↩ [En sådan medfødt sympati fandt ikke sted mellem hans moder og mig, thi vi var derimod, på grund af vort modsatte naturel så forskellige som muligt. At hun var en ædel og højst begavet og ualmindelig personlighed, dertil behøver hun ikke mit vidnesbyrd, hun har selv sat sig et mindesmærke i sine noveller, som taler højt nok herfor. Men aldrig i mit liv har jeg stødt på eller troet, at en sådan forening af stort og småt, som den der fandtes hos 203 hende, var mulig. Med sin ånd kunne hun opfatte det største i religion, kunst og poesi, men i samme øjeblik kunne de største ubetydeligheder i huset eller ved hendes person være hende af lige så stor vigtighed, og hun gav de ubetydeligste små petitesser vigtighed og betydning og havde en udholdenhed heri, der ikke veg tilbage for noget som helst. Vant til megen bekvemmelighed og en utrolig omhu for sin person og dennes velværen kunne hun ikke finde sig i det mindste savn, end ikke for en dag, eller slå det mindste af, hvad hun anså for henhørende til hendes velværen eller bekvemmelighed, og da hun af naturen var temmelig ubehjælpsom, så trængte hun til en overordentlig opvartning og hjælp i alt, og denne måtte og skulle ydes hende under enhver betingelse. Med alle disse småting gjorde hun derfor ofte alle omkring sig utålmodige, men det hjalp ikke. Hendes personlige fornødenheder tiltog i højere og højere grad indtil hendes død. Hei-berg var en højst ualmindelig kærlig og opofrende søn, så alle disse fordringer var blevet plejede og nærede hos hende bestandigt, og hun havde virkelig udviklet denne egenskab til et storartet talent i denne retning. Da jeg nu ikke havde det mindste af dette talent, så var det mig trykkende og pinligt at gå ind herpå, da jeg så godt som ikke begreb muligheden af denne selvpleje og omhu for sit legemlige jeg. Hvad jeg syntes var det ubetydeligste af verden, tog hun som noget overordentlig vigtigt, og deraf kom, at vi to forskellige natureller havde ondt ved at gå i spand sammen. Travede jeg, gik hun i skridt, galopperede jeg, gik hun højst i trav. Dette gav anledning til idelige ryk, som trættede mig, som trættede hende, og ingen af os havde det derfor rigtig godt i hinandens nærhed, fordi nærheden var for nær. Havde hun beholdt sit eget hus, så at vort samliv kun havde været et åndeligt, da ville vi i høj grad have sat pris på hinandens selskab. Thi havde hun noget vigtigt, som tyngede hende, da tyede hun til mig om hjælp og råd; og var der noget, som nagede mit sind, da fandt jeg altid hos hende et åbent øre og en kærlig deltagelse, der ind-gav hende ord med trøst og beroligelse for mig. I det væsentlige, i det store var vi altid forenede, men det var alt dette små til dagligbrug, der adskilte os. Det er synd for de ældre, synd for de yngre således at slå et gammelt og et ungt hus sammen. Erfaringen viser ideligt og ideligt, at der kommer intet godt ud deraf.