Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et liv genoplevet i erindringen, Bind I 1812-42

Hyacintherne Til prof. Heiberg, hans kone og moder.

Når våren atter på mark og eng
Imellem planterne blomster fletter,
Og hist og her den duftende væng
Er pyntet med grupper af små buketter;
Når storken, bøndernes skildvagt, står
Og strækker sin hals så stift på gavlen,
Og landmanden pløjer, planter og sår,
Og lægger planer for efterårs-avlen:
Da drager jeg, elskede venner! langt,
Ak, langt fra eder med damp og heste;
Min postvogn ruller, mit skib går rankt,
Jeg kører og sejler, mit bryst er trangt
Blandt al den damp og de heste.

Jeg skal ej gå i den kølige lund
Iår med eder til Rungsteds bakker;
Ej se henover det dejlige sund,
Hvor mågen lavt på vandene flakker;
Ej der med øjet påklem jeg kan
Den lumre formiddag liggende drømme,
Mens solstrimen langs det sitrende vand
Og kysten i ét for øjnene svømme;
Ej skal jeg vækkes af eder ihast,
Når I med et udråb en sejler bebude,
Og skibet nu kommer med vimpel og mast,
De skinnende sejl som yndig kontrast
Til de himmelblå vande derude.

Jeg skal ej gå med eder iår
Til Vallerødshøjen ved Hirschholms banker,
220 Hvor Hannabjerget som minde står
Om vore gensidigt skiftede tanker;
Ej der mig fryde ved dæmringens ro,
De lette tåger, der indhylle dalen,
Og more mig med den tålmodige ko,
Der vifter bremserne bort med halen;
Skal ej betragte det ensomme Hveen,
Der kaster til Sjælland tungsindige blikke,
Den triste skov, den forbrændte gren,
Og nær ved stranden den mægtige sten,
Som bølgerne skvulpende slikke.

Jeg skal ej atter som tit ifjor
Med eder i slotshavens gange spadsere,
Og lytte til spurvenes kvidrende kor,
I mangel af andre, der vil musicere;
Ej undre mig over den uddøde pragt,
Det nedrevne slot, de svundne kaskader,
Og høre, hvad skomagerkonen har sagt
Om spor af terrasser i træernes rader;
Ej tale med eder om hoffets glans,
Ej mindes bedrøvet tidligt og silde
Banketter på slottet og ture tilvands,
Og hesten, der for på vejen i dans
Med den muntre dronning Mathilde.

Ak nej! om Syvende Christians hof
Jeg med fru Gyllenborg ej skal tale;
Ej med Johan Ludvig om form og stof
Og om poeter, der næsten er' gale.
Ak Gud! og Bellmans sange! Ja hvem
Skal synge for mig den dejlige vise
Om »Mor på Tuppen« og hver af dem,
Jeg hørte så tit af Johanne Luise.
Herefter må jeg vel synge på fransk;
Fra by til by den rejsende render;
Og luften er lummer, og damen er spansk,
Og alting er herligt, men intet er dansk,
Og langt fra mig mine venner!

221

- Da sommeren væved et slør ifjor
Af hvide tåger om Hirschholms nætter,
Da dufted' mit kammer af mangen en flor,
Fra eder, elskede! sendte buketter,
Iår, hvad sender jeg eder igen?
Jeg rejser med våren, og nu er det vinter,
I tage tiltakke med det, eders ven
Har samlet i potter: en flor hyacinther.
Vel visne de snart; dog er det min trøst,
De spire vel frem igen adåre,
Og dufte og hviske med sagtelig røst:
I mindes af en på den fjerneste kyst
Med hjemves længsel og tåre.

D. 5te marts 1833.
Henrik Hertz.