det bifald, den hyldning og beundring, man viste mig, var mig endnu ikke ret bevidst, til trods for hvad alle gjorde for at vække min bevidsthed i denne retning. [Alle, som kendte mig, sagde: »Det er en rar, sød lille pige«, og det var vel netop dette ubevidste, der gjorde mig rar og sød, thi jeg forundrede mig ofte selv over, hvoraf det kunne komme, at alle fandt mig så rar.] Min skuespillerrefleksion var endnu ikke vakt af den søvn, som sjælen hvilede i. Som en fugl bruger sine vinger uden at tænke over, hvormed den flyver, således brugte jeg instinktmæssigt, hvad naturen havde lagt i mig, og just herved fløj jeg sikkert. Er først den kunstneriske refleksion vakt, kommer det øjeblik, hvor man begynder at spørge sig selv, om grunden hvorfor og måden hvorpå man flyver, da er vor flugt ikke nær så sikker. Men dette farlige øjeblik må og skal komme, og da gælder det, om man skal gå frem eller tilbage.