↩ Heiberg havde alt i marts begyndt på et nyt litterært tidsskrift »Intelligensblade«. Han havde ikke længer kunnet holde sig som tavs tilskuer lige overfor al den umodne kritik, som i den seneste tid havde givet sig luft. Det var på tide at tale et ord med og ikke lade så mange umyndige spille første rolle i bedømmelsen af kunst og litteratur med en fripostighed [og frækhed] som truede med at blive foruroligende for alle de svage, der ikke ved, hvad de skal dømme om noget, før de læser det i et blad, om end dette blad er aldrig så råt og uvidende. Han syntes, at det var på tide at jage alle disse selvbestaltede dommere tilbage i deres smuthuller eller i alt fald standse dem lidt i deres fart. På samme tid blev han anmodet om at skrive poetiske vignetter til et malerisk Atlas, forestillende de vigtigste bygninger, kirker og slotte i Danmark. Disse poetiske vignetter, imellem hvilke der findes nogle af de smukkeste digte, Heiberg har skrevet, kastede bladlitteraturen, der længe havde luret på en lejlighed, sig nu over med en lidenskabelighed, der vist vil forekomme de fleste, der nu læser * 363 disse angreb, utrolig. Og ikke få i publikum vedkendte sig denne nedrivende dom med en sikkerhed, en tillid til dommens rigtighed, så man virkelig ikke vidste, om man skulle le eller græde over det standpunkt, som kritikken og dens eftersnakkere indtog. Med sin guddommelige ro, med sit satiriske smil mødte Heiberg al denne hujen og skrigen og vedblev med digtene, uagtet man hver dag i pressen bad ham for Guds skyld at ophøre dermed. Forbitrelsen steg til sin højeste spids ved det digt, som fulgte med billedet af Det kongelige Teater. I dette aristofaniske digt udtalte Heiberg sin trosbekendelse om, hvad et publikums dom betyder - et publikum, som alle henviser til, og som dog ingen, når det kommer til stykket, henregner sig selv til.