↩ Jeg sympatiserede i alt væsentligt på en vidunderlig måde med Heiberg og lyttede med så stor glæde til hans åndfuldhed, der aldrig fremtrådte i en belærende form, men kun som en underholdende og livlig konversation. Med den største tålmodighed og humanitet tålte han modsigelser af mig og alle, der omgikkes ham, og dette gav en frihed i samtalen, der var højst velgørende. Irritabilitet var ham så aldeles fremmed, at hans moder og jeg ofte i spøg kaldte ham »den fromme Ludvig«. Denne egenskab havde andre, der kun kendte ham fra hans skarpe og bidende kritikker, ondt ved at tro ham i besiddelse af; men enhver, som kom i daglig berøring med ham, underskrev straks denne dom.