Bedstemoder
✂ Bedstemoder blev trykt første gang under titlen En Historie i Freia. Nordisk Album for Poesi og Kunst, red. af Carl Borgaard. Bd. I. nr.1, der udkom 5.10.1845. I forbindelse med en planlagt tysk oversættelse og udgivelse i det aldrig realiserede opsamlingsbind Aus meiner Mappe ændrede A i 1847 titlen til Bedstemoder (BLorck 125), omend det atter optræder under sin oprindelige titel i et brev til Lorck 28.1.1848 (ib. 151). I 1851 indgik det i I Sverrig som kap. V, for endelig at indgå i EHP 2-63, 1. hæfte, der udkom 9.2.1863.
✂ I Bemærkninger (7) hedder det om eventyrets tilblivelse, at det er skrevet omtrent samtidig med Stoppenaalen, som A imidlertid i denne sammenhæng fejlagtigt daterer til sommeren 1846 (se ovf. s. 113). Da Alm viser, at Stoppenaalen er skrevet i august 1845, er det vel sandsynligt, at Bedstemoder er skrevet umiddelbart efter. De yderligere oplysninger om eventyret i Bemærkninger er da også fejlfyldte, idet A, udover at tro det trykt i Portefeuillen, skriver: »man gjorde mig opmærksom paa, at denne Skildring havde Lighed med et Digt af Lenau, jeg fandt det Samme da jeg læste dette, og lod derfor Lenaus lille Digt sætte som Motto, da Historien første Gang blev trykt.« Mottoet er imidlertid hentet fra Anastasius Grüns (pseud. for A.A.Auersperg (1806-76)) Gedichte (Leipzig 1837.22): Das Blatt im Buche. Som nævnt af Brix 19f udelukker formuleringen ikke, at A på forhånd kan have kendt Grüns digt, hvilket da også er tilfældet, idet han 23.2.1838 skriver til Frederik Læssøe: »Lad Deres Broder sende Dem »Anastasius Grüns Gedichte«; jeg spaaer Dem en Nydelse deraf, som den jeg følte ved første Gang at læse Geijer« (BfA I 408). Som yderligere støtte for sin teori om Grüns umiddelbare indflydelse citerer Brix 20 en optegnelse i Collinske Samling i KB (uden katalogsignatur!), »der maa anses for ældre end Eventyret«. Også Brix og Jensen II 388 citerer dette manuskript (uden signatur!), men synspunktet er nu modificeret til, at optegnelsen »sikkert er ældre end Eventyret«.
✂ Imod Brix' hypotese kan da også indvendes, at selv om 234 Bemærkninger ikke udelukker A.s inspiration af Grüns digt, så kan de mange fejlhuskninger i netop dette afsnit af Bemærkninger ikke tages som et bevis herfor. Vælger man at tage A på ordet, har A da også udelukket Grün som den ydre anledning og inspiration til eventyret. Hertil er endvidere at bemærke, at motivet med den visne blomst i (salme)bogen var et yndet motiv i tiden, jvf. A selv i KES 150 og Oehlenschlägers Hvor blev I røde Roser dog i: Den blege Ridder (1832; Oehl XXVI 44). Brix er endvidere inde på en anden anledning, der synes mere nærliggende. Det gælder sætningen »Øine kunne aldrig døe!« (s.49.3). I et udateret brev fra Carsten Hauch, hvori denne takker for modtagelsen af NEH 3-45, der var udkommet 7.4.1845, og som derfor må dateres kort efter denne dato, omtaler han også datteren Luise Albertine Hauchs død i marts 1844 og skriver bl.a.: »jeg har aldrig seet et sligt bevinget, henrivende Væsen; som en Raa i Skoven, med et Par Øine, som viste, hun havde Ret, da hun engang sagde: Alle kan døe, men Øinene, de kan aldrig døe« (BtA 222).
✂ 48.3den sorte Kiste] den almindelige farve på kister i 1800tallet, jvf. I 153.14; 238.5. - 11-13Paa Graven ... over det] sml. En Rose fra Homers Grav (IV 43f). - 17-20En Død ... komme de ikke] en hyppigt genkommende tanke hos A lige fra ungdommen af, jvf. skildringen af Frederiksborg Slot under rejsen med Meislings fra Slagelse til Helsingør i maj 1826 i Levnedsbogen: »jeg tænkte paa Christian IV, paa alle de hvis Billeder hang i den store Riddersal; »om de nu kom ned!« tænkte jeg og blev underlig tilmode, men saa fik jeg i det samme den ganske naive Tanke. »De Døde maa jo vide, at jeg ikke kan taale at see dem, jeg vilde døe af Skræk, og saa vise de sig bestemt ikke for mig, det var jo gyseligt ondt og ufornuftigt!« (148f; jvf. også SS IX 65f). Sml. også Reisekammeraten (I 70).