↩
I sæsonen 1837-38 skrev Heiberg sit skuespil »Fata morgana« på teaterdirektionens anmodning til festforestilling på Frederik den Sjettes fødselsdag. Hans moder og jeg havde så ofte plaget ham for dog at skrive noget igen for teatret, at vi nu med længsel så dette arbejde imøde. Heiberg havde i de senere år næsten udelukkende beskæftiget sig med filosofiske studier, og hans »Fata morgana« er stærkt, ja vist altfor stærkt, påvirket heraf. Med spænding og forventning satte vi os en aften om det runde bord i vor dagligstue for at høre ham oplæse sit nye stykke. Jeg havde glædet mig usigeligt til atter at høre noget fra hans pen, men under læsningen blev jeg mere og mere beklemt og bedrøvet - ikke fordi jeg jo fandt dette arbejde en digter værdigt - men jeg kendte publikum og vidste, at denne art af allegoriske poesier ville det blive umuligt at forstå og opfatte, ligesom de skuespillertalenter, man havde at råde over, på ingen måde stod på et sådant trin, at de ville kunne opfatte og gengive, hvad der her blev lagt i deres hænder. Da han var færdig med sin læsning, udtalte jeg dette uforbeholdent for ham. Han og hans moder mente dog, at jeg heri tog fejl, og at det nok skulle gå; men jeg var fra dette øjeblik af bedrøvet og anså det for afgjort, at han og vi kun ville have sorg af dette arbejde. Havde han blot udgivet dette drama for det læsende publikum, da tvivler jeg ingenlunde om, at det ville være blevet taget med bifald som en sjælden gave fra en digterfantasi, men på scenen ville alle disse fantasier blive for materielle, uden at tale om, at det var et fødselsdagspublikum, som skulle lade sig gribe af det. Udfaldet blev, som jeg havde ventet. Skuespillerne forstod ikke stykket, og publikum endnu mindre. Men Heibergs fejl var, som jeg straks havde udtalt for ham, at have troet, at et arbejde af den natur kunne opføres på et teater, hvor der ikke var en begavet sceneinstruktør, som kunne tage det i sin ledende hånd. Sådanne fine, sjælelige arbejder tåler mindst af alt, at enhver af skuespillerne løber sin vej med det uden at fastholde arbejdets forståelse som enhed. Lige så lidt må en bornert maskinmester have lov til at kline nogle dekorationer sammen, der tilintetgør illusionen i stedet for at forhøje den. Stykker af denne art, hvis de skal lykkes ved fremstillingen og gribe publikum, må indstuderes med den samme detaljerede omhu på ethvert punkt som en ballet, og altså ligesom den af en, hvis vilje
297
alle må underkaste sig til opnåelsen af det hele maleriske, æstetiske og fantasifulde digterværks levendegørelse. Hvad en sådan ledelse og forståelse formår, havde jeg et eksempel på, om jeg ikke før havde vidst det, med et andet arbejde af Heiberg, der i begyndelsen havde samme skæbne som »Fata morgana«, nemlig »Syvsoverdag«, der blev skrevet på bestilling til Christian den Ottendes kroningsfest 1840. Også dette ejendommelige digterværk gjorde kun tynd lykke i begyndelsen, og det af de samme grunde som »Fata Morgana«, nemlig en elendig iscenesættelse og en misforstået udførelse! Da jeg mange år efter overtog sceneinstruktionen, optoges stykket påny under min ledelse. Alle spåede, at dette arbejde ville være forgæves og ikke istand til at fængsle publikum. Men se, det ikke alene fængslede, men blev et formeligt kassestykke, og alle var nu forundrede over, at dets første modtagelse havde været så kølig. Ifald det var blevet mig forundt også at tage »Fata morgana« i min hånd, da er det min tro, at resultatet skulle være blevet som ved »Syvsoverdag«. Kun meget få aner, hvad en sceneinstruktør formår, der har evne til at trænge ind i en digters arbejde og bestemt ved, hvad han vil, og som har autoritet til at sætte denne sin vilje igennem lige overfor personalet, maskinmesteren, teatermaleren og bestyrelsen. [Beskedenhed er en ynglings skjønneste dyd, som ordsproget siger, men jeg renoncerer på denne dyd med hensyn på min evne i denne stilling, da jeg anser min 7-årige virksomhed heri som ualmindelig vellykket.] »Fata morgana« er forresten af alt, hvad Heiberg har skrevet, så godt som det eneste, man i Tyskland har stødt i trompet for. Det blev omtalt som en ny »morgenrøde«, der var opgået i den dramatiske litteratur, og har været genstand for vidtløftige undersøgelser. Heiberg tog sig ikke det uheldige udfald af sin »Fata morgana« videre nær, men beholdt sit gode humør uforstyrret, - en ros, som ikke kunne tilkomme mig. Min trøst var, at Hertz og Paludan-Mül-ler udtalte deres forståelse og taknemmelighed for stykket. Af andre roller fra denne sæson skal jeg kun nævne pagen i Paludan-Müllers »Fyrste og page«. Her var stillet en ny fordring til mig, da jeg i dette stykke skulle optræde i en virkelig elskerrolle; ikke som en dreng, men som en yngling, der lidenskabeligt er forelsket i en ung fyrstinde, som dog er ældre end han selv. Denne opgave interesserede mig i høj grad. Vore daværende elskere spillede mig
298
aldrig ret tilpas. De manglede i mine øjne finhed, lidenskab og ridderlighed mod deres hjertes dame. Også lykkedes det mig virkelig at frembringe den illusion hos publikum, at de så en ung mand for sig. Ryge sagde en aften til en ung elsker ved teatret, der gik over scenen ned på tilskuerpladsen for at bivane forestillingen: »Ja, gå ned og se på hende! Hun spiller jer alle sønder og sammen; der er ikke en af jer, der formår at spille en elsker som hun. Gå ned og se, om l kan lære hende det af.«