Enkelte pronominer, alfabetisk
✂ alt indføres tydeliggørende for dem Alle IV 43; og III 50 og 115 indsættes de mellem alle og substantiv, fordi en relativsætning følger efter; det forekommer ikke nødvendigt. II 321 moderniseres det AltA > det HeleO.
✂ den/det > denne/dette I 181 (O > A), III 39, 48, 95, IV 55, snart med pedantisk, snart med tydeliggørende virkning, da det nu engang ikke er gængs at skrive dén/dét for at understrege det påpegende. Modsat rettes til den/det II 229 (for fejl at regne), II 237 (se app.) og III 152 (A > O med smag af dækningsform).
✂ den/det/dem/der er i en række tilfælde udskiftelige, se fx I 28 (der er det > det er der), I 168, II 16, 60, 136, 208, 277, III 36, 133, 15545.46, 197, IV 37, 134, 137, 149, 155, V 37 og de/der V 166. Ændringerne indtræffer så let for sætteren, at de knap er værd at tage grundigt fat på. AJ 196ff behandler det ubestemte der, som bliver hyppigere i nyere sprog; Bille & Bøgh forærer ham et godt materiale ved ikke mindre end 64 gange at indskyde [der] i brevudgaven - og de var dog Andersens ganske vist yngre samtidige.
✂ hinanden > hverandre rettes ofte i D, således I 49, 65, 82, 128, II 50, 98, 114; V 161 indføres hverandre allerede i O. Aage Hansen formoder i 101 anledning af II 114, at rettelsen er foretaget af »grammatikstærke korrektører« (MD II 246) og har givetvis ret heri, thi hinanden om to og hverandre »i Almindelighed« om flere (som MO forbeholdent siger) blev jo skoleregel, og den stærkt ujyske digter har næppe haft det nu nærmest jyske hverandre til nogen høj notering. Se DO VII 141.
✂ hver rettes på to måder. I substantivisk brug indføres enhver, gerne med E: II 26, 286, III 26, 123, 124, 128, IV 87. MO1 har en lang definition, der bliver længere i MO2, men begge angiver, at hver ofte bruges for enhver, især conjunctive (hvad der DO IV 430 kaldes inddelende betydning). MD II 360 betegner hver som især attributivt og appositionelt, enhver som især substantivisk; i varianterne forekommer enhver stedvis stift, stedvis moderniserende, men aldrig helt »påkrævet« efter vor usus. - Et stadig labilt punkt er hvert, der indføres for hver efter neutrumsordene Blade, Togene, Børnene (IV 57, V 74, 134). MO2: »Man skriver rigtigt: »Brødene koste hvert en Mark.«« MD II 379: neutrum »slet ikke gængs« i selvstændig eller appositionel brug. - Hertil III 44 Hver som > Hvem som og det snurrige V 148 [de] øvede sig i hver at spytte sig selv paa RyggenO> ... hver i ..., hvor ordet i begge stillinger må kaldes overflødigt.
✂ ingen > intet efter skriftsprogets almindelige regler: II 190 ingen Bud > intet Bud, III 55, IV 16.
✂ nogle: Aage Hansen (der efter egen oplysning ikke bruger denne form i sine senere skrifter) bemærker MD II 145 jf. 425, at »forsåvidt den bruges« er flertal især = adskillige, et ikke større antal. II 36 nogen saa smukke, III 117 om jeg havde Nogen skulle herefter ikke have haft det pedantiske -le i D. Ændringer i forbindelse med ingen og nogle ses II 28511, 28518 for variationens skyld samt II 314.
✂ selv kan placeres forskelligt og i visse stillinger vexle med selve. Det sidste ses III 165 selv > selve, begge forhold IV 56 selv i (i selvOO2 , i selveC) de Onde er der en Deel af Gud; begge steder er selv den bedre form. II 305 men jeg er fremmed selv her i Staden > selv fremmed eliminerer en dobbelttydighed. II 48 og 211 er selv bortfaldet ved uheld eller for at svække en emfase.
✂ sig/sin og deres forhold til personalpronominerne er et yndet emne for sprogrigtighedsdrøftelser; og behandlinger som AJ 224-27 eller Aage Hansen: Vort vanskelige sprog 21965 111-15 viser klart, at tvivlstilfælde forekommer også indenfor de snævrest satte normer. I 72 de satte dem > sig, I 169 Allesammen snakke de om dem selv > sigD (glemt i app.) synes ligetil, men I 169 har dog i sammenhængen yderligere to urettede dem! D har endvidere det regelrette, men måske ikke stærkt nødvendige II 96 Himlen med alle sine Stjerner vare[!] over dem > dens og I 145 med ham som subjekt: for Allah, sin Gud > hans, der næppe kan forsvares, så lidt som II 320 paa hans LeieA > paa sit LeieO, hvor han 102 ikke er subjekt. I 101 til de saae Skyerne seile nede under sig > dem skulle ikke være nogen forbedring, da sig korrekt går på de, men dilemmaet ligger klarere i dagen, hvis man konstruerer sætningen »til de lod tjenerne feje under sig«. AJ 228 påpeger en lignende variant i SS 2, nemlig I 134 godvillig lod hun Qvinderne iføre hende (> sig) de kongelige Klæder, flette Perler i hendes (> sit) Haar, og det urettede sted III 37 da kom gamle Minder og hang [!] sine Gardiner op. Jf. II 321 hans ... hans > hans ... dennes, der helt forebygger misforståelse på et sted hvor sig ikke kan komme på tale. En beslægtet udvej fandt en bidragyder til Det danske Bogmarked 1973:47 s. 1750, netop mens disse sider konciperedes: »I Folkebladet beskyldte forfatterinden W.M., forfatteren O.H. for i hans bog Oluf at have plagieret hendes bog Vikingen.« (Citatet redigeret).
✂ sig/sin/sit bortfalder I 74 lagde sig lige ned paa (sine) Knæ (»begravelse«? skriftsprogstendens?) og erstattes med den/det IV 146 og I 19322/I 6926 (AJ 229).
✂ Diverse tilfældige steder med varianter i brug af pronominer kan anføres: I 178 han O > den A om en alf, II 55, 174, 318, 326 (han/den om pengegrisen), III 99 (men det er ikke det O > derfor A), 124, 132, IV 123, 208 - det sidste sted er det folkelige nok en een, der selvsagt ikke nyder fremme i D (DO XIV 1319).