Andersen, H. C. H.C. Andersens Eventyr bd. VII kritisk udg. efter de originale eventyrhæfter med varianter ved Erik Dal

Engelen

✂ Engelen tryktes første gang i NE 1-44, der udkom 11.11.1843.

✂ Skønt eventyret indgår i et af de hæfter, der betegnes som A.s hovedværker, har vi ingen viden om baggrunden for dets tilblivelse. I Bemærkninger hedder det blot, at det sammen med hæftets øvrige eventyr »ere fremkomne, som ved een Gydning« (7) og i Alm 10.10.1843: »Digtet Eventyret Engelen«. Brix 140ff, der er den eneste, der har behandlet eventyret, mener at vide, at inspirationen skulle komme fra Jenny Lind, der i september 1843 besøgte København, og til hvem A ved slutningen af besøget friede.

✂ 15.23den foragtede Morgenfrue] uvist hvorfra A har denne opfattelse, idet morgenfruen, Calendula officinalis, allerede i 1600tallet var en almindelig prydplante i landsby- og købstadshaver (Folk og Flora IV.332).

✂ 16.4Skrimmelskrammel] skrammel. - Flyttedag] 24. juni; lejemål gjaldt et år ad gangen og skulle fornys årligt. - 31-32Urtegaard] blomsterhave.

Nattergalen

✂ Nattergalen tryktes første gang i NE 1-44, der udkom 11.11.1843.

✂ Den første spire til eventyret skal søges i en almanak-optegnelse under et ophold på Nysø 12.7.1838: »Skrevet Nattergalen og Spille Daasen«. Sidstnævnte værk er tilsyneladende senere blevet kasseret og omarbejdet til Svinedrengen (se s. 61f), medens A brugte motivet med 84 nattergalen som repræsentant for naturpoesien i Den flyvende Kuffert (I 157.33-35). Derefter hvilede ideen indtil 11.10.1843, hvor han noterer i Alm: »I Tivoli, Carstensens Aften. Begyndt det chinesiske Eventyr«, og næste dag hedder det: »endt det chinesiske Eventyr«.

✂ Allerede ved sin åbning 15.8.1843 havde Tivoli en række »kinesiske« bygninger, et udslag af tidens sværmeri for Kina, og det er vel besøget i den nye forlystelseshave, der har givet A den umiddelbare inspiration til eventyret. A.s fascination af Kina havde rødder i barndommen (MLE I 46), og kinesiske motiver optræder flere gange i hans digtning, fx beskrivelsen af den sachsiske konges sommerresidens i Pillnitz i Skyggebilleder (97), Paradisets Have (II 145.35-146.2), BuB Syv og tyvende Aften (30-32), paraplyen i Ole Lukøie (I 175.2f), der ligner en kinesisk skål, samt Chinas Aand i Ahasverus (SS XI 593 f) (se iøvrigt A-iana 2 rk. IV 334f). Udover inspirationen fra Tivoli og A.s gamle interesse for Kina var en af de vigtigste kilder til hans Kina-billede Scribes libretto til Aubers trylleopera Den chinesiske Prins (opført 1. gang på Det kgl. Teater 29.1.1836).

✂ Hovedtemaet, modsætningen mellem natur- og kunstpoesien, mener Brix 142ff er foranlediget af Jenny Linds besøg i København september 1843, hvor den italienske opera samtidig var på mode. Michael Schrøder foreslår derimod i Nattergalen og digteren (A-iana 3 rk. IV 287ff) en »stedvis« enklere inspiration til eventyret, idet han tager udgangspunkt i beskrivelsen af den kunstige nattergal samt Vilh. Pedersens tegning, som A selv godkendte. Hans forslag går nu ud på, at det er en nyopfunden mekanisk nattergal, som A har set under sit ophold i urmagerbyen Le Locle i Schweiz i 1833, der har været inspirationskilden. Hertil kan vel bemærkes, at Brix' og Schrøders teorier ikke udelukker hinanden.

✂ 19.13Cavaleer] overordnet hoffunktionær. - 32 en Fabel] usandfærdig og urimelig opdigtning. - 33-34den sorte Kunst] trolddom, magi. - 41Tsing-pe] måske en gengivelse af kinesisk Ch'in P'ei: »Som De behager« eller et hjemmelavet kineseri inspireret af hittebarnet Tching-Pei i Scribes Prinsen af China, hvori også forekommer personnavnene Tsing-sing og Pe-ki.

✂ 20.13Lov til at see Keiseren spise] træk fra europæisk enevælde, specielt Ludvig XIV.s hof i Frankrig.

✂ 21.2bruger sig] anvender alle sine kræfter, sparer sig ikke. - 9charmante] henrivende. - 21virkelig Kokkepige] satire over den da. rangforordning af 11.2.1717, hvor fx rangbetegnelsen justitsråd kunne forhøjes ved udnævnelse til »virkelig j.«. - 35Vand i Munden] en nattergal kan være et legetøj med vand, der klukker ved anblæsning; se Gudrun Eriksen: Rikke fra Nyboder3. 1957.59.

✂ 22.2.-3et Silkebaand om Benet] sml. Imp 246. - 8Spekhøker] detailforhandler af fedevarer, smør, æg, brød og diverse kolonialvarer. - 28ganske af min Skole] afgjort tilhænger af mine meninger.

✂ 23.8-10hos den virkelige Nattergal ... bestemt] sml. Recension: »En Nattergal ret snurrigt slaaer sin Trille hist bag Muren, / Men der er ei Methode i, det er jo reent Naturen« (1830; SS XII 2). - 32-36 En satire over æstetikerne af den heibergske/hegelske åndsretning, jvf. Skyggebilleder 30 og Keiserens nye Klæder (I 107ff).

✂ 24.25ff. Scenen med døden og kejseren er en bearbejdelse af Den første Aften i BuB (281 f), som A udelukkede fra den trykte udg. af frygt for at den skulle opfattes som en hentydning til Frederik VI, der netop var død 3.12.1839 (Jvf. BHH 405). Ved bearbejdelsen forstærkede A kejserens ensomhed, medens han i BuB er omgivet af hoffolk, ligesom uhyggen understreges ved personifikationen af kejserens gerninger, jvf. iøvrigt søvngængerens syner i Fodreise 40 og Ingemanns febersyner i Dagbøger 4.10.1825 (I 9).

✂ 25.10en Chineser] kinesisk porcelænsnikkedukke (jvf. Hyrdinden og Skorsteensfeieren II 93f). - 20ff. Jvf. Charlotte Bournonville: Erindringer fra Hjemmet og fra Scenen.1903.297: »En af Faders [: August Bournonville] nærmeste Venner, en meget musikalsk ung Mand, laae farlig syg, og den Sorg han følte over ikke at faae Jenny Lind at høre, bidrog ikke saa lidt til at forværre hans Tilstand. Da Jenny Lind hørte det, raabte hun: »Snälle Hrr. Bournonville, låt mig bara sjunga för sjuka mannen!« - Det var maaskee et Vovestykke at udsætte et dødssygt Menneske for en saadan Sindsbevægelse; men det lykkedes; thi efter at have hørt hendes deilige Sang [...] begyndte han at komme sig.« - 33sin Have] kirkegården.

Kjærestefolkene

✂ Kjærestefolkene tryktes første gang i NE 1-44, der udkom 11.11.1843.

✂ Tilblivelsestiden kendes ikke nøje, men da det af Alm fremgår, at Engelen er digtet 10.10.1843, og det i Bemærkninger siges, at alle eventyrene i hæftet »ere fremkomne, som ved een Gydning« (7), må Kjærestefolkene altså være skrevet tidligt på efteråret 1843. Under alle omstændigheder var det begivenheder i sommeren 1843, der givetvis var inspirationskilden. Skønt nedskrivningsdatoen er ukendt, kendes dog lidt til arbejdet med eventyret, idet Nicolai Bøgh, A.s unge fortrolige ven i de sidste leveår, i H.C.Andersen i det daglige Liv har fortalt om Kjærestefolkene: »Sine fleste Æventyr skrev han ned om 86 Aftenen og om Natten [...] En Aften kom han sent hjem og var meget træt, hvorfor han strax gik i Seng. Saa fik han pludselig Ideen til »Kjærestefolkene«, han stod op af sin Seng, og »halvsovende« nedskrev han dette Æventyr. Da han næste Morgen læste det igennem, syntes han, der var Noget ved det, og skrev det da om i dets nuværende Skikkelse« (Illustreret Tidende nr. 27. 2.4.1905. 385).

✂ Den første spæde spire til eventyret findes i KES i beskrivelsen af Naomi og Christians lege: »De maatte lege, som de bedst kunde, thi alt hans egentlige Legetøi, indskrænkede sig til en Top, den maatte snurre rundt for hende, men den var ogsaa deilig; et Messing Søm skinnede midt i den, og uden om dette var malet med røde og blaae Farver.

✂ »Det er en Blomst, som dandser!« sagde Naomi.

✂ »Nei!« sagde Christian, »skal det ikke være vor Trold; han tjener i Møllen og vil ikke gjøre godt uden han faaer Pisk! hør hvor han brummer! see, hvor han springer!«« (21). I KES »dør« toppen dog og bliver begravet!

✂ Eventyrets motiv: kærligheden der med årene går over og som heller ikke et gensyn kan genopvække, havde A netop i sommeren 1843 følt på sin egen krop. I 1840 havde han for første gang siden sin ulykkelige kærlighed til Riborg Voigt været i Faaborg, hvor han traf hendes familie og hendes mand, skovrider Poul Bøving. Skønt han ikke genså Riborg, var mødet med Voigts og Bøving nok: »Erindringen er igrunden meget liig med Ravperlerne, gnider man paa dem, kommer den gamle Duft« (brev til Edvard Collin 3.8.1840 (BEC I 285)). Da A ovenikøbet modtog en invitation fra vennen Christian Voigt, Riborgs broder, gennemlevede han iflg. brevet til Edvard Collin og Alm 4.8. og 9.8. svære kampe, om han skulle modtage den eller ej. Rejsen blev dog opgivet i sidste øjeblik, men i sommeren 1843 var han gæst hos baron A.C.Holsten-Charisius (1793-1879) på Holstenshus, og 9.7. noterer han i Alm: »Folkefest ved Holsteenshuus traf sammen med Riborg hendes Mand og Børn, (det er 13 Aar)«. Skønt A altså nu genså Riborg selv, må han åbenbart have fået så meget kontrol over sig selv og være kommet på en sådan distance af begivenhederne i 1831, at han iflg. almanakken besøgte familien Voigt 10.7. og 22.7., en distance som kunstnerisk manifesterede sig i Kjærestefolkene samme efterår.

✂ 27.5Saffian] fint, tyndt gede- el. fåreskind. - 5-6Frøken] indtil ca. 1850 næsten udelukkende brugt som titel for adels- og borgerdøtre, hvis fædre havde rang eller embede; normalt anvendtes jomfru.

✂ 28.16-17det aparte] det mærkelige; sml. også Den grimme Ælling (II 32.24). - 29Skarnfjerdingen] skraldebøtten. - 33Prakkere] tiggere, kæltringer.

Den grimme Ælling

✂ Den grimme Ælling tryktes første gang i NE 1-44, der udkom 11.11.1843.

✂ Om dette eventyr skriver A i Bemærkninger, at »den første Halvdeel af »den grimme Ælling« er skreven under nogle Dages Sommer-Ophold paa Gisselfeldt, og Slutningen først bragt paa Papiret et halvt Aar efter« (7). Data i dagbøgerne er sparsomme men tilstrækkelige vidnesbyrd om, at A husker fejl i 1862 ang. varigheden af arbejdet med eventyret.

✂ Sommeren 1842 opholdt digteren sig i juli skiftevis på Gisselfeldt og Bregentved, inden han 2.8. rejste en lille månedstid til Glorup. I perioden 30.6.-7.7. gjaldt besøget Gisselfeldt, et besøg der faldt sammen med premieren på A.s vaudeville Fuglen i Pæretræet på Det kgl. Teater 4.7., og det blev modtagelsen af denne nu glemte vaudeville, der satte A.s fantasi igang. I Dagbøger 5.7. hedder det: »Stamherren [: grev Chr. Danneskiold-Samsøe] kom ind og gratulerede mig til mit Stykke igaar, han havde været i Theatret, det havde vundet meget Bifald, imidlertid fik jeg dog lirket ud af ham at der var ogsaa hysset; uagtet jeg ikke vilde det, blev jeg forstemt, drev om i Skoven og paa Marken, følte mig mindre vel! - fik Idee til »Historie om en And«, det hjalp lidt paa Humeuret« (II 273). 7.7. rejste A til Bregentved, hvis have mindede ham om en engelsk park, og hvor han i Dagbøger 8.7. bl.a. noterer: »Svanerne have Unger og ere meget irritabile« (II 275). Efter her at have set modellen til »den grimme ælling« vidner dagbogen i de flg. dage om, at A får de indtryk, der senere indgår i eventyret. Gisselfeldt 13.7.: »Hvilken Afvexling i Naturen; den grønne Havre, det gule Korn, Høet i Stakker, Storke ved Sumpene« (ib. 277); Bregentved 16.7.: »Andejagt« (ib. 278) (Brix 198 mener, at denne begivenhed skulle betegne begyndelsen til eventyrets genesis ud fra en teori om, at A skulle have overværet jagten, hvilket er lidet sandsynligt. Brix udelader imidlertid notatet om svanerne 8.7.! se også Buket 74). Bregentved 26.7.: »Begyndt igaar paa Svaneungen« (II 284). Først et år efter står der i Alm 7.10.1843: »Endt Eventyret Svaneungen«. Skønt dagbogsnotaterne tydeligt vidner om, at A allerede fra begyndelsen må have arbejdet med kombinationen and/svane, er det i sidste øjeblik, han finder på titlen Den grimme Ælling i stedet for Svaneungen, der ville berøve læseren overraskelsesmomentet i ællingens forvandling. Denne ændring må være sket mellem 7.10. og 29.10., idet man sidstnævnte dato i en foranmeldelse i Georg Carstensens Ny Portefeuille 1843.IV 158-59 kunne læse den endelige titel.

✂ Allerede Ingemann pegede i sit takkebrev 15.11.1843 på det selvbiografiske i Den grimme Ælling (jvf. VI 153), og A indrømmede også dette direkte i et brev til den unge Georg Brandes 21.7.1869: »i »Den grimme 88 Ælling«, er en Afspeiling af mit eget Liv« (BfA II 600). Som selvbiografi er eventyret imidlertid ikke at sammenligne med Imp, hvor A på det nærmeste har flyttet sig selv og sine omgivelser til Italien, eller KES med dets portræt af faderen, der i realiteten er mere ærligt end selvbiografiernes. Andemoderen er fx ikke identisk med A.s moder. Det selvbiograflske ligger mere i tonen og stemningen og i selve motivet: enerens hårde vilkår i en uforstående, selvtilstrækkelig omverden og troen på en sejr trods alt dette.

✂ 30.2Kornet] uvist om A tænker på rug eller byg; ODS XI 111 peger indirekte på muligheden for en sammenblanding af »den grønne Have« og »Havren grøn« med henvisning til Dagbøger 13.7.1842. - 10Skræppeblade] blade af Petatites officinalis Moenck. 2.8.1842 rejste A til Glorup, kendt for sine store skræpper (jvf. Den lykkelige Familie (II 156ff)). - 16snaddre] rappe, skræppe (op); her ordspil på sladre. - 20rappede] skynde sig; ordspil på det foregående rap som lydimiterende ord.

✂ 31.22Dyrehavstiden] egl. den tid som Dyrehavsbakken i Dyrehaven nord for Kbh. havde åbent om sommeren, dengang ca. en måned omkring St.Hans; her i bet.: endnu et lille stykke tid. Iflg. Stampe 32 collinsk familie] argon, men udtrykket stammer fra J.L.Heibergs Recensenten og Dyret 3. sc. (1826; Poet. Skr. VI. 1862.154). Vogel Jørg 364f mener, at udtrykket muligvis har været et bevinget ord før Heibergs tid.

✂ 32.9en rød Klud om Benet] sml. BuB To og tyvende Aften (26), der bygger på en barndomsoplevelse af Signe Læssøe (jvf. Nicolaj Bøgh: Signe Læssøe. 1877.50). - 14kjendes af Dyr og af Mennesker] jvf. det bibelske udtr.: kendes af Gud og Mennesker. - 15-15Rap Jer ... rap] sml. Storkene (I 162.21 f). - 24aparte] se n.t. II 28.17. - 25nøfles] karnøfles, mobbes, udsættes for psykisk og fysisk overlast. - 36glattede paa Personen] pyntede på fjerdragten.

✂ 33.5den kalkunske Hane] sml. Ole Lukøie (I 171.17). - 19det er fordi jeg er saa styg] sml. Tommelise (I 56.14). - 22sorrigfuld] sorgfuld. - 30to Vildgjæs] skønt eventyret kun er delvis selvbiografisk, har A med de to uborgerlige vildgæs, der søger at lokke ællingen med sig, tænkt på digteren Carl Bagger (1807-46), hvem hæftet er dediceret, og Frederik (Fritz) Petit (1809-54), der senere oversatte A.s eventyr og Fodreise (med en biografisk indledning) til tysk. Begge, der var kendte for deres bohemeliv, havde A truffet i Sorø.

✂ 34.4den blaae Røg] sml. andejagten i Poul Møllers En dansk Students Eventyr (trykt 1843): »Den blaalige Røg, som i den blikstille Luft ikke bortvejredes af nogen Vind, stod som et Loft af Skyer over den hele Søe« (Efterladte Skrifter. III.1843.89). - 9en frygtelig stor 89Hund] en afspejling af A.s evige skræk for hunde, store som små; sml. fx også KES (161) og BHH 174 f. - 22ff.et fattigt lille Bondehuus] sml. Moderen med Barnet (Hist hvor Veien slaaer en Bugt) (1829; SS XII 49) samt den realistiske skildring af fiskerhytten i Havfruen ved Samsøe (1830; SS XII 117f):

✂ O, der er saa lunt derinde, gamle Mutter sidder her [...]

✂ Hist i Krogen ligger Katten, der er ei i Ungdoms Vaar [...]

✂ Lav er Døren, uden Lukke ryster den ved Stormens Kast,

✂ Skjøndt den nok saa godt er bunden med en gammel Strikke fast. Og endelig også romanfragmentet Christian den Andens Dverg: »Mellem [...] lave, usle Huse, klinet op af Leer og Straae, laae her et, der saa mere brøstfældigt ud end de andre, i det man ikke ret kunde afgjøre om Væggene vilde falde ind eller udad« (A-iana III 66). - 29-36.3 Jvf. A.s egen relation til det collinske hus samt Imp (241ff). - 32 Hønen] sml. med hønen i Ole Lukøie (I 174); begge høner er portrætter af Ingeborg Drewsen, Jonas Collins ældste datter, som imidlertid ikke opdragede på A, men som den eneste i familien havde frisprog overfor ham, uden at han normalt følte sig såret.

✂ 35.37-38jeg mener ... sande Venner] sml. MLE: »Alle lærte de paa mig, næsten Alle sagde, at jeg blev fordærvet af Roes, og derfor vilde de sige mig Sandhed« (I 110) og Francesca i Imp: »Jeg mener Dig det godt, jeg er den Eneste, som siger Dig Sandheden!« (214).

✂ 36.9Sneeflokke] snefnug.

✂ 37.4Ildklemmen] ildtangen. - 16Sirenerne] syrenerne.

✂ 38.15-16 en omskrivning af Aladdins slutningsmonolog (Oehl I 359f), som A forholdt sig selvfortolkende til lige fra sit første ophold hos admiral Wulff på Amalienborg i julen 1825 (Levnedsbogen 135), i eventyrene og ikke mindst i MLE, hvor det er selve udgangspunktet.