↩ Disse oplæsninger blev nu på direktionens befaling sat igang under idelige forsøg fra skuespillernes side at lægge hindringer ivejen derfor, hvilket skete på en måde, som jeg tror de er bedst tjent med, at jeg fortier. I Heibergs nærværelse virkede dog hans personlighed således på dem, at de ikke så lige vovede at give deres barnagtige forbitrelse luft, men des kraftigere skete det på hans bag. Værre gik det dog Oehlenschlåger en gang, da han ønskede at læse et af sine arbejder op for dem. Phister, hvem stykket mishagede, sad på den skånselløseste måde og gav sit mishag tilkende ved gebærder og miner. Jeg var nærværende, og dette brud, ikke alene på digteren, men på agtelse for den gode tone, smertede og sårede min følelse, så at jeg ikke kunne lade være ved miner at give Phister tilkende, at jeg bad ham holde inde dermed. Men hvor forlegen blev jeg ikke, da han ganske højt over bordet udbrød som svar på min tavse bøn: »De vil da vel ikke forlange, at man skal være opmærksom ved det kedelige stykke?« Hvilken virkning denne replik gjorde på digteren, ved jeg ikke, thi jeg vovede ikke at se op; men det ved jeg, at jeg inderlig bedrøvet kørte hjem. Jeg havde nu engang vænnet mig til at dele disse menneskers hæder og skam. Henimod et årstid varede disse uhyggelige læseprøver, da Heiberg anmodede direktionen om atter at lade dem bortfalde, såsom de jo under sådanne omstændigheder var til 371 ingen nytte. I tiden mellem denne begivenhed og det nærværende tidspunkt, hvor han midlertidigt havde overtaget sceneinstruktørposten, var det gode forhold mellem ham og skuespillerne atter kommet istand, så det lille sammenstød var glemt - af ham - men jeg tilstår, ikke af mig. Deres opførsel ved den lejlighed havde givet mig et indblik i deres indre, som jeg havde vanskeligt ved at forvinde. Det smertede mig derfor, at Heiberg nu som sceneinstruktør atter skulle komme i berøring med deres lidenskaber, til hvilket jeg fandt ham meget for god. Men herved var nu intet at gøre, han havde samtykket i direktionens anmodning, og han satte nu tre stykker i scene, nemlig »Slaget ved Marengo«, »Romeo og Giulietta« (et lille originalt lystspil, som var en parodi på københavnernes entusiasme for det italienske operaselskabs medlemmer) og »Ørkenens søn«. Så meget det end lå skuespillerne på hjerte at finde noget at udsætte på hans arrangement af disse tre stykker, så var det dem dog ikke muligt at udpege noget, hvorpå de kunne hænge deres hat, som man siger, og dette blev derfor opgivet; men hvad der ikke blev opgivet var, at en af deres midte burde have posten ligesom tidligere; thi blev denne en gang besat med en mand udenfor skuespillerstanden/ ville det være vanskeligt atter at få den tilbage.