Andersen, H. C. Uddrag fra H.C. Andersens Eventyr bd. VII kritisk udg. efter de originale eventyrhæfter med varianter ved Erik Dal

↩ Eventyret er bygget over svanehamsmotivet, et klassisk motiv i folkeeventyrene (jvf. Lindencrone XXV: »Eet af de ældste Spoer af hedensk-symbolisk Sammenblanding af det Dyriske og Menneskelige er Suanejomfruerne, der her [i eventyrene] forekommer aldeles i samme Skikkelse og paa samme Maade, som de fremstilles i den gamle eddiske Vaulundersang og i Niebelungen-Lied«). Som nævnt ovenfor kendte A svanehamsmotivet fra Henrik Hertz' festspil Svanehammen, skrevet i anledning af kronprins Frederik (VII.s) og prinsesse Marianes bryllup 1841. Hertz' skuespil byggede imidlertid på Musäus' eventyr Det ranede slør, som også var A bekendt fra Oehl. Eventyr II, 185 idet der refereres til det i kap. XXI: I Skoven i I Sverrig: »I Oldtids-Skrifter fra Sydens classiske Jordbund meldes der Sagn om mægtige Feer, som i Svaneham fløi op mod Norden, til Hyperboreernes Land, »oven om Nordenvinden«, deroppe i de stille, dybe Søer badede de sig og vandt forynget Skikkelse« (94). Medens Hertz har bibeholdt forhistorien fra Musäus, hvor svaneprinsessen stammer fra Grækenland, men dog lokaliseret svanernes foryngelsesbad til Esrom sø, forholder A sig friere til sit forlæg. Ideen til prinsessens ægyptiske oprindelse har han sandsynligvis fået fra Musäus, hvor den ene af prinsessernes skønhedskilder er Nilen, medens han flytter den nordiske fra en sø ved Schwanenfeld nær Zwickau til Vildmosen i Jylland.