Nye Eventyr og Historier
Anden Række, Fjerde Samling. 1866
NEH 8-66
Gjemt er ikke glemt
✂ Gjemt er ikke glemt tryktes første gang i NEH 8-66, der udkom 11.12.1866.
✂ Eventyret er skrevet på Holsteinborg, hvor det i Dagbøger 23.10.1866 hedder: »Efter Bordet læst iaften Portnerens Søn og Skruptudsen, fik Idee til Gjemt er ikke glemt« (VII 200) og 24.10.: »Skrevet i Morges Historien Gjemt men ikke glemt« (ib. 201). Senere samme dag fortæller A iøvrigt, at han efter frokost kørte med enkegrevinde Wilhelmine Holstein (1788-1868) for at besøge den døende huslærerinde Hansigne Borup, for hvem han læste eventyret op. 30.10. noterer han så: »Siddet og reenskrevet paa mine Eventyr« (ib. 203) og 31.10.: »Reenskrevet« (ib.).
✂ Der kan næppe herske tvivl om, at inspirationen står i forbindelse med det midterste af de tre billeder, idet denne historie er knyttet til Holsteinborg, til Oline Petrea Høyer (1813-85), datter af godsets tidligere avlsforvalter. Moderen havde haft fribolig i det såkaldte Iskælderhus nordvest for Holsteinborg på vejen til Ørslev, og efter hendes død beholdt den invalide datter boligen til sin død. Under omtalen af Holsteinborg hedder det i MLE: »En Dag førte Gaardens Frue mig hen til en stakkels værkbruden Pige, der boede nær ved i et net lille Huus ved Landeveien, men til den var kun ringe Udsigt, da Huset laae lavt og Grøften var kastet høit. Solen skinnede aldrig ind i Stuen, thi Vinduet vendte mod Nord. Dette kunne afhjælpes, tænkte Slottets venlige Frue. Hun fik en Dag den Værkbrudne bragt op paa Gaarden, sendte imidlertid Muurfolk ned til Huset, lod bryde Hul i Muren mod Syd og sætte et Vindue i, og nu skinnede Solen ind i Stuen. Den syge Pige kom til sit Hjem og sad der i Solskin, kunde see Skov og Strand. Verden blev stor og deilig, og det ved et eneste Ord af Gaardens venlige Frue. »Det Ord var saa let, den Gjerning saa lille«, sagde hun, da ogsaa jeg udtalte min Glæde, thi jeg fulgte derhen med hende, som havde øvet denne og saa mangen anden god christelig Gjerning. Jeg nedskrev den imellem de tre Smaahistorier, jeg har kaldt: »Gjemt er ikke glemt«« (II 325f; jvf. også HCAHolstein 121ff).
295✂ Iflg. Bemærkninger (22) bygger første billede på et sagn hos Thiele, omend slutningen er A.s egen tildigtning. Thiele har dog intet sådant sagn. Derimod har A selv tidligere fortalt det i KES (155) i forbindelse med beskrivelsen af et maleri forestillende en kvinde med jernlænke om halsen. Om dette maleri er fiktion, eller A virkelig har set det et sted, vides imidlertid ikke. Motivet er iøvrigt også benyttet i Lykkens Blomst (1845; SS X 226). Desuden kan bemærkes, at Mette Mogens5 faders ridt på træhesten, som også er fortalt i Hønse-Grethes Familie (V 93ff), genfindes i DtB (52), hvor det dog er bondens egen datter, der hjælper ham. Iøvrigt mener Hans Ellekilde (A-iana 2 rk. III 106ff), at denne beretning tilhører det sagnstof, A har hørt som barn.
✂ Om det tredie billede hedder det i Bemærkninger, at det også hører til det oplevede, »jeg hørte af Pigens egen Mund hvad der her er nedskrevet« (23).
✂ 228.17værkbrudden] invalid, lam. - 20den høie Grøft] jordvold, dige.
✂ 229.24gjemt men ikke glemt] sml. Den stumme Bog (IV 58).
Portnerens Søn
✂ Portnerens Søn blev trykt første gang i NEH 8-66, der udkom 11.12.1866.
✂ Den første kim til eventyret kan være titlen Fattigmands Barn under bogstav F i listen over »Eventyr som kunne skrives« fra april-maj 1859 (ovf. s. XIII).
✂ På sikker grund er vi først i 1866, da A 31.1. drog ud på en ni måneder lang rejse, hvis mål var Portugal, hvor han besøgte et par ungdomsvenner, brødrene O'Neill. 6.5.-8.6. var han således gæst hos Jorge O'Neill (1817-90), købmand og dansk generalkonsul i Lissabon, på dennes landsted Quinta do Pinheiro nær Lissabon. Her skriver han i Dagbøger 4.6.: »Idag begyndt paa en Historie eller rettere i Aftes, om Generalen og Generalinden« (VII 117) og 6.6.: »skrevet paa Historien« (ib. 118). 8.6.-9.7. opholdt han sig hos Carlos O'Neill (1820-74), købmand og dansk vicekonsul i Setubal. Her skriver han 6.7. til sin forlægger Th.Reitzel: »En Fortælling har jeg begyndt paa Penhiero og næsten fuldført« (Buket 229). Atter på Quinta do Pinheiro skriver han 12.7. til Edvard Collin: »Deres Kone spørger mig om hvad jeg har skrevet og jeg maa svare ikke Meget; jeg har største Delen af en Historie om »Portnerens Søn«, den rører sig i Kjøbenhavn« (BEC III 320; Buket 229 daterer fejlagtigt brevet til Setúbal 12.6.).
✂ Først da A gæstede Holsteinborg 29.9.-5.10. hører vi atter om 296 eventyret, nemlig i Dagbøger 5.10. hvor han besøgte den døende huslærerinde Hansigne Borup sammen med enkegrevinde Wilhelmine Holstein (1788-1868): »jeg læste for hende Begyndelsen af den nye Historie om Portnerens Søn« (VII 195). 7.10. hedder det fra Basnæs i et brev til Henriette Collin: »De veed at jeg ude paa en Herregaard, hvor jeg ugeneert kan give mig hen til mig selv, bestiller mere i een Uge, end i Byen i een Maaned [...] Jeg har [...] næsten fuldendt Historien om »Portnerens Søn«, den jeg begyndte paa Penieros« (BEC III 346). Men først i Dagbøger 22.10., Holsteinborg, noterer han: »Skrevet paa Portnerens Søn og sluttet den« (VII 200) og 23.10.: »Efter Bordet læst iaften Portnerens Søn« (ib., jvf. også Reumert 49).
✂ I den følgende tid læste han det som sædvanligt op for venner og bekendte og kunne derpå rette i manuskriptet (se Buket 232ff). Men 30.10. melder Dagbøger: »Siddet og reenskrevet paa mine Eventyr« (VII 203) og 31.10.: »Reenskrevet« (ib). Endelig fortæller han 12.11.1866 grevinde Mimi Holstein: »Mine Eventyr ere hos Bogtrykkeren, »Gjemt er ikke glemt« har jeg allerede læst Correctur paa [...] ogsaa »Portnerens Søn« er istand fra Trykkeriet« (HCAHolstein 126).
✂ I Bemærkninger hedder det: »»Portnerens Søn« har flere Træk grebne ud af Livet« (23), jvf ndf. Herudover kan det blot nævnes, at eventyret er endnu en variation af A.s yndlingsmotiv: den fattige dreng, der kæmper sig frem i kraft af sit geni, jvf. Guldskat ovf. s. 291. Endvidere kan det ses som et oplæg til Lykke-Peer.
✂ 230.12Charmant] charmerende, jvf. Svinedrengen (1183) og I Sverrig 104.
✂ 231.3ff. SmL brev til Henriette Wulff 21.2.1852 om professor N.C.L.Abrahams (1798-1870): »De veed at han har en prægtig Haandskriftsamling, den var ifjor nær brændt, har jeg fortalt Dem derom? Den mindste af Drengene [: Severin Abrahams (1843-1900)] havde været ene inde i Stuen, tændt en Svovlstikke der stak Ild i Gardinet, dette tændte i Skabet, men man fik det betids slukket; det Morsomme derimod, som jeg vil fortælle, er at da det brændte skjulte Drengen sig og - da een af Brødrene saae ham sidde i en Krog - sagde »jeg er ulykkelig! Papa vil jage mig bort!««, og nu tilstod han hvorfor, og sagde: »Gardinet brændte, og saa, spøttede jeg paa det for at slukke, men jeg havde ikke Spøt nok!«« (BHW II 104). - 5Sandhullet] rum under trappen til gulvsand. - 23Spyttede ... Ord] generalen tænker vel her specielt på vanen at spytte, »harke«, slim fra næse og hals istedet for at bruge lommetørklæde, jvf. datidens brug af spyttebakker. - 39 Natsæk] vadsæk til rejsesager som nattøj, toiletsager o.l.
✂ 232.13en Anecdote ... fortælle] sml. Dagbøger 17.7.1837 under et besøg 297 på Kronborg: »Jeg drak Thee hos Kommandanten, som fortidt sagde, »der falder mig en Anecdote ind,« og saa var det altid den samme« (II 29). - 29-33de fik et yndigt Barn ... rev dem istykker] sml. Imp 75.
✂ 233.6Akademiet] Akademiet for de skjønne Kunster. - 8Bonne] fremmedsprogstalende barnepige. - 9skal staae til Paaske] skal konfirmeres til påske. - 22Lappeskrædderen] skrædder som kun foretager reparationer. - 27Tombaksuhr] messingur. - 31Safian] fint tyndt gede- eller fåreskind.
✂ 234.22slog op i Bogen ... Emilie] sml. KES, hvor Maria tager salmebogen frem for at synge, men hvor Gudfaderen siger: »Skal vi bruge Bogen, saa lad os heller slaae op og see, hvad Skjæbne vi faae« (63). - 33Czarens Slot ... Moskau] se n.t. V 51.1-11. - 42en Kirke fra Norge] A har ejet et kobberstik af en sådan, jvf. brev til den no. maler J.C.Dahl (1788-1857) 9.4.1847 (A.Aubert: To Breve fra H.C.Andersen til professor Dahl i: Juleblus. VI. Kristiania. 1893.17).
✂ 235.2det Slot, som han kaldte »lille Emilies«] jvf. MLE, hvor A som barn forestiller sig, at en kinesisk prins vil tage ham med til Kina »og gjøre mig rig og fornem, men saa igjen lade mig faae Lov til at besøge Odense, hvor jeg vilde boe og bygge et Slot; hele Aftener kunde jeg sidde og gjøre Tegninger og Grundrids deraf« (I 46f). - 11komme Fremmede] alm. børneleg i 1800tallet, jvf. Svinedrengen (I 182). - 39stille] forstille.
✂ 236.16den lille Sølvmedaille ... den større] uddeltes af Akademiet for de skønne Kunster. - 32rakte han Georg sin Haand, slat Haand] sml. brev til Henriette Collin, 21.10.1866 om kammerherre P.B.Scavenius' (1795-1868) besøg på Basnæs: »hvor hans Nærværelse forstener Alt, hvor er han fornem og bevidst. Mig siger de han holder af, han gav mig ogsaa Haand til Afsked, slattet Haand; Konger og Prindser trykke anderledes fast, kunde jeg have sagt ham, men jeg sagde det ikke, jeg gad ikke« (BEC III 355f; jvf. Dagbøger VII 199); slat: iflg. Henning Høirup i A-iana 2 rk. III 148 fynsk dialekt; ODS XX 381: jysk.
✂ 237.25ff. Jvf. Gartneren og Herskabet (V 170ff).
✂ 238.8mit Hønsehuus] jvf. Lygtemændene ere i Byen (IV 186.1-2 m. note).
✂ 239.19-21hvor var De venlig ... Georg] sml. Imp 253. - 27Informator] huslærer.
✂ 240.3Gravmæle] eftermæle (iflg. ODS kun brugt af A i denne betydning). - 23pyramidal] kolossal, enorm. - 24erholde] få.
✂ 241.17Professor, femte Classe Nummer otte] se Noget (III 46.2 m. note). - 22Rangskatten] skat der skal udredes af folk med rang; da r. ikke skulle udredes af embedsmænd, der har rang pga. selve embedet, må der her antagelig være tale om en udnævnelse til titulær professor i lighed med A.s egen professortitel.
✂ 242.3Conferentsraad] titel med rang i 2. rangklasse nr. 12.
✂ 243.25Hun smaaskjelmer mig] hun har små skælmerier for med mig. - 29829Rubens] flamsk maler (1577-1640). - 36-37Vingerne ... Psyche-Mærke] se n.t. IV 175.35-36.
✂ 244.1En sort Domino] sml. Alm 17.3.1859: »Kunstner Carneval i Casino, jeg havde skrevet Indledningen, var indviteret. Kom i Domino, med Halvmaske.« Domino: lang sort kappe med hætte og vide ærmer.
✂ 245.22Etatsraad] titel med rang i 3. rangklasse.
Flyttedagen
✂ Flyttedagen tryktes første gang i Illustreret Tidende 12.2.1860.
✂ 16.2.1855 skriver A til Henriette Wulff: »I Aftes fik jeg første Gang Trang og Lyst til at skrive igjen Noget, et lille Stykke om »Kartofler« [...] en anden lille Historie er i Anmarsch, den kom med Kartoflerne og handler om - ja bliv ikke forskrækket, Navnet og Stedet er ikke for et Frøken-Buur, det er nemligt en Historie fra »Skraldemandens Vogn!« Jeg saae nemlig, kort før Sneen faldt, en Vogn med hvad Byens Bøtter og Fjerdinger kan levere, den kjørte under Skralde-Musik, fra Huus til Huus; et Grantræ, endnu friskt og med enkelte Guld Stumper der flaggrede var smidt ud og nu af Skraldemanden plantet bag i Vogn-Dyngen. Folk loe af hans Vittighed, jeg - ja jeg blev veemodig, saae en Alvors-Vignet for Verden i denne Sammenstilling; nu maaskee kommer der en Historie derom« (BHW II 195f). Dette brevcitat er altså den første skitse til eventyret, hvoraf også fremgår, at det er træet på skraldevognen, der har inspireret A. Og 25.2.1855 vender han igen tilbage til eventyret: »jeg har i Dag en Fornemmelse af Vaaren, og skriver derfor paa »Skraldemanden« hans Skralde klinger mig næsten, som Storkens Knæbbren og Vaaren kommer, naar Storken kommer« (ib. 199).
✂ Hvornår A har sluttet arbejdet vides ikke, ej heller hvorvidt indledningen om Taarnvægteren Ole (se III 121-25), som eventyret er en fortsættelse af, måske først er tilføjet tilsidst. Den ændrede titel kan måske skyldes indflydelse fra Henriette Wulff. 22.5.1855 kommenterer hun nemlig titlen, idet hun refererer til A.s oplæsning af Flipperne for Christian VIIIs søster, prinsesse Juliane Sophie (1788-1850): »De sætter jo rigtignok Prindsessers og fine Damers Nærver stærkt paa Prøve undertiden, ved Benævnelserne paa Eventyr og Historier« (BHW II 197). Prinsessen var åbenbart stejlet ved tanken om at fortælle et eventyr om et par flipper!
✂ Motivet med flyttedagen og døden som sådan havde A allerede 299 brugt i digtet Flyttedagen i April (Digte. 1830.64), ligesom han beskriver den ved Elisabeths ankomst til København i DtB, hvorfra der er tydelige linier til eventyret: »det var Flyttedag, vaadt og graat [...] Den Fremmede, som ikke kjender en kjøbenhavnsk Flyttedag, og paa denne kommer ind i Byen, vil troe at være traadt ind i en Gade, hvor Qvarteret i Nærheden staaer i Lyslue, og at det er derfor, alle Mennesker paa Vogne og paa Børe slæbe afsted med Dyner og Meubler for at frelse. Hele Gader ligge opdyngede med Straa og Skarn [...] man seer en uendelig Mødding. Hvilket Billede paa Forgængelighed! Der hviler en skrækkelig gammel Silkehat, som engang vakte Misundelse i hele Nabolavet og sad dog paa et stygt Hoved; her ligger en graa Handske, engang var den hvid, Brudgommen bar den sin Bryllupsdag« (193). Endvidere kan nævnes, at Henrik Hertz havde behandlet motivet i lystspillet Flyttedagen (1828). Desuden går en linie tilbage til Fodreise, hvor Dødens store ekstrapost kører hen over Amager med alle dem, der er døde samme nat. I eventyret har A imidlertid berøvet Døden alle de skrækromantiske symboler, den havde i Fodreise (jvf. Tage Høeg 164).
✂ 246.3-4ikke det sidste] A har ikke udgivet flere eventyr om Taarnvægteren Ole. - 6Flyttedagen] kunne variere fra by til by, men var iflg. Forordning af 1.7.1799 sat til 3. tirsdag i april og oktober. - 12den levende Halm] pga. utøj. - 16Bøtte] skraldebøtte. - 22Flitterguld] tyndt udhamret messingblik.
✂ 247.8flaut] dumt, banalt. - 20Nissen ... flytter med] alm. træk i folketroen; jvf. Thiele2: »En Mand, som boede i et Huus, hvor en Nisse havde drevet sin Spøg vel vidt, besluttede omsider, at flytte ud og lade ham der alene. Allerede vare flere Læs Flyttegods bortkiørte, og det sidste Læs, som mest bestod af tomme Bøtter og andet Sligt, var allerede færdigt, da Manden tilfældigviis bliver Nissen vaer, som sad i en Bøtte paa Vognen. Ved saaledes at see den hele Flytning at være forgieves, blev Manden saare ilde tilmode, men Nissen gav sig hierteligt til at lee, stak Hovedet op af Bøtten og sagde: »See! idag flytte vi!«« (H 263). - 24-25Vers ... Flyttedag] jvf. Et godt Humeur (II 238.24-239.8 m. noter). Verset er ikke fundet. - 30ff. Sml. Optegnelsesbog II,2 (Bl 12v): »Døden er Færgemand siger man, sætter Folk over Forglemmelsens Flod; Døden er saa meget, han er Passkriver, han giver Skudsmaalsbog, han er Udbetaler, i det den Døde gaaer herfra. Han giver hver sin Tærepenge, den de selv har sparet sig sammen og stukket i Bøssen da de levede her. Han kjører om med en stor Vogn - ja den kan rigtignok kaldes Ligvognen - det er en Omnibus, en fløtte Omnibus, fuld af Presenter, hver faaer sin, tidt lille som en Ært, men Ært kan skyde ud til en blomstrende Ranke; Han 300 kommer til den mægtige Regent for hvem Millioner bøiede sig, Døden staaer opreist rækker ham en Drik, uden Komplimenter, han maa drikke den, reen og puur er den! alle Tanker klares, alle gode Følelser blive vakt og han seer og fornemmer hvad han før ikke vilde see, ikke gad see, eller fornemme og han fornemmer Straffen i sig selv, det er en gruelig Stemning han gaaer ind med for sin Konge og Dommer Gud! - Her giver Døden et stakkels Barn, der altid var Skrumpelskud og sad paa Dørtærskelen, sin fattige Skammel, men den løfter sig til en Trone, straalende som Guld, blomstrende, duftende som en heel Løvhytte, der løftes og bæres ind i Glands og Glæde. Var det Blomster eller Sommerfugle, yndige Collibri, levende Fugle var den hele Pragt, Blomster som kunde flyve og synge de bar hende bort fra Savn og Sorg.-« (FoF X 129f). - 30Omnibusfører] kusk på de hestetrukne vogne, der fra ca. 1840 anvendtes som offentlige transportmidler og som modsat hestesporvognene ikke kørte på skinner. - 31Skudsmaalsbog] egl. bog der fulgte tjenestefolk, hvori indførtes navn, alder, pladser samt udtalelser om opførsel, sædelighed osv. - 36Tærepenge] penge som bruges til livsfornødenheder under rejse.
✂ 248.4-5Jerusalems Skomager] Denne sagnfigur behandles ofte i tidens digtning. Hos A er han hovedperson i versdramaet Ahasverus (1847), og han optræder allerede i Fodreise, hvor han iøvrigt fortæller, at han har været postkarl under Ludvig XI (69; jvf. ndf. 249.3f)! Jvf. også hans afsked med A: »vi mødes nok, om ikke før, saa naar De gjør den sidste store Reise med Dødens Extra-Post. Hver Nat møde vi hinanden, thi hans Heste ere raskere tilbeens end jeg; han kan i et Øieblik fare Jorden rundt og har altid Passagerer« (71). Sagnet om en person, der slog den lidende Jesus og derfor dømtes til evig fredløshed, er middelalderligt, men dets gængse træk er først opstået med eller senere end en tysk folkebog fra 1602, dansk 1607: navnet Ahasverus, hans skomagererhverv, lokaliseringen til Via dolorosa samt tilnavnene Den evige/vandrende Jøde, Jerusalems Skomager. Som indfaldsvinkel til det store emne kan bruges Erik Dals og R. Edelmanns bidrag til Fund og Forskning XII 1965.31-46. - 15Skumpelskud] udskud, syndebuk. - 21-22Træbimpel] lille trætønde eller -dunk. - 33-38Der var engang ... hjalp Du] sml. Optegnelsesbog II,1 (nr.35): »Fortæl igjen om hiin franske Konge, der i en Hungersnød var Folkets Velgjører og hvem Folket reiste et Monument af Sneen med Indskrift: Hurtigere end den smælter, hjalp Du« (FoF IX 149f).
✂ 249.3ff. Anekdotens kilde er ikke fundet. - 3-4Ludvig den Ellevte] fr. konge (1423-(1461-)83). - 7Connetable] rigsmarsk. - 10Bastillen] borg i Paris anvendt som statsfængsel for vigtige (stats) forbrydere; nedrevet 1789.
Sommergjækken
✂ Sommergjækken blev trykt første gang i Folkekalender for Danmark 1863, der udkom december 1862, og blev med en ændret slutning optaget i NEH 8-66, der udkom 11.12.1866.
✂ Eventyret er skrevet på opfordring af Adolph Drewsen (1803-85), der bad A hævde betegnelsen sommergæk fremfor vintergæk (Bemærkninger 23), jvf. brev fra Drewsen 17.2.1862, hvori det hedder: »Ved igaar at høre, at den første Sommergjæk for et Par Dage siden er funden i en Have ved Vordingborg, kom jeg til at mindes et Løfte, De engang gav mig, da jeg fortalte Dem min Kamp mod det falske og upoetiske Flag, (: Vintergjæk) hvorunder man nu lader denne digterskjønne Blomst seile. De lovede nemlig, at De, naar Aanden kom over Dem, vilde skrive et
✂ Eventyr under Navnet:
✂ Sommergjæk,
✂ fordi det var den sikkreste Maade at slaae det gode gamle Navn fast for nu og bestandig« (BJC II 224). Derefter følger så en artikel, Drewsen havde skrevet til Dansk Havetidende (1862. nr.9. 3. marts), hvori han argumenterer for navnet sommergæk, fordi den gækker, narrer, med håbet om sommerens snarlige komme, medens navnet vintergæk, tidspunktet for dens blomstring taget i betragtning, er meningsløst. 18.2.1862 noterer A så i Dagbøger: »Igaar fik jeg fra Drevsen to Blomster i Potte, den ene var en Sommergjæk, som han bad mig skrive et Eventyr om for at dette Navn kunde bevares« (V 148).
✂ Der gik dog flere måneder, før A opfyldte sit løfte. Under et ophold på Basnæs skriver han 12.6.1862 til Adolph Drewsen: »At jeg ikke har glemt mit Løfte om Eventyret »Sommergjækken« kan De nok vide, men den lille Blomst er endnu ikke skudt frem, maaskee kommer den først mellem Alperne eller nede ved Roncesvalles hvor Holger Danske faldt, komme haaber jeg den skal« (BJC II 227). Der gik da heller ikke ret lang tid, før det kom. I Dagbøger 24.6., Basnæs, noterer han: »Skrevet paa Slutningen nær, Eventyret: Sommergjæk« (V 175) og 27.6. fortæller han også fra Basnæs fru Henriques: »Jeg har herude været meget arbeidsom, faaet en Mængde Breve fra Haanden [...] dernæst har jeg leveret et Eventyr Sommergjækken, som ikke er uheldig og kan blive trykt til Julen i Kalender for Danmark« (BHenriques 32; jvf. også HCAHolstein 83, BEC III 80).
✂ 252.9min Sommergjæk] person, der overraskes, gækkes, ved at modtage årets første blomst samt et gækkebrev og derved bliver ens 302 nar for sommeren. Oprindelig synes skikken at have været forbundet med et ønske om at skade eller latterliggøre modtageren, antagelig fordi vintergækken, Galanthus nivalis, tillagdes skadevoldende egenskaber. Planten blev således brugt til at drive gæk med, og den af Drewsen ovf. antagne etymologiske forklaring er forkert (jvf. Johan Lange: Primitive Plantenavne. 1966.25). - 13Vinternar] person, der er ens nar for vinteren, fordi vedkommende er gækket ved et gækkebrev.
✂ 253.5Ambrosius Stub] da. digter (1705-58), hvis skæbne A tidligt var optaget af, jvf. Vignetter til Danske Digtere (1831; SS XII 182), BHW I 330, Dagbøger II 357 samt HCAOptegnelsesbog nr. 44: »Ambrosius Stub, den danske Digter og den friske bløde Sanger, ham der gik som Lystigmager ved de fyenske Herremænds Gilder og var til Nar for de som aandelig stode under hans Bagflækker« (28). - 31Molbechs Ordbog] Chr. Molbech: Dansk Ordbog2 II. 1859.908. - 32Plantelæren] J.W.Hornemann: Forsøg til en dansk oekonomisk Plantelære. 1806.310.
Moster
✂ Moster tryktes første gang i NEH 8-66, der udkom 11.12.1866.
✂ Eventyret er skrevet på Basnæs i oktober 1866, idet A 20.10. noterer i Dagbøger: »Skrevet Slutningen paa »Moster«« (VII 199, jvf. BEC III 356, Reumert 49). Samme dag rejste han videre til Holsteinborg, og her hedder det 21.10.: »Til Middag var her Rectoren fra Herlufsholm [:professor Chr.R.S.Listov] [...] Rectoren bad mig læse, han havde aldrig hørt det, jeg læste [...] Moster« (Dagbøger VII 200).
✂ Iflg. Bemærkninger (23) er Moster modelleret over forskellige afdøde personligheder, som A selv havde kendt. Er dette rigtigt, kan der ikke være tale om Ingeborg Drewsen (1804-77), datter af Jonas Collin og en af de få, der havde frisprog overfor A, således som hævdet af Stampe 59. Brix og Jensen V 367 formoder, at der hentydes til Jonas Collins moster Martha Bolten, men udover en henvisning til Mosters Briller i Ole Lukøie (fejl for Lykkens Kalosker (II 225f)), savnes en motivering.
✂ Mere nærliggende er imidlertid at henvise til den unge kone, Elisabeth træffer i dagvognen i DtB: »Den unge Kone sværmede for to Ting: sin gamle Mand [...] og for at komme paa Comedie i Kjøbenhavn; hendes Tidsregning havde altid været efter, naar Theatret aabnedes og naar det lukkedes; læste hun i Aviserne, at nu vare Logerne til Salg for den kommende Saison, det var for hende som for 303 os at læse: nu har Storken vist sig, eller at der allerede var kommet modne Jordbær« (191). Da denne episode bygger på en oplevelse i dagvognen på vej til Nysø 2.7.1838 (jvf. BJC I 130f), kunne det måske også være her, han har hørt om teaterglæden, men ellers er det ikke muligt at udpege nogle modeller.
✂ 254.11Moses] opera i 4 akter af Rossini med tekst af Tottola, oversat af N.C.L.Abrahams. Opført 1.gang på Det kgl. Teater 20.9.1843. - 12Joseph og hans Brødre] Joseph og hans Brødre i Ægypten, syngestykke i 3 akter af Duval og Lormian, oversat af N.T.Bruun; musikken af Méhul, opførtes 1. gang på Det kgl. Teater 10.10.1816 og tilhørte på A.s tid det løbende repertoire. - 15-16Familien Riquebourg] drama i 1 akt af Scribe, oversat af J.L.Heiberg, opført 1. gang på Det kgl. Teater 10.6.1831. - 21Sommer-Skuespil] i sommerperioden kunne skuespillerne låne Det kgl. Teater for derved at skaffe sig en ekstraindtægt. - 27Theaterlogerne til Auction] indtil 1930 solgtes logerne for en sæson ad gangen ved auktion.
✂ 255.16Suurdeig under Fødderne] brøddej, der er gemt fra tidligere bagning og som er i stærk gæring, blev brugt som lægemiddel, især til at lægge under fødderne på patienter med feber, hoved- eller tandpine. - 19Thorvaldsen døde i Theatret] billedhuggeren Bertel Thorvaldsen døde 24.3.1844 i Det kgl. Teater (jvf. BfA II 97f). - 32Shakespeares »Stormen«] var på A.s tid aldrig opført på Det kgl. Teater. - Tøi] makværk, vås.
✂ 256.4Tilskuere paa Loftet] sml. MLE om tiden ved balletskolen: »Det havde jeg [...] opnaaet, at jeg turde om Aftenen komme bag Coulisserne, hvor der i den Tid ikke herskede Nutidens Orden, her var opfyldt med alskens Mennesker, ligesom selve Loftet gav Plads for Tilskuere, disse betalte der et Par Skilling til Maskinkarlene og her var altid fuldt og tidt det »bedste Selskab«; man vilde saa gjerne see Theatrets Mysterier, jeg veed høifornemme Fruer og Frøkener, som incognito der tog til Takke med at sidde ved Siden af Nyboders Madamer, bare for at vide, hvorledes det gik til deroppe« (I 65f; jvf. også J.Davidsen: Fra det gamle Kongens Kjøbenhavn. I. 1880.121f). - 6-7Commerceraad-] titel med rang i 7. rangklasse nr. 7. - 14-15Ugolinos] Heinrich Wilhelm von Gerstenbergs rædselstragedie Ugolino (1768; da. 1779) med motiv fra Dantes Guddommelige Komedie; er aldrig opført på Det kgl. Teater. - 22Salomons Dom] skuespil i 3 akter af Caignez, oversat og omarbejdet af N.T.Bruun, med musik af F.L.Æ.Kunzen. Opført 1. gang på Det kgl. Teater 29.10.1817. - 35-36 »Nachspielet«, der var det artigste] allusion til Holbergs Henrik og Pernille III 7: »Nachspielet bliver det Artigste.«
✂ 257.4ff. Sml. At være, hvor Hr. Svane har skrevet to bøger 304 »Dommedag i det Store« og »Dommedag i det Smaa«, hvoraf den sidste foregår på teatret, »og der kan Dommedag behøves - ogsaa for Publicum« (208f; se også HCA Optegnelsesbog nr. 7 (6)). Sml. desuden Optegnelsesbog II,2 (Bl 7r): »Domedag i Theatret. Egentligt er det Dommedag hver Aften i Theatret men Dommene ere saa forskjellige, som hele Folkefærdet og saa maa Dagen derpaa Aviserne være »den mægtige Dommer i Israel«. Oppe i Maanen og den er nu Jordens Drabant, og skal i Stort og Smaat forfærdeligt abe os efter, oppe i Maanens Hovedstad er der et Theater, som vort, med Kræfter som vort, med Publicum, som vort. Der blev givet en lyrisk Tragedie, af dem man skal læse og ikke see; første Elsker gjorde umaadelig Lykke ved at holde sin Mund, det vil sige ved at pausere, holde op mellem hver Tanke, saa at Folk kunde faae Tid til at smage paa den og see paa ham, for han var en kjøn Karl, og det gjør meget, især hos Fruentimmerne. Imidlertid var der dog en skikkelig Mand, som under Forestillingen faldt isøvn og fra ham have vi Historien, telegrapheret os paa en Maanestraale; saadanne Correspondenter have vi paa Maanen, Uranus, Venus etc. - men nu høre vi Maane-Telegramet, Historien der om Dommedag i Theatret. Forestillingen var forbi, Lyset slukt, Døren lukt, her var Dommedag. Kontroleuren stod ved Døren, Publicum kom, men maatte først vise deres Characteerbog om de turde være mælende eller umælende, ja de maatte endogsaa give deres Tankes Vidnesbyrd. osv - - osv - osv.« (FoF X 125f). - 6Skudsmaalsbog] se n.t. IV 247.31. - 8silde] sent. - 15-19en Trappe ... hørte hjemme] sml. Et godt Humeur (II 239.32-240.7 m. note). - 29ff. Under opførelsen af Romeo og Julie 23.1.1847 udbrød der ild i et varmerør på Det kgl. Teaters scene. Trods den faretruende situation lykkedes det skuespilleren N.P.Nielsen at stoppe publikums panikagtige flugt (Th. Overskou: Den danske Skueplads V. 1864.766). Programsætningen linie 32-34 kunne dog også tyde på, at A har haft en blind brandalarm 3.10.1863 i tankerne, idet Det kgl. Teater ved denne lejlighed netop spillede et skuespil, et syngestykke og en ballet (ib. VII.1876.179). - 32-33Herman von Unna] ridderskuespil af A. F. Skjöldebrand, oversat af Th.Thaarup, med musik af Abbé Vogler. Opført 1. gang på Det kgl. Teater 30.1.1800 og sidste gang 3.11.1836.
✂ 258.11blommede] blomstrede. - 24-25Tryllefløiten] opera af Mozart med tekst af Schikaneder, oversat af N.T.Bruun. Opførtes 1. gang på Det kgl. Teater 30.1.1826. Sml. Hr. Meibum i At være, som »i sin unge Alder [havde] været ved det kongelige Theater, og var der traadt op som Bagbenene af Løven i Tryllefløiten« (67) samt Dagbøger 22.3.1865: »Skyndte mig fra Fru Ørsteds Middagsbord Klokken 5 til Decorations Prøve paa Ravnen. De stakkels Drenge der maa være Bagbeen i Løverne ere ganske lukket inde i Dyret, de faae, sagde Dandseren 305 Gade, hver een Rdlr og 2 Æbler; Forbenene derimod kun 4 Mk og ingen Æbler« (VI 201f).
Skrubtudsen
✂ Skrubtudsen blev trykt første gang i NEH 8-66, der udkom 11.12.1866.
✂ Eventyret er digtet under A.s besøg i Setúbal i Portugal i 1866, hvor han havde set en skrubtudse. Dog blev det senere omarbejdet i Danmark og handlingen henlagt hertil (Bemærkninger 23).
✂ Dagbøger og breve belyser tilblivelsen. 26.6.1866 noterer A i Dagbøger: »Begynt Eventyret om Skruptudsen« (VII 132). 12.7.1866 fortæller han fra Quinta do Pinheiro Edvard Collin: »Jeg har skizzeret to Eventyr: Diamanten i Frøens Hoved, ligesom ogsaa »Kløverblomsten«, men de maa gjennemarbeides« (BEC III 320). Når A i Bemærkninger taler om, at eventyret skulle gøres hjemligt, skyldes det, at det endnu på dette tidspunkt var en historie fra Portugal (se A-iana 3 rk. I 382f). Først da A kom hjem, tog han atter fat på eventyret. I et brev til Henriette Collin fra Holsteinborg 21.10.1866 hedder det: »Idag skriver jeg vist ned et Eventyr »Ædelstenen i Frøens Hoved«, jeg har i mit Hoved baaret dette Eventyr, der ikke er nogen Ædelsteen, fra jeg gik i Alkantaredalen og ved Setúbal« (BEC III 356). Og næste dag noterer han i Dagbøger: »begyndt paa »Skruptudsen«« (VII 200). 23.10. var eventyret færdigt: »Endt Skruptudsen og læst den høit. Efter Bordet læst iaften Portnerens Søn og Skruptudsen« (ib. 200).
✂ Iøvrigt er A.s vaklen mht. titlen, specielt forsåvidt angår om titelpersonen er en frø eller en skrubtudse, ret bemærkelsesværdig, idet han i udkastet udtrykkelig nævner, at han som barn har hørt en gammel kone fortælle, at der fandtes en ædelsten i skrubtudsens hovede (A-iana 2 rk. I 383), en folketro som også kendes fra Shakespeares Som man behager II 1. Ligeledes gør Ragnar Spärck opmærksom på, at A både har kendt de grønne frøers tilknytning til vandet modsat skrubtudserne og den grønne bevoksnings afhængighed af lyset (A-iana 2 rk. IV 202).
✂ Niels Kofoed ser eventyret som en variation af motivet i Den grimme Ælling, men ædlere af holdning og mindre succesombrust: under et rædsomt ydre gemmer der sig skatte af værdi (Studier i H.C.Andersens fortællekunst. 1967.148).
✂ 259.2Vinden] anordning til at hejse vandspanden op og ned med. - 11Brøndgjesterne] allusion til brugen af brøndkure. - 15Øienklemme] 306 krampe i øjnene; dannet som parallel til mundklemme (krampe i munden).
✂ 260.40transparente] gennemsigtige.
✂ 261.14Marias hvide Særkeærmer] her antagelig snerle, Convolvolus arvensis og C.sepium (bruges også om stenbræk, Saxifraga). - 15-16ogsaa fløi der ... en Blomst] sml. Den lille Idas Blomster (I 44), Dagbøger II 225, EDB 318.
✂ 263.35Æsop] gr. fabeldigter (6. årh.) der efter traditionen var vanskabt og grim; jvf. Mulatten (1840; SS IX 342), Cecilies forsvar for at omdøbe blomsten Venus' Fluefænger til Æsop:
✂
Han os lærte, at ei Form, ei Farve
Udslag gjør i Skjønheds Blomsterbed
[...]
Form og Farve maa for Snillet vige,
Det fik første Rang i Skjønheds
Rige!
✂ 36Sokrates] gr. filosof (470/69-399 f.Kr.), var iflg. traditionen grim.
✂ 264.29ff. Sml. Den lille Havfrue (I 87ff), Det gamle Egetræes sidste Drøm (III 51ff), Dynd-Kongens Datter (III 63ff) og De Vises Steen (IV 87ff).