Andersen, H. C. H.C. Andersens Eventyr bd. VII kritisk udg. efter de originale eventyrhæfter med varianter ved Erik Dal

II

H. C. ANDERSENS

📖 EVENTYR

Kritisk udgivet efter de originale Eventyrhæfter
med Varianter ved ERIK DAL og Kommentar ved
ERIK DAL, ERLING NIELSEN og FLEMMING HOVMANN

VII

DET DANSKE SPROG- OG LITTERATURSELSKAB

III

📖 KOMMENTAR

Efter forarbejder af ERLING NIELSEN
udarbejdet af


FLEMMING HOVMANN C. A. REITZELS FORLAG KØBENHAVN 1990

IV

Udgivet af Det Danske Sprog- og Litteraturselskab
med støtte af
Carlsbergfondet
Statens Humanistiske Forskningsråd

Fondet Christine Stampes Billedbog
og Konsul George Jorck og Hustru Emma Jorck's Fond

Tilsyn med udgaven:
Mogens Brøndsted og Johan De Mylius

Printed in Denmark by Bianco Lunos Bogtrykkeri A/S

© DSL 1986. ISBN 87-7421-678-3 (bd. VII); 87-7421-679-1 (bd. I-VII).

V

Indholdsfortegnelse til bind VII

Grafisk oversigt over bind I-V VI
Forbemærkning til bind VII af Flemming Hovmann IX
»Eventyr som kunne skrives« XIII
Forkortelsesliste XV
Tilføjelser og rettelser til bind I-V 1
Separate førstetryk og deres illustrationer herunder: Udenlandske førstetryk (med 9 ill.) 12
Kommentar:
I: Eventyr, fortalte for Børn, 1835-42 (3+3 hæfter) 19
Digte 1830: Dødningen 65
Tre Digtninger 1838: Lykkens Kalosker (Ældste form) 70
II: Nye Eventyr 1844-48 (3+2 hæfter) 83
Eventyr 1850 130
Historier 1852-53 (2 hæfter) 137
Historier 1855 148
III: Nye Eventyr og Historier. Første Række 1858-60 (4 hæfter) 171
IV: Eventyr og Historier I-II 1862-63 225
Nye Eventyr og Historier. Anden Række 1861-66 (4 hæfter) 244
V: Samlede Skrifter 25-28 1868 307
Dryaden 1868 334
Tre nye Eventyr og Historier 1870 339
Eventyr og Historier (III)-V 18(70)-74 346
Nye Eventyr og Historier. Tredie Række 1872 (2 hæfter) 350
Tillæg: Eventyr uden for de samlede udgaver 380
VI: Danske Folkesagn 387
Registre
Stedregister til I-V 389
Værkregister til I-VII 395
Personregister til I-VII 405

VI

VII

VIII
IX

Forbemærkning til bind VII

Forkundskaber er nyttige, fastslår H. C.Andersen i Hjertesorg. Derfor vil det her være på sin plads at skrive lidt om baggrunden for udformningen af nærværende kommentarbind og give en brugsvejledning.

Da denne udgave pga. H. C. Andersens specielle status som en af Danmarks få verdensberømte digtere er henvendt til en bredere læserskare såvel nationalt som internationalt, end det sædvanligvis er tilfældet med videnskabelige udgaver af ældre dansk litteratur, skal det her indledningsvis bemærkes, at egentlige videnskabelige tekstkritiske og kommenterede udgaver af dansk litteratur kun går tilbage til omkring år 1900. Således falder stiftelsen af Det Danske Sprog- og Litteraturselskab i 1911 omtrent sammen med udgivelsen af Vilhelm Andersens lille metodelære Dansk Litteratur. Forskning og Undervisning (1912), der kom til at danne grundlaget for dansklærernes uddannelse og arbejde i de næste årtier. Som den første fastlagde Vilhelm Andersen nogle klare principper for det filologiske arbejde med tekster, herunder også karakteren af de kommentarer, der måtte ledsage tekstudgivelsen. Således måtte det ikke alene være nødvendigt at forklare forældede ords og vendingers betydning, men også at fremhæve det præg, endnu gængse udtryk havde på tekstens oprindelige udgivelsestidspunkt. For H. C. Andersens vedkommende vil det altså sige 1835-72. Læsningen må, som det siges, gøres »præsent ved at give Læseren Samtidens Forudsætninger« (9). Udover ordforklaringer betyder det, at kommentaren skal oplyse om »alle Værkets Hentydninger til og Forbindelsen med Datidens offentlige og private Liv«, ligesom den skal oplyse om fx litterære forbilleder for større eller mindre dele af teksten.

For Vilhelm Andersen er der en skarp skelnen mellem den filologiske metode og læsemåde og de egentlig fortolkende metoder som fx den biografiske. Man kan sige, at det filologiske arbejde med teksten er det grundlæggende for al videre analyse.

Vilhelm Andersens ideer kom som sagt til at spille en altafgørende rolle langt op i tiden, specielt i Dansklærerforeningens klassikerudgaver, hvor det videnskabelige apparat undertiden fyldte mere end selve teksten, hvad der satte denne type udgaver i miskredit hos mangen en skoleelev; og man sporer også tydeligt disse ideer i de retningslinier, der blev lagt i forbindelse med udarbejdelsen af

X

kommentarbindet til nærværende udgave i begyndelsen af 1960'erne, og som i det store og hele er blevet fulgt i det endelige arbejde. Den eneste væsentlige ændring er, at Erling Nielsens afhandling om modtagelseskritikken hæftevis står samlet som et hele i bd. VI i stedet for at indgå i nærværende bind.

Kommentaren til det enkelte eventyr falder i to afsnit. Første del er bygget ens op for alle eventyr og giver indledningsvis en oplysning om eventyrets førstetryk, hvad enten dette nu er på dansk eller på et fremmedsprog (modsat noteapparatet i tekstbindene, der begrænser sig til eventyrets første danske tryk). Derefter følger et afsnit om dets tilblivelse baseret på oplysninger fra Andersen selv (Bemærkninger, Dagbøger, breve osv.), herunder også oplysninger om inspirationskilden, hvis denne skal findes i personlige oplevelser. Er den derimod af litterær karakter, hvad enten det nu er oplyst af Andersen selv eller af forskeres arbejde med teksten, følger det i et særskilt afsnit, hvor man også vil finde henvisninger til Andersens øvrige forfatterskab, for så vidt som man kan trække egentlige større linier. Således vil man her kunne finde oplysninger om, hvorvidt et eventyrmotiv fx er foregrebet i Fodreise eller Skyggebilleder.

Indledningen til de enkelte eventyr har sine klare begrænsninger, som blev fastlagt fra første færd, og afspejler ideen om, at kommentaren udelukkende er et hjælperedskab ved den egentlige fortolkning. Omend nærværende H. C. Andersen-udgave som nævnt har bredere sigte end sædvanligt ved denne type udgaver, har det aldrig været ideen, at den skulle rumme egentlige helhedstolkninger, således som det fx er tilfældet med DSL.s serie Danske Klassikere. Hermed er imidlertid ikke sagt, at kommentaren ikke indeholder materiale til tolkninger. Såvel de biografisk-genetiske som de sproglige og litterære oplysninger rummer ofte stof, der forhåbentlig leder direkte over til en fortolkning af teksten.

Af samme årsag tager indledningerne heller ikke hensyn til sekundærlitteraturen, medmindre denne rummer oplysninger af biografiskgenetisk eller litterær karakter. Jeg skal kort uddybe dette. Da H. C. Andersen i 1863 udgav andet bind af sine Eventyr, tilføjede han efter opfordring et afsnit med sine egne bemærkninger til eventyrene (jvf. VI 3-32); bemærkninger, han supplerede i 1868 og 1874, så de dækker hele hans eventyrproduktion. Bemærkningerne er af meget forskellig karakter lige fra en enkelt lille oplysning om, hvor eventyret er skrevet, til større beretninger om inspirationskilderne og arbejdet med nedskrivningen af eventyret. Andersens bemærkninger er i mange henseender særdeles værdifulde og danner også udgangspunkt for adskillige indledninger i nærværende kommentar, ligesom ikke mindst de biografiske og komparative litteraturforskere med Hans Brix og

XI

Paul V. Rubow i spidsen har grundet deres forskning på Andersens bemærkninger. Samtidig har disse forskere på baggrund af A.s (dengang utrykte) breve, dagbøger osv. samt anden litteratur påvist fejl i A.s oplysninger. Med udgivelsen af store dele af Andersens papirer - hvor der ikke mindst er grund til at mindes H. Topsøe-Jensens enestående indsats, uden hvilken dette kommentarbind var blevet langt fattigere - har det desværre vist sig, at ikke mindst Hans Brix i sin disputats H. C. Andersen og hans Eventyr (1907) både gav forkerte oplysninger og tilpassede kildematerialets ordlyd efter sine egne hypoteser. Undertiden rettedes disse i hans og Anker Jensens udgave af eventyrene (1919), men som oftest er de gået upåagtede videre i den øvrige Andersen-forskning. Ved direkte påviselige fejl gør nærværende kommentar opmærksom på disse, ligesom den påpeger modstridende oplysninger hos en og samme forsker, men da den qua hjælperedskab afholder sig fra tolkninger, er den ellers neutral og noterer blot, at fx Brix eller Rubow skriver, mener osv., og lægger det ud til læseren selv at tage stilling til påstanden. Hvad angår tolkninger i øvrigt henvises til Aage Jørgensens bibliografi over H. C. Andersen-litteraturen 1875-1968 (Aarhus 1970) og de løbende supplementer i Anderseniana (1973ff, også som særtryk).

Kommentarens anden del er en punktkommentar. Fra den allerførste begyndelse stod det klart, at kommentaren skulle være så bredt anlagt, at den også kunne dække udenlandske Andersen-læseres behov, dvs. rumme forklaringer på ord, ting og ikke mindst lokaliteter, som var selvfølgeligheder for en dansker. Når danskere i Fyrtøiet læser om hundens øjne, der er så store som Rundetårn, står billedet af tårnets højde eller diameter anskueligt for de fleste. Men for en hollænder eller japaner er billedet intetsigende. Derfor vil der forekomme meget kommentarstof, der synes umiddelbart overflødigt for en dansk læser. Alligevel er der også tænkt på danske brugere, når punktkommentaren er blevet så omfattende, som tilfældet er. I løbet af den lille menneskealder, der er gået siden udgaven planlagdes, har sproget ændret sig meget. For det første er store dele af danskernes passive ordforråd i 1960'erne, ord som måske oven i købet tilhørte Andersens aktive ordforråd, nu gået i glemmebogen og må altså kommenteres af hensyn til de unge. For det andet er Andersens eventyr fulde af faldgruber. De fleste danskere er vokset op med eventyrene og synes måske, at de er umiddelbart let forståelige rent sprogligt. Men ser man fx hvor mange gange ordet »turde« i den nu næsten forældede betydning »måtte« eller »kunne« forekommer som kommentarstof, og det fordi det umiddelbart kan forveksles med betydningen »vove«, bliver de fleste sikkert overrasket. Desuden har udviklingen i såvel folkeskolen som gymnasierne medført, at den realviden, der for 30 år siden tilhørte den

XII

såkaldte almene dannelse, nu er erstattet af paratviden inden for andre områder. Når fx navnene Holberg eller Napoleon I kommenteres, vil nogle måske tage det som et udtryk for en undervurdering af læsernes viden, men det sker i erkendelse af, at disse skikkelser ikke nødvendigvis er kendt af den potentielle brugerskare. Og endelig skal det nævnes, at kommentarniveauet også er anlagt ud fra en forventning om, at udgaven vil ligge til grund for kommende eventyrudgaver med mere eller mindre fyldige noter.

Som ovenfor nævnt er H. C. Andersen lumsk selv for en dansker, der er vokset op med hans eventyr, og det gælder måske så meget mere for den, der arbejder med forfatterskabet dagligt gennem flere år, og som desuden skal skønne over fremtidens behov for kommentar. Man bliver let blind for, hvor en kommentar er fornøden. Derfor vil jeg også gerne her til slut takke cand.phil. Kirsten Dreyer for gennemlæsning af eventyrene og mange gode påfølgende samtaler og råd under arbejdet med punktkommentaren.

FLEMMING HOVMANN

XIII

»Eventyr som kunne skrives«

I dette bind henvises mange gange til en ejendommelig liste, der kan dateres til april eller maj 1859; den findes i et broget studiehaefte af H. C. Andersen i Collinske Samling 41,4° (KB). Det skønnes derfor nyttigt at trykke hele listen her med angivelse af de eventyr, der kan bringes i forbindelse med titlerne; de er skrevet over godt ti år. Grundlaget herfor er H. Topsøe-Jensens bidrag med ovenstående titel til Runer og Rids. Festskrift til Lis Jacobsen 29. Januar 1952. 143-50, optrykt i H. C. Andersen og andre Studier, 1966. 249-56 pg 409-10. A.s egne ord er kursiverede. Tal i ( ) er sidetal i det følgende.

Eventyr og Historier som kunne skrives.

A. Alliken døde.
B. Brødrene. To Brødre (309). - Brandtrommen: Guldskat (290).
C. Citrontræet og Slaaentomen.
D. Dødens Testament.
E. Eventyrret.
F. Fattigmands Barn: Portnerens Søn (295), jf. Lykke-Peer m.m. - Fyens Kjøbstæder: et ikke udført sidestykke til Lille Tuk (114). - Formlys og Spædelys: Lysene (357). - Familieliv paa Flasker: et træk i Lygtemændene ... (279, især 282ff).
G. Gaardhanen: Gaardhanen og Veirhanen (212).
H. Havfrusang ved Gammelstrand: Gudfaders Billedbog, med to verslinier af Grundtvig (se n.t. V 51.13-14). - Haidukken.
J. Jux. I og J falder sammen som i ABC-Bogen (181).
K. Krukkeborgerkonen.
L. Lygtemanden: Lygtemændene ... (279). - Løs Snak: muligvis »Man siger -«, ikke trykt på dansk før V 243, men stumper benyttet i Folkesangens Fugl (313), Gudfaders Billedbog (321) og Tante Tandpine (375).
M. Marer.
N. Nordlys.
O. Odense Krønike.
P. Peer Gantes Gjenvei. - Pen og Blækhuus: Pen og Blækhus (210). - Phantasiens Caravaner.
Q. Qvæg og Qvædlinger: muligvis Qvæk (385).
R. Rødhaaret: Guldskat (290, jf. B).
S. Sangfuglen: Folkesangens Fugl (313). - Stormen fløtter Skildt: Stormen flytter Skilt (292).
XIV T. Tran Lampe og Gas Løgte: Gudfaders Billedbog (321).
U. Nummeret, Nul med Stjerne. NB: falsk alfabetisering.
V. Varulven. Visse vasse.
X. X.
Y. Ysk. Ygdrasil i Bogladen.
Z. Z.
Æ. Æ. Ædikeaalen.
Ø. Ørentvisten. Utrykt udkast i Collinske Samling 36,4° (KB), jf. Skarnbassen (246).

XV

Forkortelsesliste

Eventyrudgaver udkommet i H. C. Andersens egen levetid
er kun anført i 1. udgaver.
For senere oplag og udgaver i A.s levetid
henvises til tekstbindenes forkortelseslister.
Hvor intet andet angives, er trykkestedet København.

A & C Edvard Collin: H. C. Andersen og det Collinske Huus. 1882.
A-iana Anderseniana. Udg. af Chr. M. K. Pedersen og Svend Larsen. I-XIII. 1933-46. 2. række. Redaktion: Svend Larsen (senere: Niels Oxenvad) og H. Topsøe-Jensen. I-VI. Kbh. (senere: Odense) 1947-69. 3. række. Redaktion: Niels Oxenvad og H. Topsøe-Jensen. I-IV. Odense 1970-86. - 2. og 3. rækkes bind omfatter hver 4 årlige hæfter. Fra 1987 betegnes bindene kun med årstal.
Album H. C. Andersens album I-V. Udg. af Kåre Olsen, Helga Vang Lauridsen og Kirsten Weber. 1980. Udgaven af A.s 5 album omfatter et facsimilebind i storfolio og en kommenteret udgave i 2 bind.
Alm H. C. Andersens Almanakker. Udgivet af Helga Vang Lauridsen og Kirsten Weber. DSL 1990.
Apostlenes Gerninger Apostlenes Gerninger i N.T.
At være H. C. Andersen: At være eller ikke være. Udg. af H. Topsøe-Jensen (R & R V. 1943-44).
BEC H. C.Andersens Brevveksling med Edvard og Henriette Collin. Udgivet af C. Behrend og H. Topsøe-Jensen. I-VI. DSL 1933-37.
Bemærkninger H. C. Andersen: Bemærkninger til Eventyr og Historier 1863-68-74 (vorudg. bd. VI. 3-32).
BfA Breve fra Hans Christian Andersen. Udgivne af C.St.A. Bille og Nikolaj Bøgh. I-II. 1878. Hertil: Register ... paa Grundlag af en Seddelregistrant efterladt af H. Topsøe-Jensen. (Red. og gennemskrevet af Erik Dal). DSL 1978.
BFN Birger Frank Nielsen: H. C. Andersen Bibliografi. Digterens danske Værker 1822-1875. Med Forord af H. Topsøe-Jensen. 1942.
BHenriques H. C. Andersens Breve til Therese og Martin R. Henriques 1860-75. Med Indledning af Paul V. Rubow. Udgivne af H. Topsøe-Jensen. 1932.
BHH H. C. Andersens Brevveksling med Henriette Hanck. 1830-1846. Ved Svend Larsen. 1946. (A-iana IX-XIII. 1941-46).
BHW H. C. Andersen og Henriette Wulff. En Brevveksling. Ved H. Topsøe-Jensen. I-III. Odense 1959-60.
BJC H. C. Andersens Brevveksling med Jonas Collin og andre Medlemmer af det Collinske Hus. Udgivet af H. Topsøe-Jensen under Medvirken af Kaj Bom og Knud Bøgh. I-III. DSL 1945-48.
XVI BLorck H. C. Andersens Breve til Carl B. Lorck. Ved H. Topsøe-Jensen. Med en illustrationshistorisk Efterskrift af Erik Dal. (Fynske Studier VIII). Odense 1969.
Brix Hans Brix: H. C. Andersen og hans Eventyr. [1907]. 2. udg. 1970.
BrixAP Hans Brix: Analyser og Problemer. Undersøgelser i den ældre danske Litteratur. II. 1935 og VI. 1950.
Brix og Jensen H. C. Andersens Eventyr. Ny kritisk Udgave med Kommentar ved Hans Brix og Anker Jensen I-V. 1919.
BScudder H. C. Andersen og Horace E. Scudder. En Brevveksling. Udgivet af Jean Hersholt med Noter af Waldemar Westergaard og en Efterskrift af H. Topsøe-Jensen. 1948.
BtA Breve til Hans Christian Andersen. Udgivne af C. St. A. Bille og Nikolaj Bøgh. 1877. Register: Se BfA.
BuB H. C. Andersen: Billedbog uden Billeder. Udg. af Morten Borup (R & R IV 1943-44).
Buket H. Topsøe-Jensen: Buket til Andersen. Bemærkninger til femogtyve Eventyr. 1971. (Optryk af studier trykt diverse steder, hovedsagelig som efterskrifter til nytårshilsener fra Nordlundes Bogtrykkeri).
BWatt I-II H. C. Andersens Breve til Robert Watt 1865-1874 ved H. Topsøe-Jensen (Fund og Forskning i Det kongelige Biblioteks Samlinger XVIII. 1971. 111-55 og XIX. 1972. 89-128).
Byskov Eventyrets verden. Eventyr, fabler og legender samlede og genfortalte af J. Byskov. Ny udgave. I-III. 1966.
Bødker Sagn og Eventyr, udg. af L. Bødker. 1967.
Bøgh Nikolaj Bøgh: Fra H. C. Andersens Barndoms- og Ungdomsliv. 1905. (Særtryk af Personalhistorisk Tidsskrift. 5. rk. bd. II).
Dagbøger H. C. Andersens Dagbøger 1825-1875. Udgivet af DSL ved Helga Vang Lauridsen, Tue Gad og Kirsten Weber under ledelse af Kåre Olsen og H. Topsøe-Jensen. I-XII. 1971-77.
DaStu Danske Studier. Udgivet af Universitets-Jubilæets danske Samfund. 1904ff.
DgF Danmarks gamle Folkeviser. Udg. af Sv. Grundtvig, Axel Olrik, H. Grüner-Nielsen, Karl-Ivar Hildeman, Erik Dal og Iørn Piø. 1-10. 1853-1965. Desuden: 11: Melodier. 1976. 12: Registre. 1976.
DH Ludvig Holberg: Danmarks Riges Historie I-III. 1732-35.
Dommerbogen Dommerbogen i G. T.
DtB H. C. Andersen: De to Baronesser. Udg. af Morten Borup (R & R IV. 1943-44).
EB H. C. Andersen: Eventyr, fortalte for Børn. EB 1-35, EB 2-35, EB 3-37 (i VI 135-230 betegnet EB I:1, I:1-2, I:1-3): Første Samling. 1.-3. Hefte. 1835-37. EB 4-38, EB 5-39, EB 6-42 (i VI 135-230 betegnet EB II:1, II:2, II:3): Ny Samling. 1.-3. Hefte. 1838-42.
EDB H. C. Andersen: En Digters Bazar. Udg. af Knud Bøgh (R & R. VI. 1943-44).
EHF 5-74 (i VI 135-230 betegnet EHF 5): H. C. Andersens Eventyr og Historier. Med Illustrationer efter Originaltegninger af Lorenz Frølich. Femte Bind. 1874.
XVII EHP H. C. Andersen: Eventyr og Historier. Med Illustrationer efter Originaltegninger af V. Pedersen. I-II. 1862-63. EHP 1-62: 1. Bind. 1862. EHP 2-63. 2. Bind. 1863.
Else Marie Kofod De vilde Svaner og andre Folkeeventyr. Sidestykker til syv af H. C. Andersens eventyr. Udgivet og kommenteret af Else Marie Kofod. Foreningen Danmarks Folkeminder's Skrifter. Bind 86. 1989.
EP-50 H. C. Andersen: Eventyr med Illustrationer af Vilh. Pedersen. 1850.
Fodreise H. C. Andersen: Fodreise fra Holmens Canal til Østpynten af Amageri Aarene 1828 og 1829. Udg. af Johan de Mylius. (Danske Klassikere). DSL 1986.
FoF IX-X H. Topsøe-Jensen: Fra en Digters Værksted. H. C. Andersens Optegnelses bøger (Fund og Forskning i Det kongelige Biblioteks Samlinger IX. 1962. 148-186 og X. 1963. 119-151).
Folk og Fauna V. J. Brøndegaard: Folk og Fauna. Dansk etnozoologi. I-III. 1985-86.
Folk og Flora V. J. Brøndegaard: Folk og Flora. Dansk etnobotanik. I-IV. 1979.
FraBoghylde Estrid og Erik Dal: Fra H. C. Andersens boghylde. Hans bogsamling belyst gennem breve, kataloger og bevarede bøger. 1961. Supplement i A-iana 2 rk. V og forventeligt i 1991.
Georg Christensen Georg Christensen: H. C. Andersen og de danske Folkeeventyr (DaStu 1906. 103-112, 161-174).
G.T. Det gamle Testamente. Den autoriserede oversættelse af 1931.
H H. C. Andersen: Historier. H 1-52, H 2-53 (i VI 135-230 betegnet H 1,2): 1.-2. Samling. 1852-53.
HCA H. Topsøe-Jensen: H. C. Andersen og andre Studier. (Fynske Studier VI). Odense 1966.
HCAHolstein H. C. Andersen paa Holsteinborg. Blade af et Venskabs Historie ved H. Topsøe-Jensen. 1938 (A-iana V-VI. 1937-38).
HCA Optegnelsesbog H. C. Andersens Optegnelsesbog. For første Gang udgiven ved Julius Clausen. 1926.
Hoffmann Ernst Theodor Hoffmanns sämmtliche Werke I-XIV. Berlin und Leipzig 1922.
HP-55 (i VI 135-230 betegnet HP): H. C. Andersen: Historier med Illustrationer af Vilh. Pedersen. 1855.
Imp H. C. Andersen: Improvisatoren. Udg. af Knud Bøgh (R & R I. 1943-44). Nu også i serien Danske Klassikere udg. af Mogens Brøndsted.
I Spanien H. C. Andersen: I Spanien. Udg. af Hans Aage Paludan (R & R VII. 1943-44).
I Sverrig H. C. Andersen: I Sverrig. Udg. af Morten Borup (R & R VII. 1943-44).
Job Jobs Bog i G.T.
Joel Joels Bog i G.T.
Johannes Johannes-evangeliet i N. T.
Jonas H. C. Andersens Briefwechsel mit Sr. Königlichen Hoheit dem Grossherzog Carl Alexander von Sachsen-Weimar-Eisenach und anderen Zeitgenossen. Herausgegeben von Emil Jonas. Leipzig. 1887.
XVIII KB Det kongelige Bibliotek i København.
KES H. C. Andersen: Kun en Spillemand. Udg. af Ole Jacobsen (Romaner og Rejseskildringer III. 1943-44). Nu også i serien Danske Klassikere udg. af Mogens Brøndsted.
1. Kongebog Første Kongebog i G. T.
KristBRL E. Tang Kristensen: Danske Börnerim, Remser og Lege. Århus 1896.
Levnedsbogen H. C. Andersens Levnedsbog. Paany udgivet af H. Topsøe-Jensen. 1962. (1. udg. ved Hans Brix. 1926).
Lindencrone Folke-Eventyr samlede af Brødrene Grimm. Oversatte af J. F. Lindencrone. 2. Udg. 1821.
Lukas Lukas-evangeliet i N. T.
Markus Markus-evangeliet i N.T.
Matthæus Matthæus-evangeliet i N.T.
Mau E. Mau: Dansk Ordsprogs-Skat I-II. 1879 (et vedføjet tal uden bindbetegnelse angiver ordsprogets nummer).
MeE H. C. Andersen: Mit eget Eventyr uden Digtning. Efter Forfatterens Manuskript udgivet af H. Topsøe-Jensen. 1942.
MLE H. C. Andersen: Mit Livs Eventyr. Revideret Tekstudgave ved H. Topsøe-Jensen. Med Noter af H. G. Olrik og Udgiveren. I-II. 1951.
MLE Forts H. C. Andersen: Mit Livs Eventyr. Fortsættelse. (1855-67). Udg. af Jonas Collin. 1877 (= Samlede Skrifter, Supplementsbind). (Indgår i MLE).
1.-5.Mos Første-Femte Mosebog i G. T.
NE H. C. Andersen: Nye Eventyr. NE 1-44, NE 2-45, NE 3-45 (i VI 135-230 betegnet NE I:1, I:2, I:3): Første Bind. 1.-3. Samling 1844-45. NE 4-47, NE 5-48 (i VI 135-230 betegnet NE II:1, II:2): Andet Bind. 1.-2. Samling. 1847-48.
NEH H. C. Andersen: Nye Eventyr og Historier. NEH 1-58, NEH 2-58, NEH 3-59, NEH 4-60 (i VI 135-230 betegnet NEH I:1, I:2, I:3, I:4): 1. Række, 1.-4. Samling. 1858-60. NEH 5-61, NEH 6-62, NEH 7-65, NEH 8-66 (i VI 135-230 betegnet NEH II:1, II:2, II:3, II:4): 2. Række. 1.-4. Samling. 1861-66. NEH 9-72. NEH 10-72 (i VI 135-230 betegnet NEH III:1, III:2): 3. Række. 1.-2. Samling. 1872.
3NEH-70 (i VI 135-230 betegnet 3NEH): H. C. Andersen: Tre nye Eventyr og Historier. 1870.
N.T. Det nye Testamente. Den autoriserede oversættelse af 1948.
ODS Ordbog over det danske Sprog. Grundlagt af Verner Dahlerup. I-XXVIII. DSL 1918-56.
Oehl Adam Oehlenschlägers Poetiske Skrifter. Udgivne af F. L. Liebenberg. I-XXXII. 1857-62.
Oehl Eventyr Eventyr af forskiellige Digtere; sammendragne og oversatte, med Bemærkninger af Adam Oehlenschläger. I-II. 1816.
Olrik H. G. Olrik: Hans Christian Andersen. Undersøgelser og Kroniker 1925-1944. 1945.
Ordsprogenes Bog Ordsprogenes Bog i G.T.
Peters 2. Brev Peters andet brev i N.T.
XIX Prædikerens Bog Prædikerens Bog i G.T.
Reumert Elith Reumert: H. C. Andersen og det Melchiorske Hjem. 1924.
R & R Romaner og Rejseskildringer. Udg. af DSL under Red. af H. Topsøe-Jensen I-VII. 1943-44.
Romerbrevet Paulus' brev til romerne i N.T.
Rubow Paul V. Rubow: H. C. Andersens Eventyr. Forhistorien - Idé og Form - Sprog og Stil. [1927]. 3. udg. 1967.
Salme Salmernes Bog i G. T.
2. Samuelsbog Anden Samuelsbog i G.T.
Skyggebilleder H. C. Andersen: Skyggebilleder af en Reise til Harzen, det sachsiske Schweitz etc. etc. i Sommeren 1831. Udg. af Johan de Mylius. (Danske Klassikere). DSL 1986.
SS H. C. Andersen: Samlede Skrifter. Anden Udgave. I-XV. 1876-80.
SS 23-57 A. C. Andersen: Samlede Skrifter 1. udg. Bind 23. 1857.
SS 25/28-68 H. C. Andersen: Samlede Skrifter, 1. udg. Bind 25-28. 1868.
Stampe Rigmor Stampe: H. C. Andersen og hans nærmeste Omgang. 1918.
Svanholm Chr. Svanholm: H. C. Andersens ungdoms-tro. (Med henblikk på den teologiske bakgrund). Trondheim 1952.
Tage Høeg Tage Høeg: H. C. Andersens Ungdom. 1934.
Thiele1 Just Matthias Thiele: Danmarks Folkesagn. I-II. 1818-23.
Thiele2 Just Matthias Thiele: Danmarks Folkesagn. I-III. 1843-60.
1. Tim. Paulus' første brev til Timoteus i N.T.
Vintergrønt H. Topsøe-Jensen: Vintergrønt. Nye H. C. Andersen-studier. 1976.
Winther Danske Folkeeventyr samlede af M.Winther (1823). Her cit. efter Dansk Folkedigtning. Udgivet med efterskrift af Erik Dal. (Gyldendals Bibliotek 47). 1972.
Woel Cai M. Woel: H. C. Andersens Liv og Digtning. I-II. 1949-50.
Vogel-Jørg Bevingede Ord. Ved T. Vogel-Jørgensen. 5. udg. 1979.

XX
1

Tilføjelser og rettelser til textbindene

I 18,6 udgår; bogen udkom aldrig trods vidtgående forberedelser.

I 18 EB 1/6 i 2. opl. findes i privateje i kartonnage med flg. typografiske titel i ramme: Eventyr, fortalte for Børn af H.C.Andersen. 2 Bind. Andet Oplag. Kjøbenhavn. Forlagt af Universitetsboghandler C.A.Reitzel. Trykt i Bianco Lunos Bogtrykkeri.

Prindsessen paa Ærten.

I 41 n.t. 21 A læs A2 .

Den lille Idas Blomster.

I 49 notetal 23 og 27 læs 22 og 26.

Tommelise.

I 54,8 her] konjektur: før [afd. cand.mag. Steen Johansen).

Den lille Havfrue.

I 87,5 hinanden] hverandre D.

I 96,21 *tre] som bemærket II s. 9 er der rejst tvivl om denne tilføjelses berettigelse (af afd. prof. L. L. Hammerich).

I 99,7 som bemerket II s. 8 må m opfattes som trykforlæg trods noten.

Keiserens nye Klæder.

I 111,4-10 Den seddel i m, som er aftrykt i noten, er renskrevet med A 's ordlyd i brev til E. Collin, Kbh. 25.3.1837, trykt i Brevveksling med Edvard og Henriette Collin I 1933 s. 266.

Den standhaftige Tinsoldat.

I 123,9 Papiirsbaaden] Papirbaaden D.

De vilde Svaner.

I 134,29 græde, vred] græd og vred D.

I 134,38 hende... hendes] sig... sit SS 2.

Den flyvende Kuffert.

I 154,14 den] trykfejl for dem.

I 154 note m] tilføj: (Kgl. Bibl. Ms.phot. 161,4°).

I 156 n.t. 3 overordenligt læs som i teksten overordentligt.

Storkene.

I 162,19 færdig] nær D.

2

Ole Lukøie.

I 167 m Det sidste kvartblad har på bagsiden af en overklæbning et flygtigt blyantskrevet vers O vil du see / Aftnen er saa stille etc. Ikke i Bibl.

I 169,7 dem] sig D.

I 173,1 altid] stedse SS 2.

Lykkens Kalosker.

I 236,10-13] digtet i diligencen mellem Dôle og Genève og skrevet i dagbogen 16.8.1833 (Dagbøger 1.159).

Svinedrengen.

I 182 r British Museum, London. Add. Mss. 31.232, fol. 46-47v. 2 bl. rettet renskrift (vistnok tryk-ms.), 4°. (Kgl. Bibl Ms.phot. 65,2° b). Stemplet:

Den Collinske Manuscriptsamling. Købt af Jonas Collin d.y.

I 182,11 Rosentræ] Træ r. - 183,1] herefter »Charmant!« sagde Keise overstr. r. 183,3 færdig] færdig ved r. 183,13 salig] høisalig BCD. - 184,7 ned] ind r. 184,16 Bjælderne] Klokkerne r. 184,24 »Hvor] »mgl. rA . 184,24 Prindsessen] herefter overstreget Man kan nok mærke han har ingen Dannelse r. 184,32 hos Skomageren] hans Skomager, r. - 185,1 Allesammen!] herefter « rA. 185,3 *Dagen] mr, *glemt i udg. 185,8 »jeg] »mgl. rA. 185,20 *Hofdamen] en af Hofdamerne mr. - 185,36 da han saae de kyssedes mgl. r. - 186,1 Tøffel] Nathue mr. 186,9 bag *ved] m, bag rAA2 .

Engelen.

II 15 n.t. 22 halv D læs halvt D.

Nattergalen.

II 24,24 med] paa SS 2.

Den grimme Ælling.

II 32,2 Kattene] Katten B2 , antagelig en bedre form.

II 33,6 troede derfor] derfor troede D.

II 41 om k se ndf. ved II 291.

II 41 r og 49 m Udeladt i facs.udg. er en sammenfoldet strimmel med ordene H.C.Andersens Haandskrift. De to Eventyr Grantræet og Sneedronningen, bedes overleveret Hr Professor Schrøder, Ridder & c & c i Upsala og to lignende med titlerne Grantræet og Sneedronningen.

II 65,24 de] De C.

II 69,9 Verden] Verden.« C.

Hyrdinden og Skorsteensfeieren.

II 97,15-30 r har disse linier på en overklæbning, hvis bagside er et brevudsnit om det islagte Sund: Mitten im Eis und Schnee kam Eurer Hoheit lieber Brief etc.

3

II 97,23 forfærdeligt] storagtig under overklæbning r, forfærdeligt A, forfærdelig B og C, stolt D. I Nordlundes udg. 1969 skriver H. Topsøe-Jensen forfærdeligt storagtig.

Den gamle Gadeløgte.

II 109,5-25 Den opr. m -version er overklæbet med et blad, hvis bagside er et kasseret brev til Naadige Frue!, dat. Løverdag Middag! Andersen vil sende bud efter sit Album, da han har lovet at vise det til general Guldberg med familie. En yderligere overklæbning svarende til lin. 12-17 samt en anden 110,7-25 er fremstillet af en udat. aftentheindbydelse fra Baronesse Pechlin.

Stoppenaalen.

II 124,41 herunder H.C.Andersen r.

Skyggen.

II 129,8 bleve] m-D, betyder: forbleve.

II 135,38 dem] læs *Dem.

II 137,29 have] trykfejl, læs: at have.

Det gamle Huus.

II 149,9 saa mange Aar] i Nordlundes udgave 1970 retter H. Topsøe-Jensen efter r til saa mange Aar, - saa mange.

Eventyr 1850.

II 170,4 3. læs 4.

Lykkens Kalosker.

II 182,37-38 Virligheden læs Virkeligheden.

II 202,30 Olie] Slags Olie B2 .

Klokken.

II 204 k 's to første sider (til 206,13) er facsimileret i P.Hansen: 111. da. Litt.hist. II 1886 s. 478/79 og 2. udg. III 1902 s. 292/93. II 207,13 Trøie er ifl. 205,34 en indlysende men i alle udgaver uerkendt fejl for Kjole - eller omvendt.

Hørren.

II 209 O er som anført førstetryk. Ganske vist har trykket i Den nye Børneven... udg. af Julius Gerson 1848 på titelbladet, men som anført bagest i bindet er det fra 1849.

Verdens deiligste Rose.

II 225 n.t. 13 læs »Bring] » mgl. A.

Alt paa sin rette Plads.

II 252,36 *ærbødigt] i notens stikord trykfejl *ærbødigst.

Nissen hos Spekhøkeren.

II 255,19 have] bør rettes til faae som 256,8.

4

II 256,11 de] læs *De.

II 257,13 skinnede] skinnede ned m. Jf. til alle tre rettelser H. Topsøe-Jensen i Nordlundes udg. 1970.

»Der er Forskjel!«

mKgl. Bibl., Ny kgl. Saml. 2642,2°, købt fra privateje 1984. 2 bl. trykms. til O.

II 277,10 foran] ved mO; foran O.

II 277,22 Beundring] m, men foran er overstreget Meening. Beundring O.

II 278,3 ned] m, ind fejl O, ned A.

II 278,13 dem] understreget m.

II 278,25 vor Herres] understreget m som 280,9 og 12.

II 279,1 disse] dem m; disse O.

II 279,3 plukkede... og kyssede] og plukkede... kyssede m.

II 279,32 Deres] understreget m.

II 280,5 skulle blæse] blæser m, skulde blæse O. Flere mindre afvigelser i textens sidste del.

Under texten navn og: NB Forfatteren ønsker at læse Correcturen naar det trykkes.

Fem fra en Ærtebælg.

II 281 k Tre små overklæbninger i k er fremstillet af et ufuldført brev til Fru Bojesen! dat. Kjø[be]nhavn den 1 [?] Nov. 1852. Andersen har lånt hende Kletkes Mähr[ch]ensaal og har nu selv brug for bogen. I noteapparatet er 14 guul fejl for 13 guul.

Den gamle Gravsteen.

II 289 n.t. 17 lige idet] læs lige.

Klods-Hans.

II 293,38-294,27 Ms. k til Grantræet (Collin 36,4° 1:14, se II s. 41) har en lakune på hvad der svarer til II s. 45. Efter denne lakune følger som indlagt fortælling slutningen af Klods-Hans; den er i eventyrets endelige redaktion kun markeret ved titlen Klumpe-Dumpe... II s. 45,12-13. Fragmentet gengives her med normaliserede anførelsestegn. Det har interesse ved at ligge nærmere folkeeventyrets tone og ved at rykke A.s interesse for eventyrstof tilbage i tid.

havde steilet i Veiret og dandsed paa Bagbenene og stødte sex Speile og to Excelenser i Stykker. Klodde Hans var bleven ligesom varm derved, som begge hans Brødre var det.

»Det er en mægtig Varme herind [e«,] sagde han ogsaa til Prindsessen. »Det ligger i, « sagde hun, »vi stege Hanekyllinger i Dag!« »Gjør I det!« sagde Klodde-Hans, »det var jo deilig, saa kan jeg faae min Krage stegt med!« og saa tog han op af Lommen den døde Krage han havde fundet, bredte Vingerne ud og løftede den lidt paa Hovedet!

5

»Men hvad skal vi stege den i!« spurgte Prindsessen.

»Det veed jeg!« sagde Klodde-Hans, »see her er en hele Mekanik, « og saa tog han Kohornet op af Lommen, stak Kragen ind i det! og sagde »see her er Gryde til at stege i og vi kan spise begge to af den sammen!«

»Det kan jeg lide!« sagde Prindsessen, »Du veed at tale for Dig. - Men hvad skal vi dyppe Kragen i!« - »Heisa!« raabte Klodde-Hans! og vendte sin Lomme - det var alt det - Uh - Koen havde rigtig nok været uartigt!

»Det var velsignet!« sagde Prindsessen. »Dig vil jeg have - Dig kan der blive noget af«, [str. Nu spise vi strax Kragen].

Og saa holdt de Bryllup [str. og] spiiste Kragen og alt hvad der var og [indf. de levede godt.] Gryden den var stegt i gik i Arv til de sildigste Slægter.

Den sidste Perle.

II 307 x Et ms. på 3 s. 2°, opr. tilhørende N. C. L. Abrahams, solgtes i maj 1984 hos Sotheby's i London; det lykkedes ikke at komme i forbindelse med den nye ejer gennem auktionsfirmaet.

Ib og lille Christine.

II 297,11 Gode] Gavn r.

To Jomfruer.

II 317 r H.C. Andersens Hus, Odense, 1 bl. renskrift, 4°, indgået 1971 med Jonas Skougaards samling.

II 317,14 kunne] kan r.

II 318,6 temmeligt] mo.

II 318,9 *gjør] mo, i o r.t. giver, som altså bør genindsættes i texten.

II 318,16] ordene »Der er Favnemaal!« (m) findes også i o, så den bevidste eller (snarere) fejlagtige udeladelse er sket i korrekturen.

II 318,25-26 Jom-] Jum mrO.

II 318,27 Ordet] det mrO.

II 318,33 Under texten H.C.Andersen rO.

Ved det yderste Hav.

II 319 nogchar begge undertitlen (Et Billede).

II 321 n.t. 8 luftig let A læs luftigt let A.

Pengegrisen.

II 323 o The Pierpont Morgan Library, New York. 2 bl. 4°. (Kgl. Bibl. Ms.phot. 197,4°). Renskrift, der bekræfter den 323,21 fremsatte formodning, og hvis læsemåder derfor her redigeres i forhold til o.

II 324,34 indbudne] indbudte o. 324,37 han, troede de] de troede at han o; mundtligt] mundtlige o. 324,43 Noget... og] o, rettet fra ordlyden altsammen... og i lin. 20. - 325,27 Dupskoe] Dubskoe 6 o. 325,35 ikke] mgl. o. 325,37 Vrangen] Vrangen; og o. 325,39 blev saa] blev overstreget, derefter blev selv saa o. - 326,14 rullede] trillede o; ordentlig] ordenlig o. 326,16-17] ikke liniebrud o.

Suppe paa en Pølsepind.

III 13 n.t. 18 A 4 læs A 2.

III 22 n.t. 20 sml. n.t. 37,33.

Pebersvendens Nathue.

III 35 m Det nævnte brev er en udat. indbydelse fra C.L.E. Neergaard født Olsen.

Det gamle Egetræes sidste Drøm.

III 51 B, C læs C, D.

ABC-Bogen.

III 56 Deltitlen har figur-A, den eneste »illustration« i NEH 1-10.

nCollin 19,4°, 5:1-2, A. B. C. Vers in duplo; overskydende vers trykt i JørgenSkjerk: H.G.Andersen som hjemme-digter, Aarhus 1977, s. 11-12 m. noter s. 85.

Dynd-Kongens Datter.

III 70,18-71,10 k-versionen er skrevet på en overklæbning, bagpå hvilken en ufærdig tak for invitation dat. Kjøbenhavn 6 Marts 1858.

III 86,28 jf k er skrevet med to sæt overklæbninger. De seneste benytter to ufærdige kladder til Høistærede! dat. 7.4.18 [56]. Adressaten har bedt A. skrive følgeord til et skrift om luftballoner.

Vinden fortæller om Valdemar Daae og hans Døttre.

III 103 r Deltitlens bagside har været benyttet til flg. notat: Ingen bryder sig om Andres Sorg uden forsaavidt den selv kommer dem ved.

Pigen som traadte paa Brødet.

III 113 m Nævnte overklæbning er i to lag. Bagpå det inderste er nogle uidentificerede kladdelinier.

Taarnvægteren Ole.

III 121 k En anden overklæbning har bagpå en mislykket brevudskrift Wohlgeborne Herrn Herman Jacobsen in Gnadenfeldt bei Cosel, Preussisch Oberschlesien. En tredie har et ufærdigt brev dat. Kjøbenhavn 26 Januar 1859, følgeskrivelse til en vaudeville.

Børnesnak.

III 137 r En overklæbning til lin. 1-9 er skrevet bagpå et brevstykke: Copenhagen 22 Januar 1859. Edler Grossherzog! Til eventyret hører en seddel i Bakkehussamlingen, Frederiksberg Kommunebiblioteker, Dygtige Folk hvis Navne ender paa -sen, se ndf. 204 f.

7

Barnet i Graven.

III 152 f Facsimile af nedenn. o i Månadsblad om böcker från Thulin och Olson, Göteborg, 1927 nr. 7-8 (årgang 8, Kgl. Bibl. Ms.phot. 65,2° b). Facsimile af 158,30-35 og ms-beskrivelse.

oUniv.bibl., Göteborg, sammen med de andre trykmanuskripter til den underO nævnte antologi. 2 bl. 4°, latinsk skrift. (Kgl. Bibl. Ms.phot. 229,4°).

III 152,29 velsignet gode] antagelig eet ord o. - 153,36 Natten] vistnok Natter r.t. Nætter o. - 154,39 gik] gik saa, overstr. saa o. 154,46 kunne] kunde o. - 155,27 havde] o, rettet in scribendo fra var ikke. 155,34 hun] men hun, overstr. men o. - 156,43 ikke komme] ikke tilføjet i kile o.

En Historie fra Klitterne.

III 186,30-187,6 er i m. skrevet på en overklæbning; bagpå denne Copenhagen 18 November 1859. Ew: Königliche Majestät, hvorefter to forskrevne ord.

IV 9 Som omtalt V s. 8 er de Oksen´ske manuskripter indgået i Kgl. Bibl.s håndskriftafdeling. Som ser samling er indgået Arne Portmans H. C. Andersensamling og således også de to her omtalte stykker.

Venskabs-Pagten.

IV 30 C's indledningsdigt findes i tryk-ms., Collin 19,4° hæfte 7. Tryk og kommentar s. 55 og 99 i Jørgen Skjerk: H.C. Andersen som hus-poet, Aarhus 1981.

Fugl Phønix.

IV 50 a i Arne Portmans Samling, nu i Kgl. Bibl.

Tolv med Posten.

IV 71 k og r findes i facsimile i Andreasen & Lachmanns udgave af eventyret 1940. I sa. udg. motiverer H. G. Olrik læsemåden 73,37-38 Savskjærer, Mester.

De Vises Steen.

IV 87 m 7 bl. rettet renskrift, 4°, antagelig tryk-ms. for O. Benyttet ved venlig imødekommenhed af fru Birgitte Danvig, Horsens, der ejer det i fællesskab med sine søstre, oldebørn af pastor (senere biskop) Jørgen Swane, der fik det foræret ved A.s besøg i Hjermind pgd. omkr. 1.9.1859.

IV 87,1 undertitel Et Eventyr m. 87,2 ville] vil m, ligeledes en del andre pluralisbøjninger i OA. 87,16 egenlig] m. 87,23 velsignede] velsignende m. - 88,6 hundrede] hundred m. 88,8 inde] midt m[?]. 88,16 nede] inde m[?] - her] *for m. 88,26 Grændse] en Grændse m. 88,31 døe] døe, selv den viseste maa døe m. 88,36 henveire] henfalde m. - 90,19 egenlig] egentlig m. 90,20 gjennem] igjennem m. 90,34 Legeme] Legem m. - 91,1 da] herefter skrevet og 8 overstreget han m. 91,7 hendes] i hendes m. 91,17 andre] andres m. 91,22 Meer] mere m. 91,23 græder] sørger m. 91,31 overordenlig] overordentlig m. 91,37 til] sig til rettet fra gik det m. 91,38 som] at som, men at streget m. - 92,1 beklapset] beoverstreget m, beklapset O. 92,5 ordenlig] m. 92,21 for dem hjemme] hjemme m. 92,26 han] han... hjemme mO. - 93,1 ad] af m. 93,9-10] hele sammenhængen afviger m. 93,12 mistænksom] mistænkelig m. 93,29 i Tællelyset] af T. m. - 94,6 Egnen] m. - Busk] Busk og Træ m. 94,17 -fjer] -fjeder O. - 95,5 bragt] altid bragt m. 95,7 ønsker] ønskede m. 95,8 væsenlige m. 95,11 og et] og m. - regjerer] regjerede m. 95,12 gaaer] gik m. - gjennem] igjennem m. 95,25 kjende] m. 95,38 * Søndenvinden] Vestenvinden m. - 96,1 kommet] m. 96,7 det er] det var m; de blev] m. 96,9 var jo] var m. 96,14 opfunden] opfundet m. 96,18 Altere] Altare m. - 97,6 *for] m. 97,17 øiebliklig] øieblikkelig O. - 99,9 strøede] strødte m. 99,39 Lønkamret] selve Lønkammeret m. - 100,9 Tro] dobbelt understreget, men ikke i egen linie m. 100,12 Trækfuglene] Trækfuglen m. - Under texten H.C.Andersen m.

Det nye Aarhundredes Musa.

IV 112 b Bl. I v har tidl. været brugt som (ufærdig) kladde til brev dat. Copenhagen 17 Junius 1861. Lieber, theurer Hr. Hoffmeyer!

Iisjomfruen

IV 161,33 I Nordlundes udg. 1974 har H. Topsøe-Jensen indført 11 tekstforbedringer efter k og/eller r; ikke optaget her i udg. er fig.: 134,31 Tanker] Tanke kr (med tilføjelse »staaende Andersen-Vending«). 139,3 sad] sad med kr. 141,4 Sørgeslør] Sørgeflor r. 161,33 Gletschernes Kløfter] Gletscher Kløfter k (og utydeligt r ).

Sneglen og Rosenhækken.

IV 177 note k] Ms. er i sin helhed facsimileret som fig. 83 ab i Annelise Garde: H.C.Andersen og hans kreds. II Plancher. 1967.

IV 179 note] mgl. sign. k.

Lygtemændene er i Byen.

IV 183 k 1 Frederiksberg Kommunebiblioteker, Bakkehussamlingen. 2 bl. koncept, som kompletterer k. (Kgl. Bibl. Ms.phot. 115,2°).

IV 192,21 Foræringerne] Presenterne k1.

IV 192,31 sendte... Hunde] sendte de (r.t. det) i Present et Par af sine Hunde k1.

I Børnestuen.

IV 208 k Collin 18,4°, to børnekomedier, hvoraf den ene er udgangspunkt for komedien i eventyret.

9

rFrederiksberg Kommunebiblioteker, Bakkehussamlingen. 2 bl. rettet renskrift uden de sidste 4 lin. Overstreget undertitel: En heel Comedie. (Kgl. Bibl. Ms.phot. 115,2°).

IV 208,3 Gudfader] Gudfadder overalt rt.

IV 209,6 hverandre] hinanden r.

IV 210,17 Arie] Galopade Arie.

IV 210,26 Saae] her liniebrud rt.

Portnerens Søn.

IV 230 k 1 Frederiksberg Kommunebiblioteker. Bakkehussamlingen. 2 bl. koncept, som kompletterer k. (Kgl. Bibl. Ms.phot. 115,2°).

IV 231,29 mange] gjort mange k 1 r, gjort udstreget r.

IV 232,4 strunk] strunk, stiv k 1 r.

IV 232,20 Sablen] hans Sabel k 1, sin Sabel r.t. Sabelen r. Moster.

IV 254 k er nu Kgl. Bibl. Ms. Ny kgl. Saml. 2586 fol. 11:1.

IV 255 n.t. 39 læs 40.

Skrubtudsen.

IV 259 c Collin 35,4°, 22, udkast udg. af Poul Høybye i Anderseniana 1973 s. 382-84.

Den gamle Kirkeklokke.

V 22 o Mario Krohns samling nr. 570, Kgl. Bibl. Delvis egenhændigt rettet 2. korr. af O. Notat med fremmed hånd: 2den Corr.

V 22,2] tilføjet i o. - 23,3 tiende] 11 k, ellevte r.t. tiende med fr. hånd o. 23,7 selv ikke] ikke engang r.t. ikke selv k, ikke selv r.t. selv ikke o. 23,13 ogsaa] afvigende k, og r.t. ogsaa o. 23,14 allerede] alt i anden ordlyd k, alt r.t. allerede o. 23,25 falden ned] faldet ned k (afvigende angivet i apparatet), faldet o uden rettelser. - 24,1 skød] skjød ko uden rett. 24,2 rødlig af Haar] rødligt Haar k, rødlig Haar o m. korr.-tilføjelse af. 24,6 og] men k, men r.t. og o. 24,16 snevrere] afvigende k, eugere r.t. engere o. 24,17 jo mere døvende der] døvende m. tilf. af de andre ord o, des stærkere] tilf. i o. 24,24 Men] Nei, r.t. Men o. 24,25 Ædelstenen] Ædelstenene r.t. Ædelstenen O, mon Verden skulde] men... skulde vi o, r.t. A's text. 24,27 Tusinde] Tusind r.t. Tusinde m. fr. hand o. 24,28 endnu] end r.t. endnu o. 24,30 han] tilf. i o. 24,33 foer] farer r.t. foer o. - 25,22 hvor der] der o uden rett. 25,31-32] herudfor NB. ny Linie o. 25,34 med] k, nu med r.t. med o. - 26,6 rige] unge r.t. rige o. - Under texten H.C.Andersen o.

Peiter, Peter og Peer.

V 40,33 konjektur: thi Navnene... ligger i Navnet Peitersen; jf because the names... are all contained in that of Petersen 10 (Riverside Magazine dec. 1868, overs. af Anna Raasløff); se Erik Dal: HCA.s Tales and America, in Scandinavian Studies XL 1968 s. 1-25, spec. 22).

V 43,3 note] Nørrager læs Nørrega.

Gudfaders Billedbog.

V 48 n.t. 12 B læs O.

V 65 n.t. 13 r læs k. Verscitatet stammer fra Andersens eget digt til Oehlenschläger 20.11.1841, Man skilte Skandinavien (Bibl. 406).

Dryaden.

V 69 b Collin 35,4°, dobbeltblad indlagt i Et besøg i Portugal, udg. af Poul Høybye i Anderseniana 1973 s. 385-87.

Hønse-Grethes Familie.

V 103,34 glad i at leve burde have været indføjet i texten, jf. well pleased with life, Riverside Magazine nov-dec. 1869, se n.t. 40,33.

Hvad man kan hitte paa.

V 108 q The Pierpont Morgan Library, New York. 2 bl. renskrift, 4° (Kgl. Bibl Ms. phot. 197,4°).

Manuskripterne q og r gør indtryk af at være skrevet umiddelbart efter hinanden; r er forlæg for A , q for det nedennævnte arner. tryk og vistnok også for r . Af de c. 40 afvigelser anføres flg.:

V 108,7 De lykkelige] Lykkelige de q (r = A hvor intet andet anført) - 108,10 nu er... skal jeg *kunne] nu var... skulde han kunde. 108,20 ud] uden q . 108,23 rempe] rimpe q, rempe r.t. rimpe r. - 109,2 dog vil Du] vil dog q; 109,6 sagde Konen] mgl. q. 109,22 en] og dog q; vare] ere q. 109,25 før de, som nu, stode erkjendte] men nu stod erkjendt q; 109,36 lidt] lidt, vi, q; de. Eet] mgl. q. - 110,2 de frøs til modne Druer] vare det. De frøs til de bleve modne q; Landet] rettet in scribendo fra Navnet i både q og r. 110,10 fødte med] med fødte q. 110,19 Historie paa Historie] mgl. q. 110,33 Der kan du allerede komme] Du kan q. - Under texten H.C. Andersen q.

Ugedagene.

V 130 q s. 1 er afbildet i bibliotekets udstillingskatalog Danish Literature..., Cambridge MA 1986 s. 61.

Eventyr og Historier V 1875.

V 112 nederst, læs: bagomslaget har i samme ramme indledningsvignetten til Dynd-Kongens Datter i EHF 3-70.

Laserne.

V 113 a er udg. af Viktor Waschnitius i hans bog H.C.Andersens Eventyr Laserne, 1922, s. 47 f.

11

»Rolighed.«

V 179 Collin 35,40 II Reiseskizzer indeholder en utrykt skitse af beslægtet indhold med titlen Rosenvænget.

Portnøglen.

V 193 r 105,6 læs 195,6.

Smaahistorier.

V 228 A se s...

Kartoflerne.

V 237 m Collin 36,4° IX, udg. af Poul Høybye i Anderseniana 1973, s. 379 f.

»Man siger -«!

V 243 Se til indledningen 4 lin. i Collin 19,4° III:7, trykt i Jørgen Skjerk: H.C.Andersen som hus-poet, Aarhus 1981, s. 34 m. note s. 90, samt H. Topsøe-Jensen i Fund og Forskning X 1963, s. 130.

Vor gamle Skolemester.

V 245 k er nu trykt af Poul Høybye i Anderseniana 1973, s. 376ff.

Danish Popular Legends.

V 254 se VI s. 40-46; A III læs IV.

V 255,14 read] said Hurt & Houghton's udgave VIII 1872 s. 354.

V 256,14 An læs And.

Danish Popular Legends / Danske Folkesagn.

V 254-60 og VI 40-46. Et udateret duplikeret blad fra Rosenkilde og Baggers Antikvariat beskriver et dansk ms., hvis tidligere og senere historie desværre er uoplyst. Beskrivelsen indledes (NB: ældre retskrivning): Egenhændigt Manuskript til en Samling danske Folkeeventyr eller Folkesagn. Fire meget store tæt beskrevne Kvartsider 27,7 X 21,8 cm. Begyndelse mangler. Arbejdsmanuskript med talrige Rettelser. Nogle Bogstaver, nederst i højre Hjørne, flydt ud. Derefter henvises til Riverside Magazine og til, at den danske text er utrykt og ukendt.

12

Separate originaltryk og deres illustrationer

Denne fortegnelse gentager udgavens henvisninger til danske originaltryk forud for eventyrudgaverne og henviser til behandlinger af de udenlandske tryk, der ligger forud for de ældste danske. Kursiveret henvisning foran titlen betegner, at O -texten er trykt i udgaven. Der henvises til billedgengivelser i

MU, dvs. Samlede Eventyr og Historier. III. af danske kunstnere 1837-1974. Mindeudgave I-V, Lademann 1975, og

DAI,dvs. Erik Dal: Danske H.C. Andersen-illustrationer, 1975.

MedFKal betegnes Folkekalender for Danmark, der udkom kort før nytår i de angivne år 1852-76.

I: 1835-42

67-84 Reisekammeraten: jf. 189-209 Dødningen, Digte 1830.
177-81 Rosen-Alfen: Kjøbenhavns Morgenblad, Ny Suite, 2. Aarg. Nr. 20, 19. Maj 1839.

II: 1843-55

85-90 De røde Skoe. En svensk oversættelse fra sa. år har ill. af Erik Bøgh: MU I 81 og DAI s. 15.
122-24 Stoppenaalen: Gæa, æsthetisk Aarbog, udg. af P. L. Møller, 1846.
153-55 Den lille Pige med Svovlstikkerne: Dansk Folkekalender for 1846, udg. af Fred. Frølund. 1 ill. af J. Th. Lundbye og træskåret af H. C. Henneberg. Se den i note til O nævnte bog og MU I 73.
171-77 Hyldemoer: Gæa, æsthetisk Aarbog, udg. af P. L. Møller, 1845. l radering af Lorentz Frølich: DAI s. 34-35 med tre forstudier og MU I 67.
178-203 Lykkens Kalosker: jf. I 211-38 Lykkens Kalosker, Tre Digtninger 1838.
204-08 Klokken: Maanedsskrift for Børn ved H.V. Kaalund og Julius Chr. Gerson, 3. Hefte 1845. Frontispice af Edvard Lehmann: MU I 10.
209-12 Hørren: Fædrelandet 3.4.1849, Nr. 79.
225-27 Verdens deiligste Rose: FKal 1852.
228 Et Billede fra Castelsvolden: Gæa, æsthetisk Aarbog, udg. af P. L. Møller, 1847. Usign. litografi af Jens Peter Lund: MU I 83.
236-37 Svanereden: Berlingske Tidende 28.1.1852, Nr. 23.
259-60 Om Aartusinder: Fædrelandet 26.1.1852, Nr. 21.
13 277-80 »Der er Forskjel«: FKal 1852 med initial D.
281-84 Fem fra en Ærtebælg: FKal 1853 med initial D og 1 ill. af Vilh. Pedersen: DAI s. 23.
288-90 Den gamle Gravsteen: Skolen og Hjemmet, red. og udg. af Jul. Chr. Gerson, 1852, nr. 7 med titel Den gamle Ligsteen. 295 Fra et Vindue i Vartou: som 226. MU I 85.
307-09 Den sidste Perle: Almanak eller Huuskalender for 1854, udg. og forlagt af A.C.F. Flinch, 1854, vignetter: DAI s. 54 (opslag) og MU I 87 (slutvignet).
310-16 »Hun duede ikke«: FKal 1853. 2 ill. af Vilh. Pedersen, forskellige fra A: DAI s. 23.
317-18 To Jomfruer: FKal 1854. 2 ill. af Vilh. Pedersen, forskellige fra A; den ene: DAI s. 23.
319-22 Ved det yderste Hav: FKal 1855. 1 ill. af Vilh. Pedersen = A.
323-26 Pengegrisen: FKal 1855. 1 ill. af Vilh. Pedersen = A.

III: 1856-60

25-33 Flaskehalsen: FKal 1858. Initial og 3 ill. af Vilh. Pedersen = A.
98-100 Klokkedybet: FKal 1857. Initial og 2 ill.: MU I 179-82.
140-41 Et stykke Perlesnor: FKal 1857. Initial, 5 topografiske ill. og kortskitse af Sigersted-egnen: MU I 171-78.
152-58 Barnet i Graven: Nya nordiska dikter och skildringar, utg. och förl. av Axel Kullberg, Stockholm 1859.

IV: 1861-66

13-29 Metalsvinet: En Digters Bazar, 1842.
30-42 Venskabs-Pagten: sst.
43-45 En Rose fra Homers Grav: sst.
46-49 Bedstemoder: Freia. Nordisk Album for Poesi og Kunst, red. af Carl Borgaard, 1845 m. titel En Historie.
50-51 Fugl Phønix: Den nye Børneven. Ill. Tidsskrift for Børn, udg. af Julius Chr. Gerson, 1850 og I Sverrig, 1851.
52-56 En Historie: I Sverrig, 1851.
57-58 Den stumme Bog: sst.
59-62 »Ærens Tornevei«: FKal 1856. Initial (af NG?) og 1 ill. af Vilh. Pedersen, denne = A.
63-66 Jødepigen: FKal 1856. Initial, 2 ill. og slutvignet af Vilh. Pedersen, ill. = A, slutvignet og Helligånds duen gengivet i Erik Dal: Vilhelm Pedersens illustrationer i Folkekalender for Danmark 1853-59, 1977, s. 70.
87-100 De Viises Steen: FKal 1859. 6 ill. af Vilh. Pedersen = A.
14 163-65 Sommerfuglen: FKal 1861. Anonym vignet.
198-201 Sølvskillingen: FKal 1862. 2 ill. sign. O[tto] B[ache]: DAI s. 53 og MU I 189-93.
202-07 Bispen paa Børglum og hans Frænde: Illustreret Tidende 27.1.1861 (2. bd. nr. 70). III. af Børglum Kloster.
246-49 Flyttedagen: Illustreret Tidende 12.2.1860 (1. bd. nr. 20). 250-53 Sommergjækken: FKal 1863. 2 ill. af Otto Bache: MU I 195-98.

V: 1867-74

13-15 Den onde Fyrste: Salonen. Et belletristisk Maanedsskrift, red. af Gottlieb Siesby, 1. Bind, 1840 [!].
16-19 Marionetspilleren: I Sverrig, 1851.
20-21 To Brødre: Illustreret Tidende 25.12.1859 (l. bd. nr. 13). 22-26 Den gamle Kirkeklokke: FKal 1862. Marbachs torv og Thorvaldsens Monument for Schiller: MU I 183-87.
27-28 Theepotten: FKal 1864. Initial med thepotte: MU I 199-200.
29-31 Folkesangens Fugl: FKal 1865. Initial med svane: MU I 201-03.
32-33 De smaa Grønne: Nye Digtninger. Fortællinger og Digte af danske Forfattere, udg. af Christian Winther, 1868.
34-38 Nissen og Madamen: FKal 1868. 1 ill. af Carl Bøgh: MU I 205-09.
39-43 Peiter, Peter og Peer: Figaro. Et Ugeblad, red. af Robert Watt. Nr. 94, 12.1.1868.
44-45 Vænø og Glænø: sst. Nr. 73, 18.8.1867.
46-67 Gudfaders Billedbog: Illustreret Tidende 19.1.1868; 26.1. 1868; 2.2.1868 (9. bd. nr. 434-436).
113-14 Laserne: FKal 1869. Initial.
115-18 Loppen og Professoren: FKal 1873. 1 ill. af Lorenz Frølich = A.
123-25 Lykken kan ligge i en Pind: For Romantik og Historie, udg. af H. P. Holst. 4. Bind 1870.
126-29 Kometen: For Ide og Virkelighed. Et Tidsskrift, udg. af R. Nielsen, Bj. Bjørnson og Rud. Schmidt, 1869.
130-32 Ugedagene: Souvenir 1869, udg. af Chr. Thorkilsen.
133-35 Solskins-Historier: Fra nordiske Digtere, et Album. 1869. 136-40 Oldefa'er: For Ide og Virkelighed, 1870 II.
141-44 Hvem var den Lykkeligste?: Illustreret Tidende 26.7.1868 (9. bd. nr. 461).
145-47 Lysene: Den nye Almanak for 1871, udg. af Mads Hansen og Anton Nielsen. 2 ill.: MU I 211-14, hvor den ene ill. er sign. O. Andersen.
148-53 Det Utroligste: Nyt dansk Maanedsskrift, 1. Bind 1871.
15 154-56 Hvad hele Familien sagde: For Romantik og Historie, udg. af H.P. Holst, 5. Bind 1871.
157-58 »Dandse, dandse Dukke min!«: Illustreret Børneblad, 1. Bind Nr. 4, 15.11.1871.
159-60 »Spørg Amagermo'er«!: Illustreret Børneblad, 1. Bind Nr. 1, 1.10.1871.
161-69 Den store Søslange: Illustreret Tidende, 13. Bind Nr. 638, 17.12.1871.

Udenlandske førstetryk

forud for danske udgaver er talrige; deres formål var at beskytte den autoriserede forlægger mod piratoversættelser af danske førstetryk.

Det eneste tyske exempel er Den gamle Kirkeklokke, der som oplyst i undertitlen er skrevet til Schiller-Album 1861, se ndf.

I England er fem af de syv eventyr i A Christmas Greeting to my English Friends, 1848, og to eventyr i A Poet's Day Dreams, 1853, førstetryk, se Elias Bredsdorff: H. C. Andersen og England, 1954, især s. 621-22, og ndf. s. 120, 159 og 166.

I USA trykte Horace Scudder, delvis i egen oversættelse, bl.a. 15 eventyr i The Riverside Magazine for Young People 1867-70, deriblandt Herrebladene, samt Danish Fairy Tales and Stories. 11 af disse 16 texter var førstetryk, og 8 var ledsaget af illustrationer tegnet af M. L. Stone og xylograferet af Hanley. De gengives her i c. 60% størrelse. Uillustrerede var Lykken kan ligge i en Pind, Hvad man kan hitte paa og Hvad Tidselen oplevede.

Se om USA ndf. s. 339-358 passim, 384 og 386 samt Erik Dal: H. C. Andersen's Tales and America, Scandinavian Studies XL 1968 1-25. Illustrationen til Oldefa'er er også gengivet DAI 39.

16

17

18

19

BIND I: 1835-42

Eventyr, fortalte for Børn
Første Samling. Første Hæfte. 1835
EB 1-35

Fyrtøiet

Fyrtøiet tryktes første gang i EB 1-35, der udkom 8.5.1835. Bortset fra romantikkens interesse for folkeeventyret og kunsteventyret, som A allerede havde eksperimenteret med i Dødningen (se s. 65f), i hvilken forbindelse han bebudede »en Cyclus af Folke-Eventyr«, såfremt det blev optaget med bifald (I 189), ved vi ikke meget om baggrunden for A.s første eventyrdigtning. Hvornår og i hvilken rækkefølge de ialt 7 eventyr i de to første hæfter er blevet til, står hen i det uvisse. 5.11.1834 blev han færdig med kladden til Imp, og da der forelå et stort arbejde med renskrivning og korrekturlæsning, inden romanen kom til trykning i februar 1835, har han næppe kunnet afse tid til eventyrdigtning før dette tidspunkt. Dette synes også at bekræftes af de ialt syv brevsteder, der foreligger om de første eventyrs tilblivelse.

Første gang de omtales, er nytårsdag 1835 i et brev til veninden Henriette Hanck, hvor A erklærer: »Nu begynder jeg paa nogle »Børne-Eventyr«, jeg vil see at vinde de kommende Slægter skal De vide!« (BHH 104). På dette tidspunkt har han altså kun arbejdet med ideerne i tankerne, men i løbet af den næste månedstid må arbejdet for alvor været kommet igang, for 10.2.1835 fortæller han Ingemann, der iøvrigt selv dyrkede kunsteventyret, at han er »begyndt paa nogle »Eventyr, fortalte for Børn«, og jeg troer, de lykkes mig. Jeg har givet et Par af de Eventyr, jeg selv som Lille var lykkelig ved, og som jeg ikke troer ere kjendte; jeg har ganske skrevet dem saaledes, som jeg vilde fortælle et Barn dem« (BfA I 292).

Den næste måned må arbejdet være skredet rask fremad, idet han 16.3.1835 meddeler en anden nær veninde, Henriette Wulff, at han har skrevet »nogle Eventyr for Børn« (BHW I 211). Sandsynligvis har han været færdig med første hæfte på dette tidspunkt, for kun ti dage senere, 26.3., får Henriette Hanck flg. besked: »»Eventyr fortalte for 20 Børn« [...] komme ud i Aprilmaaned og man vil sige: det er mit udødeligheds Værk!« Her nævnes også for første gang titlerne på de fire eventyr i den rækkefølge, hvori de forekommer i første hæfte, idet A samtidig lidt letfærdigt karakteriserer dem som »originale« (BHH 108 f). Engang i april fortæller han også den tyske digter Chamisso (1781-1838) om bogen: »Jeg har skrevet Eventyr for Børn, der for Øieblikket ere hos Bogtrykkeren. Jeg troer i disse ret eiendommeligt at have udtalt det Barnlige« (BfA I 296). Og sluttelig meddeler han 24.4. Henriette Wulff, at »to Bind Eventyr [...] er fra Haanden« (BHW I 219).

Som det fremgår såvel ovenfor som af forordet fra 1837 (I 19f) og af Bemærkninger (4), er Fyrtøiet en gendigtning af et af de eventyr, A havde hørt som barn »i Spindestuen og ved Humleplukning«, men eventyret bærer desuden præg af A.s vidtspændende læsning. Historien, som Georg Christensen 162 henfører til nr. 6 i Sv. Grundtvigs eventyrregistrant, Anden i lyset, findes i talrige opskrifter, men hovedtrækket er, at en soldat vinder mange penge ved at hente et lys hos en sovende trold til en gammel person. Af varierende grunde beholder han selv lyset, hvorefter han lever flot i byen. Da han ved et tilfælde tænder lyset, står der en jernmand eller stålkæmpe foran ham og hjælper ham til at få den smukke prinsesse at se. Kongen benytter list for at finde ud af, hvor datteren er om natten, og soldaten arresteres og dømmes til at brændes på bålet. På bålet far han lov til at tænde sin pibe ved sit lys, hjælpeånden kommer til stede og kaster kongen og hans råd højt op i luften (jvf. iøvrigt Else Marie Kofod 29ff).

Såvel Anden i lyset som Grimms Det blå lys, med hvilket Fyrtøiet stemmer ret nøje overens efter soldatens ankomst til byen, er imidlertid alle varianter af eventyret om Aladdin i 1001 Nat, et værk A allerede fra barn af var fortrolig med i den første danske oversættelse fra 1757-58 efter Antoine Gallands franske udgave 1704-12 (Levnedsbogen 27, MLE I 28), og som A tydeligvis har benyttet (se ndf.; om A og 1001 Nat se iøvrigt Poul Høybye i A-iana 3 rk. I 361ff). I samme forbindelse kan endelig nævnes påvirkning helt ud i det verbale fra Oehlenschlägers Aladdin (1805), hvad allerede Carsten Hauch var inde på i et brev 6.11.1835, da han bebrejdede A, at eventyret var »en Efterligning af et bedre Digt, nemlig Alladins Lampe« (BtA 190).

23.1en Soldat] alm. træk i folkeeventyret at helten er anonym. - 5ækel... Brystet] sml. Sindbad Søfarerens tredie rejse i 1001 Nat, hvor fortælleren møder en Polyfemos-lignende kæmpe, om hvem det siges, at »Underlæben hængde ham mit ned paa Brystet« (1.1757.374). - 19-20en stor Gang... hundrede Lamper] sml. Noureddins beskrivelse af den underjordiske hule i Aladdin (Oehl I 102):

21

Grottens klare Frugter,
Som Stierner spillende i alle Farver,
Snart lyser atter med langt mere Skiønhed,
End denne lumre, svoveltændte Sol.

21tre Døre] A har overtaget folkeeventyrets og -troens magiske 3-tal og bruger det gennem hele kompositionen: tre hunde, tre slags mønt, tre natlige besøg af prinsessen osv. - 21-24.12 Sml. Noureddins beskrivelse af de underjordiske grotter: »Først kommer du igiennem trende Grotter, / Hvor Guld og Sølv, ret som i store Tønder, / Er sluttet ind udi Granitens Kløfter.« I samme moment omtaler han også grotterne som »trende Kamre« (Oehl I 102f). - 23en Hund] hundene findes ikke i (nogen af de kendte danske) folkelige opskrifter, men er almindelige i sagn om skattegravere, hvor de vogter skatten, iøvrigt uden at gøre noget, når man roligt flytter dem (jvf. Feilberg: Bidrag til en ordbog over jyske almuesmål. I.75).

24.4et Møllehjul] i m til 29.11 har A skrevet »Karethjul«, hvorfor det snarere er vandhjulet i en vandmølle end tandhjulet i en hollandsk vindmølle, han har tænkt på. Billedet kan evt. have sin baggrund i de vandmøllehjul, han kendte fra sin barndoms Odense å, men mere sandsynlig er påvirkning fra Cervantes' Don Quijote, som han ihvertfald siden 1824-25 havde været fortrolig med i Charlotte Dorothea Biehls oversættelse (1777), da han omdigtede og indlagde en scene herfra i sin ufuldførte historiske roman (se A-iana III 29 f). Såvel Biehl (III.46) som Schaldemose (III.1830.65) oversætter, at en vandrende ridder ikke må frygte at møde ti kæmper, om »hvert Øie [er] saa stort som et Møllehjul«, iøvrigt en forkert oversættelse af rueda de molino, møllesten. - 9Rundetaarn] astronomisk observationstårn i København; det konkret anskuelige billede stemmer ikke med folkeeventyrets stedløshed, men appellerer til det velkendte. A kan også være påvirket af Cervantes, idet kæmpernes ben sammenlignes med tårne (III.1777.46). - 12tag Du... Du vil] sml. Noureddin til Aladdin: »Paa Veien, naar du gaaer tilbage, maa / Du gierne plukke Dig saa mange Frugter, / Som du kan bære« (Oehl I 103).

25.6Kagekonernes] koner, som solgte kager og konfekturevarer på gaden eller fra særlige boder. - 9ja, alle Lommerne... fyldte] Iflg. Dagbøger 5.1.1834 læste A Thomasine Gyllembourgs eventyr Kong Hjort (1830) i Rom, og skønt han ellers ikke yndede hendes fortællinger (se E. Hude i A-iana 2 rk. VI 321ff), er han muligvis påvirket i dette tilfælde, idet hovedpersonen Christian af en nisse føres gennem en trylleskov, hvor bladene på en kæmpeeg er lutter hundrededalersedler. Han far lov til at plukke så mange han vil: »Christian lod sig det ikke sige to Gange, men fyldte sine Lommer saaledes med Egeblade, at han var saa bepakket som et Æsel, og neppe kunde gaae af Stedet; og 22 da Lommerne ikke kunde rumme flere, fyldte han endnu sin Hat og sine Støvler med saa mange, som der kunde faae Plads« (Samlede Skrifter2 I. 1866.306). A bytter imidlertid om på rækkefølgen: først fyldes alt, dernæst bliver han, så han knap kan gå. - 14-15Har Du... reent glemt] sml. Aladdin: »Men stop! ha det er sandt, / Jeg havde jo nær glemt den rare Lampe« (Oehl I 111). - 22 »Snik snak sagde Soldaten] sml. Noureddins svar, da Aladdin forlanger at komme op, inden han giver ham lampen: »Snik, Snak! giv mig først Lampen!« (Oehl I 112).

26.2-6 Alm. eventyrtræk, at prinsesser indespærres for at undgå en eller anden skæbne, og at forebyggelse mod spådom mislykkes, se fx fortællingen om kong Agib i 1001 Nat (Byskov I 147 f) og Perraults Tornerose (ib. 23 f). - 9-20 Kilden er beskrivelsen af Ab u Hassans fester i Historien om de opvakte sovere i 1001 Nat (II.1757.760, se ogs. A-iana 3 rk. I 362). Samme motiv findes i Musäus' Den stumme Kjærlighed, hvor sønnen lever lystigt på fædrenearven, men pludselig ikke har flere penge tilbage: »Han flyttede nu hen i en afsides Gade [...] Snyltegæsterne vare forsvundne med hans Velstand; af sine forrige Venner havde han ingen mere« (Oehl Eventyr I 4). Også det træk, at vennerne dukker op igen, da soldaten atter kommer til penge, findes hos Musäus. - 9tog paa Comedie] gik i teatret. - Kongens Have] park i København; se iøvrigt n.t. 24.9.

27.13virkelig] rigtig, ægtefødt. - 20pæn] ironisk: køn; nydelig. - 26 Vandstøvler] vandtætte støvler, brugt af fiskere og jægere, altså ikke blot af mænd, men af arbejdende mænd; derfor grotesk, at ikke alene en kvinde, men ovenikøbet en hofdame ifører sig dem. Jvf. Poul Møller, der finder det ligeså uskønt, at en kvinde er professionel digter som at se hende »gaae med Vandstøvler« (Skrifter i Udvalg. II.1930.83) - 33 Kors paa alle Portene] sml. Ali Baba og de fyrretyve røvere i 1001 Nat, hvor slavinden Morgiane mærker alle husene med kridt for at forvirre røverne, der har sat et mærke på Ali Babas dør (så de kunne genkende hans hus). Også Boccaccio anvender motivet i Kong Agiluffs staldknægt i Decameron (3.dag.2.historie).

28.6-7der kunde mere, end at kjøre i Kareth] der ikke var så dum, jvf. »at kunne mere end sit fadervor«. - 7-12Hun tog... Prindsessen kom] sml. Grimms Det blå lys, hvor kongen råder prinsessen til at fylde lommerne med ærter og klippe hul i dem, så de kan forfølge sporet til soldaten. A kan yderligere være inspireret til selve den konkrete udformning af billedet af Oehlenschlägers Øen i Sydhavet, hvor Albert finder på råd, da hunden Beautiful har fundet en skjult ferskvandskilde: »Nu fyldte jeg en lille Pose med hvidt Sand, giorde et Hul deri, og bandt næste Gang Hunden Posen paa Ryggen, saa at den, imens den løb, bestandig maatte tabe noget Sand ud deraf. Paa den Maade viste 23 en hvid Stribe mig Veien« (1824-25; Oehl XXVIII 108). - 9Boghvedegryn] et fynsk islæt; boghvedegrød er en traditionel fynsk egnsret. - 16Cachotten] arresten. - 28Skomagerdreng] skomagerlærling. - 29Skjødskind] læderforklæde.

29.14Favne] 1 favn = ca. 189 cm. - 18alle folkene raabte] sml. Aladdin, der også løslades pga. folkemængdens højlydte krav (Oehl I 254).

Lille Claus og Store Claus

Lille Claus og Store Claus tryktes første gang i EB 1-35, der udkom 8.5.1835.

Om nedskrivningen af eventyret se ovf. u. Fyrtøiet (s. 19f).

Lille Claus og Store Claus tilhører rækken af gendigtninger af folkeeventyr, som A havde hørt som barn på Fyn (se I 19f, VI 4). Motivet til dette skæmteeventyr - at den kloge far den dumme til at foretage sig samme handlinger som han selv, idet en vigtig faktor glemmes, så at det der blev til lykke for den første, bliver til ulykke for den anden - kendes fra en lang række folkeeventyr over hele verden. Det svarer således ret nøje til Store Bror og lille Bror i Sv. Grundtvigs eventyrregistrant (nr. 112), der foreligger i tre opskrifter, hvoraf den ene Stor Peer og Lild Peer (1855) også nævnes i Thiele1 I III. Nærmere A's genfortælling end det danske folkeeventyr står en italiensk parallel List over list fra novellesamlingen Le piacevoli notti af Giovanni Straparola (1550-55), der blev oversat til dansk af J. Chr. Riise (1818; optrykt i Bødker 232-38). Af øvrige behandlinger kan nævnes Grimms Bondeknolden samt Soldaten som blev Troldmand i den anonyme Historier II.1774.36-45, der dog kun bygger på motivet om hustruen, der beværter elskeren i mandens fraværelse, skjuler ham og narres af en gæst (se iøvrigt Else Marie Kofod 42ff).

30.2Claus] normalt forekommer navnet Claus ikke i folkeeventyrets navneskik, og det kan være A.s opfindelse; dog findes det i en folkebog: Historie om Fattig Klaus fra Molboernes Land Dumsnudestrup, hvor han ved sit snilde Hoved fra den dybeste Forarmelse blev til en riig Bonde.

Skønt først udgivet i 1858 er den imidlertid så forskellig fra A.s eventyr, at der ikke kan være tale om påvirkning fra A. Den folkelige tradition bag bogen kan derfor være A.s kilde (se Arthur Christensen: Molboernes vise Gerninger. 1939.233-44).

24

31.32en levende Stork] måske refererer det overflødige adjektiv levende til A.s sommerrejse i 1832, hvor han kørte sammen med to madammer, »den ene havde en lille Dreng med, der et par Dage forud, første Gang var kommet til Kjøbenhavn, havde her udbrudt da han saae en Soldat: »Gud Moder, der er en levende Soldat! (han havde altid seet dem malede)« (Dagbøger I 117f); jvf. også Februar i Aarets tolv Maaneder (1833; SS XII 149). - 38Degnen] rettelsen fra Præsten i m samt at degnen formelt kommer for at sige goddag, betyder en neddæmpning fra det folkelige forlæg, hvor præsten går i seng med konen. Brix 183 mener A måske også har haft Nille og degnen i Holbergs Jeppe paa Bierget i tankerne.

32.1stak paa] begyndte at spise; jvf samtidskridkkens reaktion på udtrykket (VI 124). - 15Kiste] at bruge dragkisten som gemmested for elskeren er et gammelt motiv, jvf. Historien om den dyrekjøbte Isabelle, hvis Deilighed var uudsigelig, hvis Kydskhed ubeskrivelig, og hvis Oprigtighed uforanderlig imod hendes Hosbonde (1730). Som titlen siger, er hun modsat bondekonen trofast, og da hun forfølges af tre rige købmænd, medens hendes mand er på rejse, lokker hun dem i en dragkiste, som hun bringer på torvet (Rasmus Nyerup: Almindelig Morskabslæsning. 1816.169ff). - 18gesvindt] hurtigt.

33.30Courage] mod.

34.9-10en heel Skjeppe] tønde på 17.39 l. - 38Haand] m har (bedre) Kisten i den ene Hank.

35.16-21 Motivet med at låne et mål til at tælle penge med og indsmøre det, så udlåneren kan se, hvad det har været brugt til, også i 1001 Nats Ali Baba og de fyrretyve røvere (III.1758.530; jvf. A-iana 3 rk. I 364). - 39Spandremme] remme til at holde læsten med skoen fast til knæet. - Skjødskind] læderforklæde.

36.2spytte røde Grise] bløde. - 7ff. A neddæmper scenen i forhold til folkeeventyret ved at lade bedstemoderen være død og gør Lille Claus mere menneskelig ved at motivere sengeombytningen med, at hun skal ligge i en varm seng for at komme til live igen, hvorimod han i folkeeventyret bevidst bytter seng, da han venter Store Claus' overfald. - 23 f. Det manglende motiv til Lille Claus' handlemåde er enkeltstående i eventyret, hvor alle situationer er motiverede, hvorimod folkeeventyrets helt selv fremkalder situationerne.

37.1hendes] folkelig dialektal tiltale.

38.15ff. Sml. Grimms Bondeknolden. - 29Drift] flok.

39.19ff. Omend motivet med Lille Claus, der fortæller, at han har faet dyrene på havets bund, findes hos Grimm, kan A dog også være påvirket af folketroen, jvf. Thiele2 II 255, der fortæller, at man på Assens-egnen »har seet Havkøer og Havtyre stige op paa Markerne, for at søge Samqvem med andet Qvæg«. Jvf. også sagnet om Kong 25 Frodes Høi ved Værebro, hvor en troldkvinde »omskabte sig til en Havkoe og sin Søn til en Havkalv og gik da og græssede ved Værebro« (Thiele1 I 20). BrixAP II 312 formoder imidlertid, at havkvæget har sin forudsætning i Carsten Hauchs litterære og filosofiske satire Phantasiens Magt i Contrasterne (1816), men her græsser søkøer og havfruer dog kun på havbunden. - 27grøn Krands] sml. ellepigen hos Thiele1 I 109: »en grønklædt Pige med Siv flættede over Hovedet [kom] fra den nære Mose.« - 36Grøfter] diger, jordvolde.

40.1polidsk] snedigt, fiffigt. - 36drev] ledte kvæget afsted (ved hjælp af råb, pisk o.l.).

Prindsessen paa Ærten

Prindsessen paa Ærten blev trykt første gang i EB 1-35, der udkom 8.5.1835.

Om eventyrets tilblivelse se ovf. u. Fyrtøiet (s. 19f).

Ligesom i tilfældet med de to første eventyr i hæftet hævder A, at Prindsessen paa Ærten er en gendigtning af et af barndommens fynske folkeventyr (I 20; VI 4), og da han ellers er særlig øm om at fremhæve sine originale eventyr, må hans ord stå til troende. Alligevel er eventyret et af A.s mest problematiske og omdiskuterede, fordi det ikke kendes i dansk folketradition. Georg Christensen 169 fremhæver imidlertid, at det kan være et udenlandsk eventyr, som den belæste fader har fortalt, og at det ville være for meget at forlange, at barnet skulle have haft nogen klar forståelse af forskellen på de eventyr, faderen fortalte ham, og dem, han hørte hos de gamle koner.

Men skønt motivet med sengeprøven foruden i en række syd- og østeuropæiske samt orientalske folkeeventyr også kendes i flere varianter i svensk tradition fra før A, er pointen en anden. I samtlige svenske versioner er der tale om et bedrageri, idet helten/heltinden har en hjælper (ske), som røber, hvad der skal svares om morgenen, ligesom det snarere drejer sig om nøjsomhed, flid og sparsommelighed end om sarthed, når der spørges efter prinsessens kvaliteter. Hertil kommer yderligere en mærkværdighed, idet Prindsessen paa Ærten mindre virker som et eventyr end som en anekdote, en episode af en større sammenhæng, hvad der måske er baggrunden for at Brix 183 nok hævder, at A har hørt eventyret som barn, men samtidig også udpeger en litterær kilde: Tiecks Der gestiefelte Kater (1797). Denne teori modificeres betydeligt i Brix og Jensen I 391, hvor det med henvisning 26 til Georg Christensen konkluderes, at det svenske folkeeventyr må have været i folkemunde på Fyn i en nærstående form.

Alle disse teorier kompliceres dog af en udtalelse af A selv til Jonas Collin i et brev 26.7.1844 foranlediget af hans besøg hos Jacob Grimm i Berlin, idet denne paradoksalt nok og til A.s ærgrelse overhovedet ikke kendte den allerede da berømte danske digter. A finder det manglende kendskab »naragtigt [...] da han i sin nye Samling af ægte Folke-Eventyr, skal have optaget eet af mine originale, rigtig nok i den Tro at det tilhørte kun de Danske« (BJC I 247). Eventyret, der er tale om, er Die Erbsenprobe, som Wilhelm Grimm efter sønnen Hermanns mundtlige fortælling havde optaget som nr. 182 i 5. udg. af Kinderund Hausmärchen (1843). I næste udgave (1850) blev det iøvrigt fjernet, »weil sie wahrscheinlich aus Andersens Märchen »Prindsessen paa Ærten« stammt« (Johannes Bolte und Georg Polívka: Anmerkungen zu den Kinder- u. Hausmärchen der Brüder Grimm. III. Leipzig 1918. 331). Spørgsmålet er så, hvorledes A.s brug af ordet original skal forstås!

41.1Der var engang] folkeeventyrets indledningsform el. - en Prinds] i overensstemmelse med folkeeventyret er helt og heltinde anonyme. - 2 rigtig] ægtefødt; jvf. også virkelig i lin. 9.

42.11Ærten...at see] alm. slutning på folkesagn, se fx. Thiele1 I 4 og 6, hvor der fortælles om et drikkehorn og en hjort, der begge er at se på Kunstkammeret. Rubow 38 mener imidlertid, at slutningen er inspireret af Clemens Brentanos Geschichte vom braven Kasperlund der schönen Annerl (1817): »Die Schürze der schönen Annerl, in welche ihr der Kopf des Jägers Jürge bei seiner Enthauptung gebissen, ist aut der herzoglichen Kunstkammer bewahrt worden« (Werke. II. München 1963.806). - Kunstkammer] museum med diverse kunstgenstande, mønter, oldsager og andre rariteter; Det kongelige danske Kunstkammer lå indtil 1821 i det daværende Kongelige Biblioteks bygning, nu Rigsarkivet, ved Christiansborg Slot i Kbh. og rummede en broget samling genstande, der siden hovedsagelig er indgået i Nationalmuseets samlinger.

Den lille Idas Blomster

Den lille Idas Blomster blev første gang trykt i EB 1-35, der udkom 8.5.1835.

Omend vi ikke umiddelbart har flere oplysninger angående 27 eventyrets tilblivelse end citeret ovenf. u. Fyrtøiet (s. 19f), kan nedskrivningstidspunktet alligevel diskuteres, hvilket hænger sammen med eventyrets motiv.

I Bemærkninger sætter A Den lille Idas Blomster op mod de tre første eventyr i hæftet, der alle er gendigtninger af folkeeventyr, og fortæller, at det blev til, da han en dag fortalte Ida Thiele, datter af A.s ven, forfatteren og bibliotekaren Just Matthias Thiele (1795-1874), om blomsterne i Botanisk Have (4). Hvornår dette besøg fandt sted kan diskuteres. I et brev til Henriette Hanck nytårsdag 1835 fortæller A om selskabeligheden i forbindelse med julen og skriver: »moersomst var det hos Professor Thieles, hvor der ere smukke Kobbere og Kunstsager til at see paa« (BHH 102 f). Da det netop er i samme brev, A for første gang nævner, at han nu begynder at skrive eventyr, kunne det tages som et argument for, at eventyret er det først nedskrevne.

Imod denne teori taler imidlertid et brev til Ingemann 10.2.1835, hvor A tilsyneladende endnu kun har skrevet et par gendigtninger af folkeeventyr (BfA I 292).

Olrik 189, der fremhæver, at A i Bemærkninger kalder Thiele »Digteren«, mener, at A kan være påvirket af Thieles digt Til min lille Ida. Med en Vandkande i: H.P. Holsts Nytaarsgave fra danske Digtere. Første Aargang 1835 (udkom ved juletid 1834). Digtet er blevet til efter at Ida (f. 22.8.1830) havde været syg (»hun bøjede sin Blomsterstængel og blegnede, som Rosen i sin Død«) og er formet som en opfordring til den lille pige om at gå ud at vande de tørstende blomster:

Tag Din Kande! Bring i Leeg forborgen
Og ubevidst din Tak til Blomstens Gud,
Da skal Du see, at Blomsten staar imorgen
Forfrisket som Du selv med nye Skud!

Jvf. A.s indledning om de visne blomster!

Det er også sygdom, der er udgangspunktet for Finn Hauberg Mortensens datering og tolkning af eventyret (Slægten og familierne, »den dumme Phantasie« og døden i: DaStu 1986.72-94). Men her er det Thieles hustru Sophie Thieles sygdom og død 15.4.1835. På baggrund af Thieles egne oplysninger om, at hustruen blev syg 10.4. (hvor Ida iøvrigt også var syg), og eventyrets tematisering omkring døden mener Hauberg Mortensen, at A har fortalt det for Ida under et besøg i disse aprildage for at foregribe hendes angst for døden. Dateringen og tolkningen har dog en afgørende svaghed, som Hauberg Mortensen overser trods en redegørelse for de hidtidige forsøg på en datering af eventyret. 26.3.1835 nævner A eventyret i et brev til Henriette Hanck (se ovf s. 20). Eftersom man overhovedet ikke kunne forudse Sophie Thieles nære død på dette tidspunkt, kan eventyret 28 altså ikke dateres eller læses, således som Hauberg Mortensen forsøger det.

Heller ikke eventyrets eget univers giver mulighed for en exakt datering. For synspunktet, at det er A.s allerførste eventyr, taler Olriks henvisning til Idas sygdom samt bemærkningen 44.4-5 om besøget i Frederiksberg Have, der kunne tyde på sent efterår. For en datering til perioden mellem 10.2. og 26.3.1835 taler omtalen af fastelavnsriset 47.31, idet det iøvrigt kan tilføjes, at fastelavnen i 1835 først faldt 1.3. I så tilfælde skulle eventyret altså være skrevet efter dette tidspunkt.

Bortset fra den direkte inspiration A har fået gennem besøget hos Thiele, kommenterer han selv i MLE eventyrets originalitet med en bemærkning om, af »det dog er temmelig beslægtet med Hoffmann, og har allerede ogsaa sin Rod i »Fodreisen«« (I 289). Hvad Hoffmann angår, drejer det sig om eventyret Nussknacker und Mausekönig (1819), medens det er sværere at udpege et sted i Fodreise. Topsøe-Jensen mener (MLE I 473), at det kun kan dreje sig om flg. passus i 11. kap.: »Alle Træerne i Slotshaven stode i fulde Blomster; det var nydelige sødtduftende Complimenter. Smigrerne stode i gyldenstykkes Kjoler, som store Solsikker, og saae de lavere Blomster over Hovedet. Der var hele lange Bede af Koketter, der straalede som de skjønneste Haarlemmer-Tulipaner« (78).

Endelig kan nævnes, at A i digtet Den rædselsfulde Time (1827; SS XII 83) har udnyttet motivet med ting, der bliver levende ved nattetide, i dette tilfælde bøgerne på Universitetsbiblioteket, der springer ned fra hylderne og holder bal.

43.1Ida] A navngiver her for første gang en eventyrfigur efter en i sin omgangskreds. Bortset fra nogle replikker fra Ida Thiele (1830-63) har eventyrets Ida dog kun navnet fælles med denne. - 3ff.Studenten] et portræt af A selv. - 19Gaaseurter] bellis, tusindfryd. - 22Porten] Vesterport i Kbh. - Det store Slot] Frederiksberg Slot. - 23Kongen] Frederik VI (1768 -(1808-)1839).

44.10de røde Hanekamme] Corydalis cava. - 12Kammerjunkere] hofembedsmænd med rang i 4.klasse nr.2. - 16pænt] korrekt, anstændigt. - 32den botaniske Have] Universitetets botaniske have lå 1777-1874 bagved Charlottenborg, hvor Thiele iøvrigt havde sin bolig. - 35-45.1Har Du... Vinger] sammenligningen mellem sommerfuglen og blomsten har sin filosofiske oprindelse hos Henrich Steffens, der i Indledning til philosophiske Forelæsninger (1803) om insekterne siger, at »de ere frieladte Blomster, som svæve fra en Plante til en anden« (1968.60), en sammenligning romantikkens digtere tog til sig og hyppigt benyttede (jvf. Vilh. Andersen: Den heibergske Skoles Naturopfattelse i hans bog Danske Studier. 1893.102).

29

45.6den botaniske Professor,] professor J. W. Hornemann (1770-1841), broder til fru Henriette Collin d.æ., var direktør for Botanisk Have og boede i Nyhavn 272 i et nu nedrevet hus, hvor Udstillingsbygningen ligger (se Bo Bramsen og Palle Fogtdal (red.): København før og nu - og aldrig. 2. 1987.64ff). - 12-17Men hvor... de talte] sml. Skyggebilleder: »Blomsterne [nikkede] rundt om med deres store Hoveder, og saae ret saa dumme og stolte ud derved, ligesom de vilde sige: »ja Du har Ret! ville vi tale, da skulle vi fortælle!«« (63) og Aarets tolv Maaneder. August (SS XII 31), hvor pigerne efter høstarbejdet skal over en stente:

Skjørtet hænger fast ved Gjærdet, saa de Andre hjelpe maae.

See, hvor alle Blomster nikke! hvad de tænke, veed jeg klart,

Kunde man forstaae Mimiken, hørte man vist noget Rart.

12hvor] hvorledes. - 28Cancellieraad] titel med rang i 6.klasse nr.l. - 29gnavede] give sin mening tilkende på en gnaven måde, knurre. - 35den dumme Phantasie] sml. Dagbøger 15.3.1834, hvor A under en udflugt omtaler teologen F.L.B. Zeuthen (1805-74), hvis væsen og opførsel irriterede ham: »Zeuthen fandt Fornøielse i at stikke sin Stok ind i et Barns Mund. Da jeg virkelig var bange for Barnet, sagde jeg: vær dog forsigtig. »O,« svarede han. »Det er den dumme Phantasie!« vi loe af ham« (I 357).

46.11imorgen] næste dag. - 19-20vidste nok, hvad hun vidste] var sikker i sin sag.

47.23Røgmand] m har oprindelig »Nøddeknækker« (vel under påvirkning af Hoffmann). Rettelsen skyldes sandsynligvis, at røgmanden, en lille figur med hul i munden til en lille røgelsespind, skal høre til legetøjet (jvf. Johs. Brøndum Nielsen: Røgmanden i »Den lille Idas Blomster« i: Berlingske Tidende 2.7.1944). - 34Masurka] polskdans i 3/4 takt. - 36-48.3 I drømmen gives mulighed for at blive større eller mindre (jvf. Fodreise 32; Ole Lukøie (I 172); Lille Tuk (II 128)).

48.27nydelige] venlige. - 40-41saa kyssede hun Blomsterne] et selvoplevet træk, jvf. Lille Viggo: »Hver en Blomst Du kysser, som en Broder, / Taler med den paa din egen Viis« (1832; SS XII 191).

49.6Pioner] pæoner, bonderoser. - 8Sommergjække] vintergækker; jvf. iøvrigt Sommergjækken (IV 250 f). - 16 gesvindt] hurtigt. - 27de norske Fætere] Adolf Jonas Boye (1823-91), søn af forfatteren og præsten Caspar Johs. Boye (1791-1853), der var født i Kongsberg i Norge, men 1826 blev sognepræst i Søllerød, og Adolf Johs. Boye, søn af rektor Mathias A. Boye (1796-1872), broder til C.J. Boye og beslægtede med Henriette Collin d.æ. Sml. Dovregubbens sønner i Elverhøi (II 79ff). - 30-39 Omtalen af de norske fætre betyder, at handlingen sandsynligvis er henlagt til den collinske gård i Bredgade og bringer fuglebegravelsen i O.T. (57) og Gaaseurten (I 120) i erindring.

30

Eventyr, fortalte for Børn
Første Samling. Andet Hefte. 1835
EB 2-35

Tommelise

Tommelise tryktes første gang i EB 2-35, der udkom 16.12.1835.

I et brev til Henriette Wulff 29.4.1835 fortæller A, at han foruden Imp også har skrevet to bind eventyr i løbet af vinteren 1834-35. Efter at EB 1-35 var udkommet 8.5.1835, klager han 14.5. til Jonas Collin over sin økonomiske situation og skriver bl.a.: »Reitzel har ingen Penge og vil derfor ikke for det første forlægge det næste Hefte af Eventyrene, som jeg har gjort færdig« (BJC I 121). Hele hæftet må altså have ligget trykklart senest denne dato, kun 6 dage efter at første hæfte var udkommet.

Hvornår præcis Tommelise er blevet til vides ikke, men slutningen, hvor fortælleren selvbevidst præsenterer sig som »Manden [... ] som kan fortælle Eventyr«, tyder dog på, at eventyret ikke er et af A.s ældste.

Iflg. Bemærkninger er Tommelise »aldeles egen Opfindelse« (5), hvad der dog ikke har forhindret A i visse lån. Selve navnet og figuren har rod i folkeventyrenes Tommeliden eller Svend Tomling, en tommelang lille dreng. Desuden har Oehlenschläger benyttet navnet og figuren i romancen Tommeliden var sig en Mand saa spæd i lystspillet Ludlams Hule (1813). Handlingen i Tommelise er dog ikke beslægtet med Oehlenschlägers historie om den tapre lille kriger, hvis motiv er hentet fra Perraults Ma Mere l´Oye A gør figuren til en pige, ligesom han digter et ganske andet handlingsforløb i forhold til folkeeventyret om Tommeliden. Iøvrigt fremgår det af de bevarede manuskriptfragmenter, at A først valgte at kalde titelpersonen Tommelangelise men opgav det til fordel for det mere velklingende Tommelise.

Konstellationen det lillebitte menneske kontra kæmperne, som A kendte fra Swifts satiriske Gullivers Rejser og Voltaires Micromegas, havde A allerede benyttet i Fodreise. Her henviser han netop til Voltaire, idet han lader en indbygger fra planeten Sirius lande på Amager. Skønt han er lidt højere end Rundetårn (dvs. 36 m), er han i forhold til det normalt otte mil høje Siriusfolk »meget mindre end vor Tommeliden er hos os« (40). Senere, i nytårsnattens litteraturrevy, 31 optræder der en Tommeliden, som »red paa en deilig Græshoppe, der gjorde mange Gaprioler med ham; han holdt sig til Pygmæerne, der alle saae ret drabelige ud med deres Fingerbøl-Rustning, og lange Knappenaals Landse« (53).

Indledningsmotivet med konen, der ønsker sig et lille barn og på overnaturlig vis får det, er et almindeligt træk i folkeeventyret, jvf. fx Mons tro og Grimms Tommeliden og Svend Tomlings Vandring. Billedet med den lille pige, der sover i en blomst, findes dels i E.T.A.Hoffmanns Prinzessin Brambilla, hvor en stor lotusblomst med et yndigt slumrende barn skyder op, dels i sammes Meister Floh, hvor Dörtje Elverkind alias prinsesse Gamaheh kommer til syne sovende midt i en tulipan i Samarkand.

53.19Tulipan] jvf. Hoffmanns Meister Floh, hvor tulipanen er lilla og gul (Hoffmann X 137). - 23Valnødskal] jvf. Meister Floh, negerdrengen, der er så lille, at han kan bo i en nøddeskal (Hoffmann X 189). - 24Matrasser] madrasser.

54.4Tulipanblad... sejle og 54.30Aakandebladet] jvf. Oehlenschlägers Aladdin, hvor Lympha, »en lille Pige, blaat klædt, kommer seilende ned ad Bækken paa et Skræppeblad, med en Sivblomst i Haanden« (Oehi I 238). - 19koax, koax, brekke-ke-kex] imitation af frøernes kvækken; et lån fra Aristofanes´ Frøerne, jvf. Fodreise 55 og 60. - 39 Aaknappe] gul åkande.

55.31Livbaand] bælte. - 36i Øieblikket] øjeblikkelig, straks.

56.5-6brød... noget om] var oldenborren ligeglad med. - 20Gaaseurt] bellis, tusindfryd. - 26hang] hængte; også på A.s tid urigtigt. - 37Skuffe] skovl.

57.22inden Vægge] sidde godt i det, være velstående. - 33Oldenborre, flyv, flyv] alm. børnetale, jvf. KristBRL 468. - 33-34Munken... Enge] gammel sangleg, jvf. KristBRL 294.

58.5Trøske] trøske, råddent træ, kan ofte virke selvlysende pga. svampeangreb.

59.4laae i Dvale] jvf. »Om adskillige Fuglearter har man berettet, at de om Vinteren skulle ligge i Dvale i Moser og Sumpe, iblandt andre om Vagtelen og Storken, men især om Svalerne. Det er unægteligt, at man har om Vinteren fundet frosne Svaler, men om de ere bragte til Live ved at bringes ind i varme Værelser, derom har man ingen troværdige Vidnesbyrd« (F.C.Nielsen: Naturhistorie for hver Mand. 1809.31f).

60.15at sidde og ligge paa] talemåde for velstand. - 36 obsternasig] genstridig, opsætsig. - 39har baade i Kjøkken og Kælder] er velstående. Kælder: forrådskælder.

61.36Grøfter] diger.

32

62.22Blomstens Engel] blomsteralfen, dryaden.

63.6Maja] måske en allusion til fru Gyllembourgs En Hverdagshistorie (1828), hvor den åndfulde og kærlige pige hedder Maja (i modsætning til den åndløse Jette, hvis navn da heller ikke passede til Henriette Wulff); jvf. O.T. hvor en af Marens affekterede københavnske veninder døber hende om til Maja »ligesom i Hverdagshistorien« (133).

Den uartige Dreng

Den uartige Dreng blev trykt første gang i EB 2-35, der udkom 16.12.1835.

Eventyret er skrevet i løbet af vinteren 1834-35, se indledning til Tommelise ovf. s. 30.

I Bemærkninger skriver A, at han har fundet fabelen til eventyret i den gr. lyriker Anakreons (f. ca. 572 f. Kr.) digte. I Fra Boghylde gør Estrid og Erik Dal opmærksom på, at A ejede Anacreonte novissimo del commendatore Alberto Thorwaldsen in XXX. Bassorilievi anacreontici tradotti del cavaliere Angelo Maria Ricci, Roma 1832, hvori findes digtet Anacreonti ed amore, der har samme motiv som Den uartige Dreng (43). Imidlertid kan A allerede i sin skoletid have stiftet bekendtskab med Anakreons tredie ode. I 1826 havde A.s rektor, Simon Meisling (1787-1856) nemlig udsendt Anakreons digte i såvel den gr. grundtekst som da. oversættelse i et indbydelsesskrift til Helsingør Latinskoles eksamina. Som påvist af Hans Brix (Fagre Ord2. 1963.106ff) er det imidlertid dog mest sandsynligt, at Christen Prams (1756-1821) oversættelse fra slutningen af 1700tallet: Efter Anacreons tredie Ode har dannet udgangspunkt for eventyret. Der er en række iøjnefaldende ligheder mellem Prams oversættelse (Udvalgte digteriske Arbeider samlede og udgivne af K.L.Rahbek. IV. 1827.59 f) og A.s eventyr. Medens Meisling således ikke nævner uvejret, skriver Pram: »Voldsom Regn nedskylte«, jvf. A.s »Regnen skyllede ned«. Og medens Meisling blot fortæller, at digteren satte den lille dreng ved kaminen, sætter han ham på skødet hos Pram. Hos A bliver det til: »Den gamle Digter [...] tog den lille Dreng paa sit Skjød.«

Amorfiguren forekommer adskillige gange i den unge A.s produktion, således i Mosters Skjærmbræt (1830; SS XII 50), hvor et nyforelsket par pludselig opdager ham blandt diverse bibelske figurer og silhouetter af familiemedlemmer på et skærmbræt. Og i Hjortetyven (1831; SS XII 19) tales om Amor, »det slemme Skarn«, der i alle 33 mulige menneskelige forklædninger driver sit spil. I Skyggebilleder skildres en tiårig bondedreng, der er fører ved en bestigning af Bastey: »Den lille Dreng løb med bare Fødder, loe og snakkede i et væk, og det forekom mig næsten, som han havde en Skjelm bag Øret, som det var den lebendige Amor, der var bleven vor Fører, bliver han kun ikke vor Forfører, tænkte jeg, og der randt mig mange af hans slemme Streger i Tanker. »Den lille snottede, der løber om med Pile«, kalder Wessel ham [i Kiærlighed uden Strømper], og ærgerligt er det i Sandhed, at saadan en lille Hvalp skal have Ret til at spidde store, voxne Folk. De som faae hinanden, siger man rigtignok, strax hjælpe hinanden Pilene ud igjen, og saa gaaer al Kjærligheden over, men de andre beholde Pilen i Hjertet, og da er det ofte dødeligt« (100 f). Lidt efter følger digtet Amor som Fører (101 f).

Den personlige baggrund for A.s interesse for Amorskikkelsen i disse år kan måske skyldes dels forelskelsen i Riborg Voigt (jvf. Digteren og Amor (1830; SS XII 230)) dels hans ulykkelige kærlighed til Louise Collin.

Titlen har i m først været Den slemme Amor, men det har været for personligt tydeligt, og A har derfor rettet til Den uartige Dreng.

64.6snurrede] stegte (kakkelovnene havde ofte en slags varmeskabe, hvori man kunne varme vand o.l.). - 24 fordærvet] ødelagt.

65.32sort Kjole] sort frakke, som akademikere bar som standsdragt. - 32ff. Amors forklædninger er en slags prosagengivelse af Hjortetyven (jvf. ovf). - 35fra Præsten] fra konfirmationsforberedelse. - 39 Kongens Have] park i København. - 39Volden] voldene, der indtil 1857 omgav København, var et yndet spadserested.

Reisekammeraten

Reisekammeraten tryktes første gang i EB 2-35, der udkom 16.12.1835.

En tidligere version var med titlen Dødningen (I 189ff) trykt i Digte 1830 med flg. kommentar: »Som Barn var det min største Glæde at høre Eventyr, en stor Deel staae endnu ret levende i min Erindring, og nogle af disse ere kun lidet eller intet bekjendte; jeg har her gjenfortalt et, og dersom jeg seer det optaget med Bifald, vil jeg saaledes behandle flere, og engang levere en Cyklus af danske Folke-Eventyr« (I 189). Det er vistnok første gang, A på tryk har talt om sit forsæt om at skrive eventyr. Pga. den ret negative kritik blev planerne opgivet indtil videre 34 (se VI 141ff). Sammenligner man de to versioner, er forskellen i fortællemåde og stil den tydeligste illustration til A.s udvikling som eventyrdigter. Se iøvrigt kommentar til Dødningen ndf. s. 65ff.

Om nedskrivningstidspunktet vides intet udover at eventyret forelå trykklart 14.5.1835 (se indledning til Tommelise s. 30).

Reisekammeraten hører som nævnt til den gruppe folkeeventyr, A havde hørt som barn. Hovedmotivet, det fortjenstfulde i at værne om de dødes fred, er almindeligt i folkedigtningen. Historien om den taknemmelige døde, der kendes fra Tobits bog i G.T.s apokryfe skrifter, findes i talrige indbyrdes forskellige optegnelser, men trods ligheden mht. titel på adskillige punkter anderledes end A.s gendigtning (se L.Bødker: Danske Folkeventyr 1960.127ff og Else Marie Kofod 38ff).

Motivet med prinsessen, der kun vil gifte sig med den mand, der kan gætte hendes tanker, kendes fra historien om prinsesse Turandot i 1001 Nats Eventyr, som A har kendt fra Carlo Gozzis eventyrspil Turandotte, oversat af Simon Meisling 1825.

67.2Johannes] heltens meget individualiserede navn stemmer ikke med folkeeventyrets navneskik, hvor gængse navne som Hans eller Per anvendes. Navnet, som A også anvender i Dødningen, er sandsynligvis et lån fra Grimms Den tro Johannes. BrixAP VI 235 formoder imidlertid, at det er en oversættelse af det ital. Giovanni, lånt fra N.T.Bruuns skuespil Avisfrierierne eller det forseglede Brev (1815); se iøvrigt n.t. 73.2ff. - 14Sengefjæl] sidestykke på en seng. - 15ff. Jvf. Josefs 2. drøm i 1.Mos.37.9. A var stærkt personligt optaget af motivet med Josefs drøm, jvf. brev til Henriette Hanck 3.4.1839 i forbindelse med teatervrøvlet om Mulatten: »Forurettelse vække min hele Selvbevidsthed, jeg skal dog blive en Digter, Danmark skal føle sig hædret ved, jeg har Gud for mig, de skulle neie sig, som Sol og Maane maatte det i Josephs Drøm« (BBH 341); jvf. også KES 156, DtB 251 og Stampe 24. - 18En deilig Pige] A.s tilskud til folkeeventyret består i at motivere heltens handlinger, medens folkeeventyret blot holder sig til handlingen uden sværmeriske følelser. Drømmen giver her den psykologiske baggrund for Johannes' senere forelskelse i prinsessen. - 24Ugen] ugedagen; 69.33 fremgår det, at både begravelses- og dødsdagen er en fredag, hvilket også er ugedagen for A.s egen faders død 26.4.1816, medens han blev begravet tirsdag 30.4., en ugedag A naturligt nok mindre har hæftet sig ved.

68.33 50 Rdlr.] iflg. Olrik 184 samme beløb som A.s arv fra farfaderen; se også Dødningen.

69.7Kirke-Nissen] iflg. folketroen nisse som holder til i kirker. Udover Dødningen den eneste forekomst af denne nissetype i 35 eventyrene; jvf. iøvrigt Agnete og Havmanden (1833; SS XI 479f) og Ahasverus (1847; SS XI 614). - 29 Gardinerne] skyerne.

70.1-2lagde... Sted] A var fra barndommen fortrolig med tanken om at værne de dødes fred. Sml. A.s besøg på kirkegården i Lohmen i Skyggebilleder 99.

71.10f. Sml. også alfeskildringen i Dødningen (I 196.7ff). I begge versioner er det bemærkelsesværdigt, at Johannes' forbindelse med alfeverdenen først kommer i stand, da han har værnet den dødes fred, men i begge tilfælde er det pagten med den døde, der åbner hans blik for det overnaturlige, jvf. »det er kun onde Folk, der ikke maae faae Alferne at see«. Baggrunden for A.s alfer er primært Tiecks Die Elten (oversat i Oehl Eventyr II 199-227), jvf. Levnedsbogen 228. Sekundært E.Lytton Bulwers The Pilgrims of the Rhine (1834), jvf. O.T: »Bulwer har i sin Roman: Pilgrimen ved Rhinen med uendelig megen Ynde og Fiinhed fremmanet en Alfeverden. De aandige Smaa bølge der, som Luftningen om den materielle Virkelighed, man nødes til at troe paa deres Tilværelse« (127). Udtalelsen om Bulwer og Reisekammeraten afspejler hans optagethed og stadige arbejde med at beskrive alfeverdenen. Dette ses specielt i linie 16-17, idet opbygningen af dette konkret-sanselige billede kan følges fra Dødningen, hvor det konventionelt og uanskueligt siges, at alferne »morede sig med at sejle i de store Blomsterblade, der gyngede paa Duggen i det høie Græs« (I 196.12-13). I Skyggebilleder individualiseres alferne og deres utrolige lethed anskueliggøres: »mange Digtere fortælle, at Alferne bade sig i Duggen; men hvor kan det lette Væsen, der dandser paa Tidslens Fnug, uden at bevæge det, trænge igjennem den haarde Vandmasse; nei, de stode op paa den runde Draabe, og naar denne saa trillede rundt under deres Fødder og det lette Gevandt flagrede i Luften, saae de ud, som det nydeligste Miniatur-Billede af Fortuna paa sin rullende Kugle« (32). I Reisekammeraten slettes Fortuna så som uvedkommende litterær association, medens A til gengæld inspireret af Bulwer fortæller, at alferne optræder to og to, jvf. »Og nu fremkom af Jordens grønne Barm et Feoptog; langsomt, to og to Haand i Haand, svævede de frem af en lille Aabning, beskygget af de frodige Straae, og stillede sig i en Kreds« (Pillegrimmene ved Rhinen, oversat af J.K. Reiersen. 1834.174). - 36Ja nok] folkeeventyrets formel.

72.6Bregner] iflg. folketroen stod bregnen i forbindelse med overnaturlige magter, fordi den kunne formere sig uden almindelige blomster og frø (jvf. Folk og Flora I 47). - 11ff. Såvel den underfulde salve som de tre remedier er alm. eventyrtræk, jvf. Stærke Hans, hvor en heks er usårlig for prygl, fordi hun har salven skjult under sit forklæde (Sv. Grundtvig: Gamle danske Minder 1.1854.38), samt Grevinge Hex, der med en salve kunne omskabe sig til en usårlig hare 36 (Thiele1 I.37) og Den forvandlede Bondedreng, hvor en tryllesalve kan forvandle mennesker til dyr (Winther 49 f). - 11Randsel] rygsæk. - 15-16de tre Riis] folkeeventyrets tretal benyttes gennem hele historien; de tre ris er det ene af rejsekammeratens tre hjælperedskaber sammen med sablen og Svanevingerne, og han følger prinsessen tre gange til trolden. Johannes må gennemgå tre prøver, og prinsessen må neddyppes tre gange før hun forvandles. - 26Urtekoste] buketter. - 35ff. Ikke i Dødningen, men rejseerindring, jvf. Dagbøger 20.8.1833, Geneve: »Gik ganske ene ud til Bjerget... [Mt. Salève] Det syntes nærved men var særdeles langt borte« (I 164; sml. MLE I 143).

73.8Bulbider] bidsk hund. - 10ff. Se n.t. I 198.38.

74.4Drabanterne] livvagterne. - 20Ildskuffen] skovl til at fjerne gløder og aske med. - 20Ildklemmen] jerntang til at tage noget ud af ilden med eller til at rage op i ilden med. - 25-26De kom... Grønne] sml. udsigten fra slotsterrassen på Blankenburg i Skyggebilleder, »hvor Byen Blankenburg med sine røde Tage, laae nede mellem Skoven og de grønne Haver, som Kirsebær paa et Kaalblad« (61). - 33Du gode Vorherre!] sml. Levnedsbogen, hvor A under sit ophold hos Wulffs på Amalienborg i julen 1825, borte fra griseriet og forhånelserne hos Meisling, udbryder: »O Gud, det er jo ligesom Aladdin, jeg sidder ogsaa paa Slottet og seer ned. Du gode Gud! nei Du vil ikke forlade mig. Jeg kunde kysse Dig!« (135; jvf. Oehl I 359f).

75.34komme ud af det] finde ud af det. - 35varet] advaret.

76.3spytte røde Grise] se n.t. I 36.2. - 33-35 se n.t. I 202.40-203.3. - 36Bi] vent. - 40tørre Øinene i sin Slaaprok] sml. løgneeventyret i Skyggebilleder: »[kongen blev] tilsidst ganske melankolsk, græd og tørrede Øinene i sin kongelige Kaabe« (34).

77.3Oppe i hvert Træ] jvf. Turandot, hvor prinsessen har sine frieres afhuggede hoveder stående på muren. Haven med skeletterne kan også have reminiscenser af Ludvig XI.s have i Walter Scotts Quentin Durward (1823, da. 1825). - 22præsenterede] serverede.

78.13Flor] sørgeslør. - 17Bolle] bowle.

79.4ff. Sml. arkivar Lindhorsts have i E.T.A.Hoffmanns Der Goldne Topf (Hoffmann VII 224ff). - 31Kosteskafter med Kaalhoveder paa] se n.t. I 205.4.

82.21Rygstykker] spøgende: rygge.

83.27-32Her er'... faldera] motto til En splinterny Dandse-Vise (Ved Indvielsen af et nyt Huus 1832) (1833; SS XII 473); jvf. O.T., hvor strofen benævnes »Dansk Almuesang« (64).

84.5-13 Den makabre forløsningsscene alm. eventyrtræk; sml. fx Kong Lindorm (Olrik: Danske Sagn og Æventyr. 1929. 68-70) og Vildering kongesøn og Misseri Mø (Byskov I 227ff). - 23Du gav... eiede] sml. Markus 12.44, fremhævelsen af den fattige enkes offergave.

37

Eventyr, fortalte for Børn
Første Samling. Tredie Hæfte.
1837

EB 3-37

Den lille Havfrue

Den lille Havfrue blev trykt første gang i EB 3-37, der udkom 7.4.1837.

Hvornår A har faet ideen til eventyret er uvist, men i et brev 12.2.1836 udtaler Henriette Hanck sit håb om, at A vil tage »Luftens Døtre« med, hvis han kommer til Fyn i løbet af sommeren (BHH 124). Det må formodes, at hun dermed hentyder til, hvad der skulle blive til Den lille Havfrue. Første gang A selv nævner eventyret er dog i et brev til ovennævnte 13.5.1836, hvor det hedder, at »»Havets Døttre« skal skrives enten i Tolderlund [: familien Hanck/Iversens landsted] eller paa Lykkesholm, det er snart bestilt« (BHH 140). Det betyder, at eventyret er skrevet omtrent samtidig med KES, som A påbegyndte på Lykkesholm og afleverede til trykning 24.8.1836. Næste gang, eventyret omtales, er først i et brev til Ingemann 11.2.1837, hvor han lover ham sit nyeste hæfte eventyr. Da digterkollegaen havde forholdt sig kritisk til de første eventyr, giver det nye hæfte A anledning til at udtale: »Det nyeste Eventyr: »»Den lille Havfrue« vil De synes om; det er bedre end »Tommelise« og er [...] det eneste af mine Arbeider, som har rørt mig selv, idet jeg skrev det« (BfA I 369). Bortset fra at det er interessant, at A har ændret titlen fra det artsbetegnende til det individualiserede, er Henriette Hancks omtale af eventyret som betitlet Luftens Døtre bemærkelsesværdig, fordi den tyder på, at A allerede da har haft sig eventyrets slutning klar; noget, der har været ham af central betydning, som det fremgår ndf.

Når A i såvel fortalen fra 1837 (I 20) som i Bemærkninger (4) hævder, at Den lille Havfrue er »aldeles egen Opfindelse«, kan det kun være slutningen, han hentyder til. Dette kommer frem i det ovennævnte brev til Ingemann, hvor A sammenligner eventyret med Fr. de la Motte Fouqués Undine og fremhæver, at han har ladet havfruen gå »en naturligere, guddommeligere Vei« end Undine, der kun kan erhverve en udødelig sjæl ved et menneskes kærlighed (BfA I 369). Bortset fra havfruens længsel efter en udødelig sjæl og hendes opløsning i bølgerne har A.s eventyr dog kun få lighedspunkter med Undine.

38

Havfrueskikkelsen, der kendes tilbage til antikken, var meget populær i dansk litteratur fra og med Johs. Ewalds Liden Gunver (se BrixAP II og VI), men speciel betydning for A fik Elnas romance Liden Havfru sidder paa hvide Steen i Ingemanns De Underjordiske (1817.39 f), der indeholder handlingsmotivet til Den lille Havfrue, omend hendes frelse også her er betinget af et menneskes død. Endelig kan nævnes lighedspunkter med folkeeventyret om ridder Grønhat, bør kastes i havet, men reddes af en havfrue, der forelsker sig i ham. Han derimod elsker en prinsesse på landjorden og er ufølsom for havfruens bønner. Her genfindes også stumhedsmotivet, blot overfører A det fra prinsessen til havfruen.

A. s interesse for havfruer var af ældre dato, måske vakt gennem Ferd. Knauers romantisk-komiske trylleopera Das Donauweibchen, som han havde set som dreng i Odense (Levnedsbogen 40f). Første gang han omtaler dem er i Fodreise (61) hvor han også med Dykker-Klokken, »et Eventyr fra Havets Bund« (83 f), foregriber beskrivelsen af livet hos havkongen i Den lille Havfrue og iøvrigt refererer til folkevisen om Agnete og Havmanden samt Undine. Senere omtales havfruerne i Klintekorset paa Møen (1830; SS XII 40) og i Havfruen ved Samsø (1830; SS XII 17), hvor man finder to motiver til eventyret: havfruens levetid på 300 år og legemets opløsning til skum. Også i Eibkongens Brud (1831; SS XII 80) finder man havfruemotivet, men selv har A i MLE (I 288) udpeget kimen til eventyret i Skyggebilleder, hvor det hedder: »Sagnet siger, at kun ved et Menneskes trofaste Kjærlighed og ved den christne Daab kan Havfruen faae en udødelig Sjæl« (31 f). Endelig skal nævnes A.s smertensbarn Agnete og Havmanden, hvor havmanden netop betoner, at han kun gennem Agnetes kærlighed kan få en udødelig sjæl (1833; SS XI 500).

87.1 f. Sml. med beskrivelsen af Havmandens slot i Agnete og Havmanden, der dog er langt mere fantastisk og Aladdinagtigt (SS XI 501 f, 510f). - 1Kornblomst] sml. beskrivelsen af havet i KES: »Havet er blaat som Kornblomstens Blad« (233). - 4-5Ankertoug... Kirketaarne] antagelig en reminiscens af Byrons The Prisener of Chillon (1815):

Lake Leman lies by Chillon's walls:
A thousand feet in depth below
Its massy water meet and flow;
Thus much the fathom-line was sent
From Chillon's snow-white battlement.

(jvf. Vilh. Wanscher: Den æstetiske opfattelse af kunst. 1963.167). Se også Skyggebilleder 102.

88.32Grædepiil] sml. Imp: »De store Grædepile syntes med nedhængende bevægelige Grene at kysse deres egen Skygge paa Jorden« 39 (165). Grædepilen var iøvrigt en hyppig bestanddel af den romantiske have.

89.9før... turde komme] før det gik an at komme. - 21Hvalfisk] sml. Agnetes vuggesang i Agnete og Havmanden: »Hvalerne med deres brede Finne / Over Dig, som store Skyer, gaae« (SS XI 525).

90.33Geburtsdag] fødselsdag. Jvf. iøvrigt VI IIIf.

91.26Havfruen... meget mere] jvf. Havmanden efter Agnetes død: »jeg fik ikke Taarer, som Menneskene fik, / Jeg Sorgens Trøst skal kjende, men ei dens Lædskedrik« (SS XI 547).

92.9Aftenstjernen] Venus. - 22-29 Sml. beskrivelsen af det store fyrværkeri, girandolaen, under påskefesten i Rom i Dagbøger 31.3.1834 samt brev til fru Læssøe 8.4.1834 (BfA I 218).

93.15kullende mørkt] kulsort.

94.22sorrigfuld] sorgfuld.

95.12kostelige] kostbare.

96.11-13naar vi saa... vore Kjære] sml. Ingemanns De Underjordiske

(1817. 107):

Men jeg maa bortsvæve
Paa vildene Søe,
Kan du ei til Jord og til Himmel mig hæve,
Da maa jeg som Havskummet døe

og senere (118):

Forglemt mig haver min Hjertensven,
Vil aldrig fra Dybet mig drage [...]
Forskjertset er Himmelens Rige,
Som Havskummet skal du smelte og døe,
Skal aldrig til Livet opstige.

98.4-9Alle Træer...] sml. Elis' syn ved synet af gruben i E.T.A. Hoffmanns Die Bergwerke zu Fahlun: »das schwarze Gestein, die blaulichen, roten Schlacken des Erzes schienen ihm abscheuliche Unthiere, die ihre hässlichen Polypen-Arme nach ihm ausstreckten« (Hoffmann I 183). - 21Beenrade] knogler, skeletter. - 26baltrede] boltre, vælte. - 37forliebt] forelsket.

100.4Reenlighed... Ting] gammel talemåde; sml. Arlaud: Bevingede Ord2 1906.538. - 10Crokodillen] et almindeligt vers i de gamle Abc'er lød: »Naar Crocodillen ynksomst græder, / Den allersnarest Folk opæder« (jvf ODS XI 442). Jvf. iøvrigt ABC-Bogen (III 56ff).

101.9Musselin] løst vævet glat stof af fint bomuld el. uld.

102.38givtes] giftes; måske fynsk udtale.

106.7uden] medmindre. - 13-15Naar vi... evige Lykke] forestillingen om skabningens perfektibilitet er en vigtig del af det 18. og 19. årh.s tænkning, jvf. A.s optagethed af sjælevandringstanken i Lykkens Kalosker (I 221.34-36 m. note).

40

Keiserens nye Klæder

Keiserens nye Klæder tryktes første gang i EB 3-37, der udkom 7.4.1837.

Der vides ikke meget om eventyrets tilblivelse udover to breve fra marts 1837. 9.3. skriver A til Henriette Hanck: »Om 8 Dage kommer en ny Bog af Ingemann: »Holger Danske« [...] Paa samme Tid komme mine Eventyr: De indeholde: Den lille Havfrue, som bestemt er god og: Keiserens nye Klæder« (BHH 184). Udgivelsen blev af ukendte årsager forsinket, hvad der 25.3. gav A lejlighed til i et brev til vennen Edvard Collin, der ofte var ham behjælpelig med at bringe manuskripterne i trykken og læse korrektur, at ændre slutningen til den nu kendte (BEG I 266; se varianterne i I 111).

Iøvrigt hører eventyret bortset fra den originale slutning til gruppen af gendigtninge af udenlandsk litteratur, idet A i Fortalen 1837 selv oplyser, at det »er af spansk Oprindelse. Hele den morsomme Idee skylde vi Prinds Don Juan Manuel, født 1277, død 1347« (I 19). Samme oplysning gentog han i Bemærkninger med en tilføjelse i en fodnote om, at ideen også er benyttet af Cervantes (4). Med henvisningen til den spanske prins tænker A på prins Don Juan Manuels (1282-1348) samling af fortællinger El Conde Lucanor (1335), hvoraf én, forlægget for Keiserens nye Klæder, var blevet oversat under titlen So ist der Lauf der Welt i E. von Bülows antologi Das Novellenbuch. IV. Leipzig 1836. 41-44.

Selv om A i det store og hele følger forlægget, hvor hovedpersonen dog er konge, og hvor der optræder tre bedragere mod A.s to, ændrede han fortællingen på to væsentlige punkter. I den spanske fortælling er pointen nemlig af en langt farligere og dristigere karakter, idet det kun er den mand, som virkelig er søn af ham, han anser for sin fader, der kan se tøjet. Da det kun er legitime børn, der er arveberettigede til tronen, kan det dermed bringe kongens position i fare, såfremt han ikke kan se tøjet. Men A drejer historien, så det bliver et spørgsmål om duelighed og dumhed. Han forkaster endvidere Don Juan Manuels slutning, hvor en neger, der ikke har noget at tabe, til kongens fortrydelse røber vævernes bedrag, og hvor kongen må indrømme, han har været til grin efter at sandheden har bredt sig til hele folket. Medens pointen i A.s oprindelige slutning er, at verden vil bedrages og vil bedrage sig selv, så ændrede han i sidste øjeblik i korrekturen og lod sandheden sejre gennem barnets stemme.

A har ikke udtalt sig om, hvorvidt han havde andre kilder til eventyret, men med sit store kendskab til Holberg kan han ubevidst være blevet inspireret af skildringen af landet Mardak i Niels Klims underjordiske Rejse. Her duer kun den til et embede, der erklærer en 41 kvadratisk tavle for aflang (jvf. Leif Nedergaard-Hansen i A-iana 2 rk. VI 197ff).

107.5 uden] undtagen. - 6Kjole] frakkelignende mandsdragt med ærmeopslag og vide skøder. - 16i] til.

108.5ordentligt] ligefrem, virkelig.

109.23magnifique] pragtfuldt. - 30arrivere] hænde. - 37excellent] ypperligt.

110.12fort] frem. - 14Dyden] den gode egenskab. - 28istand] i orden.

42

Eventyr, fortalte for Børn
Ny Samling. Første Hæfte. 1838
EB 4-38

Gaaseurten

Gaaseurten tryktes første gang i EB 4-38, der udkom 2.10.1838.

Eventyret er skrevet i juni 1838, idet A 8.6. noterer i Alm: »Sletveir; begyndt paa Gaaseurten« og 22.6. kan han fortælle Henriette Wulff, at i »disse Dage har jeg fuldendt et nyt [eventyr]: Gaaseurten, der er ganske rørende, jeg haaber den lokker Dugg fra alle blaae Øine, ja maaskee endogsaa de brune« (BHW I 249). Endelig meddeler han 21.8. veninden Henriette Hanck i Odense, at han snart har et lille hæfte eventyr færdig, der vil indeholde »Gaaseurten, den standhaftige Tinsoldat og de vilde Svaner« (BHH 267).

Iflg. Bemærkninger er eventyret originalt (5), men Hans Brix mener dog, at motivet med lærken er lånt fra Blichers digt Over en Lærke, som hungrede tildøde, trykt i Nordlyset 1829 (Hans Brix: Fagre Ord. 1963.123).

Allerede med verset »Den slette Urt i Solskin staaer, den bedste tidt i Skygge« i digtet Kunstner-Livet (1829; SS XII 226) har A anslået motivet med gåseurten. Men selve ideen, kombinationen af blomst og fugl, har han dog først faet under arbejdet med fortællingen om Copistens Forvandling i Lykkens Kalosker (se I 231 f), som han iflg. Alm gjorde helt færdig 17.4.1838.

117.7Gaaseurt] bellis, tusindfryd. - 15-19Den lille Gaaseurt... Gud er] allerede i Kunstner-Livet havde A, vel under indtryk af sin egen skoletid under Meislings opsyn, angrebet skolen for at undertrykke fantasien, et motiv han senere videreudvikler til modsætningen mellem natur og skole såvel her som i forskellen mellem botanikerens forskning og gåseurtens egen fortælling i Lykkens Kalosker (I 231). - 25begavet] begunstiget.

118.1Pionerne] pæonerne, bonderoserne. - 24vederfaret] hændt. - 29 Tiltale] formaning, irettesættelse.

119.20Græstørv] sml. Oehlenschlägers Øen i Sydhavet: »lad dog hvert Dyr beholde sin egen Natur [...] Om det saa er for Lærken, saa 43 lægger man den jo dog et Stykke Græstørv i Buret, for at den skal bilde sig ind, den endnu qviddrer i Marken« (1.1824.325).

120.20-24 Jvf. blomsterbegravelsen i Den lille Idas Blomster (I 49) og Vilhelm og Sophies samtale om begravelsen af kragen i O.T. (57).

Den standhaftige Tinsoldat

Den standhaftige Tinsoldat tryktes første gang i EB 4-38, der udkom 2.10.1838.

Vor viden om eventyrets tilblivelse og inspiration er begrænset til et enkelt notat i Alm 23.6.1838, hvor A efter hele juni at have klaget en del over mathed skriver: »Samme Mathed« men så tilføjer: »Skrevet paa Tinsoldaten«. Først et par måneder senere omtales det igen overfor Henriette Hanck, idet A 21.8. meddeler, at hæftet nu snart er færdigt (BHH 267).

Om motivet gælder, at A i Bemærkninger siger, at det er et originalt eventyr (5). Dog kendes motivet med en genstand, der sluges af fisken og senere havner hos sin tidligere ejermand, allerede i oldtiden (se ndf).

121.8Geburtsdag] fødselsdag. - 13mærkværdig] bemærkelsesværdig. - 20blev] germanisme: forblev. - 22 Linon] tyndt gazeagtigt stof af hør. - 23Gevandt] langt, folderigt klædningsstykke.

122.12-14Nu begyndte... Bal] alm. børnelege i A.s eventyr; sml. fx Den lille Idas Blomster og Ole Lukøie. - 16Griffelen] tynd skifers tang til at skrive på en tavle med. - 16Commers] sjov, narrestreger. - 28 bi] vent. - 36færdig ved] lige ved.

123.3Sei du] (maritimt) udråb for at påkalde sig opmærksomhed. - 10imellem] ind imellem. - gesvindt] hurtigt. - 14Rendesteens-Bræt] gangbræt over de dybe og brede rendestene, der også fungerede som kloaker. - 20Har Du Pas] sml. Chihans monolog i Holbergs Ulysses von Ithacia III 5. Desuden nok også en hentydning til de indenlandske pasbestemmelser, der herskede på A.s tid for passage mellem landsdelene.

124.1-2Fare... ilde] citat fra børnevisen Bro, Bro Brille (Thiele1 III 143). Jvf. også Gjenfærdet ved Palnatokes Grav (1940.15) og Aarets tolv Maaneder. Februar (1833. SS XII 149). - 4 slugt... Fisk] jvf. Jonas der bliver slugt af en hval i Jonas' Bog i G.T. og sagnet om Polykrates' ring; i dansk sagntradition har Thiele: Jung og hans Frue (Thiele1 I 86 f og 186) samt Fru Birthe (ib. II 105 f og 156). - 23-24 færdig ved] lige 44 ved. - 24 græde Tin] jvf. udtrykket »græde blod«. - 36Sylphiden] kvindelig luftånd; en hilsen til balletdanserinden Lucile Grahn (1819-1907), som havde vakt stormende begejstring i titelpartiet i Bournonvilles ballet Sylphiden ved premieren i 1836. Henriette Hanck gætter derfor næppe forkert, når hun efter læsningen af eventyret 27.10.1838 skriver, at det er »som om Forfatteren medens han skrev den maae have været ganske grusom indtaget af Jfr. Grann« (BHH 283). Iøvrigt havde A allerede i november 1834 skrevet om, hvor indtaget han var i den unge danserinde (ib. 94), en besked hun også modtog i brevet 21.8.1838 (ib. 266).

De vilde Svaner

De vilde Svaner blev trykt første gang i EB 4-38, der udkom 2.10.1838.

Eventyret er skrevet i august 1838. I Alm 10.8. står der: »Begyndt paa de vilde Svaner«; 18.8.: »Skrevet paa de 11 Svaner.« Tre dage senere, 21.8., skriver A til Henriette Hanck, at nu er »snart et lille Hefte Eventyr endt, det vil indeholde Gaaseurten, den standhaftige Tin-Soldat og de vilde Svaner« (BHH 267) og endelig noterer han i Alm 28.8.: »Solgt Reitzel et nyt Hefte Eventyr.«

I Bemærkninger nøjes A med at gøre opmærksom på, at det er en gendigtning af et dansk folkeeventyr (5). Historien findes i talrige opskrifter såvel i Danmark som i Tyskland, og motivet kan føres tilbage til Provence i 1100tallet (jvf. Else Marie Kofod 35ff).

Eventyret tilhører imidlertid ikke den gruppe folkeeventyr, A iflg. MLE I 289 havde hørt som barn, men er en gendigtning af De elleve Svaner i Winther (7ff), hvilket fremgår af et brev til A.s digterkollega Ingemann 5.10.1838: »Læs i Mathias Winthers Eventyr det om »de vilde Svaner«, og siig, om det er godt eller slet omdigtet hos mig« (BfA I 444). A udvider og omarbejder stoffet på en lang række punkter. Således tilføjes barndomshistorien, og Elisa jages bort af den onde dronning, medens det er savnet af brødrene, der far hende til at drage bort hos Winther. Desuden tilføjes flyveturen til det fremmede land for at undgå en incestforbindelse mellem kongen og Elisa. Også slutningen ændres. Hos Winther dømmes dronningen (Elisa) til døden, fordi kongen tror, hun har født to hundehvalpe, hvorimod A gør slutningen legendeagtig, forberedt gennem badescenen med stedmoderen og skruptudserne. Endelig udskyder A den onde dronning i sidste del og opfinder i stedet ærkebiskoppen (se ndf.).

45

125.4Elisa] hos Winther er hun anonym, og heltindens individualiserede navn stemmer ikke med folkeeventyrenes navneskik. - 6-7Guldtavle med Diamantgriffel] dette legetøj ligger egentlig udenfor børneeventyrets univers, men A kan være blevet inspireret af Tiecks Runebierget, hvor en smuk nøgen kvinde i Runebjerget går hen til et guldskrin, »tog en Tavle ud deraf, der var besat og indlagt med mange skiønne Diamanter, Rubiner og andre Ædelstene« (Oehl Eventyr II.104). - 15legede... Fremmede] alm. børneleg på A.s tid. - 23skyl] i reglen: skøt; beskyt, pas på.

126.7-9Elisa... Solen] sml. Imp 49. - 28-127.8 Modsat folkeeventyret anskueliggøres dronningens ondskab. Imidlertid er tudsemodvet, forvandlingen til blomster samt tre-tals-symbolikken folkloristiske træk.

127.4røde Roser] i den middelalderlige kærlighedsopfattelse var rosen, et billede på jomfru Maria, et symbol på sandhed og uskyld; sml. ndf. 138.34. - 11 uden] undtagen. - 33Menneskene gik ud af Bogen] alm. træk i folkeeventyret.

128.20Hungrige] sultne. - 37 en gammel Kone] den gamle kone som hjælper sml. Imp 29, Rejse kammeraten (I 72) og Ib og lille Christine (II 299 f).

129.2Guldkroner] jvf. Svanhvide (Winther 102 f). - 12-13en Seiler] et sejlskib. - 39-40 Hos Winther fanger søsteren svanerne i tre store net, skønt de allerede inden hamskiftet har forstået, at hun søger dem. Denne detalje, der forstyrrer søskendeforholdets fortrolighed, stryger A og udbygger samtidig genkendelsesscenen, hvorved det følelsesmæssige aspekt understreges.

130.22elleve Dage] folkeeventyrets symbolske tal, jvf. også de elleve brødre. - 23 tør] har lov til. - 26-27her løbe... Sletterne] jvf. refleksionerne over modsætningen mellem den vilde hest og tamhesten inspireret af Washington Irvings A Tour on the Prairies (1835) i KES 118. - 28Kulbrænderen] kulsvieren; arbejder beskæftiget med fremstilling af trækul; jvf. Skyggebilleder 50. - 39den yngste] bindingen til den yngste broder findes ikke hos Winther, men er alm. i folkeeventyr (sml. også 131.22).

131.10et Net] ikke hos Winther, men måske har nettet, hun kaster over brødrene (jvf. ovf.), givet A ideen. - 26-27En stor Sky... Bjerg] sml. Reisekammeraten (I 72.29ff m. noter).

132.10Solen... Papir] se n.t. I 147.33. - 29Fata Morganas] ital., egl. feen M., overnaturligt væsen som tænkes at fremkalde luftspejlinger, jvf. Fodreise 61, Skyggebilleder 13 samt kommentaren til Paradisets Have ndf s. 47f.

133.1-2Hule... Tæpper] sml. beskrivelsen af en hule ved Albanersøen, A så på udenlandsrejsen 1833-34: »dens Vægge vare bedækkede 46 med et Tæppe af det deiligste Grønne, de fine friske Venus-Haar, en Bregneart af uendelig Fiinhed og Skjønhed, dannede ligesom et hængende Drapperi inde i Hulen selv« (MLE I 162). Sml. også Egerias grotte i Imp (16). - 3Nu skal... inat] iflg. folketroen går det i opfyldelse, man drømmer første gang på et fremmed sted (jvf. Thiele2 III 44 og Skyggebilleder 21). - 10-11den gamle Kone] se n.t. 128.37. - 17Brændenælde] hos Winther tidsler.

134.4Taarer] om troen på tårernes kraft sml. MLE, hvor A mangler penge til at betale sin værtinde: »henne over Sophaen hang hendes [:værtindens] afdøde Mands Portrait [...] jeg gik hen og smurte Billedets Øine med mine Taarer, for, som jeg meente, at den døde Mand kunde føle hvor bedrøvet jeg var og maaskee da virke ind paa sin Kones Hjerte« (I 63). - 31Hvor] hvordan. -

135.2Erke-Biskoppen] A.s tilskud til folkeeventyret er motiveret af hans afvisning af al kirkelig autoritet og ortodoksi, specielt »den herskesyge Gejstlighed« (jvf. Tage Høeg 141). - 15Curiøst] løjerligt, snurrigt.

136.10Lamier] kvindelige uhyrer, der spiser børn.

137.32De smaa Muus] alm. eventyrmotiv.

138.4Karren] tohjulet arbejdsvogn. - 26tør] har lov til. - 34røde Roser] se n.t. 127.2.

47

Eventyr, fortalte for Børn
Ny Samling. Andet Hæfte. 1839
EB 5-39

Paradisets Have

Paradisets Have tryktes første gang i EB 5-39, der udkom 19.10.1839.

Den første inspiration til eventyret fik A, da han så Heibergs filosofiske drama Fata Morgana på Det kgl. Teater 29.1.1838. Iflg. Alm kedede han sig imidlertid, men dagen efter, 30.1., noterer han: »Iritabel over Lunds [: teatermaleren Troels Lund (1802-67)] slette Slot for Fatamorgana og imod Heibergs Stykke, ordenlig vel ved denne Iritabilitet.« Og endelig noterer han 3.2.: »Fata morgana pebet.«

I første omgang satte interessen for Fata-Morgana-motivet sig spor i De vilde Svaner (I 132.29), men først i februar 1839 fattede han planen til et større arbejde. Iflg. et brev til Henriette Hanck 1.2.1839 skal det handle om »Fata Morgana og faaer vel dette Navn eller ogsaa Navnet »Fugl Phønix««, og A tilføjer, at det er »aldeles af egen Opfindelse« (BHH 326). Få dage senere uddyber han i et brev 5.2. til sin velgører fra barndomstiden oberst Chr.Høegh-Guldberg disse planer: »min Fee skal ikke boe paa Middelhavet, jeg sætter hende op paa Spitsbergen. Jeg har gjort mig bekjendt med Naturen der, og det Eiendommelige i den har grebet mig [... ] See, deroppe, naar Nordlysene ret spille, skal jeg vise min Fata Morgana, og da vil en Flugt til Afrikas Ørkener, hvor Sandet synes stillestaaende Søer, et Besøg til den berømte Phoenix gjøre en glimrende Overgang.« I dette brev kommer den gamle irritation over specielt Heiberg endnu engang til udtryk, idet han slutter omtalen af sin plan med flg. argument: »Der er ogsaa altfor mange Behandlinger af Fata Morgana, man maa svinge sig lidt ud af den gamle Bane, skal der skabes noget godt Nyt« (A&C 112).

På dette tidspunkt har han vel endnu tænkt sig at kalde eventyret Lyksalighedens Ø, som det fremgår af m; men i de flg. måneder arbejdede A videre med det nye hæfte eventyr, og 26.4.1839 skrev han til Henriette Hanck, at han gerne ville præsentere hende for »et nyt Hefte Eventyr, der indeholder: »Den flyvende Kuffert« [...] Rosen Alfen [...] og Paradisets Have, dette sidste skriver jeg endnu paa og troer at Beskrivelsen af Beeren-Eiland oppe i Polar-Havet er særdeles lykkedes mig« (BHH 347). 1.5. skriver han så til Henriette Wulff: »jeg har 48 skrevet et poetisk Eventyr, »Paradisets Have«, min Musa har sjunget for mig, saa levende, at jeg selv studsede over den Herlighed« (BHW I 257). Endelig skriver han 11.6. til samme korrespondent, at eventyrene vil udkomme i august (ib. 261), hvilket som ovennævnt ikke blev tilfældet; desuden udgik Rosen-Alfen til fordel for Storkene.

I Bemærkninger anføres Paradisets Have som »et af de mange Eventyr, jeg som Barn, hørte fortælle« (5). Det kan diskuteres, hvorvidt denne udtalelse beror på en erindringsforskydning, idet der ihvertfald ikke findes nogen dansk nedskrevet optegnelse. Imidlertid oversatte Chr. Molbech i 1843 et fransk eventyr af Madame Leprince de Beaumont (1711-80) om brændehuggeren og hans kone under titlen Den nysgerrige Kone, et eventyr A refererer i Krøblingen (V 206). A kan have læst det på fransk. I MeE, hvor talen er om publikums reaktion på hans første eventyr, skriver han således: »Andre meente at jeg burde studere mig ind i de franske Eventyr-Mønstre« (132).

Omend motivet med det overtrådte forbud er vidt udbredt og i sidste instans kan henføres til Bibelens syndefaldsmyte, lader der sig påvise to litterære hovedkilder til eventyret. Den ene er kapitlet Ile de la Félicité i grevinde d'Aulnoys roman Histoire d'Hypolite, comte de Duglas (Paris 1690; da. 1787), en gendigtning af et keltisk sagn om et vidunderland, hvor hundrede år svinder som én dag. Den anden kilde er P.D.A.Atterboms læsedrama Lycksalighetens Ö (Upsala 1824-27), som med en række afvigelser, som A også følger, bygger på grevinde d'Aulnoys værk. Hvornår A har stiftet bekendtskab med sin svenske digterbroders eventyrspil har været omdiskuteret (se Brix 116 og Vintergrønt 52), men af et brev til Atterbom 21.5.1838 (DaStu 1923.70) fremgår det, at han i alle tilfælde må have læst det på dette tidspunkt.

I 1838 arbejdede A med Mulatten, og i den forbindelse skriver han i oktober 1838 til Henriette Hanck: »Jeg sluger i disse Nætter alle Bøger om Africa og Amerika« (BHH 287). Såvel denne læsning, hvis nærmere indhold er ubekendt, som en oplysning i Alm 30.5.1838 om, at han har læst den no. geolog B.M.Keilhaus Reise i Öst- og Vest-Finmarken samt til Beeren-Eiland og Spitsbergen i Aarene 1827 og 1828 (Christiania 1831), er kommet eventyret til gode i vindenes fortællinger (se ndf.).

141.1en Kongesøn] i overensstemmelse med eventyrgenren er prinsen anonym modsat forbilledet kong Astolf hos Atterbom. - 141.18-21 jvf. 1.Mos. 3.

142.13Kone, høi og stærk] antagelig minde om A.s moder; sml. Bøgh: »Moderen var høj, storknoklet og gik halv bondeklædt med Hue« (5) og Magdalene i Christian den Andens Dverg: »en høi, stærk bygget Qvinde« (A-iana III 65). - 26Storstuen] himlen. - 32stive Nakker] 49 stivnakket, stædig. - 32fire Sakke] overtaget fra Atterbom, men oprindelig gr. homerisk forestilling (jvf. Odysseen X 19 f). - 35gjøre... Omstændigheder] hvad enten de vil eller ej; uden diskussion.

143.7Skrinkelbeen] spinkel, svag person med lange, tynde ben. - 8Hvor] hvordan. - 11Dømmekraft] mening; collinsk familiejargon (Stampe 33). - 15 »Beeren-Eiland«] alm. betegnelse var Bjørneøen (i det nordlige Ishav), og A ønsker måske indirekte gennem citationstegnene at henvise til Keilhau. - 15Jeg sad... Fart nok] sml. Keilhau: »Jeg sad paa Dækket og betragtede Stormfuglens lave Svæven henover den oprørte Søe. Man seer den kun sjelden gjøre nogle raske Slag med Vingerne, hvorefter den i lange Mellemrum holder dem ubevægeligen udstrakte og svinger sig roligen tæt over Vandskorpen« (109). - 17Stormfugl] stor mågelignende svømmefugl; ansås for bebuder af storm. - 22 fladt, som en Talerken] sml. Keilhau: »fladt som en Tavle« (111). - 23 halvtøet Snee] sml. Keilhau: »Her laae endnu hist og her nogle Snedynger, paa hvis underste Rand Søen havde tæret« (111). - 23 lidt Mos... paa dem] sml. Keilhau: »[sletten var] tæt belagt med store skarpe Stene, mellem hvilke der hist og her spirede lidt Mos [...] En Mængde Beenrader af Hvalrosse og lisbjørne laae omkring mellem Stenene. Bjørnebenene havde Formen af menneskelige Kjæmpers Fødder og Arme [...] Den fugtige Muggenhed og Grønske, som tildeels bedækkede Beenraderne, syntes virkelig at antyde, at Solen endnu ikke havde belyst denne Dødsmark, hvorover Taagemulmet ligesom urokkeligen hvilede« (113f). - 27-29et Huus ... Grønt] sml. Keilhau: »Husene vare udvendig betrukne og behængte med Hvalroshuder, paa hvilke Kjødsiden vendte ud og var fuld af Grønske og en rødlig Raaddenhed« (114). - 29-30paa Taget ... brummede] sml. Keilhau: »lisbjørnene stege op paa Taget af Bygningen og man skjød syv Stykker saagodtsom lige fra Døren« (132 f). - 30-31Jeg gik ... gabede] sml. Keilhau: »Hvorsomhelst vi traadte ud paa Bjergvæggens Rand og kunde see de nedenfor fremspringende Lag, vare vi ogsaa visse paa at see de lange Rækker af Reder, hvoraf ækle, halvnøgne Unger af Stormfugle og Maager opdukkede« (120). - 33-34Nederst ... Tænder] sml. Keilhau: »Nede paa Stranden bemerkede jeg en stor Dynge af graa og rødligbrune, sækformige Masser, som havde nogen Lighed med en Hob sovende Sviin af kjæmpemæssig Størrelse [...] jeg saae nu, at det var en Hvalros med sine tvende alenlange Tænder. I den liggende Klynge var der et halvt Snees af disse Dyr [...] Der var noget særdeles Væmmeligt ved denne Gruppe; naar de nøgne, runde Fedtmasser [...] bevægede sig mellem hinanden, saa var det, som om man saae en Klump eller Klynge af uhyre Maddiker« (115f). - 37-144.6 Ikke fra Keilhaus beskrivelse af Beeren-Eiland men fra Spitsbergen; noget A med sin digteriske frihed ikke tog så nøje. - 37 50Harpunen ... Isen] sml. Keilhau: »Harpuneeren [...] modtog [hvalrossen] med et Landsestik i Brystet - en rygende Blodstraale fremsprudede og konvulsivisk dukkede Dyret atter under« (147). - 39-144.6jeg blæste op ... Saltvand] sml. Keilhau: »[skibet] stod fast knuget mellem Iisklipperne, paa hvilke allerede en Mængde Kister og løse Sager vare udpakkede [...] Den 5te September faldt der saa megen Snee, at den laae fire Tommer dyb paa Dækket« (144f).

144.4Snee-Flokkene] snefnuggene. - 12-17 Beskrivelsen af Zephir er i opposition til Atterboms smukke lille dreng, som var den siden oldtiden og specielt i romantikken alm. antagne forestilling, men som F.Paludan-Müller allerede havde rokket ved i Amor og Psyche (1833; jvf. Poetiske Skrifter i Udvalg v. Carl S.Petersen. I.1909.511). - 12Zefhir] vestenvinden. - 16Faldhat] udstoppet krans eller hue til småbørn for at beskytte hovedet ved fald. - 18Mahogni-Kølle] jvf. Aladdin, hvor Zephyr vil hente hjælp til Aladdin hos sin fader, Storm: »Han skal tage sin Stormhue paa, / Gribe sin Kølle, som godt kan slaae« (Oehl I 245). - 21-37 Muligvis påvirket af Washington Irving (1783-1859). Jvf. brev til Henriette Wulff 26.6.1836: »Vi kjørte til Suserupsøe. Skoven der mindede mig om de amerikanske Skove, Wassington Irwing, har viist os: Uhyre Ege slyngede deres sælsomt formede Grene i hinanden, dybt nede laae Søen, Suseaaen løber midt igjennem den, som Rhonefloden gjennem Genfersøen« (BHW I 229 f). - 22Vandslangen] slange, der lever i sumpe og floder. - 38Turban] orientalsk hovedbeklædning. - 40dygtigt] meget.

145.7-24 Skildringen af Afrika følger ret nøje Atterbom (I 96), men hvilke værker A iøvrigt har læst vides ikke. - 8Kaffernes Land] det nuværende Zimbabwe og Den sydafrikanske Republik. - 9Gnuen] afrikansk antilope. - 18Kaftanen] lang orientalsk mandskjortel. - 29ave] tæmme, holde styr på. - 35-146.2 Beskrivelsen af Kina er fortrinsvis grundet på Scribes libretto til Aubers Prindsen af China (opført 1. gang på Det kgl. Teater 29.1.1836) (se iøvrigt Knud Lundbæk: H.C.Andersens Kina i: A-iana 2 rk. IV 334ff). - 36 Porcellaintaarnet] i Nanking (ødelagt under Taiping-oprøret 1854). - 39 fra første til niende Grad] mandarinerne, den gamle kinesiske embedsmandsstand, var inddelt i ni klasser.

146.5Visdommens Kilde] ikke bibelsk forestilling, men måske fra A.s side skabt ved association til og som positivt modstykke til kundskabens træ (Jvf. 141.18) eller som parallel til digternes Kastaliske kilde. - 9Fugl Phønix] i gr. mytologi en fugl som efter at have levet en vis tid brænder sig selv op, hvorefter en ny opstår af dens aske som den eneste af sin art; se iøvrigt Fugl Phønix (IV 50 f). - 22hvor] hvorledes.

147.3sank ... i Jorden] ikke bibelsk forestilling, men knyttet til sagnet fra Antikken om det forsvundne vidunderland Atlantis. Jvf. iøvrigt 51 Noureddin om hulen, Aladdin skal ned i: »Paradisets Have / Var ey saa smuk [som hulen]; maaskee dog var det den, / Som flygted did ned efter Syndefaldet« (Oehl I 103). Sml. også KES 207 f. - 6Feernes Dronning] Felicia, dronningen på Lyksalighedens Ø hos Atterbom, knyttes her sammen med den bibelske paradisforestilling; fe: overnaturligt kvindeligt væsen, som tænkes at have magt over menneskets skæbne. - 19Uden] medmindre. - 22uartigt] uhøfligt. - 33ere Børn ... Skole] talemåde om de sidste gnister, som slukkes en efter en. Jvf. Aladdin, der iagttager jorden højt oppe fra luften (Oehl I 118):

Det store Ispahan med sine Lys,
Som sluktes uformærkt lidt efter lidt,
Saae ud kun, som en Smule brændt Papir,
Hvor Børnene gaae langsomt bort af Skole.

(jvf. iøvrigt A-iana 3 rk IV 353 f).

148.10-11den store Hule ... Gardiner] jvf. n.t. I 133.1.

149.1 kunstigt] kunstfærdigt. - 19 Hakker] gl. flertalsform. - 37-150.5 I 1837 opfandt franskmanden L.J.M.Daguerre (1789-1851) daguerreotypiet, forløberen for fotografiet. Den fremskridtsvenlige A læste herom i 1839, jvf. brev til Henriette Hanck 22.2.1839: »Jeg har talt længe og meget med Ørsted derom; det er som i et Speilbillede alle Gjenstande opfanges og forblive, seer man med Mikroskopet, da udvikler det fineste Punkt sig til en detailleret Gjenstand. En Prik der paa Kobberstykket antyder et Skildt viser sig nu med hele sin Indskrift; man seer det vaade paa Steenene, Timen paa Dagen, eftersom Solen lyser. Nu kan man da faae de meest tro Afbildninger af Oldtidens Levninger; de ypperligste Prospecter af tropiske Egne« (BHH 335 f). Passagen kan også læses som en replik til J.L.Heiberg, der i Om Malerkunsten i dens Forhold til de andre skjønne Kunster (Perseus 1838. Nr.2) reflekterede over samme motiv: »dersom det er tilladt at lade sin Phantasie udmale den nærmere empiriske Beskaffenhed af vor tilkommende Saligheds-Tilstand, hvorfor skulde man da ikke antage, at vi under høiere og fuldkomnere sanselige Betingelser vare saa meget Herrer over den flygtige Tid, at vi kunde give de forbifarende synlige Momenter Evighed, ligesom vi allerede her i Livet formaae at gjøre det ved de aandelige Momenter, der tilføres os paa den samme, evigt bortrindende Strøm?« (Prosaiske Skrifter.II.1861.275f).

150.2Jakobs Drøm] jvf. 1.Mos. 28.10-15. - 7transparente] gennemskinnelige. - 8-9det var Millioner ... een Melodie] måske allusion til Schillers ode An die Freude. - 18-33 A var meget optaget af det såkaldte geografiske panorama eller diorama, et stort maleri af fx et landskab eller by, anbragt på væggen af et stort rum. Teatrene brugte en lignende illusionsteknik, jvf. beskrivelsen af en opførelse af balletten Die neue Amazone i Berlin, hvori forekom en flodsejlads: »Baaden 52 ligger stille og gynger, men Bagtæppet glider bestandig over Scenen og viser saaledes hvordan Egnen forandrer sig, eftersom de seile« (Skyggebilleder 47). - 26Ny-Holland] Australien. - 29Been-Tuber] fløjter af udborede knogler. - 31Jøkel] isbræ; gletscher.

151.17Kornmoen] fynsk udtale; kornmod: fjerne lyn i horisonten, der hyppigst forekommer ved høsttide i august. - 30-34De skjønneste Piger ... blomstre] den teaterinteresserede A havde et vågent øje for balletdanserindernes skønhed og kan muligvis være inspireret af de døde nonners dans i Meyerbeers opera Robert le Diable, jvf. brev til Ludvig Müller, Paris 29.6.1833: »Forleden saae jeg Operaen »Robert le diable«; der skulde Du see en Scene! Der er et Gravcapel, hvor Maanen skinner ind. Gravene aabnes, og de døde Nonner staae op - der kommer vist en 2 à 300 Stykker, - de kaste nu Liigdragten og staae nøgne i gjennemsigtigt Flor, saa yndige; de opføre de meest vellystige Dandse til en fortryllende Musik; man kunde blive gal. Og saa ere nogle Dandserinder saa deilige, saa herligt formede og svæve som Blomsterfnug i Luften« (BfA I 127).

152.5alt] allerede. - 8Alt bør man kjende] A beskæftiger sig hyppigt med denne tematik og de negative følger deraf, jvf. fx Skyggen samt brev fra Signe Læssøe 29.7.1833: »Antag for Guds Skyld ikke den falske Lære: en Digter maa kjende Alt. Tro mig: den Sætning kommer kun fra et besudlet Gemyt, der gjerne trækker andre ned i sin væmmelige Pøl« (BtA 449). Se også Imp 179,191 og KES 241. - 27Cherubens] englens. - 31ff. Medens syndefaldshistorien er A.s egen opfindelse, er katastrofen inspireret af Atterbom, hvor Lyksalighedens ø synker i havet (II 440-41).

153.2Morgenstjernen] Venus. - 10store sorte Vinger] jvf. karakteristikken af Tiden, Astolfs banemand, i Lycksalighetens 6: »En jättehög gestalt [...] Från skullrorna utgå ett par sammanlagda svarta vingar [...] Såsom staf har han i andra handen en ha, med skaft af ebenhols« (II 405). - 11 A var i denne periode stærkt optaget af udsonings- og lutringstanken (jvf. Den lille Havfrue, Lykkens Kalosker) måske under indtryk af balletten La Tentation om den hellige Antonius' fristelser (jvf. KES 258 f). - 15flyver op mod Stjernen] næppe den traditionelle forestilling om Paradis, men den universelle dannelsesrejse, jvf. n.t. I 106.13-15.

53

Den flyvende Kuffert

Den flyvende Kuffert tryktes første gang i EB 5-39, der udkom 19.10.1839.

Hvornår arbejdet med eventyret er påbegyndt er uvist, men 1.2.1839 fortæller A veninden Henriette Hanck i Odense, at hans eventyr er kommet på mode gennem oplæsninger af Phister og fru Heiberg på Det kgl. Teater. Til en sådan oplæsning er eventyret skrevet, idet A videre fortæller: »Om 14 Dage faaer Phister en Aftenunderholdning og til denne har jeg skrevet for Fru Heiberg et nyt Eventyr: »Svovlstikkerne«, der skal være meget satirisk« (BHH 326). Denne aftenunderholdning fandt iøvrigt først sted 24.2.

Om titlen Svovlstikkerne også indbefatter rammehistorien om købmandssønnen er uvist. Det er nemlig først i et brev til Henriette Hanck 3.4.1839, hvor han fortæller om en velgørenhedsforestilling på Hofteatret, at eventyret får sin endelige titel. Her siges det, at A selv muligvis skal fortælle Den flyvende Kuffert (BHH 342), en oplæsning, der iøvrigt blev til virkelighed 20.4. Endelig præsenterer han 26.4. hele planen for det nye hæfte for jomfru Hanck og ser nu eventyret fra en lidt anden synsvinkel som »et ret lunefuldt Eventyr« (ib. 347).

I Bemærkninger skriver A, at Den flyvende Kuffert »har sit Motiv fra 1001 Nat« (5). Dette, der kun gælder rammen, er dog forkert, idet motivet i virkeligheden er hentet fra fortællingen om Malek og prinsesse Schirine i 1001 Dag (fr. 1710-12, da. 1759) (se iøvrigt Poul Høybye: Om Tusind og een Nat i: A-iana 2 rk. I 365ff). Motivet kan yderligere føres tilbage til de indiske sagnkredse Panjatantra, hvor pointen dog er af en anden karakter (jvf. E.Lehmann: Almueliv og Eventyr. 1910.118ff). Endelig har A for visse passagers vedkommende næsten ordret lånt fra Musäus' Den stumme Kjærlighed og fra sit eget eventyr Fyrtøiet (se ndf). Allerede i digtet Bøgetræet (1830; SS XII 97) har A motivet med træet, der forarbejdes til skibsmast, kosteskaft og pindebrænde.

154.1-2Der var engang ... Sloprok] sml. Musäus' Den stumme Kjærlighed: »Der var engang en riig Kiøbmand [...] Han havde saamange Penge, at han lod Gulvet i sin Spisesal indlægge med lutter blanke Dalere [...] [Han] døde engang pludselig [...] og efterlod al sin Formue til en Søn i den mest blomstrende Ungdoms Alder [...] Det faderlige Efterladenskab blev [...] Sønnens Fordærv. Neppe havde han havt Fornøielsen af at være Eier af en stor Formue, og at kunne rutte med den efter eget Tykke, før han søgte at skaffe sig den af Halsen, som en trykkende Byrde; spillede den rige Mand [...] og levede hver Dag herlig og i Glæde [...] pludselig standsede dette 54 Vellevnets Kilde, og de Tønder Guld, han havde arvet efter sin Fader, vare udtappede til Bærmen« (Oehl Eventyr I 1ff). Sml. iøvrigt Fyrtøiet (I 26.9-20). - 23artig Volte] anseeligt, voldsomt krumspring.

155.5-8 Se n.t I 26.2-6. - 14Tyrkeguden] Allah. - 38-40 Et første udtryk for den udvikling i hensigten med eventyrene, som A formulerede direkte i brev til Ingemann 20.11.1843: »Nu fortæller jeg af mit eget Bryst, griber en Idee for den Ældre - og fortæller saa for de Smaa, medens jeg husker paa, at Fader og Moder tidt lytte til, og dem maa man give Lidt for Tanken!« (BfA II 94 f; jvf. også MLE I 290).

156.20den nedrige Mængde] de fattige. - 25Første] øverste, vigtigste. - 32den] kurven. - frisksindet] frisindet. - 38-157.14 En parodi på den realisme som bl.a. fru Gyllembourg repræsenterede med sine Hverdagshistorier, jvf. brev til Henriette Hanck 3.8.1838: »jeg ynder aldeles ikke »Hverdagshistorier«, hvori ingen stor Livsbrydning finder Sted, jeg forlanger en romantisk Duft, som ingen af disse ret give mig« (BHH 263). Se også O.T. 133, Elisabeth Hude i A-iana 2 rk. VI 342ff samt Brix 122ff, der ser det som en parodi på tonen og livet i den heibergske kreds.

157.16Petersille] persille. - 16Sandhullet] rum til opbevaring af gulvsand. - 17bekrandser jeg ... imorgen] sml. BuB, Trettende Aften, hvor en anmelder vil rose en lyriker, der har skrevet smukt om hans egen »Phantasier og det huuslige Liv« (16). - 19Ildklemmen] ildtang til at tage noget ud af ilden med eller rage op i ilden med. - 26uden] medmindre. - 38patriotisk] et nøgleord i tidens officielle debat og i en del litteraturkritik.

158.4paa den rette Ende] i orden. - 5hele Codillen] det altsammen; Codillen: egl. spilleudtryk, nemlig i l'hombre, at en spiller får dobbeltbet, fordi han gør færre stik end modspillerne. - 15-17Nu kan da ... brændt ud] iflg. Brix 152 en ironisk hentydning til Carl Bernhards succes med Lykkens Yndling (1837), der netop har heltens død på hans livs højdepunkt til pointe, en tematik A iøvrigt senere seriøst tog op i Iisjomfruen (IV 159f) og Lykke-Peer.

Storkene

Storkene tryktes første gang i EB 5-39, der udkom 19.10.1839.

Hvornår og hvordan A er blevet inspireret til eventyret vides ikke, men hans yndlingsfugl storken var meget populær i tidens digtning, jvf. fx Ingemanns Storken sidder paa Bondens Tag (1837) og Blichers storkedigt i Trækfuglene (1838). Iøvrigt skriver A selv i Bemærkninger, 55 at »»Storken« grunder sig paa Folketroen og de Børnevers, der knytte sig til Storkene« (5). Selv havde A tidligere beskæftiget sig ret indgående med storken og folketroen omkring den i indledningen til KES og i Fjortende Aften i den samtidige BuB, der udkom ved juletid 1839.

160.2det sidste Huus] sml. KES, hvor storkeparrets rede »stod høit paa et Pakhuus i en Udkant af Byen Svendborg« (3). - 15Vers om Storkene] sml. også KristBRL 79 og Folk og Fauna 41ff. - 17Steie] stang, stage; hentydning til storkens lange tynde ben. - 18dit Eie] din rede. - 22stænges] spiddes, stikkes ihjel.

161.18koax, koax] se n.t. I 53.19. - 20-24Saa samles ... Næb] iflg. folketroen samledes storkene til det såkaldte storketing, hvor de holdt rettergang bl.a. i forb. med sager om utroskab, inden de ved sommerens slutning trak sydpå, jvf. Folk og Fauna 27 f og KES 5,282. - 33 en Flod] Nilen.

162.11-16Storkefaderen ... Sumpen] sml. KES: »Det er ellers en heel Comedie at see, naar de made Ungerne [...] De Gamle gjøre sære Kunster ved Madningen. Ligeop i Reden staae de, lægge den lange Hals tilbage over Ryggen og Næbbet henad Halen, ligesom naar en Gjøgler bøier sig bagover, for at tage en Sølvskilling op af Gulvet. Først trække de Halsen til sig, saa skyde de den tilbage og gulpe smaa Frøer og Snogeunger op, som de Smaae da blive trakterede med« (4). - 17-25Hør nu ... i Livet] sml. KES: »det lystigste er dog at see dem lære Ungerne at flyve. Maneuvren skeer henad Tagryggen. Der gaaer de Smaa, som en Liniedanser paa en Snor, balancere med Vingerne og begynde med smaa Hop, da de ere tunge i Livet« (4). - 19-20færdig ved] nær ved.

163.39-164.1Udmærket Godt med Frø og Slange] ordspil på karakteren ug med kryds og slange.

164.5den Dam ... Forældrene] sml. KES, hvor faderen fortæller, »at de smaa Børn hentes fra Mølledammen« (5). - 22Peter] alm. betegnelse for storken i ældre tid.

56

Eventyr, fortalte for Børn
Ny Samling. Tredie Hæfte. 1842
EB 6-42

Ole Lukøie

Ole Lukøie tryktes første gang i EB 6-42, der udkom 20.12.1841.

Under omtalen af Thorvaldsen i MLE skriver A: »I hans Selskab paa Nysø skrev jeg et Par af mine Eventyr, saaledes: »Ole Lukøie« og han hørte til med Lyst og Interesse; dengang havde iøvrigt Eventyrene endnu ikke synderlig Betydning her hjemme« (I 263).

Eventyrets genesis er dog noget mere kompliceret end skildret i MLE. 11.1.1840 noterer A nemlig i Alm: »Louise C. [:Collin] utaalelig. Skrevet Skibet med Storken.« Hvad Louise Collin, som han en tid havde været meget forelsket i, egentlig har sagt, ved vi ikke. Men A har øjensynlig afreageret ved at skrive historien om den forfulgte stork, der senere blev til Onsdags-historien i Ole Lukøie. Derefter er der stilhed omkring eventyret, medens han bl.a. arbejdede på Svinedrengen, og først 1.6.1840 dukker eventyret atter op i Alm: »Skrevet Ole Lukøie.« 4.6. rejste han til Nysø. 10.6. har Alm: »Endt Ole Lukøie« og 11.6.: »Skrevet til Jette Hanck. Reenskrevet paa Ole Lukøie.« I det omtalte brev kommer han også ind på eventyret: »Jeg har her fuldendt et Eventyr Ole Lukøie, og troer at det er imellem de meest brogede jeg har skrevet.« Derefter fortæller A om Ole Lukøies personlighed og giver et kort referat af eventyret (BHH 461). Arbejdet var dog ikke helt færdigt endnu. 15.6. hedder det i Alm: »Ondt i Maven, reenskrevet paa Ole Lukøie.« Om rækkefølgen i affattelsen af de enkelte historier henvises iøvrigt til Buket 53ff.

I det citerede brev til Henriette Hanck udtalte A, at han regnede med at få eventyret udgivet i et hæfte sammen med Svinedrengen og Rosen-Alfen, så snart han vendte hjem til København. Sådan gik det imidlertid ikke, næppe fordi Reitzel og A har fundet, at bogen ville forekomme for lille, eftersom Boghveden, der også kom med, trods alt kun er på et par sider.

I Bemærkninger skriver A: »Den med Navnet Ole Lukøie forbundne Forestilling om et Væsen der ved sin Ankomst gjør de Smaa søvnige, er det eneste Givne; ved Eventyret fik Ole Lukøie Skikkelse, i 57 Eventyrkomedien [fra 1850] bragtes denne personlig paa Scenen« (6). Som A bemærker, er eventyret bygget over en skikkelse fra folketroens verden. Af et brev til den svenske komtesse Mathilda Barck, Nysø 20.6.1840, fremgår, at A umiddelbart har hentet træk til figuren fra tysk overlevering, idet han fortæller, at navnet Ole Lukøie »betyder hos os hvad »Der Sandmann« er i Tydskland, en underlig Krabat, som om Aftenen naar Børn sidde allerbedst faaer dem til at plirre med Øinene og de maa lukke dem og sove« (A-iana 3 rk. II 146 f). Skikkelsen var altså kendt på A.s tid, nævnes første gang af J.R. Paulli i komedien Julestuen og Maskeraden (1724) og omtales senere af Poul Møller i Scener i Rosenborg Have (1819-21) og Blicher i Røverstuen (1827).

A har selv foregrebet skikkelsen og motivet med Ole Lukøie, der hver nat fører barnet gennem skiftende verdener, i Kunstner-Livet (1829; SS XII 224 f), hvor det fortælles, at en lille dreng ligger i sin seng og grunder over bedstemoderens eventyr. Da banker det på vinduet:

Og som Elskovs-Guden,
En lille Dreng paa Gulvet for ham staaer,
Med Grønt og Blomster i sit gule Haar,
Fra Skuldren hæve sig to store, gyldne Vinger,
Og deiligt Legetøi den Lille med sig bringer.

Ole Lukøie-skikkelsen er her mere beslægtet med Amor end med eventyrfiguren, og A har heller ikke været sikker på hans størrelse. I En tydsk Ballade fortælles om Karens drømme: »Rundtomkring fløi skjelmske Drømmeguder, / Nogle store, Andre bitte smaa« (1830; SS XII 278). Ligeledes har A tilsyneladende været i tvivl om alderen, for i Fodreise omtales han som »den gamle Mand Søvnen«, der forjages af fornuften og i huj og hast må pakke sine »brogede Drømmebilleder« sammen (44). Tilsvarende omtales han i O.T.: »Den gamle Mand, Søvnen, som Tieck har tegnet ham, med Kassen, hvoraf han tager sine Drømmemarionetter, begyndte nu sine natlige dramatiske Eventyr, der varede ved, til Solen skinnede ind af Vinduerne« (180). Henvisningen til Tieck gælder digtet Die Phantasie (Gedichte von L. Tieck. I. Dresden 1834. 65), som A imidlertid refererer forkert, idet den gamle mand ikke er søvnen, men fantasien, der holdes indespærret hele dagen af fornuften og først løses af søvnen om natten. Iøvrigt er kassen også A.s egen opfindelse. Inden Ole Lukøie-figuren fik virkelig skikkelse og karakter, var den dog trådt ud af anonymiteten i KES, hvor Peter Wik fortæller Christian, at de skal »slaaes med Ole Lukøie! men han vipper os, kan Du troe! vipper os op i den syvende Himmel« (86).

167.6Hosesokker] strømpesokker, uden sko på. - 8sød Mælk] A.s egen opfindelse. I europæisk overlevering kaster Ole Lukøie mindre 58 hensynsfuldt sand eller støv i øjnene på børnene. - 20en Paraply] A.s tilsætning, inspireret af C. Brentanos Gockel, Hinkel und Gackeleia (1838), hvor en gammel mand viser Gackeleia en paraply, behængt med klokker og forskelligt legetøj, som han fortæller historier om. (Werke III. Munchen 1965.712).

168.2Hjalmar] opkaldt efter Hjalmar Collin (1834-97), søn af Gottlieb og Augusta C. og sønnesøn af Jonas C. - 8ff. se n.t. I 47.36. - 18Tavlen] skiferplade el. sortmalet lille træplade, som den enkelte elev skrev på med en griffel, en lang tynd skiferstang. - 24langs ned] langs nedad. - 26Forskrift] forbillede; bogstaver til at lære at skrive efter. - 34Kinder pulver] afførende og beroligende medicin til småbørn (af ty. Kinder).

169.6Stuen] dagligstuen. - 8Spyttebakken] beholder med sand el. desinficerende væske til at spytte i.

170.2-6De rakte ... allerstørste] sml. Brentanos Gockel, Hinkel und Gackeleia, hvor prins Kronovus tager en kringle og lader Gackeleia rykke i den, så hver beholder sit stykke (Werke III. München 1965.737). - 4Kagekone] kvinde som sælger småkager o.l. på gader el. torve. - 6-8Ved hvert Slot ...] sml. m, der oprindelig (mere logisk) har: »Ved hvert Træ stode smaa Prindser Skildvagt, de skuldrede med Guldsabel, og deres Patrontaske var endnu deiligere, Dronningen havde selv gjort den af sine røde Saffians Tøfler; og saa kom Hjalmar ud i de høie Bjerge, der gik op i Skyerne, hvor de smaa Engle sad og lod det regne med Rosiner og nye Tinsoldater.« - 9rigtige] ægtefødte. - 28-172.25 Et selvportræt af A; om hans interesse for storkemotivet se Storkene ovf. s. 55.

171.28Alen] 0.62 m.

172.11-12Spiiskammer-] mindre rum til opbevaring af madvarer. - 21 i Øieblikket] øjeblikkeligt. - 26Gud ... Uleilighed] reminiscens af Chihans spørgsmål til Helene i Holbergs Ulysses von Ithacia (II 5): »See her, min hierte Jomfrue! skal Hun selv have Umag at lukke op?« - 30Trødske] se n.t. 1.58.5-6. - 35tviskede] hviskede, småsludrede; ikke i ODS og formentlig fejlskrevet efter hviskede. - 38Osteskorpe] sml. Brentanos Gockel, Hinkel und Gackeleia, hvor der også forekommer et musebryllup og hvor prins von Speckelfleck fortæller, at han sidder »Aut ein Parmesankäsethron, / Der stoize Butterthränen schwizt« (Werke III. München 1965.647).

173.1altid] stadig. - 5Beværtningen] serveringen. - 22-23god Nat Ole! Pengene ligger i Vinduet] alm. talemåde, ikke mindst blandt Collinerne (jvf. Stampe 32 og Vogel-Jørg 327). Her betyder det kun, at de, der har gjort noget forkert, (forgæves) vil forsøge at betale sig fra det. - 29 Bertha] opkaldt efter Bertha Schønheyder, datter af by- og rådstueskriver F.A. Schønheyder (1801-72), elev i Henriette Hancks institut for 59 småpiger. Jvf. brev fra Henriette Hanck 8.2.1837, hvori A erindres om, at han havde lovet at ville benytte Berthas navn i et eventyr (BHH 179) samt dennes svar 9.3.1837: »Hils den lille Bertha fra mig, at Havfruerne [i Den lille Havfrue] ikke kunne hedde Bertha, ellers skulde den lille Havfrue have faaet dette Navn. - Nu gjemmer jeg Navnet til den næste lille Bog, som kommer ud og da skal der bestemt komme en Bertha i den. I det andet Eventyr, Keiserens nye Klæder, findes slet ingen Fruentimmer« (ib. 184). Jvf. også brev til samme 10.6.1840: »Siig til Deres lille Bertha, at der i Fredagaften i dette Eventyr er et Dukke-Bryllup, hvor Brudeparret hedder Bertha og Herman« (ib. 461). - 29Geburtsdag] fødselsdag. - 30Presenter] gaver. - 35-36hundred og eet er ude] talemåde: det ser galt ud.

174.6Tappenstregen] militært musikstykke. - 16Svalen] A selv. - 17den gamle Gaard-Høne] hentydning til Ingeborg Drewsen (1804-77), Jonas Collins ældste datter og moder til 5 børn. A havde ofte heftige diskussioner med I.D., dog uden at han normalt følte sig såret. Også samtiden forstod hentydningen til I.D., se BHW II 87. - 22ff. For A var grønkålen symbol på selvtilstrækkeligheden og småligheden i dansk natur og mentalitet; sml. brev til Signe Læssøe Wien 20.6.1841: »Donaukysten var mig kjedsommelig, ja, næsten væmmelig: altid en grøn Mark eller en spinkel Skov! Der kom nogle Damer, som sværmede for denne Pandekage-Natur; [jeg lod] dem høre Lidt om Grækenlands Natur og Orientens Eiendommelighed, og saa troer jeg, de tilsidst indsaae, at der var noget Bedre til, end en flad Grønkaals-Natur« (BfA H 43). - 35-36Det er et Skarn ... kjønneste] se n.t. II 272. 33-35.

175.18Hullerne] sml. Fodreise (81):

Verden er et Perspektiv, Himlen Futteralet,
Maanen staaer som Kikkehul, naar først Sol er dalet.
Aander løbe til og fra, kikke gjennem Hullet,
Hele Jorden see de da i Facon af Nullet.

25De maa ikke forvilde hans Begreber] sml. Cancelliraaden i Den lille Idas Blomster (I 47). - 29Hovedet] overhovedet. - 30-31en gammel Hedning ...] i gr. mytologi er søvnens gud, Hypnos, fader til ca. 1000 børn, bl.a. Morfeus og Oneiros, alle drømmenes guder; hvem A her tænker på er uvist.

176.5Historier ... Synaal] A brugte senere to af motiverne i Fem fra en Ærtebælg (II 281ff) og Stoppenaalen (II 122ff). - 11min Broder] alm. forestilling i romantikken. 20Sølvbroderi] ribbenene. - 22-33 Sml. P. Krog Meyers rationalistiske Lærebog i den christelige Religions og Sædelære (1818), som A læste efter i latinskolen og hvor det i § 27 hedder om Guds retfærdighed: »Som den, der bifalder og vil fremme det Gode, misbilliger og vil formindske det Onde, maa Gud ville 60 behandle ethvert frit Væsen efter Fortjeneste, og tilveiebringe det nøiagtigste Forhold mellem Værd og Skjebne« (29).

Rosen-Alfen

Rosen-Alfen tryktes som det første af A.s eventyr selvstændigt, første gang i Kjøbenhavns Morgenblad, Ny Suite, 2. Aarg. Nr. 20 19. Maj 1839.

Oprindelig var dette ikke A.s hensigt, for i den første omtale af eventyret i et brev 26.4.1839 til veninden Henriette Hanck i Odense hedder det, at når hun kommer til København, vil han præsentere hende for et nyt hæfte eventyr, der udover Den flyvende Kuffert og Paradisets Have også vil indeholde »Rosen-Alfen, som jeg anseer selv for høist genial« (BHH 347). Og i slutningen af samme brev foregriber han læserreaktionen, idet han beder hende sige Louise von Schleppegrell, konventualinde i Odense Jomfrukloster, »at mit nye Eventyr Rosen-Alfen bestemt er et Eventyr hun vil synes om, skjøndt jeg forud hører at hun siger »Uh, det er skrækkeligt!«« (ib. 348). Uvist hvorfor opgav A denne plan, måske fordi han har ment, at en udgivelse i bogform var for tæt på førstetrykket, og erstattede Rosen-Alfen med Storkene i EB 5-39, der udkom 19.10.1839. A havde da heller ikke opgivet at optage Rosen-Alfen i en samling, for i et brev 10.6.1840 fra Nysø, hvor han havde skrevet Ole Lukøie, meddeler han jomfru Hanck: »Naar jeg nu kommer til Byen, kan der [...] udkomme et nyt Hefte, som vil indeholde, Svinedrengen, Rosen-Alfen og Ole Lukøie« (BHH 461). Helt sådan kom det ikke til at gå, idet udgivelsen lod vente halvandet år på sig til EB 6-42, der udkom 20.12.1841.

A oplyser i Bemærkninger, at ideen til eventyret er hentet fra en italiensk folkevise (6). Handlingen svarer til Boccaccios II Decamerone, 4. dags 5. fortælling, og her citeres ganske rigtigt to linier af en vise som afslutning (oversat: Hvem var det onde menneske / som stjal min blomstervase?). Med Vittore Brancas Boccaccio-udgave som kilde (IV. Milano 1976. 1234f) har mag.art. Knud Bøgh venligt oplyst, at der faktisk findes en vise med næsten samme indledningslinier, men et helt andet indhold (klage over skuffet kærlighed). Boccaccio antages derfor selv at have opfundet sin handling (evt. suppleret med et andet folkeligt motiv: blomsten på den elskedes grav). Man kan med Knud Bøgh formode, at A har undset sig for at nævne Decameron som kilde; 61 i 1865 læser han tilfældigt i den og betegner den som »en ugudelig, liderlig Bog« (Dagbøger VI 233).

A.s væsentligste ændring og tilsætning i forhold til Boccaccio er alfen, en skikkelse som A - og iøvrigt romantikken i almindelighed - var optaget af, således i Skyggebilleder 29 f (se iøvrigt kommentar til Reisekammeraten (I 71.10ff)). En rosenalf optræder i digtet Rosen (1832; SS XII 140), hvor det hedder:

I Morgenduggen Blomsterne sig bade,
En Draabe kun Du paa dit Blomster har.
Er det en Taare, Alfen græd, og sukked'
Fordi Du er saa smuk og dog skal døe?

Endvidere bør nævnes digtet Alfernes Blomster, iflg. Alm skrevet 14.12.1838 og trykt i Portefeuillen for 1839 (udg. af Georg Carstensen) 20.1.1839. I dette digt, der både iflg. undertitlen og brev til Henriette Hanck ca. 22.12.1838 (BHH 307) bygger på et folkesagn, er alferne til forskel fra A.s øvrige alfer ikke blot større, idet de har skikkelse af børn, men deres væsen er også en mellemting mellem elverfolk og engle, der lokker menneskene ud i skoven og dermed i døden, hvorpå de afdøde selv bliver alfer.

179.12-13fortalte hende ... Mord] sml. Skyggebilleder, hvor alferne, da de kommer ind i postvognen, også forbindes med en drømmeagtig tilstand: »De deelte sig i forskjellige Partier og spillede nu hele Comoedier, som mit Reiseselskab troede at drømme; hver fik sit Stykke« (30). - 23Maaneds-Rose] rose der blomstrer flere gange på et år.

180.20fjantet] sindssyg, tosset. - 26Alfernes Kjærlighed] denne inkonsekvens (sml. ogs. 180.36-181.1) i forhold til indledningen med kun én alf i rosentræet tyder på, at A oprindelig har arbejdet med flere alfer, men ændret dette forhold inden trykningen. Sml. også Skyggebilleder: »i enhver Blomst boer en saadan lille Aand, der lever og døer med den« (30).

181.7-11 Sml. det samtidige Den onde Fyrste (V 15), hvor Gud udsender en myggesværm for at straffe fyrsten.

Svinedrengen

Svinedrengen tryktes første gang i EB 6-42, der udkom 20.12.1841.

Eventyret omtales første gang i et brev til Henriette Hanck 12.11.1839, hvor A fortæller, at hans højre hånd snurrer af træthed, 62 »saaledes har den skrevet i Dag. Jeg har nemlig maatte, for Skuespiller Holst, reenskrive eet af mine nyeste Eventyr: »Svinedrengen«, der ikke er saa kort, han maatte have det i Formiddag om han maaskee skulde kunne overtale Fru Heiberg til at sige det ved hans Aftenunderholdning« (BHH 393). Sandsynligvis kom Frederik VI.s død 3.12. i vejen, idet den betød lukning af Det kgl. Teater i to måneder og dermed også en udsættelse af Wilhelm Holsts aftenunderholdning. 17.1.1840 meddeler A Henriette Hanck, at aftenunderholdningen nu er sat til søndag efter teatrets genåbning 9.2.1840, samt at Phister skal fremsige Svinedrengen (BHH 418). Phister, der antagelig har overtaget eventyret, fordi fru Heiberg har været for optaget af sin rolle i A.s Mulatten, der fik premiere 3.2.1840, fik iøvrigt succes med sin oplæsning, som det fremgår af et brev til jomfru Hanck 10.6.1840, hvoraf det også fremgår, at eventyret skulle med i det næste eventyrhæfte, der var planlagt til udgivelse, når A vendte tilbage til Kbh. fra et besøg på Nysø (BHH 461).

Skønt A omtaler Svinedrengen som et af sine nyeste eventyr i brevet 12.11.1839, er der tydeligvis blot tale om en renskrift. Det er måske også af ældre dato, idet A under et ophold på Nysø i sommeren 1838 noterer i Alm 12.7.: »Skrevet Nattergalen og Spille-Daasen.« A har tilsyneladende kasseret dette værk, men Brix 142ff mener, at her er tale om en forstudie til Svinedrengen, blot mere satirisk og mindre dramatisk end den endelige version.

Eventyret tilhører gruppen af gendigtninger af eventyr, som A har hørt som barn, omend i stærkt omarbejdet form, et forhold A kommer ind på i Bemærkninger (6). Det tilgrundliggende folkeeventyr, som Georg Christensen (165) henregner til Sv. Grundtvigs eventyrregistrant nr. 121 »Den stolte Jomfru«, findes i talrige opskrifter. Det handler om den stolte jomfru, der afviser prinsens frieri, men tilsidst må tage til takke med ham i skikkelse af en pjaltet tigger, efter at hun af iver efter at få fat i hans sjældne sager (en guldten o.l.) har måttet lade ham sove først i hendes kammer og senere i hendes seng. Eventyret kendes over hele verden (jvf. E.Gigas: Et Eventyrs Vandringer i: Litteratur og Historie. Studier og Essays III.1902.250-322 samt Else Marie Kofod 45f), men adskiller sig dog indbyrdes en del i henseende til »sømmelighed« (sml. fx Gråben i Byskov I 259-268 og Jespers Børnetøj i L.Bødker: Skæmtsomme Eventyr. 1957.34-39). Udover at tage hensyn til decorum, kys istedetfor samleje, har A ændret hele eventyrets idé, idet prinsessens vågnende kærlighed til tiggerprinsen samt prøverne, hun sættes på for at bekræfte denne kærlighed, udelades. Folkeeventyrets lykkelige slutning erstattes endvidere af prinsens hævn.

182-11ff. A viderefører symbolbrugen af rosen i Rosen-Alfen, hvor 63 den stod for den hede erotik, men her mere i den kristne betydning som symbol på åndelig kærlighed. Desuden står den i skarp kontrast til gryden, symbolet på smålig nysgerrighed. Også nattergalen videreføres som symbol på det naturlige i modsætning til den kunstfærdige skralde (jvf. Den flyvende Kuffert og Nattergalen). - 20komme Fremmede] alm. børneleg i 1800tallet. - 21Presenterne] gaverne.

183.3færdig] lige ved. - 9-10man ligestrax ... mod den] sml. Den flyvende Kuffert (1157.34-35), en satire over den heibergske formæstetiks afvisning af naturpoesien symboliseret ved nattergalen. - 11Superbe] pragtfuldt. - charmant] charmerende. - 19lad saa den Fugl flyve] ordspil på talemåde: ikke tale mere herom, færdig med den sag. - 34-35Ach ... væk] østrigsk vise, traditionelt tillagt gadesangeren Marx Augustin (d.1705). Melodien kendes fra C.von Dittersdorfs (1739-99) orkesterkomposition Kehraus.

184.10Klods-Skoe] træsko. - 35hvor det er interessant] satire over fru Gyllembourgs og Carl Bernhards hverdagshistorier om dagliglivets huslighed.

185.6Hopsaer] runddans i 3/4 takt med hop fra den ene fod til den anden. - 6fra] siden. - 14opmuntre] fremme.

186.2Heraus] ty.: ud.

Boghveden

Boghveden tryktes første gang i EB 6-42, der udkom 20.12.1841.

Ligesom de øvrige eventyr i hæftet er Boghveden af ældre dato og oprindelig beregnet for offentliggørelse andetsteds. Ved årsskiftet 1837/38 havde A foreslået Selskabet for Trykkefrihedens rette Brug at udgive en folkekalender for 1839. Planen strandede i første omgang. Først 25.2.1839 blev det besluttet at realisere ideen, men med matematikeren og astronomen professor G.F. Ursin samt overlærer ved Metropolitanskolen F.C.Olsen som udgivere. Skønt vraget som udgiver blev A alligevel opfordret til »at skrive et Par Ark«, som han udtrykker det i et brev til Theodor Collin 23.6.1839 (BJC I 135). A accepterede, og 23.9.1839 sendte han F.C.Olsen et brev, hvori det bl.a. hedder: »Her sender jeg Dem lidt at begynde med; to Digte, et Sagn og en Parabel« (ib. III 60). I et brev til Henriette Hanck 25.9.1839 hedder det mere detaljeret: »For »Folkebogen« der muligviis udkommer til Nytaar, har jeg allerede skrevet to Digte: (Historie om Konerne og en Paaskesang) Een Parabel: Boghveden, samt et Eventyr: den onde Konge« (BHH 375). A.s tvivl om udgivelsen slog til, så at kalenderen først udkom det 64 flg. år, og - uvist hvorfor - uden hans bidrag, som blev gemt til senere brug. Efter at han iflg. Alm 17.11.1841 havde aftalt udgivelsen af EB 6-42 med Reitzel, har A tilsyneladende fundet, at Boghveden måtte skrives igennem endnu en gang, for 22.11. noterer han sammesteds »Skrevet: Boghveden.«

Det har været diskuteret, hvorvidt dette »Skrevet« skal forstås som renskrevet eller omskrevet. Brix 136, der trods henvisning til brevet 25.9.1839 anvender ordet »nedskrevet«, tolker således eventyret som A.s private indlæg i striden med det heibergske hus efter fru Heibergs afvisning af titelrollen i Maurerpigen 1840 og Heibergs snært til A i En Sjæl efter Døden, hævnet af A i EDB. Tre forhold taler imidlertid mod Brix' tolkning: (1) A kalder i 1839 eventyret en parabel - en genre der var meget yndet i tiden - dvs. ideen kan ikke være ændret ved gennemskrivningen. (2) Da F.C.Olsen modtog eventyret i 1839 var A.s forhold til det heibergske hus uden mislyde. (3) Dedikationen til fru Heiberg i EB 5-39 gentages uændret, da EB 4-6 samles til ét bind (se I 114), en gestus, der som bemærket i Buket 69 ikke er normal, hvis bogen havde indeholdt et angreb på modtageren (jvf. også VI 6). Iøvrigt kan der heller ikke i m findes støtte for Brix' teori.

I Bemærkninger hedder det, at »»Boghveden« grunder sig paa Folketroen, at Lynilden svier Boghveden sort« (6), en almindelig antagelse i tiden (jvf. fx. G.Begtrup: Agerdyrkningens Tilstand i Nørre-Jylland I.1808.97 og J.W.Hornemann: Forsøg til en dansk oeconomisk Plantelære. 3.udg. 1821.445). Om A herudover har faet litterære inspirationer er diskutabelt. Rubow, der henregner eventyret til gruppen af A.s fabler, hævder på en og samme tid, »at hans Historier af denne Gruppe alle er selvopfundne« (140) og at det litterære forbillede er den lignelse, hvormed Grimm indleder fortalen til Kinder- und Haus-Märchen (1819) (Rubow 147). En mulig inspiration kunne dog også være Axene. En Fortælling (Efter Helmuth) i Chr. Molbech: Julegave for Børn 1835-39.27, hvor moralen er, at »hvo sig selv ophøier skal fornedres«.

187.2Ager] mark. - 6Jeg] det eneste egentlige eventyr i jeg-form, sml. slutn. af Tommelise (I 63.10). - 9-13et ærværdigt stort Piletræ ... Haar] sml. »Alt paa sin rette Plads!« (II 250) og DtB 272.

188.8-15 de tre advarsler: folketroens og -eventyrets tretal. - 17 i Lynet ... Himmel] alm. folketro.

65

Dødningen
Fra: Digte. 1830

Dødningen tryktes første gang som afslutning på Digte, der udkom 2.1.1830.

A.s arbejde med eventyret er bogstavelig talt ukendt, men det kan tidligst være skrevet efter hans besøg på Elvedgaard 13.-14.7.1829 (se ndf.). At A allerede tidligt havde fattet interesse for eventyrgenren i de såkaldte trængelsår i København, inden han på Jonas Collins foranledning kom i Slagelse Latinskole, fremgår af et løsblad i Collinske Saml 18.4° (KB), der kan dateres til 1822. Det drejer sig om et indholdsudkast til det, der skulle blive William Christian Walters Ungdomsforsøg, hvor der som det fjerde stykke står: »Dødningen, et fynsk Eventyr«. Hvordan A havde tænkt sig ordlyden af dette eventyr, som iflg. fortalen fra 1830 stammer fra hans barndom, står hen i det uvisse, da kun titlen kendes. Forskellen mellem dette og Dødningen fra 1830 havde velsagtens været ligeså markant som mellem Dødningen 1830, der bærer tydelige præg af A.s læsning og dannelse i årene op til og kort efter studentereksamen, og Reisekammeraten.

Om motivet og folkeeventyrets forskellige former se Reisekammeraten ovf. s. 33f.

189Märchen ... wahr] motto til Balladen (Goethes Werke I. Weimar 1887.159).

190Vergessne Gedichte sind neue] frit citat efter Jean Pauls Vorrede til Herbst-Blumine I (180), jvf. iøvrigt MLE I 325 m. note samt Vogel-Jørg 1031.

191.2Elvedgaard] hovedgård nordvest for Odense, hvor A som nævnt ovf. havde besøgt historikeren L.Vedel Simonsen (1780-1858) for at få oplysninger til brug for sin (ufuldførte) roman Christian den Andens Dverg (A-iana III 31-33). - Hvidtjørn] A husker fejl, idet det drejer sig om et dengang 500 år gammelt taxtræ, som iflg. overleveringen skulle have været udskåret i form af tre kroner (ikke to som A siger) på Frederik II.s tid, da han besøgte gården for at se det store træ (jvf. Vedel Simonsen i Nordisk Tidsskrift for Oldkyndighed. III.1836.244ff). - 9Nonnekloster] således hævdet af Vedel Simonsen i ovennævnte værk. Af et pavebrev 13.12.1475 fremgår imidlertid, at Frederik Barsebek og hustru fra Odense stift ønsker at oprette og bygge et kloster for karteuserordenens medlemmer. Planen er dog næppe blevet realiseret. - 12Françaiser] selskabsdans i 6 ture; sml. Morten Lange, hvor dødningene danser »de nyeste Françaiser« (1830; 66 SS XII 237). - 12fugtige] »anløbne«, en smule berusede. - 17ff. Sml. elverfolket i Klintekorset paa Møen (1830; SS XII 39ff), der tydeligvis er inspireret af jf. L.Heibergs Elverhøi (opført 1.gang på Det kgl. Teater 6.11.1828), samt Christian den Andens Dverg, hvor folkene »talte om Elverfolkene, hvem de alle tidt havde seet som Taage svæve dandsende hen over Engen i Maaneskinnet« (A-iana III 74). - 20Løgtemændene] iflg. folketroen »Aander af uretfærdige Mennesker, som ved et falsk Skin søge at forvilde de Veifarende og at lokke dem ud i Moser og Ufører« (Thiele2 II 298 f), sml. Lygtemændene ere i Byen (IV 183ff). - 20-25en lille Høi ... Skrig] intet specifikt sagn af denne art er knyttet til Elvedgaard, men folketroen har mange vidnesbyrd af lignende art, jvf. fx Elmelund Kone i Thiele1 III 23. - 30Johannes] se n.t. I 67.2.

191.31-32Faarekyllingen] sml. Thiele2 III 168: »At høre Faarekyllinger i Sovekammeret [...] varsler Død.« Jvf. også MLE, hvor moderen efter faderens død siger til den pibende fårekylling: »Han er død! [...] Du behøver ikke at synge efter ham, Iisjomfruen har taget ham!« (I 41) samt Gjenfærdet ved Palnatokes Grav (38) og KES 27.

192.1-2ingen ... Følelser] en afspejling af den følsomme A.s egen situation, jvf. Studenten, skrevet ca. 1.9.1829 og dediceret og adresseret til Edvard Collin, der aldrig ville et venskab i A.s betydning: »Han yndes af Mange, har dog ingen Ven« (BEC I 9). - 7 en deilig ... Pige] se n.t. I 67.18, hvor A har ændret prinsessen fra en død til en levende skikkelse, en psykologisk velbegrundet ændring, idet beskrivelsen af hende som død virker ulogisk. - 12en Fredagmorgen] en henvisning til A.s egen faders dødsdag 26.4.1814, ikke begravelsesdagen 30.4. I Reisekammeraten er A opmærksom på det overflødige i tidsfæstelsen, men bibeholder den implicit. - 13den sorte Kiste] anakronisme; den sortfarvede ligkiste blev først almindelig i 1800tallet. - 29mædsket] tyk, velnæret. - den hogartske] den eng. maler William Hogarth (1697-1764) blev især kendt for sine satiriske og moraliserende sædeskildringer. - 30en Harlequins] i den italienske commedia dell´arte (der først stammer fra 1500tallet) var Harlekin, til forskel fra Tivolis elegante skikkelse, snart en dum enfoldig, snart en fiffig og udspekuleret tjenerskikkelse. - 31monarkisk] enevældig. - Skolemester] sml. Fanden i skolemesterens skikkelse i Fodreise: »Lystig slog han omkring sig med ækte Skieldsord og haltende Vittigheder« (79) og digtet Skolemesteren (1830; SS XII 330 f). Modellen har i alle tilfælde været den frygtede rektor Meisling. - 35bestrøet med Sand og Blomster] se n.t. I 68.29. - 3750 Rdlr.] anakronisme, rigsdaleren indførtes først 1713; se iøvrigt n.t. I 68.33.

193.1-2Kornmark ... Guld] reminiscens af den ufuldførte fortælling fra Slagelse-årene Sorøe-Gang: »Han fulgte Stien som snoede sig giennem Kornmarken der liig et gulhav bølgede om ham« (A-iana III 24). - 24en stor argantisk Lampe] petroleumslampe opfundet 1789 af 67 schweizeren Aimé Argand (d.1803). - 27-28vingede Spillemand] fugle. - 38-39lagde ... Sted] se n.t. I 70.1-2.

194.6-25 Måske skrevet på baggrund af A.s sommerrejse til Møn og Fyn i sommeren 1829 (jvf. BEC I 5ff, Levnedsbog 192 fog Olrik 172ff); ikke i Reisekammeraten. - 37Løibænken] polstret bænk. - 38Svededugen] tørklæde til at dække den afdødes ansigt.

195.8-950 Rdlr. .... Speculation] anakronismer; paa Speculation: på beregning om økonomisk gevinst ved lånet.

196.9ff. se n.t. I 71.10f. - 31-32men vor Herre ... ligesaadan] jvf. Matthæus 6.26. - 39ff. Forholdet mellem den Fremmede og Johannes afspejler forholdet mellem H.C.Ørsted og A. Den Fremmedes tale om universet, en påvirkning fra Ørsted, spores iøvrigt allerede i Fodreise.

197.12Ærts] malm. - 24-25det deilige Eventyr] jfr. Aladdins bemærkning til Noureddin i Oehlenschlägers Aladdin (Oehl I 96 f):

Ak, kiæreste Herr Fætter! I fortæller
De bedste Eventyr, som jeg har hørt
I al min Levetid [...]
hvad I talte om Naturens Kræfter,
Dens skiulte underlige Skatte [...]
Det mored mig af alle Ting dog meest.

38Bregner] se n.t. I 72.6.

198.5Randsel] rygsæk. - 6en kostbar Salve] se n.t. I 72.11ff. - 8de tre Riis] se n.t. I 72.15-16. - 19knixede] nejede. - 23 Kjærtesvend] page. - 36ff. Sml. beskrivelsen af St. Knuds Marked i Odense i Brudstykke af en Udflugt i Sommeren 1829: »Marionetspilleren gav rare Tragedier hvor Standspersoner kunde betale efter Behag. Her fik jeg den første Idee om at vi ikke Alle vare støbte af samme Metal; den som gav meest kom til at sidde foran i en Lænestoel, medens vi Andre stode bagved og saae ham over Hovedet« (A-iana VIII 25). Det sociale aspekt neddæmpes yderligere i Reisekammeraten (I 73.7). - 37nogle Tønder] sandsynligvis et set træk; sml. beskrivelsen af en omrejsende komedianttrup i Fragmenter af en ufuldført historisk roman (1824-25): »nu reiste de Theatrumt, han havde laant dem en halvsnees tømte Tønder til at stille det op paa« (A-iana III 31). Udgår i Reisekammeraten. - 38Dronning Esters deilige Historie] i Esters bog i G.T. Esters bog spiller en stor rolle i A.s forfatterskab (omend marionetforestillingen anonymiseres i Reisekammeraten i overensstemmelse med folkeeventyrets skik), fordi den bekræftede A.s livssyn, jvf. KES, hvor det om Christians læsning af G.T. siges, at her blev »Kamp og Hindring lønnet med Lykke«, eksemplificeret ved at »den onde Haman kom i Galgen, medens Esther bar Guldkronen ved sin kongelige Herres Side« (124).

199.3Bulbider] se n.t. I 73.8. - 30ff. se n.t. I 73.37ff. - 30tarveligt] enkelt, simpelt. - 34Drabanterne] se n.t. I 74.3.

68

200.5erholdt] modtaget. - 19-22 se n.t. I 74.39-75.2. - 34Phantasiens Verden] sml. med børneeventyret i Skyggebilleder, hvor A også skelner mellem fantasi og virkelighed samt knytter fantasi og barnlighed uløseligt sammen: »saalænge Kjøbenhavnerne endnu ere ganske smaa Rollinger, og ikke have været længer ude i Verden end til Dyrehaven og Frederiksberg, og deres Bedstemoder eller Amme fortæller dem, om fortryllede Prindser og Prindsesser, Guldbjerge og talende Fugle, saa drømmer det lille Hoved om dette deilige Phantasieland, og seer ud over Havet, der gaaer sammen med Himlen, mellem den danske og svenske Kyst. Deruden maa det ligge, tænke de, og udmale sig nu saa herligt denne nye Verden; men de blive ældre, komme i Skole, faae fat paa Rises Geographie, og med eet staar den dem det hele Phantasieland itu, de see - bag Havet ligger Preussen og hele Tydskland« (33f).

201.1-4Hjerterkonges Rige ... Pommeranzer] Ideen er, som det fremgår af sammenligningen, af litterær art. Den ital. komediedigter Carlo Gozzis (1720-1806) eventyrspil Amore delle tre melarance (1761) var oversat af A.s rektor Simon Meisling: De tre Pomeranzer (Dramatiske Eventyr af Carlo Gozzi (1821)). Her er Silvio Ruderkonge netop »Monarch udi i et Rige i Phantasiens Verden« (3). - 15Turandot] se indledningen til Reisekammeraten (s. 34). - 19-handel] forhold, affære. - 27Skabilon] skabelon, her folkeligt udtryk for legemsform. - 30-31de røde Lagener] helvede. - 31 Varmebækken] bækken med gennemhullet låg fyldt med gløder. - 43-202.1to unge Riddersvende ... Spillekortene] sml. Gozzis De tre Pomeranzer: »Leander, Rideknægt, første Minister [...] fuldkommen klædt saaledes, som man seer ham i et Spil Kort« (5).

202.29-31usynlige Magter] sml. Fodreise, hvor A - vel pga. forbudet mod at han digtede i skoletiden - i forb. med Søvngængeren kommer ind på spørgsmålet om beherskelsen af den frie vilje: »jeg satte mig til Claveret, skjøndt Lægen har forbudt mig at spille, men det var mig som en usynlig Haand rev mig der hen, jeg vilde ikke, og maatte dog« (28f). - 33Werther] J.W.Goethe: Die Leiden des jungen Werthers (1774). - Siegwarth] J.M.Miller: Siegwart, eine Klostergeschichte (1776). Bortset fra anakronismen i inddragelsen af Goethe og Millers følsomme romaner afspejler det i høj grad den rolle Werther spillede for A i disse år, ikke mindst når han ironiserede over det sentimentale i sit eget væsen (jvf. BJC I 44,61, Aftenen (1827; SS XII 275), Hjerte-Suk til Maanen (1827; SS XII 86) samt Fodreise, hvor digterjeg'et lover Søvngængeren, at han nok skal få »det wertherske Følerie pillet ud« af ham, fordi Søvngængeren er blevet ham »en levende Taareperse og kan saaledes hverken bruges i Livet eller i en Roman« (28)). - 40-203.3 Den første af A.s gemytlige eventyrkonger; måske inspireret af narrens enetale om sultan Soliman i 1820-udg. af Oehlenschlägers Aladdin (Oehl I 302): 69 Nu render han i Slaaprok og i Tøfler, / Og glemmer hele Keiserværdigheden. / Man seer: Forfængelighed en være kan / Saa tyk den vil, den er dog mere tynd, / End Faderkærligheden mod sit Barn. - 41Schlafrock] (ty.) slåbrok.

203.6-7tørrede ... Schlafrock] se n.t. I 76.40. - 8Lysthauge] lysthave. - 8-9I hvert Træ] se n.t. I 77.3.

204.17lystigt] kraftigt. - 27hvalte] hvælvede. - 29ff. se n.t. I 79.4ff. - 36Marelokker] egl. iflg. folketroen indfiltret hårlok fremkaldt af maren, der rider dyr og mennesker om natten; også blot flettet hårlok, der ikke lader sig rede ud.

205.4Træ-Klodse] sml. Fodreise, hvor A i satiren over rangspersonerne ved selskabet på slottet i året 2129 opdager, »at hele Selskabet bestod af lutter Træmænd, fyldte med Damp; et Slags kunstige Automater, Aarhundredet havde opfunden til at udpynte Forgemakkerne med« (22). - 9gyldenstykkes] silkestof med indvævede guld- eller sølvtråde. - 36en claurensk bog] A havde et godt øje til den ty. forfatter H.Claurens (1771-1854) platte og sentimentale romaner og noveller, jvf. Fodreise, hvor tropperne ved litteraturrevyen bærer høje huer »med en claurensk Indskrift: »Livets Høieste Lykke er Kjærlighed«« (53) samt novellen Den skjønne Grammatica eller: Badens latinske Grammatik (Skizzeret, som en rørende, claurensk Novelle), hvori det hedder om Badens grammatik, at »det er denne farlige, overspændte Læsning, for et sværmende Hjerte, jeg vil gjøre Eder opmærksom paa [...] den er endnu værre end Claurens og alle hans Efterfølgeres Noveller« (Phantasier og Skizzer. 1831.28).

208.14sex Aar] en satire over de lange ventetider på at få skuespil opført på Det kgl. Teater, jvf. bekendtgørelse fra teaterdirektionen 28.8.1817, hvori det siges, at direktionen »indtil videre ikke seer sig istand til at give de Originalforfattere, der maatte indsende Stykker, nogen bestemt Forsikkring, til hvad Tid de, i Tilfælde Stykkerne maatte blive antagne, kunne vente at see dem paa Skuepladsen, og altsaa faae deres Forfatteraften derfor« (Thomas Overskou: Den danske Skuesplads IV.1862.489). - 15Ingenting] sml. Fodreise, hvor A forsvarer kap. 14, der kun indeholder interpunktionstegn, med, at det »rigtignok ikke indeholder noget, men det er Læserne vant til fra mange andre Bøger« (98) samt satiren over åndløsheden i digtet Rimedjævelen, hvor A forhindres i at drukne sig, da »Min Djævel sender mig en Ven fra Landet. / Der blev nu talt om - Ingenting, med Mere« (1828; SS XII 10). Sml. iøvrigt Heibergs Et Ark Nytaarsvers bl.a. dediceret »Til dem, som ere ingen Ting« (Kjøbenhavns flyvende Post 1.1.1827) samt C.N.Davids To Prologer for een, hvor »Skuepladsen forestiller ingenting eller hvad man behager« (Kjøbenhavns flyvende Post 22.1.1827). - 21-41 se n.t I 84.5-13. - 34Funker] gnister.

70

Lykkens Kalosker

Ældste form. Fra: Tre Digtninger 1838

Lykkens Kalosker blev trykt som indledning til Tre Digtninger, der udkom 19.5.1838. Se videre s. 212 og ndf. s. 132.

Lykkens Kalosker er ikke alene A.s første egentlige vokseneventyr (se ndf.) - hvad der medførte en sproglig og stilistisk omarbejdelse, da eventyret blev optaget i EP-50 - men også det første, hvor han arbejder med en opdeling af eventyret i kapitler bundet sammen af galoschemotivet som den (tynde) røde tråd.

Arbejdet med eventyret blev iflg. Alm påbegyndt 19.1.1838: »Begyndt paa Lykkens Kaloscher«, men kimen til eventyret finder man et år tidligere i et brev til den gamle madam Iversen i Odense, hvor han 7.1.1837 fortæller: »Jeg har faaet nogle deiligt varme Galocher af Gummi elasticum; de holde Fødderne varme, som om de vare i en Bagerovn« (BfA I 366). I de følgende tre måneder inden A iflg. Alm 17.4.1838 noterede »Kaloskerne heelt renskrevet«, kan vi trin for trin følge digterens arbejde. 25.1. hedder det således i Alm: »Skrevet paa Lykkens Kaloscher«, og 10.2. meddeler han Henriette Hanck: »Jeg skriver i denne Tid paa et Eventyr: »Lykkens Kaloscher«, ikke for Børn; det kommer, rimeligviis ud med: en rigtig Soldat, Det har Zombien gjort o.f.a.« (BHH 216). 3.3. noterer han i Alm: »Læst i Foreningen, 1ste Capitel af Lykkens Kaloscher«. En uge senere, 9.3., er eventyret genstand for omtale i et brev til vennen Frederik Læssøe, idet han sender ham digtet Gid jeg var rig (se n.t. 220.10f), »som en Lieutenant synger i mit Eventyr »Lykkens Galocher«« (BfA I 412). Bortset fra at kap. III altså har foreligget færdigt, kunne ug. måske tyde på, at han netop på dette tidspunkt er nået til kap. V, Copistens Forvandling: »Nu kan jeg synge om Nyhavn, om de indefrosne, forladte Skibe, hvor kun en Krage er Hersker paa Dækket« (ib.). Dog kan dette brevsted også læses som en skitse, idet vi først far det fuldt udfoldede billede i et brev til Henriette Hanck 3.4.: »I Dag have vi Sommersol, der er saa livligt i Nyhavn hvor jeg boer, 50 Matroser gaae paa Isen og save den op, de store lismasser skuppes ved Stænger bort. Det er et eget Skue. Hele Vinteren laae Skibene i Havnen døde og forladte, lænkede med Jernkjæder til Pælene, som Liig laae de i Maaneskinnet, nu tjæres og takles de, Skindøden er forbi, de flyve ud til fremmede Lande, og jeg sidder endnu bag de samme Vinduer og seer ud - at de ere borte« (BHH 227). Inden sidstnævnte brev foreligger en almanakoptegnelse 12.3.: »Skrevet paa Kaloscherne«, og i 71 et brev til jomfru Hanck 16.3. kommer han nærmere ind på stil og indhold: »I Maj, tænker jeg De skal faae den nye Bog af mig, den kommer rimeligviis til at bære Navnet: Lykkens Kalosker, en rigtig Soldat; det har Zombien gjort, tre nye Digtninger af H.C.Andersen. Det første er et Eventyr og vistnok det meest satiriske jeg har skrevet, og noget af det Phantastiske i vor Litteratur. Det er et Par Kalosker, som have den Egenskab at man med dem kommer hvor hen man vil og i hvad Tidsalder, samt hvert høit udtalt Ønske bliver opfyldt, og dog bringer denne Lykke kun Ulykke; jeg arbeider endnu derpaa, eet Kapitellet er tilbage i Kong Hanses Tid, et andet foregaae i Maanen, et tredie paa Hospitalet, et fjerde inde i Hjertet paa Folk o s v.« (BHH 218). At A på dette tidspunkt endnu ikke var helt færdig fremgår af Alm 10.4.: »Skrevet til Lessøe og paa Kaloskerne.« Efter afslutningen af renskriften 17.4. gik kun to dage før Alm 19.4. meddeler: »solgt Reitzel Kaloskerne for 40 Rdlr.« og allerede 24.4. fortæller A Henriette Hanck: »I Dag har Bjanco-Luno begyndt at trykke mit nyeste Værk: »Lykkens Kalosker, en rigtig Soldat og det har Zombien gjort, tre Digtninger af H.C.Andersen (6 Ark)«. Om tre Uger tænker jeg De har Bogen« (BHH 235 f). Efter at have gennemgået komposition og handling placerer A eventyret i forfatterskabet: »Kaloskerne ligne meest, af Alt hvad jeg har skrevet, Fodreisen, men den er modnere og har en Tendents« (ib. 236).

Som det fremgår af ovennævnte udtalelse er motivet i realiteten foregrebet på flere måder i Fodreise (se ndf). Selve fodtøjsforbytningen findes således i 10. kap., hvor A møder Jerusalems Skomager, der fortæller om sin økonomiske sans og sine støvler: »disse Støvler her har været benyttede i 600 Aar. Det er de saa meget omtalte 100 Mile Støvler; for en Deel Aar siden var jeg uforsigtig nok til at levere dem til en Skomager, for at de kunne gjøres lidt i Stand, men der blev de forbyttede og før jeg mærkede Feiltagelsen var de allerede solgt til en Peter Schlemil [...] Først i den senere Tid har jeg været saa heldig at faae Fingre paa dem igjen« (69). Mod at sætte sin skygge i pant far A lov at låne støvlerne og opnår nu at besøge diverse steder på den nordlige halvkugle på ingen tid.

213.8Corso ... Toledo] hovedgaderne i Rom og Napoli. - 9 der have vi Andersen igjen] jvf. kritikken af O.T. og KES (MLE I 201ff). - 10 Østergade] del af »Strøget«, hovedgade i Kbh. - 13erholde] modtage, opnå. - 17krystallisere] koncentrere. - 21Ørsteds Afhandling] H.C.Ørsted: Gamle og nye Tider (Almanak for 1835. Optaget i Aanden i Naturen. 1850). - 33to Feer] et sådant kontrastpar almindelig kendt, fx i Islam, hvor en god og en ond engel følger mennesket fra fødsel til død. A.s konkrete inspirationskilde er diskutabel. Rubow 149 mener, at A 72 bygger på et sagnmotiv: Lykkens fe, som giver syvmilestøvlerne, og sorgens fe, som tager dem. I A-iana 2 rk. III 188f udtaler han tillige, at rammen med sorgen, der altid kommer i egen person, er en erindring om digtet Das Glück ist eine lose Dirne af Heinrich Heine, A.s yndlingsdigter i disse år. Topsøe-Jensen har en hypotese, der delvis supplerer Rubows teorier. I indledningen til Xavier Marmiers biografi af A i oktobernummeret af Revue de Paris 1837, La vie d'un poète, mindes læseren om den fra eventyret kendte situation (se fx Tornerose i Bødker 119f), at der ved det nyfødte barns vugge først indfinder sig lykkens fe og dernæst ulykkens, som tårner hindringer, skuffelser og farer op på barnets livsvej. A læste dette essay 10.12.1837 (BHH 209), dvs. en månedstid før nedskrivningen af eventyret påbegyndtes (Omkring Levnedsbogen. 1943.168). - 23-24Kong Hans's Tid] 1481-1513.

214.10Geburtsdag] fødselsdag. - 24-219.27 Kimen til justitsrådens oplevelser skal sandsynligvis søges i Nestroys tryllefarce Die Zauberreise in die Ritterzeit oder Die Übermütigen (opført 1. gang 20.10.1834 i Wien). A refererer stykket i KES (216), men kendte det kun af omtale, idet det ikke blev opført, da han var i Wien 1834, og først blev trykt 1891 (HCA 169). Bortset fra inspirationen fra Nestroy og Ørsted er det værd at bemærke, at A tidligt var på nutidens parti, jvf. brev til Jonas Collin 27.5.1826 om hans første indtryk af Frederiksborg Slot: »hvor holder jeg ikke af det gamle Slot, dog lyst til evigt at leve derinde, kan jeg just ikke sige [jeg har]; ærværdige ere vel Middelalderens Bygninger (skiønt dette Slot er yngere), men jeg holder dog mere af vore lyse muntre Værelser. De gamle Bygninger forekomme mig stedse som Spøgelseshistorierne Børn, de har noget tillokkende, noget kildrende, men det skræmmer dog evigt at leve i dem« (BJC I 52). - 24-219.27 Foruden DH (jvf. fodnoten s. 218) er A.s kilde til den kulturhistoriske baggrundsskildring Chr. Molbechs Nogle Bidrag til Skildringen af Sæder, Levemaade, Finantsvæsen og Hofholdning under Kong Hans og Dronning Christina (Nordisk Tidsskrift for Historie, Literatur og Konst 1827.425-51,562-72), som han havde excerperet under arbejdet på Christian den Andens Dverg (1831-32). I samme forbindelse læste han iøvrigt bredt om middelalderen og Chr. II.s tidsalder (jvf. A-iana III 14).

215.3-9Trommer] reminiscens af Christian den Andens Dverg: »Saaledes smaasnakkede de, i det Piber og Trommer snart overdøvede dem begge; et stort pynteligt Tog nærmede sig; det var Bispen Jens Andersen, der for sin skaldede Nakke havde Tilnavnet: Beldenack, efter den Tids Skik førte han over 50 Drabanter med sig og Piber og Trommer foran« (A-iana III 66). - 5artigt] godt, fortræffeligt. - 6-7 Drabanter] sml. DH: »Ingen maatte gaae eller ride udi Kiøbenhavn med spendt Armbrøst, hvilket giver tilkiende, at Buer endda var det 73 brugelige Skudd-Gevær [...] og at Bysser endda ikke vare ret komne udi Brug« (I 760). - 15Slotspladsen] Christiansborg Slotsplads. - sid] fugtig og sumpet. - 17Holmen] Slotsholmen. - 20-21Christianshavn] bydel anlagt af Chr. IV 1618 på Nordamager og nogle holme vest for Slotsholmen. - 40Østerport] fra 1708 indtil nedrivningen 1858 lå Østerport udenfor Kastellet ved den nuværende Østerport station og Oslo Plads.

216.3Hallandsaas] vistnok A.s fejlagtige etymologi. H. var folkelig betegnelse for det sted, der blev til Kgs. Nytorv, og antages alm. enten at hentyde til, at pladsen pga. sin ufremkommelighed sammenlignedes med det vanskeligt farbare højdedrag Hallandsås på grænsen ml. Skåne og Halland, eller at bønderne fra Skåne og Halland holdt torv her. - 11et Glas Punch] »Den væsentligste Drik ved et Aftentraktemente var Punsch, tillavet efter Schillers Recept i hans Vise »Vier Elemente, innig gesellt«: Rom, kogt Vand, Citron og Sukker og, naar det kom høit, lidt Kryddernelliker. Den blev tillavet i en mægtig Bolle, i Reglen af kinesisk Porcelæn, og saa kunde Enhver øse Saameget, han vilde og saa ofte hand vilde, i sit Glas« (J. Davidsen: Fra det gamle Kongens Kjøbenhavn I.1882.42). - 20genere] skamme. - 25Diler] forstuer og haller. - 27Diskurs] diskussion.

217.1Dagen] avis; udkom 1803-43. - 4et Træsnit ... Cöln] ikke identificeret, men luftsyn og naturfænomener var typiske motiver for folkelige grafiske blade. - 18Modestia] beskedenhed. - 19mihi secus videtur] det synes mig anderledes. - 19-20dog suspenderer ... Judicium] undlader at dømme; typisk Holbergvending, jvf. fx DH I 826. - 23 Baccalaureus] indtil 1775 laveste akademiske grad. - 29locus docendi] stedet at belære. - 30bemøie] gøre sig ulejlighed. - 31de Gamle] de klassiske græske og romerske forfattere. - 34Hverdagshistorierne] efter sin debut med Familien Polonius (1827) kaldte Thomasine Gyllembourg sin næste novelle En Hverdagshistorie (1828), hvad der siden gav navn til hele genren, den københavnske samtidsfortælling. Om A.s syn på genren se Den flyvende Kuffert (I 156.38-157.14 med note). - 40Romanen om Hr. Iffven og Hr. Gaudian] Chretien de Troyes: Yvain eller Løveridderen (1177-81; da. 1303).

218.2fodnoten DH I 824; Otto Rud] da. adelsmand (d. 1510). - 4Heiberg] digteren og kritikeren Johan Ludvig Heiberg (1791-1860) stod bl.a. som udgiver af sin moder Th. Gyllembourgs fortællinger. - 6Godfred von Gehmen] hollænderen Gotfred af Ghemen trykte 1493 de første bøger i København, latingrammatikker til det ny universitet. Der havde allerede 1482 været en ty. bogtrykker i Odense. - 12den særdeles Pestilense ... siden] sml. DH: »Udi dette Aar [:1484] regierede ellers en særdeeles Pestilentse over hele Dannemark« (I 757). - 13 Cholera] hærgede i perioden 1830-37 det meste af Europa. Danmark 74 med undtagelse af Holsten slap dog fri takket være kontrol ved grænsen til Tyskland. - 14-16Fribytterkrigen 1490 ... Rheden] Frit citat efter DH, som under året 1484 fortæller, at franske og engelske sørøvere »løbe ind udi Sundet for Helsingøer, som er Rigets Toldsted, og der bortsnappede Skibe, som laae paa Reeden« (I 758). Bortset fra at A rykker episoden frem til 1490 og giver indtryk af, at kaperkrigen, der blussede op med mellemrum 1467-90, kun varede et år, så lader han også den åbenbart mindre historiekyndige justitsråd og læseren tro, at Rheden er Københavns red, kendt fra slaget på Rheden 2.4.1801, og ikke Helsingørs red. - 19 gjensidig Bedemands-Stiil] reminiscens fra Holbergs Den Stundesløse III akt; her i bet.: talen forbi hinanden. - 30 Klaret] (rød) vin med sukker og krydderier. - Mjød] drik afvand, gæret honning og krydderier. - Bremer-Øl] helt op til 1847 var dansk øl af væsentlig ringere kvalitet end tysk. - 32to Couleurer i Huen] »Kongen lod udgaae [en forordning 1496] mod Skiøger, at de skulde bære Huer halv røde og halv sorte for at giøre dem kiendelige fra andre Qvinder« (DH I 782).

219.5moskovitisk] russisk; her: uforståeligt. - 7Hedendømmet] hedenskabet. - 37linde] bløde.

220.10ff. Digtets personlige baggrund er A.s ulykkelige forelskelse i H.C.Ørsteds datter Sophie (1821-89), der 11.12.1837 blev forlovet med den senere stiftamtmand i Aalborg Frederik (Fritz) Dahlstrøm (1815-94), jvf. brev til Frederik Læssøe 9.3.1838, hvor A sender en afskrift af digtet og tilføjer: »Det er en gammel Historie, det vil sige: knapt et Aar gammel; jeg havde det selv lidt for varmt om Hjertet; men Ingen mærkede det, ikke engang De, min gode Ven; men det var ogsaa en af de smaa [Forelskelser]! Nu er det afkjølet, og det eneste Udbytte af den Eruption er dette lille Digt, som jo nok kan gaae for en net lille Lava-Afstøbning« (BfA I 412). Genstanden for forelskelsen fremgår af andre brevsteder. I et brev til vennen Christian Wulff 19.8.1837 kommer A ind på den økonomiske side af sagen: »Jeg gaaer med en brændende Længsel efter at gifte mig; men jeg maa have en Formue, som giver mig aarligt 3 000 i Rente, ellers kan jeg ikke leve med Kone og Børn« (BfA I 378). Tilsyneladende har en evt. forlovelse været ret omdiskuteret i dette efterår, for i et udateret brev fra december 1837 til Henriette Hanck reflekterer A over en bemærkning i et nu tabt brev om, at han ikke ville skjule en forlovelse for hende og forsikrer, »at jeg ikke har Tanke om, at det nogensinde skeer, at jeg bliver forlovet! Jeg har formegen Klogskab til at gjøre et ubesindigt Skridt! [...] Jeg har kun en taalelig Existens, og aldeles ingen Udsigter! [...] var jeg formuende, havde jeg Udsigter til engang at erholde et eller to Tusind om Aaret, - saa forelskede jeg mig! her er en Pige som er smuk, aandrig, god og elskelig, hun hører til een af de aandsførste Familier i 75 Kjøbenhavn; men jeg har ikke Formue og - jeg bliver ikke engang forelsket! hun er desuden netop halv saa gammel som jeg!« (BHH 210). At A tænker på Sophie Ørsted fremgår indirekte, idet han tilsyneladende besvarer et spørgsmål fra Henriette Hanck om, at Sophie Ørsted »efter Folks Sigende« er blevet forlovet med Dahlstrøm. Dette har fået A til at brænde sine erotiske digte. »Efter at jeg havde brændt Digtene fortrød jeg det; de kunde jo have staaet i en ny Roman, kun et eneste havde indpræget sig i Hukommelsen, det skal De en anden Gang faae en Afskrift af« (ib. 211). Hvis A opfyldte løftet ved at sende hende »Gid jeg var riig!« 27.4.1838, kan digtet altså dateres til før december 1837. Ingen af de citerede brevsteder er entydige mht. Sophie Ørsted. At A virkelig har tænkt på hende fremgår af Dagbøger 11.12.1837: »Idag blev Sophie forlovet. Sidste Middag jeg gik derfra med Marmier, sagde han: »De elsker hende, jeg veed det! jeg seer godt! frie til hende!« jeg tænkte hele Aftenen meget paa hvor urigtigt det var, da jeg er fattig. I Løverdags var jeg der, hun var saa elskværdig og dog om Aftenen følte jeg, at jeg nok kunde leve ene og alene! [...] ved denne Juul, havde jeg vist sagt hende det, hvad der aldrig kunde have blevet godt for hende!« (II 31f). Jvf. også brev til Ingemann 5.1.1838: »[Sophie] den Smukkeste, den Elskværdigste, som har siddet paa mit Skjød og kysset mig, for at [jeg skulde] fortælle Eventyr, medens hun var et Barn, er bleven forlovet« (BfA I 402). - 12Da jeg endnu var knap en Alen lang] reminiscens fra Jens Baggesens Da jeg var lille: »Der var en Tid, da jeg var meget lille, / Min hele Krop var kun en Alen lang.« Også kattedigteren i Fodreise bruger begyndelseslinjen (16). - 38signe] velsigne.

221.5Olden] fællesbetegnelse for bog og agern. - 6Brødtræet] egl. dss. brødfrugttræet (morbærfamilien); her i overført bet.; jvf. Ewalds klage i Lykkens Blomst: »Gid jeg fornuftig havde sat mig under / Brødtræet og ei under Kundskabstræet« (1845; SS X 185) samt brev til Frederik Læssøe 23.2.1838, hvor A indrømmer at måtte skrive for pengenes skyld: »havde jeg nogen Slags Formue, De skulde see et godt Udbytte heraf; nu er j eg tidt nødt til at tænke paa en Green af Brødtræet og derfor give Slip paa den af Laurbærret« (BfA I 405 f). - 34-36Naar vi døe ... den anden] A var tidligt optaget af sjælevandringstanken, jvf. Sjælen (dateret 1824; trykt 1828; SS XII 5):

... er det i det Fjerne,
Høit, hist under Nattens Blaa,
At Du [: sjælen] paa en venlig Stjerne
Først fra Støvet luttres maa,
Før Du med de Engle glade,
Kan Dig i Guds Straaler bade?

76

Iflg. Tage Høeg 82 er disse tanker inspireret af A.s samtaler med Ingemann, for hvem sjælevandringsideen var en udvej til at bringe mening i livet og overalt at antage Guds forbarmelse (jvf. fx salmen Nadveren i Julegave 1816 og Høimesse-Psalmer 1825). A selv vender tilbage til tanken i Fodreise, hvor kæmpen fra Sirius fortæller, at planetsystemet kun er en stor skole, »inddeelt ligesom Skolerne paa Jorden, i flere dasser, og i denne skulle Fornuftvæsnerne dannes for den store Evighed. Vi maa nu slet ikke troe, at vi ved Døden strax dimitteres til det store Universitet deroppe. Ak nei! vi ere her paa Jorden endnu ikke længere end i Peblinge-Classen; Døden er kun en lille Examen, der flytter os i en høiere Classe« (41). Jvf. også KES: »Dersom Veien til den Salighed, som saavel vor naturlige, som positive Religion lover os, gaaer fra Jorden til en høiere Stjerne og fra denne til en endnu mere udviklet og for os mere skikket, da bliver det hele sig udfoldende Liv en stor Opdagelsesreise, en Vandring fra By til By mod det himmelske Jerusalem. Vore Reiser her paa Jorden er et ringe, men anskueligtgjørende Billede af denne større Flugt« (144 f). - 35 vasker grovt] vasker storvask dvs. linned osv.

222.1Jernbaner] A havde set en jernbane 6.5.1834 (Dagbøger I 449), men kørte første gang 10.11.1840 fra Magdeburg til Leipzig (ib. II 49f). I Danmark åbnedes den første jernbane mellem Kbh. og Roskilde i 1847. - 6Elektriciteten] jvf. H.C.Ørsteds påvisning af elektromagnetismen 1820. - 16ff. A.s kilde er den engelske astronom J.F.W.Herschels Populaire Astronomie, oversat af P.Pedersen (1836), men allerede i Fodreise beskæftiger A sig med månerejser, jvf. kæmpen, der flyver fra Sirius til Jorden (39), A.s studie af månen gennem St. Peders briller (50) og manden, der synger om sin rejse til månen (81). Sml. også brev til Henriette Hanck juledag 1836, hvor A fortæller om komedien »Nu gaaer Ballonen«, han har set i Studenterforeningen juleaften. Efter en længere rejse når ballonen månen, »her stod en Soldat og nu vidste [de rejsende] ikke hvilket Sprog de skulde tiltale ham paa. Philipsen begyndte med Hebraisk, derpaa med Græsk, Latin, Mesopotamisk, men Soldaten forstod ikke et Ord. Nu talte de Dansk og Soldaten svarede, thi det danske Sprog taltes just der, da største Delen af den danske Adel have sine Godser deroppe i Maanen« (BHH 166). - 20Dr. Mädlers ... Maanen] Mappa Selenographica (Berlin 1836-37) udg. af den russiske astronom J.H. von Maedler (1794-1874) og tyskeren W.Beer (1797-1850). - 21en dansk Mill] 7.5 km. - 26-27vor Jord ... Hoved] sml. Herschel: »Hvis der ere Beboere paa Maanen, maa Jorden for dem fremstille det overordentlige Phænomen af en Maane [...] som staaer ubevægelig fast paa Himlen« (216f). - 28blev ... vaer] opdagede. - 30Pseudo-Herschel] den falske, uægte H. Hvem A tænker på vides ikke. - 39f. A var hele livet optaget af drømmens verden, jvf. 77 fx hans stadige drømme om Meisling (Dagbøger 13.7.1871 og 9.12.1874). Sml. også Fodreise, hvor St. Peder i vægterens skikkelse viser A de forskellige drømme: »Snart mættede [drømmene] de Hungrige paa Straaleiet, og snart satte de en kjær Afdød lyslevende igjen tilbage i den gamle Huuskreds« (80), samt Skyggebilleder kap. III.

223.1-2om vi kunne ... paa Læben] jvf. Matthæus 12.36. - 4 disputerede] diskuterede. - 9-12De talte ... løbe over] jvf. tidens politiske diskussion, der kulminerede med Treårskrigen med Tyskland. - 29Adresse-Contoiret] kontor der videregav oplysninger af den type som nu findes i avisernes rubrikannoncer.

224.4-5Frederiks Hospital] i Bredgade 68, det nuværende Kunstindustrimuseum. - 15Volonteurer] medicinske studenter, som gør gratis tjeneste på hospital som led i uddannelsen.

225.3den blaa Drengeskole] Det kgl. Opfostringshus, der fra 1775 lå i St. Kongensgade 269 (nu nr. 108) med udgang til Bredgade overfor Frederiks Hospital. Eleverne bar blå uniformer, deraf skolens navn. - 4arrivere] komme. - 6Kjæmpe-Agaven] A-americana, hører hjemme i Mexico og blomstrer efter 6-10 års forløb, i danske drivhuse dog først efter 40-60 år. I 1836 blomstrede således en 60-årig 6 m høj agave i Kbh. - 18det lille Theater] »Kalkeballen« på hjørnet af St. og Lille Kannikestræde, nedrevet 1918 (se Robert Neiiendam i: Danmark i Fest og Glæde IV. 1935. 418ff). Om A har haft forbindelse med dette teater, der kun måtte benyttes af tidens dramatiske selskaber og borgerforeninger, vides ikke. - 23ff. Sml. Hoffmanns Prinzessin Brambilla, hvor Giglio får et par briller, hvorigennem han kan se ind til tingenes inderste kerne, samt von Tütz' mikroskopiske glas i sammes Meister Floh. Jvf. også Fodreise, hvor St. Peder giver A et par briller, der sætter ham i stand til at se, »hvad der er muligt at see paa det flade Amager« (47) bl.a. »Menneskets Ønsker, Haab og Længsel« (50). Jvf. også ønsket om at have von Tütz' mikroskopiske glas (77), som gentages i Skyggebilleder (126). Motivet kendes også i folketroen, jvf. sagnet om Holger Danskes briller (Thiele2 I 21).

226.1overseer] iagttager. - 8Langelinie] før anlæggelsen af den nuværende promenade af sa. navn spadseresti ved Kastelsvolden. - 35Stænderne] rådgivende stænderforsamlinger var indført 1834. - Tiden] tidsskrift red. af V.F.Palmblad.

227.24Rhinstrømmen] jvf. MLE om A.s ophold i Holland 1866 og tur ud til »Dynerne«, »hvor et nyt, storartet Sluseværk fører Rhinen ud i Havet, og altsaa ikke, som Geographien i min Skoletid lærte mig: »Rhinen taber sig og forsvinder i Sandet«« (II 305). - 34-35en Slags Boutik] ideen forekommer allerede i Gjenfærdet ved Palnatokes Grav (1822): »Ond var han ikke, havde vor Herre sat en Glasrude paa hans 78 bare Bryst, saa at man kunde have seet hans Hjerte, da skulde enhver have fundet det lige saa rødt og godt som Præstens« (12).

228.9det orthopædiske Institut] mekanikeren J. P. Langgaard (1811-90) oprettede 1834 en ortopædisk anstalt i ejendommen Store Tuborg på Strandvejen og ledede den til 1851 med hjælp fra fremtrædende læger. (Venligst oplyst af prof. dr. Egill Snorrason med henv. til Da. biogr. Leks. VIII. 1981.514-15). 24-25den lille Trækasse paa Taget] den berømte kasse fra A.s barndomshjem: »Fra Kjøkkenet kom man ad en Stige op paa Loftet, hvor der i Tagrenden, mellem vort og Naboens Huus stod en Kasse Jord med Purløg og Persille, min Moders hele Have« (MLE I 28). Endnu i KES (10) er den placeret oppe på taget, men her og i Sneedronningen (II 50) udenfor et tagkammervindue. - 32Dueslag] egl. aflukke for duer; her brugt spøgende om utroskab og hykleri (jvf. ODS u. Dueslag). - 35Rosenborg] lystslot i Kbh. bygget af Christian IV 1608-17. - 37Dalai-Lama] overhoved for de tibetanske buddhister; her: en højeste autoritet, jvf. også At være (209).

229.11-12Et russisk Bad] jvf. Alm 18.3.1838: »Første Gang i mit Liv været i rusisk Dampbad, det er en barbarisk Oplevelse, jeg har Knive i Maven er ellers, paa Træthed nær meget vel.« 19.3.: »Jeg er paa Ryggen blaa og grøn af at have ligget i Dampbadet.« Det første dampbad var iøvrigt åbnet i Amaliegade i 1828. - 22spansk Flueplaster] plaster med bl.a. pulveriseret spanskflue (plasterbille), hvis blod indeholder et ætsende stof, cantharidin, der fremkalder blærer i huden. A kendte kuren af personlig erfaring, se fx BHW I 239 og BHH 192. - 34Copister] skrivere, underordnede embedsmænd.

230.3ueffent] ulige, forkert. - 6Concepter] kladde; her antagelig fejl for excerpt: uddrag. - 22Brødtræet] se n.t. I 221.6. - 39-40abgeschmackt] smagløst. - 43-231.1Forskjellen ... Hukommelse] jvf. digteren Castellis svar på Naomis påstand om, at digtere må føle varmere, ædlere og bedre end andre mennesker i KES: »Det tør jeg ikke give Dem Ret i, de fleste Digtere have kun det Fortrin for andre Mennesker, at de kunne bedre erindre og anvende, bedre udtale hvad de føle og tænke!« (228).

231.10bag Børsen] i Børsgade i »De syv Søstre« (nedrevet 1900 til fordel for Privatbankens bygning). - 25Fru Sigbrith] en mindelse om den strandede roman Christian den Andens Dverg (1831-32). På rejsen i 1833 fik A iøvrigt ideen til en tragedie, hvori den unge fru Heiberg skulle spille den unge Chr. II (jvf. BEC I 190). Heller ikke denne plan blev fuldført, men er sikkert en af de to tragedier, der »døde i første Scene«, som A omtaler til Signe Læssøe 1.1.1834 (BfA I 179). Ideen blev først realiseret i det romantiske drama Kongen drømmer (1844). - 35en simpel lille Gaaseurt] sml. Gaaseurten (I 177ff).

232.3-8 Sml. brev til Ludvig Læssøe 15.7.1830: »den sidste Dag, jeg var paa Hoffmannsgave, havde jeg en sand Nydelse, nemlig: jeg saae 79 Infusions-Dyr; tænk Dem: en lille Vanddraabe kun, paa Glas, og det var en heel Verden med Skabninger, hvor de største præsenterede sig som Græshopper, de mindste som Knappenaalshoveder; nogle lignede virkelige Græshopper, andre havde de meest monstreuse Skikkelser, og alle tumlede de sig imellem hverandre, og de større slugte de mindre« (BfA I 45 f). A udnyttede senere motivet i Vanddraaben (II 151-52). - 37en heel Folkekomedie] hentydning til de populære wienerkomedier og tryllefarcer, hvoraf A selv samtidig med arbejdet på Lykkens Kalosker oversatte østrigeren Raimunds Der Verschwender, En Ødeland til Det kgl. Teaters sommerspil (aldrig opført eller trykt). Copisten i Frederiksberg Have henleder tanken på Thomas Overskous Capriciosa eller Familien i Nyboder (opført 1.gang på Det kgl. Teater 11.6.1836), der markerer indførelsen af wienertryllekomedien. Capriciosa begynder netop i Frederiksberg Have. - 42 f. Sml. Hoffmanns Prinzessin Brambilla, hvor Giglio bliver fanget i et net og indespærret i et fuglebur, der iøvrigt står inde i et åbent fuglebur. Motivet er brugt i Fodreise (61), hvor to andre forbilleder også nævnes: »Rigtignok var det jo ganske romantisk at ende som Bajaset eller for at bruge et indenlandsk Exempel, som Norkros, i et Fuglebur« (64).

233.23Poppedreng] Brix 100 ser her en hentydning til tilhængerne af Heiberg, medens Niels Birger Wamberg (H.C.Andersen og Heiberg. 1971.100 f) mener, det gælder Heiberg personlig, jvf. Heibergs egen udtalelse efter modtagelsen af Tre Digtninger: »Jeg har allerede læst det Eventyr, som aabner Samlingen, og har moret mig over mangt et Indfald deri, f. Ex. over Pappegøien og dens characteristiske Declamations-Nummer« (BtA 241). Stampe 246 hævder derimod, at poppedrengen har træk fra auditør J.W. Lind (1807-91), der var kendt som en besindig, belæst men også vittig personlighed. Baggrunden for satiren var hans ægteskab med A.s ungdomselskede Louise Collin, som havde foretrukket en vittighedsmager fremfor digteren. Stampes teori er dog ret hypotetisk. Dels fordi poppedrengen »måske« er udtryk for A.s ønske om at få luft for sit nag overfor rivalen, dels siges det, at satiren er så tilsløret, at familien næppe opdagede den. Fr. Brandt mener i forlængelse af Brix, at satiren gælder heibergianeren Søren Kierkegaard, der var kommet til at såre A ved sit drilagtige og sarkastiske væsen (Den unge Søren Kierkegaard. 1929.125ff; jvf. Henning Fenger: Kierkegaard-myter og Kierkegaard-kilder. 1976.216). Topsøe-Jensen bemærker blot, at A også har tænkt på en virkelig papegøje, der tilhørte enkefru Müffelmann (HCA 142 f). - 38-39nei, lad os nu være Mennesker] collinsk familiejargon (Stampe 32).

235.13Tøi] vås. - 31ff. Skildringen af Italiensrejsen, bygget på dagbogsoptegnelser fra rejsen til Rom september 1833 (også skildret i MLE I 155-58 med henvisning til eventyret) udnyttedes senere til I 80 Vetturinens Vogn. Forspil til en paatænkt Romerfest her hjemme (1869; SS XI 425ff). - 33-34med otte Andre ... Diligence] sml. Dagbøger 19.9.1833: »lidt efter jeg var kommet i Seng bankede Conducteuren mig op, at han havde fuldop af Pasagerer, men lovede at knive en Plads [...] Postvognen var besat, havde en Dame ikke gaaet bort i Brieg var der ikke blevet nogen Plads for mig« (I 179f). - 37-38Han svævede ... Tilstand] sml. Dagbøger 16.9.1833 om rejsen fra Neuchâtel til Brig: »jeg halv sov, halv vaaged« (ib. 177). - 38-236.2Creditivet ...] jvf. brev til Edvard Collin, Paris 12.5.1833: »Jeg kan ellers ikke andet end rose mig selv, der hører bestemt Forstand til at reise (slet ikke Poesie) jeg har ordentligt maatte have Tankerne samlet og Gudskee Lov ikke glemt det aller mindste Stykke paa den hele Reise. Passet paa min Kuffert og Sac de nuit ved hver Ompakning, havde Øie paa Creditiv, Pas og Penge; tidt naar jeg blundede i Vognen drømte jeg altid at eet af disse vare borte og foer da med bankende Hjerte op« (BEC I 126). Jvf. også Dagbøger 2.5.1833 på turen fra Kassel til Frankfurt: »Jeg kunne kun blunde, og drømte da bestandigt om at jeg havde tabt noget« (I 135). Et kreditiv er en anvisning, der sætter ihændehaveren i stand til at hæve penge.

236.1Louisd'orer] fr. guldmønt. - 10-13 Verset står i Dagbøger 16.8.1833, hvor A skriver, at det er digtet i vognen ml. Dôle og den schweiziske grænse (I 159). - 14-15Granskovene syntes Lyngtoppe] sml. Dagbøger 16.9.1833, Rhonedalen i Schweiz: »Skovene saae ud som Lyng paa de høie Klipper [...] Paa Toppen af Bjergene laae Snee, Skyerne seilede over og under hinanden« (I 177). - 18-19Uh ... Alperne] sml. Dagbøger 19.9.1833, afrejsen fra Brig: »Det er en ækel Følelse jeg forlader, nær havde jeg sagt Europa dvs. denne Side af Alperne med« (I 179f). - 23-28Søen Tracymenes ... ved Veien] sml. Dagbøger 14.10.1833, rejsen fra Levane til Passignano sul Trasimeno: »Vi saae mange forskjellige Grupper, flere sorte Sviin, halvnøgne Børn passede dem eller gamle Koner der spandt. - Ved Søen Tracymenes (Hanibal) saae jeg det første Laurbærtræ [...] Solen gik just ned og gav Himlen de brillanteste Farver. - Bjergene vare klare Lilla, Solen gik ned bag en Ø der blev mørke Blaae mens hele Luften og Vandspeilet var et flammende Guld, stærke violette Skyer hang paa Himlen [...] det var et Malerie jeg aldrig glemmer« (I 212) samt 15.10.1833, fra Passignano sul Trasimeno til Foligno: »kom igjennem den Dal hvor Hannibal slog Flaminius, nu holdt Viinrankerne hinanden fredeligt i de grønne Fingre og bød os tunge Druer« (I 213). - 23Tracymenes] Lago Trasimeno, Trasimenersøen. - 25Hannibal slog Flaminius] under 2. puniske krig tilintetgjorde den karthagiske feltherre Hannibal (247-183 fkr.) romerne under Gajus Flaminius' (d. 217 f. Kr.) ledelse ved Trasimenersøen 217 f. Kr. - 30-31Veturinens] 81 hyrekuskens. - 35-36De stakkels Heste ...] sml. Dagbøger 13.10.1833, rejsen fra Firenze til Levane: »Det var en dræbende Hede! Hestene vare bedækkede som Aadsler, med Fluer« (I 211). - 38-237.3Nu sank Solen ...] sml. Dagbøger 14.10.1833 i fortsættelse af n.t. 236.23-28: »Da Solen var nede fik hele Egnen den forunderlige blaae, grønne Tone jeg har seet paa gamle Malerier, men som jeg ansaae for unaturlig« (I 212f).

237.4Maven var tom] sml. Dagbøger 18.10.1833, rejsen fra Nepi til Rom: »Sultne og udmattede af Mangel paa Søvn rullede vi mod Rom, da vi saae det i det Fjerne, var vor eneste Tanke, nu kan vi faae noget at spise« (I 216; sml. BEC 1195). - 7Vejen ... Olivenskov] sml. Dagbøger 16.10.1833 om en spadseretur fra Terni til et vandfald: »Veien gik gjennem en Olivenskov« (I 215). - 9 liggende Krøblinger] sml. Dagbøger 29.9.1833, Novi: »Gaderne vrimlede af Tiggere, og Krøblinge, de fleste Folk havde Kjæltringe Ansigter« (I 191) og 8.10.1833, rejsen fra Pisa til Firenze: »Landet var særdeles vel bebygget, men med en frygtelig Mængde Tiggere, de kastede sig formelig som Spyfluer over de Reisende; naar de forlod een Vogn styrtede de over en anden« (I 205f). - 11-12Hungerens ældste Søn ... Alder] Snarleyyaw eller den djævelske Hund. Historisk Roman af Capitain Marryat. Oversat fra Engelsk ved H.Ipsen. I-II. Kbh. 1838. A havde oversat romanens sange, og citatet var helt aktuelt, idet romanen udkom i april og juni. - 15Eccellenza, miserabili] Deres excellence, (vi er) elendige. - 21.ff. Jvf. Dagbøger 18.12.1840: »er i det skidne Oricoli, hvor Dinesen og jeg sidst [:i 1833] spiiste i Stalden« (II 83, jvf. EDB 76f). Skønt notatet tyder på, at værtshuset i eventyret er det i Otricoli, har han dog ikke overnattet der i 1833. Skildringen må derfor være sammensat af indtryk fra flere steder, hvilket støttes af Dagbøger 15.12.1840: »Vi kom til Røverhullet Pasignano, som jeg har beskrevet i Lykkens Kalosker« (II 82) samt brev til Henriette Hanck 22.1.1841: »een Nat var vi i det uhyggelige Vertshuus jeg har beskrevet Dem i »Lykkens Kalosker««. A styrter her ad en trappe, hvis »øverste Trin var belagt med nogle visse Dele, der ikke i andre Huse komme saa nær Trappen« (BHH 500), hvilket far Sv. Larsen til at formode, at der er tale om værtshuset i Otricoli (ib. 504), men stedet må være Passignano. At A har sammensat skildringen af mange indtryk, understreges af breve fra rejsen 1833 fx til Chr. Voigt 2.11.: »Italien er Phantasiens deilige Land, Alt er Malerie, men det er ogsaa en sand Svinestie; vi maatte tye ned i Staldene for ei at ædes op af Utøi i de første Gjæstgiverstæder. Vi bleve saaledes stukket af giftige Fluer, at vort Ansigt hovnede; jeg havde over 100 Stik paa den ene Haand, saa jeg vaandede mig i Smerte! Maden vi fik, svarede til dette. Tænk dig. Hanekamme stegt i Olie, raadne Æg og suur Viin« (A-iana 2 rk. I 127; jvf. også BEC I 195, BHW I 142). - 237.40det Bedste] jvf. Dagbøger 19.9.1833 ved indrejsen i Italien: »vor 82 Herre lade det Møde mig, som er det Bedste for mig!« (I 180). At A, der ofte beder denne bøn, tænker på døden, fremgår imidlertid kun af et brev til Ingemann 12.12.1837: »Beder De engang til Gud for mig, da beed ham give mig det Bedste, og det bliver vist det, som Solon erkjendte for at være bedst« (BfA I 395).

238.5den sorte Liigkiste] den alm. farve på ligkister i 1800tallet. - Solons] gr. statsmand og digter (ca. 640-560 f.Kr.). - 14Jakobs-Stige] himmelstige (jvf. 1. Mos.28.12).

83

BIND II: 1843-55

Nye Eventyr
Første Bind. Første Samling. 1844
NE 1-44

Engelen

Engelen tryktes første gang i NE 1-44, der udkom 11.11.1843.

Skønt eventyret indgår i et af de hæfter, der betegnes som A.s hovedværker, har vi ingen viden om baggrunden for dets tilblivelse. I Bemærkninger hedder det blot, at det sammen med hæftets øvrige eventyr »ere fremkomne, som ved een Gydning« (7) og i Alm 10.10.1843: »Digtet Eventyret Engelen«. Brix 140ff, der er den eneste, der har behandlet eventyret, mener at vide, at inspirationen skulle komme fra Jenny Lind, der i september 1843 besøgte København, og til hvem A ved slutningen af besøget friede.

15.23den foragtede Morgenfrue] uvist hvorfra A har denne opfattelse, idet morgenfruen, Calendula officinalis, allerede i 1600tallet var en almindelig prydplante i landsby- og købstadshaver (Folk og Flora IV.332).

16.4Skrimmelskrammel] skrammel. - Flyttedag] 24. juni; lejemål gjaldt et år ad gangen og skulle fornys årligt. - 31-32Urtegaard] blomsterhave.

Nattergalen

Nattergalen tryktes første gang i NE 1-44, der udkom 11.11.1843.

Den første spire til eventyret skal søges i en almanak-optegnelse under et ophold på Nysø 12.7.1838: »Skrevet Nattergalen og Spille Daasen«. Sidstnævnte værk er tilsyneladende senere blevet kasseret og omarbejdet til Svinedrengen (se s. 61f), medens A brugte motivet med 84 nattergalen som repræsentant for naturpoesien i Den flyvende Kuffert (I 157.33-35). Derefter hvilede ideen indtil 11.10.1843, hvor han noterer i Alm: »I Tivoli, Carstensens Aften. Begyndt det chinesiske Eventyr«, og næste dag hedder det: »endt det chinesiske Eventyr«.

Allerede ved sin åbning 15.8.1843 havde Tivoli en række »kinesiske« bygninger, et udslag af tidens sværmeri for Kina, og det er vel besøget i den nye forlystelseshave, der har givet A den umiddelbare inspiration til eventyret. A.s fascination af Kina havde rødder i barndommen (MLE I 46), og kinesiske motiver optræder flere gange i hans digtning, fx beskrivelsen af den sachsiske konges sommerresidens i Pillnitz i Skyggebilleder (97), Paradisets Have (II 145.35-146.2), BuB Syv og tyvende Aften (30-32), paraplyen i Ole Lukøie (I 175.2f), der ligner en kinesisk skål, samt Chinas Aand i Ahasverus (SS XI 593 f) (se iøvrigt A-iana 2 rk. IV 334f). Udover inspirationen fra Tivoli og A.s gamle interesse for Kina var en af de vigtigste kilder til hans Kina-billede Scribes libretto til Aubers trylleopera Den chinesiske Prins (opført 1. gang på Det kgl. Teater 29.1.1836).

Hovedtemaet, modsætningen mellem natur- og kunstpoesien, mener Brix 142ff er foranlediget af Jenny Linds besøg i København september 1843, hvor den italienske opera samtidig var på mode. Michael Schrøder foreslår derimod i Nattergalen og digteren (A-iana 3 rk. IV 287ff) en »stedvis« enklere inspiration til eventyret, idet han tager udgangspunkt i beskrivelsen af den kunstige nattergal samt Vilh. Pedersens tegning, som A selv godkendte. Hans forslag går nu ud på, at det er en nyopfunden mekanisk nattergal, som A har set under sit ophold i urmagerbyen Le Locle i Schweiz i 1833, der har været inspirationskilden. Hertil kan vel bemærkes, at Brix' og Schrøders teorier ikke udelukker hinanden.

19.13Cavaleer] overordnet hoffunktionær. - 32 en Fabel] usandfærdig og urimelig opdigtning. - 33-34den sorte Kunst] trolddom, magi. - 41Tsing-pe] måske en gengivelse af kinesisk Ch'in P'ei: »Som De behager« eller et hjemmelavet kineseri inspireret af hittebarnet Tching-Pei i Scribes Prinsen af China, hvori også forekommer personnavnene Tsing-sing og Pe-ki.

20.13Lov til at see Keiseren spise] træk fra europæisk enevælde, specielt Ludvig XIV.s hof i Frankrig.

21.2bruger sig] anvender alle sine kræfter, sparer sig ikke. - 9charmante] henrivende. - 21virkelig Kokkepige] satire over den da. rangforordning af 11.2.1717, hvor fx rangbetegnelsen justitsråd kunne forhøjes ved udnævnelse til »virkelig j.«. - 35Vand i Munden] en nattergal kan være et legetøj med vand, der klukker ved anblæsning; se Gudrun Eriksen: Rikke fra Nyboder3. 1957.59.

85

22.2.-3et Silkebaand om Benet] sml. Imp 246. - 8Spekhøker] detailforhandler af fedevarer, smør, æg, brød og diverse kolonialvarer. - 28ganske af min Skole] afgjort tilhænger af mine meninger.

23.8-10hos den virkelige Nattergal ... bestemt] sml. Recension: »En Nattergal ret snurrigt slaaer sin Trille hist bag Muren, / Men der er ei Methode i, det er jo reent Naturen« (1830; SS XII 2). - 32-36 En satire over æstetikerne af den heibergske/hegelske åndsretning, jvf. Skyggebilleder 30 og Keiserens nye Klæder (I 107ff).

24.25ff. Scenen med døden og kejseren er en bearbejdelse af Den første Aften i BuB (281 f), som A udelukkede fra den trykte udg. af frygt for at den skulle opfattes som en hentydning til Frederik VI, der netop var død 3.12.1839 (Jvf. BHH 405). Ved bearbejdelsen forstærkede A kejserens ensomhed, medens han i BuB er omgivet af hoffolk, ligesom uhyggen understreges ved personifikationen af kejserens gerninger, jvf. iøvrigt søvngængerens syner i Fodreise 40 og Ingemanns febersyner i Dagbøger 4.10.1825 (I 9).

25.10en Chineser] kinesisk porcelænsnikkedukke (jvf. Hyrdinden og Skorsteensfeieren II 93f). - 20ff. Jvf. Charlotte Bournonville: Erindringer fra Hjemmet og fra Scenen.1903.297: »En af Faders [: August Bournonville] nærmeste Venner, en meget musikalsk ung Mand, laae farlig syg, og den Sorg han følte over ikke at faae Jenny Lind at høre, bidrog ikke saa lidt til at forværre hans Tilstand. Da Jenny Lind hørte det, raabte hun: »Snälle Hrr. Bournonville, låt mig bara sjunga för sjuka mannen!« - Det var maaskee et Vovestykke at udsætte et dødssygt Menneske for en saadan Sindsbevægelse; men det lykkedes; thi efter at have hørt hendes deilige Sang [...] begyndte han at komme sig.« - 33sin Have] kirkegården.

Kjærestefolkene

Kjærestefolkene tryktes første gang i NE 1-44, der udkom 11.11.1843.

Tilblivelsestiden kendes ikke nøje, men da det af Alm fremgår, at Engelen er digtet 10.10.1843, og det i Bemærkninger siges, at alle eventyrene i hæftet »ere fremkomne, som ved een Gydning« (7), må Kjærestefolkene altså være skrevet tidligt på efteråret 1843. Under alle omstændigheder var det begivenheder i sommeren 1843, der givetvis var inspirationskilden. Skønt nedskrivningsdatoen er ukendt, kendes dog lidt til arbejdet med eventyret, idet Nicolai Bøgh, A.s unge fortrolige ven i de sidste leveår, i H.C.Andersen i det daglige Liv har fortalt om Kjærestefolkene: »Sine fleste Æventyr skrev han ned om 86 Aftenen og om Natten [...] En Aften kom han sent hjem og var meget træt, hvorfor han strax gik i Seng. Saa fik han pludselig Ideen til »Kjærestefolkene«, han stod op af sin Seng, og »halvsovende« nedskrev han dette Æventyr. Da han næste Morgen læste det igennem, syntes han, der var Noget ved det, og skrev det da om i dets nuværende Skikkelse« (Illustreret Tidende nr. 27. 2.4.1905. 385).

Den første spæde spire til eventyret findes i KES i beskrivelsen af Naomi og Christians lege: »De maatte lege, som de bedst kunde, thi alt hans egentlige Legetøi, indskrænkede sig til en Top, den maatte snurre rundt for hende, men den var ogsaa deilig; et Messing Søm skinnede midt i den, og uden om dette var malet med røde og blaae Farver.

»Det er en Blomst, som dandser!« sagde Naomi.

»Nei!« sagde Christian, »skal det ikke være vor Trold; han tjener i Møllen og vil ikke gjøre godt uden han faaer Pisk! hør hvor han brummer! see, hvor han springer!«« (21). I KES »dør« toppen dog og bliver begravet!

Eventyrets motiv: kærligheden der med årene går over og som heller ikke et gensyn kan genopvække, havde A netop i sommeren 1843 følt på sin egen krop. I 1840 havde han for første gang siden sin ulykkelige kærlighed til Riborg Voigt været i Faaborg, hvor han traf hendes familie og hendes mand, skovrider Poul Bøving. Skønt han ikke genså Riborg, var mødet med Voigts og Bøving nok: »Erindringen er igrunden meget liig med Ravperlerne, gnider man paa dem, kommer den gamle Duft« (brev til Edvard Collin 3.8.1840 (BEC I 285)). Da A ovenikøbet modtog en invitation fra vennen Christian Voigt, Riborgs broder, gennemlevede han iflg. brevet til Edvard Collin og Alm 4.8. og 9.8. svære kampe, om han skulle modtage den eller ej. Rejsen blev dog opgivet i sidste øjeblik, men i sommeren 1843 var han gæst hos baron A.C.Holsten-Charisius (1793-1879) på Holstenshus, og 9.7. noterer han i Alm: »Folkefest ved Holsteenshuus traf sammen med Riborg hendes Mand og Børn, (det er 13 Aar)«. Skønt A altså nu genså Riborg selv, må han åbenbart have fået så meget kontrol over sig selv og være kommet på en sådan distance af begivenhederne i 1831, at han iflg. almanakken besøgte familien Voigt 10.7. og 22.7., en distance som kunstnerisk manifesterede sig i Kjærestefolkene samme efterår.

27.5Saffian] fint, tyndt gede- el. fåreskind. - 5-6Frøken] indtil ca. 1850 næsten udelukkende brugt som titel for adels- og borgerdøtre, hvis fædre havde rang eller embede; normalt anvendtes jomfru.

28.16-17det aparte] det mærkelige; sml. også Den grimme Ælling (II 32.24). - 29Skarnfjerdingen] skraldebøtten. - 33Prakkere] tiggere, kæltringer.

87

Den grimme Ælling

Den grimme Ælling tryktes første gang i NE 1-44, der udkom 11.11.1843.

Om dette eventyr skriver A i Bemærkninger, at »den første Halvdeel af »den grimme Ælling« er skreven under nogle Dages Sommer-Ophold paa Gisselfeldt, og Slutningen først bragt paa Papiret et halvt Aar efter« (7). Data i dagbøgerne er sparsomme men tilstrækkelige vidnesbyrd om, at A husker fejl i 1862 ang. varigheden af arbejdet med eventyret.

Sommeren 1842 opholdt digteren sig i juli skiftevis på Gisselfeldt og Bregentved, inden han 2.8. rejste en lille månedstid til Glorup. I perioden 30.6.-7.7. gjaldt besøget Gisselfeldt, et besøg der faldt sammen med premieren på A.s vaudeville Fuglen i Pæretræet på Det kgl. Teater 4.7., og det blev modtagelsen af denne nu glemte vaudeville, der satte A.s fantasi igang. I Dagbøger 5.7. hedder det: »Stamherren [: grev Chr. Danneskiold-Samsøe] kom ind og gratulerede mig til mit Stykke igaar, han havde været i Theatret, det havde vundet meget Bifald, imidlertid fik jeg dog lirket ud af ham at der var ogsaa hysset; uagtet jeg ikke vilde det, blev jeg forstemt, drev om i Skoven og paa Marken, følte mig mindre vel! - fik Idee til »Historie om en And«, det hjalp lidt paa Humeuret« (II 273). 7.7. rejste A til Bregentved, hvis have mindede ham om en engelsk park, og hvor han i Dagbøger 8.7. bl.a. noterer: »Svanerne have Unger og ere meget irritabile« (II 275). Efter her at have set modellen til »den grimme ælling« vidner dagbogen i de flg. dage om, at A får de indtryk, der senere indgår i eventyret. Gisselfeldt 13.7.: »Hvilken Afvexling i Naturen; den grønne Havre, det gule Korn, Høet i Stakker, Storke ved Sumpene« (ib. 277); Bregentved 16.7.: »Andejagt« (ib. 278) (Brix 198 mener, at denne begivenhed skulle betegne begyndelsen til eventyrets genesis ud fra en teori om, at A skulle have overværet jagten, hvilket er lidet sandsynligt. Brix udelader imidlertid notatet om svanerne 8.7.! se også Buket 74). Bregentved 26.7.: »Begyndt igaar paa Svaneungen« (II 284). Først et år efter står der i Alm 7.10.1843: »Endt Eventyret Svaneungen«. Skønt dagbogsnotaterne tydeligt vidner om, at A allerede fra begyndelsen må have arbejdet med kombinationen and/svane, er det i sidste øjeblik, han finder på titlen Den grimme Ælling i stedet for Svaneungen, der ville berøve læseren overraskelsesmomentet i ællingens forvandling. Denne ændring må være sket mellem 7.10. og 29.10., idet man sidstnævnte dato i en foranmeldelse i Georg Carstensens Ny Portefeuille 1843.IV 158-59 kunne læse den endelige titel.

Allerede Ingemann pegede i sit takkebrev 15.11.1843 på det selvbiografiske i Den grimme Ælling (jvf. VI 153), og A indrømmede også dette direkte i et brev til den unge Georg Brandes 21.7.1869: »i »Den grimme 88 Ælling«, er en Afspeiling af mit eget Liv« (BfA II 600). Som selvbiografi er eventyret imidlertid ikke at sammenligne med Imp, hvor A på det nærmeste har flyttet sig selv og sine omgivelser til Italien, eller KES med dets portræt af faderen, der i realiteten er mere ærligt end selvbiografiernes. Andemoderen er fx ikke identisk med A.s moder. Det selvbiograflske ligger mere i tonen og stemningen og i selve motivet: enerens hårde vilkår i en uforstående, selvtilstrækkelig omverden og troen på en sejr trods alt dette.

30.2Kornet] uvist om A tænker på rug eller byg; ODS XI 111 peger indirekte på muligheden for en sammenblanding af »den grønne Have« og »Havren grøn« med henvisning til Dagbøger 13.7.1842. - 10Skræppeblade] blade af Petatites officinalis Moenck. 2.8.1842 rejste A til Glorup, kendt for sine store skræpper (jvf. Den lykkelige Familie (II 156ff)). - 16snaddre] rappe, skræppe (op); her ordspil på sladre. - 20rappede] skynde sig; ordspil på det foregående rap som lydimiterende ord.

31.22Dyrehavstiden] egl. den tid som Dyrehavsbakken i Dyrehaven nord for Kbh. havde åbent om sommeren, dengang ca. en måned omkring St.Hans; her i bet.: endnu et lille stykke tid. Iflg. Stampe 32 collinsk familie] argon, men udtrykket stammer fra J.L.Heibergs Recensenten og Dyret 3. sc. (1826; Poet. Skr. VI. 1862.154). Vogel Jørg 364f mener, at udtrykket muligvis har været et bevinget ord før Heibergs tid.

32.9en rød Klud om Benet] sml. BuB To og tyvende Aften (26), der bygger på en barndomsoplevelse af Signe Læssøe (jvf. Nicolaj Bøgh: Signe Læssøe. 1877.50). - 14kjendes af Dyr og af Mennesker] jvf. det bibelske udtr.: kendes af Gud og Mennesker. - 15-15Rap Jer ... rap] sml. Storkene (I 162.21 f). - 24aparte] se n.t. II 28.17. - 25nøfles] karnøfles, mobbes, udsættes for psykisk og fysisk overlast. - 36glattede paa Personen] pyntede på fjerdragten.

33.5den kalkunske Hane] sml. Ole Lukøie (I 171.17). - 19det er fordi jeg er saa styg] sml. Tommelise (I 56.14). - 22sorrigfuld] sorgfuld. - 30to Vildgjæs] skønt eventyret kun er delvis selvbiografisk, har A med de to uborgerlige vildgæs, der søger at lokke ællingen med sig, tænkt på digteren Carl Bagger (1807-46), hvem hæftet er dediceret, og Frederik (Fritz) Petit (1809-54), der senere oversatte A.s eventyr og Fodreise (med en biografisk indledning) til tysk. Begge, der var kendte for deres bohemeliv, havde A truffet i Sorø.

34.4den blaae Røg] sml. andejagten i Poul Møllers En dansk Students Eventyr (trykt 1843): »Den blaalige Røg, som i den blikstille Luft ikke bortvejredes af nogen Vind, stod som et Loft af Skyer over den hele Søe« (Efterladte Skrifter. III.1843.89). - 9en frygtelig stor 89Hund] en afspejling af A.s evige skræk for hunde, store som små; sml. fx også KES (161) og BHH 174 f. - 22ff.et fattigt lille Bondehuus] sml. Moderen med Barnet (Hist hvor Veien slaaer en Bugt) (1829; SS XII 49) samt den realistiske skildring af fiskerhytten i Havfruen ved Samsøe (1830; SS XII 117f):

O, der er saa lunt derinde, gamle Mutter sidder her [...]

Hist i Krogen ligger Katten, der er ei i Ungdoms Vaar [...]

Lav er Døren, uden Lukke ryster den ved Stormens Kast,

Skjøndt den nok saa godt er bunden med en gammel Strikke fast. Og endelig også romanfragmentet Christian den Andens Dverg: »Mellem [...] lave, usle Huse, klinet op af Leer og Straae, laae her et, der saa mere brøstfældigt ud end de andre, i det man ikke ret kunde afgjøre om Væggene vilde falde ind eller udad« (A-iana III 66). - 29-36.3 Jvf. A.s egen relation til det collinske hus samt Imp (241ff). - 32 Hønen] sml. med hønen i Ole Lukøie (I 174); begge høner er portrætter af Ingeborg Drewsen, Jonas Collins ældste datter, som imidlertid ikke opdragede på A, men som den eneste i familien havde frisprog overfor ham, uden at han normalt følte sig såret.

35.37-38jeg mener ... sande Venner] sml. MLE: »Alle lærte de paa mig, næsten Alle sagde, at jeg blev fordærvet af Roes, og derfor vilde de sige mig Sandhed« (I 110) og Francesca i Imp: »Jeg mener Dig det godt, jeg er den Eneste, som siger Dig Sandheden!« (214).

36.9Sneeflokke] snefnug.

37.4Ildklemmen] ildtangen. - 16Sirenerne] syrenerne.

38.15-16 en omskrivning af Aladdins slutningsmonolog (Oehl I 359f), som A forholdt sig selvfortolkende til lige fra sit første ophold hos admiral Wulff på Amalienborg i julen 1825 (Levnedsbogen 135), i eventyrene og ikke mindst i MLE, hvor det er selve udgangspunktet.

90

Nye Eventyr
Første Bind. Anden Samling. 1845
NE 2-45

Grantræet

Grantræet tryktes første gang i NE 2-45, der udkom 21.12.1844.

Der hersker delvis usikkerhed omkring omstændighederne ved eventyrets tilblivelse. Af Alm 4.12.1844: »Eventyret Grantræet« kender vi datoen for nedskrivningen, ligesom vi fra samme kilde ved, at A i de flg. dage læste dette og Sneedronningen højt for sine venner og bekendte, inden han 10.12. sluttede kontrakt med Reitzel: »2000 Exemplarer og 100 Rdlr.« 18.12. hedder det i Alm: »meget As med Correctur«, og dagen efter »Sidste Correctur«. Kun to dage efter var hæftet færdigt!

I de 18 år senere Bemærkninger hedder det: »»Grantræet« blev indgivet mig en Aften i det Kongelige Theater under Opførelsen af Operaen Don Juan, og nedskrevet seent ud paa Natten« (7f). Denne historie fik Nicolai Bøgh senere bekræftet af A.s ven komponisten J.P.E.Hartmann (1805-1900), som fortalte, »at han og A. sad ved hinandens Side og hørte Ouverturen til »Don Juan«. Med Et klappede A ham paa Skulderen og sagde: »Jeg gaar, jeg maa hjem og skrive.« Ved Scenen med Kommandanten indfandt han sig atter og sagde da: »Naa, er I ikke kommet videre? Og jeg er fix og færdig.« »Med hvad?« spurgte Hartmann. »Med et Æventyr, som skal hedde »Grantræet«« (H.C.Andersen i det daglige Liv. Illustreret Tidende. nr. 27. 2.4.1905.385). Skønt såvel A som Hartmann forbandt operaen Don Juan med Grantræet er deres oplysninger problematiske, idet operaen slet ikke blev spillet denne sæson. Ganske vist spillede man Molieres komedie af samme navn, men ikke 4.12., således at der altså heller ikke kan være tale om en forveksling af operaen og skuespillet. Iøvrigt må modsigelsen fremhæves mellem A.s bemærkning om nedskrivningen sent på natten og Hartmanns fremhævelse af, at A vendte tilbage til teatret efter at have gjort eventyret færdigt.

På baggrund af Bemærkninger og eventyrets motiv - den stadige uro og mangel på tilfredshed - har Don Juan indirekte været nævnt som inspirationskilden (William Michelsen i A-iana VIII 37). Baggrunden er dog snarere af selvbiografisk karakter og begrundet i A.s egen psyke. Allerede i Skyggebilleder (71) analyseredes motivet, og udover denne i 91 sig selv tidstypiske »interessante« selvkarakteristik (sml. Reise fra Kiøbenhavn til Rhinen. 1955.31) udfoldes motivet litterært i Agnete og Havmanden (1833) (jvf. BEC I 164).

41.5ilter med] ivrig efter.

43.29afpakket] læsset af vognen. - 32ikke uden det] ikke andre end det. - 38Fjerding] tønde (rummende målet 1/4 tønde).

44.4-5røde, blaae og hvide Smaalys] de slesvigholstenske farver; antyder at det er tysk og ikke dansk jul, der beskrives. - 8Flitter-Guld] tyndt udhamret messingblik. - 32eftersom] efterhånden som. - 35Snippen] spidsen.

45.4besynderligt] særligt. - 5Ivede-Avede] jvf. børneremsen: »Ivede avede, kivede kavede, owt de wowt de bybelo, bybelo og rangio, kallemors og dangio, drukken er vor Oldermand, derefter kommer Klodsemand« (KristBRL 278). - 5Klumpe-Dumpe ... Prindsessen] m har oprindelig »Vil I høre Historien om de fem Fingre eller den om Klodde-Hans«. Herefter følger så et første udkast til det, der senere blev til Klods-Hans (se ovf. s. 4f), idet titlen iøvrigt tydeligvis er inspireret af remsens Klodsemand. Historien om fingrene genfindes i Elverhøi (II 83.39ff). Navnet Klumpe-Dumpe er iøvrigt udviklet af Klodde-Hans, idet m har varianterne Klumbumbe og Klodderdumpe. - 17Sligt] sådan noget.

46.6artigt] morsomt. - 34sat i Væxten] tilbage i udvikling.

47.7færdige] lige. - 17Spisekammer-Historier] Hverdagshistorier i stil med Thomasine Gyllembourgs (se n.t. I 217.34). - 33gesvindt] hurtigt. - 37-38qvirre-virre-vit ... ] gl. børneremse: »Vittevittevit, min Mand er kommen, vittevittevit, hvad har han bragt? Vittevittevit, tre Mark i Lommen, dem må jeg se, om jeg kan få fat« (KristBRL 383).

48.19Bryggerkjædel] gruekedel. - 29-30forbi, forbi, og det blive alle Historier] en tankegang som A med årene stadig hyppigere gav udtryk for, kulminerende litterært i Tante Tandpine (V 213ff).

Sneedronningen

Sneedronningen blev trykt første gang i NE 2-45, der udkom 21.12.1845.

Efter udgivelsen af NE 1-44 11.11.1843 rejste A 18.11. til Nysø fuld af ideer til nye digterværker, og allerede et par dage efter sin ankomst kunne han i et brev til digtervennen Ingemann i Sorø 20.11. bl.a. fortælle: »To nye Eventyr ligge saa godt som færdige; eet, »Troldespeilet«, troer jeg, er ikke uheldigt. Fanden finder en Dag paa Noget, som 92 han har stor Fornøielse af: han skaber et Speil, der har den Egenskab, at alt Smukt og Herligt, der afspeiler sig deri, kryber sammen og bliver smaat; men hver Feil voxer og fremtræder. Gaaer der en god Tanke gjennem et Menneske-Bryst, da farer der et Griin gjennem Speilet. Efterat Jorden har afspeilet sig, flyver Fanden op mod Himlen for at Gud og Englene kunne see deri; men da griner Speilet mere og mere, alt som det nærmer sig Himlen, saa at det zittrer og falder Djævlen ud af Hænderne; det styrter mod Jorden og slaaes i Millioner Stykker; hvert af disse flyver Folk i Øinene, og da er det, de faae Øie mere for det Svage end det Fortræffelige; kommer der en Splint i Hjertet, da bliver det Grine-Mennesker, der kan grine, og det ad Alt! Nu kommer Historien i Eventyr, hvorledes Sligt fremtræder, og hvorledes, kun ved at græde dybt og skue ind i Guds Natur, Glasstumpen grædes ud!« (BfA II 23f).

Dette eventyr kendes imidlertid ikke mere, men at vi her har 1. historie i Sneedronningen er klart. Hvad angår den øvrige del af eventyret hævder Topsøe-Jensen, at brevstedet kun giver programmet for 1. historie, men heller ikke mere (Buket 92), hvad der måske beror på en læsefejl, idet Topsøe-Jensen (og Brix 154, dog med mulighed for fejlfortolkning af hans udtryksmåde) læser: »Nu kommer Historien i Eventyret«, medens BfA korrekt læser »Eventyr«, hvilket betyder at A i lighed med Hyldemoer, som han iflg. Alm afsluttede 23.11., begyndte at arbejde med genrerne eventyr og historie; i Sneedronningen dog omvendt i forhold til ovenstående citat, idet undertitlen lyder: »Et Eventyr i syv Historier«. At A iøvrigt har skrevet et større eventyr med eksempler på »Grine-Menneskers« optræden, tyder også udtrykket »hvorledes Sligt fremtræder« på.

Uvist hvorfor kasserede A eventyret og ændrede planerne på to væsentlige punkter. I Sneedronningen kan en splint af spejlet få mangfoldige følger, men det er kun splinten i form af følelseskulde, A beskriver. Endvidere ændres helbredelsesmetoden, idet A indfører Gerdas skikkelse.

Der gik over et halvt år før A tog fat på eventyret i dets nuværende skikkelse. I Bemærkninger hedder det: »Det første Capitel af »Sneedronningen« er digtet i Maxen ved Dresden, Resten herhjemme i Danmark« (8). A.s første besøg på godset Maxen, tilhørende major Serre, fandt sted 12.-18.7.1844, men hverken almanak eller dagbog fortæller, at han imellem udflugter, selskaber, oplæsninger etc. har arbejdet. På sikker grund kommer vi først 5.12.1844, hvor han noterer i Alm: »Skrevet paa Snedronningen«. Efter et notat 6.12.: »Vinduerne frosne. Middag hos Hartmanns. Skrevet paa Sneedronning[en]«, hedder det 8.12.: »Skrevet paa Sneedronningen, læst den og Grantræet hos Frøken Bülow. Endt Eventyret.« De flg. dage læste han det for en række af sine venner 93 samtidig med, at han var travlt beskæftiget med renskrivning og korrekturlæsning, inden hæftet udkom 21.12., elleve dage efter at han 10.12. havde skrevet kontrakt med Reitzel om et honorar på 100 rigsdaler for 2000 eksemplarer. Den hurtige nedskrivningsproces, almanakken vidner om, understreges iøvrigt af et brev til Ingemann 10.12.1844 (fejldateret, idet det fremgår at hæftet er udkommet): »Mit sidste Eventyr, »Sneedronningen«, har det været mig en Lyst at nedskrive; det trængte sig saaledes ind i min Tanke, at det dandsede hen over Papiret« (BfA II 106).

En lang række personlige erindringer og træk fra læsning i almindelighed og folkeeventyr i særdeleshed præger Sneedronningen (se ndf.), hvilket også gælder det overordnede motiv med troldspejlet og snedronningens figur. Ideen med troldspejlet kendes fra Ingemanns digt Konstnerens Syner, hvor der fortælles om et hulspejl, hvori »hvert Kunstværk blev et Vrængebilled, / Som med djævelsk Liighed efterabed / Alle ædle Former i Naturen [...] Hvert et Træk af Storhed eller Høihed / Blev til svulstig, unaturlig Vrængen« (Smaadigte og Reiseminder.1832.68), men skønt ligheden med A.s eventyr synes umiddelbar, tyder det ovenfor citerede brev til Ingemann 20.11.1843 ikke på, at A har været sig dette forbillede bevidst eller bekendt. Snarere synes han at være inspireret af Peregrinus Tütz' mikroskopiske glas i Hoffmanns Meister Floh, et motiv han allerede havde benyttet i Lykkens Kalosker (se n.t. I 225.33).

Snedronningens skikkelse er hentet fra folketroen og A.s minder om faderens død, idet A i MeE fortæller: »hans Liig hvilte i Sengen, jeg laae med min Moder udenfor og hele Natten peeb en Faarekylling. »Han er død!« sagde min Moder til den, »Du behøver ikke at synge efter ham; Iisjomfruen har taget ham!« og jeg forstod hvad hun meente, jeg huskede fra Vinteren, da vore Ruder vare frosne, havde min Fader viist os at der var frosset ligesom en Jomfru der strakte Armene ud; »hun vil nok have mig!« sagde han i Spøg« (21). Omend beretningen ikke findes i Levnedsbogen synes den sandfærdig.

Navnet Sneedronningen er hentet fra titlen på et ungdomsdigt, trykt i Kjøbenhavns-Posten 17.3.1829 (SS XII 270f), om en møllersvend, der skal besøge sin pige en vinteraften, men lokkes i døden af snedronningen, der rider over mark og by på den sorte sky:

»Du er mig saa smuk ved Snee-Lysets Skjær,
Jeg kaarer Dig til min Hjertenskjær,
Kom, følg mig høit paa min svømmende Ø,
Over Bjerg og Sø!«

50.36en stor Trækasse] et minde fra A.s barndomshjem i Munkemøllestræde, jvf. MLE: »Fra Kjøkkenet kom man ad en Stige op paa 94 Loftet, hvor der i Tagrenden, mellem vort og Naboens Huus stod en Kasse Jord med Purløg og Persille, min Moders hele Have; i mit Eventyr: Sneedronningen blomstrer den endnu« (I 28).Jvf. også Lykkens Kalosker (I 228).

51.11varmede de Kobberskillinger] se ogs. Lykkens Kalosker (I 231.11 f). - 15Gerda] om modellen til Gerdas skikkelse har hersket uenighed. Brix og Jensen II 383f ser således både halvsøsteren Karen Maries og Jenny Linds træk i hende, medens Sv.Larsen mener, at plejesøsteren Anne Elisabeth er forbillede (A-iana 2 rk. III 19f). Dette får stå hen i det uvisse. Derimod vides, at hun er opkaldt efter Henriette og Edvard Collins datter Gerda (1841-45), jvf. brev til Henriette Collin 9.6.1853: »Da jeg igaar, med Dampskibet »Gerda« forlod Kallundborg, tænkte jeg paa Kay og Gerda og paa hende, som Eventyrets Gerda blev kaldet op efter« (BEC II 229) (sml. også Bertha i Ole Lukøie (I 173.29 med note). - 19de hvide Bier] snefnug; alm. udtryk hos A fx SS XII 42,50, 417. - 24-25aldrig bliver hun stille paa Jorden] uroen der præger Sneedronningens væsen (jvf. 52.5-6) stemmer egentlig ikke overens med den dødlignende ro, der præger hende i Syvende Historie (74.11ff). Tage Høeg 193 peger med udgangspunkt i digtet Sneedronningens afhængighed af Goethes Erlkönig på, at eventyrets snedronning sandsynligvis oprindelig har været tænkt som et naturvæsen af samme art som den lille havfrue, idet hav- og elverfolk iflg. romantisk psykologi præges af længsel efter menneskets højere natur. Jvf. også ændringen fra digtets snedronning, der rider den sorte sky, til eventyrets, der flyver op i den sorte sky. - 37Sneeflokker] snefnug.

52.2Flor] tyndt gennemsigtigt stof. - 14Roserne] den folkelige fantasis foretrukne blomst. - 18-19Roserne ... Tale] citat fra H.A. Brorsons Den yndigste Rose er funden (1732; Den danske Salmebog nr. 98) i den i Pontoppidans Psalme-Bog (1740) optagne version; jvf. også KES (284) og Aarets tolv Maaneder (1832; SS IX 56 f).

53.14aparte] mærkeligt (se n.t. II 28.16-17). - 21Brændeglas] forstørrelsesglas. - 26-27Seer Du ... Blomster] sml. Nattergalen (II 18ff). - 34ff. Sml. KES (119 m. note). Motivet kan ikke som hævdet af Brix og Jensen II 384 være hentet fra Oehlenschlägers Erindringer, der først udkom 1850, ej heller fra hans Levnet (1830) (Rubow: Reminiscenser.1940.30), hvor der slet ikke fortælles om slædekørslerne, jvf. også Rubows senere bemærkning: »Slædekørslen er naturligvis ogsaa set og oplevet« (ib.45). - 39gesvindt] hurtigt.

54.4ff. Mennesket, der rører en ting og derpå ikke kan slippe den, er et alm. eventyrtræk, jvf. Grimms Gulddåsen og folkeeventyret om Kanen (Sv. Grundtvig: Gamle danske Minder. II.1857.200f).- 21 er det at fryse] sådan er det at fryse. - 32-34glemt ... der hjemme] alm. eventyrtræk, se fx Grimms Rolands Kæreste, Den rette Brud, 95 Trommeslageren samt De to Kongebørn, hvor kysset også får en til at glemme. - 34ikke flere Kys] folketroens og eventyrets tretal.

55.1Indvaanere] indbyggere, sml. Lille Tuk (II 126.13); - 27ff. Såvel motivet med at drage ud i verden ad søvejen som ofringen af ens kæreste ejendom er alm. træk i folkeeventyret; sml. Ajut og Anningat (Winther 47f) samt Historien om en Moder (II 160f).

56.23Huus ... Træ-Soldater] sml. beskrivelsen af bogtrykker Iversens landsted Marieshøj udenfor Odense i MLE: »Dette Sted var mig i min tidligste Barndom Idealet af et Landsted [...] Ud til Canalen, hvor Skibene gik forbi, var anlagt et lille Batteri med Trækanoner, der var en Vagtbygning og Skilderhuus med Træ-Soldat, ganske barnagtigt smukt« (I 107) (jvf. også A-iana VII 19ff). - 30Krog-Kjæp] kæp der er krum i den ene ende eller forsynet med en krog. - 31Solhat] malet eller stofbetrukket kyse af pap, der specielt blev brugt i høsttiden.

57.10Daglyset] dagslyset. - 19-20alt som hun ... Kay] alm. eventyrtræk, jvf. Prins Lindorm (Bødker 16f) og Grimms version af Snehvide; i begge eventyr får kammen den, der bliver redt, til at falde i en dyb søvn; samt Den gamle i Skovhytten (Winther 61f), hvor opholdet hos den gamle i hytten er forbundet med glemsel. A værger sig iøvrigt mod misforståelser af noget ondt gennem bemærkningen om at den gamle kone trolder for sin fornøjelse. - 24-25i hvor deiligt de blomstrede] hvor dejligt de end blomstrede.

58.7varme Taarer] iflg. folketroen havde tåren en forløsende kraft, jvf. også slutningen samt De vilde Svaner (I 134.4 m. note). - 19ff. Blomsternes historie, som kan være inspireret af Atterboms Blommorna (1812), har næppe hørt med i Troldspeilet, men af brevet til Ingemann 20.11.1843 (se ovf.) ses hvordan disse, for handlingen uvedkommende, små historier har presset sig på: »Jeg har en Masse af Stof, mere end til nogen anden Digte-Art; det er tidt for mig, som hvert Plankeværk, hver lille Blomst sagde: »See lidt paa mig, saa skal min Historie gaae op i Dig!«, og vil jeg det, saa har jeg Historien« (BfA II 95). - 25Hindue-Konen] hinduerne praktiserede i vidt omfang enkebrænding. - 34Convolvolus] snerle. - 36Evigtgrønt] singrøn, Vinca minor.

59.10Sommergjæk] vintergæk. - 26Hyazinterne] iflg. den gr. mytologi kom Apollon ved en fejltagelse til at dræbe sin yndling Hyakinthos, af hvis blod blomsten spirede. I Album (231) findes et brev fra biskop Frederik Plum i Odense dateret 23.2.1820 til N.Hofman Bang, Hofmansgave, hvor sagnet er genfortalt. Det er sandsynligvis fra dette brev, at A har kendt hyacinthen som dødssymbol.

60.31Pindselillien] Narcissus pöeticus.

61.3Reenlighed er en god Ting] talemåde; jvf. Den lille Havfrue (I 100.4-5). - 26Slaaentornen] Prunus spinosa, slåenbusk.

96

62.12Kragemaal] egl. om kragernes skrig; her ordspil på bet.: uforståelig tale. - 15P-Maal] kunstsprog; jvf. Nattergalen (II 19.15). - 19-64.18 Gendigtning af folkeeventyret Munden stoppet paa Prinsessen (Sv. Grundtvigs eventyrregistrant nr. 22). A.s version er endnu en variant af det Klods Hans-motiv, han var begyndt at arbejde med i Grantræet (se n.t. II 45.5-6). - 23en Vise] er ikke fundet. - 34-35Krage søger Mage] ordsprog.

63.1han var hjemme der] bet. usikker; enten »forstod, hvad han snakkede om« eller »førte sig ugenert«.

64.5-7Pigers Piger ... Tjeneres Tjenere] sml. MLE, hvor en jøde under turen fra Wien til Prag i 1834 fortæller, at han ikke ville »være Konge, det var saa svært, men nok en Konges Kammertjener, ligesom En han havde kjendt, der var bleven saa tyk, at han ikke kunde gaae, men maatte atter holde sig igjen en Kammertjener« (I 190). - 28Stenten] overgang over et gærde.

65.23Vita] lat. liv, levnedsløb. - 30Det er kun Drømmene] se n.t. I 222.39f.

66.2-3Stilk ... Lillier] jvf. Skyggebilleder om en opførelse af Webers Oberon på Operahuset i Berlin: »Oberon laae ikke her i en solid Seng, som hos os; nei, den hele luftige Hal var begroet med Lilier og i een af disse laae han i det gyngende Bæger, og rundt om i de andre Lilier stode smilende Genier« (123); iøvrigt er den hvide lilje symbol på uskyld og kvindelig skønhed, medens den røde er kærlighedens symbol. - 18 Sml. Nattergalens forfremmelse (II 21f). - 23for den gamle Mand] til deres gamle dage; specielt Andersensk udtryk (jvf. Rubow 193).

67.20Jokeier] jockeyer; her: forridere.

68.1stiv] stædig. - sad ind] satte sig ind. - 17Bulbidere] bidske hunde; se n.t. II 34.2. - 29ff. Sml. BuB Anden Aften (4f og 282). - 32 Skovcanaillerne] A.s eget udtryk dannet i relation til kanaljefugl: kanariefugl, fordi de holdes indespærret. - 36] iflg. Brix og Jensen II 384 en erindring fra ungdomsvennen Th.Rumohrs (1807-84) Selvmorderen eller Vandring gennem Maanen og Jorden i det 33. Aarhundrede (1830), hvori forekommer en frk. Bæ, men hun er datter af månens hersker. Udover navneligheden er den meget spinkle forbindelse, at rensdyret hos Rumohr er det eneste husdyr, man har på månen.

70.11besynderlig] særdeles stor. - 23-24Bælvanter] strikket vante, hvori kun tommelfingeren er fri, luffe. - 27tviner] tuder.

71.5ff. Kilden til oplysningerne om lappernes levevis er B.M.Keilhau: Reise i Öst- og Vest-Finmarken samt til Beeren-Eiland og Spitsbergen i Aarene 1827 og 1828 (Christiania 1831), som A. var fortrolig med siden Paradisets Have (se ovf. s. 47f). - 14Blaalys] nordlys, jvf. linie 22. Egl. er blålys iflg. folketroen en flamme med blåligt skær, 97 der brænder hvor en skat er begravet eller hvor de underjordiske holder til. Her spilles vel på den sidste betydning, og samtidig gives et realistisk træk til karakteristik af de overtroiske lapper. - 35-72.3Du kan binde ... falde om] sml. Paradisets Have (I 142.32) samt udtog af tingprotokol fra Finmarken 1621, hvor en kvinde var anklaget for trolddom, bl.a. havde hun bundet knude »paa et Stykke Snöre, og blæste saa derpaa, hvorpaa der kom et andet Veir« (Keilhau 216).

72.3-5Vil Du ikke ... Snedronningen] sml. tingprotokol fra Finmarken 1626, hvor en heks bekendte, »at Nafue-Anne engang havde givet hende en Drik Mundgodt, hvoraf hun fik det, at hun kunde fare og flyve i Veiret, hvor hun vilde« (Keilhau 216). - 6-7det vil godt forslaae] det skal nok hjælpe. - 9underlige Bogstaver] sml. Keilhaus besøg i et hus ved Varangerfjorden, hvor der »vare Runer skrevne med Kridt rundt omkring paa Væggene; det var deels ganske rigtige, nemlig saadanne som findes i de gamle Runealphabeter, deels er det en Blanding af Runer og de nu brugelige Bogstaver [...] jeg saae siden ofte Skeer og andre Sager, hvorpaa Eierne havde indskaaret deres Navne med disse gamle Skrifttegn« (32f). - 32Busk ,... med røde Bær] sml. Keilhau på vejen op til Pasvik-elven: »Her saae jeg for første Gang den for sine herlige Bær i Sverige saa bekjendte Rubus arcticus; dens store blegrøde Kroner lyste overalt frem i Krattet. Men saa hyppig og frodig som den her blomstrede, kommer Frugten dog sjelden til Fuldkommenhed« (41).

73.16bad ... sit Fadervor] alm. træk fra folkeeventyret at bruge Fadervor som værn mod onde naturmagter, men forvandlingen af ordene til engle er A.s personlige, »primitive« tilføjelse. - 31Syvende Historie] 7-tallet er magisk i folketroen. - 34ff. Det ensomt beliggende trolddomspalads alm. og vigtigt element i folkeeventyret. Sml. EDB, hvor en ungarsk svinehyrde fortæller sin søn: »Paa Sletten mellem Fjeldene, hvor Du veed Vindene er lukket inde, drev jeg min Hjord, jeg drev den over Marken, hvor Vindenes usynlige Slot er reist. Man saae hverken Huus eller Tag; Vindenes Slot kan kun fornemmes! jeg drev Hjorden gjennem alle de usynlige Stuer og Sale; jeg mærkede det fuldt vel, Væggen var Storm, Døren Hvirvelvind!« (336).

74.1et lille Bjørnebal] sml. BuB Niende Aften (12). - 4Caffe-Commerts] kaffeselskab. - 20det chinesiske Spil] spil med små træplader, der kan lægges sammen til forskellige figurer. - 21Forstands Iisspillet] lån fra Novalis Heinrich von Ofterdingen. - 31Ætna] vulkan på Sicilien; Vesuv] vulkan sydøst for Napoli i Italien.

75.1-8da græd ... Gerda ... Speilkornet trillede ud af Øinene] se n.t. 58.7 og jvf. Grimms Rapunzel, hvor den blinde kongesøn drager ud i verden for at finde sin elskede Rapunzel, som troldkvinden har forvist til en udørken, og hvortil han endelig kommer: »Hendes Stemme 98 forekom ham saa bekiendt; i det samme kiendte hun ham ligeledes, og faldt ham om Halsen. To af hendes Taarer faldt i hans Øine, de bleve da igien ganske klare, og han kunne see med dem, som sædvanlig« (Lindencrone 63). - 17-19Gerda ... sund og rask] iflg. folketroen har kys en forløsende og helbredende kraft. - 20Fribrev] løsladelsestilladelse. - 26Iver] yver.

76.3rar] underlig, sær. - 10Ja Kragen er død ... det Hele] iflg. Svend Larsen (A-iana 2 rk. III 64) en hentydning til den langvarige forlovelse ml. oldfruen på Odense slot Maren Lohmann (ca. 1770-1840) og kaptajn Mouritz Hansen. De blev forlovet i 1804, og ved hans død 1834 indrykkede hans forlovede dødsannoncen og tilbød på skiftet efter ham at betale alle fordringer på boet evt. af egne midler. - 30-31uden at I ... Guds rige] frit citeret efter Matthæus 18.3.

99

Nye Eventyr
Første Bind. Tredie Samling. 1845
NE 3-45

Elverhøi

Elverhøi tryktes første gang i NE 3-45, der udkom 7.4.1845.

Eventyret er sandsynligvis skrevet i begyndelsen af 1845, idet A i et brev til sin holstenske oversætter Heinrich Zeise 10.2.1845 fortæller, at han har manuskript liggende til fire endnu utrykte eventyr (A-iana 2 rk. V 243). Og 6.3.1845 fortæller han samme, at han »har i Manuskript tre nye originale« (ib. 247). Da Hyrdinden og Skorstensfeieren og Holger Danske er skrevet henholdsvis 13.3. og 16.3. 1845, må Elverhøi være skrevet før 10.2.

Romantikkens interesse for folkesagn og folketro havde gjort elverfolk-motivet uhyre populært med en første kulmination i J.L. Heibergs nationale festspil Elverhøi (1828), som inspirerede A til digtet Klintekorset paa Møen (1830; SS XII 39f), og hvis indflydelse også spores i Dødningen (I 191.17ff). I det hele taget nævnes elverfolk ofte i hans digtning (fx Christian den Andens Dverg (A-iana III 74) og O.T. (56 f)). Under et ophold på Bregentved i sommeren 1842 aflagde A selv 20.7. besøg på Elverhøj under en udflugt til Stevns (Dagbøger II 281, BEC I 322). Men som påvist af Hans Brix (Blicher-Studier2 1967 112f) er den direkte inspiration til eventyret Blichers En Aften-Underholdning paa Dagbjerg Dos, trykt i Nordlyset 1827, men ikke optaget i de senere novellesamlinger. I stærkt forkortet form indgik den imidlertid i Høstferierne (1840), hvortil Brix og Jensen II 389 udelukkende henviser, måske pga. tvivl om A kan have kendt tidsskriftet, men uden at gøre opmærksom på, at Brix i Blicher-Studier pointerer, at det kun kan være Nordlys-versionen A har benyttet pga. de træk, der fortælles om en ung elverpige; træk, der er udeladt i Høstferierne. En anden vigtig kilde er Thiele (se ndf.), der i modsætning til Heiberg (Forerindring til Elverhøi (1828; Prosaiske Skrifter IV.1861.46)) ikke identificerer elverkongen med klintekongen, idet sidstnævnte holder til på Møn.

Endelig skal nævnes, at A ikke regnede Elverhøi blandt de »rigtige« eventyr, jvf. brev til Ingemann 10.4.1845 (BfA II 110) og brev til Zeise 100 18.4.1845, hvor han mere anser det for »en Slags Fyrværkerie end et egentlig Eventyr« (A-iana 2 rk V 255).

79.5brumler] buldrer, larmer. - 10Høien ... Hanegal] iflg. folketroen stod de af overnaturlige væsener beboede høje på gloende søjler el. pæle, når de åbnede sig ved særlige lejligheder. Der er ikke noget fast antal pæle, jvf. Blichers En Aftenunderholdning osv., hvor den bæres af »sex ildrøde Støtter« (Samlede Skrifter VIII.1921.45) og Høstferierne »tolv røde Stolper« (ib. XXIV. 1929.195). - 11-12nye Dandse, som der trampes i] bl.a. mazurka (se n.t. I 47.31-35). - 19Lygtemændene] se n.t. I 191.20.

80.2rygløs var hun] iflg. folketroen er elverpiger altid hule i ryggen. - 5flinke] hurtigt. - 6Natravnen] egl. natfugl af slægten Caprimulgidæ, karakteristisk ved sin ejendommelige skrigen og lydløse flugt, der ofte bringer den ganske tæt på mennesker. Disse egenskaber fik folketroen til at antage, at et nedmanet genfærd blev til en natravn nogen tid efter nedmaningen. - 15falder i vor Art] stemmer overens med vores væsen og karakter. - 17holder for] mener. - 21sige ikke af] ikke siger nej. - 22Aamanden] væsen der bor i åer og med spil og sang lokker mennesket til sig som sit bytte; jvf. Klokkedybet (III 98f). - 24Gravsoen] ulykkesvarslende genfærd af en so, som er blevet levende begravet. - Helhesten] iflg. folketroen trebenet (hovedløs) hest, som varsler død (jvf. Thiele2 II 292). - Kirkegrimen] nisse, der holder til i kirker, hvor den holder orden og straffer enhver utilbørlig opførsel. - 25som ikke er af vore Folk] som vi ikke bryder os om; som levn fra hedenskabet kunne elverfolket ikke lide den kristne præstestand. - 28 Bra] godt. - 34-39I Kjøkkenet ... Knaset] sml. menuen i Blichers En Aftenunderholdning osv.: »en lille Fiirbeen [...] Ørentvistragout [...] et Par smaae Edderkopper [...] med Dugsauce [...] Musefricassee [...] et lille Stykke Hugorm [...] en lille Flaggermuus« (Samlede Skrifter VIII.1921.46f). - 37Mosekonens Bryg] iflg. folketroen er den tåge, der om aftenen efter varme dage stiger op fra moser og enge, et resultat af mosekonens (ølbrygning. - Salpefervin] salpetersure salte dannes ofte på fugtige mure. - 41Duxe-Griffel] stødt skifer fra duksens (den øverste og dygtigste elev i en skoleklasse) griffel, der brugtes til at skrive på tavle med.

81.4Krølhaar] elastiske hår fra heste (hale og manke) og køer, der bruges som polstringsmateriale. - 10ff. Inspireret af no. folkeeventyr om Dovregubben i Asbjørnsen og Moe: Norske folkeeventyr (1842-44) og Asbjørnsen: Norske huldreeventyr og folkesagn (1845). - 11Dovre-Fjeld] fjeldkæde syd for Trondheim. - 12Guld-Værk] omend der blev gjort spredte guldfund i Norge i 1800tallet, blev der aldrig tale om egentlig minedrift. A.s bemærkning om at guldværket »er bedre end man troer« leder tanken hen på Kongsberg Sølvværk sydøst for Oslo, 101 grundlagt 1623 og nedlagt 1805 efter mange års underskud. Driften blev genoptaget 1816 og viste sig profitabel. - 17Klintekongen paa Møen] overnaturligt væsen, der tænkes at bo inde i klinten. Overleveringen har flere forskellige forestillinger om klintekongen, jvf. Thiele2 II 189-95, men ingen af dem taler om ægteskab ml. klintekongens datter og Dovregubben. Jvf. iøvrigt Klintekorset paa Møen (1830; SS XII 39). - 17tog sin Kone paa Kridt] ordspil på talemåden »at tage på kridt« dvs. kredit, og hentydning til klinten, der består af skrivekridt. - 20-21de blive gode nok, naar de blive gjemte] talemåde: de udvikler sig nok i heldig retning. - 25-27Jeg vilde ... lide] hentydning til den no. modvilje mod personalunionen med Sverige (siden 1814). - 38Kraftmænd] kraftkarle.

82.6gjennembagte] voksne, modne. - 17trak deres Støvler] sml. Dagbøger 13.9.1844 (II 439) samt DtB (182). - 22Nøkken] iflg. folketroen overnaturligt væsen, der i skikkelse af menneske el. hest holder til i elve, åer og søer, hvor det drager folk til sig med sit spil. - 29Hallingedands] no. folkedans fra Hallingdalen. - 32simpelt] i roligt tempo og lige taktart. - 40Commers] morskab, sjov.

83.4-11 De to elverdøtre repræsenterer tidens sværmeri for den æstetisk dannede og æteriske unge pige, som ikke mindst fru Heiberg måtte lægge skikkelse til, og som A tog afstand fra, jvf. også Skyggen. - 5-6tog en hvid Pind i Munden] iflg. folketroen blev man derved usynlig. 13-14spække ... Orme] forberede et godt måltid. - 14Elletrunte] gammel hul ellestub. - 27en norsk Vise] S.O.Wolffs (1796-1859) Hvor herligt er mit Fødeland (1822) med slutningsstrofen:

Om Kloden rokkes end, dets Fjelde
skal Stormen dog ej kunde fælde.
Som Bauta end de skulle staa,
og vise, hvor vort Norge laa.

28Bauta] bautasten.

84.1-7 A havde selv skrevet et nu tabt eventyr om fingrene, jvf. Alm 7.11.1843: »Eventyret om Fingrene« (Jvf. også Grantræet (II 45.5 m. note)). - 9Granen ... Birken] Grantræet (II 41ff). - Huldregaverne] B.S.Ingemann: Huldregaverne eller Ole Navnløses Levneds-Eventyr, fortalt af ham selv (1831); huldregaver: gaver fra huldrefolket, overnaturlige væsener, der bor i de norske fjelde, og forsynet med magisk kraft. - 10den klingrende Frost] Snedronningen (II 49ff). - 12Steenstuen] Dovregubbens hule i Dovrefjeld. - Fyrrespaanen] fyrretræsspån dyppet i harpiks, der anvendtes til belysning. - Mjød] drik af vand, gæret honning og krydderier. - 14Garboen] no., gårdboen, nisse der holder til i en gård som beskytter af kvæg o.l. - 15Sæterpigens] pige, der, vogter kvæget på sæteren dvs. græsgangene i fjeldet. - 23tage en Moster] tage en af den nye moders søstre til kone, idet de jo samtidig bliver 102 sønnernes (sted)mostre. - 26-27satte Glasset paa Neglen] vendte bunden i vejret på glasset og satte randen på neglen; forblev neglen tør, var glasset altså helt tømt. - 31Nu galer Hanen] iflg. folketroen må overnaturlige væsener forsvinde ved daggry, når hanen galer.

De røde Skoe

De røde Skoe blev trykt første gang i NE 3-45, der udkom 7.4.1845.

Om eventyrets tilblivelse kendes kun de i forbindelse med Elverhøi (se ovenfor) nævnte brevsteder til Heinrich Zeise, hvilket betyder, at det sandsynligvis er skrevet før 10.2.1845.

Allerede P.L. Møller, der i 1845 arbejdede på en Andersen-biografi til Dansk Pantheon, var opmærksom på det selvbiografiske i De røde Skoe mht. Karens optagethed af de røde sko ved konfirmationen, men A afviste i et brev 23.6.1845 til Møller denne lighed: »Confirmations-Stemningen med Støvlerne er det mig ikke bevidst foresvævede mig, da jeg skrev »De røde Skoe«, men det kan være det Samme« (BfA II 113). Med årene gik A imidlertid ind på Møllers idé, og i Bemærkninger hedder det: »I »Mit Livs Eventyr« har jeg fortalt, at til min Confirmation fik jeg første Gang Støvler, »de knirkede, da jeg gik hen over Kirkegulvet, og det frydede mig i mit Inderste, at Menigheden nu kunde høre, at Støvlerne vare nye; men min Andagt var forstyrret, jeg følte det og havde tillige en gruelig Samvittighedsqval over, at Tankerne vare ligesaa meget hos mine Støvler, som hos den gode Gud.« Erindringen herom skabte Eventyret »de røde Skoe««(8). Forklaringen på dette skift er måske at finde i et brev til Ingemann 10.4.1845, hvor han sender digterbroderen det nye eventyrhæfte: »Jeg tænker, »De røde Skoe« ville falde meest i Deres Smag; det Eventyr slutter sig ganske til de gamle Folke-Historier« (BfA II 110). A har da været mere optaget af eventyrets tematiske og strukturelle lighed med folkeeventyret end af det selvbiografiske, som snarere har ligget i underbevidstheden. Brix og Jensen II 390 vil vide at sammenligne eventyret med Grimms Pigen uden Hænder, men udover at der i begge optræder en person med afhugne lemmer, er der absolut ingen ligheder, ligesom Brix og Jensens påvisning af røde sko i Grimms Enebærtræet forekommer perifer; jvf. derimod Peder Syvs ordsprog: »Der hører mere til Dansen end et Par røde Skoe«. Motivet med Karen, der dømmes til at danse sig ihjel, kan A måske være blevet inspireret til under arbejdet med eventyrkomedien Lykkens Blomst (premiere 16.2.1845), bygget over sagnet om Liden Kirsten, der pga. 103 sin kærlighed til prins Buris blev tvunget til at danse sig ihjel af sin broder Valdemar I (jvf. O.T. (225f), hvor sagnet også nævnes med henvisning til Thiele).

85.14Straakiste] jvf, Fyens Stifts Adresse-Avis og Avertissements-Tidende 21.1.1812: »Paa den indenlandske Butik her i Byen [: Odense] er i disse Dage indsat de første Halm-Liigkister fra Landet, som vel maatte ønskes ført i Brug paa en Tid, da en Fjellekistes Bekostning overstiger den Ubemidledes Evner« (jvf. også O.T. 244,248). - 15ff. Motivet med det forældreløse barn, som idet moderen dør reddes af en velhavende dame, forekommer allerede i Christian den Andens Dverg (A-iana III 84f) og i KES (22). - 23Du er meget mere end nydelig. Du er deilig] sml. Svinedrengen (I 183.2).

86.2Saphians-Skoe] sko af fint gedeskind. - 13-14syede til et Greve-Barn ,... ikke passet] sml. MLE I 38f om faderens forgæves forsøg på at blive skomager på en herregård. - 15Blanklæder] blev pudset med blanksværte (skosværte) og regnedes for finere end det alm. brugte fedtlæder. - 19gaae til Confirmation] m har det korrekte: staae til Confirmation. - 20-30 jvf. indledningen ovf. og MLE I 50. - 29Kantor] forsanger og leder af kirkekoret ved større by kirke. - 35Altergang] konfirmationen var en betingelse for deltagelse i nadveren, og den første nadvergang var henlagt til søndagen efter konfirmationen.

87.1-3en gammel Soldat ... var rødt] jvf. Dagbøger, Paris 2.4.1843, hvor A overværede balletten La Jolie fille de Gand på Operaen: »paa Maskeraden viiste sig en rød Mand med Træ Been« (II 341). - 5,18 og 88.3-4see hvilke deilige Dandseskoe] folkeeventyrets tretal.

88.13den bittre Regnfang] Tanacetum; et afkog af plantens blomster el. frø anvendtes tidligere som lægemiddel. - 20Beenrads] egl. skelet, men her vel snarere i bet. mumie. - 40min Øxe dirrer] som bøddelens sværd i Clemens Brentano: Geschichte vom braven Kasperl und dem schonen Annerl (1838).

89.1-3Hug ikke Hovedet ... de røde Skoe] allusion til Matthæus 18.8: »hvis din hånd eller din fod forarger dig, så hug den af og kast den fra dig! det er bedre for dig at gå ind til livet vanfør eller halt end at kastes i den evige ild med begge hænder og begge fødder i behold.« - 10ff. Træk fra folkeeventyrets og -troens tretalsmagi, at Karen må angre tre gange.

90.2 Roser] almindeligt symbol på Jesu nåde; jvf. Sneedronningen. - 2ff. Sml. bondekonens oplevelse i Ingemanns Huldrega verne eller Ole Navnløses Levnets-Eventyr (1831), da hun smører øjne og øren med huldresalven: »pludselig fik Alting et ganske andet Udseende for hende. Det var som hendes lille Stue udvidede sig og blev saa høi og 104 smuk som en Kirke. Det skurede Egebord blinkede som Sølv, og hvor Solen skinnede ind gjennem Vinduerne paa de bibelske Træsnitbilleder bleve Væggene forgyldte og Billederne levende. Spurvenes Qvidren under Græstørvtaget klang hende saa lifligt som den deiligste Musik. Det syntes hende endogsaa, som der var Forstand og Mening i hvad de sang, og som de bad hverandre god Morgen og takkede den gode Gud for det deilige Foraarsveir« (14f). - 12Naade] den uventede nåde optræder her for første gang som markering af den mere ortodoxe kristelige orientering, som kommer igen i Paa den yderste Dag, Noget og Pigen som traadte faa Brødet. Iøvrigt giver ordet »Naade« dobbeltbetydning til ordet »Ret« = 1. rigtigt. 2. at gøre ret, jvf. loven vs. nåden (jvf. også F.L. Lauritzen: Religionen i H.C.Andersens eventyr i: Dansk teologisk Tidsskrift. 1950.146-51).

Springfyrene

Springfyrene tryktes første gang i NE 3-45, der udkom 7.4.1845.

Af et brev til Heinrich Zeise 10.2.1845 (A-iana 2 rk. V 243, jvf. indledning til Elverhøi s. 99) fremgår indirekte, at eventyret har ligget færdigt denne dato. Derimod kendes baggrunden for eventyrets tilblivelse, idet Edvard Collin fortæller: »Min Datter havde som Barn viist ham [:A] en Springgaas og spurgte ham da, om han troede, at den kunde springe saa høit som en Loppe. Samme Dag kom han igjen og oplæste sit Eventyr: »Springfyrene«« (A&C 460 jvf. også Nic.Bøgh: H.C.Andersen i det daglige Liv. Illustreret Tidende nr.27. 2.4.1905. 385).

Bortset fra inspirationen fra Collins datter er Springfyrene en variation af Klods Hans-motivet, som A var begyndt at arbejde med i forbindelse med Grantræet.

91.2Loppen, Græshoppen og Springgaasen] de tre konkurrenter: folketroens 3-tal. - 2Springgaasen] legetøj lavet af gåsens brystben. Ved hjælp af en pind og et snoet bånd, der er fæstnet med en klat beg, kan den bringes til at springe. - 5Springfyre] modelaps, dameven; her tillige med ordspil på ordet springe. - 6jeg giver min Datter ... springer høiest] sml. J.Swift: Gullivers Rejser, 1. del kap.3, hvor Lilleputkejseren giver embeder til dem, som kan springe højest: »Når et stort embede bliver ledigt [...] andrager fem-seks af disse kandidater kejseren om at måtte underholde Hans Majestæt med en opvisning i linedans. Og den, der springer højest uden at falde får embedet« (1966.36f) (jvf. 105 Fodreise 53). - 10-11den havde Frøken-Blod ... omgaaes med Mennesker] sml. Fodreise, den lærde mand i dødens omnibus, som ræsonnerer over lopperne: »de besidde Aand og Smag, i det de helst dvæle hos det smukke Kjøn. Men hvad vinde de ved deres Vedholdenhed og Kjærlighed? kun Forfølgelse og Død« (92). - 14havde ... Skik paa sig] havde gode manerer, levemåde. - 16gammel Familie i ... Ægypten] jvf. 2. Mos. 10.1-20, græshoppeplagen Gud sender over Ægypten for at blødgøre Faraos hjerte. - 18Herrebladene] billedkortene dvs. konge, dame og knægt.

92.6-7man kunde see ... en stræng Vinter] iflg. folketroen blev vinteren mild, hvis gåsens brystben var hvidt, og hård, hvis det var brunt. - 24falde paa] falde en ind, finde på. - 25har Been i Panden] ben i næsen; vilje og god forstand. Her tillige ordspil på at springgåsen som helhed er af ben. - 28Gaaserad] benrad; A.s eget udtryk m. ordspil på at springgåsen i virkeligheden kun er ben. - 29-30der skal ... Krop til] sml. Santas kritik af Annunziata i Imp (174).

Hyrdinden og Skorsteensfeieren

Hyrdinden og Skorsteensfeieren blev trykt første gang i NE 3-45, der udkom 7.4.1845.

Iflg. Alm blev eventyret skrevet 13.3.1845: »Ild i Røret paa min Kakkelovn. Hyrdinden og Skorsteensfeieren.« Udover denne impuls kendes intet til den personlige baggrund for eventyrets tilblivelse, idet Brix' påstand (163), at eventyret skulle være inspireret af A.s unge venner, Jonna Drewsen og Henrik Stampes kærlighedshistorie, som A var levende interesseret i, overbevisende er afvist af Stampe 116.

Arbejdet med eventyret varede ved lige til korrekturen, hvor han bl.a. endelig nåede frem til den imposante titel på figuren på det gamle skab: »Gjedebukkebeens-Overogundergeneralkrigskommandeersergeant«. Af den bevarede kladde (trykt i Buket 111-115), som er meget anderledes end den endelige version, ses tydeligt at eventyrets egentlige inspiration er af litterær karakter, nemlig E.T.A.Hoffmanns Nussknacker und Mausekönig, hvor Nussknacker beder Marie følge sig efter at musekongen er overvundet. De klatrer da op ad og ind i et udskårent skab, hvor de kryber op igennem et ærme i faderens pels, og herfra kommer de ind i Slaraffenland, som Marie rives bort fra, da hun vågner.

93.11-12Gjeddebukkebeens- Overogundergeneralkrigskommandeersergeant] 106 en sammenblanding af de to i den danske hær dengang eksisterende grader »Generalkrigscommissair«, øverste embedsmand for udskrivningsvæsenet, og »Commandeersergeant«, højeste underofficersgrad ved infanteriet (se iøvrigt E.O.A.Hedegaard i Krigshistorisk Tidsskrift XVIII. 1982.47-57). A havde selv kendt en generalkrigskommissær, kammerherre M.F.Tengnagel (1739-1815), hvor han kom som barn, og beskrivelsen af interiøret i eventyret er tydeligvis inspireret af Tengnagels bolig, som også dannede model for Det gamle Huus (II 143ff) (se iøvrigt A-iana 2 rk. III 69ff). - 18-19Skorsteensfeier] sml. beskrivelsen af Caroline Heimerans værelse i DtB, der viser, at A har set en sådan figur, ligesom porcelænshyrdinder var almindelige: »Paa sin Chiffoniere havde hun en Samling af Nuslerier [...] nydeligst vare fem smaa Porcelains-Figurer, der forestillede Amor i forskjellige Skikkelser. Først den nøgne lille Krabat med Kogger og Pile, derpaa Amor som Skorsteensfeier med Stigen «(osv.) (95). - 19saa sort som et Kul] reminiscens af børnesangen Bro, bro, brille.

94.9Chineser] træk fra Aubers og Scribes trylleopera Den chinesiske Prinds (se Nattergalen ovf. s. 84). - 21-22elleve Porcelains Koner] jvf. sagnet om Rolf Blaaskæg. - 30kunne kan.

95.6gesvindt] hurtigt - 6-7Skuffen til Forhøiningen] for at udnytte dagslyset hævede man ofte gulvet foran vinduet, hvor husmoderen havde sin daglige siddeplads, og udnyttede pladsen under forhøjningen med en skuffe. - 25Potpourrikrukke] krukke med tørrede eller saltede duftende blade til at udbrede vellugt.

96.1bruge mig] anvende alle mine evner (til at klatre op). - 21Livbaand] bælte.

97.2tænkte over] underforstået: tingene. - 8Klinke] metalkrampe som anvendtes ved reparation, klinkning, af porcelæn osv. - 22-23være saa forfærdeligt af] underforstået: stolt.

Holger Danske

Holger Danske blev trykt første gang i NE 3-45, der udkom 7.4.1845.

Om eventyrets tilblivelse kendes kun en optegnelse i Alm 16.3.1845: »skrevet Holger Danske«, men A.s kendskab til Holger Danske-sagnet var af ældre dato. Under en rejse til København i forbindelse med juleferien noterer han 19.12.1825 i Dagbøger: »i Roeskilde Kroen fik vi til Lekteure Holger Danske« (I 30). Det har her drejet sig om en eller anden af de talrige udgaver af Christiern Pedersens bearbejdelse af den franske middelalderroman Ogier le Danois, som iøvrigt også kom i en 107 ny udgave i 1842. Udover at A vel har kendt sagnet om Holger Danske i Kronborgs kasematter fra skoletiden i Helsingør, spores tydeligt en indflydelse fra Thiele1 I 24, II 80 i hans første digt over motivet Holger Danske i Digte 1830 (SS XII 123f). Som litterær baggrund kan desuden nævnes Ingemanns nationalromantiske gendigtning af folkebogen i Holger Danske (1837). Om inspirationen til eventyret, der er den første af A.s billedrækker, udelukkende skal søges i A.s gamle interesse for sagnet er uvist. Brix 210f mener på baggrund af almanakkens optegnelser om isvinteren 1845, hvor man kunne gå til Sverige, at A er blevet mindet om den tilsvarende situation i Helsingørdagene 1826-27, og at dette i forening med årsdagen for Thorvaldsens død har sat A.s fantasi igang. En anden mulighed er at læse eventyret som en replik til Heiberg i den strid, der var udløst med fru Heibergs nej til at spille hovedrollen i Maurerpigen, og som havde fundet udtryk i Heibergs kritik af A i En Sjæl efter Døden. A.s svar i EDB fik Heiberg til i digtet Kronborg (Danmark. Et malerisk Atlas (1842; Poet.Skr. VIH.1862.224)) at replicere:

Muligt er du slig en Nar,
At, hvad Andersen fortæller
Om de skjønne Dardaneller
I sin tyrkiske Bazar,
Du med Undren grebet har,
Mens du, tung af Inertie,
Gik vort eget Sund forbi,
Som ei mindre Blikket fryder,
Og hvor ingen Klage lyder
Fra det miskjendte Genie.
Gak til Nordens Dardaneller,
Bedste Pryd for Herthas Ø!

Som en afvisning af denne indirekte anklage mod A for ikke at være patriotisk er det muligt, A netop har fremdraget Holger Danske på Kronborg og rækken af berømte danskeres skæbne.

98.2f. Sml. Pontoppidans Danske Atlas II 269: »Cronborgs Slot og Fæstning er, efter Navnet, noksom bekiendt, baade uden og indenlands, særdeles hos de Nationer, som drive nogen Handel og Søefart i Øster-Søen, da deres Skibe der maa stryge Seil, og med nogle Canon-Skud hilse det Kongelige Danske Søe-Flag, som sædvanligen vayer fra een af Bastionerne«; jvf. også Chr.Winthers Sjelland (Nogle Digte 1835). - 7-13 Sml. beskrivelsen af det islagte Øresund i KES (107) samt brev til Henriette Hanck 28.10.1836 (BHH 149f). - 8 108ordenlig] fuldstændig. - 16-18han er klædt i Jern ... voxet fast] sml. Holger Danske (1830; SS XII 124):

Thi i det hvalte Kammer, hvor nu de træde ind,
See de en kraftfuld Gubbe med Haanden under Kind [...]
Han sidder i sin Rustning med Sværdet i sin Haand,
Og paa den høie Pande man læser Heltens Aand.

og Thiele1 I 24: »Midt under Loftet hang en næsten udbrændt Lampe, omkring hvilken staalklædte Kæmper sadde nedbøiede og hvilede deres Hoveder paa korslagte Arme. Da reiste den sig op, der sad ved Bordenden. Det var Holger Danske. Men i det han løftede Hovedet fra Armen, brast Steenbordet heelt igiennem, thi hans Skiæg var ivoxet.« - 22 ordenlig] rigtig. - 26 Bedstefader] modellen er A.s egen bedstefader Anders Hansen; sml. Caroline Peacheyi: H.C.Andersen: Danish Fairy Legends and Tales2. London 1853: »a likeness of his half-witted grandfather, a harmless old man, who lived in a smalt house, spending his time in carving figures out of wood, may be found in the legend of »Holger the Dane.«« (XI). Oplysningen må stamme fra A selv.

99.5Gallioner] udbygning i forstavnen af større sejlskibe. - 34Kong Knud] Knud den Store (ca. 995-1035), erobrede England 1017, konge af Danmark 1018. - 35Waldemar] Valdemar I, den Store (1131-(1157-) 1182). - 37Margrethe] Margrethe I (1353-(1375-) 1412), samlede 1397 de tre nordiske lande under Kalmarunionen.

100.8Eleonore Ulfeld] Leonora Christina Ulfeldt (1621-1698), fængslet som delagtig i ægtefællen Corfitz Ulfeldts landsforrædderi og fange i Blaataarn 1663-85. Hendes memoirer fra fængselsopholdet Jammers Minde blev først kendt og trykt 1869, men A var tidligt optaget af hendes skæbne (Jvf. Fodreise 34) og havde længe planer om at skrive en tragedie om hende (jvf Dagbøger I 176, BHH 200 og A&C IV). - 10-11Hvitfeldts] Ivar Huitfeldt (1665-1710) sprængte sig selv og sit skib Dannebrog i luften under slaget i Køge Bugt 4.10.1710. - 14Hans Egede] missionær (1686-1758). - 18-19I Bondekonens ... paa Bjelken] sml. O.T. 82. - 19Frederik den Sjette] (1768-(1808-)1839) gennemførte som regerende kronprins 1788 stavnsbåndets løsning. - 33-34Englunderne] slaget på Rheden 2.4.1801. - 35Steen Bille] Steen Andersen Bille (1751-1833), søofficer. Under slaget på Rheden var han chef for en eskadre, der skulle konvojere korn til Norge, og kom derfor ikke, som A oplyser, til at deltage i kampen.

101.8stadigt] roligt. - Sønnekonen] svigerdatteren. - 15-16Holbergs Comedier] et minde fra barndomshjemmet, hvor faderen ofte læste Holbergs komedier op, jvf. MLE I 28. - 22Almanaken ... med det Rundetaarn] Skrive og Reise-Calender for det Aar efter Christ! Fødsel 109 ... havde en tegning af Rundetårn på titelbladet. - 23Tyge Brahe] astronom (1546-1601); T.B. havde dog ingen tilknytning til Rundetårn, der opførtes af Chr.IV 1642. - 25-26den gamle Billedsnitters Søn] billedhuggeren Bertel Thorvaldsen (1770-1844), søn af billedskæreren Gotskalk T.

110

Nye Eventyr
Andet Bind. Første Samling. 1847
NE 4-47

Den gamle Gadeløgte

Den gamle Gadeløgte blev trykt første gang i NE 4-47, der udkom 3.4.1847 (ikke som BFN oplyser 6.4., jvf. Alm 3.4.: »Nye Eventyr udkommen« og 4.4.: »Faaet ialt 29 Exemplarer af Reitzel, foræret dem bort«).

Vinteren 1847 følte A sig ofte fysisk svag og utilpas, men »aandelig frisk og meget productiv«, som han fortæller sin danskfødte forlægger i Tyskland, Carl B.Lorck, i et brev 4.2.1847, hvor han også meddeler, at han udover arbejdet med DtB havde skrevet to nye eventyr, »og af disse sender jeg Dem det ene, det man ubetinget anseer for det bedste. Jeg giver Dem det til Eventyr-Samlingen, det er aldeles nyt og skal ikke blive trykt i noget Sprog før det er i Deres Udgave af Eventyrene«. At det tilsendte eventyr må være Den gamle Gadeløgte, der iflg. Alm er skrevet 2.2.1847, fremgår senere af brevet: »Den gamle Gadeløgte er ny, ja det allernyeste jeg har skrevet« (BLorck 78) og bekræftes desuden af et brev til samme 1.3.1847 (ib.86). Iøvrigt skyldtes det tildels en misforståelse og tildels pres fra Reitzels side, at eventyret først kom på dansk (brev til Lorck 9.4.1847 (ib.93) se ndf. s. 112.

Motivet med den forfængelige gadelygte er foregrebet i Fodreise, hvor vægteren fortæller om dem: »det er ganske moersomt at høre paa, hvorledes disse smaae Tingester kan sprutte af Forfængelighed, naar der først er sat Ild i deres Smule Væge, og de saa skinne en halvsnees Skridt hen ad Gaden; strax see de med saadan Foragt op paa de velsignede Guds Stjerner, der dog ere ganske andre Folk end de, baade i Henseende til Størrelse og Udødelighed, og kroe sig af deres Glands og egen ubegribelige Storhed« (44).

107.6Pælen] mens selve lygterne var af kobber, var lygtepælene malede træstolper. - 7-8Balletfigurantinde] balletdanserinde. - 9 paa Loftet] se n.t. IV 256.4. - 10-12den skulde paa Raadstuen ... ikke brugelig] tilsynet med gadebelysningen, der betaltes af private, førtes siden 1771 af magistraten. - 10Raadstuen] rådhuset på Nytorv (nu Domhuset). - 11Stadens »sex og tredive Mænd«] ved forordning af 1.1.1840 bestod 111 Københavns magistrat af 36 borgerrepræsentanter. - 13en af Broerne] dvs. brokvartererne Nørre-, Vester- eller Østerbro. - 15-17det pinte den ... Gadeløgte] A var meget optaget af sjælevandringsmotivet, sml. Fodreise 79f, hvor A træder på nogle gamle potteskår, der viser sig at have bevaret erindringen om engang at have været hans barndomsjeg, samt n.t. Lykkens Kalosker I 221.34-36. - 25ikke bedraget Løgten] vægterne havde ord for at beholde den udleverede tran og sælge den, hvorfor de ofte kaldtes »trantyve«.

108.7imellem] indimellem. - 18Fløiels-Ligvogn] rustvogne var almindeligvis betrukket med sort fløjl. - 20jeg blev reent borte] jeg blev ude af mig selv, fra sans og samling. - 34-35Trøske, der ogsaa skinner] de svampe, der angriber det rådnende træ, lyser med en svag grønlig farve.

109.1kun til visse Tider] på undersiden af St.Hansormens bagkrop findes et par fosforescerende pletter, der glimtvis udsender et stærkere grønligt lys, som kan holde sig et stykke tid, men som bl.a. straks ophører, når dyret tror sig i fare. - 12Present] gave. - 27-28Løgterne ... Løgterne] når det iflg. kalenderen var fuldmåne, blev lygterne uanset vejret ikke tændt, såkaldt magistratsbelysning. - 29-34 Om døden som den bedste gave jvf. n.t. Lykkens Kalosker I 237.40.

110.1gaae at lægge os] opgive (at søge). - 14Voxlys] var dyrere og finere end de alm. brugte tællelys. - 30Alen] 62.7 cm. - 32Klædeslister] isoleringslister af strimler af uldklæde.

111.1-2Kongressen i Wien] afholdtes 16.9.1814-10.6.1815 under deltagelse af næsten alle europæiske fyrster for at ordne de territoriale forhold efter Napoleon I.s fald. En gengivelse af det omtalte billede findes i Politikens Danmarks Historie2. 1971.416. - 3Et bornholmsk Ur] navnlig i midten af 1800-tallet blomstrede fremstillingen af standure på Bornholm, hvor en ladning engelske standure var strandet. - 4gesvindt] hurtigt. - 11Kjælderskuret] overbygning over en kælderhals. - 39Skrumpel] skrummel.

112.1Geburtsdag] fødselsdag.

Nabofamilierne

Nabofamilierne blev trykt første gang i NE 4-47, der udkom 3.4.1847 (se Den gamle Gadeløgte).

Eventyret er sandsynligvis skrevet i januar 1847, idet A i et brev til Carl B.Lorck, hans forlægger i Tyskland, 4.2.1847 fortæller, at han har skrevet to nye eventyr, hvoraf han sender det ene, Den gamle Gadeløgte 112 (se ovf. s. 110), hvorimod »Det andet Eventyr, som jeg endnu har, kan De faae i: Aus meiner Mappe« (BLorck 78). At det her drejer sig om Nabofamilierne tør sluttes af et brev til Ingemann 10.2.1847: »To nye Eventyr ere skrevne: »Nabofamilierne« og »Den gamle Gadelygte«« (BfA II 160f). Tilsyneladende har Lorck også ønsket Nabofamilierne tilsendt straks, idet A 1.3.1847 meddeler ham: »med Hensyn til Deres Ønske endnu at faae til »Eventyr-Samlingen«, det Eventyr, jeg havde tiltænkt: »Aus meiner Mappe« da vil jeg fortælle Dem, at denne Tid har ganske stillet mig paa dette Gebeet i min Digtning, og da De er saa fortræffelig [...] saa er det min fattigste Tak at bringe Dem mere, end eet Eventyr, seer De da, jeg har skrevet hele fire ny Eventyr«, hvorpå titlerne på eventyrene i NE 4-47 opregnes (BLorck 85 f). A var imidlertid også presset fra Reitzels side for at udgive dem på dansk først, og det blev sidstnævnte der sejrede (ib. 86, 93).

Om baggrunden for eventyrets tilblivelse og motivet med spurvene som repræsentanter for materialismen og roserne som billede på poesi og skønhed vides intet, men der er måske en tilknytning til herregården Nysø og det nyopførte Thorvaldsens Museum.

113.22henne] væk, borte.

114.28-34 Muligvis en personlig erindring om den unge baron Holger Stampe (1822-1904) til Nysø, til hvis fødselsdag 27.8.1840 A havde skrevet en vise, hvori det bl.a. hedder (Rigmor Stampe: Baronesse Stampes Erindringer om Thorvaldsen. 1912.73): »Har I seet vor Holger Stampe / Nøgen paa den sorte Hest [...] / Hvor man ham betragte vil, / Hvilket deiligt Muskelspil!« Også Thorvaldsen inspireredes af synet og har afbildet det på et relief i 1840 (ib. 74).

115.12et fransk Navn ... kan sige] potpourri. - 12-13bryder mig om] lægger vægt på. - 31siig mig ... hvem Du er] gammelt ordsprog.

116.2raske] dygtige. - 29ff. Sml. KES: »En sjelden Kunstner maatte han blive, eller et sølle Skrog, en Spurv med Bogguld paa Vingerne, hvem de andre Spurve derfor hugge til Blods« (40; jvf. BHH 185f). Om det stærkt personlige i billedet se HCA 221f. - 31Bogguld] bladguld.

117.9See'ken en] sml. Ole Lukøie (I 171.9). - 37mule] surmule.

118.9lykkelig] til alt held. - 20en Maler] muligvis P.C.Skovgaard (1817-75), der ofte hentede sine motiver fra Nysø og omegn (Rigmor Stampe: Baronesse Stampes Erindringer om Thorvaldsen. 1912.277). - 29sørge da ikke for] sørger da ikke over. - 32ordenlig] ligefrem.

119.33kullede] forkullede.

120.16Slottet] Christiansborg Slot. - 21-23de vare af Marmor ... Spurve-Øine] sml. Dagbøger 21.11.1833 (I 235), hvor Henrik Hertz røbede, at han ikke uden videre kunne se forskel på marmor og gips. - 11323en Metalvogn] Quadrigaen udført af H.W.Bissen (1798-1866) delvis efter Thorvaldsens udkast. - 24Thorvaldsens Museum] eventyrets slutning er delvis en anakronisme, idet selve bygningen i det væsentlige fuldendtes 1839-42, mens Thorvaldsens kiste først 6.9.1848, knap halvandet år efter eventyrets udgivelse, blev overført fra Vor Frue Kirke, hvor den havde henstået siden bisættelsen 1844. 17.9.1848 indviedes museet og blev overdraget til Københavns kommune.

121.15gjorde af] viste opmærksomhed, gjorde stads af. - 21Bygmesteren] arkitekten M.G.Bindesbøll (1800-56).

Stoppenaalen

Stoppenaalen tryktes første gang i Gæa, æsthetisk Aarbog, udg. af P.L.Møller. 1846, der udkom december 1845.

I Bemærkninger hedder det, at A blev opfordret til at skrive et eventyr om en stoppenål af Thorvaldsen under et længere besøg på Nysø i sommeren 1846, en opfordring han efterkom (7). A.s oplysninger om året 1846 beror imidlertid på en erindringsforskydning, dels fordi Thorvaldsen var død 24.3.1844, og dels fordi eventyret som nævnt blev trykt 1845. Iflg. Alm 30.8.1845 er det da også skrevet på Bregentved: »Endt Stoppenaalen; reenskrevet.« 19.9.1845 sendte han det sandsynligvis til sin tyske oversætter Heinrich Zeise (A-iana 2 rk. V 262), men det blev dog ikke medtaget i eventyrudvalget 1846.

Trods fejldateringen er oplysningerne næppe helt forkerte, idet der er verbal overensstemmelse mellem eventyrets begyndelse og det eventyr om stoppenålen, der omtales i Ole Lukøie (I 176.7-8). Eftersom sidstnævnte eventyr netop er skrevet på Nysø i sommeren 1840 (se ovf. s. 56), kan A meget vel have faet ideen af Thorvaldsen. En anden mulighed er selvfølgelig, at Thorvaldsen kan have givet A ideen i København efter at NE 1-44 var udkommet 11.11.1843.

122.8Der er Maade med] det er der grænser for. - 10Suite] følge. - 15nedrigt] dobbelt betydn.: modbydeligt og lavt.

123.15hvad der stikker under dem! jeg stikker] ordspil på stikke i betydn. »skjule sig« og »ramme med spidsen«. - 20breder] ordspil på betydn. »optræde anmassende« og »udvide sig« (pga. vandet der opløser papiret). - 22bliver] bliver ved med at være. - 36ff. Sml. n.t. Grantræet II 45.5 og Elverhøi II 84.1-7.

124.7gik jeg i Vasken] ordspil på betydn. »tabtes jeg i vasken« og »blev jeg ødelagt«. - 22-23det er ogsaa en] sikken en. - 24Frøken] se n.t. 114 II 27.5-6. - 32knækker jeg mig] brækker jeg mig, kaster op; her med ordspil på den konkrete betydn.: brækker midt over. - 34Staalmave] ordspil på betydn. »stærkt helbred« og nålen, der i sig selv er af stål; muligvis også stålkorset.

Lille Tuk

Lille Tuk tryktes første gang i NE 4-47, der udkom 3.4.1847.

Iflg. Bemærkninger er eventyret »udtænkt under et Besøg i Oldenborg« (8), men da A under sin store rejse 1845-46 både boede hos sine venner Caroline (1821-75) og Wilhelm von Eisendecher (1803-80), som da var minister i Oldenburg, på udturen (29.11.-17.12.1845) og på hjemrejsen (19.9.-5.10.1846), er en præcis datering umulig. Imidlertid er nedskrivningen først foretaget i slutningen af februar 1847. I et brev til sin danskfødte forlægger i Tyskland Carl B. Lorck meddeler A 1.3.1847, at han har skrevet fire nye eventyr, hvoraf »»lille Tuch« er mig for frisk endnu fra Pennen til at sende ud« (BLorck 86). Det tyder på, at eventyret er skrevet tilsidst, og da Skyggen blev endt 24.2., må Lille Tuk være blevet til i de flg. fire-fem dage.

I Bemærkninger hedder det, at A har nedlagt et par barndomserindringer i eventyret (jvf. ndf.), men det er tilsyneladende Ingemanns digtcyklus Sjællands Kjøbstæder (udkom i sin helhed i Samlede Skrifter IV Afd. VIII. 1845; enkelte af digtene havde været trykt tidligere), der ansporede ham. Allerede 5.8.1843 skriver A til Ingemann fra Bregentved: »Deres Idee: at give os en Samling Folke-Viser som Vignet til hver dansk By tiltaler mig i høi Grad [...], tro derfor min Spaadom: denne nye Bog bliver den Rune, som staaer længst og tydeligst paa Deres Grav« (BfA II 91), og fra samme herregårdsophold fortæller han 11.8. Jonas Collin, at han har været til kirkekoncert i Køge, hvor bl.a. Ingemanns digt om Køge blev sunget: »det er en ganske god Idee [...] jeg troer det er noget der ret egner sig for hans Geni« (BJC I 226f). Lille Tuk fremtræder som et prosaisk sidestykke til Ingemanns lyriske projekt.

125.2-5Tuk ... Gustave] en hilsen til Eisendechers for udvist gæstfrihed, idet ægteparret havde to børn, sønnen Carl (1841-1934), som kaldtes Tuch, og datteren Gustave (1842-1914). Skønt A i et utrykt brev (Laage-Petersens Samling, KB) 14.4.1847 til fru von Eisendecher fortæller, at han har tænkt på hendes børn i eventyret, har de dog kun navne tilfælles (jvf. iøvrigt også BfA II 204). - 9Geographi-Bogen] 115 J.Riise: Haandbog i Geographien for den studerende Ungdom III.1819-20 (og talrige senere udgaver) var tidens eneste (knastørre) skolebog i faget; se iøvrigt n.t. I 200.34. - 10Sjællands Stift] indtil 1922 udgjorde Sjælland ét stift. - 16den gamle Vaskerkone] antagelig et minde om A.s moder, Anne Marie Andersdatter, jvf. »Hun duede ikke« (II 310ff), evt. med træk fra farmoderen (jvf de »milde Øine« (126.7)). - 22en gammel Slagbænk] sml. beskrivelsen af barndomshjemmet i MLE I 28. - 25 426.3 Geographi-Bogen ... stole paa] jvf. Thiele2 III 45: »Vil man huske godt, hvad man om Aftenen har læst, saa lægger man Bogen under sin Hovedpude.« Sml. også Solskins-Historier (V 134.4), hvor det dog ikke betvivles i H.C.Ørsteds ånd som her. Det er ikke bogen under hovedpuden, der fremkalder Tuks drøm, som tværtimod er en belønning for hans gode handling.

126.13Kjøgehøns] hentydning til gl. børneleg, hvor den voksne tager barnet med begge hænder om hovedet og løfter det op for at »se Køgehøns«. - 13-14Indvaanere] indbyggere, jvf. Sneedronningen, hvor Kay behersker samme færdighed efter at have fået troldsplinten i øjet (II 55). - 14Slaget] træfningen ml. det sjællandske landeværn og de engelske styrker nord for Køge ved Skillingskroen 29.8.1807, hvor danskerne løb fra hinanden for englændernes angreb. - 18ligesaa mange ... Søm i Livet] dvs. få; Præstø havde 1850 951 indbyggere. - 19Thorvaldsen] efter sin hjemkomst fra Rom 1838 var T. en hyppig gæst på herregården Nysø lige uden for Præstø, hvor baronesse Christine Stampe lod opføre et atelier i haven til ham (jvf. iøvrigt Nabofamilierne (II 113ff)). - 27Valdemar] både Valdemar d. Store (1131-(1157-)82), Valdemar Sejr (1170-(1202-)1241) og Valdemar Atterdag (1321-(1340-) 75) residerede på Vordingborg Slot. - 30eet eneste] Gåsetårnet, bygget af Valdemar Atterdag.

127.2en gammel Mening] såvel i Oehlenschlägers Langelands-Reise (1805) som i Heibergs Kong Salomon og Jørgen Hattemager (1825) tales nedsættende om Korsør, jvf. også O.T.: »Vi komme tidsnok til det kjedsommelige Korsøer!« (42). Efter udgivelsen af O.T. 21.4.1836 skriver A til Signe Læssøe 3.7.1836: »I Korsør bad man mig, at jeg i næste Roman vilde sige et godt Ord for deres By, som alle Digtere vare saa slemme ved, og jeg har lovet det« (BfA I 340). Løftet blev dog ikke indfriet i KES, men først her i eventyret. - 4en Digter] Jens Baggesen (1764-1826). - 5et Skib rundt om Jorden] iflg. Fædrelandet 10.3., 7.4. og 24.5.1842 planlagde et handelshus i Korsør en jordomrejse med et nybygget barkskib. På rejsen, der skulle vare to år, kunne medtages 20-30 passagerer, og afrejsen skulle finde sted 1.10.1842. Planen vakte stor opsigt i udlandet, og såvel den danske som den preussiske konge lovede at sende naturforskere med på ekspeditionen. Ideen blev imidlertid aldrig realiseret, formentlig fordi der ikke meldte sig 116 passagerer nok til at finansiere foretagendet. Når A nu hentyder til fiaskoen, skyldtes det sikkert P.L.Møller, der indleder sin begejstrede anmeldelse af EDB i Nye Intelligensblade 29.5.1842 med disse ord: »Naar der udrustes Skibe til at omseile Jorden, er man i Almindelighed strax ivrig for at faae et Par Naturforskere med, som kunne drage Omsorg for at en saadan Reise [...] ogsaa kan bringe Udbytte, som man siger, for »Videnskaben«. Det er underligt, at man aldrig er faldet paa at engagere en Digter til at reise med, som ved Opfattelse af den ydre Natur og Menneskelivet, i deres Storhed og rige Afvexling, kunde medbringe et langt betydeligere Udbytte for Nationens Dannelse og Forædling, end den tørre systematiske Analyse af isolerede Gjenstande, som sædvanlig er Frugten af Naturforskerens Deeltagelse i en saadan Reise. Skulde denne Anskuelse nogensinde hos os finde Gjenklang, vide vi i Sandhed ingen Digter, som vi til dette Øiemed mere vilde anbefale, end Hr. H.C.Andersen.« Anmeldelsen blev genoptrykt med ændringer i P. L. Møllers Kritiske Skizzer I.1847.171ff. Iøvrigt havde A selv set skibet, jvf. Dagbøger 3.8.1842: »Gik Kl 10 1/2 over Beltet, saa Verdens Omseileren, (Vendt)« (II 286). - 6-7lige ved Porten ... Roser] en privat have med sjældne blomster lige ved byporten, som offentligheden havde adgang til, er omtalt af flere i samtiden, bl.a. Carl Bagger. Hans Mathiesens rosen-planteskole, i sin tid Nordens største, blev først grundlagt 1854. - 14Hroar] da. sagnkonge; tillægges pga. navneligheden grundlæggelsen af Roskilde (opr. Hroars kilde). - 16alle Danmarks Konger og Dronninger] siden 985 er 37 konger og dronninger begravet i Roskilde Domkirke. - 19Stænderne] ved indførelsen af rådgivende stænderforsamlinger i 1834 fik øernes forsamling sæde i Palæet i Roskilde. - 26noget Morsomt af Holbergs Comedier] allusion til Jacobs replik i Erasmus Montanus II 5 om hans lærde broder, der ikke afsig selv kan mærke, at det regner. Iøvrigt også allusion til Holbergs tilknytning til Sorø, idet han testamenterede sin formue til akademiet og er begravet i Sorø kirke. - 27Valdemar og Absalon] Valdemar d. Store og Absalon (1128-1202) voksede op som fostbrødre i Fjenneslev uden for Sorø. Absalons grav er i Sorø kirke. - 29koax] se n.t. I 54.19. - 29-30det er vaadt ... i Sorø] sml. A.s syn på Sorø og Korsør i brev til Henriette Wulff 14.7.1843: »uden disse to Familier [: Ingemanns og Hauchs] er denne By [:Sorø] mig utaalelig med samt sin udskregne Natur; her er en Kloster-Ensomhed, en skimmelgrøn Celle synes mig denne Moseplet! nei saa heller leve og dø i Korsør, der skyller dog Havet op paa de nøgne Stene, der skingrer Posthornet og Folk er altid paa Vandring; Vandring er Liv!« (BHW I 335). - 33-34en Flaske ... ud igjen] på den tid var der ingen vej gennem Sorø; man kørte ind og ud af byen ad samme vej. Billedet er iøvrigt et lån fra Carl Bagger, der 31.10.1827 i et brev fra Sorø skriver: »O Jammer, O Rædsel, i sit eet og 117 tyvende Flammeaar [...] levende at nedputtes i en veltiltoldet Tranflaske« (BtA 596f; jvf. også BEC I 273). - 34Maller] mallen (Silurus glams), en af Europas største ferskvandsfisk, levede tidligere i Sorø sø, hvor det sidste eksemplar (på 12 1/2 kg) blev fanget 1799. På A.s tid mente man, at den var importeret til Sorø af cisterciensermunkene. - 34friske rødmossede Drenge] eleverne ved Sorø Akademi; jvf. Carl Baggers selvkarakteristik i brevet af 31.10.1827: »et uskyldigt, rødmosset Æble« (BtA 596).

128.3-4uden at have Vinger...] et hyppigt motiv hos A, jvf. fx Kunstner-Livet (1830; SS XII 224) og Imp (197). - 19-20man maa ikke vide hvad der kommer] en afvisning af den fatalisme A ellers bekender sig til, jvf. fx brev til Henriette Hanck 16.5.1834: »Jeg er nu halv Tyrk og troer aldeles paa Forudbestemmelse« (BHH 470); 16.10.1840: »Tyrkerne [...] ere min Troesforvante, de veed at der er en Skjæbne!« (ib. 470) og til madam Iversen 4.1.1837: »i Tillid til Menneskets Bestemmelse er jeg ingen Christen, men en Tyrk« (BfA I 366).

Skyggen

Skyggen blev trykt første gang i NE 4-47, der udkom 3.4.1847 (se Den gamle Gadeløgte).

A skriver i Bemærkninger: »»Skyggen« blev digtet under Sommer-Opholdet i Neapel, men først nedskrevet i Kjøbenhavn« (8, jvf. MLE I 364). Denne lidt kryptiske skelnen mellem »digtet« og »nedskrevet« skal antagelig forstås således, at A skrev et første udkast i Napoli i sommeren 1846, som han bearbejdede hjemme i København, idet arbejdet kan følges gennem almanak- og dagbogsoptegnelser. Under sit ophold i Rom noterer A i Dagbøger 11.4.1846: »Gik til Getto og kom ind i en Kirke hvor der paa en Grav stod Umbra og en deilig Qvinde hugget i Marmor, ligefor en talende Mands Buste med Indskrift Nihil; hvem vare de to? en Skygge og Intet« (III 90). Eventyrets umiddelbare udgangspunkt var imidlertid A.s lidelser under varmen i Napoli, jvf. Dagbøger 8.6.1846: »Varmen vælter ned, tør neppe vove mig ud [...] Badet i Havet og følt mig vel, gik usædvanlig meget omkring i Gaderne i Eftermiddag, to Gange ned mod Molo, den sidste Gang følte jeg Mathed og naaede ind i en Caffe, drak Lemonade, men følte mig værre og værre, Heden sprak ud af alle Porer«. 9.6.: »Skrevet om Aftenen paa Historien om min Skygge« (III 126 f). Hvor langt A er nået med eventyret er uvist, men først i dagbogsoptegnelserne 16.6.- 118 21.6. noterer han under indtryk af heden og en deraf følgende stadig større følsomhed de syns- og lydindtryk, der danner grundlag for den indledende eksteriør-beskrivelse (sml. også BJC I 311, 315; MeE 187 f).

Herefter gik arbejdet i stå til februar 1847, hvor almanakken 22.2. har: »igaar endt Eventyret om Skyggen« og 24.2.: »hos Ørsteds. Skrevet Skyggen«. Vanen tro læste han eventyret op for venner og bekendte, bl.a. 26.2.1847 hos J. P. E.Hartmann og 5.3.1847 hos agentinde Margrethe C.Zinn, hvor assessor Ernst Wies ved begge lejligheder var tilhører. I et brev 6.3.1847 foreslog han A at ændre slutningen, der berettede at den lærde mand blev halshugget, til en mere ubestemt, der blot konstaterede at han var død; en henstilling A tog ad notam (H.C.Andersen: Skyggen v. H.Topsøe-Jensen. 1957.26), hvorefter Edvard Collin iflg. brev til Lorck 14.3.1847 foretog den endelige renskrift (BLorck 90).

A.s interesse for skyggemotivet kan føres tilbage til Fodreise (69f), hvor han sætter sin skygge i pant hos Jerusalems Skomager for at låne dennes 100-milestøvler. Her henvises også direkte til det litterære forbillede, A.Chamissos Peter Schlemihis wundersame Geschichte (1813) om P.S., der sælger sin skygge til djævelen for at komme i besiddelse af Fortunatus' pung; et motiv, der også kendes fra folkeeventyrene, jvf. Manden og hans Skygge (Winther 28ff) og udnyttes af E.T.A.Hoffmann i Die Abentheuer der Sylvester-Nacht (1814-15). Sidstnævnte henviser A også til i Fodreise (69f). Sml. endvidere Dagbøger 3.6.1841 under en sejlads på Donau: »Ombord er et Menneske der seer ud som min Caricatur, han er aldeles en Skygge; han er et løst Basrelief; det arme Menneske blev leet af, man tegnede ham af; jeg troer han mangle [r] sine Undertænder; han saa aldeles ud, som en Skygge« (II 241). Endelig skal nævnes, at en kim til eventyret måske er at finde i Den nye Barselstue (opført 1.gang på Det kgl. Teater 26.3.1845) om digteren, der gør lykke med et arbejde, han har stjålet fra en ungdomsven, ligesom man genfinder den lærde mands generøsitet overfor Skyggen, da vennen opdager digterens bedrageri.

129.6vant] vænnet. - 8bleve] forblev.

130.1mahogni] mahognibrune, jvf. 129.2; muligvis også ordspil på bet: flot, fin, udmærket. - 7Troldkællinger] fyrværkeri: skruptudser, kinesere. - 23-24faaer det dog ud] finder dog ud af det. - 34 Jomfruen var borte] udtryk af arkitekten M.G.Bindesbøll (1800-56), der om en marmortrappe sagde: »Jomfruen mangler« dvs. enkelhed, umiddelbarhed (se iøvrigt Carl Roos i DaStu 1941.50-54).

131.28-29en Historie ... Skygge] A. Chamissos ovf. nævnte værk.

132.1gesvindt] hurtigt. - 7-9skrev Bøger ... Smukt] centrale begreber i Goethe-humanismen og i H.C.Ørsteds filosofi, jvf. Ørsted i Album 107 119 (se også Brix 217, Rubow 82f). - 27virkeligt] ordspil på bet.: »ægte« og »eksisterende«.

133.23lakerede Støvler] lakstøvler. - 23-24Hat ... Skygge] chapeau claque.

135.5kom jeg ud] ordspil på »komme ud fra forgemakket« og »blive til, fødes«.

136.18Bad] kurbad. - 34-137.5 En hentydning til Edvard Collin, jvf. brev til E.C. fra A, London 27.6.1847: »De [er] for fornem til at ville sige Du til mig - føi! -jeg kunde næsten være forfængelig nok til en Gang at sige: Eduard skulle vi sige Du og De svarer, som jeg har ladet min Skygge svare. Ja De har vel mærket Ondskaben gjælder Dem« (BEC II 141). Baggrunden var et forslag fra A i et brev fra Hamborg til vennen 19.5.1831 om at blive dus, som E.C. afslog 28.5.1831 med bl.a. flg. begrundelse: »Der ere mange Ubetydeligheder, som Mennesker have, jeg troer, en medfødt Afskye for; jeg har kjendt et Fruentimmer, der havde en saadan Afskye for graat Papiir, at hun fik Ondt, naar hun saae det; hvorledes skal man forklare det. - Naar jeg [...] længe har kjendt et Menneske, som jeg agter og holder af, og han tilbyder mig at sige »Du«, da fremkommer denne ubehagelige uforklarlige Følelse hos mig« (BEC I 74). A tog sig afslaget meget nær og vendte talrige gange tilbage til det i såvel breve som digtning (se A&C 503-06; Stampe 198-206 samt A-iana 3 rk. IV 218).

137.10-11en deilig Kongedatter ... saae altfor godt] sml. prinsessen i Dødningen, Reisekammeraten og Klods-Hans. - 31det første] det bedste.

138.7forliebt] forelsket. - 8færdig] lige ved, ude af stand til. - 34 Hvad det maa være] hvad må det ikke være.

139.11-12jeg gifter Kongedatteren] germanisme: jeg gifter mig med kongedatteren. Iflg. Stampe 257 brugtes udtrykket »han gifter hende« netop i fornemme kredse til forskel for det dengang almindelige »han ægter hende«. Også A anvender kun »gifter« om fornemme ægteskaber med prinsesser o.l.

120

Nye Eventyr
Andet Bind. Anden Samling. 1848
NE 5-48

Det gamle Huus

Det gamle Huus blev trykt første gang i en engelsk oversættelse ved Charles B.Lohmeyer i A Christmas Greeting to my English Friends. På dansk forelå eventyret i NE 5-48, der udkom 4.3.1848.

A Christmas Greeting to my English Friends udkom i december 1847 hos A's engelske forlægger Richard Bentley, anonymt oversat af Charles Beckwith Lohmeyer, som levede i København. Honoraret var 30 pund, hvoraf A selv betalte oversættelsen. Indholdet var - efter et dedikationsforord som tak for Ch. Dickens' gæstfrihed samme år - The Old House, The Drop of Water, The Happy Family, The Story of a Mother, The False Collar, The Shadow, The Old Street Lamp. Førsteretten til at trykke de fem førstnævnte eventyr medførte, at pirattrykkere ikke kunne komme først med egne oversættelser fra en dansk udgave. De to sidstnævnte eventyr tilføjede Bentley for at øge den lille bogs sidetal med et ark til VI + 100 s. i kartonnage med typografisk ramme. Se Elias Bredsdorff: H.C.Andersen og England. 1954.153ff. og fl. st.; sa: H.C.Andersen og Charles Dickens. 1951.16ff.

8.11.1847 noterer A i Alm: »skrevet Eventyr 4 i tre Dage«, og i et brev 14.11.1847 til sin engelske forlægger Richard Bentley hedder det, »at der i den sidste Tid ere komne mig nogle nye Eventyr paa Halsen, de stikke Hovedet frem og nøde mig til ogsaa at fortælle deres Historie, jeg har saaledes fem [hertil en fodnote: »Historien om en Moder. Den lykkelige Snegle-Familie. Vanddraaben. Det gamle Huus. [Flipperne]] som min danske og tydske Boghandler gjerne ville have, men det maa være for Julen, det falder mig imidlertid ind, om De ikke har Lyst til dem, om De troer at en lille Bog [...] kunde tage sig ud som en Julebog fra mig i Engeland, »Julehilsen til mine engelske Venner, fem nye Eventyr«« (Elias Bredsdorff: H.C.Andersen og England. 1954.153). A krævede imidlertid hurtigt svar af hensyn til sin tyske forlægger, der ellers ville få bogen, og 23.11.1847 accepterede Bentley forslaget, hvad A tydeligvis også havde forventet, idet han 21.11. havde meddelt sin tyske oversætter Heinrich Zeise, at han havde skrevet de 121 fem eventyr, men »jeg vil ikke have dem ud for det første« (A-iana 2 rk. V 283).

Inspirationen til Det gamle Huus fik A ved et besøg i Oldenburg i slutningen af 1845 hos digteren Julius Mosen, som det fremgår af MeE: »Et Træk af hans lille Søn rørte mig, han havde med stor Andagt hørt mig læse et Eventyr og da jeg den sidste Dag sagde Farvel og Moderen sagde han skulle give mig Haanden, »der gaaer maaskee mange Tider før vi seer ham igjen!«, brast Drengen i Graad og om Aftenen da Mosen kom i Theatret, sagde han: »min lille Erik eier to Tinsoldater, han har givet mig den ene til Dem at tage med paa Reisen!« Tinsoldaten har troligt fulgt med mig, det er en Maurer, maaskee fortæller han engang sin Reise« (163; sml. MLE I 337. I Bemærkninger er gaven motiveret med at A »ikke skulde være saa skrækkelig ene« (9), en tilføjelse begrundet i afsmitning fra eventyret).

143.2ff. Sml. med A.s besøg i Odense i Brudstykker af en Udflugt i Sommeren 1829, hvor han under sin rundtur i byen savnede »et gammelt Huus paa Vestergade, hvor der paa alle Bjelkerne, og langs med første Stokværk, var udskaaret Hoveder, der i meest forskjellige Stillinger rakte Tunge af Folk der gik paa Gaden« (A-iana VIII 21). Jvf. iøvrigt A-iana 2 rk. III 65ff, hvor Sv.Larsen har stedfæstet huset, der dog ved A.s besøg ikke var nedrevet men fremstod i totalt ændret skikkelse efter en gennemgribende ombygning i 1827, til Vestergade 231. - 14til Spektakel] til spot og spe, til latter. - 19 flaut] smagløst, banalt.

144.5-6Lindorme] iflg. folketroen kæmpestor menneskeædende slange eller drage. - 7en gammel Mand] generalkrigskommissær, kammerherre Michael Fabritius Tengnagel (1739-1815), der var blevet enkemand 1797 (jvf. n.t. II 93.11-12); se også A-iana 2 rk. III 69ff. - 7Skjægs-Bukser] bukser af en slags langhåret uldfløjl; om påklædningen iøvrigt sml. beskrivelsen af Knepus i KES (133) og BHH 155,162. - 11-12imellem] indimellem. - 35-37Hele Gangen ... raslede] sml. Christians besøg på Valdemars Slot på Tåsinge i KES baseret på A.s egne oplevelser fra sommeren 1830: »De mange Portraiter fra gamle Dage, Billeder af hvad Graven havde gjort til Støv, skuede ned paa ham. Ved hvert Stykke knyttede sig Historier eller Sagn, der give slige gamle Billeder en Belysning fuld af Virkning, som den Marmorstatuen faaer, naar vi beskue den ved Fakkelskjær« (34).

145.7-9Luften ... Søndag] sml. Gaaseurten (I 117.23-25) og Lykkens Kalosker (I 231.35f). - 12-13Forgyldning ... bestaaer] sandsynligvis gl. talemåde (jvf. Vogel-Jørg 278). - 26et Skilderi med en deilig Dame] sml. A.s besøg på Valdemars Slot 1830: »blandt andre [portrætter] var der en Dame af den juulske Familie, der gjorte et underligt dybt Indtryk 122 paa mig, det var det første qvindlige Ansigt der har gaaet mig til Hjertet, og jeg blev ordenlig lidt veemodig ved at tænke mig disse deilige Former opløste til Støv« (BEC I 59, jvf. KES 34).

146.10de forunderligste Karreeter] sml. KES: »En Art Caleschevogn, som man for nogle og tyve Aar tilbage brugte dem, en klodset Maskine af Træ, blaamalet og indvendig beklædt med graat Multum, rullede skrumlende hen over den ujævne Stenbro« (22).

147.19Maria] Maria Hartmann (1845-51), datter af komponisten J.P.E.Hartmann og Emma H.; jvf Bemærkninger 9, MLE II 125f. - 38Kridthuus] blikbøsse med to rum til opbevaring af kridt til regnskabsføring og småpenge. - Balsombøsse] æske med vellugtende parfume o.l.

148.21-22i sin Begravelse] i sit gravsted.

Vanddraaben

Vanddraaben blev trykt første gang i en engelsk oversættelse ved Charles B. Lohmeyer i A Christmas Greeting to my English Friends, der udkom december 1847 (se ovf. s. 120). På dansk forelå det i NE 5-48, der udkom 4.3.1848.

Eventyret tilhører den gruppe, som blev skrevet på tre dage iflg. Alm 8.11.1847 (se u. Det gamle Huus s. 120).

Iflg. Bemærkninger digtede A det for vennen H.C.Ørsted (9). Imidlertid kan A.s erindring være en reminiscens af MLE II 117, hvor han nævner Vanddraaben i forbindelse med omtalen af Ørsted, der i 1850 spøgende havde sagt til A: »Man har beskyldt Dem saa tidt for Mangel paa Studium [...] maaskee bliver De Den af Digterne, der vil udrette meest for Videnskaben«. Herpå tilføjer A: »Man vil ikke misforstaae mig, som om jeg tænkte at virke for Videnskaben i Videnskabens Betydning, nei som Digter at hente Stof fra de der lidet søgte Gruber, fra en saadan derinde er f.Ex. Eventyret »Vanddraaben«, hvilket ogsaa Ørsted i sin Bog »Aanden i Naturen« nævner, idet han fremhæver videnskabelige Opdagelser, der alt have fundet Indgang i Digterverdenen«. Hertil skal bemærkes, at Ørsted kun indirekte nævner eventyret, jvf. Aanden i Naturen2 I.1851.102.

Allerede i Risens Datter i Digte 1830 (udk. 2.1.1830) behandles motivet, idet Risen anbefaler sin datter at læse den populære ty. naturforsker J. F. Blumenbachs (1752-1840) bøger med det resultat, at »Hun snakker nok saa dristig om infusorium / Man skulde troe, hun dagligt kom paa Collegium« (SS XII 276).

123

På dette tidspunkt har A.s kendskab til infusorier antagelig kun været af teoretisk art, idet den egentlige spire til eventyret kan dateres til juli 1830, hvor han tilbragte nogle dage hos botanikeren og agronomen Niels Hofman Bang (1776-1855) på Hofmansgave. 15.7.1830 skriver A til Ludvig Læssøe: »den sidste Dag, jeg var paa Hoffmansgave havde jeg en sand Nydelse, nemlig: jeg saae Infusions-Dyr: tænk Dem: en lille Vanddraabe kun, paa Glas, og det var en heel Verden med Skabninger, hvor de største præsenterede sig som Græshopper, de mindste som Knappenaalshoveder; nogle lignede virkelige Græshopper, andre havde de meest monstreuse Skikkelser, og alle tumlede de sig imellem hverandre, og de større slugte de mindre« (BfA I 45f).

I de følgende år vendte han flere gange tilbage til motivet. I digtet Det Første og det Sidste (Phantasier og Skizzer 1831.117-19) hedder det om Jordens skabelse:

Alt var en giftig Dunst, der var ei Liv at haabe,
Men Kraften bød, og Taagen blev en Draabe,
En Draabe kun, men dog en Verden stor,
En Verdens Kugle, hvor
Sig Liv udviklet.

Også i O.T. (52) og Lykkens Kalosker I 232.3-7 berøres motivet.

Skønt A var fuldt fortrolig med og interesseret i infusionsdyrene og kan have læst om den ty. naturforsker C.G.Ehrenbergs (1795-1876) undersøgelser i en artikel af D.F. Eschricht (1798-1863) i J.F.Schouws (red.) Dansk Ugeskrift IV 1834.21-23 (heri omtales også vitalfarvning af dyr første gang på dansk), har han muligvis modtaget yderligere impulser udefra. Under et ophold på Glorup skriver A til vennen Edvard Collin 27.5.1847, at han har læst første del af E.Bulwer Lyttons (1803-73) roman Night and Morning (1841) på engelsk. Om han læste den færdig på originalsproget vides ikke, men af Dagbøger 12.7. og 16.7.1842 (II 277f), jvf BHW I 311, fremgår, at A nu læste hele romanen på dansk. Ved nedskrivningen af Vanddraaben kan han da have erindret indledningen til Fjerde bogs 1.kap.: »Dersom Du, Læser, nogensinde gjennem et Solarmikroskop har seet alle de Uhyrer, der røre sig i en Draabe Vand, har Du maaskee forundret Dig over, at saa frygtelige Ting hidtil have været Dig ubekjendte, Du har følt Væmmelse ved det klare Element, der hidtil forekom Dig saa reent, ja Du har maaskee endog halvveis indbildt Dig, at Du aldrig mere vilde drikke Vand; men den næste Dag glemte Du det hæslige Liv, som i utallige Skikkelser rørte sig for Dine Øine i hiin frugtbare lille Kugle, og gyste ikke, fristet af Din Tørst, tilbage fra det bedrageriske Krystal, endskjønt Myriader af hine skrækkelige Usynlige lemlæstede, fortærede, opslugte hinanden i den Vædske, Du saa roligt drak; det samme er 124Tilfældet med hiint øverste Stam-Element kaldet Livet. Naar Du, indsvøbt i Din blødagtige Magelighed og strækkende Dig paa Din patenterede Samvittigheds Sopha, maaske for første Gang gjennem Videnskabens Glas betragter een eneste gruelig Draabe af de Vande, der optaarne sig og med deres Saft opfylde alle Jordens Porer, som væde hvert eneste Atom, der svæver for Dine Øine eller fornemmes af Dig gjennem Følelsen, bliver Du forfærdet og utilfreds og siger ved Dig selv: »Kan sligt virkeligt være muligt? Det havde jeg aldrig drømt om før! Jeg tænkte, at det, der var usynligt for mig, heller ikke kunne være til; jeg skal erindre mig dette frygtelige Experiment«. Næste Dag er Experimentet glemt. Chemikeren kan maaskee destillere Draaben; men kan Videnskaben rense Verden?« (E.L.Bulwers samlede Skrivter XXXIII 1841.243-44). Jvf. endvidere referencen til von Tütz' mikroskopiske glas i E.T.A.Hoffmanns Meister Floh i Fodreise (77).

152.26 godt] let.

Den lille Pige med Svovlstikkerne

Den lille Pige med Svovlstikkerne blev trykt første gang i Dansk Folkekalender for 1846, udg. af Fred. Frølund (udkom december 1845).

Som vist det eneste af A.s eventyr er Den lille Pige med Svovlstikkerne skrevet til en allerede foreliggende tegning. I oktober 1845 var A tiltrådt en årelang rejse sydpå og opholdt sig 2.11.-22.11. hos hertugparret af Augustenborg på Gråsten Slot, hvor han 18.11. noterer i Alm: »Spadseret; skrevet Historien om den lille Pige med Svovlstikkerne. Faaet Brev fra Flinch«. Af Bemærkninger (9) fremgår, at xylograf A.C.F. Flinchs brev var en opfordring til at skrive et eventyr til et af tre vedlagte trykte billeder. A valgte J.Th. Lundbyes tegning af en pige, der rækker et bundt svovlstikker frem i hånden; en tegning, der tidligere havde været brugt som illustration til en lille opsats »Gjør vel, naar du giver« i Flinchs Almanak eller Huuskalender for 1843 (se Erik Dal: Den lille Pige med Svovlstikkerne. Træk af et eventyrs forhistorie og skæbne. 1956.18). Allerede næste dag, 19.11., hedder det i Alm: »Reenskrevet Eventyret om den lille Pige med Svovlstikkerne og sendt det samt Brev til Fru Drevsen« (jvf. Dagbøger III 9).

Bortset fra det bundne i motivet pga. Lundbyes tegning rummer eventyret iflg. Brix 167 minder om moderen, Anne Marie Andersdatter, der efter at have fortalt A om, hvordan hun som barn var blevet jaget ud for at tigge, men havde siddet under en bro over Odense Å og 125 grædt, tilføjede: »Jeg har aldrig kunnet bede Nogen om Noget. Da jeg sad der under Broen var jeg saa sulten; jeg dyppede da min Finger i Vandet og tog nogle Draaber paa Tungen, fordi jeg troede, det skulde hjælpe. Endelig faldt jeg i Søvn og sov til om Aftenen. Saa gik jeg hjem, og, da min Moder hørte, jeg Ingenting bragte med, skændte hun meget paa mig, og sagde, jeg var en doven Tøs« (N.Bøgh: Fra H.C.Andersens Barndoms- og Ungdomsliv. 1905.7) (jvf. også Metalsvinet s. 225).

Herudover må nævnes A.s egne oplevelser i Odense under rejsen til Gråsten. 10.11.1845 noterer han i Dagbøger: »Det er Mortens-Aften i Aften, hele Byen lugter af Gaasesteg« (III 5), en lugt der vækkede hans erindringer om barndommen og fik ham til at sammenligne sin skæbne med Aladdins i et brev til Edvard Collin dat. Odense 10.11.1845 (BEC II 32). Også beskrivelsen af kulden beroede på friske indtryk, jvf. Dagbøger 14.11.: »Kjørte fra Augustenborg i kold Luft; Hertuginden gav mig ud af Vognen sin Kaabe [...] Klokken 6 kom vi hjem, jeg meget forfrosset« (III 7), og Alm 17.11.: »Følt mig mindre vel paa Fodturen med Hertuginden, Regn og koldt«. Endelig skal nævnes mormoderen, ved hvis skikkelse A har haft sin egen farmoder for øje, idet han i m 155.24 har overstreget Far med M.

Motivet med det døende barns drømmesyner er foregrebet i Det døende Barn (Kjøbenhavnsposten 25.9.1827; SS XII 6) og Fodreise, hvor også himlen sammenlignes med »det store, evige Juletræ« (93f).

153.16Svovlstikker] almindeligvis blev svovlstikker fremstillet og forhandlet af fattige personer og tjente ofte som alibi for regulært tiggeri, der var forbudt. Svovlstikken eller friktionstændstikken var iøvrigt en ret ny opfindelse, der først blev almindelig i 1830'erne.

155.22-23i hvilken Glands ... Nytaars Glæde] reminiscens af Matthæus 25.21.

Den lykkelige Familie

Den lykkelige Familie blev trykt første gang i en engelsk oversættelse ved Charles B. Lohmeyer i A Christmas Greeting to my English Friends, der udkom december 1847 (se ovf. s. 120). På dansk forelå eventyret første gang i NE 5-48, der udkom 4.3.1848.

I Bemærkninger fortæller A, at han har fået materiale til eventyret fra herregården Glorup med dens store skræpper og vinbjergsnegle, samt at eventyret blev digtet under hans første ophold i London 1847 (9; jvf. BfA II 573). En mere præcis datering kan næppe gives, men i 126 Dagbøger 12.7.1847, London, hedder det: »tænkt paa et Eventyr, ved at huske paa Fornemheden hjemme, det kan kaldes: stort skal det være« (III 225f), hvilket H.Topsøe-Jensen tolker som kimen til eventyret i registret til Dagbøger (XII 29). I A-iana 2 rk. III 172 ser han den imidlertid i Dagbøger 21.7.1847, hvor bankieren J. Hambro »fortalte om Oste-Midden der sagde til den anden der spurgte da den saae ud af Vinduet og saae en Mark: det er Verden! og det er en Ko, det Dyr som æder der, derfor er Marken, og Pigen Malker Koen og gjør Ost af Mælken for at vi kunne have noget at leve af. Alt er til for vor Skyld« (III 232). Skønt ellers velbevandret i Holbergs forfatterskab har A tilsyneladende ikke vidst, at Hambros anekdote er et brudstykke af Moralske Fabler, 81. Fabel om Miderne (Samlede Skrifter XVIII.1942.82f).

Om eventyrets videre skæbne se ovf. u. Det gamle Huus.

156.8De store, hvide Snegle] vinbjergsneglen, Helix pomatia. - 11-12Skræpperne] tordenskræppen, Petasites. Troen på at skræppen var sået for vinbjergsneglens skyld var almindelig antaget, fordi skræppen, opr. en lægeplante, og vinbjergsneglen, der æder alle plantedele, men som ofte findes på samme sted som skræppen, iflg. traditionen indførtes af middelalderens munke. En anden tradition vil vide, at de spanske soldater i 1808 bragte vinbjergsneglen til Danmark og som føde herfor også skræppen (Folk og Fauna I.157; J.Lind: Om Lægeplanter i danske Klosterhaver og Klosterbøger. 1918.97).

157.33aparte] særligt. - 38-39har han ... paa ham] medens vinbjergsneglen holder til på jorden, sidder den alm. havesnegl ofte på urter og buske.

158.6Sorte Snegle] skovsneglen, Arion ater. - 17de hvide Myg] dansemyg, Chirominomidae. - 27Rare] sjældne.

Historien om en Moder

Historien om en Moder blev trykt første gang i en engelsk oversættelse ved Charles B. Lohmeyer i A Christmas Greeting to my English Friends, der udkom december 1847 (se ovf. s. 120). På dansk forelå det første gang i NE 5-48, der udkom 4.3.1848.

Eventyret må tilhøre den gruppe på fire eventyr, som A iflg. Alm 7.11.1847 skrev på tre dage, idet det var blandt de fem, som han tilbød sin engelske forlægger Richard Bentley 14.11.1847 (se u. Det gamle Huus), jvf. også brev til Heinrich Zeise 21.11.1847, hvor det blot nævnes 127 med titlen Moderen (A-iana 2 rk. V 283). (H. Topsøe-Jensens datering af eventyret til slutningen af januar 1848 i BHW III 178 under henvisning til, at den ty. forfatter Edmund Lobedanz (1820-82) sikkert havde hørt A læse det lige efter fuldførelsen ved et besøg hos A 1.2.1848, må bero på en fejlfortolkning af Lobedanz eller en forglemmelse, idet oplæsningen snarere har fundet sted i efteråret 1847, hvor Lobedanz ligeledes opholdt sig i Kbh.; jvf. også T-J.s korrekte datering i anden forbindelse (Buket 294), men samtidig med BHW).

I Bemærkninger fortælles, at A fik ideen til Historien om en Moder midt på gaden (9). Trods dette mener Brix 63 (modsat Brix og Jensen II 399) at se spiren i MeE, som A havde afsluttet juli 1846, i beretningen om farmoderen, der i forbindelse med A.s mæslinger, da faderen drog i krig i 1813, sagde, »at det var godt om jeg maatte døe nu, men at Guds Villie var altid den Bedste« (20). Stampe 188 vil derimod se spiren i A.s mindedigt over Ingeborg Mimi (Vulle) Collin (1837-43) i Ny Portefeuille 12.3.1843 (SS XII 352). Situationen i og baggrunden for digtet adskiller sig dog fra eventyret, idet såvel moderen, Henriette Collin som barnet lå syge; moderen kom sig, barnet døde. At denne begivenhed skulle være kimen, gør Stampe - sig selv ubevidst - lidet sandsynligt, idet hun samtidig fortæller, at A læste eventyret op for Henriette Collin uden at tænke på, at hun havde mistet en lille pige. Mere nærliggende er inspiration fra billedkunsten, hvor emnet var på mode (jvf. Det døende Barn (SS XII 6), Fodreise 93f, Engelen (II 15)). I et brev til Henriette Wulff 1.5.1839 fremhæves fra en udstilling på Charlottenborg bl.a. den ty. genremaler Th.Wellers (1802-80) »En Moder, som er indslumret ved sit syge Barns Leie«, som A symptomatisk kalder »Et døende Barn« (BHW I 257). Jvf. også Dagbøger 1.7.1846 om et besøg i Nîmes hos bageren og digteren Jean Reboul (1795-1864): »paa Væggen hang to Billeder af hans Digt: det døende Barn, Englen alvorlig, Moder[en] som sovet ind af at vaage i Smerte, et andet var Oliemaleri, der svævede Engelen bort med Barnet medens Moderen laae over Vuggen« (III 142).

Omend eventyret ikke har direkte litterære forbilleder, rummer det elementer og motiver fra såvel folkeeventyret som kunstdigtningen, jvf ndf.

Historien om en Moder var i den første nedskrift udformet som en drøm, moderen har ved barnets vugge. Denne slutning må være ændret umiddelbart efter, men har flg. ordlyd: »Og hun bøiede sit Hoved ned i sit Skjød. Da rørte hendes Mund ved Barnets Mund, det laae der i en sød, sund Søvn; og Solen skinnede paa Kinderne, saa at de saae røde ud, og da Moderen saae rundt om, sad hun i sin lille Stue; Lærken i Buret sang, som om den følte at Foraaret vilde komme; og Døden var ikke i Stuen. Moderen foldede sine Hænder, tænkte paa 128 Dødens Huus, paa Barnets Fremtid og sagde igjen: »Guds Villie skee!«« (H.C.Andersen-Manuskripter v. Paul V.Rubow.1935.10).

160.6sorrigfuld] sorgfuld.

161.11ff. moderens tre prøvelser alm. træk i folkeeventyret, jvf. Gerda i Sneedronningen (II 49ff).

163.6Pioner] pæoner, bonderoser. - 10Petersillie] persille. - 16dækket] omhyggelig plejet, »kælet for«. - 23-25jeg venter ham før jeg veed det] jeg venter ham hvert øjeblik. - 23-26lad ham ... giver Lov] sml. J.G.Herders legende Der himmlische Garten (Sämmtliche Werke herausg. von B.Suphan. XXVIII.1884.194f), hvor den rose, moderen ville plukke, var hendes egen livsblomst, men kun skytsenglen tør gøre det, når den rette time kommer. - 25svare ... til dem] stå til ansvar for dem. - tør] må. - 40-164.1Urtegaardsmand] gartner; m har »Gartner«, men A retter vel under indflydelse af bibelsk sprogbrug til det mere arkaiserende og højtidelige udtryk (sml. O.T. 74).

164.2det ubekjendte Land] tilføjelse i m, se n.t. lin. 40. - 3tør] har lov til. - 5med eet greb hun ... Blomster tæt ved] med hver hånd om én blomst. A glemmer, at den blå krokus egentlig er barnets blomst, og erstatter den med den ene af de to blomster af ukendt art. Dødens livslys og forsøget på at bytte dem om er iøvrigt alm. motiv i folkeeventyret, jvf. fx Grimms Dødens Gudsøn og det da. folkeeventyr Frisk mod (Byskov I 269f). - 18f. Sml. Voltaires Zadig - en omformning af en østerlandsk legende om englen og eremitten - hvor eremitten drukner et barn, fordi det engang enten vil blive morder eller selv blive myrdet, med den motivering, at intet er tilfældigt. »Alt er Prøve, eller Straf, eller Belønning, eller Forsyn« (oversat i Fr.Sneedorffs samtlige Skrivter IX.1777.111). - 37-38din Villie, som er den Bedste] bibelsk, jvf. tredie bøn i Fadervor; en central tanke i A.s livssyn, jvf. også I 237.40 med note samt Vintergrønt 150f. - 40det ubekjendte Land] m har »den blomstrende Have«.

Flipperne

Flipperne blev trykt første gang i en engelsk oversættelse ved Charles B.Lohmeyer i A Christmas Greeting to my English Friends, der udkom december 1847 (se ovf. s. 120). På dansk forelå eventyret først i NE 5-48, der udkom 4.3.1848.

Om Flippernes tilblivelse i efteråret 1847 kendes intet udover det ovf. u. Det gamle Huus nævnte brev til A. s engelske forlægger Richard 129 Bentley, hvor eventyret kun indirekte nævnes (se s. 120) samt et brev til Heinrich Zeise, A.s tyske oversætter, 21.11.1847, hvor han kalder det hæftets »originaleste og moersomste« eventyr (A-iana 2 rk. V 283).

Allerede i Gennaros mislykkede elskovseventyr i Imp havde A behandlet Don Juan-skikkelsen i egen indbildning (222-31), men det egentlige kim til eventyret findes i Dagbøger 2.7.1842 under et ophold på Gisselfeld: »Grev Moltke med hans Tale om V [: forstinspektør J.C.C.Wegener (1812-64)], der før kun havde en Støvleknegt og en Redekam og nu faaet Hus og Hjem, et Par Køer og Heste, det maatte jo være et heelt Himmerige« (II 271).

165.2Cavaleer] herre, der lever flot, er velklædt etc. - 2-3Støvleknægt] redskab til at tage støvler af med. - 14Livbaand] bånd, bælte der bindes omkring livet.

166.31f. Sml. Hørren (II 209f) og Laserne (V 113f).

130

Eventyr
Med Illustrationer af Vilh. Pedersen. 1850
EP-50

Hyldemoer

Hyldemoer blev trykt første gang i Gæa, æsthetisk Aarbog, udg. af P.L.Møller 1845 (udkom dec. 1844).

Under et ophold på Nysø skriver A 20.11.1843 til vennen Ingemann i Sorø: »To nye Eventyr ligge saa godt som færdige« (BfA II 93). Det ene er Troldspeilet, den oprindelige version af Sneedronningen, og det andet Hyldemoer, i hvilken anledning han føler, at han nu er kommet på det rene med at digte eventyr - en følelse, der utvivlsomt hænger sammen med diskussionen om og indførelsen af de to genrebegreber eventyr og historie (se ndf). 23.11. noterer han i Alm: »Skrevet færdig: Hyldemoer« (jvf. BEC I 344). Når der gik flere år, før A indlemmede eventyret i en samling, er forklaringen at finde i et brev til hans tyske oversætter Heinrich Zeise 6.3.1845, hvor det hedder, at da Hyldemoer »nu nyelig har staaet i denne Gæa, kommer det ikke i mine egne Samlinger« (A-iana 2 rk. V 247).

I Bemærkninger, hvor A iøvrigt fejldaterer eventyret til 1842, skriver han om motivet, at frøkornet »ligger i det af Thiele fortalte Sagn: »Der boer i Hyldetræet et Væsen, som kaldes Hyldemo'er eller Hyldeqvind. Hun hevner al Overlast, der tilføies Træet, og i Nyboder veed man at fortælle, hvorlunde en Mand, der omhuggede et Hyldetræe, pludselig døde kort derefter«« (6; jvf. Thiele2 II 282f). Den ydre ramme, motivet med den forkølede dreng, synes imidlertid inspireret af A.s egne oplevelser i sensommeren 1843 under et besøg på Bregentved, hvorfra han skriver til Jonas Collin 11.8.: »De sidste fire Dage har jeg været meget forkjølet, ja det i en Grad, som jeg ikke har prøvet det i mange Aar, dertil kommer en skrækkelig Hovedpine; endnu er jeg ikke ganske helbredet og drikker hver Aften Hyldethee; i forgaars laae jeg den halve Dag; jeg har faaet dette Smæk ved de mange Toure, der alle ere smukke, men ende efter Midnat og da har jeg ei havdt Reisetøi nok paa; det værste fik jeg forleden, da jeg af Fritz [: Frederik Moltke] hørte om et nyt Arangement ude i Markerne, nemlig »Engvandingen«, jeg havde Lyst at see det og vi kjørte begge derud; det Hele 131 interesserede mig meget, men jeg havde tynde Støvler og fik ganske vaade Fødder« (BJC I 226).

171.5Theemaskinen] indretning til opvarmning af vand til tebrygning ved bordet; samovar. - 10Eventyr og Historier] om A.s egen skelnen jvf. Bemærkninger (10) og MLE II 157. Se iøvrigt G.Schwarzenberger i A-iana 2 rk. VI 1ff, der med baggrund i A.s vekslende brug af de to genrebetegnelser og en analyse af Hyldemoer konkluderer, at eventyret står følelsen og fantasien nærmere og historien fornuften og virkeligheden.

172.4-5Alt hvad De seer paa ...] sml. brev til Ingemann 20.11.1843: »det er tidt for mig, som hvert Plankeværk, hver lille Blomst sagde: »See lidt paa mig, saa skal min Historie gaae op i Dig!«, og vil jeg det, saa har jeg Historien« (BfA II 95). - 13fornemt] »fin på det«. - 20-21Gardinerne] omkring alkoves engen. - 28Dryade] i gr. mytologi skovnymfe, hvis liv tænktes knyttet til et træ; sml. V 69. - Nyboder] bydel i Kbh. påbegyndt af Christian IV som boliger for søværnets faste mandskab og karakteristisk ved sine gårdhaver med hyldetræer.

173.3-4vi stak Pinde ... en Have] sml. Christian den Andens Dverg (1831): »fire nøgne, tørre Pinde vi stikke ned i Jorden er os den deiligste Have med Æbler og Kirsebær« (A-iana III 61) samt Aarets tolv Maaneder (SS IX 43) og KES 274. - 15gik vi ... paa Rundetaarn] alm. skik at konfirmanderne gik op på Rundetårn (se n.t. I 24.9) dagen efter deres konfirmation, jvf. O.T. 259. - 16-18Kongen og Dronningen] Frederik VI (1767-(1808-)1839) og Marie Sophie Frederikke (1767-1852); iøvrigt en anakronisme, idet de to gamles konfirmation må ligge før kronprinseparrets bryllup 1790. - 22Fløien] vejrhanen. - 26 Fjerdingen] affaldsspanden.

174.21varme Kartofler] sml. brev fra A.s moder 14.7.1824 (BtA 19) og Lysene (V 145f). - 34ff. se n.t. II. 128.3-4.

175.7væligt] fyrigt, livligt. - 11-19 Sml. beskrivelsen af Kværndrup på Fyn i KES (58). - 38Bukkar] skovmærke, Asperula odorata.

176.8-9Convolvoli] snerler. - 23Presenter] gaver. - 24Violen] violinen. - 24-25fløi i Grams] kastedes til hvemsomhelst der greb dem. - 30Knøs] ung mand. - 32-33i Afskeeden ... i Psalmebogen] se kommentar til Bedstemoder ndf. s. 234.

132

Lykkens Kalosker. Revideret Form

Lykkens Kalosker blev trykt første gang i Tre Digtninger (1838; se I.211-38) og senere indlemmet i revideret form i EP-50, hæfte 2 og 3, der udkom 10.9. og 9.11.1849. Der kendes intet til de nærmere omstændigheder omkring revideringen.

For kommentarens vedkommende henvises til noterne til 1838-udg., ovf. s. 70-83, hvorfor her bringes en oversigt over sidetallene i EP-50 sammenlignet med 1838-udg. i bind I.

178.1-25 = 213.1-32.

179.1-39 = 213.32-214.36.

180.1-43 = 214.36-215.39.

181.1-41 = 215.40-216.36.

182.1-41 = 216.36-217.39.

183.1-34 = 217.39-218.36.

184.1-38 = 218.37-219.33.

185.1-38 = 219.34-220.31.

186.1-40 = 220.32-221.42.

187.1-40 = 221.43-223.16.

188.1-38 = 223.17-224.11.

189.1-40 = 224.12-225.12.

190.1-38 = 225.13-226.11.

191.1-40 = 226.12-227.7.

192.1-39 = 227.8-228.11.

193.1-40 = 228.11-229.7.

194.1-39 = 229.8-230.7.

195.1-41 = 230.7-231.8.

196.1-41 = 231.9-232.7.

197.1-40 = 232.7-233.4.

198.1-41 = 233.5-234.4.

199.1-39 = 234.5-234.42.

200.1-39 = 235.1-235.39.

201.1-39 = 235.39-236.38.

202.1-40 = 236.38-237.37.

203.1-36 = 237.38-238.33.

133

Klokken

Klokken blev trykt første gang i Maanedsskrift for Børn ved H.V.Kaalund og Julius Chr.Gerson. 3. Hefte 1845, der udkom i maj 1845.

I Bemærkninger skriver A om eventyret, at det »ligesom nu næsten alle efterfølgende Eventyr og Historier ere egen Opfindelse; de laae i Tanken som et Frøkorn, der behøvedes kun en Stemning, en Solstraale, en Malurtdraabe, og de bleve Blomst« (6). Med udgangspunkt i en optegnelse i Alm 10.6.1845 under et ophold på Nysø: »Reenskrevet Klokken«, og med henvisning til et brev til Louise Collin skrevet på Nysø sommeren 1840 mener Brix 212, at den landskabelige inspiration skulle være hentet på denne sydsjællandske herregård, hvad der evt. kan være en mulighed, men Brix nævner ikke, at eventyret var skrevet i København og udkommet en måned tidligere. Renskrivningen må dreje sig om den afskrift, A 18.4.1845 lovede sin tyske oversætter Heinrich Zeise (A-iana 2 rk. V 254) og som blev afsendt fra Bregentved 16.6.1845 (ib.259).

Trods A.s egen hævdelse af eventyrets originalitet ser Tage Høeg 166 motivet foregrebet i E.T.A.Hoffmanns »Urdarquelle« i Prinzessin Brambilla, medens Rubow 87 nævner lignelsen om kongesønnens bryllup, hvor indbydelsen udgår til alle, men kun få følger kaldet i Matthæus 22. Selve klokkemotivet var meget yndet i såvel tysk som dansk romantik (jvf. fx Schiller: Die Glocke og J.L.Heiberg: Nye Digte (1841)).

204.22-205.1en Klokke ... Knebelen manglede] lærredsklokken udgør taget eller loftet i teltet, jvf. fodnoten.

205.3Noget ganske udenfor Theevand] en satire mod datidens litterære teselskaber, hvor der læstes højt af den nye litteratur eller egne endnu uudgivne værker, jvf. F. Paludan-Müller: Dandserinden (1833.4). - 14-22der var kun Een ... vidste man] en satire på den spekulative universitetsfilosofi med dens manglende brug af empiriske metoder.

206.7vare alle Confirmander for vor Herre] allusion til talemåden Vi er alle syndere for Herren og Wessels frie omdigtning i Den jydske Kavalleer (1785): Vi er alle jyder for Vorherre (jvf. Vogel-Jørg 1039). - 18Convolvoli] snerler. - 25-27 en hentydning til fagvidenskaben i pedantisk skikkelse. - 33-34den Klokke ... saa langt borte] et angreb på den heibergske kunstpoesi. - 36en Kongesøn] ikke sønnen af landets regent, der er kejser. Iflg. Dagbøger 15.1.1846 er kongesønnen en hentydning til arvestorhertug Carl Alexander af Sachsen-Weimar-Eisenach (1818-1901), men A har pga. eventyrets tematik næppe tænkt på denne (se Brix 212), og det er omdiskuteret, hvem der hentydes til 134 med kongesønnen og den fattige dreng. Georg Brandes (Samlede Skrifter. Danmark. II.1919.114f) mener, at kongesønnen er digtningen og den fattige dreng naturvidenskaben, medens Brix 213 og Rubow 89 ser kongesønnen som H.C. Ørsted og den fattige dreng som A selv.

207.20-21til Højre ... Venstre] iflg. bibelsk tankegang regnes højre side for den fornemste (se fx Matthæus 25.33). - 31dænge] prygle, banke. - 34-35Stjerne-Lilier] Paradisia liliastrum.

208.18Vands langerne] slanger, der lever i sumpe og floder. - 20Natur ... hellig Kirke] et ofte tilbagevendende motiv i A.s digtning. Allerede i skolestilen Betragtninger i en stjerneklar Nat hedder det: »Aftenen gyder sig over den hele Natur, der synes mig en høitidelig Kirke, Himmelen er dens Hvælving og klart tindre dens evige Lamper ned til mig. Hvilken hellig Taushed! ædle og høie Følelser vækkes i mit Bryst, nu det travle Dagliv hviler« (Tage Høeg 92 iflg. hvem stilen er skrevet over Schillers Kabale und Liebe III 4: »Werden wir Gott in keinem Tempel mehr dienen, so ziehet die Nacht mit begeisternden Schauern auf, der wechselnde Mond predigt uns Busse, und eine andächtige Kirchevon Sternen betet mit uns«); jvf også Imp 150f, O.T. 212, EDB 353, MLE I 143. - 32-34han var ... i Hænderne] tanken om naturvidenskabens og digtningens forening og samme mål er overtaget fra H.C.Ørsted. Sml. brev fra H.C.Ø. til Oehlenschläger 1.11.1807: »Vi have uddannet os paa ganske ulige Veie, Du paa Kunstens, jeg paa Videnskabens. Paa hin kan man indtil man naar den störste Fuldendelse, nöyes i mange Henseender med Fölelser og Anelser, sikker ved et hovere Instinkts Ledelse; paa denne derimod, maae intet Skridt gjöres, uden at belyse alt med Fornuftens Fakkel. En ung Videnskabsmand som lader sig nöye med uforstaa[e]de eller halv forstaaede Sætninger, og derpaa bygger videre, kan umuligen opnaae nogen grundig Lærdom. Naar Videnskabsmanden naar Grendsen af sin Bane moder han först det Punkt hvor Form og Materie uadskilleligen ere forbundne, og först da vorder Videnskaben ham tillige Kunst. Digteren derimod begynder med dunkle Fölelser, som han arbeider for at bringe sig selv til Klarhed, og fremstille for andre. Ved denne indre Bestræbelse foler han dagligen större og större Trang til Indsigt, han erhverver sig den, og vækkes bestandigen mere og mere til Fornuftklarhed. Naar han har naaet Grendsen af sin Bane, sammensmælter ham Kunsten med Videnskaben. Saaledes skiller Digteren og Tænkeren sig ad, ved Begyndelsen af deres Vey, for ved Enden at omfavne hinanden« (Breve fra og til Adam Oehlenschläger 1798-1809.III. 1945.21). Se også H.C.Ørsted: Aanden i Naturen2 I.1851.25,42.

135

Hørren

Hørren tryktes første gang i Fædrelandet 3.4.1849 nr. 79.

Iflg. Bemærkninger er eventyret skrevet i 1849 (9), men det er en fejlhuskning. I et brev til Lorck Kbh. 8.1.1848, lover A efter forespørgsel at sende de fem nye eventyr, der var udkommet december 1847 i A Christmas Greeting to my English Friends, når Reitzel havde faet dem til fastelavn (BLorck 145 f; se ovf. u. Det gamle Huus s. 120), og fortæller desuden, at han til den tid kan have yderligere et eller to nye eventyr færdige. 28.1.1848 meddeler han Lorck, at de fem eventyr er gået til afskrift, hvorpå det i det ug. brev 5.2.1848 hedder: »Her er en Afskrift af de fem nye Eventyr, jeg siger fem, men det er da sex, det sjette er blevet til medens Afskriveren havde de første under Pennen; jeg sender Dem det sjette, givet med egen Klo« (BLorck 153). Det sjette var Hørren, som altså er skrevet omkring 1.2.1848.

Eventyret må opfattes som et bevidst positivt modstykke til Grantræet (II 41ff), hvor A måske har følt, at han har sagt for meget om sit eget væsen: dvs. en manglende evne til at nyde øjeblikket, og stadig higen mod ny - og utilfredsstillende - anerkendelse. Motivet til eventyret er muligvis inspireret af hørrens historie i Chr. Winthers Indskrift paa min Søsters Rokkebrev nr. 5: »Jeg var en Jomfru saa rank og skjøn« (Digte, gamle og nye. 1832.26f).

209.17-19Snip ... ude] gammel børneremse. - 23ruskede] trak. - 24med Rod] for ikke at ødelægge taverne. - lagt i Vand] for at få træstofferne til at gå i forrådnelse og løsne dem fra taverne, rødne hørren, blev den lagt i en mergelgrav o.l. - 25over Ild] efter en ugestid i vand blev hørren spredt over de nyhøstede marker med kornstubbe for at tørre. I løbet af vinteren skulle den brydes, dvs. tørres yderligere ved ild, og barken knuses.

210.4skettet og heglet] for at fjerne de sidste træagtige dele blev hørren yderligere banket, skættet, på et specielt skættetræ, inden den blev heglet igennem, dvs. blåren skilt fra ved at føres igennem et kartelignende redskab. Tilsidst blev de tynde bløde hørtaver snoet sammen i dukker, hvorpå den var klar til spinding. - 22-24Pigen ... hver Aften] efter vævningen blev det færdige lærred kogt med bøgeaske for at gøre det hvidt og blødt og derpå lagt til blegning på grønsværen, hvor det ved vanding blev yderligere hvidt. - 30Lintøi ... nævner] underbukser.

136

211.4hvidt Papir] sml. Hjertesuk af en udtjent Damekjole (Repertorium for Moerskabslæsning nr. 23. 21.10.1829.368) og Flipperne (II 165f). - 5ff. Sml. bogens historie i Fodreise (36ff).

212.6Spækhøkeren] Viktualiehandler. - 10gesvindt] hurtigt. - det er Børnene der gaae af Skole] se n.t. I 132.10 og ib. 147.33.

137

Historier
Første Samling. 1852
H 1-52

Aarets Historie

Aarets Historie er trykt første gang i H 1-52, der udkom 5.4.1852.

Om eventyrets tilblivelse haves kun optegnelser fra 1850f (se ndf.), men ideen til eventyret kan måske føres tilbage til 1846, hvor A under rejsen over Appenninerne i Dagbøger 27.3. skriver: »Tænkt paa et Eventyr om Vaaren der reiser gjennem Landet - tænkt paa et Eventyr om Storken, med Familie der reiser til Ægypten« (III 84), et notat som Topsøe-Jensen tolker som planen til Dynd-Kongens Datter (Dagbøger XII 34).

Årets historie er et almindeligt motiv i kunst og litteratur, og blandt tidligere behandlinger kan nævnes Oehlenschlägers Jesu Christi gientagne Liv i den aarlige Natur (1805), hvis grundtanke, årets fødsel lig foråret, genfindes hos A, omend uden Oehl.s kristeligt-panteistiske aspekt (Oehl XIX 195):

Hver Vaar, naar Taagerne flygte hen,
Da fødes det lille Barn Jesus igien.
Den Engel i Luft, i Lund, i Elv,
Det er vor Frelser, det er ham selv.

Herudover kan nævnes Jens Baggesens Jordens Kiærlighedshistorie eller Aarstiderne (1814) og Henrik Hertz' Foraarets Nytaarsdag (1833).

A var tidligt optaget af motivet. I digtet Nytaarsnat (1829; SS XII 7) personificeres året som en gammel mand, men selve kimen til eventyret findes i de eventyragtige betragtninger over årstiderne i Fodreise 14f), der i 1832 fulgtes af digtsamlingen Aarets tolv Maaneder. Rundt omkring i forfatterskabet og i breve og dagbøger findes en række eksempler på A.s interesse for motivet: beskrivelsen af Francesco Albanis Le Historie d'Amore i Imp (56), jvf. Dagbøger 14.12.1833 (I 250f), beskrivelsen af Ferdinand Raimunds tryllefarce Der Diamant des Geisterkönigs i KES (215), Hyldemoer (II 175f); Dagbøger 138 27.4.1846 (III 98), jvf. BEC II 109f, Nytaars-Aften 1848 (SS XII 337), Nytaars-Aften 1850 (ib. XII 340).

217.1-17 Sml. A.s optegnelse fra vinteren 1851-52: »En ordenlig Sneestorm havde vi igaar. Luft og Jord var i een hvid fygende Hvirvlen! Ruderne bleve tildækkede med Snee og fra Tagene styrtede det ned som Laviner, al den sammenfygede Snee, det blev ganske mørkt i Værelset. Ude paa Gaden var der en Flugt i Folk; man løb, man fløi og ved Gadehjørner foer man formelig hinanden i Armene; holdt fast paa hinanden et Øieblik og havde saalænge Fodfæste mod Stormvinden. Karreeter og Heste vare som overhvidtede, Tjenerne stode med Ryggen mod Karreeten og kjørte Baglænds; enkelte Fodgjængere holdt sig stadig i Læ af Vognene, der kun kom langsomt afsted i den dybe Snee. En smal Sti, langs Husene, var kastet, men paa enkelte Steder tilfyget, denne lange smalle Sti var den eneste Vei for de Gaaende og hvor to mødtes stode strax begge stille, man saae at Ingen af dem havde Lyst til at gjøre det første Skridt med at træde op i den dybe Snee; tause stode de og ligesom ved en stille Overeenskomst gav hver et modsat Been til Priis og lod det gaae ud i Sneen; man kunde der ret lære Egenkærligheden! og altid sneede og stormede det.-« (FoF IX 158f).

218.4de sloge Potter paa Døre] udover at skyde nytåret ind med fyrværkeri for at holde trolde og vætter væk brugte man også at kaste potter med aske mod dørene (jvf. Julius Clausen og Torben Krogh (red.): Danmark i Fest og Glæde IV. 1935.29). - 8-14Menneskene ... regner jeg efter] sml. J.L. Heibergs Det astronomiske Aar (Urania 1844): »Digteren Hertz taler om »Foraarets Nytaarsdag«, og knytter derved den aarlige Fornyelse til en sandere Epoche end den 1ste Januar« (Pros.Skr. IX. 1861.54).

219.3naar kommer Vaaren] reminiscens af Carl Baggers (1807-1846) Børnevise (»Naar kommer Vaaren vel?«), jvf. Grethes sang Ak Vintren er lang og min Sorg som den i Meer end Perler og Guld (1849: SS X 458). - 22-32Skoven var sort ... Spurve] sml. optegnelsen Natur-Billed (mellem Juul og Nytaar, Bregentved), bygget på indtryk fra juleferien 1849: »Det tøede, der laae lidt Snee over Græsset, men de friske bladfulde Brombærranker dannede Løvhytter i Grøften, mere friske end ved Sommertid; inde i Haven skinnede de fremmede Pilebuske (jeg veed ikke Navnet paa dem) skinnede med zinoberrøde Grene. Skoven var sort, Søerne som tungt, størknet Bly; Skyerne, ja det var ikke Skyer, men vaade jagende Taager, gik hen over Landskabet, sorte Krager fløi i store Flokke, men uden Skrig, Alt syntes at sove. Det Fløielsgrønne Mos viiste sig hvor man ragede Sneen tilside, og paa Læ-Siden af de store Træer. En Solstraaale kom over Søen og den 139 skinnede som smæltet Tin.« (FoF IX 159f). - 36-38og gjennem Luften ... en Pige] sml. KES: »Forunderlige mystiske Fugle [: storkene]! paa Eders Ryg rider Vaarguden ind i Landet, og Skovene blive mere grønne, Græsset frodigere, Luften varmere!« (3).

220.11-13Blomster-Snee ... grønne Blade] sml. Dagbøger 5.6.1851, Glorup: »I Haven staae Frugttræerne saa blomstrende, der er en heel Blomster-Snee over dem. Æbletræerne ere saa overdyngede at næsten alle grønne Blade skjules, paa Pæretræerne ligger den hvidere Blomstersnee, ligesom i store Klatter paa de bladfulde Grene« (IV 29 f). - 220.18-20de gule Blomster ... unge Dage] sml. Dagbøger 14.5.1847 under en rejse til Glorup: »Passeret en ny Vei neden om Nyborg. De gule Blomster paa Engene fortalte mig om min Barndom, der kom ved dem Erindringer om de gule Blomster i Munkemose« (III 182). - 24-25Oxedriver] kodriver, Primula. - 33ff. Sml. Dagbøger 15.5.1847, Glorup: »gaaet til Skoven der var udsprungen; hvide Anemoner, Smørblomster der er vel ingen Variation i Bøgens grønne, men Friskheden, det Rene, de mørke Grene og Slagskyggerne gjøre en Afvexling« (III 183); jvf. også HGAOptegnelsesbog nr. 23: »Hvorfor giver ingen Maler os Solbelysningen i en Skov? At male Solen er taabeligt, det er umueligt; men Reflexen af den kan gives; man kan see dens Straaler paa Vandet, man kan see Skovens Blade transparente og det rige Lysfulde paa de bladsiede Grene, som paa Træernes Stamme see Skyggen af de Personer der gaae forbi« (16). - 39Kukkeren] gøgen.

221.3Nordens hvide Lothus] åkande, jvf. DtB 278 og Dynd-Kongens Datter (III 14). - 9ff. Sml. uvejret i Aarets tolv Maaneder, August (SS XII 30):

Høit paa Himlen staaer et Bjergland, Uveirsskyer Lag ved Lag;
Nu, som Kjæmpeseil de svulme, nu er det en Klippehal [...]
Hver en Fugl sig bange skjuler, og et Gys i Skoven gaaer,
Mens i Store Kredse Svalen Jorden med sin Vinge slaaer.
Skyen brister, Regnen strømmer, den betage vil mit Syn!
Himlen viser Flamme-Tanker, Videt gnistrer Lyn paa Lyn
[...] Stormen rusker stærkt i Taget, flyver nu til Markens Neg,
Favner dem og knækker Axet i sin Elskovs vilde Leg.
Tys, nu sagtnes det derude, Himlen bliver atter blaa,
Hele Skoven, alle Blomster dobbelt duftende jo staae.

221.19det blev Nat og det blev Lys] reminiscens af skabelsesberetningen i 1.Mos. 1. - 34-35det gamle Tingsted ... Altarstene] tidligere antoges oldtidens runddysser ofte for at have været samlingssted for tinget (jvf. DtB 273), men også for at have været offersted, og dyssekammeret med overliggeren for at have været anvendt som alterbord.

222.8Kløvser] fynsk: klaser, specielt om hasselbuskens frugter (se 140 J.Brøndum-Nielsen: Om syv Kløvser hos H.C.Andersen i: Acta Philologica bd.23.1957.78ff). - 31-34Rederne ... Spurvene kom derop] sml. Aarets tolv Maaneder, October: »Storken er reist til fremmed' Land, Spurven boer i dens Rede« (SS XII 152). - 33Kidike] Raphanus raphanistrum.

223.16-17Jule-Engelen] sandsynligvis A.s egen opfindelse baseret på Lukas 2.9ff. - 19-20det stunder ... Hvile] tiden nærmer sig for mig til hvile, underforstået: jeg længes efter den.

224.19de kyssede Jorden ... den gamle stille Mand] som udtryk for respekt og ærbødighed for såvel jorden som det foregående år, jvf. Odysseus, der kysser jorden, da han driver i land på Faiakernes ø (Odysseen V 463). - 20Moses paa Bjerget] 2.Mos. 34.

Verdens deiligste Rose

Verdens deiligste Rose tryktes første gang i Folkekalender for Danmark 1852, der udkom november 1851.

Eventyrets tilblivelseshistorie er ukendt, men motivet med en dødssyg fyrste, der kun kan helbredes på én måde (med dragens hjerteblod o.l.), er almindeligt i folkeeventyr, se fx Grimms Livsens Vand.

Rosen-motivet havde A tidligere behandlet i kristelig sammenhæng, tydeligvis under påvirkning af Brorsons Den yndigste Rose er funden, i Aarets tolv Maaneder (1832; SS IX 56f) og Sneedronningen (se n.t. II 62.18-19).

225.11sin Sotteseng] sit dødsleje. - 18Urtegaard] have. - 25Romeo og Julies] middelalderlige sagnfigurer; titelpersoner i Shakespeares tragedie (ca. 1594), hvis handling er henlagt til Verona i Italien. - 26-226.1 Valborgs] folkeviseskikkelse (Peder Syvs Axel Tordsen og Skiøn Valborg), hovedperson i Oehlenschlägers tragedie Axel og Valborg (1810).

226.2Winkelried] iflg. overleveringen skaffede schweizeren Arnold Winkelried Schweiz uafhængighed af habsburgerne i slaget ved Sempach 1386. De angribende schweizere søgte forgæves at bryde igennem de østrigske ridderes rækker, da disse stod med fældede lanser. For at skabe hul i slagordenen, så schweizerne kunne trænge frem, slog W. armene om en favnfuld lanser, som han trak til sig og gennemborede derved sig selv.

227.2Større Kjærlighed ...] reminiscens af Johannes 15.13: »Større kærlighed har ingen end den at sætte livet til for sine venner«. - 7-8 141Aldrig døer den ... paa Jorden] allusion til Brorsons Den yndigste Rose er funden (1732).

Et Billede fra Gastelsvolden

Et Billede fra Castelsvolden blev sammen med Fra et Vindue i Vartou trykt første gang under titlen To Billeder fra Kjøbenhavn, af H.C.Andersen i Gæa, æsthetisk Aarbog, udg. af P.L.Møller, 1847, der udkom dec. 1846.

Eventyrets tilblivelse er ukendt, men kimen findes i O.T. i Ottos skildring af, hvad han og Vilhelm ser under deres spadseretur på Kastelsvolden: »Skildvagten ved Fængselsbygningen gaaer saa roligt op og ned; Solen skinner paa hans Bajonet. Hvor det minder mig om et nydeligt Digt af Heine [...] Her er romantisk smukt! til høire den levende Promenade og Udsigten over Sundet, til venstre den øde Plads, hvor de militaire Forbrydere blive skudte og tæt derved Fængselet med Bjælkepalissader. Solskinnet kommer neppe ind af disse Vinduer. Dog kan Fangen vist see os, som spadsere paa Volden!« (21). Jvf. også erindringen om Odense Tugthus i MLE I 30.

Udover den inspiration A måske har faet fra Heinrich Heines Mein Herz, mein Herz ist traurig i Buch der Lieder, Die Heimkehr (1827), som der ovf. hentydes til, kan A have kendt motivet med fangen og den frie fugl fra J.L. Heibergs fabel Sangfuglene (1827), hvor svalen vinder en sangkonkurrence, fordi den har sunget ved et fængsel til trøst for fangerne.

228.2Castelsvolden] omkring det københavnske fæstningsanlæg Kastellet eller Citadellet Frederikshavn, anlagt 1658-64 af Frederik III. Netop omkring 1840 blev Kastelsvolden en yndet promenade for københavnerne og spadserestier anlagt; undtaget var dog adgangen til Kongens Bastion af hensyn til fangerne i arresthuset bag Kastelskirken. - 8det gittrede Hul] foruden arresthuset, der rummede såvel statsfanger som »slaver«, civile og militære arrestanter, fungerede Kastellet 1817-47 som midlertidigt fængsel efter Tugt-, Rasp- og Forbedringshusets brand på Christianshavn. Hertil indrettedes to krudttårne, dog begge grundmurede og ikke i træ, i Dronningens og Grevens Bastion. Det er disse to fængsler, A hentyder til, idet de kunne ses på spadserestien, sandsynligvis specielt fængslet i Grevens Bastion, hvor der var 5 små vinduesåbninger, der kun lige tillod lyset at slippe ind. En del af »slaverne« var iøvrigt smedet i lænker og tillige 142 brændemærkede i panden. Slavestraffen afskaffedes 1.4.1851. - 21 Jægernes] 1814-48 var Kastellet hjemsted for Sjællandske og Jyske Jægerkorps, afløst i 1842 af 1. Jægerkorps, der var meget populært under navnet Kastelsjægerne. - 25Jægerhornets-] horn brugt af jægerkorpset til signaler og march.

Paa den yderste Dag

Paa den yderste Dag blev trykt første gang i H 1-52, der udkom 5.4.1852.

Hvornår eventyret er skrevet er uvist, men efter at Der er Forskiel og Verdens deiligste Rose var udkommet i Dansk Folkekalender 1852 i november 1851, skriver A 18.12.1851 til veninden Henriette Wulff: »Jeg har ellers i Manuskript et Par endnu »Den gamle Ligsteen«, »Dommedag« og »Svanereden«« (BHW II 97). »Dommedag« må være Paa den yderste Dag, og den ændrede titel hænger måske sammen med eventyrets tematik, idet A ikke tænker på den kristne kollektive dommedag ved verdens ende, men en individuel dommedag i den enkeltes dødsøjeblik.

229.18den umaadelige Vei] sml. det kosmiske perspektiv i Fodreise: »Hvad er vel vort Verdenshav med alle sine Øer, mod Himlens store Ocean med alle sine svømmende Kloder? Ikke engang Saameget, som et lille Blækstænk imod hele det sorte Hav« (41). - 24din Villie skee med mig] central nytestamentlig tankegang, jvf. Matthæus 6.10, Lukas 10.21,22.42. A vendte gentagne gange tilbage til ideen, se n.t. I 237.40 og II 164.37-38. - 26-28han vidste ... han holdt] sml. Fodreise, angrebet på ortodoksien og selvtilstrækkeligheden hos ræven, der belærer sønnen om at begå sig i verden: »selv den, der mest krybende slaaer Øiet ned og synes den personificerede Beskedenhed, er forfængelig, ja, i det han dadler Andre, bruser Forfængeligheden igjennem hans egne Aarer, og det lille beskedne Hjerte siger, »jeg takker dig Gud, at jeg ikke er som andre Mennesker; jeg er dog en ganske anden Karl, er ikke saa uhyre forfængelig som disse« [...] husk paa, at Orthodoxie er det første Skridt til religiøs Overtro og hvor denne slipper ind i en Stad, er en god Grund lagt for Jesuiterne, til atter at indføre Middelalderens Barbarie. - Ja«, vedblev den gamle Ræv i Begeistring, »lyksalig det Land, hvor Orthodoxie frodigt kan udbrede sine Grene og afværge det klare Sol-Lys der aldrig kan være godt, da det faaer Smaakrattet til at løbe os op over Hovedet med deres Tænkefrihed« (33f).

230.10ff. Ligheden mellem dyret og mennesket og det dyriske i 143 mennesket hævdedes allerede af Aristoteles, men først med Lavaters (1741-1801) Physiognomische Fragmente (1775-78) vandt tanken udbredelse og var på højeste mode omkring 1830-60, hvor ideen bl.a. findes i Ingemanns Huldregaverne eller Ole Navnløses Eventyr (1831.32f), Blichers Himmelbjerget (1833; SS XVIII 1927.171) og fru Heibergs Abekatten (1849; jvf. Et Liv gjenoplevet i Erindringen4 II.1944.107). A selv giver udtryk for ideen i KES, hvor den dæmoniske gudfader siger: »Vilddyret sidder inden i ethvert Menneske, hos En er det en glubende Ulv, hos en Anden en Slange, der veed at krybe paa Bugen og slikke Støv. Dyret er os givet; det kommer nu an paa, om det eller vi fik den stærkeste Kraft, og Kraften har Ingen fra sig selv« (64). A havde desuden i 1842 truffet maleren Sophus Schack (1811-64) på Bregentved (Dagbøger II 279ff), som udgav Physiognomiske Studier (1858) og Portraitparalleller til Beviis for Ligheden mellem Mennesket og Dyret (1859). Jvf. iøvrigt Vanddraaben (II 151f). - 27-28Paafuglens Fødder] kendt for deres hæslighed (»Paafuglen vel har smukke Fjere, dens Ben af Saar dog fulde ere« (J.R.Thieles ABC 1770 og senere utallige udgaver)). Påfuglen er ofte blevet opfattet som billede på hovmod og forfængelighed, ligesom den er berygtet pga. sit stridbare væsen. A kendte sammenligningen med påfuglen af personlig erfaring fra Hauchs nærgående karikatur af ham i Slottet ved Rhinen (1845) som den egocentrerede Eginhard, der tages i skole af dr. Wagner: »I skulde engang see at faae fat paa Eders Paafugl, Forfængeligheden, der saa tidt har blandet sit hæslige Skrig med Eders bedste Sange« (Samlede Romaner og Fortællinger. IV.1874.171). - 36I vort Kjød ... intet Godt] jvf. Romerbrevet 7.18.

231.8Dømmer ikke ...] jvf. Lukas 6.27. - 12jeg er ikke, som de Andre] jvf. farisæernes bøn i Lukas 18.11. - 20Mahomed] Muhammed (ca.570-632), arabisk religionsstifter, havde gjort kampen for Islam, djihâd, til en pligt for alle troende; dommedagsforestillingen spiller en central rolle i hans forkyndelse. - 22-23Hvo, som griber til Sværdet ...] Matthæus 26.52. - 24Øie for Øie og Tand for Tand] 2.Mos. 21.24. - 39-40Hvad godt ...] sml. Romerbrevet 7.19.

232.5Naaden] se n.t. II 90.12.

Det er ganske vist!

Ved en beklagelig fejl har kommentaren til dette eventyr måttet henvises til side 388.

144

Svanereden

Svanereden tryktes første gang i Berlingske Tidende 28.1.1852.

Eventyret er sandsynligvis skrevet i efteråret 1851, idet A 18.12.1851 skriver til Henriette Wulff, at han udover Der er Forskiel og Verdens deiligste Rose, som netop var blevet trykt i Folkekalender for Danmark 1852, stadig havde manuskript til tre eventyr, heriblandt Svanereden, »dette sidstnævnte er en lille Danmarks Historie, Danmark er Svanereden og De kan vel tænke hvilke Svaner der fløi der fra for Verdens Øine ikke at tale om de store Flokke der kaldtes Longobarder, Væringer og Normanner« (BHW II 97f).

A havde tidligere beskæftiget sig med Danmarks historie i Holger Danske (II 98f), men umiddelbart bag Svanereden mærkes Danmark, mit Fædreland (I Danmark er jeg født) (Fædrelandet 5.3.1850; SS XII 337), skrevet under indflydelse af Treårskrigen 1848-50:

Engang Du Herre var i hele Norden,
Bød over England - nu Du kaldes svag,
Et lille Land, - og dog saa vidt om Jorden
End høres Danskens Sang og Meiselslag [...]
Du danske friske Strand Med vilde Svaners Rede.

236.5-17 Sml. HCAOptegnelsesbog nr. 1 (efteråret 1851): »Jeg flyver ud som mine Forfædre! De efter Rov og Bytte, jeg efter Aandens Guld, Friskhed i Sindet. Ned i Lombardiet paa deres Skjolde glede de til Sejr, til Constantinopel gik Væringerne, hædret og stolte, i Normandiet klinge Fædrenes Navne og i England herskede Danmarks Konge, vaiede Danmarks Banner« (1f). - 6Maj-Landets grønne Sletter] Lombardiet med hovedstaden Milano (ty. Mailand). - 7Longobarder] germansk folkestamme, efter egen overlevering fra Skandinavien; drog under folkevandringerne ned i Italien og grundlagde 568 e.Kr. kongeriget Lombardiet. - 11Væringer] græsk-arabisk betegnelse for de nordboer, der fra ca. 1000 e.Kr. tjente den gr.-romerske kejser i Constantinopel som livvagt. - 14Normanner] det kristne Europas betegnelse for de vikinger, der i 9.årh. hærgede specielt i Frankrig. - 16Svane ... Konge-Krone] Knud d. Store (ca. 995-1035), erobrede 1017 kongemagten i England, blev konge af Danmark 1018, af Norge 1028. - 18Pommerns Kyster] medens det egentlige Pommern blev kristnet ved indflydelse sydfra, blev Rügen i Østersøen med hovedbyen Arkona, hovedsæde for Svantevit-dyrkelsen, erobret 1169 af Valdemar d. Store (1131-82). - 19Korsets Flag] Dannebrog, efter sagnet dalet ned fra himlen under slaget ved Lyndanise i Estland 15.6.1219.

145

237.4Tycho Brahe] astronom (1546-1601). - 6-7Een lod sin Vinge ... Strænge] digteren Adam Oehlenschläger (1779-1850). - 11en Svane ... Marmor-Fjeldet] billedhuggeren Bertel Thorvaldsen (1770-1844). - 15en tredie Svane] fysikeren H. C. Ørsted (1777-1851), opdagede elektromagnetismen 1820, en forudsætning for elektrotelegrafien. - 19mægtige Fugle] tyskerne. - 20Det skal ei skee] nemlig Slesvigs deling; citat fra H.P.Holsts (1811-93) sang Vel mødt igjen, Kong Frederik, ved Hæren! skrevet til en tropperevy afholdt på Lerbæk Mark ved Vejle 18.9.1848 under overværelse af Frederik VII. Efter slutordene »Det skal ej skee! vi sværge her som Mænd!«, i protest mod delingstanken, rejste kongen sig og gentog til forsamlingens begejstring »Det skal ej skee! Det lover jeg!« jvf. J.P. Trap: Fra fire Kongers Tid II. 1966.72f. - 20-21de duunløse Unger ... seet] de da. landsoldater under Treårskrigen. A tænker måske på en speciel situation under kampene om Frederiksstad 7.8.1850, jvf. Dagbøger 11.2.1851: »Idag kom Kjæmperne for Frederiksstad [...] Een fortalte at ved Frederiksstad blev et Skandsehjørne især beskudt, det stod belyst af den brændende Stad og alle de Soldater som stege derop faldt strax, men saa holdt de sidste deres Tornystre for og skjød ud mellem disse« (IV 10f).

Et godt Humeur

Et godt Humeur blev trykt første gang i H 1-52, der udkom 5.4.1852.

Eventyrets tilblivelseshistorie er ukendt, men Topsøe-Jensen mener, at det rimeligvis er skrevet først på året 1852, måske som det sidste af hæftets eventyr, fordi det ellers ville have været for tyndt (Buket 141), en datering som også bygger på, at de optegnelser, der ligger til grund for flere af historiens episoder, må være nedskrevet efter 14.1.1852 (jvf. FoF IX 154f).

A havde tidligere berørt motivet med fornøjelsen ved kirkegårdsbesøg i forbindelse med Elisabeths og Keikes vandring på kirkegården på Oland i DtB (137f).

238.10Rakker] person der bragte selvdøde dyr o.l. udenfor byen til rakkerkulen; fungerede tillige ofte som bøddelens medhjælper. - Skarpretter] bøddel. - 16Dødens Omnibus] jvf. Dødens store Extra-Post i Fodreise (89f). - 18side] vide. - 23Kirkegaarden] Assistens kirkegård, anlagt 1760, på Nørrebro udenfor Københavns volde. A skildrede den iøvrigt senere i At være som »det deiligste Sted i Verden« (25) og er selv begravet der. - 24 Adresseavisen] egl. Kjøbenhavns 146 Adressecomptoirs Efterretninger, grundlagt af J.F.v.d.Osten 1706, ophørt 1908. A havde et godt øje til Adresseavisen, der var en ren annonceavis, jvf. O.T., hvor fætteren har samlet et bind med de mest originale Adresseavisbekendtgørelser (124) samt DtB: »Her sad et skikkeligt Par af Embedsklassen, hvis æsthetiske Sands begrændsedes af Adresseavisen og Corsaren« (225).

239.7-8uskyldige Vers] Adresseavisen var ikke mindst kendt for sine gravvers af vekslende kvalitet, jvf. Fodreise: »min Mund strømmede over med Elegier endnu værre end Adresseavisen« (67). En del af disse gravvers samlede hofboghandler J.L.Beeken i Gravblomster I-V. 1825-27 (jvf. 1.24: »min Gravbog«), hvortil også A bidrog med et ligvers over Madam Spendrup (IV. 1827.176). Iøvrigt parodierede han genren i Tanker ved en ituslagen Jydepotte med fodnoten: »Maa gjerne optages i Gravblomsterne« (Kjøbenhavns flyvende Post 12.10.1827 nr.82). - 8-9Stævnemøder ... sig paa] jvf. J.L.Heibergs Et Eventyr i Rosenborg Have (1827). - 14Høvlspaaner] alm. underlag for liget i kisten. - 29-30Eviggrønt] singrønt, Vinca minor. - 32-240.7 Sml. optegnelse fra vinteren 1851-52: »Nr.33. I den frie Naturs Skueplads har man ingen Ærgrelse over Scene-Arangementet, som paa den danske Skueplads; der træner man ikke Palmetræer paa Amager, Kaktus i Tyrol, eller Maane med et Lys i hver Kjæve, Bøgetræer høit oppe i Norge. Vor Herre og Gynter [: Det kgl. Teaters maskinmester], ja det er som Afstanden mellem Naturen og den danske Skueplads« (Buket 142), jvf. også Udsigt fra mit Vindue i Kjøbenhavn (1842; A-iana 2 rk. IV 220-23). - 36Kjæbe] jvf. brev til Heinrich Zeise 18.5.1853: »Kjæbe er det samme som Kind« (A-iana 2 rk. V 287). - 37Luft-Soffiten] teaterdekoration som danner loft og hænger ned som loft, himmel, grene o.l.

240.2-3klappede ... for lidt] sml. HCAOptegnelsesbog nr.7: »Publicum, denne hr. Massen [...] Han leer galt, klapper galt, og fordærver Talentet« (6) og O.T.: »»Jeg ærgrer mig tidt over Publicum!« sagde Otto. »Det klapper paa gale Steder! viser imellem saadan en underlig Uskyldighed« (131). Jvf. også Marionetspilleren (V 16) og At være (207). - 15Substitut] stedfortræder. - 19-30 Sml. HCAOptegnelsesbog »Nr.14. Et sørgeligt Eventyr men lille. Der var en Mand, som i syvogtredsinstyve Aar havde tænkt paa at faae et godt Indfald, han levede alene for at faae et godt Indfald, og saa fik han eet, men han døde i det, døde af Glæde over at have faaet det, og Ingen nød Gavn deraf, Ingen hørte det gode Indfald. Det var et Indfald, der maatte siges til Frokosten, dér passede det, og nu kom han ved at døe ind i Spøgelsesverdenen, og sammen med Spøgelser, det var de eneste han havde Klokken tolv, deres Kommerstid, thi Vægteren sov; han sagde sit Indfald, og de loe ikke, det passede ikke til Tiden, og saa gik han i Graven igjen med sit 147 gode Indfald, som ingen kjender og vi altsaa heller ikke, og derfor er det et sørgeligt Eventyr, men lille!-« (9f, her cit. efter Buket 143). - 31-33 Sml. HCAOptegnelsesbog »Nr.48 (= 107). Der fortælles om S. i Odense, at han er saa gjærrig, at han staaer op om Natten og gøer for at Folk skal troe, at han holder Hund. Naboens Hane lukker han ind til sine Høns hver Morgen; men naar de skulle have Æde, jager han først Hanen bort« (30, jvf. Dagbøger 1.6.1847). I k indføres optegnelsen omtrent ordret, men vel af frygt for genkendelse af S., F.A.Schønheyder (1801-72), by- og rådstueskriver i Odense, ændres til madammen i A. - 35lade sin Sangstemme høre] damesang var en af A.s idiosynkrasier, se fx Fodreise 19. - 35-36mi manca la voce] ital.: jeg mangler stemmen. - 37-39Naar Hjertets Kanarifugl ... Ørene] sml. brev til Henriette Wulff 7.7.1832 ang. et besøg i Sorø: »Lotte [: Charlotte Oehlenschläger] kom mig imøde udenfor Porten, rød og hvid, trind og feed som en Engel; hun var meget ulykkelig. »Ak, tænkte jeg, »naar Hjertets Kanariefugl begynder at skrige op, saa putter Fornuften Fingrene i Øret!« (BHW I 78, jvf. BJC I 84). Udtrykket går igen i lystspillet Hr.Rasmussen I 8 (1846; udg. 1913.31) og i HCAOptegnelsesbog nr.41 (25f). - 40 Hverdagshistorie] om A.s kritiske holdning til Hverdagshistorierne se n.t. I 156,38-157.14, 184.35, 217.34, II 47.17.

241.1-2Svanesang ... i Hjertet] sml. HCAOptegnelsesbog nr.45 (= 104): »Ordsprog fra Saxos Tid. Han har Svanesang i Munden, men Uglegalde i Hjertet« (28). Et ordsprog fra denne tid kendes ikke, og A.s kilde har ikke kunnet stedfæstes. - 3Politivennen] Politievennen. Et ugentligt Almuesblad. 1798-1811, 1816-45 påpegede mangler ved Københavns orden og renovation og var især kendt for sine smålige klager over defekte eller manglende rendestensbrædder, nedløbsrør o.l. - 13Goethe ... kan fortsættes] den sidste af Goethe selv besørgede udgave af Faust I (Werke. Vollständige Ausgabe letzter Hand. XII.1828.313) sluttede med ordene: »(Ist fortzusetzen).« A ejede denne udgave, og først 1856 læste han hele den i 1833 posthumt udgivne Faust (se Fra Boghylde 36f), sml. KES 263. - 24med. paaholdt Pen] med ført pen. A bidrog flere gange i andres navn med ligvers til Adresseavisen (jvf. ovf. samt BFN 253, 316).

148

Historier
Anden Samling. 1853
H 2-53

Hjertesorg

Hjertesorg blev trykt første gang i H 2-53, der udkom 30.11.1852.

Sandsynligvis er eventyret skrevet i oktober 1852, idet det trods sin korthed må være blandt de fire, A uden navns nævnelse skriver om i et brev til sin tyske forlægger Carl B.Lorck 4.11.1852: »Jeg har [...] den sidste Maaned været meget riig i min lille Digterverden, jeg har nemlig skrevet [...] hele fire, ikke saa korte Historier, der høre til mine Bedste« (BLorck 272f).

Motivet til historiens første del findes i Dagbøger 26.5.1847 under et ophold på Glorup: »Drak Kaffe hos Jomfru Ibsen, da kom en Madam fra Nyborg hun vilde tale ene med mig, jeg lod hende komme op paa mit Værelse, det var om at tage Actier i hendes Garverie, jeg lod hende slaa Convelut om Ansøgningen og skrive uden paa til Excellensen [: grev Gebhard Moltke], »Ridder af Elephanten, Storkors af Danebrogen &c« sagde jeg; det var hende svært at skrive det første, jeg er kun et Fruentimmer! [sa]gde hun, men da hun kom til etcetera, standsede hun - sukkede og skrev »extra!«« (III 185f, jvf. HCAOptegnelsesbog 29).

Hvad angår historiens anden del, moppens begravelse, havde A tidligere behandlet motivet i Den lille Idas Blomster (II 49), O.T. (57) og Gaaseurten (II 120), der måske alle kan føres tilbage til en episode fra skoletiden i Slagelse hos Meislings: »Eengang var der en lystig Begravelse; Svinet var dødt [...] Der blev gravet en Grav i Haven, hvori strøedes Sand og Blomster. Svinet blev jordet, vi fulgte alle og Fruen sang en Bravou[r]-Arie over det« (Levnedsbogen 134). Sml. også I Sverrig (68).

245.8Moppe] sml. DtB: »Ragazo, den gamle Hund, [var] saa feed og doven, saa uskikket til at lege med, at han lagde sig til Ro selv naar Sabelen var bundet ham om Livet, og han, Caroline og den Lille skulde lege Røverbande« (98). - 11Generalkrigskommissæer] øverste embedsmand for udskrivningsvæsenet, se også n.t. II 93.11-12. - 22Lem] medlem.

149

246.7barkede] garvede. - 15allegorisk] sindbilledligt, dvs. at ølflasken var tegn på drikkeri. - 34-37Det var Hjertesorg ... lee af dem] allerede i Fodreise behandlede A sorgens relativitet, men i større perspektiv, idet han forestiller sig de døde som tilskuere til livet hernede: »Da vil vi vist betragte Alt med ganske andre Øine, end nu, vi staae paa Bræderne. Mange Sorger og Taarer blive os da, hvad nu Barnets Graad over det sønderbrudte Legetøi er for den Ældre. Da ville vi vist erindre Jordlivets Sorger, saaledes, som vi nu huske vor Barndoms; det Smertelige er glemt« (20). Jvf. også KES: »En Barnesjæls dybe Sorg er stor som den største, den Voxne kjender; Barnet har i sin Smerte intet Haab, Fornuften rækker ei sin støttende Haand til Barnet, det har i Øieblikket Intet uden sin Sorg at klynge sig til« (103).

»Alt paa sin rette Plads!«

»Alt paa sin rette Plads!« blev trykt første gang i H 2-53, der udkom 30.11.1852.

Om inspirationen til eventyret skriver A i Bemærkninger: »»Skriv«, sagde Digteren Thiele, »et Eventyr om en Fløite, der blæser Alt paa sin rette Plads!« i disse Ord laae allerede en heel Idee og det nævnte Eventyr sprang frem« (10). Sandsynligvis er det skrevet i oktober 1852, som det indirekte fremgår af et brev til Carl B. Lorck 4.11.1852 (se ovf. s. 148).

Udover den inspiration A har faet fra forfatteren, kunsthistorikeren og folkemindeforskeren J.M.Thiele (1795-1874), har motivet med den magiske fløjte, der vender op og ned på alting, ikke ligget A fjernt. Under sin store udenlandsrejse 1833-34 så han 30.9.1833 i Genua Gaetano Gioias ballet II flauto magico, »hvor de alle kom til at dandse ved Fløiten og da Spillemanden kom for Retten, maatte selv Raadet og de gamle Billeder paa Vægen dandse« (Dagbøger I 193). A huskede denne ballet, og i 1850 tog han ideen op og indlagde den i eventyrkomedien Ole Lukøie II 11 (SS XI 48ff, jvf. MLE I 150).

Motivet med husmandsdatteren, der bliver herremandsfrue uden at svigte sine forudsætninger, havde A beskrevet i den gamle baronesses skikkelse i DtB, hvor han også giver udtryk for, at den sande og højeste adel er åndens adel (251, 265, 275), en tankegang som er gennemgående i hele forfatterskabet og koncist udtales af Otto Thostrup, A.s selvportræt, i O.T.: »Ingen kan mindre end jeg tage Hensyn til en Adel, som kun Fødselen giver; den er Intet, og der vil komme en Tid, at en saadan slet ikke vurderes, at Aand ens Adel er den eneste« (140).

150

247.3-4gammel Herregaard] Lykkesholm i Ellested sogn, Østfyn, hvor A kom i 1830'erne; sml. O.T. 49. Historiens personer har ingen lighed med Lykkesholms daværende ejerslægt. - 10gesvindt] hurtigt. - 21Rige Fugl ...] gl. dansk børneremse: »Den rige Fugl kommer susende, / kommer brusende / alt over Mark og Enge [...] / Den fattige Fugl kommer hinkende / kommer linkende / alt over Mark og Enge.« (Sv. Grundtvig: Gamle danske Minder i Folkemunde. Ny Samling. 1857.145). Et af A.s yndlingscitater, jvf. Fragmenter af en ufuldført historisk Roman (1824-25; A-iana III 29), breve til Ingemann 8.6.1826 (BfA I 11) og efteråret 1826 (ib. I 19) samt Gudfaders Billedbog (V 57).

248.5Hosekræmmer] omvandrende sælger af hoser, strømper og andre uldvarer samt kommissionær for binderne, fåreavlerne og de store handelshuse (i Kbh. og Hamborg). - 11-12skjær dem en god Fløite] nar dem; her tillige ordspil på den konkrete anvendelse af piletræet til fløjter. - 13Spidsrods-Marsch] march der spilledes for at overdøve klageråbene, når en soldat som straf for en forseelse løb spidsrod, dvs. blev slået med kæppe ved at løbe med blottet ryg gennem to rækker soldater. - 14Høisalen] riddersalen. - 15Borgstuen] tjenestefolkenes opholdsstue. - 19Liv-Hundene] yndlingshundene. - 26Drift] flokke. - 29Sodoma og Gomorra] egl. de to byer i Palæstina, der iflg. 1.Mos. 19 blev ødelagt af Gud pga. indbyggernes moralske fordærvelse.

249.2Triller] egl. rundstok, afsavet stykke af træstamme, der kan trille. - 10-13slem Læsning ... Kortens pillet] muligvis A.s eget billede, men almuens opfattelse af kortspil som ugudeligt har givet sig udtryk i den beslægtede forestilling af spillekort som Fandens salmebog. - 28Justitsraaden] titel i rangklasse 5.

250.4-9Det var jo ... Fuglegræs] sml. Boghveden (I 187.9-13) og DtB 272. - 13Hovmarken] herregårdsmark, hvorpå der udføres hoveriarbejde. - 20-21kostelige] kostbare. - 22der næsten kunde gaae paa deres egne Been] fordi de var forsynet med hjul, en opfindelse den fremskridtsvenlige A var betaget af, jvf. DtB 87, Ole Lukøie (1850; SS XI 7). - 23Safian] fint tyndt gede- eller fåreskind. - 31det andet en Dame] se n.t. II 145.26.

252.3Adel betyder ædel] jvf. Th.Thaarups Høstgildet (1790): »Den som ædelt giør, kun han er Adel« (Efterladte Skrifter. 1822.6). - 12-20 Sml. optegnelse fra ca. 1850: »Et lille, men betegnende Træk om den ædle, kjærlige Natur hos min faderlige Ven Collin, Excellensen maa jeg her opbevare. En Dag han stod i sin Stue i Amaliegaden, første Sal, Ingen var hos ham uden Præsten Poulsens Frue [: Ingeborg Dorthea P. (1798-1854)], som boede der i Besøg, og som har fortalt mig det. Der kom fra Gaden over mod Gaarden en gammel fattig Kone paa Krykker! - Collin saa det; »ak det er den Stakkels Gamle!« sagde han, 151 »jeg vil gaae ned til hende, hun har saa svært ved at gaae op ad Trappen!« og han Excellensen, den halvfjerdsindstyveaarige Mand gik ned i Porten for at bringe den fattige Kone Almissen -« (FoF IX 164). - 21Enkens Skjæerv] en beskeden gave, der for giveren er et stort offer; jvf. Markus 12.42. - 27her har været Folk fra Gaden] jvf. Holbergs Barselstuen III l. - 29Tespis] grundlægger af den gr. tragedie i 6.årh. f. Kr. Skuespillerne bar maske i de oldgræske dramaer.

253.1-2Der var Musik ...] sml. MLE: »Enhver Herre eller Dame, der kan klimpre paa Claveer eller synge nogle Sange, tør nok i hver Kreds, de komme, føre deres Noder med og sætte sig til Claveret - derover gjøres sjelden Bemærkninger« (I 114), jvf. også Et godt Humeur (II 240). - 5sidder paa høire Side] se n.t. II 207.20-21.

254.2at stikke Piben ind] gl. dansk ordsprog (Mau 7445); blive forsigtigere, mere tilbageholdende i sin optræden.

Nissen hos Spekhøkeren

Nissen hos Spekhøkeren blev trykt første gang i H 2-53, der udkom 30.11.1852.

Eventyrets tilblivelseshistorie er ukendt, men det er sandsynligvis skrevet i oktober 1852, som det indirekte fremgår af et brev til Carl B. Lorck 4.11.1852 (se ovf. s. 148).

A havde tidligere arbejdet flygtigt med nissefiguren i Dødningen (I 193) og Reisekammeraten (I 69.7 m. note), og nisserne er på listen over gæsterne, der skal inviteres i Elverhøi (II 80), men først i eventyrkomedien Lykkens Blomst (1845) spiller den en vigtig rolle som formidler mellem den naturlige og overnaturlige verden. Det samme er tilfældet i Meer end Perler og Guld (1849), der vidner om at nissen, der oprindelig hører til på landet, men her kaldes husnisse og bor på Vesterbro i København, endnu var en ret ukendt skikkelse i byerne. A lader den således præsentere sig selv ved ordret at citere Thieles Danmarks Folkesagn (SS X 417).

255.3Spekhøker] Viktualiehandler. - 5Juleaften ... Smør] iflg. folketroen beskyttede nissen hus og hjem, og som tegn på det gode forhold mellem husbond og nisse sattes risengrød frem til nissen juleaften. - 14-16Papir ... Poesi] egentligt indpakningspapir brugtes endnu ikke, jvf. Hørren (II 212). A brugte iøvrigt senere motivet med studenten og den gamle bog i Tante Tandpine (V 213f). - 24Bøtte] skraldebøtte.

256.4Mundlæder] egl. om munden som taleredskab; snakketøj. - 15213-14det er saadant noget ... klippes ud] aviserne bragte dagligt en fortsat roman, føljetonen, som altid var anbragt nederst på siden; den kunne afklippes, falses og indbindes. - 18Smørfjerdingen] bøtte med 1/4 tøønde smør. - 22Qvisten] iflg. Olrik 103 et minde om den unge A.s hybel i Vingårdsstræde. - 26-31en Stamme ... vidunderligt deiligt] sml. Gozzis trylletræ i Fodreise (60); jvf. iøvrigt frugterne på kundskabens træ i Paradisets Have (I 152) og de lysende blomster i Skyggen (II 130). - 33 fornummet] fornemmet.

257.10-11Tidende] sandsynligvis en hentydning til Berlingske Tidende. - 36Silkemantille] sjalslignende klædestykke til udendørs brug.

Om Aartusinder

Om Aartusinder blev trykt første gang i Fædrelandet 26.1.1852 Nr.21.

Eventyrets umiddelbare inspiration kan være kommet fra en tegning til artiklen L'Aérostatonomie af L.D. (Louis Desnoyers) i Almanach pour rire 1851 s.37. Tegningen påvirkede i hvert fald Vilh. Pedersens illustration af de tre herrer hængende i hver sin ballon i HP-55. Desuden var emnet - omend sørgeligt - aktuelt og meget omtalt pga. luftskipperen Tardinis to ballonopstigninger fra Tivoli og Christiansborg Ridebane 15.8. og 14.9.1851. Den sidste endte med at ballonen styrtede i Kallebodstrand og Tardini druknede.

A.s interesse for luftfart var af ældre dato. Motivet er således foregrebet i Fodreise 23 f, hvor digteren i fantasien rykkes frem til år 2129 og ser et luftdampskib flyve forbi udspyende sort røg. Et nedkastet brev giver en lignende oversigt over Europas udseende som i eventyret, og brevet slutter med en profeti om, at amerikanerne vil komme på pilgrimsfærd til Europa. Dampballonen nævnes desuden flygtigt i en sammenligning med et stjerneskud i KES 218, hvorimod A i Den onde Fyrste (1840, IV 13ff) er opmærksom på flyvemaskinen som militært våben.

259.11-12Meelhandler] Michael Drewsen (1804-74) grundlagde Silkeborg 1845 og byggede foruden en papirfabrik bl.a. bageri og melmølle i 1850, da A var gæst hos Drewsens. I Drewsens have var netop en gravhøj, jvf. rejseskildringen Silkeborg (1854): »Søen skvulper mellem Rørene hen over de røde Steenbrokker, Resterne af Borgen; kun en enkelt stor udhugget Gravsteen, vistnok en Slags Portgesims ligger her paa Steendyssen« (SS VI 280). - 18-19Traad under Verdenshavet] det første længere søkabel blev nedlagt 1850 mellem Dover og 153 Galais, og efter flere forsøg 1857-65 etableredes forbindelse over Atlanten 1866, jvf. Den store Søslange (V 161ff) og Svanereden (II 235.15-17). - 22Shakspeares] eng. digter (1564-1616).

260.1En heel Dag] sml. den engelske turist i Imp (157f). - 3Canal-Tunnelen] 1802 forelå første gang planer om en tunnel under Kanalen. - 3Carl den Store] fr. konge og rom. kejser (ca.742-814). - 4Napoleons] fr. kejser (1769-1821). - Moliére] fr. dramatiker (1622-73). - 8Columbus] (1451-1506) opdagede Amerika 1492.-9 Cortez] sp. hærfører og opdager (1485-1547). - Calderon] sp. dramatiker (1600-81). - 11Cid] Cid Campeador, opr. Rodrigo Diaz de Bevar (ca. 1040-99), sp. adelsmand; hovedperson i det folkelige sp. helteepos Poema del Cid (ca.1140). - 12Alhambra] slot i Granada. - 14Campagnen] landskab omkring Rom. - 18Olympen] bjergmassiv i Thessalien; i gr. mytologi bolig for guderne. - 20Byzans] indtil 330 navn på det senere Constantinopel, nu Istanbul. - 28Luther] ty. kirkereformator (1483-1546). - Göthe] ty. digter (1749-1832). - Mozart] østrigsk komponist (1756-91). - 31Ørsteds] H.C.Ørsted (1777-1851), da. fysiker. - Linné] sv. botaniker (1707-78). - 32de unge Nordmænds] nationalromantikerne i 1840'erne med skikkelser som fx P.Chr. Asbjørnsen (1812-85), Jørgen Moe (1813-82) og Andreas Munch (1811-84). - 33Geyser] hed springkilde på Sydisland; Geysirs udbrud fandt tidligere sted regelmæssigt 3 gange dagligt, men den sprang efterhånden i 1800-tallet meget uregelmæssigt. - Hekla] vulkan på Sydisland.

Under Piletræet

Under Piletræet tryktes første gang i H 2-53, der udkom 30.11.1852.

Eventyret er skrevet i efteråret 1852, idet A i et brev til sin ven og forlægger i Tyskland Carl B.Lorck 4.11.1852 skriver: »Jeg har [...] den sidste Maaned været meget riig i min lille Digterverden, jeg har nemlig skrevet, siden De sidst hørte fra mig, hele fire, ikke saa korte Historier, der høre til mine Bedste, den længste af dem: »Spørg Pilen, spørg den blomstrende Hyld«, er ganske en lille andersensk-dickensk: »Christmas Book«, men da den i hele sin Længde dog ikke er mere en halvandet trykt Ark, saa kan den slet ikke gaae alene, men med de andre, og med dem der rimeligviis endnu ville komme, og danne næste Bind« (BLorck 272f). Denne titel, et citat fra eventyret, jvf. s. 269.37-38, der iøvrigt blot var én af flere (se s. 261 fodnote), ændredes i r til den endelige titel.

I Bemærkninger m skriver A: »»Under Piletræet«. Heri 154 ligger et Par Blade af mit eget Livs Historie« (10), jvf. brev til Ingemann 14.12.1852: »Der er i den lille Fortælling et heelt Stykke af mit eget Hjerte; gid det hvile »under Piletræet« i Fred og ikke spøge ved Nattetid!« (BfA II 287). Hermed sigter A til sin forelskelse i den svenske sangerinde Jenny Lind (1820-87), som han havde truffet første gang i 1840, og til hvem han havde friet forgæves i 1843. 5.2.1852 ægtede hun sin akkompagnatør, den ty. komponist og pianist Otto Goldschmidt (1829-1907).

Imidlertid har også A.s sommerrejse 1852 været en inspirationskilde. I MLE hedder det: »Nürnberg laae foran, jeg har i een af mine Historier: »Under Piletræet«, givet en Afspeiling af den gamle prægtige Stad, ligesom ogsaa Reisen giennem Schweiz og over Alperne har laant mig Baggrunden til denne Digtning« (II 140).

Motivet med den modfaldne frier er hyppigt i A.s digtning og ses bl.a. i Agnete og Havmanden i Hemmings romance om møllersvenden, der elsker møllerens datter men aldrig erklærer sig: Bag Ellekrattet nede, hvor Møllehjulet gaaer (1833; SS XI 476). Endvidere kan nævnes Christian og Naomis historie i KES samt kammerråden i DtB (jvf. også Ib og lille Christine (II 297) og Hvad gamle Johanne fortalte (V 180f)).

261.1Egnen ... Kjøge] sml. Dagbøger 1.6.1836: »Egnen mager og ludslidt« (II l). - 9den lille Aa] Køge Å. - 17 for] overfor, i forhold til. - 18i Stranden] i vandet.

262.12-13Dunsten ... Honningkager] jvf. skildringen af Skt.Knuds marked i Odense i O.T. (222). - 25Bog-Guld] bladguld. - 28-29Mandfolket ... hans Hjerte] sml. amagerkonen i Fodreise: »Paa Armen bar hun en Kurv med Frugt og dejlige Honningkage-Jomfruer, hvilke Bageren, nok saa satirisk, havde givet en Bittermandel istedetfor et Hjerte« (9). - 36glubende] ubehersket, glubsk.

263.4mærkelige] bemærkelsesværdige. - 4-5den stumme Kjærlighed] måske en hentydning til og opposition mod Musäus' eventyr Den stumme Kiærlighed, oversat i Oehl. Eventyr, der ender lykkeligt i modsætning til Under Piletræet og A.s egen kærlighedshistorie med Jenny Lind. At A har kendt og udnyttet Musäus' eventyr, vidner folkekomedien Paa Langebro (1864) om.

264.8ved Comedien, den de sang i] ved teatret (Det kgl. Teater) på operaen. - 19Rispen] beget skomagertråd. - 20Spanderemmen] rem til at holde læsten med skoen fast til knæet. - 38svindel] svimmel.

265.2vildsomme] let at fare vild i. - 37Hyldemoer] se indledn. til Hyldemoer (s.130). - Pilefaer] A.s egen idé uden rødder i folketroen.

266.22Fri-Mester] stod udenfor lauget og måtte ikke bruge faglig medhjælp (jvf. A.s fader).

155

267.27Barn] sml. Jenny Linds bemærkning, da A 1.juledag 1845 i Berlin betroede hende, at han havde afslået alle indbydelser til juleaften for at være sammen med hende: »»Kind!« sagde hun smilende [...] »det faldt mig aldrig ind, jeg var desuden buden ud, men nu maae vi gjøre Juleaften om, nu skal jeg lade Træet tænde for Barnet!« (MLE I 341). - 38Broder] sml. Alm 21.10.1845, dagen før Jenny Linds afrejse fra København: »Middag hos Jenny i Hotel royal fra 5 til 12; hun drak min Skaal som hendes Broder« (jvf. MLE I 300 og DtB 270f).

268.3grubliserede] grublede. - 25Bisselæderet kom ham af Skoene] han fik ro på sig. - 26-31 Sml. Dagbøger 14.6.1852, Nürnberg: »Gik med Viggo [Drewsen] om i denne underlige gamle By, hvor hver Gade, ja hvert Huus er som et snirklet Billed i en gammel Billedbibel. - Gaderne ligge som de selv ville, Husene holde ikke af at staae i Række, Karnapper springe frem med Snirkler og udskaarne Billeder, med spidse Tage og smaa Taarne og ud af Vinduet mellem friskt Grønt og Blomster titter et ungt deiligt Pige Hoved, selv en Blomst mellem Blomsterne. - Tagrender der løbe ud formede som Drager og Uhyrer, spænde halv over Gaden« (IV 93). - 31langlivede] med langstrakt krop. - 33de gamle Springvande] sml. Dagbøger 13.11.1840, Nürnberg: »Dr Friedrich Campe (Boghandleren) [...] laante mig, til Gjennemlæsning en Bog: Eine Woche in Nürnberg, ein Wegveiser für Fremde von Mainberger 1837 [...] Springvandet paa Torvet var i gamle Dage malet og forgyldt. 16 Figurer 4 Fod høie omgive de 8 Piller i nederste Afdeling og forestiller de 7 Churførster, og Gottfried von Bouillon; Chlodevig von Frankreig und Carl den Grossen; Judas Maccabæus, Josua og David, Julius Cäsar, Alexander og Hector. Den anden Afdeling forestiller Moses og Profeterne.« 14.11.: »Saae Springvandet med disse nævnte Figurer« (II 54f). - 35-38En smuk Tjenestepige ... et godt Varsel] jvf. Jakobs møde med Rakel ved brønden i 1.Mos. 29.

269.2Dom] domkirke. - 7-12De gamle Grave...] sml. Dagbøger 14.6.1852, Nürnberg: »rundt om Cyclopisk lagte Mure, med et Drapperi af Grønt, rige smaae Kjøkkenhaver hvor før det mudrede Grav Vand stod og i Muren selv Taarne i Form som opreiste Kanoner, sande Fjeldblokke og dog i Skjønheds Form, Hyldetræet hænger sine blomstrende Grene hen over Revnerne og Rebslager snoer sit Reb deroppe paa det gamle bjælketunge Galleri« (IV 94). - 20-24Det var Ut ... ned i Vandet] sml. Dagbøger 14.6.1852, Nürnberg: »gamle murede Broer med brusende lave Vandmøller og Canaler der indeklemmes af Huse, der synes at ville ryste deres gamle Træ-Altaner ud i Vandet« (IV 93f). - 33-34] Citat fra Johanne Luise Heiberg: En Søndag paa Amager 16.sc. (jvf. MLE II 102,121).

270.9-14Alperne ... klare Straaler] sml. Dagbøger 14.9.1833, rejsen fra 156 Le Lode til Neuchâtel: »Nu syntes Alperne mig som Jordens sammenlagte Vinger, hvad om den opløftede dem, udbredte de store Fjer med de brogede Billeder af sorte Skove, vilde Fosser Gletsser og Skyer; hvilket Billede; paa Dommedag løfter den vel de store Vinger, flyver mod Gud og brister som Boble i hans Sollys« (I 175; jvf BHW I 132). 16-20Stille ... Kjøgebugt] sml. Dagbøger 29.6.1852, fra Lindau til Rohrsach: »Søen ganske grøn [...] mod Høire var Breden ganske dansk [...] Vi kjørte rask, som gjennem en stor Frugthave [...] Piger sad og broderede ved de aabne Vinduer [...] Piger nikkede fra Trægallerierne, Bjergtoppene glødede i den nedgaaende Sol« (IV 106f). - 22Rhinen ... Regnbuen] sml. Dagbøger 10.7.1852, vandfaldet i Schaffhausen: »det er som een lang Bølge væltede frem og forvandlede sig i hvirvlende, sneehvide, klare Skymasser. - Det er Skyernes Skabelse! [...] Det brusende Fald selv er som en Gletse der opløste sig i straalende Damp, og foran spænder sig Regnbuen, der her ogsaa har faaet Bevægelse, det er som var den halv løst fra Grunden og flagrede i Vinden« (IV 119). - 27den stille Rhinby] Schaffhausen? - 31-34Skyerne ... Maismarker] sml. Dagbøger 1.7.1852, vejen over Splügen-passet: »Skymasserne glede hen ad Bjergsiderne og fyldte Dalene [...] nu gik det opad, i Zicksak op til hvor Sneen laae, Alperoserne blomstrede, underlige store Tidsler stod der [...] Nu blev Egnen med Kastannietræer, en brusende Flod, Luften varmere. Folk talte italiensk« (IV 109). 3.7.1852 fra Como til Milano: »Viinen hang i Guirlander [...] gjennem frugtbart Landskab; Maisfrugt« (ib. 111).

271.3Hans bedste Lyst] sml. Dagbøger 3.7.1852, Milano: »Da jeg kom hjem gik jeg med Viggo til Domkirken, der som skaaret af Snee løfter sine Taarne og Statuer i den blaa Luft« (IV 111). 4.7.: »vi gik til Kirken og steeg op paa den [...] Det er som et Phantasieslot, skabt af Snee, formet i Billeder. Basrelief, gothiske Taarne, Statuer, Blomster og Frugter springe frem overalt paa denne uhyre Bygning; ikke er det for at gjøre en Virkning paa Beskuerne nede, men det overvælder Een i det man vandrer om deroppe i disse aabne Marmorhaller, gjennem Døre, og Buer, med den blaa Luft under sig; neden under ligger Byen som en stor udbredt Dynge af røde Tagsteen Brokker, rundt om det frodige grønne Land til Apeninerne der løfte sig i Dunst og mod Nord de høie Alper med evig Snee [,] tydeligst Monte Rosa, da Mont Denis, Wetterhorn og Simplon, men kun som en bleeg Sky det fjernere Montblank« (IV 112, jvf. Imp 308). - 15Arena, for at see Kunstberiderne] sml. Dagbøger 4.7.1852: »til Arena, efter Løben frem og Tilbage fik vi Billet paa den fornemste Plads [...] og havde nu skuet over den opfyldte Arena, hvor der blev givet Berider-Hesteløb, Herrer og Damer. Auriga. En Mand der løb paa en Kugle op og ned af en skraa Plan« (IV 113, jvf. BfA II 281). - 15den store Opera] sml. Dagbøger

157

21.9.1833, Milano: »Gik om Aftenen i Teatro alla Scala [...] Theatret selv har 6 Etager Loger, med blaae Silkegardiner og en stor Lysekrone« (I 184f). - 23ff. Sml. Antonios første gensyn med Annunziatai Imp (94-96).

272.24Liremand] lirekassemand. - 33-35Du er ikke rigtig Dansk ... fremmed Land] sml. HCAOptegnelsesbog nr. 1: »Man bebreider mig min Reiselyst, siger at jeg ikke viser mig dansk i at holde af Hjemmet. Hvor lidt forstaae de mig dog« (1); jvf. også O.T. 131, DtB 248 samt Ole Lukøie (I 174.35-36) og Hurtigløberne (III 95.21). - 36ff. Sml. KES 19 og Den lille Pige med Svovlstikkerne (II 153ff).

158

Historier
Med Illustrationer af Vilh.Pedersen. 1855
HP-55

»Der er Forskjel«

»Der er Forskjel« tryktes første gang i Folkekalender for Danmark 1852, der udkom november 1851.

Eventyret er skrevet i forbindelse med et besøg hos Henrik Stampe (1821-92) og hans hustru Jonna f. Drewsen (1827-78) på herregården Christinelund ved Præstø 24.5.-2.6.1851, jvf. MLE: »Ved Christinelund havde [...] Foraaret selv sat sin Vignet: en blomstrende Æblegreen, den groede paa en Markgrøft: den var Foraaret selv i sin deiligste Aabenbarelse! ved Synet af den fremsprang den lille Historie: der er Forskjel!« (II 130; jvf. også Bemærkninger 11).

277.21-22eftersom de gjaldt for] efter deres sociale status. - 22Somme] nogle.

278.15-16Fandens Melkebøtter] Taraxacum vulgare; navnet kendes tidligst fra 1805 i Oehlenschlägers Aladdin (Oehl I 109), men blev først almindeligt omkring 1835, hvorefter det anvendtes sidestillet med løvetand.

279.10fnugartede] fnugagtige. - 12-14de holdt den ... Aaret var omme] jvf. Thiele2 III 47: »Den, som med eet Pust kan afblæse en afblomstret »Fandens Kiernemælk« [: Fandens mælkebøtte], vil faae en ny Kiole.« - 25til Lægedom] fra ca. 1800 blev anvendelsen af pæleroden, ristet og pulveriseret, almindelig blandt fattigfolk som kaffesurrogat, medens såvel roden som den øvrige del af planten i 1772 anføres i farmakopeen (jvf. Folk og Flora IV 227f).

Fem fra en Ærtebælg

Fem fra en Ærtebalg tryktes første gang i Folkekalender for Danmark 1853, der udkom december 1852.

159

Om historiens tilblivelse vides intet udover at ideen må stamme fra senest 1840, idet den er blandt de tre, som Hjalmar beder Ole Lukøie fortælle (jvf. Ole Lukøie I 176).

Historien bygger på mindet om moderens lille »køkkenhave« i tagrenden i A.s barndomshjem i Munkemøllestræde: »»Fem fra en Ærtebalg« har sin Rod i Erindring fra Barndomshjemmet, hvor en lille Trækasse, fyldt med Jord, hvori var plantet Purløg og en enkelt Ært, var min egen blomstrende Have« (Bemærkninger 11; jvf. MLE I 28, Sneedronningen II 50). Udover det biografiske kan som påpeget af Rubow 147 nævnes, at Fem fra en Ærtebalg ligefrem er konstrueret efter et nytestamentligt forbillede: lignelsen om sædemanden (Markus 4.1-9). Endelig er der slægtskab med rosentræet og den syge dreng i Engelen (II 15f), forsåvidt angår historien om den syge pige og ærteblomsten.

281.24 ordenlige] velegnede, rigtige. - 24-25 Hyldebøsse] legetøj af udhulet hyldegren, som lades med fx ærter, der med en pind drives ud med et knald.

282.28at fortjene Noget] at tjene penge.

283.32Jonas i Hvalfisken] jvf. Jonas 2. - 36bovnede] svulmede op.

284.2mærkeligste] mest bemærkelsesværdige.

Et Blad fra Himlen

Et Blad fra Himlen blev trykt første gang i en engelsk oversættelse i A-udvalget A Poet's Day Dreams, der udkom februar 1853 (jvf. s. 166). På dansk forelå historien første gang i HP-55, der udkom 30.4.1855.

24.9.1852 hedder det i et brev fra A til Carl B.Lorck: »En lille Historie har jeg dog fundet til Dem og den har aldrig været trykt; jeg skrev den i dette Foraar og lagde den hen, men jeg troer den er ikke saa ilde« (BLorck 272). H.Topsøe-Jensen identificerer historien som Et Blad fra Himlen.

Kimen til historien findes i Skyggebilleder, hvor A ved synet af skyerne en nattetime på Brocken tænker, at »der i den vide Omkreds voxer Trylleblomsten, Harzbeboernes »Wunderbluhme«, som mangt et barnligt Hjerte endnu, i from Eenfoldighed, søger. Kun Een havde fundet den, men han kjendte den ikke selv, før den var tabt« (53f). I 1839 tog A ideen op i et senere udskudt afsnit i Paradisets Have (se Vintergrønt 69), men benyttede det i 1844 i dramatisk form i 160 eventyrkomedien Lykkens Blomst, hvorom han skriver i et brev til teaterchefen kammerherre Levetzau 16.5.1844: »Ideen hertil opstod hos mig ved Sagnet om Hyrden, der havde fundet Lykkens Blomst, men ikke vidste det, før Blomsten var tabt, en Historie, der saa ofte gjentager sig i Hverdagslivet« (A&C 358).

Medens ideen bag eventyrkomedien er den samme som i Grantræet (II 41f) og udtryk for A.s erkendelse af sin manglende evne til at værdsætte lykken i nuet, er perspektivet tilsyneladende forrykket i Et Blad fra Himlen. I et brev til Georg Brandes 21.7.1869, hvor A fortæller, at han har prøvet at finde de eventyr, hvor han har skrevet imod den ubillige kritik og forfølgelse, han følte sig udsat for, hedder det: »I Eventyret »Et Blad fra Himlen«, ligesom i »Den grimme Ælling«, er [der] en Afspeiling af mit eget Liv« (BfA II 600). En yderligere inspirationskilde er måske P.L. Møllers anmeldelse af NE 3-45, hvori det hedder: »Da Poesien hos Andersen, meer end hos de fleste andre af vore Digtere, frembryder som umiddelbart Naturproduct, maa ethvert nyt Værk af ham helst betragtes for sig, og fra det Synspunkt, som dets særegne Charakter selv angiver; ligesom man, for at glæde sig over en smuk Blomst, gjør rettest i at see den som den er, uden ængstelig at bekymre sig om dens Forhold til diverse Exemplarer af andre Arter, eller om den Plads, den mulig indtager i det botaniske System« (Kritiske Skizzer v.H.Hertel. 1971.121; jvf. VI 156f).

Endelig kan nævnes historiens slægtskab med Nattergalen (II 18f), hvor den fattige unge pige og videnskabssatiren genfindes, ligesom tilfældet er med helbredelsesmotivet, der også ses i Verdens deiligste Rose (II 225f) og i Dynd-Kongens Datter (II 63ff).

285.13løber ... avet om] bære sig dumt ad; vise en tåbelig, forvirret adfærd. - 19-20Skudsmaalsbog] egl. bog til kontrol af tjenestefolk, hvori indførtes oplysninger om navn, alder, tjenesteforhold samt udtalelse ang. tjenesten. Her i spøgende anv.: bevis. - 24Systemet] Linnés inddeling af planteriget.

286.8de tønkte ... det Bedre] 1.Mos. 50.20. - 11Fader ... de gjøre] Lukas 23.34. - 31-32alle Trækjugle ... især] reminiscens af Josefs drøm om brødrenes neg, der bøjer sig for hans eget neg i 1.Mos. 37.7. - 32 Svalen og Storken især] ansås iflg. folketroen for lykkebringere (jvf. Folk og Fauna III 32,242) samt De Vises Steen (IV 88) - 35Og de sorte Skovsnegle spyttede paa Træet] sml. De Vises Steen (IV 94) og Sneglen og Rosenhakken (IV 178).

161

Den gamle Gravsteen

Den gamle Gravsteen tryktes første gang under titlen Den gamle Ligsteen i Skolen og Hjemmet, red. og udg. af Jul.Chr. Gerson. 1852. nr. 7, der udkom februar 1852. Oplysningen i Bemærkninger 11 beror på en fejlhuskning (jvf. BLorck 279f).

En præcis datering af historien er ikke mulig, men 18.12.1851 fortæller A i et brev til veninden Henriette Wulff, at han udover »Der er Forskjel« og Verdens deiligste Rose, der netop var offentliggjort i Dansk Folkekalender, havde manuskript liggende til bl.a. Den gamle Ligsteen (BHW II 97). Hvorvidt A egentlig har tænkt sig historien trykt i et tidsskrift er usikkert, idet han 15.1.1852 tilbød den sammen med Paa den yderste Dag og Svanereden til Carl B.Lorck med løfte om, at Reitzel ikke skulle få de tre historier, såfremt Lorck ikke lod hengå måneder, før de blev trykt (BLorck 253).

I Bemærkninger oplyser A, at eventyret er bygget på en lang række forskellige erindringer (11), ligesom der muligvis indgår indtryk fra barndommens Odense (se ndf.).

288.12-13Klosterkirke] Gråbrødrekloster i Svendborg. Klosterkirken brugtes efter reformationen kun til bøn, uge- og fasteprædikener og blev efter længere tids forfald nedrevet 1828 (jvf. KES 41). - 17en Gravsteen] A tænker muligvis også på den i 1817-19 nedrevne Gråbrødrekirke i Odense, jvf. Brudstykker af en Udflugt i Sommeren 1829 - Odense og dens Omegn: »Monumenter og Liigsteene bleve solgte ved Auction, og kun om meget faa veed man i hvis Hænder de faldt« (A-iana VIII 20). Blandt køberne var iøvrigt A.s første beskytter bogtrykker Chr.Iversen (1748-1827) (BHH 154). Jvf. beskrivelsen af Hr. Knepus' gang og Christians tagkammer i KES (133 og 135).

289.10-11Bænken ... Steentrappe] sml. KES: »Svendborg eier endnu Præget af Smaabyerne i det forrige Aarhundrede [...] brede Forstuetrapper med Steen- eller Træbænke til at sidde ude paa« (24).

290.7Det Bindingsværks Huus] sml. Det gamle Huus (II 143f). - 15Den brolagte Gade] den nuværende Klosterplads. - 26havde Stenen inde] rummede stenen, kunne den fortælle om. - 38-39Det Gode og Skjønne ... Sagn og Sange] typisk romantisk tankegang, således som den specielt formuleredes af H. C. Ørsted, idet det sande, det gode og det skønne var udtryk for det evige, for Guds egenskaber, jvf. også O.T. omtalen af Lemvigbondens indsats under svenskekrigene; »Monumentet for den raske Lemvigerbonde staaer i Sagnet og i Digternes Sange, og det er de Monumenter, som holde sig længst« (106).

162

Klods-Hans

Klods-Hans blev trykt første gang i HP-55, der udkom 30.4.1855.

Allerede i forbindelse med Grantræet havde A arbejdet med Klods- Hans-historien (se ovf. s.4f og 91), men først i Alm 30.11.1844 hedder det: »Skrevet Klokke-Hans«. Uvist hvorfor lagde A tilsyneladende eventyret væk og gennemskrev det påny, antagelig i efteråret 1853, idet han 26.10.1853 skriver til Carl B.Lorck: »Et Par ny Historier har jeg desuden til, som jeg, naar De lader mig vide at De vil have dem med, skal give Pedersen [: Vilh. Pedersen] i Manuskript« (BLorck 287). Da HP-55 af ikke tidligere trykte ting indeholder Klods-Hans og Ib og lille Christine, må det være disse to, han tænker på, jvf. BLorck 294. Iøvrigt trak Lorcks udgivelse så længe ud, at eventyret udkom først i Danmark.

Historien tilhører gruppen af genfortællinger af folkeeventyr, jvf. undertitlen En gammel Historie fortalt igjen samt Bemærkninger 11f. Skønt A sidstnævnte sted taler om, at historien er »frit gjenfortalt«, følger han dog nøje folkeeventyret, som Georg Christensen 166 henfører til Grundtvigs eventyrregistrant nr. 22: Munden stoppet på prinsessen. De eneste tilføjelser er karakteristikken af de to brødre samt den detaljerede beskrivelse af sceneriet på slottet. Endvidere strammer A historien op ved kun at lade Klods-Hans finde tre ting - iøvrigt folketroens lykketal - medens folkeeventyret beretter om mange ting (se Ingvild Alnæs: H.C.Andersen og folkeeventyrene i A-iana 3 rk. H 114ff samt Else Marie Kofod 34f).

I Jens Kamps samling findes en opskrift af folkeeventyret fra Køng sydvest for Odense med navnet Klotte-Hans, et navn A som nævnt benytter i almanakoptegnelsen (se også note til Grantræet II 45.5). I denne opskrift rider drengen også på en ged modsat normalt, hvor det drejer sig om en hest. Skønt denne optegnelse stammer fra slutningen af 1800-tallet, mener Georg Christensen at stå overfor den tradition, som A har hørt eventyret i, hvorved det hører til gruppen af eventyr, han har hørt som barn. Argumentet herfor er optegnelsens tydelige uafhængighed af litterære forbilleder og ikke-folkelige træk, et argument som afvises af Alnæs.

Der henvises flygtigt til eventyret i KES 95.

291.12-13Laugs-Artiklerne] lavenes love; lavsskråer. - 13Oldermand] formand for et håndværkerlav.

292.2Hove] hoffet. - 3Trommen] officielle bekendtgørelser af almen interesse o.l. blev offentliggjort af trommeslagere.

163

293.24Tromlen] jernblikkasse anbragt på røret af ældre kakkelovne, og hvorigennem røgen blev ledet.

294.6Tinkrampe] blikstrimmel til forstærkning af træsko.

Fra et Vindue i Vartou

Fra et Vindue i Vartou tryktes første gang sammen med Et Billede fra Castelsvolden under titlen To Billeder fra Kjøbenhavn af H.C.Andersen i Gæa, æsthetisk Aarbog, udg. af P.L.Møller, 1847, der udkom december 1846.

Historiens tilblivelse er ukendt, men A havde flere gange anslået motivet; således i Hjertesuk af en udtjent Damekjole (Repertorium for Moerskabslæsning Nr. 23. 21.10.1829. 368), medens livsbilledet genfindes i Skyggebilleder, hvor A i diligencen fra Hamborg til Lyneborg møder en anonym gammeljomfru: »i det mørke Øie laae der noget interessant, noget dybt veemodigt, selv naar hun smilede« (28). Ved afrejsen fra Lyneborg får A et sidste glimt af hende: »en Skygge gik over Gardinet, det var hende, der saae efter os ved Vinduet [...] Der ligger virkeligt noget Rørende i saadan en gammel Piges stille Klosterliv; hvem veed hvilken Orm der gnaver dette Hjerte; der ere Følelser og Tanker, vi ofte ikke kunne betroe vore kjæreste Venner« (29). Jvf. endvidere den gamle morlille og de unge piger, der danser udenfor en landsby (72f). Ligeledes kan nævnes et billede af en gammeljomfru i Aarets tolv Maaneder, October (1833; SS XII 153f) i et sceneri, hvori også ambratræet forekommer.

295.4Ambratræet] sandeltræ. - 5Vartou] stiftelse for ældre oprettet 1607 af Christian IV; havde 1666-1934 til huse på hjørnet af Farvergade og Vestervoldgade. - 13Sagnet] iflg. folketroen almindeligt at bygninger kunne stå til evig tid, når noget levende blev begravet derunder; jvf. Thiele2 I 147: »Da man engang for mange Tider siden satte Vold om Kiøbenhavn, sank den uden Ophør, og det var fast ikke muligt, at faae den til at staae fast. Da toge de et lidet, uskyldigt Pigebarn, satte hende paa en Stol ved et Bord og gave hende Legetøi og Mundgodt. Og medens hun sad der og giorde sig tilgode, opbyggede tolv Murere en Hvælving over hende, og, da den var fuldført, kastede de under Musik og klingende Spil Volden derover. Derfor skal den nu være uryggelig!« - 19-21Danmarks Konge ... Rede] Frederik III.s ord, da han blev rådet til at flygte til Norge eller Holland under svenskernes forberedelser til Københavns belejring 1658-59. 164 Vendingen stammer oprindelig fra Job 29.18. Jvf. iøvrigt A.s digt De Danske og deres Konge (1830; SS XII 332).

296.11Rosenborg] lystslot opført af Christian IV 1606-34.

Ib og lille Christine

Ib og lille Christine blev trykt første gang i HP-55, der udkom 30.4.1855.

Pga. koleraepidemien i København tilbragte A det meste af sommeren 1853 hos Michael Drewsen (1804-74), ejer af Silkeborg Papirfabrik og grundlægger af Silkeborg. Herfra skriver A 16.8. til Edvard Collin: »Jeg skriver meest Breve, saa lidt paa Biographien, og nogle andre Smaastykker, f Ex [...] »Silkeborg«; - efter Bordet kjøre vi jevnligt! - jeg har iøvrigt klippet og klistret en ganske phantastisk Lyseskjærm til Fruen, imellem driver jeg ene om ad Heden til, eller fisker eller gaaer og optegner mine Naturstudier for tilkommende Digtninger« (BEC II 249f). Skønt den omtalte skildring af Silkeborg er dateret »Silkeborg den 5te August 1853« (O.Bisgaard: Fra Silkeborgs Nybyggertid. Silkeborg 1935.133) fremgår det såvel af et brev 8.8.1853 til Otto Delbanco (ib. 163), hvis Folkekalender skildringen var bestemt til, som af brevet til Collin, at der er tale om en antedatering, ligesom A jævnsides har arbejdet på en historie. Det fremgår af et brev til Carl B.Lorck 31.8.1853: »Naturen har vel her en Skjønhed, en Storhed, som i høi Grad tiltaler mig, men Sindet kan ikke løfte sig; jeg faaer heller ikke stort bestilt, en lille Fortælling har jeg skrevet, den er ikke ilde, men der er ikke Solstraale deri, thi jeg har selv ingen« (BLorck 283). Skønt A ikke nævner fortællingens navn, må det dreje sig om Ib og lille Christine, som iøvrigt hverken er omtalt i breve, dagbøger eller Alm. Imidlertid er der så mange verbale overensstemmelser mellem Silkeborg-skitsen og historien, at referencen må gælde Ib og lille Christine, som dog antagelig er det sidst afsluttede af de to arbejder.

Historien er endnu en variation over motiverne med dreng og pige, der er barndomsvenner, og hvor drengen forbliver ugift af ulykkelig kærlighed, den modfaldne frier og Gud, der leder alt til det bedste, som A i 1852 havde behandlet i Under Piletræet (se ovf. s. 153f).

297.3 »Aasen»] sml. Silkeborg: »Vi tage gjennem Skoven op over Aasen, »Aa-Ringen«, kalder Bonden den [...] I lang Strækning og i Høide med de største Træer løfter sig Aasen, som var den en Vold, i cyclopiske Tider opkastet ved Menneskehænder« (Folkekalender for Danmark 1854; SS VI 274), jvf. også Dagbøger III 392. - 15Sløv] slev, 165 stor træske. - 21yndelig] yndig. - 22skaaret] tilskåret, tildannet. - 23født og baaret] skabt. - 24Seishede] sydøst for Silkeborg.

298.1Silkeborg Aaleværk] sml. Silkeborg: »Mod Nord slipper Skoven ved Langsø, som Gudenaa løber igjennem, og her ligger en gammel Avlsgaard og et lille Hus, der for Aaringer siden tjente til Aaleværk, idet Aalefangsten her var saa godt som Regjeringens hele Vinding af den fiskerige Aa« (SS VI 277). A hentyder til Silkeborg vandmølle, der hørte ind under Silkeborg hovedgård, som staten overtog 1823 (se O.Bisgaard: Af Silkeborg Hovedgaards Historie 1794-1846.1937.73ff). - Aaleværk] fangstredskaber som anbringes ved stemværker for at fange de ål, som følger med strømmen. - 7ved Fad] ved spisning. - 11-12prammet] sml. Alm 8.7.1853: »Pramtour«. - 20-25de gamle Træer ...] sml. Silkeborg: »Deiligt er det med Seilbaad eller Pram at glide hen under de hængende Birke og de gamle Elle, der enkelte Steder, løsrevne fra Bredden, groe i Strømmen, og helde sig over hele Øer af blomstrende Aakander« (SS VI 280), jvf. også Dagbøger III 394. - 28hverken Fabrik eller By] Silkeborg Papirfabrik blev grundlagt 1844 og byens anlæggelse påbegyndt året efter.

299.13-14De gik ... smaa Fødder] sml. Silkeborg: »Her er Strækninger som skaarne ud af det besjungne Schwarzwald. Tørre nedfaldne Grene knage i Lyng og Løv under Vognhjulet« (SS VI 275). - 16en Ørn] sml. Silkeborg: »Maaske høres Skriget af Kongeørnen, der bukker under i ulige Kamp« (SS VI 274). - 22til vort] hos os. - 24-25Stilhed ... Hornugle] sml. Silkeborg: »Her er Natten dyb og hemmelighedsfuld, man hører kun den store Hornugle skrige fra Skoven« (SS VI 274). - 34-35en klar, gjennemsigtig Sø ... Solstraalerne] sml. Silkeborg: »den store Almindsø [...] seet i Morgenbelysning blaa og stille har det meest smilende, venligt Indbydende [...] Vandet er saa klart, at man seer de store Fisk svømme i Sollyset« (SS VI 276f). - 35Stiim] stime. - 36-37Kløvser] fynsk: klaser (se n.t. II 222.8). - 38sætte sig] danne sig.

300.2Morian] neger. - 3Taterske] sml. Alm 13.7.1853: »Tour til Heden fata morgana Tatere.« - 4tre store Nødder] alm. eventyrtræk, se fx Prins Lindorm (Bødker 16ff) og Grimms De to kongebørn. Sml. også nissens ønskenødder i eventyrkomedien Meer end Perler og Guld (SS X 418).

301.24Træskosnider] træskomager; snider: skærer. - 27-28Aalebonde] omrejsende ålehandler, jvf. O.T. 89. - 35Leilighed] behørig lejlighed, - 36Them] landsby 10 km syd for Silkeborg; jvf. Dagbøger III 395.

303.6Førstningen] begyndelsen. - 31Funder] 3 km sydvest for Silkeborg.

304.3Det Allerbedste] sml. n.t. I 237.40, II 164.37-38; jvf. også brev til E.Collin 7.8.1853 (BEC II 247). - 25Arm-Ring af Guld] antagelig association til sagnet om jomfruen fra Bjærup mose, »som seilede over 166 dens aabne Vande, tabte sin Guldring der og lyste derfor Søen i Ban, da væltede fra Bunden det sorte Dynd, og i et Nu blev den fra Sø til Mose« (Silkeborg; SS VI 282). - Hedenold] oldtiden. - 29kostelige] kostbare. - 35Smakken] mindre skib, rigget som en jagt, til færgesejlads. - 39sex hundrede Rigsdaler] sml. løsesummen på 600 scudi i Imp (144) og arven i Hun duede ikke (II 316).

305.30vildsom] uligevægtig. - 32 flankeret] sviret, levet overdådigt. - 36Slotshaven] Frederiksberg Have.

306.21Klynetørvene] mosetørvene. - 27-28de Fattiges Kirkegaard] en afdeling af Assistens Kirkegård.

Den sidste Perle

Den sidste Perle tryktes første gang i en engelsk oversættelse i A-udvalget A Poet's Day Dreams, der udkom i februar 1853 (jvf. s. 159). På dansk forelå den i Almanak eller Huuskalender for 1854, udg. af og forlagt af A.C.F. Flinch 1854, der udkom november 1853.

26.10.1852 døde Frederikke Abrahams, f. Philipsen, gift med professor, senere notarius publicus N.C.L.Abrahams (1798-1870), som var blandt A.s tidligste venner i København. A satte stor pris på fru Abrahams og tog sig hendes død meget nær. Som et minde og en trøst skrev og sendte han historien til Abrahams (jvf. Arthur Abrahams: Minder fra mine Forældres Hus. 1894.11).

Historien tilhører gruppen af A. s parabler (fx Verdens deiligste Rose og Et Blad fra Himlen) og er bygget over et klassisk eventyrmotiv kendt fra Tornerose, hvor lykkens og sorgens fe mødes ved det nyfødte barns vugge, et motiv A allerede havde benyttet i Lykkens Kalosker (se n.t. I 213.33). Jvf. endvidere Cecilies fortælling i Mulatten (1840) om feerne ved barnets vugge, af hvilke en god fe, religionens, mildner og forsoner den onde fes ulykker.

309.5side] vide. - 14-15Fuldendelsen] forestillingen om en kosmisk dannelsesrejse, jvf. Lykkens Kalosker (I 221.34-36 m. note). - 15 Psyche-Vingerne] se n.t. IV 175.35-36.

»Hun duede ikke«

»Hun duede ikke« tryktes første gang i Folkekalender for Danmark 1853, der udkom december 1852.

167

Historien er skrevet i foråret 1852. I et brev dateret Weimar 26.5.1852 til A.s forlægger i Tyskland Carl B.Lorck hedder det: »Jeg skal i disse Dage sende Dem i Manuskript en ny »Historie«, der ikke er trykt, der som Manuskript kommer først til Dem, for at den med de andre Historier paa tydsk, kan see Lyset første Gang. Det er omtrent et trykt Ark tænker jeg og heder: »Hun duede ikke«« (BLorck 262). 30.5. hedder det atter fra Weimar: »Jeg reenskriver paa den utrykte Historie, som De faaer: »Hun duede ikke«« (ib. 264). Arbejdet kom imidlertid til at trække ud, og skønt A ville besøge Lorck i Leipzig 11.6. sendte han det i stedet 5.6. af frygt for, at det alligevel ville vare for længe, hvis han personligt skulle aflevere det til Lorck, og tilføjer så: »læs dog først selv den lille Historie: »Hun duede ikke«, den hører vist til mine bedste (og er endnu useet af Verden)« (ib. 265f). Da udgivelsen af Sämmtliche Werke imidlertid trak ud til foråret 1853, har A åbenbart valgt først at lade historien udgive på dansk.

I Bemærkninger (12) beskriver A detaljeret den episode, der er historiens egentlige kærne, ligesom han nævner, at anledningen til at skrive historien var en - unævnt - begivenhed, der fik ham til at tænke på den menneskelige dømmesyge. Bemærkninger må imidlertid opfattes som en tilsløring af det selvbiografiske, idet A lader historien have sit udgangspunkt i en episode, han har overværet i forbindelse med en ham selv uvedkommende dreng og hans moder. Nicolai Bøgh fortæller imidlertid: »Hans Moder gaaer - efter hans eget Udsagn til mig - igen i hans Fortælling »Hun duede ikke«, hvor han undskylder hendes Lyst til stærke Drikke ved at henvise til, hvorledes hun maatte staa og vadske nede i Odense Aas kolde Vand, hvilken Situation ganske svarer til hans Skildring af Moderen i »Mit Livs Æventyr«« (Fra H.C.Andersens Barndoms- og Ungdomsliv. 1905.15).

310.2Byfogden] indtil 1919 underdommer og tillige politimester, byskriver og ofte også borgmester i købstad. - 16En halv Pægel] ca. 1/8 l.

311.2Toestolen] skammel eller bænk, hvorpå tøjet gnides under vaskningen. - 2-3Tærskelen] banketræet, et fladt brædt med skaft eller håndtag (sml. O.T. 240 f). - 21Sivmatten] sivmåtten. - 23-24 Jeg slider og slæber ...] formodentlig en af Anne-Marie Andersdatters replikker (sml. Christian den Andens Dverg (1831-32; A-iana III 65) og O.T. 241). - 26-31 Brix 47 mener med henvisning til udsagn i moderens breve, at A her har beskrevet Anne Marie Andersdatters ydre, ligesom det faktum, at Halte-Marens skavank ikke nævnes, skyldes A.s fortrolighed med modellen. Moderen led af stær! I Brix og Jensen III 416 rejses tvivl om denne tolkning, idet det hedder, at »maaske er Halte-Marens Udseende beskrevet efter Moderens«. - 38MiddagsCollats] middagsselskab; Collats: gilde, kalas.

168

312.9Skjepper] rummål = 17.391. - 11sagt af] aflyst. - 20-21det gaaer rundt med mig] det svimler for mig.

313.17-20et gammelt Gulvtæppe ... Strimler] en barndomserindring, jvf. Petits Lebensbild i: Abenteuer und Marchen einer Neujahrsnacht auf einer Fussreise nach Amach. Von H.C.Andersen. Hamburg 1846, hvor det om forældrenes sengetæppe hedder: »aus tausend bunten Tuchlappen mosaikartig zusammengenähten Harlekinsdecke« (4). - 27ff. Brix 49 ser her en inspiration fra en barndomsoplevelse, som A fortalte Nicolaj Bøgh: »Hans Moder vadskede Tøj for Embedsfolk i Odense, og en Dag havde hun bragt noget saadant til en højtstaaende Embedsmand, hvis Søn lige var vendt hjem, efter i Kjøbenhavn at have taget teologisk Embedsexamen. Marie Traes - som hun kaldtes - kom da styrtende hjem til sin Mand og fortalte, at denne Søn havde villet forføre hende og betale hende Penge. »Hvad gjorde Du da, Marie?« spurgte Manden, der midt ude paa Gulvet stod med knyttet Haand og truende Mine. »Jeg løb min Vej, alt hvad jeg kunde, det véd Vorherre Kristus, jeg gjorde,« sagde hun, »jeg løb lige hjem til Dig.« Lidt efter føjede hun til: »Skjøndt det var jo alligevel mange Penge!« Hendes Mand knyttede sin Haand op i Luften og raabte: »Og saadan En skal være Præst - Præst!« Hele denne Scene overværede Hans Christian, og den gav ham Meget at tænke over« (Fra H.C.Andersens Barndoms- og Ungdomsliv. 1905.8). Samtidig ser Brix 50 en mindelse om moderens kærlighedshistorie, der førte til fødslen af A.s ældre halvsøster Karen Marie 22.9.1799. - 27Kammerraadens] titel med rang i 7.rangklasse nr. 2. - 40klarede for mig] forklarede mig.

314.35Kyndelmisse] A.s forældre blev viet 2.2.1805, kyndelmisse.

315.6Procurator] sagfører. - 36Barbeer] indtil 1837, da den medicinsk-kirurgiske eksamen blev lovfæstet som betingelse for udøvelse af lægegerningen, praktiserede barberer i almindelighed som læger bl.a. gennem åreladning, et tidligere hyppigt middel i sygdomsbekæmpelse.

316.1600 Rdlr.] sml. Ib og lille Christine (II 304.39). - 5Mikmak] maskepi.

To Jomfruer

To Jomfruer er trykt første gang i Folkekalender for Danmark 1854, der udkom november 1853.

Eventyret er skrevet i sommeren 1853. I et brev til Folkekalenderens udgiver Otto Delbanco fra Silkeborg 8.8.1853 skriver A: »Jeg sender Dem her en Historie om »to Jomfruer«, synes De godt om den, saa faae 169 Hr Pedersen til at give et Billede til den« (O.Bisgaard: Fra Silkeborgs Nybyggertid. Silkeborg 1935.163).

317.6Materialgaarden] bygning til opbevaring af redskaber og materialer. - 7 Favnemaal] måleredskab, som regel i passerlignende form, der måler 1 favn dvs. ca. 1.9 m. - Hjulbør] trillebør. - 9Stempel] i ODS XXI 1155 er dette det tidligste eksempel på brugen af stempel. - 12-13emanciperede Fruentimmer] en hentydning til den spirende kvindefrigørelse, som netop havde været aktuel i anledning af udgivelsen af Mathilde Fibigers Clara Raphael. Tolv Breve (1851), der havde udløst en fejde om kvindens stilling (se Dansk Litteraturhistorie 6. 1985.123ff). - 13 Institut-] skole-. 15Vaagekoner] kvinder, som regel uden egl. uddannelse, der vågede over fødende kvinder, syge osv.

318.6-7Jomfru] fra slutn. af 17. årh. til midten af 19. årh. standsbetegnelse og titulatur til ugifte kvinder af borgerstanden, derefter hovedsagelig om tjenestepige. - 8ved at føre det Navn ... Signeterne] ordspil på betydningen redskab til prægning, prægestempel. - 12-13den europæiske Nødvendighed] ministeriet Bluhmes slogan under valgkampen til rigsdagen 1853 som et krav om, at rigsdagen måtte opfylde de løfter, kongen og regeringen havde givet stormagterne i Aftalerne af 1851 og 1852 ang. helstatens forfatning, dvs. at det danske monarki udgjorde en tredelt helhed bestående af kongeriget Danmark, hertugdømmet Slesvig og hertugdømmet Holsten-Lauenburg.

Ved det yderste Hav

Ved det yderste Hav tryktes første gang i Folkekalender for Danmark 1855, der udkom december 1854.

Historien er antagelig skrevet i foråret 1854, hvor A iflg. Alm 27.4. og 1.5. har sendt manuskripter til Vilh.Pedersen med henblik på illustrering. Ideen til eventyret kan være ældre. Allerede i Paradisets Have (I 141f) og BuB Niende Aften (11f) havde A med benyttelse af Keilhaus Reise i Øst- og Vest-Finmarken, samt til Beeren-Eiland og Spitsbergen (1831) arbejdet med motiver fra polaregnene. Det er imidlertid tvivlsomt om dette værk ligger til grund for Ved det yderste Hav. Sceneriet stammer derimod snarere fra Capitain Sir John Ross's anden Opdagelsesreise til de nordlige Polaregne og Ophold i Boothia felix Aarene 1829-33. Oversat fra Engelsk af Knud Kiær. 1837, som A iflg. Dagbøger 7.6. og 10.6.1851 læste på Glorup. Beretningen gjorde et dybt indtryk på digteren. 17.6.1851 hedder det: »Endt Ross's 170 Opdagelses Reise i Polaregnen; da han med Mandskab traf paa Skibe igjen og han var frelst, trængte Taarerne mig i Øinene« (Dagbøger IV 33).

319.3finde Landenes Grændser mod Havet] Nordvestpassagen opdagedes af Robert Mc Clure 1850, Nordøstpassagen af N.A.E.Nordenskiold 1878.

320.4-5deres Slæder ... Iisstykker] sml. Ross: »Deres Slæder vare særdeles kunstløse; Siderne bestode af Benstykker, der vare ombundne med og sammenholdtes af et Skind, og Tverstykkerne ovenpaa vare giorte af Forbeenene af et Dyr [...] Underneden var en Beklædning af lis fæstet til Skindet, hvilket gjorde dem meget lette« (175). - 18-20Vilde jeg tage ... holde mig fast] Salme 139.9.

Pengegrisen

Pengeprisen tryktes første gang i Folkekalender for Danmark 1855, der udkom december 1854.

Om eventyrets tilblivelse vides intet. Motivet med tingene, der bliver levende, er hyppigt hos A.

323.9saae ned paa] ordspil på betydningen: foragte, ringeagte.

324.6-7Maanen ... fri Belysning] magistratsbelysning, dvs. når det iflg. kalenderen var fuldmåne blev gadelygterne ikke tændt (jvf. Den gamle Gadeløgte II 109). - 18Forstandsøvelse] selskabsleg, der også anvendtes i undervisningen af småbørn. Forstandsøvelse eller iagttagelsesundervisning tog udgangspunkt i, at eleven skulle eftergøre, hvad læreren udførte, ligesom læreren brugte ting og billeder for at anskueliggøre undervisningen. Endelig stræbte man efter at benytte materiale kendt fra elevens egen erfaringsverden, derfor legetøjet og tingene hos A som illustrationer i direkte og overført betydning. - 19 Training] træning.

325.2beslaaet] ordspil på betydningen: velhavende. - 13ikke paa Vrangen] ordspil på betydningen: ikke se ind i det indre, ikke se de mindre heldige sider. - 18aaben Begravelse] gravkapel hvor kisterne er tilgængelige.

326.5Bøtten] skraldebøtten.

171

BIND III

Nye Eventyr og Historier
Første Række. Første Samling. 1858
NEH 1-58

Suppe paa en Pølsepind

Suppe paa en Pølsepind blev trykt første gang i NEH 1-58, der udkom 2.3.1858.

Eventyret nævnes første gang i et utrykt brev til Henriette Scavenius på Basnæs 30.11.1857 (i H.C.Andersens Hus). Sin vane tro læste A det op i manuskript for at efterprøve virkningen: »Ingemann og hans Kone [...] vare begge meget lykkelige i mine to sidste Eventyr: »Flaskehalsen« og »Suppe paa en Pølsepind«« (brev til Edvard Collin, Basnæs 21.12.1857 (BEC II 292), jvf. også BHW II 352).

I Bemærkninger hedder det: »I vore Ordsprog og Talemaader ligger tidt Frøet til en heel Historie; jeg udtalte dette og gav Beviset ved at skrive Eventyret: »Suppe paa en Pølsepind«« (14f). I eventyret spores imidlertid også andre elementer fra folkedigtningen. Således er motivet med de fire mus, der skal lave suppen med dronningeværdigheden som belønning, kendt fra folkedigtningens prøvemotiv, ligesom såvel firtallet (de fire mus) som femtallet (eventyrets inddeling i fem historier) er overtaget fra folkeeventyret.

Herudover er motivet med musene, som A også har brugt i Ole Lukøie (I 172f), beslægtet med E.T.A.Hoffmanns Nussknacker und Mausekonig i samlingen Die Serapions-Brüder I (1819).

Motiverne i de enkelte fortællinger er foregrebet i A.s tidligere digtning. Det gælder alfemotivet i den første mus' fortælling, der via Rosen-Alfen (se ovf. s. 60f) og Reisekammeraten (se ovf. s. 35) kan føres tilbage til Skyggebilleder (29f) og videre til B.S.Ingemanns De Underjordiske (1817) og Tiecks Die Elfen (1811). Digteren, der kan lave suppe på en pølsepind i den anden mus' beretning, er motiv i digtet Formens evige Magie: »Jeg vil den seie Prosa-Lyng oprykke, / Og, kort sagt - lave Suppe paa en Pind« (1831; SS XII 130). Endelig 172 genkendes motivet med den fangne i den fjerde mus' fortælling fra Et Billede fra Castelsvolden (II 228).

13.12Pølsepindene] en lille træpind, der lukker enden af en stoppet pølse. - 13Suppe paa en Pølsepind] gl. talemåde: »Det bliver en tynd Suppe, som koges paa en Pølsepind« (Mau 4905) som udtryk for at behandle et emne uden dybere indhold. Udtrykket har sin oprindelse i at pølsepindene blev genbrugt og derfor blev renset ved kogning (se iøvrigt A.G.Drachmann i A-iana 2 rk. I 284). - 16Fattigforstander] (embeds) mand udnævnt af det offentlige til at føre tilsyn med de fattige, der var under forsorg. - 19Aar og Dag] et helt år.

14.7paa Kundskab] for at udforske (verden). - 19Flor] sørgeslør. - 27Aar og Dag] mere end et år, temmelig lang tid. - 31oret] fordærvet af mider.

15.11overordentlig] ualmindelig. - 15Lavningen] tilberedelsen. - 15-20Midsommer ... Maistangen] medens skikken med majstang 1. maj var almindelig i Danmark, var det mindre almindeligt at danse om en smykket stang St.Hans- aften. A bygger sandsynligvis her på erindringer fra sin Sverigesrejse 1849, hvor han overværede midsommerfesten i Leksand med svenskernes traditionelle dans om midsommerstangen, som A betegnende nok i I Sverrig (74f) også kalder »Maistangen«.

16.5fik den Syn] blev den værd at se på. - 30Kjosker] pavilloner, lysthuse (nu kun om forretning m. avissalg osv.).

17.29Laven] udførelse. - 30-31Ildskuffen] skovllignende redskab til at tage gløder og aske ud med.

18.22-23tre Hoveddele] A.s eget krav til digtningen, jvf. MLE II 139, hvor han i forbindelse med Richard Wagners musik udtaler: »jeg forlanger i denne Kunst, ligesom i Poesien, de tre Elementer, Forstand, Phantasie og Følelse.« - 29-30Gak til Myren ... stor Konge] Ordsprogenes Bog 6.6, efter traditionen forfattet af Salomon.

19.25kjendelig] let at kende. - 31Dryade] i gr. mytologi skovnymfe, hvis liv tænktes knyttet til det levende træ, jvf. Dryaden (V 69f), Rosen-Alfen (I 177f) og Hyldemo'er (II 171f). - 40erholde] få.

20.1Phantasus] iflg. Ovids Metamorfoser 11.642 en af drømmeguderne, der tager skikkelse af alle mulige livløse genstande, jvf. Kunstner-Livet (1829; SS XII 224) og Phantasus (1829; SS XII 141). - 12Pyramidernes Land] Ægypten. - 27en stor Mand ... Følelser] forfatteren har ikke kunnet bestemmes, men i den citatsamling Pourpuri A udarbejdede i skoleårene findes en beslægtet tankegang i et citat fra Ludwig Börne (1786-1837): »Jeder Schlag des Herzens schlägt uns eine Wunde, und das Leben wäre ein ewiges Verbluten, wenn nicht die Dichtkunst wäre« (E.Gigas: Et Minde fra H.C.Andersens første Ungdom i: Dansk Tidsskrift. 1905.288). Citatet stammer fra Börnes 173 mindetale over Jean Paul, men efter al sandsynlighed låner A det fra det noget længere citat, som Heine sætter foran i Die Harzreise (1824).

21.3en hvid Pind ... usynlig] iflg. folketroen blev man usynlig ved at tage en afbarket pind i munden, jvf Elverhøi (II 83.6.). - 4gammelt Øl med en Pind i] øl med sukker og som regel brændevin i serveret med en pind til at omrøre sukkeret med. - 5staae paa Pinde] hjælpe til og give agt på det mindste vink. - satte en Pind for] egl. stænge en dør, men her billedl.: forhindre, sætte en stopper for. - 5-6Pinden til Eens Ligkiste] blive medvirkende årsag til ens død, volde en meget bryderi; egl. skyldes udtrykket, at ligkister blev lukket med træpløkke. - 27confiskeret Gods paa Raadstuen] hvad A præcist sigter til er usikkert, men i forbindelse med åbningen af jernbanen Kbh.-Roskilde kom en bekendtgørelse 29.5.1847, iflg. hvilken fremmede toldbare varer omfattet af acciseafgiften under konfiskationsstraf ikke måtte opbevares på jernbanestationerne, medmindre der var legitimation for forsendelsen. - 28Slutteren] arrestforvareren. - 31den Suppe kan koste ham hans Knap] de ubesindige ord (i hvilken forbindelse A vel tænker specielt på situationen før Grundloven 1849, hvor ytringsfriheden var stærkt begrænset efter Trykkefrihedsforordningen af 1799) er en halsløs gerning.

22.4den gode Omgang] det gode samkvem. - 14-15han gik ... hans Historie] jvf. fangens ukendte skæbne i BuB To og tredivte Aften (35). - 38Trang paa Kosten] mangel på føde.

23.20-21 jeg blev i Landet, det er det Rigtige] sml. n.t. II 272.33-35. - 36 Melkestuen] rum hvor mælken blev opbevaret på større gårde.

Flaskehalsen

Flaskehalsen tryktes første gang i Folkekalender for Danmark 1858, der udkom december 1857.

I Bemærkninger fortæller A, at eventyret er blevet til på opfordring af Just Matthias Thiele (15). Denne forklaring er dog kun delvis sand. 11.6.-15.7.1857 var A på besøg hos Charles Dickens, hvorfra han fortsatte til major Serres i Maxen. Herom hedder det i et brev til Ingemann fra København 2.11.1857: »i sidste Uge skrev jeg for Folkecalenderen det Eventyr færdigt, jeg under Besøget [17.-26.9] fortalte Dem om: Historien om en Flaske. Tanken til det kom under Besøget hos Dickens; senere, i Maxen, nedskrev jeg det Meste; nu har jeg endt det og ikke mindre end fire Gange reenskrevet eller omskrevet det for at faae Sproget i det Tonefald, jeg maatte have det. Jeg tør troe, 174 det er et af mine bedste Eventyr. Pedersen gjør nu Billeder til det« (BfA II 389, jvf. Dagbøger 20.8.1857, Maxen: »Skrevet paa Eventyret om »Flaskehalsen«« (IV 279) samt BHW II 351).

Henning Valeur Larsen mener i A-iana 2 rk. IV 117f, at skønt Thiele har givet A ideen, er det en havefest hos forfatteren og bjergbestigeren Albert Smith (1816-60), der har sat A igang, idet Larsen henviser til Dagbøger 12.7.1857: »Klokken 3 kjørt med Dickens Familie ud til Albert Smith, det var et stort tomt Huus med en Have, et Telt var reist paa den grønne Græsplet, Champagne Flasker, Sodaflasker, laae rundt om [...] Om Aftenen blev illumineret rundt om i Haven med Lys i Flasker« (IV 265 f). A har således først fået ideen til afsnittet om flasken og dens »hjemkomst«.

Et andet hovedmotiv, styrmandens afrejse, synes også inspireret af A.s besøg hos Dickens, idet dennes 16-årige søn Walter (1841-63) knap en uge efter festen rejste til Indien for en syvårig periode som kadet (jvf. MLE II 198). Se endvidere ndf.

Motivet med den gamle jomfru, der aldrig glemte sin ungdomskærlighed, havde A behandlet flere gange tidligere, senest i Fra et Vindue i Vartou (se ovf. s. 162f).

25.7Fugleglas] glaskar som fuglen kan drikke af. - 17Nederdeel] nederste del. - 21den rigtige Lærke] brændevinsflaske; navnet egl. opstået fordi lyden, når der hældes af flasken, minder om lærkesang.

26.18Lacryms Christi] lat. Kristi tårer; buketrig, lyserød likørlignende vin fra Vesuv, der produceres i meget lille mængde. - 18-19 Champagneflaske... ] måske en hentydning til Dickens, der i David Copperfield (1849-50) har skildret sin egen barndom på en skosværtefabrik, hvor han klistrede etiketter på flaskerne med sværte. - 20bliver] forbliver. - 38Dreng] tjenestedreng.

27.12flink] dygtig. - 33i Dag et Aar] idag om et år.

28.3jubilere] more sig, feste. - 15Hypericum] hypericum perforatum, prikbladet perikum, krydderurt, der tilsættes brændevin.

30.29Papirslygter ... Tulipaner] sml. Dagbøger 25.6.1856, Weimar: »Kjørt med Walter Goethe ud til Ettersburg, hvor der var en Mængde samlede; Haven rundt om Slottet illumineret [...] Smukt saae Belysningen af Rødt og Blaat ud nede i Parken; der var Lamper i Form af store Tulipaner« (IV 214f).

31.22-23Luftskipperen ... Ballonen] jvf. Fædrelandet 11.7.1857 s.2: »I Morgen agter Hr. V.Granberg at opstige med en Luftballon fra Christiansborg Ridebane.« A fik iøvrigt ideen til motivet med flasken og luftskipperen under et ophold i Paris, hvor han iflg. Dagbøger 20.7.1857 (IV 269) læste dette nr. af Fædrelandet, der indeholdt Clemens Petersens meget negative anmeldelse af At være (se A-iana 2 175 rk. IV 120f). En senere mislykket opstigning af den sv. ballonfører Victor G. gav anledning til mundheldet »Den går ikke, Granberg!«. - 24Tilberedelse] forberedelser. - 28bovnede] svulmede op.

32.11halvfuld] ordspil på bet. »halvt fuld« og »beruset«.

33.16deels og formedelst] spøgende opløsning af konjunktionen desformedelst = fordi.

Pebersvendens Nathue

Pebersvendens Nathue blev trykt første gang i NEH 1-58, der udkom 2.3.1858.

Julen 1857 tilbragte A på Basnæs, og som altid når han var på herregårdsbesøg, var han meget produktiv. 5.1.1858 meddeler han i et utrykt brev Ingemann: »Paa Basnæs var jeg denne Gang slet ikke ret glad og oplivet, men derimod mærkværdig productiv, maaskee derved i en noget lidende Stemning, jeg skrev ikke færre end tre nye Eventyr, der vist høre til mine bedre. »Pebersvendens Nathue«, »Noget« og »Det gamle Egetræes sidste Drøm«« (Collinske Brevsamling XVII. KB; jvf. BEC II 292f). Medens Alm oplyser datoen for nedskrivningen af de sidstnævnte eventyr, har A intet noteret om Pebersvendens Nathue, ligesom et brev til Henriette Wulff 30.12.1857 kun taler om Noget og Det gamle Egetræes sidste Drøm (BHW II 355). Derfor er Pebersvendens Nathue sandsynligvis skrevet mellem 30.12.1857 og A.s afrejse fra Basnæs 2.1.1858.

I Bemærkninger hedder det: »»Pebersvendens Nathue« har kun to givne Tilknytningspunkter, den historiske Oprindelse til Navnet »Pebersvend« og Sagnet om »den hellige Elisabeth«« (15).

A havde arbejdet med middelalderstof i forbindelse med romanen Christian den Andens Dverg (1831-32), hvor han excerperede en række historiske afhandlinger (se A-iana III 14), som han senere også benyttede i Lykkens Kalosker (se ovf. s. 72). Den direkte inspiration har A måske faet ved nedskrivningen af At være, hvor hr. Svane fortæller om sine natlige vandringer i København: »til hvilken Veemod stemtes jeg ikke i Hyskenstræde - »Häuschen«, Smaahusenes Stræde, hvor de tydske Kræmmersvende i Middelalderen boede og handlede med Kryddersager, aldrig giftede sig, levede tarveligt og fattigt; deres Navn blev et Spottens, et Eensomhedens Navn: »Pebersvende«. Tidt tænkte jeg, om ikke just Gud Amor selv boede i den Gade. Amor blev jo, saavidt jeg veed, Pebersvend; Historien med Psyche var alene et 176 Forhold, uden Præst! Ja, paa Amor tænkte jeg i Hyskenstræde!« (79). A. s kilde og dermed også kilden til Pebersvendens Nathue synes at være Carl Bernhards Krøniker fra Christian den Andens Tid (Samlede Skrifter2 IX. 1870.21f), som A iflg. Alm havde læst 28.-29.12.1846, idet Carl Bernhard netop omtaler Amor i forbindelse med pebersvendenes liv.

Iøvrigt havde A ofte tidligere behandlet motivet med den modfaldne frier, der forbliver ungkarl hele livet (se Under Piletræet s. 154), men eventyret er direkte foregrebet i romancen Hvil sødt (1850), hvor det hedder: »Du Pebersvend! vor Sang Du veed: / »Gaa Du i Seng, træk Nathuen ned«« (MLE II 12).

Motivet med børnene og æblet er hentet fra eventyret Æblet (V 240), som A iflg. Dagbøger skrev 14.10.1857 (IV 295) uden egentlig tanke på offentliggørelse. Som påvist af den sv. forfatterinde Jeanna Oterdahl genbrugte A Æblet i Pebersvendens Nathue, idet V 240.2-22 ordret går igen i III 37.36-38.16 (se iøvrigt A-iana 2 rk. V 54f).

34.17Det var nu saa deiligt det tydske Øl] indtil brygger J.C.Jacobsen påbegyndte brygning af undergæret »bajersk« øl i 1846, var indført tysk øl af langt bedre kvalitet end det danske overgærede øl. - 18Prysing] preussisk. - 19Braunschweiger-Mumme] stærkt, mørkt øl, der oprindelig blev brygget i Braunschweig. - 23turde] måtte.

35.7-9Skesre, skære Brænde ... tænde] gammel da. børneremse af ukendt oprindelse. -18nær gjenboes] nær ved genboerne overfor på den anden side af gaden. - 23Skægsbuxer] bukser af en slags langhåret uldfløjl. - 29-34den uldne Skjorte ... i de Tider] sml. Carl Bernhard: Krøniker fra Christian den Andens Tid: »Denne Mand var klædt som alle Borgere paa den Tid, med en ulden Skjorte - thi Linned blev endnu ikke almindelig brugt - en snæver Trøie af brunt Stof, og lange snævre Beenklæder af samme Tøi, der gik ned i Skoene og erstattede Strømperne, thi man havde endnu ikke opfundet Strikning [...] Om Livet havde han et Læderbelte, hvori en Foldekniv og en Skee vare anbragte i en skjult Skede, og en længere Kniv i en synlig, der hængte paa den ene Side, thi det var Skik dengang at alle Mænd gik bevæbnede« (Samlede Skrifter2 IX. 1870.31f). - 34gjordes tidt behov] var der tit behov for. - 35Anthon] samme navn som helten i Ingemanns roman Landsbybørnene (1852), som A roste og om hvilken han skriver i et brev til Ingemann 14.12.1852: »At jeg i Anton finder hele Elementer af mig selv, vil De godt forstaae« (BfA II 286). - 37Kabuds] hætte med slag der dækker skuldrene, kaprun.

36.3pindmager] tynd som en pind. - 15qvadede] sang. - 17-18Fremmed ... Stand] sml. 2.Mos. 2.22. - 20-24 Sml. Lykkens Kalosker (I 177 214). - 30f. Selvbiografisk; sml. fx Dagbøger VIII 299; 305; IX 29 og A-iana VI 308.

37.26Bøgeskoven] sml. Dagbøger 13.9.1855, Wilhelmsthal: »spadseret og kom i en ægte dansk Bøgeskov« (IV 189).

38.24Venusbjerget] sml. Dagbøger 30.6.1854, Wilhelmsthal: »Kjørte med Kammerherre Zedlitz ud til deilige Udsigter. Lave Bjerge med Skove, som Skov-Bølger, i en grøn-blaa Tinte. Wartburg laae som Decorationen i Tanhäuser. Saae Venusbjerget« (IV 155f). Dette var i middelalderlige tyske sagn et bjerg, hvori Venus holdt hof. Vejfarende, som blev lokket ind i bjerget, måtte undgælde herfor med evig fortabelse. Forestillingen om Fru Venus byggede på ældre forestillinger om en »Fru Holle«, der var skjult i bjerget (jvf. KES 47). - 27Tannhauser] østrigsk minnesanger (13. årh.), der iflg. sagnet en tid opholdt sig i Venusbjerget og senere angrede dette. A var bekendt med sagnet om Tannhauser fra Wagners opera Tannhauser und der Sängerkrieg auf Wartburg. 25.5.1852 havde Liszt foræret A sin Lohengrin et Tannhauser de Richard Wagner (Leipzig 1851) (Dagbøger IV 82), og 29.5.1852 overværede han operaen i Weimar (ib. 85). A var iøvrigt meget optaget af Wagners værk (MLE II 138f). - 27-28Wartburg Sangerkreds] digtervæddestrid, der iflg. sagnet fandt sted 1207 på foranstaltning af landgreve Herman af Thüringen. - 35ff. Sml. Levnedsbogen: »kun Smaapiger morede det mig at være sammen med; jeg husker endnu en smuk lille een paa en 8te Aar, der kyssede mig og sagde hun vilde være min Kjæreste, det behagede mig og jeg lod hende altid kysse mig, selv gjorte jeg det aldrig og tillod ingen uden hende« (35f).

39.4-5den hellige Elisabeth] ungarsk kongedatter (1207-31), gift med landgreve Ludvig IV af Thüringen; kanoniseret 1235. - 33Tristand og Isolde] keltiske sagnfigurer. Tristan blev sendt til Irland for på sin onkel Marks vegne at bejle til dronningedatteren Isolde. Marks frieri accepteredes, men på hjemvejen kom Isolde til med Tristan at dele en trylledrik, som moderen ellers havde givet hende for at binde hende til Mark i evig kærlighed. Efter en række konflikter med Mark blev Tristan og Isolde jaget ud i skoven, hvor de en tid levede en kummerlig tilværelse, inden de skiltes. Tristan ægtede en anden Isolde, men kunne aldrig glemme sin første elskede. Han såredes senere i kamp, og kun den første Isolde kunne helbrede hans sår, men da hun kom for sent, udåndede hun af fortvivlelse ved hans lig. A ejede Karl Immermanns roman Tristan og Isolde (1841) (FraBoghylde 90) (se også Fodreise 54).

40.3-4Walther von der Vogelweide] tysk minnesanger (ca. 1168-1228), tilknyttet Herman af Thüringens hof 1205-11. - 5f. Antagelig A.s egen oversættelse af Unter der Linden auf der Heide (senere oversat af 178 Thøger Larsen). - 18Man kan være i Huset ...] selvbiografisk træk, jvf. A.s egen følelse i forholdet til Collinerne. - 38Hvad siger det] hvad har det at sige.

41.21Mundsveir] tomme ord, uoprigtig tale. - 24Guds Villie er den bedste] hyppig tanke hos A, se n.t. I 237.40, II 164.37-38, 304.3. - 29-30hun kunde ikke derfor] hun kunne ikke gøre derfor. - 35Munken og Nonnen] Monch und Nonne, bjergparti 1/2 km nord for Wartburg slot, jvf. Dagbøger 17.8.1846, Wartburg: »seet Munken og Nonnen, Nonnen er nok den med Kasket!« (III 170).

42.19-20det var ikke sjunget ... Vugge] gl. talemåde: dets skæbne blev anderledes end forventet. - 25saa er Historien ude] sml. Grantræet (II 48).

43.9-12En lille Edderkop ... Øine] sml. BuB 33, EDB 100, I Sverrig 37. - 23Vraa] hytte. - 26-34 Sml. HGAOptegnelsesbog nr. 35: »Man har en Bog om Dyrene, der viser i historiske Træk, hvor menneskelige Dyrene kunne være; vi skulle have en Folkebog om Menneskene, hvor guddommelige de kunne være. Saaledes er Historien hjemme her om den fromme Ridderqvinde, der trods sin strænge onde Gemals Forbud bragte de Fattige Fødemidler, og da hun kom med disse i sin Kurv og mødte den onde Husbond, sagde det er Roser, saa var det ogsaa Roser, friske og duftende, da hun løftede Klædet« (22).

44.8karsk] rask. - 25knap Tering] fattigdom.

Noget

Noget blev trykt første gang i NEH 1-58, der udkom 2.3.1858.

A tilbragte julen 1857 på Basnæs (se ovf. s. 175), og 24.12. noterer han i Alm: »Skrevet Eventyret: Fem Brødre«. Om dette og Det gamle Egetræes sidste Drøm udtaler han i et brev 30.12 til veninden Henriette Wulff, at de »er ganske heldige« (BHW II 355). 31.12. skriver han til samme, at han glæder sig til at læse de to nye eventyr op, og tilføjer så, at Fem Brødre, som det stadig hed, »lader sig ypperligt illustrere« (ib. II 358). Som sædvanligt læste A eventyrene i den nye samling op for venner og bekendte. Af et brev til fru Scavenius på Basnæs 23.2.1858 ses, at A sandsynligvis kort efter nytår må have givet eventyret dets endelige titel (jvf. også brev til Ingemann 5.1.1858 ovf. s. 175): »De to, som tiltale meest, ere udsprungne paa det kjære Basnæs; det er »Egetræets sidste Drøm« og i Særdeleshed »Noget«; jeg troer, at jeg tidligere kaldte det »De fem Brødre«« (BfA II 393f). Iøvrigt tyder udtalelsen på, at A ikke straks delagtiggjorde sine omgivelser i dette arbejde.

179

Iflg. Bemærkninger er Noget bygget på et slesvigsk sagn (15). Motivet med de fem brødres skæbne er desuden en variation over Fem fra en Ærtebælg (II 281f). Endelig kan den femte broder, kritikeren og ræsonnøren, ved sin trang til at påpege det gale i alting sammenlignes med krigsråden i KES, der må opfattes som en karikatur af A.s frygtede kritiker Chr. Molbech. Eftersom Molbech var død 23.6.1857, kan eventyret ses som A.s sidste vurdering af Molbechs indsats.

45.10-13en Stand ... Mester] i det feudale stændersamfund spillede lavene, hvor håndværkere indenfor et område var sluttet sammen, en central rolle ved deres monopol på udøvelsen af pågældende håndværk. Medlemskabet af lavet var betingelse for at blive mester og holde svende. Undtaget herfra var de såkaldte frimestre, som A.s fader, der var udenfor lavet og uden ret til at holde svende. Til lavene var knyttet en selvstændig kultur (se Stormen flytter Skilt (IV 220)) centreret om den kro, hvor lavet holdt sine møder, og hvor de omrejsende håndværkssvende, naverne, logerede (se også Dansk Litteraturhistorie III.1983.525ff). Netop i december 1857 havde loven om næringsfrihed betydet lavsvæsenets og -tvangens ophævelse. - 14-15udenfor dasserne ... Mesters] en afspejling af den politiske og sociale situation som følge af Grundlovens indførelse 1849 med det borgerlige klassedelte samfund som afløser af stændersamfundet. - 17simpel] tilhørende det brede lag af befolkningen i modsætning til middel- og overklassen.

46.1Academiet] Akademiet for de skjønne Kunster. - 2Høiadle og Velbyrdige] professorer ved kunstakademiet befandt sig i 5. rangklasse nr. 8 og havde som sådanne krav på denne tiltale. - 8-10en ny Stiil ...] den nationale stil, der med kunsthistorikeren N.L.Høyen (1798-1870) i spidsen slog igennem omkring 1850. - 17ihvor meget] hvor meget end. - 29-31Skilling ... Daler] 1 daler = 96 skilling.

47.9-17Jeg reise ... Bordet] 2. strofe af A.s egen Haand værkerens Vise, sunget 28.1.1854 ved fødselsdagsfesten i Arbejderforeningen (SS XII 513).

48.24-25hun troede ... der talte] i den folkelige forestilling er St. Peter Himmeriges portner. Bortset fra at Margrethe tager fejl, afstår A fra forestillingen og lader blot en anonym engel lukke hende ind. - 29-30en sand Naadens Gjerning] jvf. n.t. II 90.12. - 38Velærværdighed] i ældre tid titulatur til præster; det fremgår dog ikke af eventyret om den fjerde broder er gejstlig. - 40Skridtskoe-Løben] skøjteløb.

49.3-4Maanen ... Kræfter] nymåne. - 9fik en Gru] blev bange. - 11Springflod] den højeste af de to typer højvande (modsat nipflod). - 13jubilerede] morede sig. - 14vare] advare.

50.22nedrigst] lavest, ringest.

180

Det gamle Egetræes sidste Drøm

Det gamle Egetraes sidste Drøm blev trykt første gang i NEH 1-58, der udkom 2.3.1858.

Eventyret er skrevet på Basnæs, hvor A tilbragte julen 1857. Af Bemærkninger fremgår det, at det er sprunget frem af »Øieblikkets Stemning« (15), et indtryk A også giver i Lygtemændene ere i Byen (IV 85; med reference til dette eventyr oplyser Brix og Jensen III 422 iøvrigt fejlagtigt, at Det gamle Egetræes sidste Drøm er skrevet på Borreby). Muligvis har ideen dog ligget i længere tid, idet A 2.11.1856 skriver til grevinde Mimi Holstein: »endnu en ny Historie, som jeg maae have indaandet i den friske Skov- og Strandluft nede ved Glænøstrand er ifærd med at springe frem paa Papiret« (HCAHolstein 46). Topsøe-Jensen mener, at det muligvis drejer sig om den første idé til Det gamle Egetræes sidste Drøm. I så fald har A opgivet planen indtil videre. Men efter at han havde skrevet Noget 24.12.1857 (se ovf. s. 178), noterer han 28.12. i Alm: »Eventyret om Egens Drøm«, som han i et brev 30.12. til Henriette Wulff kunne betegne som et af sine »ganske heldige« eventyr (BHW II 355).

Medens undertitlen Et Jule-Eventyr umiddelbart leder tanken hen på Dickens' A Christmas Carol (1843), er det kun den barnlig fromme tone, A er blevet inspireret af, ikke motivet. Derimod havde A selv spekuleret over de religiøse problemer i At være, der var udkommet i maj 1857, og motivet med egetræets længsel efter forløsningen er bygget over Romerbrevet 8.19-23.

Eventyrets indledning med samtalen mellem egetræet og døgnfluen er overtaget fra slutningen af Øhlenslægers Sanct Hansaften-Spil (1802): egetræet og St.Hans-ormen, men A kan også have været inspireret af og ønsket at skabe et modstykke til fabelen om døgnfluen, der tror at med dens egen død ved solnedgang går verden under (jvf. Carsten Hauch: Afhandlinger og æsthetiske Betragtninger I. 1855.488). Iøvrigt havde A allerede i Skyggebilleder beskæftiget sig med tidens relativitet ved beskrivelsen af sørejsen til Lübeck: »vor Levetid her, er kun en lille Tid af det store Verdens Legemes; i Øieblikke glemme vi vor Smerte, selv den dybeste, i Øieblikke glemmer ogsaa det store Hav sine Storme, og for et Verdenslegeme ere Uger og Dage kun Øieblikke« (11).

52.7Flor] løst vævet stof, slør.

53.2Hellebarder] spydøkser. - 27Cither] betydningen usikker, idet 181 den almindelige cither er et strengeinstrument, der anslås manuelt. - 27Æolsharpe] vindharpe, hvis strenge lyder, når vinden blæser i dem.

54.24snarest] hurtigst.

55.22Druidens] offerpræst i den gamle keltiske religion i Gallien og Britannien. For kelterne var egetræet helligt, og kilden til det noget fremmedartede billede - sammenhængen taget i betragtning - er sandsynligvis Bellinis opera Norma, I akt. 1. billede, en opera, som A hyppigt har hørt bl.a. med Jenny Lind (MLE I 297f). - 33-36 Citat fra H.A.Brorsons salme I denne søde Juletid (1739), str. 7.

ABC-Bogen

ABC-Bogen blev trykt første gang i NEH 1-58, der udkom 2.3.1858.

I Bemærkninger hedder det, at eventyret er sprunget frem i øjeblikkets stemning (15). Herudover vides meget lidt om dets tilblivelse, men det er sandsynligvis skrevet i januar 1858, idet det af et brev fra veninden Henriette Wulff 22.1.1858 fremgår, at A samme dag har læst Noget og Pebersmndens Nathue op for hende. Brevet er samtidig en kilde til indsigt i A.s digterværksted. Sin vane tro læste A nemlig eventyrene op i manuskript for sine nærmeste venner med ønsket om en konstruktiv kritik. For Nogets vedkommende gjaldt, at A oprindelig havde skrevet om bogstaverne: »Enkelte opstillede betyde de Ingenting, men stillede i Geled - ja vilde vor Herre lade dem udsige sine Tanker saaledes som de een og tyve [!] Bogstaver kan udsige Alt hvad vi tænke og ville, saa synke vi ned i Forbauselse, det blev mere end vi kunne bære og taale og vide, men Bogstaverne kunne bære det« (BHW III 348). Overfor denne ordlyd indvendte veninden, at Gud netop havde brugt bogstaverne til at lade det åbenbarede ord nedskrives, »og der kom ogsaa det Mægtigste af Alt ud deraf Guds Ord!« (BHW II 360). På den baggrund opfordrede hun A til at ændre ordlyden, en opfordring A tog ad notam (jvf. 56.18-21).

Trods A.s ord om øjeblikkets stemning kan han have haft et forbillede mht. den satiriske tendens i J.L.Heibergs Ny A-B-C-Bog i en Times Underviisning til Ære, Nytte og Fornøielse for den unge Grundtvig (1817; Prosaiske Skrifter X. 1861.3ff).

Motivet med bøgerne, der bliver levende, havde A allerede foregrebet i digtet Den rædselsfulde Time (1826; SS XII 83ff), hvor bøgerne på Universitetsbiblioteket på Trinitatis kirkeloft ved midnatstide springer ned fra hylderne, holder gilde og danser med hinanden.

182

56.3-4den gamle Abc] J.R.Thieles ABC udkom første gang 1770 og var i brug op i 1840'erne. - 19-21da vor Herre ... at bare det] i sin indledning til ABC-Bogen (1943.5) mener Hans Brix, at A hentyder til Lovens to tavler i 2.Mos. 31.18, idet han i dem skulle se Bibelens angivelse af bogstavskriftens guddommelige oprindelse. På baggrund af Henriette Wulffs kritik ovf. synes det snarere, som A har tænkt på hele Bibelen som Guds åbenbarede ord. - 22Hanen] symbol på årvågenhed og vagtsomhed; et lån fra de tyske ABC'er og obligatorisk illustration i de danske ABC'er til op imod nutiden.

57.8 fremad] moderne. - 13de gode gamle med Xanthus] »XANTHUS var en af de Heste, / Som Neptunus saae tilbedste« (Julius Clausen: Bidrag til ABC-Litteraturens Historie i: Bogvennen. 1896.22). Se iøvrigt også n.t. I 100.10. - 22-23 Hentydning til modsætningen mellem bøndernes usle stilling ikke mindst under stavnsbåndet (1733-88) og deres stærke politiske engagement og markering i partiet Bondevennerne, stiftet 1846. - 27-28 Columbus' (1451-1506) opdagelse af Amerika 1492.

58.4Galten] hansvin, orne. - 7-8 Den lette begejstrings dage ved Grundlovens givelse i 1849. - 14J] i frakturskrift er I identisk med J. - 24Nummer-Parquet] parket med nummererede pladser i modsætning til parterret, der i Det kgl. Teater havde unummererede pladser (Th.Overskou: Den danske Skueplads. IV. 1862.690).

59.2Duens Olieblad] jvf. 1.Mos. 8.10-11. Muligvis også en hentydning til Elihu Burrits Olieblade (1853), hvor »den almindelige Fred« prædikedes. - 8-9 Sml. J.L.Heibergs Ny A-B-C-Bog: »Det meget Qvæg, du har paa Stalde, / Vi Qvæglinger og Smaaqvæg kalde« (Prosaiske Skrifter X.1861.25). - 11-12 Reference til replik i A.s eventyrkomedie Meer end Perler og Guld (1849), hvor der til et selskab i Abekattenes Land kommer en frue med barn og amme: »Min Amme, ret et Rundetaarn, / Med samt min lille Høivelbaarn!« (SS X 428). - 14-15 Egl. udtryk fra jordfællesskabets tid, da bønderne bl.a. i fællesskab lod svinene gå i skovene for at æde olden; her i overført bet.: være velhavende. - 21-22 Satire over forskellen mellem folkekunst og salonkunst. - 21Skorsteens-] åben skorsten, ildsted hvor maden tilberedes.

60.4Socrates] gr. filosof (ca. 470-399 f.Kr.), gift med Xanthippe, der havde ry for at være en kolerisk og stridbar natur. - 7Ygdrasil-Træ] i den nordiske mytologi et asketræ, hvis top er i himmelen, medens dets tre rødder er hos mennesker, jætter og i Hel. Dets rod gnaves af slangen Nidhugg, men nornerne vander det, så det altid er grønt. Ygdrasil var et billede på verdenslivets uforgængelighed trods ødelæggende kræfter.

183

Nye Eventyr og Historier
Første Række. Anden Samling. 1858
NEH 2-58

Dynd-Kongens Datter

Dynd-Kongens Datter tryktes første gang i NEH 2-58, der udkom 15.5.1858.

Eventyret er blandt dem, hvis tilblivelse A har beskrevet mest detaljeret i Bemærkninger, hvor det bl.a. hedder: »Det egenlige Indhold kom som alle Eventyrene øiebliklig, saaledes som en kjendt Melodi eller Sang kan komme. Jeg fortalte strax for en af mine Venner hele Eventyret, derpaa blev det nedskrevet, atter omskrevet, men selv da det tredie Gang stod paa Papiret maatte jeg erkjende, at endnu hele Partier deri ikke traadte saa klare og farverige frem som de kunde og maatte« (15). Skønt A selv således hævder, at inspirationen kom over ham, mener Dot Pallis (A-iana 3 rk. III 17), at tanken allerede ligger i en oplevelse 11.9.1844 på rejsen fra Sønderborg til Augustenborg: »Slottet tog sig prægtig ud i den nedgaaende Sol, en stor Mængde Svaner svømmede omkring, jeg tænkte paa de græske Prindsesser i [Hertz'] »Svanehammen«, der badede sig« (Dagbøger II 438), medens H.Topsøe-Jensen i registret til Dagbøger (XII 26) tolker et dagbogsnotat 27.3.1846 som den første idé til eventyret: »tænkt paa et Eventyr om Storken, med Familie der reiser til Ægypten« (III 84). Dog kan dette notat også ses i relation til Aarets Historie (se ovf. s. 137).

Ser man bort fra dette notat, hører vi første gang om Dynd-Kongens Datter i et brev til digtervennen Ingemann 10.2.1858, hvor det hedder, at han nu skriver på et eventyr, »som vist bliver eet af mine største: »Dyndkongens Datter«, mueligt kalder jeg det ogsaa »Et Eventyr Storken har bragt«. Det lever og rører sig ovre i Vildmosen og ved Nilen for 1000 Aar siden; jeg er i denne Vinter som overvældet i Productivitet, det ene Eventyr banker paa efter det andet, saa jeg knap faaer Ro til at sove om Natten« (utrykt. Collinske Brevsamling XVII.KB). Et par uger senere får vi yderligere besked om hele hæftet gennem et brev til Henriette Scavenius 23.2.: »siden jeg kom fra Basnæs [2.1.], har [jeg] været saa productiv, som ikke i mange Tider; jeg har nedskrevet ikke mindre end syv nye Eventyr, saa at et Hefte 184 allerede længe har været under Pressen og skulde allerede for otte Dage siden have været ud [...] Til et nyt Hefte Eventyr har jeg endnu henlagt to: »Hurtigløberne« og »Dynd-Kongens Datter«, det sidste hører hjemme ved Nilen og i den jydske Vildmose« (BfA II 393).

Som nævnt blev eventyret skrevet om flere gange, og den version A omtaler i brevet til fru Scavenius har næppe været den endelige. Ihvertfald skriver han 4.3.1858 til digteren Carl Andersen (1828-83): »et nyt Eventyr har jeg saa godt som allerede Manuskript til« (KBMs micro 1193), og 9.3. meddeler han fru Scavenius: »Et nyt det største af alle mine Eventyr: »Dyndkongens Datter« vil komme i et følgende Hefte, der mueligviis kommer ud før jeg i Juni flyver til Tydskland og Schweitz« (Buket 157). 24.3. var det endnu ikke bestemt om hæftet skulle udsendes i foråret eller efteråret 1858, men af et utrykt brev til fru Scavenius fremgår, at eventyret var så gennemarbejdet, at A var begyndt sine oplæsninger: »Igaar læste jeg det nyeste Eventyr »Dyndkongens Datter« for Deres Svigerinde og hendes nærmeste Kreds. Det er det største og vist eet af de bedste Eventyr jeg endnu har skrevet« (H.C.Andersens Hus.Odense).

3.4. oplyser et brev til Carl Andersen, at udgivelsen endelig var fastsat til maj (utrykt. KBMs micro 1193), men af en overklæbning i manuskriptet skrevet på et brevudkast af 7.4.1858 fremgår det, at A endnu denne dato har arbejdet på eventyret. 9.4. skriver han så til Ingemann: »Mit nyeste Eventyr »Dyndkongens Datter« har jeg omskrevet og atter omskrevet hele sex Gange, nu bliver det ikke anderledes« (utrykt. Collinske Brevsamling XVII.KB). Derefter læste han det iflg. Alm op 10.4. for Paludan-Müller, 17.4. i Studenterforeningen, iøvrigt med tilføjelsen »(ikke tilfreds)« i Alm, og endelig præsenterede han det 20.4. for Frederik VII på Frederiksborg Slot, hvor han var tilsagt til taffel.

Om A.s ændringer i manuskriptet se iøvrigt Buket 170ff.

Dynd-Kongens Datter slutter sig tematisk til At være og dennes forkyndelse af udødelighedslæren med udgangspunkt i Prædikerens Bog 12.7.

Eventyret er bygget over svanehamsmotivet, et klassisk motiv i folkeeventyrene (jvf. Lindencrone XXV: »Eet af de ældste Spoer af hedensk-symbolisk Sammenblanding af det Dyriske og Menneskelige er Suanejomfruerne, der her [i eventyrene] forekommer aldeles i samme Skikkelse og paa samme Maade, som de fremstilles i den gamle eddiske Vaulundersang og i Niebelungen-Lied«). Som nævnt ovenfor kendte A svanehamsmotivet fra Henrik Hertz' festspil Svanehammen, skrevet i anledning af kronprins Frederik (VII.s) og prinsesse Marianes bryllup 1841. Hertz' skuespil byggede imidlertid på Musäus' eventyr Det ranede slør, som også var A bekendt fra Oehl. Eventyr II, 185 idet der refereres til det i kap. XXI: I Skoven i I Sverrig: »I Oldtids-Skrifter fra Sydens classiske Jordbund meldes der Sagn om mægtige Feer, som i Svaneham fløi op mod Norden, til Hyperboreernes Land, »oven om Nordenvinden«, deroppe i de stille, dybe Søer badede de sig og vandt forynget Skikkelse« (94). Medens Hertz har bibeholdt forhistorien fra Musäus, hvor svaneprinsessen stammer fra Grækenland, men dog lokaliseret svanernes foryngelsesbad til Esrom sø, forholder A sig friere til sit forlæg. Ideen til prinsessens ægyptiske oprindelse har han sandsynligvis fået fra Musäus, hvor den ene af prinsessernes skønhedskilder er Nilen, medens han flytter den nordiske fra en sø ved Schwanenfeld nær Zwickau til Vildmosen i Jylland.

Om inspirationen til eventyrets ydre rammer hedder det i Bemærkninger: »Jeg læste i nogle islandske Sagaer, ved disse førtes jeg tilbage i Tiden, og beaandet af den kom det Sandheden nærmere. Jeg læste et par Nutids Reise-Skildringer fra Afrika, den tropiske Glød og det eiendommelige Nye fyldte mig, jeg saae Landet og kunde med mere Troværdighed tale om det. Et Par Skrifter om Fuglenes Flugt vare ogsaa af Indvirkning, de vakte nye Ideer, de gave charakteristiske Træk til Fuglelivet, som det rører sig i dette Eventyr« (15).

For de islandske sagaers vedkommende drejer det sig om Njals Saga i N.M.Petersens oversættelse fra 1841 og Finn Magnusens oversættelse af Den ældre Edda (1821ff). Den nordiske oldtid var dog ikke ubekendt for A. Allerede i Oldtids huuslige Liv (1829; SS XII 132) havde han arbejdet med motiver fra denne periode, ligesom han i 1849 havde haft planer om en balletopera Valkyrien (BfA II 214f). Også i rejsebogen I Sverrig berøres vikingetiden, hvor man kan se en bebudelse af Dynd-Kongens Datter i hans udtalelser om, at en kommende digter vil »meisle de sande Skikkelser ud af de gamle Sagaer, det Djærve, det Raa, Tidens Storhed og Brøst i dens meest fremtrædende Øieblikke« (44). Utvivlsomt har Mogens Brøndsted (DaSt 1967.16) ret i at se et skjult udfald mod den forædlende vikingeromantik bl.a. repræsenteret af Oehlenschlägers Regnar Lodbrok, et stofområde som A privat havde angrebet 21.8.1838 i et brev til veninden Henriette Hanck (BHH 266) og officielt erklærede sin modstand imod i Det nye Aarhundredes Musa (IV 116.23-25).

De rejseskildringer fra Afrika, A uden navns nævnelse refererer til i Bemærkninger, er det ikke lykkedes at finde.

Det er derimod tilfældet med bøgerne om fuglene. Skønt storken indtager en central plads i A.s digteriske univers (jvf. KES, BuB 17, Storkene (I 160f) og Ole Lukøie (I 171)), har han suppleret sin viden med læsning i N. Kjærbøllings Danmarks Fugle (1852).

Endelig kan nævnes, at motivet med den helbredende blomst også er benyttet i Verdens deiligste Rose (II 225f) og Et Blad fra Himlen (II 285f).

186

63.9-10Moses ... Opdragelse] 2.Mos. 2.140. - 11Som man ... blev begravet] 5. Mos. 34.6. - 12almindeligt] alment kendt, velbekendt. - 21-22Amtsbeskrivelsen] Bidrag til Kundskab om de danske Provindsers nærværende Tilstand i oekonomisk Henseende. Foranstaltet efter Kongelig Befaling, ved Landhuusholdningsselskabet. Fjerde Stykke, Hjørring Amt. Ved L.C.Brinck-Seidelin (1828): »Man kan baade i egentlig og uegentlig Forstand kalde den et Taageland, da over dens vaade Flade næsten altid svæver Taage, og dens utilgængelige Midte er ubekjendt [...] Vistnok har Vildmosen været Havbund [...] den [er] omgiven af vaade Enge og, idetmindste i Udkanten, gyngende Kjær [...] Der har for over 60 Aar siden af Hammelmoses Eier været plantet Birk og Bøg, men de unge Træer ere udgaaede og bortstjaalne. Lidt smaat Krat findes endnu. Multebær samles her [...] den har ogsaa været Opholdssted for Ulve, der endnu for 50 Aar siden siges ei ganske at have været udryddede« (58f). Jvf. O.T. 14.

64.6viol-] violet-. - 7Fjæderblomster] blomster af form som en fjer el. fjerdusk. - 9Flors-] slør, løstvævet stof. - 12Kjole-] knælang mandsdragt med ærmeopslag, enkelt række knapper og vide skøder. - 15Dynd-Kongen] jvf. Thiele2 II om Ry Å: »Der hvor den strømmer giennem Engene, mellem Jetsmark Sogn og Toftegaard, i Vildmosen, er den især meget dyb, og dette Sted tager hvert Aar sit Offer i et Menneskes Liv«; iøvrigt en alm. sagntype jvf. Klokkedybet (III 100). - 16-17Gungekongen] gunge: hængedynd. - 38-39Moseblomsten] Nymphæa alba, nøkkerose.

65.15-16Elletrunte] gammel ellestub.

66-11ff. Sml. Tommelise (I 53 m. noter). - 28Blæreskinds Rude] fremstillet af hinden af svineblære. - 38Manoeuvren] sml. KES 4 og Storkene (I 161).

67.4karsk] sund, rask. - 4det bares hende for] det anede hende. - 7lange couleurte Tapeter] jvf. Njals Saga kap. 3: »en Stenhal, som var tjældet med de fagreste Tæpper.« - 12-13Vikingefruen tog selv fat med] jvf. Njals Saga kap. 117: »Kvinderne skal feje Stuerne og tjælde.« - 17en Fyrrespaan] harpiksholdige spåner affyr anvendtes til belysning. - 24 smak] smækkede. - 40Lysalf] venlig og hjælpsom alf, der iflg. Snorres Edda bor i himlen (modsat de jordiske alfer, svartalferne). - 41-68.1 sorrigfulde] sorgfulde.

68.7Seidkunst] sort magi. - 25Luren] i 1800tallet fejlagtigt opfattet som instrument fra vikingetiden, men bør egentlig dateres til yngre broncealder 1100-600 f.Kr. - 27Bretland] Wales. - 29Fri os ... Normanner] sml. Svanereden (II 236.14).- 32-33Offergoden] offerpræsten. - 31-38Mjødkarret ... Humeur] sml. Oldtids huuslige Liv (1829; SS XII 132) og I Sverrig 44.

69.4Mærkeligheder] ting, begivenheder o.1. der er 187 bemærkelsesværdige. - 5-6 Hávamál str. 76. - 9Vikingefruen ... Tværbænken] sml. Njals Saga kap. 10: »Halgerd sad paa Tværbænken.« - 16Skjoldmø] ung ugift kvinde, der bar våben og deltog i kamp. - 16-18ikke vilde hun ... Øienbrynene af hende] sml. A.s optegnelser fra 1851 bygget på Anders Sørensens Vedels oversættelse af Saxos Gesta Danorum 1575: »Nr 14 [af 7.bog]: »I Harald Hildetands Tid var 50 Aar Fred, men paa det at hans Krigsmænd ikke skulde komme af Øvelse holdt han Kjæmper i Gaarden og de vare saa øvede i Fægtekunst at de kunde hugge Øiebrynene af hinanden uden at skade Ansigtet, den som ved Hugget blinkede med Øinene maatte rømme Gaarden og mistede sin Besoldning« (Collinske Samling 41.4°.II 7.KB; her citeret efter Buket 165). - 20fyldeligt] rigeligt, overdådigt. - 21-22 Hávamál str. 21. - 24-25 Hávamál str. 35. - 26-28og til Natten ... en rar Tid] sml. optegnelse fra Saxo: »Nr 15 [af Starkads dødskvad] »At slaae en anden Træl ned i Asken, og sove Middags Søvn paa Bænken hører dem i Stegerset til, dyppe deres Brød i det fæde soed, og slikke Fingrene« (Buket 165). - 36Mundløs] ... Fugl Fjæderløs] alm. figurer i gl. folkelige gåder (jvf. H.P.Feilberg: Bidrag til en ordbog over jyske almuesmål III.1904-11.425; jvf. også »Mester Blodløs« i I Sverrig (356).

70.4Tamarinder] det ostindiske træ Tamarindus indica. - 6ff. Sml. H. von Pückler Muskau: Semilasso in Africa (I-V. Stuttgart 1836): »Es macht eine fast rührende Wirkung, auf der Spitze des Giebelfeldes, grade über dem Kopf des steinernen Adlers, jezt ein Storchnest zu sehen« (her citeret efter KES 3). - 14Marmor-Sphinxen] sfinksen i Gizeh; hugget ud af den naturlige klippe og ikke af marmor, en oplysning A vel enten må have fået eller misforstået ved læsningen af rejseskildringer. - 30Sandhose] sandhvirvel. - 35-37gravitetisk] sml. Semilasso in Africa om den tomme storkerede: »Schade nur, dass seine Bewohner in dieser Zeit eben ihre Sommervillagiatura in Europa bezogen hätten, so dass vielleicht einer meiner freundlichen Leser dort die Besitzer gravitätisch umhersteigen sah, während mir nur das leere Nest zu betrachten blieb« (her citeret efter KES 3).

71.12Løibank] hvilebænk. - 27-29Ild bandt vi ...] sml. optegnelse fra Saxo: Nr.8 [fra 1.bog]: »Kong Hading bandt Ild under Svalens Vinger og lod den antænde Duna, en Stad i Tracien« (Buket 165). - 37-38tænk først ...] sml. Den lykkelige Familie (II 157.28f).

72.19-20mellem Lyset og Væxterne] antagelig en hentydning til botanikeren J.F.Schouws (1789-1852) arbejder indenfor plantegeografi og klimatologi; jvf. iøvrigt Mulatten: »Paa Sumpens Dynd det hede Solkys gives, / Og hvid og reen groer Lilien frem og trives« (1840; SS IX 332). - 38 derved stod man] det kom man ikke videre med.

73.4Nyet] nymånen. - 12i Drømme] i såvel ægyptisk som andre 188 oldtidsreligioner betragtedes drømmen som guddommens middel til at henvende sig til mennesker og gribe ind i deres liv. - 14Lotus-Blomst] ægypterne anså Nymphæa lotus, beslægtet med nøkkerosen, Nymphæa alba, for hellig og som symbol på opstandelsen og derfor også som den nyfødte sols, lotusbarnets blomst. - 32Trækning] træk. - 36uden] undtagen. - 38Helga] betyder egl. hellig.

74.11ff. Sml. Gunnar fra Hlidarendes og Halgerds samtale inden Gunnars død i Njals Saga kap. 78. - 15Kindhest] lussing. - 20bedes] sloges (ved at bide). - 25Selvgjort er velgjort] gammelt ordsprog. - 31Svalen] svalegangen.

75.13Runer] runer brugtes foruden som kommunikationsmiddel også i magiens tjeneste, »kaste runer«. - Seid] trolddom, sort magi. - 22bøde paa] udbedre. - 24idelig] bestandig, uafbrudt. - 37-38Afgifter] sml. skrædderen om storkene i KES: »De sidde rigtignok paa Jødens Hus! [...] men vi have dog Afgiften! hvert Aar give de deres Tiende, det ene Aar et Æg, det andet Aar en Unge« (4).

76.2glemme] forglemme. - 18Fruerstue] kvindernes opholdsrum. - 19 Ansgarius] Ansgar (ca. 801-65), frankisk missionær; kom 826 med Harald Blåtand til Danmark som missionær, men måtte opgive arbejdet; fik 850 atter tilladelse af kong Horik til at prædike den kristne tro i Danmark og bygge en kirke i Hedeby ved Slien i Slesvig. - 21den hvide Krist] de nordiske hedningers betegnelse for Kristus; antagelig en hentydning til de hvide dåbsklæder. - 39Baldur] Balder; i no. mytologi lysets gud. - 40lystede] ønskede.

77.1-2drages et Toug ... de vilde Oxer] sml. optegnelse fra Saxo: »Nr. 18 [af 8. bog]: »Stor Straf: Der blev trukket (et Kabel) et Toug gjennem deres Haser og binde til vilde Øxnes Rumper og slap saa sine Hunde løs paa dem og jog dem over Moser og Kjær Bjerge og Dale, dette gjorte Kong Jarmerick af Danmark ved sin Fjende. Jarmerik lod ogsaa Heste slæbe dem med Liner om Benene«« (Buket 165). - 8Blodstenen] offerstenen. - 38-39Hjertets Vraa] sindets inderste dyb.

78.12-13 Salme 41.2. - 13Hvo] hvem.

79.3skjægløs] skældsord, jvf. Njal, der fik øgenavnet Skægløs. Skægget var den frie mands kendetegn. - 11signede] velsignede. - 18Lønstaver] lønruner, magiske runer, jvf. 75.13. Helga misforstår korsets tegn. - 33-34Din Trolddoms Skjønhed ... det Onde] sml. Pebersvendens Nathue (II 39.2-3). - 40Ambra] navn på forskellige vellugtende stoffer.

80.1-3 Lukas 1.78-79. - 4Alnaturens Forlængsel] Romerbrevet 8.19-23. - 18den Betagne] den overvældede. - 20Regndraaben ... Steen] gl. talemåde (se Vogel-Jørg 194). - 30Ordet, der mægter at skabe] reminiscens af Johannes 1.1-3. - 33Glut] større pige.

81.14Lokes onde List] skønt tilhørende asernes gudekreds svigtede Loke ikke alene disse, men han optrådte ofte også som ond og 189 forræderisk, ligesom han var knyttet til sejden. - 35 fredet] beskyttet mod overgreb.

82.12Vor Herres Høns] mariehøns, Coccinella septempunctata. - 28

-Larven] -masken.

83.24-25Alf var ... ligesom blevet ledet] sml. Noget (III 48) og n.t. II 90.12. - 29-30Af Dynd ... opstaae] begravelsesritualet, jvf. 1 Mos. 3.19. - 32-33Ingen Sjæl skal fortabes] jvf. 1. Tim. 2.4; sml. Det gamle Egetræes sidste Drøm (III 54.9ff).

84.5tør] kan. - 8Vunde] sår. - 14Guld-Ring med Guld-Knude] en misforståelse af Njals Saga, hvor kongen giver Gunnar »et Pandebaand med Guldknuder paa« (kap. 31). - 16Lindormen] iflg. folketroen en slange, som lever underjorden og som bringer ødelæggelse, når den kommer frem (se Thiele2 II 284ff). - 19Gnisterne ... Papir] se n.t. II 212.10. - 38goel] galede; her antagelig arkaisk-bibelsk, jvf. Det er ganske vist (II 234): »galede«.

85.6omarmede] omfavnede. - 9Flom] dialektalt: sump. - 41-43Lad os nu tale ... den anden] sml. Kjærbølling: Danmarks Fugle. 1852. IX: »Endskjønt Fuglenes Lyde ikke kunne sammenlignes med det menneskelige Sprog, saa synes dog hver Art at have sit eget Tungemaal. Men der gives ogsaa Lyde, som ere alle Fugle, uden Forskjel, forstaaelige, nemlig saadanne, der udtrykke Angest eller Advarsel, tildeels vel ogsaa de, der forkynde Velbehag.«

86.7-8naar det gryer ... afsted] sml. Kjærbølling XI: »Mange Fugle trække om Dagen [...] og naar Tiden nærmer sig, drage de bort i Skarer. Trækket begynder sædvanlig med Dagens Frembrud.« - 37ff. Vikingefruens Ragnarokdrøm er bygget over stof fra Finn Magnusens oversættelse af Vøluspá i Den ældre Edda. - 39den uhyre Slange] Midgårdsormen, der ligger rundt om jorden i verdenshavet og bider sig selv i halen. Under Ragnarok fældes Midgårdsormen af Thor.

87.1-2Gjallerhornet] Heimdals horn, der blæses i ved Ragnaroks begyndelse. - 14Surturs Ild] ved Ragnarok drager ildjætten Surt frem i spidsen for Muspelsønnerne og slynger ild ud over jorden, så den brænder op efter først at have tilintetgjort alle aserne. - 17Baldur] blandt de guder, der overlever Ragnarok, er Balder, som kommer tilbage til den nye jord og tager helligdommene i besiddelse.

88.11til Brokfuglene reise] medens storken drager bort sidst i august (Kjærbølling 262), er det samme først tilfældet med brokfuglen i september-oktober (ib. 248). - 13-14Bogfinker ... Hunnerne for sig] sml. Kjærbølling om bogfinken: »en stor Deel, især Hunner, vandre sydligere« (210) og om brushøns: »Hunnen ruger alene og opføder Ungerne, om hvilke Hannen aldeles ikke bekymrer sig. De sidste foretage deres Vandringer alene eller i smaa Selskaber [...] Hunnen ankommer i sidste Halvdeel af April, Hannen 14 dage tidligere, men 190 den forlader os allerede i August; Hunnen og de Unge senere« (286). - 16-18Svanerne ... Slangelinie] sml. Kjærbølling: »Naar Flugten gaaer i høiere Regioner, skeer dette ofte med megen Anstrængelse og den foregaaer da meest i skjæv Retning; hos andre [...] skeer det i en Sneglelinie« (VII). »Mange selskabelige Fugle iagttage visse Regler paa deres Træk, naar dette gaaer rask for sig; saaledes flyve mange Andearter [...] i en skjæv Linie; andre, som Gjæs, Traner, og de almindelige Vildænder: i to skjæve, foran i en Spidsvinkel, som et > forenede Linier« (XII). - 22-24 Sml. Reisekammeraten (I 72.29ff og note hertil) og De vilde Svaner (I 131.26-27). - 37 Ibis] Ibis æthiopica blev dyrket som en guddom og tillagt udødelighed. Alle døde ibis blev balsameret.

89.3 Skrotten] skrutten, maven.

90.6Skjenkads] gave.

91.1 enge] snævre. - 6-19 A.s kilde er ikke fundet, men han har muligvis læst fablen i en af de rejsebeskrivelser, han omtaler i Bemærkninger.

93.14-94.21 En variation af et jødisk sagn fra Talmud, kendt i talrige variationer bl.a. om munken, der lytter til fuglens sang og, da han vender tilbage til sit kloster, erfarer, at der er forløbet flere hundrede år. Det var bl.a. behandlet af A.s ven H.W.Longfellow (1807-82) i The Golden Legend (1851), ligesom det også er genfortalt i Paludan-Müllers dramatiske digt Tithon (1844). Endelig havde A selv benyttet det i det utrykte eventyr Urbanus (V 238); jvf. iøvrigt Meir Goldschmidts anmeldelse af Dynd-Kongens Datter (VI 178) og Goldschmidts Fuglen der sang (1867).

Hurtigløberne

Hurtigløberne tryktes første gang i NEH 2-58, der udkom 15.5.1858.

I et utrykt brev til Ingemann 10.2.1858 (Collinske Brevsamling XVII KB) fortæller A om sin oplæsning af et par af sine nye eventyr i Studenterforeningen 31.1.1858, hvorefter det hedder: »senere har jeg fuldendt et Eventyr »Hurtigløberne««. 23.2. skriver han så til Henriette Scavenius på Basnæs om sin store produktivitet i denne periode og meddeler samtidig, at udover eventyrene til NEH 1-58 har han desuden henlagt to til et nyt hæfte: Hurtigløberne og Dynd-Kongens Datter (BfA II 393, se ovf. s. 183f).

Om baggrunden for og inspirationen til Hurtigløberne, som Rubow 140 henregner til gruppen af A. s fabler (hvor titlen ovenikøbet har 191 efterhængt artikel som i de gamle fabler), vides intet, men muligvis bygger det på A.s egne erfaringer, jvf. Dagbøger 30.5.1857, hvor han deltog i etjurymøde.

Eventyrets prøvemotiv er kendt fra folkeeventyret og iøvrigt hyppigt benyttet af A i fx Reisekammeraten, Springfyrene og Klods-Hans.

95.9Ledpælen] stolpe som et led hænger på eller lukkes imod. - 12-14Sneglen ... for ham] sml. optegnelse fra Fyn i Sv. Grundtvig: Gamle danske Minder II.1857.140: »Fi'e Arbejd er ski'e Arbejd, sagde Sneglen, han var syv Aar om at løbe over en Dørtærskel; saa faldt han endda ned og brækkede sit ene Laar.« - 21-23De føiter ... Feedrelands-Kjærlighed] selvbiografisk træk, sml. Ole Lukøie (I 174.35) og Under Piletræet (II 272.33-35). - 25-26 Sml. Svalen i Tommelise (I 59).

96.13Lem] medlem. - 16-25 Jeg har ... R til anden] sml. kommunens måde at navngive fattighusbørnene i alfabetisk rækkefølge i Dickens' Oliver Twist (1837-38).

97.1ff. En moderniseret variant af Æsops fabel Fluen og vognen: »En flue havde sat sig på en vogn, der af et par raske heste blev trukket i stor fart hen ad vejen; en vældig støvsky rejste sig om og bagved vognen. Med selvtilfredshed råbte fluen: »Sikken støv jeg kan lave!«« (Byskov III 173).

Klokkedybet

Klokkedybet blev trykt første gang i Folkekalender for Danmark 1857, der udkom i december 1856.

I et brev til Henriette Collin fra Basnæs 24.6.1860, hvor A beklager sig over sin svigtende digterevne, gør han bl.a. regnskabet op for de eventyr, han gennem årene har skrevet på Holsteinborg, og nævner her Klokkedybet (BEC IV 155). Da eventyret hverken er omtalt i almanakken eller dagbogen, mener Topsøe-Jensen i en note til stedet, at det må være skrevet under A.s første besøg på Holsteinborg 15.-26.5.1856. I en rettelsesliste (BEC VI 40) er han imidlertid blevet opmærksom på et utrykt brev til Ingemann 31.10.1856, hvor eventyret nævnes. I HCAHolstein 11 uddybes dette: »»Klokkedybet« er skrevet sidst i Oktober 1856, da Andersen var til Barnedaab paa Holsteinborg« og s. 46 tilføjes yderligere et brudstykke af brevet til Ingemann, hvori det hedder: »Jeg har paa Holsteinborg skrevet en ny lille Historie »Klokkedybet«, det er om et Sted i Odenseaa, hvor Aamanden boer.«

Eventyret bygger på et stof, A har hørt som barn. I Bemærkninger 192 siges det: »Klokkedybet er udsprunget af Folketroen om Aamanden i Odense Aa og Sagnet om Kirkeklokken, der svang sig ud fra Albani Kirketaarn« (16).

Sagnene om Klokkedybet og åmanden, der iøvrigt kendes fra Thiele1, havde tidligt optaget A. Kimen til eventyret findes således i Brudstykke af en Udflugt i Sommeren 1829 (A-iana VIII 14f), hvor han imidlertid ikke fortæller om åmanden. Denne skikkelse inddrages i O.T. kap. XIX og XX, hvilket klart viser, at A i modsætning til Klokkedybet har kendt de to sagn om åmanden og Klokkedybet som to fortællinger, der ikke vedkommer hinanden (se iøvrigt ndf. samt A-iana 2 rk. III 78ff).

98.5Aaknappe] gul åkande. - 8Munkemose] mosedrag syd for Odense A, nu omdannet til park. - 8-9Blegmandens Eng] på åens sydside mellem Albanibroen og Frederiksbroen (i Albanigade og Frederiksgade). - 15det gamle Frøken-Kloster] Odense Adelige Jomfrukloster ved Albani Torv, opført som bispegård 1504-08 og efter forskellige ejere indrettet som adeligt jomfrukloster af Karen Brahe 1716. - 23Sanct Albani] kvaderstenskirke (opr. trækirke) indviet til Vor Frue og senere til den eng. helgen St.Albanus lå ved det sydvestlige hjørne af Albani Torv; nedrevet 1539. - 24ff. Sml. Brudstykke af en Udflugt i Sommeren 1829: »Klokkedybet, et, som man siger, bundløst Sted i Aaen, hvori en Klokke engang foer ud fra St.Albani Taarn« (A-iana VIII 15) og O.T., hvor Sophie fortæller: »Der foran i Aaen er Klokkedybet, hvor en Klokke er fløiet ud fra Sanct Albani Taarn. Der er bundløst! Hvergang rige Folk i Odense døe, saa ringer det under Vandet!« (218). Hos Thiele1 I 29 drejer sagnet sig om klokkerne i St.Knuds Kirke, der fløj, fordi man ringede for stærkt med dem: »Somme fortæller, at paa det Sted, hvor den faldt, Klokkedybet, er der ingen Bund at finde, men dog paastaae Andre, at naar man med lange Stænger søger efter, kan man endnu føle Klokken paa Bunden. Saa siges det ogsaa, at naar nogen i Odense skal døe, klemter den under Vandet, og er Lyden at høre, som af en Landsbyklokke langt borte.«

99.3Aamanden] sml. O.T.: »nær ved [ligger] Aaen, i hvis Dyb, Almuen paastaaer, lever et dæmonisk Væsen: »Aamanden«, der aarlig forlanger sit Menneskerov, men varsler derom Natten forud« (228). Jvf. også Thiele1 II 89 og IV 18 f, der i modsætning til Klokkedybet fremhæver, at han hvert år skal have et lig for ikke at åen skal gå over sine bredder. I eventyret fjerner A denne dæmoniske side af åmandens væsen. - 16-17om gamle Tider ... mørke Tider] et udtryk for A.s historiesyn, jvf. n.t. I 214.24-219.27. - 18-26Ved Sanct Albani Kirke ... ding-dang!] sml. Brudstykke af en Udflugt i Sommeren 1829: »Den anden Arm af Aaen fører derimod nærmere hen til Nonnebakken. I 193 gamle Dage skal hele Munke-Mose have været Sø og paa en Halvø i denne laae et Nonnekloster, hvis Voldsted kaldes Nonne-bakken, men Aar for Aar pløies bort. Hvor der nu groer Græs og Blomster skal engang en Nonne have sprunget ud, men Søen var da der saa dyb, at man aldrig fandt hendes Liig« (A-iana VIII 15f). - 22Nonnebakken] bakke syd for Odense A ved Klaregade og Hunderupvej. - 30-31et Strængespil] strengeinstrument, lyre eller cither. - 36-100.10 Hans Ellekilde antager i A-iana 2 rk. III 80, at beretningen om drabet på Knud d. Hellige (ca. 1040-(1080-) 10.7.1086) i Albani Kirke muligvis er baseret på faderens, Hans Andersens, eller A.s lærer C.F.Welhavens (ca. 1788-1830) fortælling ud fra DH (I 191) pga. den rolle motivet om den falske Blake spiller hos A. Sml. også EDB 117ff og eventyrkomedien Ole Lukøie (SS XI 11).

100.4Erik] Erik Ejegod (ca. 1056-(1095-)1103). - Benedikt] dræbt i Albani Kirke 1086. - 5-6den falske Blake] iflg. Saxo XI Knuds hirdmand, der iøvrigt selv blev dræbt. Antagelig er han kun blevet opfattet som forræder ved den folkelige tydning af navnet, blakket, gulbrun, som falsk og underfundig.

194

Nye Eventyr og Historier
Første Række. Tredie Samling. 1859
NEH 3-59

Vinden fortæller om Valdemar Daae og hans Døttre

Vinden fortæller om Valdemar Daae og hans Døttre tryktes første gang i NEH 3-59, der udkom 24.3.1859.

I Bemærkninger skriver A om eventyret, at »det er en af de Historier, jeg oftest har omskrevet og omstilet, for at give Sproget Klang efter den henfarende, susende Vind, som jeg lader fortælle« (16). Om dette betyder, at A har arbejdet med historien før 1.8.1858, hvor han i et brev til Edvard Collin bebuder et nyt hæfte eventyr, omend han endnu ikke har gjort sig nærmere overvejelser over hvilke han vil skrive, ved vi ikke (BEC II 306). Endnu 21.12.1858, dagen efter sin ankomst til Basnæs, hvor han holdt jul, hedder det i et brev til Signe Læssøe: »Jeg haaber herude paa Basnæs, hvor vi leve ganske stille hele Juletiden, at et Par nye Eventyr skal springe frem, saa at et nyt Hefte kan melde sig med Violerne« (BfA II 402). Heldet var med digteren, for 24.12. noterer han i Alm: »Begyndt paa Historien om Waldemar Daae«, og som det fremgår af dateringen på den bevarede koncept, må arbejdet være afsluttet 2.juledag (sml. Lygtemændene ere i Byen ndf. s. 281f). Endnu var planerne om et nyt eventyrhæfte dog kun på det forberedende stadium. I endnu et brev til fru Læssøe 1.1.1859 hedder det: »Et nyt, jeg tør troe, meget digterisk Stykke, en Historie om »Valdemar Daae og hans Døttre«, har jeg skrevet; faaer jeg i det nye Aar saa mange Historier og Eventyr, at de kunne danne et Hefte, da vil et saadant komme ud« (BfA II 404). Dette skete som nævnt i slutningen af marts, men sin vane tro havde A forinden læst det op forskellige steder. Iflg. Alm var det således 19.2.1859 i Studenterforeningen og 21.3. hos prins Christian (IX).

Om historiens motiv skriver A i Bemærkninger, at »i danske Folkesagn, ligesom i historiske Efterretninger om den gamle Herregaard Borreby ved Skjelskør, findes Meddelelsen om Valdemar Daa og hans Døttre« (16). På denne baggrund lader to hovedkilder sig udpege, dels Thiele2 I 253f dels artiklen om Borreby i Tyge Becker: Prospecter af danske Herregaarde II. 1845. Beckers fremstilling bygger 195 på en beretning fra en anonym, der som barn boede på Borreby, medens det endnu var i Valdemar Daas eje. På A.s tid henlå denne beretning imidlertid utrykt på Borreby (trykt i Danske Samlinger V II:5. 1876-77. 68ff), og hvorvidt A har læst eller kendt denne, vides ikke.

103.3-16 Måske allusion til Johannes 3.8 og Job 7.9-10. - 7Lydhuller] glamhuller. - 13Lad kun Vinden fortælle] A har allerede foregrebet motivet med vinden, der fortæller, i forbindelse med sagnet om ridder Eppelin af Gailingen i EDB 24f og i Snedronningen (II 55). - 19Marsk Stigs Borg paa Næsset] den ældste borg lå i haven syd for det nuværende Borreby og skulle iflg. overleveringen være opført af en ridder Stig, der skulle have givet navn til halvøen Stigsnæs. Marsk Stig Andersen (d. 1293), der i 1287 blev dømt fredløs for mordet på Erik Klipping og som 1290 byggede en borg på øen Hjelm ud for Helgenæs, har intet med Borreby at gøre. A bygger imidlertid på Thiele2, der siger, at Borreby er opført af »Ruinerne af Marsk Stigs Borg, som laae paa Stigs Næs, ikke langt derfra« (I 253). - 21Borreby Gaard] herregård syd for Skelskør på Sjælland, opført 1556 af kansler Johan Friis (1494-1570).

104.1Valdemar Daae] adelsmand (1616-91), søn af Claus Daa til Raunstrup, Borreby m.fl. og Ingeborg Parsberg til Raunstrup. Hofjunker 1640, løjtnant ved rytteriet 1644, ritmester i Jylland 1655; arvede sammen med en broder Borreby 1652. - 3kongelig Æt] et sådant slægtskab har ikke kunnet verificeres (Danmarks Adels Aarbog 1890). - 6Hans Frue] Else Kruse (1627-67), gift 1645 med V.D. - 6Gyldenstykkes Kjortel] silkekjole gennemvævet med guld- el. sølvtråde. - 7tavlede] mønstrede. - 9tydsk Øl] det tyske øl var af langt bedre kvalitet, og dyrere, end det hjemmebryggede danske. - 10vælige] fyrige. - 12Børn var der] i ægteskabet var 13 børn, hvoraf vist kun een søn og fire døtre overlevede faderen. - Ide] Ide Dorte (ca. 1652-1742). - Johanne] Johanne Cathrine (1661-?), gift under sin stand med en uadelig Johan Trellund fra Kalundborg efter 1710. - Anna Dorthea] V.D. havde ingen datter af dette navn, og den skæbne, A giver hende, er i virkeligheden Ide Dortes. - 17høibaarne] af fornem, høj byrd. - 18Høisalen] riddersalen. - 20de gamle, danske Sange] folkeviserne. - Gjestereren] fest. - 23med Bram og med Brask] med pral og larm. - 25Maidags Aften] Valborgaften, dagen før Valborgdag 1. maj. - 26qvase i Vrag] knust til vrag. - 28hæsende] komme farende. - 38Gadebasse ... Gadelam] gadebassens opgave var at forestå ungdommens fester, legestuer osv. samt fordele byens piger, gadelammene. A.s beskrivelse af skikken, der iøvrigt kun er jysk, er fejlagtig, idet det var den karl, der selv kunne løfte et brændende knippe højest, der blev gadebasse (jvf. 196 S.Møller: Sommer i By i: Da Stu 1930.123f og Birgit Hansen: Fester for sommerens komme. 1980.60f).

105.3yndelige] yndige. - 9stoltelig] stolt. - 11Agetøiet] køretøjet. - 12redet Sommer i By] man anså gerne de nyudsprungne bøgegrene som et værn mod onde magter, og udover at fejre sommerens komme med at tænde bål, ligeledes et værn mod det onde, fejrede man den også ved at hente grene i skoven til at pynte huset med, hvorpå man næste dag red i optog fra hus til hus for om aftenen at danse om majstangen. Allerede i Maj i Aarets tolv Maaneder har A skildret denne skik (1832; SS XII 23f). - 12Tjsreby] landsby ca. 10 km øst for Borreby. - 18vries] vrides, bøjes. - 20Fru Daae ... hen] se n.t. 104.6. - 25den sorte Stork] tidligere almindelig ynglefugl i Danmark; jvf. Kjærbølling: Danmarks Fugle. 1852.263: »I Sjælland er den meget sjelden [...] efter Melchiors Optegnelser [er en blevet skudt] ved Basnæs.« - 28kosteligt] kostbart. - 28-106.25 A benytter her næsten ordret Thiele, der modsat Becker præciserer, at det drejer sig om at fælde egeskov og at bygge skibet på tre fordæk. - 29Kongen] Frederik III (1609-(1648-)1670). - 32vildsomme] uden tryghed. - 39-39et halvudgaaet Træ] storken bygger ofte rede i udgåede træer.

106.4Kuld] slægt. - 5Huld] ydre, udseende. - 12hvad skal Spurv i Tranedands] ordsprog; egl. Hvad skal Spurv i Tranedands, deres Been er saa stakkede (Peder Syv 2,178). - 15-37 Såvel Becker som Thiele vil vide, at skibet aldrig blev søsat, fordi V.D. ikke ville bestikke admiralen, men kongen købte faktisk skibet, Delmenhorst, for 4000 rd. (J.H.P.Barfod: Orlogsflåden på Niels Juels tid. Marinehistorisk Selskabs Skrift nr. 7. 1963.24). - 22thi] derfor. - 24en noæ Ark] 1 Mos. 6.

107.23Hovmarken] herregårdsmark, hvorpå der udføres hoveriarbejde. - 26kry] overmodig, stolt. - 30raade] udforske. - 34Smøg] røg, os. - 35Emmer] gløder. - 38Buur] mindre værelse, kammer.

108.4braser] tilberedes. - 18for] istedetfor. - 19Slagbænk] sofalignende møbel (uden polstring), der kan lukkes op og bruges som seng. - 26flink] rask. - 28Ikke at] ikke noget til at. - 33Gjeldsbrev] gældsbevis, pantebrev. - 35-39Væver ... lønnes] sml. Aladdins replik i fængslet (Oehl II 249):

Ha, tarvelige, vakkre Spinderske!
Du trøster mig. Du trøster, som en Dervisch.
Han drager Traadene snart ud, snart ind,
Han lægger Mærke til det mindste Spind!

108.40Paaskemorgen] A.s egen tidsfæstelse.

109.7det alchymistiske Glas] glas til guldmageri, alkymi. - 26 Allerede efter svenskekrigene 1657-60 kom V.D. i økonomiske vanskeligheder, men først i 1681 måtte han afstå Borreby til etatsråd Ove Ramel 197 (1637-85) til Basnæs, som forgæves tilbød V.D. at blive boende på livstid. - 30modige] hjertelige; af dyb bedrøvelse.

110.14Muren ... Borg] se n.t. 103.19. - 16Den ældste ... Verden] citat fra folkevisen om Marsk Stigs døtre (DgF 146). - 20Smidstrup Mark] udenfor Skælskør. - 28klinede] lerklinet dvs. bindingsværk hvor felterne ml. træskelettet er fremstillet af ler. - 32Hvor ... hvor] hvorledes ... hvorledes.

111.5-6Domprovstens ... Gaard] uvist hvilken bygning A tænker på. Det kan muligvis være Karnapgården i Skt. Mogensgade 31, der dog aldrig har været domprovstegård. Den nuværende domprovstegård i Skt. Leonisstræde 1 var ganske vist netop restaureret i 1856, men har ingen karnap og blev først embedsbolig for domprovsten i 1873. - 7favre] smukke. - 14ff. Sml. Optegnelsesbog II, 1 nr.4: »Ovre ved Glorup ligger i en Gyde et lille faldefærdigt Bondehuus, ingen bo derinde, thi det er for usselt, men gamle Excellense [: Gebhard Moltke-Hvitfeldt] vil dog ikke rive det ned, thi der er en Storkerede paa Taget hvor Storken aarlig kommer, for hans Skyld staaer saa Huset til det falder« (FoF IX 161). - 16Skræmsel] et hæsligt syn. - 22Urtegaard] have. - 26de fattige Skoledrenge sang ikke] latinskoleeleverne, peblingene, ernærede sig ved at synge ved kirkelige handlinger, og det var således et tegn på social status, hvorvidt man havde råd til at betale for deres medvirken. - 28Elende] elendighed, ulykke. - 31den haarde Fjæl] træhesten, et alm. afstraffelsesredskab. - 33rige] mægtige. - 37baaret] født; som hendes sind var hende medfødt.

112.17færdet] befærdet. - 17Dampen med sin Vognrække] efter åbningen af jernbanen ml. København og Roskilde i 1847 blev jernbanenettet hurtigt udbygget i de næste årtier.

Pigen, som traadte paa Brødet

Pigen, som traadte paa Brødet blev trykt første gang i NEH 3-59, der udkom 24.3.1859.

Den eneste oplysning om tilblivelsen af eventyret er at finde i Alm 16.1.1859: »Skrevet Eventyret Pigen som traadte paa Brødet.«

Eventyret tilhører antagelig den gruppe, som bygger på stof, A har hørt som barn i Odense, idet det i Bemærkninger hedder: »Tidligt hørte jeg Historien om Pigen, som traadte paa Brødet, der blev til en Steen og forsvandt med hende i Dyndet.« A ville imidlertid andet og mere end en gendigtning: »Jeg satte mig den Opgave, psychologisk at løfte hende igjen til Forsoning og Frelse; saaledes er Digtningen voxet frem« (16). I og med denne drejning af motivet er eventyret iøvrigt nært 198 beslægtet med De røde Skoe (II 85ff) og med Anne Lisbeth, der følger senere i hæftet (III 127ff); jvf. også En Historie (IV 52f).

Motivet med brød, der forvandles til sten, fordi man nægter at dele det med andre, kendes tilbage fra tidlig middelalder i talrige variationer (se Georg Galster: De forstenede Brød i: Festskrift til Hugo Matthiessen. 1941. 47-56). Hans Ellekilde er i A-iana 2 rk. III 116 tilbøjelig til at tro, at sagnet om pigen, som trådte på brødet, virkelig har hørt til Odense bys sagnoverlevering, idet A. s Inger er en købstadpige, der tjener på landet, hvorimod hun hos Thiele2 II 17 og 309f, der har to opskrifter fra Mors og Sydsjælland, er bondepige. Til støtte for Ellekildes teori tjener, at der idetmindste findes én fynsk optegnelse, Brødene i: Morskabslæsning for Den danske Almue. Udg. af H.K.Rask, nr. 31. 1840.477. Om A har kendt dette tidsskrift vides ikke, men Rask (1805-75), der var teolog, giver det en tydelig kristelig udlægning på linie med A: »Hovedtanken deri [...] stemmer med Folkemeningen, nemlig at en letsindig Ringeagt for Guds Gaver maa vække stor Mishag hos Gud, og have Straf til Følge.«

Endelig må nævnes, at Thieles optegnelse fra Mors med overskriften Pigens Vadested blev gendigtet på vers af Julius Chr.Gerson under samme titel i dennes og H.V.Kaalunds Maanedsskrift for Børn, 2. Hefte, 1845.89f, hvor sagnets anonyme pige far navnet Inger. Fra dette digt har A tydeligvis lånt navnet til sin eventyrskikkelse.

113.18Der skal skarp Lud til] der skal skrappe midler til (skurvede hoveder). - Lud] opløsning afsæbe og soda. - 19-21 Fri gengivelse af ordsproget Små børn træder moderen på forklædet, store træder hende på hjertet (Mau 500).

114.2Byledet] led ved indkørslen til landsby. - 3sladdre] snakke, sludre. - 24-25Mosekonen, der brygger] iflg. folketroen var tågen, der efter varme sommerdage kan lægge sig over enge og moser, udtryk for at mosekonen bryggede eller kogte nadver (aftensmad). A.s beskrivelse af hendes bryggeri samt hendes slægtskab med elverpigerne og fanden er imidlertid fri fantasi. - 25Viser] folkeviserne. - 29-30Slamkisten] beholder under bunden i kloakledning, der holder faste stoffer tilbage og får dem til at bundfælde sig.

115.3syede ... Skoene] gav dem lyst til at flakke, bisse, om. - 11 Postament] billedstøtte, statue. - Barnebarnsbarn] Fanden. - 26ff. Følelsen af at være bundet til brødet og den altfortærende sult er et udtryk for den folkelige nemesisopfattelse, jvf. fx i sagnet om Ubarmhiertigheds Straf hos Thiele2 I 27f. - 39trangbrystig] stakåndet, forpustet.

116.8-11 Nemesis for at hun som barn pillede vingerne af fluer. - 28Hovmod gaaer for Fald] Ordsprogenes Bog 16.18. - 38tviner] græder.

199

117.3avet] straffet, revset. - 5en heel Vise] sandsynligvis en allusion til skillingsvisen En meget sørgelig Tildragelse om den Hoffærdige Pige som af bare Stolthed lagde to Brød i Skarnet som hun skulde bringe til sin fattige Moder og traadte derpaa for ei at smudske sine nye Skoe, samt Guds Straf over hende alle andre til Advarsel. Triblers Enkes Forlag, ca. 1800.

118.35-36en Guds Engel græd over hende] et gammelt legendetræk, sml. Imp, hvor Antonio af Fra Martino får »et Billede med Madonna, som græd store Taarer, der, som en Regn, faldt ned i de brændende Helvedsluer, hvor de Fordømte grebe efter denne Lædskedrik« (10). A har måske ændret jomfru Maria til den fromme pige for at afkatolisere legenden.

119.19Davids] konge af Israel ca. 1000 f.Kr. Salmernes Bog blev tidligere antaget at være forfattet af David. - 28Havrekjærven] havreneget, juleneget. - 37Bedestederne] hvilestederne, rastepladserne.

Taarnvægteren Ole

Taarnvægteren Ole blev trykt første gang i NEH 3-59, der udkom 24.3.1859.

Eventyrets egentlige tilblivelse som en helhed er ukendt, men kimen til rammefortællingen kan føres tilbage til Fodreise, hvor Taarnvægteren Oles skikkelse er skitseret gennem den poetiske vægters omtale (43). Kort efter Fodreise indførtes Taarnvægteren Ole direkte ved navn i den heroiske vaudeville Kjærlighed paa Nicolai Taarn eller Hvad siger Parterret (opført 1. gang på Det kgl. Teater 25.4.1829). Vaudevilleflguren og eventyrskikkelsen, der i høj grad er A.s alter ego, har dog kun navnet tilfælles; karaktererne er forskellige.

Ideen til Første Besøg har A faet under et ophold i Dresden i sommeren 1856, hvor han iflg. Dagbøger 3.7. havde en samtale med den ty. forfatter Amalie Bolte (1811-91) »om de 48 Forfatterinder her i Dresden, jeg sagde at det kunde blive et Eventyr: Walpurgisnacht, hvorledes de som Hexene [i] Faust rede paa der[es] Penne-Kosteskafter til Bloxbierg og udtalte sig deres Aand« (IV 219).

Ideen var dog ikke ny. Inspireret af E.T.A.Hoffmanns Die Abentheuer der Silvesternacht havde A behandlet motivet i Fodreises litteraturrevy, og han tog det atter op i farcen Langebro, skrevet til en julefest i Studenterforeningen 1837. Her fortæller Fru Helvig, hentet fra Hertz' Svend Dy rings Hus (1837), at alt, hvad der er foregået igennem hele året, passerer revy mellem jul og nytår. Derefter sætter 200 hun og den ene af farcens to elskere sig på en pæl under broen og ser »den vilde Hær« passere revy (BfA I 398 f; H.C.A. Lund: Studenterforeningens Historie 1820-70.I.1896.405f).

Endelig må nævnes, at tankerne om jordens udviklingshistorie, nuet contra evigheden, kan føres tilbage til Fodreise via Optegnelsesbogen fra ca. 1850 og At være (se ndf.).

121.3Taarnvægterern] vægter i kirketårn, der holder udkig efter ildebrand, skibes ankomst osv. - 5see ... ovenfra] sml. Hjertesorg (II 246.36). - 9-10Conferentsraads] titel med rang i anden rangklasse nr. 12. - 12have Alting frit] ikke betale for kost og logi. - 14Blanksvsrte] skosværte; se n.t. II 86.15.

122.5Eremitage] eremitbolig. - 10-11paa dem ... kjendes] gl. ordsprog. - 11-12Gouvernante-Romaner ... Rosinstilke] hvilke forfattere A præcis tænker på er uvist, men det drejer sig utvivlsomt om den type underholdningsromaner, hvor fattige piger kommer som guvernanter i dæmoniske familier, som bl.a. Maria Edgeworth (1767-1849) og Mme de Genlis (1746-1830) producerede. Jvf. iøvrigt A.s syn på fru Gyllembourgs Hverdagshistorier (A-iana 2 rk. VI 321ff) og vort reg. u. Gyllembourg. - 21-22en bog om Rullestene] et sådant værk har ikke kunnet findes. - 23Jubeloldinge] meget gamle mænd. - 30-35Jordens Roman ... Fru Eva] sml. Det Første og det Sidste (Phantasier og Skizzer. 1831.118f), hvor naturen skabes af »Kraften« af en tåge med liv i, hvorefter Gud skaber mennesket. Den samme tanke, en påvirkning fra H.C.Ørsted, og billedet af jorden som en bog benyttes i Niels' betragtninger over arvesynden i At være: »Af Videnskaben veed jeg, at før Menneskene bleve til var Døden i Verden [...] Genesis' Blade og Jordlagene have ikke overeensstemmende Indskrifter. Menneskene skreve Genesis, Kraften i Naturen skrev Jordlagene« (115). Jvf. også Fodreise 77. - 37-38Vi krible ... samme Sted] sml. Vanddraaben (II 151). - 39-123.1Skorpen ... igjennem] en tanke som optog A meget; sml. HCAOptegnelsesbog nr. 36: »Tre Mile nede i Jorden holder Jordskorpen op, en uhyre brændende Ild og Lava brænder derinde [...] Jordskorpen er saa Æggets Skal imod det hele Æg, og paa dette bygge vi sorgløs vore Byer« (23f). Jvf. også Fodreise 79 samt besøget på Vesuv 24.2.1834 (Dagbøger I 325. Imp 187).

123.1-2en Historie ... Fremgang] et udtryk for H.C.Ørsteds kulturoptimisme. - 6at vi Alle ... Jordtuen] sml. HCAOptegnelsesbog nr. 36: »Hvad er Aartusinder i Evigheden? Efter Aartusinder revnede Jordskorpen, og Alper, Balkanbjerge og Vogeser hævede sig. Som Myrer paa Tuen kravle vi om« (24). Jvf. også Fodreise 25. - 8med Gang og Sæde] med rang. -flau] genert, undselig. - 10henne] fordybet. - 11-12 201den vilde Hær til Amager] jvf. litteraturrevyen i Fodreise (53f). - 30det var lige eet] det var ligegyldigt. - 30-31Melodonte] slang: melodi. - 32Sangklokkerne] allusion til Holbergs Det lykkelige Skibbrud V 2: snakkesalige (kvinder). - 33Trommeslagere] »sladresøstre«. - 36Dreng] tjenestedreng. - 40Kulen] grube til henkastning af lig.

124.2Slaraffenstang] egl. klatrestang med præmier i toppen (jvf. KES 271). - 8slog man tomme Potter ... Tørveaske] oprindelig iflg. folketroen et middel til at jage de onde ånder væk, senere et led i de almindelige festligheder ved nytår (jvf. Jul. Clausen og Torben Krogh (red.): Danmark i Fest og Glæde. IV. 1935.29); sml. Aarets Historie (II 218). - 11malitiøsk] ondskabsfuldt. - 21-22dette skal være Sjælland] allusion til Chilians replik i Holbergs Ulysses von Ithacia II 1: »Dette skal være Troja«.

125.1paa Skrenten ved Flensborg Fjord] den nye kirkegård i Flensborg, hvor de danske, der faldt i slaget ved Isted 25.7.1850, blev begravet. - 2Schleppegrells] F.A.Schleppegrell (1792-26.7.1850), da. officer; kommandør for 2. armédivision, der åbnede slaget ved Isted. - 2Leessøes] Frederik Læssøe (1811-25.7.1850), da. officer og søn af A.s moderlige veninde Signe Læssøe, nær ven af A selv. - 4Holbergs Kiste] Ludvig Holberg (1684-1754), begravet i Sorø Klosterkirke; årsskiftet 1858/59 markerede indgangen til 175-året for Holbergs fødsel. - 13-14det gamle Dryp i det nye Dryp] antagelig collinsk familiejargon (jvf. Woel II 414). - 34Nisseblod og Nissesind] sml. den ty. kunstner i Rom i KES: »Vinen, han denne Aften i altfor rigelig Mængde havde nydt ved Lystigheden i Osteriet, havde forvandlet sig til drillende Nisser, af hvilke endeel hang sig blytunge ved hans Fødder« (250).

126.2Forstandens Tankestreg ... gaae] muligvis en allusion til Johs. Ewalds Levnet og Meeninger: »Saameget vil jeg imidlertid tilstaae Dem strax, myn Heer, at det er meget farligt for et Menniske og for en Christen, at betroe sig til Viinens Glæder - At der [...] i dem som i mange andre Ting er en Streg - - - - - - - - - - - - hvorover man ikke kan komme, uden at falde i RendeSteenen« (Samlede Skrifter. IV.1919.271). - 8tør] må, har lov til. - 14-15en gammel Legende ...] fortællingen forekommer ofte i middelalderens eksempelbøger og blev senere hyppigt trykt, bl.a. i Tre hundrede Historier eller Skjemt og Alvor (1781) og Tidsfordriv eller en lystig Selskabsbog (1788). I begge tilfælde er der tale om en eremit, der dog kun far valget mellem druk, hor og mord (jvf. Rasmus Nyerup: Almindelig Morskabslæsning. 1816. 253.262f). - 15-16de syv Dødssynder] hovmod, gerrighed, vellevned, misundelse, drukkenskab, vrede og sorgløshed er iflg. kirkefædrene utilgivelige. - 20Sennepskorn] jvf. Matthæus 13.31-32. - 28 fortsættes] jvf. Flyttedagen (IV 246f).

202

Anne Lisbeth

Anne Lisbeth blev trykt første gang i NEH 3-59, der udkom 24.3.1859.

Om eventyrets tilblivelse vides intet udover et utrykt brev til Henriette Scavenius dateret 21.2.1859, hvori A skriver: »Siden mit forrige Brev gik til Basnæs har jeg igjen skrevet en ny Historie: »Anne Lisbeth«, den kommer rimeligviis med i det nye Hefte af Eventyr og Historier, som jeg tænker vil være trykt sidst i Marts, dette tredie Hefte bliver da større end de to tidligere« (Laage-Petersens Samling Ms. 237 KB).

Motivet med den hovmodige pige, som straffes af himlen, havde A allerede benyttet i De røde Skoe og Pigen, som traadte paa Brødet. Herudover kan eventyret også læses som et modstykke til Hun duede ikke, idet A specielt trækker moderkærligheden frem i Bemærkninger: »I Anne Lisbeth har jeg villet vise, at alle gode Spirer ligge i Menneskets Bryst og maae, om end ad Omveie, komme til Udvikling, her er det Moderkærlighed, som gjennem Frygt og Bæven faaer Liv og Styrke« (16).

Om inspirationen til eventyret vides således intet, men Hans Brix vil i H.C.Andersen fra hans Fødeby (1905.38) se et minde om det besøg, A foretog med sin moder på en herregård i 1817 (MLE I 44) og udleder heraf, at det ikke er utænkeligt, at moderen i 1799 efter datteren Karen Maries fødsel har haft plads som amme på denne herregård. Omend vi intet ved om moderens fortid, herunder heller ikke hvilken herregård der evt. kunne være tale om, har A under alle omstændigheder hentet træk til sin eventyrfigur fra Anne Lisbeth, der bliver amme for »Studenternes Datter« i DtB. Udover navneligheden og hendes funktion som amme fortælles, at hun har mistet sin mand ved et skibbrud, ligesom hendes lille søn også lige er død. Disse to sidstnævnte træk forbindes i eventyret til sønnen, der drukner (DtB 63).

Eventyret bærer tydelige spor af A.s kendskab til folketroen og folkesagnene. Strandvarsel- og strandvaskermotivet er således lånt fra Thiele2 II 274-75, men som påvist af Hans Ellekilde (A-iana 2 rk. III 117f) har A heri indflettet træk fra et fynsk folkesagn om Søndagsbarnet, der kan se, hvad der er skjult for andre, herunder ligvogne og gengangere. Da hun får besked på at sige »far til himlen« til gengangere og »hæng på« til ligvogne, bytter hun ved given lejlighed af en fejltagelse om på de to ordrer, så gengangerne hænger på hende selv og driver hende i døden (Thiele2 II 152). Herudover har A også lånt træk fra folkeeventyret om Den barnløse Kone (Grundtvigs 203 eventyrregistrant nr. 60, jvf. Blichers gendigtning (1824), Samlede Skrifter VII 1921.47ff), der ikke har villet have børn af angst for at dø i barselseng, og derfor straffes ved at piskes til døde af et utal af ufødte børn og børnebørn foran alteret i kirken, hvor hun som gammel søger trøst for sin dårlige samvittighed (jvf. KES 65f).

127.9turde] kunne. - 14-15hvad Ingen hører det Ingen rører] jvf. talemåden: »hvad øret ej hører, det hjertet ej rører.« - 17siger man] evt. kilde eller andre belæg på denne talemåde har ikke kunnet findes. - 18sat i Væxten] kuet, standset i udvikling. - 21Hat paa] som tegn på, at hun har hævet sig over bondestanden.

128.3Blegdam] græsareal, hvor vasketøjet blev lagt til blegning. - 7vidste] konstaterede. - 16led] hæslig, grim. - 28En Dram ... gjorde bedre] sml. Taarnvægteren Ole (III 125.26ff). - 33bovnede] bugnede, svulmede. - 33ff. Sml. Flaskehalsen (III 28.30ff).

129.3uden] undtagen. - 25tage det overtvært] tage en rask beslutning og komme igang. - 31Kalvevogn] vogn til transport af kalve til og fra markederne; var et almindeligt benyttet befordringsmiddel ved siden af de offentlige postdiligencer.

130.39Cichorie] den tørrede og ristede rod af Cichorium intybus anvendtes som kaffesurrogat el. -tilsætning.

131.6ff. Drømmen er en gendigtning af legenden Løget (Byskov III 263) om konen, hvis eneste gode gerning i livet var at give et løg til en tiggerske. Da hendes skytsengel efter døden vil frelse hende fra helvedessøen ved at trække hende op ved rødderne af løget, klamrer de andre syndere sig til hende. Da hun i sin egoisme sparker dem væk, går løget itu, og hun falder tilbage. I A.s gendigtning er hendes egoisme samt tanken om en evig helvedesstraf tonet ned. - 38Peder Oxes Frøer] Bombinator igneus Laur., klokkefrøen, som menes indført i Danmark af adelsmanden, rigshovmester Peder Oxe; jvf. G. L. Baden: Smaa Afhandlinger 1.1821.300: »bekjendte af deres behagelige Qvækken er og de Frøer, som endnu bære hans [: Peder Oxes] Navn«.

132.12God Gjerning ... Frugt] Visdommens Bog 3.15 (i Det gamle Testamentes apokryflske Bøger). - 13i Synden er Død] antagelig fri gengivelse af Romerbrevet 6.23. - 19-20Du dreier ... afgøre det] en tanke der optog A meget, jvf. Dagbøger 26.8.1847: »Hvor vor Skjæbne hænger i fine Traade, kun sjældent, som Guldet i Bjærgene løber Aarene et Stykke ud [en] paa Skorpen, saa Øiet seer dem; vi gaae ud af vor Gadedør og er et Øieblik uvis om vi skal gaae til Høire eller venstre, og det man uvilkaarlig vælger fører Enkelte til deres Død, til store Livsbegivenheder« (III 262) samt At være 16 og BEG II 354. - 25Kyndelmisse] 2. februar; 2.2.1805 stod A.s forældres bryllup. - 25-26Regnebræt] egl. tavle, hvorpå regnskabsposter og fordringer opføres; her 204 billedl. som udtryk for samvittigheden. Muligvis en reminiscens af H.A.Brorsons Kom, hierte, tag dit regne-bret (Troens rare Klenodie. 1752 (Samlede Skrifter 1.1951.62)).

133.9Særke-] undertøj med korte el. halvlange ærmer. - 25 Lin] hovedtørklæde.

134.2fornummet] fornemmet, mærket. - 7-8Samvittigheden vaagner] et udtryk for A.s rationalistiske kristentro, jvf. Vintergrønt 148. - 23ff. Synet af den gloende karet et almindeligt træk i folketroen (se fx Thiele2 II 138, jvf. O.T. 69). - 35-36Ravnemoder] ravnen mentes at kaste sine unger ud af reden.

135.1-2saa at Blodet ... Fingrene] se n.t. II 311.23-24. - 3ideligt] konstant. - 23-24Hendes Tanker ... speges] hendes tanker var uklare, forstyrrede som garn, der er bragt i urede, sammemlltret. - 25red] klar. - 38-40 Joel 2.13.

136.5Aar og Dag] et helt år.

Børnesnak

Børnesnak tryktes første gang i NEH 3-59, der udkom 24.3.1859.

Eventyret belyses af en seddel i Bakkehusmuseet, Frederiksberg, som A har skrevet tidligst 1854, da H. Martensen blev biskop, og højst sandsynligt kort før Børnesnak. Sedlen meddeles her med A.s egen formulering i kursiv og med reguleret tegnsætning undtagen i tilfældet Rasmussen. Alle navne synes utvetydige undtagen Nansen, der kan være en sammenblanding af borgmester Hans Nansen og biskop Hans Svane c. 1660. Navnet Sørensen er i originalen forskrevet Sørensensen.

Dygtige Folk hvis Navne ende paa »sen«.

Stiig Andersen Hvide, marsk, d. 1293

Jens Andersen Beldenach, biskop, d.1537

H.C. Andersen, digter, 1805-75

Hans Helgesen, Militair, 1793-1858

H. V. Bissen, billedhugger, 1798-1868

Bertel Thorvaldsen, billedhugger, 1770-1844

Niels Simonsen, Maler, 1807-85

C.F. Sørensen, Maler, 1818-79

C.A. Jensen, Maler, 1792-1870

Hans Nansen, Biskop

H.C. Knudsen, Skuespiller, 1763-1816

H.P. Nielsen, Skuespiller, 1795-1860

Anna Fru Nielsen, Skuespillerinde, 1803-56

205

H. Martensen, Biskop, 1808-84 (biskop 1854)

Christian Olufsen, Lystspildigter, 1763-1827

Louise Rasmussen, Jomfru?, lensgrevinde Danner, 1815-74

C. A. Lorenzen, Maler, 1746-1828 (DBL: Lorentzen)

F. C. Olsen, Philolog, rektor, 1802-74

C. Hermansen, Orientalist, teolog, 1806-82

Christen Christensen, Medallieur, 1806-45

Andreas Buntzen, Læge, 1811-80

Finn Magnussen, Lærd, geheimearkivar, 1781-1847

(bag på bladet) O. D. Ottesen, Maler, 1816-92

Om inspirationen til og tilblivelsen af eventyret vides intet udover en tilføjelse til Bemærkninger i 1874, hvor det hedder: »»Børnesnak« hører til de oplevede Eventyr« (16). Om der er tale om en barndomsoplevelse fra Odense pga. det tydeligt selvbiografiske i eventyret, far stå hen i det uvisse, men Børnesnak er tydeligt foregrebet i beskrivelsen af børneballet i KES (102ff), hvor Christian, A.s alter ego, må stå udenfor. Under alle omstændigheder viser A.s bemærkning om eventyret, at det ikke har forbindelse til Thorvaldsen personligt.

Motivet med modsætningen mellem den ydre og indre adel er stadigt genkommende, jvf. fx KES og »Alt paa sin rette Plads!« (II 247ff) (jvf. også HCA 236f).

137.2stod klarede. - 16Kammerjunker] titel med rang i 4. klasse nr.2; se også n.t. II 241.1. - 19Kjeelderbarn] (fattigt) barn født af forældre, der bor i en kælder. - 20 »født« ... ikke ... født] dvs. adelig modsat borgerlig. Udtrykket »ikke født« går egentlig tilbage til Indien, hvor de fire første hovedkaster anser de udenforstående for ikke fødte (jvf. også A.s lystspil Han er ikke født (1864; SS XI 282).

138.8-9Brystsukker] bolsjer. - 10Ja, men min Fader ... regjerer i Avisen] sml. det udeladte stykke fra Et godt Humeur i Buket 144. - 34et prægtigt Huus] Thorvaldsen, museum; jvf. Nabofamilierne (II 120f med noter).

139.2Thorvaldsen] billedhuggeren Bertel Thorvaldsen (1770-1844); se iøvrigt vort register samt BuB 27f.

Et Stykke Perlesnor

Et Stykke Perlesnor blev for I.s vedkommende første gang offentliggjort i Folkekalender for Danmark 1857, der udkom december 1856. Eventyret som helhed blev derimod første gang trykt i NEH 3-59, der 206 udkom 24.3.1859. En præcis datering af den todelte tilblivelsesproces er ikke mulig.

Om hensigten med Et Stykke Perlesnor oplyser A i Bemærkninger, at det »giver en Overgangs-Tid, jeg selv har gjennemlevet. I min Barndom var det ikke usædvanligt, at en Reise, i jevn Fart, fra Odense til Kjøbenhavn tog en Tid af henved fem Dage, nu behøves kun omtrent ligesaa mange Timer« (16). Var inspirationen til eventyret jernbanen og A.s begejstring for de tekniske fremskridt i 1850'erne, så var ideen til en poetisk Danmarksrejse af ældre dato, idet Et Stykke Perlesnor er en parafrase over Vilhelms og Ottos rejse til Fyn i O.T. (36ff), en idé A iøvrigt også har benyttet i Lille Tuk (II 125f).

Ud over inspirationen fra A.s egne arbejder er han måske ikke upåvirket af Ingemanns digtkreds Sjællands Kjøbstæder, der samlet tryktes i Samlede Skrifter. IV Afdeling, bd. VIII. 1845. 147-192, hvor de enkelte digte er ledsagede af historiske anmærkninger. A følte sig iøvrigt meget tiltalt af Ingemanns idé med »en Samling Folke-Viser som Vignet til hver dansk By« (brev til Ingemann 5.8.1843 (BfA II 91)).

140.3-4Jernbanen ... Korsør] 27.6.1847 åbnedes strækningen København-Roskilde og 27.4.1856 fortsættelsen til Korsør (jvf. Dagbøger 30.4.1856 (IV 196)). - 16Bakken] Valby bakke. - 16Frederik den Sjettes Slot] Frederiksberg Slot opførtes 1699-1710 af Frederik IV. Frederik VI benyttede fast slottet som sommerresidens og er især knyttet til dets navn gennem sine sejladser på slotshavens kanaler (jvf. Hyldemoer II 173). - 17Oehlenschlägers Barndoms Hjem] digteren Adam Oehlenschläger (1779-1850) tilbragte sin barndom på Frederiksberg Slot, hvor faderen Joachim Conrad Oehlenschläger (1748-1828) blev slotsforvalterfuldmægtig 1781. - 18-19Philemon og Bauds Hytte] Bakkehuset; allusion til K.L. Rahbeks digt: Til mit Bakkehus (Poetiske Forsøg 2.Del. 1802.187f), hvor det hedder: »Her Baucis og Philemon leve, døe / Tilsammen i hinandens Arm af Ælde.« Ph. og B. var iflg. O vids Metamorphoses VIII v.631f et gammelt, fromt ægtepar i Frygien, der gæstfrit tog imod guderne Hermes og Zeus i deres tarvelige hytte. Som tak blev deres hytte forvandlet til et tempel, hvor Ph. og B. blev præster. Endvidere blev de belønnet med at dø samtidig og forvandledes til træer. - 20Rahbek] Knud Lyne Rahbek (1760-1830), forfatter, litteraturhistoriker og -kritiker m.m. - Camma] Karen Margrethe (Kamma) f. Heger (1775-1829). Om hendes betydning for A se MLE I 69f samt J. M. Thiele: Erindringer fra Bakkehuset. 1869.75ff.

141.3ak, hvor forandret] allusion til St.St.Blichers novelle Ak, hvor forandret! (1828). - 4-11Drivhuset ... Urtegaard] sml. Historien om en Moder (II 163f). - 9Idiotens Hjem] 1831 blev Bakkehuset solgt af 207 Rahbeks fallitbo og udlejedes i de fig. år til bl.a. Heiberg og Grundtvig som sommerbolig. 1852 blev det solgt til kammerherre A.C.B.Bibow (1808-76), der 1855 overdrog det til »Helbredelsesanstalten for idiotiske Børn«. 1925 åbnedes Bakkehuset. De Rahbekske Mindestuer. - 15Kongegravenes By] siden ca. 985 er ialt 37 konger og dronninger begravet i Roskilde Domkirke. - 15Hroars Væld] iflg. sagnet skal kong Roar, søn af Halvdan og broder til Helge, have grundlagt Roskilde ved en af byens mange kilder, Rosenkilden (nu: Maglekilden). - 18Glar] glas. - 18-19Margrethes] Margrethe [I] (1353-1412), regerende dronning over Danmark-Norge 1387, over Sverige 1389; formelt anerkendt som dronning over alle tre lande ved Kalmarunionen 1397. - 19Kirkegaarden] Gråbrødre kirkegård på hjørnet af Hestetorvet og Jernbanegade. - 21Orgelets Drot] komponisten og organisten ved Vor Frue Kirke i Kbh. C.E.F.Weyse (1774-1842) tilbragte siden 1812 sine ferier i Roskilde, jvf. MLE I 270 samt SS XII 350. - 23de klare Bølger rulled] 1. linie af Charlottes romance i Oehlenschlägers syngespil Sovedrikken (1808.19). - 23der boede en Konge i Leire] frit citat af førstelinien Der var en Konning i Leire fra Oehlenschlägers Kongen i Leire (Efter Goethe) (1802; Oehl XXIV 8f). - 26-30 Sagnet om Hagbard, der for at prøve Signes troskab inden sin død lader sin kappe hænge op i træet, hvorefter Signe brænder sig selv inde, har fra gammel tid været knyttet til Sigersted, hvor Signes fader, kong Sigar skulle have ligget; jvf. Thiele2 I 11ff. - 31Klosterby] ca. 1150 anlagdes et benediktinerkloster, der 1161 omdannedes til cistercienserkloster og som overgik til kronen ved reformationen i 1536. Først 1638 fik Sorø købstadprivilegium. - 33Academiet] 1584-1849 var det tidligere kloster periodevis ridderligt akademi, og har desuden fra 1822 været kostskole og gymnasium. - 34Locomotivets Drage] måske et billede med privat adresse til Ingemann, der i et brev 22.7.1855 afviste et forslag fra A om en længere rejse og bl.a. kommenterede den kommende jernbane til Korsør: »Nu kommer jo Verden til at snurre rundt om mig og vor lille Klostersø med Røg og Piben, og naar Bjergene komme til os, behøve vi jo ligesaalidt som Mohammed at løbe om efter dem. Nu skulde Poeternes Huse have Hjul for at kunne trilles hen, hvor der ingen Jernbaner komme. Dog hver sin Lyst! Deres Huus staaer nu engang paa Locomotiv-Uhyrets Dragehale« (MLE II 187, jvf. også »Dampdragens Ryg, som Ingemann kaldte Banetoget« (ib. II 188)). - 35-36Holbergs Støv] forfatteren Ludvig Holberg (1684-1754) ligger begravet i Sorø Klosterkirke. - 36hvid Svane] indtil omkring år 1900 var Sorø Akademis hovedbygning og Ingemanns hus hvidkalkede (venligst oplyst af Lena Kristensen, Sorø Akademis bibliotek).

142.1-2et lille Huus] forfatteren og salmedigteren B.S.Ingemann (1789-1862) var fra 1822 lektor ved Sorø Akademi og boede i en 208 pavillon ved siden af Akademiets hovedbygning. - 3-4Bonden ... Danmark] reference til Ingemanns historiske romaner og deres store folkelige udbredelse. - 6Antvorskov Kloster] ca. 1 km udenfor Slagelse, grundlagt ca. 1164 som johanniterkloster, ombygget til kongeslot 1580-84. I 1814-16 blev nord- og vestfløjen revet ned, og i 1830'erne østfløjen (jvf. Levnedsbogen 109 og O.T. 168ff). - 8-11dog et gammelt Tegn ... Jerusalem] på Hvilehøj 3 km ad landevejen til Korsør. Hellig-Anders var præst ved St.Peders kirke i Slagelse (d. 1205) og skal under en pilgrimsrejse iflg. sagnet ved et under være bragt hjem fra Jerusalem af en rytter på en hvid hest på få timer, så han kunne vågne op på Hvilehøj (jvf. O.T. 168ff). - 12Du, der gav os] digteren Jens Baggesen (1764-1826), der skrev under pseudonymet Knud Sjællandsfar (Sjællandsfar: sjællænder). - 13-14Skjæmt ... Sjællandsfar] citatet er ikke identificeret. - 15-16den forladte Befæstning] Korsør søbatteri blev nedlagt 1857. - 18den Plet, hvor dit Fødehuus stod] B. fødtes på Korsør søbatteri. - 19da Du »var lille« ... Øen glide] citat fra Baggesens Da jeg var lille (1785), hvor det i str. 4 hedder: »Da saae jeg Maanen ned bag Øen glide, / Og tænkte: gid jeg var paa Øen der« (Poetiske Skrifter v. Arlaud IV. 1899.28). - 21 drog om i Verdens Labyrinth] allusion til Labyrinten eller Reise giennem Tydskland, Schweitz og Frankerig I-II (1792-93). - 23-26 6.strofe af Til mit Fædreneland (1796; Poetiske Skrifter v. Arlaud IV. 1899.224 m. noter). - 28-29Kielerfjord ... er Iagt] B. er begravet på St.Jørgens kirkegård i Kiel.

143.31815; da jeg var een og tyve Aar] om A har haft en bestemt person fra sin omgangskreds i tankerne er uvist, idet det ikke er lykkedes at finde nogen kvindelig bekendt født i Odense 1793 el. 94. - 7for] fremfor. - 16holsteenske Vogn] åben vogn med kurvefading og agestole, der hang i læderstropper. - 18Sanct Jørgens Port] for enden af St.Jørgensgade. - 21Børt-Fartøiet] smakken (færgebåden) over Storebælt. - 37Birckner] Michael Gottlieb Birckner (1756-98), præst og forfatter, forkæmper for trykkefriheden, var fra 1792 til sin død præst i Korsør, hvor hans gravmonument er bevaret på kirkepladsen.

144.6Krebsehuset] kro ca. 2 km nordøst for Sorø på landevejen til Ringsted; nedlagt i 1870'erne. - 10anden Examen] eksamen i forskellige fag som studenterne i perioden 1788-1850 indstillede sig til på universitetet et år efter studentereksamen; indtil 1849 kunne anden eksamen også tages fra Sorø Akademi. - 11galant] elegant, fint. - 14Madam Plambek] Anna Nielsdatter Rosbjerg (1755-1838), gift med skovrider Martin Plamböck, havde fra 1781 bevilling til krohold i Krebsehuset. - 16Baggesens Brev til hende] 18.10.1790 overnattede Jens Baggesen og hans hustru i Krebsehuset. I vrede over regningens størrelse forløb Baggesen sig ved afrejsen om morgenen overfor madam Plamböck, men fortrød allerede i Ringsted sin opførsel og sendte hende en skriftlig 209 undskyldning, der samtidig havde karakter af en anbefaling af Krebsehuset. Madam Plamböck lod brevet indramme og hængte det op i krostuen som en slags reklame (se Aage Welblund og Arthur G. Hassø: Gamle Landevejskroer fra København til Korsør. 1946.278ff). - 20Absalons Grav] ærkebiskoppen og statsmanden Absalon (1128-1201) ligger begravet i Sorø Klosterkirke. - 20-21Munke-Indskrifter] hvad præcist A tænker på er uvist, men muligvis drejer det sig om nogle indskrifter i forbindelse med kalkmalerier i Christian Friis' kapel eller indridsninger i stolestaderne oppe i kirkens kor. - 21Parnasset] udflugtsmål på den sydlige side af Sorø sø. - 25Philosophgangen] spadseresti i den østlige udkant af Sorø (mellem Priorgade og Ringstedvej). - 26Flommen] udtørret moseområde i den østlige udkant af Sorø.

145.17glad ved Jernbanerne er jeg] et udtryk for A.s egen holdning, jvf. betragtningen over hans egen første rejse med jernbane 10.11.1840 i EDB 16ff. - 24en anderledes stor Reise] hyppig tankegang hos A, jvf. fx slutn. af Fodreise og Flyttedagen (IV 246ff).

210

Nye Eventyr og Historier
Første Række. Fjerde Samling. 1860
NEH 4-60

Pen og Blækhuus

Pen og Blækhuus tryktes første gang i NEH 4-60, der udkom 9.12.1860.

Eventyrets tilblivelse er af H.Topsøe-Jensen dateret til april eller maj 1859, idet det figurerer på den liste over »Eventyr som kunne skrives«, som kan tidsfæstes til april eller begyndelsen af maj 1859 (se ovf. s. XIII), medens det i et utrykt brev til Henriette Scavenius 23.5 (H.G.Andersens Hus. Odense) i forbindelse med et forestående besøg på Basnæs omtales som færdigt: »To Eventyr bringer jeg med, det ene om Pen og Blækhuus kjender Deres Naade« (HCA 252). Skønt bemærkningen om fru Scavenius' kendskab til eventyret ikke berøres af Topsøe-Jensen og heller ikke synes umiddelbart forståelig, synes dateringens rigtighed utvivlsom, idet A i et utrykt brev til Signe Læssøe 20.7.1859 skriver: »Før jeg forlod Kjøbenhavn skrev jeg [...] »Pen og Blækhuus«« (Rigsarkivet. N.F. og hustru Signe Læssøes privatarkiv. Arkivnr. 5917).

Motivet med digteren som Guds redskab er allerede foregrebet i en skolestil 1825 (nr.27): »Kunstner! du er jo kun et Redskab for den Høie, du er Midlet gjennem hvilket Herren virker, du greb mellem Mængden af dine fine Marmorblokke, og tog dette til at danne en Aphroditte af, Gud tog Dig blandt Mængden til at virke igiennem; hvius Fortieneste er størst, Dit Kunstnerblik eller Marmoret som lod sig bøie, hvem tilkommer Roesen Gud eller Dig?« (Svanholm 147). Da A selv for alvor var slået igennem som kunstner, overførte han denne betragtning på sig selv i forbindelse med arbejdet på romanen Christian den Andens Dverg i et brev til veninden Henriette Hanck 4.11.1831: »jeg er tilfreds med de første Kapitler, jeg troer jeg har opfattet Tidsalderens Aand; Gud vil begeistre mig til det øvrige, thi han er dog den store Mester og Digteren kun Kopisten der skriver hans Tanker ned!« (BHH 18). Sml. også En Digters sidste Sang (1844; SS XII 362).

A.s opfattelse af kunstneren deltes iøvrigt af samtiden, jvf. fx J.L.Heibergs En Sjæl efter Døden (1841; Poetiske Skrifter X.1862.233), hvor det ironisk siges af Mephistopheles:

211

Jeg troer, at den store Mand er han,
Som blev et Redskab i Herrens Hænder;
Men den Ild, som i hans Begeistring brænder,
Er ei hans egen; kun inspireert
Han lyder en Magt, han ikke kjender.

149.19Peer Døver og Kirsten Kimer] to mekaniske figurer på urværk fra ca. 1500 i Roskilde Domkirke.

150.6-7Gaasefamilien...fabrik] omkring 1850 fortrængtes fjerpennen (hovedsagelig lavet af svingfjer fra gæs) af stålpennen, der navnlig blev fabrikeret i England. - 15en udmørket Violins piller] jvf. Bemærkninger: »Enhver som har hørt Ernst eller Leonard, vil i Eventyret Pen og Bleekhuus erindre sig det vidunderlige Violinspil« (17). Heinrich W.Ernst (1814-65), østrigsk violin virtuos, gæstede Kbh. 1843. Hubert Leonard (1819-90), belgisk violinvirtuos. optrådte 1847 og 1850 i Kbh. - 18Vanddraaber] sml. Dagbøger 29.7.1857 om et besøg hos den ty. pianist og komponist Adolf Henselt (1814-89) ved Gersdorf i Schlesien: »I Formiddags spillede Henselt igjen, vistnok en Time, blødt som Vanddraaber faldt Tonerne« (IV 273; jvf. ib. II 47 om Lisz's klaverspil). - 37Parabel] lignelse.

151.4Malice] skadefryd.

Barnet i Graven

Barnet i Graven tryktes første gang i Nya nordiska dikter och skildringar, utg. och. förl. av Axel Kullberg, Stockholm 1859, der udkom i december 1859.

Eventyret er skrevet i foråret 1859, idet A et par uger før et besøg på Basnæs i et utrykt brev til fru Henriette Scavenius 23.5.1859 meddeler, at han medbringer to eventyr, hvoraf det ene Barnet i Graven er nyt (HCA 252). Herudover kendes intet til dets tilblivelse.

Barnet i Graven tilhører den gruppe eventyr, som Rubow 139 omtaler som nye udgaver af tidligere eventyr. Rubow ser det som »en svagere Gentagelse« af En Historie (1851; IV 52), hvorimod A selv i Bemærkninger indirekte er inde på motivligheden med et andet eventyr: »»Barnet i Graven« ligesom »Historien om en Moder« have meest af alle mine Digtninger skaffet mig Glæde, idet mangen dybtsørgende Moder i dem have fundet Trøst og Styrke« (17).

212

152.12fornummet] fornemmet, anet.

153.5-6 Jord i Jorden] jvf. begravelsesritualet: »til jord skal du blive.«

155.4mægtede] magtede. - 6men her havde Taarerne frit Løb] muligvis en hentydning til folketroen: »Man maae ei græde over den Døende og allermindst lade falde Taarer derpaa, thi da kan han ei faae Roe i Graven« (Thiele1 III 105), jvf. ndf. 156.21f.

158.15Guds Villie er altid den bedste] A.s forsynstro, se n.t. III 41.24.

Gaardhanen og Veirhanen

Gaardhanen og Veirhanen tryktes første gang i NEH 4-60, der udkom 9.12.1859.

På den alfabetiske liste over eventyr, som kunne skrives, udarbejdet af A i foråret 1859, står under G: »Gaardhanen« (ovf. s. XIII). Når Topsøe-Jensen under den nærmere gennemgang af listen imidlertid antager, at Gaardhanen og Veirhanen nok er skrevet kort før, han læste det op i Studenterforeningen 12.11.1859 sammen med flere andre af hæftets eventyr (HCA 253), skyldes det sandsynligvis, at han endnu ikke har kendt et brev fra A til Helene Balling dateret Basnæs 12.6.1859, hvori det hedder: »Her fra den landlige Stilhed er ikke meget at fortælle, jeg maatte da skrive op hvad Gjøgen fortalte, hvad Lærke og Nattergal sang, men det gjemmer jeg til Eventyrene, et saadant om »Veirhanen og Gaardhanen« har jeg skrevet herude« (udtrykt; Laage-Petersens Samling Ms. 239 KB).

Rubow (140), som henregner eventyret til gruppen af A.s fabler, mener, at gårdhanen, og vejrhanen måske med, kunne være rettet mod J.L. Heiberg og den heibergske kreds' selvtilstrækkelighed, ligesom tilfældet havde været med papegøjen i Lykkens Kalosker (I 233f) og Boghveden (I 187f) (Rubow 160).

159.15sveder Spanskgrønt] irrer fordi den er af kobber.

160.5Skrotten] skrutten, maven. - 11-12til Omgang] til at have omgang med. - 35basilisk] iflg. da. folketro et uhyre i skikkelse af en slange med hanehoved, som dræber folk alene ved sit blik; jvf. Thiele2 II 300. - 37allerhønsegaards] jvf. »allerhelvedes«.

161.6Vindæg] egl. ubefrugtet, ufrugtbart æg; her tillige ordspil på vejrhanens funktion som vindfløj.

213

»Deilig!«

»Deilig!« blev trykt første gang i NEH 4-60, der udkom 9.12.1859.

Om eventyrets tilblivelse vides intet udover, at det har foreligget færdigt 12.11.1859, da A læste det op i Studenterforeningen (Buket 190).

I Bemærkninger hedder det: »I Historien »Deilig« ere saagodt som alle Enkefruens dumnaive, hverdagsferske Udtalelser optagne fra Naturen« (17), men udover en enkelt episode helt tilbage fra 1835, der direkte indgår i eventyret (se ndf), er det ikke muligt at sige, om inspirationen er udløst ved nogle aktuelle udtalelser. Derimod synes selve kimen til eventyret at kunne føres tilbage til en rejse, A foretog til Nysø i sommeren 1838, idet det i et brev til Theodor Collin 3.7.1838 hedder: »Fra Kjøge fik jeg en meget smuk Dame til Naboerske, kun 16 eller 17 Aar, hun sværmede for Digteren H.C.Andersen lod det til, og det havde Mennesket Andersen godt af, jeg var saa veltalende, som Heden tillod, men Pigebarnet var lidt ubetydelig, Aanden maatte jeg skyde en hvid Pind efter, det var Formen alene jeg hyldede. Til Alt hvad jeg sagde, udbrød hun: det er mageløst deiligt« (BJC I 130).

162.3Guldmedaillen] Det kgl. danske Kunstakademis guldmedalje. - 10Trommeslag] officielle bekendtgørelser og andre nyheder af almen interesse blev meddelt af omvandrende trommeslagere. - 14Boldgade] tumleplads, distrikt. - 22Gaspar Hauser] ty. hittebarn (1812-33), der 26.5.1828 dukkede op i Nürnberg i bondedragt. Totalt uvidende og meget barnagtig blev han sat i huset hos en professor Daumer som byens plejebarn, idet man iøvrigt antog, han var af fornem slægt. Dette rygte styrkedes yderligere, da han i 1833 blev dødeligt såret ved et dolkestød under en spadseretur i slotsparken ved Ansbach. I 1857 havde den da. anatom og fysiolog D. F. Eschricht (1798-1863) i en samling Folkelige Foredrag givet en skildring af Hauser ud fra den hypotese, at han i virkeligheden var evnesvag. - 26Porten] Porta del Popolo.

163.2en stor Plads] Piazza del Popolo. - en Obelisk] den ægyptiske obelisk blev hjemført af kejser Augustus (63 f.Kr.-14 e. Kr.) og opstilledes først i Cirkus, men blev 1589 flyttet til P.d.P. - 3-4en Organist ... Obelisk] sml. brev til Edvard Collin, Odense 16.7.1835: »Forleden Aften var jeg i Selskab med een af Honoratiores Fruer fra Byen Faaborg, en meget pyntet Dame, jeg viiste hende nogle Kobberstik og siger da: »Her skal De see Indkjørselen til Rom, piazza del popolo. Der staaer en Obelisk som er 3000 Aar gammel.« »En 214 Organist!« siger hun. »Nei, en Obelisk!« - »Ja vist! men hvor kan en Organist blive 3 000 Aar!« - Jeg vil døe paa at det er Sandhed hvad jeg fortæller. Et heel Selskab var Vidne dertil« (BEC I 232). - 10Najade] de rindende vandes nymfer i den gr.-rom. mytologi. - 18tør] må. - 32-33Ja, naar jeg nu vinder ... saa reise vi] selvbiografisk træk. Om A.s intense interesse for klasselotteriet se sagregistre i Dagbøger og div. brevudgaver.

164.17det stille Vand med den dybe Grund] gl. ordsprog (Mau 9591), egl. som udtryk for at tavshed og stilfærdig optræden dækker over listighed og lumskhed eller over dybsindighed og skarpsindighed; her ironisk. - 27-28Pompeji og Herculanum] blev ødelagt ved Vesuvs udbrud 24.8. år 79 e.Kr.

165.5-6Thorvaldsen] da. billedhugger (1770-1844).

166.6-7Pygmalion fik sin Galathea] den cypriotiske konge Pygmalion lavede iflg. Ovids Metamorfoser 10.243ff engang et elfenbensbillede af en ung kvinde, som han forelskede sig i. Da Afrodite på hans bøn gav statuen liv, giftede han sig med Galathea. - 14Bisp i en Gaaserede] udtryk der egl. sigter til St. Martin af Tours (ca. 319-400); da udsendinge kom for at tilbyde ham bispestolen i Tours fandt han sig uværdig dertil og gemte sig i en gåsesti, men røbedes af de skræppende gæs. - 19f. Sml. Holger, der opgiver sit frieri til Clara pga. tabet af en seleknap i DtB (90f). - 29Sophie] af gr. sophia: visdom. Sml. iøvrigt Sophie i O.T. (26).

167.6-8Alt det ... spurgt ud] sml. den skånske herre ved nedstigningen i minen i Dannemora i I Sverrig: »Det er det Kjedelige ved at reise, at man skal see Alting; man kan jo ikke være Andet bekjendt! det er jo en Skam for En, naar man kommer hjem, og da ikke har seet Alting, hvad de Andre spørge om« (112). - 15fatigueret] udmattet. - 27Antikkerne] statuerne fra antikken.

168.4Leer, Støv] dvs. forgængeligt (jvf. bibelsk sprogbrug). - 9hist oppe ... tilægte] jvf. Matthæus 22.30.

En Historie fra Klitterne

En Historie fra Klitterne blev trykt første gang i NEH 4-60, der udkom 9.12.1859.

Sommeren 1859 havde A egentlig planlagt en rejse til Rom, men pga. udbruddet af den fransk-østrigske krig 26.4. blev han tvunget til at ændre planer, og derfor skriver han i et utrykt brev til Ingemann i Sorø 1.5., at det i stedet er hans hensigt »at gaae til Jylland, besøge 215 Vestkysten og den nordlige Deel, see Sandklitter og øde Egne, høre hvad Flyvesandet fortæller« (her cit. efter Buket 186). Rejsens formål var således tydeligvis at hente inspiration, hvilket klart understreges i et par breve i de nærmeste uger derefter. Det første gælder etatsråd A.E.M. Tang på Nørre Vosborg, til hvem han mere eller mindre selv havde indbudt sig: »jeg tænker mellem Klitterne at finde mangen poetisk Skat, den vise sig nu i Sagn, Natur eller Stemning, den hele Natur derovre er saa eiendommelig og mig fremmed« (Buket 188). Det andet brev er atter til Ingemann 25.5., hvor han skriver, at han håber »mellem de jydske Klitter [...] at vinde Stemninger til een eller anden god Digtning« (ib. 188).

Rejsen blev langvarig, fra 1.6.-13.9., og omfattede bl.a. et par ugers ophold hos Tang på Nørre Vosborg med en udflugt til Vesterhavet ved Husby klit, et besøg i Fjaltring præstegård med en tur ud til Bovbjerg, og efter en uge i Aalborg desuden besøg på Børglumkloster med udflugter til Løkken og Rubjerg. Endelig var rejsens højdepunkt en tur til Skagen 17.8.-19.8., hvor han kun fik tid til at opholde sig en enkelt dag pga. de besværlige transportforbindelser.

Det digteriske resultat af rejsen lod ikke vente på sig. I første omgang begyndte han med rejseskitsen Skagen (trykt i Folkekalender for Danmark 1860; SS VI 328ff og i Skagen og En Historie fra Klitterne med efterskrift af Erik Dal 1967), der iflg. brev til Storhertugen af Weimar 16.10.1859 allerede da forelå nedskrevet (Jonas 176). Denne skitse samt de første fire eventyr i NEH 4-60 læste han op i Studenterforeningen 12.11. På dette tidspunkt har han da arbejdet med En Historie fra Klitterne, hvilket bekræftes af et brev til kong Max af Bayern 16.11.1859 (BfA II 408) og af en tilklistret rettelse om Jørgens arrestation i m skrevet på bagsiden af en brevkoncept dateret 18.11.1859.

Skønt A i Bemærkninger om Jyllandsrejsen skriver, at han her fandt »en Natur og et Folkeliv, der kunne understøtte de Tanker, jeg ønskede at nedlægge i en Digtning« (17), er En Historie fra Klitterne tydeligvis også inspireret af St.St.Blicher, hvis noveller A havde læst under et ophold i Silkeborg i maj 1850 (Dagbøger III 393). Selve de spanskes stranding (173-75) minder således stærkt om strandingen i Marie (1836. Samlede Skrifter XIX. 1929. 189-95) helt ned til de mindste detaljer. Skønt Jørgens senere skæbne er vidt forskellig fra Maries hos Blicher, er der dog hos begge digtere tale om et menneske, der bliver sindssygt af kærlighedssorg, ligesom personnavnene Jørgen og Marie også benyttes af Blicher. Endvidere bærer eventyret spor af træk fra Fjorten Dage i Jylland (1836) samt Vestlig Profil af den cimbriske Halvø (1839).

Men A indhentede også oplysninger fra andre kilder. I Dagbøger 216 26.6.1859 skriver han: »Fik trykte Sager om Ringkjøbing Amt fra Etatsraad Trap« (IV 324f), hvormed tænkes på den netop da udkomne førsteudgave af J. P. Trap: Statistisk-topographisk Beskrivelse af Kongeriget Danmark. Speciel Deel. 2.Bind. II 1859. Hos Trap har han under afsnittet om Skagen fundet en henvisning til Olaus Olavius: Oekonomisk-physisk Beskrivelse over Schagens Kjøbstæd og Omegn (1787), ligesom det af eventyret indirekte fremgår, at han har benyttet Pontoppidans Danske Atlas V (1769) til Skagensbeskrivelsen. Endelig kan nævnes, at A selv i Bemærkninger nævner C.Brinck-Seidelins Hjørring Amt (1848), hvori findes »en fortræffelig Skildring af Skagen« (18).

Hvad angår kilderne til Spaniensafsnittet er der mere usikkerhed, men måske har han benyttet Chr.K.F.Molbech: En Maaned i Spanien2 (1856), som det nævnes af Hans Aage Paludan i I Spanien (129).

Den jyske natur og folkeliv var dog kun den ydre anledning til og ramme om det egentlige i eventyret. Kimen skal søges adskillige år tidligere, omend uvist hvornår. I den meget fyldige omtale af En Historie fra Klitterne i Bemærkninger siges det nemlig, at eventyrets tematik omkring et liv efter døden som et menneskeligt forlangende til erstatning for et uretfærdigt liv »udsprang ved en Samtale med Oehlenschläger« (17). Da denne var død i 1850, var det altså en problemstilling, A længe havde grundet over, og som han iøvrigt med mindre held havde forsøgt at give digterisk form i romanen At være eller ikke være (1857).

169.24formaaende] indflydelsesrig.

170.6Det er i Grunden ... leve evig] sml. Niels i At være: »Det er egentlig en uendelig Hovmod af os Mennesker at ville leve evig, og det med Tanke og Bevidsthed. Hvad giver os Ret dertil? Mon vel vor Kløgt, vor Udvikling?« (89). - 6-7blive som Gud ... Slangens Ord] 1 Mos. 3.4-5. - 18-21hvormange Tusinder ... den Retfærdige] sml. Esther i At være: »Udødelighed! Guds Kjærlighed forsikkrer os det, Guds Retfærdighed betinger det. Vi Alle, i hvor snever vor Levekreds i Verden er, fornemmer Disharmonierne, see den ulige Fordeling af Velværen, af det Godes Løn i denne Verden [...] Regnestykket her gaaer kun op ved det Tal: et evigt Liv. Dette er derved for mig saa mathematisk vist, som to og to er fire!« (194f). - 29 Fri gengivelse af Johs. 14.2: »I min Faders hus er der mange boliger.« - 31-32ogsaa Dyret ... fortabes] et stærkt omdiskuteret emne i den rationalistiske teologi, se Holbergs epistel 31 (samt kommentar i F. J. Billeskov Jansens udgave VI.1946.68f). Sml. også Bodil om hunden Hvaps i At være: »Hvor megen Forstand har ikke et saadant Dyr, tidt mere end mangt et Menneske! Det er forunderligt at tænke, at en saadan Skabning kun fik 217 sin Tilværelse for dette Liv« (88) samt Det gamle Egetræes sidste Drøm (III 55.11). - 41-171.1Et saadant Minut ... forsvinde] reminiscens af Goethes Faust (v. 1700 og 11582).

171.17Kongens Søn af England] DgF nr. 15. A citerer efter Den engelske Printses Skibbrud i: Abrahamsen, Nyerup og Rahbek: Udvalgte danske Viser fra Middelalderen II. 1812.260ff. - 19Silketvinde] silkegarn snoet omkring tovet.

172.1Kong Christian den Syvende] 1749-1808; konge 1766. - 4-6 Sml. Dagbøger 8.7.1859: »Vi kom nu til Huusby Præstegaard [...] en deilig Have med høie Træer, lune Gange og en Mylder af Roser; Overgangen særdeles stor fra Klitterner] vilde Eensomhed« (IV 333). - 12-16 Sml. Dagbøger 8.7.1859: »Klitrækken hævede sig som et Bjergland, takket og savformet i meget vexlende Spidser« (IV 331) og 21.7.: »Bovbjerg strækker sig vist en halv Mill, Vandet har ædt ind, som man med store stærke Tænder kan bide ind i et Smørrebrød, Gruus, Leer og Mergel er Bestanddelene [...] Alt truede med at falde og vil falde« (ib. 340f). - 20-23 Sml. Dagbøger 20.7.1859: »Vi kom til... [: Gørding] Kirke, der er uden Taarn, reist af Qvadersteen og synes at kunne taale en Overskylling af Vesterhavet« (IV 340) samt brev til Ingemann 30.7.1859: »Her er Kirker fra det tiende Aarhundrede; de see ud som Klippeknolde, Vestenvinden, og Havet med, kunde bruse over« (BfA II 405). - 22-23skulde staae] ville blive staaende. - 25-26 Sml. Dagbøger 22.7.1859: »Efter Frokost [...] kjørte vi, forbi Kirkegaarden [i Fjaltring] hvor ikke var Busk eller Træer« (IV 341). - 30Træbul] træplanke (af hel stamme).

173.10-11 Sml. Dagbøger 3.8.1859, Rubjerg: »nogle Klitter [...] vare næsten det nøgne hvide Sand, Vinden tog fat et Sted og Sandet stod i Veiret, saa at jeg troede at det var Røg« (IV 348, jvf. også ib. 350). - 22-23 Sml. Dagbøger 9.8.1859: »nede ved Lykken [: Løkken] var hele Gaden i et Sandfog, smaa skarpe Stene pidskede i Ansigtet« (IV 350). - 27fortvivlende Aander] jvf. udtrykket »fortvivlelsens ånder« om de fordømte i Helvede. - 33sortladne] mørke, på grænsen til det sorte.

174.3 Sml. Dagbøger 9.8.1859: »Stærk Storm; Søen vælter skumhvide Bølger, hele Kysten synes i hvidt Skum [...] Hele Havet var som eet stort Vandfald der styrtede mod Kysten, lange Bølger skumhvide skyllede over hinanden lige ude fra Horizonten« (IV 350f). - 7Kabellængder] 1 kabellængde: 185 m. - 13Bugs pryd] bovspryd; svær stang der udgår fra forenden.

175.2Vraa] hytte. - 11Bovbjerg] 46 m høj lerklint ved Vesterhavet mellem Limfjorden og Nissum Fjord. - 13Herr Bugges] Niels Bugge (d. 1359); boede oprindelig på Nørre Vosborg inden han 1345 flyttede til Hald ved Viborg. B. med tilnavnet Kong B. pga. hans store 218 jordbesiddelser og rigdomme lå igennem 1350'erne i stadig strid med kongemagten og blev myrdet i Middelfart, da han var på vej til Slagelse for at slutte forlig med kongen. - 17-18da Vestkystens Beboere ... den Strandede] sml. O.T. 12. - 34Huusby-Klitter] mellem Nissum Fjord og Vest-Stadil Fjord vest for Vedersø. - 36beskærer] giver, forunder.

176.8Jordsmon] jordbund. - 14-15Hvor fuldt op ... Lyst og Leg] hvor stor lyst havde han ikke til forlystelser og leg. - 16et Mosaik af Rullesten] sml. Dagbøger 8.7.1859, Husby klitter: »der var i Sandet som et Mosaik-Gulv af afrundede Steen« (IV 332).

177.5Aalebonden] omrejsende handelsfolk, der i sommertiden bragte ål til købstæderne, jvf. O.T. 89 og Ib og lille Christine (II 301). - Fjaltring] landsby ca. 4 km syd for Bovbjerg. - 9-10Bimpel] lille trædunk. - 19-34Ude i Aaen ... sagde Aalebonden] sml. etatsråd Tangs fortælling i Dagbøger 5.7.1859: »»Aalemoder sagde til Døttrene, gaae ikke forlangt for saa kommer den fæle Aalestanger og tager jer men de gik aligevel og af otte Døttre kom kun de fire hjem til Aalemoder og de jamrede, vi var gaaet bare lidt fra Døren saa kom den fæle Aalestanger og stak vore fire Sødskende, de komme nok igjen sagde Aalemoder, nei sagde Døttrene, for han naaede dem! - de komme nok igjen sagde Aalemoder, nei han skar dem i Stykker stegte dem og aad dem. De komme nok igjen sagde Aalemoder. Nei for han drak et stort Glas brændeviin oven paa! - »Drak han Brændeviin til!« sagde Aalemoder! o gu, o ju! da komme de aldrig meer igjen! for Brændeviin gjør det af med een! og derfor skal man drikke Brændeviins Snaps til Aalen! sagde Manden« (IV 329). - 35Flittergulds-] tyndt udhamret messingblik.

178.6ff. Det første Vosborg (oprindelig kaldet Oseborg) lå sydvest for det nuværende Nørre Vosborg ved Storåens udmunding i Nissum Fjord, og skal være opført af Niels Bugge. Denne borg skal være ødelagt under en stormflod i 1532, hvorefter Predbjørn Podebusk den yngre (d. 1541) flyttede borgen til den nuværende beliggenhed, jvf. iøvrigt Thiele2 I 281ff. - 14den gamle Vise] Bugge nævnes i flere folkeviser (jvf. DgF nr. 156, 157, 158 (og 331)). - 32 Sml. Dagbøger 12.7.1859: »Paa Volden herom voxer et heelt Teppe af Bregner, der er fra den ældste Tid fra Frø i Jorden, da Landet her havde Skov« (IV 337). - 34-36 Sml. Dagbøger 10.7.1859: »Jeg skulde her i Haven vælge mig en Plads og valgte den under et Hyldetræ lige i Hjørnet nord vest, dertil skrev jeg et Vers som skal sættes op der paa en Tavle« (IV 335). - 39gjemte for den gamle Mand] se n.t. II 66.23.

179.1age] køre. - 11Lokemanden ... Faarehjord] jvf. Jylland mellem tvende Have: »Hvor nu Loke sine Hjorde / Driver, Skove voxe til« (1859; SS XII 382); se iøvrigt Axel Olrik i DaSt 1909.70ff. - 18-19de mange giftige Hugorme] sml. Dagbøger 13.7.1859: »Iaar er mange Hugorme« (IV 337). - 19-20Ulve ... Ulveborg Herred] sml. Dagbøger 219 13.7.1859: »her i Egnen har været mange Ulve, derfor endnu Navnet Ulfborg« (IV 337); denne folkelige etymologi er iøvrigt fejlagtig, idet 1. led er af uvis oprindelse, men muligvis er et oldda. *ula: ugle. - 24-25en af Hestene ... Been] sml. etatsråd Tangs fortælling i Dagbøger 5.7.1859: »En gammel Kone havde fortalt hvordan en Hest havde slaaet en Ulv og stod paa den, skønt den var bidt og revet i Benene« (IV 329). - 29Sandklitter] sml. udsigten fra Ulfborg præstegård i Dagbøger 11.7.1859: »Fra Gruusbanken saae vi hen til de høie Klitter her er høit inde i Landet, et Par Mile, Flyvesand Stormen har drevet ind« (IV 336f).

180.4-5 Sml. Dagbøger 13.7.1859: »Jeg fandt mange Blaabær. Der samledes en heel Talerken fuld« (IV 337). - 5Revlinger] krækling; Empetrum nigrum. - 15ff. Sml. Dagbøger 8.7.1859 i forb. m. en udflugt fra Nørre Vosborg til Husby: »mange Historier har jeg i Dag hørt, een om den begravede Havmand. Nede ved Huusby Kirke blev stærk Sandflugt der ikke kunde standses og man søgte derfor en Viismand, der spurgte om intet Liig fra Stranden her var begravet af dem. Jo, »grav ham op det er en Havmand, der har sovet paa Strandbreden og nu vil Havfolkene have ham tilbage!« og de gravede og som den Vise havde sagt, han laae og pattede paa sin Tommelfinger; nu lagde de ham paa en Kærre, spændte to Qvier for og da foer disse til Stranden og ud i Havet, thi Havmanden drev dem afsted og Sandflugten standsede« (IV 333f). - 23Karre] tohjulet arbejdsvogn. - 33Tamp] prygl, bank.

181.37-38det skal være ... siger man] reminiscens af A.s egen teori, da han ville til København i 1819: »Man gaaer først saa gruelig meget Ondt igjennem [...] og saa bliver man berømt« (MLE I 50).

182.15lakkede] gik. - 18tidt blev han varet ... er han væk] alm. antagelse iflg. folketroen, jvf Folk og Fauna I 268. - 23-24Hyre ... Holland] sml. Dagbøger 5.7.1859, hvor etatsråd Tang fortalte A om sin bedstefar, købmand Peder Tangs (1737-1826) ungdom: »han maatte som Comisjonær gaae med Skibe til Norge og især Holland« (IV 329).

183.3vittigt talt] pga. af rimet gryde og jyde, måske også ref. til udtrykket jydepotte. - 11Æsepige] allerede i O.T. anvendes »Ees'en«, hvor det i en fodnote forklares som fiskemadding (90), men æsepigerne nævnes ikke. Omend A kan have faet ordet forklaret mundtligt, tyder ordvalget på, at kilden er Blichers Vestlig Profil af den cimbriske Halvø, hvor det siges, at de har flg. tre funktioner: »at lave Mad til de fra Havet Hjemkommende, at rense de fangede Fisk og at sætte Maddingen (»Esen«) paa Krogene; af hvilken sidste Bestilling de benævnes »Ehspiger«« (1839; Samlede Skrifter XXIII. 1929.117). Hvad angår funktionen at modtage fiskerne med varmt øl, nævner Blicher i en fodnote i Marie: »Disse haardføre Mennesker have nemlig 220 for Skik, aldrig at føre Levnetsmidler, hverken vaadt eller tørt med sig paa Havet; hvorfor de stedse ved Landingen modtages med en Hjertestyrkning af varmt Øl« (Samlede Skrifter XIX. 1927.188). - 37ff. Sml. Dagbøger 5.8.1859 om en udflugt til Løkken: »det blæste lidt, flere Fiskerbaade var ude [...] jeg løb [...] til Klitterne og saae en Baad nærme sig Land [...] saae Baaden sætte over Revlerne, det var som om den blev slugt af Havet; efter den anden Revle, syntes den at gaae tilbage, de roede med Aarerne og laae dog stille og nu kom en Sø og de foer mod Kysten, da Baaden stod fast, sprang de i Vandet og ved hver ny Bølges Hjælp trak de den høiere op« (IV 348f) samt Olavius: »Naar en Baad skal løbe lykkelig igiennem et Søebrud ved Landet, bestaaende af 18 til 24 Led, og Havet er ret i sin fulde Kraft, da hedder det, at Roergiengeren passer vel paa, og har den Kommando, Hurtighed og Mod, som dertil hører; thi ellers er Mandskabet tabt i en Hast« (297).

184.22snoe Tvinde] egl. sno, tvinde tråde; her billedligt om de onde planer, der (ikke) kunne uddrages af hans bitterhed. - 27-28Sotteseng] dødsleje. - 35Gammel-Skagen] eller Højen ved Skagerak ca. 2 km vest for Skagen by.

185.6stumpet] sløvt, dvask. - 20f. Sml. Aphtanides, der giver afkald på Anastasia i Venskabspagten (1842; IV 41f). - 31-32et Andenæb syet i Buxerne] sml. optegnelse fra 1859 i Optegnelsesbog 11.2 under afsnittet Dansk Overtro: »Den som syer et Andenæb i sin Buxesøm bliver elsket af alle Fruentimmer« (FoF X 129); jvf. også Feilberg: Ordbog over Jyske Almuesmål IV 1912.13.

186.15godt Mod er godt Værge] ordsprog (Mau 6 529). - 40Ladefogden] en slags forvalter, der forestår driften på herregård, herunder også har opsyn med hovarbejdet.

187.2Tatersken Langemargrethe] Anna Margrethe Sørensdatter (ca. 1720-94), også kendt fra Blichers noveller bl.a. Fjorten Dage i Jylland. A.s beretning om Langemargrethe har intet med virkeligheden at gøre, idet hun på intet tidspunkt har siddet som fange på Nørre Vosborg, men derimod i Viborg Tugthus, hvor hun også døde, ligesom hun hverken var anklaget for barnemord eller trolddom. A.s Langemargrethe har heller intet tilfælles med Blichers figur, men bygger på lokale sagn, jvf. et utrykt brev til Ingemann fra Nørre Vosborg 11.7.1859: »Mange Sagn har jeg alt hørt. Her i Kjelderen er det at Taterqvinden »Langemargrethe« sad, hun havde revet Fosteret ud af fem frugtsommelige Koner, for at spise det varme Barnehjerte og meente at naar hun havde ædt det syvende, da kunde hun giøre sig usynlig, Andre sige da meente hun at kunne flyve« (Collinske Brevsamling XVII KB). Om Langemargrethe se iøvrigt Jeppe Aakjær:

St.St.Blichers Livstragedie II. 1904.124ff. - 21-22 Samvittighed ... 221 Hovedpude] gl. ordsprog (Mau 8 318). - 25 Mare] egl. i folketroen (kvindeligt) væsen som hjemsøger sovende om natten ved at sidde, »ride« på dem; her brugt billedligt om overtroens plage. - 30 Svanwedel] Herman Frantz von Schwanewede (1637-97), officer. Efter en tid i svensk krigstjeneste kom S. 1659 i fangenskab ved slaget i Nyborg og trådte 1660 i dansk krigstjeneste, hvor han efterhånden avancerede til generalmajor 1692 og fra 1694 havde inspektionen over rytteriet i Jylland. 1687 købte han Nørre Vosborg, og der knyttedes en hel sagnkreds omkring hans eventyr og bedrifter, bl.a. kendskab til den sorte kunst og åndemanen, jvf. Thiele2 I 139. - 31-32 Bindehunden ... Rækværket] Nørre Vosborg ejedes 1745-54 af Hendrik de Leth, der ikke havde ro i sin grav pga. sin hårdhed mod sine folk. Hver nat kørte han over vindebroen i en karet med seks sorte heste. »Derved skete det, at Bindehunden som stod paa Broen, hver Morgen fandtes hængende i sin Lænke ud over Rækværket« (Thiele2 I 284).

188.4-5Bøndergaarde ... Herregaarde] i perioden 1670-1700 blev ca. 70 selvejede bønderlandsbyer nedlagt og jorderne underlagt nyoprettede herregårde, der som regel ejedes af den nye adel og borgerlige godsejere. - 6Birkedommer] forestod retten i birkerne, d.e. mindre retskredse, der ikke var underlagt herredstingene. I 17. og 18. årh. havde de lokale herremænd stor indflydelse på udnævnelsen af birkedommerne, der ikke var jurister. - 7Boeslodsfortabelse] fortabelse af formue. - 7pidskes til Kagen] piske den dømte, medens vedkommende er bundet til kagen, en skampæl anbragt på et offentligt sted. - 21-24 Sml. Dagbøger 18.7.1859, Nørre Vosborg: »Til Morgen hørtes Havet som tusinde Vogne rulle langt borte« (IV 339). - 33Blaargarns] garn spundet af blår, dvs. af affaldsproduktet ved skætning og hegling afhør eller hamp. - 38vitterligt] offentligt kendt.

189.5Mundlæderet] snakketøjet. - 28-31intet Livsens Bæger] sml. A.s tanker om Guds algodhed i Fodreise: »Intet Menneske, om det stod til ham, vilde have Hjerte til at fordømme, selv den værste Forbryder til en evig Straf og Pine, hvorledes skulde da Gud - den høieste Godhed - kunne nedstøde sin kjæreste men vildtfarende Skabning i et Helvede, en evig Marter« (30f). Sml. også En Historie (IV 52). - 35-36en Afkrog] sml. Skagen: »Vi ville besøge denne »Danmarks Afkrog«« (SS VI 328).

190.1-4Fata Morgana ... Hjord] sml. Jylland mellem tvende Have (SS XII 382). - 6-10Mandene med det lange Skjæg ... ud af Landet] jvf. Saxos Gesta Danorum VIII bog, som A tilsyneladende ukritisk støtter sig til, skønt bl.a. Holberg (DH I 32) afviser folkesagnenes overlevering om longobardernes oprindelse. Longobarderne kom i virkeligheden fra egnen omkring Nedre-Elben og drog i folkevandringstiden mod syd, hvor de 568 e.Kr. drog ind i Italien. - 9Gambaruk] måske en 222 skjult hilsen til Signe Læssøe, der i en tak for A.s mindedigt i anledning af 200-årsdagen for stormen på København 11.2.1659 De danske Qvinder (SS XII 506) skrev: »Jeg fældede Glædestaarer ved hver skjøn Tanke i Digtet, og Gambaruk, Thyra og flere af de ædle Kvinder saae jeg i Aanden tilvinke den Ædling deres Bifald, fordi han mindedes dem« (N.Bøgh: Signe Læssøe. 1877.228). - 18-19 »Vendilskaga« ... Skrifter] sml. Trap Danmark 2.2. s. 23: »Navnet Skagen eller Skaven (»Skaffwen«) som det ogsaa skreves i ældre Tid, kommer af det gamle Ord Skage, som betyder et Næs eller en Landstrimmel, der løber skjævt ud i Havet, hvorefter ogsaa hele den tilgrænsende Deel af Jylland kaldes i de gamle Sagaer Vendilskage.« - 28-32 Sml. Dagbøger 18.8.1859, Skagen: »Espalie aftørrede Fisk udenfor Husene, paa disse Skibstømmer benyttet, hist og her et lille Skuur hvis Tag er Skroget af en Baad« (IV 357). - 32-36Hele Strandbredden ... ligge og raadne] sml. Olavius: »Ao 1785 i Junii Maaned f.Ex. løb Silden saa hyppig til, at den ene Arm af Vaadet neppe kunde komme ud i Havet, førend Silden læsseviis blev trukken i Land; men Fiskerne lod den deels ligge ved Stranden og raadne, og deels kastede den ud i Havet igjen« (167).

191.7Væne] folkevisesprog: smuk, skøn. - 10] stor bølge. - 17-18stor og stadselig ... Byen laae] sml. Trap Danmark 2.2 s. 23: »Byens gamle Kirke, den anseelige St.Laurentii Kirke, af imposant Størrelse (den skal have været den længste Kirke i hele Vendsyssel) beliggende henved 1/4 Mill Sydvest for den østlige Deel af Byen, bygget i gammel gothisk Stiil, efter Sagnet af Skotter og Hollændere, som fordum fiskede under Kysterne.« - 24-26Jomfru Maria ... Altertavlen] sml. Olavius: »Et fortræffeligt smukt Billede, staaende oven over Altertavlen, og som forestiller Marie med Barnet, holdende paa en forgyldt Veltkugle« (53) samt Pontoppidans Danske Atlas: »en smuk Altertavle fra de catholske Tider, med et kronet Mariæ Billed i Midten« (V. 1769.217). - 26-31de hellige Apostle ... Loftet] A benytter her trods uforligeligheden træk fra både Olavius og Pontoppidan af kunstneriske hensyn, idet Olavius 52 kun taler om borgmestres og rådmænds portrætter og bomærker, men ikke om apostlenes billeder. Iøvrigt omtales det øvrige inventar heller ikke. Dette nævnes derimod hos Pontoppidan, hvor det desuden siges: »Bag Kirkedøren er tvert over Kirken et Chor, bygt 1586, som har været smukt, men nu forfaldet, med Apostlernes og endeel Lærefædres udhugne Billeder, med deres Navne over, og under hver en Borgemesters eller Raadmands Navn der i Skagen« (217f). Hos Pontoppidan forekommer således kun borgmestres og rådmænds navne under de hellige billeder, ikke deres portrætter. Iøvrigt har A misforstået Pontoppidans oplysning om »et Chor«, der rettelig er et pulpitur.

223

192.3-4Makrelstimerne ... hvor de gik] sml. Olavius: »Af Makreel falder en temmelig Mængde ved Schagen, og har jeg ofte seet dem spille i Vandet ved og kort efter Solens Nedgang, da de skinne jo meer jo mørkere Natten bliver, og phosphorisere Havet allevegne, hvor de fare frem« (166). - 192.4-5Knurhanen ... jaget] sml. Olavius: »Denne lidet over en halv Alen lang og ligesom med smaa Stierner betegnede smukke Fisk er paa Schagen bekiendt under det Navn Knurr, men i Søndmør kaldes den Riot eller Knurhane, formedelst den Knurren eller Lyd, som Fisken saavel her som der giver fra sig, efter at den nylig er bleven fanget. Uden Tvivl ere der ellers faa Fiske, som have koldt Blod, der betegne Dødens Angest og Nærværelse ved Hylen eller Knurren, og jeg kiender kort sagt ingen, der bære sig saaledes til, foruden denne, undtagen Kolkrabben eller det Moluscum, Sæpia loligo, hvis ynkelige Hylen fuldkommen kan høres en halv Fierdingvei, naar det bliver jaget paa Land af Graasei eller andre ligesaa farlige Efterstræbere« (149). Kolkrabben, som A på baggrund af Olavius' beskrivelse fejlagtigt anser for en fisk, er i virkeligheden blæksprutten Loligo forbesi, der forekommer i store stimer ved de nordjyske kyster sidst på sommeren og om efteråret. Iøvrigt har Olavius overført den islandske betegnelse for blæksprutten Ommatostrephes sagitatus, kolkrabbi, til den danske Loligo forbesi. Se iøvrigt A-iana 2 rk. IV 198f. - 13-15Efteraaret ... Baad] sml. Olavius om sandflugtens følger: »man [kan] neppe komme frem med Hest og Vogn eller til Fods paa sine Steder i Gaderne, og allermindst, naar det har regnet stærk eller sneet, da Vandet bliver staaende midt imellem de heslige Sanddynger; og kommer det af det tunge Sand, som Indvaanerne stedse maae ælte og traske i, at ikke alleene de Indfødte i Byen, men og andre, som længe have opholdt sig paa Stedet, blive krogede over Lændene« (68f, jvf. også 337). - 20-23en gammel Krønike ... Grav] iflg. Thiele2 I 4 skal den engelske kong Angel (Amled) være gået i land ved Bovbjerg og sat sig fast ved Rammediget ved Fjaltring. Danskerne lokkede imidlertid englænderne ind til en mose på Gudum hede, hvor de i et slag fældede dem. Kongen begravedes i en høj, der kaldes Angels høj. Tilsyneladende har A accepteret den lokale identifikation af Angel med Amled, til hvis person Feggeklit ved Mors er knyttet (Thiele2 I 14f). Med Saxos fortælling om Amled (III bog) har sagnet iøvrigt heller intet at gøre, skønt udtrykket »en gammel Krønike« kunne lede til denne antagelse. Jvf. iøvrigt Dagbøger 22.8.1859: »Nordnordvest for Rysensteen ligger Rammedige i Rammesogn, det er et Slags Dannevirke af en halv Miils Længde, her er en uendelige Mængde Kjæmpehøie, og Sagnet mælder at her leverede Prinds Hamlet et Slag, her skal han ligge jordet« (IV 341) samt BfA II 405. - 39-193.2under Loftet ... Bøndergaarde] sml. Dagbøger 9.7.1859, hvor A foretog en køretur rundt 224 til de store bøndergårde i omegnen af Nørre Vosborg og bl.a. kom til »en stor prægtig Gaard og alt inde og ude pynteligt. Kjøkkenet saa reent og pynteligt, hele Loftet der var et Mosaik af Skinker, Pølser og røget Kjødmad« (IV 334f).

193.16-17den kjønneste Pige ... kjønnest] en skjult og privat kompliment til de unge damer A havde truffet under sit ophold på Asmildkloster ved Viborg, jvf. Dagbøger 6.9.1859 ved afrejsen: »Nu var jeg omtrent en Mill fra Viborg, da saae jeg Frøken Olsen, Rectorens Datter og nu kom Biskoppens Datter frem, Hun, hendes Søster, begge Rectorens, Frøken Hjort og endnu en ung Dame vare gaaet en Miil ud. af Byen for endnu engang at see mig, sige lev vel og hver give mig en Bouquet, jeg trykkede deres Hænder og fik Taarer i Øinene; inderlig bevæget og Gud taknemlig kjørte jeg afsted« (IV 364). - 22-24Fyrtaarnet ... Vippepanden] anakronisme; vippefyret, bygget 1564 (og rekonstrueret i vor tid) havde intet tårn og var nedrevet i 1747 i forbindelse med opførelsen af et nyt fyrtårn, et pandefyr, hvilket såvel Olavius (23) som Trap (2.2.24) gør opmærksom på. - 30-31Skagens ... Vand] reminiscens af Blicher: Vestlig Profil af den cimbriske Halvø, beskrivelsen af Skagen: »Svanen er den gamle Kirkes Taarn og Tag [...] Hvad jeg - for Rimets Skyld - kaldte en Trane [...] det er hverken meer eller mindre end et Fyrtaarn« (Samlede Skrifter XXIII. 1929.158).

194.18-19Leviathan] Livjatan, gammeltestamentligt kaosuhyre i drageskikkelse, der hører uadskilleligt sammen med oceanet, og som Jahve besejrede, omend det stadig ligger i dybet og truer.

195.4Feltskeer] ikke-medicinsk uddannet læge (oprindelig ved militæret). - 18faaet sin Helsot] blevet dødssyg. - 37-38Herren ... Gjerninger] Salme 145.9.

196.18Hans Barmhjertighed ... Gjerninger] jvf. n.t. 195.37-38.

197.29sprænge Gravens Steen] allusion til Kristi opstandelse (Markus 16.1-8).

198.1Intet Liv skal fortabes] måske allusion til Peters 2. brev 3.9. - 17ff. I 1770'erne blev sandflugten en stadig større trussel mod St.Laurentii kirke, hvor man måtte skovle sandet væk for at holde adgangen til kirken fri. Da kirken samtidig var blevet så forfalden, at der var fare for at holde gudstjeneste i den, blev den nedlagt i 1795. I de flg. 15 år blev den revet ned i flere tempi og inventar og byggematerialer solgt ved auktioner, så kun nogle enkelte ruiner samt kirketårnet, som det allerede 1795 var blevet bestemt skulle bevares for at tjene som sømærke, stod tilbage. A.s forestilling om at kirken ligger fuldt bevaret under sandet er således fri fantasi, men kan have sin baggrund i Trap Danmark, hvor det siges, at kirken »blev paa Grund af Sandflugten nedlagt 1795 og er senere aldeles tilfløiet« (2.2.23).

225

BIND IV

Eventyr og Historier
Første Bind. 1862
EHP 1-62

Metalsvinet

Metalsvinet blev første gang trykt som kap. III i Italiensafsnittet i EDB, der udkom 30.4.1842, og blev med enkelte ændringer optaget i EHP 1-62,3. hæfte, der udkom 15.12.1862.

Historiens tilblivelse er omgærdet med megen usikkerhed. Kort efter sin hjemkomst fra Orientrejsen i juli 1841 begyndte A at skrive sine rejseindtryk ned (BHH 559), og Brix 167 tolker to optegnelser i Alm som vedrørende Metalsvinet. 28.11.1841 hedder det: »Trist Humeur over mine Eventyr« og 16.12.: »Det Eventyr skrevet«. Dette sidste kryptiske notat ser Brix - iøvrigt uden nærmere begrundelse - som direkte omhandlende Metalsvinet og mener, at notatet 28.11. skal ses i lyset af, at A ikke har kunnet finde »en tilfredsstillende Løsning paa den Historie af Lykke Per-Typen og med Improvisatorkolorit han ønskede at skrive«. Derfor skal udtrykket »det« efter Brix' mening altså tolkes som udtryk for, at A havde fundet en løsning, der befriede ham for at skrive sin barndomshistorie om igen på samme vis som i romanerne.

Medens Brix tolker historien selvbiografisk og ser den som en forløber for Den lille Pige med Svovlstikkerne (se ovf. s. 124f) og i Brix og Jensen I 407 desuden ser handskemagerfamilien som en satire over Collins, mener Inge Lise Rasmussen Pin i A-iana 3 rk. IV.14, at slutningen med den unge kunstners død minder om maleren Wilhelm Bendz' død. Bendz var ligesom A født i Odense - i 1804 som borgmestersøn - og kom på Kunstakademiet, fik den store sølvmedalje i 1825 og rejste i 1832 til Italien, men nåede kun til Vicenza, hvor han døde.

Ejendommeligt nok er det ikke indtryk fra A.s 2. Italiensrejse i 1840, hvor han opholdt sig i Firenze 12.-13.12., der danner udgangspunkt for Metalsvinet, men derimod en oplevelse fra den store rejse 1833-34, hvor 226 han under et ophold i Firenze 7.4.1834 skriver flg. i Dagbøger: »Ved Porta rossa staaer foran Colonade Bygningen et ypperligt Vildsviin af Metal, Vandet strømmer det ud af Munden og det seer komisk ud at Folk ligesom kysser Svinet naar de vil drikke, det er ganske blankt paa Trynen og Øret ved saa ofte at tages paa. - Det samme i Marmor staaer i Vestibulen til Musæet« (I 382). Den sidste tilføjelse, hvormed hentydes til Uffizierne, forklarer iøvrigt, hvorfor metalsvinet løber til dette museum!

Motivet med levendegørelsen af en skulptur har eventyrforlæg, idet det i BuB Attende Aften i forbindelse med omtalen af Markuspladsen i Venedig siges om hestene på Markuskirkens tag: »de prægtige Malmheste deroppe have gjort Reiser som Malmhesten i Eventyret, de have reist herhid, bort herfra og igjen tilbage« (22). Med »Eventyret« sigtes vistnok til det magyariske Trold-Helene, hvori skildres en malmhest, der er verdens hurtigste hest. Eventyret er trykt i Mailáth: Magyarische Sagen, Marchen und Erzählungen (2. opl. 1837) og iøvrigt i 1843 optaget i C.Molbechs Eventyr.

Som nævnt af Brix ovf. er der mindelser om Imp, og i den forbindelse kan nævnes, at forbindelsen mellem drengen og maleren er en variation af forholdet mellem Antonio og Federigo i begyndelsen af Imp.

13.2Florents] Firenze. - piazza del granduca] den nuværende Piazza della Signoria. - 4Bazar] bygning med butikker.

14.8-9den kolde, vaade Jord ... vor Kiste] et udtryk for A.s dødsangst, jvf. brev til Ingemann 5.8.1843 fra Bregentved efter overværelsen af en begravelse: »Det er mig skrækkeligt at skulle ligge i den vaade Grav med al den tunge Jord paa min Kiste! Jeg elsker Livet, og Livet er at tumle sig, flyve med Jernbane-Flugt afsted rundt om Jorden; man kommer tidsnok ned i den!« (BfA II 91). - 10Hertugens Slotshave] Giardino di Boboli; sml. Dagbøger 13.12.1840: »Spadseret hen i Hertugens Have, Aleer med Laurbær, de første Palmer og Cacter i frie Jord, et stort Rosenflor« (II 80). - 16Broen over Floden Arno og 37-38den prægtige Marmor Bro, della Trinitá] blev ødelagt under 2. Verdenskrig; sml. Dagbøger 12.12.1840: »saa paa Altenen Himlen fra Broen over Arno« (II 80).

15.6-7Metalhesten ... Statue] Giovanni di Bolognas (1529-1608) rytterstatue af storhertug Cosimo I de Medici (1594). - 8det gamle Raadhus] Palazzo Vecchio. - 9Michel Angelos David] Michelangelos (se n.t. IV. 18.21) statue af David (1501) er opstillet foran Palazzo Vecchio. - 10Perseus] Benvenuto Cellinis (1500-71) Perseus med Medusas hoved (1545-54) i Loggia dei Lanzi. - 10-11Sabinerindernes Rov] Giovanni di Bolognas Sabinerindernes Rov (1583) i Loggia dei Lanzi. - 13palazzo 227degli Uffizi] opført som administrationsbygning (1560-74), men senere indrettet til kunstsamling. - 18ff. Sml. Dagbøger 10.10.1833 ved A.s første besøg i Uffizierne: »En Verden er svævet mig forbi i nogle Timer hvad skulde jeg vel kunde gribe deraf, kun nogle enkelte Punkter staae for mig, jeg ser det 8te Kantede Værelse med Verdens Kunstskatte i, et Malerie Venus af Titian og Marmorstatuen: den medicæiske Venus ere Hovedpunkterne, men hvem er skjønnes[t]? Hiin er den jordiske, denne den Himmelske; Marmor-Øiet uden Seekraft har her ved det Heles Skjønhed, et forunderligt Udtryk. (Den anden Venus af Titian tiltalte mig ikke saa meget). - Jeg sad en Time og beskuede dem, hvilke Herligheder, hvad er skjønnest. Ja, spørg den Salige der i de første Øieblikke af sin nye Tilværelse seer Gud og Engle over sig og rundt om Verdner med uendelige Undrer, med gribende Herligheder. - Madona del cardelino fandt jeg smukkere end Madona del Vento, begge ere af Raphael« (I 209) og gensynet 12.12.1840: »den medicæiske Venus stod der levende, som sidst, hendes Skjønhed var mig ikke mindre end før, jeg saae de titianske jordiske Skjønheder« (II 79). Se iøvrigt A-iana 3 rk. IV 1ff med illustrationer af flere af de i historien nævnte kunstværker.

16.5den medicæiske Venus] antagelig en romersk kopi af en ældre græsk statue, måske af Praxiteles (ca. 380-320 f.Kr.), fundet i Rom i 1500tallet og bragt fra Villa Medici til Firenze 1677. - 6-7Sliberen ... de brydende Gladiatorer] af anonyme kunstnere fra Kunstskolen i Pergamon 2. årh. f.Kr. - 11-12Fordoblet viste sig Billedet af Venus] Tizians (ca. 1477-1576) Venus med lille hund og Venus med amorin.

17.6-7Christus ... Underverdenen] Angelo Bronzino (1503-72): Christus stiger ned i underverdenen. Sml. Dagbøger 12.12.1840: »Angielo Bronzino (Florentiner) har malet Christus som stiger ned i Underverdenen. Det er ikke de Piinte man seer om ham, nei de er kun Hedninger; herligt er udtrykt de Uskyldiges Vished om at de skal til Himmelen, Børnenes Vished, to omfavne alt smilende hinanden; en anden rækker Haanden til een, nedenfor og peger paa sig selv som om han sagde: jeg skal i Himlen. De Bønfaldendes Udtryk, det Uvisse, det Haabende hos Enkelte, er ypperligt givet« (II 79; sml. også BHH 483). - 25tør] kan.

18.9ff. Sml. Dagbøger 9.10.1833: »Nu saa vi La chiesa di Santa Croce, en stor, smuk Bygning. Til Høire er Buonaroti Gravmonument med hans Buste, ved Siden sidder, Sculpturen, Malerkunsten og Architecturen (Malerkunsten er bedst og af Batista del Cavaliere.) - Dantes Grav, men hans Liig er i Ravenna, Italien peger paa hans colosale Støtte og Poesien græder over Sarcophagen. - Vittorio Alfieri, Gravmonumentet prydet med Maske og Lyre, Laurbær, Italien græder over Graven, Monumentet er af Canova. Machiavel, dette 228 Monument er opreist 266 [Aar] efter hans Død [...] Ligeover for Buonerotti Grav er Galilæi, oven over er et Marmorvaaben med en (rød) Stige« (I 207, jvf. også ib. II 79f og BHH 483). - 15-18Det var ... Himlen] Galileo Galilei (1564-1642), naturforsker; 1633 anklaget og dømt af inkvisitionen for kætteri som tilhænger af Kopernikus' lære om Solen som det centrum, hvorom planeterne, herunder Jorden, bevæger sig. Galilei blev derefter tvunget til at afsværge sine kætterske meninger. Sml. Dagbøger 12.12.1840: »gik i ST Croce [...] jeg knælede ved Gallilæi Grav, som den der havde lidt meest Martyrdom paa Jorden. En rød Stige er hans Vaaben, mig forekom den et Billede paa Kunsten, af en gloende Stige gaaer vor Vei opad, men til en Himmel. Jeg følte reen Andagt og bad Gud gjøre mig lykkelig« (II 79f). - 19Propheten Elias] gammeltestamentlig profet (8. årh. f.Kr.), som iflg. 2.Kongebog 2.1-18 for til himmels. - 21Michel Angelo] Michelangelo Buonarotti (1475-1564), ital. maler, billedhugger og arkitekt. - 22Dante] ital. digter (1265-1321); var født i Firenze, men døde i Ravenna og blev begravet i San Francesco kirken. Igennem flere hundrede år kæmpede Firenze for at fa hans lig udleveret, men forgæves. 1829 rejstes et monument over ham i St.Croce. - 22Alfieri] Vittorio Alfleri (1749-1803), ital. digter og skaber af den klassiske ital. tragedie. - 22Machiavelli] Niccolo Machiavelli (1469-1527), florentinsk statsmand og filosof.

19.2Florents's Marmor-Domkirke] Santa Maria del Fiore.

21.4-5Barnet er mit ... jeg vil] sml. Levnedsbogen 119 og KES 72, 173.

22.24Bellissima] superlativ af ital. bella: smuk, sød. Antagelig et minde om familien Collins hund Beauty.

23.20Tør] må.

26.10godt] her: let.

28.11834 ... en Udstilling] A besøgte iflg. Dagbøger under sit første ophold i Firenze 9.10.1833 Accadémia di Belle Arti, men det fremgår ikke, om han også var der under sit andet ophold 6.-15.4.1834.

Venskabs-Pagten

Venskabs-Pagten blev første gang trykt som kap. XV i afsnittet Grækenland i EDB, der udkom 30.4.1842, og blev optaget med enkelte ændringer i EHP 1-62,3. hæfte, der udkom 15.12.1862.

I forbindelse med sit ophold i Smyrna 23.4.1841 noterer A i Dagbøger: »I den græske Kirke de to Venner« (II 191). Præcis hvad der menes med denne bemærkning vides ikke, men måske er det denne 229 oplevelse, han henviser til, da han iflg. Dagbøger 10.6.1841 i Wien læste Karl von Hailbronner: Morgenland und Abendland. I. Stuttgart und Tübingen 1841, hvor der s. 329 fortælles om det græske broderskab. I A.s referat lyder det: »Midt i den Troløshed der er mellem Grækerne, staaer smukt deres Fostbroderskab. Naar to Mænd ret holde af hinanden, blive de Fostbrødre, de vælge en reen Jomfru og med hende gaae de til Kirken, hun stiller sig ved Altret, og omslynger begge Mændene med et Cherf, medens disse sværge hinanden evig Troskab i Liv og Død; Præsten giver nu sin Velsignelse; i Ulykken staae disse hinanden bi, opofre sig for hinanden, gaae i Døden sammen. Jeg saae det ved Smyrna« (II 248). Efter sin hjemkomst til Danmark i juli 1841 tog han fat på den digteriske bearbejdelse af sine rejseindtryk, og i Alm 18.8.1841 hedder det: »Begyndt min græske Novelle.« 22.8. hedder det så i et brev til veninden Henriette Hanck i Odense: »Jeg har ogsaa begyndt at skrive nogle Reisebilleder. Det vil sige det er Noveller, Arabesker og almindelige Reisebetragtninger, der samlede kunne give et Billede af hvad jeg har seet« (BHH 559). 10.9. fortæller han hende igen om sit arbejde, og da har historien ligget færdig, omend under en anden titel end den endelige, idet det hedder: »Jeg arbeider ret flittigt jeg har allerede skrevet følgende Stykker, dersom det kan fornøie Dem at høre: a) Franz Liszt [...] f) Fostbroderskabet i Grækenland, en Novelle« (ib. 568).

Ved læsningen af EDB støder man allerede i kapitlet om klostret Daphne imellem Athen og Eleusis på en gammel græker, der passer det nu forladte kloster, og om hvem det siges: »I denne Kirke fik han sin Daab, i denne Kirke har han sluttet Venskabs-Pagt og her blev han viet« (189). Denne bemærkning kunne forlede en til at tro, at A på dette sted havde fået den første inspiration til Venskabs-Pagten, idet det yderligere siges: »Vennen faldt i Frihedskrigen, hans Been smuldre maaskee under Hedebuskene.« Hermed kunne man altså udpege hovedpersonen i den senere historie. Men da denne græker overhovedet ikke omtales i breve eller Dagbøger, er der sandsynligvis tale om et rent kunstnerisk arrangement som forvarsel om historien.

Som påvist af Wilhelm von Rosen i A-iana 3 rk. III 166ff var A stærkt engageret af venskabets mysterier, ikke mindst i forholdet til Edvard Collin, og han nævner i den forbindelse trekantshistorien Antonio-Bernardo-Annunziata i Imp. Hvorvidt Venskabs-Pagten yderligere har en direkte biografisk baggrund, sådan som Brix 134f vil hævde det med henvisning til A.s ulykkelige kærlighed til Louise Collin, idet han tolker det som hans afsked med kærligheden til Louise, kan vel diskuteres. Historiens motiv er jo venskabspagten og hvad den indebærer. Et sådant venskab havde A i alle tilfælde ikke med W.Lind, der var blevet gift med Louise Collin i november 1840.

230

Trods henvisninger til dagbogen nævner hverken Brix eller Brix og Jensen von Hailbronners bog. Derimod mener Brix og Jensen (I 407f), at handlingen synes at være påvirket af Heibergs De Nygifte (Nye Digte (1841)), hvortil imidlertid må bemærkes, at hovedmotivet i Heibergs romance-cyklus er selve trekantsdramaet og kun Frederiks given afkald ligner Aphtanides'.

Endelig skal det nævnes, som påvist af Allan Lund i A-iana 3 rk. I 310ff, at A for at opnå den græske lokalkolorit har benyttet Ferdinand Fengers Om det nygræske Folk og Sprog (1832).

31.1Argojat] (gr.) muldyrsdriver, ledede også de rejsendes heste; jvf. Dagbøger 8.4.1841, under en ridetur i bjergene omkring Athen: »Argojaten gik til Fods« (II 176) og BHW I 300. - 7imorgen gaaer Veien ... skyller bort] sml. Dagbøger 16.4.1841 om den ty. friherre K.G.von Pohland (1802-89): »han havde udstaaet en Deel paa sin Reise til Delphi og var glad jeg ei havde været med; to Gange havde han maatte svømme over svulmende Floder, eengang rev Strømmen ham med« (II 184). - 15Den eensomme Hyrde] jvf. EDB 208; heller ikke denne hyrde skildres i Dagbøger.

32.3Oleander] Nerium oleander; laurbærrose. - 9Delphi] oldgræsk by i landskabet Fokis; kendt for sit Apollontempel og tilhørende orakel. - 11Parnas] Parnassos; bjerget var helliget Apollon og de ni muser. - 11-13Bækken ... hellig] den kastaliske kilde, nu Hagios Joannes; iflg. sagnet kastede nymfen Kastalia sig i kilden, da hun forfulgtes af Apollon. Kildevandet antoges at kunne begejstre digtere. - 14fort] videre. - vorder] bliver. - 20Tyrkerne, vore Herrer] Grækenland var 1503-1830 underlagt tyrkisk herredømme. - 31ff. Folkesangen om Den gamle Hjort er en næsten ordret oversættelse af den ty. arkæolog H.N.Ulrichs oversættelse Der alte Hirsch und das Reh i: Reisen und Forschungen in Griechenland. I. Bremen 1840.135. Under sit ophold i Athen var A flere gange sammen med H.N.Ulrichs (1807-43), der var professor ved Athens universitet; jvf. Dagbøger 7.4.1841: »Besøgt Dr Ulrich, som viiste mig flere smukke græske Sange« (II 175; se også BfA H 30).

33.14Lepanto-Bugten] nuværende Korinthiakós Kólpos.

34.14frankiske] den orientalske betegnelse for europæere, specielt vesteuropæere. - 17Paschaens] tyrkisk ærestitel til militære og civile embedsmænd. - 20lede heller ikke] syntes heller ikke om. - 23-24 Tyrkerne turde ikke drikke deraf] Islam hævder alkoholforbud. - turde] måtte.

35.13spytter ... mit Skjæg] sml. F.Fenger: Om det nygræske Folk og Sprog (1832): »Naar En befinder sig i en vanskelig Stilling, saaledes, at han maa skade sig selv, hvad han saa gjør, siger han med Ordsproget: 231 [herefter gr. formel] dvs. spytter jeg opad, saa spytter jeg mig i Ansigtet; spytter jeg nedad, saa spytter jeg mig i Skjæget« (114). - 22harpixet Viin] retsinato; vin tilsat 1-2% harpiks.

36.1-6 Sml. beskrivelsen af påsken i Athen i EDB: »jeg gik til Hovedkirken, den var pragtfuldt oplyst, aldeles overfyldt med Mennesker; foran Altret stod en Liigkiste af Glas, sammenføiet ved Sølvplader. Kisten gjemte friske Roser, de skulde antyde den døde Christus [...] Klokken Ni om Aftenen begyndte en Sørgemusik, og Toget tog sin Begyndelse fra Kirken gjennem Hovedgaden til Slottet [...] En stor Menneskevrimmel bevægede sig fremad, hver Enkelt festligt klædt, hver, selv de mindste Børn, med et langt, tyndt brændende Lys i Haanden [...] Klokken slog Tolv, og i samme Nu traadte Biskoppen frem og forkyndte: Christus er opstanden [...] Alle Mennesker faldt hinanden om Halsen, kyssedes og jublede: Christus er opstanden! [...] Mænd og unge Karle, hver med sit Lys i Haanden, dandsede i en lang Række gjennem Byen; Konerne gjorde Ild paa, slagtede Lam og stegte dem paa Gaden; smaa Børn [...] kyssede hinanden og sagde, som de Ældre: Christus er opstanden!« (198f; se også Dagbøger II 179f samt BfA II 31f).

38.7Smidraki] jvf. Fenger: Om det nygræske Folk og Sprog: »Et Utyske, som Hyrderne godt kjende og ere meget bange for, kaldes [Smidraki]. Det fremstaaer naar man slagter et Faar og skjærer det op, men glemmer at opskjære den indre Mave [koilia] hvori de Urter findes, som Faaret har spiist [...] Nogle sige, at det seer ud som en Hund eller Ulv, af hvis Mund der udgaaer Ild« (26). - 14Præsternes] sml. Fenger: »En Bonde, som kunde læse [...] blev ved Leilighed ordineret. Fordi han blev Præst, forlod han ingenlunde sine Mark-Arbeider, men liturgerede om Søndagen, og gik bag Plougen om Hverdagen« (57). - 21Patras] nuværende Patrai, by på det nordlige Peloponnes. - Corfu] ø i Det ioniske Hav.

22vidste] kunne, forstod, jvf. 39.12.

39.13Maltas Fæstningsværker] anlagt i 1500tallet pga. øens strategisk vigtige beliggenhed, jvf. Dagbøger II 149f og EDB 147ff. - 13-14Ægyptens selsomme Gravsteder] pyramiderne.

40.4Fostaneller] fustanellaen, skørt på den mandlige græske nationaldragt.

42.23Brud] forlovede.

232

En Rose fra Homers Grav

En Rose fra Homers Grav blev først trykt som kap. III i afsnittet Orienten i EDB, der udkom 30.4.1842, og blev med enkelte ændringer optaget i EHP 1-62, 3. hæfte, der udkom 15.12.1862.

Om eventyrets tilblivelse vides intet udover hvad der generelt vides om EDB (se indledningen til denne), men i MeE hedder det om rejsen til Orienten i 1841: »Fra Athen seilede jeg til Smyrna, og det var mig ikke en barnagtig Fornøielse at kunne betræde en anden Verdensdeel, jeg følte en Andagt derved, som da jeg som Barn kom ind i Odense gamle Kirke; jeg tænkte paa Christus, der blødte paa denne Jordbund, jeg tænkte paa Homer hvis Sange herfra lyde evigt ud over Verden. - Asiens Kyst holdt sin Prædiken til mig, maaskee mere gribende end nogen Prædiken har gjordt det i den murede Kirke!« (110, også i MLE I 241). Bemærkningen om Homer synes imidlertid at være en efterrationalisering. I Dagbøger 23.4.1841 skildres A.s ophold i Smyrna uden at Homer nævnes, og det synes først at være i Wien, at han er blevet opmærksom på den græske digters forbindelse til Smyrna under læsningen af K. von Hailbronners Morgenland und Abendland Stuttgart og Tübingen.I.1841.170ff., idet han i Dagbøger 10.6.1841 skriver: »Homeer ligger begravet nær Smyrna og har levet paa Chios« (II 248), hvortil dog bør bemærkes, at Hailbronner er langt mere forbeholden ang. Homers grav: »Das sogenannte Bad der Diana ist eben so unbedeutend, wie das sogenannte Grab Homers, zwischen beiden steht aber auf einer leichten Anhöhe das Landhaus eines türkischen Kaufherrn, und diess ist der schönste Punkt, den ich bei Smyrna fand« (170).

Rosenmotivet optræder hyppigt hos A, og rosenkysmotivet havde han tidligere i varieret form behandlet i Rosen-Alfen (I 177ff) og Rosenknoppen (1836; SS XII 94). Kombinationen nattergal og rose nævnes i en sammenligning i KES, hvor det siges, at politimestersønnen Ludvigs forelskede blik til Naomi »omtrent udtrykte Noderne, hvorefter Persiens Nattergal synger sine Sange til Rosen« (167), jvf. også Oehlenschlägers Aladdin: »ved Nattergalens / Sølvklare Stemme aabner Rosen sig« (Oehl I 305).

44.14frankiske] den orientalske betegnelse for europæere, specielt vesteuropæere.

233

Eventyr og Historier
Andet Bind. 1863
EHP
2-63

Bedstemoder

Bedstemoder blev trykt første gang under titlen En Historie i Freia. Nordisk Album for Poesi og Kunst, red. af Carl Borgaard. Bd. I. nr.1, der udkom 5.10.1845. I forbindelse med en planlagt tysk oversættelse og udgivelse i det aldrig realiserede opsamlingsbind Aus meiner Mappe ændrede A i 1847 titlen til Bedstemoder (BLorck 125), omend det atter optræder under sin oprindelige titel i et brev til Lorck 28.1.1848 (ib. 151). I 1851 indgik det i I Sverrig som kap. V, for endelig at indgå i EHP 2-63, 1. hæfte, der udkom 9.2.1863.

I Bemærkninger (7) hedder det om eventyrets tilblivelse, at det er skrevet omtrent samtidig med Stoppenaalen, som A imidlertid i denne sammenhæng fejlagtigt daterer til sommeren 1846 (se ovf. s. 113). Da Alm viser, at Stoppenaalen er skrevet i august 1845, er det vel sandsynligt, at Bedstemoder er skrevet umiddelbart efter. De yderligere oplysninger om eventyret i Bemærkninger er da også fejlfyldte, idet A, udover at tro det trykt i Portefeuillen, skriver: »man gjorde mig opmærksom paa, at denne Skildring havde Lighed med et Digt af Lenau, jeg fandt det Samme da jeg læste dette, og lod derfor Lenaus lille Digt sætte som Motto, da Historien første Gang blev trykt.« Mottoet er imidlertid hentet fra Anastasius Grüns (pseud. for A.A.Auersperg (1806-76)) Gedichte (Leipzig 1837.22): Das Blatt im Buche. Som nævnt af Brix 19f udelukker formuleringen ikke, at A på forhånd kan have kendt Grüns digt, hvilket da også er tilfældet, idet han 23.2.1838 skriver til Frederik Læssøe: »Lad Deres Broder sende Dem »Anastasius Grüns Gedichte«; jeg spaaer Dem en Nydelse deraf, som den jeg følte ved første Gang at læse Geijer« (BfA I 408). Som yderligere støtte for sin teori om Grüns umiddelbare indflydelse citerer Brix 20 en optegnelse i Collinske Samling i KB (uden katalogsignatur!), »der maa anses for ældre end Eventyret«. Også Brix og Jensen II 388 citerer dette manuskript (uden signatur!), men synspunktet er nu modificeret til, at optegnelsen »sikkert er ældre end Eventyret«.

Imod Brix' hypotese kan da også indvendes, at selv om 234 Bemærkninger ikke udelukker A.s inspiration af Grüns digt, så kan de mange fejlhuskninger i netop dette afsnit af Bemærkninger ikke tages som et bevis herfor. Vælger man at tage A på ordet, har A da også udelukket Grün som den ydre anledning og inspiration til eventyret. Hertil er endvidere at bemærke, at motivet med den visne blomst i (salme)bogen var et yndet motiv i tiden, jvf. A selv i KES 150 og Oehlenschlägers Hvor blev I røde Roser dog i: Den blege Ridder (1832; Oehl XXVI 44). Brix er endvidere inde på en anden anledning, der synes mere nærliggende. Det gælder sætningen »Øine kunne aldrig døe!« (s.49.3). I et udateret brev fra Carsten Hauch, hvori denne takker for modtagelsen af NEH 3-45, der var udkommet 7.4.1845, og som derfor må dateres kort efter denne dato, omtaler han også datteren Luise Albertine Hauchs død i marts 1844 og skriver bl.a.: »jeg har aldrig seet et sligt bevinget, henrivende Væsen; som en Raa i Skoven, med et Par Øine, som viste, hun havde Ret, da hun engang sagde: Alle kan døe, men Øinene, de kan aldrig døe« (BtA 222).

48.3den sorte Kiste] den almindelige farve på kister i 1800tallet, jvf. I 153.14; 238.5. - 11-13Paa Graven ... over det] sml. En Rose fra Homers Grav (IV 43f). - 17-20En Død ... komme de ikke] en hyppigt genkommende tanke hos A lige fra ungdommen af, jvf. skildringen af Frederiksborg Slot under rejsen med Meislings fra Slagelse til Helsingør i maj 1826 i Levnedsbogen: »jeg tænkte paa Christian IV, paa alle de hvis Billeder hang i den store Riddersal; »om de nu kom ned!« tænkte jeg og blev underlig tilmode, men saa fik jeg i det samme den ganske naive Tanke. »De Døde maa jo vide, at jeg ikke kan taale at see dem, jeg vilde døe af Skræk, og saa vise de sig bestemt ikke for mig, det var jo gyseligt ondt og ufornuftigt!« (148f; jvf. også SS IX 65f). Sml. også Reisekammeraten (I 70).

Fugl Phønix

Fugl Phønix blev trykt første gang i Den nye Børneven. I11. Tidsskrift for Børn, udg. af Julius Chr. Gerson. II. 1. Hæfte, der udkom i maj 1850. Herefter indgik det som kap. III i I Sverrig og blev endelig optaget som et særskilt eventyr i EHP 2-63, 2. hæfte, der udsendtes 10.3.1863.

Om eventyrets exakte nedskrivningstidspunkt vides intet, men ideen er udsprunget af arbejdet med det, der blev til Paradisets Have (I 141-53), idet A 1.2.1839 skriver til Henriette Hanck i Odense, at han 235 går med planer om et eventyr, der »handler om Fata Morgana og faaer vel dette Navn eller ogsaa Navnet »Fugl Phønix«« (BHH 326). Fugl Phønix kom dog kun til at spille en mindre rolle i Paradisets Have (I 146.18-29).

Fugl Phønix-figuren, der først omtales af Herodot, men som måske er beslægtet med den ægyptiske fugl Bennu, palmefuglen (Phønix betyder palme) er ofte behandlet i europæisk litteratur og omtales bl.a. i Shakespeares (1564-1616) Stormen III.3. Bortset fra at A måske har kendt den fra Grundtvig (se Helge Toldberg: Grundtvigs Symbolverden. 1950.201ff), har han også læst om den i Atterboms (1790-1855) Lycksalighetens ö (1824-27), der inspirerede ham i arbejdet med Paradisets Have. Om Fugl Phønix-figurens historie se iøvrigt Fredrik Vetterlund: Sägnen om »Lycksalighetens o« i: Ord och Bild.Stockholm 1921.136ff.

50.21Fahluns] by i Dalarne, Sverige, vokset op omkring kobbergruberne Falu Gruva.

51.4Thespiskarren] se n.t. IV 116.18. - 7Odins Ravn] på Odins skuldre sidder ravnene Hugin og Munin, der hver dag flyver ud i verden og ved deres hjemkomst hvisker Odin i øret, hvad de har set og hørt. - 8-9Sangerfesten gjennem Wartburgs Riddersal] se n.t. III 38.27-28. - 12-13Spurven ... Vingerne] den sande poesi (fx A selv) i modsætning til 3.rangsdigtningen (fx fru Gyllembourg). Sml. iøvrigt Nabofamilierne (II 116.29ff m. note).

En Historie

En Historie tryktes første gang som kap. XIII i I Sverrig, der udkom 19.5.1851, og blev senere optaget i EHP 2-63, 2. hæfte, der udsendtes 10.3.1863.

Om historiens tilblivelse vides intet, men A havde fra sin tidligste ungdom i skolestile spekuleret over muligheden af de evige helvedesstraffe (se Svanholm 135). Senere aktualiseredes hans spekulationer i forbindelse med den diskussion af apokatastasislæren (dvs. læren om alles lutring og sluttelige frelse, der har udgangspunkt i 1. Tim. 2.4 om at Gud vil, »at alle mennesker skal frelses og komme til erkendelse af sandheden«), som havde rejst sig i kølvandet på Grundtvigs angreb på den rationalistiske professor H.N.Clausen (1793-1877) i Kirkens Gjenmæle (1825). I den forbindelse havde Grundtvigs tilhænger, teologen 236 J. Chr. Lindberg (1797-1857), hævdet læren om helvedesstraffe i Hvad er Kristendom i Danmark (1826).

Denne diskussion, der foruden A også optog digtere som Paludan-Müller og Ingemann i 1830'erne og 40'erne (jvf. Sejer Kühle: Fr.Paludan-Müller. 1941-42. I 107. II 172 og C. Langballe: B.S.Ingemann. 1949.276), smittede også af på den religionsundervisning, A modtog af sin manuduktør, teologen og Grundtvigtilhængeren L. Chr. Müller (1806-51), efter at han i april 1827 havde forladt rektor Meisling i Helsingør. I MLE siges det om Mullers religionsundervisning: »Han holdt sig strengt til Bibelens Ord [...] jeg opfattede den igjennem Følelsen og begreb, at Gud var uendelig Kjærlighed; Alt hvad som stred imod en saadan, et brændende Helvede, hvor Ilden er evig, erkjendtejeg ikke og med min fulde Overbevisning udtalte jeg det« (I 97). At disse samtaler gjorde et dybt og livsvarigt indtryk på A fremgår tydeligt af, at præstefruens ord 53.9-13 præcis svarer til A.s egen argumentation i en diskussion med Müller, som er gengivet i Levnedsbogen 174f.

I digterisk form tog A problemet op i Fodreise, hvor han i samtalen med søvngængeren siger: »Der er intet Helvede, ingen Djævel, kan ikke være det, naar vi tænke os Gud som den høieste Godhed. Jøderne kjendte jo ikke til Djævelen i den patriarcalske Tid, først da de sammenblandedes med Hedninger opstod Begrebet om et ondt og godt Væsen [...] Det Onde her i Verden er selv et saa stort Gode, at en alviis Gud maa lade det existere. - Men en Djævel, et Helved, er kun de store Reqvisiter, der hjælper en herskesyg Geistlighed paa Tronen. Intet Menneske, om det stod til ham, vilde have Hjerte til at fordømme, selv den største Forbryder til en evig Straf og Pine, hvorledes skulde da Gud - den høieste Godhed - kunne nedstøde sin kjæreste men vildtfarende Skabning i et Helvede, en evig Marter, hvor Ormen aldrig døer og Ilden aldrig udslukkes - - -?« (30f, jvf. også s. 50).

Om A.s aversion mod den ortodoxe helvedeslære se også Brudstykke fra en Udflugt i Sommeren 1829 (A-iana VIII 23) samt O.T. (256f).

52.18Orm] billedl.: kval, pine. - 26-53.1Men udenfor ... Allesammen] sml. Der er Forskjel (II 279.29f).

54.8Vraa] krog; skjul; her: inderste indre. - 14Syndens syvfarvede Bue] udover de fire nævnte dødssynder regnes også misundelse, vrede og sorgløshed iflg. kirkefædrene for utilgivelige (se også Taarnvægteren Ole (III 126)). - 19Schweizeren] portneren, vagten. - 24Karnailler] simple, tarvelige personer; slyngler. - 30-38 Sml. stil fra skoletiden: »At udvikle den Sætning: Den Gierrige eier ikke sine Rigdomme, men de eie ham« hvor det med forbillede i bl.a. Moliéres Den Gerrige hedder 237 om den gerriges dødsleje: »der ligger han paa det nøgne Straae i et lavt Skuur udtæret paa Legem og Siæl, hans Tanker beskiæftige sig ikke med Frelseren men med Rigdommene som han nu skal forlade og det er ham et Helvede, de brustne Øine søge kun det blinkende Guld« (Svanholm 131f). Jvf. også Fodreise 44 og 94f.

56.5-6selv i de Onde er der en Deel af Gud] sml. skolestil: »intet Menneske er ganske fordærvet, fuldkomment Ondt, hos Alle findes der dog et eller andet ædelt Træk, hvorledes skulle vel ogsaa Guds fuldkomneste Væsen kunde udarte saaledes« (Svanholm 130f) samt Dødsøieblikket (1829; SS XII 361):

»En Evighed jeg skuer i Alt, selv i mit Bryst.
[...]
I mine Brødres Hjerter nu først jeg læser ret,
Vel er' vi alle Svage, men Ingen ganske slet.
O kunde vi herneden saa klart i Andre see,
Som i vort eget Indre, vi gjorde dem ei Vee.«

8ff. Sml. drømmeopløsningen i den oprindelige slutning i Historien om en Moder ovf. s. 127f.

Den stumme Bog

Den stumme Bog tryktes første gang som kap. XVI i I Sverrig, der udkom 19.5.1851, og blev senere optaget i EHP 2-63, 2. hæfte, der udkom 10.3.1863.

Ideen til historien fik A under et ophold i Uppsala under sin Sverigesrejse i sommeren 1849 gennem en beretning, den tidligere landkommissær for det vestlige Holsten Thomas Prehn (1801-74) fortalte ham. Det hedder i Dagbøger 9.6.1849: »Prehn fortalte om en Begravelse han havde seet ved Dannemora: ude i Bondegaarden stod i en opreist Løvhytte af Sirener Liget i en aaben Kiste. (Dette kan give Indledning til en Historie, under Ligets Hoved et Herbarium, den stumme Bog, hver Blomst fortæller et Afsnit af hans Liv)« (III 319). Hvornår A er gået igang med nedskrivningen er ukendt.

57.11Herbarium] samling af pressede og tørrede blomster. - 19Helsen] sundhed og gode helbred.

58.5Liigdugen] klæde der lægges over den afdøde (specielt ansigtet).

- 23 Urtegaard] have. - 24 Nøkrosen] svecisme (näckros) for nøkkerose, Nymphæa alba, af åkandefamilien. Mogens Brøndsted mener i DaStu 1967.44, at navnet formentlig er valgt pga. dets association til den 238 usalige, uforløste nøkke og til rosen som kærlighedsblomst. - 27 Gedeblad] kaprifolium. - 30 Svalen ... qvivit] fuglen som symbol på livets kontinuitet sml. Skyggebilleder 18, Den fattige Kone og den lille Canariefugl (V 227) samt BuB Tiende Aften 13.

»Ærens Tornevei«

»Ærens Tornevei« tryktes første gang i Folkekalender for Danmark 1856, der udkom december 1855.

I et brev 24.11.1855 til vennen August Bournonville, der på dette tidspunkt med mindre succes var balletmester i Wien, udtrykker A sit håb og sin tro på, at østrigerne vil rives med af egenarten i den danske koreografs balletter, og skriver bl.a.: »Erkjendelsens Sol vil skinne, maa skinne [...] »Ærens Tornevei« gaae vi Alle, hvem Gud forundte at uddele sine Gaver [til] - Jeg har netop i disse Dage skrevet et saadant lille Billede-Stykke til Folkecalenderen, samlet et Dusin af Verdens Stormænd og med tre-fire Linier givet som i et Laterna-Magica-Billed, hvorledes de gik »Ærens Tornevei«, den, vi Alle mere eller mindre kjende.« Herefter opregner A så disse stormænd og slutter: »Det er Historiens store Sandhed, der gaaer gjennem alle Lande og vil vedblive i det Store og i det Mindre. Din Tornevei haaber jeg snart sætter Blomster« (BfA II 327f). To dage senere hedder det i et brev 26.11. til Henriette Wulff: »Jeg tænker paa min ny Roman og har skrevet to smaa Historier for Folkekalenderen: »Ærens Tornevei« og »Jødepigen«« (BHW II 247, jvf. også BLorck 327); på baggrund af denne oplysning og brevet til Bournonville, som Topsøe-Jensen henviser til i BHW III 304, turde hans gisning om, at eventyrene stammer fra 1855 være bekræftet.

Som A skriver til Henriette Wulff, er han begyndt at tænke på en ny roman dvs. At være, og det er måske via forarbejdet til denne, han har fået ideen til historien, idet titlen »Ærens Tornevei« er hentet fra en gammel folkebog, som A nævner 59.2-5, hvor hovedpersonen ligesom i At være hedder Bryde. Om han har læst bogen ud over i Rasmus Nyerups referat i Almindelig Morskabslæsning i Danmark og Norge igjennem Aarhundreder (1816) vides ikke, jvf. At være 340. Uanset om folkebogen har været inspirator eller ej, er historiens motiv centralt i A.s digtning og kan føres helt tilbage til bemærkningen i hans barndom om, at man går så gruelig meget ondt igennem, før man bliver berømt (MLE I 50) og Ottos replik i O.T. om, at »Tidsalderens store Mænd ere som Bjerghøiderne; det er disse, som vise Landet i det 239 Fjerne og give det Anseelse, men selv have de det magert og koldt. Man kjender ikke engang ret deres Høider« (123).

59.3navnlig] ved navn. - 7Viderværdighed] modgang, trængsel. - 11Laterna magica] lat: tryllelygte; forløberen for det moderne lysbilledapparat. - 14ff. Sml. grevens afvisning af Christians anmodning i KES om hjælp, så han kan blive kunstner: »der maa Gjenvordigheder til, for at luttres. Skal der blive noget af Dig, saa hjælper nok en høiere Styrelse, det kan Du være forvisset om« og fortællerkommentaren: »Det var de Icarusvinger han bandt paa Geniets Skuldre; dristigt formede Vinger, men af Bly. Ordene vare jo dog et gammelt Thema, som fra Slægt til Slægt tonede for Kunstnerens Øren og vil med Variationer klinge i Aartusinder, saalænge Verden er den samme, som da den gav Socrates Gift og Christus en Tornekrone« (116f). - 18Aristophanes's Skyer] i Aristofanes' (ca. 445-ca. 385 f.Kr.) komedie Skyerne (423 f.Kr.) angribes sofismen, som Aristofanes uretfærdigt gør Sokrates til talsmand for, bl.a. ved at denne hænger højt oppe i en kurv, idet den rene tanke nødvendigvis må eksistere i en lige så ren luft (jvf. A.s tidligere positive syn på Aristofanes i Fodreise 60). - 20mærkeligste] mest bemærkelsesværdige. - 21de tredive Tyranner] medlemmerne af den aristokratiske regering i Athen i 404 f.Kr. - 21Sokrates] gr. filosof (470/69-399 f.Kr.); blev 399 anklaget og dømt til døden ved at drikke skarntydesaft for gudløshed og for at have vildledt ungdommen. - 22Alcibiades] gr. statsmand og feltherre (450-404 f.Kr.), reddedes af Sokrates i slaget ved Polidaia (432 f.Kr.) under den peloponnesiske krig. - 22 Xenophon] gr. forfatter og historiker (430-355 f.Kr.), elev af Sokrates. Hvortil A sigter med bemærkningen om Sokrates som frelser af Xenofons liv er uvist, idet de ikke har deltaget sammen i nogen krig.

60.3Olietræet] gudinden Athenes symbol; indgår i Athens mærke. - 5Syv Stæder ... Fødestad] en lang række byer og steder har hævdet at være fødested for Homer, bl.a. Smyrna, Chios, los, Cumae, Kolophon, Argos, Athen og Cypern. - 11-12Hans Sange ... Helte] sml. I Sverrig: »Før Homers Heltetid var der ogsaa Helte, men de kjendes ikke, ingen Digter gav dem Navnkundighed« (105). - 13Morgenland og Aftenland] orienten og occidenten (Europa), jvf. Venskabspagten ovf. s. 228f. - 17Indigo] mørkeblåt plantefarvestof. - 23Firdusi] Firdausi (ca.935-1025), persisk digter. Iflg. sagnet havde sultan Mahmud i Ghazna lovet F. 60 000 guldstykker for dennes Scha;hnâme (Kongebogen), men gav ham kun 60 000 sølvstykker. F. delte pengene mellem en badekarl og en mand, der bragte ham et glas øl, og efterretningen herom vakte Mahmuds vrede, så F. måtte gå i landflygtighed. F. vendte senere hjem, og Mahmud fortrød sin handlemåde, men da karavanen med 240 60000 guldstykker drog ind i Tus, F.s hjemby, mødtes den af hans ligtog. - 26Camoens's] Luis de Camões (1524/25-80), portugisisk digter og forfatter af nationaleposet Os Lusiadas (1572). Efter et ret eventyrligt liv i de portugisiske kolonier vendte han tilbage til Lissabon, hvor han levede i yderst beskedne kår. A var tidligt optaget af C.s skæbne og identificerede sig ofte med ham pga. hans fattigdom, jvf. BHW I 67, 70; A&C 110,273. - 37Salomon de Caus] fr. ingeniør (1576-1626). I Les raisons de forces mouvantes avec diverses machines etc. (Frankfurt 1615) har han beskrevet et apparat til at løfte vand ved damptryk, hvorfor fysikeren og astronomen F.Arago (1786-1853) tillagde ham æren for opfindelsen af dampmaskinen. Beretningen om, at den franske statsmand kardinal Richelieu (1585-1642) lod ham indespærre som sindssyg i hospitalet Bicètre, er fuldstændig uhistorisk. A stiftede bekendtskab med de Caus' skæbne under et ophold på Glorup i juni 1850, jvf. brev til Henriette Wulff 16.6.1850: »blandt [...] historiske Smaatræk jeg i disse Dage har læst, har eet især grebet mig, Historien om Damp-Kraftens Opfinder, den ulykkelige Salomon de Caus, han som først saae i Tanken hvad nu ligger materielt for vort Øie, Dampskibe og Jernbaner; det er Arago, der i vor Tid har givet denne miskjendte Mand sin Hæders Plads« (BHW II 36 samt ib. III 214f, jvf. også en længere optegnelse af A om de Caus i Collinske Samling 41.4° KB, ib. III 14). I 1854 havde den no. digter Andreas Munch (1811-84) iøvrigt taget emnet op til behandling i et drama (opført 1. gang på Det kgl. Teater 19.12.1856), jvf. BHW II 170 og Dagbøger IV 150.

61.1Columbus] ital. opdagelsesrejsende (1451-1506), Amerikas opdager. A bygger måske på Oehlenschlägers Øen i Sydhavet, hvor en ung dreng besøger den gamle Columbus i hans fattigdom (iøvrigt uhistorisk, idet C. døde velhavende). I C.s stue var »en stor sort Jernlænke hængende paa et Søm« (III.1825.339), men C. er mild: »Derfor tilgiver jeg ogsaa gierne den usle Bovadilla, der lod mig bringe som Forbryder til Europa, i denne Jernlænke. Og, ved Gud, Lænken hænger ikke der paa Væggen af Hævn, for at anklage ham for Verden; men som et Memento mon, om al verdslig Forfængelighed. Og saaledes skal den følge mig i Graven« (343f). C.s fattigdom er så stor, at han må låne af en ven: »Det lader sig rigtignok underligt, at Vicekongen af Indien [: han selv, C.], der fyldte hans spanske Majestæts Skatkammer med Guld skal bede om fem Piastre. Men min Kasse er tom! Jeg har givet Kongen Alt« (342). - 12-13Aanden i Naturen] vel allusion til H. C. Ørsteds værk med denne titel (1850). - 14Galilei] se n.t. IV 18.15-18. - 15kraftig] med kræfter. - 17-18Den bevæger sig dog] efter afsværgelsen af sine kætterske ideer skal Galilei efter sagnet have sagt: »Eppur si muove«. - 22Jeanne d'Arc] fr. helgen og nationalheltinde 241 (1412-31), deltog i Hundredeårskrigen, fangedes af burgunderne og blev solgt til englænderne, der lod hende anklage og fik hende dømt til brænding på bålet for kætteri og trolddom. - 23Voltaire] fr. digter og filosof (1694-1778). - 24La Pucelle] fr.: Jomfruen; komisk heltedigt (1755) om Jeanne d'Arc. - 25f.Christian II] da. konge (1481-1559); besteg tronen 1513, men måtte pga. sin tilsidesættelse af adelen 1523 forlade Danmark. 1531 vendte han tilbage med frit lejde, men fængsledes og førtes til Sønderborg Slot, hvor han sad til 1549, dog på ingen måde så strengt isoleret, som overleveringen og A med støtte i Allens Haandbog i Fædrelandets Historie4. 1849.298 fortæller, ligesom stenbordet iøvrigt er en myte. 1549 overførtes han til et ret frit fængsel på Kalundborg Slot. Jvf. iøvrigt Allen 273: »De fleste af Christiern den Andens Indretninger gik til Grunde med ham selv, og hans Love bleve efter hans Fordrivelse brændte af Adelen paa Viborg Landsthing som »skadelige og stridende mod gode Sæder.«« - 31Fjender skreve hans Historie] jvf. DH: »hvis hans [: Chr. 11. s] Liv og Levnet havde været beskrevet af en Borger istedenfor en Herremand, af Hans Mikkelsen Borgemester i Malmø istedenfor Rigets Canceller Arild Hvitfeld, havde det langt fra ikke blevet saa hæsligt, thi man seer kjendeligen, at mange Ting ere ham paadigtede« (I 130). - 33Blodskyld] jvf. blodbadet i Stockholm 1520. - 34-35ved høien Mast] allusion til romancen Kong Christjan stoed ved høien Mast fra Johs. Ewalds Fiskerne (1779; Samlede Skrifter III.1916.187). - 35Tycho Brahe] da. astronom (1546-1601), fik 1575 Hven som len af Frederik II og opførte her Uranienborg, men måtte af personlige og ideologiske grunde 1597 forlade Danmark (se iøvrigt BHW I 330). - 38Himlen ... mere] frit citat efter J.L.Heiberg: Tycho Brahes Farvel (Solen sank bag grønne Lund): »Er ei Himlen allevegne? / Hvad behøver jeg saa meer?« (1819; Poetiske Skrifter III.1862.126).

62.4Griffenfeldt] Peder Schumacher (1635-99), da. statsmand, adlet 1673 under navnet greve af Griffenfeld; 1676 anklaget og dømt for landsforrædderi og sad efter 4 år i Kastellet i Kbh. 18 år som fange på øen Munkholm i Trondhjem Fjord i Norge, indtil han i 1698 flyttedes til Trondhjem i delvis frihed. - 5Prometheus] gr. sagnfigur, som stjal ilden fra guderne og bragte den til Jorden, hvorfor han til straf lænkedes til en klippe, medens en ørn hakkede i hans lever, der voksede ud hver dag. - 8Robert Fulton] amerikansk opfinder (1765-1815); 1807 byggede han dampskibet Clermont, der august s.å. gjorde sin første prøvefart på Hudsonfloden til befolkningens store forbavselse, jvf. Carsten Hauchs roman Robert Fulton (1853 (II del kap. 18)), som A var meget begejstret for (jvf. BfA II 288ff). Se også digtet Dampskibet Gudenaa (1853; SS XII 295). - 23-37lyksaligt ... Gud] kunstneren som formidler mellem himmel og jord en central romantisk 242 tankegang; her - i overensstemmelse med europæisk romantisme, der også dyrkede den ufbrståede, progressive - dog i hovedsagen overført til videnskabens og tankens milepæle. Jvf. iøvrigt Skyggebilleder 111, Imp 109, BHH 87 og Metalsvinet (IV 18.17-18).

Jødepigen

Jødepigen tryktes første gang i Folkekalender for Danmark 1856, der udkom december 1855, og blev senere optaget i EHP 2-63, 3. hæfte, der udkom 30.3.1863.

Om eventyrets tilblivelse hedder det i et brev til August Bournonville 24.11.1855: »Hvad min Forfatter-Virksomhed angaaer, da har jeg, foruden [...] »Ærens Tornevei«, leveret Folkecalenderen endnu en lille Historie: »Jødepigen«, der vist hører til mine bedste« (BfA II 330).

Som det fremgår af et brev til Henriette Wulff 26.11. (se Ærens Tornevei ovf. s. 238), tænkte A på at skrive en ny roman. Det blev til At være, og hvad enten Jødepigen har inspireret ham til romanen eller omvendt, så behandler han samme problematik i At være i den jødiske Esthers skikkelse, om hvem det hedder: »hun, Jødepigen, bøiede sig mod Korsets blødende Rose, Messias, Frelseren, om hvem det gamle Testaments Propheter og Skjalde sang, han, som fødtes, lærte og døde, for at hver den som troer ikke skal fortabes, men have det evige Liv« (148).

Såvel Brix 58 som Svend Larsen i A-iana 2 rk. III 20 mener, at historien bygger på en barndomserindring, idet den i MLE I 36 nævnte Hr.Carstens' Drengeskole i virkeligheden var for jøder. Mellem drengene var dog en pige, som A sluttede sig til, og såfremt hun også har været jøde, har det været Sara Heimann, født 1804, der senere blev tjenestepige. Iøvrigt formoder man, at hun også har været model til Naomi i KES, uden at de to dog har nogen karakterlighed.

Om historien hedder det i Bemærkninger, at der i den »er gjenfortalt et ungarsk Sagn« (12). Det drejer sig om fortællingen Edie Rache om Peter von Szápár i Alois Freiherrn von Meduyánsky: Erzählungen, Sagen und Legenden aus Ungarns Vorzeit (Pesth. 1829. 105-119).

64.16-17Kom Sabbathens Dag ... hellig] 2.Mos. 20.8. - 35Pascha] tyrkisk ærestitel til militære og civile embedsmænd.

65.31Ær din Fader og din Moder] 2.Mos. 20.12.

66.19-20han ledsager os over Døden] fri gengivelse af Salme 48.15. - 24320-21han besøger ... meget rig] fri gengivelse af Salme 65.10. - 23-24en Daab af Ildslue] jvf. pinseunderet i Apostlenes Gerninger 2.3-4. - 34-38Og Guds Sol ... Christo] sml. Der er Forskjel (II 280) og Vinden fortæller om Valdemar Daae (III 112). - 39-40Johannes ... Hellig-Aand] Apostlenes Gerninger 11.16.

244

Nye Eventyr og Historier
Anden Række. Første Samling.
1861

NEH 5-61

Tolv med Posten

Tolv med Posten tryktes første gang i NEH 5-61, der udkom 2.3.1861.

Julen 1860 tilbragte A hos fru Henriette Scavenius på Basnæs, og 25.12.1860 skriver han i Dagbøger: »Skrev Eventyret »Tolv med Posten«, det jeg iaftes fik Ideen til« (IV 474). Lidt nærmere besked om tilblivelsen får vi af et brev til Henriette Collin 28.12.: »Jeg er meest paa mit Værelse, arbeider mere end jeg gjør det naar jeg er i Kjøbenhavn; foruden Visen til Deres Svigerfader har jeg nu skrevet et nyt Eventyr: »De tolv med Posten«« (BEG II 396). At juleferien virkelig havde været en intensiv arbejdsperiode, hvor A i høj grad var overladt til sig selv pga. fru Scavenius' depressive natur, bekræftes i endnu et brev til fru Collin 2.1.1861: »De fjorten Dage her paa Landet have ikke været muntre, jeg har derfor ganske betragtet dem som Arbeids Dage og virkelig udrettet en Deel [...] og [...] bragt paa Papiret endnu tre nye Eventyr, »Tolv med Posten«, - »Skarnbassen«, og »Sneemanden«« (ib. III l).

Beklageligvis kommer A intetsteds ind på, hvad det var, der juleaften gav ham ideen til Tolv med Posten, men i en efterskrift til en udgave af eventyret (1940) mener H.G.Olrik, at inspirationen muligvis skal søges i en oplysning i Dagbøger 24.12.1860 om, at A havde fortalt toldforvalter Marcus Jürgensen (1798-1879) fra Næstved og dennes familie om Le Locle i Schweiz, hvor A i 1833 og sommeren 1860 havde gæstet hofurmager Urban Jürgensens slægtninge, familien Houriet. Netop rejsen 1833 var foregået med diligence (MLE I 142f), og minderne om dette transportmiddel kan have givet ham lyst til at skrive et dagvognseventyr i forbindelse med det tilstundende årsskifte.

Litterært har eventyret rødder tilbage til den dybe følelse for årets gang og dets højtider, som var udsprunget af romantikens enhedslære. E.T.A. Hoffmann hører således i Die Abenteuer der Silvesternacht tiden bevæge sine frygtelige hjul og ser året som en tung vægt rulle ned i den dunkle afgrund, ligesom også Oehlenschläger har beskæftiget sig med motivet i Jesu Kristi gientagne Liv i den aarlige Natur (1805) og Chr. Winther i Indskrivter paa min Søsters Rokkebrev (1828).

245

A selv havde beskæftiget sig med motivet i Aarets Historie (II 217ff), Aarets Børn (1840; SS XII 34), Aarets Tolv Maaneder (1832), der alle i sidste instans findes i kim i Fodreise (35).

71.3sloge de en Potte paa Døren] se n.t. II 218.4.

72.1Presenter] gaver. - 7-8Hans Reisegods ... Katten] sml. Aarets Børn: »Hans [: Januars] Broder, Februar ved Navn, / »Slaaer Katten af« hver Fastelavn« (SS XII 35). - 17-18han var i Familie ... Veir-Prophet] jvf. Thiele2 III 4: »Som Veiret er de fyrretyve Ridderes Dag, (d. 9de Marts) vil det blive i fyrretyve Dage.« - 17de fyrgetyve Riddere] iflg. sagnet 40 kristne romerske soldater, som i Lillearmenien år 320 led martyrdøden, da de nægtede at ofre til guderne. - 19Violer] martsvioler; viola odorata. - 27-28Flyttedags-Commissair] iflg. plakat af 1.7.1799 var til- og fraflytninger i forbindelse med lejemål normalt sat til 3. tirsdag i april. - 35Skovmærker] bukkar; Asperala odorata. - 40Christian Winthers »Træsnit«] aktuel hentydning, idet Chr. Winthers (1796-1876) Træsnit (oprindelig en del af Digte (1828)) netop forelå i en ny udgave til julen 1860.

73.1Smaadigte af Richardt] Chr.Richardts (1831-1892) debutdigtsamling Smaadigte udkom julen 1860 (på titelbladet 1861). - 5Syvsovere] Syvsoverdag 27. juni; opkaldt efter 7 kristne, som iflg. sagnet blev muret inde i en hule under kejser Decius' (201-(249-)51) forfølgelser, hvor de faldt i søvn og først vågnede 447. Iflg. folketroen vil den som på syvsoverdagen ligger i sengen til kl. 7 komme til at stå sent op hele året (Thiele2 III 26). A anvender her udtrykket som synonymt med dovent tjenerskab. - 11vel ved Magt] kraftigt bygget. - Panama-Hat] stråhat, opr. flettet af palmeblade fra Sydamerika. - 16Crinoline] kurveformet skelet af fiskeben el. stålfjedre båret af kvinderne under skørterne for at holde dem ude; var netop på mode omkr. 1860. - 17-bimpel] lille trætønde. - 18-19Æde sit Brød ... skal man] l.Mos. 3.19. - 26-27Her stod ... Reisegods] sml. Aarets Børn: »September har en Farvepot, / Han maler baade Stort og Smaat« (SS XII 35). - 28Sædemaaned] den olddanske betegnelse for oktober. - 31-32en engelsk Plov] den oprindeligt engelsk-fremstillede svingplov afløste i løbet af første halvdel af 1800tallet gradvis den middelalderlige hjulplov. - 35-36Condition] tjenesteplads; 1.11. var skiftedag for tjenestefolk, der fæstedes for det næste halve år. - 37-38Savskærer-Mester for Lauget] i k har A oprindelig skrevet »Savskærer, Mester for Lauget«, men i r er kommaet erstattet med », som A brugte i samme betydning som komma. Sætteren har imidlertid misforstået tegnet og antaget ordene for en sammensætning. Iøvrigt er savskærerlauget med laugsmestre A.s egen frie opfindelse. - 38-39skære Skøiter] før stålskøjtens opfindelse bestod skøjten af et aflangt træstykke, på oversiden glat tilpasset til en støvlesål og -hæl, og 246 på undersiden bådformet og afrundet med skøjtejernet indfældet. Skøjten fastspændtes til støvlerne med læderremme.

74.1Ildpotten] lerpotte med gløder i til at varme fødderne ved, opvarme senge o.l. - 9-10Knittergulds-] flitterguld, tyndt messingblik. - 14Tylten] egl. tylvt; 12 personer, der tilhører en sammenhørende gruppe. - 15Capitainen] en anakronisme såfremt A har tænkt på Vesterports vagt i Kbh. (nedlagt 1857), idet der ikke i A.s tid i Kbh. havde været en kaptajn til at kommandere portvagten.

Skarnbassen

Skarnbassen blev trykt første gang i NEH 5-61, der udkom 2.3.1861.

I MLE hedder det under året 1860: »I et Nummer af »Household words« havde Dicken's samlet en Deel arabiske Ordsprog og Talemaader, mellem disse fremhævede han i en Note:

»When they came to shoe the Pasha's horses, the beetle stretched out his leg. (Arabic.) This is exquisite; we commend it to the attention of Hans Christian Andersen.« Jeg følte stor Lyst til at give Eventyret, men det kom ikke. Først nu, ni Aar efter, netop paa Aarets næstsidste Dag, under Besøget paa Basnæs, hvor jeg tilfældigt læste Dickens's Ord, sprang pludseligt frem Eventyret »Skarnbassen«« (II 235, jvf. Bemærkninger 19).

Til supplement af disse detaljerede oplysninger skal anføres, at det omtalte nummer af Household Words var februarhæftet 1852 s. 539, samt at Anne Lohrli i The Dickensian (LXII. 1966.5-13) har gjort opmærksom på, at citatet forekom i en artikelrække med den fælles overskrift Strings of Proverbs. Artiklen var uden forfatterangivelse og ikke, som A troede, skrevet af Dickens selv, men af en af hans medarbejdere Richard H. Home.

Som nævnt er eventyret skrevet på Basnæs, og i Dagbøger 30.12.1860 noterer A: »Fik et rart Brev fra Mathilde Ørsted, som gjorte mig eftertænksom i mit slette Humeur og min Mangel paa Tillid til Gud. Jeg skrev et Eventyr Skarnbassen, læste det og forunderligt syntes det passe paa Meget, jeg ikke havde tænkt paa under Nedskrivningen« (IV 476); jvf. også Tolv med Posten ovf. s. 244. Sin vane tro læste han efter hjemkomsten til København eventyret op for venner og bekendte inden den endelige renskrift. 4.1.1861 gjaldt det Jonas Collin d.æ. og Drewsen (Dagbøger V 2), 9.1. Ørsteds og Henriques (ib. V 3). 10.1. blev det renskrevet og derpå læst for Thiele og kammerherreinde Neergaard (ib. V 3f).

247

76.8Vorherres Høns] mariehøns, Coccinella septempunctata. - 20Livhest] yndlingshest. - 32hoftede lidt] stilnede lidt af. - 35Dynge] gødning. - 40-77.9Der sad paa Linnedet ... Fædreland] sml. optegnelse fra foråret 1859 i Optegnelsesbog II,2 (Bl 3v): »Regnen skyllede ned, der laae Linned paa Blegen, og paa Linnedet sad to Frøer, de sagde: »Det er et velsignet Veir! det forfrisker og saa holder Lintøiet her saa deiligt Vand, saa det kriller i Bagbenene, som om jeg skulde svømme!« - »Jeg gad nok vide,« sagde den Anden, »om Storken deroppe paa sine mange Reiser i Udlandet har fundet et bedre Climat end vort; saadan en Rusk og saadan en Væde! det er ligesom man laae i en vaad Grøft« (FoF X 131).

77.3kriller] kilder, klør. - 7er man ikke ... Fædreland] en bebrejdelse A ofte følte sig udsat for, jvf. KES 185, Ole Lukøie (I 174.35), Under Piletræet (II 272.33) og Hurtigløberne (III 95.21). - 19ff. Blandt de »Eventyr som kunne skrives«, som A har noteret ned i foråret 1859, findes under bogstav Ø titlen Ørentvisten (ovf. s. XIV). I Collinske Samling 36.4° (KB) findes et udkast til dette eventyr, som imidlertid aldrig blev realiseret i sin helhed, men istedet blev benyttet i Skarnbassen. - 21Hunnerne ... Moderkærlighed] en zoologisk korrekt iagttagelse, jvf. R.Spärck i A-iana 2 rk. IV 202. - 23-30Vor Søn ... Skarnbasse] sml. Optegnelsesbog 11,2 (Bl 9r): »Vor Søn er blevet forlovet, han er ikke Noget og har ikke Noget, men Forlovelsen holder ham i Ungdoms Aar fra Udskeielser og er ham en Spore til at bestille Noget. Det er igrunden glædeligt - Vor Søn siger Andre Forældre om deres, er lidt ung, maa løbe Hornene af sig, det er bedre end at forlove sig uden at have Noget, løbe sammen til daarligt udsigt! - lad ham rase ud - det er vist glædeligt« (FoF X 131). - 24-25krybe i Øret] ørentvisten ansås tidligere istand til at kunne krybe ind i øret og overbide trommehinden med sin tang. - 30Skabelonen] udseendet, skikkelsen.

78.5-7Det er langt ... døde jeg] sml. Den grimme Ælling (II 31) og Den lykkelige Familie (II 157).

79.10-12Allah ... Alkoranen] reminiscens af dervischens tale til Aladdin i Oehlenschlägers Aladdin (Oehl I 251f):

Troer du, der er en Gud, en eneste,
En Skaber, Giver, Midler og Opholder [...]
Som skuer, i den sorte Nat den sorte
Skarnbasses Kryben paa den sorte Steen.

26-27transparente] gennemskinnelige.

80.3-6Skarnbassen ... ud at seile] sml. KES: »Fiskerens Børn trak deres Skib frem, gjort af Faderens Træsko, men smykket med Mast og Vimpel; det seilede i det salte Vand, ligesom de andre velbemandede Skibe. Et stort glimrende Insect fløi tilfældigviis om det lille Fartøi, satte sig paa Sømmen af det svulmende Seil og slog med sine 248 gjennemsigdge Vinger. Det var en levende Passageer, de havde ombord, og derfor var det, at Børnene klappede i Hænderne« (34);jvf. også Hjalmars træskobåd i den kasserede kladde til Ole Lukøie i Buket 57. - 23-24Nu kjender jeg Verden ... nedrig Verden] sml. Skyggen (II 135). - 24Honette] hæderlige, ærlige. - 30creperer] ærgrer.

Hvad Fatter gjør, det er altid det Rigtige

Hvad Fatter gjør, det er altid det Rigtige tryktes første gang i NEH 5-61, der udkom 2.3.1861.

Efter sin udenlandsrejse 30.5.-10.11.1860 og nogle dage på bl.a. Basnæs og Holsteinborg var A 23.11. ankommet til København, men først 4.12. fik han åbenbart tid til at veksle sine rejsepenge. Det hedder i Dagbøger herom: »Byttet mine Guldpenge og tabt paa hver Napoleon 14 B efter Indkjøbsprisen« (IV 471). Dette gav tilsyneladende A ideen til eventyret, idet han noterer i Alm 5.12.: »Skrev Historien om Manden der byttede«, medens Dagbøger er noget mere udførlig. 5.12. hedder det: »Blev hjemme hele Aftenen og skrev den gamle Historie om Manden der bytter Hesten for Koen &c« og 7.12.: »Fuldendt Historien om at Bytte« (IV 471). Allerede 15.12. er det iøvrigt sammen med fem andre eventyr med på programmet ved en oplæsning i Studenterforeningen (ib. 472).

I Bemærkninger skriver A, at eventyret er en genfortælling af et af de folkeeventyr, han havde hørt som barn (19). Hvad Fatter gjør, det er altid det Rigtige er dermed det ene og iøvrigt sidste af de syv eventyr, som Georg Christensen har påvist er gendigtninge af danske folkeeventyr, og han henregner det (s. 168) under nr. 104: Den fromme Kone i Sv. Grundtvigs eventyrregistrant. Det findes således i flere opskrifter fra årene omkring 1855-56, men også i en trykt version i en pjece fra 1756 med titlen Tolv moralske Lystigheder, / Blandet / med fornøyelig Alvor / Mine kære Landsmænd / Til / Behagelig Tieneste / Med fuld Forsikring om denne, / efter Ønske finder deres Bifald, skal flee/re udi samme Materie frem/skinne saa snart GUD / mig under / Bedre Stunder«, hvor handlingen er henlagt til Danzig (se iøvrigt Else Marie Kofod 41f og 95ff).

Som A selv siger, har han genfortalt folkeeventyret på sin egen måde. Forskellen er, at medens folkeeventyret aldrig giver en psykologisk motivering for mandens handlemåde, sker dette hos A, idet manden hele tiden har konen i tankerne. For det andet aktualiserer A 249 eventyret ved at indføre de to tidstyper: excentriske engelske turister, hvor det i folkeeventyret er den sidste køber, der vædder på, at konen bliver vred.

82.8-16Du har seet ... Alle og Enhver] sml. Moderen med Barnet (Hist, hvor Veien slaaer en Bugt) (1829; SS XII 49f). - 12-13Bagerovnen ... Mave] sml. KES 58 og Hyldemoer (II 175).

83.36Stenten] overgangen over et gærde.

84.6Bommandens] passede bommen og opkrævede vejafgift af de rejsende, jvf. »Adgangen til Staden havde ogsaa andre Forhindringer [end byportene] [...] Desuden var der et Bomhus, hvor Bøndervogne hver Dag, men andre Vogne paa Søn- og Helligdage maatte betale Bompenge for at komme ind i Staden« (J.Davidsen: Fra det gamle Kongens Kjøbenhavn. I. 1880.6f). Se iøvrigt Hvad man kan hitte paa (V 108).

85.9Skippund] 160 kg. - 10Det er nok at give Skjeppen fuld] det er nok en ordentlig fortjeneste; skæppe: 17.39 1. - 12Strygmaal] strøget mål, modsat topmål dvs. rigeligt mål. - 14Top! top!] almindelig bekræftelse på væddemål; ordspil på Topmaal.

De Vises Steen

De Vises Steen blev første gang trykt i Folkekalender for Danmark 1859, der udkom december 1858.

Om eventyrets tilblivelse vides intet andet end en bemærkning i et brev til Signe Læssøe fra Basnæs 21.12.1858, hvori A takker for et brev og fortsætter: »Jeg skrev ikke øieblikkelig!; jeg vilde, at De først skulde have fra mig mit Nyeste, det eneste Eventyr, jeg i den sidste Tid har skrevet: »De Vises Steen«« (BfA II 401). Eventyret må altså være skrevet i efteråret 1858.

De Vises Steen med dets behandling af troen, der løser livets og dødens gåde, betegner forsåvidt et nyt trin i A.s religiøse udvikling væk fra hans ungdoms rationalistiske fornuftstro, men genoptager motiver og temaer fra det tidligere forfatterskab, således som det fremgår af Bemærkninger (19f).

Motivet med brødrene, der føres rundt i verden, specielt den fjerde broders flyvning, leder tanken tilbage til Paradisets Have (I 141ff), ligesom der går en linie fra Sneedronningen (II 49ff) over At være og En Historie fra Klitterne (III 169ff), når det gælder udødelighedstroen. Endvidere knytter eventyret sig til Skyggen (II 129ff) ved 250 tematiseringen omkring det gode, det skønne og det sande, og endelig minder motivet med datteren, der forløser sin fader, om Dynd-Kongens Datter (III 63ff).

Udover de mindelser, der er tilbage i A.s egen produktion, skal nævnes, at De Vises Steen tilhører den gruppe eventyr, der er bygget over folkeeventyrets grundstruktur. Rubow 42 og 157 nævner Winthers Historien om de fire Brødre og Grimms Livsens Vand, ligesom man også kan nævne Grimms samt Asbjørnsen og Moes versioner af Guldfuglen, som Ingemann også har brugt, jvf. Guldfuglen eller Den plukkede Høne (Samlede Skrifter2. 3. afd. 1878. XIII). Motivisk og i sin opløsning har eventyret desuden fællestræk med Ingemanns eventyr De fire Rubiner (Samlede Skrifter2. 3. afd. VI.1862).

87.3-6Holger Danske ... som Christiern Pedersen siger det] Kong Olger Danskes Krønike, udsat paa Dansk af Christiern Pedersen. 1855.6 (se iøvrigt n.t. IV 184.24-26). - Christiern Pedersen] forfatter og oversætter (ca. 1480-1554); bl.a. udgiver af Saxos Danmarkshistorie (1514) og Jærtegnspostil (1515) foruden den ovennævnte udg. af Olger Danskes Krønike (1534). Nært knyttet til Christian II fulgte C. P. kongen i landflygtighed, indtil han 1532 vendte tilbage og slog sig ned som bogtrykker i Malmø. - 7-8Jon Præst] eller Johannes Presbyter; middelalderlig sagnskikkelse, der iflg. folketroen herskede over et stort og mægtigt rige dybt inde i Asien som præstekonge. Sagnene om Johannes Presbyter er samlet i folkebogen Jon Præst, udg. af Chr. Pedersen 1510 (seneste udg. v. Allan Karker 1978); iflg. et af sagnene var J. P. en frisisk kongesøn, der ledsagede Holger Danske på hans tog til Asien. Efter erobringen af Indien indsatte Holger Danske J. P. som kejser over alle indiske lande. Jvf. også Fodreise 54, DtB 140, 250. - 15ff.Solens Træ] hvorfra A iøvrigt har forestillingen om solens træ vides ikke, men udgangspunktet er muligvis banyantræet (Ficus indica), der vokser i Ostindien og som iflg. Dansk Ugeskrift I. 1832.217 »har den Egenskab, at Grenene sænkes ned til Jorden, skyde Rødder og danne nye Stammer, der blive i Forbindelse med Moderstammen. Derved dannes der med Tiden en heel Lund af et eneste Træ, som frembringer de herligste naturlige Buegange. Formedelst dets Vedvarenhed, vidtudbredte Grene og velgiørende Skygge ansee Hinduerne det som et Emblem paa Guddommen og vise det næsten guddommelig Ære. Brahminerne tilbringe en stor Deel af deres Tid i andægtig Eensomhed under dets Skygge.«

88.9ff. Sml. beskrivelsen af Krystalpaladset (opført 1851) i London i Dagbøger 15.6.1857: »Glaspaladset seer ud som en Fee By, med Gader svævende og udstrakte; et stort Basin af Marmor var der med røde, hvide og blaae Lothus, Slyngplanter snoede sig op af Søilerne, 251 Statuer og blomstrende Træer rundt om; Skikkelser af Vilde under deres naturlige Træer, ogsaa et Kjæmpetræes Stamme saae jeg; der var pompeianske Stuer, franske Gallerier, Alt phantastisk i hinanden, arabeskartig, og Solen skinnede paa Glastaget, Seil var spændt ud derinde mod Straalerne Vinden susede udenfor, og da Sang og Musik brusede, snurede det i mit Hoved, jeg var nærved at komme i Taare. Udenfor sprang siden Vandene, det var som gik vi i Undines Have; Regnbuer spillede, der var vist over hundrede Fontainer, kun den blaa Grotte har viist en saadan Tryllemagt« (IV 245). - 16-18her i Væggene ... Alt hvad der skete] sml. Paradisets Have (I 150). - 27Kong Salomon] israelsk konge (ca. 965-926 f.Kr.). - 33i hvor høit han] hvor højt han end. - 35ff. Et udtryk for A.s udogmatiske kristendom og modstand mod kødets opstandelse. Sml. også Aarets tolv Maaneder. November (1832; SS IX 57):

Efter Løvfald kommer Vaaren,
Bringer atter grønne Blade;
Derfor Du, naar Hjertet isner,
Troer, en nyfødt Vaar Dig venter.
Slægter fødes; Skoven grønnes,
Men husk paa: det Løv, som falder,
Aldrig dette grønnes mere.
Det er kun i nye Slægter
Livet groer for Evigheden.

Jvf. også At være 227.

89.5-6og han saae ... det Samme] sml. H. C. Ørsted: Nyt Vaftrudnersmaal (Kjøbenhavns flyvende Post. 1830. Nr.96):

Ei paa Jordens Klode
Oven er og Neden.
Frit i Rummet holder
Den en mægtig Kraft,
Som mod Klodens Midtpunct alting driver,
Saa det staaende paa Jorden bliver.

29Som den vise ... Sprog] iflg. 1.Kongebog 4.33 udstrakte Salomons visdom sig kun til at tale om alle dyr, ikke med dem.

91.16-17hver af dem havde især en Sands ... de andre] alm. eventyrtræk, sml. Grimms De seks Tjenere og Historien om seks, der kommer gennem hele Verden. - 21lige ind i Menneskenes Bryst ... Glasrude for] sml. Fodreise 77 og volontøren i Lykkens Kalosker (I 227).

92.6-7Djævelen ... Fader] Johs. 8.44. - 10-11blæste Djævelen ... Øiet] sml. Sneedronningen. Første Historie (II 49f). - 13Djævelen ... Bjælke] jvf Matthæus 7.3. - 24-25høre Græsset gro] jvf. Heimdal, der iflg. nordisk mytologi besad denne evne. - 37-38der kom Gadedrenge ... der gjør det] jvf. litteraturrevyen i Fodreise, hvor A lærer, »at det ikke er blot 252 Skoledrengene der mishandle en Digters Mesterværk [...] nei, det er ogsaa gamle Drenge her i Livet der ganske artig forhude en Digter« (59).

93.5Tjadder] snak, pjadder. - 5seigholdte] hårdnakkede. - 7Omgang] omgangskreds, »det gode selskab.« - 29Kippe-] beværtning, knejpe. - 38givet ham i Skjenk paa Vuggen] givet ham i vuggegave.

94.9-13den yndigste Rose ... ikke gjøre] ideen stammer fra kladden til digtet Den vaade sorte Snegl ved Rosen sad (1855-56; Optegnelsesbog 11,3. Bl 2 r), som dog først tryktes i Figaro nr. 84. 3.11.1867 (SS XII 413). - 31blev reent henne i det] blev henrevet. - 35-36Det var mig ... røget] ordspil på udtrykket »han gik op i Røg og Røgelse« om den overdrevne smiger.

95.20Ere Luftballonerne opdagede] luftballonen blev opfundet af brødrene Montgolfier 1782, men den aktuelle baggrund er Victor Granbergs mislykkede ballonopstigninger i København 12.7. og 26.7.1857, se n.t. Flaskehalsen (III 31.22-23). - 28chemiske Svovlstikker] en ret ny opfindelse der først blev almindelig i 1830'erne.

96.10-11Og Ballonen ... Kirkespiret] sml. den poetiske herres rejse med dykkerklokken under havet i Fodreise: »Med eet min Klokke ned ad foer, den blev for tung for Vandet. / Og som Münchhausens Hest den hang paa Klokke-Spiret strandet« (84f). - 21Een stolt af sin Nøgle bagpaa] som symbol på kammerherreværdigheden (2. rangklasse nr. 5) bæres en forgyldt nøgle på højre frakke- eller kjoleskøde. - 30Dovenskab er en Rod til alt Ondt] gammel talemåde.

98.5-27 Digtet er først trykt i Ydun, Maanedsskrift for Damer, Nr. 1, Nytaarsdag 1855 s. 4 sp. 2 (se også BHW II 185) under Titlen Tro det Bedste.

99.2forsmsgtende] tørstende.

100.15ff. Sml. I Sverrig 120. - 22Ildsøilen ... Canaanslandet] 2.Mos. 13.20.

Sneemanden

Sneemanden tryktes første gang i NEH 5-61, der udkom 5.3.1861.

I Bemærkninger hedder det om eventyret, at det er »skrevet ved Juletid under et Ophold paa det smukke Basnæs« (20). Denne oplysning kan uddybes gennem et brev til Henriette Collin fra Basnæs 2.1.1861, hvor A fortæller om sin flid som følge af den triste stemning, der herskede pga. fru Scavenius' depressive natur. Efter en opremsning af sin virksomhed nævner han tilsidst Sneemanden: »det sidste 253 skrev jeg paa Aarets sidste Dag og reenskrev det igaar paa første Januar« (BEC III 1). Dagbøger belyser såvel inspirationskilden som tilblivelsen. 31.12.1860 noterer han: »Kok og klart Veir [...] Krille Frost under Fodsaalen [...] I Dag skrev jeg et Eventyr Sneemanden« (IV 476). 1.1.1860: »Idag er det 10 Graders Frost. Isen ligger langt ud. Sneen er som oversaaet med Diamanter [...] Reenskrevet Eventyret Sneemanden« (V 1). 4.1. kunne han så endelig læse det op for den gamle Jonas Collin og Drewsens (ib. V 2).

At vinterkulden på Basnæs har været den ydre anledning til eventyret, jvf. 102.19f, ses også af optegnelsen Frostveir 1860, Basnæs mellem Juul og Nytaar i Optegnelsesbog 11,4 (Bl 2r): »Sneen er blændende hvid og knager under Fødderne som Stivelse, Træerne see ud som hvide Koraller, de skinne mod den graa Himmel som strømmede der et hvidt Lys gjennem Grenene. Birken bevæger sig der ved i Vinden. Man seer anderledes end om Sommeren, naar Bladene dække, de utallige Skud og Grene, den ene springende frem fra den anden, en Kniplingsvæv kunstig og blød, der skinner Diamantstøv fra Sneen, Luften er nu klar, næsten blaagrøn med violette Skyer, Solen som et rødt Guld. Ikke en Fugl, Spoer af Dyr i Sneen« (FoF X 142).

102.5klattet] klasket. - 19-26Alle Træer ... Vinden] sml. Dagbøger 28.12.1860: »Deilig Rimfrost; Træerne som hvide Koraller; Birkegrenene bevægede sig i Vinden« (IV 475).

103.9 »Kjærrrrr-restefolk!« sagde Lænkehunden] sml. Skyggebilleder, hvor A sammenligner italiensk og dansk: »Kjærlighed! - hu! hvor hæsligt haardt og snurrende klinger dog paa Dansk, dette Ord, der skal udsige det meest Aandige i Sjæl og Tanke. »Kjærlighed!« - o, han har slet ikke kjendt og følt den, som opfandt dette hæslige, skurrende Ord. - Det har vist været en gammel, gnaven Papa, der misundte de unge Hjerter deres salige Drømme, og nu som en Lænkehund snærrede af deres, som han kaldte det: »Kjærlighed.« -« (84). - 14naar man er født igaar] ordspil på tidspunktet for snemandens tilblivelse og talemådens betydning: være uvidende, uskyldig som et nyfødt barn. - 20-23Hvalp ... Lommetørklæde] jvf. Dagbøger 1.1.1861 om fru Scavenius' selskabsdame Agnes Dunlop (1830-1908): »Miss tørrede Lordis Mund med Servietten vi bruge ved Bordet, jeg skjændte over dette Svineri« (V 1) samt A. L. Drewsens (1803-85) optegnelser om A: »D. 4. Januar 1861: »Det var tydeligt af hans Fortælling om Hunde paa Basnæs at see, at han derfra havde taget Ideen om Hunden i Sneemanden« (Personalhistorisk Tidsskrift 11 rk. IV 144). Jvf. også »Alt paa sin rette Plads« (II 248). - 38en lang Hals med Messing-Tromle] på kakkelovnsrøret var ofte anbragt en kasse, tromlen, hvor røgen blev ledet igennem.

254

104.15Been for Been] ordspil på talemåden: øje for øje og tand for tand (G.T.).

105.20Kakkelovnsskraber] redskab til at skrabe eller rage op med i kakkelovn; jvf. iøvrigt Brix 175, der tolker kakkelovnsskraberen som Riborg Voigts brev til A, hvori hun afviser ham, et brev A bar i en læderpose på brystet ved sin død. - 26-31Skyd frem ... saadan tidt] egl. vers 7-12 i digtet Foraar i Vinteren, som iflg. digtets undertitel er skrevet på Basnæs 2.1.1859, altså året før Sneemanden. Ved optagelsen i eventyret ændres dog v. 10 fra »Alt Foraar anden Januar« og v.12 fra »Kom kjære Sol, kom saadan lidt« (trykt i J.Skjerk: H.C.Andersen som hus-poet. Aarhus 1981.58).

I Andegaarden

I Andegaarden blev trykt første gang i NEH 5-61, der udkom 2.3.1861.

Om baggrunden for eventyret fortæller Nicolaj Bøgh i artiklen H.C.Andersens Værtinder (Illustreret Familie Journal 1885. Nr. 43.341): »Hans Afbenyttelse af Bekjendtskabskredsen fremgaar [...] af følgende Udtalelse, han en Gang kom med, og som jeg nu nedskrev. Han sagde: »Tidt, naar Folk har været forrykte, og jeg ikke har kunnet komme til at bide fra mig, har jeg skrevet et Eventyr og sat dem ind i. For Exempel i det Eventyr »I Andegaarden«. De kan tro, jeg har oplevet den Hane og den portugisiske And; jeg har dem saa tydelig, og jeg turde ikke lade det trykke, før hun, Mutteren var død; hun var saa dum og saa prolegerende.«

Bemærkningen kunne tyde på, at A havde haft manuskriptet liggende i længere tid. Imidlertid hedder det i Dagbøger 15.1.1861: »Skrevet om »I Andegaarden«« (V 5), hvilket enten kan betegne en omarbejdelse eller, mere sandsynligt, et nyt eventyr om emnet.

A nævner, som det ses, ikke selv modellen til anden, men Woel II 450 foreslår A.s noget excentriske velgørerinde Catharina Bügel (1767-1845) eller baronesse Christine Stampe (1797-1868). Ingen af dem er sandsynlige. Baronesse Stampe levede endnu, og fru Bügel havde været død i 15 år.

Motivet er tidligere behandlet i Den grimme Ælling (II 30-38).

107.23Portulak] køkkenurt; Portulaca oleracea.

108.3 Mamelukker] dameunderbenklæder med blonder synlige nedenfor kjolen. - 9 Locomotiv] her: kraft. - 15 P-Lyd paa fornemt Chinesisk] sml. Nattergalen (II 18ff). - 28 Speil] metalglinsende parti på 255 andefugles vinger. - 29 disputeergal] gal efter at diskutere, debattere. - 39 Spilleværkerne] ordspil med henvisning til sangfuglen og ordet S. i nedsættende betydning om levende væsen.

109.3for] foran. - 14gik snart i »Ællingedom«] sml. optegnelse fra A.s sommerrejse i Jylland i 1859 i Optegnelsesbog II,2 (Bl. 15v): »fra Nørre Vosborg. Der blev sagt om en gammel And at den gik i Ællingedom« (FoF X 132).

111.3Skrotten] skrutten, maven.

Det nye Aarhundredes Musa

Det nye Aarhundredes Musa tryktes første gang i NEH 5-61, der udkom 2.3.1861.

Eventyret er antagelig skrevet i januar 1861, jvf. Dagbøger 1.2.1861: »Middag hos Thieles; Han var ikke ret klar i mit ny Aarhundredes Musa« (V 7). Men eventyrets genesis begynder egentlig 22.10.1860, hvor A noterer i Dagbøger: »Blev hele Dagen hjemme, nedskrev: »man siger« (IV 453). A var imidlertid ikke tilfreds med resultatet, hvorfor det aldrig blev trykt (se ndf. s. 383), men begyndte istedet at benytte elementer fra det til andre eventyr, heriblandt Det nye Aarhundredes Musa, ligesom han har gjort flittig brug af optegnelser fra Optegnelsesbog 11,2 (se ndf.).

Udover de fire bevarede kladder har A tilsyneladende til stadighed været utilfreds med formen. Iflg. Dagbøger 9.2.1861 var han under en middag hos fru Louise Neergaard sammen med professor Rasmus Nielsen, hvor han læste eventyret op: »Rasmus Nielsen gjorte Bemærkning om Poesiens Musa, da jeg forklarede, sagde han ja, De har selv Poesien, den giver De nu, men Reflexionerne fik vi i det Skrevne, jeg tilføiede derpaa i Manuskriptet det Sagde« (V 8). 10.2. skriver vennen Adolph Drewsen i sine optegnelser: »A. forelæste mig i Dag for 2den Gang hans »Det nye Aarhundredes Musa«, som han erklærer for noget af det genialeste, han har skrevet, og som han har omskrevet 11 (elleve) Gange, før det kom i sin nærv. Form« (Personalhistorisk Tidsskrift. 11 Rk. IV. 144).

Det nye Aarhundredes Musa med dets ørstedske kulturoptimisme, som A har givet udtryk for mange steder i eventyrene, er allerede foregrebet i et brev til Henriette Hanck 15.5.1838, hvor det hedder: »Jeg søger en Digtning passende for min Tidsalder og belærende for min Aand; et idealt Billede foresvæver mig, men Omridsene ere saa uformelige at jeg ikke selv kan tydeliggjøre det. Enhver stor Digter synes mig at have 256 givet et Leed, men heller ikke mer, af dette Kjæmpelegeme. Vor Tidsalder har endnu ikke fundet sin Digter! men naar fremtræder han? og hvor? Han maa skildre Naturen, som Wassington Irwing gjør det; begribe Tidsalderne, som Walter Skott kunde det, synge, som Byron og dog være udsprungen af vor Tid som Heine. O, hvor mon denne Poesiens Messias fødes! lykkelig den, der turde blive hans Johannes« (BHH 250). Endvidere kan også nævnes kapitlet Poesiens Californien i I Sverrig (117ff) samt Esthers og Niels Brydes samtale om tidsalderen og dens udtryk i digtningen i At være (218ff), et emne som iøvrigt også Carsten Hauch havde beskæftiget sig med i talen Om Poesiens Fremtid, holdt på universitetet på Frederik VIIs fødselsdag 1854 (trykt i Afhandlinger og æsthetiske Betragtninger. 1855. 468-88). Om A har kendt denne tale vides ikke, men man sporer en forbindelse (og delvis modsætning) mellem de to digtere i Hauchs fremtidsvision, hvis grundidé er, at livets mål er en udvikling fra legemlighed til åndelighed mundende ud i flg. konklusion: »Men da nu Aandens Magt bestandig stærkere skal fremtræde, og da dens Bedrifter og dens Seire ville være det Væsentlige i Fremtiden, saa falder det af sig selv at Fremtidens Digtere fornemmelig maae henvende deres Opmærksomhed herpaa. Jeg mener dog ingenlunde, at man i Fremtiden skal synge om Dampmaskiner eller andre Opfindelser, dette vilde blive Poesiens Død og Undergang; men dog skal man skildre Menneskets Digten og Tragten i alle de forandrede Forhold, som Tiden og dens Opfindelser nødvendig ville medføre« (485).

112.7-11ivor travle Tid ... Nysgjerrige] Sml. Optegnelsesbog 11,2 (Bl 1v): »Hvad Herligt mangen Digter skriver, staaer maaskee som Kulindskrifter paa Væggen i et gammelt Fængsel Nysgerrige besøge og beskue« (FoF X 133); jvf. også KES 284. - 16-113.1Nei, der gives ... Hensyn til] sml. Optegnelsesbog 11,2 (Bl 9v) (FoF X 133) samt Nissen hos Spekhøkeren (II 255f).

3Fremtids Musik] en hentydning til Richard Wagners (1813-83) musik. W. havde i 1850 udgivet Das Kunstwerk der Zukunft som svar på den kritik, der var rettet mod hans kompositioner. Om A og hans både beundrende og kritiske indstilling til W.s musik se MLE II 138f. - 3Donquixotiaderne] efter mønster fra Cervantes' ridder-roman om fantasten og drømmeren Don Quijote (1605-15). - 6-16Disse klingende Udslyngninger ... Dissonantser] sml. Optegnelsesbog 11,2 (Bl 4r) (FoF X 134), At være 167, 210, Pen og Blækhuus (III 150) samt »Man siger-«! (V 243). - 9de Lærde] først og fremmest den ty. zoolog Carl Vogt (1817-95) som A kendte gennem D.F.Eschrichts (1798-1863) forelæsninger imod den materialistiske skole i ty. filosofi og naturvidenskab og via den protestantiske præst Friedrich Fabris' (1824-91) Briefe gegen den 257 Materialismus (Stuttgart 1856). - 26Nordpols Undersøgelserne] ekspeditionerne i Arktis i 1800tallet havde primært til formål at finde Nordvest- og Nordøstpassagen, medens de første egentlige Nordpolsekspeditioner fandt sted omkring 1900. - 27sorte Kulsække] dialektudtr.: mørke, truende regnskyer. - 32Mester Blodløs] maskinerne; A har egl. lånt udtrykket fra Atterboms biografi af den sv. digter Adolf Törneros (1794-1839) i dennes Bref och Dagboksanteckningar (II.1842.VII), jvf. I Sverrig 10. Se også Charles Dickens (1857; SS VI 319), BHW II 302, MLE II 336 samt Dryaden (V 75). - 34Vestalens] præstinde, som vedligeholdt den evige ild i arnens gudinde Vestas tempel i Rom, og som havde aflagt løfte om kyskhed.

114.3academi-] jvf. det franske akademi. - Emigrantens] flygtninge fra den franske revolution 1789 (jvf. Georg Brandes: Emigrantlitteraturen (1871 og senere)). - 7Bonbons] bolsje. - 11Photographien] et udtryk for A.s begejstring for fotografiet, der kan spores helt tilbage til dets opfindelse i 1839 (se Bjørn Ochsner i A-iana 2 rk. IV 27ff). - 13-14Hendes Amme ... Firdusi] sml. Optegnelsesbog 11,2 (Bl 3v): »Eivind Skjaldespiller synger ikke som Firdusi, og dog ere de begge Digtere« og Bl 5v: »Eivin Skjaldespiller synger ikke, som Firdusi, men begge vare Digtere« (FoF X 134). - 3Eivind Skaldespiller] (ca. 910-90), islandsk høvding og skjald. - 14Firdusi] Firdausi (ca. 935-1025), persisk digter; se n.t. IV 60.23. - Minnesangerne] ty. lyrikere i 12.-14. årh.; mest berømt er Walter von der Vogelweide (1170-ca. 1230). - Heine] Heinrich H. (1797-1856), ty. digter. Om den ældre A.s syn på Heine jvf. iøvrigt brev til Edvard Collin 31.5.1865: »Heine er som et glimrende Fyrværkeri, der slukkes og man staaer i den sorte Nat. Han er en vittig Sladderer; ugudelig og letfærdig og dog en virkelig Poet; hans Bøger er Ellepiger i Flor og Silke, der mylrer af Utøi, saa man ikke kan lade dem frit løbe om i Stuen hos paaklædte Mennesker« (BEC III 187f). - 16Edda ... Sagaer] sml. Optegnelsesbog II,2 (Bl 2v): »Edda betyder Mormorsmoder« (FoF X 134). Tidligere antoges navnet Edda - navnet på Snorre Sturlasons lærebog for skjalde (den yngre Edda) og en samling digte om nordiske guder og helte (den ældre Edda) - almindeligvis at betyde »oldemor«, men det betyder egentlig læren om digtekunsten. - 28Beethovens] ty. komponist (1770-1827). - Glucks] ty. komponist (1714-87). - Mozart] østrigsk komponist (1756-91). - 33ff. Jvf. litteraturrevyen i Fodreise (52ff).

115.1Moses's Digtninger] de fem Mosebøger i G.T., der dog ikke, som A.s formulering kan forlede til, har været tillagt Moses. - 1-2Bidpais ... Lykke] sml. Optegnelsesbog 11,2 (Bl 7v): »Bidpai var Bramin i det sorte Indien og levede under en mægtig indiansk Konge Dabchelim, der hersked fra Verdens Havet, Coromandel Kysten til Ganges og Øen Ceylon; skrev om Løven der blev bedraget af Ræven, den stakkels Oxe 258 som blev sønderrevet og Rævens endelige Straf, og belærte saaledes sin Fyrste. Kongen gjorde Bidpai til sin første Minister, satte en Krone paa hans Hoved« (FoF X 135). A ejede iøvrigt Calila und Dimna, eine Reihe moralischer und politischer Fabeln, des Philosophen Bidpai, aus dem Arabischen übers. v. C.A.Holmboe, Chria. 1832 med dedikation fra oversætteren (se A-iana 2 rk. V 84f). - 2-3Sendelse] mission. - 4Klangfigurer] egl. figur som dannes af fint sand o.l. på en glas- eller metalplade, når denne sættes i svingninger ved at randen stryges med en violinbue. Ofte omtalt af A (jvf. fx KES 47 og I Sverrig 90) under indflydelse af Ørsted (specielt i To Capitler af det Skjønnes Naturlære.1845). - 6raade] tyde, gætte. - 7Garibaldi] Giuseppe G. (1807-82), ital. frihedshelt; netop i sommeren og efteråret 1860 stod han efter indtagelsen af kongeriget Napoli og udråbelsen af Victor Emanuel til Italiens konge som en folkehelt. - 7Shakspeare] eng. digter (1564-1616). - 9Calderon] sp. dramatiker (1600-81). - 10Holberg] da. forfatter og komediedigter (1684-1754). - 11Molière] fr. dramatiker (1622-73). - Plautus] rom. komediedigter (ca. 250-184 f.Kr.). - 12Aristophanes] gr. komediedigter (ca. 445- ca. 385 f.Kr.). - 13-19Hun er løst ... den græske Old] sml. Optegnelsesbog 11,2 (Bl 15r): »Jeg er urolig som Alpernes Gjemser, min Sjæl higer efter Livets Salt, som disse efter Bjergets« og Bl 5v: »Der er en Ro i Hebræernes Oldtids Sagn, der tyder paa Nomaden paa de grønne Sletter i de stille stjerneklare Nætter, medens Grækerne synge vildt, som en begeistret Kriger fra Thessaliens vilde Bjerge« (FoF X 135). - 14Livets Salt] den styrkende, livsbevarende, friske kraft (jvf. Matthæus 5.13). - 19Old] oldtid. - 24Udødelighed] en central idé hos A; sml. I Sverrig: »Sandhed kan aldrig stride mod Sandhed, Videnskaben aldrig stride mod Troen, vi tale naturligviis om dem begge i deres Reenhed; de mødes og de bestyrke Menneskets herligste Tanke: Udødelighed« (89). Medens udødelighedsidéen her fødes af troen og bekræftes af videnskaben, springer den i eventyret og i Fugl Phønix (IV 50f) frem af poesien, dog i alle tilfælde former af den ørstedske trilogi det gode, det sande og det skønne (se iøvrigt Mogens Brøndsted i DaStu 1967.23). - 28-29Locomotivets Drage] se n.t. III 141.34. - 31Montgolfiers Fugl Rok] brødrene Joseph (1740-1810) og Jacques (1745-99) M. opfandt 1782 varmluftballonen; Fugl Rok: fabelfugl af enorm størrelse og styrke; jvf. Oehlenschlägers Aladdin (Oehl I 340). - 33-34Er det fra Columbus's Fund ... Trældyr] A.s stærkt kritiske holdning til den hvide mands opførsel i Amerika kan spores helt tilbage til Aarets tolv Maaneder (1833), hvor han i januarafsnittet (8-9) resumerer begivenheder fra sin egen tid og bl.a. omtaler de indfødte i Amerika som »Forjagne fra Hjem og dyrkede Jord / Af den hvide Mand« og tilsidst henvender sig til det personificerede Amerika: »Frihedens Land, med stigende Flor / Du hæver Dig blomstrende stor, 259 / Mens de ældste Slægter vige og svinde! / Ja mod Vest, høit mod Polen, / Som Solen, / De hendøe bag Bjergenes Tinde.« Jvf. også Mulatten (1842; SS IX 324). - 33Columbus] Amerikas opdager (1451-1506). - 35 »Hiawatha«] H. W. Longfellows indianerepos Hiawatha (1855; da. Sangen om Hiawatha (1860)), jvf. iøvrigt BHW 278. - 36Antipodernes Verdens deel] Australien.

116.2-3Memnon-Støtten ... Ørkenen] Memnon-støtterne, to 20 m høje billedstøtter i Theben i Ægypten, der forestiller Amenhotep eller Amenofis III; antagelig hentyder A til den tidligere fejlagtige opfattelse, at støtterne forestillede Memnon, en homerisk sagnhelt. - 3Elisabeth] eng. dronning (1533-(1558-)1603). - 5Tycho Brahes] da. astronom (1546-1601); måtte 1597 gå i frivillig landflygtighed. - 6-7Wellingtontæet] kæmpefyr, Wellingtonia gigantea (Sequoia gigantea), kan blive mere end 100 m højt. - 14-17Ikke vil hun ... Drapperier] en hentydning til Henrik Hertz og A selv; jvf. A.L.Drewsens Optegnelser 10.2.1861: »A forelæste mig i Dag for 2den Gang hans »Det nye Aarhundredes Musa« [...] Forresten yttrede han, at der i det oplæste var et Hib til Hertz, hvem han havde tænk [t] paa, med hvad der staaer, om at tømre Dramaer af Scenens aflagte Herligheder [...] ligesaa til sig selv, idet han sigter til Mulatten, hvor han taler om at dække Mangler i den dramatiske Architectur ved Lyrikens blomstrende Drapperier« (Personalhistorisk Tidsskrift 11 rk. IV. 147f). - 17-25hendes Flugt ... Slægtskab] sml. Optegnelsesbog 11,2 (Bl 3v og 18v) (FoF X 135f). - 18Thespis-Kærren] Thespis fra Ikaria regnes for grundlæggeren af den gr. tragedie og skal iflg. sagnet have kørt landet rundt og opført tragedier med alt tilbehøret læsset på en vogn, Thespiskærren. - 21ff. Sml. Herman i DtB, der hævder at en sammensmeltning af Walter Scott (1771-1832) og Jean Paul (1763-1825) »vilde være en Typus for vor Tids nye Digter. Alt skal være sandt, klart og kort, omgivet med den Duft, der hviler over vore Kjæmpeviser, den Lyrik, som omstraaler Calderons Dramaer; og den kan indaandes i selv den prosaiske Fortælling; det er ikke Ordets metriske Sammenslyngninger, men Malmet i det, som klinger til Hjerter og Folkeslægter« (257). - 23Ikke vil hun ... intet Slægtskab] jvf. brev til Henriette Hanck 21.8.1838: »Øehlenschläger har skrevet en Tragedie: Knud den Store, men det bliver vist ikke noget for mig, jeg er kjed af denne Nordiskhed, vor Tid vil have mere, end hvad der interesserer et Hjørne af Verden« (BHH 266). Jvf. også At være 197 og Dagbøger IV 367. - 26franske Roman-Kipper] uvist hvilke forfattere A tænker på, måske Eugène Sue (1804-57) og Honoré de Balzac (1799-1850), se også n.t. III 122.11-12. - -Kipper] egl. beværtninger, knejper. - 27Hverdagshistoriernes Chloroform] se n.t. II 240.40. Chloroform: bedøvelsesmiddel. - 36den chinesiske Muur] flere tusind km lang fæstningsmur mod Kinas 260 grænse til Mongoliet; bygget i 3.årh. f.Kr. Iøvrigt var netop årene omkring 1860 præget af Ruslands, USAs, Englands og Frankrigs militære pres for at få Kina til at åbne sig mod omverdenen.

117.1Ragnarok] i nordisk mytologi kampen mellem aser og jætter, hvor den gamle verden går under; herefter opstår en ny lykkelig verden, Gimle. - 2-6Tider ... Odyssee] sml. Optegnelsesbog 11,2 (Bl 15r) (FoF X 136). - 11-15Tjenere ... Guds-Flammen] allusion til Aladdin og de 80 sorte og hvide slaver, der bærer hans friergaver til Gulnare (Oehl I 188f); jvf. også I Sverrig 122, At være 223. - 12Høisalen] riddersalen. - 18-20Ormen ... Slægt] sml. KES 264.

261

Nye Eventyr og Historier
Anden Række. Anden Samling. 1862
NEH 6-62

Iisjomfruen

Iisjomfruen tryktes første gang i NEH 6-62, der udkom 25.11.1861.

I 1861 foretog A en fem måneder lang rejse til Italien, Schweiz og Tyskland sammen med Edvard Collins søn Jonas Collin d.y. Om opholdet i Schweiz hedder det i MLE, at det »blev længst i Montreux. Her voksede frem og udfoldede sig Eventyret »Iisjomfruen«« (II 241, jvf. Bemærkninger 21). Helt præcis er denne oplysning dog ikke, idet vi gennem breve og Dagbøger kan følge tilblivelsesprocessen.

14.6.1861 havde A passeret Simplon, og efter et par dage i St. Maurice ankom han 17.6. til Bex i Rhônedalen, hvor det dagen efter hedder: »Gik en Tour ud, men det var en skrækkelig Varme, jeg hvilede under Kastanietræerne, sad ved Flodbredden; da jeg kom hjem begyndte jeg en Historie om Alpejægeren« (Dagbøger V 82). Samme aften læste han denne historie op for sin unge rejsefælle (MLE II 458). Herefter har A tilsyneladende lagt arbejdet til side til fordel for Sølvs killingen, som han iflg. Dagbøger fuldendte 27.6.1861. Samme dag skriver han dog til vennen Ingemann: »Jeg arbeider paa en lille Fortælling »Ørnereden«; min Musa har imod Sædvane flittigt besøgt mig paa denne Reise« (BfA II 466), og i et brev fra Bern 1.7. hedder det til Henriette Collin: »i Schweitz begyndte og halv fuldendte jeg en Historie om »Ørnereden«« (BEC III 38).

Som det fremgår af titlen »Ørnereden«, har A oprindelig kun tænkt sig at skrive en historie, der i sin kerne rummede indholdet af det, der senere blev kap. VII i Iisjomfruen (et detaljeret indholdsreferat af denne første version er givet i Vintergrønt 10ff). Men kort efter begyndte han en omskrivning og udvidelse af Ørnereden. I Brunnen noterer han 7.7. i Dagbøger: »Tordenveir; Søen var med eet oprørt; nu er det deiligt Solskin, dog med hængende, truende Skyer. Gik ud paa Steendæmningen og om paa Høien mod Vest, en Regnbue laae som et udspændt Sløer i Dalen mellem Klipperne. Om Aftenen skrev jeg lidt paa min Iisjomfru« (V 95). De næste dage var han åbenbart fuldt beskæftiget med eventyret. 8.7. hedder det i Dagbøger: »Jonas gik tilfjelds, jeg drev 262 om nede ved Søen, det er en Solskins Dag; skrev paa min Fortælling« (ib. 96) og 10.7.: »jeg begyndt at skrive sammen min Historie fra Schweitz« (ib. 97). Hvor langt A er nået er uvist, men det fremgår af Dagbøger 30.7., at han under alle omstændigheder denne dato har renskrevet Sølvskillingen, hvorfor arbejdet med Iisjomfruen vel må have hvilet, iøvrigt også fordi han i tidsrummet 14.7.-26.7. var på rejse fra Brunnen via München og Nürnberg til Maxen, hvor han opholdt sig hos major Serres til 14.8. Her noterer han 1.8. i Dagbøger: »Trykkende varmt; skrevet utrætteligt paa min sweitzer Historie, saa at jeg var træt og ør« (V 108). 2.8.: »Skrevet meget paa Iisjomfruen« (ib.); 3.8.: »Meget varmt; skrevet paa Eventyret: Iisjomfruen« (ib. 109). 5.8. skriver han til Henriette Collin, moder til Jonas Collin d.y.: »Netop i Dag har Jonas og jeg været fire Maaneder sammen, seet en Deel Smukt og Godt, samlet en Deel Erindringer, mine blomstre allerede i et Par Eventyr; Sweitz løfter sig især i eet: »Sneejomfruen«, det skal De engang høre og maaskee synes om. Sceneriet vil De ogsaa faae et klart Begreb om ved en Deel stereoskop Photographier, som vi begge to bringe hjem med« (BEC III 50). Derefter hedder det igen i Dagbøger 7.8.: »læser Kohls »Alpenreisen« og pynter paa mit Alpeeventyr« (V 110); 8.8.: »Skrevet paa Iisjomf.« (ib.); 10.8.: »Skriver ideligt paa Eventyret fra Schweiz« (ib.). 14.8. skriver han i to utrykte breve til henholdsvis fru Scavenius på Basnæs: »I Schweiz har jeg opholdt mig lidt længere end jeg havde bestemt, Veiret var saa smukt, Naturen saa overvældende storartet og jeg var opfyldt af en ny Digtning, hvor Scenen er i dette skjønne Bjergland og saaledes kunde jeg ikke rive mig løs« (Vintergrønt 108), og til Ingemann i Sorø: »Kjære Ven! I Brunnen fik jeg Deres Brev og havde gjerne skrevet og udtalt min Tak, men jeg var da saa opfyldt af en ny Digtning at jeg opgav al Brevskrivning, lod min Tanke flyve til Vennerne; men uden at de fik Sort paa vidt derom. Først her i Maxen, hvorhen jeg fløj lige fra Schweitz er Digtningen endt og jeg glæder mig særdeles til at læse denne for Dem og Deres Kone; jeg troer at jeg har givet et ret beskueligt Billede af det herlige Bjergland, ja selv lidt Farve af Livet og Menneskene der. Det er et Eventyr: »Iisjomfruen«, den dræbende Natur-Magt der boer i Gletschernes dybe Huler og Spalter. Mere end ellers, har jeg tumlet i Schweitz« (ib.).

På sin hjemrejse gjorde A holdt i Sorø hos Ingemann, hvor det 27.8. hedder i Dagbøger: »Læst for Ingemanns »Iisjomfruen« og omdigtet Slutningen eller rettere, ladet min Tanke med Babettes Drøm, træde klarere frem« (V 115). Under dette ophold modtog han 29.8. budskabet om sin faderlige velgører Jonas Collin d.æ.s død den foregående dag, og selv om han 30.9. noterer: »Reenskrevet paa Iisjomfruen« (Dagbøger V 116), fremgår det af bagsiden på en overklæbning 263 160.18-39, at han stadig trods karakteren af renskrift har rettet i manuskriptet. Der foreligger da iøvrigt også endnu to manuskripter k og r, der vel er blevet til i forbindelse med den lange række af oplæsninger, han vanen tro iflg. Dagbøger gav i de næste måneder for venner og bekendte. Om de større og mindre rettelser og ændringer i k se Vintergrønt 108ff.

Ligesom A udvidede og omarbejdede eventyret, skiftede inspirationen og kilderne også. I Bemærkninger afspejles det, at A oprindelig kun havde tænkt sig et eventyr om ørnereden, idet han om eventyrets motiv udelukkende noterer: »Den hele Skildring med Ørnereden er oplevet og fortalt mig af den bayerske Folkedigter Koppel« (21). Franz von Kobell (1803-82) var professor i mineralogi i München, men skrev ved siden af digte i øvrebayersk og pfalzisk dialekt og tilhørte iøvrigt kredsen omkring kong Maximilian II af Bayern. Bekendtskabet gik tilbage til 1854 (se Dagbøger IV 153 og FraBoghylde 91), men Kobell har antagelig først fortalt A om ørnereden under dennes to ophold i München i sommeren 1860, hvor de var sammen flere gange, senest 6.10. Bl.a. hedder det i Dagbøger 25.6.1860: »Middag hos Digteren Professor Kobell [...] jeg læste Eventyr og Kobell læste af sine Sager« (IV 386).

Medens kilden til kap. VII således er helt klar, har der hidtil hersket langt mere usikkerhed omkring eventyret som helhed. Baggrunden er oplysningen i MLE, hvor det hedder: »Den sørgelige Begivenhed med det unge Brudepar, som paa deres Bryllupsdag besøgte den lille Ø udfor Villeneuve, hvor Brudgommen omkom, blev lagt som Virkeligheds-Rod for den Digtning, hvori jeg vilde vise Schweizernaturen saaledes, som den under flere Besøg i dette herlige Land havde afspeilet sig i min Tanke« (II 241). Trods denne oplysning, der kan sammenholdes med eventyrets egen oplysning 162.21-27 om turisterne, der kommer »med deres i Rødt indbundne Reisebog« og læser om brudeparret, der sejler over til øen i 1856, og brudgommens død samt linie 27-29, der direkte har karakter af citat, har hverken Finn T. B. Friis i H. C. Andersen og Schweiz (1949.148) eller Topsøe-Jensen i Vintergrønt 105 fundet en kilde.

Imidlertid noterer A 11.7.1860 under sit ophold i München og umiddelbart inden han rejste til Schweiz: »Kjøbt Bädekers »Schweitz«« (Dagbøger IV 397). Dette værk, kendt for sin røde indbinding, har han utvivlsomt haft med på sin rejse i sommeren 1861, og det er næppe tilfældigt, at det er i dagene efter hans besøg i Villeneuve (22.6.) og på Chillon (24.6.), at A ændrede planerne med eventyret. I Die Schweitz, die italienischen Seen; Mailand; Genua, Turin. Handbuch für Reisende von K.Baedeker (Coblenz 1857.191) har han nemlig i forbindelse med disse steder kunnet læse: »Die unfern 264 des Einflusses der Rhone, etwa 1000 Schritte vom Ufer entfernte ummauerte Insel, 30 Schr. 1.; 20 br., vor 100 Jahren von einer Dame angelegt und mit 3 Acazien bepflanzt, gewährt eine volle Rundsicht. Im Sommer 1856 war ein Brautpaar Abends in einem Kahn zu der Insel gefahren und hatte den Kahn angelegt. Durch die Strömung der Rhone hatte der Kahn unbemerkt sich los gemacht. Der Bräutigam, ein guter Schwimmer, springt dem Kahn nacht, erhascht ihn, verschwindet dann aber in der Fluth. Erst am folgenden Morgen wird der Ruf der einsamen Braut vom Ufer gehört.« På ét punkt har A dog afveget fra Baedeker. Medens den sidstnævnte tilsyneladende omtaler brudeparret som allerede gift, da brudgommen drukner, indtræffer ulykken hos A aftenen før brylluppet. Derved far eventyret en stærk lighed med Carl Bernhards novelle Lykkens Yndling (1837), hvor grevinde Corsel og Ditmar begge drukner på lykkens højdepunkt, umiddelbart inden de skal giftes.

Udover inspirationen fra Kobell og Baedeker samt sine egne indtryk af den schweiziske natur omtaler A som ovenfor nævnt i Dagbøger 7.8., at han læser Kohls Alpenreisen, dvs. Johann Georg Kohls (1808-78) Alpenreisen I-III. 1849-51, et værk som han allerede 1858 havde interesseret sig for (BEC II 302) og hvis forfatter han personligt havde kendt fra 1844 (Dagbøger III 408ff). Se iøvrigt ndf.

Ligesom eventyret som en helhed altså har en realistisk baggrund, gælder dette også mht. enkelte motiver. Iisjomfruens skikkelse, som også i en lidt anden form er benyttet i Sneedronningen (II 49ff), havde A kendt fra sin barndom, hvor det i forbindelse med faderens død hedder i MLE: »Hans Liig blev liggende i Sengen, jeg laae med min Moder udenfor, og hele Natten peb en Faarekylling. »Han er død!« sagde min Moder til den: »Du behøver ikke at synge efter ham, Iisjomfruen har taget ham!« og jeg forstod hvad hun meente; jeg huskede fra Vinteren forud, at da vore Vinduer stode tilfrosne, havde min Fader viist os, at der var frosset paa Ruden, ligesom en Jomfru, der strakte begge sine Arme ud. »Hun vil nok have mig!« sagde han i Spøg; nu, da han laae død i Sengen, kom det fra min Moder i Sindet, og hvad han udtalte, beskjeftigede min Tanke« (I 41).

Mere problematisk er inspirationen til Svimlen. Medens Rubow 152 og med ham Vilh.Andersen (Illustreret dansk Litteraturhistorie II. 1934.766) mener, at hun er dannet under indflydelse fra Jens Baggesens Parthenaïs oder die Alpenreise (1802), finder Topsøe-Jensen i Vintergrønt 118 ikke dette sandsynligt, fordi digtet er kedeligt - underforstået, at A aldrig ville have interesseret sig for det. På den anden side indrømmes det med reference til Kohls Alpenreisen, at en sireneagtig svimmelhedsgudinde ikke optræder i schweiziske folkesagn. Svimlen er altså antagelig A.s egen opfindelse. Iøvrigt var det 265 ikke første gang, han benyttede denne figur. I afsnittet Ved Dannemora i I Sverrig optræder hun også personificeret som »den onde Troldhex fra Sylphidernes Land« (111). Måske inspirationen til figuren er at finde her, hvor hun også omtales som »denne Høidernes mægtige Lore-Ley«, en skikkelse kendt fra Heinrich Heines digt Loreley.

121.13Schreckhorn] egl. to bjergtoppe på Finsteraarhorn i Berneralperne: Store (4078 m) og Lille S. (3494 m). - Wetterhorn] bjergmassiv i Finsteraarhorn-gruppen; højeste top er Mittelhorn (3708 m); jvf. brev til Edvard Collin 5.7.1861: »vi kjørte [...] til de to store Gletscher ved Grindelwald, hvor Jonas, med Fører, gik ind i den nederste« (BEC III 39, jvf. Dagbøger V 92f).

122.3transparent] gennemskinnelig, gennemsigtig. - 9-14fra alle Husene ... Varer] sml. Dagbøger 3.7.1861: »Ved Veien plagedes vi af Børn og Gamle der vilde sælge os for en Frank udsnittede Huse« (V 93). - 41-123.4Folkefærdet ... »Svenske«] jvf. Kohl: »[ich wurde] mit einem »von Weissenflue« und dann mit einem »von Bergen« bekannt, die mir beide erzählten, wie ihre Geschlechter noch von den Schweden abstammten, welche zuerst dieses Land besetzt hatten, und wie sie wohl wüssten, dass diese selben Namen ihrer Familien noch jetzt in Schweden und in Deutschland gefunden würden« (I 150).

123.14-18selv Bedstefaders Stok ... Børn] sml. Hyldemoer (II 175). - 35Recepten] opskriften. - 37karter] egl. om uld: reder, renser.

124.11Staubbach] 300 m højt vandfald i Lauterbrunnenthal. - 12Jomfruen] bjergtop i Berneralperne (4166 m); sml. Dagbøger 3.7.1861: »vi gik til Staubbach hvor der var meget Vand, og faldt som Damp nedad, Jomfruen var ikke at see [...] Om Aftenen klaredes Himlen, Jomfruen stod reen med den blændende hvide Snee« (V 92f, jvf. også ib. III 164). - 21som vi veed] tilsyneladende en forglemmelse, idet A åbenbart i en af de tidligere versioner har fortalt om Rudys fader i indledningen. - 22Simplon] pas i de schweiziske Vestalper (2009 m); 1801-07 anlagde Napoleon en vej over passet, der fører fra Brig i Rhônedalen til Lago Maggiore. - 29kunde hjelpe sig] klare sig uden bistand fra andre. - 31Gemmi] pas i Berneralperne (2329 m) fra Kandersteg i Kanderdalen til Leukerbad i Leukerdalen. - 38-125.1den unge Kone ... borte] sml. Dagbøger 3.7.1861: »I den nedre Gletse var 1821 en Præst faldet ned, Føreren havde været med at faae ham op« (V 93).

125.11-13i den kolde ... Schweizerbonden troer] sml. Kohl: »Fast von jedem Gletscher erzählt der Aberglaube eine Sage, dass diese oder jene Seele auf 2000 oder 3000 Jahre oder auf ewige Zeiten in seine Eishöhlen gebannt sei« (III 321). - 14-16Ikke uligt ... det andet] sml. Dagbøger 3.7.1861: »[den øvre gletscher] saae ud som et pludseligt i lis forstenet Vandfald, Iisstykkerne skruede i hinanden« (V 93). - 29-30 266en Dreng ... tildøde] sml. Sneedronningen der kysser Kay, men må stoppe for ikke at kysse ham tildøde (II 54). - 35ff. Sml. Optegnelsesbog 11,2 (Bl 26r): »SVINDELEN«: »De sige at Havfruen kan længes efter Mennesket og ved dets Kjærlighed vinde en udødelig Sjæl, men Luftens Døtre [...] Snedronningen [...] Hvirvelvinden [...] og Svindelen, den usynligste for det menneskelige Øie, ingen af dem har Havfruens Længsel, men som Polyppen i Vandet griber efter hver Gjenstand griber den efter Menneske Skikkelsen; som det kan more Dig at kaste Steen i Dybet, kaster hun Mennesket ned [...] hun sidder paa Afgrunds Randen og lokker [...] hun kilder Blytækkeren under Fødderne naar han hænger i sin Stol paa Kirketaarnet [...] Hun sidder ud for Gelænderet ved den bratte Afgrund, hun ruts[ch]er paa Gletsernes glatte Iis hen mod Afgrunds Svælget, man fornemmer hendes Kys fra vor Taaspids til den øverste Hjernetraad« (Vintergrønt 117 f; se også ovf.).

126.1Polypen] blæksprutten. - 6Pog] dreng. - 13Solstralernes Døttre] sml. luftens døtre i Den lille Havfrue (I 106). - 25-32 En variant af en af Æsops fabler (jvf. Æsops Fabler ved Chr.Winther2.1880.48), som A også har fortalt i At være (146f) (jvf. også Dagbøger II 270).

127.19-26jeghar seet en Hundehvalp ... som ikke er] sml. Dagbøger 4.6.1861 om jernbane rejs en fra Firenze til Lucca: »I Banevognen var en Dame, der havde betalt Plads til sin Hund, flere maatte staae op saa overfyldt var der, hun gav Hunden Mælk, som hun af en lille Flaske hældte i sin Haand; jeg tænkte paa Historien om Hunden i Breslau Frøken Heinke fortalte om, og tænkte nu sammen en Fortælling om at den var en Hvalp af samme, som for Faderens Merit var taget til sig af Damen og nu i Forvænnelse blev Aristokrat, stolt og forkjælet og det var Faderen han skyldte Alt, sin Indførelse i Verden, sit Adelskort og selv var han kun en almindelig Hvalp« (V 69).

128.10ff. Jvf Kohl III 70. - 20Jordafsats] jordaflejring. - 41 »Munken«] bjerggruppen Mönch (4099 m). - »Eiger«] bjergtop i Finsteraarhorngruppen (3975 m).

129.8-9Utallige Insekter ... døde paa Sneen] jvf. Kohl: »Die höheren Eisflächen sind oft mit Millionen von Insectenkörperchen bedeckt« (II 40). - 11Wetterhorn] se ovf. 121.13; bjergmassiv i Finsteraarhorngruppen; jvf. iøvrigt Skyggebilleder om Rammelsberg: »Den norske Bonde kalder den tykke, blaahvide Taage, der tidt staaer indsluttet mellem Bjergsiderne: »Ulddotter«, og jeg veed intet Navn der er mere characteristisk, det saae virkeligt ud, som en uhyre Masse af den finest kartede Uld [...] laae der, op over de mørke Graner« (43). - 13Föhn] varm og tør vind, der blæser ned fra bjergsiderne. - 24-28Alpelandets hemmelighedsfulde Væsener ... Græsgangen] jvf. Kohl III 331,333,349f

130.11Cretinere] lidende af kretinisme dvs. psykisk og fysisk 267 udviklingshæmmede pga. forstyrrelser i skjoldbruskkirtlens funktion. Jvf. iøvrigt Kohl I 177, II 346f. - 27-28Sproget selv] kanton Wallis er fransktalende.

131.5Gemser ... Steenbukkene] jvf. Kohl II 356. - 10ff. Jvf. Kohl: »die Eroberung des Wallis durch die Franzosen wird als eine der Ursachen bezeichnet, welche die Giftpflanze des Cretinismus an mandlen Stellen ausrottete, zum Theil freilich auf eine Weise, die nur im Kriege entschuldbar und erklärlich erscheint« (II 347). - 23Napoleon Bonaparte] fr. kejser (1769-1821). - 29-30lod ham drikke ... Jægeren] sml. Kohl: »sie glauben, dass das Blut dieser Thiere, warm getrunken, ein Zaubermittel gegen Berggefahren sei und vor Schwindel, Schwäche und anderen Unglück schütze« (III 338, jvf. ib. 405). - 40gaae dem af Lugtspor] gå imod vinden, så dyrene ikke kan spore lugten fra jaegeren. - 41tog] antog, forvekslede.

132.7ff. Sml. Kohl I 127f, 148f. - 23-30de saae opad ... nær ved dem] sml. Kohl: »Die Leute beobachteten zugleich genau, auf wie wunderbare Weise sich die Schneeschicht fortbewegte; es erhoben sich in ihr, wie es etwa in einem breiten hinabsinkenden Tuche geschehen würde, lange und grosse Wellen« (III 28). - 34Vindfanget] lufttrækket.

134.9i hvor ... Rudy var] hvor skikkelig og brav Rudy end var. - 19Vaaningshuset] beboelseshuset. - 23en skinnende Piil ... Tells Pileskud] iflg. sagnet nægtede den schweiziske jæger Vilhelm Tell 18.11.1307 at tage huen af for en hat, der var ophængt på en stang foran kirkedøren i Altorf som et symbol på det habsburgske herredømme over Schweiz. Derved vakte han landfogden Gesslers vrede, og som straf blev han dømt til at skyde et æble af sin søns hoved, idet sønnen ellers skulle miste livet. Episoden blev iflg. sagnet indledningen til den schweiziske frihedskamp (se iøvrigt n.t. IV 184.31).

135.3-4Rhonen ... ødelæggende Alt] sml. Dagbøger 15.6.1861, rejsen fra Brig til St. Maurice: »endnu saaes stor Sandbedækning fra Oversvømmelsen forrige Aars September« (V 80). - 7-9Et gammelt Taarn ... den murede Bro] sml. Dagbøger 16.6.1861, St.Maurice: »Byen ligger tæt op til den bratte Klippe en smuk hvælvet Bro fører over Rhonen [...] Det er et smukt Vu paa den anden Side Broen, der i een Bue er lagt over Rhonen og har til Høiere det gamle Slot og et Taarn høiere oppe« (V 80f). - 12-14man er som i en Have ... Granatblomster frem] sml. Dagbøger 16.6.1861, St. Maurice: »vi gik over [Rhônen] og Veien førte under Frugttræer i en smuk Dal mellem de høie Bjerge, hvor endnu Sneen ligger« (V 80) og 17.6.1861, Bex: »Haverne gaae i hinanden, store Kastanietræer« (ib. 81). - 14Granatblomster] på granatæbletræet, Punica granatum. - 29Træbul] træstamme. - 32Livsmomenter af Betydenhed] livsøjeblikke af betydning. - 35-36 »stadige Tanke«] hentydning til Thurides monolog i Oehlenschlägers heltespil Landet 268 fundet og forsvundet, Første Handling (1845; Oehl XII 143f), jvf. BEC II 205.

136.8den gamle Barne-Sang] citat fra den anonyme danske børnesang Faderen med Drengen paa Knæ (Thiele1 III 130f): Rid! rid! Ranke! / Hesten hedder Blanke, / Hesten hedder Abildgraa, / Den skal - - ride paa! / Ride, ride, Ranke! / Til Møllerens Huus. / Der var ingen hjemme / Uden en lille Kattepuus. - 18-19Interlaken ... Søerne] mellem Thunersøen og Brienzersøen. - 20der var stort Skyttelaug] sml. Dagbøger 22.7.1860, Brunnen: »Her er [...] Skyttelaugs Fest, de kom med Faner og Musik« (IV 402) og 4.7.1861, Interlaken: »Telegrapheret til Luzern om Værelse, da man siger der er meget opfyldt i Anledning af Skyttefesten i Stanz« (V 94). - 38Randsel] rygsæk.

137.19-20Dernede ... Træhuse] sml. Dagbøger 1.8.1846: »kjørte [...] gjennem Interlaken til Lauterbrunnen, en storartet Natur, de brune Schveitzerhuse laae paa de fløielsartige Enge op af Bjergsiden« (III 163f), jvf. også ndf. - 20-22Gletscheren ... Spalter] sml. Dagbøger 3.7.1861, Grindelwald: »Gletschen [...] laae skidden af Støv, men dog med mægtige glasgrønne Spalter« (V 93). - 37ff. Sml. Dagbøger 2.7.1861, Interlaken: »Det er en egen By Interlaken, man har tilkjøbs snittet ud af Træspaanerne og med Glas og Farver smaa Sveitserhuse som de egentligt slet ikke ere i Schveitz saa pyntelige, saa Legetøisagtige er de ikke og dog - i Interlaken, har man dem, det er her Hotel ved Hotel; med udsnittet Træværk om Vinduerne, Altaner, fremspringende Tage, pynteligt, ziirligt, og det paa hele den ene Side af en deilig og macadamiseret Vei, thi Huse paa den anden Side vilde tage Udsigten bort, det er som en Pariser Boulevard midt inde mellem Schweitser Bjerge. Mægtige og gamle Valnød træer skygge og hele den Husene modsatte Side, hvor Øiepunktet er »Jomfruen«, er den deiligste Fløielsgrønne Eng hvor Køerne gaae med Klokker, Alt som oppe paa Bjerg sletterne« (V 91f; jvf. også BEC II 39).

138.10macadamiserede] vejbelægningsmetode bestående af småsten med asfalt o.l. som bindemiddel, opfundet af englænderen John L. Mac Adam (1756-1836). - 21-23Huse ... Faner vaiede] sml. Dagbøger 4.7.1861, rejsen fra Interlaken til Luzern: »Faner og Vers forkyndte om Skytte Fefesten [: -festen] i Amstad« (V 94). - 30tydeligt] forståelig.

139.10den Første] den dygtigste. - 18Post] diligence til befordring af post. - 20man jo kan] at man ikke kan. - 29-30Vor Herre ... for os] sml. Optegnelsesbog 11,4 (Bl 24r): »Et italiensk Ordsprog siger: »Gud giver os Nødderne, men han knækker dem ikke for os«« (Vintergrønt 116).

141.5-7Fra Skovgrunden ... Træer] sml. Dagbøger 3.7.1861, udflugt til Lauterbrunnen: »i Skoven lod de Træstammer rutsche; een, stor som 269 en Skibsmast rullede ned paa Veien lige foran Hest og Vogn og kunne have lemlæstet den og os« (V 92). - 8Accord] musik.

144.32Men det er dog altid et Udseende] men det ser dog altid ud af noget. Jvf. iøvrigt Optegnelsesbog 11,4 (Bl 6v): »Jeg ligger paa Taget og soler mig sagde Katten, der kommer ikke noget ud af at sørge; men det er dog altid et Udseende! sagde Kjøkkenkatten« (FoF X 145).

145.8vovsom] dristig, forvoven.

148.20-21det ringede ... Venner derom] »Naar det ringer for Øret, saa tales der om En« (Thiele2 III 141). - 34de fygede Bolstre] de sammenfygede, sammenblæste puder (: snedynger). - 35-36de dybe Dale ... rørte sig] sml. Vilhelms beskrivelse af sin og Ottos rejse over Simplon til Schweiz i O.T.: »Vi med Vogn og Heste vare kun, som Myrer paa en Bautasteen. Det var Jordens Ribbeen vi kjørte igjennem« (253).

149.26huer] hver eneste. - 27-28Dampdragen] se n.t. III 141.34. - 31-32to Sjæle og een Tanke] citat fra slutningen af 2. akt af Friedrich Halms (pseud. for E.T. von Münch-Bellinghausen (1806-71)) drama Der Sohn der Wildnis (1842; da. Ørkenens Søn, opført l. gang på Det kgl. Teater 6.2.1843): »Zwei Seelen und ein Gedanke, / zwei Herzen und ein Schlag.«

150.13ff. Sml. Optegnelsesbog II,2 (Bl 1v): »Ved den østlige Ende af Genfersøen [...] ligger den lille Stad Montreux med sin Kirke [...] og høit over Kirken rager grønne Bjerge med Huse og Byer, der op vil vi gaae, see ud over den blaagrønne Sø, hvor Seilbaade krydser og Dampskibe som rygende Sø Delphiner skyde frem. - Heroppe vandrede Frankrigs Rousseau og digtede sin Heloise, her sad Byron under Kastanierne og saae ned paa det skumle Klippeslot Shilon [...] Du rige deilige Natur hvad Eventyr har Du at fortælle mig. Om Rousseau og Byrons Vandringer her kan jeg mælde sagde de gamle Kastanietræer; om Øerne derude, ved Rhonestrømmen ligger en lille Øe med Akasietræer, jeg kan huske sagde Nordenvinden, den kom susende« (Vintergrønt 104f). - 16ved den dybe, blaagrønne Sø ... Chillon] Byrons (1788-1824) The Prisoner of Chillon (1816). - 19Rousseau ... Heloise] Rousseaus (1712-78) La nouvelle Héloïse (1761); jvf. brev til Edvard Collin 15.8.1860: »I forgaars forlod jeg Locle, overnattede i Yverdun, da jeg tog med Deligensen for at see den smukke Dal Travers, hvor Rousseau har levet, igaar kom jeg her til Ouchy der er en Slags Forstad for Lausanne og ligger en halv Times Vandring fra denne By, nede ved Søen, her i Hotellet (Ankeret) har Byron boet og her skrevet sin »Fangen i Chillon«, det lille Værelse er tæt ved mit« (BEC II 347). - 21en lille Ø] Île de Paix; sml. Dagbøger 22.8.1860: »Spadseret forbi Kirken i Montreux næsten hen til Chillon; saa tydeligt de tre Akazier paa den lille Ø ved Vilneuve« (IV 419) (se iøvrigt indledningen ovf. s. 264).

270

151.14-18Ned til Chillon ... Brændingen] sml. Dagbøger 24.6.1861, udflugt fra Montreux til Chillon: »Chillon laae paa sin Klippeø, med et Mordbærtræ i Gaarden, vi gik ned i Fængslet hvor en Klippe var Leiet før Dødsmorgenen [...] Gjennem et Hul blev Fangen styrtet ud [...] saa Værelset hvorfra en Steentrappe førte ned, men kun de tre øverste Trin, da styrtede Offeret ned paa en Klippe med Jernpigge i den favnedybe Søe [...] Som et Pinselssted en Pinebænk staaer her paa Klippen det skumle Slot i den dybe grønne Søe; da vi kom derfra følte jeg mig slet ikke vel« (V 86). - 40Petersillen] persillen.

152.3credenses] diskes op for. - 19Diablerets] kalkstensbjerg (3246 m) i Wildhorngruppen i Freiburgeralperne.

153.6taalte ikke] fandt sig ikke i. - 24-25Løvtræerne ... Kartoffeltoppe] sml. Dagbøger 18.8.1833, rejsen til Geneve: »[vejen] gik næsten, bestandig, tæt ved [en Afgr]und, Skovene laae som Kartoffel [A]gre nede under« (I 160; se også MLE I 143 og O.T. 85). - 26Linned paa Blegen] efter vask blev tøjet lagt til blegning på specielle blegepladser for at få det mere hvidt. - 27Gentiane] entian.

154.11Hvor] hvordan.

155.3-4skabt af Adams Ribbeen] iflg. 1.Mos. 2.21-22 skabtes Eva af Adams ribben. - 9-10han saae lisvseggene ... Glas] sml. Dagbøger 3.7.1861, skildringen af gletscheren ved Grindelwald: »Der er hugget en Gang ind i Gletschen og derinde illumineret med en halvsnees Lys. Det hele saae ud som blaagrønt Glas« (V 93).

156.2fornummet] fornemmet, anet. - 30-32Rotterne ... Flesk] Sml. Optegnelsesbog II,2 (Bl 9r) fra før rejsen 1861: »»Hvad er den største Lykke?« Rotterne sagde det var at æde Tællelys og at have fuldtop af fordærvet Flæsk, den Dovne at sove til mit paa Dagen, den Lærde at gjøre nye Opdagelser etc.« (FoF X 137).

157.17Det Bedste skeer] en hyppig tanke hos A, se n.t. I 237.40; II 164.37-38, 304.3; III 41.24, 158.15. Jvf. iøvrigt Dagbøger 31.8.1861 i forbindelse med meddelelsen om gamle Collins død og A.s hjemrejse til København: »Hvad ruller op? / Hvad blive vil det næste! / Knuust blev tidt Haabets Knop! / Dog skeer jo kun det Bedste! -« (V 117). - 20ff. Sml. Optegnelsesbog II,2 (Bl 26r-v): »I ALPERNE. Skyerne sænke sig i forunderlige Skikkelser, snart som en uhyre Ørn, snart som et af Urverdenens Søedyr ned over den mørkegrønne, klare Sø; en Regnbue staar op ad Bjerget hen over det, Skyer seile forbi Regnbuen og skjuler Partier af den; nu falder Sollyset skarpt paa en lille grøn Græsplet deroppe, den træder frem, som var den transperant. I Aften ligger Søen vinterkold, som en blank poleret Gletscher mellem de graa grønne Bjerge, Skyerne hænge i sønderrevne Taagebilleder ned paa Vandfladen og Sneepletter paa Bjergsiden forøger Skuet af et vinterligt 271 Billed. Ikke en Baad er der ude, ikke en Fugl flyver forbi. -« (Vintergrønt 116).

159.17-20Aarerne ... sønderbryde] sml. Optegnelsesbog 11,4 (Bl 1r): »Havet er [et] Uhyre, der heelt er Ryg der kan bære, heelt er Mund der kan sluge, heelt Øie, saa mild og smilende, saa Skrækindjagende. Blødt og bøieligt og dog saa stærk til at bryde, det skiller Verdensdele og er dog en Bro mellem disse. Malstrømmen er dens Ryghvirvel, Hvalen og Sildestimerne dens Infussionsdyr etc. -« (FoF X 145). - 26-37Rudy ... Magen til] sml. Dagbøger 24.6.1861, Montreux: »Hjemme efter Theebordet lyste Aftensolen mageløst deiligt paa Bjergene, Granerne fik et rødlilla Udseende, ganske som blomstrende Lyng, den hvidgule Klippevæg saae ud som glødende, og nu kom paa Bjergene lige over for »Alpeglühen«, det var som en stille staaende Lavaglød, saa brændende, Skyerne paa Himlen, som den røde Ild« (V 86) samt Optegnelsesbog II,2 (Bl 26-r-v): »Montreux 24 Juni 1861. Hvilken Palet gjemmer saadanne Farver som Luften her, Bjergene og Søen, saa blændende, saa vexlende, saa harmoniske; nu kommer en Solstraale paa den mørke Bjergside og som ved et Trylleri staar der frem en Fløielsgrøn Græsgang; nu i den synkende Sol blusser Granskoven som var det et blomstrende Lyngtæppe der hang ned over den og hvor Træerne slippe og Klippestene træde frem, de gløde som Ild, det er som Bjerget var Transperent, Solen synker, Skyggen løfter sig Bjerget bliver sortblaae, kun foroven, den høiere Side er som den røde Lava, det er Ild, det er som et Moment fra Bjergdannelsen da disse Masser glødende løftede sig fra Jordens Skjød og endnu ikke ere slukkede; Hvad bruser frem, er det eet af Forverdenens gruvækkende Dyr, dybt nede mellem Viinhaverne bevæger det sig, det er Locomotivet med sit Banetog to ildrøde Øine og en Fjederbusk af Røg der lægger sig som Manke hen af Dyrets Ryg, det skyder frem og strøer under sin Bug Ildblomster, store gnistrende brændende Funker, hør dets Piben, dets Støien, forbi og i Bjergene er Solglandsen forbi de mørke Skikkelser staae som svøbte i Nat mens en tung Sky sænker sig meer og mer som vilde den indhylle Bjerget« (FoF X 123). - 38Dent du Midi] bjergtop i Berneralperne (3260 m). - 40-160.3Saa megen Deilighed ... dog levet] lykken ved at dø på livets højdepunkt er en stadig genkommende tanke hos A, jvf. fx brev til Edvard Collin, Paris 19.7.1833: »jeg har en bitter Anelse om, at jeg aldrig faaer Dem eller de Kjære der hjemme at see, og jeg troer paa den, thi i Grunden var det vist dog det Bedste for mig! Misforstaae mig ikke! Jeg troer, at Livet ikke vil bringe mig megen Ro og Glæde og at det derfor var lykkeligst at døe medens man havde sit Lykkes-Solskin« (BEC I 148) samt EDB, da han står på den ty. professor K. O. Mullers (1797-1840) grav på Kolonos: »Ung og tilfreds, 272 midt i sin Stræben, medens ingen Forventninger om ham vare skuffede, fandt han Døden! hvad kunde være lykkeligere?« (181f). Jvf. også Lykke-Peer (1870), der netop er bygget over denne idé.

160.29-30dybt under dem ... Klang] jvf. Kohl: »Es liegt in der Natur der von Gletschern, Lawinen und Bergstürzen stets heimgesuchten und verwüsteten Alpenthäler, dass sich der Mythus vom verlorenen und zerstorten Paradiese hier vorzugsweise ausbilden musste, und dass man ihn gleichsam als den eigenthümlichsten und am allgemeinsten verbreiteten Mythus der Alpen bezeichnen kann« (III 317). - 36f. Iisjomfruens tredie og sidste dræbende kys (jvf. 125.29 og 155.12) overtaget fra folketroens tretalsmagi.

161.14-24Et Gudsveir ... strømmede Regnen ned] sml. Dagbøger 23.6.1861, Montreux: »mod Aften blev det et voldsomt Tordenveir. Skyen sænkede sig ned fra det høieste af Savoiens Bjerge, Lynblink lyste ned mod Jura, men snart brød Uveiret løst. Søen laae ganske stille. Lynene oplyste den hele Egn, som var det Solskin, man saae hver enkelt Viinstock paa Marken, Lynene dannede Sløifer og underlige Ild-Filtringer i Luften. Det gjorde ondt i Øinene men vi bleve oppe og meest i Mørke for at see de glimrende Lyn, der snart lyste fra alle Himmelens Kanter; slog ned i Søen og paa Bjergsiden. Drønene rullede med Eccho fra Bjergene, saa længe og saa tiltagende, det ene Drøn rullede over i det andet« (V 85, jvf. også BEC III 32).

162.19-20Jernbanen ... er aabnet] Simplon-banen påbegyndtes 1860. - 21-22deres i rødt indbundne Reisebog] se indledningen ovf, s. 263.

Sommerfuglen

Sommerfuglen blev trykt første gang i Folkekalender for Danmark, der udkom december 1860.

I Bemærkninger hedder det, at Sommerfuglen og Iisjomfruen begge er skrevet under A.s rejse i Schweiz i sommeren 1861 (21). Bortset fra at man kan få det indtryk, at de to eventyr er skrevet samtidig, hvad dog udgivelsestidspunktet for Sommerfuglen usandsynliggør, er oplysningen, som A også giver i MLE (under året 1861) (II 244), tilsyneladende fejlagtig.

A har måske udkastet planen under sit ophold i Schweiz i august 1860, idet han under et ophold på Basnæs skriver i Dagbøger 11.11.1860: »Hele Dagen blev jeg inden Døre og skrev om Aftenen reent min lille Historie, Sommerfuglen, som jeg læste« (IV 463). Renskrivningen udelukker dog ikke, at han har haft kladden liggende i et par måneder. 273 Men i et brev til Henriette Collin 16.11.1860 hedder det: »den meeste Tid tilbringer jeg ene oppe i min Stue, men har da her, første Gang paa hele Reisen, bestilt Noget, skrevet en Historie om Bispen paa Børglum Kloster og hans Frænde. Min Musa har igjen besøgt mig i det jeg betraadte Hjemmets Grund« (BEC II 392). Det bemærkes her, at Sommerfuglen ikke nævnes!

Fra Basnæs gik turen via Holsteinborg til Ingemanns i Sorø, hvor A noterer i Dagbøger 20.11., at han læste sine to nye historier: »Sommerfuglen gjorte meest Lykke« (IV 467). Og dagen efter noterer han så i Alm: »Brev til [...] Delbanco med Eventyret Sommerfuglen« (jvf. også Dagbøger 22.11.1860).

Motivet med årets gang og sommerfuglen som billede på en person, der lever i det flygtige nu, havde A allerede brugt i beskrivelsen af tiden i Fodreise, hvor det i forbindelse med våren hedder: »bevingede Lapse flagre i Sommerfugleham fra Blomst til Blomst: »und alles haucht den Geist der Liebe«« (15). Skønt det tyske citat er uidentificeret og således evt. kan indgå i en sammenhæng, hvor sommerfuglen nævnes, kan dog også påpeges billedets lighed med Sganarels omtale af Don Juan i J. L. Heibergs Don Juan I 4: »Jeg kan min Herre udenad, og veed nok, at han i Kærlighedssager er en Sommerfugl, der flagrer fra den ene Blomst til den anden« (1814; Poetiske Skrifter I.1862.22). Endelig mener Brix og Jensen IV 417, at eventyret minder lidt om Poul M. Møllers Torbisten og Fluen.

163.7være over] overvære. - Gaaseurten] bellis, tusindfryd. - 7-8Hende ... Margrethe] fr.: grande marguerite. - 25-26Sommergjække] vintergækker, jvf. Sommergjækken (IV 250ff).

164.4Tulipanerne for prangende] jvf. Gaaseurten (I 118), Vinden fortæller om Valdemar Daae (III 105) samt Alphabet-Bouquet. Tulipan (1846; SS XII 326).

165.6-7blev seet ... gjøre for ham] et billede A gerne bruger om kunstnerens skæbne, jvf. brev til Henriette Wulff 1.8.1834: »som Digter er jeg jo en Sommerfugl, og den er smukkest naar den spræller paa Naalen« (BHW I 193) samt Imp 170 og BHH 210. - 7Raritetskasse] kasse, skrin til opbevaring af rariteter, kuriositeter, kostbarheder o.l.

Psychen

Psychen blev trykt første gang i NEH 6-62, der udkom 25.11.1861. Foråret 1861 tilbragte A i Rom, hvor eventyret blev digtet (jvf. 274 Bemærkninger 21, MLE II 244). Gennem Dagbøger kan vi følge tilblivelsen. 5.5. var han i Teater Alibert, hvor han dels så En Colonels Giftermaal af Paul Duport (1798-1866), dels en ballet, som han fandt rædsom. Teaterbesøget var dog ikke helt forgæves, for i en parentes tilføjes: »I Theatret digtede jeg Historien om Psycke« (V 41). 7.5. noterer han: »om Aftenen begyndte jeg at skrive ned Historien om Psycke« (ib. 42) og 10.5.: »skrev paa Fortællingen om »Psycken«« (ib. 45). Iflg. en note til MLE Forts 64 meddeler Jonas Collin, hans rejsefælle, at eventyret var afsluttet 17.5. Under sit ophold i Montreux læste han det iflg. Dagbøger 26.6.1861 op for den svenske familie Hierta, og næste dag skriver han i et brev til vennen Ingemann: »I Rom var jeg flittig; jeg skrev en lille Historie: »Psychen«« (BfA II 464, jvf. også BEC III 38). Også efter hjemkomsten læste han det flere gange op (se Dagbøger V 114, 115, 118, 119), og det er vel gennem disse oplæsninger, han er blevet klar over, at eventyret måtte arbejdes igennem endnu en gang, for 11.9. noterer han: »Omskrevet Psykken« (V 119). Herefter fulgte iøvrigt endnu en række oplæsninger, inden det endelig udkom i november.

I Bemærkninger fortæller A, at kimen til eventyret fik han ved erindringen om fundet af en Bacchusstatue ved begravelsen af en nonne under hans første ophold i Rom 1833-34 (21; jvf. MLE II 244). Begivenheden er dog ikke omtalt i Dagbøger 1833-34, derimod fortæller A den i forbindelse med beskrivelsen af kirken Trinità dei monti i EDB (89). Spørgsmålet er, om han virkelig selv har oplevet den i 1833-34 og blot indlægger den i EDB, eller det, som tilfældet er i EDB, er en andenhåndsberetning fra rejsen i 1840-41.

Skønt der i Bemærkninger og EDB tales om en statue af Bacchus, kan A udmærket have haft en eksisterende Psyke-statue i tankerne, idet det hedder i Dagbøger 1.3.1834, Napoli: »Var i Formiddags paa Musæet og saae en ganske ypperlig og stor Samling Statuer [...] Et stykke af en Psykke, Pandeskallen, begge Arme og Beenene mangle, men den hele Thorso er ganske deilig aandig let« (I 332). Desuden havde han allerede under sin første rejse til Rom 1.12.1833 iflg. Dagbøger været i »Palazzo Farnazina, hvor Raphael med sine Disciple har malet Psykkes Historie i Fresko paa Loftet« (I 242), et maleri han dog først genså 23.5.1861 (ib. V 56), efter at han havde afsluttet Psychen.

I Den Ubekjendtes Mesterværk (1838; SS XII 199ff), med undertitlen Versificeret Anekdote, har A benyttet motivet med det anonyme kunstværk, et maleri, og kunstneren, der er blevet munk. Iøvrigt er digtet ligesom eventyret henlagt til renæssancen, idet en af hovedpersonerne er Rubens (1577-1640). Bortset fra at A litterært havde beskæftiget sig med motivet og delvis følt problematikken på sin egen 275 krop (se ndf.), er det dog utænkeligt, at kunstnerskæbnen i Psychen er blevet til uden indtryk af maleren Albert Küchkers (1803-86) skæbne. Han var 1831 rejst til Italien, hvor han traf A og portrætterede ham. I 1844 gik han over til katolicismen og blev 1851 franciskanermunk. Efter en tid i Schlesien vendte han 1855 tilbage til Rom til Bonaventuraklosteret, hvor A iflg. Dagbøger 1.5.1861 genså ham: »Hans Øine lyste saa glade, saa ærlige, han syntes lykkelig, jeg følte mig underlig bevæget ved den Omskiftelse i hans ydre Liv« (V 37). Jvf. også MLE II 236f.

166.12Keiserborgen ... Badekamre] sml. Dagbøger 7.5.1861, Rom: »vi gik [...] til Keiserborgen, saae Domitians Værelser, og Livias (Augustus Kones) Badeværelser, der var endnu Forgyldning i Loftet og Billeder« (V 42). - 19Raphael] ital. maler og arkitekt (1483-1520). - 20Michel Angelo] ital. maler, billedhugger og arkitekt (1475-1564). - 21erkjendt] anerkendt.

167.3-5Han brød ... færdigt] jvf. A.s brev til H. C. Ørsted, Rom 5.12.1833: »Hver Dag lærer mig herude, hvor Lidet jeg veed, hvor underligt Meget der er at lære for det korte Menneskeliv! Antikerne og de skjønne Billeder virke paa mig saaledes, at jeg forkaster hvert Arbeide, jeg i den sidste Tid har begyndt paa. Jeg føler nok en stærk aandelig Kraft hos mig til at virke; men den Skjønheds Harmonie, min Sjæl har indtrukket, det uendelige Store, jeg begynder at begribe, kan jeg dog ikke udtale, og det gjør mig tidt inderligt bedrøvet« (BfA I 165). - 7-10Du er en Drømmer ... til Eet] en tanke A var tilbøjelig til at bifalde i sin ungdom, jvf. Sjælen (1824; SS XII 3) og Jægeren i Aarets tolv Maaneder. August: »Blomsten dufter, for at brydes, / Frugten modnes, for at nydes, Ender Livet, var det da / Dog et jublende: »Trara!« / Eccho svarer, hør! »ja, ja! / Lev og nyd, trara, trara!« (1833; SS XII 33). - 13Han spiser ... Fornarina] jvf. Dagbøger 1.6.1861, Firenze: »Gik op paa Galleriet del Uffici [...] Raphaels Fornarina« (V 65, jvf. også BEC I 196, BfA I 408f). La Fornarina (fornaro: bager), R.s model og elskerinde, var næppe bagerkone men enten bagerens datter eller pige. Dog har myten om R.s mange elskerinder næppe hold i virkeligheden. - 34-37en lille Have ... pladskede] sml. Villa Albani i Dagbøger 14.5.1861: »deiligt voxte Calaer i Canalen, Roser slyngede sig op om de gamle Statuer« (V 48).

168.3adelsbaarne] adeligt fødte. - 10-13det kostbare Stykke Marmor ... tilsølede det] sml. beskrivelsen af et palads i Via Ripetta i EDB: »Høie Buegange med kunstigt udhugne Marmorsøiler indeslutte en lille, flirkantet Gaard [...] I Gaarden ligge Kaalstokke, Citronskaller, sønderrevne Hylstre af Flasker; Jord har dynget sig op om Siderne af de her henstillede Marmor-Sarcophager« (99f;jvf. Dagbøger II 94). - 12Finochi] fennikel.

276

3169.39Miserere] bøn med tekst fra Salme 51, der anvendes i den katolske kirke ved bods- og passionsfester.

170.8-9hiint forstenende Ansigt med Slangehaarene] Medusa, iflg. den gr. mytologi den ene af tre skrækindjagende Gorgoner, hvis blik forstenede alle. Perseus dræbte hende og gav det afhuggede hovede til Athene, som satte det i sit skjold Ægiden. Jvf. iøvrigt Imp 95, 245, BHW I 139 og KES 139. - 29-30Angelo] ital.: engel.

171.1ff. 9.5.1861 afholdt skandinaverne i Rom en fest i et osteri mellem Lateranet og S.Maria Maggiore for den da. konsul Johan Bravo (1797-1876) (Dagbøger V 44). Herom hedder det i MLE: »Jeg har givet et Billede af Stedet i mit Eventyr »Psychen«« (II 237f). - 11Saltarello] jvf A.s egen note i Imp: »En romersk Folkedands til en meget eensformig Melodi. Den dandses af Een eller To, dog uden at disse komme i Berørelse med hinanden; som oftest er det to Mænd, eller to Qvinder, der med raske hoppende Trin og stigende Hurtighed bevæge sig i en Halvcirkel. Armene ere i lige saa stor Bevægelse, som Benene, og forandre uafladelig Stilling med den naturlige Ynde, som er Romerfolket egen« (23). - 14Bacchantinder] egl. dyrkere af vinguden Bacchus. - 29-30Foglietter] vinkarafler.

172.17rullet i sig selv] indadvendt, lukket inde i sig selv. - 32Klosterbroderen Ignatius] sml. Dagbøger 8.5.1861: »Kuckler [...] førte mig til Broder »Ignatius« fra Westphalen der i yngere Aar havde læst min Improvisator, det var en ung Mand, mild og glad i Christo; udtalte at i Norden var religiøst Sind og at hver paa sin Vei gik til Gud, han var nu født Chatolik, sagde han, vi stræbte Alle efter Sandheden« (V 42).

173.1-2Slangen ... Gud] jvf. 1.Mos. 3.4-5. - 14-20saae ud over det gamle Rom ... paa Luften] sml. udsigten fra Bonaventuraklosteret i Dagbøger 1.5.1861: »vi var i Haven [...] og tilsidst heelt øverst oppe at see Udsigten, der var mageløs deilig ud over Rom og Campagnien til alle Sider, Bjergene laae med Snee. Collosseum foran [...] da jeg var saa glad ved Udsigten, sagde [Küchler], ja, ikke sandt her er godt at være, borte fra Alt derude! [...] Roserne blomstrede rundt om Akakasietræerne hang med store Blomster Klasser, Luften var klar blaa« (V 37). Jvf. også 11.5., udsigten fra Aqua Paolo: »Rom laae solbelyst under os, deiligt svømmende i Luften viiste sig Bjergene« (ib. 46) og 17.5.: »Kjørt hen i Maria del Angeli og seet Klosterhaven [...] deilig med Citroner og Apelsiner, de bære Frugt og Blomster« (ib. 51). - 22-23en Drøm det Hele ... Verden her] en tanke der ofte havde beskæftiget A som ung, jvf. Livet en Drøm (1830; SS XII 68ff) med motto fra Calderóns skuespil af samme navn samt Antonios konklusion, da han i sin kærlighedssorg over Annunziata betragter naturen: »Livet er jo dog kun en kort Drøm« (Imp 170).

277

174.2-3Parablen om de betroede Penge] Matthæus 25.14-30, jvf. KES 148. - 8Viig fra mig, Satan!] Jesu ord ved fristelsen i ørkenen, jvf. Matthæus 4.10. - 10-11Jeg rakte ... hele Haand] talemåde: giv fanden en lillefinger, og han tager hånden. - 28-29min Hemmelighed ... er jeg dens] sml. HCAOptegnelsesbog nr.50: »Hebraiske Ordsprog, a) Din Hemmelighed er din Fange, lader du ham undslippe, saa er du hans« (30f).

175.6ff. A har her benyttet indtryk fra sit besøg i Capuzinerkirken, jvf. EDB: »Gulvet inde i hvert lille Capel er [...] Jord, blandet med Jord fra Jerusalem. Munkenes Liig, som nedlægges her, optages igjen efter et Forløb af otte Aar; hænge Lemmerne endnu sammen, da iføres den Døde en Capuziner-Kappe og stilles op i een af Nischerne, og en Blomsterbouquet eller Bønnebog gives ham i Haanden« (90, se også Dagbøger I 237, II 101, V 40 samt Imp 11). - 9Perlesnor] rosenkrans. - 35-36Sommerfuglevinger] Psyken er ofte afbildet som en ung kvinde med sommerfuglevinger, idet psyken (gr.: ånde, sjæl) er symboliseret ved en sommerfugl.

Sneglen og Rosenhækken

Sneglen og Rosenhækken blev trykt første gang i NEH 6-62, der udkom 25.11.1861.

I forbindelse med omtalen af Psychen, som A skrev under sit ophold i Rom sammen med rejsefællen Jonas Collin d.y. i forsommeren 1861, hedder det i MLE: »»Sneglen og Rosenhækken« blev ogsaa til i Rom og hører til de oplevede Eventyr« (II 244, jvf også Bemærkninger 21).

Om anledningen til og nedskrivningstidspunktet for eventyret giver Dagbøger klar besked, idet det 14.5. hedder: »Hjemme Samtale med Jonas, der satte Viggo [Drewsen] over Bjørnstjerne [Bjørnson] og Clemens Peterssen, han arbeide[de] paa sin Udvikling og havde ikke med andre Mennesker at gjøre, det gav mig Anledning til at skrive Historien om Sneglen og Roserne« (V 49). Det er altså filosoffen Viggo Drewsen (1830-88), søn af A.L.Drewsen og Ingeborg D., født Collin, der er model til sneglen. Og det samme fremgår af Dagbøger 24.5., da arbejdet var færdigt: »Mens Jonas var ude for at finde Selskab til at gaae i Collosseum skrev jeg reent: Sneglen og Rosenhækken; da jeg læste den for ham, han fandt stor Malice mod Viggo, der om han end aldrig viiste Verden noget Resultat, om han laae som Lazaron nøgen paa Gaden, dog blev et udmærket Menneske« (V 57; om Jonas Collins beundring for fætteren Viggo Drewsen se iøvrigt BJC II 291).

Jonas Collin d.y. har selv givet sin version af sagen i en note i MLE 278 Forts 64-65, der for den, der ikke kender A.s dagbogsnotater, imidlertid kan give det indtryk, at A med sneglen har tænkt på Jonas; et indtryk Bjørnstjerne Bjørnson, hvem A omgikkes i Rom, af en eller anden grund også har fået (se Francis Bull i A-iana 2 rk. III 231).

Endelig bør det nævnes, at Dagbøger og Jonas Collins note klart afkræfter teorier om, at eventyret skulle være et skjult opgør med Søren Kierkegaard (1813-55) (se fx Reginald Spink: Hans Christian Andersen and his World. London 1972. 57).

Om motivet iøvrigt skriver Rubow 166, at det minder om Jonathan Swifts fabel Edderkoppen og Bien i The Battle of the Books (1704), som Holberg har genfortalt i Fabel nr. 100.

178.31jeg spytter af den] A.s eget originale udtryk for den slim, sneglen udsondrer bl.a. under gangen.

279

Nye Eventyr og Historier
Anden Række. Tredie Samling. 1865
NEH 7-65

Lygtemændene ere i Byen, sagde Mosekonen

Lygtemændene ere i Byen, sagde Mosekonen blev trykt første gang i NEH 7-65, der udkom 17.11.1865.

Efter sin sædvanlige sommerrejse sydpå i 1857 kom A 12.9. til København, hvor han blev opskræmt ved rygtet om flere tilfælde af kolera, hvorfor han straks forlod hovedstaden og efter ophold i Roskilde og hos Ingemann i Sorø kom til Basnæs 26.9., hvor han blev til 18.10. Her kom han atter i balance, »og da udviklede sig Planen til en ny Eventyr-Komedie: »Lygtemanden«. Ingemann syntes godt om Ideen, men den kom dog kun i løst Udkast paa Papiret, og flere Aar efter blev den givet i ganske forandret Form og Skikkelse som Eventyret: »Lygtemændene ere i Byen«« (MLE II 201).

Ideen havde A faet under arbejdet med At være i slutningen af 1856, hvor det som optakt til en skildring af hr. Svanes melankoli med reference til to af A.s skuespil hedder: »Ved Eventyrdigtningen ere to Begreber af den danske Folketro særlig blevne personificerede bragte paa Scenen: Søvnen med sine Drømme i Skikkelse af Ole Lukøie, og Erindringen med sin Styrke som Hyldemoer, Dryaden i Havens gamle Hyld; men Illusionerne have ogsaa deres Personification, som Digteren vil kunne vise os i Folketroen, og det er Lygtemanden. Medens Ole Lukøie flyede den stakkels Hr. Svane, og Hyldemoer bredte sit hyldeblomstrede Skjørt over ham, var Hovedfiguren dog Lygtemanden, Illusionernes Herre, Dæmonen med de glimrende Laternamagica-Billeder. Han havde elverskudt ham; han, der lokker os ud i Mosen, den røde Mand med Lygten paa Hovedet, han, der som Flammen er bøielig, altødelæggende, havde lokket den stakkels Hr. Svane fra Embedsveien ud paa Opfindelsernes Vei [...] Hr. Svane havde troet paa Menneskene i Glands af Lygtemanden [...] den [...] satte sig der som Mare, paa hans Bryst, knugede, saa han vaandede sig i den bittreste Sjæle-Smerte« (210f).

Planen til et skuespil er dog hurtigt blevet opgivet, for i et brev til Adolph Drewsen, Dresden 12.8.1858, skriver han: »Glæd Viggo [Drewsen] med at jeg rimeligviis kommer i Stemning til at skrive 280 Eventyret: Løgtemanden, som jeg i Foraaret begyndte paa« (BJC II 188).

Heller ikke nu blev ideen realiseret, men den blev ved at spøge i A.s fantasi. I den alfabetiske liste over »Eventyr, som kunne skrives« (april eller maj 1859) anføres »Lygtemanden« (ovf. s. XIII); desuden under F: »Familieliv paa Flasker«, der minder en om »Poesi paa Flasker« i Lygtemændene ere i Byen (188.30).

Endnu engang blev planen skrinlagt, og A skrev istedet eventyrene i NEH 5-61 og 6-62. Krisen op til og krigen 1864 påvirkede A meget stærkt. I MLE hedder det under 1865: »I meer end Aar og Dag havde jeg intet Eventyr skrevet, mit Sind var saa overvældet. Nu, saasnart jeg kom ud paa Landet, til det venlige Basnæs, til den friske Skov ved den aabne Strand, skrev jeg »Lygtemændene ere i Byen«, hvori fortælles, hvorfor Eventyrene saalænge ikke havde banket paa: »thi udenfor var Krig og indenfor Sorg og Nød, som Krigen fører med«. Sceneriet for dette Eventyr er Basnæs; Enhver, som har været her, vil erindre de store Alleer, den gamle Gravs teen, som engang har ligget i Skjelskør over en Raadmand og hans sex Fruer« (II 284; jvf. Bemærkninger 21).

Gennem Dagbøger og breve kan vi følge tilblivelsen. 24.5.1865 kom A til Basnæs, og 3.6. noterer han i Dagbøger: »Skrevet hele Dagen paa: »Poesien og Mosekonen«« (VI 233); 7.6.: »Igjen taget frem og skrevet paa Eventyret om Mosekonen« (ib. 234); 8.6.: »Skrevet paa Eventyret om Mosekonen« (ib.). Samme dag skriver han til Edvard Collin: »Jeg var saa deiligt kommet i Ro herude, hvor jeg er ganske alene [...] jeg begyndte at leve ind i en ny lille Digtning, havde skrevet det Halve af et nyt Eventyr, men nu ligger det, og jeg staaer paa Skilleveien« (BEC III 188). Men allerede 9.6. noteres: »Skrevet paa Eventyret« (Dagbøger VI 234). 10.6.: »Læst [...] mit nye Eventyr: »Lygtemændene ere i Byen sagde Mosekonen«« (ib.) og 11.6.: »Jeg satte mig til at reenskrive paa det sidste Eventyr, jeg gjorte det heldigt, men fik Hovedpine« (ib. 235).

12.6. rejste A til Frijsenborg og skriver 14.6. til fru Therese Henriques: »Paa Basnæs skrev jeg endelig første Gang, efter Aar og Dag, et nyt Eventyr: »Løgtemæendene ere i Byen! sagde Mosekonen«. -Jeg reenskriver det nu og troer at det er ganske digterisk, friskt og levende« (BHenriques 65). 17.6. må renskrivningen have været afsluttet, idet han iflg. Dagbøger (VI 238) var med familien Frijs på Søbygård, hvor han først læste Pigen, som traadte paa Brødet og derefter det nye eventyr - iøvrigt en oplæsning, hvor man ser en plan, eftersom der refereres til det førstnævnte eventyr i Lygtemændene (188.36). 19.6. læste han det atter højt (Dagbøger VI 239) og 20.6. fortæller han Henriette Collin, at »det er her blevet omskrevet og mere beaandet« (BEC III 193).

Alligevel blev hele hæftet genstand for en renskrivning, se brev til 281 Edvard Collin, Søllerød 14.8.1865: »Den største Deel af Dagen anvender jeg til at reenskrive de nye Eventyr for at Reitzels Møller kan læse en tydelig Afskrift, da jeg jo ikke kommer til at læse Correctur uden at Himlen vil at jeg kommer tilbage før Julen« (BEC III 215, jvf. oplysning 182.5-7). Den sidste bemærkning hentyder iøvrigt til A.s Sverigesrejse, der dog kun varede fra 14.9. til 13.10.1865.

183.4slupne] sluppet op. - 4-5Eventyret ... Visit] jvf. Hyldemoer (II 172.6f). - 7 i Aar og Dag] et helt år. - 13Ledet af Lave] allusion til 1. strofe af Laurids Koks (1634-91) vise Om Tyra Danebod (Danmark deiligst vang og vænge): »En ting mangler for dend have, / Ledet er af lave.«

184.1Bissekræmmer] omvandrende småhandler, der sælger pynt, legetøj o.l. - 17de rigtige gamle Eventyr] folkeeventyrene. - 20Straahalm] halmstrå. - 24-26en af de allernyeste ... Holger Danske] Pauline Worm: Et Foredrag om Holger Danske Sagnet. Randers 1865 (jvf. Dagbøger 27.5.1865: »Læst Pouline Worms Foredrag om Holger Danske Sagnet« (VI 229)). Pauline Worms (1825-83) syn på Holger Danske-skikkelsen var ikke nyt. Siden historikeren P.F.Suhm (1728-98) havde historikerne vidst, at folkebogens Ogier le Danois intet havde med Danmark at gøre; et synspunkt som også Chr.Molbech havde udtrykt i indledningen til Nis Hansens gendigtning af Chr.Pedersens udgave af folkebogen (1842). Se iøvrigt De Vises Steen (IV 87 m. noter). - 31Vilhelm Tell] se n.t. IV 134.23. Historikeren Frederik Schiern (1816-82) havde i Et nordisk Sagns Vandringer, fornemmelig med Hensyn til Sagnet om Wilhelm Tell i: Historiske Studier.I. 1856.40-109 fremstillet fortællingen om Tell som et nordisk vandresagn og forkastet tanken om hans historiske eksistens. Jvf. iøvrigt brev til Henriette Collin, Le Locle 3.8.1860: »Professor Schjern maa tilgive mig at jeg med Schweitzerne troer paa at der har været en Tell« (BEC II 343). Om A.s tidligere syn på Tell-skikkelsen se Fodreise 24. - 34-35der groer ... har traadt] iflg. Stampe 79 sandsynligvis ordsprog lavet af A.L.Drewsen; jvf. iøvrigt KES 231.

185.4fornummet] fornemmet. - 7hvo] hvem. - 17en gammel Herregaard] Basnæs, 6 km øst for Skælskør, jvf. indledningen. Basnæs i den skikkelse, A kendte (se Dagbøger III 291), stammer fra 1842-46. - 24Ved Juletid synge de vilde Svaner fra det aabne Vand] jvf. Dagbøger 31.12.1864, Basnæs: »paa Bugten laae 16 vilde Svaner saae jeg« (VI 174). Måske også en reminiscens af Efteraar og Vinter (1835; Samlede Værker. II.1867.432) af Carl Bagger, A.s ungdomsven og gift med Thora Fiedler, datter af Basnæs' daværende ejer:

282

Og er ei smuk den danske Vinter,
Og smukkest paa din Herregaard?
[...]
Der, hvor sig mørkblaae Bølger vælted,
Der blier vel lis istedet sat,
Men Du vil høre Klang fra Bæltet:
Der synge Svanerne ved Nat.

30Valdemar Daa og hans Døttre] se III 103-12. - Dryaden] i gr. mytologi skovnymfe, hvis liv tænktes knyttet til et træ, jvf. Hyldemoer (II 177) og Dryaden (V 69ff). - 31det gamle Egetræes Drøm] se III 51-55.

186.1-2et lille sexkantet Huus ... Andegaard] sml. Dagbøger 21.6.1848, Basnæs: »Det nydeligste Hønsehuus, Væ[relse] for Hønsepigen, som for en Familie uden for Bondestanden« (III 291). - 8-12en gammel Gravsteen ... Stenen] Poul Hansen (død 1617), rådmand i Skælskør. Der er imidlertid ikke tale om hans hustru og fem døtre, men om 6 hustruer. Stenen havde til slutn. af 18.årh. haft sin plads i Skælskør Kirke, hvor den skal være blevet købt af en ejer af Basnæs (H. G. Olrik: Carl Baggers Basnæs-Digte.1920.73). Jvf. Dagbøger 27.12.1864, Basnæs: »nede i Haven er den gamle Gravsteen fra 17.. over Povel Hanssøn Raadmand i Skjelskjør, tre Qvinder staae paa hver Side af ham med foldede Hænder og Psalmebog« (VI 172). - 19-21en Fiirkløver ... i Lommen] jvf. Thiele2: »Den, som finder en »Fiirkløver«, hans eller hendes Ønske gaaer i Opfyldelse« (III 35); »Den, som bærer en »Fireblads-Kløver« hos sig, ham kan hverken Giøglere eller Taskenspillere »hverre« eller blænde« (ib. 130); jvf. også A-iana III 34. - 29-30en stor Sø ... Sagn herom] et sådant er ikke fundet. - 38-39Vinduet sprang op afsig selv] sml. Dagbøger 5.1.1865, Basnæs: »I Nat som jeg laae og det stormede kom et Vindkast og rev mit Vindue op, jeg maatte med bare Fødder ud paa det vaade Gulv i Regnen og lukke, strax efter sprang det op igjen, jeg maatte igjen ud og fik det nu vel lukket« (VI 177).

187.4Mosekonen, som brygger] iflg. folketroen var tågen efter varme sommerdage udtryk for at mosekonen bryggede eller kogte, jvf. Pigen som traadte paa Brødet (III 114). - 19Tip] ordspil på Tap, men uden egl. betydning. - 27Crinoline] se n.t. IV 73.16. Om A.s syn på krinolinen se iøvrigt I Spanien 182f. - 32Lygtemændene] egl. iflg. folketroen ånder af uretfærdige mennesker, som ved et falsk skin forsøger at lokke vejfarende på afveje og at lokke dem ud i moser o.l. Her bruger A det om alle, også digtere, der søger at føre menneskene bort fra det gode, det skønne og det sande.

188.11Fremtids-Poesien] sml. Det nye Aarhundredes Musa (IV 113.1ff m. note). - 15Madam for det Hele] den der sætter det hele igang. - 16gaaer ... for] går for at være. - 30Poesi paa Flasker] dvs. epigonprodukter. Jvf. 283 Optegnelsesbog II,2 (Bl 22v), hvor udtrykket dog anvendes i en anden og mere positiv betydning: »Man har nogle Mavedraaber, der kaldes Roberans Draaber og der staar skrevet paa Flasken at de varmer Maven og giver godt Humeur, man kan tage dem i Vin og Brændeviin. Der er nogle Draaber der kaldes Poesie, de ere endnu mere styrkende, det vil sige naar man ikke er rent opgivet, rent Kadaver; det er en Livs Elixir man har der, denne har Livsens Draaber, de kaldes Poesi paa Flasker. Boghandleren er Apotheker træd ind hos ham, see paa Hylderne - - -« (FoF X 138). Jvf. også Fodreise 54, 92 og ovf. s. XIII under F. - 37-38Pigen ... Skoe] se III 113-30.

189.3Postament] billedstøtte, statue; jvf. III 115. - 10Elletrunte] gammel hul ellestub. - 16Geisten] ånden, essensen. - 17-18Med stort Instinkt ... Geni] sml. A.s referat af kritikken over KES i MLE: »Critiken indrømmede kun, at jeg tidt blev forunderlig heldig ledet af Instinctet, - man valgte det Udtryk, man bruger for Dyret, men som i Menneskeverdenen, i Poesiens Verden ellers kaldes Genialiteten; hos mig skulde den stemples som Instinct« (I 203). I noten hertil (MLE I 440) oplyser Topsøe-Jensen, at den pågældende anmeldelse ikke er fundet. Jvf. iøvrigt Lykkens Kalosker (I 227.26) hvor samme ironiske finte til en eller anden kritiker findes første gang. - 17recenseret] anmeldt. - 32Duft-Komedie] virkelighedsfjern, følsom komedie, jvf. udtrykket duftvaudeville om Johanne Luise Heibergs vaudeviller (ODS III 1083). - 38Lod] gammel vægtenhed = ca. 16 g; afskaffet 1861. - Gran] gammel vægtenhed = ca. 2.5 g. - 39Spidsrod] tynd kæp brugt som prygleredskab; blev lagt i saltlage for såvel bøjelighedens som for smertens skyld ved afstraffelsen.

190.10Hverdagshistorier] Om A.s kritiske holdning til Hverdagshistorierne se I 156.38-157.14, 184.35, 217.34; II 47.17; IV 116.27 samt E.Hude i A-iana 2 rk. VI 321ff. - 16-17engelsk Gouvernante-Suppe] se II 122.11-12 m. note. - 17Potage á la Kock] Paul de Kock (1793-1871), fr. forfatter af trivialromaner om pariserlivet, jvf. DtB 164. - 21Tragedien paa Champagneflaske] sml. Dagbøger 17.4.1865: »I Aarhuus Avis et Angreb paa det kjøbenhavnske Publicums Smag efter Knald-Stykker - Gyngehøvding &c medens det Poetiske ikke vurderedes, og saaledes var det gaaet mit Stykke [: Paa Langebro]« (VI 214). - 27Hun er sprøitefuld] sml. Dagbøger 21.5.1865: »I Nissen [: Folkets Nisse] staaer et Stykke: Han er ikke fuld, original Tragedie i to Acter, jeg bliver personlig haanet og viist frem: det ender med at en Dame i anden Etage siger »Der staaer han nede i Parquettet, han er dog det Bedste af det Hele, det gamle Skind!« - Stykket omtales ikke at have nogen Ende, en Pølse har dog to« (VI 63). - 35gaaer mig over] overgår mig. - 35det er sat mig i Qværken] det er noget, jeg har fået galt i halsen.

191.25-26Lygtemanden ... Qvinde] sml. Dagbøger 9.2.1864 om krigen: 284 »Var hos Eduard Collin til Middag [...] der var stor Desput om Danevirkes Opgivelse. Fruentimmerne fanatiske som overalt i Byen« (VI 13) og 21.2: »Her hjemme megen Misstemning og Meget med Partier, det er især Fruentimmerne som ere fanatiske« (ib. 17). - 27Yderlighed] udvortes, ydre udseende.

192.13Menneskene ... draine] dræning påbegyndtes i 1850'erne og tog fart efter krigen 1864. - 15Vi ville flamme mig] ordspil på eden: »Fanden gale mig«. - 30Kong Valdemars vilde Jagt] jvf. Thiele2: »Til Straf fordi Kong Valdemar [Atterdag (1320-(1340-)75)], medens han levede her paa Jorden, pleiede at sige, at Vorherre maatte for ham gierne beholde sit Himmerige, naar han blot maatte jage ved Gurre, er han nu fordømt til hver Nat at jage fra »Burre til Gurre«. Han kommer da sædvanligst farende med sit Jagttog giennem Luften. Først hører man, naar han nærmer sig, en Huien, Støien og Pidskeskrald; strax efter kommer Toget; foran farer de kulsorte Hunde, som løbe hist og her tilside, snuse mod Jorden, og lange gloende Tunger hænge dem ud af Halsen. Derefter kommer »Volmer« ansættende paa sin hvide Hest, og undertiden holder han sit eget Hoved under venstre Arm« (II 113f). - 33Marer] iflg. folketroen væsener, forheksede kvinder, der om natten menes at komme ind gennem nøglehullet for at »ride« på en sovende og forårsage åndenød, onde drømme o.l. (jvf. Thiele1 I 133 og O.T. 55). Iøvrigt figurerer under M titlen »Marer« på listen over »Eventyr, som kunne skrives«. Eventyret blev dog aldrig skrevet (ovf. s. XIII).

193.5Veirtraad] iflg. ODS XXVI 915 måske en sime, bånd af hestehår eller hamp, der blev trukket gennem huden og bindevævet, normalt for at fremkalde en afledende betændelse eller holde et sår åbent, men her for at reagere ved vejrforandring og fungere som vejrprofet. ODS' usikkerhed omkring ordet, der er et »kometord« (dvs. yderst sjældent), synes at føre til en fejltolkning, idet det snarere må opfattes billedligt som en slags telegraftråd, der rapporterer til hende om lygtemændenes ulykker, når de sker, men ikke når de skal til at ske (jvf. BEC III 169). - 37Valgdag] 30.5.1865 var der valg til Rigsrådets Folketing; om A.s ubehag herved se BEC III 184ff. - 39-40saa er Potten ude] egl. udtryk i spil for at spillet er forbi, når koppen med indsatserne er tømt, men her som udtryk for at sagen er afgjort; tillige et ordspil på »Farvepotten« og »Theaterpotten«.

285

Veirmøllen

Veirmøllen tryktes første gang i NEH 7-65, der udkom 17.11.1865.

Julen 1861 tilbragte A på Holsteinborg, hvorfra han rejste hjem med hestevogn til Sorø og videre med tog til København 1.1.1862. I sit takkebrev til grevinde Mimi Holstein (1830-76) skriver A 4.1.1862: »Et nyt Eventyr mældte sig dog og det Nytaarsdag, i det jeg kjørte fra Holsteinborg; paa Veien der til Sorø ligger en Veirmølle, den slog an og et Eventyr, som allerede saa temmeligt er paa Papiret vil vise sig, førende Navnet: Veirmøllen« (HCAHolstein 74). Medens det her ser ud som ideen pludselig er opstået, giver Bemærkninger indtryk af, at den længe havde ligget og spiret (22). Herudover kendes iøvrigt intet til tilblivelsen.

Når A kalder Veirmøllen »et Stykke Troesbekjendelse« (Bemærkninger 22), skal det ses i relation til den tvivl, han siden ungdommen havde næret om dogmet om kødets opstandelse (jvf. digtet Pauli l Cor. 15,42-44 (Naar Jordelarven brister) (1831; SS XII 245ff)), men som kom til fuld udfoldelse i At være, hvor Niels Bryde nøje udtrykker A.s tro med dens to fundamenter: Gud og udødelighed. Men det er en udødelighed af en ganske bestemt slags: »Gud er til, men Eet endnu foruden »Gud« er der, vi ikke kunde undvære, det er Udødelighed med Bevidsthed og Erindring. Det er en Trang, det er et Haab - men som Kjendsgerning kan det ikke bevises« (194).

Herudover ser Rubow 148 også eventyret som udtryk for A.s tvivl om værdien af patriotismen før 1864 samt den fremskridtsoptimisme, han ellers havde haft i tilslutning til H. C. Ørsteds Aanden i Naturen (Jvf. 197.6-7).

195.11-12Jeg er ... Skabelon] den hollandske vindmølle er især karakteriseret ved jalousier på møllevingerne i stedet for møllesejl samt vindroset, der altid holder hatten med vingerne i vindretningen. - 12Skabelon] skikkelse. - 12-13en flyvende Hollænder] iflg. folketroen et spøgelsesskib, der varsler forlis, jvf. Richard Wagners opera (1843). - 19avet om] bagvendt, venstre om. - 25gjøre et Styr] gør postyr, laver ballade.

196.8fornummet] fornemmet. - 26-27Jeg vil haabe ... Tanker] sml. Den gamle Gadeløgte (II 107). - 37den yderste] dommedag; jvf Paa den yderste Dag (II 229ff).

286

Sølvskillingen

Sølvskillingen blev trykt første gang i Folkekalender for Danmark 1862, der udkom december 1861.

I Bemærkninger fortæller A, at eventyret er skrevet i Livorno, da han i forbindelse med veksling af nogle penge havde modtaget falsk skillemønt (22). Dagbøger belyser tilblivelsen. 31.5.1861 hedder det: »Fik paa Touren fra Pisa her til Florents Idee til Historien om »Skillingen«, ved den ubekjendte Sølvmønt, den Sorte ombord prakkede mig paa og Ingen siden vilde modtage, jeg gav den til Jernbane Portneren i Livorno« (V 64f). 27.6. noterer han under sit ophold i Montreux: »Endt Fortællingen om Skillingen« (ib. 87), en oplysning, der dementerer, at eventyret er skrevet i Livorno, hvor A kun overnattede 5.6. Eventyret synes da også snarere påbegyndt i Firenze, hvor A opholdt sig 31.5.-4.6., idet han i et brev til Henriette Collin, Bern 1.7.1861, fortæller: »fra Florentz skriver sig et Eventyr: »Sølvskillingen«« (BEC III 38). Endelig melder Dagbøger 30.7.1861, Maxen: »Reenskrevet Historien om Sølvskillingen« (V 107). En sidste renskrift fandt sted på Christinelund 2.8.1865: »I Dag og igaar reenskrevet paa »Sølvskillingen«« (ib. VI 258).

198.2Mynten] anstalt, der fremstiller, slår, mønter. - 10myntet] slået, præget.

200.19Lidse] bånd.

201.26med ægte Præg] med gyldigt mærke, stempel.

Bispen paa Børglum og hans Frænde

Bispen paa Børglum og hans Frænde blev trykt første gang i Illustreret Tidende 27.1.1861.

31.7.-10.8.1859 var A på besøg på Børglumkloster, men når han i Bemærkninger skriver, at »»Bispen paa Børglum« er skrevet efter et Ophold paa Børglumkloster« (22), skal dette dog tages i meget vid betydning. Eventyret synes nemlig først skrevet på Basnæs i november 1860. I Dagbøger 15.11.1860 hedder det: »skrevet i Dag flittig paa Bispen i Børglum« (IV 465) og 16.11.: »endt i Dag min Historie om Bispen i Børglum og hans Frænde« (ib.). Og til fru Henriette Collin 16.11.1860 skriver A: »disse Dage paa Basnæs virke ikke oplivende, her 287 er uendelig stille, vi see Ingen og jeg besøger Ingen; den meeste Tid tilbringer jeg ene oppe i min Stue, men har da her, første Gang paa hele Reisen, bestilt Noget, skrevet en Historie om Bispen paa Børglum Kloster og hans Frænde« (BEC II 392). Derefter fik eventyret imidlertid lov til at ligge til A 20.12.1860 vendte tilbage til Basnæs for at fejre julen. 28.12. meddeler han Henriette Collin: »Jeg er meest paa mit Værelse, arbeider mere end jeg gjør det naar jeg er i Kjøbenhavn; foruden Visen til Deres Svigerfader, har jeg nu [...] reenskrevet og omskrevet, en tidligere Historie: »Bispen paa Børglum«« (BEC II 396f, gentaget 2.1.1861, ib. III l).

Allerede i det historiske romanfragment Christian den Andens Dverg fra 1831-32 forekommer motivet med biskoppen, der tilegner sig strandingsgodset (A-iana III 108), og det gentages i Agnete og Havmanden (1833; SS XI 494).

Selve historien om biskoppen på Børglum, »dette velbekjendte historiske Sagn« (Bemærkninger 22), mener Brix og Jensen IV 419 er hentet fra Tyge Beckers historiske fortælling Biskoppens Drab i Folkekalender for Danmark 1852, hvortil A iøvrigt selv bidrog med »Der er Forskjel« og Verdens deiligste Rose. Alligevel viser ordlyden i eventyret klart, at grundlaget har været Jens Glob, den Haarde i Thiele2 I 116 (der iøvrigt er forkortet i forhold til Thiele1 IV 51, hvor moderens og Jens Globs møde i Franken er langt mere detaljeret). Det fremgår dels af stavemåden Ottesund (Becker: Oddesund) og dels af omtalen af gudstjenesten julenat som Ottesang (Becker 119: »Biskoppen skulde holde Visitats Juleaften«).

202.2ff. Sml. Dagbøger 30.7.1859, køreturen fra Nr.Sundby til Børglum: »langtborte øinedes Børglum Kloster, som ligger meget høit. Det blev Aften, stille Veir og meget klart, forbi Vildmosen, over et Stykke Hede kom vi her Klokken 9 1/2; det er en gammel mørk Gaard, der gjorde Indtryk som en stor Gjestgivergaard oppe paa St Gotthard, her var ganske den kolde friske Bjergluft og Nedblikket over Landet. Havet var at øine« (IV 345f). - 3Vestervovvov] Vesterhavet. - 7Børglum Kloster] 6 km vest for Løkken; opr. kongsgård, men indrettedes i begyndelsen af 1100tallet som præmonstratenserkloster. Kirken blev domkirke for Vendelbo stift og bispen valgt af munkene. - 14Lindetræerne staae i Række] sml. Dagbøger 3.8.1859: »i Gaarden staae høie Lindetræer« (IV 347). - 17-19vi gaae ... underlig] sml. Dagbøger 31.7.1859: »Vinden tuder og piber som om Efteraaret. Her er høit til Loftet, en snever lang Gang med svære Bjælker i Loftet« (IV 346). - 20ff. sml. MLE om opholdet på Børglum: »»Det spøger paa Børgluml« havde man sagt mig i Aalborg. I en bestemt Stue viiste sig de afdøde Kanniker, man forsikrede, at Stiftets Biskop [: P.C. Kierkegaard] selv 288 havde seet dem. Jeg vover ikke at benægte Mueligheden af en Forbindelse mellem Aande- og Legem verdenen, men jeg tror ikke med Forvisning paa den« (II 215, jvf. ogs. s. 218).

203.6Mjød] krydret drik af gæret honning. - 10Oluf Glob] biskop 1252-60. - 11Frænde] slægtning; iflg. Becker broderen Povl Glob, men anonym hos Thiele. Iøvrigt kendes intet til P.G. - 11Frænder er Frænder værst] gammelt ordsprog.

204.16Franken] egnene omkring den midterste del af Rhinen. - 20Elende] elendighed, ulykke. - 22hendes Søn] Jens Glob. - 29bider paa] bliver hård. - 35de hvide Bier sværmer] det sner; jvf. Sneedronningen (II 51.17 m. note). - 38side] vide.

205.3Oluf Hase] om denne vides intet. - 4Juleaften] efter sagnet, men drabet fandt sted 29.8.1260. - 4Ottesang] gudstjeneste før daggry kl. 3; matutina; Otte -: den tidlige morgenstund, før det bliver lyst.. - 4-5Hvidbjerg Kirke] på Thyholm, nord for Struer. - 16voldelig] voldsom. - 20ihvor skrapt han rider] hvor skrapt han end rider. - 20Ottesund] Oddesund. - 30 friste sit Liv] redde livet.

206.21flor-] tyndt gennemsigtigt stof. - 22Sølvmors-Kaabe] kåbe af silke med indvævede sølvtråde. - 31den tunge Sandvei] sml. Dagbøger 31.7.1856 om Børglum: »en dyb sandet Vei fører tæt forbi« (IV 346). - 33-34Gange ... tillukket] sml. Dagbøger 31.7.1859: »Gangen hvor jeg boer fører til Kirken, men Døren der er tilmuret« (IV 346).

207.2Vunde] sår. - 15-16dernede ved Løkken ... heroppe] sml. Dagbøger 31.7.1859: »jeg har fra mit Vindue Udsigt til Lykken« (IV 346) og 2.8.: »efter Frokosten kjørt ned til »Lykken« [...] Husene have Tegltage« (IV 347). - 24Tanke-Budstikken] telegrafen, der i årene efter 1855 blev anlagt over hele Jylland. - 26-27Gildet iaften] sml. Dagbøger 6.8.1859: »I Dag skal være Reisegilde i Anledning af en Bygning ude paa Marken; inde skal dandses« (IV 349). - 27Langtur] gammeldags kædedans. - 28den tappre Landsoldat] Peter Fabers Dengang jeg drog afsted (1848). - 29ff. Et udtryk for A.s kulturoptimisme, jvf. Bemærkninger: »Dette velbekjendte historiske Sagn fra en haard, mørk Tidsalder, der endnu af Mange omtales som skjøn og værd at have levet i, stilles her frem i Modsætning til vor vistnok lyse og lykkeligere Tid« (22; jvf. også MLE II 215). - 29-30red ... Sommer i By] se n.t. III 105.12.

289

I Børnestuen

I Børnestuen tryktes første gang i NEH 7-65, der udkom 17.11.1865.

12.6.-30.6.1865 opholdt A sig på Frijsenborg. »I disse herskabelige Stuer, den blomstrende Have, hos hjertensgode Mennesker, i al den Lykke, som Velværen og Velvillien kan forunde et Menneske, fløi flere Uger hen, og jeg digtede her Eventyret: »Guldskat« ligesom også »I Børnestuen«« (MLE II 284). Denne oplysning er dog ikke helt rigtig, idet eventyret er skrevet på Basnæs i julen 1861 (Jvf. Dagbøger 2.1.1861: »Skrevet Historien: En heel Comedie« (V 1)). At denne historie er identisk med I Børnestuen fremgår tydeligt af Dagbøger 17.6.1865, hvor A efter at have noteret, at han havde læst Laserne op, skriver: »Gjennemskrev derpaa Eventyret: En heel Comedie« (VI 238). Oplysningen om Laserne forklarer måske delvis et par lighedspunkter, jvf. ndf. 19.6. læste han det nye eventyr op, og 20.6. fortæller han Henriette Collin: »jeg har [...] faaet færdig et mindre, men meget livligt [eventyr]: »I Barnestuen«« (BEC III 193).

Kimen til eventyret kan føres tilbage til A.s ungdom, idet der i Collinske Saml. 18.4° (KB) under Poetiske Barndoms- og Ungdomsforsøg m.m. findes et udkast Et Feilgreb og ikke et Feilgreb. Komedie i een Akt, der næsten er identisk med Pibehoved og godt Hoved. Begges forbillede er J.L. Heibergs Julespøg og Nytaarsløier (1817), hvori er indlagt det parodiske sørgespil Flaskens Længsel efter Proppen. Blandt personerne er her frøken Handske, von Støvle og Kalvekryds (Poetiske Skrifter 1.1862.423).

208.2paa Komedie] i teatret. - 25Potz] ed: død og plage. - Blitz] reminiscens af eden: Gotts Blitz; lyn og torden. - Mazurka] egl. polskdans eller polka; her som ed. - 27Komedie] skuespil.

209.7Placaten] programmet, rollelisten. - 20Snik, snak, snurre, basselurre] egl. Snip, snap osv.; gammel børneremse, jvf. Hørren (II 209f). - 22Von Støvle ... speile sig i] sml. Børstens ord til Støvlen i Julespøg og Nytaarsløier: »See saa, Herre! Nu er De saa blank som et Speil« (Poetiske Skrifter 1.1862.433). - 22Safian] fint læder afgede- eller fåreskind. - 26-27er meget beskeden ... Værd] sml. Laserne (V 114.11f). - 28Boniteten] den gode beskaffenhed; jvf. Julespøg og Nytaarsløier, Kalvekrydsets replik til Handsken: »De er af en fortræffelig Bonitet« (Poetiske Skrifter 1.1862.452) samt Laserne (V 114.15f). - 33Physiognomi af Italien] jvf. den almindelige betegnelse for Italien: Støvlen.

210.9spanske] jvf. Kalvekrydset til Handsken i Julespøg og 290 Nytaarsløier: »Jeg seer til min Glæde og Forundring, at De virkelig er fransk af Fødsel, uagtet De taler det danske Sprog med saa stor Færdighed« (Poetiske Skrifter 1.1862.452). Måske også med tanke på Heibergs tilnavn i Bakkehuskredsen: den Spanske. - 15-16stumt Bifald ... første Parket] »De Fornemme eller den saakaldte »fine Portion«, der havde Plads i første Etages Loger og i Nummerparkettet, fandt det [tidligere] under deres Værdighed at ytre Bifald eller Mishag, og Andre, der ikke vare Fornemme, men alligevel søgte den nævnte fornemme Del af Theatrets Tilskuerrum, ansaae det for rigtigst at dele denne Ladenfornem overfor Fremstillingen paa Scenen, for ikke at røbe deres plebejiske Oprindelse« (J.Davidsen: Fra det gamle Kongens Kjøbenhavn. 1.1880.339).

211.25frit tilkjørt] gratis leveret.

Guldskat

Guldskat tryktes første gang i NEH 7-65, der udkom 17.11.1865.

I Bemærkninger skriver A, at eventyret er skrevet på Frijsenborg (22, jvf. også MLE II 284).

Ideen til eventyret var dog af langt ældre dato. På den liste over »Eventyr som kunne skrives«, A udarbejdede i april-maj 1859, står der under bogstav B: »Brandtrommen« og under R: »Rødhaaret« (ovf. s. XIIIf). Og det fremgår af Dagbøger 30.10.1865, da A ved en middag hos Just Matthias Thiele læste Guldskat op, at det var denne, der engang havde bedt A skrive om brandtrommen. Iøvrigt noterer A, at Thiele havde tænkt sig eventyret helt anderledes (VI 314).

Hvornår A egentlig er begyndt at skrive på eventyret vides ikke, men i Dagbøger 19.6.1865, Frijsenborg, siger han: »Begyndt paa at udarbeide den tidligere skrevne Begyndelse til »Brandtrommen gaaer«« (VI 239). Om dette udkast og forskellen mellem det og Guldskat se Buket 223ff. 20.6. fortæller han Henriette Collin om Lygtemændene ere i Byen og I Børnestuen og fortsætter så: »[jeg] skriver i Dag paa det Tredie, skriver i et sjældent godt Humeur, thi jeg har Alt om mig saa Godt, et Menneske, selv en Prinds, kunde ønske sig« (BEC III 193). Næste dag var det dog så som så med humøret. I Dagbøger 21.6. skriver han nemlig: »Om Eftermiddagen kom en underlig trist Stemning over mig; jeg gik ene ind i Skoven, kom hjem og skrev paa »Guldskat«. Humeuret løftede sig« (VI 240). Her har eventyret altså fået sin endelige titel, og 23.6. noterer han: »Endt, som jeg troer Historien om »Guldskat« og læst den for med »Veirmøllen« og et Par ældre Eventyr 291 og Historier« (ib. 241). Om den tvivl, der tydeligvis spores omkring færdiggørelsen af eventyret, er blevet bekræftet ved oplæsningen, står hen i det uvisse, men 27.6. hedder det: »Tænkt paa at forlænge: Guldskat« (Dagbøger VI 242). Hermed hentyder A til den oprindelige slutning 216.28. Om han straks er gået igang er uvist, men 28.6. fortæller han Henriette Collin: »Jeg skriver paa en Historie: Guldskat, Begyndelsen er heldig!« (BEC III 198). I den følgende tid har arbejdet antagelig hvilet, men på Glorup noterer han 21.7.1865 i Dagbøger: »Endte i Dag den sidste ny Deel af »Guldskat«« (VI 252), hvorefter det 24.7. hedder: »Reenskrevet Guldskat« (ib. 254).

Udover at Guldskat er en optimistisk version af KES, kan motivet yderligere føres tilbage til Skyggebilleder, hvor A under sine vandringer i Böhmen »kom forbi et lille venligt Huus med rødmalet Træværk og Viinranker op ad Muren; der sad en lille solbrændt Dreng, med sølvhvidt Haar, og øvede sig paa en gammel Violin, maaskee bliver denne Lille engang en stor Virtuos, frapperer Verden ved sit Spil, beundres og hædres, medens en hemmelig Orm gnaver ham alle de grønne Blade af Livets Træ« (111).

212.2Trommeslagerens] forkyndte ved trommeslagning på gader og stræder offentlige bekendtgørelser og andre nyheder af almen interesse. - 22Brandtrommen] brugtes som brandalarm.

213.6-7I Huulveien ... mindes] sml. Dagbøger 19.6.1857 under rejse fra Gad's Hill til Strood: »paa Veien saae jeg Navne ridsede ind i Jordskrænten: Udødelighed, naar er du ikke her jordisk« (IV 247). Om A. s mistillid til evigt efterliv og berømmelse se også Skyggebilleder 51 f, 70; BuB 8; I Sverrig 66. - 6Huulveien] vej med høje skrænter til begge sider. - 11-12Hindostan] Nordindien mellem Vindhyabjergene og Himalaya. - 15Jordsvalerne] digesvalerne. - 38Sølvpop] hofembedsmand med ansvar for kongeligt sølvkammer.

215.4men de kunne tages tilbage ... Forstand deri] måske en hentydning til general de Meza (1792-1865), der gav ordre til Dannevirkes rømning februar 1864 og derved i realiteten frelste den danske hær fra total tilintetgørelse, men som følge af folkestemningen herover måtte fratræde overkommandoen. - 39ff.Der er sagt ... en Skat begravet] jvf. Thiele2: »Naar en Regnbue naaer helt ned til Jorden, saa ligger der en Skat paa det Sted, hvor den støtter sit ene Been« (III 134).

218.22reent henne i] meget forelsket i.

292

Stormen flytter Skilt

Stormen flytter Skilt blev trykt første gang i NEH 7-65, der udkom 17.11.1865.

I Bemærkninger skriver A: »»Stormen flytter Skilt« er samtidig med »Folkesangens Fugl« skrevet i Kjøbenhavn, henimod Juletid« (22). Denne oplysning strider for det førstnævnte eventyrs vedkommende med MLE, hvor A under året 1865 fortæller: »Min Sommerudflugt sluttede i Sjælland hos Vennerne paa Christinelund, hvor jeg nedskrev Eventyret: »Stormen flytter Skilt«. Det stod endnu vaadt paa Papiret, da jeg læste det for Familien, og lige idet jeg sluttede Læsningen, kom et voldsomt Vindstød, Støvet hvirvlede, Blade bleve revne af, det blev et Stormveir, som om Naturen vilde phantasere over det nys skrevne Eventyr [...] Digteren er jo forud for sin Tid, siger man, jeg var tilvisse her forud for Stormen« (II 284).

Ideen til eventyret havde A allerede i foråret 1859, hvor det under bogstav S på en liste over »Eventyr som kunne skrives« hedder: »Stormen fløtter Skildt« (ovf. s. XIV). Men først efter de bevægede krigsår kom han igang. Sommeren 1865 tilbragte A, bl.a. på Basnæs, hvor han 30. og 31.5. fortæller om et voldsomt stormvejr i Dagbøger (VI 230f) og i den følgende tid noterer sine observationer om en stormfyldt sommer. 27.7. ankom han til Christinelund hos Henrik Stampe (1821-92) og Jonna f. Drewsen (1827-78). 29.7. hedder det i Dagbøger: »Regn og koldt. Skrev Eventyret: Stormen fløtter Skildt. Op ad Dagen stormende Veir« (VI 257). I den følgende tid læste han det som sædvanligt op for venner og bekendte, bl.a. 12.8. for lægen Henrik Lund (1829-89), der »fandt Stormen for stærk og bitter, saaledes om Skilderhuset Vinden førte fra Krigsraadens Dør, han der i Krigen ikke havde gjort et Menneske Fortræd, ligesaa en høiere Dannelses Anstalt der fik Skildtet: Her dresserer man Hunde; jeg gik ind derpaa og blev forstemt, da jeg følte Eventyret nu tabte noget ved Bortskjæring« (VI 265f). Trods dette rettede A altså i manuskriptet, og 13.8. noterer han: »Reenskrevet hele Dagen paa Eventyr« (ib. 266). Men dermed var kritikken og rettelserne endnu ikke slut. Ved den sædvanlige onsdagsmiddag hos fru Ørsted siger han i Dagbøger 23.8.: »Læste mine Æventyr for Mathilde Ørsted og hendes Moder. Mathilde gjorde mig opmærksom paa at Locomotivfører og Damp Kjøken ikke hørte til Morfaers Fortælling, det blev ogsaa siden rettet« (ib. 270).

Iflg. Bemærkninger (22) bygger eventyret på en barndomserindring om laugsfesterne i Odense. A har omtalt dem i Levnedsbogen (23), hvor det tilsyneladende drejer sig om murermestrene. Denne 293 oplysning er forkert. Dette fremgår indirekte af sammenhængen, hvilket bekræftes af MLE (I 30f) og direkte af Brudstykke af en Udflugt i Sommeren 1829, hvor det hedder: »Et af de mest ceremonielle Optog fandt [...] Sted naar Laugene flyttede Skildt; jeg erindrer endnu ret levende den store Stads der var engang Smedene saaledes skiftede Herberg. Først kom de pyntede Svende med det bekransede Skildt og med en Harlequin i Spidsen der løb omkring og slog Tilskuerne med sin Brix; bag efter fulgte hele det respectable Laug med klingende Spil og nogle havde en Kaarde paa hvis Spids der prangede en Citron eller en Apelsin. Saasnart de kom til det nye Herberg og Skildtet var udhængt, besteeg en Smedesvend Stilladset og holdt en lang Tale paa Vers [...] siden steeg Harlequin ud paa Stilladset og drak mange Skaaler, og ved hver Skaal kastede han det tomme Glas ned imellem Mængden paa Gaden« (A-iana VIII 14). Svend Larsen har i A-iana 2 rk. III 48 iøvrigt påvist, at denne skilteflytning, som A i eventyret blot tillægger skomagerne, fandt sted i 1816 eller 1817, idet Hans Drud, der spillede Harlekin, døde 28.8.1818. Jvf også O.T. 221 samt Skilles og mødes (1836; SS IX 171ff; 186).

220.17tyrkisk Musik] musik præget af slagtøjsinstrumenter. - 24Brix] sammenlagte tynde stykker træ, der giver en skraldende lyd ved slag; bruges af narre, harlekiner o.l.

221.14Mjød] krydret drik af gæret honning. - 15hivede] kastede. - 16Kalkslageren] murerarbejdsmand, der knuser kalken og rører den sammen med sand og vand. Iflg. Topsøe-Jensen i MLE I 382 og med henvisning til Olrik 55 var Hans Drud, jvf. ovf., kalkslager. Dog omtales han af Olrik kun som daglejer (og hvorfra Topsøe-Jensen ellers har sin oplysning vides ikke). - 31Tobaks s pinder-] håndværker, der snor, spinder, de tørrede og pressede tobaksblade sammen til et tykt tov.

222.16Brandmajor] chef for brandkorps. A tænker antagelig på de københavnske forhold, idet der indtil 1870 i Københavns Brandvæsen kun var fast vagt med henblik på brandalarm udenfor brandmajorens bolig. - 18trumlede] trillede. - 22den store Messingtallerken] barberbækken; egl. brugt ved indsæbningen. - 25Ragekniven] allusion til det bibelske udtryk (Salme 52.4) at have en tunge som en ragekniv om en skarp, ondskabsfuld og spottende tunge. - 35Bødkerens ... Damepynt] allusion til krinolinen (jvf. Lygtemændene ere i Byen (IV 187.27 m. note)).

223.1Ræveskind] alm. billede på udspekulerethed, snuhed o.l. - 3Froprædiken] den første morgengudstjeneste (inden højmesse). - 11Malice] ondskabsfuldhed, skadefryd. - 20Kirken og Theatret] allusion til Søren Kierkegaards Øieblikket 1-10 (1855).

294

Nye Eventyr og Historier
Anden Række, Fjerde Samling. 1866
NEH 8-66

Gjemt er ikke glemt

Gjemt er ikke glemt tryktes første gang i NEH 8-66, der udkom 11.12.1866.

Eventyret er skrevet på Holsteinborg, hvor det i Dagbøger 23.10.1866 hedder: »Efter Bordet læst iaften Portnerens Søn og Skruptudsen, fik Idee til Gjemt er ikke glemt« (VII 200) og 24.10.: »Skrevet i Morges Historien Gjemt men ikke glemt« (ib. 201). Senere samme dag fortæller A iøvrigt, at han efter frokost kørte med enkegrevinde Wilhelmine Holstein (1788-1868) for at besøge den døende huslærerinde Hansigne Borup, for hvem han læste eventyret op. 30.10. noterer han så: »Siddet og reenskrevet paa mine Eventyr« (ib. 203) og 31.10.: »Reenskrevet« (ib.).

Der kan næppe herske tvivl om, at inspirationen står i forbindelse med det midterste af de tre billeder, idet denne historie er knyttet til Holsteinborg, til Oline Petrea Høyer (1813-85), datter af godsets tidligere avlsforvalter. Moderen havde haft fribolig i det såkaldte Iskælderhus nordvest for Holsteinborg på vejen til Ørslev, og efter hendes død beholdt den invalide datter boligen til sin død. Under omtalen af Holsteinborg hedder det i MLE: »En Dag førte Gaardens Frue mig hen til en stakkels værkbruden Pige, der boede nær ved i et net lille Huus ved Landeveien, men til den var kun ringe Udsigt, da Huset laae lavt og Grøften var kastet høit. Solen skinnede aldrig ind i Stuen, thi Vinduet vendte mod Nord. Dette kunne afhjælpes, tænkte Slottets venlige Frue. Hun fik en Dag den Værkbrudne bragt op paa Gaarden, sendte imidlertid Muurfolk ned til Huset, lod bryde Hul i Muren mod Syd og sætte et Vindue i, og nu skinnede Solen ind i Stuen. Den syge Pige kom til sit Hjem og sad der i Solskin, kunde see Skov og Strand. Verden blev stor og deilig, og det ved et eneste Ord af Gaardens venlige Frue. »Det Ord var saa let, den Gjerning saa lille«, sagde hun, da ogsaa jeg udtalte min Glæde, thi jeg fulgte derhen med hende, som havde øvet denne og saa mangen anden god christelig Gjerning. Jeg nedskrev den imellem de tre Smaahistorier, jeg har kaldt: »Gjemt er ikke glemt«« (II 325f; jvf. også HCAHolstein 121ff).

295

Iflg. Bemærkninger (22) bygger første billede på et sagn hos Thiele, omend slutningen er A.s egen tildigtning. Thiele har dog intet sådant sagn. Derimod har A selv tidligere fortalt det i KES (155) i forbindelse med beskrivelsen af et maleri forestillende en kvinde med jernlænke om halsen. Om dette maleri er fiktion, eller A virkelig har set det et sted, vides imidlertid ikke. Motivet er iøvrigt også benyttet i Lykkens Blomst (1845; SS X 226). Desuden kan bemærkes, at Mette Mogens5 faders ridt på træhesten, som også er fortalt i Hønse-Grethes Familie (V 93ff), genfindes i DtB (52), hvor det dog er bondens egen datter, der hjælper ham. Iøvrigt mener Hans Ellekilde (A-iana 2 rk. III 106ff), at denne beretning tilhører det sagnstof, A har hørt som barn.

Om det tredie billede hedder det i Bemærkninger, at det også hører til det oplevede, »jeg hørte af Pigens egen Mund hvad der her er nedskrevet« (23).

228.17værkbrudden] invalid, lam. - 20den høie Grøft] jordvold, dige.

229.24gjemt men ikke glemt] sml. Den stumme Bog (IV 58).

Portnerens Søn

Portnerens Søn blev trykt første gang i NEH 8-66, der udkom 11.12.1866.

Den første kim til eventyret kan være titlen Fattigmands Barn under bogstav F i listen over »Eventyr som kunne skrives« fra april-maj 1859 (ovf. s. XIII).

På sikker grund er vi først i 1866, da A 31.1. drog ud på en ni måneder lang rejse, hvis mål var Portugal, hvor han besøgte et par ungdomsvenner, brødrene O'Neill. 6.5.-8.6. var han således gæst hos Jorge O'Neill (1817-90), købmand og dansk generalkonsul i Lissabon, på dennes landsted Quinta do Pinheiro nær Lissabon. Her skriver han i Dagbøger 4.6.: »Idag begyndt paa en Historie eller rettere i Aftes, om Generalen og Generalinden« (VII 117) og 6.6.: »skrevet paa Historien« (ib. 118). 8.6.-9.7. opholdt han sig hos Carlos O'Neill (1820-74), købmand og dansk vicekonsul i Setubal. Her skriver han 6.7. til sin forlægger Th.Reitzel: »En Fortælling har jeg begyndt paa Penhiero og næsten fuldført« (Buket 229). Atter på Quinta do Pinheiro skriver han 12.7. til Edvard Collin: »Deres Kone spørger mig om hvad jeg har skrevet og jeg maa svare ikke Meget; jeg har største Delen af en Historie om »Portnerens Søn«, den rører sig i Kjøbenhavn« (BEC III 320; Buket 229 daterer fejlagtigt brevet til Setúbal 12.6.).

Først da A gæstede Holsteinborg 29.9.-5.10. hører vi atter om 296 eventyret, nemlig i Dagbøger 5.10. hvor han besøgte den døende huslærerinde Hansigne Borup sammen med enkegrevinde Wilhelmine Holstein (1788-1868): »jeg læste for hende Begyndelsen af den nye Historie om Portnerens Søn« (VII 195). 7.10. hedder det fra Basnæs i et brev til Henriette Collin: »De veed at jeg ude paa en Herregaard, hvor jeg ugeneert kan give mig hen til mig selv, bestiller mere i een Uge, end i Byen i een Maaned [...] Jeg har [...] næsten fuldendt Historien om »Portnerens Søn«, den jeg begyndte paa Penieros« (BEC III 346). Men først i Dagbøger 22.10., Holsteinborg, noterer han: »Skrevet paa Portnerens Søn og sluttet den« (VII 200) og 23.10.: »Efter Bordet læst iaften Portnerens Søn« (ib., jvf. også Reumert 49).

I den følgende tid læste han det som sædvanligt op for venner og bekendte og kunne derpå rette i manuskriptet (se Buket 232ff). Men 30.10. melder Dagbøger: »Siddet og reenskrevet paa mine Eventyr« (VII 203) og 31.10.: »Reenskrevet« (ib). Endelig fortæller han 12.11.1866 grevinde Mimi Holstein: »Mine Eventyr ere hos Bogtrykkeren, »Gjemt er ikke glemt« har jeg allerede læst Correctur paa [...] ogsaa »Portnerens Søn« er istand fra Trykkeriet« (HCAHolstein 126).

I Bemærkninger hedder det: »»Portnerens Søn« har flere Træk grebne ud af Livet« (23), jvf ndf. Herudover kan det blot nævnes, at eventyret er endnu en variation af A.s yndlingsmotiv: den fattige dreng, der kæmper sig frem i kraft af sit geni, jvf. Guldskat ovf. s. 291. Endvidere kan det ses som et oplæg til Lykke-Peer.

230.12Charmant] charmerende, jvf. Svinedrengen (1183) og I Sverrig 104.

231.3ff. SmL brev til Henriette Wulff 21.2.1852 om professor N.C.L.Abrahams (1798-1870): »De veed at han har en prægtig Haandskriftsamling, den var ifjor nær brændt, har jeg fortalt Dem derom? Den mindste af Drengene [: Severin Abrahams (1843-1900)] havde været ene inde i Stuen, tændt en Svovlstikke der stak Ild i Gardinet, dette tændte i Skabet, men man fik det betids slukket; det Morsomme derimod, som jeg vil fortælle, er at da det brændte skjulte Drengen sig og - da een af Brødrene saae ham sidde i en Krog - sagde »jeg er ulykkelig! Papa vil jage mig bort!««, og nu tilstod han hvorfor, og sagde: »Gardinet brændte, og saa, spøttede jeg paa det for at slukke, men jeg havde ikke Spøt nok!«« (BHW II 104). - 5Sandhullet] rum under trappen til gulvsand. - 23Spyttede ... Ord] generalen tænker vel her specielt på vanen at spytte, »harke«, slim fra næse og hals istedet for at bruge lommetørklæde, jvf. datidens brug af spyttebakker. - 39 Natsæk] vadsæk til rejsesager som nattøj, toiletsager o.l.

232.13en Anecdote ... fortælle] sml. Dagbøger 17.7.1837 under et besøg 297 på Kronborg: »Jeg drak Thee hos Kommandanten, som fortidt sagde, »der falder mig en Anecdote ind,« og saa var det altid den samme« (II 29). - 29-33de fik et yndigt Barn ... rev dem istykker] sml. Imp 75.

233.6Akademiet] Akademiet for de skjønne Kunster. - 8Bonne] fremmedsprogstalende barnepige. - 9skal staae til Paaske] skal konfirmeres til påske. - 22Lappeskrædderen] skrædder som kun foretager reparationer. - 27Tombaksuhr] messingur. - 31Safian] fint tyndt gede- eller fåreskind.

234.22slog op i Bogen ... Emilie] sml. KES, hvor Maria tager salmebogen frem for at synge, men hvor Gudfaderen siger: »Skal vi bruge Bogen, saa lad os heller slaae op og see, hvad Skjæbne vi faae« (63). - 33Czarens Slot ... Moskau] se n.t. V 51.1-11. - 42en Kirke fra Norge] A har ejet et kobberstik af en sådan, jvf. brev til den no. maler J.C.Dahl (1788-1857) 9.4.1847 (A.Aubert: To Breve fra H.C.Andersen til professor Dahl i: Juleblus. VI. Kristiania. 1893.17).

235.2det Slot, som han kaldte »lille Emilies«] jvf. MLE, hvor A som barn forestiller sig, at en kinesisk prins vil tage ham med til Kina »og gjøre mig rig og fornem, men saa igjen lade mig faae Lov til at besøge Odense, hvor jeg vilde boe og bygge et Slot; hele Aftener kunde jeg sidde og gjøre Tegninger og Grundrids deraf« (I 46f). - 11komme Fremmede] alm. børneleg i 1800tallet, jvf. Svinedrengen (I 182). - 39stille] forstille.

236.16den lille Sølvmedaille ... den større] uddeltes af Akademiet for de skønne Kunster. - 32rakte han Georg sin Haand, slat Haand] sml. brev til Henriette Collin, 21.10.1866 om kammerherre P.B.Scavenius' (1795-1868) besøg på Basnæs: »hvor hans Nærværelse forstener Alt, hvor er han fornem og bevidst. Mig siger de han holder af, han gav mig ogsaa Haand til Afsked, slattet Haand; Konger og Prindser trykke anderledes fast, kunde jeg have sagt ham, men jeg sagde det ikke, jeg gad ikke« (BEC III 355f; jvf. Dagbøger VII 199); slat: iflg. Henning Høirup i A-iana 2 rk. III 148 fynsk dialekt; ODS XX 381: jysk.

237.25ff. Jvf. Gartneren og Herskabet (V 170ff).

238.8mit Hønsehuus] jvf. Lygtemændene ere i Byen (IV 186.1-2 m. note).

239.19-21hvor var De venlig ... Georg] sml. Imp 253. - 27Informator] huslærer.

240.3Gravmæle] eftermæle (iflg. ODS kun brugt af A i denne betydning). - 23pyramidal] kolossal, enorm. - 24erholde] få.

241.17Professor, femte Classe Nummer otte] se Noget (III 46.2 m. note). - 22Rangskatten] skat der skal udredes af folk med rang; da r. ikke skulle udredes af embedsmænd, der har rang pga. selve embedet, må der her antagelig være tale om en udnævnelse til titulær professor i lighed med A.s egen professortitel.

242.3Conferentsraad] titel med rang i 2. rangklasse nr. 12.

243.25Hun smaaskjelmer mig] hun har små skælmerier for med mig. - 29829Rubens] flamsk maler (1577-1640). - 36-37Vingerne ... Psyche-Mærke] se n.t. IV 175.35-36.

244.1En sort Domino] sml. Alm 17.3.1859: »Kunstner Carneval i Casino, jeg havde skrevet Indledningen, var indviteret. Kom i Domino, med Halvmaske.« Domino: lang sort kappe med hætte og vide ærmer.

245.22Etatsraad] titel med rang i 3. rangklasse.

Flyttedagen

Flyttedagen tryktes første gang i Illustreret Tidende 12.2.1860.

16.2.1855 skriver A til Henriette Wulff: »I Aftes fik jeg første Gang Trang og Lyst til at skrive igjen Noget, et lille Stykke om »Kartofler« [...] en anden lille Historie er i Anmarsch, den kom med Kartoflerne og handler om - ja bliv ikke forskrækket, Navnet og Stedet er ikke for et Frøken-Buur, det er nemligt en Historie fra »Skraldemandens Vogn!« Jeg saae nemlig, kort før Sneen faldt, en Vogn med hvad Byens Bøtter og Fjerdinger kan levere, den kjørte under Skralde-Musik, fra Huus til Huus; et Grantræ, endnu friskt og med enkelte Guld Stumper der flaggrede var smidt ud og nu af Skraldemanden plantet bag i Vogn-Dyngen. Folk loe af hans Vittighed, jeg - ja jeg blev veemodig, saae en Alvors-Vignet for Verden i denne Sammenstilling; nu maaskee kommer der en Historie derom« (BHW II 195f). Dette brevcitat er altså den første skitse til eventyret, hvoraf også fremgår, at det er træet på skraldevognen, der har inspireret A. Og 25.2.1855 vender han igen tilbage til eventyret: »jeg har i Dag en Fornemmelse af Vaaren, og skriver derfor paa »Skraldemanden« hans Skralde klinger mig næsten, som Storkens Knæbbren og Vaaren kommer, naar Storken kommer« (ib. 199).

Hvornår A har sluttet arbejdet vides ikke, ej heller hvorvidt indledningen om Taarnvægteren Ole (se III 121-25), som eventyret er en fortsættelse af, måske først er tilføjet tilsidst. Den ændrede titel kan måske skyldes indflydelse fra Henriette Wulff. 22.5.1855 kommenterer hun nemlig titlen, idet hun refererer til A.s oplæsning af Flipperne for Christian VIIIs søster, prinsesse Juliane Sophie (1788-1850): »De sætter jo rigtignok Prindsessers og fine Damers Nærver stærkt paa Prøve undertiden, ved Benævnelserne paa Eventyr og Historier« (BHW II 197). Prinsessen var åbenbart stejlet ved tanken om at fortælle et eventyr om et par flipper!

Motivet med flyttedagen og døden som sådan havde A allerede 299 brugt i digtet Flyttedagen i April (Digte. 1830.64), ligesom han beskriver den ved Elisabeths ankomst til København i DtB, hvorfra der er tydelige linier til eventyret: »det var Flyttedag, vaadt og graat [...] Den Fremmede, som ikke kjender en kjøbenhavnsk Flyttedag, og paa denne kommer ind i Byen, vil troe at være traadt ind i en Gade, hvor Qvarteret i Nærheden staaer i Lyslue, og at det er derfor, alle Mennesker paa Vogne og paa Børe slæbe afsted med Dyner og Meubler for at frelse. Hele Gader ligge opdyngede med Straa og Skarn [...] man seer en uendelig Mødding. Hvilket Billede paa Forgængelighed! Der hviler en skrækkelig gammel Silkehat, som engang vakte Misundelse i hele Nabolavet og sad dog paa et stygt Hoved; her ligger en graa Handske, engang var den hvid, Brudgommen bar den sin Bryllupsdag« (193). Endvidere kan nævnes, at Henrik Hertz havde behandlet motivet i lystspillet Flyttedagen (1828). Desuden går en linie tilbage til Fodreise, hvor Dødens store ekstrapost kører hen over Amager med alle dem, der er døde samme nat. I eventyret har A imidlertid berøvet Døden alle de skrækromantiske symboler, den havde i Fodreise (jvf. Tage Høeg 164).

246.3-4ikke det sidste] A har ikke udgivet flere eventyr om Taarnvægteren Ole. - 6Flyttedagen] kunne variere fra by til by, men var iflg. Forordning af 1.7.1799 sat til 3. tirsdag i april og oktober. - 12den levende Halm] pga. utøj. - 16Bøtte] skraldebøtte. - 22Flitterguld] tyndt udhamret messingblik.

247.8flaut] dumt, banalt. - 20Nissen ... flytter med] alm. træk i folketroen; jvf. Thiele2: »En Mand, som boede i et Huus, hvor en Nisse havde drevet sin Spøg vel vidt, besluttede omsider, at flytte ud og lade ham der alene. Allerede vare flere Læs Flyttegods bortkiørte, og det sidste Læs, som mest bestod af tomme Bøtter og andet Sligt, var allerede færdigt, da Manden tilfældigviis bliver Nissen vaer, som sad i en Bøtte paa Vognen. Ved saaledes at see den hele Flytning at være forgieves, blev Manden saare ilde tilmode, men Nissen gav sig hierteligt til at lee, stak Hovedet op af Bøtten og sagde: »See! idag flytte vi!«« (H 263). - 24-25Vers ... Flyttedag] jvf. Et godt Humeur (II 238.24-239.8 m. noter). Verset er ikke fundet. - 30ff. Sml. Optegnelsesbog II,2 (Bl 12v): »Døden er Færgemand siger man, sætter Folk over Forglemmelsens Flod; Døden er saa meget, han er Passkriver, han giver Skudsmaalsbog, han er Udbetaler, i det den Døde gaaer herfra. Han giver hver sin Tærepenge, den de selv har sparet sig sammen og stukket i Bøssen da de levede her. Han kjører om med en stor Vogn - ja den kan rigtignok kaldes Ligvognen - det er en Omnibus, en fløtte Omnibus, fuld af Presenter, hver faaer sin, tidt lille som en Ært, men Ært kan skyde ud til en blomstrende Ranke; Han 300 kommer til den mægtige Regent for hvem Millioner bøiede sig, Døden staaer opreist rækker ham en Drik, uden Komplimenter, han maa drikke den, reen og puur er den! alle Tanker klares, alle gode Følelser blive vakt og han seer og fornemmer hvad han før ikke vilde see, ikke gad see, eller fornemme og han fornemmer Straffen i sig selv, det er en gruelig Stemning han gaaer ind med for sin Konge og Dommer Gud! - Her giver Døden et stakkels Barn, der altid var Skrumpelskud og sad paa Dørtærskelen, sin fattige Skammel, men den løfter sig til en Trone, straalende som Guld, blomstrende, duftende som en heel Løvhytte, der løftes og bæres ind i Glands og Glæde. Var det Blomster eller Sommerfugle, yndige Collibri, levende Fugle var den hele Pragt, Blomster som kunde flyve og synge de bar hende bort fra Savn og Sorg.-« (FoF X 129f). - 30Omnibusfører] kusk på de hestetrukne vogne, der fra ca. 1840 anvendtes som offentlige transportmidler og som modsat hestesporvognene ikke kørte på skinner. - 31Skudsmaalsbog] egl. bog der fulgte tjenestefolk, hvori indførtes navn, alder, pladser samt udtalelser om opførsel, sædelighed osv. - 36Tærepenge] penge som bruges til livsfornødenheder under rejse.

248.4-5Jerusalems Skomager] Denne sagnfigur behandles ofte i tidens digtning. Hos A er han hovedperson i versdramaet Ahasverus (1847), og han optræder allerede i Fodreise, hvor han iøvrigt fortæller, at han har været postkarl under Ludvig XI (69; jvf. ndf. 249.3f)! Jvf. også hans afsked med A: »vi mødes nok, om ikke før, saa naar De gjør den sidste store Reise med Dødens Extra-Post. Hver Nat møde vi hinanden, thi hans Heste ere raskere tilbeens end jeg; han kan i et Øieblik fare Jorden rundt og har altid Passagerer« (71). Sagnet om en person, der slog den lidende Jesus og derfor dømtes til evig fredløshed, er middelalderligt, men dets gængse træk er først opstået med eller senere end en tysk folkebog fra 1602, dansk 1607: navnet Ahasverus, hans skomagererhverv, lokaliseringen til Via dolorosa samt tilnavnene Den evige/vandrende Jøde, Jerusalems Skomager. Som indfaldsvinkel til det store emne kan bruges Erik Dals og R. Edelmanns bidrag til Fund og Forskning XII 1965.31-46. - 15Skumpelskud] udskud, syndebuk. - 21-22Træbimpel] lille trætønde eller -dunk. - 33-38Der var engang ... hjalp Du] sml. Optegnelsesbog II,1 (nr.35): »Fortæl igjen om hiin franske Konge, der i en Hungersnød var Folkets Velgjører og hvem Folket reiste et Monument af Sneen med Indskrift: Hurtigere end den smælter, hjalp Du« (FoF IX 149f).

249.3ff. Anekdotens kilde er ikke fundet. - 3-4Ludvig den Ellevte] fr. konge (1423-(1461-)83). - 7Connetable] rigsmarsk. - 10Bastillen] borg i Paris anvendt som statsfængsel for vigtige (stats) forbrydere; nedrevet 1789.

301

Sommergjækken

Sommergjækken blev trykt første gang i Folkekalender for Danmark 1863, der udkom december 1862, og blev med en ændret slutning optaget i NEH 8-66, der udkom 11.12.1866.

Eventyret er skrevet på opfordring af Adolph Drewsen (1803-85), der bad A hævde betegnelsen sommergæk fremfor vintergæk (Bemærkninger 23), jvf. brev fra Drewsen 17.2.1862, hvori det hedder: »Ved igaar at høre, at den første Sommergjæk for et Par Dage siden er funden i en Have ved Vordingborg, kom jeg til at mindes et Løfte, De engang gav mig, da jeg fortalte Dem min Kamp mod det falske og upoetiske Flag, (: Vintergjæk) hvorunder man nu lader denne digterskjønne Blomst seile. De lovede nemlig, at De, naar Aanden kom over Dem, vilde skrive et

Eventyr under Navnet:

Sommergjæk,

fordi det var den sikkreste Maade at slaae det gode gamle Navn fast for nu og bestandig« (BJC II 224). Derefter følger så en artikel, Drewsen havde skrevet til Dansk Havetidende (1862. nr.9. 3. marts), hvori han argumenterer for navnet sommergæk, fordi den gækker, narrer, med håbet om sommerens snarlige komme, medens navnet vintergæk, tidspunktet for dens blomstring taget i betragtning, er meningsløst. 18.2.1862 noterer A så i Dagbøger: »Igaar fik jeg fra Drevsen to Blomster i Potte, den ene var en Sommergjæk, som han bad mig skrive et Eventyr om for at dette Navn kunde bevares« (V 148).

Der gik dog flere måneder, før A opfyldte sit løfte. Under et ophold på Basnæs skriver han 12.6.1862 til Adolph Drewsen: »At jeg ikke har glemt mit Løfte om Eventyret »Sommergjækken« kan De nok vide, men den lille Blomst er endnu ikke skudt frem, maaskee kommer den først mellem Alperne eller nede ved Roncesvalles hvor Holger Danske faldt, komme haaber jeg den skal« (BJC II 227). Der gik da heller ikke ret lang tid, før det kom. I Dagbøger 24.6., Basnæs, noterer han: »Skrevet paa Slutningen nær, Eventyret: Sommergjæk« (V 175) og 27.6. fortæller han også fra Basnæs fru Henriques: »Jeg har herude været meget arbeidsom, faaet en Mængde Breve fra Haanden [...] dernæst har jeg leveret et Eventyr Sommergjækken, som ikke er uheldig og kan blive trykt til Julen i Kalender for Danmark« (BHenriques 32; jvf. også HCAHolstein 83, BEC III 80).

252.9min Sommergjæk] person, der overraskes, gækkes, ved at modtage årets første blomst samt et gækkebrev og derved bliver ens 302 nar for sommeren. Oprindelig synes skikken at have været forbundet med et ønske om at skade eller latterliggøre modtageren, antagelig fordi vintergækken, Galanthus nivalis, tillagdes skadevoldende egenskaber. Planten blev således brugt til at drive gæk med, og den af Drewsen ovf. antagne etymologiske forklaring er forkert (jvf. Johan Lange: Primitive Plantenavne. 1966.25). - 13Vinternar] person, der er ens nar for vinteren, fordi vedkommende er gækket ved et gækkebrev.

253.5Ambrosius Stub] da. digter (1705-58), hvis skæbne A tidligt var optaget af, jvf. Vignetter til Danske Digtere (1831; SS XII 182), BHW I 330, Dagbøger II 357 samt HCAOptegnelsesbog nr. 44: »Ambrosius Stub, den danske Digter og den friske bløde Sanger, ham der gik som Lystigmager ved de fyenske Herremænds Gilder og var til Nar for de som aandelig stode under hans Bagflækker« (28). - 31Molbechs Ordbog] Chr. Molbech: Dansk Ordbog2 II. 1859.908. - 32Plantelæren] J.W.Hornemann: Forsøg til en dansk oekonomisk Plantelære. 1806.310.

Moster

Moster tryktes første gang i NEH 8-66, der udkom 11.12.1866.

Eventyret er skrevet på Basnæs i oktober 1866, idet A 20.10. noterer i Dagbøger: »Skrevet Slutningen paa »Moster«« (VII 199, jvf. BEC III 356, Reumert 49). Samme dag rejste han videre til Holsteinborg, og her hedder det 21.10.: »Til Middag var her Rectoren fra Herlufsholm [:professor Chr.R.S.Listov] [...] Rectoren bad mig læse, han havde aldrig hørt det, jeg læste [...] Moster« (Dagbøger VII 200).

Iflg. Bemærkninger (23) er Moster modelleret over forskellige afdøde personligheder, som A selv havde kendt. Er dette rigtigt, kan der ikke være tale om Ingeborg Drewsen (1804-77), datter af Jonas Collin og en af de få, der havde frisprog overfor A, således som hævdet af Stampe 59. Brix og Jensen V 367 formoder, at der hentydes til Jonas Collins moster Martha Bolten, men udover en henvisning til Mosters Briller i Ole Lukøie (fejl for Lykkens Kalosker (II 225f)), savnes en motivering.

Mere nærliggende er imidlertid at henvise til den unge kone, Elisabeth træffer i dagvognen i DtB: »Den unge Kone sværmede for to Ting: sin gamle Mand [...] og for at komme paa Comedie i Kjøbenhavn; hendes Tidsregning havde altid været efter, naar Theatret aabnedes og naar det lukkedes; læste hun i Aviserne, at nu vare Logerne til Salg for den kommende Saison, det var for hende som for 303 os at læse: nu har Storken vist sig, eller at der allerede var kommet modne Jordbær« (191). Da denne episode bygger på en oplevelse i dagvognen på vej til Nysø 2.7.1838 (jvf. BJC I 130f), kunne det måske også være her, han har hørt om teaterglæden, men ellers er det ikke muligt at udpege nogle modeller.

254.11Moses] opera i 4 akter af Rossini med tekst af Tottola, oversat af N.C.L.Abrahams. Opført 1.gang på Det kgl. Teater 20.9.1843. - 12Joseph og hans Brødre] Joseph og hans Brødre i Ægypten, syngestykke i 3 akter af Duval og Lormian, oversat af N.T.Bruun; musikken af Méhul, opførtes 1. gang på Det kgl. Teater 10.10.1816 og tilhørte på A.s tid det løbende repertoire. - 15-16Familien Riquebourg] drama i 1 akt af Scribe, oversat af J.L.Heiberg, opført 1. gang på Det kgl. Teater 10.6.1831. - 21Sommer-Skuespil] i sommerperioden kunne skuespillerne låne Det kgl. Teater for derved at skaffe sig en ekstraindtægt. - 27Theaterlogerne til Auction] indtil 1930 solgtes logerne for en sæson ad gangen ved auktion.

255.16Suurdeig under Fødderne] brøddej, der er gemt fra tidligere bagning og som er i stærk gæring, blev brugt som lægemiddel, især til at lægge under fødderne på patienter med feber, hoved- eller tandpine. - 19Thorvaldsen døde i Theatret] billedhuggeren Bertel Thorvaldsen døde 24.3.1844 i Det kgl. Teater (jvf. BfA II 97f). - 32Shakespeares »Stormen«] var på A.s tid aldrig opført på Det kgl. Teater. - Tøi] makværk, vås.

256.4Tilskuere paa Loftet] sml. MLE om tiden ved balletskolen: »Det havde jeg [...] opnaaet, at jeg turde om Aftenen komme bag Coulisserne, hvor der i den Tid ikke herskede Nutidens Orden, her var opfyldt med alskens Mennesker, ligesom selve Loftet gav Plads for Tilskuere, disse betalte der et Par Skilling til Maskinkarlene og her var altid fuldt og tidt det »bedste Selskab«; man vilde saa gjerne see Theatrets Mysterier, jeg veed høifornemme Fruer og Frøkener, som incognito der tog til Takke med at sidde ved Siden af Nyboders Madamer, bare for at vide, hvorledes det gik til deroppe« (I 65f; jvf. også J.Davidsen: Fra det gamle Kongens Kjøbenhavn. I. 1880.121f). - 6-7Commerceraad-] titel med rang i 7. rangklasse nr. 7. - 14-15Ugolinos] Heinrich Wilhelm von Gerstenbergs rædselstragedie Ugolino (1768; da. 1779) med motiv fra Dantes Guddommelige Komedie; er aldrig opført på Det kgl. Teater. - 22Salomons Dom] skuespil i 3 akter af Caignez, oversat og omarbejdet af N.T.Bruun, med musik af F.L.Æ.Kunzen. Opført 1. gang på Det kgl. Teater 29.10.1817. - 35-36 »Nachspielet«, der var det artigste] allusion til Holbergs Henrik og Pernille III 7: »Nachspielet bliver det Artigste.«

257.4ff. Sml. At være, hvor Hr. Svane har skrevet to bøger 304 »Dommedag i det Store« og »Dommedag i det Smaa«, hvoraf den sidste foregår på teatret, »og der kan Dommedag behøves - ogsaa for Publicum« (208f; se også HCA Optegnelsesbog nr. 7 (6)). Sml. desuden Optegnelsesbog II,2 (Bl 7r): »Domedag i Theatret. Egentligt er det Dommedag hver Aften i Theatret men Dommene ere saa forskjellige, som hele Folkefærdet og saa maa Dagen derpaa Aviserne være »den mægtige Dommer i Israel«. Oppe i Maanen og den er nu Jordens Drabant, og skal i Stort og Smaat forfærdeligt abe os efter, oppe i Maanens Hovedstad er der et Theater, som vort, med Kræfter som vort, med Publicum, som vort. Der blev givet en lyrisk Tragedie, af dem man skal læse og ikke see; første Elsker gjorde umaadelig Lykke ved at holde sin Mund, det vil sige ved at pausere, holde op mellem hver Tanke, saa at Folk kunde faae Tid til at smage paa den og see paa ham, for han var en kjøn Karl, og det gjør meget, især hos Fruentimmerne. Imidlertid var der dog en skikkelig Mand, som under Forestillingen faldt isøvn og fra ham have vi Historien, telegrapheret os paa en Maanestraale; saadanne Correspondenter have vi paa Maanen, Uranus, Venus etc. - men nu høre vi Maane-Telegramet, Historien der om Dommedag i Theatret. Forestillingen var forbi, Lyset slukt, Døren lukt, her var Dommedag. Kontroleuren stod ved Døren, Publicum kom, men maatte først vise deres Characteerbog om de turde være mælende eller umælende, ja de maatte endogsaa give deres Tankes Vidnesbyrd. osv - - osv - osv.« (FoF X 125f). - 6Skudsmaalsbog] se n.t. IV 247.31. - 8silde] sent. - 15-19en Trappe ... hørte hjemme] sml. Et godt Humeur (II 239.32-240.7 m. note). - 29ff. Under opførelsen af Romeo og Julie 23.1.1847 udbrød der ild i et varmerør på Det kgl. Teaters scene. Trods den faretruende situation lykkedes det skuespilleren N.P.Nielsen at stoppe publikums panikagtige flugt (Th. Overskou: Den danske Skueplads V. 1864.766). Programsætningen linie 32-34 kunne dog også tyde på, at A har haft en blind brandalarm 3.10.1863 i tankerne, idet Det kgl. Teater ved denne lejlighed netop spillede et skuespil, et syngestykke og en ballet (ib. VII.1876.179). - 32-33Herman von Unna] ridderskuespil af A. F. Skjöldebrand, oversat af Th.Thaarup, med musik af Abbé Vogler. Opført 1. gang på Det kgl. Teater 30.1.1800 og sidste gang 3.11.1836.

258.11blommede] blomstrede. - 24-25Tryllefløiten] opera af Mozart med tekst af Schikaneder, oversat af N.T.Bruun. Opførtes 1. gang på Det kgl. Teater 30.1.1826. Sml. Hr. Meibum i At være, som »i sin unge Alder [havde] været ved det kongelige Theater, og var der traadt op som Bagbenene af Løven i Tryllefløiten« (67) samt Dagbøger 22.3.1865: »Skyndte mig fra Fru Ørsteds Middagsbord Klokken 5 til Decorations Prøve paa Ravnen. De stakkels Drenge der maa være Bagbeen i Løverne ere ganske lukket inde i Dyret, de faae, sagde Dandseren 305 Gade, hver een Rdlr og 2 Æbler; Forbenene derimod kun 4 Mk og ingen Æbler« (VI 201f).

Skrubtudsen

Skrubtudsen blev trykt første gang i NEH 8-66, der udkom 11.12.1866.

Eventyret er digtet under A.s besøg i Setúbal i Portugal i 1866, hvor han havde set en skrubtudse. Dog blev det senere omarbejdet i Danmark og handlingen henlagt hertil (Bemærkninger 23).

Dagbøger og breve belyser tilblivelsen. 26.6.1866 noterer A i Dagbøger: »Begynt Eventyret om Skruptudsen« (VII 132). 12.7.1866 fortæller han fra Quinta do Pinheiro Edvard Collin: »Jeg har skizzeret to Eventyr: Diamanten i Frøens Hoved, ligesom ogsaa »Kløverblomsten«, men de maa gjennemarbeides« (BEC III 320). Når A i Bemærkninger taler om, at eventyret skulle gøres hjemligt, skyldes det, at det endnu på dette tidspunkt var en historie fra Portugal (se A-iana 3 rk. I 382f). Først da A kom hjem, tog han atter fat på eventyret. I et brev til Henriette Collin fra Holsteinborg 21.10.1866 hedder det: »Idag skriver jeg vist ned et Eventyr »Ædelstenen i Frøens Hoved«, jeg har i mit Hoved baaret dette Eventyr, der ikke er nogen Ædelsteen, fra jeg gik i Alkantaredalen og ved Setúbal« (BEC III 356). Og næste dag noterer han i Dagbøger: »begyndt paa »Skruptudsen«« (VII 200). 23.10. var eventyret færdigt: »Endt Skruptudsen og læst den høit. Efter Bordet læst iaften Portnerens Søn og Skruptudsen« (ib. 200).

Iøvrigt er A.s vaklen mht. titlen, specielt forsåvidt angår om titelpersonen er en frø eller en skrubtudse, ret bemærkelsesværdig, idet han i udkastet udtrykkelig nævner, at han som barn har hørt en gammel kone fortælle, at der fandtes en ædelsten i skrubtudsens hovede (A-iana 2 rk. I 383), en folketro som også kendes fra Shakespeares Som man behager II 1. Ligeledes gør Ragnar Spärck opmærksom på, at A både har kendt de grønne frøers tilknytning til vandet modsat skrubtudserne og den grønne bevoksnings afhængighed af lyset (A-iana 2 rk. IV 202).

Niels Kofoed ser eventyret som en variation af motivet i Den grimme Ælling, men ædlere af holdning og mindre succesombrust: under et rædsomt ydre gemmer der sig skatte af værdi (Studier i H.C.Andersens fortællekunst. 1967.148).

259.2Vinden] anordning til at hejse vandspanden op og ned med. - 11Brøndgjesterne] allusion til brugen af brøndkure. - 15Øienklemme] 306 krampe i øjnene; dannet som parallel til mundklemme (krampe i munden).

260.40transparente] gennemsigtige.

261.14Marias hvide Særkeærmer] her antagelig snerle, Convolvolus arvensis og C.sepium (bruges også om stenbræk, Saxifraga). - 15-16ogsaa fløi der ... en Blomst] sml. Den lille Idas Blomster (I 44), Dagbøger II 225, EDB 318.

263.35Æsop] gr. fabeldigter (6. årh.) der efter traditionen var vanskabt og grim; jvf. Mulatten (1840; SS IX 342), Cecilies forsvar for at omdøbe blomsten Venus' Fluefænger til Æsop:

Han os lærte, at ei Form, ei Farve
Udslag gjør i Skjønheds Blomsterbed
[...]
Form og Farve maa for Snillet vige,
Det fik første Rang i Skjønheds Rige!

36Sokrates] gr. filosof (470/69-399 f.Kr.), var iflg. traditionen grim.

264.29ff. Sml. Den lille Havfrue (I 87ff), Det gamle Egetræes sidste Drøm (III 51ff), Dynd-Kongens Datter (III 63ff) og De Vises Steen (IV 87ff).

307

BIND V
Samlede Skrifter 25-28 1868

Bind 25
(SS 25-68)

Den onde Fyrste

Den onde Fyrste tryktes første gang i Salonen. Et belletristisk Maanedsskrift, red. af Gottlieb Siesby. 1.Bind. 1840. 1. Hæfte (udkom oktober) under titlen: Den onde Fyrste. Et Eventyr. (Gjenfortalt efter mundtlig Meddelelse).

Eventyret blev egentlig skrevet til Dansk Folkekalender, udgivet af Trykkefrihedsselskabet under redaktion af professor G.F.Ursin (1797-1849). Herom hedder det i et brev til Theodor Collin, Hyby i Skåne 23.6.1839: »i det sidste Øieblik jeg endnu var hjemme kom Overlærer Olsen [: F.C.Olsen (1802-74)], som staaer i Spidsen for Folkebladets Skrift Comitee og opfordrede mig til at skrive et Par Ark for den nye Folkecalender Ursin vil udgive, understøttet af Trykkefriheds Selskabet; jeg gav mit Løfte« (BJC I 135). 23.9.1839 sendte han F.C.Olsen et brev, der begyndte således: »Her sender jeg Dem lidt at begynde med; to Digte, et Sagn og en Parabel« (ib. III 60). En nærmere bestemmelse af indholdet får vi gennem et brev til veninden Henriette Hanck i Odense 25.9.1839: »For »Folkebogen« der muligviis udkommer til Nytaar, har jeg allerede skrevet to Digte: (Historie om Konerne og en Paaskesang) Een Parabel: Boghveden, samt et Eventyr: den onde Konge« (BHH 375). Den tvivl om udgivelsen af Folkekalenderen, som A ytrer i det sidstnævnte brev, må være blevet bekræftet umiddelbart efter; måske er bidragene også blevet kasseret. Herom kan intet siges, men A må have handlet hurtigt mht. Den onde Fyrste, eftersom det er trykt i oktober 1839. Iøvrigt noterer man sig, at det rubriceres blandt eventyrene, medens det senere kaldes et sagn. Endelig er det bemærkelsesværdigt, at der gik 28 år før Den onde Fyrste indgik i en eventyrsamling. Hvorfor vides imidlertid ikke.

308

Som A skriver i Bemærkninger, blev Den onde Fyrste optaget i de tyske og engelske udgaver af eventyrene (23), og i forbindelse med oversættelsen til tysk skriver han til Heinrich Zeise 3.11.1845: »dette har jeg, som De seer antydet, ikke selv opfundet, men paa den grimske-musæuske Maade [: efter de tyske eventyrfortællere brd. Grimm og J.K.A.Musäus] gjenfortalt« (A-iana 2 rk. V 264). A nævner imidlertid ikke, hvorfra han oprindelig har sagnet. Men som påvist af Aage Bentzen i Der böse Fürst, Beiträge zum Verständnis des religions-geschichtlichen Hintergrundes eines Marchen von H.C.Andersen i: Studia theologica IV. 1950.109-19 er eventyrets motiv, der også er beslægtet med Ikarossagnet, vidt udbredt. I den forbindelse kan nævnes Firdausis beretning om kong Kai Kaus, ligesom Bentzen ser en forbindelse mellem det kunstige skib og den middelalderlige Alexanderroman, hvor kongen flyver på fire store fugle.

14.29Centner] 1 centner = 100 pund (50 kg). - 37-38min Villie skal skee] en omvending af formuleringen i Fadervor: »Ske din vilje!«

15.1Himlens Befæstning] himmelhvælvingen, jvf. 1.Mos. 1.6-20. Se iøvrigt A.s senere syn på brugen af dette udtryk i At være 107 m. note. - 5en Myggesværm] sml. Rosen-Alfen (I 181).

Bind 26
(SS 26-68)

Marionetspilleren

Marionetspilleren tryktes første gang som kap. IX i I Sverrig, der udkom 19.5.1851.

En præcis datering af eventyret er ikke mulig, men I Sverrig er som helhed skrevet i perioden september 1849-august 1850.

I romantikken fik marionetteatret en anerkendt status, og A har selv behandlet motivet med marionetteatret og dukkerne, der bliver gjort levende, i Dødningen (I 198f) og Reisekammeraten (I 73f). Hans Brix ser såvel de to sidstnævnte eventyr som Marionetspilleren inspireret af N.T.Bruuns skuespil Avisfrierierne eller det forseglede Brev (1815), hvori luftskipperen Luft fortæller om sit ambulante marionetteater, som han har rejst rundt med, men som blev ødelagt af en flok unge herrer. Og Marionetspilleren er herudover en videre udvikling af en replik hos Bruun: »Paa mit Teater herskede den sande huslige Tone - og aldrig Capricer, aldrig Sygdom iblandt Personalet - det var nu især 309 den mærkeligste Forskel paa dem og somme af de levende« (BrixAP VI 236). En anden og mere påfaldende lighed er med E.T.A.Hoffmanns Seltsame Leiden eines Theater-Direktors, som i særlig grad beskæftiger sig med teaterfolkets latterlige og besværlige sider. Den satiriske pointe er: et lydigt og fuldendt ensemble bestående af marionetter, hvoraf forfatteren har en kasse fuld.

Den personlige baggrund for eventyret er som udtrykt af Mogens Brøndsted H.C.Ørsteds betydning for A, idet eksperimentet med levendegørelsen af dukkerne »henlægges til Slagelse, skolebelæringens by, og foretages af en elektromagnetisør, ligesom Ørsted havde henvist ham fra teaterfiaskoerne til eventyrets domæne og samtidigt åbnet hans øjne for naturens egne underværker« (DaStu 1967.14).

16.2paa Dampskibet] i Sverige. - 11satte ud] forklarede. - 18-19den polytechniske Læreanstalt] oprettet 1829 med H.C.Ørsted (1777-1851) som direktør; havde til huse i Studiegården i Studiestræde. - 24Det Meeste ... Præstens] gik over min forstand, var uforståeligt (talemåde).

17.23Napoleon] fr. kejser (1769-1821). - Luther] ty. kirkereformator (1483-1546). - 35Nissebuk] nisse.

19.2hele Commersen] hele herligheden; det altsammen. - 21tvinede] græd. - 23-24Johanna Montfaucon] sørgespil i 5 akter af Kotzebue, oversat og bearbejdet af N.T.Bruun, med musik af Cl.Schall. Opført 1. gang på Det kgl. Teater 29.4.1804. - 24Dyveke] sørgespil af Ole Johan Samsøe. Opført 1. gang på Det kgl. Teater 30.1.1796. - 29Skandinav] tilhænger af skandinavismen, en bevægelse der virkede for nøjere sammenknytning og samarbejde mellem de nordiske lande; havde især sin blomstringstid i 1840'erne og 50'erne.

To Brødre

To Brødre blev trykt første gang i Illustreret Tidende 1. Bind Nr. 13, 25.12.1859.

På listen over »Eventyr som kunne skrives« (april-maj 1859), figurerer under B: »Brødrene« (ovf. s. XIII). Topsøe-Jensen mener, »Brødrene« er identisk med To Brødre (HCA 252), men medmindre a, b, c, d alle kan dateres til sommeren eller efteråret 1859, eller der er tale om et nu tabt manuskript af anden karakter, må eventyret være skrevet på Basnæs 29.9.1857: »Jeg skrev Stykket om Brødrene Ørsted« (Dagbøger IV 292). I registret til Dagbøger har Topsøe-Jensen iøvrigt selv registreret notatet som gældende To Brødre (XII 32).

310

20.2-3Paa en af ... Bøgeskovene] sml. Morgenvandring i Oehlenschlägers Langelands-Reise (1805): »Til Skoven jeg giennem en Mark monne gaae. / Da fik jeg see / En vældig Steenhob paa Marken staae / Mellem Høie tre; / Den stod saa ærværdig, graalighvid, / En aflang Ring. / Her holdtes der vist i gammel Tid / Et Kongething« (Oehl XIX 158). - 3-4en lille Stad] Rudkøbing på Langeland. - 5Emmer] gløder. - 6-7stødtes Urter i Morterne] apotekets krydderier og lægeurter blev pulveriseret i en morter, en sten- eller metalbeholder med buet bund. - 7en ældre Mand] apoteker Søren Christian Ørsted (1750-1822). - 11den brave Husmoder] Karen Ørsted f. Hermansen (1745-93). - 15Den ældste af Drengene] Hans Christian Ørsted (1777-1851), fysiker; om hans betydning for A se MLE I 74, II 115ff samt henvisninger i vort register. - 18-19hvorledes Fuglens Vinger ... flyve] jvf. H.C.Ørsted: Luftskibet (1836). - 22Den yngre Broder] Anders Sandøe Ørsted (1778-1860), retslærd og politiker. - 23-24Jacob ... Førstefødselsret] 1.Mos. 27.5-23.

21.7Solon] gr. lovgiver og digter (ca. 640-560 f.Kr.), hvis love kom til at danne grundlag for Athens senere lovgivning. - 12-13Med Lov skal man Land bygge] indledningsordene til Fortalen i Jyske Lov 1241. - 14Genius] ånd. - 21Tyende] en af tjenestefolkene. - 24Dunster] dampe. - 32Sphærerne] universet.

Den gamle Kirkeklokke

Den gamle Kirkeklokke tryktes første gang på tysk i Schiller-Album 1861. På dansk forelå det første gang i Folkekalender for Danmark 1862, der udkom december 1861.

I Bemærkninger hedder det, at eventyret »er digtet paa Opfordring om et Bidrag til »Schillers Album«« (23), som A.s bekendt major F.A.Serre (1789-1863) udgav i tilknytning til stiftelsen af Schiller-Lotteriet. Eventyret kan dateres til slutningen af marts 1860, idet A.L.Drewsen i sine optegnelser om A under 29.3.1860 skriver: »For et Par Dage siden spurgte Andersen mig, hvor Schillers Fødeby, Marbach, laae, navnlig om det ikke var ved Donau, og da han fik at høre, at det var ved Neckar, vilde han vide, i hvilken Flod, Neckar løb ud. Vi fik Landkortet frem og jeg viste ham dens Løb til den falder i Rhinen. Det passede ham ikke, han vilde have, at den skulde falde i Donau. Han havde nemlig faaet en Opfordring at skrive Noget til det Schillers-Album, der skal udkomme i Anl. af den i Nov. f. A. holdte Fest 100 Aars Dagen efter hans Fødsel, og var efter megen Tænken derover 311 blevet staaende ved en Ide, han havde taget af Schillers »Die Glocke«; han tænkte sig nemlig, at Kirkeklokken i Marbach ringede, medens Moderen fødte Schiller, - at den samme Klokke i Aarenes Løb faldt ned og revnede, og laae paa Kirkegaarden, indtil den blev brugt ved Støbningen af den ovennævnte Statue, hvor dens Malm kom til at udgjøre Hovedet og Brystet.« Herefter refererer Drewsen, at A ville vide flodernes løb ud fra et ønske om at give korrekte historiske oplysninger, fordi han ville lade klokken fragte ad vandvejen fra Marbach til München, hvor den skulle støbes, et element han konsekvent lod udgå. Derefter fortsætter Drewsen: »Idag [...] kom han og sagde, at han havde skrevet Historien og jeg maatte naturligviis paa Opfordring forlade mit Arbeide og gaae op med ham i mit Værelse, for at han kunde læse den for mig. Han vil døbe den: »Den gamle Kirkeklokke«« (Personalhistorisk Tidsskrift 11 rk. IV.1943.194). 23.4.1860 noterer A så i Alm: »Brev med Schillers Eventyret til Fru Serre i Dresden.«

Ideen til at bruge Schillers Das Lied von der Glocke (1800) har han vel udover ved læsning af digtet også faet fra de dramatiseringer, han har set (jvf. Dagbøger I 455, IV 138), ligesom han var til stede ved afsløringen af Schiller-Goethemonumentet i Weimar under hundredårsfesten for hertug Carl Augusts fødsel, jvf. Dagbøger 4.9.1857: »Det var et stort Moment da Sløret faldt for Digter Gruppen Schiller og Goethe, Schiller ligner mig« (IV 286; se også BHW II 330, III 337). Udover den fysiske lighed, som han også berører MLE II 200, har A også på anden vis kunnet identificere sig med Schiller: en fattig barndom, en hård ungdom (Karlsschule = Meislings skole) og berømmelsen.

22.15Familien] Johann Kaspar Schiller, militærlæge og hustru Elisabeth Dorothe f. Kodweiss. - 24-25den Lilles Haar ... forgyldt] sml. Dagbøger 13.8.1855, Wildbad: »om Middagen til Taffels hos Storhertugen med Schillers ældste Søn der er Baron [: friherre Karl von Schiller], han forærede mig det bedstlignende Portræt af Faderen, fortalte at han havde havt rødt Haar« (IV 177), jvf. også MLE II 200.

23.11-12flyttede ... By] til Ludwigsburg i 1766. - 16Gellert] Chr. Fürchtegott G. (1715-69), ty. digter. - 17Sangen om Messias] F.G.Klopstock (1724-1803): Der Messias (1748-73).

24.5-6den militaire Skole] S. kom 1773 i civilafdelingen af Karlsschule, der 1775 flyttedes til Stuttgart, hvor han studerede medicin og filosofi. - 20derfor] til det formål. - 30-31han maatte ... Strøm] efter opførelsen af Die Räuber 1782 flygtede S. pga. indskrænkninger i sin personlige og digteriske frihed og tog ophold på godset Bauerbach i Meiningen. - 38Fiesko] Die Verschwörung des Fiesco zu Genua 312 (1782). S. læste sit stykke op for vennerne, men uden held, angiveligt pga. hans svabiske udtale og deklamation (Werke ed. Bellermann I 28).

25.7Hvor] hvorledes. - 17Bayerns Kongestad] München. - 23Kæmpegrave] oldtidsgrave, kæmpehøje; kæmpe: kriger. - 23en ganske fattig Dreng] Bertel Thorvaldsen (1770-1844), hvis statue af Schiller opstilledes i Stuttgart 1835, jvf. Dagbøger IV 175, 435. - 25Holmen] flådestation og militært skibsværft (Orlogsværftet) i Kbh. - 39-40Schweiz's Befrier] Wilhelm Tell (1804); se iøvrigt n.t. IV 134.23. - 40Frankrigs gudbegeistrede Jomfru] Die Jungfrau von Orleans (1801); se iøvrigt n.t. IV 61.22.

26.6engang] senere. - 7det ædle Qvindehjertes Digter] der tænkes på Maria Stuart og Die Jungfrau von Orleans.

Bind 27
(SS 27-68)

Theepotten

Theepotten tryktes første gang i Folkekalender for Danmark 1865, der udkom december 1864.

Iflg. Bemærkninger er eventyret skrevet i Toledo under A.s Spaniensrejse i 1862 (23). A opholdt sig i Toledo 2.12-7.12., men hverken Dagbøger eller breve melder om eventyret.

Eventyret skulle indgå i rejsebogen I Spanien, hvor det findes i det første udkast til kapitlet om Toledo (I Spanien 342) forsynet med flg. indledning, der forklarede dets tilblivelse: »I vor Fonda var ogsaa Spor af gammel Herlighed, Vaaben over Porten, Steensocler i den eengang med et mægtigt Springvand pyntede Gaard, nu sprang her ikke en Draabe, Marmor Kum[men] var fyldt med Jord og forvandles til et Blomsterbeed underlige frugtlignende ildrøde Blomster groede her, de saae ud som spansk Peber men var endnu mere glødende mere lignende en Blomst [...] Fra Murcias Sol havde gjennemstrømmet mig og Castagnetterne der havde slaaet Rythmerne an til Sang, [...] kom i hver Stad en [...] Stemning, der satte Blomst, [...] jeg maatte skrive Digte som i Ungdommens Tid, men ikke et Eventyr kom paa Papiret, det Hele selv var jo som et stort forunderligt Eventyr; men her i Toledo [overstreget: i den lille forstørrede Gaard] i Fondaens lille Gaard, hvor det gamle Springvand var blevet Urtepotte, laae 313 Skrimmel og Skrammel, Stumper og Skaar, der laae [...] Skaaret af en gammel Theepotte, [overstr.: jeg tog det op, skrev et Eventyr derom, det eneste paa hele] med Indskrift, chinesisk var det ikke, men heller ikke maurisk! saa havde den jo været en Bid for Musæet, nu gav den Ideen til et Eventyr, og det skal jeg give paa andet Sted. Nu er vi i Toledo, ogsaa det er nu kun et Skaar [overstr.: af] slængt hen i en Afkrog.« Slutningen her er indsat i en nyere version på et indskudt blad; den oprindelige tekst løb videre fra »og Skrammel«, lidt anderledes, overstreget, og fortsatte fra »jeg tog det op«: [overstr.: der laae paa Bunden et Eventyr,] tænkte paa da den var heel, og da jeg selv var heel, [overstr.: man tænker altid paa sig selv, det skulde man ikke, men jeg tænkte paa mig selv i den forbigangne Tid, men fra mig selv er de grønne Theeblade der lægges i, [overstr.: tør jeg skjæn] der er mere i Eventyret af mig selv end af Toledo, tør jeg skjænke.

Theepotten.]

(Her citeret efter Hans Aage Paludan: Et Eventyr af H.C.Andersen i: DaStu 1940. 124f).

Derefter findes kun et notat i Dagbøger 31.3.1864: »Honorar af Delbanco for mit Bidrag til Folkecalenderen 8 Rdlr.« (VI 31). Honoraret dækkede iøvrigt både Theepotten og to vers om det nye kongepar, Christian IX og Louise.

Folkesangens Fugl

Folkesangens Fugl. En Stemning blev trykt første gang i Folkekalender for Danmark 1865, der udkom december 1864.

På listen over »Eventyr som kunne skrives« (april-maj 1859) finder man under S: »Sangfuglen« (ovf. s. XIV), som Topsøe-Jensen mener sikkert er blevet til Folkesangens Fugl (HCA 255). Iflg. Bemærkninger (22) er eventyret skrevet i København ved juletid (1864), iøvrigt på samme tid som Stormen flytter Skilt. Denne sidste oplysning er forkert (se ovf. s. 292), så man kan måske også stille sig tvivlende mht. Folkesangens Fugl, medmindre man fortolker juletid i videste betydning. De eneste sikre oplysninger er nemlig Dagbøger 14.11.1864: »reenskrevet Folkesangens Fugl og læst den for Paludan Müller« (VI 152) og 16.11.: »Afleveret til Folkekalenderen: »Folkesangens Fugl«« (ib. 153).

Som karakteriseret af Topsøe-Jensen er eventyret en »besynderligt sammenkogt Historie« (FoF X 146) bestående af to af hinanden uafhængige partier bundet sammen af motivet med Folkesangens Fugl. Fortællingen om kongen, der ikke kan finde hvile, før skjalden 314 har sikret hans eftermæle gennem sine sange, er således taget fra det kasserede eventyr »Man siger-«! (V 244.4-13), medens rammen med den lune stue og det vinterlige landskab i forkortet og omarbejdet skikkelse er hentet fra Optegnelsesbog 11,4 (Bl. 14r-16r), som A havde taget i brug i 1860, se nærmere i FoF X 146-48.

29.8-9Sneeflokkene] snefnuggene. - 12Kæmpegrav] oldtidsgrav, kæmpehøj; kæmpe: kriger. - 14Guldringen skinnede om hans Pande] se n. t. III 84.15.-16 sorrigfuld] sorgfuld. - 20-22Ingen har besjunget ... Hjerter] jvf. Ærens Tornevei (IV 60.11-12 m. note).

30.3Barde] skjald, digter hos oldtidens germanere og keltere, jvf. traditionen fra Ossian (se ndf). - 7-8Grønsværs-Høi ... Stene] stendysse. - 16de hvide Bier sværme] det sner; sml. Sneedronningen (II 51.17 m. note) og Bispen paa Børglum (IV 204.35). - 17ff. Refererer til opdelingen af folkeviserne i kæmpe-, ridder-, roman-, trylleviser osv. - 17Drapa] oldnordisk lovkvad, lovsang med omkvæd til forherligelse af heltes bedrifter. - 20Runer lagt under Dødmands Tunge] jvf. Saxo (se H.F. Feilberg: Ordbog over jyske almuesmål III.1904-11. s.97 1.35); dødmand: genfærd, dødning. - 26-27Borgfruen ... Sagn] mange af folkeviserne blev nedskrevet i 1500tallet af adelsdamer fx Karen Brahe. - 29Bissekræmmer] småhandlende, der sælger uldtøj, pynt o.l.

31.12har Pip] er skøre. - 15Skrotten] skrutten, maven. - 22-23Elverhøi] romantisk skuespil af J.L.Heiberg med musik af F.Kuhlau, opført 1. gang på Det kgl. Teater 6.11.1828. - 23Ossianske Sange] James Macphersons (1736-96) bearbejdelser af og digtninge over den middelalderlige gæliske digter Ossian (1200tallet) udgivet 1760-63. - 23Valkyriens susende Vingeslag] Valkyrien. Ballet i 4 akter af Aug. Bournonville. Musik af J.P.E.Hartmann. Opført 1. gang på Det kgl. Teater 13.9.1861.

De smaa Grønne

De smaa Grønne tryktes første gang i Nye Digtninger. Fortællinger og Digte af danske Forfattere, udg. af Christian Winther. 1868, der udkom i december 1867.

Om eventyrets tilblivelse hedder det i MLE under året 1867: »Det var den varme Sommertid og slet ikke lysteligt inde i Byens solhede Gader. Jeg blev som Gjæst modtaget hos Vennerne Melchiors paa »Rolighed« og skrev der »Gudfaders Billedbog« og Eventyret »de smaa Grønne«« (II 334), jvf. også Bemærkninger, hvor det hedder, at De smaa 315 Grønne er sprunget frem »i Tilfredshed og Humeur, som et lykkeligt Hjem kan give det« (23). Mere præcis datering giver Dagbøger 16.6.1867, Rolighed: »Jeg reenskrev: Gudfaders Billedbog, under Skrivningen kom det over mig at bringe paa Papiret Eventyret: De smaa Grønne, som jeg læste og det gjorde Lykke« (VII 307). Som sædvanligt læste A eventyret op for venner og bekendte, og i et brev fra Basnæs 22.7.1867 fortæller han vennen, komponisten J.P.E.Hartmann (1805-1900): »Jeg har skrevet et Eventyr: »De smaa Grønne«, det vil sige: »Bladluus«; lad ikke det virkelige Navn forarge, de have ikke selv døbt sig; det er os, der have givet denne driftige Rosenborger det platte Navn« (BfA II 568).

Oprindelig var det planen, at eventyret evt. skulle trykkes i en af M.Goldschmidt (1819-87) påtænkt samling. Fra Glorup skriver A 30.7.1867 til Edvard Collin: »Jeg lægger her ved Brevet en Afskrift af et nyt Eventyr, vil De og Deres Kone læse det, samt lade Fru Lund [: forfatterinden Axelline Lund (1836-1918)] høre det, hun skriver at hun ønsker det; er der Eet eller Andet i Commateringen at bemærke, vil De da kun file løs. Gjem det derpaa til videre. Goldschmidt har bedet mig om et Bidrag til sin nyeste Bog, maaskee giver jeg ham dette, dersom jeg ikke til den seneste Tid har andet, derfor gjem det!« (BEC IV 35). Et brev dateret Holsteinborg 12.8.1867 oplyser endvidere, at A overlader videresendelse til Collin (ib. 38). Vennen har åbenbart sendt det videre, for 30.9.1867 hedder det i Dagbøger: »Brev fra Goldschmidt, som ikke kommer til at udgive sin Samling og derfor tilbage sendte »de smaa Grønne«« (VII 356).

Om motivet fortæller Stampe 79, at bladlusene var et af A.L.Drewsens (gift med Ingeborg Collin) yndlingsemner, som A rimeligvis har genfortalt efter hans meddelelse. Men motivet, der også optog A, leder via Vanddraaben (II 151f) tilbage til Fodreise, hvor den lærde holder tale over en loppe, han betragter i et mikroskop: »Kun kort er deres Blomster-Liv, de komme ikke til nogen synderlig Udvikling: de fødes, forfølges og myrdes. Skulde dette vel være deres hele Bestemmelse. Nei! flere Philosopher antage jo at Dyrene ere udødelige, og de maae ogsaa være det« (92).

32.13Det viseste Dyr, Myren] jvf. Ordsprogenes Bog 6.6. - 25sudle] smudsige, urene.

33.11konstig] kunstfærdig. - 12-13at opfylde og formere] 1. Mos. 1.28.

316

Nissen og Madamen

Nissen og Madamen blev trykt første gang i Folkekalender for Danmark 1868, der udkom december 1867.

Erik Dal siger på baggrund af et brev fra A til redaktøren af Folkekalenderen, boghandler Lose, 29.11.1866, at eventyret er skrevet i efteråret 1866, men at A holdt det tilbage, fordi »det trænger til at beaandes« (Vilhelm Pedersens illustrationer i Folkekalender for Danmark 1853-59 og Christian Winthers novelle Ristestenen. Herning 1974.32). Imidlertid nævner A overhovedet ikke hvilket eventyr, der hentydes til (Collinske Brevsamling XVII. H.25. KB).

Dateringen til 1866 stemmer da heller ikke med andre foreliggende oplysninger. Under et ophold på Holsteinborg hedder det således i Dagbøger 14.8.1867: »Idee til Eventyret: »Madamen«« (VII 330) og 19.8.: »Skrevet paa »Madamen«« (ib. 332). Næste dag må arbejdet have været færdigt, for 21.8. rejste A tilbage til København, og 22.8. var han til middag hos Melchiors: »jeg læste Nissen og Madamen som tiltalte; kjørte med Billes og Bloch i Spoervogn til min Dør. Bloch gik op og yttrede at han ved Madamen hele Tiden havde seet Fru M [: Dorothea Melchior] at hun havde Optegnelses Bog &c; jeg blev aldeles ilde stemt derved, eftersom nogen af de Andre eller hun selv havde samme Opfattelse som Bloch, da var jeg tilvisse et utaknemligt Menneske, jeg blev afficeret, følte mig meget betaget« (ib. 333). 23.8.: »Sov urolig pintes; kunde ikke udholde det, vilde ud til Fru M for at mærke Indtrykket, kjørte med Sporvogn til Grønningen men betænkte mig saa og vendte om« (ib.). Endelig noterer han 2.12.1867: »Givet Lose til Folkecalenderen »Nissen og Madamen«« (ib. 380).

I Bemærkninger hedder det om motivet: »Nissen og Madamen har Rod fra Folkesagnet om Nissen, der tirrede Lænkehunden« (23). Her tænker A på sagnet om Nissen og Drengen, hvor nissen efter at have drillet en tjenestedreng, fordi denne har skjult smørret under risengrøden, sætter sig i vindueskarmen med benene ud ad vinduet: »Men saasom Nissen er forhadt af alle Hunde, saa begyndte Gaardhunden, da den saae ham, at giøe, hvilket saaledes fornøiede Nis, efterdi dog Hunden ei kunde naae ham, at han stak det ene Been efter det andet ned til den, drillede og sagde: »Skue mig den Pusselank! Skue mig den Pusselank!« Imidlertid var Drengen vaagnet og listede sig bag paa ham; og som Nis allermindst tænkte derpaa, men blev ved med sit: »Skue mig den Pusselank!« stødte Drengen ham ned i Gaarden til Hunden, idet han raabte: »Skue ham nu allesammen!«« (Thiele2 II 317 272f; jvf. optegnelse fra Ryslinge på Fyn i Sv.Grundtvig: Gamle danske Minder. II.1857.228).

Motivet med nissens fjendskab, der slår over i beundring ved poesiens magt, havde A tidligere brugt i Nissen hos Spekhøkeren (II 255f; jvf. også indledningen hertil ovf. om nissefiguren).

34.4Klinkningen] egl. reparation af ituslået porcelæn o.l. ved hjælp af metalkramper; her i overført bet.: sammenbindingen.

35.4gjører Eder den underdanig] 1. Mos 1.28. - 16-17den lille graaklædte Nisse med den røde Hue] sml. Thiele2: »Sædvanligt gaaer han klædt i graa Klæder og har dertil en spids, rød Hue« (II 261).

36.6henkogt] kogt så fløden er svundet ind for at gøre den kraftigere. - 6Meelpap] melgrød; meljævning kogt i mælk. - 10Flø'en] måske fynsk reminiscens. - 33ff. Satire over den nationale selvglæde og snæversynethed der fulgte med stemningen omkring de nationale krige 1848-50 og 1864. Seminaristen er en parodi på grundtvigianerne og madamen på de velnærede åndeligt vakte.

37.14-15den gamle Bondetro ... i Huset] alm. træk i folketroen, se ovf. og fx Thiele2 II 267. - 17Geisten] ånden.

38.5luun] snedig, polisk.

Peiter, Peter og Peer

Peiter, Peter og Peer blev trykt første gang i Figaro. Et Ugeblad, red. af Robert Watt. Nr. 94. 12.1.1868.

Om eventyret, der med sine parallelle levnedsløb kompositorisk tilhører samme gruppe som Suppe paa en Pølsepind (III 12-24), »Noget« (III 45-40) og De Vises Steen (IV 87-100), skriver A i Bemærkninger, at det sammen med De smaa Grønne (V 32-33) er skrevet på familien Melchiors landsted Rolighed på Østerbro, »sprungne frem i Tilfredshed og Humeur, som et lykkeligt Hjem kan give det« (23). Oplysningen er dog forkert. I Dagbøger 14.1.1867 noterer han nemlig: »Gik efter Middagen hos Collins i Theatret et Øieblik, var om [Aftenen] hjemme, fandt mig hyggelig og begyndte paa Peiter, Peter og Peer« (VII 234). Men først efter A.s rejse til Paris og Schweiz 11.4.-7.6.1867, nemlig 19.7., skriver han fra Basnæs til grevinde Holstein: »En heel Maaned efter min Hjemkomst fra Paris og Schweiz har jeg tilbragt paa »Rolighed« ved Strandveien hos Groserer Melchiors [...] jeg skrev der to muntre Eventyr og endte min Fortælling om 318 Kjøbenhavns Historie [: Gudfaders Billedbog]« (HCAHolstein 141f). Og samme dag hedder det til Henriette Collin: »Et nyt Eventyr: »Peiter, Peter og Peer« gjør megen Lykke, man siger at det hører til det Morsomste jeg har skrevet« (BEC IV 31, jvf. også BfA II 568, 570).

Vennernes mening var dog ikke ubetinget positiv. Fru Melchior må tilsyneladende have kritiseret eventyret i en samtale med A efter en oplæsning (ikke som nævnt af Reumert 63 i et tabt brev fra 30.7.1867, idet dette, der senere er kommet til veje og indgået i Ny kgl Saml. 4909.4°(KB), ikke indeholder nogen kritik af Peiter, Peter og Peer), for 31.7.1867 svarer A hende fra Glorup: »Inderlig Tak for Deres Ærlighed mod mig, dette Tegn paa ægte, sandt Venskab, at De siger mig nogle Ord om »Peiter, Peter og Peer«. Jeg er imidlertid ikke istand til at see hvad der flosser i den Historie, og som jeg maa skjære bort eller lægge i bedre Folder. Jeg kan ikke tænke mig at den svagelige Deel ligger i Udtrykket: Smækkys! jeg har jo i et af de andre Eventyr Udtrykket »Morbrorsmask«, og det er stærkere, men det have Ingen forarget sig over« (ib. 64). 7.8. vender han igen tilbage til sagen i et brev til fru Melchior efter en oplæsning på Holsteinborg: »Mit Eventyr »Peiter, Peter og Peer« gjør overordentlig Lykke her, som paa Glorup; Ingen, uagtet jeg har spurgt derom, finder Noget at støde sig over. Jeg har selv ret critisk behandlet det og troer, at Bille [: redaktør C.St.A.Bille] vist har misforstaaet et eller andet Udtryk og i sin Misforstaaelse skygget ind i Deres Opfattelse. Bare han dog vilde sige mig, hvor det er, den syge Deel sidder i Digtet; jeg skulde da strax skjære den af. Jeg er Dem vedvarende taknemmelig for det Vink, De har givet mig, og beder Dem, at De altid vil være ligesaa oprigtig« (BfA II 576). 22.8. var A til middag hos Melchiors og noterer i Dagbøger: »siden læste jeg Peiter, Peter og Peer, som Bille og Melchior sagde mig bestemt ikke kunde trykkes saaledes, der vilde blive sagt af Nogle at den var uanstændig« (VII 333).

15.12.1867 meddelte redaktionen af Figaro på forsiden af nr. 90: »Det glæder os at kunne meddele vore Læsere, at Fortællingen »Den vilde Rose« vil blive efterfulgt af et nyt, større Eventyr af H.C.Andersen, betitlet »Peiter, Peter og Peer«« (BWatt II 89). Eventyret skulle dog trods denne notits igennem endnu en omarbejdelse, for først i Dagbøger 29.12.1867 far vi et fingerpeg om, hvad Bille og Melchior har fundet uanstændigt. Under en fest på musikkonservatoriet, hvortil A var indbudt sammen med alle lærerne og eleverne, bad Niels W. Gade A læse et eventyr: »jeg vilde da læse Peter Peiter og Peer! det gaaer vel her sagde jeg, det er om Storken der henter de smaa Børn. Gade blev lidt ængstelig, det smittede mig, jeg løb med Øinene Eventyret igjennem og opgav at læse det men fik Ideen hvorledes det kunde bøies, læste da »Børnesnak«, gik saa hjem og omskrev de befrygtede 319 Steder i Eventyret« (VII 396f). 31.12. læste han det så for Gade: »han fandt det var en moden Frugt, der kunde jo og[saa] være ikke ganske modne og lidt grønne i den store Samling af de Andre« (ib. 398). Derefter kunne det endelig gå i trykken, jvf. Dagbøger 9.1.1868: »bragt Watt Correcturen til Peiter, Peter og Peer« (VIII 5).

39.3-4At Storken ... Mølledammen] sml. Lille Lise ved Brønden (1830; SS XII 300f), KES 5, Storkene (I 164). - 20Begnellike] tjæreurt, Lychnis viscaria.

40.5Vrangstruben] »den forkerte hals«, luftrøret. - 6Vrag] vragen. - 10Koax] se n.t. I 53.19. - 29Byens to og tredive Mand] Københavns magistrat bestod 1659-1840 af 32 borgerrepræsentanter, hvorefter den udvidedes til 36.

41.1Fra Diavolo] syngestykke i 3 akter af Scribe og Auber, oversat af Th.Overskou; opført 1. gang på Det kgl. Teater 19.5.1831. F.D. er bygget over den italienske røverhøvding F.D.s (egl. Michele Pezza (1760-1806)) liv, men i operaen er han tegnet med en pittoresk elegance, som intet havde med virkeligheden at gøre. Fra Diavolo tilhørte netop i 1867 hyppigt Det kgl. Teaters repertoire (jvf Dagbøger VII 233, 235, 238, 256, 362). Se også Imp 157f og O.T. 69. - 7Dux] den dygtigste elev i klassen, nummer et. - Fux] den dårligste elev. - 13-16han var en meget uartig Dreng ... Maven] sml. lystspillet Hr. Rasmussen I 4, hvor grevinden siger om datteren Louise: »hun er aldrig uartig, men naar hun er det, saa feiler hun noget! Hun har Orm, det søde Barn, og saa bliver hun saa vanskelig« (1913.22f). A har sandsynligvis faet udtrykket fra det oehlenschlägerske hjem, idet det fortælles at Christiane Oehlenschläger altid undskyldte sine børns uartighed med at de havde orm (N.Bøgh: Fra Oehlenschlægers Kreds. 1881.338. Troels-Lund: Bakkehus og Solbjerg.I. 1920.116). - 21-25 Sml. Hr.Rasmussen II 3, hvor det dog er en skål fedt, den unge stamherre forsætligt hælder over Carolines kjole (38), samt DtB 141f.

42.4Gaaseurt] bellis, tusindfryd. - 6Grifler] skiferstang til at skrive med på skifertavler. - 7Naturaliekabinet] samling af naturalier (udstoppede dyr, mineraler etc.). - 40flyver igjen som et Stjerneskud] alm. folketro, jvf. Thiele2: »naar en Stierne falder fra Himlen, saa døer der i samme Stund et Menneske paa Jorden« (III 134), jvf. også Den lille Pige med Svovlstikkerne (II 155).

320

Bind 28
(SS 28-68)

Vænø og Glænø

Vænø og Glænø tryktes første gang i Figaro. Et Ugeblad, red. af Robert Watt. Nr. 73, 18.8.1867.

Eventyret er skrevet på Holsteinborg i forbindelse med en påtænkt anlæggelse af en dæmning fra Sjælland til Glænø (Bemærkninger 26). En mere præcis datering giver Dagbøger 3.1.1867, Holsteinborg: »Til Middag kom her en Ingenieur og en Broder til Winding, de skulle imorgen tidlig med Greven til Glænø, da man tænker paa at hente den til Sjælland ved Inddæmning, det bliver altsaa ikke som Sagnet siger Venø, der henter Glænø; jeg skrev dette ned og sagde det derpaa i en Skaal ved Bordet for »den nye Formæling« og den Brudegave af mange Tønder Land, som fulgte med« (VII 230, jvf. også BEC IV 155). Denne version af eventyret, som er trykt i HCAHolstein 136-38, blev ikke den endelige, og i løbet af sommeren tog A den op til videre bearbejdelse. Fra Basnæs meddeler han 22.7.1867 grevinde Mimi Holstein: »Jeg har her skrevet en Historie: Gudfaders Billedbog, ligesaa en mindre Fortælling, der udsprang ved en »Skaal« jeg udbragte engang paa Holsteinborg, det er nemlig Historien om »Vænø henter Glænø«, jeg troer nu det er Sjælland der ved Dige-Arme henter den« (HCAHolstein 144). 1.8.1867 noterer han i Dagbøger på Glorup: »Reenskrevet [...] paa Vænø« (VII 325). 2.8. sendte han eventyret til Robert Watt sammen med et brev, hvori det hedder, at han egentlig havde lovet ham et stykke om Le Locle i Schweiz. Dette stykke var imidlertid blevet væk eller glemt i Kbh. Derefter fortsætter han: »Jeg blev lidt ærgerlig, men De skulde ikke lide derunder. I min Tanke havde jeg et dansk Sagn jeg vilde bringe Noget ud af, vise hvorledes der i Overtro altid laae et Korn af Sandhed, Menneskekløgten skulde finde dette ud og faae Syn for Sagn. Jeg havde bestemt det skrevne for Dansk Folkecalender, men min Ven Robert Watt er No 1, De skal have det, gid at De nu nogenlunde maa være tilfreds der med og Deres Læsere ligesaa. De faar altsaa ikke Locle, men Vænø og Glænø. Igaar havde jeg netop til kort før Posten afgik, reenskrevet samme, men ikke begyndt paa Brev, dette skriver jeg nu, efter at have modtaget Deres, mit vil De erholde imorgen Løverdag [...] Vil De ikke nok sørge for at Correcturen bliver correct læst« (BWatt I 146f).

321

44.2Holsteinborg] herregård 13 km øst for Skælskør. - 3Kirkeby] landsby, hvori sognekirken ligger. - 15Vænø ... Sagnet] jvf. Thiele2: »I Stranden ved Holsteinborg ligger en Ø, kaldet Glænø, og i Nærheden af samme skal en anden Ø, Vænø, være gaaet under. Dette sidste Sted kaldes derfor Vænø-Grund, og, naar Vandet er klart, skal man endnu kunne see Spor af Kirkemuren. Det er en almindelig Tro, at det skal gaa Glænø ligesaa, og derfor pleier man at sige: »Vænø bier efter Glænø!«« (II 20f). - 15Sagnet] talemåde, ordsprog. - bier] venter.

45.8Og dog ere Glænø's Dage talte] dæmningen blev dog først bygget 1881.

Gudfaders Billedbog

Gudfaders Billedbog tryktes første gang i tre afsnit i Illustreret Tidende nr. 434, 19.1.1868; nr. 435, 26.1.1868; nr. 436, 2.2.1868.

I sin lange kommentar til eventyret skriver A i Bemærkninger, at han egentlig blev opfordret til at skrive en folkekomedie med motiver fra Københavns historie af museumsmanden og arkæologen Chr.Jürgensen Thomsen (1788-1865), der i Paris havde set Paul Meurices Paris, drama i 5 akter, prolog og epilog (1855).

Ideen har tydeligvis fænget, for i kapitlet Rundetaarn i At være, der tidligst er forfattet vinteren 1856, siges det om Niels Bryde, der bor på Rundetårn: »Nede under ham laae hele den travle By som i en Drøm. I de mørke Aftener skinnede ved Lygtelyset alle Gaderne som Taagestriber; hist og her fra et Tagkammer blinkede et Lys; han saae det ogsaa gjennem sine Tankers Glar, og det beskjeftigede ham at forestille sig Staden i de forskjellige gamle Tider: da den kun var et Fiskerleie, da den blev en Handelsplads, en »Kjøbmands Hafn« og voxte til Kongestad, saaledes som han havde læst om den« (20f).

4.12.1857 noterer A i Alm: »tændtes første Gang Gaslygterne i Kjøbenhavn.« Også heri fandt han et incitament, jvf. Bemærkninger 25. Han fortæller desuden, at han på længere sigt blev klar over, at det rent teknisk var umuligt at gennemføre planen om et skuespil pga. Casinos lille scene og teatrets ensemble. Istedet benyttede han ideen i en af sine mange billedbøger til børn af venner og bekendte: »Kjøbenhavns Liv og Levnet seet ved Tran og Gas«, og det var denne billedbog, der i forkortet form blev trykt i Illustreret Tidende (26). Som Topsøe-Jensen overbevisende argumenterer for det i Buket 243, er de sidste oplysninger næppe i overensstemmelse med virkeligheden. Dels fordi det med datidens sparsomme billedmateriale næppe havde været muligt at finde stof til at illustrere hele Københavns historie, og dels fordi eventyrets udpræget litterære stil ikke kan have været anvendt i 322 teksterne til en billedbog for småbørn. Topsøe-Jensen nævner mærkværdigvis ikke, skønt han minutiøst gennemgår eventyrets genesis, at denne i sig selv klart afkræfter, at eventyret blot skulle være en forkortet udgave af en billedbogstekst.

Det første fingerpeg om, at A har opgivet ideen om at realisere planen om et skuespil, får vi i den alfabetiske liste over »Eventyr og Historier som kunne skrives« fra april-maj 1859, hvor der under H står: »Havfrusang ved Gammelstrand«, jvf. citatet fra N.F.S.Grundtvigs digt 51.13-14, der i sin helhed giver et overblik over Københavns historie. Under bogstav T står desuden: »Tran Lampe og Gas Løgte« (ovf. s. XIV).

Først sidst på vinteren 1867 kom han igang. 15.3.1867 noterer han i Dagbøger: »Gik fra Kocks lidt i Theatret og saa hjem at skrive paa »Gudfaders Billedbog«« (VII 257). 21.3. hedder det: »Tog ikke paa Fremtidens Carneval; gik hjem fra Melchiors og skrev paa Gud Faders Billedbog« (ib. 258) og 23.3.: »Skrev paa Eventyret« (ib.). 27.3. var han nået så vidt, at han i forbindelse med sin faste onsdagsmiddag hos fru Ørsted kunne notere: »Læste hos Ørsteds »Gudfaders Billedbog«« (ib. 259). Fra denne version stammer indledningen i f samt a.

Derefter gik arbejdet i stå pga. A.s rejse til Paris og Schweiz 11.4.-7.6. Men efter hjemkomsten tog han 13.6.-16.7. ophold på Melchiors landsted Rolighed på Østerbro. Herom hedder det i MLE: »Det var den varme Sommertid og slet ikke lysteligt inde i Byens solhede Gader. Jeg blev som Gjæst modtaget hos Vennerne Melchiors paa »Rolighed« og skrev der »Gudfaders Billedbog« og Eventyret »de smaa Grønne«« (II 334). Og i Dagbøger siger han 14.6.: »Skrev paa Gudfaders Billedbog« (VII 307), 18.6.: »Sluttet: »Gudfaders Billedbog og læst den [...] her paa Rolighed er i Dag til Middag Grev Moltke Hvitfeldt, Enken Fru Bramsen & jeg læste Gudfaders Billedbog og De smaa Grønne« (ib. 308). Heller ikke denne version, som han iøvrigt læste op flere gange (se Dagbøger VII 310,324,331,358), blev den endelige.

4.12.-11.12.1867 var A i Odense i forbindelse med udnævnelsen til æresborger 6.12., og under opholdet var han gæst hos biskop C.T.Engelstoft (1805-89), for hvem han 9.12. læste Gudfaders Billedbog (Dagbøger VII 386). Denne har åbenbart haft flere indvendinger, for 24.1.1868 skriver A til ham: »Flere Gange har jeg skrevet denne lille Skildring om for at faae den kort, klar og klangfuld; jeg veed ikke hvilken Fornøielse jeg faaer der af« (Buket 249). 13.2.1868 svarer biskoppen, at han har læst eventyret, hvis sidste afsnit havde stået i Illustreret Tidende 11 dage tidligere, og fortsætter: »jeg har nu Intet at anmærke mere og finder det at være en tiltalende Ide og meget smukt udført« (ib.).

323

Inden trykningen var imidlertid gået et hektisk arbejde. 30.12.1867 fortæller Dagbøger, at A læste Gudfaders Billedbog op for Illustreret Tidendes udgiver O.H.Delbanco (1821-90) og dennes hustru og søn. Efter oplæsningen lovede A, at Delbanco skulle fa eventyret til ugebladet (VII 397). 8.1.1868 noterer han så i Dagbøger: »Hele Aftenen hjemme at reenskrive paa »Gudfaders Billedbog« til illustrerede Tidende« (VIII 5); 9.1.: »Reenskrevet paa Gudfaders Billedbog«; 10.1.: »Sad oppe og reenskrev til Klokken 1/2 2 i Nat« (ib.); 11.1.: »Træt og tung; tog dog hen til Worsaa og læste for ham og Kone »Gudfaders Billedbog«, han fandt den høist interesant (iaftes hørte Fru Jerichau den og var i Henrykkelse). Bragte Delbanco til første Nummer i illustrerede Tidende, en Deel af Gudfaders Billedbog« (ib.); 12.1.: »Gik ikke i Theatret, blev hjemme og reenskrev paa Gudfaders Billedbog« (ib. 6).

Endnu var arbejdet dog ikke færdigt. 17.1. melder Dagbøger: »Skrevet i Gudfaders Billedbog et Indlæg: Engelændernes Færd til Kjøbenhavn 1807« (ib. 7). Topsøe-Jensen mener, at denne tilføjelse skyldes en protest fra biskop Engelstoft over, at Københavns bombardement i 1807 var udeladt (Buket 250), men denne tilføjelse kom til at volde A kvaler (om denne første kladde se Buket 252). 20.1. skriver han nemlig i Dagbøger: »reenskrev paa »Gudfaders Billedbog« [...] gik til Kongen Klokken 9; der var Concert [...] jeg blev meget træt; morede mig ikke, ja kom ud af Stemning ved at tænke paa »Billedbogen« hvor jeg skulde omtale Engelændernes Færd 1801 og 1807, og hørte af Worsaae hvor meget man der i Huset holdt paa Engeland, men det Land har ført sig ondt op mod os, nu er det ikke at forbigaae samme, men med let Haand« (VIII 8). Resultatet blev en stærk forkortelse til det endelige s. 65-66. Sluttelig kunne A så 23.1. notere: »Hjemme endt Reenskrivningen paa »Gudfaders Billedbog«« (VIII 9).

Motiverne i de enkelte billeder havde A for adskilliges vedkommende behandlet flere gange tidligere, jvf. ndf. Hovedkilderne til de realhistoriske oplysninger er herudover primært L.J.Flamand: Kjøbenhavn, dens ældre og nyere Historie, samt Beskrivelse (1855) og Holbergs Danmarks Riges Historie I-III (1732-35).

46.1ff.Gudfader] et selvportræt af A. - 5klinede] klistrede. - 8-9det mærkværdige Aar] 1857; jvf. ovf.; mærkværdige: bemærkelsesværdige. - 12tør] må.

47.2-3Riv Bogen ... gjort] verset har egentlig stået i en af A.s rigtige billedbøger, jvf. Optegnelsesbog 11,2 (Bl 2r): »Med en Børnebilledbog: Riv Bogen istykker, det siger ei stort, / Værre har andre Smaavenner gjort! og det kan man nu ogsaa sige om Historien« (FoF X 138). - 7-8Den flyvende Post] Kjøbenhavns flyvende Post, red. af J.L.Heiberg, 1827-30; 1834-37. På forsiden af hvert nummer var det af 324 A beskrevne billede med byens tårne. - 18Helhesten] iflg. folketroen en overnaturlig trebenet hest der varsler død (jvf. Thiele2 II 293 samt Fodreise 45). - 19Inderdelen] midterdelen, det centrale afsnit. - 21-30Helhesten ... skrevet paa] sml. »Man siger-«! (V 244.19-32) samt optegnelse i Collinske Samling Nr. 41,4to, 58 (KB), hvor A satiriserer over dagbladet Fædrelandets litteratur- og teaterkritiker Clemens Petersen (1834-1918), der skrev under mærket Zu-zx, og som havde nedsablet At være 11.7.1857: »Alle de som fortælle Historier, synge yndelige Sange og glæder Menneskene med hvad vor Herre giver dem at fortælle de kjende nok Helhesten, for under deres Kirke Poesiens hellige store Kirke, der sidder det Spøgelse, det har intet Navn men sædvanlig kun Bogstaver, saaledes som xu-xe eller saadan noget - den stiller sig uden for Comediehuset og siger at nu skal den Skuespiller eller Skuespillerinde døe, men de døer ikke, Helhesten kan ikke, han; Han vrinsker eller er uartig - gaaer i Ærinde til Poetens Dør, men det skader ikke, Han staaer paa Græs i Aviserne, Fædrelandet aabner ham sine Spalter, det vil sige han gaaer paa Papirs-Mark og spøger, men det er en daarlig Spøg, sædvanlig er det en forvildet Student, der ikke kan hitte rede i sig selv, som bliver Helhest. En virkelig Kritiker, de slette Ting omtaler han ikke, hvor der er Dygtighed taler han varmt om denne [,] opmuntrer Digteren, leder Læserne. Saa bliver han tøiret i Aviserne selv dem der er for gode for saadant et Spøgelse« (Buket 246).

48.1-2Vægterne ... afskediges] vægterne, der om natten foruden at patruljere i gaderne, udråbe klokkeslettet og synge vægterversene også passede gadebelysningen, afskaffedes i København i 1863. - 8ff. Sml. Den gamle Gadeløgte (II 107ff). - 22mule] surmule.

49.5ff. Sml. Taarnvægteren Ole (III 124.18-22). - 16Tyvegrund] pga. strandingen ser vinden sandbanken som en tyv, der stjæler isen.

50.6-8Silden ... hen over dem] sml. Flamand, ganske vist om tiden efter Absalons død: »Den levede for en Deel af Fiskerie; i de Dage var Øresundet nemlig saa opfyldt af Sild, at det ofte faldt vanskeligt at komme frem for Fisk« (8). - 8Kornmodn] glimt i horisonten af lyn, der er så langt borte, at de ikke selv kan ses og den medfølgende torden ikke høres. - 30Bisp Absalon] (1128-1201), biskop over Sjælland 1158, 1191 ærkebiskop i Lund; ca. 1167 overlod Valdemar I den Store (1131-82) ham København. - 38Axels Huus] antoges tidligere for navnet på Absalons borg, idet historikere i 16. årh. fejlagtigt troede, at Absalon egentlig hed Aksel.

51.1-11Slot med Taarne ... Borgen stod alligevel] verset har tidligere været benyttet i den i n.t. 47.2-3 omtalte billedbog, jvf. iøvrigt Optegnelsesbog II,2 (Bl 3r) (FoF X 138f). - 13-14Havfrubuur ... Lund] N.F.S.Grundtvig: Kjøbenhavn (1841; Poetiske Skrifter VI. 1885.407). -

325

15-19De Fremmede ... Pebersvende] sml. Pebers v endens Nathue (III 34-36). - 18tør] må. - 20-21Nordostvinden ... Gadegrøften] sml. Flamand: »Der var en himmelvid Forskjel paa hiin Tids og Nutidens Bygninger eller Huse; hine vare kun smaae, een Etage høie, opførte af Leer og tækkede med Straa; medens man nu knap har Plads til en snever Gaard, havde hvert Huus dengang sin Urtehave, ja vel endog sit Græs til en Ko, og Svinene rodede omkring i Gadegrøfterne« (5). - 24Steileborg] jvf. Flamand: »Fra Slottets Taarne kunde man see langt ud over Øresund, og saasnart et Skib nærmede sig Kysten, bemærkede Absalons Folk det, saa Axelhuus, saaledes kaldte man Borgen, blev snart en Skræk for alle Sørøvere. Rundt omkring Borgens Mure vare der opstillede Stager, der bleve prydede med de fangne Venders Hoveder, og derfor blev den ogsaa kaldet Stageborg eller Steileborg« (5).

52.8Serritslev Mark] omtrent hvor nu Vibenshus Runddel og Serridslevsvej på Østerbro ligger. - 8Solbjerg Mark] det nuværende Frederiksberg, jvf. iøvrigt Flamand: »Og da nu Havnen ikke mere blev foruroliget af Sørøvere [...] hævede der sig snart langs Stranden og heelt op imod Serritslevby imellem to smaa Bugter, Kattesund og Pustervig, en anseelig Kjøbstad« (5). - 10Skindere] garvere. - 12-13tæt ved Stranden ... Sanct Nicolaus] jvf. Flamand: »Kjøbmændene havde lige ude ved Stranden deres egen lille Kirke, hvor de skyndte sig hen, saasnart de naaede Land [...] den blev kaldet Nicolaikirke efter den hellige Nicolaus, der ansaaes for Skippernes Helgen« (4). - 18Bisp Erlandsen] biskop i Roskilde 1250, ærkebiskop 1254; død 1274. - 19Claret] vin blandet med sukker og krydderier. - 19Giger] middelalderligt strygeinstrument. - 19-20Kobbeltrommer] uvist hvad A mener; måske fejl for kobbertromete dvs. kobbertrompet. - 23-24Byens Befæstning ... Plankeværk kun] sml. Flamand: »Byen blev [...] omgivet med et Plankeværk, for at holde Fjenden fra Livet« (6). - 25Christopher I] da. konge (1219-(1252-)59). - 25-28Oprørerne...for Dig] jvf. Erik Pontoppidan: Origines Hafniensis: »Denne Roskildske Prælat [: Jacob Erlandsen] [lod] see hvilken Egendoms-Ret han tilegnede sig over Kiøbenhavn, da han lod Porten lukke til, og forbød Kong Chrisff. I at søge sin Tilflugt der, efter at han med sine Folk ved Skiælskør var blevet slagen af Henr. Emeldorph« (1760.49). - 30Det holstenske Banner vaier fra Slottets Taarn] Christoffer II (1276-(1320-)1332) pantsatte 1329 København til grev Johan den Milde af Holsten. - 31-32den sorte Død] pesten. - 32Atterdag] Valdemar Atterdag (ca. 1320-(1340-)75), da. konge; fik 16.1.1341 overladt borgen og byen af biskop Jens Nyborg. - 35tør] må. - 37Kjøgehøns] se n.t. Lille Tuk (III 128.13).

53.3Hanserne] sammenslutning af nordtyske byer mht. udenrigshandel; angreb forgæves Kbh. i 1428. - 4Guldgaasen fra Valdemars Taarn] i Vordingborg; var anbragt øverst på spiret som udtryk for 326 Valdemars foragt for hansestæderne, efter at de 1367 havde erklæret kongen krig. - 6Kong Erik] Erik af Pommern (1382-1459), konge af Norge 1389, af Danmark og Sverige 1396. - 11ff. Da Flamand ikke nævner Philippas indsats, har A brugt en anden kilde, men hvilken er usikkert. Sandsynligvis er kilden DH: »Denne hurtige og behiertede Dronning samlede i største Hast alt det unge Mandskab sammen, som hun kunde overkomme, og opmuntrede dem med Ord og Løffter til en tapper Modstand [...] Hvorudover man denne gang, næst Gud, maae tilskrive denne behiertede Dronning Kiøbenhavns Conservation« (1.563) og »Philippa [var] formedelst hendes Dyd og Tapperhed [...] udi stor Anseelse i Dannemark. Derpaa gav hun særdeeles Prøver udi Kiøbenhavns Beleiring; thi, da samme Stad blev angreben af Hansestæderne, og Kongen selv ikke vovede sig at blive der, tog hun sig Byens Forsvar an med saadan Hurtighed og Iver, at den store Fientlige Magt med Skamme maatte gaae tilbage igien« (ib. 615). - 14Dronning Philippa, Englands Prindsesse] (1394-1430), datter af Henrik IV og Mary Bohun; ægtede 1407 Erik af Pommern. - 19Blokhusene] mindre fæstningsværk bygget af jord og planker, jvf. Flamand: »Kong Erik lod i en Hast adskillige Blokhuse opbygge paa en af Refshalegrundene« (11). - 20Karrebasserne] primitive middelalderlige feltkanoner. - 27Kong Christian I] (1426-(1448-)81); foretog 1474 en rejse til Italien. - 29-30en Gaard ... Lærdommen groe] Københavns Universitet indviedes 1.6.1479, men fik dog ikke som A oplyser til huse i en ny bygning, men i det tidligere rådhus i Nørregade, hvor nu bispegården ligger. A tænker da sandsynligvis også på konsistoriebygningen i universitetsgården, et af Kbh.s ældste huse, der dog er en rest af den katolske bispegård fra 1420-25. A.s kilde er ikke fundet. - 37Hr. Mikkels »Rosenkrands« og »gudelige Komedier«] Michael Nicolai (hr. Michael), da. digter og præst (død mellem 1496 og 1514): Jomfru Mariæ Rosenkrans (Expositio super rosario beate Marie virginis) (trykt 1515); Om Skabelsen (De creatione rerum) og Menneskets Levned (De vita hominis) (begge trykt 1514; digte, ikke komedier); jvf. Vignetter til danske Digtere (1832; SS XII 178). - 38-39Henrik Harpestrengs Lægebog] den første dansksprogede lægebog (13. årh.). - 39Danmarks Rimkrønike af Broder Niels] afsluttet 1477 og udgivet som den første på dansk trykte bog af Gotfred af Ghemen 1495.

54.1Danismand] dansker. - 3 Gotfred af Gehmen] ukendt fødsels- og dødsår. - 7Folkesangens Fugl] jvf. Folkesangens Fugl (V 29ff). - 12 Mundsveir] tomme ord. - 16ff. A.s frie opfindelse, idet brylluppet mellem Elisabeth (1485-1555), datter af kong Hans (1455-(1481-)1513), og Joakim I af Brandenburg (1485-1535) fandt sted i Stendal i Brandenburg 1502. A har dog godt vidst dette, idet citatet 56.34-36 af Arild Huitfeldt er hentet fra mottoet over en artikel af C.F.Allen i 327 Dansk Maanedsskrift (III.1856.1-41) om kurfyrstinde Elisabeth (Buket 260). - 22Prinds Christjern] Christian II (1481-1559), konge 1513-23. - 35-36Hofbroen ... Hofbrostræde] Højbro og den nuværende Højbro Plads. Flamand har ikke formen Hofbro. Hvorfra A har denne forvanskede form vides ikke. - 36sin Duelil] allerede i den ældste fremstilling af Chr. II.s historie, Svanings Christiernus II, Rex Daniæ, er Dyvekes navn sat i forbindelse med due. Han gengiver det på latin med Columbula (lat. lille due) (jvf. også Chr. Winther: Kongens Skygge (1829; Samlede Digtninger. V. 1860.14)). - 36-55.1den hollandske Pige ... Bergens By] Dyveke (d. 1517); Chr. II så hende i Bergen 1507 og gjorde hende til sin elskerinde. 1516 erhvervede han Mogens Gøyes gård på hjørnet af Amagertorv og den nuværende Niels Hemmingsensgade til bolig for Dyveke og hendes moder Sigbrit Willumsdatter.

55.4Elisabeth] (1501-26), gift 1515 med Chr. II. - 8de graadige Høge] adelen; allusion til Ørnevisen, Kristian den Anden og Adelen (DgF nr. 173). - 25-26Nu seiler Skibet ... Kongesnekke] Chr. II forlod Kbh. 13.4.1523, jvf. DH: »Han lod lette Anker Klokken Et om Eftermiddagen, og løbe Kiøbenhavns Indbyggere op paa Voldene for at see efter ham, indtil han kom dem af Sigte« (II 126). - 29Farbror Frederik] Frederik I (1471-(1523-)1533) var 1482 blevet hertug af Slesvig-Holsten, fra 1490 med residens på Gottorp Slot. - 31for] udenfor.

56.5-6Markgrevinden af Brandenborg] jvf. n.t. 54.16ff. - 10ff. Jvf. Ærens Tornevei (IV 61.21-33 m. noter). - 14-15O hvilken Sorg ... Fure fik] Fr. Paludan-Müller: Kong Christian (Fire Romanzer.1832. 13). - 17Søren Nordby] da. admiral (d. 1530); kæmpede under Chr. II.s landflygtighed ene mod hele Skandinavien og Hansestæderne for dennes sag, men måtte 1526 give tabt og flygtede til Letland. - 21Grevens Feide] borgerkrig 1534-36, der udover en krig om Chr. II.s eller Chr. III.s (1503-(1534-)59) ret til tronen også var borgernes og bøndernes krig mod adelen. - 26-27Paa Nørre-Fælled ... stod] jvf. Flamand; »nu lagde den udvalgte Kong Christian den Tredie sig med hele sin Magt den 24de Juli 1537 [fejl for 1536] udenfor Kjøbenhavn og slog Leir paa Østerfælled, paa det samme Sted, hvor hans Fader 12 Aar iforveien havde ligget med sin Hær« (15). - 29-31Op til Kirkens Muur ... Bryst] sml. Flamand: »ved Helliggeistes Klostermuur saae man en Dag et skrækkeligt Syn. En fattig, udtæret Qvinde sad død af Hunger op mod Muren og hendes Arme omsluttede krampagtigt to spæde Børn, der sugede Blod af Moderens Bryster« (17).

57.2paa guldbræmmede Heste] på heste hvor dækkenerne var kantede med guldborter. - 3Carroussel] ringridning. - 5papistiske] katolske. - 6Slaghoeks] Didrich Slagheck, præst og rådgiver for Chr. II. Var med som kongens onde ånd ved blodbadet i Stockholm 1520, hvorefter han blev biskop i Skara og statholder i Sverige. November 1521 ærkebiskop 328 i Lund. Kort efter rejstes sag mod ham pga. hans færd i Sverige, og 22.1.1522 blev han brændt på bålet på Gammeltorv. - 7Kongen] Chr. III. - 11-18Paa udbredt Klæde ... Konge og Adel] sml. DH »Efterat Bisperne [...] vare fængslede, lod Kongen oprejse et højt Theatrum under aaben Himmel i Staden, hvor han satte sig ned og lod med høj Røst for Adel og Almue oplæse paa Dansk Bispernes Intriguer mod sig, mod Riget og Religionen« (II 346). - 20-23Fattige Fugl ... brusende] se n.t. III.247.21. - 26Hans Tausen] da. kirkereformator (1494-1561); født i Birkende ved Odense. Efter et ophold i Wittenberg 1523-24 begyndte H.T. at forkynde Luthers lære først i Viborg og fra 1529 i Kbh.; deltog 1536-37 i arbejdet på Kirkeordinansen og blev 1541 biskop i Ribe. - 28-31Det var hiin ... Hær] B.S.Ingemann: Hans Tausen (Paa Tave Bondes Ager ved Birkinde By) (Samlede Skrifter2.4.Afd. VIII.1864.294). - 32Petrus Palladius] (1503-60), født i Ribe; faderens beskæftigelse er omdiskuteret. P. R blev efter studier i Wittenberg dr.theol. 1537 og samme år biskop over Sjælland. I 1867 havde A.C.L.Heiberg udgivet hans Visitatsbog, der er en central kilde til reformationstidens kirke- og kulturhistorie. - 34Hans Friis] Johan Friis (1494-1570), adelsmand; rigskansler 1536. J.F. var meget interesseret i videnskab og oplysning og var fra 1537 universitetskansler. Betænkte 1555 universitetet med et stort legat. - 36Peblingen] latinskoleeleven.

58.1-4Mens een Student ... blive] citat fra sidste strofe af Poul Martin Møller: Studentersang (Hel sjælden rørtes Pen og Bog) (1821; Skrifter i Udvalg udg. af Vilh.Andersen. 1.1930.28). - 8-11Hvad suser ... stor] jvf. Thiele2 I 56f. A havde tidligere behandlet motivet i Havfruen ved Samsøe (1830; SS XII 117ff). - 8Store Belt] Samsøbælt. - 12Paa Marken ... fødtes] jvf. Thiele2: »Kong Christian den Fierde er født til Verden under aaben Himmel paa en af Ladegaards Markerne ved Frederiksborg. Thi det hændte sig nemlig paa den Tid, da Dronningen, hans Moder, gik i sit Svangerskab, at som hun en Dag gik over en af Markerne for at promenere, overfaldtes hun pludseligt af Fødselssmerter, saa at hun maatte ty ind under en Tornebusk, hvor hun fødte« (I 57f). - 14Børsen] på Slotsholmen, opført i årene efter 1619. - 14-15Rosenborg] lystslot opført 1606-34; A synes ikke at være opmærksom på, at Rosenborg opførtes udenfor Kbh.s daværende Østervold, der da løb, hvor nu Gothersgade ligger; senere rykkedes volden frem til den nuværende Østervoldgade og Østre Anlæg. - 15-16Studenten fik sit eget Huus] Regensen, opført 1623-28. - 17Rundetaarn] opført 1637-42 som astronomisk observatorium. - 18Uranienborg] Tycho Brahes (1546-1601) observatorium, der dog, efter at T.B. havde forladt Danmark i 1597, hurtigt forfaldt og blev nedrevet inden Rundetårns opførelse. - 25-26Er ei ... meer] se Ærens Tornevei (IV 61.38 329 m. note). - 28Christian den Fjerde] da. konge (1577-(1588-)1648). - 38Eleonore] Leonora Christina (1621-98); se n.t. II 100.8.

59.1Korfits Ulfeld] da. rigsgreve (1606-64); blev efter studier i udlandet 1629 trolovet og 1636 gift med Leonora Christina; 1637 statholder i Kbh. og 1643 rigshofmester; pga. anklage for embedsmisbrug flygtede ægteparret 1651 til Sverige. - 4dams] dannet. - 6Dom] domkirke. - 6-7Eleonores Broder er Konge] Frederik III (1609-(1648-) 70). - 9Sophie Amalie af Lyneborg] (1628-85), gift 1643 med Frederik III. - 16Slegfredbarn] født udenfor ægteskab; barn af en slegfred, elskerinde. L.C. var datter af Kirsten Munk, som Chr. IV havde ægtet 1615. - 16Karm] arkaisk sprogbrug: karet. - 26Peder Oxes Gaard] i Klareboderne. Peder Oxe (1520-75) slog sig efter studier i udlandet i 1538 ned som godsejer og blev 1546 eneejer af Gisselfeld. Rigsråd 1552. Måtte af forskellige grunde flygte til Tyskland 1556, men kunne 1566 vende tilbage og blev 1567 statholder og rigshofmester. - 28-29Kai Lykkes Gaard ... Tugthuus] lå ikke på Christianshavn, men i Klæreboderne, idet Lykke-slægten ca. 1600 overtog Peder Oxes gård. Også oplysningen om anvendelsen til tugthus er forkert. Tugthuset lå i det tidligere Helligåndskloster ved Helligåndskirken. Kai Lykke (1625-99), da. adelsmand; blev, efter at et brev fra ham til en elskerinde, hvori han fortalte om rygterne om dronning Sophie Amalies utroskab, kom myndighederne for øre, dømt til døden for majestætsfornærmelse. Da K. L. var flygtet til Sverige blev dommen exekveret in effigie 5.9.1661. Efter Sophie Amalies død fik K.L. lov at vende hjem. - 32-33den aabne Plads ... har staaet] Corfitz Ulfeldts gård blev nedrevet 1664, efter at han var blevet henrettet in effigie på Slotspladsen 13.11.1663. På tomten anlagdes det nuværende Gråbrødretorv, hvor der opstilledes en skamstøtte med den i teksten citerede indskrift.

60.4-7I»Blaa Taarn« bag Slottet ... under Loftet] Leonora Christina sad fængslet i Blåtårn på Københavns Slot 1663-85. Det blev revet ned 1731-32. Navnet Blåtårn blev imidlertid overført på Frederiksholms Arrest, opført 1731 og benyttet som fængsel for skuespillere og hoffunktionærer til dets delvise nedrivning 1848. Det nye Blåtårn, som A sammenblander med tårnet på Kbhs. Slot, lå for enden af Frederiksholms Kanal ved det daværende Kongens Bryghus dvs. bag Christiansborg Slot. Jvf. Fodreise, hvor A gør sig skyldig i samme fejltagelse: »Allerede tittede det store Bryggerhuus frem ved Hiørnet, allerede hørte jeg Bølgernes Pladsken mod Bropælene blande sig med Skildvagtens Snorken. - Blaataarn laa foran mig; i Tankerne saae jeg der det snevre lille Kammer, hvori en Datter af Danmarks største Konge, uskyldig hensmægtede i 23 lange Aar. Væggene vare sorte af Røg, og Lysningen faldt kun ind igjennem det lille Lofts Vindue, som den barske Slutter aabnede, naar Røgen truede med at dræbe den arme 330 Fange« (34). - 12-13hendes Trængselstid ... Bornholm] i juli 1660 flygtede L.C. og Ulfeldt til Danmark efter en dom for landsforræderi mod Sverige, på hvis side Ulfeldt havde tjent under belejringen af Kbh. 1659. Ved ankomsten til Kbh. blev de trods en bestemmelse i Roskildefreden arresteret og hensat i Hammershus på Bornholm til slutningen af december 1661. Foråret 1662 rejste de til Amsterdam og videre til Brügge, hvor Ulfeldt tilbød kurfyrsten af Brandenburg den danske trone. I maj 1663 rejste L.C. til England i et privat ærinde, men blev på den danske regerings forlangende arresteret i Dover. - 14-17Ei Noget ... Brøde] L.C.s egne ord på (nu forsvundet) alterklæde i Maribo Domkirke. - 15-16Hun veed ... veed den] Corfitz Ulfeldt døde i en båd på Rhinen febr. 1664. Liget blev udleveret til hans sønner, der begravede det på et ukendt sted. - 21-22Min Huusbond ... Elende] Chr. Wilster:

Eleonore Ulfeldt (Digtninger. 1827.29) som dog har »svar« i stedet for »stor«. - 25 Carl Gustav] Karl 10. Gustav (1622-(1654-)60), sv. konge; gik efter at have besat Jylland og Fyn 6.2.1658 over isen fra Langeland til Lolland. - 27ff. Sml. De Danske og deres Konge (1830; SS XII 332f). - 31 Kong Frederik ... Rede] se n.t. II 295.19-21.

61.9Bisp Svanes Frue] Marie Fuiren (1624-93). - tør] har lov til. - 14Hans Nansen] (1598-1667); rådmand 1639, borgmester 1644; ledede 1658 de forhandlinger, der resulterede i Kbh.s udnævnelse til fri rigsstad, og var på rigsdagen i 1660 den vigtigste støtte ved indførelsen af enevælden. - 14Biskop Svane] Hans Svane (1608-68); efter studier i udlandet 1633 professor i østerlandske sprog, 1646 i teologi og valgtes 1655 til biskop over Sjællands stift. H.S. spillede en aktiv rolle på rigsdagen ved enevældens indførelse og fik som belønning titel af ærkebiskop. - 23-24Lyngen faaer Lov at groe] såvel Vestjylland som Nordsjælland hærgedes i anden halvdel af 1600tallet af en omfattende sandflugt, der ødelagde store landbrugsarealer. - 26Christian V] (1646-(1670-)99). - 27-28Byens Gader ... Lygter] 1681 anbragtes noget over 500 tranlygter efter kgl. forordning på Kbh. s gader. - 30nu gjælde Titler og Rang] som led i enevældens kamp mod den gamle danske adel udstedtes 1671 en rangforordning, der betød indførelsen af greve- og friherrestanden. Ære og værdighed var ikke alene bestemt af fødsel, men også af kongelig nåde. Embedsmændene og ikke den gamle adel kom til at stå nærmest kongen. Desuden fornyedes Elefantordenen, og Dannebrogsordenen indstiftedes. - det tydske Sprog] den nye adel kom hovedsagelig fra Tyskland. - 32Kingos] Thomas K. (1634-1703), præst og digter; biskop over Fyn 1674; udgav 1674-81 Aandeligt Sjungekor. - 34en Viintappersøn] se n.t. IV 62.4. - 35hans Lovbog] Kongeloven af 14.11.1665 som Griffenfeld egenhændigt redigerede og renskrev.

62.4Munkholm ... Danmarks Sanct Helena] frit citat af sidste vers af Carl Ploug: Peder Griffenfeld (Samlede Digte4.1868.462). - Sanct 331Helena] ø i Sydatlanten hvortil Napoleon forvistes efter slaget ved Waterloo 1815. - 7Frederik IV's] (1671-(1699-)1730). - 10Sehested] Christian Thomesen S. (1664-1736), søofficer; viste som viceadmiral sine evner som søstrateg og taktiker ved Stralsunds og Rügens erobring 1711-15 under den store nordiske krig; 1715 admiral, afskediget 1718 pga. sit tilhørsforhold til den gamle da. adel. - Gyldenløve] Ulrik Christian G. (1678-1719), søn af Chr. V og Sophie Amalie Moth; 1696 admiral, 1711 generaladmiral; øverstbefalende under slaget i Køge bugt 1710. - 11Hvitfeld] Iver H. (1665-1710), søofficer; fortsatte som chef for linieskibet Dannebrog, efter at dette var skudt i brand under slaget i Køge Bugt 4.10.1710, kampen, indtil ilden nåede krudtkammeret, og skibet med mandskab sprang i luften. - 14Peter Tordenskjold] Peder Wessel (1691-1720), da.-no. søhelt; adlet under navnet Tordenskjold. - 16-21Der slog et Lyn ... staalomgjordet] Carl Ploug: Peder Tordenskjold (Samlede Digte4. 1868.269). - 23-24Hans Egede] missionær, »Grønlands apostel« (1686-1758). - 24hans Huustroe] Gertrud Rasch (ca. 1673-1735). - 28I Kjøbenhavn raser Pesten] 1711; jvf. Flamand: »Kjøbenhavns Udseende var [...] øde og mennesketomt; overalt saae man Huse, hvis Døre vare mærkede med et hvidt Kors; saadanne Huse vidste man, var angreben af Pesten« (39); »om Natten listede Folk i sorte Klæder sig fra Huus til Huus; det var Liigbærerne, der kom for at bringe de Døde ud, og saaledes bleve de da førte til Graven, uden at Nogensomhelst fulgte dem« (40); »Næsten alle Huse vare smittede og paamalede det hvide Kors; og nu saae man mange Steder et stort sort Kors paa Døren og det betydede, at alle Husets Beboere vare uddøde« (43 f). - 30Soten] sygdommen.

63.5ff. Københavns brand begyndte 20.10.1728, jvf. Flamand: »Den tog sin Begyndelse i et lille Huus paa Hjørnet af nuværende Frederiksberggaden og Halmtorvet hos en Spekhøker, hvis Søn havde faaet en Praas at løbe med, for at gaae op paa Loftet og see efter sin Boldt, der var fløiet derop [...] Formodentlig har han tabt Lyset i noget Hø [...] Vinden bar hen mod Vestergade [...] hvori der fandtes store Oplag af Hør, Hamp, Flesk, Talg og Tjære; alle Lofter vare fulde af Hø og Halm, og inde i Gaardene stode der opstablede en Mængde Fyrre- og Birkebrænde til Vinterbrug [...] Landets Konge, den gamle Frederik den Fjerde, var tilstede overalt, hvor Ilden rasede stærkest« (45 f). - 16-17Vreden ... Naade] oversat latinsk hymne fra reformationstiden. Det var iøvrigt ikke Vor Frue kirkes klokker der spillede, men Helligåndskirkens, der også brændte. - 24Slottet] Christiansborg Slot, opført 1731-40. - 25-27en Jernlænke ... Hoved] jvf. Flamand: »man fik ikke Tilladelse til at betragte Slottet, undtagen udenfor, og dette tillodes ikke engang anderledes, end at man gik med den tilbørlige Ærbødighed og med Hatten i Haanden over Slotspladsen; men paa 332 dets Fortouge turde man ikke gaae, thi her var der spændt Jernkiæder langs Slottet for at holde Folk fra at komme det for nær« (51). - 30-33Som rensende Stormvind ... tilbage] Chr. Wilster: Ludvig Holberg (Før var der knap skreven paa Dansk en Bog) (Digtninger. 1827.65). - 34Ludvig Holberg] forfatter (1684-1754). - 34-35Den danske Scene ... har man lukket] efter Kbh.s brand og under indflydelse af pietismen blev komediehuset i Lille Grønnegade lukket 1728.

64.1hans Moder] Sophie Magdalene af Brandenburg-Culmbach (1700-70), gift 1721 med Christian VI (1699-(1730-)46), under hvem hoffet var stærkt tyskpræget, jvf. Buket 254. - 3Frederik V] (1723(1746-)66). - 4-5den danske Scene er aabnet igjen] allerede 30.9.1746 mindre end to måneder efter Chr. VI.s død 6.8. gav kongen bevilling til opførelse af danske komedier i Læderstræde 13, og 18.12.1748 åbnedes Komediehuset på Kongens Nytorv. - 4-5ride Sommer i By] se n.t. III 105.12. - 8Gretrys] A.E.M.Grétry (1741 el. 42-1813), belgisk komponist, hvis berømmelse især beroede på hans arbejder 34 indenfor opéra-comique. Hans syngestykker var hyppigt opført på Det kgl. Teater i sidste halvdel af 1700tallet. - 9Londemanns] Gert L. (1718-73), skuespiller, hvis kåde og respektløse improvisationer og store forvandlingsevne gjorde ham til en af den klassiske komedies hovedfigurer og publikums yndlinge. - 10Lovise af England] (1724-51), gift med Fr. V 1743. - 14Mathilde] Caroline Mathilde (1751-75) blev 1766 viet til den sindssyge Chr. VII (1749-(1766-)1808); pga. sit forhold til J.F.Struensee blev hun i forbindelse med dennes arrestation 17.1.1772 forvist til Kronborg og flyttede efter at være kendt skyldig i ægteskabsbrud samme år til Celle i Hannover, der hørte til hendes broder Georg III af Englands stater. Bl.a. Baggesen, Schack Staffeldt og Carl Bernhard har digtet om hendes skæbne. Jvf. også O.T. 83, DtB 238, MLE II 297. - 17-18Slottets Brand] 26.2.1794. - 25Ewalds Sang] Johs. Ewald (1743-81): Kong Christjan stoed ved høien Mast (i: Fiskerne (1779)). - 25Hartmanns deilige Melodi] Johan Ernst Hartmann (1726-93), musiker; født i Schlesien, kom 1768 til Kbh. som koncertmester ved Det kgl. Kapel, hvor han som komponist til musikken til Ewalds Balders Død (1779) og Fiskerne lagde grunden til det danske syngespil. A.P.Berggreen rejste i 1840 spørgsmålet, om H. eller landsdommer D.L.Rogert (1742-1813) var komponist til kongesangen. I denne diskussion holdt A på Hartmann (jvf. At være 19). - 32-33Frihedsstøtten] rejst i 1792 i anledning af stavnsbåndets ophævelse 1788. - 34 Kronprinds Frederik] Frederik VI (1768-(1808-)1839) overtog regeringens førelse i 1784 pga. Christian VII.s sindssygdom. - 35Bernstorff] Andreas Peter B. (1735-97); udenrigsminister 1773-80 og 1784-97; var ivrig tilhænger af landboreformerne og støttede farbroderen J.H.E. Bernstorffs (1712-72) forbedringer på Bernstorff gods. - Reventlow, 333Colbjørnsen] Chr. Ditlev R. (1748-1827), godsejer og statsmand; som deputeret i Rentekammeret fra 1784 stod han bag nedsættelsen af landbokommissionerne og gennemførte landboreformerne i samarbejde med juristen Chr. Colbjørnsen (1749-1814), der 1786 blev sekretær i den store landbokommission.

65.6Snart falder Stenen paa Ulfeldts Plads] i 1841 indkom ansøgning til Chr. VIII fra beboere på Ulfeldts Plads om at få fjernet skamstøtten for Corfitz Ulfeldt. Ved kgl. reskript blev skamstøtten fjernet natten mellem 23. og 24.5.1842, og pladsens navn ændredes til Gråbrødretorv. I den anledning skrev A et hyldestdigt til Chr. VIII, se MLE I 357. - 8-9Vi har ... Verdens ende] N.F.S.Grundtvig: Anden April (1846; Poetiske Skrifter VI. 1885.597). G. har iøvrigt Kongevei i stedet for Landevei. - 13-14Hver stod fast ... Døden] W.H.F. Abrahamsons (1744-1812) sang ved begravelsen af de faldne i slaget på Rheden 2.4.1801: Være Fred med eder alle. - 21ff. Kilden er Carl Baggers digt Den engelske Kapitain (1834; Samlede Værker II.1867.396ff), som iflg. Villads Christensen i Historiske Meddelelser om København. 1.186 antagelig er grundet på en historisk begivenhed, som er omtalt i Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn 20.10.1807: »Indfødte Engelske, som for otte Dage siden ere komne fra London, forsikre, at næsten hver Mand i Engelland er yderst misfornøiet med Angrebet paa Danmark. Selv de fleste Engelske Officerer, som have været med paa Expeditionen, ansee den for en Caperexpedition. Et mærkeligt Exempel herpaa havde Engellænderne, da de vilde lande: en Capitain, som længe havde ivret mod Toget, druknede sig, for ikke at blive nødt til at fegte for en saa uretfærdig Sag. De Engelske foregive, at han var lidt tungsindig.« - 24Bretlands] den oldnordiske betegnelse for Wales; her vel: England.

66.6Einheriar] i nordisk mytologi de faldne krigere, der efter døden samles i Valhal. - 8-11Altid Folketroen ... imorgen] citat fra sidste strofe af A.s eget digt Trøst i Tro (1864; MLE II 278f). - 15Oehlenschläger] Adam O. (1779-1850), da. digter. - 18-19en Bro ... Riger] citat fra A.s eget digt Til H.C.Ørsted, først offentliggjort i sin helhed posthumt i SS 23-57 79 (SS XII 443). - 20Hans Christian Ørsted] fysiker (1777-1851); opdagede 1820 elektromagnetismen, grundlaget for elektrotelegrafien. - 22en Gaard] Thorvaldsens (1770-1844) museum, opført 1838-48 af M.G.Bindesbøll; jvf. Nabofamilierne (II 120ff).

334

Dryaden

Dryaden. Et Eventyr fra Udstillingstiden i Paris 1867 udkom 5.12.1868.

Iflg. Bemærkninger blev A ansporet til at skrive eventyret af en dansk journalist, der hævdede, at kun Charles Dickens kunne skildre verdensudstillingen i Paris i 1867. Selve ideen til motivet fik han, da han så, at man plantede et nyt kastanietræ på pladsen udenfor hans parisiske hotelværelse (27).

Den ret detaljerede beskrivelse af tilblivelsen i Bemærkninger kan suppleres gennem Dagbøger og breve. Dog beror den på ét punkt på en fejlhuskning. A knytter nemlig tilsyneladende ideens opståen sammen med sit besøg i Paris under verdensudstillingen 15.4.-9.5.1867. Men i forbindelse med sit ophold i Paris det foregående år skriver han i Dagbøger 13.4.1866 om udsigten fra sit hotelværelse: »Udenfor mine Vinduer var en lille Plads med et Springvand, som ikke sprang, lidt grønt Græs med en Bænk foran, hvor Folk sad og stirrede paa det Grønne, der stode vistnok uddøde Træer, de havde som jeg ikke kunnet taale Pariser Luften og da de ikke kom afsted, vare de gaaet ud; for nu at hjelpe her paa kom en Dag to store halvudsprungne Træer ude fra Landet, de var en Forkyndelse af Foraaret, to gamle Træer bleve gravne op og de nye plantede istedet, de naaede op mod mit Vindue og lode sig bestraale af Gaslamper, beskues af hele Nutidens Babilon neden under. Der kunde skrives et Eventyr om de Træer, deres Længsel efter Verdens Byen, og deres snare Død derinde. Jeg skriver vist et Eventyr derom« (VII 83 f).

Ideen blev dog ikke realiseret i første omgang, men efter sine to besøg på verdensudstillingen, hvoraf det andet fandt sted 7.9.22.9.1867, noterer han i Dagbøger 16.10.1867: »Hjem at skrive paa Dryaden, blev forstyrret af Bloch; kom ud af Stemning« (VII 360). 29.10. meddeler han i et brev fra Basnæs til fru Melchior: »Jeg skriver paa et Eventyr om Udstillingen i Paris efter de Indtryk jeg gjemmer derfra« (Reumert 77).

Vi hører nu først om eventyret igen, da A 11.5.-19.5.1868 atter var i Paris, jvf. Dagbøger 13.5.: »jeg gik hjem følte mig hyggelig i mit nye Værelse i anden Etage ud til Rue Rivoli; var i Stemning og tænkte paa: Dryaden, som jeg digtede fremad« (VIII 68). Herefter går tiden til 15.10.1868, hvor Dagbøger fortæller: »jeg sad hjemme og reenskrev paa Dryaden« (ib. 135) og 16.10. siges det: »Middag hos Kochs med Fru Karr [: Kerr], jeg læste den første Halvdeel af »Dryaden« som jeg i Dag har reenskrevet paa« (ib.). Dagen efter må A have afsluttet 335 renskrivningen af hele eventyret, for 18.10. melder Dagbøger: »Jeg læste Dryaden for Einard og Viggo Drevsen de vare glade, læste det hos Melchiors, Moritz Melchior kom med det samme Spørgsmaal som Fenger [: professor C.E.Fenger], kan Dryaden stige ud af Træet. Jeg læste det nu for Rasmus Nielsen og gjorte ham Spørgsmaalet, »den kan hvad De vil!« svarede han og var varmt udtalende over dette Digt, som saa primitivt, saa rigt paa nye, overraskende Billeder. Efter Middagsbordet hos Henriques læste jeg det der og havde det nu ind i Tanken saa at jeg ret kunde fiile paa det om Aftenen og derfor gik jeg ikke i Theatret« (ib. 135 f). I de følgende dage gik det slag i slag med de sædvanlige oplæsninger for venner og bekendte, inden A 30.10. leverede Dryaden til trykkeriet (ib. 140).

Dryaden resumerer mange temaer fra A.s tidligere forfatterskab. Således kan nævnes eventyrets kulturoptimisme, som bygger på H.C.Ørsteds Gamle og nye Tider (i: Aanden i Naturen.1850), og som han allerede havde udtrykt i Lykkens Kalosker (I 21 f). Betragtningen af tilværelsen som mirakuløs kan via indledningen til MLE føres tilbage til et brev til Ørsted 20.12.1845: »Alt er Mirakel, Alt er Trolddom i det daglige Liv« (Rubow 85) og videre til KES: »Alt er et Underværk, som vi ikke begribe, men vænnes til og da finde almindeligt. De digtede Eventyr faae deres Overnaturlighed kun ved Kjædens Overbrydning, ved Mangel paa den vise Orden, vi daglig have for Øie i det større, guddommelige Eventyr, hvori vi selv leve« (128) og Imp (slutn.).

Selve dryade-skikkelsen havde A allerede benyttet i dens danske parallelfigur i Hyldemoer (II 171ff), samt i Rosen-Alfen (I 177ff) og Suppe paa en Pølsepind (III 19). Hendes skæbne ser Rubow i En Studiebog (1950.68) som en variant af Den lille Havfrue (I 87ff) og Gaaseurten (I 117f). Herudover kan endelig nævnes, at motivet med den utilfredsstillede længsel minder om Grantræet (II 41ff).

71.8-9Dernede boer Foraaret ... som vi] jvf. Dagbøger 17.4.1867, Paris: »Træerne udsprungne« (VII 267) og 18.4.: »det var den første varme Dag, Solen brændte, Vinden dog kold« (ib. 268).

72.6Dryaden] i gr. mytologi skovnymfe, hvis liv tænktes knyttet til det levende træ. - 24-25Brasen ... Suder ... Karudser] ferskvandsfisk af karpeslægten. - 34Jeanne D'Arc] se n.t. IV 61.22. - 34-35Charlotte Corday] fr. (1768-93); myrdede under den fr. revolution 13.7.1793 den ledende politiker og journalist Marat i badekarret, da hun mente, han ophidsede de revolutionære girondiner til voldsgerninger. - 35Henrik den Fjerdes] fr. konge (1553-(1589-)1610); gav ved Nantes-ediktet 1598 huguenotterne nogenlunde religiøs og borgerlig ligestilling med katolikkerne, efter at de under Bartholomæusnatten 23.-24.8.1572 i forbindelse med hans bryllup med Margrethe af Valois havde været udsat 336 for et massivt overfald. - 36Napoleon den Førstes] (1769-1821), kejser af Frankrig 1804-14.

73.2-5Hun saae ... Billedbog] jvf. Dagbøger 31.5.1867, Frankfurt: »Paa Veien her til morede jeg mig ved at see Sky-Formationerne der give Idee til et Eventyr« (VII 297). - 25-30Da kom ... stakkels Mari] præsten slutter, at Mari er prostitueret, fordi det stred mod tidens takt og tone, at en virkelig dame selv holdt tømmerne, og fordi hun på kort tid er blevet velhavende uden at det skyldes giftermål.

74.10-11Skyerne ... Luften] jvf. Dagbøger 27.6.1866, Setubal: »gaaet langs Veien om Bjerget [...] mens jeg gik der kom et svært Tordenveir, temmeligt nær; siden tog det til; Havbugten blev kulsort, Skyerne hang som Marmorplader« (VII 132). - 14ff. Sml. Det gamle Egetræes sidste Drøm (III 51ff). - 22-festligt] højtideligt. - 25-26Alt farer hen ... igjen] sml. »Kommer aldrig igjen!« (1868; optaget i Lykke-Peer (SS VI 101)) samt Vinden fortæller om Valdemar Daae. (III 103ff).

75.2Marsmarken] Champ de Mars, tidligere eksercerplads, området hvor Eiffeltårnet (bygget 1889) står. - 2-5en kæmpestor Solsikke ... Storhed] sml. brev til Edvard Collin 7.5.1867 om verdensudstillingens bygning: »jeg finder at Bygmesteren har været mageløs heldig [...] Hvert lille Rum er benyttet smukt og godt, det er en Cirkel [her tegning der minder om en solsikke] med en Have midt i, hver Radie er et Kongerige fra Indien til Danmark« (BEC IV 16). - 10Militair-Skolen] mellem Place Fontenoy og Avenue de la Motte Picquet øst for Champ de Mars. - 16Aladdins Slot] jvf. Oehl I 197ff. - 18-19Mester »Blodløs«] se Det nye Aarhundredes Musa (IV 113.32 m. note). - 28-31Marsmarken ... Hjem] sml. brev til Edvard Collin 22.4.1867: »Det er som gik man [på udstillingen] om paa et uhyre Bord mellem kolosalt Nips fra alle Lande« (BEC IV 6, jvf. også BfA II 568 f). - 32-33 Karavanserai] herberg for karavanerejsende. - 36Gustav Vasas] sv. konge (1496-(1523-)1560). - 37-38Cottager] eng.: hytter, små huse. - 38Kiosker] pavilloner, lysthuse.

76.16-17Omnibusser] hestekøretøjer som modsat sporvognene ikke kørte på skinner. - 24babelsk Rige] ligesom Babylon et mægtigt rige. - 24et babelsk Tungemaal] sproglig mangfoldighed som den der iflg. 1.Mos. 11.1-9 opstod ved sprogforvirringen i Babylon.

77.30Vorherres Urtegaard] naturen.

78.15-19Hvor begynder Paris ... midt inde i Paris] sml. A.s første indtryk af Paris i 1833: »jeg stirrede saa længe efter denne »Byernes By« [...] spurgte saa længe, om vi dog ikke snart var der, at jeg tilsidst opgav at spørge og foer da over selve Boulevarden, før jeg endnu vidste, at jeg havde naaet den mægtige Stad« (MLE I 132). - 36-37 Det udgaaede, oprykkede Træ ... kjørt bort] sml. Dagbøger 16.9.1867: »Den 337 infernalske Madlugt der trænger fra Kjøkenerne under Fortougene de plantede Træer som sætte andengang Blomst for at døe« (VII 349).

79.10Karrer] tohjulede arbejdsvogne. - 14Notre-Dame] Paris' hovedkirke på Ile de la Cité. - 14-15Vendome-Søilen] sejrsmonument for felttogene 1805 på Place Vendôme.

81.10Chartreuse] urtelikør, oprindelig fremstillet i det fr. karteuserkloster La grande Chartreuse. - 15Cabrioletter] lette tohjulede enspændervogne med kaleche. - 18Blaalys] fyrværkeri, bengalsk lys. - 23-24den kildrende Cancan-Musik ... den skjønne Helene] A var meget kritisk indstillet overfor den fr. komponist Jacques Offenbach (1819-90), som 1858 havde skrevet Orpheé aux enfers og 1864 La belle Hélène, jvf. fx brev til Edvard Collin, Paris 22.4.1867: »Storhertuginden af Ingolstein er Navnet paa den nyeste Operette med Offenbachs Musik, det er uanstændigt baade i Text og Musik, det er ideligt Stumper af La belle Helene, men endnu værre Cancan-Tact med mange Trommer« (BEC IV 6; se også I Spanien 306, BHenriques 87, Dagbøger VI 296, VII 268, 278, VIII 27 f). - 29Lotusblomst] Nymphæa lotus, ægyptisk åkandeart, som kan blomstre uden rod.

82.1tøvende] holdende. - Karm] karet. - 2galonerede Kudske] kuske iført liberi besat med galoner, pyntebånd. - 10Magdalenekirken] Madeleine-kirken på Place de la Madeleine. - 15Brüsseler Kniplinger] særlig fine kniplinger fra Bruxelles. - 32det uskyldige Blod ... udgydt] under den franske revolution 1789ff.

83.7-8det Mærkeligste ... Villie] Paris' kloaksystem anlagdes omkring 1860 af ingeniøren Eugène Bellegrand (1810-78). - 21macadamiserede] belagt med småsten med asfalt o.1. som bindemiddel. - 29Katakomberne] underjordiske gange med begravelser i væggene hugget ud i klippegrunden. - 36ff. Jvf. Dagbøger 1.7.1861 under rejse fra Fribourg til Bern: »Paa Veien Idee til en Historie om en Rotte der kritiserer Menneskene« (V 90).

84.14yndelige] yndige.

85.14Tarantelen] Lycosa tarentula, sydeuropæisk jagtedderkop, hvis bid mentes at fremkalde hysterisk danseraseri. - 23Armidas Tryllehave] i 16. sang af Tassos Det befriede Jerusalem (1575) besnæres ridderne af feen Armidas tryllehave og lokkes fra deres pligt til at erobre Jerusalem fra de hedenske saracenere. - 25Mabile] jvf. Dagbøger 14.9.1867: »efter Bordet kjørte vi i fire Vogne ud til »Mabille«, det var glimrende oplyst, Lampe ved Lampe straalede i det Grønne, Vandene pladskede, en deilig Grædepiil hældede sine Grene og Maanen skinnede rund og klar paa det Hele [...] Der kom en Deel Tøse om os, to dandsede Kankan« (VII 348). - 27bacchantisk] overgiven.

86.11-13Havdybets Huler ... Glas-Dykkerklokke] sml. Dagbøger 338 19.4.1867: »der var en Grotte hvor Lyset faldt ind gjennem Vand hvori svømmede Fiske, Guldfiske, smaae Aal og dumtudseende store Fiske, det var som om man var inde i en Dykkerklokke og saae ud« (VII 269).

87.11-12En lille Aborre ... Rundryg] sml. Fodreise: »Aborren var min Adjutant, den er lidt krum i Ryggen« (88). - 23Stolevogn] åben, firhjulet vogn med agestole.

88.10Rugbrøds-Landet] Danmark; jvf. Dagbøger 17.4.1867 på udstillingen i Paris: »Var i Aportas Boutik hvor man kan faae Rugbrød« (VII 267). - Klipfisk-Kysten] Norge. - Ruslæderets Rige] Rusland; ruslæder: rødt læder fremstillet af kalveskind ved garvning med pilebark og indgnedet med vellugtende olier; importeredes tidligere fra Rusland. - 10-11Eau de Colognens Flodbred] Rhinen; Cologne: Köln. - 11Rosenoliens Østerland] Persien; rosenolie: æterisk olie fremstillet af Damaskusrosen. - 15photographisk] fotografiet blev opfundet ca. 1840. - 18fort] videre. - 21Granatblomst] blomsten på granatæbletræet, Granatum punica.

89.13Støv] som udtryk for det forgængelige (jvf. 1.Mos. 3.19). - 25blivende] vedvarende.

339

Tre nye Eventyr og Historier 1870
(3 NEH-70)

Hønse-Grethes Familie

Hønse-Grethes Familie tryktes første gang på engelsk (oversat af Eduard Kuntze) i Riverside Magazine under titlen Chicken-Grethe's Family november og december 1869 (se ill. s. 17) og udkom på dansk i 3NEH-70, der udkom 17.12.1869.

I Bemærkninger fortæller A, at han fik ideen til eventyret, da han en dag under et besøg i Studenterforeningen læste nogle optegnelser om Marie Grubbe (ca. 1643-1718) i Lolland-Falsters Stiftstidende (27). Den pågældende artikel stod i Lollands Stifts-Tidende 16.5.1869 og er et referat af en artikel af M.N.Kall-Rasmussen i Historisk Tidsskrift 3 rk. I med bidrag til Holbergs (1684-1754) biografi, herunder hans i Epistel 89 omtalte ophold hos Marie Grubbe under pesten i 1711.

Det var imidlertid kombinationen af avisartiklen og et ophold på Basnæs 16.6.-6.7.1869, der inspirerede ham til eventyret. Allerede i Lygtemændene ere i Byen (IV 186) og Portnerens Søn (IV 238.8 m. note) havde han beskrevet hønsehuset på Basnæs, og nu gav det ham ideen til et eventyr. 30.6.1869 fortæller han i et brev fru Melchior, at hønsekonen på Basnæs engang under en oplæsning af Det er ganske vist havde troet, at det var i hendes hønsehus, eventyret foregik, hvorpå A fortsætter: »Dette [: hønsehuset] er paa Basnæs en nydelig, ottekantet Bygning paa en Ø i Haven. Konen boer midt derinde, med Lysning fra Loftet, Side-Gemakkerne vende for Gjæs og Ænder ud til Kanalen, Hønsenes Stuer til smaa Hønsegaarde, hvor de japanske Høns og de kalkunske have deres særlige Opholdssteder. Da jeg skrev »Valdemar Daa«, tænkte jeg paa at gjøre Konen her til een af hans Døttres Decendenter, men opgav det og blev ved det historiske Sagn« (Reumert 108 f, se også BfA II 635 f). Således er eventyrets ydre rammer altså delvis tegnet efter Basnæs og ikke efter Tjele, Grubbe-slægtens jyske herresæde, se ndf.

Eventyret omtales første gang i Dagbøger 2.7.1869, hvor man iøvrigt bemærker, at titelpersonen har et andet navn: »Hele Dagen gaaet opfyldt af Fortællingen om Hønse Cathrines Familie, det er Historien om »Marie-Grubbe«« (VIII 226). 4.7. skriver han: »Skrevet paa Historien om Marie Grubbe« (ib. 227). 5.7. melder han til fru 340 Melchior: »Siden De sidst fik Brev, har jeg bragt paa Papiret de fleste Momenter til en ny Historie, den jeg en Dag omtalte fyldte mig: Historien om den højadelige Dame, der endte som Færgekone paa Falster, hos hvem Holberg boede i Pestens Tid« (Reumert 110), og samtidig noterer han i Dagbøger: »Læste for Luzie og Lise Castenskjold som med Moder og Tante er kommet hjem fra Schweiz, Historien om Marie Grubbe« (VIII 227). Tilsyneladende har A atter ændret på titlen, for i Dagbøger 11.7.1869, Rolighed, hedder det: »Om Middagen var ... Block her, jeg læste »fra Degnens Bordskuffe«« (ib. 229), og 12.7. skriver han til fru Henriques: »Jeg skrev [på Basnæs] et, ret heldigt Eventyr, »Hvad Tidselen oplevede«, samt begyndte paa en større Historie »fra den gamle Degns Bordskuffe«, som nu, her paa »Rolighed« heelt er bragt paa Papiret« (BHenriques 112, jvf. også BEC IV 78, BfA II 598). Samme dag skriver han også til Horace E.Scudder: »[jeg har] allerede en ret heldig Idee til en ny Historie for October Heftet, den skal nok komme betids og bliver [...] givet i Manuskript først til the riverside magazine og naar det er optaget der, kommer det paa dansk« (BScudder 60). Selv om A både 12. og 13.7. læste eventyret op, var det dog endnu ikke helt færdigt. 14.7. noterer han i Dagbøger: »Hjemme skrevet paa »Hønsegrethes Familie«« (VIII 230), og dermed havde eventyret endelig fået sin blivende titel. 16.7. står der: »Reenskrevet min Hønse-Grethe« (ib. 231) og 19.7.: »Læst for Raasløffs: Hønse-Grethe, den jeg i Dag har skrevet reent« (ib.). Iøvrigt måtte A iflg. Dagbøger 24.7. også foretage en renskrift med latinske bogstaver af hensyn til den amerikanske oversættelse.

Om motivet skriver A i Bemærkninger, at han udover at have benyttet artiklen i Lollands Stifts-Tidende og Holbergs Epistel 89 har hentet oplysninger i Pontoppidans Danske Atlas og hos Thiele.

Marie Grubbe-motivet havde tidligere været behandlet af St.St.Blicher i Brudstykker af en Landsbydegns Dagbog (1824). A.s forhold til Blichers novelle er imidlertid ret problematisk, idet han 28.7.1869 skriver til Scudder: »Hovedtrækkene i den [: Hønse-Grethes Familie] ere aldeles historiske, men endnu ikke behandlet før af nogen Digter« (BScudder 62). Men netop hans vaklen mht. titel synes at vise, at han har været sig Blichers behandling af motivet klar, idet »fra Degnens Bordskuffe« klart peger hen på Blicher.

93.4-5hvor den gamle ridderlige Gaard havde staaet] gælder ikke Tjele, jvf. brugen af Basnæs som model ovf. - 5 Vindelbro] vindebro. - 7-8 Raager ... Fugle] jvf. brev til Henriette Wulff, Basnæs 2.10.1857: »Dagene glide eensomt hen [...] det er en Begivenhed, naar Ravne, Krager og Aliker i store Hobe flyve fra Skoven og i Kredse omsuse de gamle Kastanietræer i Haven« (BHW II 340).

341

94.2Videnskab] viden. - 4Kragemaal] jvf. Sneedronningen (II 62.12 m. note). - 14Kedeltromme] pauke. - 16Fru Grubbe] Maren Juel Iversdatter (d. 1647). - 17-18hendes Husbond] Erik Grubbe til Gammelgaard og Tjele (1605-92). - 31ff. Jvf. Gjemt er ikke glemt (IV 227 m. noter).

95.2Aakande og Aaknap] hvid åkande, Nymphæa alba, og gul åkande, Nuphar luteum. - 3Muskedonner] dunhammer, Typha latifoha. - 4angenemt] smukt, nydeligt. - 6Morian] neger. - 12turde] havde lov til. - 33ihvor ung hun var] hvor ung hun end var. - 37-38den unge Konge] anakronisme, Christian V (1646-99) besteg først tronen 1670. - 38-39Ulrik Frederik Gyldenløve] greve (1638-1704), søn af Frederik III og Margrethe Pape. - 43Munddask] slag på munden.

96.7Han er ... Riget] jvf. Holberg i Epistel 89: »blant alle Undersaattere var [Gyldenløve] den fornemmeste og tilligemed den galanteste Herre udi Riget« (Epistler v. F.J.Billeskov Jansen II. 1945.42). - 9skjøtter jeg ikke om] bryder jeg mig ikke om. - 13-14contrair Vind] stiv modvind. - 15did] derhen. - 16Blaargarn] groft lærred fremstillet af blår dvs. hør- eller hampeaffald. - 18Karosse] stor lukket stadsvogn, karet. - 22Hr. Grubbes steenmurede Gaard] uhistorisk. - 23knubbede] vrede. - 25Øllebrøds Tale] medlidende ord på grænsen til det overdrevne og sentimentale. - 26-27som man raabes til saa svarer man] jvf. ordsproget: som man råber i skoven, får man svar. - 31-32Onde Ord bære ond Frugt] jvf. ordsproget: ond gerning, ond frugt. - 35i Gænge] i omløb. - 36-37den gamle Gaard ... baaren] Tjele, 16 km nordøst for Viborg.

97.8-9klattrede ude paa bladløst Træ] dvs. er blevet sømand. - 9-10Tampen] reb eller tov anvendt som strafferedskab. - 14Op og ned ... Gang] sml. Taarnvægteren Ole (III 121). - 20Havgusser] kolde, klamme havtåger. Da Tjele ligger midt inde i landet, kan Marie Grubbe dog ikke her have oplevet havgusen. - 24-25Palle Dyre fra Nørrebæk] d. 1707; Nørrebæk, ca. 13 km nordøst for Tjele, tilhørte opr. Erik Grubbe og var M. G. s medgift. - 27-31Hr. Brockenhuus til Egeskov ... Egeskov] jvf. Thiele21 112 f. - 28Egeskov] herregård 21 km nordøst for Faaborg. - 33 Veir-Drag] luft. - 34Naar] hvornår. - 35-36paa Lysestagerne ... Hovedgaard] jvf. Pontoppidans Danske Atlas IV. 1768.404. - 40Svinepolidsk] snedig, underfundig.

99.1i sine Breve] Epistel 89. - 7-8Dronningen af Danmark] Charlotte Amalie (1650-1714). - 8Kongen] Frederik IV (1671-(1699-)1730). - 12Borchs Collegium] i St. Kannikestræde, stiftet 1689 af lægen Ole Borch (1626-90). - 12Regentsen] kollegium i St. Kannikestræde overfor Rundetårn, stiftet 1623 af Christian IV. - 12paa Døre ... uddøde] se n.t. V 62.28. - 18Soten] sygdommen. - 19Kjødmangergade] Købmagergade; kjødmanger: kødhandler, slagter. - 20Rundetaarn] astronomisk observationstårn opført af Christian IV 1637-42. - 20Kongens Slot] det 342 middelalderlige Københavns Slot, nedrevet 1731. - 24Kridhuus] lille bøsse delt i to rum med låg for begge ender; i det ene gemtes småpenge, i det andet kridt til regnskabsføring og andre smågenstande. - 24Kippe] tarvelig beværtning, knejpe. - 37bovnede] bugnede.

100.17Kavai] lang kappe med slag eller stor krave. - 17Kabuds] mandshue med øreklapper eller slag til at slå ned. - 17Kyse] kvindehue i hættefacon, der går ned over ørerne og bindes med hagebånd. - 25tingede] lejede. - 28-29Frands Knivsmed og Sivert Posekiger] jvf. Holbergs Den politiske Kandestøber II akt (1723); øgenavn for underordnet toldbetjent, der opkrævede accise, forbrugsskat, af indenlandske varer ved byportene. - 31kunde sin Practica] forstod sig på praktiske ting; Practica: egl. bog med vejrforudsigelser. - 35bøgede] vaskede i varm sæbe (egl. lud af bøgeaske).

101.2Skedevand] salpetersyre. - 5Veed og Klynetørv] træ og mosetørv. - 6saalede sine Hoser] stoppede sine strømper, jvf. Henrik i Den politiske Kandestøber IV 9. - 9Vaade] vanvare, uforsætligt. - 10arbeide i Jern paa Holmen] straffefangerne arbejdede på orlogsværftet på Holmen (det nuværende Gammelholmskvarter bag Det kgl. Teater) med fodlænke for at forhindre flugt. - 11gemen] almindelig. - 11have sin Gænge] gå sin gang uden medlidenhed. - 14-19 Jvf. Thiele2 I 129 f; Kai Lykke: fejl for Jørgen Lykke (d. 1583); jvf. Blichers Viinhandleren og Herremanden (Samlede Skrifter XXVII. 1931.64f og 247f).

102.8Reverenze] ærbødigt, dybt buk. - 11Helligtrekonger Lys] trearmet lys. - 16Led] måde. - 20-21Folk sige ... Eder] jvf. Holbergs Epistel 89: »endskiønt han dagligen handlede ilde med hende, [sagde hun] sig at leve langt mere fornøyet, end udi det første Ægteskab« (Epistler v. F.J. Billeskov Jansen II. 1945.42). - 30dømme Øget efter Grimen] dømme efter udseendet; grime: hovedtøj til heste. - 31i alt Det] trods alt. - 37-38Lykkens Tumleklode] lykkens omskiftelighed; navn på dansk folkebog fra 18. årh.

103.8Hosebånd] strømpebånd; måske også ordspil på den eng. Hosebåndsorden. - 34glad til at døe] glædede sig til at dø.

Hvad Tidselen oplevede

Hvad Tidselen oplevede kom første gang på engelsk (oversat af Anna Raasløff) under titlen What Happened to the Thistle i Riverside Magazine oktober 1869 og på dansk i 3NEH-70, der udkom 17.12.1869. Inspirationen til eventyret fik A ved synet af en tidsel på en mark ved Basnæs (Bemærkninger 28). I Dagbøger 27.6.1869, Basnæs, 343 noterer han: »I Gaar skrev jeg: Tidselblomsten i Dag har jeg rettet i den og faaet den afskrevet« (VIII 224). 28.6. hedder det: »Brev til Frøken Raasløff i Rosenvænget med en Afskrift af »Hvad Tidselen oplevede«, som hun oversætter for mig« (ib.). Og 12.7.1869 skriver han til Horace E.Scudder: »Det nye Eventyr: Hvad Tidselen oplevede, hvilket jeg skrev paa Basnæs [...] bliver [...] givet i Manuskript f¢rst til the riverside magazine og naar det er optaget der, kommer det paa dansk« (BScudder 60).

104.10Asen] æsel. - 27-28Den er Skotlands Blomst ... Vaaben] jvf. DtB: »Skotlænderens Emblem er en blomstrende Tidsel, denne for hans Bjergland saa betegnende Blomst« (148) samt SS XII 256, MLE II 55.

106.1Kemper] vejbred, Plantago major. - 11tør] må. - 13Netteldug] nældedug; fint lærred fremstillet af hedenældens taver. - 18-19Opad ... Almanakken] oprindelig trykt under titlen Med en Almanak i: Deviser med Presenter paa et Juletræ (Illustreret Almanak for 1855, red. af Claudius Rosenhoff (udkom november 1854)). - 29Ærteskok] artiskok.

107.13Sule-Kjæreste] madkæreste.

Hvad man kan hitte paa

Hvad man kan hitte paa tryktes første gang på engelsk (oversat af Anna Raasløff) under titlen What One Can Invent! What One May Imagine i Riverside Magazine juli 1869, og kom på dansk i 3NEH-70, der udkom 17.12.1869.

Eventyret er skrevet i februar 1869. I Dagbøger 8.2.1869 hedder det: »Det er idag Fastelavnsmandag; gik fra Collins i Theatret til Jeppe paa Bjerget, digtede der Eventyret: Hvad man kan hitte paa og skrev det ned ud paa Aftenen« (VIII 176). 9.2. noterer han: »Tilbragte hele Formiddagen med at gjennemgaae og reenskrive Eventyret jeg skrev iaftes, læste det først for Fru Jette Collin, hun var henrykt og sagde at det var det bedste af de tre sidste. Det behagede meget hos Melchiors. Middag hos Christian Thybjerg [...] Der var Pastor Rørdam, Pastor Monrad og Collins; jeg læste de tre sidste Eventyr« (ib. 177).

27.4.1869 kunne A sende en engelsk oversættelse til Horace E.Scudder: »her sender jeg til Juli-Heftet et ganske nyt for the riverside magazine skrevet Eventyr: Hvad man kan hitte paa, det er, med Undtagelse af Dryaden, vist nok det bedste Eventyr jeg har sendt Dem. Saa snart jeg har i Magazinet det for samme skrevne Eventyr benytter jeg det paa Dansk, da ellers en Anden kunne falde paa at oversætte den engelske 344 Oversættelse paa Dansk og det blev da ikke min Fortælle- og Udtryks-Maade. Jeg sender, ved Frøken Raasløffs Bistand, dette Eventyr i Engelsk Gjengivelse, at hun er Oversætterinden bliver en ukjendt Sag for Læseverdenen« (BScudder 56, jvf. Dagbøger VIII 203). At A nøje vågede over ordvalg og udtryksmåde også, når det gjaldt oversættelsen fra dansk til engelsk, ses iøvrigt af Dagbøger 29.4.1869: »Blacthorn er Slaaentjørn, men Frugten hedder paa Engelsk Sloen, jeg har altsaa Uret i at corrige[re] Frøken Raasløffs Oversættelse. Ærgrede mig« (VIII 203). Hvorvidt han ellers har været utilfreds med oversættelsen er uvist, men iflg. Dagbøger 2.5. har han skrevet til Scudder og sendt en (ny?) oversættelse af Hvad man kan hitte paa (ib. 205).

I Bemærkninger skriver A: »»Hvad man kan hitte paa«, hører til de oplevede Eventyr« (28). Hvad han hentyder til vides ikke, men kimen til eventyret findes allerede i Fodreise, hvor St. Peder giver A et par briller, der sætter ham istand til at se, »hvad er muligt at see paa det flade Amager« (47); et motiv han også benyttede i Lykkens Kalosker (I 225.23ff). Hvad man kan hitte paa knytter sig iøvrigt også til sidstnævnte eventyr mht. den fremskridtsoptimisme, som A havde overtaget fra H.C. Ørsted, og som findes udtrykt overalt i forfatterskabet.

Herudover har A til afsnittet om kartoflernes historie brugt det kasserede eventyr Kartoflerne (V 37), som han havde digtet i februar 1855 (se ndf. s. 381).

108.5-6Han var født ... skrevet om] jvf. den unge digters beklagelse til sin gamle tante over sine digte i Fodreise: »undertiden forekommer det mig dog, som om Tankerne ikke vare ganske nye; som om Udtrykkene ikke vare mine egne« og tantens refleksion over de gamle og nye digtere: »Der er Intet Nyt under Solen. Hvad skulde Digteren føle, der ikke var følt af Andre før ham. De Gamle maae takke deres Gud, at de levede den Tid de levede; vare de vore Samtidige, saa skulde man see hvor meget Nyt man fandt hos dem [...] man lægger meget mere i de Gamle end de nogensinde drømte om« (18 f). Jvf. også I Sverrig 117. - 10nu er Verden digtet ud] jvf. Chr.Wilsters Riimbrev fra Sorøe (Digtninger 1827.60) (citeret i Fodreise 68): »Vor Jord er saa fordigtet / Der er ei Blad, ei Blomst, ei Siv, / Hvorved der er jo daanet. / Ei Barnet selv i Moders Liv, / Er af Poeter skaanet.« - 17Rangskat] skat der betales af personer med rang. - 21en lille Kartoffelmark] jvf. Hvad Fatter gjør, det er altid det Rigtige (IV 84.6).

109.6-7i gammel Tid ... brændte] sml. Lykkens Kalosker (I 225.24-25). - 22en Hverdagshistorie] se n.t. IV 190.10. - 30Skjeppe] beholder, der rummer en skæppe dvs. 17.39 1.

110.16Grøften] gærdet, diget. - 33-34slaa Poeterne af Tønden] blive 345 kritiker. - 34-35Lad Dig bare ikke forbløffe] jvf. ty. mundheld: »man soll sich nicht verblüffen lassen«; her i betydningen: »genér dig ikke«; »hold dig ikke tilbage.« - 35Boller] jvf. fastelavnssangen »Boller vil jeg have.« - 41hitte paa] overgang fra betydningen »opfinde«, »finde på ved fantasiens hjælp« til »finde på at gøre«.

346

Eventyr og Historier V 1874
(EHF 5-74)

Laserne

Laserne blev trykt første gang i Folkekalender for Danmark 1869, der udkom december 1868.

Iflg. Bemærkninger er eventyret skrevet »længe før »Gudfaders Billedbog« [: 1867]« (26) under indtryk af nordmændenes kritik af dansk litteratur. Det hedder videre, at A skrev det »den kommende Sommer« hos Michael Drewsen på Silkeborg Papirfabrik, hvor han så de store kludebunker til papirfabrikationen.

En datering af eventyret på baggrund af Bemærkninger alene er imidlertid umulig, idet udtrykket »den kommende Sommer« ikke kan sættes i relation til noget foregående, og A.s oplysninger er da også i det hele taget ret problematiske.

Når A taler om sit ophold hos Drewsens i Silkeborg, kan det kun være hans tredie og sidste besøg i sommeren 1859. En kim til Laserne findes da også i en kladde til rejseskitsen Skagen med titlen Jylland, der blev skrevet i efteråret 1859. I forbindelse med Silkeborg nævnes her en historie om klude: J. (: i) Kludebunken (Viktor Waschnitius: H.C.Andersen's Eventyr »Laserne« og Spørgsmaalet: Norsk og Dansk. 1922. 35). På denne baggrund og på baggrund af bl.a. A.s ovennævnte bemærkninger om kendskabet til de norske digtere daterer Waschnitius eventyret til A.s Silkeborgophold 8.-10.9.1859 (46). Topsøe-Jensen har imidlertid påvist, at ideen til eventyret kan føres tilbage til april 1859 pga. flg. optegnelse i Optegnelsesbog 11,2 (Bl 11r): »»Pære dansk« og »snyde norsk«; den danske [P] det er to Pjalte i en Klude Bunke der tale sammen ved en Papirs Fabrique. De kjendte hinanden paa Sproget uagtet de to Sprog sagde den norske var saa forskjellige, som fransk og hebraisk. Den danske vilde nok være skandinavisk, ikke tydsk, hun sagde Børnepulver og ikke Kinderpulver; hun sagde »Rovia« og ikke faxia, for hun vilde ikke have Sproget blandet, det vilde heller ikke den norske, der gik til Fjelds for at faae det raat som det stod paa Aasen. De kjendte hinanden paa deres Bragesnak, troe nu ikke at dette er fortalt for at gjøre Nar af Danske og Norske, fy, nei det 347 er kun om [: en] Spot over Laserne, som de tale der. Las er Las i ethvert Land, de gjælde kun for Noget i en Kludebunke. - (Historien hedder: I Kludebunken). Tilfældet, Skjæbnen, vi tør ikke sige Vor Herre, lod det saa føie sig saa at den norske Klud blev et Papir hvorpaa en [dansk Poet] Normand skrev [en Ode] et Elskovs Brev til en dansk Pige og den danske Klud blev Manuskript for en Ode til Norges Fjelde; saadan gaaer det. - « (FoF X 121).

I Dagbøger omtales eventyret først 14.5.1861, Rom: »Paa Hjemveien [fra Villa Albani] fortalte jeg Bjørnstjerne [Bjørnson] om mit Eventyr »Laserne«« (V 48). Eventyret kan da have ligget færdigt, men A fortæller måske blot sin digterven planen til et eventyr (jvf. HCAHolstein 79). Under alle omstændigheder skriver A i Bemærkninger (26), at eventyret blev henlagt og først trykt efter opfordringer fra danske og norske venner. Af Dagbøger fremgår det endvidere, at A længe har vaklet mht. titlen. 17.3.1862 fortæller han, at han var gæst hos prins Christian (IX): »Jeg læste »i Kludebunken«« (V 155), og under et ophold på Frijsenborg hedder det 17.6.: »Læste Laserne for dem, som ret gjorde Lykke« (VI 238), men 19.6.: »læst høit [...] »I Kludebunken«« (ib. 239). Begge titler bruges endnu 14.4.1868 (Dagbøger VIII 50) og 1.5.1868 (ib. 59).

Motivet med modsætningen mellem dansk og norsk havde A tidligere benyttet i Elverhøi (II 79ff), ligesom motivet med kludene, der bliver til papir, genfindes i Flipperne (II 165ff) og Hørren (II 209ff).

113.11Aas] egl. bjergryg; måske ordspil, vel for Aasen, den no. sprogforsker Ivar Aasen (1813-96), der arbejdede for genrejsningen af det no. sprog, landsmål. - 12Brage-Snak] egl. Brages samtaler i Snorres Edda; her ironisk om Grundtvigs arkaiske sprogbrug, jvf. dennes Bragesnak om græske og nordiske Myther og Oldsager (1844). - 17-18Norge ... Amerika] Eidsvoldforfatningen af 1814, en parallel til den amerikanske uafhængighedserklæring af 1776.

114.1Pæreskuder] nedsættende om mindre skib. - 5sqvaldret] udbredt gennem sladder, løs snak og pral. - 16Bonitet] beskaffenhed og værdi.

Loppen og Professoren

Loppen og Professoren tryktes første gang i Folkekalender for Danmark 1873, der udkom december 1872.

Eventyret er skrevet på familien Melchiors landsted Rolighed på Østerbro i København. 15.2.1872 noterer A i Dagbøger: »Jeg blev 348 hjemme i det kolde Veir. Skrev »Loppen og Professoren«« (IX 308) og 16.7.: »Reenskreven paa Eventyrbogen; endt Loppen og Professoren« (ib.). Der blev dog ændret i eventyret, idet det i Dagbøger 19.7. hedder: »Læst for Conferensraad Drevsen, Loppen og Professoren, jeg lader der Professoren skyde sin Kone, han sagde at hele Historien kom til at ligne een han havde oplevet, en Frøken Møller giftede sig med en saadan Gjøgler, sad og solgte Billetter ved Indgangen og [han] skjød uforsigtig Konen, Drevsen havde kjendt hendes Broder, han var Præst, det vilde vist bedrøve Familien at læse mit Eventyr, jeg forandrede det da til at hun blev puttet i Skuffe og forsvandt« (ib. 309).

Af et brev til fru Henriques, Rolighed 20.7.1872, fremgår iøvrigt, at A oprindelig havde tænkt sig eventyret offentliggjort i en selvstændig samling: »Jeg har [foruden Tante Tandpine] endnu eet »Loppen og Professoren«, samt en Historie: »Eventyrbogen«; erholder jeg endnu en Digtning, paa en to Ark i Størrelse, da kan jeg til Julen bringe Dem en ny Bog. Jeg begynder at blive flittig herude, jeg kommer i Ro efter Reiselivets Døning« (BHenriques 176).

Motivet i Loppen og Professoren, mener Fr. Böök (A-iana 2 rk. I 15 f), A er blevet inspireret til gennem David Livingstones (1813-73) opdagelsesrejser og Stanleys (1841-1904) møde med denne i 1871; noget A havde tæt inde på livet gennem sin korrespondance med Mary Livingstone (1858-1939). Endvidere er han blevet inspireret af Gambettas (1838-82) ballonrejse i 1871 fra det belejrede Paris til Tours for at fremskaffe hjælp og forsyninger.

Jon Kehler søger inspirationen andetsteds (Loppen og Professoren i: Berlingske Aftenavis' kronik 2.4.1952). Modellen til professoren skulle være en »professor« Busch, der optrådte med behændighedskunster på den nordiske industrimesse, som A iflg. brev til Henriette Collin 10.7.1872 besøgte mindst tre gange (BEC IV 223). Herudover peger Kehler på Jules Vernes 5 Uger i Ballon (1863), hvor dr. Fergusson og hans tjener Joe foretager en rejse i Afrika i en ballon, som forulykker. Endelig mener han, at den store kanon, professoren lover at affyre, er inspireret af præsident Barbicanes kæmpekanon fra Vernes Rejsen til Maanen (1865).

Bortset fra Gambettas ballonflyvning og Vernes roman er det vel ligeså sandsynligt, at A, der allerede havde beskæftiget sig med luftballoner i Om Aartusinder (II 259ff) og De Vises Steen (IV 95 f), kan være inspireret af en personlig oplevelse. 8.10.1871 fortæller han i Dagbøger: »Hos Drevsens saae jeg Luft-Ballonen Gambetta fra Tivoli svæve over mod Sverrig med to Personer, den ene kravlede op af en Stige; jeg blev aldeles nerveus ved Synet« (IX 152) og 5.11.: »Gik efter 4 hen til Slotspladsen for at see Luftballonen gaae op, men der var Trængsel paa Plads og paa Gader, jeg vendte derfor om« (ib. 161).

349

115.3slog sig i Stykker] sml. Fyrtøiet (I 29.15). - 4Faldskjærm] A har næppe kendt Jacques Garnerins faldskærmshop 1797, men har måske hørt om franskmandens Leturs udspring med en styrbar faldskærm fra ballon i 1854 (Gerhart Schwarzenberger: Den ældre H.C.Andersen og »det nye« i: DaStu 1962.44). - 6havde ... Ballon] måske også ordspil på balletudtrykket i bet. have lethed, kunne svæve (A havde kendskab til balletten fra sine unge dage!). - 20-21Smuler er ogsaa Brød] jvf. Hvad man kan hitte paa (V 109.1).

116.13-14men lille] vist collinsk familiejargon (jvf. BJC III 185). - 18høie] fornemme. - 21Plads] klasse. - 29uden] undtagen.

117.38præsentere] optræde korrekt, repræsentere.

118.15bovnede] bugnede. - 23Nu gaaer Ballonen] ordspil på talemåden: nu går ballonen i bet.: nu begynder det, nu går det løs.

350

Nye Eventyr og Historier
Tredie Række. Første Samling. 1872
(NEH 9-72

Lykken kan ligge i en Pind

Lykken kan ligge i en Pind tryktes første gang på engelsk i Riverside Magazine, april 1869 under titlen Luck May Lie in a Pin. På dansk forelå det først i For Romantik og Historie, udg. af H.P.Holst. 4. Bind 1870, der udkom marts 1870.

Iflg. Bemærkninger (28) er eventyret skrevet under et ophold i Jurabjergene, hvor A hørte om en drejer, der tjente sig op ved fremstilling af træpærer til paraplyer.

Oplysningen om Jurabjergene er sandsynligvis forkert, idet det i Dagbøger 28.12.1868, København, hedder: »Skrevet: Lykken kan ligge i en Pind« (VIII 158). 7.1.1869 meddeler Dagbøger endvidere: »Sendt Brev til Scudder Esq i New-York deri: Lykken kan ligge i en Pind« (ib. 164, jvf. BScudder 45: »Til Magazinet følger her en for dette skreven ny Historie, der ikke bliver trykt paa Dansk før efter Optagelse i Riverside«]. Iøvrigt overlod A det tilsyneladende til Edvard Collin at bestemme, hvorvidt eventyret skulle med i 3NEH-70. På foranledning af et brev fra Reitzel sendte han 22.11.1869 Collin en afskrift af eventyret med flg. bemærkning, hvor man har et sjældent eksempel på, at A har gjort sig overvejelser over hæftets komposition: »vil De læse [Lykken kan ligge i en Pind] igjennem og dersom De finder: det kan fortjene at optages i den lille ny Samling, da beder jeg Dem særdeles at De vil rette de Comma- og Skrivefeil der rimeligviis kunne findes, synes [De] ikke stort om det, da hold det tilbage, lad ikke Hr Reitzel faae det [...] Optages »Lykken kan ligge i en Pind«, da maa denne Historie ikke slutte Heftet, men helst faae Plads mellem Hønse-Grethe og Tidselen, eller mellem Tidselen og hvad man kan hitte paa. Kommer den slet ikke med, da gjem den« (BEC IV 111f).

Eventyret knytter sig via sit lykkemotiv til en lang række af A. s eventyr lige fra Fyrtøiet, men udmærker sig ved sin personlige bekendelse gennem brugen af jeg-fortæller.

123.16Newton] Isaac N. (1642-1727), eng. fysiker og matematiker; opdagede tyngdeloven, jvf. Æblet (V 240ff). - 22Dreier] samme 351 håndværk havde prins Christian (VIII) foreslået A som fremtidsmulighed (MLE I 47). - 23havde det neppe ... Munden] havde knapt nok til sit daglige behov.

124.8-10man fortalte ... Klud] jvf. Dagbøger 3.4.1834 under rejse fra Rom til Firenze: »Blæsten var endnu stærkere end igaar, jeg sad inde i Vognen der rystede, vi kom [...] til en Kro, kaldet Novella, her sagde Veturinen han maatte blive for Stormen; Vertinden fortalte at en Fragtvogn var blæst om paa Bjerget« (I 378; jvf. BfA I 218). - 29en Lidse] et bånd. - 35saaledes kom de til Amerika] ligesom A. s eventyr, hvoraf flere netop i disse år først tryktes i Amerika og siden på dansk.

125.9-10Tag en hvid Pind ... usynlig] se Elverhøi (II 83.6 m.note) og Suppe paa en Pølsepind (III 21.3).

Kometen

Kometen blev trykt første gang på engelsk under titlen The Comet i Riverside Magazine, juni 1869; se ill. s. 16.

Eventyret er skrevet i slutningen af januar 1869. 29.1. noterer A i Dagbøger: »i Theatret og hørte forfra »Tryllefløiten«. Gik Hjem efter tredie Act, i det jeg i Theatret fik Ideen til Historien »Kometen«, jeg fortalte den der for Thiele og gik hjem og skrev Halvdelen« (VIII 173f). 30.1.: »Sluttet »Kometen« [...] Endt Historien om Kometen. (Læst den for Eduard og Jonas Collin)« (ib. 174). 31.1. hedder det: »reenskrevet Kometen, læst den for Thiele og hans Kone, de vare bevægede, Thiele sagde den var fuldendt deilig, skjøn som Dryaden og fuld af Ro. Læst den for Bloch« (ib.). Derefter fulgte som sædvanlig oplæsningerne for venner og bekendte, hvor det bl.a. 1.2. hedder: »jeg læste det for Fru og Frøken Raasløv som nu oversætter det til Riverside Magazine« (ib. 175) og 4.2.: »Bragte Frøken Raasløv Kometen til engelsk Oversættelse« (ib.). 5.2. fortæller Dagbøger: »Fik allerede i Dag fra Frøken Raasløff Kometen oversat paa engelsk« (ib. 176). Der gik dog endnu nogen tid før Scudder fra Riverside Magazine fik eventyret. Først 17.3. sender A denne et brev, hvori det hedder: »I Dag seer jeg mig istand til [at] vedlægge en tredie Historie [foruden Lykken kan ligge i en Pind og Solskins-Historier], ogsaa aldeles ny og som ikke vil blive trykt her hjemme før De har givet den i the riverside Magazine, det er Historien Kometen« (BScudder 53). Om den danske originalteksts videre historie hedder det i Dagbøger 19.6.1869, Basnæs: »Brev til Rudolf Schmidt på Frijsenborg, dermed fulgte Historien: Kometen« (VIII 352 222) og 24.6.: »Læst Correctur paa Kometen og sendt Bogtrykker Klem sammen med Brev til Rudolf Schmidt« (ib. 223).

Skønt A som nævnt tilsyneladende fik ideen til Kometen i Det kgl. Teater, havde den dog i hvert fald delvis længe beskæftiget hans tanker. I Dagbøger noterer han således 15.2.1867: »Idee til »Sæbeboblerne«« (VII 248). Eventyret blev aldrig skrevet, men ideen med sæbeboblerne blev istedet anvendt i Kometen. Og 25.7.1868 hedder det under et ophold på Rolighed: »Fik om Aftenen Idee til den nye Samson« (VIII 105), en idé, som blev til Vor gamle Skolemester (V 245 f). Dette eventyr blev imidlertid aldrig trykt, men historien indgik senere i omarbejdet form i Kometen.

I Bemærkninger skriver A, at han blev inspireret til eventyret ved gensynet af den komet, han tidligere havde set som barn (29). Hermed tænkes på den, der viste sig i 1811 (jvf. MLE I 32). I 1857, 1861 og 1862 så han kometer, dog ikke den fra 1811, der aldrig har vist sig senere (jvf. MLE I 383). A havde iøvrigt været optaget af kometerne lige fra ungdommen, jvf. digtet Cometen, et Sagn (1830; SS XII 87) og Cometen 1834 (1830; SS XII 91 trykt m. titlen Kometen 1835).

Pga. eventyrets opgør med overtroen omkring kometen som ulykkesbringer placerer Rubow 83 det blandt de eventyr, hvor der mærkes en påvirkning fra H.C.Ørsted. Endvidere skriver han, at Kometen »jo omtrent« er et modskrift til Oehlenschlägers Den gamle Kæmpe Cometes (1803; Oehl XXIV 111ff); det er uvist om Rubow mener, at A er inspireret af Oehl., eller om associationen er Rubows egen.

126.2-3truede med sit Riis] »Viser en Komet sig paa Himmelen, ret ligesom et Riis, da bebuder den en stor Ulykke, saasom Krig, Pestilents eller Dyrtid« (Thiele2 III 133). Riis: komethalen. - 9-12en Høvlspaan ... mod ham] »Naar Talgen bliver staaende paa et brændende Lys uden at smelte, da kaldes den, naar den bøier sig udad »en Høvlespaan«, og varsler Døden paa den Side, hvor den vender hen« (Thiele2 III 165). Jvf. også I Sverrig 119. - 19Spølkumme] stor, flad kop uden hank og underkop.

127.10-11I hver Boble ... glimrende] ideen foregrebet i digtet Phantasiebillede, hvor et barn sidder »Og blæser Bobler, brogede, smukke / [...] / Han seer i Boblen Barndommens Lykke og Drømme, / Seer Farverne vexle saa smukt [...] / Seer Ungdommens Længsel og Kjærligheds jublende Lyst / [...] / Han blæser Bobler for Livets Færdsel, for Hjertets Fred, / For Troskab og for - hvad ei selv han veed« (Phantasier og Skizzer 1831.56 f). - 17Alen] gammelt længdemål: 0,63 m. - 24-25Hvide Haar ... Ordsproget] er ikke fundet. - 30-32bid bare Mærke ... Land] en klassisk historieopfattelse som 353 allerede Thukydid gav udtryk for (jvf. Oluf Friis: Den danske Litteraturs Historie. 1.1945.406, 420). Se iøvrigt Fodreise 9, 20f og Lykke-Peer 290. - 33ff. Sammenstillingen af de tre bueskydninger antagelig hentet fra Oehlenschlägers forsvar for sin egen tragedie Palnatoke i Om Evald og Schiller.II.1854.207. - 33Vilhelm Tell] se n.t. IV 134.23.

128.2Palnatoke] jvf. Saxos Danmarkshistorie XI. - 4-6for mere end tusinde Aar ... Ægypten] Kambyses' drab på Prexaspes' søn ved et pileskud gennem hjertet (Herodot III.35). - 12-13Sin Have ... Danmarks Landkort] Chr.N.Andersen (1788-1862), lærer og degn i Svindinge på Fyn, havde anlagt en sådan have, som A under besøg på Glorup har set (jvf. Jørgen Jørgensen: Til H.C.Andersens eventyr »Kometen« i Berlingske Tidende 15.12.1928). - 19Postamenter] statuer. - 19St.Knud] Knud 2. den Hellige (ca. 1043-(1080-)86), da. konge; jvf. iøvrigt Klokkedybet (III 99). - 19Lindormen] iflg. folketroen en stor menneskeædende slange. St. Knud optræder med en heraldisk lindorm eller drage på en degnestol fra Hvidbjerg (jvf. Kulturhistorisk leksikon for nordisk middelalder VIII 599). - 20Absalon] se n.t. III 144.20.

129.11-12Vist ingen ... bandt] citat fra P.H.Haste: Hannes Strikkevise (1765-1831) (i: Folkesange, samlede ved P.H. Mönster. 1801; også trykt m. titlen Strikkevise for smaa Piger (u. forfatterangivelse) i: V.K.Hjort: Sange for unge Piger. 1799), jvf. Den lille Pige i Asylet (1843; SS XII 214). - 15-18Her er ... forstaae] forfatteren er ikke fundet. - 19Molinaski] (af fr. moulinage) mølledans; yndet dans i beg. af 19. årh.

Ugedagene

Ugedagene tryktes første gang i Souvenir 1869, udg. af Chr. Thorkilsen, der udkom november 1868.

I Bemærkninger hedder det, at »»Ugedagene« bleve fortalte paa Opfordring, i Hast at fortælle en Historie om Dagene i Ugen« (29). En præcis datering af eventyret giver Dagbøger 10.3.1868: »Skrev om Aftenen »Ugedagene«« (VIII 35). Og efter en oplæsning i Studenterforeningen 28.3.1868, hvor dette og flere eventyr »blev optaget med stærkt Bifalds Klap« (ib. 41), skriver A 30.3.: »Bragt Boghandleren det lille Eventyr »Ugedagene«« (ib. 42).

Hvad angår formen tilhører Ugedagene den gruppe eventyr med didaktisk ramme, som åbnedes med Lille Tuk (II 125ff) og fortsattes med Aarets Historie (II 217ff), Et Stykke Perlesnor (III 140ff) og Tolv med Posten (IV 71ff).

354

130.5aparte] særskilt. - 6Skuddagen] 1868 var skudår. - 9-20Domino] maskeradedragt bestående aflang kappe med vide ærmer og hætte; jvf. Dagbøger 2.3.1868: »Gik til Melchiors og fik hans Domino og Hat til Maskeraden iaften hos Fru Jerichau [...] til Fru Jerichau, jeg var i Domino med en Paradisfugl i Barretten« (VIII 30).

131.4Offenbachs] Jacques O. (1819-90), fr. komponist; om A.s syn på O. se Dagbøger 26.2.1868 samt n.t. V 81.23-24. - 6blaat Øie] jvf. udtrykket blå mandag, om mandag der gøres til fridag som fortsættelse af søndagen (iøvrigt oprindelig om fastelavnsmandag, da alteret var klædt med blåt klæde!). - 9Tyrs] nordisk krigsgud. - 11Merkurs ... Støvler] Merkur, den rom. gud for handel, afbildes altid med sko med vinger på bagkappen. - 13holder over] passer på. - 30-31Freia ... Venus] den nordiske og rom. kærligheds- og frugtbarhedsgudinde. - 34tør] har lov til. - 37Øllebrød] i ældre tid almindelig lørdagsret.

132.4-5Tableauer i Familiekredse] en yndet familieunderholdning i 1800tallet (jvf. Dagligliv i Danmark V. 1982.138).

Solskins-Historier

Solskins-Historier tryktes første gang på engelsk (oversat af Anna Raasløff) under titlen Sunshine Stories i Riverside Magazine, maj 1869 (se ill. s. 16), og på dansk i Fra nordiske Digtere, et Album. 1869, der udkom november 1869.

Om eventyrets tilblivelse melder Dagbøger 31.1.1869: »gik i Theatret, hørte Tryllefløiten, kom i Stemning gik hjem og skrev Eventyret »Solskinshistorier«, Klokken blev mange jeg var træt af at skrive, men blev ved til det var paa Papiret efter Midnat« (VIII 174). (Jvf. iøvrigt, at A også fik ideen til Kometen under en opførelse af Mozarts Tryllefløjten ovf. s. 351). Næste dag gik det løs med ikke mindre end otte oplæsninger for venner og bekendte (Dagbøger VIII 174 f). Derefter fulgte endnu et par oplæsninger 2.2. og 3.2., hvorefter A 6.2. noterer: »Sendt Brev til Scudder i New York og dermed den engelske Oversættelse af Solskinshistorier« (ib. 176). Mht. til den danske udgave hedder det i Dagbøger 8.5.1869: »Reenskrevet Solskins Historier til Thorkilsen« (ib. 207).

Iflg. Bemærkninger (29) har A tænkt på »bestemte betydende Mænd i vort Land« i forbindelse med de enkelte historier. Udtalelsen og de ret generelle karakteristikker tillader næppe konkretisering. Iøvrigt er motivet med den ved fødslen givne lykkegave endnu en variation af et af A.s mest benyttede motiver, senest behandlet i Lykken 355 kan ligge i en Pind (V 123 f). I den fjerde af drengene har A behandlet sin egen skæbne med klar allusion til Den grimme Ælling (II 30ff).

133.19Supercargo] foruden tilsynet med varerne forestod superkargoen også salget af ladningen på ejerens vegne. - 23-24den lille Faarevogter] måske filosoffen, professor Rasmus Nielsen (1809-84), der var husmandssøn fra Fyn, og som netop i disse år ved sin hævdelse af muligheden for at forene tro og viden fremkaldte en heftig debat om dette emne.

134.4-5lagde han Bogen ... læst] sml. Lille Tuk (II 125 f). - 21-22havde om Halsen fire Ringe] træk fra folkeeventyret, jvf. Svanhvide (Winther 66ff). - 29Den eene Dreng] Bertel Thorvaldsen (1770-1844), som fik sit internationale gennembrud i 1802 i Rom med en statue af Jason: gr. sagnhelt, der i spidsen for argonauterne drog til Kolkhis ved Sortehavet for at hente det gyldne Skind (jvf. SS XII 302). - 38Den tredie af Drengene] måske A.s nære ven J.P.E.Hartmann (1805-1900), der satte musik til flere af A.s syngestykker (jvf. SS XII 519f).

135.3Den fjerde Lille] jvf. ovf. - 3havde Pip] egl. luftvejssygdom hos hønsefugle; i daglig tale: være tosset, skør. - 6Smøer] prygl, klø.

Oldefa'er

Oldefa'er blev trykt første gang på engelsk (vistnok oversat af Anna Raasløff) under titlen Great-Grandfather i Riverside Magazine, august 1870 (se ill. s. 18) og på dansk i september 1870 i For Ide og Virkelighed II.

I Bemærkninger skriver A: »»Oldefa'er« blev nedskrevet i Erindringen om en Samtale en Gang med H.C.Ørsted, om »gammel og ny Tid«, hvorom han havde skrevet en Afhandling i Kjøbenhavns Almanak« (29). Baggrunden for at A kom til at tænke på fysikeren H.C.Ørsted (1777-1851), hvis ideer spiller en central rolle i A.s forfatterskab, var en plan til et monument for Ørsted. Allerede i 1858 havde billedhuggeren J.A.Jerichau (1816-83) begyndt at arbejde med dette monument, men først i 1860 kom der for alvor gang i sagen ved nedsættelsen af en komité, hvori A havde plads. Sagen trak dog i langdrag, og først i efteråret 1873 kunne man udsende en opfordring til at yde bidrag til støbningen. Afsløringen af statuen i den nye Ørstedspark fandt sted 25.9.1876 (MLE II 227, 454). I perioden 1860-73 var der tilsyneladende periodevis en vis aktivitet i komiteens arbejde. 7.4.1870 noterer A i Dagbøger: »gik til Etatsraad Suhr til Møde i Anledning af Ørsteds 356 Monument; en ny Indbydelse blev vedtaget; gik med Tillischs og Brygger Jakopsen hen at see Pladsen ud for Studen [ter]forening[en] for der at faae Monumentet anbragt« (VIII 354). 13.4. hedder det: »Brev fra Brygger Jacobsen om Ørsteds Monument. Middag hos Fru Ørsted med Dahlstrøms fra Aalborg. Jeg gik hjem hele Aften[en], læste Forchhammers Mindetale over Ørsted, dernæst i Breve fra og til Ørsted« (ib. 356). 17.4. fortæller han så: »Skrev Oldefaer, gik saa til Middags hos Henriques hvor jeg læste den« (ib. 357) og 18.4.: »Reenskreven Oldefaer, læst den for Dahlstrøms, Sophie [f. Ørsted] fik Taarer i Øinene og ret takkede mig. Hartmann fandt det genialt og omtalte hvorledes jeg havde levet i to Tidsaldre. Eduard Collin meente at det burde følge med som Indledning til den fornyede Indbydelse til Indsamling for Ørsteds Monument« (ib. 357 f). Også 19.4. læste han det op: »Besøgt Bille, som var enig med Collin at min Historie »Oldefaer«, skulde følge med Indbydelsen til Ørsteds Monument. - Stor Middag hos Suhr [...] der var Hall og Steenstrup &c, jeg læste efter Bordet »Oldefaer«, som særdeles tiltalte, Hall var meget opfyldt af Historien om Borgemesters Uhr og af det bornholmske Uhr, Steenstrup [...] udtalte sin store Glæde over mine Eventyr, som han »Gudskelov«, sagde han, »har Barnesind til at holde af«« (ib. 358). 22.4. skrev A iflg. Dagbøger en ny indbydelse til Ørsteds monument, dog uden at følge Collins opfordring. Istedet noterer han 5.5.: »Sendt Brev og Historien Oldefaer, oversat paa Engelsk af Frøken Raasløff til Hr Scudder« (ib. 364, j vf. BScudder 88).

Gennem sin kulturoptimisme og tro på fremskridtet i tilknytning til H.C.Ørsteds Gamle og nye Tider (optrykt i Aanden i Naturen (1850)) knytter eventyret sig bl.a. til Lykkens Kalosker (I 211ff) og Dryaden (V 69ff), omend A her ligesom i det sidstnævnte eventyr til fulde er klar over fremskridtets og teknikkens problemer.

136.8-12nu er der saadan en Galop ... Hædersmand] måske en hentydning til Orla Lehmanns tale mod titel- og rangvæsenet i Landstinget 3.2.1870 under 2. behandling af lønningsloven, jvf. brev fra Edvard Collin til A 10.2.1870: »Vore moderne Lovgivere ere i denne Tid beskæftigede med [...] at afskaffe al Titel og Rang for Fremtiden. Vi, som have den, kunne faae Lov at beholde den, hvis vi vil, men der skal nu findes paa en anstændig Maade, paa hvilken man kan blive af med den« (BEC IV 137). - 19Heidukker] lakajer. - Laugene flytte Skilt] se Stormen flytter Skilt (IV 220ff).

137.2de danske Adelsmænd, der gav Bonden fri] se Gudfaders Billedbog (V 64.32ff). - 2-3Danmarks Kronprinds ... Slavehandelen] kronprins Frederik (VI)s (1768-(1808-)1839) Forordning om Neger-Handelen 16.3.1792 var i realiteten dog kun et forbud mod indførsel af negre, ikke 357 mod handel med negre på De vestindiske Øer. - 9skikkede] passede. - 14disputere] diskutere. - 33løber man paa] kommer man i konflikt med hinanden.

139.1f. Om A.s begejstring for fotografiet se EDB 26, MLE I 232, At være 220 f samt Det nye Aarhundredes Musa (IV 114.11 m. note). - 2det Rare] det særlige. - 17bryde] brække over. - 18virke] udøve sit virke; sættes i søen.

Hvem var den Lykkeligste?

Hvem var den Lykkeligste? blev trykt første gang i Illustreret Tidende, 9. Bind, Nr. 461, 26.7.1868.

Om eventyrets tilblivelse er kun at sige, at det iflg. Dagbøger er skrevet i København 23.2.1868 (VIII 26). Efter førstetrykket planlagde A, at det skulle optages i SS 27-68, jvf. Dagbøger 21.9.1868: »kjørte i en skyllende Regn med Fru Melchior til Byen, hun satte mig af hos Reitzel; der er glemt i Eventyrene at optages »hvem var den Lykkeligste«« (VIII 128).

142.3-8Det var ... mine Søstre] en videreudvikling af motivet i Rosen paa Kisten, strofe 3 (1851; SS XII 44):

Hvad drømte Rosen vel i Knoppen nys,
Hvad drømte den ved Solens første Kys,
Og ved det sidste glødende Farvel,
Hvad drømmer den paa Kistens sorte Fjel.

16blive Potpourri] dvs. kommes i en Potpourrikrukke for at udbrede vellugt.

143.7-8Der fløi ... Frier] sml. Sommerfuglen (IV 163ff). - 14-15Jeg kunde spise Dig af bare Kjærlighed] sml. edderkoppen i Peiter, Peter og Peer (V 42).

Lysene

Lysene er trykt første gang på engelsk under titlen The Candles i Riverside Magazine, juli 1870 (se ill. s. 17), og udkom på dansk i oktober 1870 i Den nye Almanak for 1871, udg. af Mads Hansen og Anton Nielsen.

358

Iflg. Bemærkninger er Lysene »en lille Historie hentet fra Virkeligheden« (29). Eventyret kan føres helt tilbage til listen over »Eventyr som kunne skrives« (april-maj 1859), hvor der under bogstav F står: »Formlys og Spædelys« (ovf. s. XIII). Ideen blev dog først realiseret 11 år senere, da A efter en udenlandsrejse lånte familien Melchiors lejlighed på Højbro Plads 21 et par måneder og 27.3.1870 noterer i Dagbøger: »Skrevet Historien Lysene« (VIII 348). 29.3. skriver han så til Horace E.Scudder: »idag kan jeg give et nyt Eventyr skrevet for the riverside Magazine [...] Den digteriske Kilde, som saalænge jeg var ude, ikke havde noget Væld, fortæller nu Historie paa Historie, den først nedskrevne: Lysene vil jeg strax sende for at den snarest kan blive gjengivet og optaget i »Magazinet«« (BScudder 85, jvf. Dagbøger VIII 350). Og efter de sædvanlige oplæsninger for venner og bekendte fortæller Dagbøger 26.7.1870 med henblik på den danske udgave: »Brev til Mads Hansen, deri mit Portrætkort og Eventyret: Lysene« (VIII 400).

145.7Spiddelys] tællelys der er støbt ved at en væge anbragt på et lysespid el. strikkepind gentagne gange dyppes i flydende tælle. - 9Praas] tyndt tællelys; specielt tællelys hvor en meget lang væge dyppes en enkelt gang i tællen.

146.27fornam] fornemmede. - 32-35Vi skal ... Kartofler] et barndomsminde, jvf. brev fra moderen 14.7.1824: »Du veed, at jeg [...] aldrig har negtet Dig Noget, om det har været mig nok saa besværligt at skaffe tilveie. Og dengang kunde Du ogsaa let fornøies, da Du var tilfreds med nogle Kartofler« (BtA 19). Jvf. også Imp 58, hvor det dog er blevet til kastanjer. Se iøvrigt Kartoflerne (V 237). - 39Og det nøs derpaa] iflg. folketroen betegner nyset et godt varsel, er tegn på at en udtalelse er rigtig o.1.

147.3-5Du gode Gud ... Amen] gammel bordbøn.

Det Utroligste

Det Utroligste blev først trykt på engelsk under titlen The Most Extraordinary Thing i Riverside Magazine, september 1870 (se ill. s.18), og på dansk i Nyt dansk Maanedsskrift, 1.Bind 1871, der udkom oktober 1870.

Eventyret er skrevet under A.s ophold i Moritz Melchiors lejlighed på Højbro Plads i foråret 1870. 21.4.1870 noterer han i Dagbøger: 359 »Middag hos Fru Koch, læste der: det Utroligste, som jeg begyndte igaar og endte i Dag« (VIII 359). Dermed var arbejdet dog ikke færdigt. 24.4. hedder det: »Jeg læste Eventyret: det Utroligste som Hartmann fandt genialt; det gav mig Lyst til at udarbeide det endnu mere og det gjorte jeg hjemme ud paa Aftenen« (ib. 360). Derefter tog han igen fat på nye oplæsninger. 27.4. meddeler Dagbøger: »I Mandags læste jeg »Det Utroligste« for Thiele, han forstod det ikke sagde han syntes slet ikke for det; han havde tænkt sig »Det Utroligste« ganske anderledes; det var hans Mening. Hartmann havde kaldt samme Eventyr genialt, Eduard og Jette Collin fandt det særdeles morsomt, igaar læste jeg det for Høedt som fandt det var et af de senere allerbedste og talte om Shakspears Værker som Kritiken af hans Samtids Kritik bleve slaaede ihjel, men nu kom Aanden i disse, og slog Kritiken ihjel. Til Middag læste jeg det hos Fru Ørsted og senere hos Jette Melchior, hvor det fornøiede« (ib. 361). 14.5. sendte han det til Horace E. Scudder: »i Dag sender jeg Dem et ganske nyt Eventyr, som maaske kan regnes til eet af mine bedste; jeg giver Dem det paa Dansk og haaber at Haandskriften er tydelig; De vil faae dette Eventyr godt oversat; det ligesom Oldefa'er, kommer ikke ud i Danmark før det er givet i Deres Magazine, hvor det jo kommer snart« (BScudder 88).

I Bemærkninger siger A, at Det Utroligste »høre tildeels [...] til det Oplevede« (29). Jon Kehler (Berlingske Aftenavis 2.4.1951) mener, at eventyret rummer en hentydning til forholdene i Sønderjylland, og ser urets genopstandelse som en tro på danskhedens fremtidige sejr.

Med baggrund i Paul V.Rubows separatudgave af eventyret (1940) citerer Woel II 516 Rubow for at Det Utroligste er en allegori på den fransk-tyske krig 1870-71, et synspunkt Ole A. Hedegaard (H.C.Andersen 1848-50 og 1864. 1980. 272 f) også anlægger. Eftersom krigen først erklæredes 19.7.1870, kan eventyret intet have med denne krig at gøre. Woel fejlciterer da også Rubow, idet sidstnævnte tværtimod skriver: »Det er skrevet i Begyndelsen af Aaret 1870. Da det udkom, blev det taget for en Allegori paa Krigsbegivenhederne, men med dem kan det altsaa ikke have noget at gøre.«

Når A taler om det oplevede, går det snarere på en rejseerindring. I Dagbøger 6.9.1867 noterer han nemlig i forbindelse med sit besøg i domkirken i Strassburg: »Vi saae Mester Blodløs røre sig i det store Uhr. Klokken var 10 og Skikkelserne bevægede [sig], Døden slog Slagene an, den gamle Time gik og den ny Time stod som Barn og ventede paa sin Vandring« (VII 342).

Ideen med de til tallene knyttede begivenheder, personer osv. er gammel og kendt i hele Europa i talremser, jvf. fx Thiele1 II 146 f.

360

149.3uden og inden] udenpå og indeni. - 8-10Moses ... Gud] jvf. 2.Mos. 19-20. - 17Kukkeren] gøgen.

150.3de syv Dødssynder] se n.t. III 126.15-16. - 5Ottesang] i den katolske kirke gudstjeneste, der holdes før daggry kl. 3; matutina; her tillige ordspil på tallet otte. - 6de ni Muser] i gr. mytologi skytsgudinder for kunst og videnskab, jvf. Kjærlighedens Vægtervers (1833; SS XII 268). - 6een ... Astronomien] Urania. - 7een ... Archiv] Klio. - 7Resten ... Theatret] Melpomene (tragedien), Thalia (komedien), Terpsichore (dansen), Kalliope (eposet), Euterpe (musikken), Erato (den erotiske digtning) og Polyhymnia (sangen). - 8-9Paa Slaget ... ti] sml. Kjærlighedens Vægtervers (1833; SS XII 268). - 11-12Bro, bro, brille ... elleve] gammel børneleg. - 13Kabuds] hue med øreklapper eller slag, der kan knappes foran munden eller smøges ned over nakken. - 14Morgenstjerne] våben i form af et langt skaft, hvorpå sidder en kugle besat med pigge.

151.6poliske] snedige, snu.

152.11sføgede ... Spøg] ordspil på spøge: gå igen efter døden og Spøg: morsomhed.

Hvad hele Familien sagde

Hvad hele Familien sagde tryktes første gang under titlen Hvad den hele Familie sagde i For Romantik og Historie, udg. af H.P.Holst, 5.Bind 1871, der udkom september 1870.

Om eventyret skriver A i Bemærkninger, at det tildels hører til det selvoplevede (28). Hvortil A præcist sigter vides ikke, men inspirationen hænger sandsynligvis sammen med Clara Andersens skuespil Grøns Fødselsdag (jvf. Maries fødselsdag) og spekulationer over zoologen Jonas Collin d.y. (1840-1905), der havde svært ved at finde sig til rette med livet, jvf. Dagbøger 20.3.1870: »I Theatret »Hr Grøns Fødselsdag« første Gang [...] Tænkt meget paa Jonas og hans Fremtid. Skrevet: Hvad Familien sagde« (VIII 346). 24.3. skriver A, der på dette tidspunkt havde lånt familien Melchiors lejlighed på Højbro Plads 21, til fru Melchior i Algier: »Jeg har skrevet en lille Historie: Livet er det dejligste Eventyr, det er skrevet ved Deres Bord, i Deres Stue, i det jeg ret følte det Livsens Solskin, Vennerne forunde mig. Solen selv skinnede ude fra ind i Stuen, og Deres og Deres Mands Billeder saae mildt ned til mig« (Reumert 146, jvf. ib. 150). 25.3. hedder det så i Dagbøger: »Tabt min Historie: Hvad hele Familien sagde. Foræret Jonas Collin Billet til Hr Grøns Fødselsdag og var der 361 til en stor Deel af Stykket« (VIII 347). Hvad A mener med, at han har tabt historien, vides ikke; sml. indl. til Hvad gamle Johanne fortalte ndf. s. 367.

Motivet med livet som det dejligste eventyr er endnu en variation over A.s hovedtema - jvf. titlerne MeE og MLE.

154.4den lille Maries] opkaldt efter Marie Henriques (1866-1944), datter af A.s venner Martin og Therese Henriques. - 16Gudfader] A.s alter ego. - 23Velocipede] cykel med lige stort for- og baghjul og med pedaler på forhjuls akslen, der anvendtes i årene omkring 1870.

155.1-2Opdagelser i det indre Afrika] en hentydning til David Livingstones (1813-73) ekspeditioner til Afrika. - 8rystet Barnet af Ærmet] dvs. børnene var flyttet hjemmefra.

156.10ihvor stor Du voxer] hvor stor, gammel du end bliver. - 24Livet er det deiligste Eventyr] jvf. C.G.Carus (1779-1868), livlæge hos kongen af Sachsen, i Album 2.3.1846: »Das wunderbarste Mährchen ist das Leben des Menschen seibst« (35). A brugte siden ofte selv Carus' ord på stambogsblade.

»Dandse, dandse Dukke min!«

»Dandse, dandse Dukke min!« tryktes første gang under titlen Sangen til Dukkerne i Illustreret Børneblad, 1. Bind Nr. 4, 15.11.1871.

Eventyret er iflg. Dagbøger 17.9.1871 skrevet under et ophold på familien Henriques' landsted Petershøj udenfor København: »Skrev til Morgen Sang til Dukkerne« (IX 144). 21.10. læste A det op for Moritz Melchior (ib. 156) og 2.11. blev manuskriptet afleveret: »Besøg af Boghandler Westrup, som fik »Dandse, dandse Dukke min«« (ib. 160).

Kimen til eventyret går dog tilbage til 1856, hvor 1. strofe af selve digtet blev trykt usigneret med titlen Min Dukke under juli i Folkekalender for Danmark 1857, der udkom december 1856. Digtet er iøvrigt bygget over en gammel børnesang bl.a. kendt fra Thiele1 IV 177: Dandse, dandse, Dukke min! / Silkesærk og Hermelin, / Stukne Skoe med Perler smaa, / Dem skal lille ... ha'e paa! Jvf. også KristBRL 67ff.

157.7-11Der kom en Student ... Børn] sml. forholdet mellem studenten (A selv) og kancelliråden i Den lille Idas Blomster (I 43ff).

362

»Spørg Amagermo'er«!

»Spørg Amagermo'er«! tryktes første gang i Illustreret Børneblad, 1.Bind Nr 1, 1.10.1871.

Eventyret omtales første gang i Dagbøger 26.6.1871: »jeg skrev i Dag for 6 gang om Visen om »Gulleroden«« (IX 91). Hvornår A er blevet færdig vides ikke, men 14.7. noterer han: »Brev [...] til Boghandler Westrup med et Digt til hans Børneblad« (ib. 97) og 17.7.: »Brev fra Boghandler Vejstrup, han har i Odense modtaget mit Digt: Spørg Amagermoer« (ib. 98). Iøvrigt dannede digtet senere udgangspunkt for en mundtlig prosagenfortælling til Marie Henriques i september 1871 (optegnet af Annie Wood i A Few Weeks with Hans Andersen (Temple Bar XLIII. London 1874-75.387-96), oversat til da. i W. Bauditz (red.): I ledige Timer. V. 1875.314ff. Jvf. iøvrigt Elias Bredsdorff: Historien om Rødtop (Politiken 30.3.1952)).

»Spørg Amagermo'er«! bygger på et gammelt børnerim. I eventyrkomedien Ole Lukøie fortælles om en række fester, hvor deltagerne har klædt sig ud: »igaar vare vi Alle Amagere og sang: Ama'er-Mo'er, giv mig Gulleroer!« (1850; SS XI 55), jvf. KristBRL 378: »Amager-Mo'er, giv mig Gulerod, Nej så mænd gjør jeg ej, vil du gå din Vej. Amager-Mo'er, giv Gulerod, men den skal være stor og ikke fra i Fjor.«

159.21Amagermo'er] amagerkone dvs. kone fra Amager, som handler med grøntsager, frugt os v. - 23Hvideroer] haveturnips.

Den store Søslange

Den store Søslange tryktes første gang i Illustreret Tidende, 13. Bind Nr. 638. 17.12.1871.

Den første kim til eventyret findes i Dagbøger 6.11.1869, Saizburg: »Spadserede langs Floden. Da jeg kom hjem og tænkte paa Paracelsus og Mozart hvis Navne knøtte sig til Saizburg fik jeg Ideer og begyndte to Eventyr, eet om Telegraph Traaden: »Fra Europa til Africa« og »Storke-Brev fra Suez« i den Maaned Suezkanalen aabnedes« (VIII 289). Det sidstnævnte eventyr blev iøvrigt ikke til noget, ligesom A må have ændret planer for det første. I Dagbøger 7.12.1869, Nizza, noterer han nemlig: »Begyndt om Aftenen paa et Eventyr: »Hvad Havet fortæller«« (ib. 306). Heller ikke dette eventyr blev i første omgang 363 realiseret, men 24.9.1871 fortæller Dagbøger: »Skrev Eventyr: den store Søslange; Begyndelsen havde jeg liggende fra Nizza, »den lille Havfisk«, nu gik den egentlige Tanke op for mig. Til en heel Deel« (IX 146). Skønt Nizza-eventyret her har en anden titel, er der ingen tvivl om, at der er tale om et og samme eventyr. 25.9. klager A i et brev til Bjørnstjerne Bjørnson over følelsen af at være udskrevet, men fortsætter så: »Igaar var jeg imidlertid i Stemning og skrev et Eventyr, »Den store Søslange«; hos mig er den Telegraphtraaden og jeg har ladet mit Humeur lege med den Forbauselse, Opfattelse og Dumhed Fiskene vise ved den nye Aabenbarelse, deres Tanke om dette: »Ovenfra«. Nu skal det Hele godt gjennemarbejdes, saa tror jeg det nok kan slutte sig til mine bedre Smaahistorier« (Bjørnstjerne Bjørnsons Brevveksling med danske 1854-1874 III. 1974.127).

Hvor seriøst A arbejdede fremgår af Dagbøger 27.9., hvor det hedder: »Igaar og i Dag har jeg gjennemlæst [Georg Hartwigs] »Havet med dets Plante og Dyreverden«, for at have Kjendskab til det og benytte den i Eventyret den store Søslange« (IX 147; jvf. iøvrigt R.Spärck i A-iana 2 rk. IV 203). 28.9. fortæller han: »Sad hele Formiddagen hjemme og skrev færdig Eventyret: Den store Søslange« (Dagbøger IX 147). 30.9.: »reenskrevet trediegang »den store Søslange«« (ib. 148). 1.10. kunne han begynde oplæsningerne: »Fuldført Reenskrivningen af »den store Søslange«, den beskjæftigede mig saa meget i Nat, at jeg kun sov lidt. Læst den for Viggo og Einar Drewsen. Besøgt Blochs og fra Fru Melchior indbudt dem til Middag. læssø kom ogsaa, Carock og Søster. Israel Melchior og Kone Fru Johanne. Jeg glædede mig ret til at læse mit nu reent udarbeidede Eventyr »den store Søslange«. Da det var læst sagde Block, men jeg synes at Ideen ikke kommer frem, Søslangen bliver ikke Hovedsagen. Israel yttrede, »jeg syntes meget bedre om den første Gang!« jeg blev ærgerlig og gik paa mit Værelse. Block kom godmodig og spurgte om jeg var vred paa ham. Det var dumt, sagde han at komme med Indvendinger, hvor man slet ikke havde ret tænkt over Sagen [...] Fru Melchior kom venlig for at faae mig ned til de Andre, jeg var gnaven og ærgrede mig over mig selv. Israel tog kold Afsked, uden at yttre Tegn paa at han kunde have sagt noget Ubehageligt. Jeg var forstemt« (ib. 149). Heldigvis havde han tilsyneladende mere held med de senere oplæsninger, og 11.10.1871 skriver han til Horace E.Scudder: »Efter min Hjemkomst, oplivet og forfrisket har jeg igjen følt mig i Stemning til ny Digtning og skrevet, særligt for mine amerikanske Læsere, til hvem jeg herved først sender det, et nyt Eventyr Den store Søslange, De erholder det her i Brevet og jeg beder Dem at det saa snart det skee kan, maa blive trykt og optaget i Maanedsskriftet, men uden Afbrydelse, det maa staae i sin Heelhed i det samme Nummer, helst i December-Heftet, thi saa kommer det først ud 364 i America, eller i det mindste jevnsidigt med det danske, hvilket jeg har lovet til Udgiveren af illustreret Tidende, men ikke før i December« (BScudder 116). Eventyret kom dog først i Scudders Riverside Magazine i januar 1872.

I Bemærkninger noterer A, at nutidens opdagelser og bevægelser giver rigt stof til digtning, og fremhæver endvidere H. C. Ørsted som den, der har åbnet hans øjne herfor (29). Bortset fra inspirationen fra telegrafien, som den teknik-begejstrede A havde omtalt i en anmeldelse af et foredrag af H.C.Ørsted 1839 (BFN 341) (jvf også Oldefa'er (V 138)), havde han beskæftiget sig med livet i havet i DtB, hvor Elisabeth i skomagerhjemmet hos Trine træffer en dykker, der fortæller om sit arbejde: »Der i Dyndet staaer jeg [...] og store Vandsnoge, ja man kan ogsaa kalde dem Aal, krybe omkring mig; Fiskene ere saa uhyre nysgjerrige, Flynderne løbe lige paa. Torskene komme i hele Hobe og slutte sig i en Kreds rundt om og gloe; gjør jeg saa bare en lille Bevægelse, saa ere de i et Svip borte, men komme strax igjen og staae i Stime og gloe. Værst ere Krabberne; de store Krabber sætte sig til Modværge, ja ville endogsaa binde an med mig; de see ud som Ædderkopper og ere saa store, som en Tallerken; de kradse og skrabe, og fede Vandsnoge slikke sig imellem« (220).

162.7-9det var det ... Amerika] i 1866 lykkedes det efter flere års forsøg at lægge et 3500 km langt telegrafkabel mellem Irland og Newfoundland. - 20gik ud af deres gode Harnisk] jvf. talemåden: gå ud af sit gode skind.

163.2Havstryger] måske en allusion til landstryger, vagabond, men primært fordi den stryger henover havoverfladen.

164.4fornummet] fornemmet. - 7Medusaer] gopler. - 38krillede] kildede, kløede.

166.9-11Hele Beenraden ... tilbunds] sml. Imp 31, 145 og Silkeborg (1853; SS VI 274). - 32Gorgoner] koraldyr. - 36spankede] gå, skride højtideligt afsted.

167.31aparte] særlige, specielle.

168.13et Mudder] et røre, ståhej, slagsmål.

169.30-31Midgaardsormen] i nordisk mytologi kæmpeslange der ligger i verdenshavet og omslutter jorden (midgård); se iøvrigt bemærkning til den tekstkritiske fodnote i V 8. - 34Kundskabsslange paa Godt og Ondt] sml. 1. Mos. 3.

365

Gartneren og Herskabet

Gartneren og Herskabet blev trykt første gang i NEH 9-72, der udkom 30.3.1872.

Om eventyrets tilblivelse findes ingen oplysninger udover A. s anmærkning (V 122), hvori det siges, at hæftet udgøres af eventyr, der har været trykt andetsteds, samt at A har »tilføiet endnu een, i dette Aar skrevet, men ikke trykt: »Gartneren og Herskabet««. En mere præcis datering er dog mulig, idet eventyret omtales første gang i Dagbøger 29.1.1872: »Middag første gang hos Ruben [: grosserer og fabrikant Bernhard Ruben] i Kronprindsesse Gaden [...] Efter Bordet læste jeg Historien om Gartneren og Herskabet« (IX 211). Eventyret er altså skrevet i januar 1872. Yderligere oplysninger giver Nikolaj Bøgh: »En Dag (4. Febr. 1872) oplæste han »Gartneren og Herskabet«, som han havde skrevet for en Uge siden. Han begyndte med at sige: »Jeg har allerede skrevet den fem Gange om, og det kan godt være, den ikke er færdig endnu.«« (H.C.Andersen i det daglige Liv i: Illustreret Tidende Nr. 27. 2.4.1905. s. 382). Og 9.2. meddeler A Horace E.Scudder: »I April vil udkomme hos Reitzel en Samling af mine senest skrevne Eventyr og Historier, som først have været trykte paa Engelsk, men ikke før ere blevne samlede paa Dansk, saaledes: Kometen, Lykken kan ligge i en Pind etc., men der kommer dog foruden disse een ganske ny Historie, som ret tiltaler Alle hvem jeg læser den for« (BScudder 128).

Johs.Nørvig mener, at A er blevet inspireret til eventyret under et besøg hos Ingemann i Sorø i 1855, hvor sidstnævnte foranlediget af den negative kritik af hans værker fortalte om akademigartneren H.D.Nissen (1769-1834), der negligerede al kritik af sit arbejde med svaret: »Det har I ret i, tak skal I have«« (Eventyr og Historier i Udvalg2. 1962.184, jvf. MLE II 184). Hertil skal bemærkes, at man desuden har set modellen i Nissens efterfølger F.A.Voetmann (1807-80) (Torben Michelsen: Akademihaven gennem 800 år. 1976.84,121). Det er muligvis rigtigt, men eventyret handler dog tydeligt om A selv og hans evige kamp for at vinde det hjemlige publikums anerkendelse. Eventyrets almene baggrund er desuden den, at der netop i disse år var nogen konkurrence mellem godserne om at fa smukke haver, jvf. fx brev til grevinde Mimi Holstein, Glorup 24.9.1869: »I tre Aar har jeg ikke været paa Glorup og her er blevet endnu mere kunstnerisk smukt end da. I Haven ere komne, efter gammel fransk Smag, flere BronceAfstøbninger af Figurer« (HCAHolstein 189) og til samme fra Bregentved 6.7.1874: »Det er næsten 25 Aar siden jeg var her sidst. Meget har 366 forandret sig, Alt er forskjønnet, Haven er blevet een af de smukkeste Parker i Danmark« (ib. 291; jvf. også ib. 190).

170.16Bag disse ... Fuglerede] sml. brev til fru Melchior, Basnæs 28.5.1871: »Vandre vi nu til Høire [i haven] naaer man ind i en høi, gammel Allee [...] Her er en heel Fugleverden; Raager, Krager og Alliker omkredse de høie Træer, der ere besatte med Reder, som var der tabt Gjødning-Bunker paa alle Grenene« (BfA II 635 f, jvf. også Dagbøger VIII 372). - 25krillede] kildede, kløede.

171.17erkjendt] anerkendt. - 18dulgte] skjulte. - 28første] fineste.

172.7Skjeppe-] gammelt rummål: 17,39 1. - 9mærkelig] særlig, bemærkelsesværdig. - 12ff. Sml. Dagbøger 13.9.1864, Kbh.: »Fik fra Sorø en Kasse med en Melon, den kommer rimeligviis fra Basnæs; jeg skrev derfor strax Brev til Fru Scavenius og forærede Melonen til Jette Collin; den er vistnok fra een af de Kjærne[r] jeg bragte hjem fra Africa« (VI 123) og 17.9.: »Fik Brev fra Fru Scavenius at Melonen ikke var sendt fra hende, men at hun antog at den kom fra Grevinde Holstein paa Holsteinborg« (ib. 128). - 20vidst] forstået. - 27bild sig] 3.persons tiltale brugtes nedladende til undergivne for at markere standsforskellen.

173.22ff. Sml. Dagbøger 30.7.1868, Rolighed: »En Ærteskok som jeg forleden fandt afskaaren i Kjøkkenhaven, har jeg sat i Vand og den blomstrer smukt« (VIII 107). Ærteskok: artiskok. - 26Hindostans] landområde i Forindien, syd for Himalaya.

174.9-10Og den smukke blaa Pragtblomst ... Herskabs-Stuen] A glemmer tilsyneladende, at blomsten er givet bort til prinsessen. - 23mærkværdig] værd at bemærke. - 27-29en forfærdelig Storm ... Rod] sml. brev til fru Koch, Basnæs 1.6.1865: »i forgaars [...] blæste her en Storm, saa at store Grantræer i Haven rykkedes op med Rod eller knækkedes over som Rør« (BfA II 520). (Se iøvrigt Johan de Mylius i A-iana 3 rk IV 35ff). - 35-36Her er ... Syn af] her kan man ikke mere se.

175.16-17Borren ... Skræppen] en indirekte hilsen til A.L.Drewsen (1803-85), med hvem A delte kærligheden til blomster, idet Drewsen påstod, at man kaldte borren for skræppe på Sjælland, hvorfor A her har villet præcisere forskellen (jvf. BEC II 229 og BJC III 362). - 22 den vilde Calla] antagelig Arum maculatum, dansk ingefær (jvf. BJC II 257f). - 31Havre-Kjærv] havreneg.

367

Nye Eventyr og Historier
Tredie Række. Anden Samling. 1872
(NEH 10-72)

Hvad gamle Johanne fortalte

Hvad gamle Johanne fortalte tryktes første gang i NEH 10-72, der udkom 23.11.1872.

Eventyret er skrevet i København i september 1872 og blev A. s sidste. I Dagbøger 16.9.1872 hedder det: »Hjemme om Aftenen, gnaven skrev paa »Det suser gjennem det gamle Træ«« (IX 332). Derefter lå arbejdet stille nogle dage, men 21.9. blev det genoptaget, og da havde eventyret fået sin endelige titel: »skrev paa Hvad gamle Johanne fortalte« (ib. 334). Dagen efter tog A ud til familien Melchiors landsted Rolighed, og her fortæller Dagbøger 23.9.: »Det begynder at blive koldt; jeg fryser paa min Stue; her har jeg siddet næsten hele Dagen opfyldt af Historien, (hvad gamle Johanne fortæller), før Middags Tid Kl 4 sluttede jeg den. Læste den efter Bordet og var selv glad ved den poetiske Duft og Stemning der er kommet i den, jeg gik over til Læssøe [: maleren Thorald Læssøe] for at læse den for ham men der var »Aaen og Havet« [: forfatteren Thomas Lange] jeg vilde ikke strax have min friske Digtning kritiseret og jeg vendte om« (ib. 334f). 24.9. læste han det op for familien Henriques og havde iøvrigt nær mistet dét og Portnøglen, idet han inden oplæsningen hos Henriques havde tabt manuskripterne i Vincents restauration, hvor de dog var blevet fundet. Derefter skriver han: »Jeg opgav at høre »Lohengrin«, gik hjem, men for anden Gang i hele mit Liv, kjøbte jeg her hjemme en halv Flaske Champagne, jeg havde saa stor Lyst til den og drak den under Afskrivningen (og Rettelserne) af Hvad gamle Johanne fortalte« (ib. 335). 26.9. fortæller han i et brev fru Scavenius: »Siden jeg kom hjem har jeg ikke ret følt mig vel, mit Humeur har ikke været ved det gamle. Melchiors fik mig derfor igjen ud paa »Rolighed« hvorfra jeg først er kommet ind igjen i forgaars, Veiret er kommet i sit kolde fugtige Hjørne, den hele Stemning deraf og af mit eget Sind, har jeg imidlertid lagt ned i en ny Historie: Hvad gamle Johanne fortalte; de som have hørt den sige at den er den meest poetiske af de Historier og Eventyr jeg har skrevet i Sommer og som Deres Naade har hørt« (utrykt, H.C.Andersens Hus, Odense; her citeret efter Buket 296). 368 28.9. noterer han i Dagbøger: »sidder hjemme og afskriver »gamle Johanne«« (IX 337); 30.9. læste han det hos Collins; 2.10. gav han det til afskrivning, og 7.10. hedder det endelig: »Afleve[re]t Eventyr og Historier til Trykkeriet« (ib. 339).

Eventyret bygger på en barndomserindring om en mand om hvem det blev fortalt, at han som ung havde været udenlands. Da hans kæreste ikke kunne udholde længslen efter ham, var hun gået til en klog kone, der havde anvendt den i eventyret omtalte metode med gryden til at få ham hjem (Bemærkninger 31). Denne overtro er iflg. Hans Ellekilde (A-iana 2rk. III 120) kun beskrevet i Thiele2 III 187, hvor den er stedfæstet til Fyn. Derfor mener Ellekilde, at kilden er Thieles ven A, som på sin side har haft den fra den i Bemærkninger nævnte anonyme gamle kone. Tage Høeg 158 peger desuden på et litterært forbillede, nemlig E.T.A.Hoffmanns Der goldne Topf, hvor Veronika søger at vende Anselmus' hjerte til sig ved, at heksen koger tryllemidler sammen i sin gryde. Men i og med at Tage Høeg selv nævner, at A anvender Hoffmann i ændret form, må A.s egen bemærkning om, at eventyret bygger på en barndomserindring, siges at være mere sandsynlig. Iøvrigt har A brugt motivet med den kloge kone og gryden i Imp, hvor Fulvia koger urter for at kalde Giuseppe hjem til Teresa (31 f; 308), samt i KES, hvor Maria bebrejder sin mand, at han har ladet sig hverve til soldat: »Kjendte jeg Dig ikke bedre, vilde jeg troe, at Du ude havde givet dit Hjerte bort, og at hun der havde Gryden paa at kaage efter Dig, derfor lider Du af Uro« (57). Modsat eventyret gør han dog hverken i Imp eller KES op med overtroen. Se iøvrigt ndf.

Udover at bygge på en barndomserindring er beskrivelsen af Iver Ølses hjem endnu en - sidste - skildring af A.s eget barndomshjem, hvad der ikke mindst afspejles i den religiøse samtale om liv og død, jvf. ndf. Endvidere er eventyret endnu en variation over motivet med den modfaldne frier, som A hyppigt har behandlet bl.a. i Under Piletræet (se ovf. s. 154).

180.4-5den gamle Johanne] Johanne Marie Jantzen, f. Libensche (ca. 1759-1827), jvf. brev fra A.s moder til sønnen 13.10.1827: »Da jeg veed at Du fordum interesserte Dig meget for gamle Johanne som var hos Bunkeflods maae jeg lade dig vide, at hun ved Døden er afgaaet« (H.G.Andersens Moder. En Brevveksling, ved Sv. Larsen. 1947.28). Se iøvrigt Buket 309ff. - 7Kongeveien] 1795-1813 blev Nyborg landevej, der oprindelig førtes ind til Odense nord for åen ad Sankt Jørgensgade, flyttet til sin nuværende placering syd for åen. - 8mærkbart] iøjnefaldende. - 18Muskedonnere] dunhammere, Typha latifolia. - 19 369Bukkeblade] Menyanthes trifoliata. - 23Lykkens Bo] iflg. folketroen er svalen en lykkefugl, jvf. Folk og Fauna II 242.

181.7-9en Revne ... sig selv] sml. Alt paa sin rette Plads (II 250.4-9 m. note). - 23Opskrift] skriftlig optegnelse af mundtlig overlevering. - 27-28Mangt et godt ... Maren] jvf. Levnedsbogen: »Hos mine Forældre kom imellem en gammel Kone fra Hospitalet og fik Levningerne af vort tarvelige Bord« (27). Denne gamle kone kan iflg. Topsøe-Jensen muligvis være ovennævnte Johanne Marie Jantzen (Levnedsbogen 236, Buket 310).

182.10Fjerding] 1/4 tønde. - 13Reent og net var der i Huset] jvf. Bøgh: »Om sin Moder fortalte han mig, at hun tog sig omhyggeligt af sit Hus og holdt det i ypperlig Orden; der var altid meget rent« (7). - 14Balsamins] formentlig en art af Impatiens balsamine, ofte benævnelse for Flittig-Lise. - 14Navneklud] klud med fx alfabetet og talrækken broderet som lære- og mønsterklud for senere håndarbejde; blev ofte indrammet og ophængt som pynt. - 15Bindebrev] brev indeholdende gåder som gives en på navnedagen, hvorved modtageren forpligtes til at give en gave eller et gilde, hvis gåderne ikke gættes. Iflg. Bøgh lavede A.s fader bindebreve, som naboerne beundrede (5). - 22Hold paa ... Vor Herre] sml. De Vises Sten (IV 98.26-27 m. note), BEC III 295 samt Henriks spøgefulde variant i Meer end Perler og Guld: »Herre, spiis en Boeuf! man maa ikke give tabt! hvem holder paa Een, naar man ikke holder selv!« (1849; SS X 415); jvf. også Kunstens Dannevirke (1848; SS X 307), Paa Langebro (1864; SS XI 178) og MLE II 276ff. - 30Værk] gigt.

183.22Sorg] bekymring. - 34turde] kunne fa lov til.

184.1sorrigfuld] sorgfuld. - 21ff. Sml. MLE, hvor faderen lukker Bibelen med ordene: »Christus har været et Menneske, som vi, men et usædvanligt Menneske«, hvorover moderen forfærdedes og brast i gråd (I 38) samt Bøghs tilføjelse baseret på A.s mundtlige beretning om, at moderen »saa trak sin Dreng med sig ud i et Tørvehus, hvor hun kastede sit Forklæde over ham og sagde: »Det var Djævelen, der var i vores Stue og sagde det, Hans Christian, det var ikke Din Fader, og Du skal glemme Hvad han har sagt, for det mente han ikke.« Saa græd de bægge To og bad Fadervor med hinanden« (Bøgh 6).

185.5Trolovede] forlovede. - 5Pælehugger] egl. en der hugger pæle til. - 7Thorvaldsen] Bertel T. (1770-1844), da. billedhugger. - 20-21de vare klædte i Overtrækket fra Sørgekareten] jvf. forældrenes seng, som var fremstillet af en grevelig katafalk og hvor sortklædte lister stadig mindede om dens oprindelse (MLE I 27). - 26Stine] antagelig også tegnet over Johanne Marie Jantzen, der »var bekjendt for at kunne spaae, ja selv hexe« (Levnedsbogen 27, jfv. Buket 310f). - 28Sot] sygdom. - tør] må. - 29uden] undtagen.

370

188.2Persejern] pressestrygejern. - 12yndelige] yndige. - 13tage Musketten] blive soldat; musket: flintebøsse.

189.30Skafferne] gik rundt og indbød til gilde; ved gildet stod de for opvartningen, bød velbekomme, dansede den første dans med bruden osv.

191.43-192.3Elses Barnebarn ... den gamle Mand] sml. børnene der råber efter A.s sindssyge farfar (MLE I 35).

Portnøglen

Portnøglen blev trykt første gang i NEH 10-72, der udkom 23.11.1872.

Eventyret er påbegyndt under et ophold på familien Henriques' landsted Petershøj i Klampenborg. 2.8.1872 fortæller A i et brev fru Melchior: »Jeg nedskriver flere Momenter til et nyt Eventyr: Portnøglen, men den vil ikke her forme sig, dog faaer jeg nok Bugt med det, er jeg først i Rolighed paa »Rolighed«« (Reumert 185). Denne antagelse holdt stik, selv om han i et brev fra Rolighed 6.8. fortæller fru Scavenius på Basnæs: »Jeg har begyndt paa et nyt Eventyr, Portnøglen, men jeg faaer det nok ikke ret paa Papiret før jeg er i Ro paa det hjemlige Basnæs; bliver denne nye Historie, som jeg ønsker den, da vil jeg ved Juletid kunde udsende et nyt lille Hefte, indeholdende Tante Tandpine, - Eventyrbogen - Loppen og Professoren - Portnøglen« (utrykt, H.C.Andersens Hus, Odense; her citeret efter A-iana 2 rk. I 237 f). 9.8. hedder det så i Dagbøger: »Skrevet paa Portnøglen«« (IX 318); 11.8.: »Gik tidlig op og skrev paa »Portnøglen«« (IX 317); 12.8.: »Sluttet »Portnøglen«« (ib.). Og 15.8. kunne han læse eventyret op for første gang: »Til Middag var William Bloch senere kom Collin Lund, de vare meget glade ved at høre [...] Portnøglen [...] Schousboe og Kone fra Storeheddinge, loe meget lysteligt af Portnøglen« (ib. 319 f). Endelig skriver han 31.8. fra Basnæs til Henriette Collin: »Jeg har før jeg forlod »Rolighed«, skrevet endnu en Historie: Portnøglen, som er ganske heldig og vist vil more Dem« (BEC IV 224).

Eventyret bygger på 1800tallets interesse for spiritisme, specielt troen på ånder i møbler og nøgler, som A bl.a. havde mødt på en herregård i Tyskland (Bemærkninger 31 f). Henvisningen til Tyskland gælder hans besøg hos major Serre og hustru på godset Maxen ved Dresden. Under et ophold her i 1854 skriver A i Dagbøger 15.5.: »Vi fik en Nøgle frem og skulde høre den svare, aldrig havde jeg prøvet Sligt. Det viiste sig at jeg havde stor magnetisk Kraft, der var sandeligt intet Selvbedrag, jeg kunde neppe holde den; mit Navn sagde den og da der 371 spurgtes om Aanden i mine Skrifter svarede den »Edelmut«; jeg følte mig afficeret derved; siden kom Einar [A.s rejsefælle E.Drewsen] ned, men ham vilde Nøglen ikke indlade sig med og da der spurgtes hvorfor svarede den »Unglaube«, den unge Reccius [: musikeren H.Riccius] gik det være, han havde Nøglen ogsaa imod og paa Spørgsmaalet hvorfor svarede den »dum«! jeg blev forlegen paa Nøglens Vegne, og paa den unge Mands. - Vi spurgte om det første Bogstav til Einars Moders Fornavn og ikke ham men mig svarede den I. Det hele er mig aldeles ubegribeligt, men at her ikke var Bedrag er jeg forvisset om« (IV 133). At A længe troede på nøglen, fremgår iøvrigt af Dagbøger 7.8.1859, Børglumkloster: »God Viin til Middag, jeg lod Nøglen tale« (ib. 350), hvorimod det på Holsteinborg 28.12.1861 hedder: »Gjort Nøgle-Kunster« (V 140).

Om eventyret hedder det iøvrigt i Bemærkninger, at »Kjældermandens Besøg hos Kammerraaden og Lotte-Lenes Opdragelse for Konsten hører til det Oplevede« (32). Disse oplevelser har det dog ikke været muligt at finde i breve eller Dagbøger.

193.4Kammerraadens] egl. medlem af skatkammerkollegiet, senere titel med rang i 6. rangklasse nr. 2. - 12Kalvekrøs] kruset bryststrimmel på skjortebryst. - 16-18hendes Mand ... skubbes/rem] sml. optegnelse fra 1859/60 i Optegnelsesbog 11,2 (Bl 21r): »Han er født under »Hjulbørens Tegn« dvs. maa skuppes frem« (FoF X 125). - 20-21hans Kone ... Kammerraad] sml. den ene passager på Peter Wiks skib i KES: »han var Krigsraad, en Titel, han havde søgt om efter sin Kones Forlangende« (89) samt At være 10 f.

194.5ff. Sml. Optegnelsesbog 11,2 (Bl Ir) om en af A.s velgørere, solodanser Carl Dahlén (1770-1851), lærer ved Det kgl. Teaters balletskole: »Man fortæller om Dahlén at han var saaledes til at give sig i Snak med Folk at han aldrig kom hjem i rette Tid. »Der kommer Fader oppe i Gaden!« sagde ved Middagstid Datteren, »ja siig saa til Pigen at hun sætter Gryden paa igjen«. »Nu staaer Fader og taler med en Mand!« - ja siig saa at hun tager Gryden af igjen, ellers bliver Maden for meget kogt. Nu kommer han, ja lad saa Gryden komme paa igjen; nei nu taler han med Een! saa, lad Gryden blive af. Og Manden talte, en ny kom til, saa holdt han med den ene Haand fast paa den første, talte med den anden og vinkede af en tredie han saa komme, denne vilde han ogsaa have fat paa. - « (FoF X 126 f). - 38Frederik den Sjettes] da. konge (1768-(1808-)1839). - 40Tivoli] forlystelsespark åbnet 15.8.1843. - 40Casino] teater og forlystelsesetablissement i Amaliegade, åbnet 21.2.1847 (nedlagt 1937).

195.1Assistents-Kirkegaarden] på Nørrebro; om Assistents kirkegård som yndet udflugtsmål se Kjøbenhavns flyvende Post nr. 20. 1828 samt 372 E.Nystrøm: Offentlige Forlystelser paa Frederik VFs Tid. II. 1913.100. - 3ff. Jvf. Hyldemoer (II 173). - 13en Sobian af Spendrups] en flaske brændevin fra Spendrups brændevinsbrænderi (Jvf. BEC IV 6). - 18Casortis] Giuseppe C. (1749-1826), ital. mimiker; indvandrede til Danmark 1800 og gjorde Pricernes morskabsteater overfor Skydebanen (nu Københavns Bymuseum) til hjemsted for pantomimeforestillinger. A havde selv set Casortis trup i Odense december 1814-februar 1815, hvor de bl.a. netop gav Harlekin, Formand for Tærskerne (Levnedsbogen 41). - 25Liniedandsen] linedansen. - 25Styltedandsen] hoppende dans udført på stylter; i 1816 optrådte mekanikus Goldkette med et selskab af styltedansere i Odense (jvf. A-iana 2 rk. III 52). - 30»Broen«] Vesterbro. - 32drog] trak. - 35beholdt] germanisme: husket.

196.24-26Heldigvis ... Byen] ved midnat lukkedes Amagerport, Vesterport og Østerport, og nøglerne blev bragt til Frederik VI på Amalienborg, hvorimod der fra 1821 var adgang gennem Nørreport mod betaling af 2 skilling; jvf. Fodreise 46.

197.5hvor] hvordan. - 10Spekhøkeren] forhandler af viktualie- og købmandsvarer. - 21Foderet] foret. - 37den nye Videnskab ... kjendes] den moderne spiritisme har sine rødder i Emanuel Swedenborgs (1688-1772) ideer, men opstod dog først i USA omkring 1850 i forbindelse med bankelyde tilskrevet ånder i fx møbler. - 40-41et ganske troværdigt udenlandsk Blad] er ikke fundet.

198.35tale og gaae efter] efterabe. - 37de kunne ... Grevskab til] jvf. skuespillerinden Natalia Ryge (1816-95), datter af skuespilleren J.C.Ryge (1780-1842), der 1848 giftede sig med grev F.C.J.L. Ahiefeldt-Laurvigen og samtidig trak sig tilbage fra scenen.

199.14Fut i Aanden] åndelig livlighed. - 16Vare-Lotteriet] lotteri hvis gevinster er varer. - 25-26Dyveke] Ole Johan Samsøe (1759-96): Dyveke, sørgespil i 5 akter (1796); jvf. Marionetspilleren (V 19). - 26 Knigges »Omgang med Mennesker«] Adolph Freiherr von Knigge (1752-95): Über den Umgang mit Menschen (1788; da. 1793 og senere), en vejledning i takt og tone; jvf. Fodreise 32. - 36-37»Graastener«-Æble] purisme vendt imod det dengang almindelige ty. Gravensteiner.

200.2Sireen] syren. - 18svarer] garanterer, indestår.

201.3Sætte sig ned] nedsætte sig. - 19Livet] maven. - 33Epistel] brev.

202.12Pave-Nøgle ... ufeilbarlig] dogmet om pavens ufejlbarlighed blev officielt fastslået på Vaticanerkonciliet 18.7.1870, jvf. Dagbøger 10.9.1870: »Det er med Paven som med Fiskerens Kone i Eventyret, hun vil tilsidst være den gode Gud, og da sidder hun i Muddergrøften. Paven vil være ufeilbarlig og - snart sidder han slaaet og forladt« (VIII 412). - 13Pyramidal Ondskab] sml. Portnerens Søn (IV 240). - 31-32Theaterlivet ... Misundelse] sml. Jomfru Frandsen i Lykke-Peer: »Theaterveien er yndig, men tornefuld, der groer Chikanen! 373 Chiknen!« (254) og DtB 108. - 34Knigge ... Skuespillere] jvf. »Hvorledes er en stor Deel af denne Klasse [: skuespillerstanden]? Folk uden Moralitet, Opdragelse, Grundsætninger eller Kundskaber. Eventyrere, Mennesker af ringe Stand, usædelige Fruentimmer [..] Det er vanskeligt at undgaa at blive revet med af Strømmen og gaa til Grunde. Skinsyge, Fjendskab og Cabale fuldende denne glimrende Elendighed« (A. Knigge: Om Omgang med Mennesker. Oversat af J.H.Halvorsen. 1869.320).

Krøblingen

Krøblingen blev trykt første gang i NEH 10-72, der udkom 23.11.1872.

Eventyret er skrevet på familien Melchiors landsted Rolighed på Østerbro i København. Ideen til eventyret fik A iflg. Dagbøger 12.7.1872 ved at tænke på et gammelt eventyr: »tænkt i Nat meget paa Historien om »Brændehuggeren og hans Kone« og fik Idee til at kunne benytte den, blev derfor hjemme hele Dagen og skrev flittigt« (IX 307). 13.7. hedder det: »Skrev hele Dagen paa: Eventyrbogen« (ib.). 14.7. var han færdig: »Endt »Eventyrbogen« som jeg hele Dagen skrev paa og følte mig træt; læst den for Melchiors« (ib.). 16.7. noterer han: »Reenskreven paa Eventyrbogen« (ib. 308); 17.7.: »Til Aften læste jeg for Conferensraad Drevsens »Eventyrbogen«, [han] takkede mig særdeles derfor« (ib.). Endelig fortæller Dagbøger 18.7.: »endt Reenskrivningen af »Eventyrbogen«« (ib. 308f). 21.7. meddeler han i et brev fru Scavenius på Basnæs: »Jeg bliver helst herude paa »Rolighed« og har været flittig, det vil sige, jeg har været heldig, faaet Ideer, som ere bragte paa Papiret, jeg har skrevet et Eventyr Eventyrbogen og dernæst to nye Eventyr [Tante Tandpine og Loppen og Professoren]« (utrykt, H.C.Andersens Hus, Odense; her cit. efter A-iana 2 rk. IV 238). Helt færdig var A dog endnu ikke, for 21.8. noterer han under et ophold på Basnæs: »Reenskrevet paa »Eventyrbogen«, drevet og dovnet, føler mig saa træt« (Dagbøger IX 321). Imidlertid må denne sidste renskrift snarere have haft karakter af afskrift, idet det i Dagbøger 23.8. hedder: »Sendt Brev til Scudder i New-York med min egen Afskrift af »Eventyrbogen«« (ib. 322). Det bemærkes, at eventyret stadig bærer titlen Eventyrbogen fremfor det endelige Krøblingen, som A tilsyneladende har været længe om endegyldigt at beslutte sig til (se fodnote til 204.1).

Som nævnt fik A ideen til eventyret via historien om brændehuggeren og hans kone, der er et eventyr af madame de Beaumont, og som 374 under titlen Den nysgierrige Kone findes i Chr. Molbechs Udvalgte Eventyr og Folkedigtninger (1843). Iøvrigt havde A tidligere behandlet denne syndefaldsmyte i Paradisets Have (I 141ff).

Bortset fra denne litterære inspiration er eventyret bygget over to personlige oplevelser. 2.1.1867 skriver A under et besøg på Holsteinborg i Dagbøger: »Præsten Berg [fejl for J.T.Kragh (1835-1910)] fortalte mig igaar at da han for et Par Aar siden første Gang saae mig her paa Holsteinborg, var det netop i Julen og jeg fortalte da om den syge Konge der kunde faae sit Helbred naar man bragte ham den Lykkeligstes Skjorte og da man endelig fandt den Lykkeligste eiede han ingen Skjorte, den Historie gjorte Indtryk paa Præsten i det han netop Dagen forud havde hørt den i ganske modsatte Omgivelser, nemlig hos et Par fattige Huusfolk, der beklagede sig for hinanden over deres ublide Kaar; da havde deres Søn, en halv Idiot, der laae i Sengen, fortalt dem Historien om den Lykkeligste der ikke havde en Skjorte og det havde opmuntret dem. Pastor Berg fortalte dette Sammentræf med Historien han hørte her og igaar der og Grevinden gav ham 5 Rdlr til [de] fattige Folk, der bleve glade overraskede ved den Gave, der var foranlediget ved den stakkels Idiotdrengs Fortælling og Trøst, fra ham kom saaledes Hjælpen« (VII 228 f).

Krøblingfiguren er imidlertid også modelleret over en anden skikkelse, A havde mødt under et ophold på Holsteinborg, nemlig Ane Margrethe Pedersdatter, kaldet Syge-Margrethe (1839-1914), der boede i Bisserup. Hun var blevet krøbling som ganske ung pga. en forvoksning af det ene ben og boede hos en arbejderfamilie, der var knyttet til parken på Holsteinborg (HCAHolstein 14f), jvf. Dagbøger 27.6.1870: »Efter Frokosten kjørte jeg med Grevinden ud til en syg værkbruden Bondepige som i sex Aar har ligget til Sengs, hun havde et lille Værelse ikke større end en Kahyt med et Vindue ud til Skoven, der var to Stole, et Skab og en Kakkelovn, en lille Bogreol over Sengen, som havde reent hvidt Lagen. Jeg læste Slutningen af »Noget« og »Pigen som traadte paa Brødet«, Huuskonen og hendes Datter, begge to med rigtigt skikkelige Ansigter lyttede til, den Syge vilde kysse min Haand til Tak, jeg lovede hende mit Portrætkort« (VIII 388 f).

204.6ff. Jvf. MLE: »Juleaften [1859] var jeg paa Basnæs, hvor Juletræet tændtes, ikke blot for Husets Gjæster, men ogsaa eet for Godsets fattige Børn; deres Træ stod ligesaa rigt og straalende som vort. Fru Scavenius havde selv pyntet det og tændt hvert Lys, jeg havde klippet og klistret Figurerne, der hang paa Grenene. De dækkede Borde rundt om bare Julegaver, som de fattige Mødre særligt glædede sig til, Hvergarn til Skjørter, Lærred til Særke og mangt et andet 375 nyttigt Stykke. De Fattige bleve vel beværtede, havde en glad Aften« (II 226 f). - 13»Godtgodter«] godter, oversættelse affr. »bonbons«.

205.14flinkeste] hurtigste, raskeste. - 15slat i Benene] en slags lammelse. - 18Flitterguldet] tyndt udhamret messingblik. - 23nævenyttig] her: dygtig til at bruge sine hænder. - 34-37Gik alle Konger ... Nælde] 2. str. af H.A.Brorsons Op! al den ting, som GUd har giort (Den danske Salmebog nr.12).

206.21ff. Jvf. ovf. - 30tør] må.

207.16yndelige] yndige. - 29Manden uden Sorg og Savn] jvf. Talismanen (V 229 f) og DtB 180 f; Poul Høybye mener, A muligvis har fået eventyret fra A.F.E.Langbeins (1757-1835) Das Hemd des Glücklichen (A-iana 3 rk. II 265).

208.11Ambe] spil på to bestemte numre, der skal komme ud samtidig for at give gevinst. - 22Blaarlærred] lærred fremstillet af blår, affaldsprodukt fremkommet ved skætning og hegling afhør eller hamp. - 26har den ... inde] har endnu ikke rigtig tilegnet mig den.

209.30fornam] fornemmede. - 40-210.4Fiskerens Kone ... opfyldt] Konen i muddergrøften, alm. folkeeventyr; jvf. Aarets tolv Maaneder, October (1833; SS XII 154).

Tante Tandpine

Tante Tandpine blev trykt første gang i NEH 10-72, der udkom 23.11.1872.

I Bemærkninger skriver A, at Tante Tandpine er »det senest digtede og nedskrevne« af hans eventyr (32), hvilket imidlertid er forkert, idet Hvad gamle Johanne fortalte, digtet 16.-28.9.1872, fik denne status.

Eventyrets tilblivelse strækker sig over to år, og det omtales første gang i et brev til fru Henriette Collin fra Basnæs 24.6.1870: »Jeg begyndte igaar et Eventyr »Tante Tandpine«, siden forandrede jeg Overskriften til »Tante Mikkes Tænder«. Det drejer sig om Tandpine og falske Tænder, jeg maa jo see at faae Noget ud af de Plager der paalægges mig. Imidlertid mærkede jeg, under Skrivningen, at det ikke var saa let at behandle den Historie vilde jeg blive inden for Grændsen af det Skjønne« (BEC IV 155). Hertil bemærkede fru Collin iøvrigt: »Jeg glæder mig til de nye Eventyr - men det er unægteligt et farligt Gebet at komme ind paa de forlorne Tænders Enemærker med Poesiens uafviselige Fordringer« (ib. 157).

Stoffet voldte da også så store vanskeligheder, at eventyret blev henlagt, og først under et ophold på Basnæs i forsommeren 1871 tog A 376 det atter frem. 24.5.1871 noterer han i Dagbøger: »Begyndt paa »Tante Tandpine«« (IX 78). 28.5. skriver han til fru Melchior: »Jeg har begyndt paa en lille Historie om »Tante Tandpine«, men den groer lidt langsomt« (BfA II 636), og 30.5. fortæller han Henriette Collin: »De husker at jeg, ifjor jeg var her, begyndte paa et Eventyr om »forlaarne Tænder«, men jeg fandt den blev saa uskjønt at jeg opgav det. Iaar, da endnu Intet vil trives i min Digterhave, siden den blev lagt ind i Tordenskjoldsgade N° 17 [A.s bopæl vinteren 1870/71], kommer det lille Uhyre igjen tilbage og plager mig, dog i forandret behageligere Skikkelse. Jeg skriver saaledes paa »Tante Tandpines Drøm«, men om den vil udfolde sig til Noget, vil Tiden vise« (BEC IV 176). 1.6. beretter Dagbøger: »Følt mig poetisk stemt og trykket til at skrive paa Historien om Tandpine. Maaskee 1ste Juni iaar er Aarets første Musa Besøg hos mig! Velkommen!« (IX 80 f). 3.6. skriver han fortsat fra Basnæs til fru Melchior: »Et nyt Eventyr »Tante Tandpine« er næsten sluttet, jeg haaber at faa det heelt færdigt, før jeg tager til Byen. Dog ved færdigt forstaaes at faa det heelt paa Papiret i første Nedskrivning, siden skal det klippes til, gjøres fyldigt, omskrives og atter omskrives« (Reumert 158 f). 5.6. læste han iflg. Dagbøger for første gang begyndelsen af eventyret højt (IX 82), og efter hjemkomsten til København noterer han 9.6.: »I Tanken afrundet »Tante Tandpine«« (ib. 83). 10.6. fortæller han fra Rolighed fru Henriques: »Jeg skriver paa et Eventyr om »Tandpine«. Og jeg vil ønske at Alle som læse det maa slippe for den virkelige Tandpine og da faaer jeg mange Læsere« (BHenriques 160). Dette ønske blev det sidste, man hører om eventyret i 1871.

Endnu engang forløb et år - hvilket iøvrigt betød, at A har indarbejdet forskellige personlige oplevelser i de forskellige manuskriptstadier, jvf. ndf. Efter sin sædvanlige udenlandsrejse og et ophold på Basnæs var A 13.6.1872 taget ud på Melchiors landsted Rolighed på Østerbro i København, og her fortæller Dagbøger 29.6.: »Hele Dagen har jeg skrevet paa »Tante Tanpine« [sic], saa at jeg følte mig ganske træt« (IX 303). 4.7. hedder det: »Kjørt ind til Byen og hentet flere Papir-Lapper hvorpaa jeg har skrevet Udkast til Tante Tandpine, kom hjem og skrev flittigt paa det, ordne [de] og fik mere Klarhed og Heelhed« (ib. 304). 5.7.: »Skrev fra Morgen til Aften paa Tante Tandpine, fik [d] en istand men føler mig træt« (ib.). 8.7. meddeles det i brev til fru Scavenius på Basnæs: »Jeg har skrevet fra Morgen til Aften paa Tante Tandpine som nok er ganske livligt fortalt« (utrykt, H.C.Andersens Hus, Odense; her citeret efter Buket 276). Dagen efter begyndte A sine sædvanlige oplæsninger for venner og bekendte (Dagbøger IX 306). 11.7. var der middagsselskab på Rolighed: »Jeg læste for dem Tante Tandpine, som nu er færdig og vel afrundet. Jeg 377 har reenskrevet hele Dagen« (ib. 307). 12.7. renskrev han resten og læste for A.L.Drewsen eventyret, »som han var henrykt over og fandt saa genial« (ib. 307). Efter 16.7. at have fortalt Mimi Holstein, at han har skrevet eventyret (HCAHolstein 233), skriver han 20.7. til fru Henriques: »De skulde ogsaa have faaet et Eventyr at høre: »Tante Tandpine«, naar De har hørt det, er De stemt som havde De prøvet den stærkeste Tandpine og nu var fri, i den syvende Himmel« (BHenriques 176).

Om motivet antyder F.J.Billeskov Jansen, at A kan være blevet inspireret af Vilhelm Topsøes (1840-81) Fortælling Livsanskuelser (To Fortællinger. 1867), hvori tandsmerter drøftes i forhold til hjertesmerter (Anskuelighedens Naadesgave. Nogle nye Studier i H.C.Andersens Kunst i: Berlingske Aftenavis 3.2.1958). Endvidere mener H.TopsøeJensen, at A har haft sin nære veninde Henriette Wulff (1804-58) i tankerne ved skildringen af tante Mille pga. den fanatiske beundring, hun nærede for hans digtning (BHW I 47). Topsøe-Jensen glemmer dog digterkatten og hans tante i Fodreise (18 f) som helt umiddelbart forbillede.

213.4-214.10 Sml. Nissen hos Spekhøkeren (II 255ff). - 4Fjerdingen] tønden. - 5Spekhøker] forhandler af viktualie- og købmandsvarer. - 19-20en levende Redningsanstalt ... Literaturen] jvf. Hr. Svanes idé om at udgive bogen »Rednings-Anstalt for glemte Forfattere« (At være 12) samt Optegnelsesbog 11,2 (Bl 4r og 7v): »Man har Rednings-Anstalter for Skinddøde, skulde man ikke kunde faae det for glemte Forfattere« (FoF X 125).

214.118-27Jeg har i mig ... Poet] sml. A. s egen hyppige følelse af digterisk afmagt fx BfA I 401, H 90 og BHH 250. - 21en Hverdagshistorie] se n.t. I 217.34. - 37-215.4Jeg betragtede ... et lille Blad] sml. Optegnelsesbog 11,2 (Bl 12r): »Krybet der lever paa et Blad mægter ikke at oversee det hele Træ, saaledes ikke vi det Verdensrum vi høre til. Om Krybet formaaede at fatte og chemisk forklare hver lille Strækning af Bladet det kryber hen over, dets Verdensviisdom til Træet, til den hele Skov og Omverden var da, som den lærdeste Mands Viden er i Verdens Altet, han staaer som Krybet paa Bladet« (FoF X 125); jvf. også At være 199 samt MLE II 66 og 390.

215.33hvide Tænder] kunstige tænder var noget ret nyt, jvf. A.s problemer med kunstige tænder (se registret i Dagbøger XII 322). - 38-39en fæl Drøm ... falden ud] en af A.s egne hyppige drømme, se fx Dagbøger III 412, V 405, VI 89, VIII 245, 333.

216.1-2Det betyder ... Veninde] jvf. Thiele2: »Drømmer man om smaa Børn, betyder det Dødsfald; ligesaa naar man drømmer, at Tænder falde ud af Munden« (III 44). - 3-4Var det en falsk Tand ... en falsk Ven] 378 sml. HCAOptegnelsesbog nr. 12: »Fruen drømte at alle hendes Tænder faldt ud. »Nu mister jeg een af mine Venner!« sagde hun. O, det er kun en falsk Ven, alle Fruens Tænder er jo falske« (9), jvf. også »Man siger-«! (V 243). - 21-26Engelen ... Rasmussen] sml. Optegnelsesbog 11,2 (Bl 3v): »Den tykke Brygger Rasmussen var død, han som altid lo og vraltede med sin fede Krop. »Nu er han jo Engel!« sagde den lille Dreng, og spurgte, om ikke Storken naar han næste Gang bragte et lille Barn, bragte dem Engelen Rasmussen« (FoF X 139). - 34Jean Paul] pseudonym for den ty. digter Johann Paul Friedrich Richter (1763-1825); om A.s syn på Jean Paul se BHW III 14.

217.2Krydderpose] opvarmet pose fyldt med urter, der lægges mod kinden for at dulme tandpinen. - 2spansk Flue] bille af slægten Cantharidæ, hvis blodvæske anvendtes som afledende middel i plastre. - 8en ny Huusleilighed] 19.9.1870 flyttede A ind i frk. Rossings hotel garni Kronprindsesse Lovisa i Tordenskjoldsgade 17, første sal over porten. - 10ff. Sml. Dagbøger 23.10.1870: »Porten smækker i Dag uafladelig« (VIII 424); 9.2.1871: »Vaagnet i Dagningen ved Porten der idelig smældede i saa at hele Sengen rystede« (IX 17); 15.2.: »ideligt blev slaaet med Porten under mig; det varede vist til efter Klokken eet. Der var dertil en uforklarlig Lyd som ideligt gjentoges, som stødte Nogen til Nøglen i min Dør, eller der faldt en lille Gjenstand gjennem Kakkelovns Røret« (ib. 20); 16.2.: »Portneren og Kone boe paa fjerde Sal og styrte hver Morgen med Træskoe eller Trætøfler ned ad Trapperne for at aabne Porten, dette skeer med stort Spectakkel, saa rumsteres der over Hovedet paa mig af Folk der, som ikke have Gulvteppe, saa kommer Skraldemanden, paa dundrende Træsko gjennem Porten under mig og svinger ud i Gaarden sin Skralde saa bankes der Tøi ud i Naboegaarden« (ib. 20 f). - 26-29Dobbelte Vinduer ... Bremse] jvf. Optegnelsesbog 11,2 Smaa Plager (hjemme): »Vinduerne er kittede men eet belagt med Papir for at det kan lukkes op, Vinden piber deri som var det en surrende Bremse« (Buket 284). - 32-34De smaa Norbakker ... røre sig] sml. Smaa Plager (hjemme): »De har to Heste i Stu [e] etagen, de maa gaae gjennem Gangen, saa hele Huset lyder deraf, i Stalden hvor de staae sparke de hele Natten mod Bræddegulvet og Døren« (Buket 284).

218.6-7Jomfruen ... Pletvand] sml. Smaa Plager (hjemme): »Madamen vasker Handsker i Pletvand, der gjennemstinker hele Huset« (Buket 284). Pletvand: rensevæske fx benzin, benzol o.1. - 13Dickens] Charles D. (1812-70), eng. digter. - 15-17Digt videre ... ulykkelige] jvf. Naomis reaktion i forbindelse med guvernantens tanker om Christians eventuelle fremtidige berømmelse i KES: »Det er som i en Roman! [...] men jeg vil have, at de skulle blive ulykkelige i Slutningen af deres Liv. Det er saa interessant!« (132). Se også Han er ikke født 379 (1864; SS XI 275). - 21ff. Vinteren 1870/71 var meget hård, se fx Dagbøger VIII 450 og IX 16ff.

220.7Griffel] tynd stang af skifer. - 17infernalis] helvedes. - 31f. Sml. Mine Støvler i EDB 112 samt registret i Dagbøger XII 322.

221.34-35Udødeligheds Patentet ... Vinge] sml. Optegnelsesbog 11,2 (Bl 1v): »Han skrev Udødeligheds Patent paa Døgnfluens Vinge« (FoF X 124f).

380

Tillæg
Eventyr uden for de samlede udgaver

Det sjunkne Kloster

Det sjunkne Kloster tryktes første gang i Nyt Repertorium for Moerskabslæsning V Nr.7. 19.10.1831.

Om eventyrets tilblivelse vides intet.

225.2Gottschalks tydske Folkesagn] Die Sagen und Volksmärchen der Deutschen, gesammelt von Friedrich Gottschalk. I. Halle 1814.122-27:

Das versunkene Kloster.

Den fattige Kone og den lille Canariefugl

Ikke tidligere trykt.

Dateringen af den meget naivt fortalte anekdote til 1835 pga. bagsidenotaterne til Imp og Prindsessen paa Ærten (I 41ff) kan måske diskuteres, fordi den indgår i en langt mere raffineret form i Skyggebilleder (18), hvilket far H.Topsøe-Jensen til at mene, at det drejer sig om »en ældre, strandet moralsk Fortælling, som nu har fundet Husly i Rejsebogen« (Vintergrønt 29).

227.17flyvet] fløjet. - 26ond] ondt.

Smaahistorier (Efter det Tydske)

Det vides ikke fra hvilket tysk værk A har hentet historierne, ligesom der intet kendes til tilblivelseshistorien udover det i fodnote til VI 36 omtalte brev fra P.C.St. Gad.

1. Det er Dig, Fabelen sigter til! tryktes første gang i Dansk Folkeblad Nr. 35. 28.10.1836.

381

Titlen oversat fra lat. »de te fabula narratur« (Horats: Satiræ I.i.69), jvf. Vogel-Jørg 661.

Woel II 525 mener, at A har haft Lafontaines dyrefabler i tankerne ved nedskrivningen.

2. Talismanen tryktes første gang i Dansk Folkeblad Nr. 36. 4.11.1836. Motivet er almindeligt i folkeeventyrene, og A brugte det senere under titlen Manden uden Sorg og Savn i Krøblingen (V 207.31-208.6).

3. Den gamle Gud lever endnu tryktes første gang i Dansk Folkeblad Nr.39-40, 18.11.1836.

229.6Talisman] lykkebringende tryllegenstand. - 36-37Skalmeie] fløjte af pile- eller hyldegren.

231.18sorrigfuld] sorgfuld. - 36den gamle Gud lever endnu] gammelt ordsprog, jvf. EDB 92.

[Temperamenterne]

Ikke tidligere trykt, men benyttet i eventyrkomedien Hyldemoer (1851), jvf. Jørn Langsted: H.G.Andersens »Hyldemoer«, 1851 i:

A-iana 2rk. VI 234-262 (specielt 245ff).

233.15side] vide.

235.28chemiske Svovlstikker] blev opfundet i 1830'erne.

Kartoflerne

Kartoflerne tryktes første gang posthumt i A-iana 2rk. II 218-20.

Eventyret er skrevet i begyndelsen af 1855. Efter i et par uger at have lidt af en byld i ryggen skriver A 16.2.1855 til veninden Henriette Wulff: »I Aftes fik jeg første Gang Trang og Lyst til at skrive igjen Noget, et lille Stykke om »Kartofler«; ja det er slet ikke just for den landoeconomiske Tidende, men dog læseligt, naar dette Brev nu er sluttet tager jeg fat, De skal snart faae det at læse, hvis jeg selv synes derom« (BHW II 195).

Herefter omtales eventyret aldrig senere, selv om A skrev to udkast (k trykt i A-iana 2rk. II 218-20), men det blev dog ikke glemt. Fra det første udkast hentede han i 1860 lokaliteten med bommandens 382 kartoffelmark i Hvad Fatter gjør, det er altid det Rigtige (IV 84), som også går igen i Hvad man kan hitte paa (V 108). Og endelig brugte han en episode med en pige, der glæder sig til at skulle have varme kartofler til middag, iøvrigt et selvbiografisk træk, i Lysene (V 146.32-35 m.note).

237.9-10den store Preuser Konge, gamle Fritz] Frederik II, den Store (1712-(1740-)86).

Urbanus

Ikke tidligere trykt.

Hvornår eventyret er skrevet vides ikke, men det må dog dateres til før april 1858. Senest på dette tidspunkt har A nemlig omarbejdet det til brug for Dynd-Kongens Datter. Om motivet se n.t. III 93.14-94.21.

238.7-8For Gud ... Nattevagt] ikke hos Paulus. A tænker sandsynligvis på Peters 2. Brev 3.8: een dag er for Herren som tusinde år, og tusinde år som en dag. - 28bestyrtset] bestyrtet.

239.6hvo] hvem.

Æblet

Eventyret tryktes første gang posthumt i BHW II 346-48.

Eventyret er skrevet under A.s ophold på Basnæs 26.9.-18.10.1857. 12.10.1857 fortæller han i et brev Henriette Wulff: »jeg er i Dag saa uendelig utilfreds, det er som Sot og Syge saae paa mig med onde Øine og sagde: »naa, kommer Du!«« (BHW II 345). Senere samme dag skrev han endnu et brev til samme og heri hedder det: »den triste Stemning hvori jeg skrev Epistelet No 1 sluttede med at jeg digtede et lille Eventyr, der maaskee har sin bedste Betydning ved at jeg kom i Ligevægt, det er en Historie om et Æbletræ. Seer De, noget er godt for Noget!« (ib. 345 f). Og 14.10. noterer han i Dagbøger: »Skrevet Historien: Æblet« (IV 295).

Selv om eventyret for så vidt havde opfyldt sin mission at bringe A i bedre humør og derefter blev henlagt, blev det dog benyttet i anden sammenhæng, nemlig i Pebersvendens Nathue (III 37.36-38.16).

242.11-13hans Tanke...han løse] et udtryk for H.C.Ørsteds ideer om 383 Guds tanker som identiske med naturlovene; jvf. H.C.Ørsteds Bemærkninger over Digtet »Luftskibet«: »Mange tusinde Hoveder ere, siden Mennesker beboede Jorden blevne ramte af en nedfaldende Frugt; men det var kun ved at ramme Newtons Hoved, at den fremkaldte en Verdensmechanik; fordi allerede alle Spirerne hertil slumrede i hans Aand, og just nu, da den under Indvirkningen af hele den forbigangne og nærværende Tid havde naaet den rette Udvikling hos ham, var det at Opdagelsen blev til« (Samlede og efterladte Skrifter IV.1851.88). - 16Newton] se n.t. V 123.16.

»Man siger-«!

Ikke tidligere trykt.

På den alfabetiske liste over »Eventyr som kunne skrives« (april-maj 1859) står under L: »Løs Snak« (ovf. s XIII). Topsøe-Jensen (HCA 254) mener, at denne historie er identisk med »Man siger-«!, der kan dateres til Dresden 22.10.1860: »Blev hele Dagen hjemme, nedskrev: »Men siger«« (Dagbøger IV 453). Eventyret blev dog henlagt og enkelte afsnit brugt i andre eventyr, således 243.17-21 i Det ny Arhundredes Musa (IV 113), 244.4-13 i Folkesangens Fugl (V 29), 244.23-32 i Gudfaders Billedbog (V 47) og 243.22-26 i Tante Tandpine (V 215 f).

243.27-244.3Man siger ... Saras Tid] sml. HCAOptegnelsesbog nr.39: »Sara fik ingen Børn før hun havde været i Philisterkongen Abimeleeks Harem. Hun kaldte Barnet Isaak, det betyder: man vil lee! Sara havde Menneskekundskab, hun vidste nok Godtfolks Omdømme« (25). Jvf. 1.Mos. 20 og 26.

244.14-18Man siger ... Hr Professor] sml. Optegnelsesbog 11,2 (Bl Ir): »Kunstkjenderen Professor * stod og saae paa Havet og Bølgeslagene: Det er superb og rigtigt! sagde han. Og vor Herre tog Hatten af og sagde: tak!«« (FoF X 130).

Vor gamle Skolemester

Ikke tidligere trykt.

Om eventyrets tilblivelse kendes kun et notat i Dagbøger 25.7.1868: »Fik om Aftenen Idee til den nye Samson« (VII 105). k er iøvrigt trykt 384 i A-iana 3 rk. I 376-379. Eventyret blev aldrig trykt, men indgik i omarbejdet form i Kometen (V 126ff).

245.4-5Skolemesters Have ... Landkort] se n.t. V 128.12-13. - 11Postamenter] se n.t. V 128.19. - 11St.Knud med Lindormen] se n.t. V 128.19. - 12Absalon] se n.t. III 144.20. - 16ff. se n.t. V 127.30-32.

246.6Bidfiai] se n.t. IV 115.1-2. - 8ff. se n.t. V 127.33ff. - 8Vilhelm Tell] se n.t. IV 134.23. - 13Palnatoke] se n.t. V 128.2. - 15-17Og meer ... Ægypten], se n.t. V 128.4-6. - 23Parabelen ... David] jvf. 2. Samuelsbog 12.1-23.

29ff. Jvf. Dommerbogen 13-16. - 36Fremtids Musik] se n.t. IV 113.3.

Herrebladene

Herrebladene tryktes første gang på engelsk i Riverside Magazine januar 1869 under titlen The Court Cards; se ill. s. 16. Det var det første af en række eventyr skrevet for dette tidskrift og dets redaktør Horace E. Scudder (men ikke det første han trykte).

Eventyret er skrevet i Altona, hvor A gæstede bankieren John Warburg, efter han i Ems 9.6.1868 havde stødt sit skinneben, så det krævede længere lægebehandling. Det omtales første gang i Dagbøger 25.6.1868, Altona: »Begyndt imorges paa et Eventyr om »Herrekortene«« (VIII 92) og afsluttedes næste dag: »Endt mit Eventyr om »Herrekortene«« (ib. 93). 27.6. skriver han i et brev til fru Melchior fra Altona: »De spørger mig, kjære Fru Melchior, om hvad jeg har skrevet, ja, antager at jeg har en eller anden Digtning, men hvor var det muligt i den første omflyvende Tid, og de sidste 18 Dage har jeg jo været Patient; dog iforgaars kom min Musa til mig paa et kort Besøg og fortalte mig om »Herrekortene«. Det er et rigtigt Børne-Eventyr; og til Ære for min lille Ven William [: William Melchior (1861-68)] har jeg kaldt Hovedpersonen deri William« (Reumert 92). 30.7. hedder det i Dagbøger: »Sendt Brev til den amerikanske Boghandler, samt [...] Eventyret Herrekortene« (VIII 107).

Skønt A altså selv betegnede Herrebladene som et børneeventyr, blev det dog et af de eventyr, der pga. kritikken vakte hans ærgrelse. Efter at han 4.1.1869 havde modtaget det nummer af Riverside Magazine, hvori eventyret var trykt, skriver han 5.1. i Dagbøger: »Hvad [: Robert Watt] sagde i Dag at Høedt havde fundet det var et republicansk Eventyr Herrekortene, jeg lagde deri at han fandt det ikke loyalt og ærgrede mig over at noget saa uskyldigt for Børn kunde forstaaes 385 saaledes« (ib. 163). 17.3. noterer han: »Stor Middag hos Meldahl [...] Meldahl spurgte om »Herrebladene« han havde hørt det var saa meget republikansk, Kongerne brændte op, hvor den Sladder kommer fra; det er det høedske Resonement« (ib. 189). Og endelig fortæller Dagbøger 28.3.1870, at han fra New York har modtaget 10 exemplarer af Hurd og Houghtons amerikanske udgave af eventyrene: »Eventyrene begyndte med Herrekort, som Høedt har lagt en Betydning i der aldrig var min Tanke, jeg blev nu febril og i daarligt Humeur« (ib. 349).

247.6Vindelbro] vindebro. - 14Herrebladene] billedkortene: konge, dame, knægt. - 17Hellebarde] spydøkser.

248.26-27gaae i een Snurre] gå ud i ét.

249.20erholde] far.

250.1-3sorte Peer ... Skidt Mads] kortspil, hvori deltagerne passer og kaster kortene; den der tilsidst sidder med sparknægt, sorteper eller skidtmads, der ikke må parres med andre kort, er skidtmads eller sorteper.

Qvæk

Qvæk tryktes første gang posthumt i Berlingske Tidende. Paaske-Numer 4.4.1926.

Iflg. Dagbøger er eventyret skrevet i begyndelsen af februar 1869, idet det 6.2.1869 hedder: »Jeg hørte anden Act af Tryllefløiten. Gik hjem og skrev paa mit Levnet og paa »Qvæk«« (VIII 176).

251.11uden] medmindre. - 18 Krillen] kilden, kløe.

252.5-6Morgenqvæk ... Aftenqvæk] jvf. den collinske familiejargon om Berlingske Tidende: »Morgendryppet« og »Aftenkladsket« (Woel II 525). - 11Kukkeren] gøgen. - 18raadet] råddent. - 24Luftstryger] vagabond; jvf. ordet landstryger. - 30-31Danner sprogets Retskrivning og Toneklang] Fr. Høegh-Guldberg: Betragtninger over Dannersprogets Retskrivning og Toneklang (Kiel 1809. 3. udg. Kbh. 1813). - 33 Nederdeel] se n.t. II 256.13-14.

386

Skriveren

Skriveren tryktes første gang posthumt i Berlingske Tidende. Paaske-Numer 4.4.1926.

Eventyrets tilblivelseshistorie er ukendt.

Danish Popular Legends

Danish Popular Legends blev trykt første gang i Riverside Magazine oktober 1870; se ill. s. 18. Se iøvrigt VI 40-46.

Danish Popular Legends er skrevet på Basnæs i juni 1870. 1.6.1870 oplyser Dagbøger: »Begyndt at nedskrive danske Sagn til riverside magazine« (VIII 376); 9.6.: »Til Middag Enken Moltke med sine to Søstre Sehsted; læste for dem de danske Folkesagn« (ib. 380). 13.6. skrev A til Henriette Collin: »Jeg har til riverside Magazine begyndt at samle og sætte i Stiil et Par af vore smukkeste Folkesagn, det er endnu det Enes [te] afliterairt Udbytte under dette 3 Uger lange Besøg paa Basnæs« (BEC IV 153) og 15.6. skriver han til Horace E.Scudder: »For September sender jeg Dem i Dag et nyt Bidrag, nogle af vore smukkeste danske Folkesagn, jeg antager at disse kun lidet, eller slet ikke, ere kjendte i Amerika, og troer at de kunne have den rette Plads i Maanedsskriftet; kun naar jeg hører at de have særligt tiltalte sender jeg flere; disse ønsker jeg imidlertid maa optages samlede i eet Nummer og ikke afbrydes men alle gives paa eengang« (BScudder 90 f).

254.11-25It happened ... his deed] jvf. Thiele2 I 114f: Den halvfyldte Flaske og HCAOptegnelsesbog nr.35: »vi skulle have en Folkebog om Menneskene, hvor guddommelige de kunne være [...] Her har Historien Plads om den halve Flaske i det adelige Vaaben: Paa Valpladsen laa en døende Fjende og bad Soldaten om en Lædskedrik, og den Tørstige tog Flasken fra sin egen Mund før han selv fik en Draabe, gav den dødsind viede Fjende den, der i det samme greb sin Pistol for at dræbe ham; da drog Rytteren sin Flaske tilbage, drak det halve af den først og gav saa den Døende Resten og sagde: Du har kun fortjent det Halve! Og Fyrsten hørte derom, adlede Rytteren, og i hans Vaaben kom en halvfyldt Flaske« (22 f). Sagnet er også benyttet af Henrik Hertz i Den danske Soldat (Digte fra forskjellige Perioder II.1851.116-21). - 26-255.27a beautiful tradition ... her son] en 387 gendigtning af Caspar Johs. Boye (1791-1853): Kirkeklokken i Farum (Udvalgte og samlede poetiske Skrifter IV. 1851.131ff). Når A har taget en gendigtning af Boyes digt med her, skyldes det måske, at han under sit besøg i Portugal erfarede, at digtet i Castilhos oversættelse havde tiltalt portugiserne (Et Besøg i Portugal 1866; SS VIII 511).

255.28-256.24a legend ... his wedding] en gendigtning af Carl Plougs Et Kys (Samlede Digte4. 1868.479-92), jvf. VI 42. - 28Paul Vendelbo] da. officer og statsmand (1686-1740); gik 1707 i russisk krigstjeneste og avancerede 1710 til oberstløjtnant; 1711 adlet af Frederik IV under navnet Vendelbo Løvenørn og knyttet til den da. statsadministration. 1714 gift med Ingeborg Vinding (1686-1734), datter af professor Poul V.Vinding (1658-1712).

256.25-257.5The enemy ... around them] jvf. Thiele2 I 81 f: De Frommes Frelse samt Aarets tolv Maaneder. Februar. Postkarlen (1833; SS XII 147 f) og At være 174.

257.6-27From North Seeland ... in memory] jvf. Thiele2 I 194 f: Rørvig Kirke samt Bruden i Rørvig Kirke (Et Sagn) (1831; SS XII 126). - 28-258.21 I must tell ... dust of earth] jvf. Thiele2 I 214f: Kirken paa Falster: jvf. iøvrigt Dagbøger 1.1.1872 (IX 191).

258.22-23There is an old popular...very strange] jvf. Thiele2 II 175: Troldfolkets Oprindelse. - 34-259.25Up in Jutland ... cunning] jvf. Thiele2 II 224: Smedekonen og hendes Fader.

259.26-37The peasant ... together] jvf. Thiele2 II 240f: En Bonde narrer en Trold. - 37-260.40But now it happened ... greefings] jvf. Thiele2 II 245 f: Troldenes Frygt for Torden.

Bd. VI s. 40: Danske Folkesagn

For kommentarens vedkommende henvises til noterne til Danish Popular Legends, hvorfor her bringes en oversigt over sidetallene i den da. udg. sammenlignet med den eng. udg. i bind V.

40.1-25 = 254.1-255.4.

41.1-43 = 255.5-256.19.

42.1-39 = 256.19-257.20 (42.1-6 ikke medtaget i den eng. udg.).

43.1-43 = 257.20-258.21 (43.36-44.15 ikke medtaget i den eng. udg.).

44.1-43 = 258.22-259.16.

45.1-43 = 259.16-260.26.

46.1-14 = 260.26-42.

De øvrige tekster i bind VI synes ikke at kræve punktkommentar.

388

Efterslæt til side 143

Det er ganske vist!

Det er ganske vist! tryktes første gang i H 1-52, der udkom 5.4.1852.

Om eventyrets tilblivelse vides intet, udover at det antagelig må være skrevet i vinteren 1852, idet A 11.3.1852 meddeler sin forlægger i Tyskland Carl B. Lorck, at der udkommer et hæfte historier hos Reitzel til påsken (BLorck 257).

Emil Gigas har i Litteratur og Historie II.1899.166f påvist, at motivet med et uhjemlet rygte, der vokser og vokser ved sladderens hjælp, kan føres tilbage til middelalderens kvindesatirer fra den tyrkiske roman De fyrretyve Vizirer og Saxos Gesta Danorum via engelske, tyske og franske anekdotesamlinger fra det 16. og 17. årh. til Lafontaines fabler og Claus Pors' Allehaande Skjempt og Alvore (1703). En anden og mere nærliggende litterær kilde kan, som påpeget af Fr. Ohrt (DaStu 1918 170f), være Carsten Hauchs skuespil Den hjemkomne Sømand (Tvende Digtninger. 1837). Her fortælles et rygte om et skib, der er strandet på Jyllands kyst, og hvor alle besætningsmedlemmerne er døde. Da rygtet senere bliver viderebragt, er antallet vokset til tre skibe og besætningen død af pest. Den eneste overlevende er en overstyrmand, der drukner sig for at undgå karantænen. Da en af personerne, fru Miller, spørger: »Tre? Jeg havde kun hørt om et« svarer hendes datter: »Tre, Moder, det er ganske vist«. Hauch har altså både motivet med rygtet, der overdrives og den vending, som A valgte til overskrift for sit eventyr.

233.5Hjalet] stillads af lægter, som hønsene sover på om natten. - 12til Hjals] til nattesæde på hjalet.

234.6Ører ... falde af] gi. dansk ordsprog, jvf. Mau 4280. - 10Prenez ... enfants] fr.: Tag Dem i agt for børnene (der lytter).

389

Stedregister til bind I-V

Registeret omfatter stednavne i eventyrene og i noternes Andersen-citater samt i udgavebeskrivelserne og i bd. VI Andersens Bemærkninger.

Opslagsformen er originalens.

Enkelte forklaringer og henvisninger er tilføjet, mens oplysninger må søges i kommentaren på de angivne steder.

Afrika. I 145 232. II 111 197. III 88. IV 88 157 265. V 75 155. VI 15.

Alhambra. II 260.

Albani Kirke. III 98 99. VI 16.

Alperne. I 236. II 201 236 270. III 88.

Als. VI 21.

Amager. III 123.

Amerika. II 259. IV 61 62 88. V 113 122 (forf.s anm.) 124 125 (note) 138 162. VI 8.

Antvorskov Kloster. III 142.

Arabien. IV 50 51. III 92.

Arno. IV 14 25.

Asien. I 148. II 259. IV 116.

Assens. III 145.

Assistents Kirkegaard. V 195.

Athen. IV 31 (paralleltexten) 59 60.

Australien, se Ny-Holland.

Basnæs. III 109. IV 205 (note, brevdato). VI 19 2028.

Bastillen. IV 249.

Bayern. V 25.

Beeren-Eiland. I 143 144.

Bergen. V 55.

Berlin. VI 6 (note).

Berner-Oberland. IV 124.

Bethlehem. IV 74. V 62.

Bex. IV 134 135 136 139 140 142 147 148 152 153 156.

Birkende. V 57.

Bloksbjerg. III 123.

Bogense. I 191.

Borcks Collegium. V 99.

Bornholm. V 60.

Borreby. III 103 104 105 109 110 111. VI 16.

Borrehuset. V 100 102 103.

Bosporus. II 260.

Boulevard Sebastopol. V 84.

Bovbjerg. III 177 186 192.

Bredgaden. VI 11.

Bremen. III 34 36 41 42. V 53.

Bretland. III 68 69.

Byzans. II 236 260.

Børglum Kloster. IV 202 203 205 206 207. VI 22.

Børsen. I 231. II 196. V 58.

Californien. IV 116.

Campagnen. II 260. IV 172.

Carl-Skolen (Karlsschule). V 25.

Casortis Theater. V 195.

Castelsvolden. II 228.

Chamouny (Chamonix). IV 142.

Chillon. IV 150 151 159 162. VI 21.

China. I 145. II 18 22 163. IV 116 (den chinesiske Muur).

Christiansborg. V 64.

Christianshavn. I 215 216 219. II 180 181 184 305. V 59.

Christianssand. III 191 193.

Christinelund ved Præstø. VI 11.

Cività Vecchia. VI 22.

Clarens. IV 150.

Colossæum. IV 166 173.

Constantinopel. VI 5.

Corfu. IV 38.

Corso. I 213.

Crin. IV 150.

Damaskus. IV 88. V 76.

Danmark. II 98 99 100 183 236. III 37 57 94 171 190 192. IV 61 62 390 (note) 204 207 253 (paralleltexten) 264. V 21 25 53 57 58 62 65 66 99 128 245 254 256 257.

della Trinità. IV 14.

Delphi. IV 30 32 37 41.

Dent du Midi. IV 159.

les Diablerets. IV 152.

Donau. II 259 260.

Dovre-Fjeld. II 81.

Dragør. V 101.

Egeskov. V 97.

Eiger. IV 128.

Eisenach. III 36 38 39 40 41 44.

Elvedgaard. I 191.

England. II 99 236 259 260. III 171 192. IV 50. V 60 64 65 124 (note) 138 139 240. VI 7 (note).

Europa. II 259 260. III 140. IV 116. V 109 162.

Fahlun. IV 50.

Falster. V 99 257. VI 27 43.

Farum. V 254. VI 40.

Finmarken. II 71 (i noten: Finland) 73.

Firenze, se Florents.

Fjaltring. III 177 184 186.

Flensborg Fjord. III 125.

Florents (Firenze). I 236. II 201. IV 13 14 18 19 (Marmor-Domkirken) 27 28.

Frankerige (Frankrig). II 121 236 260 267 268. IV 131 147 (note, rejsenotat) 204 (Franken). V 25 72 73 76 77 78 79 183. VI 7 (note).

Frederiksberg. I 230. II 173 195. V 195.

Frederiksberg Have. I 232. II 175 197.

Frederiks Hospital. I 224. II 188.

Frihedsstøtten. V 64 65.

Frijsenborg. VI 22.

Frue Kirke. II 264. V 47 52 63.

Fyen. III 104 105 145. V 56 60 97 256. VI 43.

galliske Kyst. III 68.

Gammel-Skagen. III 184 190 191 193 196.

Ganges. IV 51.

Gemmi. IV 124 137.

Genfersøen. IV 124 148 150.

Geyser. II 260.

Gisselfeldt. VI 7.

Glorup. IV 216 (note brevdatering). VI 9.

Glænø, se Vænø.

Gomorra. II 248.

Gothersgaden. I 233. II 198.

Grenen. III 190 193. VI 18.

Grindelwald. IV 121 124 128 130 137 138 154 155.

Grækenland (Hellenernes land). II 260. IV 31 39 41. VI 5.

Grønland. II 100 163. IV 30 (note) 50. V 62 110.

Grønsund. V 99 103.

Graasteen. VI 9.

Gudenaa. II 297 298 304 306.

Gyldenlund. V 179. VI 30.

Hallandsaas (i København). I 216. II 181.

Hedeby. III 76 79.

Hekla. II 260.

Herculanum. III 164.

Herning. II 301.

Himmalaia (Himalaya). I 148.

Hindostan. IV 213.

Hjørring. III 63 195.

Hofbrostræde. V 54.

Holland. III 182. V 60. VI 8.

Holmen. I 215. II 180. V 101.

Holsteinborg. V 44 45. VI 22 26.

Huusby-Klitter. III 175 182 184 197.

Hveen. V 58. VI 30.

Hvidberg Kirke. IV 205.

Hyskenstræde. III 34.

Høibroplads. I 215. II 180.

Høien (Gammel-Skagen). III 190.

Indien. IV 87 94.

Interlaken. IV 136 137 139 140 142 150 154.

391

Irland. II 259.

Island. II 260. IV 51 116.

Israel. IV 64.

Issefjorden. III 141.

Italien. I 235 236 237. II 200 201 202 260. III 145 163 166. IV 14 18 19 131 135 147 (note, rejsenotat). VI 21.

Japan. II 19 22.

Jerusalem. III 142. IV 175.

Jomfruen. IV 124 128 138 140.

Jura. IV 160 161. V 124 (note). VI 28.

Jylland. I 217. II 303 305. III 63 171 172 176 178 183 184. IV 202. V 56 57 103 255 258. VI 17 41 44.

Jødeland. III 18.

Sanct Jørgens Port. III 143.

Kaffernes Land. I 145.

Kannikestræde. I 225. II 190.

Katakomberne. V 83.

Kattegat. III 86. V 257.

Kielerfjord. III 142.

Kina. Se China.

København (Axels Hus, Havn). I 213 224 233. II 120 173 178 188 198 263 264 271 295 303 304 306 315. III 34 42 140-145 166 188. IV 246. V 46-56 60 62-67 96 99 100 139 179 194 195 (note) 255. VI 16 22 25 26 27 31 41. Desuden nævnt i udgavebeskrivelserne.

Kjødmangergade (Købmagergade). V 99.

Kloakerne under Paris. V 83.

Klokkedybet. III 98 99 100.

Knippelsbro. II 305.

Kongens Have. I 26 65.

Kongens Nytorv. I 215. II 178 180.

Korsør. II 126 127 128. III 140 142 143 145.

Krebsehuset. III 144.

Kremt. IV 234 235 241.

Kronborg. II 98 101 102.

Kunstakademiet (Charlottenborg Slot). IV 235.

Kunstkammeret. I 42.

Kyffhäuser-Bjerget. VI 8.

Køb-. Se Kjøb-.

Køge. II 126 128 261-265 270 273. V 52.

Køge Bugt. II 270. V 52.

Køge Kirke. II 269 271 273.

Køge Aa. II 269.

Køln. II 181.

Landskrona. V 179. VI 30.

Langeland. V 128 245.

Langelinie. I 226. II 190.

Lapland. II 69 71. IV 50.

Leipzig. VI 10 11.

Lepanto-Bugten. IV 33 36 39.

Lille Torvegade. I 215. II 180.

Limfjorden. III 64 190 191.

(lé) Locle. V 124 (note).

Livorno. VI 22.

Lolland. V 60 128 245.

Lombardersletten. II 271.

London.III140. VI 9.

Lübeck. III 34. V 53.

Lyon. IV 131.

Lutschine. IV 128 137 141.

Løkken. IV 207.

Laaland (Lolland). V 60.

Mabille. V 85.

Magdalenekirken (Madeleine). V 82.

Malmø. V 179. VI 30.

Malta. IV 39.

Marbach. V 22-26. VI 13 (fejlagtigt: Marburg).

Marsmarken. V 75 76 83 86 89.

Maxen ved Dresden. III 12 (i dedik.). VI 8 14.

Meiringen. IV 123.

Memnon-Støtten. IV 116.

Middelhavet. III 88 163.

Milano. II 270.

Montblanc. I 236. II 201 259.

Montreux. IV 150 156 157 158. VI 21.

Moskva. IV 234 241.

Munkemose. III 98.

Munken (Mönch). IV 128.

Munkholms Klippeø. IV 62. V 62.

392

Mycene. IV 30.

Møen. II 81.

Neapel (Napoli). I 213. III 140 164. VI 8.

Neckar. V 22.

Neuenkirchen. V 225.

Nilen. III 63 70 74 88 89 90. IV 264.

Nissumfjord. III 172 175 178 182 186.

Nonnebakken. III 99.

Norden. II 236 237 259 260. III 163. IV 14 44 45 123. V 49 130 (note) 131 (note).

Nordhavet. II 236 237.

Nordkap. I 143.

Nordpolen. II 69 319 321. IV 113.

Nordsjælland. V 257. VI 42.

Nordsøen, se Vesterhavet.

Norge. II 81 83 84 99 237 260. III 182 183 193. IV 234. V 49 62 66 101 109 113.

Notre-Dame. V 79.

Nyboder. I 233. II 172 175 176 177 189 197. V 46 (note). VI 6.

Nyborg. III 143 145. IV 216 (note, brevdatering).

Ny-Holland (Australien). I 150.

Nurnberg. II 268 269.

Nysø. VI 7.

Nytorv. I 215.

Nørrebro. V 196.

Nørrebæk. V 97 98.

Nørreport. V 196.

Nørre-Vosborg. III 178 179 182 186 187.

Odense. III 98 143 145. V 128 245. VI 16 22 31.

Odense Aa. III 98 99 100. VI 12 16.

Oldenburg. VI 8 9.

Orienten. IV 43 114.

Ottesund (Oddesund). IV 205.

Palazzo degli Uffizi. IV 15 28.

Paris. II 260. III 140. V 69 71 74 76 77 83 84 89 90 124 (note). VI 25 27 30.

Parnas (gr.bjerg). IV 32 34 37.

Parnasset (lokalitet nær Sorø). III 144.

Patras. IV 38.

Pavestaten (Vatikanstaten). IV 166.

(St.) Petersborg. III 171.

Peterskirken. II 260. IV 240.

Philosophgangen. III 144.

Piazza del Granduca. IV 13 15.

Piazza della Trinità. IV 27.

Polarhavet. I 143.

Polyteknisk Læreanstalt. V 16 17.

Pommern. II 236.

Pompeji. III 164.

Porta rossa. IV 13 18 19 28.

Portugal. IV 60 106 111.

Postgaarden (hotel i Slagelse). V 16.

Provence. II 225.

Præstø. II 126 128. VI 11.

Pultorva (Poltava). V 256. VI 41.

Pyramidernes Land, se Ægypten.

Ramme. III 192.

Randers. II 298.

Ravenna. IV 18 19.

Regensen. V 57 (note) 99.

Rheden. I 218. II 100 183. V 65.

Rhinen, Rhinstrømmen. I 227. II 259 270. V 22.

Rhônedalen. IV 124 127 142 157 162.

Rhônefloden. IV 131 135 148 150 157.

Rhône-Gletscheren. IV 135.

Ringkøbing. III 186 188 189.

Ringkøbing Fjord. III 181 189.

Ringsted. I 216. II 181.

Rolighed (familien Melchiors landsted). V 179 207 (note, brevdatering). VI 23 29.

Rom. I 213 236. II 201 260. III 162 163 164. IV 166 167 171 173 176 (note, ms. - datering) 179 (ligeledes) 203 236. V 53. VI 21.

Rosenborg. I 228. II 193 296. V 58 179.

Rosenvænget. V 179.

Roskilde. I 216. II 127 128 181. III 141 144. V 50 52 57.

393

Roskilde Domkirke. V 59.

Rostock. V 53.

Rundetaarn. I 24 29. II 101 173 175. III 59. V 47 58 63 99.

Rungsted. V 179. VI 31.

Rusland. III 171. IV 241. V 65.

Rørvig. V 257. VI 42.

Salling. IV 205.

Samsø. V 58.

Sanct Helena. V 62.

Sanct Petri (kirke i København). V 63.

Santa Croce (kirke i Firenze). IV 18 21.

Savoyen. IV 150 151 160 161.

Schreckhorn. IV 121 137.

Schweitz. I 235 236. II 200 201. III 142. IV 121 147 (note, rejsenotat) 160 161. V 25 246. VI 21.

Seinen. V 76.

Seishede. II 297 298 304 305 306.

Serritslev. V 52.

Setubal. VI 23.

Sigersted. III 141.

Silkeborg. II 297. V 113 (note, ms. - datering) 128. VI 26.

Silkeborg Aaleværk. II 298.

Simplon. IV 124 131 135.

Sion. IV 135 136.

Sjælland. III 124. V 44 45 49 50 52.

Sjællands Stift. II 125. III 104.

Skagen. III 63 189 190 (Vendilskaga) 192 193 197 198. V 12 (i udg.-beskrivelse) 128. VI 17 18.

Skelskør. V 52. VI 16.

Skjærumaa. III 178.

Skotland. II 260. III 171. V 104.

Slagelse. III 142 144. V 16.

Slesvig. VI 15 21.

Slotsholmen. III 36.

Slotspladsen (Kbh.). II 180.

Slottet (Kbh.). II 120. V 59 63.

Smidstrup Mark. III 110.

Smyrna. IV 43.

Sodoma. II 248.

Solbjerg. V 52.

Sorø. II 127 128. III 125 141 142 144. V 53 128 245. VI 22.

Sorø Akademi. III 141.

Spanien. III 169 171 175 176 182 188 190 191 196. IV 106.

Sparta. IV 30.

(Marmor)-Sphinxen. III 70 73.

Spitsberg. II 69.

Sprogø. III 142.

St. Maurice. IV 135 136 148.

Staubbach. IV 124.

Stockholm. III 171. V 55.

Storebælt. III 104 105. V 58.

Stuttgart. V 25 26.

Svendborg. VI 11.

Sverrige. II 81 99. V 19. VI 9 12.

Sydpolen. IV 113 (note).

Sønderborg Slot. V 56.

Søndermarken. III 140.

Them. II 302.

Themsen. II 259.

Thessaliens Bjerge. IV 115.

Thorvaldsens Museum. II 120 121.

Tracymenes. I 236. II 201.

Throndhjem. V 62.

Thy. IV 203 204 205.

Thüringen. III 36 39 43.

Tjæreby. III 105.

Toledo. VI 23.

Trekroner. V 179. VI 30.

Triumfbuen. V 80.

Tydskland. II 121 260. IV 147 (note.

rejsenotat). V 25 52. VI 7 (note) 10.

Uffizierne, se Palazzo degli Ufflzi.

Ulfeldts Plads. V 64 65.

Ulvborg Herred. III 179.

Uppsala. II 76 (note, i dedikation). IV 57.

Uranienborg. V 58.

Valdemars Taarn. V 53.

(Canton) Wallis. IV 124 130 131 133 135 138 139 143.

Wallisdalen. IV 135.

394

Wartburg. III 36 37 38 41. IV 51.

Vartou. II 295 296.

Vatikanet. IV 167.

(Canton) Vaud. IV 135 139 143.

Weimar. III 39 40.

Vejle. V 96.

Vendilskaga, se Skagen.

Vendôme-Søjlen. V 79.

Vendsyssel. III 63.

Venedig (Venezia). IV 129. V 179. VI 30.

Vernex. IV 150.

Vesterbro. V 195.

Vesterby. III 190.

Vesterhavet. III 86 172 176 178 179 186 188. IV 202.

Vesterport. V 52 53 63 64 196.

Vestjylland. III 104 105. V 139.

Vestkysten. V 139.

Vesuv. II 74. III 164.

Wetterhorn. IV 121 129.

Viborg. III 111 193. IV 61.

Wien. II 111. III 140. VI 5 (note).

Vildmosen. III 63-66 68 73 74 90 92. IV 202.

Villeneuve. IV 150 157 158 159.

Volden. I 65 231. II 196 305. V 179.

Vordingborg. II 126.

Würtemberg. V 22.

Vænø. V 12 (i udg.-beskrivelse) 44 45. VI 26.

Ægypten. I 161 163. II 42 91. III 20 64 65 66 70 71 73 76 88 89 90 94. IV 39 95 264. V 75 128 246 252.

Ægypternes Pyramider. I 150. III 85 92.

Ætna. II 74.

Øresund. II 98. V 65 179.

Østerby. III 190.

Østergade. I 213-216 219 223 226. II 178-181 184 187 188 190.

Østerport. I 215. II 181.

Østersøen. I 223. II 236 237.

Aalborg Fjord. IV 202.

Aarhus. II 304 305. V 96 128 245.

395

Værkregister til bind I-VII

Der henvises ikke til Samlede Skrifter 2. udgave. Kursivering af sidetal henviser til selve eventyrteksten og central omtale af bog eller tekst.

Henvisning til samme sidetal to gange betyder omtale af eventyret under to forskellige eventyr.

Samlede og blandede skrifter

Reiseskizzer og Pennetegninger. V 13. VI 26 211.

Samlede Skrifter. Attende Bind (1855). II 7. III 6. VI 71 72 73 79.

- Nittende Bind (1855). 113. II 7. III 6. VI 69 76.

- Tyvende Bind (1855). 113. II 7. III 6. VI 69 76.

- Femogtyvende Bind (1868). III 6. IV 8. V 7 13-15. VI 73 75 76 209-212. VII 307-308.

- Seksogtyvende Bind (1868). III 6. IV 7 8. V 7 16-26. VI 73 75-77 209-212. VII 308-312.

- Syvogtyvende Bind (1868). III 6. IV 7. V 7 27-43. VI 73 75-78 209-212. VII 312-319 357.

- Otteogtyvende Bind (1868). V 7 44-67. VI 209-212. VII 320-333.

- Niogtyvende Bind (1876). V 7.

Tre Digtninger. I 211-238. II 178. VI 145-147. VII 70-82 132.

Ungdomsforsøg. VII 65.

Eventyrsamlinger

A Christmas Greeting to my English Friends. VI 161. VII 120 122 125 126 128 135.

A Poet's Day Dreams. VII 159 166.

Eventyr (1850). I 13 14. II 7 8 169-212. III 6. VI 58 61 65 66 68 78 80 162. VII 3 70 130-136.

- 2. Oplag (1854). 113. II 7. VI 68 69 76 78 80.

Eventyr, fortalte for Børn. Første Samling. Første Hefte (1835). I 21-49. VI 3 63 123-129. VII 19-29 30.

- - - 2. Oplag (1842). I 13. VI 63.

- - - 3. Oplag (1845). I 13.

- - Andet Hefte (1835). I 51-84. VI 4 63 129-133. VII 30-36.

- - - 2. Oplag (1843). VI 63.

- - Tredie Hefte (1837). I 85-111. VI 5 64 133-136. VII 37-41.

- - - 2. Oplag (1846). I 13. VI 64.

Eventyr, fortalte for Børn. Ny Samling. Første Hefte (1838). I 117-138. VI 64 136-138. VII 42-46 64.

- - - 2. Oplag (1846). I 13. VI 64.

- - Andet Hefte (1839). I 141-164. VI 64 138-139. VII 47-55 60 64.

- - - 2. Oplag (1847). VI 64.

- - Tredie Hefte (1842). I 165-188. VI 64 139-40. VII 56-64.

- - - 2. Oplag (1847). I 13. VI 64. Eventyr og Historier. Første Bind (1862). I 14. II 7. IV 7 8 11-45. VI 68 74-76 79 80 111 189-193. VII 225-232.

- Andet Bind (1863). II 7. III 6. IV 7 8 46-66. VI 68 71 74 75 77 79 80 111 189-193. VII 233-243.

- Tredie Bind (1870). III 6. IV 7. V 7. VI 80.

- Fjerde Bind (1871). IV 7. V 7. VI 80.

- Femte Bind (1874). V 7 111-118. VI 58 80 221-222. VII 10 346-349.

15 Eventyr og Historier (1867). III 6. IV 7. VI 76 81.

396

Historier. Første Samling (1852). II 7 215-241. VI 10 71 72 163-165. VII 137-147 388.

- Anden Samling (1853). II 7 243-273. VI 10 71 72 165-168. VII 148-157.

Historier (1855). II 7 8 275-326. III 6. VI 11 71-73 78 79 169-170. VII 152 158-170.

Nye Eventyr. Første Bind. Første Samling (1844). II 15-38. VI 7 66

149-154 225. VII 83-89 91 113.

- - - 2. Oplag (1844). VI 66.

- - - 3. Oplag (1847). VI 66.

- - Anden Samling (1845). II 39-76. VI 7 58 155-156. VII 90-98.

- - Tredie Samling (1845). II 77-102. VI 8 58 156-158. VII 99-109 234.

Nye Eventyr. Andet Bind. Første Samling (1847). II 8 105-140. VI 8

58 67 158-159. VII 110-119.

- - Anden Samling (1848). II 141-167. VI 8 58 159-161. VII 120-129.

Nye Eventyr og Historier. Første Række. Første Samling (1858). III

11-60. VI 13 14 73 75 171-176. VII 171-182 190.

- - - 2. Oplag (1858). VI 73.

- - - 3. Oplag (1859). VI 73.

- - - 4. Oplag (1865). VI 73 76.

- - Anden Samling (1858). III 61-100. VI 13 15 74 75 176-181. VII 183-193.

- - - 2. Oplag (1860). VI 74 76.

- - Tredie Samling (1859). III 101-145. VI 13 16 59 74 76 181-184. VII 194-209.

- - - 2. Oplag (1861). VI 74.

- - Fjerde Samling (1860). III 147-198. VI 13 16 74 75 184-188. VII 210-224.

- - - 2. Oplag (1861). VI 74 77.

Nye Eventyr og Historier. Anden Række. Første Samling (1861). IV 69-117. VI 13 19 75 77 194-198. VII 244-260 280.

- - - 2. Oplag (1869). VI 75.

- - Anden Samling (1862). IV 119-179. VI 13 20f 75 77 198-204. VII 261-278 280.

- - - 2. Oplag (1865). IV 9. VI 75.

- - Tredie Samling (1865). IV 9 181-223. VI 21 75 78 204-205. VII 279-293.

- - Fjerde Samling (1866). IV 225-265. VI 22 75 78 206-208. VII

294-306.

Nye Eventyr og Historier. Tredie Række. Første Samling (1872). V 7

121-176. VI 28 80 223-225. VII 350-366.

- - Anden Samling (1872). V 7 177-222. VI 29ff 80 225-230. VII 367-379.

Tre nye Eventyr og Historier (1870). V 91-110. VI 27 80 217-220. VII 339-345 350.

Enkelte eventyr

ABC-Bogen. III 56-60. VI 13-15 74 172-175. VII 6 39 181-182.

»Alt paa sin rette Plads!« II 247-254. VI 10 166-168. VII 3 64 149-151 205 253 369.

Anne Lisbeth. III 121 127-136. VI 13 16 182-184. VII 198 202-204.

Barnet i Graven. III 152-158. VI 13 16 17 184-187. VII 7 13 211-212.

Bedstemoder. IV 8 46-49. VI 7 9 190-192. VII 13 131 233-234.

Bispen paa Børglum og hans Frænde. IV 202-207. VI 13 21 22 204 205. VII 14 273 286-288 314.

Boghveden. I 187-188. VI 5 6 139 140. VII 56 63-64 150 212 307.

Børnesnak. III 137-139. VI 13 16 77 182 183. VII 6 204-205 318.

»Dandse, dandse Dukke min!« V 157-158. VI 28. VII 15 361.

Danish Popular Legends. V 254-260. VII 11 18 386, sml.:

Danske Folkesagn. VI 40-46. VII 11 387.

397

De blaae Bjerge. VI 38-39.

»Deilig!« III 162-168. VI 13 16 17 184-187. VII 213-214.

Den fattige Kone og den lille Canariefugl. V 227. VII 238 380.

Den flyvende Kuffert. I 154-159. VI 5 138 139. VII 1 47 53-54 60 63 73 84.

Den gamle Gadeløgte. II 107-112. VI 8 68. VII 3 110-111 111 112 117 120 170 285 324.

Den gamle Gravsteen. II 288-290. VI 11. VII 4 13 142 161.

Den gamle Gud lever endnu. V 230-232. VII 381.

Den gamle Kirkeklokke. V 22-26. VI 13 23 210. VII 9 14 15 310-312

Den grimme Ælling. II 30-38. VI 7 150-154 156 161 196 198. VII 2 86 87-89 160 247 254 305 355.

Den lille Havfrue. I 87-106. II 8. VI 4 5 61 134-136. VII 1 37-40 40 52 59 95 266 306 335.

Den lille Idas Blomster. I 43-49. VI 4 5 125 128 130 131. VII 1 26-29 43 59 148 306 361.

Den lille Pige med Svovlstikkerne. II 7 153-155. VI 8 9. VII 12 124-125 157 225 319.

Den lykkelige Familie. II 156-159. VI 9 159 187. VII 88 120 125-126 187 247.

Den onde Fyrste. II 9 12. V 13-15. VI 13 23 210. VII 14 61 63 152 307-308.

Den sidste Perle. II 307-309. VI 11. VII 5 13 166.

Den standhaftige Tinsoldat. I 121-124. VI 5 136 137 182 195. VII 1 42 43-44 44.

Den store Søslange. V 161-169. VI 28 29 223 224. VII 15 153 362-364.

Den stumme Bog. IV 57-58. VI 10 191 192. VII 13 237-238 295.

Den uartige Dreng. I 64-66. VI 4 130 133. VII 32-33.

»Der er Forskjel«. II 277-280. VI 11 169. VII 4 13 142 144 158 161 236 243 287.

De røde Skoe. II 85-90. VI 8 157 158. VII 12 102-104 198 202.

De smaa Grønne. V 32-33 39. VI 23 210f. VII 14 314-315 317 322.

Det er Dig, Fabelen sigter til! V 228-230. VII 380.

Det er ganske vist! II 233-235. VI 10 20 29 163-165. VII 143 189 339 388.

Det gamle Egetræes sidste Drøm. III 51-55. IV 185. VI 13-15 78 172 174-176. VII 6 175 178 180-181 189 217 282 306 336.

Det gamle Huus. II 143-150 151 156 165 170. VI 8 9 160 161. VII 3 106 120-122 122 126 128 135 161.

Det nye Aarhundredes Musa. IV 8 112-117. VI 13 19 20 194-197 198. VII 8 185 255-260 282 336 357 383.

Det sjunkne Kloster. V 225-226. VII 380.

Det Utroligste. V 148-153. VI 28 29 225. VII 14 18 358-360.

De vilde Svaner. I 125-138. VI 5 135 136. VII 1 42 44-46 47 95 190.

De Vises Steen. III 6 25. IV 7 87-100. VI 12 13 19 20 75 77 194-197. VII 7 13 160 249-252 281 306 317 348 369.

Dryaden. V 7 12 69-90. VI 26f 80 213-216. VII 10 172 257 282 334-338 351 356.

Dynd-Kongens Datter. III 63-94. V 112. VI 13 15 76 109 177-180 183 184 203. VII 6 137 139 160 183-190 190 250 306 382.

Dødningen. I 14 67 189-209. V 8. VI 3 105 111 141-144. VII 19 33-36 65-70 99 119 151 308.

Elverhøi. II 79-84 91 93 98 143. VI 8 157. VII 29 91 99-102 102 104 113 151 173 347 351.

Engelen. II 15-27 27. VI 7 150-153. VII 2 83 85 127 159.

En Historie. IV 52-56. VI 10 191. VII 13 198 211 221 235-237.

En Historie fra Klitterne. III 169-198. VI 13 16 17ff 59 77 184-187. VII 7 214-224 249.

398

En Rose fra Homers Grav. IV 43-45. VI 5 190. VII 13 232 234.

Et Billede fra Castelsvolden. II 228. VI 10 164. VII 12 141-142 163 172.

Et Blad fra Himlen. II 285-287. VI 11. VII 159-160 166 185.

Et godt Humeur. II 238-241. VI 10 163-165. VII 145-147 151 205 299 304.

Et Stykke Perlesnor. III 140-145. VI 13 16 77 182. VII 13 205-209 353.

Fem fra en Ærtebælg. II 281-284 319. VI 11 169. VII 4 13 59 158-159 179.

Flaskehalsen. III 6 25-33. IV 87. VI 12-15 76 171-176. VII 13 171 173-175 203 252.

Flipperne. II 165-167 170. VI 9 29 160. VII 120 128-129 136 298 347.

Flyttedagen. IV 246-249. VI 13 22 208. VII 14 201 209 298-300.

Folkesangens Fugl. V 29-31. VI 22 210. VII 14 292 313-314 326 383.

Fra et Vindue i Vartou. II 295-296. VI 11. VII 141 163-164 174.

Fugl Phønix. IV 8 9 50-51. VI 9 191. VII 7 13 50 234-235 258.

Fyrtøiet. I 23-29. VI 4 124 131 132 181. VII 19-23 25 23 27 53 54 349 350.

Gartneren og Herskabet. V 122 170-176 204. VI 28 29 223 224. VII 297 365-366.

Gjemt er ikke glemt. IV 227-229 230. VI 22 208. VII 294-295 296 341.

Grantræet. II 40 41-48. VI 7 155 156. VII 4 90-91 92 96 101 104 113 135 160 162 178 335.

Gudfaders Billedbog. V 12 46-67. VI 25 211 212. VII 10 14 150 314 315 318 320 321-333 346 356 383.

Guldskat. IV 212-219. VI 21 22 205. VII 289 290-291 296.

Gaardhanen og Veirhanen. III 159-161. VI 13 16 184 186. VII 212.

Gaaseurten. I 117-120. VI 5 137. VII 29 42-43 44 78 121 148 273 335.

Hans og Grethe. VI 35-37.

Herrebladene. V 141 247-250. VII 15 16 384-385.

Historien om en Moder. I 107. II 8 160-164. VI 9 17 160 161. VII 95 120 126-128 206 211 237.

Hjertesorg. II 245-246. VI 10 166. VII 148-149 200.

Holger Danske. II 98-102. VI 8 157 158. VII 99 106-109 144.

»Hun duede ikke«. II 310-316. VI 11 12 169 170. VII 13 115 166 166-168 202.

Hurtigløberne. III 95-97. VI 13 15 177 180. VII 157 184 190-191 247.

Hvad Fatter gjør, det er altid det Rigtige. IV 7 82-86. VI 13 19 20 194 196 197. VII 248-249 344 382.

Hvad gamle Johanne fortalte. V 180-192. VI 31 225 227-230. VII 154 361 367-370 375.

Hvad hele Familien sagde. V 154-156. VI 28 29. VII 15 360-361.

Hvad man kan hitte paa. V 108-110. VI 27 28 217 218 220. VII 10 249 343-345 349 350 382.

Hvad Tidselen oplevede. V 104-107. VI 27 28 217-220. VII 340 342-343 350.

Hvem var den Lykkeligste? V 141-144. VI 28. VII 14 357.

Hyldemoer. II 12 171-177. VI 6 162. VII 12 92 130-131 137 154 172 206 249 265 281 282 335 372.

Hyrdinden og Skorstensfeieren. II 93-97. VI 8 157. VII 2 85 99 105-106.

Hønse-Grethes Familie. V 93-103 141. VI 27f 217-220. VII 10 17 295 339-342 350.

Hørren. II 209-212. VI 9 162. VII 3 12 129 135-136 151 289 347.

I Andegaarden. IV 106-111. VI 13 19 194-197. VII 254-255.

Ib og lille Christine. II 297-306. VI 11. VII 5 45 154 162 164-166 168 218.

I Børnestuen. IV 208-211. VI 21 205. VII 8 289-290 290.

399

Iisjomfruen. IV 121-162. VI 13 21 77 114 199-204. VII 8 54 261-272 272.

Jødepigen. IV 63-66. VI 12 79 192. VII 13 238 242-243.

Kartoflerne. V 237. VII 11 298 344 358 381-382.

Keiserens nye Klæder. I 13 107-111. II 160. VI 4 66. VII 1 40-41 59 85.

Kjærestefolkene. II 15 27-29. VI 7 150 152 153 182 184 195. VII 85-86.

Klods-Hans. II 291-294. VI 11 29. VII 4 91 104 119 162 191.

Klokkedybet. III 98-100. VI 13 15 16 175. VII 13 100 186 191-193 353.

Klokken. II 9 204-208. VI 6 162. VII 3 12 133-134.

Kometen. V 126-129. VI 28 29. VII 14 16 351-353 354 365 384.

Krøblingen. V 204-212. VI 31 32 225-230. VII 48 348 370 373-375 381.

Laserne. V 7 113-114. VI 26 81 221. VII 10 14 129 289 346-347.

Lille Claus og store Claus. I 30-40. VI 4 124 125 127 131 132. VII 23-25.

Lille Tuk. II 125-128. VI 8 159. VII 29 95 114-117 206 325 353 355.

Loppen og Professoren. V 7 112 115-118. VI 81 221 222 224. VII 14 347-349 370 373.

Lygtemændene ere i Byen, sagde Mosekonen. IV 183-194. VI 21 204 205. VII 8 66 180 194 279-284 290 293 297 339.

Lykken kan ligge i en Pind. V 123-125. VI 28. VII 14 350-351 351 354 365.

Lykkens Kalosker. I 14 211-238. II 7 12 178-203. V 8. VI 5 105 111 139 145-147 162. VII 2 3 12 40 42 52 70-82 93 94 111 121 123 132 166 175 176 212 251 283 302 335 344 356.

Lysene. V 136 145-147. VI 28 29 223. VII 14 17 131 357-358 382.

»Man siger -«! V 243-244. VII 11 255 256 314 324 378 383.

Marionetspilleren. IV 8. V 16-19 192 210. VII 14 146 308-309 372.

Metalsvinet. IV 8 13-29. VI 5 111 190. VII 13 125 225-228 242.

Moster. IV 9 254-258. VI 22 23 207 208. VII 9 302-305.

Nabofamilierne. II 113-121. VI 8 158 159. VII 111-113 115 205 235 333.

Nattergalen. II 18-26. VI 7 113 150-153. VII 2 63 83-85 94 96 160 255.

Nissen hos Spekhøkeren. II 255-258. VI 10 166. VII 3 151-152 256 317 377.

Nissen og Madamen. V 34-38 39. VI 23 112 211. VII 14 316-317.

»Noget«. III 45-50. VI 13-15 172-176. VII 104 175 178-179 180 181 189 297 317 374.

Oldefae'r. V 136-140 145. VI 28 29. VII 14 18 355-357 359 364.

Ole Lukøie. I 167-176. VI 5 6 139. VII 2 29 43 56-60 60 84 88 89 94 112 113 157 159 171 185 191 247 248 302.

Om Aartusinder. II 259-260. VI 10 166. VII 12 152-153 348.

Paradisets Have. I 141-153. VI 5 137-139. VII 45 47-52 60 84 96 97 152 159 169 234 235 249 251 374.

Pebersvendens Nathue. III 34-44. VI 13-15 76 172-175. VII 6 175-178 181 188 325 382.

Petter, Peter og Peer. V 39-43. VI 23 211. VII 9 14 317-319 357.

Pen og Blækhuus. III 149-151. VI 13 16 17 32 184 187. VII 210-211 256.

Pengegrisen. II 323-326. VI 11 72 73. VII 5 13 170.

Pigen, som traadte paa Brødet. III 113-120. IV 188. VI 13 16 182 184. VII 6 104 197-199 202 282 283 374.

Portnerens Søn. IV 229 230-245 259. VI 22 23 206-208. VII 9 294 295-298 305 339 372.

Portnøglen. V 193-203. VI 31 32 226 227 229. VII 11 367 370-373.

Prindsessen paa Ærten. I 41-42. V 227. VI 4 124 125 127 130 131. VII 1 25-26 380.

400

Psychen. IV 166-176. VI 13 21 114 199-204. VII 273-277 277.

Paa den yderste Dag. II 229-232. VI 10 163 169. VII 104 142-143 161 285.

Qvæk. V 141 251-252. VII 385.

Reisekammeraten. I 14 67-84 191. VI 3 4 130-132 134 144. VII 12 33-36 45 61 65-68 119 151 171 190 191 234 308.

Rosen-Alfen. I 177-181. VI 5 6 137 139. VII 12 47 48 56 60-61 62 171 172 232 308 335.

Skarnbassen. IV 75-81. VI 13 19 194-197. VII 244 246-248.

Skriveren. V 253. VII 386.

Skrubtudsen. IV 230 245 259-265. VI 22 23 206-208. VII 9 294 305-306.

Skyggen. II 129-140 170. VI 8 158 159 161. VII 3 52 101 114 117-119 120 152 248 249.

Smaahistorier. V 228-232. VI 35-39. VII 11 380-381. VI 35-39.

Sneedronningen. II 8 41 49-76. VI 7 8 155 156 161. VII 78 90 91-98 101 103 115 128 130 140 158 195 249 251 266 288 314 341.

Sneemanden. IV 101-105. VI 13 19 20 195-197. VII 244 252-254.

Sneglen og Rosenhækken. IV 177-179. VI 13 21 77 199 200 202 203. VII 8 160 277-278.

Solskins-Historier. V 133-135. VI 28 29. VII 14 16 115 351 354-355.

Sommerfuglen. IV 163-165. VI 13 20 21 199 200 203. VII 14 272-273 357.

Sommergjækken. IV 250-253. VI 22 23 206-208. VII 14 273 301-302.

Springfyrene. II 91-92. VI 7 157. VII 104-105 191.

»Spørg Amagermo'er«! V 159-160. VI 28. VII 15 362.

Stoppenaalen. II 7 9 122-124. VI 7 8 159 182. VII 3 12 59 113-114 233.

Storkene. I 160-164. VI 5 138 139. VII 1 48 54-55 58 60 88 185 186 319.

Stormen flytter Skilt. IV 220-223. VI 21 22 205. VII 179 292-293 313 356.

Suppe paa en Pølsepind. III 13-24. VI 13-15 172-176. VII 6 171-173 317 335 351.

Svanereden. II 236-237 319. VI 10 164 165. VII 12 142 144-145 153 161 186.

Svinedrengen. I 13 182-186. VI 5 6 66 139. VII 2 56 60 61-63 83 103 296 297.

Sølvskillingen. IV 198-201. VI 13 21 22 204 205. VII 14 261 262 286.

Talismanen. V 229-230. VII 375 381.

Tante Tandpine. V 213-222. VI 31 32 221 223 226-230. VII 91 151 348 370 373 375-379 383.

[Temperamenterne.] V 233-236. VII 381.

Theepotten. V 27-28. VI 23 210. VII 14 312-313.

To Brødre. V 20-21. VI 13 23 210. VII 14 309-310.

To Jomfruer. II 317-318. VI 11. VII 5 13 168-169.

Tolv med Posten. IV 71-74. VI 13 19 194. VII 7 244-246 246 353.

Tommelise. 114 53-63. VI 4 5 130-136. VII 1 30-32 32 34 37 64 88 186 191.

Taarnvægteren Ole. III 121-126 127 133. VI 13 16 182 183. VII 6 199-201 203 236 298 324 341.

Ugedagene. V 130-132 141. VI 28 29. VII 10 14 353-354.

Under Piletræet. II 261-273. VI 10 168. VII 153-157 164 176 191 247 368.

Urbanus. V 238-239. VII 190 382.

Vanddraaben. II 151-152. VI 8 9 159. VII 79 120 122-124 143 200 315.

Ved det yderste Hav. II 319-322. VI 11 72 73. VII 5 13 169-170.

Veirmøllen. IV 195-197. VI 21 22 205. VII 285 290.

Venskabs-Pagten. IV 8 13 30-42. VI 5 111 190. VII 7 13 220 228-231 239.

Verdens deiligste Rose. II 225-227. VI 10 164 169. VII 3 12 140-141 142 144 160 161 166 185 287.

Vinden fortæller om Valdemar Daae og hans Døttre. III 103-112. IV 185. 401 VI 13 16 181-184 218 220. VII 6 194-197 243 273 282 336 339.

Vor gamle Skolemester. V 126 245-246. VI 11 352 383-384.

Vænø og Glænø. V 12 35 39 44-45. VI 26 211. VII 14 320-321.

Æblet. V 240-242. VII 176 350 382-383.

»Ærens Tornevei«. IV 59-62. VI 12 79 192. VII 13 238-242 242 314 327 328.

Aarets Historie. II 217-224. III 10. IV 68. VI 10 163-165 169. VII 137-140 183 201 245 353.

Digtsamlinger

Deviser med Presenter paa et Juletræ. VII 343.

Digte (1830). I 67 189-209. VI 3. VII 33 65 107 122 299.

Kjendte og glemte Digte. II 203.

Phantasier og Skizzer. VI 141. VII 69 123 200 352.

Vignetter til danske Digtere. VII 302 326.

Aarets tolv Maaneder. VII 24 29 43 94 131 137 139 140 163 196 245 196 251 258 275 375 387.

Enkelte digte

Aarets Børn. VII 245.

Aftenen. VII 68.

Alfernes Blomster. VII 61.

Alphabet-Bouquet. VII 273.

Bruden i Rørvig Kirke (Et Sagn). VII 387.

Bøgetræet. VII 53.

Cometen, et Sagn. VII 352.

Cometen 1834. VII 352.

Dampskibet Gudenaa. VII 241.

Danmark mit Fædreland (I Danmark er jeg født). VII 144.

Danske Poeter i Bouquet. VI 208.

De Danske og deres Konge. VII 164 330.

De danske Qvinder. VII 222.

Den lille Pige i Asylet. VII 353.

Den rædselsfulde Time. VII 28 181.

Den Ubekjendtes Mesterværk. VII 274.

Den vaade, sorte Snegl ved Rosen sad. VII 252.

Det døende Barn. VII 125 127.

Det Første og det Sidste. VII 123 200.

Det har Zombien gjort. I 212. VI 145. VII 70 71.

Digteren og Amor. VII 33.

Dødsøieblikket. VII 237.

Eibkongens Brud. VII 38.

En Digters sidste Sang. VII 210.

En rigtig Soldat. I 212. VI 145. VII 70 71.

En splinterny Dandse-Vise (1832). VII 36.

En tydsk Ballade. VII 57.

Epilog. Hver af os gjemmer i sin Hjertekrog. III 121.

Et Digt om Konerne. VII 63 307.

Farvel, du største Skjald i Norden. IV 50.

Flyttedagen i April. VII 299.

Foraar i Vinteren. VII 254.

Formens evige Magie. VII 171.

Havfruen ved Samsøe. VII 38 89 328.

Hjertesuk af en udtjent Damekjole. VII 136 163.

Hjerte-Suk til Maanen. VII 68.

Hjortetyven. VII 32 33.

Holger Danske. VII 107 108.

Hver Hæders Stand sin Skjønhed har. III 47.

Hvil sødt som var Du lagt i Dødens Skrin. VII 176.

Hvile paa Heden. VI 143.

Haandværkerens Vise. VII 179.

_ Jonas Collin. (En kraftig Villie og et Hjerte stort). IV 160.

Jylland mellem tvende Have. VII 218 221.

Kjærlighedens Vægtervers. VII 360.

Klintekorset paa Møen. VII 38 66 99 101.

402

»Kommer aldrig igjen!« VII 336.

Kunstner-Livet. VII 42 57 117 172.

Lille Lise ved Brønden. VII 319.

Lille Viggo. VII 29.

Livet en Drøm. VII 276.

Med en Almanak. VII 343.

Moderen med Barnet (Hist hvor Veien slaaer en Bugt). VII 89 249.

Morten Lange. VII 66.

Mosters Skjærmbræt. VII 32.

Nytaars-Aften 1848. VII 138.

Nytaars-Aften 1850. VII 138.

Nytaarsnat. VII 137.

Oldtids huuslige Liv. VII 185 186.

Pauli I Cor. 15, 42-44 (Naar Jordelarven brister). VII 285.

Phantasiebillede. VII 352.

Phantasus. VII 172.

Recension. VII 85.

Rimedjævelen. VII 69.

Risens Datter. VII 122.

»Rolighed«. V 179. VI 29 30. VII 11.

Rosen. VII 61.

Rosenknoppen. VII 232.

Rosen paa Kisten. VII 357.

Sjælen. VII 75 275.

Skolemesteren. VII 66.

Sneedronningen (digt 1829). VII 93 94.

Snegle-Spøt. V 29.

Studenten. VII 66.

Tanker ved en ituslagen Jydepotte. VII 146.

Til H.C. Ørsted. VII 333.

Tro det Bedste. VII 252.

Trøst i Tro. VII 333.

Dramatiske arbejder

Agnete og Havmanden. VI 135 136. VII 35 38 39 91 154 287.

Ahasverus. VI 114. VII 35 84 300.

Den nye Barselstue. VII 118.

Fuglen i Pæretræet. VII 87.

Han er ikke født. VI 112. VII 205 378.

Hr. Rasmussen. VII 147 319.

Hyldemoer (eventyrkomedie). V 233. VII 279 381.

I Vetturinens Vogn. Forspil. VII 80.

Kjærlighed paa Nicolai Taarn. VII 199.

Kunstens Dannevirke. VII 369.

Langebro. VII 199.

Kongen drømmer. VII 78.

Liden Kirsten. VI 54.

Lykkens Blomst. VII 75 102 151 159 295.

Maurerpigen. VI 136 139. VII 64 107.

Meer end Perler og Guld. VII 138 151 165 182 369.

Mikkels Kjærlighedshistorier i Paris. VI 210.

Mulatten. VI 139. VII 34 48 62 166 187 259 306.

Ole Lukøie (eventyrkomedie). VI 140. VII 149 150 193 279 362.

Paa Langebro. VII 283 369.

Ravnen. VI 143. VII 304.

Skilles og mødes. VII 293.

Romaner og noveller

Abenteuer und Märchen einer Neujahrsnacht auf einer Fussreise nach Amack. VII 168.

At være eller ikke være. VI 173. VII 78 145 146 174 175 180 184 200 203 216 238 242 249 251 256 259 260 266 279 285 304 318 321 332 357 371 377 387.

Billedbog uden Billeder. VI 58. VII 54 55 85 88 96 97 169 173 178 185 205 226 238 291.

Christian den Andens Dverg. VII 48 65 66 72 78 89 99 103 131 167 175 210 287.

De to Baronesser. VI 160 173. VII 34 64 101 106 110 139 145 146 148-150 154 155 157 202 214 250 259 283 295 299 302 319 332 343 364 373 375.

Fodreise fra Holmens Canal til Østpynten af Amager. VII 28-31 38 45 57 59 66-69 71 75-77 79 85 88 105 403 108 110 111 118 124 125 127 136 137 142 145-147 149 152 154 177 199 200 209 221 236 237 239 245 250-252 257 273 281 283 299 300 315 324 329 338 344 353 372 377.

Fragmenter af en ufuldført historisk Roman. VII 67 150.

Gjenfærdet ved Palnatokes Grav. VII 43 66 77.

Improvisatoren. V 227. VI 131 133 135 136 151. VII 19 30 38 45 46 52 85 88 89 105 117 129 134 137 153 156 157 166 199 200 226 229 242 273 276 277 297 319 335 358 364 368 380.

Kun en Spillemand. VI 131 136 146 151 170. VII 34 37 38 45 51 52 55 57 66 67 71 72 76 78 86 88 89 94 103 107 112 115 121 122 131 137 139 143 147 149 152 154 157 161 162 179 185-188 201 203 205 228 232 234 239 242 247 249 256 258 260 276 277 281 283 291 295 297 319 335 368 371 378.

Lykke-Peer. V 148. VI 161. VII 54 272 296 336 353 372.

O.T. VI 133. VII 29 32 35 36 43 54 57 71 99 103 108 115 123 128 131 134 141 146 148-150 154 157 165 167 186 192 204 206 208 214 218 219 236 238 269 270 284 293 319 332.

Sorøe-Gang. VII 66.

Rejseskildringer

Brudstykke fra en Udflugt i Sommeren 1829. VI 67 121 161 192 236 293.

En Digters Bazar. IV 7 13 30 32. VI 5 12 111 189 190. VII 64 81 97 107 116 134 178 193 195 209 225 228-232 271 274 275 277 306 357 379 381.

Et Besøg i Portugal 1866. VII 387.

I Spanien. VI 206. VII 216 282 312 337.

I Sverrig. IV 7 8 46 50 52 57. V 16. VI 9 12 79 189-191 210. VII 14 148 172 178 185-187 214 233-235 237 239 252 256-258 260 265 291 296 308 344 352.

Reise fra Kiøbenhavn til Rhinen. VII 91.

Silkeborg. VII 152 164 165f 364.

Skagen. V 12. VII 215 221 346.

Skyggebilleder. VI 3. VII 29 33 35 36 38 45 46 52 61 68 77 84 85 90 96 159 163 171 180 238 242 253 266 291 380.

Biografiske arbejder, dagbøger m.m.

Album. VI 161 208. VII 95 118 361.

Almanakker. VII 42 43 44 47 48 56 61 62 64 70 71 78 83 84 85 86 87 90 92 101 105 106 110 113 118 120 122 124 125 126 130 133 155 162 164 165 169 175 176 178 180 184 194 197 225 229 233 248 273 298 311 321.

Anmeldelse af H.C. Ørsteds Foredrag. VII 364.

Bemærkninger til Eventyr og Historier. V 12. VI 1-32. VII 20 23 25 27 30 32 37 40 42 43 44 48 53 54f 56 60 62 64 83 85 87 90 92 102 113 114 117 121 122 124 125 127 130 131 133 135 149 153 158 159 161 162 167 171 173 175 179 180 181 183 185 190 191f 194 197 202 205 206 211 213 215 216 233 234 242 246 248 249 252 261 263 272 274 277 280 285-288 290 292 295 296 301 302 305 308 310 312 313 314 316 317 320 321 334 339 340 342 344 346 347 350 352-355 358 359 360 364 368 370 371 375.

Biographiske Skizzer og Anmeldelser. II 323. V 13. VI 71.

Dagbøger I. VII 21 24 29 36 39 76 80 81f 85 106 108 112 137 149 155f 200 226 227f 270 274 277 311 351.

- II. VII 75 81 87 88 99 101 103 116 118 123 129 143 154 155 183 226-232 266 275 277 296f 302 306.

- III. VII 117 124-127 133 137f 139 404 147 148 164 165 178 203 215 237 264 265 268 281 282 377.

- IV. VII 139 145 155 156 169f 174 176 177 191 199 206 211 215f 217-224 240 244 246 248 250f 253 255 259 263 268 272 273 286 287 288 291 309 311 312 370 371 382 383.

- V. VI 195 196 198 204. VII 246 253-255 261 262 265-272 274-277 286 289 301 337 347 371 377.

- VI. VI 199 205 211. VII 60 280-284 286 289-292 304 313 337 347 366 377.

- VII. VI 117 207 208 211. VII 294-297 302 305 315-320 322 323 334-338 352 359 374 383.

- VIII. VI 114 211 212 214 215 216 220 225. VII 177 319 323 334 335 337 339 340 342-344 347 350-362 366 372 374 377-379 384-386.

- IX. VII 222 223 225 227-230. VII 77 177 348 361-363 365 367 368 370 373 376f378379 387.

- X. VI 58 91 211 221. VII 77.

- XI. VI 61.

- XII. VI 61. VII 126 137 183 309 377 379.

Charles Dickens. VII 257.

Levnedsbogen. VI 141. VII 20 35 36 38 67 89 93 148 177 208 228 234 236 292 369 372.

Mit eget Eventyr uden Digtning. VII 48 93 118 121 127 232 361.

Mit Livs Eventyr. IV 9. V 12. VI 8 9 21 50 58 61 62 69 123-125 161 168 185 193. VII 20 28 36 38 44 46 54 56 65 66 71 77 78 79 84 89 93 95 96 102 103 108 115 117 121 122 131 134 141 149 151 154 155 158 159 167 172 174 176 177 181 202 206 207 219 232 236 238 242 244 246 256 257 261 263 264 270 272 274-277 279 280 283 287-290 292 293 297 303 310 311 314 322 332 333 335 336 343 351 352 355 357 361 365 369 370 374 377.

Udsigt fra mit Vindue i Kjøbenhavn. VII 146.

405

Personregister til bind I-VII

Registeret omfatter alle personnavne i de syv bind. De personelle oplysninger er sparsommere end i personregisteret over de 9950 personer i Dagbøgerne, der bl.a. har fødsels- og dødsår. Dette skyldes først og fremmest, at det foreliggende register spænder fra de allervigtigste personer i H.C. Andersens liv og i Andersen-forskningen til navne, der dukker op i den yderste periferi af emnet, fx som udgivere af et tidsskrift, hvori der findes en artikel om et eventyr - ofte navne, som ingen forbinder med Andersen og aldrig vil søge her. Hvad angår navne fra eller før Andersens levetid, er der grund til at henvise til dagbogsregistrene med deres årstalsangivelse (bd.XI-XII), herunder til stamtavlerne Collin, Drewsen, Stampe, Wulff/Koch, Henriques og Melchior (XI s. XXXLX-XLVII) - og nu også til registeret til Andersens Almanakker (1990).

Vi tør ikke hævde konsekvens i angivelserne af personernes erhverv, titel etc., selvom registeret kan give visse oplysninger udover eventyrene og kommentarerne. Vi er os bevidst, at vi især i det ældre navnestof har set bort fra mange embedstitler (fx for billedkunstnere med professorat ved Kunstakademiet) og har lagt mere vægt på at angive personers fag. Dette så meget mere som personerne ofte optræder af personlige eller saglige grunde uden særlig sammenhæng med deres erhverv.

Efter nogen overvejelse har vi overført princippet til nutidens akademikere, der altså betegnes med ord som litteraturhistoriker, filolog etc. uden titler. I et lille antal tilfælde må det indrømmes, at der ikke oplyses andet, end hvad sammenhængen i teksten angiver, og angivelser er normalt ikke ført kronologisk ud over anledningen til den foreliggende omtale.

Fyrstelige personer er anført under personens eller under landets navn alt efter tekstens formulering.

Abimelek, bib. konge. V 243. VII 383.

Abrahams, Arthur, sproglærer. VII 166.

Abrahams, Frederikke, f. Philipsen, g.m. N.C.L.A. VII 166.

Abrahams, N.C.L., professor, notarius publicus. VII 5 166 296 303.

Abrahams, Severin, skuespiller og teaterdirektør. VII 296.

Abrahamsen, W.H.R, forfatter. V 65. VII 217 333.

Absalon, biskop og statsmand. II 127. III 144. V 50 51 128 245. VII 116 209 324 325 353 384.

Adam, bib. I 141 149 150. III 122. IV 50 155. V 149 152 207. VI 213. VII 270.

Ahasverus (Xerxes), persisk konge. I 199.

Ahasverus, jød. sagnfigur. VII 248.

Ahlefeldt-Laurvigen, F.C.J.L., greve. VII 372.

Albani, Francesco, ital. maler. VII 137.

Albanus, eng. helgen. VII 192.

Alcibiades, gr. statsmand og feltherre. IV 59. VII 239.

Alexander den Store, makedonisk konge. VII 155.

Alfieri, Vitorio, ital. digter. IV 18 19. VII 227 228.

406

Allen, C.F., historiker. VII 241 326.

Alnæs, Ingvild. VII 162.

Amenhotep, ægyptisk farao. VII 259.

Amenofis III, ægyptisk farao. VII 259.

Arnled, sagnkonge. III 193. VII 223.

Anacreon, gr. digter. I 20. VI 4 130. VII 32.

Andersdatter, Anne Marie, A.s moder. VI 12. VII 66 78 88 93 115 124 131 159 167 168 202 203 264 358 368 369.

Andersen, Carl, forfatter, museumsinspektør. VII 184.

Andersen, Chr.N., lærer og degn. VII 353.

Andersen, Clara, forfatterinde. VII 360.

Andersen, Hans, A.s fader. VII 66 88 93 103 108 127 154 168 179 193 203 264 369.

Andersen, Hans Christian, digter. I 213 225.

Andersen, Karen Marie, A.s halvsøster. VII 94 168 202.

Andersen Hvide, Stig, marsk. III 103 110. VII 195 197 204.

Andersen, Vilhelm, litteraturhistoriker. I 41. VII IX 28 264 328.

Angel, eng. sagnkonge. VII 223.

Ansgar, frankisk missionær, »Nordens apostel«. III 76 79. VII 188.

Arago, Dominique Francois, fr. fysiker, astronom og politiker. V 72. VII 240.

Argand, Aimé, schweizisk opfinder. VII 67.

Aristofanes, gr. dramatiker. IV 59 115. VII 31 239 258.

Aristoteles, gr. filosof. VII 143.

Arlaud, Oscar, sproglærer. VII 39.

Arlaud, Pierre Auguste, litteraturhistoriker. VII 208.

Artus, eng. sagnkonge. I 217 218. II 183.

Asbjørnsen, Peter Chr., no. forfatter og folklorist. VII 100 153 250.

Atterbom, P.D.A., s v. digter. VII 48 49 50 51 52 95 235 257.

Auber, D.F.E., fr. komponist. Vil 50 84 106 319.

Aubert, Andreas, no. kunsthistoriker. VII 297.

Augustenborg, Christian August, hertug af Slesvig-Holsten-Sønderborg-A. VII 124.

Augustenborg, Louise Sophie, hertuginde af Slesvig-Holsten-Sønderborg-A. VII 124 125.

Augustin, Marx, gadesanger. VII 63.

Augustus, Julius Cæsær Octavianus, rom. kejser. VII 213 275.

d'Aulnoy, fr. grevinde, forfatter. VII 48.

Bache, Otto, maler. IV 198 250. VII 14.

Baden, Gustav Ludvig, historiker. VII 203.

Baden, Jacob, kritiker og sprogmand. VII 69.

Bagger, Carl, digter. II 14. V 46 66. VI 7 124 145 146. VII 88 116 117 138 281 282 333.

Baggesen, Jens, digter. II 127. III 142 143 144. VII 75 115 137 208 264 332.

Baggesen, Sophie, f. von Haller, g.m. J.B. VII 208.

Bajazet, tyrkisk sultan. VII 79.

Baki, tyrkisk. IV 115.

Balling, Helene, f. Næboe, enkefrue. VII 212.

Balzac, Honoré de, fr. forfatter. VI 61. VII 259.

Bang, Herman, forfatter. VI 61.

Barck, Mathilda, sv. komtesse. VII 57.

Bardenfleth, Alette, hofdame. VI XI.

Barfod, J.H.P. VII 196.

Barsebek, Frederik, donator. VII 65.

Bauditz, W., tidsskriftudgiver. VII 362.

407

Bayern, Maximilian (Max) (II), konge af-. VII 215.

Beaumont, madame Leprince de, fr. forfatterinde. VII 48 373.

Becker, Tyge, historisk og æstetisk forfatter. VII 194 196 287 288.

Beeken, J. L., Hofboghandler. VII 146.

Beer, W., ty. astronom. VII 76.

Beethoven, Ludwig van, ty. komponist. IV 114. VII 257.

Begtrup, Gregers, landøkonom. VII 64.

Behrend, Chr., cand.mag., bibliotekar. V 8.

Beldenak, Jens Andersen, biskop. VII 72 204.

Bellegrand, Eugéne, fr. ingeniør. VII 337.

Bellini, Vincenzo, ital. operakomponist. VII 181.

Bendz, Wilhelm, maler. VII 225.

Benedikt, broder til Knud den Hellige. III 100. VII 193.

Bentley, Richard, eng. forlægger. VII 120 126 128f.

Bentzen, Aage, teolog. VII 308.

Berg, R., industrihistoriker. VI 59.

Berggreen, A.P., komponist. VII 332.

Bergsøe, Vilhelm, forfatter. VI 30.

Berling, Ernst Heinrich, bogtrykker. V 253.

Bernhard, Carl (pseud. for A.N. de Saint Aubain), forfatter. VII 54 63 176 264 332.

Bernstorff, Andreas Peter, statsmand. V 64. VII 332.

Bernstorff, Johan Hartvig Ernst, statsmand. VII 332.

Beskow, Bernhard von, sv. friherre, digter. IV 8.

Bibow, A.C.B., kammerherre. VII 207.

Bidpai, indisk bramin og eventyrdigter. IV 115. V 246. VII 257f384.

Biehl, Charlotte Dorothea, forfatterinde og oversætter. VII 21.

Bille, C.St.A., redaktør. VI 201 211 223 316 318 356.

Bille, Steen Andersen, søofficer, korvetten Galatheas kaptajn. II 100. VII 108.

Bindesbøll, M.G., arkitekt. VII 113 118 333.

Birch, Frederik SneedorfT, forfatter. VI 140.

Birckner, Michael Gottlieb, præst og skribent, g.m. Jonas Collin d.æ.'s senere hustru. III 143. VII 208.

Bisgaard, O. VII 163 164 165 169.

Bissen, H.W., billedhugger. VII 113 204.

Bjerrum, Anders, filolog. VI 112.

Bjørnson, Bjørnstjerne, no. forfatter. IV 120. V 71 126. VI 21 26 180 198 200 202 205 224 225. VII 14 277 278 347 363.

Blake, Knud den Helliges tjener. III 100. VII 193.

Blicher, St.St, digter. VI 184. VII 42 54 57 99 100 143 203 206 215 219 220 224 340 342.

Bloch, Carl, maler. IV 226. VI 22 208. VII 316 334 340 351 363.

Bloch, William, jurist, forfatter og sceneinstruktør. VII 370.

Bluhme, C.A., politiker, konsejlspræsident. VII 169.

Blumenbach, J.F., ty. naturforsker. VII 122.

Boccaccio, Giovanni, ital. digter. VII 22 60 61.

Boieldieu, F.A., fr. komponist. V 72.

Bojesen, Maria, institutbestyrerinde, forfatterinde. VII 4.

Bologna, Giovanni di, ital. billedhugger. VII 226.

Bolte, Johannes, ty. folklorist. VII 26.

Bolten, Martha, Jonas Collins moster. VII 302.

Borch, Ole, læge, arkæolog. VII 341.

Borgaard, Carl, forfatter og oversætter. I 13. IV 46. VI 64. VII 13 233.

408

Borup, Hansigne, lærerinde. VII 294 296.

Bournonville, August, balletmester og koreograf. IV 182. VI 21 205. VII 44 85 238 242 314.

Bournonville, Charlotte, sangerinde og skuespillerinde. VII 85.

Bovadilla, Francesco de, sp. adelsmand. VII 240.

Boye, Adolf Johs., præst. VII 29.

Boye, Adolf Jonas, officer. VII 29.

Boye, Caspar Johs., præst og forfatter. VII 29 387.

Boye, Mathias A, rektor. VII 29.

Brahe, Karen, lærd adelsdame. VII 192 314.

Brahe, Tycho, astronom. II 101 237. IV 61 116. V 58 179. VI 30. VII 109 145 241 259 328.

Bramsen, Bo, forfatterinde, forlægger. VII 29.

Bramsen, Engel Camilla, f. Kjellerup. VII 322.

Branca, Vittore, ital. litteraturhistoriker. VII 60.

Brandenburg, Frederik Vilhelm, kurfyrste af - VII 330.

Brandenburg, Joakim I, markgreve af - . V 54 56.

Brandes, Edvard, forfatter og politiker. VI 221 224 228 230.

Brandes, Georg, kritiker. VI 32 174 184 216 220 221 224 230. VII 88 134 160 257.

Brandis, Henriette, forfatterinde. VI 30.

Brandt, Frederik, filosof. VII 79.

Bravo, Johan, holstensk maler, da. konsul i Rom. VII 276.

Bredsdorff, Elias, litteraturhistoriker. VII 15 120 362.

Bremer, Fredrika, sv. forfatterinde. VI 135 138 153 156 165.

Brentano, demens, ty. digter. VI 155. VII 26 58 103.

Brinck-Seidelin, L.C., embedsmand, landøkonomisk forfatter. VI 18. VII 186, 216.

Brix, Hans og Jensen, Anker, udgivere af H. C. Andersens eventyr. I 10 11 14 56 96. II 60 172. III 50 95 115 119 128. IV 62 253. V 78 172 185 215. VII IX XI 25 94 96 99 102 127 167 180 225 230 233 273 287 302.

Brix, Hans, litteraturhistoriker. III 7. VI 71 74 85. VII xf 24 25 32 34 38 42 48 54 62 64 79 83 84 87 92 99 105 107 119 124 127 133 134 167 168 182 202 225 226 229 230 233 234 242 254 308.

Brix, Harald, politiker. VI 226.

Brockenhuus, Frans, rigsmark. V 97. VII 341.

Bronzino, Angelo, ital. maler. IV 17 23. VII 227.

Brorson, H.A., biskop og salmedigter. VI 94. VII 94 140 181 204 375.

Brosbøll, Carl, digter (pseud. Carit Etlar). VI 211.

Bruun, Chr., overbibliotekar. V 71.

Bruun, N.T., da. forfatter. VII 34 303 304 308 309.

Bryn, Norman, journalist. VI 56.

Brøndum-Nielsen, Johs., filolog. VII 29 140.

Brøndsted, Mogens, litteraturhistoriker. VI x. VII 185 237 258 309.

Bugge, Niels, ridder og herremand. III 175 178 187. VII 217 218.

Bull, Francis, no. litteraturhistoriker. VII 278.

Bunkeflod, Anna Margrethe, søster til H.C.B. VII 368.

Bunkeflod, Marie, f. Petersen, enke efter sognepræst H.C.B. VII 368.

Buntzen, Andreas, læge. VII 205.

Buonarotti, se: Michelangelo.

Buris, prins, VII 103.

Burns, Robert, skotsk digter. IV 115.

Burrit, Elihu, amerikansk fredsapostel. VII 182.

Busch, »professor«, tryllekunstner. VII 348.

409

Bügel, Catharina, f. Adzer. VII 254.

Bülow, E. von, ty. udgiver. VII 40.

Bülow, Margrethe von. VII 92.

Byron, eng. digter. IV 150 151. VII 38 269.

Byskov, Jens, seminarieforstander. VII 22 36 62 128 191 203.

Baedeker, Karl, ty. forfatter og udgiver af rejsebøger. VII 263f.

Bødtcher, Ludvig, digter. VI 134.

Bødker, Lauritz, folkemindeforsker. VII 23 34 62 72 95 165.

Bøgh, Anna Regitze, f. Lundgren, g.m. Nikolaj B. V 247.

Bøgh, Carl, tegner. V 34. VII 14.

Bøgh, Erik, digter. VI 199 206 215. VII 12.

Bøgh, Frederik, digter. VI 227.

Bøgh, Knud, forskningsbibliotekar. VII 60.

Bøgh, Nicolaj, forfatter. VI 143 183 192 211. VII 48 85 88 90 104 125 167 168 222 254 319 365 369.

Bolte, Amalie, ty. forfatterinde. VII 199.

Börne, Ludwig, ty. digter. VII 172.

Bøving, Poul, skovrider. VII 86.

Böök, Fredrik, sv. litteraturhistoriker. VII 348.

Caignez Louis Charles, fr. dramatiker. VII 303.

Calderón de la Barca, Pedro, sp. dramatiker. II 260. IV 115. VII 153 259 276.

Camões, Luis de, portugisisk digter. IV 60. VII 240.

Campe, Friedrich, ty. boghandler, dr.phil. VII 155.

Canova, Antonio, ital. billedhugger. VII 227.

Carl Alexander, arvestorhertug af Sachsen-Weimar-Eisenach. VII 133 215 311.

Carl August, storhertug af Sachsen-Weimar-Eisenach. VII 311.

Carl den unge Hjelte, sv. konge (Karl XII). V 62.

Caroc, Carl, generalmajor. VII 363. Caroc, Thomasine, søster til C. C. VII 363.

Caroline, arveprinsesse, datter af Frederik VI. VI 91.

Caroline Mathilde, g.m. Christian VII. V 64. VII 332.

Carstens, Fedder, skoleleder. VII 242.

Carstensen, Georg, journalist, Tivolis grundlægger. VI 149 156 190. VII 61 84 87.

Carus, C.G., ty. læge. VII 361.

Casorti, Giuseppe, ital. mimiker. V 195. VII 372.

Castenschiold, Elisabeth (Lise), stiftsdame på Vallø. VII 340.

Castenschiold, Else Marie, f. Olsen, enke efter A.F.H.C. til Borreby. VII 340.

Castenschiold, Luzie, f. Scavenius. VII 340.

Castilho, Antonio Feliciano de, portugisisk digter. VII 387.

Caus, Salomon de, fr. ingeniør. IV 60. VII 240.

Cavaliere, Battista del (egl. Battista Lorenzi), ital. billedhugger. VII 227.

Cellini, Benvenuto, ital. billedhugger, guldsmed m.m. VII 226. Cervantes, Miguel, sp. digter. VI 4. VII 21 40 256.

Chamisso, Adalbert von, ty. digter. VII 20 118.

Charlotte Amalie af Hessen-Kassel, g.m. Christian V. VII 341.

Chlodvig (Chlodovech), Frankerrigets grundlægger, konge. VII 155.

Chrétien de Troyes, fr. forfatter. VII 73.

Christensen, Arthur, orientalist. VII 23.

Christensen, Christen, billedhugger, medaljør. VII 205.

410

Christensen, Georg, litteraturhistoriker. VII 20 25 26 62 162 248.

Christensen, Villads, historiker. VII 333.

Christian, danske konger.

Christian I. V 53. VII 326.

Christian II. IV 61. V 54 55 56. VII 72 78 99 103 131 241 327.

Christian III. V 56 57 58. VII 327 328.

Christian IV. II 100. V 58 59 60 64. VII 73 78 109 131 163 164 234 241 328 329 332 341.

Christian V. V 61 102. VI 27. VII 330 331 341.

Christian VI. V 64. VII 332.

Christian VII. III 172. V 65. VII 217 332.

Christian VIII. VII 333 351.

Christian IX. VII 194 313 323 347.

Christina, g.m. kong Hans. VII 72.

Christoffer I, konge. V 52. VII 325.

Christoffer II, konge. VII 325.

Christoffer af Oldenburg, greve. V 56.

Christus, se Jesus.

Cid Campeador, sp. krigshelt. II 260. VII 153.

Claurens, H., ty. forfatter. VII 69.

Clausen, H.N., teolog og politiker. VII 235.

Clausen, Julius, litteraturhistoriker. V 247 251. VII 138 182 201.

Colbjørnsen, Chr., jurist, landbopolitiker. V 64. VII 333.

Collin, Augusta, f. Petzholdt, g.m. Gottlieb C. VII 58.

Collin, Edvard, embedsmand m.m. I 13. IV 182. V 92. VI 27 50 54 61 62 65 69 74 114 117 176 225. VII 1 40 66 80 86 94 104 118 119 123 125 164 165 171 194 213 229 257 261 265 269 271 280 281 284 295 305 315 317 336 337 343 350 351 356 359 368.

Collin, Gerda. VII 94.

Collin, Gottlieb, kammerassessor, grosserer. VII 58.

Collin, Henriette d.y., g.m. Edvard C. I 13. VI 225. VII 94 127 191 244 252 261 262 273 280 281 286 287 289-291 295-297 305 317 318 343 348 359 366 368 370 375 376 386.

Collin, Henriette d.æ., g.m. Jonas Collin d.æ. VII 29.

Collin, Hjalmar, landmand, senere journalist. VII 58.

Collin, Ingeborg Mimi (Vulle), datter af Edvard C. VII 127.

Collin, Jonas d.y., zoolog, søn af Edvard C. VI 198. VII 2 261 262 265 274 277 278 351 360.

Collin, Jonas d.æ. I 190. IV 160. VI 11. VII 26 30 58 59 65 72 89 114 130 150 244 246 253 262 270 287 302.

Collin, Louise, datter af Jonas C. d.æ., g. 1840 m. W. Lind. VII 33 56 79 133 229.

Collin, Theodor, læge. VII 63 213 307.

Collin, Lund, se Lundh.

Columbus, Christoffer, ital. opdagelsesrejsende. II 260. III 57. IV 61 115. VII 153 182 240 258 259.

Conradsen, Harald, billedhugger og medaljør. VI 30.

Corday, Charlotte, fr. V 72. VII 335.

Cortez, Fernando, sp. hærfører. II 260. VII 153.

Cæsar, Gaius Julius, rom. statsmand, feltherre og forfatter. VII 155.

Dabchelim, indisk konge. VII 257f.

Daguerre, L.J.M., fr. maler og opfinder. VII 51.

Dahl, Johan Christian, no. maler. VII 297.

Dahlén, Carl, solodanser. VII 371.

Dahlén, Caroline Dorothea og Sophie Christine, døtre af C.D. VII 371.

Dahlstrøm, Frederik, cand.jur., senere stiftamtmand. VII 74 75 356.

Dal, Erik, bibliotekar, senere DSL.s administrator. I 11. II 153. VI IX x 57. VII 10 12 13 15 32 124 316.

411

Dal, Estrid, g.m. E.D. 114. V 9. VI IX x 53. VII 32.

Dalai-Lama, religiøst overhoved. I 228. II 193. VII 78.

Dalila, bib. V 246.

Danneskiold-Samsøe, Chr., greve. VII 87.

Dante Alighieri, ital. digter. IV 18 19. VII 227 303.

Danvig, Birgitte, f. Swane. VII 7.

Darwin, Charles, eng. naturforsker. VII 257.

Daumer, ty. professor. VII 213.

David, bib. konge. III 119 195. IV 15. V 246. VII 155 199 226 384.

David, C.N., politiker, nationaløkonom. VII 69.

Davidsen, Jacob, journalist og forfatter. VII 73 249 290 303.

Decius, rom. kejser. VII 245.

Delbanco, Georg Christian, søn af O.H.D., præst. VII 323.

Delbanco, O.H., musikhandler og boghandler. VI 73. VII 164 168 273 313 323 364.

Delbanco, Pauline, f. Plätzer, g.m. O.H.D. VII 323.

Desnoyers, Louis, fr. tegner. VII 152.

(Fra) Diavolo (egl. Michele Pezza), ital. røverhøvding. IV 41. VII 319.

Dickens, Charles, eng. forfatter. V 218. VI 19 27 161 177 196. VII 120 173 180 191 246 334 378.

Dickens, Walter Landor, officer, søn af C.D. VII 174.

Dinesen, A.W., officer og godsejer. VII 81.

Dietrichson, Lorenz, no. litteratur- og kunsthistoriker. VI 202.

von Dittersdorf, C-, ty. komponist. VII 63.

Domitianus, Titus Flavius, rom. kejser. VII 275.

Drachmann, A.G., bibliotekar. VII 172.

Drewsen, A.L., politiassessor. VI XI 23 216. VII 246 253 255 259 277 279 281 301 302 310 311 315 348 366 373 377.

Drewsen, Einar, assistent i Nationalbanken. VII 335 363 371.

Drewsen, Ingeborg, f. Collin, datter af Jonas Collin d.æ. VII 59 89 124 277 302 315 370.

Drewsen, Jonna, se Stampe, Jonna.

Drewsen, Louise, f. Collin, datter af Edvard Collin. VI 112, 113 114.

Drewsen, Michael, papirfabrikant m.m. VI 26. VII 152 164 346.

Drewsen, Viggo, embedsmand og filosofisk forfatter. VII 155 156 277 279 335 363.

Dreyer, Kirsten, litteraturhistoriker VII XII.

Drud, Hans, daglejer. VII 293.

Duekilde, Anne, ordbogsleder. VI 49 84.

Dunlop, Agnes, selskabsdame. VII 253.

Duport, Paul, fr. vaudevilleforfatter. VII 274.

Duval, Alexandre, fr. dramatiker. VII 303.

Dyre, Palle, adelsmand. V 97 98 102. VII 341.

Dyveke, Christian II.s elskerinde. V 19 54 199 201. VII 309 327 372.

Daa, Anna Dorthea (identisk med Ide Dorthe D.). III 104 105 107 109 110 111 112. VII 195.

Daa, Claus, rigsadmiral. VII 195.

Daa, Ide Dorte. III 104 106 107 109 110 111. VII 195.

Daa, Johanne Cathrine. III 104 107 109 110. VII 195.

Daa, Valdemar, adelsmand, alkymist. III 104 105 106 107 108 109 110 111 112. IV 185. VI 13 16. VII 194 195 243 282 339.

Edgeworth, Maria, eng. forfatterinde. VII 200.

Egede, Hans, missionær. II 100. V 62. VII 108 331.

412

Ehrenberg, C. G., ty. naturforsker. VII 123.

Eisendecher, Wilhelm von, minister, og familie. VII 114.

Eivind Skaldespiller, norsk skjald. IV 114. VII 257.

Elberling, C.W., filolog, rektor. VI 147.

Elias, bib. IV 18. VII 228.

Elisabeth, den hellige, landgrevinde af Thüringen. III 39 43. VI 15. VII 175 177.

Elisabeth, g.m. Christian II. V 55 64. VII 327.

Elisabeth, datter af kong Hans, g.m. Joakim I af Brandenburg. V 54 56. VII 326f.

Elisabeth I, eng. dronning. IV 116.

Ellekilde, Hans, folkemindeforsker. VII 193 198 202 295 368.

Emerson, Ralph Waldo, amerikansk filosof og forfatter. IV 115.

Engelstoft, C.T., biskop. VI 212. VII 322.

Erik 1. Ejegod, konge. III 100. VII 193.

Erik 5. Klipping, konge. VII 195.

Erik 7. af Pommern, konge. V 53. VII 326.

Eriksen, Gudrun, forfatterinde. VII 84.

Erlandsen, Jacob, ærkebiskop. V 52. VII 325.

Ernst, Heinrich W., østrigsk violinvirtuos. VI 17. VII 211.

Erslew, Thomas Hansen, litterær- og personalhistoriker. I 22.

Esau, bib. profet. V 20.

Eschricht, D.F., anatom og fysiolog. VII 123 213 256.

Ester, bib. dronning. I 198 199. VII 67.

Eva, bib. I 141 149 150. III 122. IV 50. V 149 152 207. VI 213. VII 270.

Ewald, Johannes, digter. V 64 179. VI 31 111. VII 38 75 201 241 332 353.

Faber, Peter, telegrafdirektør og forfatter. VII 288.

Fabris, Friedrich, ty. præst. VII 256.

Feilberg, H. F., sprog- og folkemindeforsker. VII 21 187 220 314.

Fenger, Johannes Ferdinand, præst, Hc.theol. VII 230 231.

Fenger, C.E., læge og politiker. VII 335.

Fenger, Henning, litteraturhistoriker. VII 79.

Ferdinand af Aragonien, sp. konge. VII 240.

Fibiger, Ilia, filantrop, forfatterinde. VI 187.

Fibiger, Mathilde, forfatterinde. VII 169.

Fiedler, Frederik Christian, justitsråd, godsejer. VII 281.

Fiedler, Thora, g.m. Carl Bagger. VII 281.

Firdausi, persisk digter. IV 60 114. VII 239 257 308.

Flamand, L.J., litterat. VII 323 324 325 326 327 331.

Flinch, A.C.F., xylograf. II 307. VI 9. VII 13 124 166.

Fløistrup, Niels, bogbindermester. VI XI.

Fogtdal, Palle, forlægger. VII 29.

Forchhammer, G., professor i mineralogi og geognosi. VII 356.

Fouqué, Fr. de la Motte, ty. digter. VI 135. VII 37.

Frederik, danske konger:

Frederik I. V 55 56. VII 327.

Frederik II. I 191. VII 65 241.

Frederik III. III 105 106. V 59 60 61 99. VII 141 163 196 329 330.

Frederik IV. V 62 63. VII 206 331 341 387.

Frederik V. V 64. VII 332.

Frederik VI. II 100 173. III 140. V 64 194 195. VI 226. VII 28 62 85 108 131 206 332 356 371 372.

Frederik VII. VII 145 168 184 256.

413

Frederik II, den Store, konge af Preussen. V 237. VII 382.

Frederik Barbarossa, ty.-rom. kejser. VI 8.

Friis, Christian, kansler. VII 209.

Friis, Finn T.B., kontorchef. VII 263.

Friis, Johan, kansler. V 57. VII 195 328.

Friis, Oluf, litteraturhistoriker. VII 353.

Friis, F.R., litterat. VI 60 62.

Frijs, Thyra Krag-Juel-Vind, f. Haffner, lensgrevinde. V 85.

Frølich, Lorenz, maler og illustrator. I 9. II 171. III 6. IV IX 7. V 7 112 115. VI 2 14 26 75 80 221 222 229 230. VII 12 14.

Frølund, Frederik, lærer, forfatter og politiker. II 153. VII 12 124.

Fuiren, Marie, g.m. Hans Svane. V 61. VII 330.

Fulton, Robert, amerikansk opfinder. IV 62. VII 241.

Gad, Tue, forskningsbibliotekar. I 5. V 8.

Gad, P.C. Stenersen, biskop. VI 35. VII 380.

Gade, Ludwig, balletdanser og -dirigent. VII 305.

Gade, Niels W., komponist. VI 211. VII 318 319.

Gajus Flaminius, rom. feltherre. VII 80.

Galathea, kypriotisk sagnfigur. III 166 167. VII 214.

Galilei, Galileo, ital. naturforsker. IV 18 19 61. VII 228 240.

Galland, Antoine, fr. arkæolog og orientalist. VII 20.

Galschiøt, M., forfatter, redaktør. VI 185.

Galster, Georg, numismatiker, museumsoverinspektør. VII 198.

Gambaruk, da. sagnfigur. VII 221f.

Gambetta, Léon, fr. statsmand. VII 348.

Gamby, Erik, sv. forlægger. II 41.

Garde, Annelise, grafolog. VII 8.

Garibaldi, Giuseppe, ital. frihedshelt. IV 115. VII 258.

Garnerin, Jacques, fr. opfinder og luftskipper. VII 349.

Gaskell, Philip, eng. boghistoriker. VI 52 60 61.

Geijer, Erik Gustav, sv. digter. VII 233.

Geleff, Poul, politiker. VI 226.

Gellert, Chr. Fürchtegott, ty. digter. V 23, VII 311.

Genlis, Stephanie Félicité de, fr. forfatterinde. VII 200.

Georg III, eng. konge. VII 332.

Gerson, Julius Chr., forfatter, redaktør. II 204 288. IV 50. VI 6 140 160 164. VII 3 12 133 161 198 234.

Gerstenberg, Heinrich Wilhelm von, ty. digter. VII 303.

Gessler, Herman, schweizisk sagnfigur. V 128 246. VII 267.

Gigas, Emil, litteraturhistoriker. VII 62 172 388.

Gioia, Gaetano, ital. koreograf. VII 149.

Giødwad, J.F., redaktør. VI 143.

Gjørup, Michael, bladudgiver. VI 214.

Glahder, Jørgen, filolog. III 7.

Glassbrenner, Adolf, ty. forfatter. VI 167.

Glob, Jens. IV 204 206. VII 287 288.

Glob, Oluf, biskop. IV 203 204 206. VII 288.

Glob, Povl, VII 288.

Gluck, Christoph Willibald, ty. komponist. IV 114. VII 257.

Goethe, Johann Wolfgang von, ty. digter. I 189. II 241 260, VII 65 68 94 147 153 207 217 311.

Goethe, Walter von, sønnesøn af J.W.G., ty. komponist. VII 174.

Goff, Frederick R., amer, bibliotekar. V 8.

Goldkette, mekanikus. VII 372.

414

Goldschmidt, M.A., digter. VI 160 161 173 174 176 178 179 190 210 220 225. VII 190 315.

Goldschmidt, Otto, ty. komponist og pianist. VII 154.

Gotfred of Bouillon, hertug af Nedrelothringen, korsfarer. VII 155.

Gotfred af Ghemen (van Ghemen), Kbh.s første bogtrykker 1493. I 218. II 183. V 54. VII 73 326.

Gottschalk, Friedrich, udgiver af ty. folkesagn. V 225. VII 380.

Gozzi, Carlo, ital. dramatiker. I 201. VI 142. VII 68 152.

Grahn, Lucile, balletdanserinde. VI 136. VII 44.

Granberg, Victor, sv. ballonskipper. VII 174 175 252.

Grétry, A-E.M., belgisk komponist. V 64. VII 332.

Griffenfeld, Peder, statsmand. IV 61f. V 62. VII 241 330.

Grimm, Jakob og Wilh., ty. filologer og folklorister. V 204. VI 131. VII 20 22 23 24 26 31 34 64 94 95 97 102 128 140 165 250 251 308.

Grimm, Hermann, ty. forfatter. VII 26.

Groth, Klaus, ty. digter. VI 180 183.

Grubbe, ridder. V 94.

Grubbe, Erik, adelsmand. V 94 95 96 97. VII 341.

Grubbe, Marie, adelsdame. V 94 95 96 97 98 99 100 101 102. VI 27 28 218 220. VII 339 340 341.

Grundtvig, N.F.S., digter og præst. V 61 65. VI 76. VII 207 235 322 324 333 247.

Grundtvig, Sv., folklorist og filolog. VI 70 80 88. VII 20 23 35 62 94 96 150 162 191 202 248 317.

Grün, Anastasius (pseud. for A.A. Auersperg), ty. digter. IV 46. VII 233 234.

Gustav Wasa, sv. konge. V 75. VI 191. VII 336.

Gyldenløve, Ulrik Chr., officer. V 62. VI 27. VII 331.

Gyldenløve, Ulrik Frederik, greve, statholder i Norge. V 95 96 102. VII 341.

Gyldenstjerne, Prebjørn, fejl for Predbjørn Podebusk. III 178.

Gyllembourg, Thomasine, forfatterinde. II 106. VI 8. VII 21 32 54 63 73 91 200 235.

Gynther, Fr. Chr., maskinmester. VII 146.

Gøye, Mogens, rigshofmester. VII 327.

Hading, sagnkonge. VII 187.

Hagbart, sagnfigur. III 141. VII 207.

Hailbronner, Karl von, bayrisk generalløjtnant og forfatter. VII 229 230 232.

Hall, C.C., politiker. VI 198. VII 356.

Halm, Friedrich (pseud. for E.T. von Münch-Bellinghausen), ty. digter. VII 269.

Halvdan, sagnkonge. VII 207.

Haman, persisk førsteminister, bib. I 199. VII 67.

Hambro.J., bankier. VII 126.

Hammerich, L.L., germanist. VII 1.

Hanck, Henriette, forfatterinde. VI 131 132 135 136 138 139 145 210. VII 19 27 34 37 40 42 43 47 51 53 54 56 59 60 61 62 63 71 74 75 76 81 107 117 185 210 229 234 255 259 307.

Hannibal, karthagisk feltherre. I 236. II 201. VII 80.

Hans, konge. I 213 214 218. II 178 179 183. V 54 56. VI 146. VII 71 72.

Hansen, Anders (Traes), A.s farfader. VII 34 108 370.

Hansen, Birgit, cand.mag. VII 196.

Hansen, David Julius, teaterdirektør, »Alhambra«. IV 216.

Hansen, Mads, digter og landmand. V 145. VII 14 357 358.

415

Hansen, Peter, journalist, forfatter og oversætter. VI 207 227. VII 3.

Hansen, Poul, rådmand. VII 282.

Hansen, V., sætter. VI 58.

Hansen, Aage, filolog. VI 100 101 104 108 109.

Hanssen, Nis, teolog. VII 281.

Harald Blåtand, konge. VII 188.

Harald Hildetand, konge. VII 187.

Harley, amer, xylograf. VII 15.

Harpestreng, Henrik, læge. V 53. VII 326.

Hartmann, Emil, komponist. VI 30.

Hartmann, Emma, g.m. J.P.E.H. VII 122.

Hartmann, Johan Ernst, musiker og komponist. V 64. VI 11. VII 332.

Hartmann, J.P.E., komponist. III 102. VI 9 11 16 225. VII 90 92 118 122 314 315 355 356 359.

Hartmann, Margrethe Elisabeth, g.m. J.E.H. VI 11.

Hartmann, Maria, datter af J. P. E. H. VI 9. VII 122.

Hartwig, Georg, forfatter. VII 363.

Hase, Oluf, adelsmand. IV 205 206. VII 288.

Hassø, Arthur G., arkivar. VII 209.

Haste, P.H., forfatter. VII 353.

Hauch, Carsten, digter. VI 125 127 128 132 134 152 153 155 156 158 162 165 169 187 191 202 216 219. VII 20 25 116 143 180 234 241 256 388.

Hauch, Luise Albertine, datter af C. H. VII 234.

Hauch, William, søn af C. H., telegrafist. VI 132.

Hauser, Caspar, ty. hittebarn. III 162. VII 213.

Hausmann (jvf. Dagbøger VIII 107). V 83.

Hector, trojansk sagnhelt. VII 155.

Hedegaard, E.O.A., officer, historiker. VII 106 359.

Hegermann-Lindencrone, Louise, forfatterinde. VI 29.

Heiberg. A.C. L., præst, historiker. VII 328.

Heiberg, Johan Ludvig, digter og kritiker. I 218. II 106 183. VI 8 95 133 139 143 146 147. VII 47 51 62 64 66 69 73 79 88 99 107 115 133 138 141 146 181 182 207 210 212 230 241 273 289 290 303 314 323.

Heiberg, Johanne Luise, skuespillerinde, forfatterinde. I 112 114. VI 6 30. VII 53 62 64 78 101 107 143 155 283.

Heimann, Sara, tjenestepige. VII 242.

Heine, Heinrich, ty. digter. IV 114. VII 72 141 173 256 257 265.

Heinke, Clara, ty. portrætmalerinde. VII 266.

Helge, sagnkonge. VII 207.

Helgesen, Hans, officer. VII 204.

Hellig-Anders, præst. III 142. VII 208.

Hellinga, Wytze, holl.-eng. bibliotekar. VI 52 61.

Helmuth. VII 64.

Helveg, Ludvig, kirkehistoriker. VI 140.

Hempel, Søren, boghandler, kancelliråd. VI 145.

Henneberg, H.C, xylograf. II 153. VII 12.

Henrichsen, Anne Elisabeth, f. Basse, A.s plejesøster. VII 94.

Henrik (Henry) IV, eng. konge. VII 326.

Henrik IV, fr. konge. V 72. VII 335.

Henriques, Marie, datter af T. og M.R.H., senere malerinde. VII 361 362.

Henriques, Martin R., vekselmægler. VII 246 335 356 361 367 370.

Henriques, Therese, g.m. Martin R. H. VII 280 301 335 340 348 356 361 367 370 376 377.

Henselt, Adolf, ty. pianist og komponist. VII 211.

416

Herder, Johann Gottfried, ty. digter. VII 128.

Herman, landgreve af Thüringen. VII 177.

Hermansen, Christen, teolog. VII 205.

Herodot, gr. historiker. VII 235 353.

Herschel, J.W.F., eng. astronom. VII 76.

Hersholt, Jean, da.-amer, skuespiller og H.C.A.-samler. V 7 8 115 122 148 161 170 180 193 204 213 247 254.

Hertel, Hans, litteratursociolog. VI 190. VII 160.

Hertz, Henrik, digter. II 79. VI 8 140 157. VII 112 137 138 183 184 185 199 259 299 386.

Hierta, frøknerne. VII 274.

Hierta, Vilhelmine, f. Froding, g.m. Lars Johan H. VII 274.

Hjort, Anna Elisabeth, lærerinde. VII 224.

Hjort, V.K., biskop, forfatter. VII 353.

Hjorth, Poul Lindegård, filolog. VI 49.

Hoffmann, Carl, ty. forlagsboghandler. IV 114.

Hoffmann, E.Th.A., ty. digter. VI 128 130 170. VII 28 29 31 36 39 77 79 93 105 118 124 133 171 199 244 309 368.

Hoffmeyer, ty. VII 8.

Hofman Bang, N., godsejer. VII 95 123.

Hogarth, William, eng. maler. VI 141. VII 66.

Holberg, Ludvig, forfatter, komediedigter. I 218. II 101 127 183. III 125 141 144. IV 115. V 63 64 98 99 100 101 102. VI 27 94 219. VII XI 24 41 43 58 72 73 74 108 116 126 151 201 207 216 221 241 258 278 303 323 326 328 332 339 340 341 342.

Holger Danske, sagnhelt. II 98 99 100 101 102. IV 87 184 186 210. VII 77 106ff 250 281 301.

Holmboe, C.A., norsk orientalist. VII 258.

Holst, H.R, digter og redaktør. V 123 154. VI 49 214 224 229 230. VII 14 15 27 145 350 360.

Holst, Wilhelm, skuespiller. VII 62.

Holstein-Holsteinborg, Ludvig, lensgreve, politiker. VII 320.

Holstein, Mimi, f. Zahrtmann, lensgrevinde. IV 205. V 71. VII 180 285 294 296 317 320 365 366 374 377.

Holstein, Wilhelmine Julie, f. Reventlow, enkegrevinde. VII 294 296.

Holsten-Charisius, A.C., baron. VII 86.

Homer, gr. digter. IV 43 44 45 60, VII 232 239.

Horats, rom. digter. VI 145. VII 381.

Horik, konge. VII 188.

Home, Richard H., medarb. for Ch. Dickens. VII 246.

Hornemann, J.W., botaniker. VII 29 64 302.

Hosemann, Th., ty. maler og illustrafor. VI 10.

Hostrup, Jens Chr., digter og præst. VI 5 156.

Houghton, Henry O., amer, forlagsboghandler. VII 385.

Hovrnann, Flemming, litteraturhistoriker. VI x 49.

Hroar, sagnkonge. II 127 128. III 141. VII 116 207.

Hude, Elisabeth, litteraturhistoriker. VII 21 54 283.

Huitfeldt, Arild, historieskriver. V 56. VII 241 326.

Huitfeldt, Ivar, søofficer. II 100. V 62. VII 108 331.

Hultmann, Fritz, skuespiller. VI 114.

Hurd, Melanchton, amer, forlagsboghandler. VII 385.

Hviid, Chr., skuespiller. VI 198 202.

Høedt, F.L., skuespiller. VI 29 225. VII 359 384 385.

417

Høeg, Kay, assurandør, H.C.A.-samler. II 204.

Høeg, Rigmor, g.m. K. H. II 9 204. Høeg, Tage, litteraturhistoriker. VII 46 76 94 133 134 299 368.

Høegh-Guldberg, Chr., oberst. VII 3 47.

Høegh-Guldberg, Fr., digter. II 40. VI 7. VII 385.

Høst, Joh. Nik., tidsskriftredaktør. VI 124 125.

Høybye, Poul, romanist. VII 9 10 11 20 53 357.

Høyen N. L., kunsthistoriker. VII 179.

Høyer, Oline Petrea, avlsforvalterdatter. VII 294.

Ibsen, Henrik, no. forfatter. VI 26 112.

Iffland, August Wilhelm, ty. skuespiller og dramatiker. IV 114.

Ignatius, ty. munk. VII 276.

Immermann, Karl, ty. digter. VII 177.

Ingemann, B.S., digter. III 142. V 57. VI 61 68 125 127 128 129 133 136 137 139 143 152 153 155 165 168 169 176 179 186 191 192 196 197 210 221. VII 19 27 37 38 39 40 44 54 75 76 82 85 87 91 93 95 99 101 102 103 107 112 114 116 130 131 143 150 154 171 173 175 176 178 183 184 190 191 206 207 208 214 215 217 226 236 250 261 262 273 274 279 328 365.

Ingemann, Lucie, f. Mandix, g.m. B.S.I. VI 139 143 153 197 211. VII 171 262.

Ipsen, Cecilia, husholderske på Glorup. VII 148.

Ipsen, H., oversætter. VII 81.

Isak, bib. V 243. VII 383.

Isolde, keltisk sagnfigur. III 39. VII 177.

Iversen, Chr. H., bogtrykker, avisudgiver. VI 144 145. VII 95 161.

Iversen, Kirstine Marie, udgiver af Fyens Avis. VI 133. VII 117.

Irving, Washington, amer, forfatter. VII 45 50 256.

Iversdatter, Maren Juel, g.m. Erik Grubbe. V 94 95. VII 341.

Jacobsen, Herman, ty. adressat. VII 6.

Jacobsen, J.C., brygger. VII 176 356.

Jakob, bib. I 150. V 20. VII 155.

Jacobsen, J.P., forfatter. VI 83.

Jacobsen, Lis, filolog. VII XIII.

Jansen, F.J. Billeskov, litteraturhistoriker. VI IX 49. VII 216 341 342 377.

Jantzen, Johanne Marie, f. Libensche. VII 368 369.

Jarmerick, sagnkonge. VII 188.

Jason, gr. sagnhelt. VII 355.

Jeanne d'Arc, fr. helgen og nationalheltinde. III 61. IV 61. V 25 72. VII 240 241 312 335.

Jensen, Anker, lektor. VI 71 104 111 113 117.

Jensen, C.A., maler. VII 204.

Jensen, Esbern, fader til Peder Palladius. VII 328.

Jensen, Niels Martin, stud.mag., senere musikhistoriker. I 14. V 9. VI IX.

Jerichau, Jens Adolf, billedhugger. VII 355.

Jerichau Baumann, Elisabeth, malerinde. VI 211. VII 323 354.

Jerusalems Skomager, jød. sagnfigur. IV 248. VII 300.

Jesus. I 193. II 52 75 76 227 231 312. III 28 55 76 79 83 86 87 111 128 170 175 181 191. IV 16 17 23 25 36 66 133. V 23 150. VI 210. VII 137 188 224 227 231 232 239 242 276 277 300 311 369.

Joakim I, markgreve af Brandenburg. VII 326.

Joel, bib. profet. III 135.

418

Johan »den Milde« af Holsten, greve. VII 325.

Johannes, apostel. IV 16 23.

Johannes Døberen, bib. IV 66. VII 256.

Johansen, Steen, forskningsbibliotekar. VI 170. VII 1.

Jon Præst, asiatisk sagnkonge. IV 87. VII 250.

Jonas, bib. II 283. VII 158.

Josef, bib. II 286. IV 254. VII 160 303.

Josva, bib. hærfører. VII 155.

(Don) Juan, Manuel, sp. prins og forfatter. I 19. VI 4. VII 40.

Judas Maccabæus, bib. hærfører. VII 155.

Juliane Sophie, prinsesse. VII 298.

Juul, Chr., redaktør. VI 152.

Juul, Agnes og Sophie Sehestedt. VII 386.

Jurgensen, Marcus, toldforvalter. VII 244.

Jurgensen, Urban, hofurmager. VII 244.

Jørgensen, Henriette, skuespillerinde. VI 29.

Jørgensen, Jørgen. VII 353.

Jørgensen, Aage, litteraturhistoriker. VII XI.

Kalby, sætter. VI 58.

Kalidasa, indisk digter og dramatiker. IV 115.

Kall-Rasmussen, M.N., historiker. VII 339.

Kambyses, persisk konge. VII 353.

Kamp, Jens, folklorist. VII 162.

Karker, Allan, filolog. VII 260.

Karl den Store, ty.-rom. kejser. II 260. VII 153 155.

Karl 10. Gustav, sv. konge. V 60. VII 330.

Karup, W.J., lærer m.m. VI 60 62.

Kaulbach, Wilhelm von, ty. maler. VI 7.

Kehler.Jon, cand.mag. VII 348 359.

Keilhau, B.M., no. geolog. VII 48 49 50 96 97 169.

Kerr, Caroline, f. Schlegel. VII 334.

Kielberg, Esther, cand.phil. VI x.

Kierkegaard, Peter Christian, biskop, broder til Søren K. VII 287.

Kierkegaard, Søren, forfatter. VI 47 84 170. VII 79 278 293.

Kingo, Thomas, biskop og salmedigter. V 61. VII 330.

(Liden) Kirsten, Valdemar I's søster. VII 102.

Kiær (Kjær), Knud, missionær. VII 169.

Kjærbølling, Niels, ornitolog. VII 185 189 190 196.

Klein, Louis, bogtrykker. VII 352.

Kletke, Hermann, ty. journalist, lyriker og eventyrdigter. VII 4.

Klopstock, F.G., ty. digter. VII 311.

Knigge, Adolph Freiherr von, ty. forfatter. V 199 201. VII 372 373.

Knud 1. den Store, konge. II 99. VII 108 144 259.

Knud 2. den Hellige, konge. III 99 100. V 128 245. VII 193 353 384.

Knudsen, H.C., skuespiller. VII 204.

Kobell, Franz von, ty. dialektdigter og mineralog. VI 21. VII 263 264.

Koch, Ida, f. Wulff, g.m. arkitekten Jørgen Hansen Koch. VII 322 334 359.

Kock, Paul de, fr. forfatter. IV 190. VII 283.

Kofod, Else Marie, folkemindeforsker. VII 20 23 34 44 62 162 248.

Kofoed, Niels, litteraturhistoriker. VII 305.

Kohl, Johann Georg, ty. geograf og rejsende. VII 262 264 265 266 267 272.

Kok, Laurids, præst, sprogmand og digter. VII 281.

Kopernikus, Nicolaus, polsk astronom. VII 228.

Kotzebue, August von, ty. dramatiker. IV 114. VII 309.

419

Kragh, Jens Theodor, præst. VII 374.

Kretzschmar, Ed., ty. xylograf. II 170 276.

Kristensen, Evald Tang, folkemindesamler. VII 31 55 91 361 362. Knauer, Ferdinand, ty. komponist. VII 38.

Kristensen, Lena. VII 207.

Kristus, se Jesus.

Krogh, Torben, teaterhistoriker. VII 138 201.

Krohn, Mario, kunsthistoriker. VII 9.

Krohn, Pietro, tegner. IV 7. V 70. VI 213.

Kroman, Erik, overarkivar. II 9.

Kruse, Else, g.m. Valdemar Daa. III 104 105. VII 195 196.

Kuhlau, Fr., komponist. VII 314.

Kullberg, Axel, sv. forlægger. III 152. VII 13 211.

Kuntze, Eduard, ty.-amer. billedhugger. VII 339.

Kunzen, F.L.Æ., ty.-da. komponist. VII 303.

Küchler, Albert, maler. VII 275 276.

Kühie, Sejer, personalhistoriker. VII 236.

König, W.F., sætter. VI 59.

Kaalund, H.V., digter. II 204. VI 6. VII 12 133 198.

Lafontaine, Jean de, fr. fabeldigter. VII 381 388.

Langballe, Carl, foredragsholder, forfatter. VII 236.

Langbein, A.F.E., ty. forfatter. VII 375.

Lange, Johan, botaniker og sprogmand. VII 302.

Lange, Thomas, forfatter. VII 367.

Langemargrethe, egl. Anna Margrethe Sørensdatter. III 187. VII 220.

Langgaard, J.P., mekaniker. VII 78.

Langsted, Jørn, teaterhistoriker. VII 381.

Larsen, Henning Valeur, bibliotekar. VII 174.

Larsen, Johannes, maler. V 251.

Larsen, Svend, museumsdirektør. I 5. VII 81 94 98 121 242 293 368.

Larsen, Thøger, digter. VII 178.

Laub, Otto, biskop i Viborg, med døtre J.J. og L.M.L. VII 224.

Laufer, Roger, fr. boghistoriker. VI 52 81 119.

Lauritzen, F.L., præst. VII 104.

Lavater, Johann Kaspar, schweizisk teolog. VII 143.

Lazarus, M., bogtrykker. VI 60 62.

Lehmann, Edvard, maler. II 204. VII 12.

Lehmann, Edvard, religionshistoriker. VII 53.

Lehmann, Orla, embedsmand og politiker. VI 133. VII 356.

Lenau, Nicolaus (pseud. for N.F. Niembsch), ty. digter. VI 7. VII 233.

Leonard, Hubert, belgisk violinvirtuos. VI 17. VII 211.

Leth, Hendrik de, godsejer. VII 221.

Letur, fr. faldskærmsudspringer. VII 349.

Levetzau, Joachim Godske, hofmarskal, direktør for Det kgl. Teater. VII 160.

Levin, Israel, litterat, sprogmand. VI 83 94 105 114 170.

Levy, S.F., sætter. VI 59.

Lohrli, Anne. VII 246.

Lie, Jonas, no. forfatter. VI 26.

Liffman, J.W., sv. forlægger. VI 131.

Lind, Jens, botaniker. VII 126.

Lind, J.W., auditør. VII 79 229.

Lind, Jenny, sv. sangerinde. VI 154. VII 83 84 85 94 154 155 181.

Lindberg, J.Chr., præst. VII 236.

Lindencrone, Johan Frederik, kammerherre, oversætter. VII 98 184.

Linné, Carl von, sv. botaniker. II 260, VII 153 160.

420

Listov, Chr. R.S., rektor, tit. professor. VII 302.

Liszt, Franz, ungarsk komponist og pianist. VII 177 211 229.

Liunge, A.P., litterat. VI 123.

Livia Drusilla, rom. kejserinde, g.m. Augustus. VII 275.

Livingstone, David, eng. opdagelsesrejsende, missionær. IV 115. VII 348 361.

Livingstone, Mary, datter af D. L. VII 348.

Lobedanz, Edmund, ty. forfatter. VI 30. VII 127.

Lohmann, Maren, oldfrue. VII 98.

Lohmeyer, Charles B., lærer, ingeniør og oversætter. VII 120 122 125 126 128.

Londemann, Gert, skuespiller. V 64. VII 332.

Longfellow, H.W., amer, digter. VII 190 259.

Lorck, Carl B., da.-ty. forlagsboghandler. VI 10 11 71 72. VII 110 111 112 114 118 135 148 149 151 153 159 160 161 162 164 167 233 388.

Lorentzen, C.A., portrætmaler. VII 205.

Lormian, fr. forfatter. VII 303.

Lose, C.C., forlagsboghandler, musikhandler. VII 316.

Louise af Storbritannien, g.m. Frederik V. V 64. VII 332.

Louise af Hessen-Kassel, g.m. Christian IX. VII 313.

Ludvig IV, landgreve af Thuringen. VII 177.

Ludvig XI, fr. konge. IV 249. VII 36 300.

Ludvig XIV, fr. konge. VII 84.

Lund, Allan, VII 230.

Lund, Axelline, forfatterinde. VII 315.

Lund, H.C.A., historiker. VII 200.

Lund, Henrik, læge. VII 292.

Lund, Jens Chr., sætter. VI 59.

Lund, Jens Peter, tegner. II 228 295. VII 12.

Lund, Troels, teatermaler. VII 47.

Lundbye, J.Th.. maler. II 153. VII 12 124.

Lundbæk, Knud, læge. VII 50.

Lundh, Jonas Collin, officer. VII 370.

Luno, Blanco, bogtrykker. I 18 22 52 86 114 116 212. II 12 14 104 106 170 216 244 276. III 10 12 62 148. IV 7 8 12 68 70. V 70 92 122 178. VI 54 56 57 59. VII 71.

Luno, Charlotte, g.m. B. L. VI 58.

Luther, Martin, ty. kirkereformator. II 260. V 17 57 59. VII 153 309 328.

Lykke, Jørgen, adelsmand. VII 342.

Lykke, Kaj, fejl for Jørgen L. V 101.

Lykke, Kaj, adelsmand. V 59. VII 329 342.

Lytton Bulwer, E., eng. forfatter. VII 35 123 124.

Læssøe, Frederik, officer. III 125. VI 146. VII 71 74 75 201 223.

Læssøe, Ludvig, kopist, senere museumsinspektør. VII 78 123.

Læssøe, Niels Frederik, havnekontrollør. VII 210.

Læssøe, Signe. III 62. VI 15 132 143 158 159 161 164 176 179 182 186 192 196 197 198 208 210 216. VII 39 52 59 78 88 115 194 201 210 222 249.

Læssøe, Thorald, maler. VI 30. VII 363 367.

Læssøe, Viggo, præst. VI 164 183.

Løvenørn, Poul Vendelbo, officer og statsmand. V 255 256. VI 41 42. VII 387.

Laage-Petersen, Holger, grosserer, H.C.A.-samler. II 15 125 153 276 317. IV 9 12 259. V 46 123 136. VII 114 202 212.

Mac Adam, John L., eng. ingeniør. VII 268.

McClure, Robert, eng. søofficer og polarforsker. VII 170.

421

Machiavelli, Niccolò, ital. historiker, statsmand og filosof. IV 18 19. VII 227.

Macpherson, James, skotsk oversætter og digter. VII 314.

Mads, efternavn ukendt, præst. V 101.

Madsen, Frederik, skuespiller. VI 29.

Madvig, J.N., filolog, politiker. IV 117. VI 70.

Magnus, J.C, litterat. VI 216.

Magnusen, Finn (Finnur Magnússon), isl. oldforsker. VII 185 189.

Mahmud, persisk sultan. VII 239.

Mailáth, ungarsk eventyrudgiver. VII 226.

Mainberger, Karl, ty. forfatter. VII 155.

Mantzius, Kristian, skuespiller. VI 20 29 211.

Marahrens, Aug., ty. bogtrykker. VI 60.

Marat, Jean Paul, fr. revolutionspolitiker. VII 335.

Mardochæus (Mordokaj), bib., Esters fætter. I 199.

Margrethe I, dronning. II 99. III 141. VII 108 207.

Margrethe af Valois, fr. dronning. VII 335.

Maria, Jesu moder. III 36 181 191 192. IV 16 23 25 28 40. V 82 260. VII 199 222.

Marie Sophie Frederikke, g. m. Frederik VI. II 173. V 195. VII 131.

Mark, irsk sagnkonge. VII 177.

Marmier, Xavier, fr. forfatter. VII 72 75.

Marryat, Frederick, eng. forfatter. VII 81.

Martensen, Hans, biskop, VII 205. (St.) Martin af Tours, fr. helgen. VII 214.

Mary Bohun, eng. dronning, g.m. Henrik IV. VII 326.

Mathiesen, Hans, gartner. VII 116.

Matthiessen, Hugo, museumsinspektør. VII 198.

Mau, J.C.E.Th., præst, ordsprogsudgiver. VII 151 172 198 214 220 221 388.

Maximilian II, konge af Bayern. VII 263.

K.A. Mayer, ty. forfatter. VI 32.

Maedler, J.H. von, russisk astronom. I 222. II 187. VII 76.

Mecklenburg-Strelitz, Mariane af, prinsesse, g.m. Frederik (VII). VII 184.

Medici, Cosimo I de, ital. storhertug. VII 226.

Meduyánsky, Alois Freiherr von, ungarsk forfatter. VII 242.

Méhul, Étienne-Nicolas, fr. komponist. VII 303.

Meisling, Inger Cathrine, f. Hjarup. VII 148.

Meisling, Simon, rektor. VII 32 34 36 66 68 77 148 234 236 311.

Melchior, Dorothea, f. Henriques. V 83. VII 314 316 317 318 322 334 335 339 340 343 347 357 358 360 363 366 367 370 373 376 384.

Melchior, Hans Bøchman, skolemand, zoolog. VII 196.

Melchior, Henriette, søster til M.G.M.VII 359.

Melchior, Israel, cand.polit., grosserer og fabrikant. VII 363.

Melchior, Johanne, g.m. I. M. VII 363.

Melchior, Moritz G., grosserer. V 87. VI 30 211. VII 314 316 317 318 322 335 343 347 354 358 360 361 367 373 376.

Melchior, William, søn af I. M. VII 384.

Meldahl, Ferdinand, arkitekt, kgl. bygningsinspektør. VII 385.

Memnon, gr. sagnhelt. VII 250.

Messias, se Jesus.

Meurice, Paul, fr. digter. VII 321.

Meyer, P. Krog, teolog. VII 59.

422

Meyerbeer, Giacomo, ty.-fr. komponist. VII 52.

Meza, CJ. de, general. VII 291.

Michael Nicolai (hr. Michael), digter og præst. V 53. VII 326.

Michelangelo, Buonarotti, ital. maler, billedhugger og arkitekt. IV 15 18 19 21 166. VII 226 227 228 275.

Michelsen, Torben, gartner. VII 365.

(Don) Miguel, portugisisk konge. VI 117.

Mikkelsen, Hans, købmand, borgmester i Malmø. VII 241.

Miller, J.M., ty. forfatter. VII 68.

Moe, Jørgen, no. forfatter og folkemindesamler. VII 100 153 250.

Molbech, Chr., litterat, sprogmand m.m. V 204. VI 95 129 130 131 137 141 142 143. VII 48 64 72 179 226 281 302 374.

Molbech, Chr.K.F., forfatter. VII 216.

Molière, fr. komediedigter. II 260. IV 115. VII 90 153 236 258.

Moltke, Frederik (Fritz), greve og diplomat. VII 129 130.

Moltke, Julie (Lilly), f. Sehestedt Juul, grevinde. VII 386.

Moltke-Hvitfeldt, Adam Gottlob, greve, diplomat, politiker. VII 322.

Moltke-Hvitfeldt, Gebhard, greve, gehejmekonferensråd. VII 148 197.

Monrad, D.G., biskop, politiker. IV 70. VI 19 198.

Monrad, Laurits Vilhelm, provst. VII 343.

Montgolfier, Jacques Étienne og Joseph Michael, fr. industrimænd og opfindere. IV 115. VII 252 258.

Mortensen, Finn Hauberg, litteraturhistoriker. VII 27 28.

Mosen, Erik, søn af flg. VII 121.

Mosen, Julius, ty. digter, og hustru Minna. VII 121.

Moses, bib. II 224 231. III 63. IV 100 115 254. V 17 149 150 152. VI 178. VII 140 257 303 360.

Moth, Matthias, embedsmand, ordbogssamler. VI 83.

Moth, Sophie Amalie, Christian V.s elskerinde. VII 331.

Mozart, Wolfgang Amadeus, østrigsk komponist. II 260. IV 114. VII 153 257 304 354 362.

Muhamed, arab. religionsstifter. II 231. III 70. VII 143 207.

Muhle, F.S., bogtrykker. III 10 12 62 148. IV 13 68 70. V 70 92 122 178.

Munch, Andreas, no. digter. VI 26 176 187. VII 153 240.

Munk, Kirsten, g.m. Christian IV. VII 329.

Musäus, J.K.A., ty. forfatter. VI 3 131 143. VII 22 53 154 184 185 308.

Müffelmann, Friederike Louise Wilhelmine. VII 79.

Mylius, Johan de, litteraturhistoriker. VI xf. VII 366.

Müller, Karl Otfried, ty. klassisk filolog og arkæolog. VII 271.

Müller, Ludvig, cand.theol., senere museumsdirektør. VII 52.

Müller, Ludvig Chr., præst og seminarieforstander, historiker, A.s manuduktør til studentereksamen. VII 236.

Müller, Sigurd, kunst- og litteraturhistoriker. VI 229.

Müllertz, Mogens, landsretssagfører, bogsamler. II 9 170.

Münchhausen, K. F. M., ty. friherre, officer og forfatter. VII 252.

Mynster, Ludvig, litterat. VI 156.

Møller, frk. VII 348.

Møller jun., sætter. VI 59.

Møller, Jens, teolog, historiker. VI 142.

Møller, L.R., bogholder i C.A. Reitzels Forlag. VI 50 61 68. VII 281.

Møller, Niels, jurist, litteraturhistoriker. II 291.

Møller, P.L., kritiker. II 122 171 228 295. VI 127 130 156 190. VII 12 102 113 116 130 141 160 163.

423

Møller, Poul Martin, digter. V 58. VI 125. VII 22 57 88 273 328.

Møller, S. VII 196.

Møller Kristensen, Sv., litteraturhistoriker. VI 58.

Møller, Vilhelm, kritiker. VI 124 218.

Monster, P.H., lærer, senere præst. VII 353.

Naamensdatter, Cathrine, A.s farmoder. VII 115 125 127.

Nafue-Anne. VII 97.

Nansen, Hans, borgmester. V 61. VII 204 330.

Napoleon I Bonaparte, fr. kejser. II 260. IV 131. V 17 72. VII XII 111 153 265 267 309 331 336.

Nedergaard-Hansen, Leif, litteraturhistoriker. VII 41.

Neergaard, Louise, f. Olsen. VI 204. VII 6 246 255.

Neiiendam, Robert, teaterhistoriker. VII 77.

Nestler, typograf. IV 9. VI 61.

Nestroy, Johann Nepomuk, østrigsk skuespiller, teaterdirektør og komedieforfatter. VII 72.

Newton, Isaac, eng. fysiker og matematiker. V 123 240 241 242. VII 350 383.

Nicolaus, helgen, biskop af Myra. V 52. VII 325.

Niels, munk i Sorø, forfatter. V 53. VII 326.

Nielsen. III 98.

Nielsen, Anna, skuespillerinde. VII 205.

Nielsen, Anton, forfatter og højskolelærer. V 145. VII 14 357.

Nielsen, Birger Frank, bibliograf. I 10.

Nielsen, Erling, universitetslektor i Oslo, litteraturhistoriker. I 11 15. V 9. VI IX X 49.

Nielsen, F. C. VII 31.

Nielsen, Kaj, grafisk tilrettelægger. V 9.

Nielsen, N.P., skuespiller. VI 29. VII 204 304.

Nielsen, P.K., sætter. VI 59.

Nielsen, Rasmus, filosof. V 126. VI 196 204 216 225. VII 14 255 335 355.

Nissen, H.D., gartner. Vil 365.

Nissen-Saloman, Henriette, sv. operasangerinde. VI 230.

Noah, bib. III 124.

Norcross, John Nicholas, kaperkaptajn, dansk statsfange. VII 79.

Nordby, Søren, admiral. V 56. VII 327.

Nordenskiold, N.A.E., sv. polarforsker. VII 169.

Novalis (pseud. for Fr. von Hardenberg), ty. digter. VII 97.

Nyblom, C.R., sv. redaktør. VI 208.

Nyborg, Jens, biskop. VII 325.

Nyerup, Rasmus, litteraturhistoriker. VII 24 201 217 238.

Nystrøm, Eiler, historiker. VII 372.

Nørregaard, Georg, historiker. VI 59.

Nørvig, Johannes, litteraturhistoriker. VII 365.

Ochsner, Bjørn, førstebibliotekar. VII 257.

Odysseus, gr. sagnhelt. VII 140.

Offenbach, Jacques, fr. komponist. V 71 81 131. VII 337 354.

Ohlrogge, Frederik, kar. generalmajor, kommandant på Kronborg. VII 297.

Ohrt, Fr. VII 388.

Oksen, Ebba, g.m. K. O. IV 9 254. V 8.

Oksen, Erik, præst. V 8.

Oksen, Knud, ekspeditionssekretær. V 8.

Olavius, Olaus, isl. økonomisk forfatter. VII 216 220 222 223 224.

Olrik, Axel, folkemindeforsker. VII 218.

Olrik, H.G., kontorchef,

424

personalhistoriker. VI 142. VII 7 27 28 34 67 152 244 282 293.

Olrik, Jørgen, historiker. VII 36.

Olsen, Camilla Frederikke Christiane. datter af F.C. O. VII 224.

Olsen, F.C., rektor, filolog, litteraturhistoriker. VII 63 64 205 224 307.

Olufsen, Christian, digter, land- og statsøkonom. VII 205.

O'Neill, Carlos, portugisisk købmand, da. vicekonsul. VII 295.

O'Neill, Jorge, portugisisk købmand, da. generalkonsul. VII 295.

O'Neill, Joana, antagelig svigerdatter af J.T.O' N. VI 117.

Ossian, sagnagtig gælisk digter. IV 114. VII 314.

Osten, J.F.f.d., avisudgiver. VII 146.

Oterdahl, Jeanna, sv. forfatterinde. VII 176.

Ottesen, O.O., blomstermaler. VII 205.

Overskou, Thomas, teaterhistoriker. VII 69 79 182 304 319.

Ovid, rom. digter. VII 172.

Oxe, Peder, rigshovmester. III 131. V 59. VII 203 329.

Palladius, Peder, biskop. V 57. VII 328.

Pallis, Dot, forfatter. VII 183.

Palmblad, V.F., redaktør. VII 77.

Palnatoke, nord. sagnfigur. V 128 246.

Paludan, Hans Aage, romanist, bibliotekar. VII 216 313.

Paludan-Müller, Frederik, digter. V 56. VI 19 51 188 204. VII 50 133 184 190 236 313 327.

Pape, Margrethe, Frederik III.s elskerinde. VII 341.

Paracelsus, Aureolus Philippus Theophrastus Bombastus von Hohenheim, ty. læge. VII 362.

Parsberg, Ingeborg, g.m. Claus Daa. VII 195.

Paul, Jean (pseud. for J. P. Richter), ty. forfatter. I 190. V 216. VI 176. VII 65 173 259 378.

Paulli, Joachim Richard, komediedigter. VII 57.

Paulus, apostel. V 238. VII 382.

Pechlin, Elise von, baronesse, hofdame. VII 3.

Pedersdatter, Ane Margrethe, syerske. VII 374.

Pedersen, Christiern, forfatter og oversætter. IV 87. VII 106 250 281.

Pedersen, P. observator. VII 76.

Pedersen, Vilhelm, søofficer, tegner. I 9 14. II 170 276 281 310 317 319 323. III 6 25. IV IX X 7 12 59 63 68 87. V 112. VI 2 3 5 9 10 11 12 14 65 68 72 78 140 162. VII 13 84 130 152 162 169 174 316.

Perrault, Charles, fr. forfatter. VII 22 30.

Petersen, Carl S., overbibliotekar. VII 50.

Petersen, Clemens, kritiker. VI 198 206. VII 174 277 324.

Petersen, F.C., klassisk filolog. VI 145 146 147.

Petersen, Gustav Adolf, bogtrykkerlærling. VI 54.

Petersen, N.M., filolog og litteraturhistoriker. VII 185.

Pedersen, Robert, typograf, senere højskoleforstander. VI 56.

Petit, Frederik (Fritz), da.-ty. forfatter og oversætter. VII 88 168.

Petöfi, Sándor, ungarsk digter og politiker. IV 115.

Philippa, g.m. Erik af Pommern. V 53 64. VII 326.

Philipsen, Jacob, feltskriver. VII 76.

Phister, J.L., skuespiller. VI 29. VII 53 62.

Pin, Inge Lise Rasmussen, forfatter. VII 225.

Pio, Jean, filolog, skolebestyrer. II 160.

Pio, Louis, socialistfører. VI 226.

Pius IX, pave. VII 372.

425

Plamböck, Anna Nielsdatter, f. Rosbjerg, kroholderske. III 144. VII 208 209.

Plamböck, Martin, skovrider. VII 208.

Plautus, rom. komediedigter. IV 115. VII 258.

Ploug, Carl, digter og politiker, redaktør af Fædrelandet. V 62. VI 42 211 227 228. VII 330 331 387.

Plum, Frederik, biskop. Vil 95.

Pocci, Franz, ty. greve, tegner, digter og musiker. VI 10.

Podebusk den yngre, Predbjørn, herremand. VII 218.

Pohland, K.G. von, ty. friherre og diplomat. VII 230.

Polívka, Georg, ty. folklorist. VII 26.

Pontoppidan, Erik, biskop, topograf og salmebogsudgiver. VII 94 107 216 222 325 340 341.

Pontoppidan, Henrik, forfatter. VI 51.

Pors, Claus. VII 388.

Portman, Arne, overlæge, H.C.A.-samler. IV 9 50. VII 7.

Poulsen, Ingeborg Dorthea, f. Rafn. VII 150.

Poulsen, Poul Chr. Edelberg, præst, landøkonomisk forfatter. VII 150.

Pram, Christen, digter. VII 32.

Praxiteles, gr. billedhugger. VII 227.

Prehn, Thomas, fhv. landkommissær. VII 237.

Pückler Muskau, H. von, ty. fyrste og forfatter. VII 187.

Pygmalion, kypriotisk sagnkonge. III 166 167. VII 214.

Rahbek, Karen Margrethe (Kamma), f. Heger, g.m. K.L.R. III 140. VII 206.

Rahbek, Knud Lyne, kritiker og skribent. III 140. VII 32 206 207 217.

Raimund, Ferdinand, østrigsk skuespiller og digter. VII 79 137.

Rakel, bib. VII 155.

Ramel. Ove, etatsråd. III 109. VII 196.

Rafael(lo) Santi da Urbino, ital. maler. IV 166 167. VII 227 274 275.

Rasch, Gertrud. V 62. VII 331.

Rask, Hans Kristian, præst. VII 198.

Rask, Rasmus, sprogforsker. VI 70.

Rasmussen, Jan W., bibliotekar. I 14. V 9. VI IX.

Rasmussen, Louise, adlet som lensgrevinde af Danner, g.m. Frederik VII. VII 204 205.

Reboul, Jean, fr. bager og digter. VII 127.

Reiersen, J.R., litterat. VI 35. (med fejl: J.K.).

Reitzel, C.A., forlagsboghandler. I 18 22 52 86 114 116 212. II 12 14 104 106 170 216 244 276. III 10 12 62. IV 7 8 13 68 70. V 70 92 112 122 178. VI 10 11 13 56 61 68. VII 1 30 44 56 64 71 90 93 110 112 135 161.

Reitzel, Carl, forlagsboghandler. V 123. VI 28 56.

Reitzel, Hans, forlagsboghandler. I 15. VII IX XII.

Reitzel, Theodor, forlagsboghandler. IV 244. V 122. VI 28 56 71 72 74. VII 281 295 350 357 365.

Reumert, Elith, skuespiller og forfatter. VII 296 302 318 334 339 340 360 370 376 384.

Reventlow, Chr. Ditlev, godsejer og statsmand. V 64. VII 332f.

Ricci, Angelo Maria, ital. digter. VII 32.

Riccius, Heinrich, ty. violinist. VII 371.

Richardt, Chr., digter. IV 73. VI 204. VII 245.

Richelieu, J.A. de Plessis de, fr. kardinal og statsmand. IV 60. VII 240.

Riise, J. Chr., lærer og udgiver. VII 23 115.

Richter, Ludwig, ty. tegner. VI 10.

Riise, Jacob, ansat ved Kgl. Bibl. VII 68.

426

Robert, C.H., bogtrykker. I 190.

Rogert, D.L., landsdommer. VII 332.

Roos, Carl, germanist. VII 118.

Rosenberg, Carl, litteraturhistoriker. VI 175 182 185 186 196 201.

Rosen, Wilhelm von, arkivar. VII 229.

Rosenhoff, Claudius, forfatter. VI 138 151 164. VII 343.

Rosenkilde, C.N., skuespiller. VI 29.

Ross, Sir John, eng. søofficer og polarforsker. VII 169.

Rossing, Marie Charlotte, A.s værtinde 1870-71. VII 378.

Rossini, Giacomo, ital. komponist. VII 303.

Rousseau, Jean Jacques, fr. forfatter og filosof. IV 150. VII 269.

Ruben, Bernhard, grosserer og fabrikant. VII 365.

Rubens, Peter Paul, flamsk maler. IV 243. VII 274 298.

Rubow, Paul V., litteraturhistoriker. I 107. II 160. VI 111 112 117. VII XI 26 64 71 72 94 96 119 128 133 134 159 190 211 212 250 264 278 285 335 352 359.

Rud, Otto, adelsmand. I 218. II 183. VII 73.

Rumohr, Th. V., forfatter. VII 96.

Ryge, J.C., læge og skuespiller. VII 372.

Ryge, Natalia, skuespillerinde. VII 372.

Røhr, W., sætter. VI 59.

Rørdam, Holger Fr., præst, historiker. VII 343.

Raasløff, Anna, datter af W. R. VII 340 342 343 344 351 354 355 356.

Rasløff, Marie Anne Christine Caroline, f. Smith, g.m. W. R. VII 340 351.

Raasløff, Waldemar, officer, diplomat og politiker. VII 340.

Saloman, se Nissen-Saloman.

Salomon, bib. konge. IV 88 89 256. VII 172 251 303.

Salomonsen, Frederikke, mor til H. S. VI 230.

Salomonsen, Harriet, 1873 g.m. Edvard Brandes. VI 230.

Samson, bib. V 246.

Samsøe, Ole Johan, forfatter. VII 309 372.

Sara, bib. V 243 244. VII 383.

Sarp, Gerda Ploug, tegner. V 247.

Saxo, historiker. VII 147 187 188 193 221 223 250 314 353 388.

Scavenius, Charlotte Sophie, f. Meincke. VII 184.

Scavenius, Henriette, f. Moltke. V 88. VII 171 178 183 184 190 202 210 211 244 252 253 262 340 366 367 370 373 374 376.

Scavenius, Peder Brønnum, kammerherre, godsejer og politiker. VII 297.

Schack, Hans Egede, forfatter. VI 164.

Schack, Sophus, maler. VII 143.

Schaldemose, Frederik, forfatter og oversætter. VII 21.

Schall, Claus, komponist. VII 309.

Schiern, Frederik, historiker. VII 281.

Schierbeck, Peter Christian, billedhugger. VI 6.

Schikaneder, Emanuel, ty. dramatiker og teaterdirektør. VII 304.

Schiller, Elisabeth Dorothe, f. Kodweiss, g.m. J.K.S. V 22 23 24 26. VII 311.

Schiller, Johan Christoph Friedrich, ty. digter. V 22 23 25 26. VI 23 178. VII 141 551 73 133 134 310 311 312 353.

Schiller, Johann Kaspar, militærlæge. V 23. VII 311.

Schiller, Karl von, friherre, forstmand. VII 311.

Schleppegrell, Frederik Adolph, officer. III 125. VII 201.

427

Schleppegrell, Johanne Margrethe Jacobine. VI 135.

Schleppegrell, Louise von, konventualinde. VII 60.

Schmidt, Chr., skuespiller. VI 29.

Schmidt, Christoph von. VI 131.

Schmidt, Rudolph, forfatter. V 126. VII 14 351 352.

Schousboe, Caroline, f. Permin, g.m. P. V. S. VII 370.

Schousboe, Peter Vilhelm, skibsfører. VII 370.

Schouw, J.F., botaniker. VI 153. VII 123 187.

Schröder, J. H., sv. litteraturhistoriker. II 76. VII 7.

Schrøder, Michael, journalist. VII 84.

Schwanewede, Herman Frantz von, officer og godsejer. III 187. VII 221.

Schwarzenberger, Gerhard, ty.-sv. lektor. VII 131 349.

Schønheyder, Bertha, datter af F.A.S.VII 58 59.

Schønheyder, F.A., by- og rådstueskriver. VII 58 147.

Scott, Walter, eng. forfatter. VII 36 256 259.

Scribe, A.E., fr. dramatiker. IV 114. VII 50 84 106 303 319.

Scudder, Horace E., amer, børnebogsforfatter, udgiver af The Riverside Magazine. VI 222. VII 340 343 344 350 354 356 358 359 363 364 365 373 384 386.

Sehested, Karen, hovmesterinde for Leonora Christina. V 59.

Sehested, Chr. Thomesen, søofficer. V 62. VII 331.

Serre, Friederike, g.m. F.A. S. III 12. VI 14. VII 311 370.

Serre, Friedrich Anton, major, godsejer. VII 92 173 262 310 370.

Shakespeare, William, eng. dramatiker. II 259. IV 51 115 116 255. VI 225. VII 140 153 235 258 303 305 359.

Sibbern, F.C., filosof. VI 204.

Siesby, Gottlieb, forfatter og redaktør. V 13. VI 13 23 196 210. VII 14 307.

Sigar, da. sagnkonge. VII 207.

Sigbrit Willumsdatter, Dyvekes moder. I 231. II 196. VII 78 327.

Signe, sagnfigur. III 141. VII 207.

Simonsen, Niels, maler. VII 204.

Skall, Egil. VI 54.

Skjerk, Jørgen, H.C.A.-forsker. VI 35 190. VII 6 7 11 254.

Skjöldebrand, A.F., sv. officer, politiker og forfatter. VII 304.

Skougaard, Jonas, no. højesteretsadvokat, bogsamler. VII 5.

Skovgaard, P.C., maler. VI 30. VII 112.

Slagheck, Didrik, præst og politisk rådgiver. V 57. VII 327f.

Smith, Albert, læge, forfatter og bjergbestiger. VII 174.

Sneedorff, Fr., historiker. VII 128.

Snio, sagnkonge. III 190.

Snorrason, Egill, professor, dr.med. VII 78.

Snorre Sturlason, islandsk høvding, historieskriver og skjald. VII 186 257 347.

Sohlman, Aug., sv. forlægger. VI 164.

Sokrates, gr. filosof. III 60. IV 59 263. VII 182 239 306.

Solon, gr. statsmand og digter. I 238. II 203. V 21. VII 82 310.

Sommerhielm, sv. grevinde, veninde af Fr. Bremer. VI 135.

Sophie af Mecklenborg, g.m. Frederik II. VII 328.

Sophie Amalie af Lüneborg, g.m. Frederik III. V 59 60. VII 329.

Sophie Magdalene af Brandenburg-Culmbach, g.m. Christian VI. V 64. VII 332.

Speckter, Otto, ty. tegner. VI 10.

428

Spendrup, Ane Kirstine, enke efter P.M.S. VII 146.

Spendrup, Peter Matthias, brændevinsbrænder. V 195. VII 372.

Spink, Reginald, eng. oversætter. VII 278.

Spärck, Ragnar, zoolog, professor. VII 247 305 363.

Staffeldt, A.W. Schack von, digter. VII 332.

Stampe, Christine, baronesse. VII 112 115 254.

Stampe, Holger, baron. VII 112.

Stampe, Henrik, baron. VII 105 158 292.

Stampe, Jonna, f. Drewsen. VI 152. VII 105 158 292.

Stampe, Rigmor, baronesse, forfatterinde. VI 112 114. VII 34 49 58 79 88 105 112 119 127 281 302 315.

Stanley, Sir Henry Morton, eng. opdagelsesrejsende. VII 348.

Starkad, sagnfigur. VII 187.

Steenstrup, Japetus, naturforsker. VI 167. VII 356.

Stefiens, Henrich, filosof. VII 28.

Stigaard, Lauritz, skuespiller. VI 29.

Stone, M.L., eng.-amer. tegner. VII 15-18.

Straparola, Giovanni, ital. forfatter. VII 23.

Struensee, Johan Friedrich, læge, statsmand. VII 332.

Stuart, Maria, skotsk dronning. VII 312.

Stub, Ambrosius, digter. IV 253. V 64. VII 302.

Sue, Eugéne, fr. forfatter. VII 259.

Suhm, P.F., historiker. VII 281.

Suphan, B., ty. VII 128.

Suhr, Ole Bernt, grosserer. VII 355 356.

Svane, Hans, biskop. V 61. VII 204 330.

Swane, Jørgen, præst. VII 7.

Svane, Marie, se Fuiren, Marie.

Svanholm, Christian, no. biskop. VII 210 235 237.

Svaning, Hans, historiker. VII 327.

Swedenborg, Emanuel, sv. mystiker og naturforsker. VII 372.

Swift, Jonathan, eng. satiriker. VII 30 104 278.

Syv, Peder, sprogforsker. VII 102 140 196.

Sødring, Julie, skuespillerinde. VI 208.

Søeborg, Augusta, datter af C. Iversen. VI 133 144.

Søren Sørensen Møller, g.m. Marie Grubbe. V 94 95 100 101 102. VI 28.

Sørensen, Axel, skolemand, forfatter. VI 104.

Sørensen, C.K, maler. VI 30. VII 204.

Talma, Francois-Joseph, fr. skuespiller. V 72.

Tang, Peder, købmand. VII 219.

Tang, A.E.M., etatsråd, godsejer og politiker. VII 215 218 219.

Tannhäuser, østrigsk minnesanger. III 38. VII 177.

Tardini, luftskipper. VII 152.

Tasso, Torquato, ital. digter. VII 337.

Tausen, Hans, kirkereformator. V 55 57. VII 328.

Tegner, Esajas, sv. digter og biskop. V 65.

Tell, Vilhelm, schweizisk sagnhelt. IV 134 184 186. V 25 127 128 246. VII 267 281 312 353 384.

Tengnagel, Michael Fabritius, kammerherre, generalkrigskommissær. VII 106 121.

Themistokles, gr. statsmand og feltherre. IV 241.

Thespis, gr. digter. II 252. VII 151 259.

Thiele, Hanne, f. Aagesen, 1838 g.m. J.M.T. VII 351.

429

Thiele, Ida, datter af J.M.T. VI 4. VII 27 28.

Thiele, J.R, bogtrykker. V 112. VII 143 183.

Thiele, Just Matthias, forfatter og folkemindesamler. IV 70. VI 4 6 10 15 22 27 28 198 205 225. VII 23-27 36 43 46 66 99-101 103 107 108 115 130 149 151 157 163 173 174 189 192 194-196 198 202 204 206 207 212 218 221 223 245 246 255 268 269 282 284 290 291 295 299 316 317 319 321 324 328 340-342 351 352 359 361 368 377 386 387.

Thiele, Sophie, f. Holten, 1829 g.m. J.M.T. VII 27.

Thiers, L.A., fr. statsmand og historieskriver. V 72.

Thomsen, Grimur, isl. embedsmand og digter. VI 167 191.

Thomsen, Chr. Jürgensen, museumsdirektør, arkæolog. VI 25. VII 321.

Thomsen, Conrad, typograf? IV 242.

Thomsen, Ove, redaktør. VI 145.

Thomsen, Vilhelm, sprogforsker. II 160.

Thoresen, Magdalene, no. forfatterinde. VI 26.

Thorkilsen, Chr., galanterihandler, bogbinder og forlægger. V 130. VI 29. VII 14 353 354.

Thorvaldsen, Bertel, billedhugger. II 101 120 121 126. III 139 165 166. IV 255. V 22 25 66. VI 7 25 164. VII 14 32 56 107 109 112 113 115 145 204 205 214 303 312 333 355 369.

Thorvaldsen, Gotskalk, isl. billedskærer, far til B. T. II 101. V 25. VII 109.

Thukydid, gr. historiker. VII 353.

Thyberg (fra 1866 Tybjerg), Chr., arkitekt. VII 343.

Thyra Danebod, dronning. VII 222 281.

Thaarup, Thomas, digter. VII 150 304.

Tieck, Ludwig, ty. digter. VII 25 35 45 57 171.

Tillisch, Frederik Ferdinand, embedsmand og politiker. VII 356.

Tizian(o) Vecellio, ital. maler. IV 16. VII 227.

Toldberg, Helge, litteraturhistoriker. VII 235.

Topsøe, Vilhelm, forfatter og redaktør. VI 223 277.

Topsøe-Jensen, H., overbibliotekar. II 8 65 66 153 206. III 173 187 193. IV 8 85 112 121 177 195 198 205 212 216 244. V 7-9 29 46 237 240 241. VI IX 49 50 61 71 99 124 179 201 221. VII XI XIII 3 4 8 11 28 72 79 87 92 105 112 118 126-128 137 145 159 180 183 191 210 212 238 263 264 283 293 309 313 321-323 346 369 377 380 383.

Tordenskjold, Peder, søhelt. V 62. VII 331.

Tottola, Andrea Leone, ital. forfatter. VII 303.

Trap, J.P., kabinetssekretær, topograf. VI 16 219 220. VII 145 216 222 224.

Trellund, Johan, svigersøn af Valdemar Daa. VII 195.

Tristan, keltisk sagnfigur. III 39. VII 177.

Troels-Lund, Troels, kulturhistoriker. VII 319.

Truelsen, Martin, bogtrykker. VI 60 62.

Torneros, Adolf, sv. digter. VII 257.

Ulfeldt, Corfitz, rigsgreve, rigshovmester. V 59 60 64 65. VII 108 329 330 333.

Ulfeldt, Leonora Christina, g.m. C.U. II 100. V 58 59 60 179. VI 29 30. VII 108 329 330.

Ulrich, H.N., ty. arkæolog, professor. VII 230.

Ursin, G. F., matematiker og astronom. VII 63 307.

430

Wagner, Richard, ty. komponist. VII 172 177 256 285.

Valdemar I den Store, konge. II 99 127. VII 103 108 115 116 144 324.

Valdemar II Sejr, konge. VII 115.

Valdemar IV Atterdag, konge. II 126 128. IV 192. V 52 53. VII 115 284 325 326.

Walther von der Vogelweide, ty. minnesanger. III 40. VII 177 257.

Wamberg, Niels Birger, litteraturhistoriker. VII 79.

Wanscher, Vilh., kunsthistoriker. VII 38.

Warburg, John, bankier. VII 384.

Waschnitius, Viktor, ty.-da. litteraturhistoriker. VII 10 346.

Watt, Robert, forfatter og journalist. V 39 44. VI 225. VII 14 317 320 384.

Weber, Carl Maria von, ty. komponist. VII 96.

Weber, Kirsten, forskningsbibliotekar. V 9.

Vedel, Anders Sørensen, historiker. VII 187.

Vedel Simonsen, Lauritz S., historiker. VII 65.

Wegener, J.C.C., forstinspektør. VII 129.

Weilbach, Philip, kunsthistoriker. VI 207 208.

Welblund, Aage. VII 209.

Welhaven, C.F., lærer. VII 193.

Weller, Th., ty. genremaler. VII 127.

Verne, Jules, fr. forfatter. VII 348.

Wessel, Johan Herman, digter. VII 33 133.

Westrup, August, forlagsboghandler. VII 361 362.

Vetterlund, Fredrik, sv. litteraturhistoriker. VII 235.

Weyse, C.E.F., komponist. III 141. VII 207.

Victor Emanuel, ital. konge. VII 258.

Wiedemann, L., ty. forlagsboghandler. VI 11.

Wiehe, Michael, skuespiller. VI 29.

Wieland, C.M., ty. digter. VI 143.

Wies, Ernst, assessor. VII 118.

Wiinblad, Emil, typograf, redaktør. VI 56 57.

Wiinblad, Robert, søn af E. W. VI 56.

Wille, Valdemar, journalist. VI 215.

Wilster, Chr., digter og oversætter. V 63. VII 330 332 344.

Winding, Andreas, landinspektør. VII 320.

Vincent, Alexandre, restauratør. VII 367.

Vinding, Ingeborg, g.m. Poul Vendelbo Løvenørn. V 255 256. VI 41 42. VII 387.

Vinding, Poul V, professor. V 255 256. VI 41 42. VII 387.

Winkelried, Arnold, schweizisk sagnfigur. II 226. VII 140.

Winther, Christian, digter. IV 72. V 32. VI 171 197 224. VII 14 107 135 244 245 266 314 316 327.

Winther, Matthias, regimentskirurg, litterat. VI 137. VII 36 44 45 46 95 118 250 355.

Woel, Cai M., forfatter. VII 201 254 359 381 385.

Voetmann, F.A., gartner. VII 365.

Vogel-Jørgensen, T., journalist og forfatter. VII 58 65 88 121 133 188 381.

Vogler, Georg Joseph, ty. abbed og komponist. VII 304.

Vogt, Carl, ty. zoolog. VII 256.

Voigt, Christian, cand.phil-, købmand. VII 81 86.

Voigt, Riborg, A.s ungdomskærlighed. VII 33 86 254.

Wolff, Simon Olaus, no. digter. VII 101.

Voltaire, Francois, fr. forfatter. IV 61 115. VII 30 128 241.

Wood, Annie, eng. oversætter og forfatterinde. VII 362.

Worm, Pauline, forfatterinde. VII 281.

431

Worsaae, Jacobine, f. Grevenkop-Castenskiold, g.m. J.J.A. W. VII 323.

Worsaae, J.J.A., arkæolog, museumsdirektør. VI 211. VII 323.

Wulff, Christian, søofficer. VII 74.

Wulff, Henriette. VI 72 127 154 169 179. VII 19 20 30 32 42 47 50 127 142 144 147 161 175 178 180 181 182 238 240 242 273 298 340 377 381 382.

Wulff, Peter Frederik, admiral, oversætter og forfatter, fader til C. og H.W. VII 89.

Xantippe, g.m. Sokrates. III 60. VII 182.

Xenofon, gr. forfatter og historiker. IV 59. VII 239.

Zedlitz, Friedrich Siegmund von, kammerherre. VII 177.

Zeise, Heinrich, holstensk digter og oversætter. II 12 122 206. V 13. VII 99 102 104 113 120 126 129 130 133 146 308.

Zeuthen, F.L.B., teolog. Vil 29.

Zinn, Margrethe C., agentinde. VII 118.

Æmeltorp, Henrik, nordty. stormand. VII 325.

Æsop, gr. fabeldigter. IV 263. VII 191 266 306.

Oehlenschläger, Adam, digter. III 140. IV 50 116. V 65 66. VI 17 26 51 85 112 142 164 224. VII 10 20 21 22 23 30 31 36 42 45 50 51 54 67 68 89 94 115 134 137 140 145 154 158 180 184 185 196 206 207 216 232 234 240 244 247 258 259 260 267f 310 333 336 352 353.

Oehlenschläger, Charlotte, datter af A.Oe. VII 147.

Oehlenschläger, Christiane, f. Heger, g.m. A.Oe. VII 319.

Oehlenschläger, Joachim Conrad, slotsforvalterfuldmægtig, fader til A.Oe. VII 206.

Ørsted, A.S., retslærd, politiker. V 20 21. VI 23. VII 309 310.

Ørsted, Birgitte, f. Ballum, g.m. H.C.Ø. VII 246 292 304 322 356 359.

Ørsted, H.C., fysiker. I 213. II 178 237 260. V 20 21 66 139 140. VI 9 23 29 30 127 129 133 164 191 210. VII 51 67 71 72 74 76 115 118 122 134 145 153 161 200 240 251 258 275 285 309 310 333 335 344 352 355 356 364 383.

Ørsted, Mathilde, lærerinde og oversætter, datter af H.C.Ø. VII 246 292 322.

Ørsted, Sophie, datter af H.C.Ø, g.m. F. Dahlstrøm. VII 74 75 356.

Ørsted, Søren Christian, apoteker, og hustru Karen, f. Hermansen. V 20. VII 310.

Aagaard, C.F., maler. VI 30.

Aakjær, Jeppe, forfatter. VII 220.

Aasen, Ivar, no. sprogforsker. VII 347.

432

Denne udgave trykkes af Bianco Lunos Bogtrykkeri A/S, VI-VI I med Baskerville fotosats. Papiret er Micha tonet 202, 100 g/m2. Helshirtingsbind til en del af oplaget udføres af Fløistrup & Baden Bogbinderi ApS. Typografi, opslag og bind efter skitser af textudgiveren. Omslagsvignet fra bindet til EHP 1-62 etc., se VI s. VII og 121.