↩ Det var en aftale, at Heibergs moder, så snart vi var borte, skulle gå hjem til mine forældre og bringe dem vor sidste hilsen og berolige dem, fordi vi således ene tog bort, hvilket de just ikke havde syntes så meget godt om. Dette ærinde udførte hun med al den kærlighed og samvittighedsfuldhed, der var hende egen. Det trøstede dem, at heller ikke hun var med ved brylluppet, og at det altså ikke var en tilsidesættelse mod dem, at de ikke var indbudte til at ledsage os.