Eventyr, fortalte for Børn
Ny Samling. Andet Hæfte. 1839
EB 5-39
Paradisets Have
✂ Paradisets Have tryktes første gang i EB 5-39, der udkom 19.10.1839.
✂ Den første inspiration til eventyret fik A, da han så Heibergs filosofiske drama Fata Morgana på Det kgl. Teater 29.1.1838. Iflg. Alm kedede han sig imidlertid, men dagen efter, 30.1., noterer han: »Iritabel over Lunds [: teatermaleren Troels Lund (1802-67)] slette Slot for Fatamorgana og imod Heibergs Stykke, ordenlig vel ved denne Iritabilitet.« Og endelig noterer han 3.2.: »Fata morgana pebet.«
✂ I første omgang satte interessen for Fata-Morgana-motivet sig spor i De vilde Svaner (I 132.29), men først i februar 1839 fattede han planen til et større arbejde. Iflg. et brev til Henriette Hanck 1.2.1839 skal det handle om »Fata Morgana og faaer vel dette Navn eller ogsaa Navnet »Fugl Phønix««, og A tilføjer, at det er »aldeles af egen Opfindelse« (BHH 326). Få dage senere uddyber han i et brev 5.2. til sin velgører fra barndomstiden oberst Chr.Høegh-Guldberg disse planer: »min Fee skal ikke boe paa Middelhavet, jeg sætter hende op paa Spitsbergen. Jeg har gjort mig bekjendt med Naturen der, og det Eiendommelige i den har grebet mig [... ] See, deroppe, naar Nordlysene ret spille, skal jeg vise min Fata Morgana, og da vil en Flugt til Afrikas Ørkener, hvor Sandet synes stillestaaende Søer, et Besøg til den berømte Phoenix gjøre en glimrende Overgang.« I dette brev kommer den gamle irritation over specielt Heiberg endnu engang til udtryk, idet han slutter omtalen af sin plan med flg. argument: »Der er ogsaa altfor mange Behandlinger af Fata Morgana, man maa svinge sig lidt ud af den gamle Bane, skal der skabes noget godt Nyt« (A&C 112).
✂ På dette tidspunkt har han vel endnu tænkt sig at kalde eventyret Lyksalighedens Ø, som det fremgår af m; men i de flg. måneder arbejdede A videre med det nye hæfte eventyr, og 26.4.1839 skrev han til Henriette Hanck, at han gerne ville præsentere hende for »et nyt Hefte Eventyr, der indeholder: »Den flyvende Kuffert« [...] Rosen Alfen [...] og Paradisets Have, dette sidste skriver jeg endnu paa og troer at Beskrivelsen af Beeren-Eiland oppe i Polar-Havet er særdeles lykkedes mig« (BHH 347). 1.5. skriver han så til Henriette Wulff: »jeg har 48 skrevet et poetisk Eventyr, »Paradisets Have«, min Musa har sjunget for mig, saa levende, at jeg selv studsede over den Herlighed« (BHW I 257). Endelig skriver han 11.6. til samme korrespondent, at eventyrene vil udkomme i august (ib. 261), hvilket som ovennævnt ikke blev tilfældet; desuden udgik Rosen-Alfen til fordel for Storkene.
✂ I Bemærkninger anføres Paradisets Have som »et af de mange Eventyr, jeg som Barn, hørte fortælle« (5). Det kan diskuteres, hvorvidt denne udtalelse beror på en erindringsforskydning, idet der ihvertfald ikke findes nogen dansk nedskrevet optegnelse. Imidlertid oversatte Chr. Molbech i 1843 et fransk eventyr af Madame Leprince de Beaumont (1711-80) om brændehuggeren og hans kone under titlen Den nysgerrige Kone, et eventyr A refererer i Krøblingen (V 206). A kan have læst det på fransk. I MeE, hvor talen er om publikums reaktion på hans første eventyr, skriver han således: »Andre meente at jeg burde studere mig ind i de franske Eventyr-Mønstre« (132).
✂ Omend motivet med det overtrådte forbud er vidt udbredt og i sidste instans kan henføres til Bibelens syndefaldsmyte, lader der sig påvise to litterære hovedkilder til eventyret. Den ene er kapitlet Ile de la Félicité i grevinde d'Aulnoys roman Histoire d'Hypolite, comte de Duglas (Paris 1690; da. 1787), en gendigtning af et keltisk sagn om et vidunderland, hvor hundrede år svinder som én dag. Den anden kilde er P.D.A.Atterboms læsedrama Lycksalighetens Ö (Upsala 1824-27), som med en række afvigelser, som A også følger, bygger på grevinde d'Aulnoys værk. Hvornår A har stiftet bekendtskab med sin svenske digterbroders eventyrspil har været omdiskuteret (se Brix 116 og Vintergrønt 52), men af et brev til Atterbom 21.5.1838 (DaStu 1923.70) fremgår det, at han i alle tilfælde må have læst det på dette tidspunkt.
✂ I 1838 arbejdede A med Mulatten, og i den forbindelse skriver han i oktober 1838 til Henriette Hanck: »Jeg sluger i disse Nætter alle Bøger om Africa og Amerika« (BHH 287). Såvel denne læsning, hvis nærmere indhold er ubekendt, som en oplysning i Alm 30.5.1838 om, at han har læst den no. geolog B.M.Keilhaus Reise i Öst- og Vest-Finmarken samt til Beeren-Eiland og Spitsbergen i Aarene 1827 og 1828 (Christiania 1831), er kommet eventyret til gode i vindenes fortællinger (se ndf.).
✂ 141.1en Kongesøn] i overensstemmelse med eventyrgenren er prinsen anonym modsat forbilledet kong Astolf hos Atterbom. - 141.18-21 jvf. 1.Mos. 3.
✂ 142.13Kone, høi og stærk] antagelig minde om A.s moder; sml. Bøgh: »Moderen var høj, storknoklet og gik halv bondeklædt med Hue« (5) og Magdalene i Christian den Andens Dverg: »en høi, stærk bygget Qvinde« (A-iana III 65). - 26Storstuen] himlen. - 32stive Nakker] 49 stivnakket, stædig. - 32fire Sakke] overtaget fra Atterbom, men oprindelig gr. homerisk forestilling (jvf. Odysseen X 19 f). - 35gjøre... Omstændigheder] hvad enten de vil eller ej; uden diskussion.
✂ 143.7Skrinkelbeen] spinkel, svag person med lange, tynde ben. - 8Hvor] hvordan. - 11Dømmekraft] mening; collinsk familiejargon (Stampe 33). - 15 »Beeren-Eiland«] alm. betegnelse var Bjørneøen (i det nordlige Ishav), og A ønsker måske indirekte gennem citationstegnene at henvise til Keilhau. - 15Jeg sad... Fart nok] sml. Keilhau: »Jeg sad paa Dækket og betragtede Stormfuglens lave Svæven henover den oprørte Søe. Man seer den kun sjelden gjøre nogle raske Slag med Vingerne, hvorefter den i lange Mellemrum holder dem ubevægeligen udstrakte og svinger sig roligen tæt over Vandskorpen« (109). - 17Stormfugl] stor mågelignende svømmefugl; ansås for bebuder af storm. - 22 fladt, som en Talerken] sml. Keilhau: »fladt som en Tavle« (111). - 23 halvtøet Snee] sml. Keilhau: »Her laae endnu hist og her nogle Snedynger, paa hvis underste Rand Søen havde tæret« (111). - 23 lidt Mos... paa dem] sml. Keilhau: »[sletten var] tæt belagt med store skarpe Stene, mellem hvilke der hist og her spirede lidt Mos [...] En Mængde Beenrader af Hvalrosse og lisbjørne laae omkring mellem Stenene. Bjørnebenene havde Formen af menneskelige Kjæmpers Fødder og Arme [...] Den fugtige Muggenhed og Grønske, som tildeels bedækkede Beenraderne, syntes virkelig at antyde, at Solen endnu ikke havde belyst denne Dødsmark, hvorover Taagemulmet ligesom urokkeligen hvilede« (113f). - 27-29et Huus ... Grønt] sml. Keilhau: »Husene vare udvendig betrukne og behængte med Hvalroshuder, paa hvilke Kjødsiden vendte ud og var fuld af Grønske og en rødlig Raaddenhed« (114). - 29-30paa Taget ... brummede] sml. Keilhau: »lisbjørnene stege op paa Taget af Bygningen og man skjød syv Stykker saagodtsom lige fra Døren« (132 f). - 30-31Jeg gik ... gabede] sml. Keilhau: »Hvorsomhelst vi traadte ud paa Bjergvæggens Rand og kunde see de nedenfor fremspringende Lag, vare vi ogsaa visse paa at see de lange Rækker af Reder, hvoraf ækle, halvnøgne Unger af Stormfugle og Maager opdukkede« (120). - 33-34Nederst ... Tænder] sml. Keilhau: »Nede paa Stranden bemerkede jeg en stor Dynge af graa og rødligbrune, sækformige Masser, som havde nogen Lighed med en Hob sovende Sviin af kjæmpemæssig Størrelse [...] jeg saae nu, at det var en Hvalros med sine tvende alenlange Tænder. I den liggende Klynge var der et halvt Snees af disse Dyr [...] Der var noget særdeles Væmmeligt ved denne Gruppe; naar de nøgne, runde Fedtmasser [...] bevægede sig mellem hinanden, saa var det, som om man saae en Klump eller Klynge af uhyre Maddiker« (115f). - 37-144.6 Ikke fra Keilhaus beskrivelse af Beeren-Eiland men fra Spitsbergen; noget A med sin digteriske frihed ikke tog så nøje. - 37 50Harpunen ... Isen] sml. Keilhau: »Harpuneeren [...] modtog [hvalrossen] med et Landsestik i Brystet - en rygende Blodstraale fremsprudede og konvulsivisk dukkede Dyret atter under« (147). - 39-144.6jeg blæste op ... Saltvand] sml. Keilhau: »[skibet] stod fast knuget mellem Iisklipperne, paa hvilke allerede en Mængde Kister og løse Sager vare udpakkede [...] Den 5te September faldt der saa megen Snee, at den laae fire Tommer dyb paa Dækket« (144f).
✂ 144.4Snee-Flokkene] snefnuggene. - 12-17 Beskrivelsen af Zephir er i opposition til Atterboms smukke lille dreng, som var den siden oldtiden og specielt i romantikken alm. antagne forestilling, men som F.Paludan-Müller allerede havde rokket ved i Amor og Psyche (1833; jvf. Poetiske Skrifter i Udvalg v. Carl S.Petersen. I.1909.511). - 12Zefhir] vestenvinden. - 16Faldhat] udstoppet krans eller hue til småbørn for at beskytte hovedet ved fald. - 18Mahogni-Kølle] jvf. Aladdin, hvor Zephyr vil hente hjælp til Aladdin hos sin fader, Storm: »Han skal tage sin Stormhue paa, / Gribe sin Kølle, som godt kan slaae« (Oehl I 245). - 21-37 Muligvis påvirket af Washington Irving (1783-1859). Jvf. brev til Henriette Wulff 26.6.1836: »Vi kjørte til Suserupsøe. Skoven der mindede mig om de amerikanske Skove, Wassington Irwing, har viist os: Uhyre Ege slyngede deres sælsomt formede Grene i hinanden, dybt nede laae Søen, Suseaaen løber midt igjennem den, som Rhonefloden gjennem Genfersøen« (BHW I 229 f). - 22Vandslangen] slange, der lever i sumpe og floder. - 38Turban] orientalsk hovedbeklædning. - 40dygtigt] meget.
✂ 145.7-24 Skildringen af Afrika følger ret nøje Atterbom (I 96), men hvilke værker A iøvrigt har læst vides ikke. - 8Kaffernes Land] det nuværende Zimbabwe og Den sydafrikanske Republik. - 9Gnuen] afrikansk antilope. - 18Kaftanen] lang orientalsk mandskjortel. - 29ave] tæmme, holde styr på. - 35-146.2 Beskrivelsen af Kina er fortrinsvis grundet på Scribes libretto til Aubers Prindsen af China (opført 1. gang på Det kgl. Teater 29.1.1836) (se iøvrigt Knud Lundbæk: H.C.Andersens Kina i: A-iana 2 rk. IV 334ff). - 36 Porcellaintaarnet] i Nanking (ødelagt under Taiping-oprøret 1854). - 39 fra første til niende Grad] mandarinerne, den gamle kinesiske embedsmandsstand, var inddelt i ni klasser.
✂ 146.5Visdommens Kilde] ikke bibelsk forestilling, men måske fra A.s side skabt ved association til og som positivt modstykke til kundskabens træ (Jvf. 141.18) eller som parallel til digternes Kastaliske kilde. - 9Fugl Phønix] i gr. mytologi en fugl som efter at have levet en vis tid brænder sig selv op, hvorefter en ny opstår af dens aske som den eneste af sin art; se iøvrigt Fugl Phønix (IV 50 f). - 22hvor] hvorledes.
✂ 147.3sank ... i Jorden] ikke bibelsk forestilling, men knyttet til sagnet fra Antikken om det forsvundne vidunderland Atlantis. Jvf. iøvrigt 51 Noureddin om hulen, Aladdin skal ned i: »Paradisets Have / Var ey saa smuk [som hulen]; maaskee dog var det den, / Som flygted did ned efter Syndefaldet« (Oehl I 103). Sml. også KES 207 f. - 6Feernes Dronning] Felicia, dronningen på Lyksalighedens Ø hos Atterbom, knyttes her sammen med den bibelske paradisforestilling; fe: overnaturligt kvindeligt væsen, som tænkes at have magt over menneskets skæbne. - 19Uden] medmindre. - 22uartigt] uhøfligt. - 33ere Børn ... Skole] talemåde om de sidste gnister, som slukkes en efter en. Jvf. Aladdin, der iagttager jorden højt oppe fra luften (Oehl I 118):
✂
Det store Ispahan med sine Lys,
Som sluktes uformærkt lidt efter lidt,
Saae ud kun, som en Smule brændt Papir,
Hvor Børnene gaae langsomt bort af Skole.
✂ (jvf. iøvrigt A-iana 3 rk IV 353 f).
✂ 148.10-11den store Hule ... Gardiner] jvf. n.t. I 133.1.
✂ 149.1 kunstigt] kunstfærdigt. - 19 Hakker] gl. flertalsform. - 37-150.5 I 1837 opfandt franskmanden L.J.M.Daguerre (1789-1851) daguerreotypiet, forløberen for fotografiet. Den fremskridtsvenlige A læste herom i 1839, jvf. brev til Henriette Hanck 22.2.1839: »Jeg har talt længe og meget med Ørsted derom; det er som i et Speilbillede alle Gjenstande opfanges og forblive, seer man med Mikroskopet, da udvikler det fineste Punkt sig til en detailleret Gjenstand. En Prik der paa Kobberstykket antyder et Skildt viser sig nu med hele sin Indskrift; man seer det vaade paa Steenene, Timen paa Dagen, eftersom Solen lyser. Nu kan man da faae de meest tro Afbildninger af Oldtidens Levninger; de ypperligste Prospecter af tropiske Egne« (BHH 335 f). Passagen kan også læses som en replik til J.L.Heiberg, der i Om Malerkunsten i dens Forhold til de andre skjønne Kunster (Perseus 1838. Nr.2) reflekterede over samme motiv: »dersom det er tilladt at lade sin Phantasie udmale den nærmere empiriske Beskaffenhed af vor tilkommende Saligheds-Tilstand, hvorfor skulde man da ikke antage, at vi under høiere og fuldkomnere sanselige Betingelser vare saa meget Herrer over den flygtige Tid, at vi kunde give de forbifarende synlige Momenter Evighed, ligesom vi allerede her i Livet formaae at gjøre det ved de aandelige Momenter, der tilføres os paa den samme, evigt bortrindende Strøm?« (Prosaiske Skrifter.II.1861.275f).
✂ 150.2Jakobs Drøm] jvf. 1.Mos. 28.10-15. - 7transparente] gennemskinnelige. - 8-9det var Millioner ... een Melodie] måske allusion til Schillers ode An die Freude. - 18-33 A var meget optaget af det såkaldte geografiske panorama eller diorama, et stort maleri af fx et landskab eller by, anbragt på væggen af et stort rum. Teatrene brugte en lignende illusionsteknik, jvf. beskrivelsen af en opførelse af balletten Die neue Amazone i Berlin, hvori forekom en flodsejlads: »Baaden 52 ligger stille og gynger, men Bagtæppet glider bestandig over Scenen og viser saaledes hvordan Egnen forandrer sig, eftersom de seile« (Skyggebilleder 47). - 26Ny-Holland] Australien. - 29Been-Tuber] fløjter af udborede knogler. - 31Jøkel] isbræ; gletscher.
✂ 151.17Kornmoen] fynsk udtale; kornmod: fjerne lyn i horisonten, der hyppigst forekommer ved høsttide i august. - 30-34De skjønneste Piger ... blomstre] den teaterinteresserede A havde et vågent øje for balletdanserindernes skønhed og kan muligvis være inspireret af de døde nonners dans i Meyerbeers opera Robert le Diable, jvf. brev til Ludvig Müller, Paris 29.6.1833: »Forleden saae jeg Operaen »Robert le diable«; der skulde Du see en Scene! Der er et Gravcapel, hvor Maanen skinner ind. Gravene aabnes, og de døde Nonner staae op - der kommer vist en 2 à 300 Stykker, - de kaste nu Liigdragten og staae nøgne i gjennemsigtigt Flor, saa yndige; de opføre de meest vellystige Dandse til en fortryllende Musik; man kunde blive gal. Og saa ere nogle Dandserinder saa deilige, saa herligt formede og svæve som Blomsterfnug i Luften« (BfA I 127).
✂ 152.5alt] allerede. - 8Alt bør man kjende] A beskæftiger sig hyppigt med denne tematik og de negative følger deraf, jvf. fx Skyggen samt brev fra Signe Læssøe 29.7.1833: »Antag for Guds Skyld ikke den falske Lære: en Digter maa kjende Alt. Tro mig: den Sætning kommer kun fra et besudlet Gemyt, der gjerne trækker andre ned i sin væmmelige Pøl« (BtA 449). Se også Imp 179,191 og KES 241. - 27Cherubens] englens. - 31ff. Medens syndefaldshistorien er A.s egen opfindelse, er katastrofen inspireret af Atterbom, hvor Lyksalighedens ø synker i havet (II 440-41).
✂ 153.2Morgenstjernen] Venus. - 10store sorte Vinger] jvf. karakteristikken af Tiden, Astolfs banemand, i Lycksalighetens 6: »En jättehög gestalt [...] Från skullrorna utgå ett par sammanlagda svarta vingar [...] Såsom staf har han i andra handen en ha, med skaft af ebenhols« (II 405). - 11 A var i denne periode stærkt optaget af udsonings- og lutringstanken (jvf. Den lille Havfrue, Lykkens Kalosker) måske under indtryk af balletten La Tentation om den hellige Antonius' fristelser (jvf. KES 258 f). - 15flyver op mod Stjernen] næppe den traditionelle forestilling om Paradis, men den universelle dannelsesrejse, jvf. n.t. I 106.13-15.
Den flyvende Kuffert
✂ Den flyvende Kuffert tryktes første gang i EB 5-39, der udkom 19.10.1839.
✂ Hvornår arbejdet med eventyret er påbegyndt er uvist, men 1.2.1839 fortæller A veninden Henriette Hanck i Odense, at hans eventyr er kommet på mode gennem oplæsninger af Phister og fru Heiberg på Det kgl. Teater. Til en sådan oplæsning er eventyret skrevet, idet A videre fortæller: »Om 14 Dage faaer Phister en Aftenunderholdning og til denne har jeg skrevet for Fru Heiberg et nyt Eventyr: »Svovlstikkerne«, der skal være meget satirisk« (BHH 326). Denne aftenunderholdning fandt iøvrigt først sted 24.2.
✂ Om titlen Svovlstikkerne også indbefatter rammehistorien om købmandssønnen er uvist. Det er nemlig først i et brev til Henriette Hanck 3.4.1839, hvor han fortæller om en velgørenhedsforestilling på Hofteatret, at eventyret får sin endelige titel. Her siges det, at A selv muligvis skal fortælle Den flyvende Kuffert (BHH 342), en oplæsning, der iøvrigt blev til virkelighed 20.4. Endelig præsenterer han 26.4. hele planen for det nye hæfte for jomfru Hanck og ser nu eventyret fra en lidt anden synsvinkel som »et ret lunefuldt Eventyr« (ib. 347).
✂ I Bemærkninger skriver A, at Den flyvende Kuffert »har sit Motiv fra 1001 Nat« (5). Dette, der kun gælder rammen, er dog forkert, idet motivet i virkeligheden er hentet fra fortællingen om Malek og prinsesse Schirine i 1001 Dag (fr. 1710-12, da. 1759) (se iøvrigt Poul Høybye: Om Tusind og een Nat i: A-iana 2 rk. I 365ff). Motivet kan yderligere føres tilbage til de indiske sagnkredse Panjatantra, hvor pointen dog er af en anden karakter (jvf. E.Lehmann: Almueliv og Eventyr. 1910.118ff). Endelig har A for visse passagers vedkommende næsten ordret lånt fra Musäus' Den stumme Kjærlighed og fra sit eget eventyr Fyrtøiet (se ndf). Allerede i digtet Bøgetræet (1830; SS XII 97) har A motivet med træet, der forarbejdes til skibsmast, kosteskaft og pindebrænde.
✂ 154.1-2Der var engang ... Sloprok] sml. Musäus' Den stumme Kjærlighed: »Der var engang en riig Kiøbmand [...] Han havde saamange Penge, at han lod Gulvet i sin Spisesal indlægge med lutter blanke Dalere [...] [Han] døde engang pludselig [...] og efterlod al sin Formue til en Søn i den mest blomstrende Ungdoms Alder [...] Det faderlige Efterladenskab blev [...] Sønnens Fordærv. Neppe havde han havt Fornøielsen af at være Eier af en stor Formue, og at kunne rutte med den efter eget Tykke, før han søgte at skaffe sig den af Halsen, som en trykkende Byrde; spillede den rige Mand [...] og levede hver Dag herlig og i Glæde [...] pludselig standsede dette 54 Vellevnets Kilde, og de Tønder Guld, han havde arvet efter sin Fader, vare udtappede til Bærmen« (Oehl Eventyr I 1ff). Sml. iøvrigt Fyrtøiet (I 26.9-20). - 23artig Volte] anseeligt, voldsomt krumspring.
✂ 155.5-8 Se n.t I 26.2-6. - 14Tyrkeguden] Allah. - 38-40 Et første udtryk for den udvikling i hensigten med eventyrene, som A formulerede direkte i brev til Ingemann 20.11.1843: »Nu fortæller jeg af mit eget Bryst, griber en Idee for den Ældre - og fortæller saa for de Smaa, medens jeg husker paa, at Fader og Moder tidt lytte til, og dem maa man give Lidt for Tanken!« (BfA II 94 f; jvf. også MLE I 290).
✂ 156.20den nedrige Mængde] de fattige. - 25Første] øverste, vigtigste. - 32den] kurven. - frisksindet] frisindet. - 38-157.14 En parodi på den realisme som bl.a. fru Gyllembourg repræsenterede med sine Hverdagshistorier, jvf. brev til Henriette Hanck 3.8.1838: »jeg ynder aldeles ikke »Hverdagshistorier«, hvori ingen stor Livsbrydning finder Sted, jeg forlanger en romantisk Duft, som ingen af disse ret give mig« (BHH 263). Se også O.T. 133, Elisabeth Hude i A-iana 2 rk. VI 342ff samt Brix 122ff, der ser det som en parodi på tonen og livet i den heibergske kreds.
✂ 157.16Petersille] persille. - 16Sandhullet] rum til opbevaring af gulvsand. - 17bekrandser jeg ... imorgen] sml. BuB, Trettende Aften, hvor en anmelder vil rose en lyriker, der har skrevet smukt om hans egen »Phantasier og det huuslige Liv« (16). - 19Ildklemmen] ildtang til at tage noget ud af ilden med eller rage op i ilden med. - 26uden] medmindre. - 38patriotisk] et nøgleord i tidens officielle debat og i en del litteraturkritik.
✂ 158.4paa den rette Ende] i orden. - 5hele Codillen] det altsammen; Codillen: egl. spilleudtryk, nemlig i l'hombre, at en spiller får dobbeltbet, fordi han gør færre stik end modspillerne. - 15-17Nu kan da ... brændt ud] iflg. Brix 152 en ironisk hentydning til Carl Bernhards succes med Lykkens Yndling (1837), der netop har heltens død på hans livs højdepunkt til pointe, en tematik A iøvrigt senere seriøst tog op i Iisjomfruen (IV 159f) og Lykke-Peer.
Storkene
✂ Storkene tryktes første gang i EB 5-39, der udkom 19.10.1839.
✂ Hvornår og hvordan A er blevet inspireret til eventyret vides ikke, men hans yndlingsfugl storken var meget populær i tidens digtning, jvf. fx Ingemanns Storken sidder paa Bondens Tag (1837) og Blichers storkedigt i Trækfuglene (1838). Iøvrigt skriver A selv i Bemærkninger, 55 at »»Storken« grunder sig paa Folketroen og de Børnevers, der knytte sig til Storkene« (5). Selv havde A tidligere beskæftiget sig ret indgående med storken og folketroen omkring den i indledningen til KES og i Fjortende Aften i den samtidige BuB, der udkom ved juletid 1839.
✂ 160.2det sidste Huus] sml. KES, hvor storkeparrets rede »stod høit paa et Pakhuus i en Udkant af Byen Svendborg« (3). - 15Vers om Storkene] sml. også KristBRL 79 og Folk og Fauna 41ff. - 17Steie] stang, stage; hentydning til storkens lange tynde ben. - 18dit Eie] din rede. - 22stænges] spiddes, stikkes ihjel.
✂ 161.18koax, koax] se n.t. I 53.19. - 20-24Saa samles ... Næb] iflg. folketroen samledes storkene til det såkaldte storketing, hvor de holdt rettergang bl.a. i forb. med sager om utroskab, inden de ved sommerens slutning trak sydpå, jvf. Folk og Fauna 27 f og KES 5,282. - 33 en Flod] Nilen.
✂ 162.11-16Storkefaderen ... Sumpen] sml. KES: »Det er ellers en heel Comedie at see, naar de made Ungerne [...] De Gamle gjøre sære Kunster ved Madningen. Ligeop i Reden staae de, lægge den lange Hals tilbage over Ryggen og Næbbet henad Halen, ligesom naar en Gjøgler bøier sig bagover, for at tage en Sølvskilling op af Gulvet. Først trække de Halsen til sig, saa skyde de den tilbage og gulpe smaa Frøer og Snogeunger op, som de Smaae da blive trakterede med« (4). - 17-25Hør nu ... i Livet] sml. KES: »det lystigste er dog at see dem lære Ungerne at flyve. Maneuvren skeer henad Tagryggen. Der gaaer de Smaa, som en Liniedanser paa en Snor, balancere med Vingerne og begynde med smaa Hop, da de ere tunge i Livet« (4). - 19-20færdig ved] nær ved.
✂ 163.39-164.1Udmærket Godt med Frø og Slange] ordspil på karakteren ug med kryds og slange.
✂ 164.5den Dam ... Forældrene] sml. KES, hvor faderen fortæller, »at de smaa Børn hentes fra Mølledammen« (5). - 22Peter] alm. betegnelse for storken i ældre tid.