Andersen, H. C. Peiter, Peter og Peer

Peiter, Peter og Peer

Peiter, Peter og Peer blev trykt første gang i Figaro. Et Ugeblad, red. af Robert Watt. Nr. 94. 12.1.1868.

Om eventyret, der med sine parallelle levnedsløb kompositorisk tilhører samme gruppe som Suppe paa en Pølsepind (III 12-24), »Noget« (III 45-40) og De Vises Steen (IV 87-100), skriver A i Bemærkninger, at det sammen med De smaa Grønne (V 32-33) er skrevet på familien Melchiors landsted Rolighed på Østerbro, »sprungne frem i Tilfredshed og Humeur, som et lykkeligt Hjem kan give det« (23). Oplysningen er dog forkert. I Dagbøger 14.1.1867 noterer han nemlig: »Gik efter Middagen hos Collins i Theatret et Øieblik, var om [Aftenen] hjemme, fandt mig hyggelig og begyndte paa Peiter, Peter og Peer« (VII 234). Men først efter A.s rejse til Paris og Schweiz 11.4.-7.6.1867, nemlig 19.7., skriver han fra Basnæs til grevinde Holstein: »En heel Maaned efter min Hjemkomst fra Paris og Schweiz har jeg tilbragt paa »Rolighed« ved Strandveien hos Groserer Melchiors [...] jeg skrev der to muntre Eventyr og endte min Fortælling om 318 Kjøbenhavns Historie [: Gudfaders Billedbog]« (HCAHolstein 141f). Og samme dag hedder det til Henriette Collin: »Et nyt Eventyr: »Peiter, Peter og Peer« gjør megen Lykke, man siger at det hører til det Morsomste jeg har skrevet« (BEC IV 31, jvf. også BfA II 568, 570).

Vennernes mening var dog ikke ubetinget positiv. Fru Melchior må tilsyneladende have kritiseret eventyret i en samtale med A efter en oplæsning (ikke som nævnt af Reumert 63 i et tabt brev fra 30.7.1867, idet dette, der senere er kommet til veje og indgået i Ny kgl Saml. 4909.4°(KB), ikke indeholder nogen kritik af Peiter, Peter og Peer), for 31.7.1867 svarer A hende fra Glorup: »Inderlig Tak for Deres Ærlighed mod mig, dette Tegn paa ægte, sandt Venskab, at De siger mig nogle Ord om »Peiter, Peter og Peer«. Jeg er imidlertid ikke istand til at see hvad der flosser i den Historie, og som jeg maa skjære bort eller lægge i bedre Folder. Jeg kan ikke tænke mig at den svagelige Deel ligger i Udtrykket: Smækkys! jeg har jo i et af de andre Eventyr Udtrykket »Morbrorsmask«, og det er stærkere, men det have Ingen forarget sig over« (ib. 64). 7.8. vender han igen tilbage til sagen i et brev til fru Melchior efter en oplæsning på Holsteinborg: »Mit Eventyr »Peiter, Peter og Peer« gjør overordentlig Lykke her, som paa Glorup; Ingen, uagtet jeg har spurgt derom, finder Noget at støde sig over. Jeg har selv ret critisk behandlet det og troer, at Bille [: redaktør C.St.A.Bille] vist har misforstaaet et eller andet Udtryk og i sin Misforstaaelse skygget ind i Deres Opfattelse. Bare han dog vilde sige mig, hvor det er, den syge Deel sidder i Digtet; jeg skulde da strax skjære den af. Jeg er Dem vedvarende taknemmelig for det Vink, De har givet mig, og beder Dem, at De altid vil være ligesaa oprigtig« (BfA II 576). 22.8. var A til middag hos Melchiors og noterer i Dagbøger: »siden læste jeg Peiter, Peter og Peer, som Bille og Melchior sagde mig bestemt ikke kunde trykkes saaledes, der vilde blive sagt af Nogle at den var uanstændig« (VII 333).

15.12.1867 meddelte redaktionen af Figaro på forsiden af nr. 90: »Det glæder os at kunne meddele vore Læsere, at Fortællingen »Den vilde Rose« vil blive efterfulgt af et nyt, større Eventyr af H.C.Andersen, betitlet »Peiter, Peter og Peer«« (BWatt II 89). Eventyret skulle dog trods denne notits igennem endnu en omarbejdelse, for først i Dagbøger 29.12.1867 far vi et fingerpeg om, hvad Bille og Melchior har fundet uanstændigt. Under en fest på musikkonservatoriet, hvortil A var indbudt sammen med alle lærerne og eleverne, bad Niels W. Gade A læse et eventyr: »jeg vilde da læse Peter Peiter og Peer! det gaaer vel her sagde jeg, det er om Storken der henter de smaa Børn. Gade blev lidt ængstelig, det smittede mig, jeg løb med Øinene Eventyret igjennem og opgav at læse det men fik Ideen hvorledes det kunde bøies, læste da »Børnesnak«, gik saa hjem og omskrev de befrygtede 319 Steder i Eventyret« (VII 396f). 31.12. læste han det så for Gade: »han fandt det var en moden Frugt, der kunde jo og[saa] være ikke ganske modne og lidt grønne i den store Samling af de Andre« (ib. 398). Derefter kunne det endelig gå i trykken, jvf. Dagbøger 9.1.1868: »bragt Watt Correcturen til Peiter, Peter og Peer« (VIII 5).

39.3-4 At Storken ... Mølledammen] sml. Lille Lise ved Brønden (1830; SS XII 300f), KES 5, Storkene (I 164). - 20 Begnellike] tjæreurt, Lychnis viscaria.

40.5 Vrangstruben] »den forkerte hals«, luftrøret. - 6 Vrag] vragen. - 10 Koax] se n.t. I 53.19. - 29 Byens to og tredive Mand] Københavns magistrat bestod 1659-1840 af 32 borgerrepræsentanter, hvorefter den udvidedes til 36.

41.1 Fra Diavolo] syngestykke i 3 akter af Scribe og Auber, oversat af Th.Overskou; opført 1. gang på Det kgl. Teater 19.5.1831. F.D. er bygget over den italienske røverhøvding F.D.s (egl. Michele Pezza (1760-1806)) liv, men i operaen er han tegnet med en pittoresk elegance, som intet havde med virkeligheden at gøre. Fra Diavolo tilhørte netop i 1867 hyppigt Det kgl. Teaters repertoire (jvf Dagbøger VII 233, 235, 238, 256, 362). Se også Imp 157f og O.T. 69. - 7 Dux] den dygtigste elev i klassen, nummer et. - Fux] den dårligste elev. - 13-16 han var en meget uartig Dreng ... Maven] sml. lystspillet Hr. Rasmussen I 4, hvor grevinden siger om datteren Louise: »hun er aldrig uartig, men naar hun er det, saa feiler hun noget! Hun har Orm, det søde Barn, og saa bliver hun saa vanskelig« (1913.22f). A har sandsynligvis faet udtrykket fra det oehlenschlägerske hjem, idet det fortælles at Christiane Oehlenschläger altid undskyldte sine børns uartighed med at de havde orm (N.Bøgh: Fra Oehlenschlægers Kreds. 1881.338. Troels-Lund: Bakkehus og Solbjerg.I. 1920.116). - 21-25 Sml. Hr.Rasmussen II 3, hvor det dog er en skål fedt, den unge stamherre forsætligt hælder over Carolines kjole (38), samt DtB 141f.

42.4 Gaaseurt] bellis, tusindfryd. - 6 Grifler] skiferstang til at skrive med på skifertavler. - 7 Naturaliekabinet] samling af naturalier (udstoppede dyr, mineraler etc.). - 40 flyver igjen som et Stjerneskud] alm. folketro, jvf. Thiele2: »naar en Stierne falder fra Himlen, saa døer der i samme Stund et Menneske paa Jorden« (III 134), jvf. også Den lille Pige med Svovlstikkerne (II 155).