Gaaseurten
✂ Gaaseurten tryktes første gang i EB 4-38, der udkom 2.10.1838.
✂ Eventyret er skrevet i juni 1838, idet A 8.6. noterer i Alm: »Sletveir; begyndt paa Gaaseurten« og 22.6. kan han fortælle Henriette Wulff, at i »disse Dage har jeg fuldendt et nyt [eventyr]: Gaaseurten, der er ganske rørende, jeg haaber den lokker Dugg fra alle blaae Øine, ja maaskee endogsaa de brune« (BHW I 249). Endelig meddeler han 21.8. veninden Henriette Hanck i Odense, at han snart har et lille hæfte eventyr færdig, der vil indeholde »Gaaseurten, den standhaftige Tinsoldat og de vilde Svaner« (BHH 267).
✂ Iflg. Bemærkninger er eventyret originalt (5), men Hans Brix mener dog, at motivet med lærken er lånt fra Blichers digt Over en Lærke, som hungrede tildøde, trykt i Nordlyset 1829 (Hans Brix: Fagre Ord. 1963.123).
✂ Allerede med verset »Den slette Urt i Solskin staaer, den bedste tidt i Skygge« i digtet Kunstner-Livet (1829; SS XII 226) har A anslået motivet med gåseurten. Men selve ideen, kombinationen af blomst og fugl, har han dog først faet under arbejdet med fortællingen om Copistens Forvandling i Lykkens Kalosker (se I 231 f), som han iflg. Alm gjorde helt færdig 17.4.1838.
✂ 117.7Gaaseurt] bellis, tusindfryd. - 15-19Den lille Gaaseurt... Gud er] allerede i Kunstner-Livet havde A, vel under indtryk af sin egen skoletid under Meislings opsyn, angrebet skolen for at undertrykke fantasien, et motiv han senere videreudvikler til modsætningen mellem natur og skole såvel her som i forskellen mellem botanikerens forskning og gåseurtens egen fortælling i Lykkens Kalosker (I 231). - 25begavet] begunstiget.
✂ 118.1Pionerne] pæonerne, bonderoserne. - 24vederfaret] hændt. - 29 Tiltale] formaning, irettesættelse.
✂ 119.20Græstørv] sml. Oehlenschlägers Øen i Sydhavet: »lad dog hvert Dyr beholde sin egen Natur [...] Om det saa er for Lærken, saa 43 lægger man den jo dog et Stykke Græstørv i Buret, for at den skal bilde sig ind, den endnu qviddrer i Marken« (1.1824.325).
✂ 120.20-24 Jvf. blomsterbegravelsen i Den lille Idas Blomster (I 49) og Vilhelm og Sophies samtale om begravelsen af kragen i O.T. (57).