Andersen, H. C. Uddrag fra H.C. Andersens Eventyr bd. VII kritisk udg. efter de originale eventyrhæfter med varianter ved Erik Dal

↩ 230.10ff. Ligheden mellem dyret og mennesket og det dyriske i 143 mennesket hævdedes allerede af Aristoteles, men først med Lavaters (1741-1801) Physiognomische Fragmente (1775-78) vandt tanken udbredelse og var på højeste mode omkring 1830-60, hvor ideen bl.a. findes i Ingemanns Huldregaverne eller Ole Navnløses Eventyr (1831.32f), Blichers Himmelbjerget (1833; SS XVIII 1927.171) og fru Heibergs Abekatten (1849; jvf. Et Liv gjenoplevet i Erindringen4 II.1944.107). A selv giver udtryk for ideen i KES, hvor den dæmoniske gudfader siger: »Vilddyret sidder inden i ethvert Menneske, hos En er det en glubende Ulv, hos en Anden en Slange, der veed at krybe paa Bugen og slikke Støv. Dyret er os givet; det kommer nu an paa, om det eller vi fik den stærkeste Kraft, og Kraften har Ingen fra sig selv« (64). A havde desuden i 1842 truffet maleren Sophus Schack (1811-64) på Bregentved (Dagbøger II 279ff), som udgav Physiognomiske Studier (1858) og Portraitparalleller til Beviis for Ligheden mellem Mennesket og Dyret (1859). Jvf. iøvrigt Vanddraaben (II 151f). - 27-28Paafuglens Fødder] kendt for deres hæslighed (»Paafuglen vel har smukke Fjere, dens Ben af Saar dog fulde ere« (J.R.Thieles ABC 1770 og senere utallige udgaver)). Påfuglen er ofte blevet opfattet som billede på hovmod og forfængelighed, ligesom den er berygtet pga. sit stridbare væsen. A kendte sammenligningen med påfuglen af personlig erfaring fra Hauchs nærgående karikatur af ham i Slottet ved Rhinen (1845) som den egocentrerede Eginhard, der tages i skole af dr. Wagner: »I skulde engang see at faae fat paa Eders Paafugl, Forfængeligheden, der saa tidt har blandet sit hæslige Skrig med Eders bedste Sange« (Samlede Romaner og Fortællinger. IV.1874.171). - 36I vort Kjød ... intet Godt] jvf. Romerbrevet 7.18.