↩ Omsider nåede vi præstegården i Slangerup. Noget undselig trådte jeg ind til disse mig ubekendte præstefolk. Men den gamle venlige mands og kones modtagelse forjog snart denne følelse. Efter at have nydt en frokost bad præsten mig om at iføre mig min brudestads, for at vi kunne begive os til kirken. Præstekonen 193 anviste mig nu et kammer, hvori jeg kunne klæde mig om, og sagde, at hendes datter alt var derinde for at være mig behjælpelig. [Jeg selv var i dette øjeblik så undselig og forlegen, at det var vanskeligt at sige, hvem af os to der var det i højest grad. Jeg var kun to år ældre end hun, og således stod vi to stakkels piger gensidigt rødmende for hinanden.]