Aarets Historie
✂ Aarets Historie er trykt første gang i H 1-52, der udkom 5.4.1852.
✂ Om eventyrets tilblivelse haves kun optegnelser fra 1850f (se ndf.), men ideen til eventyret kan måske føres tilbage til 1846, hvor A under rejsen over Appenninerne i Dagbøger 27.3. skriver: »Tænkt paa et Eventyr om Vaaren der reiser gjennem Landet - tænkt paa et Eventyr om Storken, med Familie der reiser til Ægypten« (III 84), et notat som Topsøe-Jensen tolker som planen til Dynd-Kongens Datter (Dagbøger XII 34).
✂ Årets historie er et almindeligt motiv i kunst og litteratur, og blandt tidligere behandlinger kan nævnes Oehlenschlägers Jesu Christi gientagne Liv i den aarlige Natur (1805), hvis grundtanke, årets fødsel lig foråret, genfindes hos A, omend uden Oehl.s kristeligt-panteistiske aspekt (Oehl XIX 195):
✂
Hver Vaar, naar Taagerne flygte hen,
Da fødes det lille Barn Jesus igien.
Den Engel i Luft, i Lund, i Elv,
Det er vor Frelser, det er ham selv.
✂ Herudover kan nævnes Jens Baggesens Jordens Kiærlighedshistorie eller Aarstiderne (1814) og Henrik Hertz' Foraarets Nytaarsdag (1833).
✂ A var tidligt optaget af motivet. I digtet Nytaarsnat (1829; SS XII 7) personificeres året som en gammel mand, men selve kimen til eventyret findes i de eventyragtige betragtninger over årstiderne i Fodreise 14f), der i 1832 fulgtes af digtsamlingen Aarets tolv Maaneder. Rundt omkring i forfatterskabet og i breve og dagbøger findes en række eksempler på A.s interesse for motivet: beskrivelsen af Francesco Albanis Le Historie d'Amore i Imp (56), jvf. Dagbøger 14.12.1833 (I 250f), beskrivelsen af Ferdinand Raimunds tryllefarce Der Diamant des Geisterkönigs i KES (215), Hyldemoer (II 175f); Dagbøger 138 27.4.1846 (III 98), jvf. BEC II 109f, Nytaars-Aften 1848 (SS XII 337), Nytaars-Aften 1850 (ib. XII 340).
✂ 217.1-17 Sml. A.s optegnelse fra vinteren 1851-52: »En ordenlig Sneestorm havde vi igaar. Luft og Jord var i een hvid fygende Hvirvlen! Ruderne bleve tildækkede med Snee og fra Tagene styrtede det ned som Laviner, al den sammenfygede Snee, det blev ganske mørkt i Værelset. Ude paa Gaden var der en Flugt i Folk; man løb, man fløi og ved Gadehjørner foer man formelig hinanden i Armene; holdt fast paa hinanden et Øieblik og havde saalænge Fodfæste mod Stormvinden. Karreeter og Heste vare som overhvidtede, Tjenerne stode med Ryggen mod Karreeten og kjørte Baglænds; enkelte Fodgjængere holdt sig stadig i Læ af Vognene, der kun kom langsomt afsted i den dybe Snee. En smal Sti, langs Husene, var kastet, men paa enkelte Steder tilfyget, denne lange smalle Sti var den eneste Vei for de Gaaende og hvor to mødtes stode strax begge stille, man saae at Ingen af dem havde Lyst til at gjøre det første Skridt med at træde op i den dybe Snee; tause stode de og ligesom ved en stille Overeenskomst gav hver et modsat Been til Priis og lod det gaae ud i Sneen; man kunde der ret lære Egenkærligheden! og altid sneede og stormede det.-« (FoF IX 158f).
✂ 218.4de sloge Potter paa Døre] udover at skyde nytåret ind med fyrværkeri for at holde trolde og vætter væk brugte man også at kaste potter med aske mod dørene (jvf. Julius Clausen og Torben Krogh (red.): Danmark i Fest og Glæde IV. 1935.29). - 8-14Menneskene ... regner jeg efter] sml. J.L. Heibergs Det astronomiske Aar (Urania 1844): »Digteren Hertz taler om »Foraarets Nytaarsdag«, og knytter derved den aarlige Fornyelse til en sandere Epoche end den 1ste Januar« (Pros.Skr. IX. 1861.54).
✂ 219.3naar kommer Vaaren] reminiscens af Carl Baggers (1807-1846) Børnevise (»Naar kommer Vaaren vel?«), jvf. Grethes sang Ak Vintren er lang og min Sorg som den i Meer end Perler og Guld (1849: SS X 458). - 22-32Skoven var sort ... Spurve] sml. optegnelsen Natur-Billed (mellem Juul og Nytaar, Bregentved), bygget på indtryk fra juleferien 1849: »Det tøede, der laae lidt Snee over Græsset, men de friske bladfulde Brombærranker dannede Løvhytter i Grøften, mere friske end ved Sommertid; inde i Haven skinnede de fremmede Pilebuske (jeg veed ikke Navnet paa dem) skinnede med zinoberrøde Grene. Skoven var sort, Søerne som tungt, størknet Bly; Skyerne, ja det var ikke Skyer, men vaade jagende Taager, gik hen over Landskabet, sorte Krager fløi i store Flokke, men uden Skrig, Alt syntes at sove. Det Fløielsgrønne Mos viiste sig hvor man ragede Sneen tilside, og paa Læ-Siden af de store Træer. En Solstraaale kom over Søen og den 139 skinnede som smæltet Tin.« (FoF IX 159f). - 36-38og gjennem Luften ... en Pige] sml. KES: »Forunderlige mystiske Fugle [: storkene]! paa Eders Ryg rider Vaarguden ind i Landet, og Skovene blive mere grønne, Græsset frodigere, Luften varmere!« (3).
✂ 220.11-13Blomster-Snee ... grønne Blade] sml. Dagbøger 5.6.1851, Glorup: »I Haven staae Frugttræerne saa blomstrende, der er en heel Blomster-Snee over dem. Æbletræerne ere saa overdyngede at næsten alle grønne Blade skjules, paa Pæretræerne ligger den hvidere Blomstersnee, ligesom i store Klatter paa de bladfulde Grene« (IV 29 f). - 220.18-20de gule Blomster ... unge Dage] sml. Dagbøger 14.5.1847 under en rejse til Glorup: »Passeret en ny Vei neden om Nyborg. De gule Blomster paa Engene fortalte mig om min Barndom, der kom ved dem Erindringer om de gule Blomster i Munkemose« (III 182). - 24-25Oxedriver] kodriver, Primula. - 33ff. Sml. Dagbøger 15.5.1847, Glorup: »gaaet til Skoven der var udsprungen; hvide Anemoner, Smørblomster der er vel ingen Variation i Bøgens grønne, men Friskheden, det Rene, de mørke Grene og Slagskyggerne gjøre en Afvexling« (III 183); jvf. også HGAOptegnelsesbog nr. 23: »Hvorfor giver ingen Maler os Solbelysningen i en Skov? At male Solen er taabeligt, det er umueligt; men Reflexen af den kan gives; man kan see dens Straaler paa Vandet, man kan see Skovens Blade transparente og det rige Lysfulde paa de bladsiede Grene, som paa Træernes Stamme see Skyggen af de Personer der gaae forbi« (16). - 39Kukkeren] gøgen.
✂ 221.3Nordens hvide Lothus] åkande, jvf. DtB 278 og Dynd-Kongens Datter (III 14). - 9ff. Sml. uvejret i Aarets tolv Maaneder, August (SS XII 30):
✂
Høit paa Himlen staaer et Bjergland, Uveirsskyer
Lag ved Lag;
Nu, som Kjæmpeseil de svulme, nu er det en
Klippehal [...]
Hver en Fugl sig bange skjuler, og et Gys i Skoven gaaer,
Mens i Store Kredse Svalen Jorden med sin Vinge slaaer.
Skyen brister, Regnen strømmer, den betage vil mit
Syn!
Himlen viser Flamme-Tanker, Videt gnistrer Lyn paa Lyn
[...] Stormen rusker stærkt i Taget, flyver nu til
Markens Neg,
Favner dem og knækker Axet i sin Elskovs vilde Leg.
Tys, nu sagtnes det derude, Himlen bliver atter blaa,
Hele Skoven, alle Blomster dobbelt duftende jo staae.
✂ 221.19det blev Nat og det blev Lys] reminiscens af skabelsesberetningen i 1.Mos. 1. - 34-35det gamle Tingsted ... Altarstene] tidligere antoges oldtidens runddysser ofte for at have været samlingssted for tinget (jvf. DtB 273), men også for at have været offersted, og dyssekammeret med overliggeren for at have været anvendt som alterbord.
✂ 222.8Kløvser] fynsk: klaser, specielt om hasselbuskens frugter (se 140 J.Brøndum-Nielsen: Om syv Kløvser hos H.C.Andersen i: Acta Philologica bd.23.1957.78ff). - 31-34Rederne ... Spurvene kom derop] sml. Aarets tolv Maaneder, October: »Storken er reist til fremmed' Land, Spurven boer i dens Rede« (SS XII 152). - 33Kidike] Raphanus raphanistrum.
✂ 223.16-17Jule-Engelen] sandsynligvis A.s egen opfindelse baseret på Lukas 2.9ff. - 19-20det stunder ... Hvile] tiden nærmer sig for mig til hvile, underforstået: jeg længes efter den.
✂ 224.19de kyssede Jorden ... den gamle stille Mand] som udtryk for respekt og ærbødighed for såvel jorden som det foregående år, jvf. Odysseus, der kysser jorden, da han driver i land på Faiakernes ø (Odysseen V 463). - 20Moses paa Bjerget] 2.Mos. 34.