Andersen, H. C. H.C. Andersens Eventyr bd. VII kritisk udg. efter de originale eventyrhæfter med varianter ved Erik Dal

Bedstemoder

✂ Bedstemoder blev trykt første gang under titlen En Historie i Freia. Nordisk Album for Poesi og Kunst, red. af Carl Borgaard. Bd. I. nr.1, der udkom 5.10.1845. I forbindelse med en planlagt tysk oversættelse og udgivelse i det aldrig realiserede opsamlingsbind Aus meiner Mappe ændrede A i 1847 titlen til Bedstemoder (BLorck 125), omend det atter optræder under sin oprindelige titel i et brev til Lorck 28.1.1848 (ib. 151). I 1851 indgik det i I Sverrig som kap. V, for endelig at indgå i EHP 2-63, 1. hæfte, der udkom 9.2.1863.

✂ I Bemærkninger (7) hedder det om eventyrets tilblivelse, at det er skrevet omtrent samtidig med Stoppenaalen, som A imidlertid i denne sammenhæng fejlagtigt daterer til sommeren 1846 (se ovf. s. 113). Da Alm viser, at Stoppenaalen er skrevet i august 1845, er det vel sandsynligt, at Bedstemoder er skrevet umiddelbart efter. De yderligere oplysninger om eventyret i Bemærkninger er da også fejlfyldte, idet A, udover at tro det trykt i Portefeuillen, skriver: »man gjorde mig opmærksom paa, at denne Skildring havde Lighed med et Digt af Lenau, jeg fandt det Samme da jeg læste dette, og lod derfor Lenaus lille Digt sætte som Motto, da Historien første Gang blev trykt.« Mottoet er imidlertid hentet fra Anastasius Grüns (pseud. for A.A.Auersperg (1806-76)) Gedichte (Leipzig 1837.22): Das Blatt im Buche. Som nævnt af Brix 19f udelukker formuleringen ikke, at A på forhånd kan have kendt Grüns digt, hvilket da også er tilfældet, idet han 23.2.1838 skriver til Frederik Læssøe: »Lad Deres Broder sende Dem »Anastasius Grüns Gedichte«; jeg spaaer Dem en Nydelse deraf, som den jeg følte ved første Gang at læse Geijer« (BfA I 408). Som yderligere støtte for sin teori om Grüns umiddelbare indflydelse citerer Brix 20 en optegnelse i Collinske Samling i KB (uden katalogsignatur!), »der maa anses for ældre end Eventyret«. Også Brix og Jensen II 388 citerer dette manuskript (uden signatur!), men synspunktet er nu modificeret til, at optegnelsen »sikkert er ældre end Eventyret«.

✂ Imod Brix' hypotese kan da også indvendes, at selv om 234 Bemærkninger ikke udelukker A.s inspiration af Grüns digt, så kan de mange fejlhuskninger i netop dette afsnit af Bemærkninger ikke tages som et bevis herfor. Vælger man at tage A på ordet, har A da også udelukket Grün som den ydre anledning og inspiration til eventyret. Hertil er endvidere at bemærke, at motivet med den visne blomst i (salme)bogen var et yndet motiv i tiden, jvf. A selv i KES 150 og Oehlenschlägers Hvor blev I røde Roser dog i: Den blege Ridder (1832; Oehl XXVI 44). Brix er endvidere inde på en anden anledning, der synes mere nærliggende. Det gælder sætningen »Øine kunne aldrig døe!« (s.49.3). I et udateret brev fra Carsten Hauch, hvori denne takker for modtagelsen af NEH 3-45, der var udkommet 7.4.1845, og som derfor må dateres kort efter denne dato, omtaler han også datteren Luise Albertine Hauchs død i marts 1844 og skriver bl.a.: »jeg har aldrig seet et sligt bevinget, henrivende Væsen; som en Raa i Skoven, med et Par Øine, som viste, hun havde Ret, da hun engang sagde: Alle kan døe, men Øinene, de kan aldrig døe« (BtA 222).

✂ 48.3den sorte Kiste] den almindelige farve på kister i 1800tallet, jvf. I 153.14; 238.5. - 11-13Paa Graven ... over det] sml. En Rose fra Homers Grav (IV 43f). - 17-20En Død ... komme de ikke] en hyppigt genkommende tanke hos A lige fra ungdommen af, jvf. skildringen af Frederiksborg Slot under rejsen med Meislings fra Slagelse til Helsingør i maj 1826 i Levnedsbogen: »jeg tænkte paa Christian IV, paa alle de hvis Billeder hang i den store Riddersal; »om de nu kom ned!« tænkte jeg og blev underlig tilmode, men saa fik jeg i det samme den ganske naive Tanke. »De Døde maa jo vide, at jeg ikke kan taale at see dem, jeg vilde døe af Skræk, og saa vise de sig bestemt ikke for mig, det var jo gyseligt ondt og ufornuftigt!« (148f; jvf. også SS IX 65f). Sml. også Reisekammeraten (I 70).

Fugl Phønix

✂ Fugl Phønix blev trykt første gang i Den nye Børneven. I11. Tidsskrift for Børn, udg. af Julius Chr. Gerson. II. 1. Hæfte, der udkom i maj 1850. Herefter indgik det som kap. III i I Sverrig og blev endelig optaget som et særskilt eventyr i EHP 2-63, 2. hæfte, der udsendtes 10.3.1863.

✂ Om eventyrets exakte nedskrivningstidspunkt vides intet, men ideen er udsprunget af arbejdet med det, der blev til Paradisets Have (I 141-53), idet A 1.2.1839 skriver til Henriette Hanck i Odense, at han 235 går med planer om et eventyr, der »handler om Fata Morgana og faaer vel dette Navn eller ogsaa Navnet »Fugl Phønix«« (BHH 326). Fugl Phønix kom dog kun til at spille en mindre rolle i Paradisets Have (I 146.18-29).

✂ Fugl Phønix-figuren, der først omtales af Herodot, men som måske er beslægtet med den ægyptiske fugl Bennu, palmefuglen (Phønix betyder palme) er ofte behandlet i europæisk litteratur og omtales bl.a. i Shakespeares (1564-1616) Stormen III.3. Bortset fra at A måske har kendt den fra Grundtvig (se Helge Toldberg: Grundtvigs Symbolverden. 1950.201ff), har han også læst om den i Atterboms (1790-1855) Lycksalighetens ö (1824-27), der inspirerede ham i arbejdet med Paradisets Have. Om Fugl Phønix-figurens historie se iøvrigt Fredrik Vetterlund: Sägnen om »Lycksalighetens o« i: Ord och Bild.Stockholm 1921.136ff.

✂ 50.21Fahluns] by i Dalarne, Sverige, vokset op omkring kobbergruberne Falu Gruva.

✂ 51.4Thespiskarren] se n.t. IV 116.18. - 7Odins Ravn] på Odins skuldre sidder ravnene Hugin og Munin, der hver dag flyver ud i verden og ved deres hjemkomst hvisker Odin i øret, hvad de har set og hørt. - 8-9Sangerfesten gjennem Wartburgs Riddersal] se n.t. III 38.27-28. - 12-13Spurven ... Vingerne] den sande poesi (fx A selv) i modsætning til 3.rangsdigtningen (fx fru Gyllembourg). Sml. iøvrigt Nabofamilierne (II 116.29ff m. note).

En Historie

✂ En Historie tryktes første gang som kap. XIII i I Sverrig, der udkom 19.5.1851, og blev senere optaget i EHP 2-63, 2. hæfte, der udsendtes 10.3.1863.

✂ Om historiens tilblivelse vides intet, men A havde fra sin tidligste ungdom i skolestile spekuleret over muligheden af de evige helvedesstraffe (se Svanholm 135). Senere aktualiseredes hans spekulationer i forbindelse med den diskussion af apokatastasislæren (dvs. læren om alles lutring og sluttelige frelse, der har udgangspunkt i 1. Tim. 2.4 om at Gud vil, »at alle mennesker skal frelses og komme til erkendelse af sandheden«), som havde rejst sig i kølvandet på Grundtvigs angreb på den rationalistiske professor H.N.Clausen (1793-1877) i Kirkens Gjenmæle (1825). I den forbindelse havde Grundtvigs tilhænger, teologen 236 J. Chr. Lindberg (1797-1857), hævdet læren om helvedesstraffe i Hvad er Kristendom i Danmark (1826).

✂ Denne diskussion, der foruden A også optog digtere som Paludan-Müller og Ingemann i 1830'erne og 40'erne (jvf. Sejer Kühle: Fr.Paludan-Müller. 1941-42. I 107. II 172 og C. Langballe: B.S.Ingemann. 1949.276), smittede også af på den religionsundervisning, A modtog af sin manuduktør, teologen og Grundtvigtilhængeren L. Chr. Müller (1806-51), efter at han i april 1827 havde forladt rektor Meisling i Helsingør. I MLE siges det om Mullers religionsundervisning: »Han holdt sig strengt til Bibelens Ord [...] jeg opfattede den igjennem Følelsen og begreb, at Gud var uendelig Kjærlighed; Alt hvad som stred imod en saadan, et brændende Helvede, hvor Ilden er evig, erkjendtejeg ikke og med min fulde Overbevisning udtalte jeg det« (I 97). At disse samtaler gjorde et dybt og livsvarigt indtryk på A fremgår tydeligt af, at præstefruens ord 53.9-13 præcis svarer til A.s egen argumentation i en diskussion med Müller, som er gengivet i Levnedsbogen 174f.

✂ I digterisk form tog A problemet op i Fodreise, hvor han i samtalen med søvngængeren siger: »Der er intet Helvede, ingen Djævel, kan ikke være det, naar vi tænke os Gud som den høieste Godhed. Jøderne kjendte jo ikke til Djævelen i den patriarcalske Tid, først da de sammenblandedes med Hedninger opstod Begrebet om et ondt og godt Væsen [...] Det Onde her i Verden er selv et saa stort Gode, at en alviis Gud maa lade det existere. - Men en Djævel, et Helved, er kun de store Reqvisiter, der hjælper en herskesyg Geistlighed paa Tronen. Intet Menneske, om det stod til ham, vilde have Hjerte til at fordømme, selv den største Forbryder til en evig Straf og Pine, hvorledes skulde da Gud - den høieste Godhed - kunne nedstøde sin kjæreste men vildtfarende Skabning i et Helvede, en evig Marter, hvor Ormen aldrig døer og Ilden aldrig udslukkes - - -?« (30f, jvf. også s. 50).

✂ Om A.s aversion mod den ortodoxe helvedeslære se også Brudstykke fra en Udflugt i Sommeren 1829 (A-iana VIII 23) samt O.T. (256f).

✂ 52.18Orm] billedl.: kval, pine. - 26-53.1Men udenfor ... Allesammen] sml. Der er Forskjel (II 279.29f).

✂ 54.8Vraa] krog; skjul; her: inderste indre. - 14Syndens syvfarvede Bue] udover de fire nævnte dødssynder regnes også misundelse, vrede og sorgløshed iflg. kirkefædrene for utilgivelige (se også Taarnvægteren Ole (III 126)). - 19Schweizeren] portneren, vagten. - 24Karnailler] simple, tarvelige personer; slyngler. - 30-38 Sml. stil fra skoletiden: »At udvikle den Sætning: Den Gierrige eier ikke sine Rigdomme, men de eie ham« hvor det med forbillede i bl.a. Moliéres Den Gerrige hedder 237 om den gerriges dødsleje: »der ligger han paa det nøgne Straae i et lavt Skuur udtæret paa Legem og Siæl, hans Tanker beskiæftige sig ikke med Frelseren men med Rigdommene som han nu skal forlade og det er ham et Helvede, de brustne Øine søge kun det blinkende Guld« (Svanholm 131f). Jvf. også Fodreise 44 og 94f.

✂ 56.5-6selv i de Onde er der en Deel af Gud] sml. skolestil: »intet Menneske er ganske fordærvet, fuldkomment Ondt, hos Alle findes der dog et eller andet ædelt Træk, hvorledes skulle vel ogsaa Guds fuldkomneste Væsen kunde udarte saaledes« (Svanholm 130f) samt Dødsøieblikket (1829; SS XII 361):

✂ »En Evighed jeg skuer i Alt, selv i mit Bryst.
[...]
I mine Brødres Hjerter nu først jeg læser ret,
Vel er' vi alle Svage, men Ingen ganske slet.
O kunde vi herneden saa klart i Andre see,
Som i vort eget Indre, vi gjorde dem ei Vee.«

✂ 8ff. Sml. drømmeopløsningen i den oprindelige slutning i Historien om en Moder ovf. s. 127f.

Den stumme Bog

✂ Den stumme Bog tryktes første gang som kap. XVI i I Sverrig, der udkom 19.5.1851, og blev senere optaget i EHP 2-63, 2. hæfte, der udkom 10.3.1863.

✂ Ideen til historien fik A under et ophold i Uppsala under sin Sverigesrejse i sommeren 1849 gennem en beretning, den tidligere landkommissær for det vestlige Holsten Thomas Prehn (1801-74) fortalte ham. Det hedder i Dagbøger 9.6.1849: »Prehn fortalte om en Begravelse han havde seet ved Dannemora: ude i Bondegaarden stod i en opreist Løvhytte af Sirener Liget i en aaben Kiste. (Dette kan give Indledning til en Historie, under Ligets Hoved et Herbarium, den stumme Bog, hver Blomst fortæller et Afsnit af hans Liv)« (III 319). Hvornår A er gået igang med nedskrivningen er ukendt.

✂ 57.11Herbarium] samling af pressede og tørrede blomster. - 19Helsen] sundhed og gode helbred.

✂ 58.5Liigdugen] klæde der lægges over den afdøde (specielt ansigtet).

✂ - 23 Urtegaard] have. - 24 Nøkrosen] svecisme (näckros) for nøkkerose, Nymphæa alba, af åkandefamilien. Mogens Brøndsted mener i DaStu 1967.44, at navnet formentlig er valgt pga. dets association til den 238 usalige, uforløste nøkke og til rosen som kærlighedsblomst. - 27 Gedeblad] kaprifolium. - 30 Svalen ... qvivit] fuglen som symbol på livets kontinuitet sml. Skyggebilleder 18, Den fattige Kone og den lille Canariefugl (V 227) samt BuB Tiende Aften 13.

»Ærens Tornevei«

✂ »Ærens Tornevei« tryktes første gang i Folkekalender for Danmark 1856, der udkom december 1855.

✂ I et brev 24.11.1855 til vennen August Bournonville, der på dette tidspunkt med mindre succes var balletmester i Wien, udtrykker A sit håb og sin tro på, at østrigerne vil rives med af egenarten i den danske koreografs balletter, og skriver bl.a.: »Erkjendelsens Sol vil skinne, maa skinne [...] »Ærens Tornevei« gaae vi Alle, hvem Gud forundte at uddele sine Gaver [til] - Jeg har netop i disse Dage skrevet et saadant lille Billede-Stykke til Folkecalenderen, samlet et Dusin af Verdens Stormænd og med tre-fire Linier givet som i et Laterna-Magica-Billed, hvorledes de gik »Ærens Tornevei«, den, vi Alle mere eller mindre kjende.« Herefter opregner A så disse stormænd og slutter: »Det er Historiens store Sandhed, der gaaer gjennem alle Lande og vil vedblive i det Store og i det Mindre. Din Tornevei haaber jeg snart sætter Blomster« (BfA II 327f). To dage senere hedder det i et brev 26.11. til Henriette Wulff: »Jeg tænker paa min ny Roman og har skrevet to smaa Historier for Folkekalenderen: »Ærens Tornevei« og »Jødepigen«« (BHW II 247, jvf. også BLorck 327); på baggrund af denne oplysning og brevet til Bournonville, som Topsøe-Jensen henviser til i BHW III 304, turde hans gisning om, at eventyrene stammer fra 1855 være bekræftet.

✂ Som A skriver til Henriette Wulff, er han begyndt at tænke på en ny roman dvs. At være, og det er måske via forarbejdet til denne, han har fået ideen til historien, idet titlen »Ærens Tornevei« er hentet fra en gammel folkebog, som A nævner 59.2-5, hvor hovedpersonen ligesom i At være hedder Bryde. Om han har læst bogen ud over i Rasmus Nyerups referat i Almindelig Morskabslæsning i Danmark og Norge igjennem Aarhundreder (1816) vides ikke, jvf. At være 340. Uanset om folkebogen har været inspirator eller ej, er historiens motiv centralt i A.s digtning og kan føres helt tilbage til bemærkningen i hans barndom om, at man går så gruelig meget ondt igennem, før man bliver berømt (MLE I 50) og Ottos replik i O.T. om, at »Tidsalderens store Mænd ere som Bjerghøiderne; det er disse, som vise Landet i det 239 Fjerne og give det Anseelse, men selv have de det magert og koldt. Man kjender ikke engang ret deres Høider« (123).

✂ 59.3navnlig] ved navn. - 7Viderværdighed] modgang, trængsel. - 11Laterna magica] lat: tryllelygte; forløberen for det moderne lysbilledapparat. - 14ff. Sml. grevens afvisning af Christians anmodning i KES om hjælp, så han kan blive kunstner: »der maa Gjenvordigheder til, for at luttres. Skal der blive noget af Dig, saa hjælper nok en høiere Styrelse, det kan Du være forvisset om« og fortællerkommentaren: »Det var de Icarusvinger han bandt paa Geniets Skuldre; dristigt formede Vinger, men af Bly. Ordene vare jo dog et gammelt Thema, som fra Slægt til Slægt tonede for Kunstnerens Øren og vil med Variationer klinge i Aartusinder, saalænge Verden er den samme, som da den gav Socrates Gift og Christus en Tornekrone« (116f). - 18Aristophanes's Skyer] i Aristofanes' (ca. 445-ca. 385 f.Kr.) komedie Skyerne (423 f.Kr.) angribes sofismen, som Aristofanes uretfærdigt gør Sokrates til talsmand for, bl.a. ved at denne hænger højt oppe i en kurv, idet den rene tanke nødvendigvis må eksistere i en lige så ren luft (jvf. A.s tidligere positive syn på Aristofanes i Fodreise 60). - 20mærkeligste] mest bemærkelsesværdige. - 21de tredive Tyranner] medlemmerne af den aristokratiske regering i Athen i 404 f.Kr. - 21Sokrates] gr. filosof (470/69-399 f.Kr.); blev 399 anklaget og dømt til døden ved at drikke skarntydesaft for gudløshed og for at have vildledt ungdommen. - 22Alcibiades] gr. statsmand og feltherre (450-404 f.Kr.), reddedes af Sokrates i slaget ved Polidaia (432 f.Kr.) under den peloponnesiske krig. - 22 Xenophon] gr. forfatter og historiker (430-355 f.Kr.), elev af Sokrates. Hvortil A sigter med bemærkningen om Sokrates som frelser af Xenofons liv er uvist, idet de ikke har deltaget sammen i nogen krig.

✂ 60.3Olietræet] gudinden Athenes symbol; indgår i Athens mærke. - 5Syv Stæder ... Fødestad] en lang række byer og steder har hævdet at være fødested for Homer, bl.a. Smyrna, Chios, los, Cumae, Kolophon, Argos, Athen og Cypern. - 11-12Hans Sange ... Helte] sml. I Sverrig: »Før Homers Heltetid var der ogsaa Helte, men de kjendes ikke, ingen Digter gav dem Navnkundighed« (105). - 13Morgenland og Aftenland] orienten og occidenten (Europa), jvf. Venskabspagten ovf. s. 228f. - 17Indigo] mørkeblåt plantefarvestof. - 23Firdusi] Firdausi (ca.935-1025), persisk digter. Iflg. sagnet havde sultan Mahmud i Ghazna lovet F. 60 000 guldstykker for dennes Scha;hnâme (Kongebogen), men gav ham kun 60 000 sølvstykker. F. delte pengene mellem en badekarl og en mand, der bragte ham et glas øl, og efterretningen herom vakte Mahmuds vrede, så F. måtte gå i landflygtighed. F. vendte senere hjem, og Mahmud fortrød sin handlemåde, men da karavanen med 240 60000 guldstykker drog ind i Tus, F.s hjemby, mødtes den af hans ligtog. - 26Camoens's] Luis de Camões (1524/25-80), portugisisk digter og forfatter af nationaleposet Os Lusiadas (1572). Efter et ret eventyrligt liv i de portugisiske kolonier vendte han tilbage til Lissabon, hvor han levede i yderst beskedne kår. A var tidligt optaget af C.s skæbne og identificerede sig ofte med ham pga. hans fattigdom, jvf. BHW I 67, 70; A&C 110,273. - 37Salomon de Caus] fr. ingeniør (1576-1626). I Les raisons de forces mouvantes avec diverses machines etc. (Frankfurt 1615) har han beskrevet et apparat til at løfte vand ved damptryk, hvorfor fysikeren og astronomen F.Arago (1786-1853) tillagde ham æren for opfindelsen af dampmaskinen. Beretningen om, at den franske statsmand kardinal Richelieu (1585-1642) lod ham indespærre som sindssyg i hospitalet Bicètre, er fuldstændig uhistorisk. A stiftede bekendtskab med de Caus' skæbne under et ophold på Glorup i juni 1850, jvf. brev til Henriette Wulff 16.6.1850: »blandt [...] historiske Smaatræk jeg i disse Dage har læst, har eet især grebet mig, Historien om Damp-Kraftens Opfinder, den ulykkelige Salomon de Caus, han som først saae i Tanken hvad nu ligger materielt for vort Øie, Dampskibe og Jernbaner; det er Arago, der i vor Tid har givet denne miskjendte Mand sin Hæders Plads« (BHW II 36 samt ib. III 214f, jvf. også en længere optegnelse af A om de Caus i Collinske Samling 41.4° KB, ib. III 14). I 1854 havde den no. digter Andreas Munch (1811-84) iøvrigt taget emnet op til behandling i et drama (opført 1. gang på Det kgl. Teater 19.12.1856), jvf. BHW II 170 og Dagbøger IV 150.

✂ 61.1Columbus] ital. opdagelsesrejsende (1451-1506), Amerikas opdager. A bygger måske på Oehlenschlägers Øen i Sydhavet, hvor en ung dreng besøger den gamle Columbus i hans fattigdom (iøvrigt uhistorisk, idet C. døde velhavende). I C.s stue var »en stor sort Jernlænke hængende paa et Søm« (III.1825.339), men C. er mild: »Derfor tilgiver jeg ogsaa gierne den usle Bovadilla, der lod mig bringe som Forbryder til Europa, i denne Jernlænke. Og, ved Gud, Lænken hænger ikke der paa Væggen af Hævn, for at anklage ham for Verden; men som et Memento mon, om al verdslig Forfængelighed. Og saaledes skal den følge mig i Graven« (343f). C.s fattigdom er så stor, at han må låne af en ven: »Det lader sig rigtignok underligt, at Vicekongen af Indien [: han selv, C.], der fyldte hans spanske Majestæts Skatkammer med Guld skal bede om fem Piastre. Men min Kasse er tom! Jeg har givet Kongen Alt« (342). - 12-13Aanden i Naturen] vel allusion til H. C. Ørsteds værk med denne titel (1850). - 14Galilei] se n.t. IV 18.15-18. - 15kraftig] med kræfter. - 17-18Den bevæger sig dog] efter afsværgelsen af sine kætterske ideer skal Galilei efter sagnet have sagt: »Eppur si muove«. - 22Jeanne d'Arc] fr. helgen og nationalheltinde 241 (1412-31), deltog i Hundredeårskrigen, fangedes af burgunderne og blev solgt til englænderne, der lod hende anklage og fik hende dømt til brænding på bålet for kætteri og trolddom. - 23Voltaire] fr. digter og filosof (1694-1778). - 24La Pucelle] fr.: Jomfruen; komisk heltedigt (1755) om Jeanne d'Arc. - 25f.Christian II] da. konge (1481-1559); besteg tronen 1513, men måtte pga. sin tilsidesættelse af adelen 1523 forlade Danmark. 1531 vendte han tilbage med frit lejde, men fængsledes og førtes til Sønderborg Slot, hvor han sad til 1549, dog på ingen måde så strengt isoleret, som overleveringen og A med støtte i Allens Haandbog i Fædrelandets Historie4. 1849.298 fortæller, ligesom stenbordet iøvrigt er en myte. 1549 overførtes han til et ret frit fængsel på Kalundborg Slot. Jvf. iøvrigt Allen 273: »De fleste af Christiern den Andens Indretninger gik til Grunde med ham selv, og hans Love bleve efter hans Fordrivelse brændte af Adelen paa Viborg Landsthing som »skadelige og stridende mod gode Sæder.«« - 31Fjender skreve hans Historie] jvf. DH: »hvis hans [: Chr. 11. s] Liv og Levnet havde været beskrevet af en Borger istedenfor en Herremand, af Hans Mikkelsen Borgemester i Malmø istedenfor Rigets Canceller Arild Hvitfeld, havde det langt fra ikke blevet saa hæsligt, thi man seer kjendeligen, at mange Ting ere ham paadigtede« (I 130). - 33Blodskyld] jvf. blodbadet i Stockholm 1520. - 34-35ved høien Mast] allusion til romancen Kong Christjan stoed ved høien Mast fra Johs. Ewalds Fiskerne (1779; Samlede Skrifter III.1916.187). - 35Tycho Brahe] da. astronom (1546-1601), fik 1575 Hven som len af Frederik II og opførte her Uranienborg, men måtte af personlige og ideologiske grunde 1597 forlade Danmark (se iøvrigt BHW I 330). - 38Himlen ... mere] frit citat efter J.L.Heiberg: Tycho Brahes Farvel (Solen sank bag grønne Lund): »Er ei Himlen allevegne? / Hvad behøver jeg saa meer?« (1819; Poetiske Skrifter III.1862.126).

✂ 62.4Griffenfeldt] Peder Schumacher (1635-99), da. statsmand, adlet 1673 under navnet greve af Griffenfeld; 1676 anklaget og dømt for landsforrædderi og sad efter 4 år i Kastellet i Kbh. 18 år som fange på øen Munkholm i Trondhjem Fjord i Norge, indtil han i 1698 flyttedes til Trondhjem i delvis frihed. - 5Prometheus] gr. sagnfigur, som stjal ilden fra guderne og bragte den til Jorden, hvorfor han til straf lænkedes til en klippe, medens en ørn hakkede i hans lever, der voksede ud hver dag. - 8Robert Fulton] amerikansk opfinder (1765-1815); 1807 byggede han dampskibet Clermont, der august s.å. gjorde sin første prøvefart på Hudsonfloden til befolkningens store forbavselse, jvf. Carsten Hauchs roman Robert Fulton (1853 (II del kap. 18)), som A var meget begejstret for (jvf. BfA II 288ff). Se også digtet Dampskibet Gudenaa (1853; SS XII 295). - 23-37lyksaligt ... Gud] kunstneren som formidler mellem himmel og jord en central romantisk 242 tankegang; her - i overensstemmelse med europæisk romantisme, der også dyrkede den ufbrståede, progressive - dog i hovedsagen overført til videnskabens og tankens milepæle. Jvf. iøvrigt Skyggebilleder 111, Imp 109, BHH 87 og Metalsvinet (IV 18.17-18).

Jødepigen

✂ Jødepigen tryktes første gang i Folkekalender for Danmark 1856, der udkom december 1855, og blev senere optaget i EHP 2-63, 3. hæfte, der udkom 30.3.1863.

✂ Om eventyrets tilblivelse hedder det i et brev til August Bournonville 24.11.1855: »Hvad min Forfatter-Virksomhed angaaer, da har jeg, foruden [...] »Ærens Tornevei«, leveret Folkecalenderen endnu en lille Historie: »Jødepigen«, der vist hører til mine bedste« (BfA II 330).

✂ Som det fremgår af et brev til Henriette Wulff 26.11. (se Ærens Tornevei ovf. s. 238), tænkte A på at skrive en ny roman. Det blev til At være, og hvad enten Jødepigen har inspireret ham til romanen eller omvendt, så behandler han samme problematik i At være i den jødiske Esthers skikkelse, om hvem det hedder: »hun, Jødepigen, bøiede sig mod Korsets blødende Rose, Messias, Frelseren, om hvem det gamle Testaments Propheter og Skjalde sang, han, som fødtes, lærte og døde, for at hver den som troer ikke skal fortabes, men have det evige Liv« (148).

✂ Såvel Brix 58 som Svend Larsen i A-iana 2 rk. III 20 mener, at historien bygger på en barndomserindring, idet den i MLE I 36 nævnte Hr.Carstens' Drengeskole i virkeligheden var for jøder. Mellem drengene var dog en pige, som A sluttede sig til, og såfremt hun også har været jøde, har det været Sara Heimann, født 1804, der senere blev tjenestepige. Iøvrigt formoder man, at hun også har været model til Naomi i KES, uden at de to dog har nogen karakterlighed.

✂ Om historien hedder det i Bemærkninger, at der i den »er gjenfortalt et ungarsk Sagn« (12). Det drejer sig om fortællingen Edie Rache om Peter von Szápár i Alois Freiherrn von Meduyánsky: Erzählungen, Sagen und Legenden aus Ungarns Vorzeit (Pesth. 1829. 105-119).

✂ 64.16-17Kom Sabbathens Dag ... hellig] 2.Mos. 20.8. - 35Pascha] tyrkisk ærestitel til militære og civile embedsmænd.

✂ 65.31Ær din Fader og din Moder] 2.Mos. 20.12.

✂ 66.19-20han ledsager os over Døden] fri gengivelse af Salme 48.15. - 24320-21han besøger ... meget rig] fri gengivelse af Salme 65.10. - 23-24en Daab af Ildslue] jvf. pinseunderet i Apostlenes Gerninger 2.3-4. - 34-38Og Guds Sol ... Christo] sml. Der er Forskjel (II 280) og Vinden fortæller om Valdemar Daae (III 112). - 39-40Johannes ... Hellig-Aand] Apostlenes Gerninger 11.16.