Andersen, H. C. H.C. Andersens Eventyr bd. VI kritisk udg. efter de originale eventyrhæfter med varianter ved Erik Dal

II

H. C. ANDERSENS

📖 EVENTYR

Kritisk udgivet efter de originale Eventyrhæfter
med Varianter ved ERIK DAL og Kommentar ved
ERIK DAL, ERLING NIELSEN og FLEMMING HOVMANN

VI

DET DANSKE SPROG- OG LITTERATURSELSKAB

III

📖 H. C. Andersen: Bemærkninger m.m.
Erik Dal: Textkritikken
Erling Nielsen: Modtagelseskritikken

Udgivet under medvirken af

Flemming Hovmann C. A. REITZELS FORLAG KØBENHAVN 1990

IV

Udgivet af Det Danske Sprog- og Litteraturselskab
med støtte af
Carlsbergfondet
Statens Humanistiske Forskningsråd
Fondet Christine Stampes Billedbog
og Konsul George Jorck og Hustru Emma Jorck's Fond

Tilsyn med udgaven:
Mogens Brøndsted og F. J. Billeskov Jansen

Printed in Denmark by Bianco Lunos Bogtrykkeri A/S

© DSL 1986. ISBN 87-7421-451-9 (bd. VI); 87-7421-679-1 (bd. I-VII).

V

Indholdsfortegnelse til bind VI

Illustrationer i dette bind VII
Forbemærkning til bind VI-VII IX
H. C. Andersen:
Bemærkninger til Eventyr og Historier 1863-68-74
I: 1863 3
II: 1868 14
III: 1874 25
Supplerende texter
Smaahistorier 4 og 5 35
Danske Folkesagn 40
Erik Dal: Textkritik. Varianternes vidnesbyrd om
udgavernes historie og tidens sprog 47
Forkortelser 48
I: Udgangspunkter 50
II: Bogtrykkerarkivalier og bogtrykkerpraxis 54
III: Ændringer udgavevis 63
IV: Ændringer typologisk 82
Erling Nielsen: Eventyrenes modtagelseskritik 121
Bind I 123
Bind II 149
Bind III 171
Bind IV 189
Bind V 209-30

VI

        

VII

Illustrationer i dette bind

1: Nissebindet, vort omslag til VII. Guldtrykt binddekoration (i blindtrykt blomsterramme) til EHP/EHF 1/5-62ff. Tilskrevet Constantin Hansen, men antagelig af H. Olrik, se R. Paulli i Fund og Forskning VIII 1961 58 med note 37 og herefter BLorck 375.
121: Sæbebobleblæseren, vort omslag til VI. Frontispice til EP-50 og EHP1-62, se II 170, IV 12. Af Vilh. Pedersen ligesom de fem følgende.
123: Den læsende familiefader, vort omslag til I. Slutvignet og bindvignet til EP-50, omslagsvignet bag på HP-55 og bag på EHP1/2-62/63, se I 240, II 170, IV 12.
149: Manden og drengen i skoven, vort omslag til II. Titelblad til HP-55, omslagsvignet til EHP1/2-62/63, se II 276, IV 12.
171: Blomstersælgeren, vort omslag til III. Slutvignet til HP-55, omslagsvignet til NEH 1/10-58/74, se II 276, III 10, IV 68.
189: Barnet på storken, vort omslag til IV. Slutvignet til Aarets Historie (HP-55 12), gentaget på bagomslagene til NEH1/10, se III 10, IV 68.
209: Markedsscenen, vort omslag til V. Titelblad til EP-50 og EHP1/2-62/63 med forskellig her fjernet tekst, omslagsvignet til sidstnævnte, se II 170 og IV 12.
213: Pietro Krohns omslag til Dryaden 1868.
230: Lorenz Frølichs storke-ill. til Dynd-Kongens Datter, se V 112, hvor det siges, at ill. ikke bruges i selve eventyret, skønt den findes EHF3-70 75.

VIII

        

IX

Forbemærkning til bind VI-VII

Færdiggørelsen af denne udgave er en så væsentlig begivenhed for DSL og den lange forsinkelse samtidig så beklagelig, at en redegørelse for udgavens historie synes velbegrundet.

Udgangspunktet er i virkeligheden, at de to klassiske H. C. Andersen-illustratorer vel var født i samme år, 1820, men at de døde med et halvt århundredes mellemrum: Vilhelm Pedersen i 1859, afløseren Lorenz Frølich først 1908. Frølichs arbejder var derfor ikke ophavsretligt fri før 1958; men i selvsamme år var forlagsboghandler Hans Reitzel på pletten med en pæn trebinds eventyrudgave med de kendte og kære tegninger. Universitetslektor Erling Nielsen i Oslo forsynede udgaven med korte noter; de inddrog især H. C. Andersens egne Bemærkninger, som nu indleder nærværende bind VI.

Om denne udgave skrev daværende bibliotekar ved Det kongelige Bibliotek Erik Dal i årbogen Anderseniana 2:IV.4 (april 1961), at den ikke overflødiggjorde Hans Brix & Anker Jensen's kendte udgave, og at man nok kunne undres over, at Danmarks berømteste litteraturværk ikke fandtes i en kritisk og kommenteret udgave.

Herpå reagerede Hans Reitzel omgående med en forespørgsel til Erik Dal, om han ville besørge en sådan edition, og til Erling Nielsen, om han ville skrive kommentaren. De to adspurgte mødtes - i øvrigt for første gang - og gjorde derpå, hvad andersenianere gjorde gennem årtier: spurgte efter overbibliotekar, dr.phil. H. Topsøe-Jensens mening. Den gik ud på, at forslaget ikke alene var godt, men svarede til et gammelt ønske hos Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, for hvilket dr. Topsøe-Jensen var formand 1948-71.

Inden udgangen af 1961 var aftaler mellem de nævnte parter truffet, tekstudgavens principper i detailler fastlagt og prøvesider fremstillet og godkendt af et ekstraordinært medlemsmøde i DSL. Hans Reitzels Forlag påtog sig produktionsudgifterne hos Bianco Lunos Bogtrykkeri A/S uden udgift eller indtægt for DSL, og Konsul George Jorck og Hustru Emma Jorck's Fond bevilgede honorarer. Herefter udkom de fem tekstbind op til H. C. Andersens fødselsdag i årene 1963-67, hvorunder udgiveren havde bistand af Estrid Dal, Niels Martin Jensen og Jan William Rasmussen med H. Topsøe-Jensen og F.J. Billeskov Jansen som tilsyn.

Ældre udgaver havde haft to ordningsprincipper: Samlede Skrifter 1. udg. følger den første tyske og den første danske udgave med Vilh. X Pedersens illustrationer (1848-50); det hæftevis udgivne bind synes ikke at have andet »princip«, end at de tyske xylografer skar, hvad der efterhånden blev leveret af tegneren. Senere udgaver allerede fra 1862 har fulgt en kronologi eventyr for eventyr. Her anlagdes et tredie princip: kronologisk, men efter de helheder, som de c. 25 successive hæfter og bind udgør, uden hensyn til, at c. 60 af eventyrene havde været førstetrykt i kalendere, blade etc. Se herom Is. 10 og VII s. 12.

Til udgivelse i bind VI forberedtes s. 1-32: H. C. Andersens egne Bemærkninger til de samlede eventyrudgaver; den næstsidste korrektur fra 1968 gennemførte trykkeriet sindrigt i ny teknik; s. 33-46: et par supplerende tekster; og s. 47-119: udgiverens sammenfatning af den viden, tekstvarianterne giver om ændringer i kronologisk og grammatisk forstand. Se nærmere herom s. 49.

Anderledes gik det med kommentaren, til hvilken Erling Nielsen samlede et meget stort materiale, dels fra sekundærlitteraturen, dels ved ud fra sit dybtgående kendskab til hele forfatterskabet at notere paralleller til store og små træk i eventyrene. Noget samlet resultat af arbejdet fremkom dog ikke, men i 1984 modtog DSL (1) fotokopi af det indsamlede materiale, (2) ligeså af Erling Nielsens stærkt annoterede eksemplar af udgaven fra 1958 samt (3) manuskriptet til en afhandling om hver eventyrudgaves private og offentlige modtagelse, her s. 121-230.

Cand. mag. Flemming Hovmann, der tidligere havde deltaget i væsentlige DSL-opgavers løsning, bistod ved udgivelsen af de to nævnte afhandlinger, efter at DSLs bestyrelse i 1985 havde besluttet at udgive nærværende bind VI, hvad der dog blev opgivet af praktiske grunde. Den oprindelige tanke var nok at lade modtagelseskritikken følge punktkommentaren hæftevis. I dag forekommer den endelige løsning rigtigere: modtagelseshistorien som afhandling og punktkommentaren holdt sammen i ét bind.

Fra nytår 1986 kunne Flemming Hovmann samle sig om bind VII; det er i sin udformning hans selvstændige arbejde. Det består, som det vil ses, af en indledning og en punktkommentar til hvert eventyr og har som de fleste andre kommentarer i og uden for DSL real og ikke fortolkende karakter. Herom skriver Fl. Hovmann i sit forord til bind VII. Foran kommentaren findes korte afsnit, som til forskellige tider er anlagt og delvis udarbejdet af Erik Dal. Bag i bind VII findes registrene, af hvilke eventyrteksternes person- og stednavne er udskrevet af Estrid Dal 1967, mens værkregistret er udskrevet af cand. phil. Esther Kielberg 1990. Tilsynsførende var to specialister fra Odense: prof. dr. Mogens Brøndsted og docent dr. Johan de Mylius.

Nærværende bind i endelig form bortset fra titelarket har siden 1986 været til rådighed i Det kongelige Bibliotek, Universitetsbiblioteket i XI København og H. C. Andersens Hus i Odense samt hos de implicerede forskere. Men DSLs bestyrelse fandt det ikke muligt at udsende det uden fuldstændig sikkerhed for bind VIPs skæbne. Nu udkommer de sammen, og samtidig kan hele syvbindsværket efter samarbejde med Fløistrup & Baden v/ bogbindermester Niels Fløistrup leveres under ét efter i nogen tid at have været udsolgt i indbunden stand.

Lettet og taknemmelig kan DSLs bestyrelse - og tekstudgiveren, der i 1974 blev og endnu i nogle måneder er DSLs administrator og således medansvarlig for udgaven til det sidste - rette en varm tak til alle ovenfor nævnte medvirkende og til de donatorer, som muliggjorde udgaven udover Hans Reitzels og Jorck's Fonds oprindelige finansiering: Carlsbergfondet for flerårig halvtidsløn til arbejdet med bind VII; Statens humanistiske Forskningsråd for et stort beløb til (udlæg for) tryk og bind; og Fondet Christine Stampes Billedbog for en væsentlig yderligere støtte. Dette fond er oprettet af hofdame Alette Bardenfleth for indtægten ved udgivelsen i flere lande af den nævnte billedbog, der ved hendes død 1986 overgik fra familieeje til Silkeborg Kunstmuseum; bogen var en af Adolph Drewsens og H. C. Andersens store billedbøger til Drewsens børnebørn på Christinelund, senere Nysø.

Det havde været lykkeligt, om udgaven af dette ubetingede hovedværk kunne være afsluttet i 1960erne som planlagt. Mange bekymringer, forhandlinger og bevillinger kunne have været sparet derved. Nu er arbejdet gjort til hvad vi tør anse for varig nytte for danske og udenlandske H. C. Andersen-læsere, forskere og udgivere. De hæftede bøgers farveskala er rundet af, de indbundne eksemplarers tålmodighedskrævende rygdekoration EVENT er blevet til EVENTYR og udgaven til virkelighed.

6. september 1990

Det Danske Sprog- og Litteraturselskab

Iver Kjær Formand Fl. Lundgreen-Nielsen Erik Petersen

John Kousgård Sørensen Mette Winge / Erik Dal

XII

        

1

H. C. ANDERSEN Bemærkninger til Eventyr og Historier.

1862-68-74

2

Udover den korte fortale, hvormed H. C. Andersen afrundede EB 1/3-35/37 (I s. 19), føjede han ikke kommentarer til sine eventyrhæfter, højst noter som I s. 189, II s. 12, V s. 123. De samlede udgaver foranledigede derimod de bemærkninger, som her er meddelt i de tre etaper hvori de fremkom, og svarende til nærv. udgaves skifte af forlæg.

I: EHP 2-63 s. 415-30 med deltitel Bemærkninger.

II: SS 27-68 s. 185-208 uden overskrift. Indhold som I med ændret begyndelse og slutning, een textrettelse, samt videreførelse til 1868.

III: EHF 5-74 s. 303-40 plus et blad indholdsoversigt til alle fem bind. 303 deltitel: Bemærkninger til Eventyr og Historier. De to første Bind illustrerede af V.Pedersen, de tre efterfølgende Bind illustrerede af Lorenz Frølich. 304 blank. 305-17: I. Bemærkninger til de to første Bind. 1862. 318-40: II. Bemærkninger til de tre senere Bind. 1874. II er ovennævnte afsnit II lidt omredigeret, og videreført fra 1868 til 1874.

Posthumt trykkes II (+ III) i SS 29-76 og I-III i SS 2. udg. bd. 15. Disse tryk er kollationerede her, men har kun foranlediget en enkelt note. 1876 følger 1868 på vej, 1880 følger 1874.

3

I: 1863.

I denne Udgave er optagen fra de forskjellige tidligere Samlinger alle de Eventyr og Historier, Lieutenant V. Pedersen har illustreret, og de ere her givne i den Orden, hvori de oprindelig bleve skrevne og trykte. De i 1858 og senere udkomne »Nye Eventyr og Historier«, allerede sex Hefter, ville engang, naar en dygtig Konstner overtager at levere Illustrationer, slutte sig til disse to Bind.

Man har sagt mig, at et Par Bemærkninger om Eventyrenes Tilbliven og Fremskriden, ville, for Een og Anden, ikke være uden Interesse, og derfor nedskrives disse.

Ved Juletid 1829 udkom en lille Samling »Digte«, der sluttede med et i Prosa meddeelt Eventyr »Dødningen«, det jeg som Barn havde hørt og nu fortalte i en Tone, der skulde ligne den hos Musæus, men det slog ikke an, før det flere Aar efter, anderledes fortalt, traadte frem som »Reisekammeraten«.

I Harzreisen 1831 klang første Gang ret Eventyr-Tonen, og det var i Historien om den gamle Konge, der troede aldrig at have hørt en Løgn og derfor lovede, at Den, der kunde sige ham en saadan, skulde erholde Prindsessen og det halve Kongerige.

»Eventyr, fortalte for Børn«, første Hefte, udkom 1835, lille Format, 61 Sider, indeholdende:

* * * * * 4

Fyrtøiet,
Lille Claus og store Claus,
Prindsessen paa Ærten,
Den lille Idas Blomster.

Man skulde i Stilen høre Fortælleren, Sproget maatte derfor nærme sig det mundtlige Foredrag; der fortaltes for Børn, men ogsaa den Ældre skulde kunne høre derpaa. De tre førstnævnte Eventyr havde jeg i min Barndom hørt i Spindestuen og ved Humleplukningen; »Lille Idas Blomster« var derimod blevet til, ved at jeg en Dag hos Digteren Thiele fortalte hans lille Datter Ida om Blomsterne inde i den botaniske Have; et Par af Barnets Bemærkninger beholdt og gjengav jeg, da Eventyret senere blev nedskrevet.

Andet Hefte, paa 60 Sider, udkom 1836 og indeholdt:

Tommelise,
Den uartige Dreng,
Reisekammeraten.

Aaret efter fulgte tredie Hefte, heri de to Eventyr:

Den lille Havfrue,
Keiserens nye Klæder.

Den hele Samling udgjorde nu et lille Bind, og til dette fulgte Titelblad, Indholds-Register og et Par Forord, hvori var en Udtalelse af, hvortidt disse Digtninger syntes at slaae an, thi det var dengang Tilfældet; dernæst et Slags Regnskab for, hvorfra Stoffet var hentet. »Til danske Folke-Eventyr, jeg som Barn har hørt og nu frit gjengive!, maae regnes »Fyrtøiet,« »Lille Claus og store Claus,« »Prindsessen paa Ærten,« og »Reisekammeraten«. I Anacreons Digte findes Fabelen til »Den uartige Dreng«. »Keiserens nye Klæder«, som slutter Heftet, er af spansk Oprindelse; hele den morsomme Idee skylde vi Prinds Don Manuel, født 1277, død 1347.*) Aldeles egen

* * 5

Opfindelse er »den lille Idas Blomster,« »Tommelise« og »Den lille Havfrue«; disse tre maae saaledes regnes for mine tre første originale Eventyr.« Det Sidste af disse vakte nogen Opmærksomhed og gav Lyst til herefter selv at opfinde; et saadant opfundet større »Lykkens Kalosker« udkom da 1838. Samme Aar ved Juletid fulgte første Hefte til en ny Samling, heri:

Gaaseurten,
Den standhaftige Tinsoldat,

hvilke begge to ere egen Opfindelse,

De vilde Svaner,

er derimod givet efter et dansk Folke-Eventyr.

Andet Hefte indeholdt:

Paradisets Have,
Den flyvende Koffert,
Storkene.

Det Første er et af de mange Eventyr, jeg, som Barn, hørte fortælle, og som isærdeleshed tiltalte mig, saa at jeg ønskede det længere; de fire Verdens Vinde maatte kunne fortælle endnu Mere, Paradisets Have vises endnu langt tydeligere; nu forsøgte jeg herpaa. »Den flyvende Koffert« har sit Motiv fra 1001 Nat; »Storkene« grunder sig paa Folketroen og de Børnevers, der knytte sig til Storkene.

I Aarene 1840 og 41, efter Reisen til Grækenland og Constantinopel, fulgte: »En Digters Bazar«; fra denne blev »Metalsvinet,« »Venskabs-Pagten« og »En Rose fra Homers Grav,« optagne i den tydske samlede Udgave »Eventyr«, som V. Pedersen illustrerede; de sættes nu i den danske Udgave paa samme Plads.

Tredie Hefte af »Eventyr, fortalte for Børn« udkom 1842, indeholdende:

Ole Lukøie,
Rosenalfen,
Svinedrengen,
Boghveden.

* 6

Den med Navnet Ole Lukøie forbundne Forestilling om et Væsen der ved sin Ankomst gjør de Smaa søvnige, er det eneste Givne; ved Eventyret fik Ole Lukøie Skikkelse, i Eventyr-Komedien bragtes Denne personlig paa Scenen, og nu i den sidste Tid har den unge Billedhugger Schierbeck fremstillet i terra cotta vor lille Drømme-Nisse. Ideen til »Rosenalfen« er hentet fra en italiensk Folkevise; »Svinedrengen« har et Par Træk fra et gammelt dansk Folke-Eventyr, der, saaledes som det blev fortalt mig som Barn, ikke sømmeligt kunde gjengives. Fortællingen om »Boghveden« grunder sig paa Folketroen, at Lynilden svier Boghveden sort. Med dette Hefte sluttedes andet Bind og tilegnedes:

Johanne Louise Heiberg.

Man hørte sige: Der er ingen Feer,
At Eventyret kun var Feens Rige;
Du kom - og hvert et Hjerte troer og seer,
At der er Feer i det Virkelige!

Denne første Tilegnelse bragtes Fru Heiberg, ikke blot fordi hun allerede da var den store, feirede Konstnerinde, men som Een af de Faa, der tidligst udtalte sig venlig og med skjønsom Tak om disse, dengang endnu ikke stort paaagtede Digtninger; hendes velvillige Ord, og særligt E. C. Ørsteds ofte udtalte Glæde over det Humoristiske i Eventyrene, var den første betydelige Opmuntring.

I Aaret 1842 leveredes til »Gæa« Eventyret »Hyldemo'er«, hvis Frøkorn ligger i det af Thiele fortalte Sagn: »Der boer i Hyldetræet et Væsen, som kaldes Hyldemo'er, eller Hyldeqvind. Hun hevner al Overlast, der tilføies Træet, og i Nyboder veed man at fortælle, hvorlunde en Mand, der omhuggede et Hyldetræ, pludselig døde kort derefter.« Hyldemo'er blev i Eventyret en dansk Dryade, Erindringen selv, og saaledes er hun senere i Eventyr-Komedien bragt paa Scenen.

Samme Aar blev givet til Gersons og Kaalunds Maanedsskrift Eventyret »Klokken«; dette ligesom nu næsten alle efterfølgende Eventyr og Historier ere egen Opfindelse; de laae i Tanken som et Frøkorn, der behøvedes kun en *Stemning, en Solstraale, en Malurtdraabe, og de bleve Blomst.

* 7

Hvad der i Eventyret kunde udrettes, blev mig mere og mere klart; Kjendskab til egne Kræfter og disses Begrændsning voxte med Aarene.

Eventyrene havde vundet Læsere, ikke blot Børn, men ogsaa Ældre; da nu 1845 en ny Samling udkom, fik denne det korte Navn: »nye Eventyr;« dette lille Hefte, hvori findes:

Engelen,
Nattergalen,
Kjærestefolkene,
Den grimme Ælling,

tilegnedes Digteren Carl Bagger »som en ringe Tak for de friske Tanker og varme Følelser, hans rige poetiske Digtninger have skjenket mig.«

Den første Halvdeel af »den grimme Ælling« er skreven under nogle Dages Sommer-Ophold paa Gisselfeldt, og Slutningen først bragt paa Papiret et halvt Aar efter, hvorimod de tre andre ere fremkomne, som ved een Gydning. Med denne Samling begynder Eventyrenes store Erkjendelse. Til »Engelen«har senere den berømte Maler Kaulbach givet en deilig Tegning, der nu som Kobberstik findes rundt om i Verden.

I Sommeren 1846, ved et længere Besøg paa Nysø, sammen med Thorvaldsen, der glædede sig ved »Kjærestefolkene« og »den grimme Ælling«, sagde han en Dag: »Naa, skriv os nu et nyt, morsomt Eventyr! De kan jo skrive selv om en Stoppenaal!« og jeg skrev »Stoppenaalen«; omtrent paa samme Tid fulgte »Bedstemoder«; man gjorde mig opmærksom paa, at denne Skildring havde Lighed med et Digt af Lenau, jeg fandt det Samme da jeg læste dette, og lod derfor Lenaus lille Digt sætte som Motto, da Historien første Gang blev trykt, jeg troer i »Portefeuillen,« man saae altsaa, at jeg vidste her var Lighed, men dog ikke troede, at burde forkaste mit Skrevne.

Anden Samling, med de to Eventyr:

Grantræet,
Sneedronningen,

tilegnedes Digteren, Professor Ridder Frederik Høegh-Guldberg.»Grantræet« blev indgivet mig en Aften i det Kongelige

* 8

Theater under Opførelsen af Operaen Don Juan, og nedskrevet seent ud paa Natten. Det første Capitel af »Sneedronningen«er digtet i Maxen ved Dresden, Resten herhjemme i Danmark.

Tredie Samling bragtes som Foraarshilsen: Henrik Hertz »en Tak for de Værker, hans dybe, poetiske Sjæl og hans rige Vid og Lune har skjenket os.« Samlingen indeholdt:

Elverhøj
De røde Skoe,
Springfyrene,
Hyrdinden og Skorsteensfeieren,
Holger Danske.

I »Mit Livs Eventyr« har jeg fortalt, at til min Confirmation fik jeg første Gang Støvler, »de knirkede, da jeg gik hen over Kirkegulvet, og det frydede mig i mit Inderste, at Menigheden nu kunde høre, at Støvlerne vare nye; men min Andagt var forstyrret, jeg følte det og havde tillige en gruelig Samvittighedsqval over, at Tankerne vare ligesaa meget hos mine Støvler, som hos den gode Gud.« Erindringen herom skabte Eventyret »de røde Skoe«, der i Holland og Amerika synes at have vundet sit største Publicum. »Springfyrene« blev øiebliklig til for nogle Smaabørn, der bad mig fortælle dem en Historie. »Holger Danske« grunder sig paa det danske Folkesagn, der igjen er beslægtet med Sagnet om Friedrich Barbarossa, som i Kyffhäuser-Bjerget sidder med Skjægget voxet fast i Steenbordet.

Andet Binds første Samling kom 1847, tilegnet J. L. Heibergs Moder, »den aandfulde, rigtbegavede Fru Gyllembourg«, og indeholdt:

Den gamle Gadelygte,
Nabofamilierne,
Stoppenaalen,
Lille Tuk,
Skyggen.

Eventyret »Lille Tuk« blev udtænkt under et Besøg i Oldenborg, et Par Barndoms-Erindringer er lagt ind deri; »Skyggen«blev digtet under Sommer-Opholdet i Neapel, men først nedskrevet i Kjøbenhavn.

Aaret efter fulgte anden Samling, der indeholdt:

Det gamle Huus,
Vanddraaben,
Den lille Pige med Svovlstikkerne,

* 9

Den lykkelige Familie,
Historien om en Moder,
Flipperne.

I flere af Eventyrene findes Enkeltheder, der høre til det Oplevede; jeg har i »Mit Livs Eventyr« meddeelt et Par Træk, der ere gjemte i »det gamle Huus«, saaledes dette, at Digteren Mosens lille Søn gav mig ved Af reisen fra Oldenborg den ene af sine Tinsoldater, for at jeg ikke skulde være saa skrækkelig ene; Componisten Hartmanns lille Maria var det, der, som to Aars Barn, altid, naar hun hørte Musik og Sang, maatte dandse til den; da hun ved de ældre Søskendes Psalmesang kom ind i Stuen, begyndte hun sin Dands, men hendes musikalske Sands tillod hende ikke at komme ud af Tact og Tone, og saa blev hun staaende ved hver, saalænge den varede, først paa eet Been og saa paa det andet; det var i complet Psalmetact hun uvilkaarlig dandsede. For H. C. Ørsted blev Eventyret »Vanddraaben«til. »Den lille Pige med Svovlstikkerne« er skrevet paa Slottet Graasteen, hvor jeg paa en Reise til Udlandet opholdt mig nogle Dage og modtog fra Hr. Flinch et Brev om at skrive til eet af tre vedlagte trykte Billeder et Eventyr for hans Almanak; Billedet, jeg valgte, var en lille fattig Pige med Svovlstikker. Paa Glorup i Fyen, hvor jeg ofte tilbragte flere Uger af Sommeren, var dengang en Deel af Haven overgroet, fra tidligere Tid, med store Skræpper, plantede til Føde for de store, hvide Snegle, der havde været en Delicatesse; Skræpper og Snegle gave Materiale til Eventyret »den lykkelige Familie«, der senere blev digtet under mit første Ophold i London. »Historien om en Moder«, sprang frem uden Anledning; paa Gaden, som jeg gik, kom Tanken, og udfoldede sig til Nedskrivning. Dette Eventyr skal i Oversættelse særligt tiltale Hinduerne, til hvem det er naaet hen. Eventyret »Hørren« er skrevet 1849 og da trykt i »Fædrelandet«.

Efter en Reise-Udflugt Nordpaa, udkom 1851 »I Sverrig«; af denne Bog blev senere optagen i den tydske Udgave af Historier, som Lieutenant Pedersen illustrerede:

Fugl Phønix,
Bedstemoder,

* 10

En Historie,
Den stumme Bog.

Her følge de første Gang med Illustrationerne.

Allerede tidlig var i Tydskland flere af Eventyrene illustrerede ved Hosemann, Grev Pocci, Ludvig Richter og Otto Speckter; den Sidstnævntes høist geniale Billeder ere senere optagne i den engelske Udgave, der betitles: »The shoes of fortune and other tales;« nu bestemte min tydske Forlægger, Consul Lorck i Leipzig, at udgive de samlede Eventyr med Illustrationer, og overdrog mig at finde en dygtig dansk Konstner til at udføre disse, og jeg fandt nu afdøde Marine-Officeer V. Pedersen. Af Hr. Lorck kjøbte senere Boghandler Reitzel Clicherne, og saaledes udkom 1849 den danske Udgave med 125 Illustrationer.

Med dette Pragtbind var Eventyr-Samlingen afsluttet, men ikke min Virksomhed i denne Digtart; et nyt betegnende Navn maatte derfor tages til den nye Samling, og den kaldtes »Historier« - det Navn, jeg i vort Sprog anseer at være det bedst valgte for mine Eventyr i al deres Udstrækning og Natur. Folkesproget stiller den simple Fortælling og den meest dristige Phantasie-Skildring ind under denne Benævnelse; Ammestuehistorien, Fabelen og Fortællingen, betegnes af Barnet, Bonden og Almuen, ved det korte Navn »Historier«.

Det første lille Hefte i 1852 indeholdt:

Aarets Historie,
Verdens deiligste Rose,
Et Billede fra Kastelsvolden,
Paa den yderste Dag,
Det er ganske vist,
Svanereden,
Ei godt Humeur.

I 1853 udkom næste Hefte, indeholdende:

Hjertesorg,
Alt paa sin rette Plads,
Nissen hos Spekhøkeren,
Om Aartusinder,
Under Piletræet.

»Skriv«, sagde Digteren Thiele, »et Eventyr om en Fløite, der blæser Alt paa sin rette Plads!« i disse Ord laae allerede en heel Idee og det nævnte Eventyr sprang frem.

* 11

Da det første Oplag af »Historier« var udsolgt, bleve C. A. Reitzel og Boghandler Lorck i Leipzig enige om at besørge en forøget Udgave, illustreret ligesom de tidligere Eventyr; V. Pedersen gav Tegningerne, og saaledes udkom hos os 1855 de illustrerede Historier, hvori foruden ovennævnte ogsaa fandtes enkelte nye og alle de senere i »Folkekalender for Danmark« aftrykte, altsaa forøget med:

»Der er Forskjel,«
Fem fra en Ærtebælg,
Et Blad fra Himlen,
Den gamle Gravsteen,
Klods-Hans,
Fra et Vindue i Vartou,
Ib og lille Christine,
Den sidste Perle,
»Hun duede ikke,«
To Jomfruer,
Ved det yderste Hav,
Pengegrisen.

Eventyret: »Der er Forskjel« blev til ved et Besøg paa Christinelund ved Præstø; der stod paa Grøften et blomstrende Æbletræ, Billedet af Foraaret selv, Træet skinnede og duftede saaledes ind i min Tanke, at jeg ikke kunde blive det qvit, før jeg plantede det ind i en Digtning. »Fem fra en Ærtebælg« har sin Rod i Erindring fra Barndomshjemmet, hvor en lille Trækasse, fyldt med Jord, hvori var plantet Purløg og en enkelt Ært, var min egen blomstrende Have. »Den gamle Gravsteen«er som et heelt Mosaik af Erindringer, Stedet hvor Tankerne har henlagt denne Historie er Svendborg, der er Ideen til den først opstaaet. En slidt Gravsteen, der laae som Trappetrin udenfor en af Dørene i Collins gamle Gaard i Bredgaden, kom mig med dens halvudslettede Indskrift tidt i Tanken, og som gamle Preben, i Stuen tæt ved, hvor hans Hustru ligger Liig, fortæller om hende i Ungdoms Aar, og om deres Forlovelse, saa at han bliver ung og glad derved, sad Componisten Hartmanns gamle Fader og fortalte, da hans kjærlige Hustru laae med lukkede Øine; alle disse Erindringer ere benyttede. Historien selv blev iøvrigt første Gang trykt paa Tydsk, i en baiersk Kalender, til hvilken jeg var opfordret at give et Bidrag.

* 12

»Klods-Hans« er et dansk Folke-Eventyr, frit gjenfortalt, det staaer som een mig givet Historie temmelig ene imellem alle de senere selv opfundne. »Hun duede ikke« har sin egenlige Kjærne fra et Par Ord, jeg som Lille hørte min Moder sige. Da jeg en Dag paa Gaden havde seet en Dreng skynde sig ned til Tostedet ved Odense-Aa, hvor hans Moder stod ude i Vandet og skyllede Linned, hørte jeg een for sin Strenghed bekjendt Enkemadame raabe fra et Vindue og skjænde paa Drengen: »Skal Du nu igjen ned med Brændeviin til din Moder! det er hæsligt! fy! lad mig see, at Du aldrig bliver saadan Een som din Moder! hun duer ikke!« jeg kom hjem og fortalte hvad jeg havde hørt; Alle der sagde: »ja, Vaskerkonen drikker! hun duer ikke!« kun min Moder tog hende i Forsvar. »Døm ikke saa haardt!« sagde hun, »den Stakkel slider og slæber, staaer i det kolde Vand og faaer tidt i flere Dage ikke varm Mad, hun maa have Noget at holde imod med; det er vel ikke det Rette, hun tager, men hun har ikke bedre! Hun har gaaet Meget igjennem! honnet er hun! sin lille Dreng holder hun heel og reen!« Min Moders milde Tale gjorde et dybt Indtryk paa mig, idet jeg selv med de Andre var ved at dømme ilde om Vaskerkonen. Mange Aar efter, da en anden lille Begivenhed bragte mig til at tænke over, hvor let og haardt tidt Menneskene dømte, der hvor Mildheden kunde see Sagen anderledes, kom hele denne Begivenhed og min Moders Ord mig saa levende i Tanke, at jeg skrev Historien: »Hun duede ikke.«

Da den tydske Udgave blev udsolgt og en ny foranstaltet, forøgedes samme med de tidligere nævnte Historier fra »En Digters Bazar« og »I Sverrig«, dernæst optoges fra »Folkekalender for Danmark« de tre: »Ærens Tornevei« og Historierne »Jødepigen«, i hvilken er gjenfortalt et ungarsk Sagn, og »Flaskehalsen«, alle illustrerede af V. Pedersen; det sidste Eventyr, han tegnede Billeder til, blev »De Vises Steen«, med hvilket vi slutte Samlingen her, uagtet det, ligesom »Flaskehalsen«, hører til de senere i sex Hefter udkomne »nye Eventyr og Historier«.

* 13

Disse sex Hefter indeholde:

Første Samling: Suppe paa en Pølsepind. Flaskehalsen. Pebersvendens Nathue. »Noget.« Det gamle Egetræes sidste Drøm. A. B. C. Bogen.

Anden Samling: Dyndkongens Datter. Hurtigløberne. Klokkedybet.

Tredie Samling: Vinden fortæller om Valdemar Daae og hans Døttre. Pigen, som traadte paa Brødet. Taarnvægteren Ole. Anne Lisbeth. Børnesnak. Et Stykke Perlesnor,

Fjerde Samling: Pen og Blækhuus. Barnet i Graven. Gaardhanen og Veirhanen. »Deilig.« En Historie fra Klitterne.

Anden Række. Fyrste Samling. Tolv med Posten. Skarnbassen. Hvad Fatter gjør, det er altid det Rigtige. De Vises Steen. Sneemanden. I Andegaarden. Det nye Aarhundredes Musa.

Anden Bække. Anden Samling. Iisjomfruen. Sommerfuglen. Psychen. Sneglen og Rosenhækken.

Af ikke i nogen af disse Samlinger optagne findes endnu »Den onde Fyrste« aftrykt i Siesby: »Salonen« 1840; i »Illustreret Tidende«: »To Brødre.« »Bispen paa Børglum og hans Frænde.« »Flyttedagen;« i »Folkekalender for Danmark« 1862 endvidere: »den gamle Kirkeklokke« og »Sølv skilling en«, saaledes er 115 Eventyr og Historier trykte, af hvilke de 80 findes i disse to Dele.

Juni 1862.

H. C. Andersen.

* *
14

II: 1868.

Omfatter også I med de i noterne meddelte varianter.

I de senere Aar er fulgt ikke færre end otte Hefter »Nye Eventyr og Historier«; til disse og de enkelte, som findes spredte i Blade og Tidsskrifter, alle samlede her, føie vi efterstaaende Bemærkninger.

Første Hefte, eller som det blev kaldet første Samling, udkom ved Juletid 1857 og har allerede oplevet fire Oplag. Samlingen blev tilegnet Fru Serre i Maxen og indeholdt:

Suppe paa en Pølsepind,
Flaskehalsen,
Pebersvendens Nathue,
Noget,
Det gamle Egetræes sidste Drøm,
A. B. C. Bogen.

I vore Ordsprog og Talemaader ligger tidt Frøet til en heel Historie; jeg udtalte dette og gav Beviset ved at skrive

* * * * * 15

Eventyret: Suppe paa en Pølsepind. Min Ven Hr. Etatsraad Thiele sagde en Dag spøgende, De skulde skrive os en Flaskes Historie fra dens Oprindelse og til det Moment, da alene Halsen af den er brugbar, som Fugleglas, og Eventyret »Flaskehalsen« blev til.

Pebersvendens Nathue har kun to givne Tilknytnings-Punkter, den historiske Oprindelse til Navnet »Pebersvend« og Sagnet om »den hellige Elisabeth«.

I Historien »Noget« er benyttet et givet Sagn. Paa Slesvigs Vestkyst hørte jeg om en gammel Kone, som der brændte sit Huus af for at redde de Mange, der vare ude paa Isen da Springfloden kom.

Det gamle Egetræes sidste Drøm, ligesom A. B. C. Bogen, ere sprungne frem i Øieblikkets Stemning.

Anden Samling udkom i Foraaret 1858, tilegnet Fru Læssøe, født Abrahamsen, og indeholdt:

Dyndkongens Datter,
Hurtigløberne,
Klokkedybet.

Det Første af disse hører til de Eventyr, paa hvilke jeg har anvendt meest Tid og Flid, det kan maaske for Enkelte have et Slags Interesse at see, ligesom gjennem et mikroskopisk Glas, hvorledes det er groet frem, har udfoldet og omformet sig. Det egenlige Indhold kom som alle Eventyrene øiebliklig, saaledes som en kjendt Melodi eller Sang kan komme. Jeg fortalte strax for en af mine Venner hele Eventyret, derpaa blev det nedskrevet, atter omskrevet, men selv da det tredie Gang stod paa Papiret maatte jeg erkjende, at endnu hele Partier deri ikke traadte saa klare og farverige frem som de kunde og maatte. Jeg læste i nogle islandske Sagaer, ved disse førtes jeg tilbage i Tiden, og beaandet af den kom det Sandheden nærmere. Jeg læste et Par Nutids Reise-Skildringer fra Afrika, den tropiske Glød og det eiendommelige Nye fyldte mig, jeg saae Landet og kunde med mere Troværdighed tale om det. Et Par Skrifter om Fuglenes Flugt vare ogsaa af Indvirkning, de vakte nye Ideer, de gave charakteristiske Træk til Fuglelivet, som det rører sig i dette Eventyr, der saaledes i kort Tid blev sex til syv Gange omskrevet, til jeg havde Visheden om, at nu kunde jeg ikke give det bedre.

* 16

Klokkedybet er udsprunget af Folketroen om Aamanden i Odense Aa og Sagnet om Kirkeklokken, der svang sig ud fra Albani Kirketaarn.

Tredie Samling udkom i Foraaret 1859, tilegnet Componisten Professor J. P. E. Hartmann, og indeholdt:

Vinden fortæller om Valdemar Daa og hans Døttre,
Pigen, som traadte paa Brødet,
Taarnvægteren Ole,
Anne Lisbeth,
Børnesnak,
Et Stykke Perlesnor.

I danske Folkesagn, ligesom i historiske Efterretninger om den gamle Bjerregaard Borreby ved Skjelskør, findes Meddelelsen om »Valdemar Daa og hans Døttre«. Det var en af de Historier, jeg oftest har omskrevet og omstilet, for at give Sproget Klang efter den henfarende, susende Vind, som jeg lader fortælle.

Tidligt hørte jeg Historien om Pigen, som traadte paa Brødet, der blev til en Steen og forsvandt med hende i Dyndet. Jeg satte mig den Opgave, psychologisk at løfte hende igjen til Forsoning og Frelse; saaledes er Digtningen voxet frem.

I Anne Lisbeth har jeg villet vise, at alle gode Spirer ligge i Menneskets Bryst og maae, om end ad Omveie, komme til Udvikling, her er det Moderkjærlighed, som gjennem Frygt og Bæven faaer Liv og Styrke.

Et Stykke Perlesnor giver en Overgangs-Tid, jeg selv har gjennemlevet. I min Barndom var det ikke usædvanligt, at en Reise, i jevn Fart, fra Odense til Kjøbenhavn tog en Tid af henved fem Dage, nu behøves kun omtrent ligesaa mange Timer.

Fjerde Samling udkom ved Julen 1859, og indeholdt:

Pen og Blækhuus,
Barnet i Graven,
Gaardhanen og Veirhanen,
Deilig,
En Historie fra Klitterne.

* 17

Enhver som har hørt Ernst eller Leonard, vil i Eventyret Pen og Blækhuus erindre sig det vidunderlige Violinspil.

»Barnet i Graven« ligesom »Historien om en Moder«, have meest af alle mine Digtninger skaffet mig Glæde, idet mangen dybtsørgende Moder i dem have fundet Trøst og Styrke.

I Historien »Deilig« ere saagodt som alle Enkefruens dumnaive, hverdagsferske Udtalelser optagne fra Naturen.

»En Historie fra Klitterne« blev til efter et Besøg paa Skagen og Jyllands Vestkyst. Her fandt jeg en Natur og et Folkeliv, der kunde understøtte de Tanker, jeg ønskede at nedlægge i en Digtning, Tanker, som længe havde fyldt mig og som udsprang ved en Samtale med Oehlenschläger. Hans Ord havde gjort et dybt Indtryk paa mit unge Sind, jeg tænkte kun paa Ordene og klarede ikke for mig selv, saaledes som nu, hvorledes de tilvisse vare udsprungne.

Hvo af os kjender ikke den Stemning, i hvilken man tidt udtaler en Tvivl, der hvor man i Grunden slet ikke tvivler, men kun af en Anden vil høre sin egen Forvisning udtalt; maaskee var dette Tilfældet her, eller var det mere for at prøve min Troes Fasthed. Vi talte om det evige Liv og Oehlenschläger henkastede de Ord: »er De saa vis paa, at der er et Liv efter dette!« Jeg holdt fast paa Forvisningen herom, grundet i Guds Retfærdighed, men brugte i min stærke Udtalelse de uoverveiede Ord: »Mennesket kan forlange det!« - Da vedblev han: »Er det ikke igjen en stor Forfængelighed af Dem, at turde forlange et evigt Liv. Har ikke Gud givet Dem saa uendeligt Meget i denne Verden. Jeg veed,« vedblev han, »hvilken uendelig Fylde af Godhed han forundte mig; naar jeg i Døden lukker mine Øine vil jeg taknemlig prise og velsigne ham; forundes mig da endnu et evigt Liv, da tager jeg det som en ny uendelig Naade.«

»Saaledes kan De tale,« sagde jeg, »Gud gav Dem saa uendeligt Meget paa Jorden, ogsaa jeg bør sige det, men hvor Mange stilledes ikke ganske anderledes i Verden, de kastedes herind med et sygt Legeme, en kuet Aand, førtes ind i de bittreste Forhold til Sorg og Savn, hvorfor skulle de saaledes lide, hvorfor blev det saa ulige fordeelt, det var en Uret, og den kan Gud ikke øve, han vil give Erstatning, løfte og løse Det vi ikke kunde!« Hvad jeg udtalte blev Stof til den lille Fortælling En Historie fra Klitterne. Da den udkom, sagde en Critiker, at det Tvivlens Ord, den formede sig om, havde jeg neppe hørt

* 18

udtalt, eller selv baaret i mig; der kom saaledes noget Usandt i Fortællingen. Om jeg husker ret var det den Samme eller en Anden lige kyndig, der udtalte, at man vistnok vilde føle sig skuffet, om man efter at have læst Naturskildringen i min Fortælling, eller Meddelelsen om Skagen, den jeg havde leveret til dansk Folkekalender, nu reiste derop og troede at finde en saa poetisk Natur, som den af mig givne. Jeg havde imidlertid den Glæde, at Conferensraad Brinck Seidelin, den Mand, som bedst kunde dømme om Sandheden, og som selv har givet en fortræffelig Skildring af Skagen i sin Hjørring Amtsbeskrivelse, kom til mig og paa det Varmeste udtalte sin Tak for den Troskab og Sandhed, hvormed jeg havde tegnet hele Naturen derovre. Fra Skagens Præst fik jeg et Brev, ogsaa han glædede sig for Naturskildringerne og særligt fordi de vare saa sande. Han tilføjede, vi ville nu ogsaa troe paa og fortælle, naar Fremmede komme paa Høiden af den i Sandflugt begravne Kirke: »Jørgen ligger derinde!«

En yngre Beboer deroppe viste mig megen Velvillie, kjørte omkring med mig, ud paa »Grenen«, og om til »Gammel Skagen«; paa Veien herhen kom vi forbi Kirken, hvor kun Taarnet endnu rager frem og staaer som Sømærke, han vilde ikke gaae den besværlige Vei, jeg steg af Vognen, gik alene, og har i Fortællingen givet Indtrykket af hvad jeg saae der; da hører jeg snart, at min ellers elskværdige Ledsager efter at have læst »en Historie fra Klitterne«, fortalte, at jeg aldrig havde været oppe ved Kirken, han vidste det, han havde kjørt om med mig. Det syntes at more Folk, at jeg beskrev hvad jeg ikke havde seet, men mig morede det ikke. En Dag i Kjøbenhavn mødte jeg Manden og spurgte ham strax, om han ikke erindrede vor Fart, og han svarede: »vi kjørte jo neden om Kirken ud til »Gammel-Skagen!«« »Ja De kjørte,« svarede jeg, »De maa kunne erindre, at jeg steg af Vognen og gik derop!« Og nu fortalte jeg ham hvad særligt jeg havde bemærket deroppe. »Det er aldeles rigtigt!« sagde han, »ja saa maa De jo have været deroppe, det havde jeg glemt;« jeg erindrede ham om den Sandryg, hvor jeg igjen indhentede ham og kjørte videre. »Jeg husker, at jeg ikke var oppe ved Taarnet!« sagde Manden, »og troede derfor, at De heller ikke havde været det!« Jeg meddeler denne lille Historie for Sandhedens Skyld; maaskee ellers

* 19

engang efter min Død Een eller Anden af dem der hørte det af »Ledsagerens« egen Mund, kunde gjentage, at jeg ikke havde været der og seet med egne Øine. Hos Bonden og Fiskeren derovre fik jeg mangt et charakteristisk Træk, mangen god Forklaring, som jeg senere har benyttet, men netop om en saadan, givet mig af Sagkyndige, faaer jeg af en Anmelder det venskabelige Raad, at ved slige Skildringer skulde jeg forskaffe mig Sagkundskab hos Folkene paa Stedet, dette er netop Tilfældet. -

»En Historie fra Klitterne« forskaffede mig Digteren Paludan Müllers hjertelige Tilnærmelse og Tak, den jeg sætter en saa stor Priis paa, at jeg indskriver den her ved min Digtning.

I Foraaret 1861 udkom Nye Eventyr og Historier, anden Bække, der indeholdt:

Tolv med Posten,
Skarnbassen,
Hvad Fatter gjør er altid det Rigtige,
De Vises Steen,
Sneemanden,
I Andegaarden,
Det nye Aarhundredes Musa.

--------

I et Nummer af Household words havde Charles Dickens samlet en Deel arabiske Ordsprog og Talemaader, mellem disse fremhævede han: »Da Keiserens Hest fik Guldskoe stak ogsaa Skarnbassen Benet frem.« Vi anbefale, siger Dickens i en Anmærkning, Hans Christian Andersen at skrive et Eventyr herover; jeg fik Lyst dertil, men der kom intet Eventyr. Først ni Aar efter, under et Besøg paa det hjemlige Herresæde: Basnæs, hvor jeg tilfældig igjen læste Dickens' Ord, sprang pludseligt frem Eventyret: Skarnbassen.

»Hvad Fatter gjør er altid det Rigtige,« er et af de danske Folke-Eventyr jeg har hørt som Barn og her paa min Maade fortalt.

I Aarenes Løb har jeg forsøgt mig, saa at sige, i de fleste Radier af Eventyr-Cirkelen, og naar derfor, ikke sjeldent, en

* 20

Idee eller Stemning opstod, som førte tilbage til hvad jeg allerede havde givet, slap jeg Ideen eller søgte at bringe den frem under en ny Skikkelse; saaledes fik Fortællingen »De Vises Steen« Noget af den østerlandske Form, og et *stærkt Præg af Allegorien. Man har bebreidet mig, at de senere Eventyr have en philosophisk Retning, der ligger udenfor mit Raaderum, man holder sig vistnok her særligt til denne Fortælling og det i samme Hefte optagne Phantasi-Spil: »Det nye Aarhundredes Musa«. Dette er dog sprunget ud fra Eventyrets Grund. Man har sagt og skrevet, at dette Hefte var det Svageste af hvad jeg havde leveret, og dog findes i dette to af mine bedst fortalte Eventyr: »Hvad Fatter gjør er altid det Rigtige« og »Sneemanden«. Dette sidste er skrevet ved Juletid under et Ophold paa det smukke Basnæs og er fremfor mange andre af Eventyrene, ved flere Leiligheder, oftest ved kongelig Skuespiller Mantzius's fortræffelige Foredrag, draget frem til stor Anerkjendelse.

I den senere Tid er blevet sagt af Enkelte, at det især ere de allerførste Eventyr, som have Betydning, alle de senere staae tilbage for disse. Dette er dog neppe Tilfældet, men Yttringerne lade sig forklare.

De Mennesker, som i deres Barndom læste mine første Eventyr, ere blevne ældre og have mistet det friske Sind, hvormed de dengang læste og optog Digtningen. Maaskee har ogsaa Een og Anden fundet, at Eventyrene erholdt en saadan Udbredelse og Erkjendelse i Verden, at det maatte for Forfatteren blive altfor megen Glæde i levende Live, og da nu de ældste Eventyr have gaaet deres Ildprøve igjennem, lader man disse i Ro, og tager fat paa de nyere, dadles skal der. Tidt henkaste Folk et Ord uden at gjøre sig Rede for, hvilke Eventyr og Historier, der høre til de nyere eller til de senere. Flere Gange hørte jeg sige: »Ja, jeg holder nu meest af Deres rigtige gamle Eventyr«, og spurgte jeg da, »hvilke ere de?« da fik jeg som oftest Svaret: »Sommerfuglen«, »Det er ganske vist«, »Sneemanden«, og just disse høre til de nyere, et Par til de allernyeste.

Var dette sidste Hefte et af de svagere, som jeg nu ikke troer, da var tilvisse det Hefte, som fulgte efter i Julen 1861, et af de bedste; det indeholder:

* 21

Iisjomfruen,
Sommerfuglen,
Psychen,
Sneglen og Rosenhækken.

Det blev med et Par Stropher tilegnet Digteren Bjørnstjerne Bjørnson.

Du Norges Træ med Frugt og Blomst og Knop,
Tak for hvad om dit Hjem af Dig jeg lærte;
I Rom, hvor Minders Storhed rulle op,
Der fik jeg Indblik i dit Digterhjerte;
Du blev mig kjær, derfor jeg Dig har bragt,
Hvad Mødets Aar har i min Lyre lagt.

»Iisjomfruen« blev skrevet i Schweiz efter at jeg flere Gange havde besøgt dette Land og nu paa Hjemreisen fra Italien opholdt mig her i længere Tid. Den hele Skildring med Ørnereden er oplevet og fortalt mig af den bayerske Folkedigter Koppel. »Sommerfuglen« blev ligeledes skrevet i Schweiz, paa en Vandring fra Montreux til Chillon. - Psychen blev digtet et Par Maaneder tidligere, da jeg endnu var i Rom. En Begivenhed fra mit første Ophold der 1833-34 kom mig i Tanke og gav den første Spire: En ung Nonne skulde jordes, man gravede hendes Grav og fandt i den en prægtig Bacchus-Statue. »Sneglen og Rosenhækken« hører til de oplevede Eventyr.

Siden denne Samling udkom hengik nu et bittert, tungt Aar, Krigens Aar, Danmark mistede Slesvig og Als, hvo kunde tænke paa Andet. I meer end Aar og Dag blev intet Eventyr skrevet, først ved Julen 1865 udkom et Hefte, som blev tilegnet Balletdigteren August Bournonville; det indeholdt:

Lygtemændene ere i Byen, sagde Mosekonen,
Veirmøllen,
Sølvskillingen,
Bispen paa Børglum og hans Frænde,
I Børnestuen,
Guldskat,
Stormen flytter Skilt.

Eventyret om »Lygtemændene« sprang frem fra den gjennemlevede tunge Stemning i Krigens Aar, der ere Blade til et Tids-Eventyr.

* 22

Der staaer ved Veien mellem Sorø og Holsteinborg en Veirmølle, jeg kom tidt forbi den, altid var det som om den vilde med i et Eventyr, og den kom det, indesluttet i et Stykke Troesbekjendelse. Det er, hvad jeg har at tilføie om »Veirmøllen«.

Sølvskilling en er skrevet i Livorno. Jeg kom fra Civita Vecchia med Dampskib; ombord vexlede jeg en Scudo for at have Smaamynt, man gav mig en falsk Tofrank; Ingen vilde tage mod den, det ærgrede mig at være bleven narret, men snart kom Ideen til Eventyr, og jeg havde da i dette mine Penge igjen.

»Bispen paa Børglum« er skrevet efter et Ophold paa Børglumkloster. Dette velbekjendte historiske Sagn fra en haard, mørk Tidsalder, der endnu af Mange omtales som skjøn og værd at have levet i, stilles her frem i Modsætning til vor vistnok lyse og lykkeligere Tid.

»Guldskat« er skrevet paa Frijsenborg. Skov-Eensomheden, den blomsterrige Have, Slottets hyggelige Stuer knytte sig i min Erindring til denne Digtning, som her sprang frem, en Blomst i lykkelige Dage.

»Stormen flytter Skilt« er samtidig med »Folkesangens Fugl«skrevet i Kjøbenhavn, henimod Juletid. Hele Skildringen af Laugets Festlighed er Erindring fra min Barndomstid i Odense.

Det seneste Hefte nye Eventyr og Historier ved Julen 1866 er tilegnet Maleren Carl Bloch og indeholder:

Gjemt er ikke glemt,
Portnerens Søn,
Flyttedagen,
Sommergjækken,
Moster,
Skrubtudsen.

I »Gjemt er ikke glemt« er givet tre Billeder. Det Første har sit Motiv fra Thieles Folkesagn; der fortælles om en Frue, som Røverne satte i Lænke ved Herregaardens Hundehuus; hvorledes hun løses derfra har jeg tildigtet. Det andet Billede hører hjemme i vor Tid. Begivenheden er oplevet paa Holsteinborg, Det tredie Billede med den sørgende, fattige Pige hører ogsaa

* 23

til det Oplevede; jeg hørte af Pigens egen Mund hvad der her er nedskrevet.

»Portnerens Søn« har flere Træk grebne ud af Livet.

»Moster« har jeg kjendt i flere Personligheder, som nu hvile i deres Grav.

»Sommergjækken« er blevet til paa Opfordring; min Ven, Hr. Etatsraad Drewsen, der med Iver og Inderlighed holder paa danske Minder og dansk Sprog, beklagede en Dag, hvortidt gode gamle Navne blive forvanskede. I Aviserne anmeldte Gartnere »Vintergjæk«, den vi i vore unge Aar, altid og mere forstaaelig kaldte »Sommergjæk«, da den gjækker os med Sommeren. Han bad mig skrive et Eventyr og i det hævde det gamle Navn, og jeg skrev »Sommergjækken«.

»Skrubtudsen« blev digtet under mit Ophold i Setubal i Sommeren 1866. Fra en af de dybe Brønde der, hvor Vandet løftes i Krukker, som sidde paa et stort dreiende Hjul, og da gjennem forgrenede Render gyder sig ud over Haverne, saae jeg en Dag en stor hæslig Skrubtudse. Ved nøiere at betragte den, blev jeg opmærksom paa dens kloge Øine, og snart havde jeg et heelt Eventyr, der dog senere i Danmark blev omskrevet og givet heel dansk Natur og Hjemlighed.

»Den gamle Kirkeklokke« er digtet paa Opfordring om et Bidrag til »Schillers Album«. Jeg ønskede at lægge et dansk Element herind, og man vil, ved at læse den givne Historie, see, hvorledes jeg har skilt mig ved min Opgave.

»Theepotten« er skrevet i Toledo.

»De to Brødre« er en lille Phantasi-Vignet til Brødrene Ørsteds Liv.

»Den onde Fyrste« er et gammelt Sagn og hører til de allertidligste af mine Eventyr; det blev første Gang trykt i Siesby's »Salonen« og er senere blevet optaget i de tydske og engelske Udgaver af Eventyr; jeg vil derfor ikke udelade det her.

»De smaa Grønne«, ligesom »Peiter, Peter og Peer« ere skrevne paa »Rolighed« ved Kalkbrænderiet, sprungne frem i Tilfredshed og Humeur, som et lykkeligt Hjem kan give det.

Nissen og Madamen har Kod fra Folkesagnet om Nissen, der tirrede Lænkehunden.

* 24

De tidligere skrevne »Historier og Eventyr«, tilsammen 69, ere optagne i 18de, 19de og 20de Bind af »Samlede Skrifter«; de nyere 62 Eventyr og Historier, omtrent et lignende Arke-Antal, følge her i 25de, 26de og 27de Bind, saa at »Samlede Skrifter« nu have fuldstændigt alle indtil iaar skrevne 131 Eventyr og Historier.

»Rolighed«, August 1868.

*
25

III: 1874. Omfatter også I og II med de i noterne meddelte varianter.

»Gudfaders Billedbog« har sin egen lille Historie:

En Dag mødte jeg paa Gaden vor fortjenstfulde Oldgransker Conferentsraad Thomsen; han kom fra Paris og fortalte at han paa et af de mindre Theatre havde seet et Slags historisk Folkekomedie om Staden Paris. Det Hele var temmelig poesiløst, sagde han, det var heller ikke godt sat sammen, men for ham havde det været interessant at see denne Billedrække af de forskjellige Tider; han meente, at jeg maatte kunde benytte Ideen og med mere digterisk Beaandelse være i Stand til at skrive for Casino-Theatret en lignende Folkekomedie, hvori man fik hele Kjøbenhavns Historie. - Jeg tænkte derover, og da Aftenen kom, at Byens Gader for første Gang fik Gasbelysning, og Gassen tændtes, men ogsaa, dog kun for denne Aften, de gamle Tranlygter brændte, saa at man paa een Gang kunde see Lyskraften hos Gas og hos Tran, fandt jeg heri Rammen til at omslutte de historiske Billeder. Som Skjønheds Idee, som aandelig Traad gjennem det Hele, tænkte jeg mig de mægtige Rullestene, der i Oldtiden, paa Iisflager bares herned og strandede paa Havets Sandbanker, hvor siden Axelhuus reiste sig, løftedes i vore Dage som Marmorskikkelse paa Thorvaldsens Bud.

* * * * 26

I længere Tid beskæftigede jeg mig med denne Digtning, men den blev mig for mægtig og vilde umuligt, om den fuldførtes, kunne fremstilles paa en saa lille Scene som Casinos og med de Kræfter, som der fandtes. Jeg opgav det Hele, men benyttede senere Ideen til en Billedbog, paa hvis hvide indbundne Blade jeg klistrede Billeder, samlede rundt om fra og ved et Par skrevne Ord saaledes bleve satte i Forbindelse, at de dannede en heel sammenhængende Historie: Kjøbenhavns Liv og Levnet seet ved Tran og Gas. Langt senere blev, naturligviis uden Billederne, Historien forkortet aftrykt i »Illustreret Tidende«. Den fik derpaa Plads mellem »Reiseskizzer og Pennetegninger«, (»samlede Skrifter«, 28de Bind). Critiken fandt, at den der ikke var paa sin rette Plads, den hørte hjemme mellem Eventyr og Historier. Jeg har derfor nu optaget den her, forsynet med Frølichs Tegninger.

Eventyret »Laserne« er skrevet længe før »Gudfaders Billedbog«. - Den norske Literatur var den Gang endnu ikke optraadt med den Friskhed, Betydning og Mangfoldighed, som nu. Munch havde kun skrevet lidt: Bjørnson, Ibsen, Jonas Lie, Magdalene Thoresen etc., kjendtes ikke; men jevnlig deroppe fra pukkede man paa de danske Digtere, selv paa Oehlenschläger, det ærgrede mig og jeg fik Lyst til ogsaa at sige et Ord, give en Snært i een eller anden lille Digtning. I den kommende Sommer var det, under et længere Ophold paa Silkeborg i Besøg hos Papirfabrikant Michael Drewsen, hvor jeg daglig udenfor Fabriken saae de store Dynger af Klude hentede allevegne fra, at jeg skrev Eventyret: Laserne. Man kaldte det morsomt, men selv fandt jeg mere Braad end Poesiens Honning deri, og lagde det derfor hen. Flere Aar efter, i hvilken Satiren, om en saadan havde været der, ikke længer ganske passede, blev Eventyret igjen taget frem, de stridbare Laser lige velmeent behandlede og sete gjennem Lunets Glar; norske og danske Venner opmuntrede mig til at lade det trykke, og jeg gav det til »Folkekalender for Danmark 1869«.

»Vænø og Glænø« er blevet til i en improviseret Skaaltale ved Middagsbordet paa Holsteinborg, hvor Ingenieurer fra Kjøbenhavn vare tilstede, da det paatænktes at inddæmme Glænø med Fastlandet.

1868 udkom i et lille Hefte for sig Eventyret: »Dryaden«. Jeg var i Foraaret 1867, i Anledning af den store

* 27

Verdens-Udstilling reist til Paris, hvor Opholdet da aldrig før eller senere i den Grad har henrevet og opfyldt mig som under denne Tidsbegivenhed. Ved min Ankomst stod Udstillings-Bygningen reist og indviet; uagtet endnu ikke heel færdig, var Skuet af den mægtigt og overvældende. I Frankrig og i alle Lande meldte Aviserne om denne Herlighed. En dansk Referent forsikkrede, at Ingen uden Charles Dickens vilde være i Stand til at give en Skildring heraf. Det forekom imidlertid mig, at det ogsaa laae for mine Evner, hvor glad vilde jeg blive, om jeg kunde løse denne Opgave, og at Landsmænd og Fremmede maatte erkjende det. Opfyldt af denne Tanke saae jeg en Dag ude paa Pladsen foran Hotellet, hvori jeg boede, et udgaaet henslængt Kastanietræ. Tæt ved holdt paa en Arbeidsvogn et ungt, frisk Træ, hentet denne Morgen fra Landet for at plantes herinde. Ideen til et Eventyr om Pariser-Ustillingen var gjemt og givet mig i det unge Træ; Dryaden vinkede mig. Hver Dag, under Opholdet i Paris og efter Hjemkomsten til Danmark, formede sig og klang gjennem Tankerne Dryadens Livshistorie knyttet til den store Verdens-Udstilling. Denne havde jeg imidlertid ikke kjendt og seet i sin Heelhed, skulde min Digtning blive et tro og fyldigt Billed af den, maatte jeg endnu en Gang i Udstillingstiden derhen. Og derfor allerede i September var jeg der igjen. I Kjøbenhavn blev da, efter min Hjemkomst, Digtningen fuldført og tilegnet Vennen gjennem mange Aar, Digteren J. M. Thiele.

1870 udkom i Størrelse og Format som »Dryaden«: »Tre nye Eventyr og Historier«:

Hønsegrethes Familie,
Hvad Tidselen oplevede,
Hvad man kan hitte paa.

Dette Hefte tilegnedes min trofaste Ven i tunge og gode Dage Etatsraad E. Collin.

En Dag i »Studenterforeningen« læste jeg tilfældigt, i »Laaland-Falsters Stiftstidende«, nogle historiske Optegnelser om den høiadelige Jomfru Marie Grubbe, der først havde levet udi Ægteskab med Kong Christian den Femtes Halvbroder Ulrik Frederik Gyldenløve, siden været gift med en jydsk Herremand og tilsidst, medens hendes tredie Mand, en fattig Matros, der var i Slaveriet, selv endte kummerligt som Færgekone ovre paa Falster. Efterretningen henviste iøvrigt til »Holbergs Epistler«. I disse fortæller Holberg, at han som ung Student, da Pesten rasede i Kjøbenhavn, opholdt sig paa Falster og boede der hos

28

Færgekonen, Mo'er Søren Sørensen Møller, den een Gang høiadelige Jomfru Marie Grubbe.

Her var et rigt Stof til Digtning; dansk Atlas og Thieles Folkesagn gave endvidere enkelte Oplysninger og jeg skrev Historien: »Hønsegrethes Familie«.

»Hvad Tidselen oplevede« har ingen anden Anledning, end at jeg paa Marken ude ved Basnæs saae et saadant Pragtesemplar af en Tidsel, at jeg maatte tegne den ned i en Digtning.

»Hvad man kan hitte paa«, hører til de oplevede Eventyr.

Ved Juletid 1871 udkom: Nye Eventyr og Historier, ny Samling, tilegnet Forlæggerne af mine Skrifter, Brødrene Theodor Reitzel og Carl Reitzel.

Dette Hefte fremtraadte i det kjendte tidligere Format med det vante Billede paa Omslaget, og indeholdt tretten Eventyr

Lykken kan ligge i en Pind,
Kometen,
Ugedagene,
Solskins-Historier,
Oldefa'er,
Hvem var den Lykkeligste,
Lysene,
Det Utroligste,
Hvad hele Familien sagde,
»Dandse, dandse Dukke min!«
»Spørg Amagermo'er«,
Den store Søslange,
Gartneren og Herskabet.

Alle vare skrevne i det sidste Aar, og de tolv førstnævnte allerede trykt i forskjellige Tidsskrifter og Blade, saaledes var »Lykken kan ligge i en Pind« og »Hvad hele Familien sagde«, først meddeelt i »For Romantik og Historie«. Den første af disse er skrevet under et Sommerophold i Jurabjergene. Her hørte jeg fortælle om en fattig Dreier, der, da Knappen, som holdt hans Paraply sammen, altfor tidt sprang af, en Dag dreiede sig en lille Træ-Pære, der, sat i en Lidse, viste sig mere praktisk til at blive og holde fast. Til sine Naboers Paraplyer dreiede han nu ogsaa et Par Smaapærer, og snart fik han fra Landet og Byerne Bestillinger paa flere af samme Slags, da nogle Aar var gaaet, sad han som en holden Mand. Den Begivenhed gav Anledning til Historien: Lykken kan ligge i en Pind.

* 29

Som ældre Mand gjensaae jeg den straalende Komet, jeg havde seet som Barn; det var som havde jeg seet den Aftenen forud, og dog laae der saa mange Aar og Erindringer imellem og jeg skrev »Kometen«.

»Ugedagene« bleve fortalte paa Opfordring, i Hast at fortælle en Historie om Dagene i Ugen; siden bleve de første Gang trykt i Thorkildsens Kalender.

I »Solskinshistorier« er, ved Tildelelsen af Lykkegaverne, tænkt paa bestemte betydende Mænd i vort Land.

»Oldefa'er« blev nedskrevet i Erindringen om en Samtale en Gang med H. C. Ørsted, om »gammel Tid og ny Tid«, hvorom han havde skrevet en Afhandling i Kjøbenhavns Almanak.

»Lysene« er en lille Historie hentet fra Virkeligheden.

»Det Utroligste« og »Hvad hele Familien sagde«, høre tildeels ogsaa til det Oplevede.

»Den store Søslange« er et Nutids Eventyr, som »Dryaden«er det. Nutidens Opdagelser og Bevægelser give rigt Stof til Digtning, og er mit Øie blevet aabnet derfor, da skylder jeg det H. C. Ørsted.

Ikke tidligere kjendt eller trykt var her i Heftet Historien om »Gartneren og Herskabet«. Ogsaa den, som jeg troer, er skrevet ud af vor Tid, og som saaledes synes den særligt at have slaaet an. Den hører til de Eventyr og Historier, der ved Oplæsning eller Fremsigelse fra Scenen har paa een Gang faaet et større Publikum. I mine yngre Aar var det Sædvane ved Concerter at have Declamations Numere, der altid vare Digte. Den udmærkede Konstnerinde Jomfru Jørgensen ved det kongelige Theater var den Første, som forsøgte at fortælle i Concertsalen et af mine Eventyr; siden med stor dramatisk Virkning fortalte fra Scenen Phister: »Keiserens nye Klæder«. Afdøde gamle Rosenkilde, ligesom Nielsen, have ogsaa forsøgt det; til det ganske Fortræffelige hører Michael Wiehes Fremsigelse af »Det er ganske vist«, »Flipperne« og »Klods Hans«, ligesom ogsaa Høedts og Mantzius's Foredrag. Paa Casino maa nævnes Christian Schmidt, Stigaard og Madsen.

Ved Juletid 1872 udkom tredie Række, anden Samling: Nye Eventyr og Historier, med et Tilegnelses Digt »Rolighed«.

Udenfor Kjøbenhavn ved Kalkbrænderiet ligger Landstedet »Rolighed«. I den gamle Deel af Bygningen levede for mange Aaringer siden Generalinde Hegermann-Lindencrone, Forfatterinde til Dramaet Eleonore Ulfeldt og nogle mindre

* 30

Fortællinger, siden boede her H. C. Ørsted. Den nuværende Eier, Grosserer Moritz Melchior, ombyggede den gamle Gaard til et lille Rosenborg og gav mig her et gjestfrit hyggeligt Hjem i Sommertiden, her bleve flere af de senere Eventyr og Historier skrevne og særligt de fire, som udgjorde det nye Hefte 1872 med Tilegnelsesdigtet:

Rolighed.

Det gamle Kjøbenhavn groer over Volden,
Det kneiser ungt ud mod de aabne Søer,
Hvor »Rosenvænget« naaer til Øresund,
Og Konstner-Navne lyse ud i Verden*).

Her trives Roserne. Det vilde Viinløv
Udfolder Efteraarets Farvepragt,
Mens bag Kastanietræer og Hyld og Popler
Et Hjem sig løfter, minderigt fra Fortid.
Her Sangen lød: »Eleonora Ulfeldt«,
Her Tænkeren sad under Poppelpilen
Og lyttede til Aanden i Naturen.

Det Hjem er nu et lille »Rosenborg«,
Med Taarn og med Altaner ud mod Sundet,
Hvor Malmø og Landskrona sees i Solskin
Og Tycho Brahes Ø og Gyldenlund.
I Karavane Skibe gaae forbi,
Slig Svaneflok, saa stor, kun sees i Sundet.

Naar saa i Aftnen Himlens Stjerner blinke,
Og Fyret fra »Trekroner« lyser vidt om,
Hvert Fartøi ude tænder sin Lanterne,
Troer man at see et festbelyst Venedig,
En svømmende, illumineret By.
Dog skjønnest er her inden fire Vægge,
I Gjestfrihedens lykkelige Hjem.

* * 31

Johannes Ewald sang uendeligt
Rungsteds Lyksalighed. O, havde han
I vor Tid levet og i dette Hjem,
I dette Hjertelag, hos disse Venner,
Han havde sjunget da en deilig Sang
Om »Rolighed« og Rosenvængets Roser.

Mit Hjem i Hjemmet, hvor bag Hyldens Hang
Mit Liv fik Solskin og min Harpe Klang,
Dig bringer jeg taknemlig, glad min Sang!

Heftet indeholdt:

Hvad gamle Johanne fortalte,
Portnøglen,
Krøblingen,
Tante Tandpine.

Ogsaa om disse har jeg et Par Bemærkninger og Optegnelser.

I min Barndom saae jeg i Odense en Mand, der lignede et Skelet, guul og gusten, kun Skind og Been; en gammel Kone, der tidt fortalte mig Eventyr og Spøgelsehistorier, gav mig Besked om, hvorfor han saae saa ynkelig ud. Gryden havde været sat paa at koge efter ham, da han var ude i fremmede Lande. Naar en Ungkarl var paa Vandring, om nok saa langt borte, kunde hans Kjæreste, blev Længslen efter ham altfor stor, gaae til den kloge Kone, faae hende til at sætte Gryden over Ilden, putte Djævelskab deri, og saa lade den koge Nat og Dag. I hvor langt ude i Verden Ungersvenden da var, maatte han, uden Rast eller Hvile, afsted hjemad, hvor Gryden kogte efter ham og Kjæresten ventede. Naar han da naaede Hjemstedet, var han kun Skind og Been, saae ynkelig ud og det tidt for hele sin Levetid. Det kunde jeg see paa Manden her, ham havde Gryden kogt efter. Den Fortælling gjorde et dybt Indtryk paa mig og er benyttet i: »Hvad gamle Johanne fortalte«.

I Historien om »Portnøglen« er ogsaa benyttet et Træk af Overtroens Kløgt. Det er ikke saa mange Aaringer siden, at ogsaa i Kjøbenhavn »Borddandsen« spillede et Slags Rolle. Mange troede paa den, endogsaa Folk af Begavelse og aandelig Betydning, de kunde troe at der var en Aand i Borde og andre tømrede Meubler. - I Tydskland, paa en større

* 32

Herregaard, hos begavede opvakte Mennesker, gjorde jeg Bekjendtskab med Nøgle-Aander. Nøglen kunne give Besked om Alt, og Mange troede paa det. Jeg har i Historien »Portnøglen« udviklet dens Behandling og Betydning, men lagt Tiden nogle Aar længere tilbage, end jeg blev indviet i Nøgle-Klogskaben. - Hvad her fortælles om Kjældermandens Besøg hos Kammerraaden og Lotte-Lenes Opdragelse for Konsten hører til det Oplevede.

Historien om »Krøblingen«, der er en af de allersidste jeg har skrevet og maaskee skriver, troer jeg at høre til en af de heldigste jeg har givet, og som et Slags Forherligelse af Eventyrdigtning kunde den maaskee passende slutte den hele Samling.

Eventyret »Tante Tandpine« er imidlertid det senest digtede og nedskrevne.

»Eventyr og Historier« ere blevne saa godt som oversatte i alle europæiske Sprog*), de ere i mit Fædreland og langt uden for dets Grændser i mange Aar en Læsning for Gamle og Unge. Den høieste Lykke er saaledes blevet mig forundt at opleve en slig Velsignelse, men er man imidlertid, som jeg, naaet op mod Menneskenes sædvanlige, høieste Levealder, Bibelens »syv Gange ti«, vil denne lykkelige Virksomhed være nær sin Afslutning. I det jeg da ved denne Juletid bringer samlet Resten af hele min Rigdom: hundrede og sex og halvtredsindstyve Eventyr og Historier, være Violinspillerens Ord i Eventyret »Pen og Blækhuus« mit Slutnings Ord, har jeg virket noget Godt, »Gud alene Æren

»Rolighed« den 6. September 1874.

H. C. Andersen.

* * 33

H. C. ANDERSEN

Smaahistorier 4-5 Danske Folkesagn 1836 og 1870

34

        

35

Smaahistorier (Efter det Tydske). (Sluttet.) for Folkebladet No. 39 og 40.

4. Hans og Grethe.

To Brødre eiede hver en herlig Landeiendom og da Brødrene vare Naboer, besøgte de ofte hinanden og talte om deres Huusvæsen og Udkomme; den ene kunde ikke nok rose sin Karls Redelighed, den anden ikke nok sin Piges Snildhed. Nu havde den ældre Broder en prægtig Hingst paa Stalden, den yngere en smuk Hoppe, begge af lige Farve og Størrelse. Den ene Gang efter den anden, dreiede Talen sig om disse Dyr; den ældre Broder vilde kjøbe Hoppen, den yngere havde Lyst til at faae Hingsten. Enige vare de om at begge Dyr burde eies af een Herre; men de kom aldrig til Handel.

Engang, da de igjen talte om denne Sag, udbrød den yngste: »naa! jeg vedder at jeg dog, uden Dit Vidende, skal faae Hingsten og at din redelige Karl selv fører den til mig!«

»Og jeg vedder,« sagde den ældre, »min Hingst mod din Hoppe, at det skeer ikke, thi om selv Karlen stjal den, vilde han sige mig det!«

»Naa, det troer Du!« sagde den yngere.

»Ja jeg er vis paa hans Ærlighed!«

Væddemaalet blev sluttet og Brødrene forlede hinanden.

Næste Morgen kaldte den ældre Broder paa sin Pige og fortalte hende hvad han og Broderen havde veddet om: »Nu stoler jeg paa din Snildhed!«

»Lad mig om det!« sagde Grethe og gik endnu samme Aften over til Karlen.

* 36

»God Aften Hans

»Tak, lille Grethe

»Altid flittig!«

»Ja, det er Eens Pligt og Skyldighed!«

»Jeg har hørt fortælle at din Stald skal være saa net, som et Dukkeskab. Det gad jeg dog nok see!«

Hans følte sig smigret og bad hende træde indenfor. Hun roste hvad der var at rose, og hjalp ham med hvad han endnu havde at bestille.

»Den Grethe, er dog en kjøn og flink Pige!« tænkte Hans.

- Dagen derpaa, det var en Løverdag, kom Grethe igjen.

»God Aften Hans

»Tak lille Grethe

»Du bliver da ikke vred over, at jeg kommer her i Dag igjen?«

»Nei, hvor kan Du falde paa det!«

»Har Du allerede Friaften?«

»Ja jeg er færdig med Alting! jeg har rappet mig! for, veed Du hvad, jeg tænkte, som saa, maaskee at lille Grethe kommer herover!«

De sadte sig ned og sladdrede. Hans mærkede snart, at Grethe kunde godt tale for sig og at hun var en særdeles fornuftig Pige, derfor bad han hende, om hun Søndageftermiddag vilde dandse med ham.

Grethe kom og gik med Hans. De dandsede til langt ud paa Aftenen. Da sagde Grethe: »Gud, hvor det er blevet sildigt! jeg skulde nu allerede være hjemme! Du maa sadle Hingsten og ride med mig hjem!«

Det lod Hans sig ikke bede to Gange om. Han tog hende op paa Hesten og de rede afsted i den mørke Aften. For at hun ikke skulde falde af, holdt han sin Arm fast omkring hende, og alt som de rede, maatte han fortælle, hvor kjær hun var blevet ham. Nu troede hun at det var det rette Øieblik til at sige, hvad hun havde paa Hjertet: at hendes Herre gjerne vilde have Hingsten de rede paa, at han havde lovet hende en stor Belønning og naar hun fik den, var det en god Medgift.

»Vil Du, kjære Hans?« spurgte hun og kyssede ham.

Nu maatte den stakkels Hans gjøre det, enten han vilde eller ei, men hvorledes skulde han skjule for sin Herre, dette Tyverie.

»Du maa finde paa noget!« sagde Grethe. »Slig at Du iaften paa Hjemveien foer vild, og at Ulvene anfaldt Dig, saa at Du maatte lade Hesten istikken. Ulvene have ædt den op lige til Knoklerne; du kan føre ham ud at see disse, jeg skal nok sørge for at der imorgen ligger blodige Hesteknokler i Skoven!«

Saaledes blev det nu; Hans lod Grethe beholde Hingsten og gik tilfods hjem.

Men Hans kunde ikke sove; det piinte ham skrækkeligt, hvorledes han næste Morgen skulde komme frem med sin Løgn; han kunde ikke 37 holde ud at blive i Sengen, han maatte ud af den og nu gjorte han Prøve paa, hvorledes han vilde bære sig ad med at lyve. Han gik ud af sin Stuedør, bankede paa den, traadte ind igjen og vendte sig mod en Krog hvor der stod en Kost, den skulde forestille Herren.

»God Morgen, Hans

»Tak, gode Herre!«

»Naa, hvorledes har Hingsten det?«

»Ak, Herre! Hingsten - !« ja der stoppede Talen, han kunde ikke komme videre. Saa gik han igjen ud af Døren og bar sig ad, som forrige Gang.

»God Morgen, Hans

»Tak, gode Herre!«

»Naa, hvorledes har Hingsten det?«

»Ak, Herre! Hingsten - !« ja, der stoppede det igjen, Løgnen blev ham siddende i Halsen og det laae ham som en tung Vægt paa Hjertet.

Om Morgenen ganske tidligt, traadte han ind i sin Herres Værelse.

»God Morgen, Hans!«

»Tak, gode Herre!«

»Naa, hvorledes har Hingsten det?«

»Ak, kjære Herre, Hingsten - !« Her stod han i det, men kun et Øieblik, og han sagde: »Hingsten er stjaalet og jeg er selv Tyven, lad mig nu kun blive hængt!« Han fortalte da, hvorledes det Hele var gaaet til, at Grethe havde snakket for ham og at Hingsten var hos Herrens egen Broder.

Herren glædede sig over Karlens prøvede Ærlighed, tilgav ham og lovede endogsaa en Belønning, ligesom Broderen havde lovet Pigen den. »Er det endnu Dit Alvor at gifte Dig med Grethe,« sagde han, »saa før hende kun herind i Huset og jeg har da foruden en redelig Karl, en snild Qvinde!«

Det syntes just Hans om. Redeligheden havde vundet Væddemaalet, medens hiin, som kun stolede paa Snildhed, maatte give slip baade paa Pigen og paa Hoppen, og det var, som det skulde være.

38

5. De blaae Bjerge

Ikke langt fra Bjergene levede en stille, from Menighed; enhver i denne nærede sig af den Grøde deres Flid fik Jorden til at frembringe, af den Mælk, de fik af Dyrene, som de passede paa Engen. Naar Een spiiste og drak, skete det altid i Tilfredshed og med Tak til Gud. Hver Morgenstund, isærdeleshed, gik enhver ud i det Frie og med Ansigtet vendt mod Østen, tilbade de den usynlige Gud, som sendte Solen frem fra de smukke blaae Bjerge og lod Vandstrømmene styrte ned, at vande deres Ager og Eng, mens Uveiret tordnede og lynede fuldt af majestætisk Pragt.

Nu var der i Menigheden en Mand, som havde Lyst til at see sig lidt nøiere om i Bjergene og udforske Vandstrømme, Vind og Veir. En Dag vandrede han afsted og gjorte, som Lysten bød ham.

Efter nogen Tid kom han igjen tilbage og sagde til den forsamlede Menighed: »Kjære Venner, hvad I hidtil have troet om de blaae Bjerge og om Gud deroppe, er ikke saa! Vi have været i en stor Vildfarelse. Jeg har seet Alt i Nærheden, og fundet det ganske anderledes, end vi meente det var. Bjergene, som her synes saa smukke blaae, ere ujævne, ufrugtbare Stene, og Vandene, som strømme ud af Hulerne, ere vilde, ødelæggende Fjeldstrømme; Vind og Veir ere naturlige Luftsyn, som ved sig selv opstaae og forgaae; Solen kommer frem, langt borte paa hiin Side disse Bjerge, og af en Gud, som man har indbildt os skulde være der, er intetsteds Noget, at see i de blaae Bjerge.

Menigheden studsede ved denne Tale af en Mand, de havde stor Tiltro til, og nogle sagde, fuld af Uvillie: »Saa have da vore Fædre bedraget os! vi have troet et Eventyr, som noget Sandfærdigt!« og de gik fra den Tid ikke mere ud at bede til Gud, der skabte Underværker i de blaae Bjerge og fra nu af, arbeidede de med Ulyst og levede indbyrdes i Utilfredshed.

Mange af dem gik nu selv ud i Bjergene for at see, hvad der stod til at troe, og de udmattede sig forgjæves ved at stige op og ned, og mange faldt i Afgrunden eller forvildede sig i den mægtige Bjergstrækning, saa at de omkom af Hunger.

Dog for een af de Vandrende opgik et klarere Aandens Lys; han saae paa de uhyre Klippeblokke og tænkte: »hvilken Kraft har dog reist disse? de vække i min Sjæl en mægtig Tanke om Storhed!« Han tørstede og søgte ned til Fjeldstrømmen, hvor han saae Vilddyret slukke sin Tørst, og han priiste ham, som lod 39 Vederqvægelse sprudle frem af den haarde Klippe. Høit oppe fra Bjerget saae han nu hvorledes den, her ødelæggende Bjergstrøm slyngede sig fredeligt nede i Dalen, førte Skibe fra By til By, og bragte Menneskene uendelig Nytte. Han iagttog Skyernes Flugt og Vindenes Forandring, og saae, at de alle vare underkastede deres bestemte Love. Solen steeg hver Morgen op østen for den Bjergspids hvor han stod og han bøiede sine Knæ for den Usynlige, som viiste sin Kraft i Alt rundtom, og han indsaae Sandheden i den gamle Troe, at Gud boede i de blaae Bjerge; men man maatte ikke binde sig til de døde Ord i denne Tro, men til Aanden i dem!

Da vandrede han tilbage til sit Hjem, og han forkyndte Menigheden sit Evangelium, og de som hørte og vilde forstaae, arbeidede igjen med godt Mod, gik daglig, som forhen, ud i det Frie og med Ansigtet vendt mod Østen bade de til den Usynlige, der lod Solen stige, Vandstrømmene styrte og Uveiret lyne og tordne i de blaae Bjerge, og naar de med Tro og Andagt havde bedet, gik de styrkede til deres Dagværk, og deres Hænders Arbeide blev velsignet, og hvert fornuftigt Ønske i Hjertet blev opfyldt.

H. C. Andersen

40

Danske Folkesagn meddeelte af Hans Christian Andersen.

Danmark er rigt paa gamle Sagn om historiske Personer, Kirker, og Herregaarde, Markens Høie og bundløse Kjær, Sagn fra Pestens Dage, Krigens og Fredens Tider. Sagnene leve i Skrift og paa Tunge, flyve saa vidt omkring, en Fugleflok, forskjellige hver, som Drossel og Ugle, som Skovdue og Maage. Vil Du høre, skal jeg fortælle dig et Par.

I gammel Tid, Fjenden hærgede det danske Land; en Aften, Dansken havde vundet en Seier, laae paa Valpladsen mange Dræbte og Saarede, een af disse, en Fjende, var begge Been skudt af. Tæt ved stod en dansk Soldat, han havde just faaet frem en Flaske fyldt med Øl; i det han vilde sætte den for Munden, bad den Haardtsaarede ham om en Drik, han vilde række ham Flasken, men i det han bøiede sig ned med den, affyrede den Saarede sin Pistol paa ham; Kuglen ramte ikke, Soldaten tog sin Flaske til sig, drak Halvdelen af den og gav saa den halve Rest til sin Fjende, og sagde kun: »Slyngel! nu faaer Du kun det Halve!« Da Kongen siden hørte herom, gav han Soldaten og hans Afkom et adeligt Vaabenmærke hv[o]ri stod afmalet en halvfyldt Flaske; Minde om hans Daad.

Der er et andet smukt Sagn, værd at høre, om Kirkeklokken i Farum. Præstegaarden laae tæt op til Kirken. Det var mørk Nat, seent paa Efteraaret; Præsten sad endnu saa silde og beredte sig til Helligdags Prædiken. Da hører han en sagte, underlig Lyd oppe fra den store Kirkeklokke; ingen Vind rørte sig; Klangen var ham uforklarlig, han reiste sig, tog Kirkenøglen og gik over i Kirken. I det han traadte

* * * * 41

derind hørte Lyden pludseligt op, men han fornam et sagte Suk ovenfra. »Hvem er det, som her forstyrrer Kirkens Fred?« spurgte han med lydelig Stemme, og snart fornam han Trin ned fra Taarnet og han saae i Kirkegangen kom en lille Dreng hen imod ham. »Vær ikke vred!« sagde Barnet, »jeg listede mig herind da de ringede til Aftensang; min Moder er saa syg!« - og nu kunde den Lille ikke tale for Graad. Da klappede Præsten ham, bad ham være frimodig, sige Alting. »Moder døer fra mig, har de sagt; min søde, gode Moder! men jeg vidste at naar Een er syg til Døden, kan han dog blive rask igjen og leve, naar man midt paa Natten tør gaae ind i Kirken og skrabe lidt Rust af den store Kirkeklokke, det hjælper mod Døden; derfor kom jeg og skjulte mig til Klokken slog tolv. Jeg var saa angst! jeg tænkte paa alle de Døde, at de vist nok kom og holdt Kirkegang. Jeg turde ikke see ned; jeg læste mit Fadervor og skrabede Rusten af Klokken.« - »Kom, Du gode Barn!« sagde Præsten, »Vorherre slipper ikke din Moder og heller ikke Dig!« - Saa gik de to til det fattige Bondehuus, hvor den syge Kone laae; hun sov stille og sundt. Vorherre lod hende leve; hans Velsignelse lyste over hende og Sønnen.

Der er et Sagn om en fattig Knøs, Poul Vendelbo, som blev en stor og hædret Mand. Han var født i Jylland og havde læst sig frem til Student, men følte endnu en stærkere Lyst til at blive Krigsmand og tumle sig i fremmede Lande. Derom talte han en Dag i Kjøbenhavn; han gik ved Volden med to unge Kammerater, som havde Formue. Pludseligt standsede han og saae op mod Professorens Vindue, der sad en ung Pige, hvis Deilighed forbausede ham og de to Andre, og da de saae hvor rød han blev sagde de i Spøg: »gaae op til hende og kan du ved Vinduet, saa at vi see det, faae et godvilligt Kys af hende, saa skulle vi give dig Reisepenge, saa at Du kan reise ud og prøve om Lykken er Dig saa god ude, som hjemme.« Poul Vendelbo gik ind i Huset, bankede paa Stuedøren. »Min Fader er ikke hjemme,« sagde den unge Pige. »Bliv ikke vred!« svarede han, og Blodet steeg ham op i Kinderne, »det er ikke Eders Fader jeg søger!« og nu fortalte han aabent og hjerteligt sin Lyst til at komme ud i Verden og vinde et hædret Navn; fortalte om sine to Venner der stode nede paa Gaden og havde lovet ham Reisepenge under den Betingelse at hun foran Vinduet frivilligt gav ham et Kys; og han saae paa hende med et saa ærligt, aabent og kjækt Ansigt at hendes Vrede forsvandt. »Det er Uret at tale saaledes til en ærbar Jomfru!« sagde hun, »men I seer saa skikkelig ud! jeg vil ikke hindre Eders Lykke!« og hun førte ham hen til Vinduet og gav ham et Kys. Vennerne holdt deres Løfte, gav ham Reisepenge. Han gik i Czarens Tjeneste, kjæmpede ved Pultava, vandt ridderligt Navn og Hæder. Siden da Danmark trængte til ham, vendte han igjen tilbage og blev en mægtig Mand i Kongens Hær og Raad.

42

[Herefter har r1 kun ordene saaledes ... Stue, se ndf.; k har:]

»Med Guld hans Kjole var bræmmet,
Og Ordner skjulte hans Bryst,
Hans Kind af Solen var brunet
Men Øiet blev kjækt og lyst.«

synger Digteren*). Saaledes traadte han en Dag ind i Professorens tarvelige Stue, det var heller ikke Professoren han denne Gang vilde tale med, det var igjen hans Jomfru Datter, Ingeborg Vinding, som gav ham Kysset, Indvielsen til hans Lykke; fjorten Dage der efter holdt Hr Peter[!] Vendelboe Løvenørn sit Bryllup.

Paa den danske Ø Fyen hærgede engang Fjenden slemt; een Landsby var dog endnu forskaanet, men snart vilde ogsa den blive plyndret og afbrændt. Et Par fattige Folk levede i et lavtliggende Huus i en Udkant af Byen. Det var en mørk Vinteraften; man ventede Fjenden og i den Angst toge de Psalmebogen og slog op i den for at se om den Psalme de først traf paa kunde give dem Raad eller Trøst. De aabnede Bogen og læste Psalmen: »Vor Gud han er saa fast en Borg.« Fuld af Fortrøstning sang de den og styrkede i Troen gik de tilsengs og sov i Herrens Varetægt. Da de om Morgenen vaagnede var der mørkt i Stuen, Daglyset kunde ikke trænge ind; de gik til Døren, den var ikke til at aabne, nu steeg de op paa Loftet, fik der Laagen op og de saae at det var høi, lys Dag, men et tykt Sneefog havde om Natten indsneet det hele Huus og skjult det for Fjenden som ved Nattetid havde plyndret og afbrændt Byen. - Da foldede de taknemligt deres Hænder og gjentog Psalmen: »Vor Gud han er saa fast en Borg!« Gud Herren havde bevaret dem, reist af Sneen en Skandse om dem.

Der fortælles fra Nord-Sjælland et mørkt, tankevækkende Sagn. Rørvig Kirke ligger ud mod Sandhøiderne ved det stormfulde Kattegat. En Aften ankrede derude et stort Fartøi, man antog det for et russisk Krigsskib. Ud paa Natten blev der banket paa Præstegaardens Port og flere bevæbnede, formummede Personer befalede Præsten at tage sin Ordensdragt paa og at følge med dem ud til Kirken. De lovede ham en god Betaling, men brugte Trudsler om han vægrede sig. Han gik med. Kirken var oplyst, ubekjendte Folk samlede derinde og Alt i dyb Taushed. Foran Alteret ventede Brudgom og Brud i prægtige Klæder, som vare de af høi Stand, men Bruden var bleeg som en Dødning.

Da Vielsen vare tilende faldt et Skud og Bruden laae dræbt foran

* 43

Altaret. De toge Liget og droge alle bort med det. - Næste Morgen havde Skibet lettet. Ingen have, indtil vore Dage, fundet Forklaring paa denne Begivenhed; Præsten som oplevede den, indskrev det Oplevede i sin Bibel, der er gaaet i Arv til hans Slægt, den gamle Kirke [ligger] endnu mellem Klitterne ved det rullende Kattegat og Sagnet lever i Skrift og Minde.

Endnu et Kirke-Sagn maa jeg fortælle:

Der boede i Danmark, paa Øen Falster, en rig, fornem Frue, hun havde ingen Børn og hendes Slægt var ved at uddøe. Hun lod da, for en Deel af al sin Rigdom, bygge en prægtig stor Kirke og da den var fuldført og Altarlysene tændte, gik hun op til Altarbordet og bad, paa sine Knæ, Vorherre forunde hende, for hendes gudelige Gave, at hun maatte leve paa Jorden saalænge hendes Kirke stod. Og Aar gik hen. Hendes Slægtninger døde, hendes gamle Venner og Bekjendter, al Gaardens tidligere Tyende, laae i deres Grav; men hun, som havde gjort et saa daarligt Ønske, døde ikke. Slægt paa Slægt blev hende fremmet. Ingen nærmede hun sig, Ingen kom til hende. Hun henlevede i en lang Alderdom, sad forladt og ene; hendes Sandser sløvedes, hun var som en Sovende, men ikke død. Hver Juleaften blussede et Øieblik Livet op i hende og hun fik sit Mæle; da bød hun at de skulde lægge hende i en Egekiste og sætte den i aaben Begravelse i Kirken. Præsten skulde da hver Julenat indfinde sig for hende for at høre hendes Befaling. Og hun blev lagt i Kisten og den bragt hen i Kirken. Hver Julenat kom Præsten, som han skulde det, gjennem Koret hen til Kisten og løftede Laaget, for den gamle trætte Frue, som her laae uden Hvile: »Staaer end min Kirke?« Spurgte hun med bævende Røst; og paa Præstens Svar: »den staaer endnu!« sukkede hun dybt og sorrigfuldt, sank tilbage og Præsten lod Laaget falde og kom igjen den næste Julenat, og igjen den næste og atter den næste. Nu er der ikke længer Steen paa Steen af Kirken, intet Spor af de begravne døde; nu voxer her paa Marken en stor Hvidtjørn, deiligt i Blomster hvert Foraar, som var det Livets Opstandelses Tegn. Den groer, paa det Sted siger man hvor Kisten stod med den høifornemme Frue, hvor Støvet af hende blev Støv i Jorden.

Lærdommen heraf er let at udfinde: vær agtsom i dine Ønsker, de kunne bringe Straf og stor Fortræd, derom er endnu et Sagn, lysteligt at høre, men ikke lysteligt for Konen det fortælles om. Det var saadan en gammel Morlille der boede ikke langt fra Gadekjæret, derhen gik hun for at hente Vand i sin Krukke og mødte der en Dag, en kjøn, fremmet Mand der lovede hende tre Ønskers Opfyldelse og da hun nu var temmelig svag tilfods, saa var hendes første Ønske, at Krukken selv maatte kunde gaae til Gadekjæret og 44 komme fyldt hjem; og da det var hende besværligt at faae sit Brænde kløvet, ønskede hun at Alt hvad hun slog paa maatte gaae istykker og da den Stump hun havde at spinde var saa kort, ønskede hun at Alt hvad hun trak i maatte blive længer og længer. Da hun nu kom hjem i sin Stue og Vandet var opbrugt, vilde hun forsøge om Krukken virkeligt kunde løbe til Gadekjæret og komme fyldt hjem, og det kunde den! da blev hun saa glad at hun slog Hænderne til Hofterne og de gik strax i Stykker saa at hun faldt om paa [Gulvet] og græd bitterligt. I sin Bedrøvelse strøg hun sig over Næsen, den kløede og hun trak i den, trak og trak til den blev saa lang at den hang hende ned i Skjødet. Det var en forfærdelig Ulykke saaledes at faae sine Ønsker opfyldt, men ganske lysteligt at høre derom, og da vi nu ere komne ind paa det lystelige vil jeg endnu fortælle et saadan Sagn om Trolden eller som han kaldes Bjergmanden, der blev narret af Bondens listige Dreng.

Det er en gammel Folketroe, at da Vorherre udstødte de faldne Engle faldt nogle ned paa Høiene, derinde boe de og kaldes Bjergfolk eller Trolde; altid flygte og frygte de Tordenveiret, det er dem et Herrens Røst andre faldt i Ellemoserne, de kaldes Elverfolk og blandt disse ere Qvindfolkene saare deilige at see men ikke at lide paa, de ere ogsaa hule i Ryggen, som et Deigtrug. Andre faldt ned i gamle Gaarde og Huse, de bleve Dværge og Nisser; alle komme de dog stundom i Samqvem med Menneskene, derom er utallige Sagn, underlige at høre. Oppe i Jylland boede saaledes i en stor Høi en Bjergmand med en heel deel Puslinger.

[Her begynder r3 ].

[E]en af hans Døttre giftede sig med Smeden i Landsbyen. De[t] var en slem Smed, han pryglede sin Kone. Det blev hun [træt?] af og da han en Dag igjen vilde prygle hende, tog hun [en] Hestesko og brak den tvers over, saadanne Kræfter havde [hu]n og kunne have knækket ham med; det tog han sig til Eftertanke og slog hende ikke oftere; men da det rygtedes i Egnen blev hun ilde anseet og kjendt som et Troldbarn. Ingen i Sognet vilde have Omgang med hende. Det fik Bjergmanden Nys om, og en Søndag, da Smeden og hans Kone stode med Sognefolkene paa Kirkegaarden og ventede Præsten, saae hun ud over Fjorden hvor en Taage hævede sig. »Nu kommer vor Fa'er!« sagde hun; »vred er han!« - Og han kom og vred var han. »Vil Du kaste dem til mig, eller vil Du tage imod dem!« spurgte han og saae med glubske Øine paa Kirkegjængerne. »Tage mod dem!« sagde hun, thi hun vidste at han ikke vilde tage lempeligt paa dem, naar de faldt i hans Hænder. Og Bjergmanden greb den Ene efter den Anden og kylede ham over Rygningen af Kirketaget, mens Datteren, paa den anden Side, tog lempeligt 45 imod dem. Fra den Tid kom hun godt ud af det med Sognefolkene. Alle vare de bange for Bjergmanden og der vare mange af hans Slags rundt om i Landet. Klogest var det at undgaae Klammeri, heller at føre sig Bekjendtskabet til Nytte. Troldfolkene havde jo store Kjedeler fyldte med Guldpenge, det var nok værd at faae en haandfuld af disse, men der til maatte man være snu og snildsom, og det var en Bondemand om hvem jeg skal fortælle, men hans Dreng var dog endnu snildere.

Bonden havde paa sin Mark en Høi, den vilde han ikke lade ligge udyrket, han pløiede den; men da kom Bjergmanden der boede i Høien og spurgte: »hvor tør Du pløie paa mit Loft?« - »Jeg vidste ikke at det var dit!« sagde Bonden, »men det er jo ikke gavnligt for nogen af os, at lade et saadant Stykke Jord ligge udyrket. Lad mig pløie og saae! og da tager Du i det ene Aar hvad der voxer over Jorden og jeg det som voxer i Jorden. I det andet Aar omvendt!« - Det bleve de enige om, og Bonden saaede det ene Aar Gullerødder og det andet Aar Korn. Bjergmanden fik Toppen af Gullerødderne og Rødderne af Kornet. Saa levede de i god Forstaaelse. Men nu skulde der være Barnedaab i Bondensgaard. Bonden var i stor Forlegenhed, da han ikke godt kunde undgaae at indbyde Bjergmanden, som han levede i god Forstaaelse med: men tog Trolden mod Indbydelsen, da kom Bonden i slet Rygte hos Præsten og de andre Sognefolk. I hvor snu Bonden end ellers var, denne Gan[g] kunne han dog ikke hitte paa Raad; han talte derom [til] sin Svinedreng, han var den snildeste af dem begge. »Jeg skal nok hjælpe os!« sagde Drengen, tog saa en stor Sæk o[g gik] til Bjergmandshøien, bankede paa og blev indladt. Han kom for at indbyde til Barnegilde, sagde han. Bjergmanden tog derimo[d] og lovede at komme. »Jeg faaer vel ogsaa give Faddergave?« sagde han. »Det hører til!« sagde Drengen og aabnede Posen. Troldenøste Penge i den. »Er det nu nok?« Drengen løftede paa Sækken. »Mange give Mere, Faae give mindre!« - Og Bjergmanden øste nok en skovlfuld Penge i den. »Er det nu nok?« - Drengen løftede paa Sækken. »Saadanne give de Fleste!« - Da bleve alle de Penge der vare i den store Penge-Kjedel heldt i Posen. »Ingen give Mere! de Fles[te] mindre!« - »Lad mig saa vide,« sagde Bjergmanden, »hvilke store Fremmede I faae!« - »Tre Præster og een Bisp!« sagde Drengen. »Det var stort! - men saadanne Herrer see kun efter Mad og Drikke, de give ikke Agt paa mig. Hvem kommer ellers?« - »Saa kommer Moder Maria!« - »Hm! hm! men der bliver vel for mig nok en Plads bag Ovnen! - nu og saa?« - »Ja, saa kommer Vorherre[!«] - »Hm! hm! hm! det var mægtigt det! dog saa høifornemme Gjæster komme silde og gaae tidligt. Jeg vil, medens 46 de ere inde, liste mig udenfor. Men hvad Musik skulle I have?« »Tr[om]memusik!« sagde Drengen. »Vor Fader har bestilt et svært Tordenveir, som vi skulle dandse efter! det bliver Trommemusik!« - »Ih, du Forfærdelige!« raabte Bjergmanden. »Siig din Husbond tak for Indbydelsen! men jeg bliver hjemme. Veed han dog ikke at Tordenveir og Tromme er mig og al min Slægt en Rædsel. Jeg gik engang i min Ungdom ud for at spadsere, da begyndte et Tordenveir at tromme, og jeg fik een af Trommestikkerne over Laarbenet, saa det knak. Jeg skal ikke mere til den Musik! Siig Tak og hils hjemme!« Og Drengen tog Posen paa Nakken, bragte Husbond den store Rigdom og Troldens venlige Hilsen.

Af saadanne Sagn have vi mange; nu kunne disse være nok for idag.

Hans Christian Andersen.

47

Erik Dal Textkritik Variantapparatets vidnesbyrd om udgavernes historie og tidens sprog

... jeg lever i en stadig Strid med Sætterne,
der velmenende sætte Comma overalt
og derved forstyrre mig Rythmiken.

Kirkegaards Papirer VIII:1 s. 21, fundet DO XXIII 235

48

Forkortelser

anvendt i dette afsnit foruden de i udgaven ellers gængse.

AJ Anker Jensen: Studier over H. C. Andersens Sprog. Haderslev 1929.
BEG H. C. Andersens Brevveksling med Edvard og Henriette Collin. Udg. af C. Behrend og H. Topsøe-Jensen. I-VI. 1933-37.
BHW H. C. Andersen og Henriette Wulff. En Brevveksling. Ved H. Topsøe-Jensen. I-III. Odense 1959-60.
DO Ordbog over det danske Sprog. Grundlagt af Verner Dahlerup. I-XXVIII. 1918-56.
DSH Peter Skautrup: Det danske sprogs historie. Benyttet er II-V 1947-70.
HR H. P. Holst: Dansk Retskrivningsordbog. 1863.
MD Aage Hansen: Moderne dansk. I-III. 1967.
MO1 Christian Molbech: Dansk Ordbog. I-II. 1833.
MO2 samme, Anden, forøgede og forbedrede Udgave. I-II. 1859.
MO fællesbetegnelse for de to udgaver.
RO Retskrivningsordbog. Udg. af Dansk Sprognævn (ved Jørgen Glahder). 1955.
Rubow Paul V. Rubow: H. C. Andersens Eventyr. Forhistorien - Idé og Form - Sprog og Stil. Anden, gennemsete Udgave. 1943. (Foretrækkes for 1. udg. 1927 bl.a. pga. registrene).
SGr 70 Svend Grundtvig: Dansk retskrivnings-ordbog, stemmende med de på det nordiske retskrivningsmøde i Stokholm 1869 vedtagne regler. 1870.
SGr 72 Svend Grundtvig: Dansk Haandordbog med den af Kultusministeriet anbefalede Retskrivning. 1872.
SGr fællesbetegnelse for de to ordbøger.

49

Denne afhandling skulle være udkommet i 1969. Da punktkommentaren allerede forinden viste sig forsinket, kom andet arbejde imellem, og manuskriptet er efter periodevis arbejde i et par år slutdateret 31.12.1973. Det blev dengang læst af Erling Nielsen, H. Topsøe-Jensen, F. J. Billeskov Jansen og - som kollegial tjeneste - af ordbogsleder Anne Duekilde, hvis bemærkninger bl.a. om H. P. Holsts ordbog dels blev benyttet, dels henlagt sammen med et par egne noter. To store opgaver til Andersen-mindeåret 1975 var uopsættelige, og derefter kom emnet på afstand.

Ved sagens genoptagelse i 1985 læste prof. dr. Poul Lindegård Hjorth stikprøvevis nogle sider, og cand. mag. Fl. Hovmann kontrollerede alle detailler og medvirkede på anden måde. Enkelte tilføjelser blev gjort og et par mindre afsnit revideret især efter Anne Duekildes gamle forslag. Om en gen-indlevelse i stoffets detailler kunne derimod ikke være tale (og en fornemmelse af stoffets selektive eller næsten fuldstændige karakter i de forskellige afsnit må derfor savnes), ej heller om arbejde med den nyeste litteratur om dansk sprog, herunder udtalen, eller om Andersen, herunder Dagbøger 1825-75 I-XII 1971-77, som dog stedvis var benyttet.

Der er grund til at fremhæve, at afhandlingen er bundet til apparatets kronologisk og systematisk udnyttede udsagn, og at fremdrage en betragtning, der dukker op næsten til allersidst: en metodisk behandling af de angivne sproglige emner måtte inddrage hele eventyrsproget. En hel sprogbeskrivelse er ikke formålet, selvom der nok gives bidrag til den. En beslægtet opgave ville det være at give en oversigt over de få større og de vigtigste mindre ændringer, der må antages at skyldes eventyrdigteren selv; men denne opgave bør snarere løses i forbindelse med en samlet vurdering af de processer, der fører fra 0-tryk til bogform.

For 25 år siden kunne man få beskedne eksemplarer af de fleste Andersen-udgaver billigt - og man kunne byde sætterne et frakturforlæg! De sammenlignende læsningers resultat findes derfor som blyantskorrekturer i en række udgaver, der stort set er dubletter i forhold til udg.s Andersen-samling i øvrigt. Disse bøger plus visse korrekturer og forarbejder fortjener at bevares samlet, men der er ikke på indeværende tidspunkt truffet dispositioner herfor.

50

I: Udgangspunkter

Denne udgaves variantapparat tilsigter især at registrere eventyrtrykkenes ændringer frem til og med den illustrerede fembindsudgave, bortset fra ændringer i tegnsætning og - stort set - retskrivning. Manuskriptvarianter medtages, (1) når manuskripter afviger fra den ældste bogudgave på steder, hvor trykkene har forårsaget en note, (2) når manuskripter yder en sikker eller sandsynlig textrettelse med stjerne, (3) i et mindre antal tilfælde derudover; se orienteringen i bd. I. Helt udenfor udgavens rammer og muligheder ligger derimod et apparat (og en efterskrift) med nærmere redegørelse for forholdet mellem manuskripter og tryk. Emnets grundige behandling måtte knyttes til en manuskriptudgave, der ligger helt udenfor synsvidde, eller ihvertfald til en række enkeltstudier som fx H. Topsøe-Jensens for Nordlundes Bogtrykkeri, samlet i Buket til Andersen, 1971, og Vintergrønt, 1978.

Det har fra begyndelsen stået udgiveren smertelig klart, at arbejdet med trykvarianterne og den snævre begrænsning af manuskriptbrugen, såvelsom nærværende afhandlings indhold, var et underlig brakt farvand i forhold til dybere studier over den kunstneriske proces, som den afspejles i manuskripterne med støtte i andre dokumenter af og om H. C. Andersen. Alligevel forekom opgavens løsning nødvendig.

De stikprøver og ræsonnementer, der i sin tid motiverede valget af eventyrhæfternes førsteoplag som textgrundlag, har imidlertid vist sig holdbare. Man har længe vidst: at H. C. Andersen arbejdede indgående med sine manuskripter, at han netop derfor var en meget moderat selvretter i trykkene, og at han havde hjælp til den rutinemæssige del af korrekturlæsningen især fra Edvard Collin og fra bogholder L. R. Møller på C. A. Reitzels Forlag (MLE I forord) - med en standardisering udover det rent formelle som lejlighedsvis følge. Ikke desto mindre må udgiver som læser gøre sig klart, at der foreligger et subjektivt moment og et ringslutningsmoment i vurderingen af trykvarianterne. Det subjektive moment ligger i, at udgiveren må stole på sit eget gehør for at afgøre, hvad der er god Andersen-stil på et givet sted - ringslutningsmomentet i at man er tilbøjelig til at godskrive digteren endog sene rettelser til det bedre, fordi man nu engang antager, at han

51

retter godt, hans sættere og hjælpere principielt tilfældigt eller dårligt.

Det samlede apparat er lille i betragtning af de sammenlignede versioners antal, texterne er med andre ord nogenlunde stabile. Dog er mange tusind detailler registreret. Behandlingen af dem tjener to formål - hvorfor der redegøres under »ad III« og »ad IV« - og har en teknisk baggrund, skildret under »ad II«, der imidlertid kommer ind imellem de to andre punkter i dette afsnit.

ad III: Tidligere Andersen-udgivere og filologer har i et vist omfang gjort sig selv og deres læsere bekendt med vigtigere ændringer og særlig interessante detailler i de successive eventyrudgaver. Et nærmere overblik over disses forhold, om så blot i ukommenteret stemmaform, har de dog ikke meddelt. Man kan også med nogen ret underkende betydningen heraf. Men hvis man som her sket postulerer førsteudgaverne som de bedste, er det dog ikke ligegyldigt at vide, hvilke og hvormange ændringer der indkommer, og ad hvilke veje de vandrer frem til de to udgaver af de samlede skrifter, som er de fleste nyere udgavers grundlag.

Undersøgelsen kaster lys over det nittende århundredes almindelige trykkeripraxis. Hvis en forfatter er en stor selvretter - som Oehlenschläger, Paludan-Müller eller Pontoppidan - så har forlag og trykkeri fra gang til gang måttet arbejde med sammenklippede og gennemrettede og delvis nyskrevne forlæg, som var bogen ny. Og forskerne har, hvadenten de strakte sig til en kompliceret textedition (hvormange har vi?) eller blot redegjorde for bearbejdelserne, været nødt til at tage udgavespørgsmålet højtideligt. Men i de hyppigere tilfælde, hvor forfatteren lod værket stå som det stod, har forlaget gerne selv sørget for nye oplag og udgaver efter behov, og autor har ventet, at det blev gjort pålideligt, uden at kunne eller ville bebyrde sig med korrekturarbejde.

Heraf følger imidlertid med sikkerhed ændringer i texten, ikke blot i tegnsætning og stavning, men også på ordplan: ord tilsættes, glemmes, ændres eller bytter plads, altsammen uden »tyrkfejl« i ordinær forstand. Dette er så nær en naturlov, at man med føje kan bruge det gængse udtryk: fejlene »indsniger sig«, som om typerne blev anbragt af sætternisser. Fejlene vil normalt ophobe sig, fordi hvert oplag gerne sættes efter det nærmest foregående, ikke efter det første eller efter det seneste godkendte oplag. Vort apparat og den følgende behandling vil vise, hvor betydelige sløringer af originalens almindelige præg denne proces kan medføre. Er end exemplet Andersen måske atypisk, fordi det ikke er sjuskethed og ligegyldighed, men i højere grad pertentlighed og bedreviden, der har været på spil, kan analysen dog tjene til almen belæring.

52

ad II: Det skal dog siges, at udgiveren kun med ringe udbytte har holdtøjnene åbne for de behandlede bøgers tekniske fremstilling som mulig fejlkilde. Som nævnt i forord til bd. I er der under arbejdet brugt mindst to exemplarer af hver udgave af hensyn til, at der under trykningen af disse bøger kunne være sket rettelser i satsen; men forsigtigheden blev ikke belønnet. Denne afhandling kan derfor ikke gøre fordring på at regnes til The New Bibliography, den højt raffinerede faglitteratur, hvori navnlig engelske filologer, litterater og bibliografer har lært hvad læres kunne om ældre bogtrykteknik, med fordybet textkritisk indsigt som mål. Metoderne har vist sig frugtbare ikke blot for deres primære objekter, den elizabethanske og følgende storhedstids bøger, men også for 19. og 20. århundredes litterære texter, fremstillet mere eller mindre industrielt. Dette kan ses fx af den seneste sammenfatning, Philip Gaskell: A new introduction to bibliography, Cambridge 1972, og det forbilledlige atlas af Wytze Hellinga: Copy and print in the Netherlands. An atlas of historical bibliography, A'dam 1962. Se også Roger Laufers på s. 119 citerede bog.

Danske studier ad disse baner lader endnu vente på sig, og det her følgende afsnit II har ikke kildegrundlag nok til at være virkelig talende. Måske derfor har udgiveren tilladt sig at bringe ukendte data også om bogfremstillingens økonomiske side.

ad IV: Ændringer i Andersen-udgaverne summerer sig op til et ikke lille bidrag til det danske skriftsprogs udvikling i detaillen gennem den senere del af guldalderen, 1835-74. Her tænkes på ændringer i stavning, bøjning og orddannelse, som det er svært at tillægge nogen kunstnerisk betydning. Går man videre til ordforråd og ordføjning, er man inde på vigtigere områder; men selv der må man erkende, at det egentlig andersenianske udbytte ikke er imponerende. Thi som nævnt går de naturnødvendige textudskridninger langt ind på disse områder - de fleste rutineoptryk ihvertfald af afdøde forfattere vil hurtigt afgive exempler.

Indirekte har dog også ikke-autentiske ændringer af bedrevidende eller ubevidst art nogen betydning for forståelsen af Andersens berømmede eventyrstil. Er end mange ændringer (også i brug af småord etc.) uden følelig æstetisk betydning, så er der dog også uhyre mange, der efter den lettere læsemådes princip tjener til at skubbe texten ned i mere slidte furer, i retning af normalprosa. Det høres ofte meget tydeligt, og selvom et egentligt bevis måtte bygge på endeløse inventarer over eventyrsproget eller Andersen-sproget som helhed, så er der ingen tvivl om, at en del af varianterne belyser den andersenske diktion ved at sammenstille dens enkeltheder med nærliggende, men banale vendinger fra det gennemsnitlige sprog.

53

En redegørelse for glidningerne fra udgave til udgave er derfor en pligt, der flyder af vort punkt III; og her er inddraget iagttagelser vedrørende tegn og stavning, under apparatets niveau, men noteret i arbejdsexemplarerne af de gamle udgaver. Af vort punkt IV flyder en sprogligt kategoriseret gennemgang af selve apparatets indhold og her med mindre vægt på nøjagtig datering. Udgiveren ville, dersom han havde til opgave at redigere en text til »folkelæsning«, ikke forvilde sig ud i flere konjekturer end de få, der er optaget som stjerneformer, men ville nok lade et lidt friere udvalg af textformer ældre eller yngre end A nyde fremme. Resultatet ville strengt set være en »redigeret text«, men en god.

Faktisk modtog udg. en opfordring til at etablere en sådan, kort efter at denne påstand og nærværende afhandling var skrevet og henlagt, nemlig da han anmodedes om at forestå Lademanns Forlags rigt illustrerede såkaldte Mindeudgave af Samlede Eventyr og Historier I-V 1975; her krævedes nemlig retskrivningen af 1948 og en begrænset normalisering af tegnsætningen gennemført, og det forekom da naturligt netop at lade »et lidt friere udvalg af textformer ældre eller yngre end A nyde fremme« (se Mindeudgave I 16 og V 257). Arbejdet påhvilede stort set Estrid Dal, og vi vovede den påstand, at udgaven »I denne forstand ... rummer den bedste tekst der findes«.

* 54

Fra Blanco Lunos Erindringsbog

Ordre nr. Bestill. dato Titel, evt. oplagstal Levering uge Rd. Mk. Sk.
18441
144 17.1. Kongen drømmer (775) 18/24. feb. 19. 0. 0.
1169 11.12. Billedbog uden Billeder, 2.oplag (775) 15/21. dec.
1170 - NE2-45 (2025) - ialt 76. 4. 8.
18462
3973 17.4. Liden Kirsten 3/9. maj 18. 5. 4.
1116 12.11. EB5-47 13/19. dec. 17. 3. 0.
1117 - EB6-47 - 17. 3. 0.
1123 14.11. Digte, gamle og nye 20/26. dec. 121. 2. 10.
18474
268 25.3. NE4-47 28. mts./3. apr. 53. 1. 8.
269 - NE1-47 11/17. apr. 38. 3. 12.
818 28.10. Ahasverus 12/18. dec. 102. 4. 8.
18495
19 11.1. Brylluppet ved Como-Søen 21/27. jan. 18. 3. 0.
265 12.4. EP-50, hæfte 1 (3075) ? 153. 0. 0.
389 2.6. 2 (3050) 2/8. sep. 137. 0. 0.
390 - 3 (3025) 4/10. nov. 153. 0. 0.
3916 - 4 (3025) 2/8. dec. 104. 0. 0.
709 7.10. Meer end Perler og Guld 7/13. okt. 28. 4. 8.
7577 24.10. -, extra 1025 exx. 26.10/10 nov 15. 0. 0.
962 22.12. En Nat i Roskilde 1/5. jan.50 12. 3. 0.
18508
175 21.2. Ole Lukøje9 3/9. mts. 35. 0. 0.
271 25.3. Den ny Barselstue (anonymt) ? 20. 3. 0.

* 55

Titel, oplag og trykkeripris for en række værker 1854-73.

Bibl. Titel og år Sidetal Oplag Pris i Rd.
641 SS 3, 1853, O.T. 294 500 200
646 SS 5-6, 1854, Kun en Spillemand 142+172 500 185
650 EP-54 522 4000 1200
733 En Landsbyhistorie, 1855 114 1000 100
736 HP-55 168 4000 800
745 SS 22,1855 589 2000 1700
samme som MLE-separatudgave 1000 925
746 Billedbog uden Billeder 4. udg. 1856 104 1500 160
762 SS 23, 1855, At være ... 295 3000 1500
792 MLE, 2. udg. 1859 600 1000 925
843 EHP-1 1862 440 4000 3000
869 SS 24,1863, I Spanien 309 2500 1000
876 Paa Langebro, 1864 22 1500 75
879 Han er ikke født, 1864 76 1000 100
888 Da Spanierne var her, 1865 94 1000 125
889 Ravnen, 1865 11 1500 35
901 Billedbog uden Billeder 5. udg. 1866 104 1500 100
906 De to Baronesser, 2. opl. 1866 276 1500 400
907 Improvisatoren, 3 opl. 1866 355 1500 450
939 15 EH-67 124 2000 200
940 Kjendte og glemte Digte, 1867 378 1000 400
971 SS 25-68, ligeså SS 26/27/28-68 186 2000 400
978 Dryaden, 1868, to oplag 60 6000 330
982 En Nat i Roeskilde, 1869 7 2000 25
992 3 NEH-70 64 5500 320
1006 Lykke-Peer, 1870 186 5500 1000
1007 EHF 3-70 ligeså EHF 3/4 344 4000 3600
EHP 1/2,4. udg. 4000 3000
Endvidere: Nye Eventyr og Historier
767 NEH 1-58 88 7000 700
774 NEH 2-58 67 6000 600
782 NEH 3-59 79 6000 600
794 NEH 4-59 82 7000 700
817 NEH 5-61 86 6000 600
828 NEH 6-62 100 6000 662 1/2
890 NEH 7-65 76 5000 500
910 NEH 8-66 74 5000 500
1016 NEH 9-72 75 4000 400
1023 NEH 10-72 82 5000 400

56

II: Bogtrykkerarkivalier og bogtrykkerpraxis

H. C. Andersens eventyrudgaver er alle udkommet på C. A. Reitzels Forlag og trykt hos dettes mest benyttede bogtrykker, Bianco Luno, EHF 1/3-70/74 dog i Thieles Bogtrykkeri, uvist hvorfor. Kombinationen af de tre navne kom i stand meget snart efter Lunos etablering 1831-32. Luno døde 1852 og Reitzel året efter; begge firmaer videreførtes af familiemedlemmer, se nærmere de skiftende firmabetegnelser bagpå nærv. udgaves deltider. Firmaerne existerer som bekendt endnu, omend C. A. Reitzel har haft en længere pause i forlags-, men ikke i boghandlervirksomheden. At Andersen havde et venskabeligt forhold til guldalderdigternes hovedforlægger og til hans sønner Theodor og Carl Reitzel, der drev firmaet til 1893, er kendt; man kunne ønske en behandling af dette forhold med mange breve i Kgl. Bibl. som udgangspunkt. Derimod er Andersens relation til bogtrykkeriet lidet kendt, kun enkelte steder i dagbøgerne omtaler han korrekturaflevering hos Luno (eller Thiele).

Imidlertid finder man under navnet Emil Wiinblad (VII 353, 355(?), 377) hentydninger til, at den senere succesrige redaktør af Social-Demokraten som fattig typograflærling hos Luno forsøgte sig med at sende eventyr i Andersens stil til mesteren selv og fik dem tilbage med et brev. Wiinblads søn og biograf skriver, at Andersen ikke turde anbefale disse forsøg til noget forlag, men at hvis den unge mand vedblivende følte trang til at skrive, skulle han fortsætte (Robert Wiinblad: Redaktør E. Wiinblad, 1929, s. 29 f). Og lærekammeraten, senere journalist Norman Bryn, fortæller i en artikel om Wiinblads ungdom følgende (Social-Demokraten 27.12.1935, de to henvisninger er med tak modtaget fra den tidligere typograf Robert Pedersen M.F.):

»Blandt de Mænd, der paa den Tid kom i Bianco Lunos Bogtrykkeri, var Digteren H. C. Andersen, der fik nogle af sine Værker trykt her. Jeg har som ung Typograf sat et Par Stykker af Eventyrene og fik herved Lejlighed til at tale med Digteren om Korrekturen og lignende. H. C. Andersen var en venlig, beskeden Mand med et elskeligt Smil og et vindende Væsen. Han tog saa let og overbærende paa Sagerne og virkede saa charmerende, at han ikke kunde undgaa at gøre Indtryk paa mit unge Sind.

57

Naar H. C. Andersen ved sine Besøg gik gennem Sætteriet, hilste han altid venligt paa Personalet, Faktoren, Typograferne og deres Lærlinge, idet han passerede langs Sættekasserne, og han nikkede ogsaa til Emil og hans Læresvend, en ung jødisk Typograf.«

Alle eventyrudgaverne er jævnt pæne bøger, kun 15EF-67 har lidt højere ambitioner. De er håndsat og trykt med maskine på maskinpapir, fortrinsvis med hurtigpresse; Luno øgede sit fortrinlige udstyr med sådanne fra 1840, og Andersens oplagstal var ofte høje. Formatet er sedez, dvs. at der trykkes 16 sider ad gangen, nemlig et 16-sidet arks fulde text i halvdelen af oplagets størrelse, hvorefter papirbunken bliver »slået om«, og der trykkes på den anden side. Før hæftningen deles dobbeltarket til de da som nu gængse 16-sidede ark (som egentlig hører til oktavformatet).

Der vælges gængse snit af frakturskrifter, som først i Andersens sidste år brugtes til mindre end halvdelen af dansksprogede bøger. Fremhævelse sker ved spatiering, til latinske og franske ord bruges antikva; begge afvigelser fra grundskriften er i nærv. udgave gengivet ved kursivering, mens isoleret brug af store eller fede typer er efterlignet. Illustrationer er trykt med xylografiske stokke eller med elektrogalvaniske kopier af sådanne, senere med højtryksætsninger af flere arter, sidst med stregklicheer; herom udførligt Erik Dal: Danske H. C. Andersen-illustrationer 1875-1975, 1975.

De få dokumenter, der er bevaret til belysning af bogtrykkeriets arbejdsgang, fortjener at udnyttes til belysning af tidens bogverden på førende steder, selvom det ikke er meningen at styre ud i erhvervshistorien med fuld udnyttelse af dette fags kilder.

Bianco Lunos Erindringsbog er bevaret på firmaets kontor for årene 1844, 1846, 1847, 1848, 1850, og udgiveren takker for tilladelse til at bruge den. Det er en lille årbog i grønt helsaffian med guldtryk i nyrococo. Den anfører hver dags bestillere og ordrer og henviser til et ugenummer; senere i bindet findes en seddel med hver uges afleverede ordrer og deres regningsbeløb, desuden et kasseuddrag. De bevarede bind rummer 16 Andersen-bøger, deraf 6 eventyrudgaver, om hvilke der gives følgende oplysninger. Møntsystemet er som bekendt 1 rigsbankdaler, fra 1854 kaldet rigsdaler, à 6 mark à 16 skilling, 1875 konverteret til 2 kroner.

Udgivelsesdatoerne, som kan efterses i BFN, falder naturligvis meget tæt efter afleveringsdatoerne - men disse falder unægtelig så tæt efter bestillingsdatoerne, at man må forbavses og imponeres over den gamle tekniks formåen, jfr. nedenfor. Bortset fra EP-50 i hæfter er digtene fra 1846 den største bog i det foreliggende materiale: 328 sider med indtil 26 linier, sat, korrigeret, trykt og hæftet fra 14.11. til udgivelsesdatoen 26.12., netop 6 uger! Mere kendt er behandlingen af 58 de to mesterværker, som udgør NE2-45, der udkom på dendedagen efter bestillingen, men det drejer sig »kun« om 68 sider. Dagbogen for 11.12.1874 (X 371) fortæller vidtløftigt om spektakler med korrekturen på EHF5-74 - men den udkom dog den 20. samme måned.

Oplagstallene for Andersens skrifter er ikke emnet for denne afhandling, men der er dog grund til at meddele flg. liste over sidetal, oplagstal og bogtrykkerregning for en lang række titler 1853-72; den er fundet i et brevlæg fra Reitzels Forlag (Ny kgl. Saml. 2937,4°, nr. 4). Man bemærker i begge lister uden undren, at eventyrudgaverne ligger højt. At et født standardværk som EP-50 sigter højt og endda må optrykkes få år efter, er sin sag. Men medens et øget oplag af Billedbog uden Billeder sættes til 750 salgsexemplarer, lægges NE2-45 på 2000 i erindring om hvor hurtigt man året før måtte optrykke NE1. Til gengæld blev NE2/5 aldrig optrykt i hæfter. Tallene kan sammenlignes med samtidige oplagstal i Sv. Møller Kristensen: Digteren og Samfundet, 1942 og senere.

Indad mod værkstedet vender en anden kilde, som er endnu spinklere overleveret end erindringsbogen, nemlig Bianco Lunos Sætterregninger for 1859, et af de få bogtrykkerdokumenter i Erhvervsarkivet i Aarhus. Vi befinder os i en periode af akkordarbejde, jf. det følgende, og to år efter at personalet efter ærbødigst anmodning til den dygtige enkefru Charlotte Luno havde opnået en forbedret arbejdsberegning i anledning af en da begyndt dyrtid. Kilden i dens helhed giver ligesom erindringsbogen et levende indblik i tidens bogmilieu, og hvis der forelå længere rækker af disse to slags regnskaber, ville deres vidnesbyrd om Andersens »bogtrykkerhistorie« være et oplagt emne. Her må de sparsomme data stå for, hvad de er værd.

Ved nytår 1859 var man ved at sætte 2. udgave af Mit Livs Eventyr, der dog først udkom i november. I sedezformatet er hvert ark lig 2 signaturer à 16 sider, og sætteren afregner disse med 6 rd. 5 mk. Sætteren Kalby får følgelig ved udgangen af januar tre gange dette beløb for sign. 17-18, 19-20, 21-22, dvs. 20.3.0., mens V. Hansen sætter 23-24 og 25 og modtager 10.1.8.; han sætter i februar 26 for 3.1.8. (hvorfor en mark under halvdelen af arktariffen?). Kalby sætter 27-33 for 23.5.8. og i marts 34-35 + 12 sider af 36 for 9.2.6. De sidste 28 sider er ikke fundet i regnskaberne. Efter denne tarif har sætterne for den 600 sider svære bog modtaget godt (37:2) X 6.5.0. = knap 130 rigsdaler. Arktariffen er en omregning af en tarif på 11 sk. pr. 1000 enheder, antagelig fixeret udfra den lette opgave at nysætte en stor bog efter trykt forlæg med identisk satsformat og få rettelser. Ihvertfald opereres for de flg. eventyrhæfter med enten'11 sk. for optryk eller 12 sk. for 1. oplag. Det drejer sig om:

59

NEH3-59 (8 + 80 s.) sættes for 12 sk./1000 eller 6.2.0. pr. sedezark (32 s., 51000 enheder). S. F. Levy sætter sign. 1-2, Møller jun. 3-4 og 5 (»en Form«) samt titelarket (»et Quartblad«). De får følgelig 6.2.0. resp. 9.3.0. foruden 1.3.8. for kvartbladet. I alt for bogen 17.2.8. Det er helt normalt og meget belysende for vor hele problematik, at selv ret små arbejder deles mellem to eller flere sættere.

NEH1-59, dvs. 3. oplag, sættes i september og oktober af W. Røhr, og de 8 + 88 sider på basis 11 sk./1000 eller 5.5.0. arket indbringer ham 17.3.0.

NEH4-59 (8 + 82 s.), basis 12 sk./1000, sættes i november, 1-3 af W. F. König, 3-6 af P. K. Nielsen, der hver får 9.3.0. Desuden beregner de sig hver 4 mark for korrekturrettelse af henholdsvis ark 3 og 4, men intet for resten. Det svarer til de første 2/3 af En Historie fra Klitterne, og de har fortjent det, når man ser på deres forlæg m (jf. apparatets 4 noter om sættermærker i dette).

De nævnte beløb må ses på basis af en sætters fulde kapacitet. En stor, men ikke extraordinær regning (uden Andersen-arbejde) viser en månedspræstation på tre oktavsignaturer og ni sedezsignaturer samt et accidenstryk, svarende til lige ved 200 sider. Betaling 47.8.0., hvorfra går 4X4 daler i forskudsvis udbetalte kostpenge og 5 daler til drengen Peter - underordnet hjælp, som typograferne kunne knytte til sig på egen bekostning. Mange regninger fremviser tillæg for små skriftgrader, korrektur af vanskelig sats og speciel ombrydning. En halv snes rigsdaler om ugen incl. kostpengene er typisk for denne kilde.

For bogarbejde var der altså ikke tale om fast løn. Ved Danmarks første bogtrykkerstrejke, netop hos Luno, havde man i 1848 krævet 12 timers arbejdsdag med 2 timers middag, 7 daler som minimumsløn for fastlønnede og iøvrigt indførelse af akkord: 12 sk. pr. 1000 bogstaver med tillæg for særlige skrifter og opgaver; bogstaver for nemheds skyld beregnet som omfanget af 1000 n'er, først senere ændret til 1000 løbende bogstaver af skriften, hvilket var mere fordelagtigt. Luno kunne svare de strejkende, at han selv forberedte en akkordberegning, og strejken løb ud i sandet uden fordel for typograferne. Forholdene er bl.a. kendt fra accidenssætteren Jens Christian Lunds Erindringer, udg. 1934 af Georg Nørregaard efter det nydelige manuskript i Bianco Lunos Bogtrykkeri. Lund levede 1801-82, var hos Luno 1832-77, og hans ugeløn steg 1832-57 fra 4 til 7.3.0. ifl. hans udregninger af livslønnen, der i Luno-årene gennemsnitlig androg 381.2.8. p.a. For hele livet, konverteret til ny mønt, 38.290 kr., deraf 34.460 kr. hos Luno. Der var tillagt den loyale og fortjente medarbejder visse garantier og gratialer i de ældre år. Hans enestående bog er hovedkilde for R. Berg: Bianco Lunos Bogtrykkeri gennem hundrede Aar, 1931.

*

60

Værkstedspraxis i Andersens senere år skildres meget nøje i den store »Haandbog i Bogtrykkerkunsten, især efter fremmede Kilder, navnlig Aug. Marahrens: »Handbuch der Typographie, nach ihrem heutigen Standpunkte««, Kbh. 1872, i titeloplag 1873 forsynet med ophavsmanden M Lazarus' navn i stedet for tyskerens; bogen var imidlertid kommet fra 1870 som bilag til hæfterne af den nye Skandinavisk Bogtrykker-Tidende. Lazarus skriver, at n-beregning, gerne 12 sk./1000, er udbredt over hele Norden, men bør erstattes med bogstavberegning. Men allerede 1881 kan Martius Truelsen i Statistisk Oversigt over Typografien i Danmark i Aaret 1881 skrive, at »den forældede n-Beregning finder endnu Sted paa mindst 5 Provinsbogtrykkerier«, og det fremgår, at hovedstadens sættere ofte er på fast løn, 14-30 kr. om ugen; gennemsnittet 19,76 kr. ligger over »beregningssætternes«, skønt disse altså nu beregner bogstaver, men under trykkernes. Lunos sættere ligger på 18-30 kr., trykkerne på 14-30 for den da dominerende arbejdstid på ti timer daglig.

Et springende punkt i hele arbejdsgangen var udfra ethvert synspunkt korrekturlæsningen. Faglitteraturen viser, at sætternes klager over illiberal kompensation for fremmedsprog (hvortil tysk ikke regnedes), satsblanding, bogstavtal etc. træder helt i baggrunden for klagen over tab ved korrekturrettelser. Det naturlige forhold, at egne fejl må bæres af sætteren, rettelser mod manuskriptet af forfatteren, skildres som en - i Tyskland ganskevist opnået - idealtilstand med megen bitterhed mod stærkt rettende forfattere og mod principaler, der henviser til det knappe budget og lader arbejdet gøre uden rimeligt vederlag. Vigtigere for os er dog arbejdsgangen. Gaskell dokumenterer udtrykkeligt, at manuskriptet helt op imod 1900 ofte kun benyttedes til læsning i trykkeriet, mens forfatteren læste uden manuskript. W. J. Karups skrift Om Correctur, 1860, nævner først sent og knapt forfatteren, mens dets afløser, F. R. Friis: Vejledning i Korrekturlæsning, 1876, regner med forfatterkorrekturer efter manuskript. Lazarus er ikke klar. Teknisk ses en brydningstid i den detaille, at korrektur i udskudte forme erstattes af korrektur afløst opbundne enkeltsider; det første var at foretrække, siger Lazarus, var det ikke fordi forfatterne er slemme til at rette mod manuskriptet. Karup siger udtrykkeligt, at forfatteren bør forlange korrektur af uombrukken sats, hvis han på forhånd venter at skulle rette meget. Når disse forfattere omtaler 1. korrektur, betyder det den der kun ses af trykkeriets korrektør. Friis når frem til betegnelsen huskorrektør (DO ÷), men ikke huskorrektur (DO 1891 ff); dette må muligvis holdes in mente, når Andersen taler om anden korrektur - det ville vi nu kalde første. Det er også værd at vide, at korrektøren ifl. Karup stedvis skal sammenholde 1. korr. med ms., men have hjælp af en konferent (oplæser), hvis texten er fuld aftal, citater etc.

61

I denne forbindelse er det værd at sammenligne det utvivlsomme trykmanuskript til Den lille Havfrue med textudgaven (se forord til I og II) og med facsimileudgaven, Odense 1951; og det er beklageligt, at de eneste eventyrkorrekturer, vi kender, er så lidet givtige (se forord til IV). Derimod existerer korrekturen af Mit Livs Eventyr 1855 i Holger Laage-Petersens samling i Kgl. Bibl., desværre meget lidt benyttet i H. Topsøe-Jensens udgave 1951 med dens vigtige forord. Manuskriptet i Odense er ikke rart, og lakuner i korrekturens text viser, at det er en førstekorrektur, den pietetsfulde typograf Nestler har samlet (og mindre pietetsfuldt ladet beskære hårdt ved indbinding). Rettelserne er tydeligvis foretaget med mindst to hænder: Andersen har foretaget en del rutinerettelser og et antal ændringer, som ikke kan kaldes glubsk, selvom de let kan blive alvorlige, da korrekturen er leveret i udskudte sider (og på uopskårne ark, så rettelserne er svære at følge efter indbindingen). En anden hånd, Møllers eller Collins vel, har korrigeret bl.a. citater og navne. Og samme eller en tredie hånd har, periodevis med blyant, drysset nogle tusinde kommaer ud over den tykke bogs blade til exercits af den hastige og ugrammatikalske, men udtryksfulde forfatter. Dette er helt på linie med komma-manien i de øvrige bind af Samlede Skrifter (se s. 69 og allerede 66f). Det er disse detailler, der får korrekturen til at virke overmalet, og som må have forbitret sætteren, da de jo kunne have været klaret i manuskriptet; digterrettelserne er ikke nær på højde med fx Herman Bangs, Balzacs eller nogle af prøverne i Hellingas ovennævnte atlas.

En anden ting er, at Andersen netop forlod sig på sine skolerette hjælpere. Dette vides eller anes i en række tilfælde, bl.a. af mange venlige og tillidsfulde bemærkninger om Møller i brevene til forlæggerne, og der skal især henvises til det lange citat af brev til Reitzel om EP-54 (s. 68), hvoraf man tør drage ret vidtgående konsekvenser, ihvertfald for alt andet end førsteudgaver. Ikke blot lader Andersen til at nøjes med et gennemsyn af 2. korr. (se ovenfor), men han anser Ingemanns exemplar af EP-50 for tilstrækkeligt kontrolmiddel - ændringer på det lavere niveau er ikke hans sag, uanset om man skal tænke sig EP-50 givet i sætteriet med eller uden tilretning. Se nu stikordene korrektur i Dagbøger XII 282 og L. R. Møller sst. XI 513.

Uden at høre til de mest glansfulde discipliner indenfor litteraturforskningen synes alle disse forhold at fortjene opmærksomhed, ikke blot hvor talen er om H. C. Andersens eventyr, men i almindelighed. Den uimodsigelige omstændighed, at en bog er en fysisk genstand og tilblevet under visse love gældende for en sådan, trækker konsekvenser med sig, også - som vist bl.a. af Gaskell - for den maskinsatte og nu for den fotosatte bog. Også forfatterholdning og forlagspraxis spiller selvfølgelig til enhver tid en rolle for texten. Mangt et optryk beror på 62 forlagsarbejde alene; måske har forfatteren meddelt et lille antal ønskelige rettelser, måske simpelthen ønsket et helt uændret optryk. De uønskede småændringer kommer man i vidt omfang til livs ved fotografiske optryk eller ved ny satsfremstilling efter bevarede disketter og bånd, evt. omkodede til ændret skrift og format, metoder der har afløst den klassiske stereotypi og stående sats. Imidlertid kan textkritik, deskriptiv bibliografi, textologi, eller hvad man vil kalde det, ikke være et anliggende blot for filologisk orienterede forskere af ældre litteratur. Metoderne fortjener at omplantes til dansk og gerne til de nyere og nyeste hovedforfattere.

- Den ældre danske typografiske faglitteratur har udg. behandlet i en række længere artikler i Dansk Provins Bogtrykkerforenings månedsblad Bogtrykkerbladet. Martius Truelsens statistiske pjece fra 1881 sammenfattedes i årg. 1981 s. 300-05, og under fællestitlen Dagligt arbejde i bogtrykkeriet omkring 1870 behandledes i 1983 Mendel Lazarus' Haandbog s. 104-07 (sats) og 140-43 (tryk), Karups og Friis' korrekturvejledninger 180-83, og »H. C. Andersen i bogtrykkerhænder« 282-86, bygget på ovenstående og på den bevarede forfatterkorrektur af Mit Livs Eventyr. I notater på denne bruger Andersen ordet spaltes i betydningen spatieres; det er i DO XXI 96 kun belagt i et brev fra Andersen til Collin og der - som ordbogsforklaringen viser - med usikker betydning.

63

III: Ændringer udgavevis

I nærværende afsnit kan der spares på henvisninger, da citaterne efter sagens natur kan findes indenfor et bestemt sidetal af udgaven. Af samme grund har udgiveren skønnet, at sidehenvisninger uden linietal er tilstrækkelige, især hvor citat følger; og på forhåbentlig umisforståelige steder meddeles kun en del af citatets yngre form (efter >).

Eventyr, fortalte for Børn fra 1835 indtil EP-50

EB1-35 > EB1-42 (I 17-49, A > A2 )

A2 er som hele andetoplaget af EB1/6 en dårlig text, omend den en halv snes steder har kunnet yde textrettelser med eller uden støtte i m og altså kan repræsentere nogen omtanke. For de to første hæfters vedkommende udgør A2 en sidegren, idet EB1-35 > EP-50 (B). Både normaliseringer som 27 paa Natten > om Natten, 36 hun > at hun, en korrektion som 30 Præsterne > Præsten (= m) og korruptioner og småfejl som 43 dandse de > dandsede de står ene i A2 . - EB-45 er ikke kommet for en dag, se I 22.

EB2-35 > EB2-43 (I 51-84, A > A2 )

Se ovenfor om EB1. Tegnsætningen skifter en del. En fejl som 77 Piger for Pager rettes og kommer ikke videre end A. Sammenstilling af verber og afsætninger normaliseres efter skoleregler for brugen af og (617,667, 8134) og at (6234,7820 cf 7835), jf. s. 108f. Forskellige normaliseringer og moderniseringer står alene i A2 , der som sagt ikke har været forlæg for B, således 62 klappede med de smaa Hænder > i, 72 de satte dem > sig (afvigende I 19726), 74 paa sine Kne > paa Knæ. En karakteristisk bessermachen udviser omtalen af markmusens dør, 57 Den var et lille Hul > Den [musen] havde et lille Hul; »rette vedkommende« har fundet var for svagt i denne konstruktion, eller troet det var en fejl.

64

EB3-37 > EB3-46 (I 85-111, A > A2 )

Dette og de tre flg. hæfter er optrykt lineært A > A2 > B. I tilfældet EB3 kan man komme i tvivl, fordi et labilt punkt i ortografien, postvokalisk e, flimrer en del; men det betyder intet. Altså introducerer A2 permanente rettelser af tvivlsom art som 94 dybt > dyb, 98 begge Hænder > begge Hinderne, 106 med hele dit Hjerte > med dit hele Hjerte - og en utvivlsom forringelse som 106 den lumre Pestluft > den lune Pestluft, antagelig suggereret af 10612 Kjøling. For tidens og Andersens usikkerhed overfor verbernes pluralis er det karakteristisk, at 9115 og 9124 retter steeg > stege, 9829 lader > lade, og at B her = A2 . Men hæftet frembyder kun lidt materiale. Om Carl Borgaards mulige ansvar for korrekturen af EB3/4 se I 13.

EB 4-38 > EB 4-46 (I 115-38, A > A2 )

Her er færre men dummere småting: 119 Da kom ... Drenge ud af Haven > ud i Haven, en langt almindeligere ordforbindelse, her blot gal; den rettes først i D og da til udfra Haven. Tinsoldaten siger om danserinden: 122 hun er noget fornem > meget fornem, et typeexempel på udviskningen af det mundret talesproglige. (Konjekturen II 13728 kan anføres som modargument, men det uklare forlæg + B + udg.s skøn har altså medført løsningen * meget). Participium pluralis efter være indføres 127 jaget > jagede.

EB5-39 > EB5-47 (I 139-64, A > A2 )

Atter indfører A2 små forringelser som 14323, 1447, 14624. Helt urimelig er A2 142 Hvem er dine Sønner? Dette er netop oplyst, men kun A har det korrekte Hvor. 148 Orgler > Faner (= m) kan være en forfatterkorrektion af en fejl i A, men kan også være en andens fornuftige konjektur. 161 bleve > blev (= m) tæller næppe, men 152 Blod-Taarer > blodige Taarer er vel en forfatterrettelse.

EB6-42 > EB6-47 (I 165-88, A > A2 )

Med Rosen-Alfen glider for første gang et tidligere trykt eventyr ind i eventyrhæfterne (bortset fra Dødningen > Reisekammeraten i EB2); det er betydelig korrigeret. Og da Svinedrengen tydeligvis er gennemgået til brug for A2 , kan der være grund til at tillægge andre ændringer i A2 nogen autoritet: 17136, 17513, 18024, 18132, selvom hæftet også indfører småforringelser: 1676, 17520, 18018 og rene fejl 175, 181.

65

EB1/6 > EP-50 (A eller A2 > B)

EP-50 udkom i fem hæfter, udsmykket med Vilhelm Pedersens illustrationer, der tryktes med galvanoer efter træsnittene. Om hæfternes kronologi se II 170. Ansvaret for udgiverarbejdet har næppe påhvilet Andersen, snarere Collin og forlaget. I forhold til EB-hæfterne er EP-50 ikke gennemrettet i bestemte ortografiske o.a. henseender, tværtimod er det svært at se principperne for brugen (evt. tilretningen) af e i ord som Jomfru(e), mu(e)lig, saa(e), lo(e) eller Du/Dig overfor du/dig (det sidste er snart urettet, snart tilrettet som i senere udgaver). Vaklen kan skyldes, at en så stor bog utvivlsomt har været delt mellem flere sættere, hvoraf nogle nok har været nye i huset pga. personaleudskiftningen efter strejken omkring nytår 1849. Også i teknisk henseende er den tykke bog uegal, nemlig mht. ordmellemrummene. De er påfaldende forskellige, og det kan i nogle tilfælde skyldes sætteres vaner, men i andre tilfælde tydeligvis hensyn til ombrydning og billedplacering. Når fx fem af de syv historier i Sneedronningen slutter nederst på en side, skyldes det jo ikke held alene, men også håndkraft: kneben, stedvis for kneben sats. Skal man derimod puste texten lidt op, er overdrevne udslutninger ikke nødvendige; man har nemlig ikke følt sig hævet over at variere klummehøjden en smule, ja endog at øge visse linieafstande. Det er ikke blot et spørgsmål om at undgå horeunger (1. gang B s. 36), men også om at hvert eventyr ikke må slutte længere nede end circa midt på siden, da slutvignetten ellers måtte bortfalde. Altså nedlægger man mellemslag fx B s. 120, 162 ff, 191 (på et fornuftigt sted, men med henblik på 195), 299 f. I bindets sidste levering tager denne uskønne praxis overhånd, dog kun af ærgerlig nødvendighed, ikke for at øge det tynde hæftes sidetal. Lignende betragtninger lod sig selvfølgelig anstille for andre udgaver, og hvor almanaktryk og bogudgaver har forskelligt illustrationstal til en bestemt historie, spiller sådanne hensyn ind.

En del af de afvigende steder synes at røbe den sædvanlige korrekthedstendens, men i så rimeligt mål, at der knap kan tales om bessermachen; der findes også stedvise moderniseringer som af 93 slængrede, 95 Flaggene, 97 Fiske, 176 Knokler > slingrede, Flagene, Fisk, Knogler. Verbernes pluralisformer, som Andersen altid brugte inkonsekvent og næppe har haft i sit talesprog, elimineres i mange tilfælde (30, 41, 92, 94, 104, 117, 125, 170), mens 133 vilde (fejl) > ville, ikke > vil; og 137 betød > betydede er en ændring i gammeldags retning. Mss. viser iøvrigt, at en række pluralisformer i A er sætterens værk.

Småuheld sker: 106 maa m > maae A2 > naar B; og en meningsbærende kommaflytning kan ses 135 - resultatet bliver måske »naturligt«, bare galt, se 13629-31.

66

Keiserens nye Klæder og Svinedrengen er særtilfældene i EB. Førstnævnte fik i yderste øjeblik den A-form, der blev stående i A2 , som forf. næppe har arbejdet med; men ændringer af nogen betydning indføres i B, og i Svinedrengen ændres både i A2 og B, ja vel også i B2 (18224). Om disse forhold tillader at slutte til andre forfatterindgreb i B, er tvivlsomt; ændringer som 1266, 1358, 15531, 1703 må vist siges at være til det bedre, men forudsætter ikke forf.s medvirken. Her som overalt bør det erindres, at en rettelse kan være fremkommet ved at et optryks udgiver simpelthen har spurgt Andersen om detailler uden at involvere ham yderligere.

Nye Eventyr fra 1844 til EP-50

NE1-44 > NE1-442 > NE1-47 (II 13-38, A > A2 > A3 )

Kun det første hæfte NE trykkes i mere end eet oplag. De tre tryk følges gerne linie for linie; hvor dette ikke er tilfældet, står snart A, snart A3 alene. Der er flere ændringer A > A2 end A2 > A3 . Sidstnævnte er forlæg for B, optrykningen er altså lineær. Den eneste rettelse, der nok bør tillægges fort., er 20 bringe lidt af Levningerne fra Bordet > lidt Levninger. Resten er bagateller, grammatiske pedanterier etc., nogle fører til formentlig mindre andersenske former som 31 ligge paa det lidt endnu > ligge lidt paa det endnu, 32 for stor og for aparte > for stor og aparte, 35 Ja det er en stor Fornøielse > er nok en, alle A3 . Andre kan være ligeså gode som de fortrængte former: 27 Toppen svingede rundt > snurrede. En typisk normalisering er 33 at jeg kan godt lide dig > godt kan.

En type rettelser under variantapparatets niveau gør sig så småt gældende i A2 , nemlig ændringer i stort og småt begyndelsesbogstav i (mere eller mindre) substantiviske pronominer og andre ordklasser. I 1850'erne bliver dette træk stærkt fremtrædende. Noteret er to modstridende belæg: 182 Alle de > alle de, 1914 nogen > Nogen; det sidste har fremtiden for sig.

NE1/5 > EP-50 (II 13-167, A3 eller A > B)

Som bekendt er eventyrenes rækkefølge i B bestemt af det tyske forlæg; et system eller en forklaring kan ikke præsteres, og således videre i B2 , C og mangfoldige udenlandske udgaver. Det er følgelig kunstigt at adskille EB's og NE's skæbne i EP-50, da kun slutningen af denne stemmer overens med originalhæfternes rækkefølge. Imidlertid er det 67 netop her, henimod slutningen, at en bestemt tendens gør sig gældende: den grundigere kommatering. Exempler kan findes allerede i NE3-texter, hvor fx 8829-39 eller 9211-13 gennemrettes, men det er udpræget i NE4-texter, hvor B desuden indsætter udråbstegn for nogle af A's kommaer. Emnet kan ikke bære en nærmere behandling. Andersen var meget skødesløs og hans udgivere meget pedantiske, men i en del tilfælde må man nok hævde, at også kommateringen bidrager til Andersens udtrykskunst, og at nuancer går tabt ved ensretningen, der styrkes i senere udgaver. Lad det være sagt een gang for alle, at udg. hár opfattet det tveæggede i at beskylde andre for pedanteri i en afhandling som den foreliggende.

B har meget få rettelser, man er tilbøjelig til at give forfatterautoritet: 27 gentagelse af boldens »vil De?«; 51 at de ikke maatte krybe op > der maatte, hvor enhver anden end Andersen vel havde indsat der før eller efter op; 52 Frost ... Foraaret > Frost ... Tøe ... Foraaret, en rytmisk og logisk forbedring; 53 kunde > ja kunde; 54 men > mens; 68 sad inde i [kareten] m > sade inde i A > sad ind i B. Mindre indlysende er 894 - et godt exempel på en vending, som har voldt besvær fra begyndelsen, ganske som 1153, hvor B også har den rimelige løsning - hvad der måske også kan hævdes om det lille problem 108 lyse/lyst/lyste gjorde den ogsaa! 627 kan være en begravelse eller en forfatterrettelse, mens 3411 næppe har noget for sig.

De små moderniseringer gælder her i høj grad verbernes tab af pluralisendelse og -n > -t i participier; nogle verbalendelser forskyder sig: 33 hilsede > hilste, 125 hede og 151 hedte > hed, 129 vant > vænnet, 138 svart > svaret, men 112 smilede > smilte, den senere tabende form. Blandt substantiverne interesserer moderniseringen af 21 Nattergaler, 24 Guldqvaste, 159 en stor Afkom mindre end den ofte citerede variant vedr. gruppegenitiv, 22 Keiseren af Japans Nattergal er fattig imod Keiserens af China > Keiseren af Chinas, se s. 88. Overhovedet er en jævnt moderniserende, grammatiserende og korrigerende tendens her som ellers ansvarlig for det store flertal af bevidste eller »indsnigende« ændringer.

En gang imellem generer pedanteriet og misforståelserne: 35 klogere end hende er der Ingen i Verden > klogere end hun; 89 der kunde staae Sengen og en Stol > en Seng (nej, sengen, uden hvilken rummet ikke kan bruges til pigekammer, men usædvanlig er konstruktionen unægtelig); 95 gamle Chineser > den gamle Chineser (gamle foran appellativer med bekendthedskvalitet er godt talesprog, kan høres den dag i dag, og godt Andersensprog, typen gamle Baron fx flere gange i dagbogen maj-juni 1851, se ndf s. 91); 101 Flammen ... brændte stadigt > stadig (fejl, her netop ikke temporalt); og og-korrektion 12111. Rene fejl er 60 den lange gule Blomst > den lange Blomst; 85 fine, hvide Klæder > sine hvide Klæder,

68

men sætterne har været så fortrolige med det lange s, at fejltypen er meget sjælden (fx IV 24922 O).

EP-50 er en fornuftig text, omend indtil tre tryk af eventyrene er gået forud. Den har ikke de gennemgribende ændringer, der gør SS ortografisk fremmed og EH P 1/2-62/63 uautentisk; men de sikre eller trolige digterrettelser er yderlig få udenfor de to gamle eventyr fra EB.

Vilhelm Pedersen-udgavens optryk 1854-55

(I-II, B > B2 > C)

EP-50 > EP-54 (B > B2 )

Det tykke bind med Andersens tidlige eventyrproduktion blev optrykt 1854 med uforandret indhold (da de mellemliggende års kortprosa er »Historier«) og stort set linie for linie, omend undtagelser ses fx 73, 267, 502. I princippet følges B nøje, der er sider uden en afvigelse selv på kommaplanet. Dog fører visse træk henimod C's praxis, både når denne er moderne og gammeldags i forhold til BB2 . Tegnfejl rettes, og nye kommer til; der opereres nogenlunde frit med udråbstegn, kolon og komma; i vokalismen er der mange rettelser indenfor det vanskelige vokalpar e/æ, oftest rettes til nutidige former som hjelpe, Bjælke, flettet, Fjer, Kedel. Den gamle Gadeløgte pudses op med gennemførte. Kj- og gj- moderniseres til k/g, og du/Du normaliseres til Du. Dette er et særtilfælde af en bølge, der sætter ind ihvertfald fra omkring s. 400, hvorefter ord af forskellige klasser får stort begyndelsesbogstav i substantivisk funktion som allerede før nævnt: Mange, Ingen, Ingenting og især Noget, endvidere den Ene og den Anden, det Halve, og II 21131 det Allerfornuftigste (men allerede A 21124 Den Allerlykkeligste). Alt dette er under variantapparatets niveau.

Henimod 100 afvigelser, excerperet fra apparatet, viser dog heller ikke noget af virkelig interesse. Imidlertid skriver Andersen til Reitzel fra Sorø 5.6.1853 (Kgl. Bibl. MS NBD 2. rk.):

»Hvorfor jeg i Dag skriver dette lille Brev er egentligt fordi jeg har en lille Frygt og, som Ingemann understøtter, den nemlig, at i hvor fortræffeligt og nøjagtigt, end Hr: Møller læser Correctur af de Par Ark han har af Eventyrene, kan der dog let komme en Misforstaaelse, jeg troer derfor at det er bedst at jeg faaer anden Correctur tilsendt, efter at han har gjennemlæst den, men uden at første Correctur behøver at følge med, thi jeg har for mig den tidligere Udgave; sendt med Krydsbaand, 69 er der saa godt som ingen Udgift derved og i vor Tid flyver det jo afsted.«

Dette er så ren besked, som man kan forlange, og må være optakten til forf.s bemærkning til Collin, at han »har alt læst Correctur paa flere Ark« (BEG II 231, 14.6.1853). Her er altså forfatterkorrekturen et gennemsyn, der bevidner hans tillid til andres indgreb i det små og hans erkendelse af at eventyrene var førdige i det større. Samtidig tør man dog forsigtigt tilskrive plausible smårettelser i EP-54 nogen autoritet, exempelvis I 24 Men Hunden ... har her to Øine > Men Hunden her, han har > C, tabt D; 44 Derude er rigtigt Bal > Derude er rigtignok Bal; 58 Vinger trykkede fast ind om Siderne > trykket fast ned mod; 162 krøb op i Reden > krøb ned i Reden; 162 Skulle vi ikke flyve med > Skulle vi flyve med; II 20 De > Du, hvor kokkepigen taler til nattergalen, se s. 99; 127 hvor Hebraisk indføjes ved koax; 158 Myggen > Myggene efter vi (men det skal der jo ikke en digter til at rette).

Dette forhindrer ikke, at der foruden de tidligere behandlede typer af petitesser optræder nye fejl og forringelser, eller at udtryk bliver lidt mere logisk-pedantiske. De fleste rettelser går imidlertid videre fra B2 til C og fra B2 til D og giver derved EP-54 en ikke uvigtig stilling i texthistorien.

EP-54 > SS 19/20-55 (B2 > C)

Da H. C. Andersens halvtredsårsdag nærmede sig, forekom hans produktion moden til at udgives som Samlede Skrifter og at krones af hans selvbiografi, hvis tyske originaludgave derfor omarbejdedes til Mit Livs Eventyr; se V 12. Temmelig præcist udkom nu 2 bind à 48 sk. hveranden måned fra 7.11.1853. Bd. 18, Historier, voldte kvaler og ombyttedes med 19; de to bind Eventyr, 19 og 20, fulgtes derfor med henholdsvis bd. 17 og 18 (15.3. og 8.5.1855), hvorefter udgavens oprindelige bindrække afsluttedes med selvbiografien samme sommer. Eventyrbindene er tydeligvis optrykt efter EP-54, hvis indhold og kedelige rækkefølge overtages.

De mest iøjnefaldende ændringer i SS 19/20-55, vor udgaves C, ligger under variantapparatets tærskel. De består i en fortsat og udstrakt regulering i en række henseender:

1) Kommateringen, bl.a. tilsætning af komma mellem to adjektiver til samme substantiv.

2) d/D i Du/Dig, massivt fx i havhexens tale til den lille havfrue, hvor d- har holdt stand helt til B2 (derimod din, da ordet er adjektivisk, fx I 6513, der har Din A-B2 ).

3) e/æ, men denne gang modsat B2 ofte til fordel for et i vore øjne gammeldags e (Gjerde, Hevn, Melk, Nelder, Øienfor blende Ise, hjelpe, hefte, 70 pen, selsom, sjelden), dog rettes også til sejrende former som Net, strengt, Tæppe, Bjælder, Bælte, gjelder, hjelpe. Se om dette lille emne DSH III 175 og IV 73 o.a. litteratur om danskens ortografi.

4) Der sker en til tider overraskende overgang til stort bogstav i substantiviske ord; tendensen er omtalt i det foregående, se også DSH III' 171, der anfører Rask og Madvig som fortalere for det modsatte princip, og SGr 1872 XIII, der kompenserer sin irritation over storbogstaver i substantiver ved at negligere »den al fast Regel trodsende Lyst« til at bruge dem i andre ordklasser. Altså møder man det eneste Deilige, de Dumme, noget Behageligt, de snakkede Allesammen Fransk, den Ene værre end den Anden, vi To, den Sjette, den er vi Fem og Tyve om, nu slog Klokken Tolv, sagt Ja, ja endog hvidte den Lidt, det er Ondt og Slemt. Kuriøst rettes II 11238 noget fornemt Noget til Noget fornemt noget.

5) Mange særskrevne forbindelser sammenskrives, både præpositioner og adverbier: bagved, derhen, heroppe, indeni, ovenpaa, saasnart, udaf, udenom, hertil, dengang, imorgen; hertil konjunktionen idet, som Andersen ofte skriver i det; cf. ndf. s. 86.

6) En del fremmedords fordanskning trækkes tilbage mod ophavssproget, idet der rettes til fx Comoden, Congressen, Declamations-, Discurs, Dousin, Marskandiseren, Meublerne, Portraiterne; men samtidig kan træffes Caffe- Commerts > Kaffe-Commers, Canari- > Kanari-, Droschke > Droske.

7) En del vokalfordoblinger foran b, d, g opgives, og der skrives vb. bed, led, red, peb, steg, adj. fed, lig, rig; hertil et > eet passim.

Når der i det følgende tales om C-rettelser eller rettelser af C-type, tænkes der på disse punkter, ihvertfald på (1)-(4). Som det let vil forstås, betegner de en mærkbar forskydning af C's totale skriftbillede, omend der kan findes C-sider med få eller ingen rettelser fra B2 . Uden kendskab til personelle forhold omkring C eller til Reitzel/Lunos typografiske husstil i 1850'erne må man lade forklaringen på disse forhold henstå.

I forhold til disse tusinder af rettelser er godt 100 varianter i apparatet ikke meget, og de taler ejheller noget interessant eller entydigt sprog. Dog vidner de ikke for nogen personlig indsats fra forf.s side. Der er et par oplagte fejlrettelser, men måske egentlig netop den slags, et par friske øjne standser ved: I 24 et Par Øine, saa store, som et Møllehjul > ... et Par Møllehjul er pedanteri, men i den tilsvarende vending I 29 oprettes en fejl fra manuskriptet og de fire(!) tryk: et Karethjul > et Par Møllehjul. I øvrigt er der et udvalg af gode rettelser med jævn overgang til pedanteri: I 5613, 10813, 14440 (= m), 1518, 15319; II 6018, 6334, 15814, hvortil kan føjes en del reguleringer af af > ad i sammensatte præpositioner og af tegn- og trykfejl i eventyr fra det dårligt satte hæfte NE4; en del af disse rettelser når aldrig længere end 71 til C. Samtidig optræder nye lapsus og fejl: 131 Rødder > Nødder, 138 vilde Svaner > hvide Svaner, II 15 de bringe > den bringer etc. Nogle rettelser gælder syntaxen: I 28 (efter semikolon) hvor de saae, var der Kors > saae der var (dér? eller komma foran ordet?); 151 og > - mellem to sætninger; II 28 Gud skee Lov, der dog kommer een > kommer dog; 117 og bleve tilsidst enige > og bleve de tilsidst enige (ikke just nogen stilrigtig ændring! se s. 78). - I 6915 og 9028 samt II 4334 forsvinder ordet stor - det kan næppe være sætterfejl alle tre gange, jfr. s. 113.

Rent undtagelsesvis kræver en textvariant realkommentar: I 68 o.fl.st. bruges Rigsdaler, forkortet Rdlr. Det var efter 1813 den kollokviale betegnelse for rigsbankdaleren, men B2 retter nøjeregnende til Rbd. - i sidste øjeblik, for 1854 blev Rigsdaler officielt, og C bruger dette ord uforkortet.

SS18/20-55 og senere bind blev valgt som textgrundlag af Hans Brix og Anker Jensen, som desværre ikke motiverer valget eller karakteriserer textformen i deres korte redegørelse, Brix I 387 f. Selvfølgelig udgør den et bedre grundlag end de posthume Samlede Skrifter 2. udg., men hvad der her er kaldt C-rettelser, gør den atypisk og gammeldags at se på, trods den skønsomhed man forsåvidt kan tillægge digterens hjælpere.

Historier 1852-55 II 217-326

De 12 historier i småhæfterne H1/2-52/53 samt andre 12, hvoraf 9 tidligere trykt, forenedes i 1855 både i det illustrerede bind HP-55, der siden blev forlæg for EHP2-63, og i SS18-55 (som også rummer fire Biographiske Skizzer og Anmeldelser, tidl. trykt senest 1853 og uden betydning for det flg.). HP-55 udkom 30.4., SS18-55 8.5.; det var som nævnt ovenfor en forsinkelse, idet HP skulle være kommet før jul, SS18 sammen med SS17 (to skuespil), der imidlertid fulgtes med SS19 15.3.55. Hovedsagen var, at HP måtte have forrang for SS18. H. C. Andersens Breve til Carl B. Lorck, ved H. Topsøe-Jensen, Odense 1969, er en hovedkilde til de to udgavers historie, men løser ikke alle textkritiske problemer - sikkert er det imidlertid, at de sidste 12 historier i vor udgave med rette følger HP, fordi den kom først.

Den var nu også sat i arbejde først. 1.11.54 - hedder det i brev til Lorck - håber Andersen og Reitzel, »at endnu til Julen Bogen kan komme ud; allerede i denne Uge har Hr Reitzel ladet begynde at sætte »Historier«« osv.; en efterskrift meddeler, at SS18 skal komme i 72 februar, hvilket gentages 11.1.55, og da fremstillingen af de samlede skrifter rullede med to bind hveranden måned, er det ikke til at tro, at SS18 skulle have været i gang i oktober, da man knap havde afleveret bd. 13-14 og endnu skulle have 15-16 publiceret før jul. I december udkom endvidere Folke-Kalender 1855 med Ved det yderste Hav og Pengegrisen med tegninger af Vilh. Pedersen; begge indlemmedes i de to bogudgaver. 10.3.55 jager Andersen på Th. Reitzel, fordi HP dog ud 8-14 dage før SS18 (brev NkS 2937,4°); på dette tidspunkt må man selvfølgelig have aftalt at bytte bd. 18 og 19. 3.4. fortæller han Henriette Wulff, at han om aftenen på sin fødselsdag »læste Correctur baade paa Eventyr og paa Biographien«, hvilket dog ikke er meget oplysende (BHW II 205). 16.4. meddeler han Lorck, at det sidste ark af HP nu -er under trykning.

HP er altså først påbegyndt og først udsendt. Om også først færdigtrykt, er uvist og mindre væsentligt, så gerne man end havde set Luno-arkivalier fra denne vinter. Spørgsmålet har dog sin interesse, fordi forlægget for det først igangsatte bind må være H 1/2-52/53 + diverse trykt og håndskrevet materiale, mens det på forhånd er uvist, om SS 18 er sat efter den samme bunke eller efter korrekturer af HP.

Emnet belyses især af rettelser under variantapparatets tærskel, dvs. stavnings- og tegnændringer noteret i arbejdsexemplarer. Og disse synes at gøre det klart, at H1/2 er forlæg for begge 1855-udgaver. De små afvigelser forener i godt 30 tilfælde H1/2 med HP, i godt 20 tilfælde med SS18; men disse to tal er kun brøkdele af 120, det antal steder, hvor H1/2 står alene mod de to 1855-udgaver, som nemlig følger »C-normen«. En dygtig sætter, muligvis den samme trods opgavens omfang, kan meget vel have behersket denne norm så sikkert, at han har kunnet sætte de to udgaver med denne betydelige grad af ensartethed, uden at forlægget har været gennemrettet; men rettet eller urettet exemplificerer disse udgavers indbyrdes forhold omfanget af ubevidste småændringer.

Fra apparatet kan fremdrages et ubetydeligt antal ubetydelige rettelser fra de 60 sider, H1/2 fylder. H1/2 = HP mod SS18: 21838; = SS18 mod HP: 22925, 23935, 23936, 2455 (med rettelse hentet i SS18), 2517, 26310, 26630; og alene mod de to 1855-tryk: 2216, 22622, 2457,25010 (rettelse til det korrekte), 25622, 25716, 25738, 26028, 26429.

De sidste 12 historier frembyder allerede i udgavens noter særlige forhold. SS18 er gennemgående en lidt bedre text end HP og står ofte sammen med originaltrykkene mod denne. Det kunne betyde, at HP var et forringet optryk efter SS18 eller, da dette ovenfor blev afvist, at SS18 simpelthen er bedre gennemset eller måske sat. Man må regne med, at den blandede manuskriptbunke, HP er sat efter, gik videre til SS18's sætter, ligesom forholdet var for H1/2. Som hovedregel må 73 HP-55 og SS18-55 altså opfattes som sideordnede optryk af tidligere hæfter og tryk. Opdagelsen af det manuskript, der savnedes II 323, bekræfter, at Pengegrisen ligesom Ved det yderste Hav er sat efter to forskellige manuskripter henholdsvis til O og A, vel således at Andersen, da Reitzel ønskede disse historier, leverede det ms., der lå forud for det til Delbancos Folkekalender leverede. Derved isoleredes den bedste text i O alene.

Apparatet meddeler henimod 50 afvigelser mellem 2. halvdel af de to 1855-tryk indbyrdes. I de 9 historier, der har et O-tryk, følger SS 18 næsten undtagelsesløst dette overfor HP-55. Det er ikke lykkedes at fornemme en tendens i en af de to udgaver. Hvadenten man spørger efter logik/ulogik, tale/skrift, gammeldags/moderne, giver det lille materiale usikre svar. 29715 og 30828 er der indført textrettelser med støtte i SS18 + O eller et ms. 28933 har begge udgaver accepteret forf.s et Barn kuns, mens O viger tilbage og skriver kun et Barn.

Nye Eventyr og Historier fra 1858 til SS25/27-68 III og IV

NEH1-58 > NEH1-582 > NEH1-59 > NEH1-65 (III 11-60, A > A4 )

Hermed indledes de ti ensartede hæfter, der rummer det meste af den senere eventyrproduktion. NEH1 er det eneste bind eller hæfte, der opnår mere end tre ensartede tryk i Andersens levetid. Ændringer i og »under« apparatet viser, at de fire oplag er trykt lineært efter hinanden.

A2 er ikke trykt på stående sats, men bærer samme årstal som A1 og frembyder kun en halv snes ændringer i apparatet, deriblandt 46 yngste > ældste, 52 tredie > fjerde, 55 Offerrøg > Offring, der som åbenbare fejlrettelser ikke forudsætter forf.s medvirken. Det samme må siges om 4220; et af de steder, hvor fort kæmpede med en tilsyneladende overkommelig, men af en eller anden grund drilagtig formulering.

A3 levner ejheller plads for formodninger om forts medvirken. Det tunge leds flytning 5114 er en af de normaliseringer, optrykkene bringer. Iøjnefaldende er et betydeligt antal ændringer af participium på -t > -n, fx 165, 303, 352; -t i ordentlig og egentlig udelades fx 1511, 2034. Ejendommeligt er 58 en Grændse med alt > for A2 > med A3 > for A4 ; hvorfra kommer det sprogfremmede med i A3 (DO ÷), når oplagene i øvrigt med sikkerhed ses at være trykt lineært? måske fra der er måde med alt.

74

A4 frembyder flere ændringer end A3 , måske pga. den længere tidsafstand. ABC-Bogen får tilføjet sit manglende Z-vers, men det er vist hæftets eneste ægte rettelse, thi den samtidigt stedfindende ændring 601 er dum (jf. 602) og 603 unødvendig. En fyldigere og omhyggeligere tegnsætning opbygges gennem alle tre optryk, og storbogstaver af »C-type« indføres i A3 og drives i A4 så vidt som til 2020Nok, 244men Flere af Musene. I apparatet kan findes regulering af ledstilling som 1318, en pedantisk klargøring som 29 den > Sedlen, en skriftsproglig ændring som 48 den > denne og en normativ konjunktionsændring som 5418. Påfaldende er ændringer fra singularis til pluralis i finite verber og participier fx 1412, 154, 159, 4630, herunder 168skar > skjar, der også findes andetsteds. Ikke for intet er A4 yngre end den ufriske text i EHP1/2-62/63 og påvirket af sin tids praxis.

NEH2-58 > NEH2-60 (III 61-100, A > A2 )

Ændringerne er ret få, ikke systematiske, og hvad kommatering angår med mange exempler på både nye og glemte tegn. En række participier får fælleskøns-n, fx 6616, 7521, 8022 - kongruenspedanteriet tvinger endog til at tilføje ord 6710 Hynder ... bleve lagte ... og Brænde > ... Brænde blev lagt. 69, 70 og 95 ændres Vildskaben, Minaret og Hastværk til intetkøn. 91 enge aftyskes til snevre. 92 der værne > værne der lyder ægte, men er det næppe.

NEH3-59 > NEH3-61 (III 101-45, A > A2 )

NEH-hæfterne tryktes på tykt papir til Reitzel, Andersen og Collin; de fem i Holger Laage-Petersens samling bevarede hæfter af forf.s exemplar byder kun på een af ham noteret rettelse: 128 Flasken var gammel og Glasset med > ... fremme ...; den har støtte i r, men kan ikke gættes, og Brix, som ikke kender dokumentationen, retter den tilbage. Resten er tilfældige petitesser, herunder af > ad flere steder samt nogle »C-rettelser«.

NEH4-60 > NEH4-61 (III 147-98, A > A2 )

Udeladelsen af det dobbelttydige gaae igjen 195 er fornuftig og snarest ægte (men ordene går igen i D, ved en ejendommelig, bevidst tilbagegribning uvist af hvem); om 18711 og 18922 er rettet af forf. ved samme lejlighed, er usikkert. I øvrigt rettes fejl som 149 med > ned, 154 syntaxen. Der er snart flere, snart færre tegn og lidt flere store bogstaver foruden endnu mindre ting, men intet af interesse.

75

NEH5-61 > NEH5-69 (IV 69-117, A > A2 )

Optrykket falder efter SS 26-68 (C) og må skyldes et behov for supplering af hæfterækken. A følges med sjælden nøjagtighed; når A2 figurerer så ofte i apparatet, skyldes det netop dets abnorme kronologiske plads, og selv under apparatets tærskel er kun et lille antal tegnændringer noteret. Af De Vises Steen er A2 det seneste tryk og det eneste der retter distraktionsfejlen 9538.

NEH6-62 > NEH6-65 (IV 119-79, A > A2 )

Optrykket er uden interessante ændringer. Tilfældigheder, reguleringer og pedanterier i det små kan ses i apparatet, under hvis tærskel man noterer sig Kunstner > Konstner og nogle nye kommaer. 139 sagde sin Glæde > udtalte sin Glæde er et exempel på hvordan diktionen forfalskes i en tvivlsom korrektheds tjeneste. Et par singularisformer indføres lidt overraskende, 14541 og 14628, mens en snurrig lapsus findes 152 kysse ... Englænder med (> paa) ... Bakkenbarter.

15EF-67 (B)

Boghistorisk hævder udgaven sin særstilling som den eneste eventyrbog i stort format og den første med Lorenz Frølichs billeder. Texthistorisk er den en blindgyde, tilmed udfra stemma-synspunkt meget uhåndterlig. De 15 texter er hentet fra tilfældige oplag af NEH1/6 (se nedenfor om C) og tjener ikke som forlæg for andre tryk. Bogen frembyder et moderat antal ujævnt fordelte smårettelser uden værd, rettelser af reelle lapsus, regulering aftegn med henblik på flere kommaer og færre udråbstegn. Fremhæves skal kun enkelte ændringer, der lever videre: III 35 ff Anthon > Anton, 100 Laage > Luger, 111 Ane > Anna (ensretning), IV 72 Presenter > Foræringer, desuden Kjedel > Kedel, der falder i øjnene ved at optræde i forskellige eventyr. Man kan godt tillægge forlaget disse ændringer, men må blot erindre, at de bevidst er overført til næste tryk, SS, der ellers hviler direkte på NEH.

Alment om NEH 1/8 > SS25/26/27-69 (A > C)

I 1868 samledes det seneste årtis mange eventyr i SS, hvorom se V 12. SS25 rummer NEH1/3, 26: NEH4/5 og 27: NEH6/7. Dertil kom i alle tre bind grupper af eventyr, der tidligere havde stået trykt udenfor eventyrudgaverne samt evt. i EHP 1/2-62/63. Man valgte som forlæg vilkårlige foreliggende oplag af NEH, hvilket ses af apparatet og det følgende.

76

Da EP-54 optryktes som SS19/20-55, gennemførtes som ovenfor omtalt en række ændringer (især under apparatets tærskel) med nogen ændring i textens ortografiske billede som følge; men de øvrige rettelser gjorde ikke indtryk ved mængde eller formodet autenti. Hvor talen er om SS25/26/27-68, gælder noget lignende, idet »C-rettelser«, især kommaer, vinder indpas, skønt tendenser i så henseende forlængst var mærkbare i NEH-hæfterne. Andre rettelser tælles i hundredvis; de er svære at få greb om og vidner bestemt ikke om autors medvirkende hånd. Herom i korthed følgende:

NEH 1-65 > SS 25-68 (III 13-60, A4 > C)

A > A2 > A3 > A4 > C > D, 4 texter desuden A4 > B (15EF-67), 1 text A3 > EHP1-62, Flaskehalsen. Enkelte steder, hvor B = D udenom en afvigelse i C, kan ikke afkræfte angivelsen af trykkenes afstamning. Der er mange C-rettelser især af hovedtyperne æ > e og stort bogstav i substantiviske ord. Anthon > Anton i Pebersvendens Nathue indførtes allerede i B, men Tristand > Tristan sst. ikke før i C. Iøjnefaldende gennemrettelse af en Slags > et Slags uanset det flg. ords genus. III 46 yngste > ældste er en af de åbenlyse fejlrettelser, der ikke kræver forf.s medvirken. Andre rettelser har gennemgående præg af tilfældige moderniseringer og normaliseringer. 5422 påvirkes sætningsbygningen - rettelsens ophavsmand har været generet af en »at-sætning« uden komma og at: det saae under sig de andre Trær voxede og løftede sig som det > ... voxe og løfte ...

NEH2-60 > SS25-68 (III 63-100, A2 > C)

A > A2 > C > D, 1 text A2 > B. Hæftet, og det vil stort set sige DyndKongens Datter, frembyder et træk, der ikke før har været påfaldende: et stort antal komposita med bindestreg i A sammenskrives i C. Der er over 50 exempler, abstrakte som konkrete, gængse som specielle, se fx 8013, 17, 21 og 811, 10, 14, hvoraf de fire sammenskrives, men Christen-Kjærlighed og Seid-Kunst ikke - eller 8225-30 med fem exempler, der alle sammenskrives i C. Har forf. i bedste Grundtvig-manér villet bidrage til denne store digtnings høje og gamle stil ved denne knortede grafiske detaille? - Man noterer nogle æ > e og Kunst > Konst. Apparatet byder på c. 25 ændringer af karakter som i NEH1 > C.

NEH3-59 > SS25-68 (III 103-46, A > C)

A > A2 > B (2 texter), og A > C > D; se især apparatet til Et Stykke

77

Perlesnor. Under apparatniveau findes intet nævneværdigt. En række steder tilføjes verbernes pluralis-e. En del rettelser i forbindelse med bestemthedsbøjning forekommer inkonsekvente: C ændrer både 111 Stakkelens, 119 Himmelens og 126 Djævlen, 131 Englen, 135 Altret. Der er mere fornuft end stilfølelse i en rettelse som 123 var saa henne i den > ... saaledes ... En retorisk figur eftergås med filen 13214 og 14129 - næppe forf.s bidrag. Pudsig er 13836, hvor personerne i Børnesnak ikke må være de Børn, vi have fortalt om, nej: talt om - hvilket jo bare betyder »skrevet om«. Dette skal ikke være eventyr, fortalte for børn!

NEH4-61 > SS26-68 (III 149-98, A2 > C)

A > A2 > C > D, 2 texter A > B. Her optræder C-rettelser, især flere kommaer, der her ikke blot skyldes skødesløs tegnsætning i forlægget, men også en kampagne mod udråbstegn (En Historie fra Klitterne); desuden fortsætter sammenskrivninger på bekostning af bindestreger. Også apparatet viser en ret kraftig rutinemæssig tilretning med over 50 ændringer, hvoraf en del nye pluralis-e (men modsat 16512, 16918). Skoleregien om og i opremsninger exekveres 1607, 16913, mens et manglende og af helt anden type klares behændigt 18324. Der tilføjes -e i hundred og tusind. Hæftet som helhed er et godt exempel på, hvad blot een optrykning medfører, og hvor stor eller lille interesse forskydningerne kan siges at have.

NEH5-61 > SS26-68 (IV 71-117, A > C)

Fra A udgår både A2 , B (4 texter) og C (> D), hvilket egentlig følger af den atypiske kronologi, 1 text går A > (De Vises Steen, EHP 2-63). De under NEH nævnte småændringer finder også sted her, omend vistnok i aftagende grad mod hæftets slutning, og en del i og u fordobles; nogle verber bøjes i pluralis. Apparatets varianter er uinteressante, og ingen særlig rettelsestype falder i øjnene.

NEH6-62 > SS27-68 (IV 121-79, A > C)

Hæftet domineres af Iisjomfruen. Fra A udgår både B (1 text), C (> D) og den sene A2 . Færre udråbstegn og endnu flere kommaer, fordobling af i, men A = C i en lang række tilfælde, hvor A2 afviger. I Sneglen og Rosenhækken vakler Rosenhakken og det mere individualiserede Rosentræet i A, mens en egalisering til det ene eller det andet tilstræbes i henholdsvis A2 og C.

78

NEH7-65 og NEH8-66 > SS27-68 (IV 184-265, A > C)

A > C > D; hæfterne trykkes ikke op og bidrager ikke til B, skønt denne er yngre. De førnævnte træk vedr. kommaer, storbogs taver og komposita præger også her optrykket, men i aftagende grad - tidsafstanden fra A daler og muligheden for ændret husstil med den. Antallet af rettelser i apparatet daler tilsvarende. Man kunne tænke sig at vide, om korrektionen af eventyrtitlen citeret i et andet eventyr, 18531det gamle Egetræes Drøm, og den poetiske singularis 20622 er autentiske rettelser; det er de såmænd nok ikke, men usikkerheden er til at bære.

Fembindsudgavens bd. I-II, EHP1/2-62/63

Da Vilhelm Pedersen døde i sit fyrretyvende år 1859, havde han ikke blot illustreret EP-50/54 og HP-55, men også fire eventyr i Folkekalenderen og, vigtigere, syv stykker fra En Digters Bazar og I Sverrig. Sammen med den omstændighed, at H. C. Andersens nye stærke produktivitet i vor genre fra 1858 markeredes med NEH-hæfternes titel og format, viser sidstnævnte illustrationer, at en samlet udgave forberedtes, og denne afgrænsede sig selv, da kunstneren døde. Fremtiden måtte så vise, hvem der kunne fortsætte arbejdet.

1862-63 udkom da de to bind, der er omtalt IV 12. De har een uvisnelig fordel: at de genindfører den kronologiske rækkefølge af eventyrene, som var brudt i EP-50 og SS19/20-55 og derefter i mangfoldige udenlandske udgaver. Men det er vist også det pæneste, der kan siges om denne udgave, i vort bd. I-IV kaldet D.

Den kronologiske redaktion af hver variantnote tjener til at sløre omfanget af rettelser i D. Grundlaget for D er nemlig i det store og hele EP-54 (se nedenfor) og HP-55 (hvortil kommer de IV 13-66 trykte eventyr fra spredte forlæg), så på en mængde punkter er disse bøger lig D, men afvigende fra C; men D noteres i apparatet, således i den allerførste note I, 23, hvor: sit] sin C, sit D jo betyder: sit AA2 BB2 D, sin C. Alligevel vil man finde en del steder, hvor D har foretaget en anden rettelse end C, typen II 117: bleve tilsidst] bleve de tilsidst C, tilsidst bleve de D. Og dertil kommer så de endeløse detailler under apparatets tærskel. Men netop disse skal her behandles varsomt. Af hensyn til noterne viser arbejdsexemplaret af D nemlig afvigelser fra C, ikke afvigelser fra sit egentlige forlæg.

Et blik på noterne vil skabe tvivl om dette forlæg. Er det EP-50 (B) eller EP-54 (B2 )? Hvor disse afviger, ses D at følge snart den gamle

79

B-form bagom B2 , snart dennes nydannelse. Svaret findes ved at se på det efter B gennemrettede arbejdsexemplar af B2 med særligt henblik på detailler under apparatets tærskel. Så hælder vægten til den også kronologisk sandsynligere B2 , og man skal ikke længere end til side 4, før man finder det første indicium: anførselstegn i B glemt i B2 og ikke rutinemæssigt indsat i D (II 437). Heraf må sluttes, at hvor ikke blot tilfældigheder er på spil, skyldes identitet mellem B og D tilbageretning. Dette støtter ægtheden af de rettelser B > B2 , der omtaltes ovenfor, og hvoraf kun den førstnævnte forsvinder i D; var de uønskede, havde de kunnet rettes tilbage.

Sagen er dog ikke afgjort hermed - der er en rigdom af forskelle på mikroplanet, de er blot ikke noteret i noget arbejdsexemplar, da de ikke skulle bruges til noterne, og det er ikke skønnet muligt at sammenligne B2 og D mere end stikprøvevis. Sammenholder man D med det exemplar af C, hvori rettelser fra B2 er indført, får man på overkommelig måde indblik i den parallelle, men i enkeltheder uens udvikling fra B2 til dens to eftertryk. Emnet kan efter udg.s mening ikke bære en detailleret undersøgelse, men stikprøver tjener til at karakterisere D. Denne text, som i de fleste tilfælde har fire, til tider flere optryk lineært bag sig, er dels gjort til genstand for bevidste ændringer mod alle forgængere, stedvis dog for rettelser af tilbagegribende art; dels er den fulgt med tidens ændringer i ortografisk husstil, dvs. at rettelser af »C-type« er så indarbejdede, at de også præger D, omend knap så stærkt som C selv.

De texter, der fra rejsebøgerne vandrer direkte ind i eventyrkánonen EHP1/2-62/63, er karakteristiske ved at C-rettelser må indføjes i de tyve år gamle »Bazar-kapitler«, mens den pågældende norm stort set allerede råder i 1. udg. af I Sverrig.

Disse rejsebogskapitler (samt Ærens Tornevei og Jødepigen, alle i bd. IV) findes også i SS25/26-68, men apparatet synes utvetydigt at vise, at dette sker med original trykkene som forlæg, ikke med EHP1/2.

De texter, der optrykkes efter HP-55, kræver kun få ord. Apparatet viser til overmål, at HP-55 og ikke SS18-55 er forlæg for EHP2-63 (D), men både apparatet og arbejdsexemplaret viser desuden, at også disse texter trods den ringe tidsafstand er blevet reguleret, faktisk mere end de fleste eventyr. Det drejer sig ofte om et dusin smårettelser på en af bogens små sider.

En gennemgang af de for D specifikke ændringer - der går langt udover hvad en sætter kunne »komme til« at præstere - ville blive meget omfattende og foregribe det flg. afsnit IV om rettelsestyperne. Til gengæld er der i afsnit IV, som ellers sparer på sigler, anført D ved en del karakteristiske rettelser, og forsåvidt som talen er om citater fra vor udgaves bd. I-II, tjener disse rettelser da til at belyse de i 1862/63 80 stedfundne indgreb. Se især afhandlingens sidste sider, der er stærkt prægede af D.

Det skal endnu tilføjes, at EHP1/2-63 blev optrykt 1873 under betegnelsen 4. udgave, hvor altså EP-50 og EP-54 tæller som 1. og 2. Som nævnt I 11 er dette tryk ikke benyttet, skønt det er udkommet i forf.s levetid og formodentlig findested for nogle af de læsemåder, man anser for nye i de posthume samlede skrifter. Forordet I 11 omtaler »optryk ... de«, og denne uberettigede pluralisform skal her korrigeres, ligesom den mere præcist lydende fejl IV 12 lin. 2 fn.: »tre gange«.

Fembindsudgavens bd. III-V, EHF 3/5-70/74, og de sene eventyrhæfter

Vejen frem til Lorenz Frølichs arbejde med at illustrere de sidste 3/5 af eventyrene skal ikke opridses her. Resultatet er kendt: De 2 X 4 hæfter NEH optryktes i EHF3/4-70/71, mens EHF5-74 optog de her hidtil uomtalte hæfter NEH9/10-72 og de tidligere pjecer Dryaden og 3NEH70. Og i alle tre bind gled texter fra SS25/28-68 ind mellem de andre.

Netop forud for dette Andersens sidste femår var periodens evigt bølgende retskrivningsdebat nået til et resultat i form af det nordiske retskrivningsmøde i Stockholm i juli 1869; dets vedtagelser kodificeredes i Svend Grundtvigs Dansk retskrivnings-ordbog 1870 og hans mindre radikale Dansk Haandordbog 1872; begge var sat med antikva, men kun den første med å og små bogstaver i substantiver. Ordbøgernes forord og DSH IV 68 ff redegør for reformen, der i sin anden, modererede fase især tilsigtede antikvaskrift samt modernisering af typer som: sikkre, tappre; Huus, lis; Roes, blaae; Kudsk, Prinds; Qvinde; Vei, Øie; udentvivl, isigte. SGr 72 er forsigtigere med at indføre æ for e end SGr 70.

EHF frembyder som venteligt exempler på ændringer fra en molbechsk til en grundtvigsk norm, fx modernisering af ord som: Skrenten, Muur, Huuset, Vert, Bjelke, blaae, anseete, fremmedt, udsjunget. Men dels er exemplerne få (de nævnte er næsten alt hvad hele EHF3-70 byder på), dels er forlægget C konservativt i forhold til tidligere versioner (C har: Skrænten, Vart, Bjælke, fremmed, men Muur, anseet, udsjunget). Hverken den ny ordbog eller det ny trykkeri Thieles mulige husstil betegner altså noget brud. Man kan indvende, at SGr 70's forord er fra oktober 1870, så bogen næppe kan have sat spor i EHF3, der udkom 10.12.1870. Men mødets vedtagelser havde været kendt i lang tid og var allerede 1869 genstand for kritisk opmærksomhed i den 81 typografiske verden, fordi forfattere med sædvanlig retskrivning forventede deres manuskripter sat i den ny, hvilket sætterne naturligvis ikke kunne være tjent med at varetage uden extrabetaling.

Kun een af de nye paragraffer sætter iøjnespringende spor i EHF, nemlig den om særskrivning. Man opløser en mængde præpositionelle og andre vendinger, der i forlægget var sammenskrevet i henhold til »den sprogstridige og tankesløvende vane, som mere og mere har grebet om sig« (SGr 70 forord, se DSH III 180). Exx.: i Veiret, i Aftes, hen imod, hvor mangen, høiest ragende. Andre rettelser er ikke grundtvigske (een > en, Braadden > Braaden, SGr én, Brod), og nogle fortsætter tendenser, vi allerede har set virke: grumme lidt, mange, den > grumme Lidet, Mange, Den, og i formerne: har, blevet, spredte > have, bleven, spredt. Fra den specifikke forløber 15EF-67 overtages bevidst visse navneformer som ovenfor omtalt, men også enkeltrettelser, III 4639 og 1286, jf. O's position III 1425.

De to normers sammenstød ses typisk af de to eventyr, der i sidsteøjeblik finder plads i eventyrkánonen: Laserne, fra den traditionelle Folkekalender 1869, glider ind i EHF5-74 uden en rettelse, mens Loppen og Professoren, fra den avancerede Folkekalender 1873, må skrues tilbage ved hjælp af næsten 70 ortografiske rettelser på knap 6 små textsider, hvorved fas stavemåder som Fornøielse, Prinds, Elephant, Toug, faae, reagerede, delicat.

Hovedindtrykket af EHF er det meget moderate antal rettelser. Mange sider er til sidste komma identiske med forlægget; også de altid naturligt optrædende, oftest ligegyldige småændringer findes i såpas ringe antal, at sætteren eller sætterne uden overdrivelse må siges at have vist mere end almindelig påpasselighed. Måske har de, tværtimod at praktisere en Thiele'sk husstil eller private vaner, lagt vægt på at følge forlægget fra eventyrenes mangeårige faste bogtrykkeri, medmindre direktiver eller (snarere) konkrete rettelser var indført af Reitzels tillidsmand. Nogen indsats fra den gamle digters side er der næppe indicium for; men lidt materiale også fra disse bind findes dog i det flg. afsnit.

Og hermed er eventyrpreduktionen afrundet og den fem binds standard skabt, der dels optrykkes gentagne gange, dels vandrer videre til de posthume Samlede Skrifter, som atter er vulgatatext for mange tryk både før og efter Brix & Jensen 1919, der vælger andet grundlag. Den posthume udgave kunne være emnet for Roger Laufers ord s. 20 i den s. 119 citerede bog: »Les vulgates d'auteurs modernes ne sont que des éditions de référence ou de travail, dans lesquels des éditeurs successifs et peu scrupuleux sont allés chercher un texte dépourvu d'autorité. Ces vulgates ne valent que pour l'histoire posthume des textes.«

82

IV: Ændringer typologisk

Ortografi

Vokalisme

Indlyds-e tilføjet (epentese) eller bortfaldet (synkope)

I 131 taknemlig: DO XXIII 647 har ikke slet så tidlige exx; MO kun -nemme-; RO begge former; II 202 Seglgarn: MO og HR Seil-, DO XVIII 939: ofte Segl-, Segel-, RO Segl-. D genindfører Segl-, V 53 Seirsgiæde: MO2 tager udtrykkelig afstand fra Seir- især pga. komposita. - I 119 Angest: både subst. og adj. nærmest tendens > Angst (som HR), senere atter konservativt > Angest. MO2 s. v. Angest: man træffer jævnlig Angst, men især af metriske grunde; IV 55 Svouel: således MO, men Svovl både før og efter A (således HR). - Hertil kan regnes varianterne lidt og lidet, der (ofte med L-) ses vakle i app. til IV 63 Jeg selv veed kun Lidet af vor egen Religion og 82 I hvor Lidt de havde; af MO2 fremgår, at lidet er ubrugeligt i tale, mens der er vaklen i en række funktioner i skriftsproget.

Udlyds-e tilføjet (Raragoge) eller bortfaldet (apokope)

III 68 Legems, III 107 og IV 16 Billed, IV 204: Helved: MO dobbeltformer ÷/e af de to første, men ikke af Helved; II 35 Madam (men) > Madame (n): MO1 ÷, MO2 udførligt om Madame > Frue i datiden; DO XIII 732: forfranskningen skal kompensere ordets deklassering netop o. 1850; I 38 Himmerig: MO: forkortes hyppigt i tale og skrift; DO VIII 132: -rige højere stil; andetsteds i eventyrene kan findes -rige > -rig; I 146 hundred, III 64 tusind: MO -de/-d; tendens til -de, men IV 50 atter -d. V 169 Hundesteil krO > Hundesteile A: DO VIII 678: nu lidet brugeligt. - II 81 Sverrige, II 121 Frankerige: MO -rige s. v. Svensk, Fransk; variabelt II 236; III 69 Omqveede: MO -d.

83

Åbning, lukning

V 20 Immer > Emmer: Immer fynsk, se DO IX 163 m. henv.; I 49 Pioner > Pioner D: MO ÷, DO XVII 210 i/e/æ; II 61 Øienforblindelse > æ > e > i: MO kun -i-, DO XXVII 1545: -æ- almindeligere end -i-; II 70 knipsede > knepsede: MO knipse se kneppe, HR knepse, DO knepse nu sj.; I 42 Kunst > Konst D; HR Kunst; MO's fortaler udførligt om det bevidst gammeldags, antityske valg af Konst, i øvrigt gammelt stridspunkt, se DSH V s.v. kunst. - II 87 Saallerne > Saalerne: rettelse af dagligsprog; I 93 slængrede > slingrede allerede B; slængrede synes isoleret; V 145 Spædelys O > Spiddelys A: DO XXI 203 Spiddelys med 7 sideformer, hvoraf denne ifl. Dyrlund er kbh. almueudtale.

Runding, afrunding

II 75 Iver > Yver: MO henviser fra luer, som er bl.a. fynsk dialekt; I 144 Zephir: MO Zephyr; II 37 Sirenerne > Syrenerne D, IV 58 (jf. IV 251) Sirene OO2 > Syren A; MO ÷, DO XXIII 15 varianter bl.a. fra Andersen; I 198 baltrede > boltrede: MO baltrede: daglig tale, se boltrede, DO I 1089 aflydsforhold; se app.; II 126 Poppegøien > Papegøien: MO henviser fra Poppe-. - II 111 voxe > væxe D: ifl. DO XXVII 728 allerede af Moth og igen af Levin betegnet som svindende, altså et stærkt exempel på D's overkorrekte rettelser.

Vokallængde

IV 58 har flere plantenavne med særformer i O. Gjeddeblad er i DO VI 736 belagt flere gange, Klasse derimod kun fra 1726, men tilfældigt iagttaget i orig. trykket af J. P. Jacobsens Mogens (Saml. Værker III 1927 s. 319, 2 gg.), ganske vist mod ms. og bogudg., men dog vel med en kortvokalisk tradition, som DO betegner som gidgs. Uden forb. m. vokallængde, ubelagt i DO, men med mange gamle sidestykker, er Lillieconvalle sst. O (> Gedeblad, Klase, Lilieconval A).

Fremmedord

II 189 Volonteurer > Volontairer D: DO XXVII 432 -ai- ældre, jf. ... om ældre stavemåder indført i sene udgaver; II 303 Contoir > Contor: MO Contor; IV 19 Altar kun O.

Normen var imidlertid dengang mindre fast end nu. Man skal derfor ikke uden videre lægge for meget i de enkelte exempler. En ændring eller ændringstendens behøver ikke absolut at dække en realitet i 84 udtalen. Dels har der været vaklende skrift- og udtalenorm i en række ord, dels kan ord simpelthen af sætterne være tilnærmet en skriftnorm. Anne Duekilde nævner som sandsynlige exempler herpå elimineringen af ord som taknemlig, Seirsglæde, Helved, Omqvæde, Immer, Saallerne, slængrede, Iver, baltrede.

Konsonantisme

Klusil > spirant

I 77 Knoklerne > Knoglerne: vaklen, se fx I 176, men -g- i D; MO har -g-, også -kk-; HR Knokkel, Knokler; DO X 865 gi. dobbeltform m.fl. forklaringer; II 120 kiggede > kigede eller omvendt, fx II 138: keget m, kiget AB, kigget B2C, kiget D. MO kige, daglig tale kikke. Først sent har kigge opnået accept og kigelkeg betegnelsen forældet; II 81 Kridt > Krid: mærkelig gammeldags D-form, men MO har Kridt som sideform, i MO2 m. henv. til udtalen, mens HR har Krid med tilføjelse, at det udtales Kridt; II 205 Knebelen > Knevlen D og HR, II 239 Kjæbe > Kjæve C: MO henviser -b- > -v-, DO omvendt, SG 1870 har -b-, 1872 -v- med bemærkning herom i forordet. II 278 Ukrudt O > Ukrud A: MO kun Ukrud, SGr kun Ukrudt, der ifl. DO XXV 1020 er »først fra slutn. af 19. aarh. alm. raadende i skriftspr.«, dog med ældre belæg end dette. I 157 Persille m > Petersille A, II 163 Petersillie > Persille D (= MO).

Spirant indføjet

II 289 kun et Barn O, et Barn kuns AC (= m), et Barn kun D, ret sent belæg for den gamle sideform; II 240 mens > medens: MO mens sjældent udenfor vers, se imedens; SGr begge; III 63 Storkemo'er > Storkemoder: anderledes III 193, kompliceret V 136, ender gerne med -moder D; III 123 -fjer > -fjeder D: MO Fiæder, SGr begge, DO Fjeder som hovedsted, MO Fiær dagligt, Fær almuesprog; II 112 Raastuen (> Raadstuen) måske fynsk form, se app.; utvivlsomt fynsk er derimod 131 den skal ligge døe m, og V 50 Kornmoen KO, alle tre med d allerede i A.

Andre exempler

I 172 (hviskede og) tviskede (> tiskede D): DO ÷, men tv- findes dog i 5 tryk samt i 2 mss. til IV 143; II 84 Ellepigen > Elverpigen D, indsat i texten med støtte i m: MO -lv- > -ll-; II 86 anderledens (> anderledes B), rettet i texten med støtte i m, men svarer nok til sætterens sprog; DO har kun to exx. på -ns, begge fra Kierkegaard; II 175 Banken O > 85 Bakken: normaliserende, MO dog begge; II 198 Skraalhans (> Skraalhals A2 ): DO ÷, måske en tilfældighed; II 198 komik > komisk D: DO X 1076 benytter efter Brix komik bl.a. belæg for denne gallicisme; II 205, IV 164, IV 233 Confirmand/-t, se app.: gammel vaklen, MO -t med lang kommentar om at -d er etymologisk korrekt, men -t analogisk efter andre ord på -ant; der kan ses bort fra den teologiske diskussion, om den pågældende bekræfter eller bekræftes (-t eller -d); II 264 svindel (> svimmel D); MO ÷, DO begge adskilt; II 298 Tyltebær (> Tyttebær D): MO ÷, DO mange exx.; II 300 Livfuldt (> Livfuld D): DO †, men DO XII 1047 et Livsfuldt (HCA); II 310 Mansket-: = MO, men Mansjets- m, Manskjets- O; III 188 Boeslods- (> Boelslods- D): MO s.v. 2. Bo, DO II 1066; med anden betydning DO II 964 Bolslod; IV 152 dyndvaad > dyngvaad A2 (og 221 allerede A): DO begge adskilt, MO kun dyngvaad. IV 102 stift > stivt, men II 67 givt > gift; stivt og gift svarer til MO's exx. V 64 bladre O > blade A. V 155 Vindelbroer grO > Vindebroer A: DO XXVI 1673 ænyd., citaterne viser afvikling og korrektion i 19. årh.

Hovedindtrykket af de lydligt relevante staveænd ringer bliver en naturlig normalisering og modernisering, med en modstrøm i nogle af D's gammeldags rettelser som vaxe, Konst, Krid. Den molbechske norm, styrket af MO2 1859, har antagelig spillet en rolle.

Kompositionsfuge (også udenfor substantiverne)

e-bortfald

I 35 Spanderemme: MO1 ÷, MO2 -dr-; 143 Hvalrosse-Fangere: MO1 ÷, MO2 Hvalrostænder; 176 Billedebøgerne: MO -db- (= C); II 263 Vedbende-Grønt: MO og DO sideform Vedbende, men -d- i komposita; 134 Valnødtræer: se app., MO Valnødtm; V 33 Bladeluus: MO -til-. - II 179 øieblikkelig (= HR) > øiebliklig D (= MO); II 201 mørkeblaa (= MO) > mørkblaa D; II 222 sorte-: se app., MO sorte- trods citat fra Oehlenschläger med sort-.

e-tilføjelse

I 41 Sengklæderne: MO rettere -gek-; 127 Vildrede: MO -der-; II 65 Sovkammeret: MO -vek-; III 98 Blegmandens: MO -gm-/-gem-; 144 Spækbræt: MO Spekkebræt; 188 hundredviis = MO; IV 58 Nøkrosen: MO en Nøk, endnu hovedform i DO; 79 Spiiskammer: MO Spisekammer, udtales Spiiskammer; 175 Dødninghoveder = MO. - III 152 firaars: MO fireaarig, men andre ord med fiir-; IV 207 Borgstue: kun kO.

86

s-bortfald

I 105 Blodsdraaber (grundbetydning) = MO, der især angiver overført betydning, ellers: en Draabe Blod; HR -dd-; II 324 Spanskrørs-Stokken: -r-S- ved linieskifte, kun i C; III 107 Skibsbyggeren: MO Skibbygger men Skibs-Bygmester, se DO; III 184 Kammerats-Tiden; IV 221 Tobaksspinder(skilter) = MO. - II 61 safransgule; III 155 tillidsvækkende; HR og RO -dv-, men DO har -dsv- som hovedform trods tvetydigheden -d-sv- og iøvrigt »bog« ved ordet. IV 54 glædesløst: MO -el-. Den svenske sætter må nok tage ansvaret for III 153 tröstelös (MO trøst(es)løs).

s-tilføjelse

I 187 Ildlue: MO -ds-; III 181 Jesubarnet, III 191 Christiansand, begge med karakter af tilfældigheder.

Andet bortfald

II 25 Øienhuler (Øienhuller BC, Øiehuler D): MO Øie-, MO2 desuden belæg for Øien-; 58 Evigtgrønt: MO ÷, men har Singrøn; 199 Fædreneland: MO både Fædre- og Fædrene-; III 130 Ulykkensjugl: MO1 ÷, MO2 -es-; V 37 Skriverbog = MO, se app. og DO XIX 910 med citat fra V 46, der aldrig har haft -r-. - II 15 rundten om > rundt om = MO.

Anden tilføjelse

II 21 Ørelyd > Ørenlyd = MO. - I 143 vidløftig > vidtløftig = MO; II 70 alfor (DO I 485) > altfor (= MO); IV 130 blankpolerede > blankt-: MD III 194.

Sammenskrivning > særskrivning

I 65 Kongenshave; II 241 mit Livshistorie (men II 228 Jægerhornetstoner i alle tryk, V 58 den Snilletsbaarne, omtalt AJ 179); II 273 Kjøgeby; III 41 Barndomstid; 94 Fordumstid > fordums Tid: DO V 337; - III 68 sit Legemsskikkebe > sit Legems Skikkelse, AJ 173; 172 Gudshuus; II 46 Smaa-Muus > smaa Muus; III 172 halvopløste > halvt opløste. Jf. hertil II 320 Efteraarsdage A > Efteraarets Dage D, lidt højere stillag, IV 279 og 24732 O > A.

Særskrivning > sammenskrivning

II 132 Diamants Ringe > -tr-; 208 Fløiels Klæde > -s-K-; 251 et Skjønheds Hele > -s-H-; 289 Forlovelses Dagene > -s-D- > -sd- (= O m.fl. exx. i 87 samme historie); 321 luftigt let: se app.; jf. II 94 den Porcellains Skorsteensfeier > Porcellains-Skorsteensfeieren D, AJ 97.

En del af disse komposita er faste ord i sproget, og rettelserne repræsenterer stort set en jævn normativ tendens. De rettede sammenskrivninger virker delvis meget afstikkende og er gennemgående blevet rettet hurtigt. De rettede særskrivninger, især de materialeangivende af typen Fløiels Kløede, virker ikke specifikke, blot i almindelighed gammeldags, og rettelserne bidrager til belysning af deres forældelse. Beslægtede fænomener med kompositionsled/afledning foran hovedordet ses I 1529, II 523; se AJ 171ff om sammensætninger.

Substantiver (hertil DSH II 204fog IV 88f, AJ 168f)

Genusvexel

et > en

II 143 Carnap: MO en; II 23 Kluk: MO et; II 311 Collats: MO ÷; I 23 Tornister: MO1 ÷, MO2 en, HR en, et, DO: nu sjældnere en, RO nu alm. et; III 80 Væde: MO en, DO kun en; IV 77 Rusk: MO en, HR et, DO nu alm. et.

en > et

II 159 Afkom: MO en, skønt i DO I 197 har langt ældre neutrumsbelæg, HR et; IV 125 og II 319 (A > O) Besvar = DO II 486 cit. i neutrum, MO et, DO en, et, MD II 67; III 95, IV 177 Hastværk: MO et, DO VII 933 sj. en, Andersen-citat; III 151: Hib: MO ÷; IV 250 Løg O: se DO XIII 559 om vaklen, MO kun et; III 70 Minaret: MO ÷, DO XIV 77 †et, Andersen-citat; I 56 Sneefnug, II 52 Sneeflok: MO et Fnug, en Flokke, en Flok; DO IV 1210 viser Flok som vigende bogsprog i datiden; V 249 en ... Sneefnok O > et ... Sneefnug A; I 132 Skum: MO et; III 69 Vildskab: HR en, MO et, DO nu 1. br.; I 53, I 133, II 83, III 14, IV 13 etc. en Slags > et Slags, også foran et andet ord, selvom dette er fælleskøn, fx I 117, II 133, 134, 192: MO et, men henviser til en i ældre og i talt sprog; DO XX 314: følger ofte artsbetegnelsens genus, især gidgs., et »nu noget sjældnere i rigsspr.«; DSH III 205: vaklende c. 88 1870; AJ 168: vaklen foran fælleskønsord, næsten kun et foran neutrumsord; MD II 66f: genus i sig selv vaklende, yderligere usikkert pga. flg. substantiv; I 98 istedetfor > istedenfor D, jf. rettelser af ingensteds, nogensteds III 144, 175: MO i Stedet for, bib. og dagl. -n; MO2 s.v. Kiøbsted: en > et Sted; MO2: »sædvanlig« ingensteds, nogensteds; DO XXI 1083: istedenfor især gidgs. - Om II 79ff Fiirbeen se AJ 168: de samtidige udg.s en r.t. et i SS 2, men ikke konsekvent.

Den bagkloge finder nogen grund til undren over dette materiale. Det indeholder både moderniseringer, århundredgamle »bløde punkter« som Slags og istedenfor, og former der virker som tilbageskruning af originaludgavernes og vor tids fælles norm.

Hertil genusvexel ved andre ordklasser

frisk/t, værd/t, fremmed/t brydes, men aldrig -t i de ældste udgaver; MO frisk/t, fremmed/t (efter nogle: fremmet), uvis overfor værdt; HR uændret i neutr.; -t-formerne er ikke i Grundtvigs ordbøger, men belagt i DO, fremmedt »sjælden«.

Ved talord: I 153 hver tusinde Aar > hvert C; III 143 een og tyve Aar > eet (= IV 72); IV 150 for en hundrede Aar siden > et, skønt en snarere angiver omtrentlighed end genus; ændringerne sker i C. Se MD II 390: kongruensbøjning nu opgivet.

den > det i konstruktion med Barn: II 164, 174, 288; den > det, pronominalt > upersonligt I 32, omvendt I 33.

Kasus

Gruppegenitiv

II 22 imod Keiserens af China > imod Keiseren af Chinas (jf. s. 67): cit. MD II 214: »gængs, hvor leddet indgår i navne, titler og andre faste forbindelser«, se også AJ 169; III 140, 141 Philemon og Bauds Hytte: Philemons o og C, Philemon OrA og D, cit. som fast forbindelse MD II 212 (uden brug af varianterne og med den korrekte form Baucis's); IV 61 den folkelige Drot, Borgers og Bondes Ven > Borger O og C. Se AJ 169 med exx. udenfor eventyrene.

Genitiv i øvrigt

AJ 169 definitiv genitiv med et ex. på vaklen, MD II 238. II 236 Onsdag Middag > Onsdags C; III 38 Wartburg Sangerkreds > Wartburgs B. - II 315 til Laans (i Laan m, til Laan O): således A-D, MO, DO; se MD II 205. - II 88 Hud ... som en Beenrads > Beenrad B2 .

89

Kasusændring i pronominer

II 312 vor Herre faaer ikke Mange, som ham > han D; IV 102 som ham der > han der B og D; IV 153 Du venter gode Venner, bedre end mig > jeg D; IV 208 Nu skulle vi have de, som agere > dem C. Man afholder sig helst fra at dømme om disse prekære varianter, hvorom se MD II 242 ff, men undrer sig ikke over at finde D på den (over) korrekte side.

Numemsmorfem

Til r-bøjning

I 71, II 75 -knoppe: MO -knopper; III 99 Aaknappe (dog uændret I 54): DO I 27 »(kun?) hos HCAnd.«; II 24 Guldqvaste: MO -e, som ifl. DO XI 909 nu kun er dial., mens -er er belagt fra 18. årh.; II 209 Gjerdestavene: MO Stav(e) bruges mest i pl. Staver, MO1 (og HR) men ikke MO2 har Gierdestaver, begge har Gierdestage, -stave til (ris)gærder; III 122 Oldinge: MO1 -e, MO2 og HR -er og -e, RO -e, MD II 105: -e, mod den alm. tendens i sproget til -er (hertil svarer -er > -e-tendensen i materialet DO XV 415). - Dette og det nærmestfølgende materiale repræsenterer jævnt hen en modernisering.

Fra r-bøjning

I 92, I 95 Menneskerne, se app.; II 21, II 115 Nattergalen MO -e.

-e tilføjet

II 257 Toug: MO Toug, Touge; II 147 Trompeter > -re C, nu indført i texten med støtte i r: MO ikke angivet pl., HR -e.

-e bortfaldet

I 55 Fiske: MO begge; II 37 Fjere, 38 Fjedre > Fjere > Fjer, II 233 s.d.: MO se ovf., DO IV 1067; II 36 Sneeflokke > -fnokke > -fnug (MO) o.fl.st. (V 29 -fnokkene r > -flokkene A > -flokkerne B, måske for at hindre forvexling med flok = skare, også hos SGr); II 21 Stene: MO begge med visse semantiske forskelle; II 268 Springvande: MO uden pl.; om vaklen i IV 121 ff Gletscher se app.

Dualis

MO har Øren, sj. Ører, og Øine, (mest ældre) Øien, RO har Øren som 90 næsten forældet. Andersens spontane pl. har sikkert været Ører, Øine. I 104 og IV 51 sg. > moderne pl., II 96 Ører > Øren A2 , II 148 Ører > Øren C > Ører D, men II 234 Ører > Øren D.

Diverse

II 144 Bekjendtere > Bekjendte (således HR): DO II 209 om vaklen i begge tal; II 260 Dramaer > Dramer: se MD II 114; II 319 to eller fire Mænd A > Mand O, modsat IV 99; III 22 guldgule krøllede Haar > -t, -t Haar: se MO om Haaret som betegnelse for hovedhår, DSH III 203; II 288 Kjøbsteder > -stæder: MO begge, men 259 fejlagtigt Stæder > Steder (= byer). Et par exx. på vaklen mellem synkoperet og ikke synkoperet form findes: II 212 Væsner (cf V 72), 299 Verdner. Et fremmed morfem er fordansket V 132 Tableaux k-o > Tableauer A.

Numerusvexel

Det må forekomme uforholdsmæssigt at gengive og kommentere alle exempler, især da de fleste skal ses i deres kontext og i øvrigt må antages indført af forf.s hjælpere eller ved tilfældigheder under sætningen. Der henvises til stederne og knyttes et stikord til, hvor den stedfundne ændring med rimelighed kan karakteriseres stilistisk eller logisk. Ofte gælder rettelsen kun en eller et par udgaver, ikke alle senere.

Singularis til pluralis

I 289 Pose ... Boghvedegryn ... den > dem; 10813 fejlrettelse; 17715 O > A; II 441; 4729; 6528 se nedenfor pl. > sg. under I 7122, ligeledes 8430 bytte Ring > Ringe (attraheret af Støvler, DO XVI 1076 i pl.), IV 16030 og V 17414; 9119; 1613 Øie > Øine: jævnere stillag; 29015; 2972; III 14913; 141 alt Aandens Dygtige > flere af Aandens Dygtige: konkretisering; 14120 Muur > Mure Igl.; 16513 Fingeren > Fingrene: konkret (og = kr); 19736 Igl.; IV 994; V 4521 sit forgyldte Taamspiir > sine: saglig rettelse, da talen er om Holsteinborg; 17214 logisk; 17418 distributiv singularis.

Pluralis > singularis

I 2617 fejl; 3015 fejlrettelse; 7122 Ædderkopper med Sølvkroner > Sølvkrone: MD II 158: pl. talesprogsfjernere og sjældnere, flere Andersen-exx., jf. 799 og sg. > pl. under II 6528; 7826 korrektere; 12930 egnet til overvejelse; 14819 punktuelt mere logisk, men udfra det flg. urigtigt; 91 17513; 1778 galt; II 155; 2019 pedantisk; 2818; 3433 lagde gode Æg > godt A: indført i texten, DO XIII 347 »lægger flittigt« (forsåvidt altså ingen numerusvexel); 5012 abstrakt; 17523; 23610 og 23714 O > distributiv singularis A; 26429 fejlrettelse; 3159 se app.; 32018 i Tanker/Tanke/Tanken, se app.; III 559 ingen Baand > intet Baand skriftsprogligt, jf. 9822; III 15334 og 15440; IV 11717 forbedring; 20622 abstrakt; V 16120 hver af Smaafiskene ... de > den. - Hertil specielle, kendte steder som I 244/2911; 8018; 18520, samt II 35 og 151 alletider > altid D (DO I 407 uden karakteristik udover »nu 1. br.«).

Bestemthed: epentese og synkope

En række ord, der ved bestemthedsbøjning har mistet ultimas -e-, får det tilføjet i senere oplag, men ofte med noget modstridende exempler i samme tryk. MO belyser ikke usus, og det er næppe umagen værd at undersøge DO's belæg. Se MD II 162. Exx.: I 73 Theatret, II 44 Frøknerne, 127 Orglet, III 99 Klostret, 126 Djævlen, 131 Englen, 125 Altret, IV 61 Fingren, 168 Meislen, 103 Kamret. Men også den modsatte ændringstype, synkope af trestavelsesformer, træffes, undertiden med de samme ord, således I 41 o.m.fl.st. Kammeret, 68 Himmelen (MO begge former), 81 Sabelen (cf. 82), 95 -kuppelen, 100 Kjedelen, II 88 Fingeren, 273 Fruentimmeret, III 28 Seddelen, 66 Manoeuveren, 111 Stakkelen, IV 32 Æselet O > Eslet A.

Bestemthedsvexel

Artikel føjet til nøgen form eller omvendt

II 123 boet i en Æske, hvor en er udskudt med støtte i O. II 2034 mistet Couleur > mistet sin Couleur, hvorved det kollokviale enhedstryk forsvinder, Igl. II 13618 og V 15411 O > A; 6928 Spitsberg > Spitsbergen; se MD II 192 om tyskheder, der dog har en anden karakter; 9529 gamle Chineser = 9627 cf 9726, der er fortællerens sprog, se ovenfor s. 67 og MD II 358 samt Dagbøger 26.3.73 (X 51): Imorges lod gamle Arveprindsesse atter høre til mig. Videre: 2883 sad ... i Kreds > i en Kreds; III 18 Jødeland: se DO IX 1014; 3417; 1254; 14315; 14516; IV 334; 23014 jf. DO XXVII 1241; 2473; V 21135 Ugedag > Ugedagen (i SS 2), moderniserende, se AJ 183. Omvendt, men også moderniserende, tab af artikel: II 336 se MD II 170; 12215; III 13429; 15237; IV 217; V 36 O > A.

92

Bestemt > ubestemt

I 2426 Hunden med Øinene > Øine D: analogt med de flg. hunde, men Øinene har været omtalt før, modsat 2635 Sølvpenge > Sølvpengene D; 731 mere »korrekt«; 13637 pedantisk, jf. II 20010; 17024 Igl.; 13438 bort fra bekendthedskvaliteten af det hidtil uomtalte; 18339 end den Rose > enden Rose: A2 , der i dette eventyr har autoritet; men er den Rose for talesprogligt, eller er der distraktion fra end?; II 20; lidt af Levningerne > lidt Levninger; 6614 jf. 6710 og app. samt MD II 169 om propriumsagtig ubestemt form; 8029; 8934 hvorom ovenfor ...; 3051 se app., den ubestemte form fra r er vel den bedre; IV 2226 til Hjerte(t), se AJ 181; 19221.

Ubestemt > bestemt

I 9814; 16810 pedantisk, se linie 9; II 11936 se MD II 168; 1752; III 15815; 15539; 16030; IV 7725 det almene > det specielle, bekendte; V 7626 nok ægte; 15713 en heel Vise > den hele Vise, idet visen er ældre end sammenhængen; 1624.

Uden at være stort viser materialet tydelige tendenser bort fra den i en vis forstand ulogiske, talesprogligt fortrolige bekendthedsform til den mere skriftsproglige ubestemte. Ændringerne i modsat retning har i ringere grad stilistisk karakter. Materialet meddeles med samme forbehold som under numerusvexel.

Verber

MORFOLOGI

Præsens: numerusbøjning

Der henvises til foregående afsnit om de forskellige udgavers holdning til dette ærværdige problem. Det samlede materiale kan næppe sættes på formel; en korrekthedstendens og en talesprogstendens synes at konkurrere. Exemplerne er kun få af mange; de tilsigter at vise forskellige syntaktiske typer, og af deres sene form er almindeligvis kun verbet udskrevet. Det skal gentages, at den sene af de to anførte former ikke altid findes i alle følgende udgaver. Se AJ 245 ff.

93

Singularis > pluralis

I 133 de vil brænde > ville; 148 nu skal vi ... Der skal vi > skal ... skulle; II 171 har vi > have vi; III 53 den skal vi høre > skulle; 56 Magt har de > have; IV 107 gjør vi ikke ..., saa gaae vi > gjøre ... gaae, se app.; 108 nu kommer snart Nabohønsene > komme (= r); 227 Under Tagskjægget var Huller > vare; V 168 I grubliserer > I grublisere.

Pluralis > singularis

I 23 der brænde over hundrede Lamper > brænder; II 114 See I ikke > Seer; III 80 Havets Bølger gjøre ... runde > gjør, se app.; 91 Paaskjønnelse faae Ingen af os > faaer, jf. IV 80 Ingen kjende det > kjender; 172 paa de fleste mangle Taarnet > mangler D, sen rettelse af fejl suggereret af fleste; 189 der ere gode Mennesker > er; IV 189 Her ere Flasker > er; V 31 Først komme Spurvenes Flok > kommer, pluralis ad sensum.

Hertil imperativen II 37 Dræber > Dræb D; netop i sammenhængen har det høje stillag fået og i adskillige tryk hævdet sin plads. MD III 34 har kun bibelske belæg.

Præteritum: numerusbøjning

Singularis > pluralis

I 91 toge ... og steeg > toge ... og stege; II 43 Nu kom to Tjenere ... og bar > kom ... og bare; 218 der løb nu Menneskene om og skjød > der løb ... og skøde; 231 de skar > de skare; 246 her stod alle Materialer > stode; 248 aad > aade (= r); III 14 Disse Tanker var det > vare; 124 [pl.], som nu løste sig og foer hen > fore.

Pluralis > singularis

I 30 der vare ... to Mænd > var; 41 Prindsesser vare der nok af > var; 92 der løde ... Kanonskud > lød; 94 foran Porten stode høie Palmetræer > stod; III 169 Nogen kunne > kan; 189 at der ogsaa ere gode Mennesker > er; V 155 stode der yndige Ting > stod yndige Ting, se app. Hertil en særdeles omhyggelig tilføjelse af verbum: III 67 Hynder bleve lagte ... og tørt Brænde > ... Brænde blev lagt A2 ; der må ikke være mistanke om, at sg. Brænde har vb. i pl.; IV 52 Uhumskheder fløde > flød (= OO2 ).

94

Præteritum: morfemvariant

II 68 basked > baskede B: indført i texten med støtte i m; basked er antagelig ren fejl, thi fakultativt præteritum på -ed kan måske findes andetsteds i eventyrene, men er ikke genstand for variantdannelse undtagen, karakteristisk nok, i den rytmiske prosa V 35 o.fl.st. og dér kun i O; jf MD III 17.

I 137 spurgte hvad det betød > betydede: MO ÷, se DO II 554; betød er fra c. 1800 og rettelsen nærmest tilbagegående.

II 28 gjorte > gjorde A3 : man har det indtryk, at Andersen havde lært skoleforbudet mod gjordt lidt for godt, så han foruden gjort skriver gjorte; fejlen er hyppig, lige fra tidlig tid og indtil sene manuskripter, fx I 199, III 26 (O), men næsten altid udrenset. DO VII 500 har belæg fra Holberg og Brorson.

II 207 grinede kaO > grinte A-D: MO1 -ede, MO2 -ede, -te, sj. green. MD III 20 oplyser, at hvor de konkurrerende morterner ikke er i ligevægt, har -te et særfelt i poetisk sprog og foretrækkes i rigsmål på jysk substrat og ikke sjældent i (ældre) københavnsk.

II 85 hedte > hed D (hede m), 125 hede > hed B, 151 hedte > hed B: MO både hed og hedte; Levin betegner hed som vigende og talesprogligt (DO VII 1008).

I 49 hilsede > hilste, se app. og II 33: MO hilsede, men i nyere tid som bekendt overvægt for -te.

II 48 hug > huggede: MO huggede, i talen ofte hug; jf. part. hugne > huggede II 42; begge exempler peger mod den nu faste svage bøjning, der har sejret ved analogi.

II 50 kildede > kildrede (som HR), 135 killer > kildrer C: MO: kilde alm. i fysisk betydning, DO har kilde som opslagsord.

III 68 nænte > nænnede C: MO -ede, også -te, HR begge.

IV 35 de ... røge O > røgte: MO røgte mindre rigtigt (m har ubøjet røg).

III 78 satte sig > sad sig A2C, D har atter satte sig: overraskende, selv hvis sad opfattes som stavefejl for sat.

III 16 skar > skjar A4 : MO ÷, DSH.

I 68 o.fl.st. smilede > smilte B. MO begge former, MD III 20.

II 188 svarte > svarede C: MO begge former.

I 180 o.fl.st. voxede > voxte (omvendt III 39): MO1 -ede, MO2 begge; denne vaklen nu gldgs.

Enkelte af disse belæg modificerer hovedindtrykket af gamle formers og særformers vigen. AJ 245 har exempler udenfor eventyrene på gamle stærke former som brang, brak, smak.

95

Participium: numerusbøjning

Et af udtrykkene for en normativ ikke-moderniserende indflydelse i textoverleveringens forløb er, at efter pluralt subjekt + være indføjes ofte pluralt participium til forskellig tid. DSH III 209 stiller (ganske vist i omtalen af genus) konservative sprogfolk som Molbech og Heiberg overfor rigsmålstendenser til neutrums-t i alle former. Konservatismen ses i vort apparat, der indfører former som I 73 gaaede, 176 voxede fast, II 222 tagne, III 16 reiste, 181 vaskede ... og tørret (> tørrede), 195 overskaarne; herimod V 186 Børn vare spredte om > spredt. Med pluralismorfemvariant: V 14 vare ladede (O 1840) > ladte (A 1868): MO »ogsaa ladt«.

Efter pl. + blive fx. III 125 blev tømt > bleve tømte D.

Efter faae er noteret IV 145 at faae disse satte > sat A2 .

Også i andre funktioner end infinit verbal er der overvægt for sg. > pl.: I 58 med Vinger trykket > trykkede; II 41 havde Jordbær trukket paa Straa > trukne; III 46 appos. lagt > lagte; 194 Vildænderne fløi forskrækket op > forskrækkede; men IV 54 som baarne af Tanken > baaret (= OO2 ), jf. 5435.

Participium: genusbøjning

Som ved numerus sker der ofte en konservativ differentiering af participiums neutrumsform på -t som normalform til -n/-t alt efter genus. Efter fælleskøns-subjekt + være er der vaklen, men D ender gerne med -n-morfem, fx.: I 59 den ... var nu bleven opvarmet overfor saa forskrækket var hun blevet, begge -n A2 , -t BC, -n D; 62 en Marmorsøile, som var faldet om; 93 den lille Havfrue [var] kommet til; 141 skulde Synden være kommen; II 16 en Klump Jord, der var faldet, jf. II 151, 245, V 130; II 74 han var frosset ihjel; 246 Moppen var død ... og begravet, jf. III 196, IV 66; IV 33 jaget O > jagen; IV 147 fanget var den AC, medfangen A2 , her med betydningsnuance ihvertfald i vore øren.

Efter blive fx.: I 91 blev Himlen overtrukket; 155 Han blev saa nydeligt modtaget, jf. II 28; III 63 blev sat ... fundet ... fik ... > funden; V 16 Humeur ... blevet ..., ... han ... bleven > 2 X bleven B, men 2 X blevet OO2 ; 41 blev han skaaret > skaaren.

Endvidere: II 224 han, baaret > baaren; III 56 Den nye Abc laae endnu kun skrevet > skreven; IV 188 en halv udsprunget Tulipan > udsprungen.

96

Participium: morfemvariant etc. (også adjektivisk), alfabetisk

Dette materiale har overvejende moderniserende tendens.

II 267 havde bedt > bedet D (=r): MO bedet, DO II 37: især højtideligt, HR bedet og bedt.

II 277 Grenen blev brækket af > brukken D(!): MO: høres i daglig tale. II 249 som ... var budt Øl > buden: MO1 budet, MO2 budet (og budt); 298 og 324 indbudt > indbuden/t, jf. IV 207.

II 193 et gammelt forfaldet Dueslag > forfaldent: DO IV 427: forfaldet som adj. i neutrum, med et andet Andersen-exempel; forfalden er det emanciperede adjektiv med -nt i neutrum.

III 197 forgyldent Raa > forgyldt: MO forgyldt, DO V 501 forgylden(e) som selvstændigt poetisk ord og 499 forgylde m. part. -dt; forgyldent er en kontamination af disse.

II 67 var bleven givt > gift C (= m): MO ÷.

IV 122 kaldet paa > kaldt paa: MO: »kaldte og kaldt er den [MO2 tilføjer: nu] i Talen allene brugelige Form« (dvs. overfor kaldede, kaldet).

II 63 et Glas lunket Vand > lunkent: MO lunkent, DO XIII 10351 lunket fynsk. Forholdet minder om for gyldent.

IV 66 hun er overanstrænget > overanstrengt; MO -gt, DO XV 1382 et andet Andersen-exempel med -get.

II 241 med paakaldt Pen > paaholden: MO paaholden (paaholdt), DO XVI 297 nu især paaholden; i denne betydning nu vel kun denne vending, modsat påholden = nærig, der har -n/-nt, i øvrigt vigende for påholdende.

III 193 Kullene ... havde længe varet slukt > slukkede: MO anfører sluktes, hvorfra man slutter til slukt, DO XX 551 ingen bemærkninger men exempler.

II 138 svart > svaret: MO svart.

II 253 [de] vare voxne over > voxede: DO XXVII 37312.

II 129 blev ... vant fra > vænnet fra; III 36 havde ... vænt sig til > vannet: MO vant, daglig tale også vænt, DO XXVII alle tre samt vendt, jf. app. til II 129 (vendt m).

IV 51 vildfaren A, vildfarende UOO2C: DO og HR adskilte opslagsord, MO2: Usædvanligt er det passive partic. vildfaren.

Hertil I 56 sjunget > sunget, I 152 sjunket > sunket o.m.fl.st. MO har begge former, primært siunget og sunket.

97

ANDRE FORHOLD

Tempusvexel

Som numerus- og bestemthedsvexel er tempusvexel en stilnuance, der sjældent belyses af isolerede ord og vendinger, men må ses på stedet. Temmelig mange af exemplerne synes at være rettede eller indløbne fejl, andre er næsten betydningsløse, atter andre pedantiske. Som de andre ændringstyper gælder den yngre form langtfra altid alle følgende tryk, da disse jo kan være sat efter det ældre tryk eller tilrettede. AJ 255 ff behandler emnet.

Præsens > præteritum

I 4321 dandse de > dandsede de fejl; 17520 ville > vilde fejl, diskuteret AJ 261, jf. II 25921, III 9719, III 11732, IV 26329, se app.; II 4236; 13212 historisk præsens forsvinder; 14535 nu er hun død og borte i halvhundrede Aar > nu har hun været: germanisme forsvinder, AJ 259 m.fl.exx. der forbliver; 241 det er Midnat > var: ikke urimeligt, da anførselstegn mangler, men saaledes er det i lin. 7 har ejheller anførselstegn og får ikke præteritum; 2367 og 2455 præt. indført i texten med støtte i texter før A; 25921 fejl, se app.; 285 have > har (> havde D), have sandsynligst; III 13711 kalde > kaldte: fejl, se app. hertil og til III 14425, kalde er »altid«; III 155 trænger: A er »altids«-præsens > trængte O, ligeledes IV 18; V 5816-18 morsom saglig-logisk afglatning; 15121 se app. - Beslægtet V 8815 bliver > skal blive med forsigtig afstandtagen fra en sagoplysning.

Præteritum > præsens

I 17531 fejl; II 2712-13 skulde ... kunde > skulle ... kunne: fejlrettelse; 4341 dækning forsvinder; 30721 se app.; III 1583 fejl; IV 493 fejlrettelse, se app.; 2032 de skaanede > de skaane: præsens at foretrække ifl. app., der ikke markerer, at noten gælder det første skaanede; V 16328. - Hertil II 31322 gjorde > [havde] gjort, se app.; III 4129 [er] skeet > skeer, sikkert den bedre form.

Materialet er ikke stort eller værdifuldt, men viser ihvertfald, at et stiltræk som historisk præsens, så nærliggende i fortalte eventyr, er benyttet eller forsmået texterne igennem og ikke skal efterreguleres - ganske som andre væsentlige træk i eventyrsproget. Et exempel som V 151 Der blæstes qrOB, Der blæses A burde nok have medført en textrettelse til *blæstes.

98

Varianter ved hjælpe- og modalverber

være/have som hjælpeverbum

I 134 aldrig havde Tiden fløiet saa hurtig > var D; III 19 havde ... forvildet sig derhen, krøbet op > ... var krøbet op B; 96 Jeg har ... gaaet udfra > er C; II 263 have kommet > være kommen D, jf. 134 havde, De kommet > var B, begge steder citeret MD III 142 som exx. på gammeldags brug af have + [blevet, og, endnu mere gammeldags, andre] intransitive participier med irreal betydning. II 303 havde ... truffet > var ... truffen: engangsbegivenhed, ikke durativt, derfor bedre var, ligeledes IV 139 var vandret afsted efter > havde A2 , var C. - Omvendt II 290 nu er det truffet saa O > nu har det truffet sig saa A. En smuk variation forskertses III 136 i C, når har udstridt indføres i forbindelsen: Da Solen var heelt nede, var Anne Lisbeths Sjæl heelt oppe [disse ordspil!], hvor der er ingen Frygt, naar den her er udstridt, og udstridt havde Anne Lisbeth.

Infinitiv/participium efter finit

Materiale gives MD III 154, karakteriseret som gammeldags eller vulgært sprog. Noteret er I 37 kunde være hans egen > været D; III 24 Igl. A4 , i sammenhængen det rimeligste, omend det korrekte have havde »reddet« situationen; III 93 mindre kunde det da ikke være > været C; IV 258 havde kunnet see(t) sig selv, se app., seet må vist kaldes lapsus. Efter gide, se MD III 67 om moderniseringer som II 210 gad ... holdt > gad ... holde D.

Variationer omkring at

Se AJ 250. Noteret er I 45 og saae en stor Brændenelde staae at gjøre Pantomime > staae og B; 48 vilde komme at engagere hende > komme og B, begge steder reguleringer af overkorrekt at. Lgl. II 285 staae at bare dig > og D; IV 19 ned at glide > og er straks mindre klar. - Hertil II 28 ikke at finde > ikke til at finde D; II 311 færdigt at > færdig ved at C, se AJ 208 under præpositioner. Jf. s. 107.

Diverse forbindelser

I 136 var, som det skulde > skulde være D; II 227 hun saae fra Bogens Blade løftede sig ... Rose O > løfte sig A; III 54 samme konstruktion A > C, desuden IV 97. IV 249 lad ham fri > lad ham være fri D er en modernisering, 259 snarere en fejl: Meget skulde hun ikke kunne fortælle > ikke fortælle D. - II 109 lyst m > lyste A > lyse gjorde den ogsaa B, se DO

99

VII 521 og MD III 69 med belæg for rettelser. - Med få liniers mellemrum findes II 144 Gangen var med gamle Portrætter, 145 Altanen ... var med saa meget Grønt, hvilket har forekommet D for uformelt, hvorfor det er rettet til var behængt ... var bevoxet. Se AJ 240.

Sammensætning med adverbium incl. be-

En halv snes steder har verber (især participier) ændret, mistet eller modtaget et adverbielt førsteled eller præfixet be-. Et par tilfælde er specifikke for C: II 119 afbrændte > nedbrændte, IV 114 gruvækkende > gruopvækkende; ellers tilhører de D's mange reguleringer: II 139 at frie ham fra den Smule Liv > befrie, 306 fremsukkede > sukkede, III 81 afvaskede den Dødes Ansigt > vaskede, 107 perle bestukken > perlestukken, 166 daaret > bedaaret, IV 152 og 173 sneebedaskkede > sneedskkede, desuden III 138 fortalt om > talt om B. De to sidstnævnte har vi i det flg. tillagt en stilistisk hensigt, de fleste må betegnes som harmløse og måske netop derfor ganske typiske moderniseringer.

Vaklen mellem uægte og ægte sammensætning af verber findes vist kun i participier: II 79 ere sagte til > ere tilsagte, 81 to blive vist gifte bort > bortgiftede, 134 der var lyst op > oplyst, alle tre D-rettelser af moderniserende, måske også lidt mindre talesproglig karakter. Derimod kan urettede gamle former som II 205 levere af findes. Adverbiet fra uægte sammensætninger kan imidlertid tabes: II 320 gav ham med A > gav ham O, I 175 for at polere dem (af), IV 200 derpaa kittede hun Hullet (til), eller tilføjes: II 176 og om Aftenen steg Maanen (op,) rund og stor, III 155 hyllet i A > hyllet ind i O. Exemplerne tangerer nogle af de under præpositionsbrugen nævnte, se nedenfor.

Pronominer

Tiltale, kasus, numerus

De tre tilsyneladende adskilte emner frembyder et lille antal delvis sammenfaldende exempler. Hvor kokkepigen taler til nattergalen II 20, rettes De > Du B2 , muligvis ægte og ihvertfald optaget af H. Topsøe-Jensen i Nordlundes udgave 1973; kavalererne siger selvfølgelig De; hvor gærdestavene taler til hørren II 209, rettes I > Du (kun C). III 125 har Du > De D, men inkonsekvent.

100

Kasus i tiltale varierer usystematisk: I 64 Din/Din lille Stakkel > Din/Du D, IV 55 Du Qvæg > dit C (= O), unægtelig den mest stilrette form foran skældsordet »kvaj«; men IV 27 Din > Du ugudelige Dreng (O > A). Korrekthed opnås II 35 klogere end hende (> hun) er deringen i Verden, II 81 Trold-Gubben ... ham (> han) der boer, IV 208 de, som > dem, som (objekt), mere diskutabelt IV 1538; se MD II 243.

Hvor det I 155 hedder: en Sabel, der var besat med Guldpenge, og den kunde han især bruge, er rettelsen den > dem ikke så interessant som m's de, der har et ligeledes aldrig trykt sidestykke II 205 (de m >) dem maatte han levere af; den falske nominativ er nu forældet eller dialektal ifl. DO III 53161. Endvidere findes rettelser ad sensum, men egentlig modsat rettede, til supplering af AJ 230: I 170 Skib ... det sejlede > de [ombordværende] sejlede; V 54 deres > dets om borgerfolket, V 136 deres O > dens A om ungdommen.

Den gamle (bl.a. »etiske«) dativ behandles AJ 220f, som viser, hvordan den i dansk fraseologi bortfalder eller ændres til præpositioner. Som exempel gives I 19311 Johannes nikkede ham sit Levvel > I 699 nikkede Farvel til ham. IV 32 indføres hvad feiler Dig dog for den 20 år ældre originals du.

Enkelte pronominer, alfabetisk

alt indføres tydeliggørende for dem Alle IV 43; og III 50 og 115 indsættes de mellem alle og substantiv, fordi en relativsætning følger efter; det forekommer ikke nødvendigt. II 321 moderniseres det Alt A > det Hele O.

den/det > denne/dette I 181 (O > A), III 39, 48, 95, IV 55, snart med pedantisk, snart med tydeliggørende virkning, da det nu engang ikke er gængs at skrive dén/dét for at understrege det påpegende. Modsat rettes til den/det II 229 (for fejl at regne), II 237 (se app.) og III 152 (A > O med smag af dækningsform).

den/det/dem/der er i en række tilfælde udskiftelige, se fx I 28 (der er det > det er der), I 168, II 16, 60, 136, 208, 277, III 36, 133, 15545.46, 197, IV 37, 134, 137, 149, 155, V 37 og de/der V 166. Ændringerne indtræffer så let for sætteren, at de knap er værd at tage grundigt fat på. AJ 196ff behandler det ubestemte der, som bliver hyppigere i nyere sprog; Bille & Bøgh forærer ham et godt materiale ved ikke mindre end 64 gange at indskyde [der] i brevudgaven - og de var dog Andersens ganske vist yngre samtidige.

hinanden > hverandre rettes ofte i D, således I 49, 65, 82, 128, II 50, 98, 114; V 161 indføres hverandre allerede i O. Aage Hansen formoder i 101 anledning af II 114, at rettelsen er foretaget af »grammatikstærke korrektører« (MD II 246) og har givetvis ret heri, thi hinanden om to og hverandre »i Almindelighed« om flere (som MO forbeholdent siger) blev jo skoleregel, og den stærkt ujyske digter har næppe haft det nu nærmest jyske hverandre til nogen høj notering. Se DO VII 141.

hver rettes på to måder. I substantivisk brug indføres enhver, gerne med E: II 26, 286, III 26, 123, 124, 128, IV 87. MO1 har en lang definition, der bliver længere i MO2, men begge angiver, at hver ofte bruges for enhver, især conjunctive (hvad der DO IV 430 kaldes inddelende betydning). MD II 360 betegner hver som især attributivt og appositionelt, enhver som især substantivisk; i varianterne forekommer enhver stedvis stift, stedvis moderniserende, men aldrig helt »påkrævet« efter vor usus. - Et stadig labilt punkt er hvert, der indføres for hver efter neutrumsordene Blade, Togene, Børnene (IV 57, V 74, 134). MO2: »Man skriver rigtigt: »Brødene koste hvert en Mark.«« MD II 379: neutrum »slet ikke gængs« i selvstændig eller appositionel brug. - Hertil III 44 Hver som > Hvem som og det snurrige V 148 [de] øvede sig i hver at spytte sig selv paa Ryggen O > ... hver i ..., hvor ordet i begge stillinger må kaldes overflødigt.

ingen > intet efter skriftsprogets almindelige regler: II 190 ingen Bud > intet Bud, III 55, IV 16.

nogle: Aage Hansen (der efter egen oplysning ikke bruger denne form i sine senere skrifter) bemærker MD II 145 jf. 425, at »forsåvidt den bruges« er flertal især = adskillige, et ikke større antal. II 36 nogen saa smukke, III 117 om jeg havde Nogen skulle herefter ikke have haft det pedantiske -le i D. Ændringer i forbindelse med ingen og nogle ses II 28511, 28518 for variationens skyld samt II 314.

selv kan placeres forskelligt og i visse stillinger vexle med selve. Det sidste ses III 165 selv > selve, begge forhold IV 56 selv i (i selv OO2 , i selve C) de Onde er der en Deel af Gud; begge steder er selv den bedre form. II 305 men jeg er fremmed selv her i Staden > selv fremmed eliminerer en dobbelttydighed. II 48 og 211 er selv bortfaldet ved uheld eller for at svække en emfase.

sig/sin og deres forhold til personalpronominerne er et yndet emne for sprogrigtighedsdrøftelser; og behandlinger som AJ 224-27 eller Aage Hansen: Vort vanskelige sprog 21965 111-15 viser klart, at tvivlstilfælde forekommer også indenfor de snævrest satte normer. I 72 de satte dem > sig, I 169 Allesammen snakke de om dem selv > sig D (glemt i app.) synes ligetil, men I 169 har dog i sammenhængen yderligere to urettede dem! D har endvidere det regelrette, men måske ikke stærkt nødvendige II 96 Himlen med alle sine Stjerner vare[!] over dem > dens og I 145 med ham som subjekt: for Allah, sin Gud > hans, der næppe kan forsvares, så lidt som II 320 paa hans Leie A > paa sit Leie O, hvor han 102 ikke er subjekt. I 101 til de saae Skyerne seile nede under sig > dem skulle ikke være nogen forbedring, da sig korrekt går på de, men dilemmaet ligger klarere i dagen, hvis man konstruerer sætningen »til de lod tjenerne feje under sig«. AJ 228 påpeger en lignende variant i SS 2, nemlig I 134 godvillig lod hun Qvinderne iføre hende (> sig) de kongelige Klæder, flette Perler i hendes (> sit) Haar, og det urettede sted III 37 da kom gamle Minder og hang [!] sine Gardiner op. Jf. II 321 hans ... hans > hans ... dennes, der helt forebygger misforståelse på et sted hvor sig ikke kan komme på tale. En beslægtet udvej fandt en bidragyder til Det danske Bogmarked 1973:47 s. 1750, netop mens disse sider konciperedes: »I Folkebladet beskyldte forfatterinden W.M., forfatteren O.H. for i hans bog Oluf at have plagieret hendes bog Vikingen.« (Citatet redigeret).

sig/sin/sit bortfalder I 74 lagde sig lige ned paa (sine) Knæ (»begravelse«? skriftsprogstendens?) og erstattes med den/det IV 146 og I 19322/I 6926 (AJ 229).

Diverse tilfældige steder med varianter i brug af pronominer kan anføres: I 178 han O > den A om en alf, II 55, 174, 318, 326 (han/den om pengegrisen), III 99 (men det er ikke det O > derfor A), 124, 132, IV 123, 208 - det sidste sted er det folkelige nok en een, der selvsagt ikke nyder fremme i D (DO XIV 1319).

Gentagende pronomen

I relativsætninger uden som og der kan disse ord indskydes i et formentlig velplejet skriftsprogs interesse: II 246, III 141, 144, 158. Den decideret talesproglige type afgentagende pronomen Blomsterne de voxe belægges AJ 31 og 233 og Rubow 206 og ses elimineret I 157, III 119, 149. IV 85 har den noget pedantisk nydt fremme som ekko af titlen Hvad Fatter gjør, det ..., overraskende er derimod V 72 Dryaden inde i det var jo Barn endnu > hun var ... En tydelig forringelse af anden type (særsætning > bisætning) ses IV 2039. Et overflødigt det bortfalder O > A I 180 holde (det) ud at see al den Sorg.

Pronominernes varianter er for få til at vise almene tendenser. Hver gruppe er lille og til tider med modstridende exempler. Materialet under eet giver dog sit bidrag til textens modernisering og åbner øjnene for konstruktioner med en dengang og delvis endnu labil sprogbrug.

103

Adjektiver og adverbier

Adjektivbortfald

Nogle af exemplerne herpå turde være lapsus, simple begravelser; ord som lille og stor er dog så fremtrædende i materialet, at de kan være strøget for at udviske det barnlige præg, forbindelserne kan have; men ændringerne er spredt over mange udgaver, ikke koncentreret fx. i D, og findes som sædvanlig ofte kun i sidegrene afstemmaet. Se I 27 bare et (lille) Øieblik, 38 gammel, gammel > gammel B og senere, cf. II 289 gammel mOC, gammel, gammel AD, 61 den lille Svale > Svalen (2 gg.)» 69 den (store) prægtige Verden, 84 en (eneste), 90 en (stor) Glasklokke, 98 (hvide) Been, 143 (lidt) Mos, 170 (lille) Vers, videre II 43, 60, 79, III 141, IV 97, 115.

Adjektivtilsætning

De fa exempler må være bevidste, men deres ophav og formål er ikke klart: III 189 et Aar > et heelt Aar, IV 185 det gamle Egetræs Drøm, der med gentagelse af titlen får tilføjet sidste, V 21 et gammelt Tyende > gammelt, ærligt.

Adjektivmorfemer

Superlativ kan indsættes for grundformen som I 12729, II 483, eller omvendt III 19016. En omhyggelig pluralisbøjning af ny kan tilføjes som II 5527, 13526, se app., og tilsvarende neutrum: et rask Slag > et raskt Slag I 143. En gammeldags sideform kan forsvinde: III 26 lystelige Svende > lystige. Og en besværlig afledning kan reguleres: II 114 De tykhovedede Roser > tykhovede (= m), se DO VIII 520, der ikke kommenterer de konkurrerende former, heller ikke med bemærkning om, at den korte jo kunne være afledet af hov og altså misforståelig.

Det adverbielle -t

Som bekendt kan -t efter et adjektiv betegne neutrum, men også være et adverbialmorfem, dog at især ord på -ig undgår adverbialmærket, 104 når adjektivet har fået en særbetydning (en grad, en personlig indstilling), men antager det som udtryk for måden hvorpå noget gøres. Aage Hansen oplyser MD II 384, at det var Axel Sørensen, der opdagede reglen 1891 i sin Danske biord. En grafisk så lille og semantisk ofte så diskutabel forskel må nødvendigt give bidrag til et variantapparat, der også rummer belæg for utvetydigt ordklasseskifte som pi. deilige > deiligt. Både tilsatte og fjernede -t'er vil snart føles rigtige, snart gale efter vor usus, og vil ofte repræsentere et frem- ogtilbage i noterne - hvor megen ulejlighed er ikke ofret uden reelt udbytte på disses oplysninger om egen(t)lig(t) og orden(t)lig(t). Alligevel må det være rimeligt at fremlægge en del af materialet, omend de bedste exempler er præsenteret af Anker Jensen (AJ 192f): II 34 lagde gode Æg > godt A2 , også omtalt ovenfor s. 91; II 295 hvor lykkeligt de lege > lykkelige D; IV 206 Tanderne ... skinne saa røde, således også k, men rødt O (fejl?). Jf. II 79 Der løb saa vims nogle store Fiirbeen > vimse nogle Fiirbeen D.

-t tilføjes i ord uden -ig: III 53 Træet stod bladløs, 114 fiin klædt, 142 eensom staaende, 135 halvt gravet, jf. IV 14 og 15; disse steder kræver tydeligvis et adverbielt -t.

-t bortfalder i ord uden -ig: I 142 dreiedes langsomt rundt; 148 [de] voxte vildt; 153 Hjertet endnu fuldt af Synd; 160 Det seer saa raskt ud; II 15 aabnede halvt sine Øine, III 37 sprang, saa hjertejuldt; her er både moderniseringer, fejl og særforhold.

-t tilføjes i ord på -ig: I 31 at ligge rigtig godt; 106 veemodig stirrede de;177 begyndt saa sildig O > sildigt A; II 93 nydelig hæftet op; 110 [dc] skinne saa deilige; IV 104 han saae stadig ind i ...; sst. det vilde være næsten uretfærdig; samme blanding som foregående punkt.

-t bortfalder i ord på -igt, den største gruppe: I 24 havde virkeligt to Øine, 118 det gjorde dem saa inderligt ondt, 156 de vare saa overordentligt stolte,II 74 Nordlysene blussede saa nøiagtigt, 94 det var egentligt et Feil, 101 Flammen ... ikke brendte stadigt (her virkelig måden, hvorfor -t burde fastholdes, omtalt s. 67), 273 de saae meget anstændigt ud > adj. -ge, III 16 det har de nyligt seet, 134 ideligt maatte skrige, 180 Deiligt var det, 188 lyksaligt at være fri, IV 63 sagde han mildt og alvorligt > adj. mild og alvorlig. Exx. tyder på nogen usikkerhed i forholdet, det er sikkert kun enkelte (måske især det sidste), der kan tænkes at være afgjort på højere trin end ved sættekassen.

Et særtilfælde i denne gruppe er III 78 handler forstandigen, hvis bibelsk klingende gamle adverbialendelse tabes i C, men ikke i D, og altså ikke moderniseres til -t.

105

Nogle konkurrerende adverbier

Et meget lille men næppe tilfældigt materiale afskaffer ord af lidt tvivlsom lødighed i D-redaktørens skarpe øren; det skal dog ikke bestrides, at ordene findes urettede andetsteds i eventyrene. Således just, ifl. MO2 oftest i dagligtale, jf. AJ 200; det er rettet til netop I 90, II 50, 58 o.fl.st, udeladt II 289, og II 194 just feil > urigtigt. IV 187 haves min Nærværelse er nødig > nødvendig og 11 205 den som ret kunde opdage > rigtig - har nødig og ret smagt for tysk?

hvordan og saadan har haft en lidt vexlende skæbne i forhold til hvorledes og saaledes; MO taler om hvor-parrets affinitet til adjektiv resp. adverbium, men har ingen stilistisk kommentar, mens DO VIII 925 skriver: »ordet [hvordan] har en tid lang været (søgt) undgaaet i (formentlig) »finere« spr. til fordel for hvorledes.« Og således rettes også I 176 i D. AJ 200 og Levin cit. DO XVIII 318 registrerer saadan som mere folkeligt end saaledes og vigende i skriftsproget, hvilket ses afspejlet I 178, II 177, 196, 270, og II 31 endda saadanne > saaledes, anderledes II 311, se app. En anden sag er, at saadan med sin affinitet til adjektiverne kan bøjes og skifte plads: II 41 saadant et nydeligt Grantræ > saadan, 136 saadanne > saadan, Igl. III 185, men saadan > saadant I 47, III 131. Jf. MD II 360 og 381. - Det er i denne forbindelse uvedkommende, at de mangfoldige forbehold i DO's kommentar til hvordan ikke er tidssvarende: forsøgene på at gøre hvorledes fint med eller uden anførselstegn har (støttet af den folkelige tautologi »hvordan og hvorledes«) ført til en devaluering af ordet; saadan er muligvis styrket i takt med hvordan.

Om adv. der se under pronominer s. 100 og AJ 196ff med belæg fra Dødningen og Lykkens Galosker. Om adv. i forbindelse med verber s.u. præpositioner s. 107.

Adverbier udeladt ellet flyttet med moderniserende eller skriftsproglig tendens

Adverbierne er ofte indholdslette og ofte syntaktisk mobile, så det kan ikke undre, at de ofte udelades eller flytter i textoverleveringen, foruden at de kan tilføjes og udskiftes. Blandt de mange banale exempler herpå, hvoraf nogle skal anføres nedenfor, er nogle trukket ud, fordi de tydeligvis - uanset ophavsmand - trækker texten en smule i regulerende og nutidig retning.

Exx.: I 37 lige ned over Næsen > ned over Næsen, jf. 38; I 38 Vil du saa (> 106 nu) passe Qvæget (hvorefter nu må stryges i næste linie); 45 jo ikke ... slet ikke > ikke ... ikke, kun A2 , 75 Hver engang (> Gang) der kom en Prinds,162 Skulle vi ikke flyve med > vi flyve, II 35 Ja det er en stor Fornøielse > er nok, hvad der altid hjælper lidt, når man ikke kan nedskrive den ironiske diktion, 63 saa vidste de ikke at sige > intet, 92 jeg gaaer nu saadan altid o g tænker mit > altid saadan, 305 lige ind (> ind) i Ansigtet, III 31 det var lidt flyttet tilside > flyttet lidt, 36 naar saa endelig han kom > naar han saa endelig kom, 42 at det skulde saadan staae > staae saadan, 49 ikke endnu kommet > endnu ikke kommet, jf. V 185.

Andre småændringer vedr. adverbier

Med spredt exemplifikation og kommentar, i øvrigt blot som materiale, hidsættes en del henvisninger til steder, hvor adverbier tilsættes, fjernes, bytter plads etc. uden særlig valør.

Exx.: I 2521, 315, 3213, 3421, 4919 20 22 rokering med visse adv., må være ægte, 6630, 8337. II 161, 1716, 3121, 3224, 3334, 4530, 517, 5518, 681 se app., 707, 9817, 12515 det blev mere > mere blev det, 1627, 19539, 2075, 2417 da og saa ombyttet i en lang konstruktion, 29831, 3213. III 2328, 282, 3034, 3937 Isolde glemte jo ogsaa heller ikke > ogsaa Isolde glemte ... D, men trods heller forbliver det jo en germanisme, 4627, 4639, 5217, 7027, 7225, 7528 for at undgå misforståelser, 9211, 9910, 10722, 12934, 1406 kejtet og ikke ordentlig oprettet syntax, 1425, 16424. IV 539, 14416, 1878, 20328, 22910, 24825. V 7635 Toner saa bløde og stærke > dertil stærke (typisk D - det skal understreges, at det er rigtigt, ikke bare en lapsus, at toner kan være både bløde og stærke), 15017, 15818, 18516.

Præpositioner

Omend idiomatisk præpositionsbrug i dansk som i andre sprog er meget vanskelig, findes der dog variantpar, som det er svært at tilskrive nogen semantisk, kronologisk, dialektal eller sociolektal nuance, og hvis evt. vexlen i et variantapparat det ikke kan være umagen værd at diskutere - ydermere af den grund at disse småord er særdeles udsatte for uvillede ændringer, når sætteren fremstiller sin text. Uden tanke på fuldstændighed er der dog udskrevet c. 75 præpositionsændringer fra apparatet, og en kort redegørelse for dem følger.

107

Dobbeltformer foreligger i (i)gjennem og (i)mellem; kortformerne kan ikke fungere som postposition, sammensætningsled eller adverbium, men er hovedord i DO, hvorimod MO har giennem og igiennem, men kun imellem. Da gennem har overvægt i nutidssprog, og da MO ikke tager særlige forbehold imod det, er det måske at vente, at der oftere rettes til denne form, skønt igennem egentlig var hvad man kunne forestille sig favoriseret i D; det sker da også fx. I 794, II 8524, 8824 (gjennem m), 12624 (se app.), 12626 og endda 1622vade igjennem [den]. III 15 retter C men ikke D til igjennem. II 4 610 og 18512 rettes mellem > imellem D, modsatte exempler mangler. Varianter i ordparret (i)mod er noteret III 4128, 958 (foran mig), og (i)blandt figurerer ikke.

Tids- og stedbestemmelser kan undertiden benyttes med og uden præposition. AJ 203ff viser, at Bille & Bøgh også her har moderniseret brevene med præpositioner i [ ]. Der henvises til apparatet vedr. konkurrerende former som II 283 flyttet normere (til) Vinduet, II 296 ringe (paa) store Bededag, IV 78 faa den anden Side (af) Grøften, IV 129 (paa) hiin Side ( ) Sneehavet, jf. III 156 hin Side det natsorte, tætte Forhæng, hvor O og D er enige om hiinsides, og IV 205 hinsides Fjorden > paa hin Side Fjorden C; se DO VIII 155 hinside, 156 hinsides, XVIII 1211 Side. Jf. II 319 Aar og Dag A > i Aar og Dag O.

Bortfald: Retningsadverbier ved præposition er en så naturlig ting, at et par bortfald snarere skal vurderes som sjuskeri end som et forsøg på en lidt mere formel stil, jf. ovenfor s. 105f: I 90 løb (ud) i Havet, III 141 flyver (forbi O) gjennem Skoven, III 187 (op) til Nørre Vosborg (jfr. hertil adv. hernede II 320 om sydligere geografisk placering). Andre bortfald: I 35 prygle (paa) ham (modernisering), I 98, I 180 kyssede (paa O) den (do.), II 34, III 160, II 260 give (til O) ... England, men IV 38 frygte Ulven O > frygte for Ulven A.

Tilføjelser: I 12220 og V 17014 let normalisering, I 2314, 1266, II 15310 er tilføjelser af de netop nævnte retningsadverbier, deriblandt dybt (ned) i Truget på allerførste side, hvor ned har kunnet undværes indtil D.

Modernisering af propositioner finder sted på alle tidspunkter (AJ 206 ff), mens det modsatte næppe er tilfældet. Udover talløse betimelige rettelser af > ad gælder det vendinger som: I 27 midt paa/om Natten, 62 klappede med/i de smaa Hænder, 122 færdig/nær ved at træde (jf. I 162, AJ 208, DO VI 340 især vulg. eller dial.), 183 sige noget ondt mod/om den, II 151 taget ude af/fra en Pyt Vand, 299 Lyd fra/af Fugle, 304 holde Maade paa/med Rigdommen, III 46 passende for/til Landets Climat, 58 en Grændse med/for Alt (DO VII 229 har af og for men ikke med), 69 glad i/over (DO VI 1012 i er bogsprog, l. br.), 141 Baad lagde an/til (MO kun an om at sigte, DO XIII 365), IV 112 tilfredsstillede med/ved at, V 14 i Krig med/mod; derimod synes II 93 arvet fra Oldemoder > efter D at være vilkårligt, se DO I 87 253 og 87 328 med exx. på af.

108

Ændringer uden betydning skal ikke opregnes i større tal. Man se fx. I 3527, 573, 15512, II 8619, 25235, IV 15715, 2078, 23011. En notorisk fejls »indsnigen« og forbedring på fri hånd ses I 119 Da kom ... Drenge ud af Haven > i A2-C > fra D.

Konjunktioner

og tilsat mellem ord

De tre sideordnende konjunktioner og, men, eller symboliseres af Aage Hansen med tegnene + ÷ 0 i forhold til det første af de to led de sammenknytter (MD III 328); hans rige exempelstof bringer gode eventyrcitater især s. 326 vedr. men. I variantapparatet træffes eller aldrig og men sjældent: II 54 men > mens (antagelig ægte), III 36 men > og dog (måske fordi der er to andre men i den lange, semikolonoverlæssede passage), III 156 dog > men, IV 183 og > men (ingen forbedring, og trækker men > dog med sig i linie 16). Derimod tilsættes eller udelades og ikke så sjældent. Mellem ord er der vist kun tale om udeladelse eet sted (V 12728 O > A); iøvrigt drejer det sig om tilsætning med henblik på skoleregien om at og sættes mellem de sidste to af tre eller flere sideordnede led - en regel der ikke altid passer til eventyrdiktionen, og som med rette kritiseres MD III 325; jf. AJ 210-20 om konjunktioner. Da rettelsen er enkel, men kun kan bedømmes i sin sammenhæng, henvises her blot til noterede steder: I 66, 147, 148, 18019, 18022, 1813 (disse tre steder rettes O > A i den tidlige Rosen-Alfen), III 128, IV 20 (O > A), 24 (lgl., i forb. m. anden regulering lin. 9-10), 84, V 58, 210; desuden II 121 efter semikolon: og den skjønneste Dame tog en af Roserne, lagde den ved sit Bryst > den skjønneste ... Roserne og lagde ... B, samt det ejendommelige sted III 18324. Endnu en gang skal der mindes om, at ændringerne kan tilhøre sidegrene i overleveringen.

To gange har en vidtspændt sideordning manet til modforholdsregler af anden art, nemlig etableringen af et extra subjekt og altså en ny sætning, se sammenhængen og apparatet III 3129 og 1777; ligeledes, ganske enkelt III 15833 A > O. I samme eventyr bliver to sætninger til een, emfatisk og uden og, III 153 de handle, som de lyste, de høre ikke en Moders Bønner A > lyste, høre O.

109

og mellem sætninger

Med en tilsvarende normativ eller med anden stilistisk hensigt kan den sideordnende konjunktion tilsættes eller udskydes mellem sætninger. I 8134 dæmpes en stakåndet opremsning, der i forvejen »mangler« et og foran syntes; det er næppe ægte, så lidt som I 5437 (også kun A2 ), II 14831, men på steder som II 28920 og IV 5311 kan apparatet nok indgive tvivl om, hvad der er rigtigst. III 5418 og 9328 knyttes andre småændringer til det normaliserende og; III 16913 flyttes det på plads, der er tre led. Den der har besluttet de nævnte ændringer, hvis det ikke er sætteren i arbejdsprocessen, kunne i flere tilfælde have opnået bremsning og ro blot med et større skilletegn end det sædvanlige komma, eller ved at indskyde et pronomen som II 25921.

Analogt kan fjernelsen af et og skabe et raskere tempo, således med held I 1214 Geviret holdt de i Armen (og) Ansigtet satte de lige ud, eller II 374; hæve diktionen som I 15139; spolere en genoptagende replik II 1739; eller motiveres med andre og i nærheden som III 16039, 16423. Når det blev sagt, at en opbremsning kunne skabes med et stort skilletegn i stedet for et extra og, så kan der peges på, at ændring af og til et sådant tegn kan have beslægtet virkning: II 29721, III 715; kommaer kan flyde, men et stort tegn indvirker uundgåeligt på prosarytmen. Det sidste exempel er fra den rytmisk så gennemarbejdede Dynd-Kongens Datter, der har andre exempler, således III 7036, og beslægtede manøvrer med adv. da 7924, 816, 8238.

Tendensen i materialet er tydeligvis normativ, stedvis (også eller derimod) expressiv. Af ufrivillig komik er II 11738, hvor en sætning brydes i to halvdele og den anden indledes med den kancelliagtige konnektive inversion og bleve de. Jf. III 9623 med samme fænomen i en vidtspunden periode, og III 7922.

at mellem sætninger

Som bekendt kan det sætningsindledende at udelades, især hvor atsætningen er objekt eller styrelse. Udeladelse er hyppigst i talesprog, og det vil derfor overraske, at Aage Hansens optælling af 12 litteraturprøver, hvoraf Andersens ganske vist er den ældste, finder 95 pct. at, mens de andre varierer fra 98 til 50 pct. at. Se MD III 470 med materiale fra [III trykfejl for] II 245-58, tre replikfattige historier fra H2-53.

Apparatets at-varianter er hverken talstærke eller talende. Noteret er I 36 + at (kun A2 ), 62 appos. saa nydelig, det var en Lyst (> at det), 78

110

analogt hermed, II 92 talenært at-bortfald, 156 huske at ..., at ... og at med bortfald af sidste at (trykfejl i app., læs: og C), 295 + at (= O), 190 først fordi ... og dernæst at > dernæst fordi (normativt), IV 78 uden De har > uden at De har (normativt), IV 91 + at, V 143 at O bortfaldet i A. Hertil kan føjes: (samlet eller skilt) saa at > saa I 78, II 20, III 65, overalt i andetoplag og formentlig ved fejl; III 153 [for] at hun ikke skulde > hun skulde ikke; II 110 gaae at lægge sig > hen at; II 151 at leve ..., og hver at passe sit > hver passe; og den s. 76 omtalte ændring III 5422. Jf. s. 98.

Andre konjunktioner

Som sidestykker til (i)gennem etc. kan nævnes (i)me(de)ns, her kun betragtet som konjunktion. MO2 siger, at »medens og imens ere hyppige i Talesproget, hvor imedens næsten ikke høres; nu forekommer imens og mens derimod ikke ofte i Skriftsproget«. Nøje svarende hertil gælder varianterne ikke i- men -de-, som D indføjer i (i)mens fx. I 103, 161, 163, II 245. Mindre interessante er spredte varianter omkring ordene (lige)som(om).

Egentlige variationer i sætningsforbindelser skyldes indskud, tab eller udskiftning af konjunktioner. Materialet er lille og usystematisk, men delvis udtryksfuldt, idet de fleste rettelser må betragtes som normerende, men prosarytmisk forringende. Bisætninger kan hæves til hovedsætninger eller hs. reduceres til bis. ved fejllæsning eller rettelse af det/den/der, således I 79, 126, III 31 (alle vist uønskede) eller på anden vis: II 82 man > saa man D, 289 der kunde > han kunde (C = O). III 171 skifter en sætning kategori på mindre direkte vis: det var en Hæderspost, hans Fødsel og Kundskaber gav ham Ret dertil, hvor D håndfast retter dertil > til og dermed skaber et uskrevet som. Tilsat eller fjernet som i spidsen af relativsætning ses i øvrigt næsten ikke (III 18729), se ovenfor s. 102.

Udskiftning af enkeltord

Mange steder i det foregående er ændringer klassificeret og karakteriseret, der beroede på et enkelt ords tilkomst, bortfald eller ændring. Udskiftninger kunne ofte ses i flugt med udskiftning af former af

111

samme ord og gled derfor ind i de ved ordklasse bestemte afsnit. I det følgende exemplificeres nogle typer af ordudskiftning, der uanset ordklasse synes at belyse et Andersensk stilelement og dets neddæmpning. Indbegrebet af materialet er en normaliserende og moderniserende tendens.

Fremmedord

Emnet kan gøres kort af ligesom hos Anker Jensen (allerførst i hans »Anden Række«) og Rubow (allersidst), der siger, at eventyrene, skønt mere eller mindre skrevet for børn, dog indeholder et ret anseligt forråd af fremmedord. Hverken Andersen eller hans hjælpere har taget anstød heraf, og i apparatet findes kun isolerede rettelser som I 45 Visit, II 116 Couleurer og I 171, II 23, 44, 109, 176, IV 72 Present(er), som i D bliver til Besøg, Farver, Foræring (er); sidstnævnte ords tyske klang har altså ikke generet, og IV 189 og 192 er ændringen gennemført i mss. DO XVI 1264 viser, at begge ord har været gængse. Prægnant er rettelsen i 107 Keiseren er i Garderoben > Klædeskabet, hvor tydeliggørelse og bogstavrim opnås på een gang, her sikret som ægte af eventyrets øvrige ændringer.

Tendensen bort fra fremmedord er et led i den totale omarbejdelse af Dødningen og den mere overfladiske af Lykkens Galosker. Den ses også i de rent punktuelle ændringer i kapitlerne fra En Digters Bazar (III 13 ff); disse er trods genreskift og tyve års tidsafstand mindre bearbejdede end mangen en afskrift af et ganske nyt manuskript, hvad man kan se af udgavens øvrige dobbelttexter; og især i Metalsvinet retoucheres næsten kun fremmedord samt begreber fra en sensuel voxen kunstverden: Lazaroner > fattige Folk, udeladelse af bronavnet della Trinitá, tilføjelse af Floden foran navnet Arno, tog Notice af > brød sig om, effectfuldt > ÷. Venskabspagten har Gensdarmer > Soldater, men Gendarmer > Gensdarmer IV 25, desuden bortfald af ordet Musa.

Det antityske

Andersens forhold til, hvad der var tysk, belastedes i årene efter 1848-50, så nødigt han ville; og det kan kaldes karakteristisk, at germanismer netop forsvinder fra EHP 1/2-62/63 og ikke før. Men dels er det et åbent spørgsmål, om rettelserne er hans egne; dels gælder de kun få ord, og de havde været undsagt i visse kredse under en antitysk purisme, der kan påvises allerede hos Johs. Ewald i hans seneste år (se 112 DSH III 383 m. henv.). Rubow 238 påpeger en mulig germanisme som IV 145 altid opad (= højere og højere, sidestykker findes fx. II 231 bøiede sig dybere og altid dybere) og tilføjer: »Andersen var ellers mod Udryddelse af gode gamle Tyskheder i det danske Sprog, hvorom mere kan læses i Nissen og Madamen«; der sigtes til Madamens »aldrig skal De høre mig sige »Kleiner« eller »Butterdeig«, jeg siger Fedtkager og Bladdeig« (V 36, fra 1868). MO2 har Bladdei og nævner Butterdei, men foretrækker Smørdei, tysk Butterteig (og Blätterteig); hverken MO eller DO kender Fedtkager.

Geburtsdag er nok den mest iøjnefaldende germanisme. Den bukkede endeligt under for Fødselsdag i 1850'erne (MO ÷, DO VI 379 og 732, DSH III 88), således D I 90, 121, 173, II 179. AJ 161 citerer spøgende selvrettelser fra Oehlenschläger og fra Andersens Han er ikke født fra 1864; tilfældigt noteret er desuden ordenes personkarakteriserende brug i Ibsens Fruen fra Havet så sent som 1888. Prof. Anders Bjerrum har mundtligt foreslået den forklaring, at man fra 1839 havde en dansk opdraget konge. - Rigmor Stampe citerer i H. C. Andersen og hans nærmeste omgang, 1919, et brev fra Louise Drewsen f. Collin (1839-1920), heraf ses, at Collinernes sprogbevidsthed ikke forbød ord som Geburtsdag, Fatter og Mutter, og at det var de ældre børn i hendes generation, der »satte »Faer« og »Moer« igennem, trods megen vemodig Modstand fra Forældrene, som egentlig fandt det ukærligt at forandre disse dyrebare Navne!« (s. 25); se nedenfor.

gesvindt er dog et langt hyppigere ord. I MO søges det forgæves mellem Gestalt og Gevalt, der begge i øvrigt kun figurerer med henvisning til andre ord; Gelender, der IV 20 ses erstattet med Rækværk, findes sletikke. D erstatter gerne, gesvindt med hurtigt (I 32, II 47, 53, 95, 212, 247, men V 19 gesvindt mOO2 , hurtigt A, gesvindt B, hvor A og B er så sene som 1868 og 1870). D varierer dog med held: I 49 strax, II 33 i en Fart, I 123 saa gesvindt > rundt, eller ordet glider ud: I 35, IV 72, III 145 (fra 1859) har ordet i en renskrift, men hurtigt i alle tryk.

Resten er egentlig småting: I 65 ganske tør > allerede tør er snarere en reel ændring end et forsøg på at undsige ganske; I 72 Randsel > Vadsæk D; II 129, 138, III 129 saagar (MO ÷) > endog(saa) D, jf. IV 33 saagar O > maaskee endog (AJ 200); II 193 fort (MO kun dagligtale, DSH III 240) > videre D; II 193 Ansats (MO ÷) > Anlæg (til at blive gal) D; III 91 enge > snevre A2 og senere; III 176 (Blomster)svibler (MO +) > -løg.

113

Det barnligt sentimentale og expressive

Med føje indleder Anker Jensen sin bog med at omtale det stærkt brugte ord deilig og det i Andersens mund lidt svagere nydelig. Især det sidste ord ses rettet i udgaverne, fremfor alt I 53ff i Tommelise, »det mest ammestueagdge Andersen har skrevet« (Rubow 204, jf. Brix og Jensen I 393). Det er dog først D, som øver den - autoriserede eller uautoriserede - velgerning at variere dette ord til yndig, stadselig, deilig, velsignet, superlativ allerkjønneste, aldmens 2 X deiligste bliver til skinnende og pragtfulde. Tilsvarende steder ses I 3925 (se app.), 3933, 7311 (den deiligste Throne > en Fløiels Trone D), 7719, 831 - derefter synes den værste misbrug overstået. Som nævnt s. 71 kan det ikke være et tilfælde, at ordene stor og lille udgør hovedparten af de adjektiver, der tabes i senere udgaver; det må have noget med den stedvis lovlig barnlige diktion at gøre; jf. s. 103.

Børns glæde ved lydmalende eller på anden måde iørefaldende ord er som bekendt imødekommet især i de tidlige eventyrs sprog. Dette præg ændres ikke af et par steders overgang til de i sammenhængen mere skriftsprogligt banale ord: I 181 Bidronningen surrede > summede, IV 89 Solen ... gloende > glødende, IV 143 Omnibussen rumlede > rullede.

Kammertonen

Skønt breve og dagbøger en sjælden gang kan røbe Andersens kendskab til ikke blot livets, men også sprogets mindre decente sider, er hans trykte skrifter og især hans eventyr præget af tidens decorum. Det skal her dels vises, dels postuleres, at en del rettelser i eventyrudgaverne skyldes hensyn til denne »victorianske« codex.

Dens stærkeste udslag kan ganske vist blive emne for hans spot. IV 231 har generalen i en alvorlig situation tid til at blive forfærdet over, at hans barn taler om at spytte: Naar har du hørt Papa og Mama sige spyttede? Det har du nedefra! (men hvilken eufemisme kunne barnet have brugt?). IV 110 svarer den portugisiske høne på spørgsmålet Hvad har jeg gjort?: »Gjort! ... det Udtryk er ikke af den fineste Slags ...«. Og når Æ karakteriseres som en upassende lyd, skyldes det den arme vokals exkrementale associationer (III 96, DO XXVII 1143). Fra det virkelige liv i den collinske kreds kan nævnes, at Louise, som skulle oplæse et Andersen-eventyr i skolen, havde svært ved at finde et uden noget som var gruelig flovt at sige; hun standsede ved Nattergalen, og selv der fandt hun et generende sted: »Men Mutter, skal jeg da sige at Hoffolkene skulde dunkes paa Maven, det er da altfor rædsomt!« 114 (BEG II 232 fra 1853). Edv. Collin skriver om Ahasverus BEG II 162, gør indvending mod det stygge ord Sviren og henviser til steder, han ikke kan læse for sin kone (pga. emner fra sexualitetens verden). Ganske svarende hertil skriver Andersen 19.4.68 (Dagbøger VIII 52), at han ville læse Psychen for skuespiller Fritz Hultmann, »men da hans Frue blev i Stuen var jeg geneert ved at læse den.« Og Topsøe-Jensen fremdrager i Nordlundes udgave af Iisjomfruen 1974 s. 82 en manuskriptpassage om hunden, »der fyldte Stuen med Stank, men det forargede Ingen« - hvilket forsvinder ved den videre bearbejdelse. Jf. at netop Louise Drewsen i sit førciterede brev til Rigmor Stampe s. 20 omtaler de to gamle hunde, familiens stille skræk, af hundefjenden Andersen kaldt Hyl og Stank: »men man tav, og blev det nødvendigt at aabne et Vindue, skete det uden at nogen fortrak en Mine.«

Man tør herefter formode, at fig. rettelser i D skyldes vidtdreven sproglig pænhed: II 23 holde Fuglen frem for Folket > vise (DO VIII 397); II 25 og 58 former afvb. vande > vade i høj stil (MO har ikke vande = urinere, og Levin siger, at det er ukendt i kbh.sk og fynsk, DO XXVI 396, men den dobbelte rettelse er dog påfaldende); II 129 vant/vænnet fra > af med, der fjerner associationen til diegivning; II 280 gjort > skabt, omend AJ 243 har exx. på gøre om kreativt virke; og måske endda II 25 Keiserens svage Lemmer > Legeme; IV 152 og 173 snee bedækkede > sneedækkede samt I 179, II 83, 92, 97, 207 bare > blot/kun, jf. app. til I 17916.

Udenfor denne åbenbart så prekære sfære kan det ikke forbavse, at væk og i et Væk elimineres II 113, 119, III 37, 122, thi ordet er til dato »et udpræget talesprogsord« og tidligere med »præg af plathed« (DO XXVII 706, MO ÷), skønt dog vist uden uheldige associationer. Ordet jubilere bruges flere gange, fx. lidt nedsættende men urettet III 49, men > juble II 228 (se DO IX 889). Og med rettelsen II 97 ikke noget at være saa forfærdeligt af > -lig > stolt D (desværre glemt i apparatet) er vi udenfor den uanstændige begrebssfære og inde i de - i vor forstand - uanstændige anslag mod Andersens ægte hørte replikker. Mere rimeligt er det, når D som før nævnt dæmper vurderende og sensuelle udtryk i Metalsvinet's kunstverden, IV 16.

Men hvem har foretaget de D-rettelser, hvorom nærv. stykke egentlig handler? Han behøver ikke at have været særlig bigot; i visse tilfælde har han måske blot villet sikre sig imod, at en seriøs, ja højstemt vending kunne virke distraherende i en læsers øren og således forfejle sin kunstneriske hensigt; »og det skal man ikke gjøre Nar af. - men det gjorde de«.

115

Andre exempler

Udover de nævnte kategorier forefindes selvfølgelig en hel del udskiftninger af enkeltord, som det næppe er muligt eller lønsomt at kategorisere eller kommentere til bunds. Nogle kan meget vel vurderes stilistisk, andre er helt eller næsten uden påviselige plus- eller minusværdier; den der ønsker at bruge materialesamlingen, vil selv vide at danne sig sin mening.

Exx.: I 70 skrækkeligt > forskrækkeligt B; 79 smaa sorte Nisser > smaa bitte Nisser D (har red. kun kunnet forestille sig røde nisser?); 91 røde Lyn > stærke Lyn D, som nok ikke har villet have røde lyn og en blå lynstråle i kun to liniers afstand; 104 kosteligt > kongeligt B2 ; 106 boblende > bølgende C; 118 lille > unge A2 ; 124 ligesom > som D, vel pga. lige tæt ved; 134 godvillig > villieløs D, jf. DO VI 1205, hvorefter godvillig rummer mere selvbestemmelse end frivillig (og ihvertfald mere end villieløs):, 138 vilde Svaner > hvide Svaner C; 154 forskrækket for at > bange for at D; 158 nu bestemt > saaledes bestemt D; 161 synge > sige A2 ; 171 hvor morsomt de selv havde det > fandt det A2 ; 179 sige > betroe (sin sorg) D.

II 21 spurgte > sagde A2 ; 27 Toppen svingede rundt > snurrede A3 ; 72 skrapt > skarpt B; 117 fremmed Fugl > fornem Fugl B2 , kan være ægte; 118 raabte > sagde D, naturlig neddæmpning; 121 Sidekamrene > Sideværelserne D, rimeligt nok, da talen er om Thorvaldsens Museum, men kan skyldes hvemsomhelst; 145 voxte > skød D; 147 flere Skuffer > store Skuffer B, galt; 149 [graven] veed jeg ikke > kjender D, modernisering; 250 Rønnebær > Rønnebærtræ B, korrektion ligesom 265 Hyldetræet og Piletræet > Hyldebusken og Piletræet D; 279 stumpede > stumpe (om skaftløs kniv) D; 324 Training > Trainering D, se DO XXIV 888 og 906; 325 Stykket ... blev godt givet A > spillet O.

III 17 Violer > Blomster A3 for variationens skyld; 29 den > Sedlen A4 for at undgå flertydighed; 54 blaae Blomst ved Vandet ... røde Klokkeblomst > røde ... blaae D, åbenbart svarende bedre til red.s botaniske begreber; 60 Ægteskabs > Ægtestands A4 ; 64 violbrune > violetbrune D; 73 faldt ... paa > fandt ... paa C, modernisering; 81 en haard Trægreen > stærk D, som må have ment, at haard går på overfladen, stærk på brugbarheden; 91 Storken > Storkefader D; 145 den > Odense D trods et Odense lige forud, for at undgå den om byen; 165 stod > sad D svarer til det foregående; 198 trukket > taget C.

IV 113 Lynglimt > Lysglimt C; 124 Høiryggen > Høideryggen A2 , sætterkorrektur; 139 sagde > udtalte (sin glæde) A2 ; 151 det store Bord > det hele Bord C; 129 særligt > især C; 162 Tankeblink > Tankeblik C, se app.; 174 Tanker > Taler B, se sammenhængen; 177 (Sommeren gik, Efteraaret) gik > kom D (= k); 187 sagde > spurgte D; 187 nødig > nødvendig D.

116

V 25 Klokken > Kirke-Klokken; 52 Kobbeltrommer > Kjedeltrommer; 75 rører > bevæger; 87 Skribent > Referent (Udstillings Correspondent r), alle rettet i EHF.

Supplerende punkter

Kortslutninger

Dette ord kan være en passende metafor for den nærliggende afskriver- og sætterfejl at udelade den ene af to på hinanden følgende fraser, sætninger eller perioder, der begynder eller ender ens. Typografudtrykket »begravelse« betegner nemlig enhver overspringelse helt ned til enkeltord, uanset om kontexten lægger dem nær. En række textvarianter skal betragtes under dette synspunkt.

II 27 Svalens spørgsmål »vil De?« fordobles i B, måske blot som lydmaling, men se II 52 Næste Dag blev det klar Frost, - og saa kom Foraaret; allerede B indskyder og saa blev det Tøe. Man har ikke trykms. til II 27, men til II 52, uden B's tilføjelse; så de to utvivlsomt ægte rettelser behøver ikke at være restitution af gamle formuleringer, men de kan være det.

II 62 Jeg troer, jeg veed, jeg troer det m > Jeg troer, jeg veed, -jeg troer, det (kan være) A > Jeg troer, det B. B kan være en kortslutning, men kan også være rettet for at undgå de fulde formers dobbelttydighed: »jeg tror- nej jeg ved - nej jeg tror«? eller »jeg tror nok, at jeg ved - jeg tror, at det ...«?

IV 155 ja forklar, fortæl, giv os det i Ord: C udelader fortæl;

kortslutning? eller lettelse af et tungt sted?

V 134 Et gyldent Æg;[det var varmt endnu. Hun O >] hun lagde det ved sit Bryst og Varmen blev: når Hun > hun, når der ikke er identiske ord i passagen, og når det af sammenhængen fremgår, at svanen netop er fløjet op fra ægget, må man vel her regne med en ændring og ikke med en sætterfejl; men O's form forekommer bedre.

V 137 Jeg fornam om (de danske Adelsmænd, der ...) > Jeg fornam saa meget smukt, jeg fornam om ... B; Da krO ikke har bidraget til apparatet, kan man her ikke gætte på restitution af en gammel overspringelse; rettelsen skal gøre den sære konstruktion fornam om mindre stødende.

Se endvidere III 33, hvor to liniers forskel i O og A kan være en kortslutning, omend en strygning af pladsmangel er sandsynligere, samt V 12731, der muligvis også forklares anderledes. Emnet kortslutninger udover enkeltordet smuldrer altså næsten bort.

117

Ledfølge

Også dette emne smuldrer, delvis fordi en del mindre exempler kan findes i det foregående; men det bør dog fremhæves. Man kan nemlig vente sig en del af et menneske, der - om så kun i sine dagbøger (19. maj 1866, Dagbøger VII 110) - kan skrive: »Paa Hjemveien fortalte Fru O Neill mig at hendes Morfader var for politisk Færd af Don Miguel blevet med Flere henrettet i Oporto.« Og ofte citeret er Rubows passus s. 234 om fremskydning af et vigtigt sætningsled, figuren emfase: »Han bruger den ofte saadan, at jeg ikke tror der lader sig finde anden Forklaring, end at hans Temperament fordrede livligere Ombytning af Sætningens Hovedled end andre Menneskers. Hans Venner kritiserede den hos ham, og Edv. Collin har vist ligefrem rettet nogle Steder omvendt Ordfølge til normal.« (NB ledfølgen i sidste sætning!). Ombytningen kan markere resumé, resultat, liv, gentagelse, folkelig eller poetisk stil. Emnet udgør begyndelsen af Anker Jensens lange slutkapitel om ordstilling, AJ 268-98; det kan selvfølgelig exemplificeres fra variantapparatet, men egentlig i forbavsende ringe grad. Her som andetsteds måtte en metodisk behandling inddrage eventyrtexten i almindelig forstand, ikke blot de »frynser« (jf. s. 119), apparatet indeholder.

I 172 Her er to smaa Muus i Nat, som ville ... > ... som i Nat ville ... D; mere korrekt, men mindre karakteristisk, er dommen AJ 296.

II 89 og 115, III 42 bør læses i apparatet. De er exempler på sætninger, der har meget svært ved at finde deres leje, og som man kan synes, at forf. burde have omformet helt for at blive tilfreds. De er omtalt s. 67. Se også II 208.

II 160 trak saa dybt Veiret; 264 kjøbe i Kjøge en Guldring; III 55 nu holder mig ingen Baand (her to nominale led); III 82 (da) faldt Svømmehuden, som en sønderreven Handske af; IV 91 da i Morgenskjæret han ... red tilbage (hvor det nu fremdragne ms. har et overstreget han efter da) - er steder der har fået den normale ledfølge, som regel i D.

Hovedsætningsordstilling i bisætning

Ligesom de foregående få exempler henhører de fleste af de følgende til adverbiernes syntax, jf. AJ 281 og Rubow 206. Undtagelsesvis kan subjekt og verbum ændre plads i en variant: II 295 ... Sagnet fortæller at for mange Aar tilbage ... blev et uskyldigt Barn lokket > et uskyldigt Barn blev lokket D - virkelig kejtet, fordi for mange Aar tilbage ikke bringes på 118 plads samtidig. II 129 det saae ud som hele Huset sov eller der var ingen hjemme > Ingen var hjemme D. At de to led kan bytte plads i et udråb som II 313, er naturligvis en anden sag.

Derimod findes et antal exempler på, at adverbiet fra sin hovedsætningsplads efter verbet flyttes hen foran dette, som normalprosaen kræver det af bisætninger, typen I 33 at vi skal ikke > at vi ikke skulle D. Således II 248 ja at den skjød endogsaa nye Skud > endogsaa skjød D; IV 108 saa højlig, at han var ikke grov > ikke var C, AJ 281; II 33 den kalkunske Hane, der var født med Sporer og troede derfor > derfor troede D, AJ 283.

Anderledes II 28 Gud skee Lov, der dog kommer een > kommer (se app.) og IV 139 ingen Vei er saa høi, man jo kan komme den > kan jo (kun A2 ), hvor sætningsforbindelser skilles til særsætninger.

Diverse rettelser i D

I gennemgangen af udgavernes historie blev den illustrerede fembindsudgave, hvis fire første bind normalt har sigel D, ikke omtalt så udførligt, som dens talstærke rettelser kunne motivere. De spreder sig over alle felter, og selvom visse paragraffer af det foregående er sparsomme med at meddele ændringernes sigler, vil man dog finde D'er overalt. Et antal egentlige rettelser i D vil bidrage til forståelse af denne udgaves gennemarbejdede, noget gammeldags superlogiske og skriftsproglige karakter. De meddeles uden [!]'er eller hvorfor?'er og stort set i udgavens rækkefølge, da en systematisering ikke synes påkrævet til formålet.

I 37 Da (> Det) maa jeg dog selv see efter; 44 om en af Idas blomster: det var en Hofdame > hun bildte sig ind at vare en Hofdame; 81 R. blev ogsaa fornøiet > R. straalede af Fornøielse; 97 Malstrømmen, hvor Vandet ... hvirvlede > Malstrømmen, der ... hvirvlede: økonomisk, men den indsmuglede ordforklaring er gået tabt; II 62 om kragens kæreste: Det var naturligvis ogsaa en Krage [,] hans Kæreste: den efterstillede indholdsudfyldning af det (MD I 164) bortfalder som for tilfældigt anbragt; 145 dem ... de > dem [dvs. billederne] ... Personerne; 146 der gik Uger og der gik Dage > Dage ... Uger, Igl. II 222 og 283, jf. III 15416 - dagene må jo gå, før der kan gå en eller flere uger; 166 et inquit flyttet til et logisk rimeligere sted; 203 hans aandelige Kraft her var ikke stærk nok > blev ikke givet Styrke: en eller anden har husket på, at menneskenes evner alle er gudgivne.

II 233 hun hørte og hun hørte ikke > ikke hørte: er det for en gangs skyld D, der har den kollokviale form? 241 dette af Folket selv skrevne Blad, tidt med paaholdt Pen > dette af Folket selv, tidt med paaholden Pen, skrevne Blad: 119 A er virkelig lovlig skødesløs, men D synes for tung; stedet minder om det næste, 251 alt Skabt af Gud > al det af Gud Skabte; 272 en hel sætning udeladt; 284 Men den unge Pige ved Tagvinduet stod > Men ved T. stod den unge Pige.

III 165 Forlovelsen stod i Byens Avis > stod anmeldt; 170 Tiggeren dernede > Tiggeren dernede paa Gaden; 176 alle Farver, og alle slebne og glattede af Havet > de laae med alle Farver, alle slebne ...

IV 8034 ændring i D pga. fejl i A; 210 Det var Fader Pibehoved > ... som sagde Snak: tydeliggørende.

V 60 citat forlænget; 78 Vogn fulgte Vogn, Gaaende Ridende > fulgte Ridende; 78 Træets > det unge plantede Træes; 137 det [ur] gik rigtigt, men ikke Borgmesterens > men det gjorde ikke Borgmesterens; 157 følge med > følge med i denne »dandse, dandse Dukke min!«

La textologie se situe donc dans l'étroit domaine
qui sépare les textes d'eux-mêmes
et ne départage qu'une frange de leur signification.

Roger Laufer: Introduction à la textologie: vérification,
etablissement, edition des textes.
Paris 1972.

120

        

121

ERLING NIELSEN Eventyrenes modtagelseskritik

122

        

123

Eventyr, fortalte for Børn 1835-42

EB I:1 1835

Når H. C. Andersen i MLE (I 289) påstår, at hæftet kun fik én anmeldelse, glemmer han åbenbart, at allerede 17.5.1835 bragte A. P. Liunges æstetiske ugeskrift Søndagsblad en anonym omtale, som ganske vist var kort, men til gengæld udelukkende positiv:

»Hr. H. C. Andersen har i disse Dage udgivet første Hefte af en Samling »Eventyr, fortalte for Børn.« Ligesom de fleste foregaaende Arbeider af den ærede Forfatter, bærer ogsaa dette et stærkt Præg af Originalitet; Stilen er ypperlig beregnet paa at fængsle Barnets 124 Opmærksomhed og fortreffeligt klinger det belærende: »for«, som ofte forekommer i de Sætninger, der slutte de enkelte smaa Afsnit. - Ved at kaste et Blik saavel paa dette lille Arbeide, som paa de mange andre gode æsthetiske Produktioner, der i den senere Tid ere fremkomne fra forskjellige Hænder, kan man ikke andet end glæde sig ved den frodige Blomstren, som hersker i den poetiske Deel af vor Litteratur og som staaer i en saa stærk Modsætning til andre aldeles nøgne Grene paa det store Kundskabens Træ.«

Da Carl Bagger i april 1835 anonymt havde overtaget redaktionen af Søndagsblad (Vilhelm Møller i Baggers Samlede Værker, bd. 2, XL, 1867), kan der næppe være tvivl om, at denne uforbeholdne ros - 9 dage efter hæftets udgivelse - skyldes ham.

Men den eneste anmeldelse Andersen »husker« i 1855, så intenst, at han omtaler den hele to gange (MLE I 201, 289), står i Joh. Nik. Høsts Dannora. For Critik og Anticritik, I, 1836, 74 (iflg. H. Topsøe-Jensen: Buket til H. C. Andersen. 1971.17 udkommet sommeren 1835), som han dog ikke citerer helt korrekt. In extenso lyder teksten:

»Om endog Anmelderen Intet har imod gode Eventyr for Voxne, kan han dog ikke Andet, end finde denne Digtart aldeles uhensigtsmæssig, naar det gjælder Læsning for Børn. Ikke som om han oversaae, at netop Disse ofte ere meest aabne for ethvert Indtryk af det Vidunderlige; men skal da deres Læsning, om end blot i Fritimerne, være blot til Lyst? Den, der vil give Børn Noget at læse, bør dog vel, i det mindste lønligen, have et høiere Formaal dermed, end blot at more dem. Men det ligger i Tingenes Natur, at man ad denne Vei aldrig vil kunne bibringe dem nyttige Kundskaber om Naturen og Mennesket, men i det høieste kun en eller anden Leveregel; og saa er det endda et Spørgsmaal, om ikke den Nytte, derved maatte vindes, kun altfor meget opveies ved den Skade man maaskee stifter ved at fylde Indbildningskraften med phantastiske Synsmaader.

Af Herr. Andersens Eventyr ville sandsynligvis de tre første: »Fyrtøiet«, »lille Claus og store Claus« og »Prindsessen paa Ærten« kunne more Børn; men det er saa langt fra, at Disse deri ville kunne finde nogen Opbyggelse, at Anmelderen end ikke tør indestaae for denne Læsnings Uskadelighed. I det mindste vil vist ingen paastaae, at Barnets Takt for Sømmelighed skærpes, naar det læser om en Prindsesse, der sovende rider paa en Hunds Ryg, hen til en Soldat, som kysser hende, hvorefter hun selv, lys vaagen, fortæller denne smukke Tildragelse, som - »en underlig Drøm«; eller at dets Sands for Ærbarhed skærpes, naar det læser om en Bondekone, der i sin Mands Fraværelse, sidder alene tilbords med Degnen, (fodnote: »Der var dækket et stort Bord med Viin og Steg og saadan en deilig Fisk.«) »og hun skjænkede for ham og han stak paa Fisken« (Hvad er det paa 125 Dansk?), » for det var Noget han holdt af;« eller at dets Agtelse for Menneskers Liv skærpes, naar det læser Begivenheder, som at Store Claus slog sin Bedstemoder, og Lille Claus ham ihjel, fortalte som om det havde været en Stud, der sloges for Panden. Eventyret om Prindsessen paa Ærten forekommer Anmelderen ikke blot udelikat, men endog uforsvarligt, forsaavidt Barnet deraf kan indsuge den falske Forestilling, at saa høi en Dame altid maa være forskrækkeligtømskindet.

Anmelderen erkjender iøvrigt »Lille Claus og store Claus« for et meget vittigt, og »Fyrtøiet« for et ikke uvittigt Produkt; i »Prindsessen paa Ærten« troer han derimod at savne Saltet.

»Den lille Idas Blomster« er maaskee mindre morsomt, end de andre Eventyr, men det er mere uskyldigt og har en smuk poetisk Grundtone. Kun Skade, at Dette heller ikke har nogen Moral, som man tilforn kaldte det eller at Denne ialtfald ligger saa skjult, at den kunde trænge til at skrives med store Bogstaver, som »Dette skal være Troia!«.

Foredraget er ligesaa fatteligt, som i det Hele behageligt. At »rigtig« og »ækel«, som det synes, høre til Forfatterens Yndlingsudtryk, at Kagekonernes Sukkergrise o.s.v. nævnes som Climax mod Kjøbenhavn, og at Folk kjøre i Kongenshave, har ikke forarget Anmelderen nær saa meget, som den Vittighed, at Hofdamen tog Vandstøvler paa, har tiltalet ham.

Han slutter med det Ønske, at den talentrige Digter, der har et høiere Kald, ikke fremdeles vil spilde sin Tid paa at skrive Eventyr for Børn

Vel er anmeldelsen stupid, men den rummer nogle nuancer, som det ikke har passet Andersen at gengive i MLE: Lille Claus og store Claus betegnes som meget vittigt, Den lille Idas Blomster har en smuk poetisk grundtone, og stilen er i det hele både fattelig og behagelig. Og til sidst omtales Andersen som »den talentrige Digter, der har et høiere Kald« (i MLE I 289 komprimeret til det neutrale »Forfatteren«). Forresten fik Høst jo ret i at Andersen ikke fremdeles ville spilde sin tid på at fortælle eventyr for børn. Allerede i 1838 skrev han sit første vokseneventyr, og fra 1843 strøg han ordene »fortalte for Børn« af sine hæftetitler. Den grundholdning til eventyr for børn som anmelderen redegør for i første afsnit var han ikke ene om i samtiden, bl.a. formulerer Poul Møller samme synspunkt i sin lille opsats »Om at fortælle Børn Eventyr«. Og når det gælder forargelsen over den manglende moral i hæftet deltes den af fx. Hauch (se p. 128) og vistnok Ingemann.

Anmeldelsens påstand om at eventyr ikke er til nogen nytte for børn fik året efter en offentlig modsigelse. Nordisk Ugeskrift, udgivet af

126

Selskabet for en forbedret Retskrivnings Udbredelse, indeholdt 17.9.1837 under fællestitlen »Polemiske Småhug« to digte, hvoraf det første hedder

»Til min lille Broder
(Med Andersens Æventyr)«

og som i sin helhed lyder:

»Når nogen siger dig, man kan
Af Æventyr slet ingen Nytte have,
Da le dem ud, og spörg: Kan man
Ej lære her at læse og at stave?
og sig kun så: Min Bror har sagt,
At Digteren i Æventyrets Folder
Langt mere sandt og godt har lagt,
End eders hele kloge Liv indholder;
I har kun Blik for Nytten, om
Den føles kan og vises med en Finger,
Ej for den höje Sandhed, som
Frigjort fra Hverdagslivets Stöv sig svinger;
Men jeg, som læser Æventyr,
Det skal I see, jeg blir en prægtig Fyr!

Læs du kun Æventyr, min søde Dreng,
Helt udenad, og når du går i Sæng
Om Aftenen, fortæl da Mor og Gitte
Om Fyrtöj, store Klavs og om den bitte.
Og når Papa ej lege vil som for,
Så sig til ham: Min lille Fatter, hør,
Hvis du tillader, vil jeg forelæse
Historien om den rigtige Prinsesse,
Som lugted Ærten med sin fine Næse; -
Og du skal see ham strags i god Kulør.
Når så du bliver stor og stærk af al den Læsning
Så kommer med Sydostvinds raske Blæsning
Til Hjemmets gamle Kredsliv jeg igjen,
Og tar dig med; så skal vi rejse hen
Og læse Æventyr, ej blot på Dansk,
Men på Latin og Græsk og Tysk og Fransk
Og se det store Æventyr, hvis Navn
I Jylland kaldes Kongens Kjøbenhavn.«

127

Polemikken kan kun være rettet mod Dannora, og skønt Andersen allerede havde udgivet både 2. og 3. hæfte, da digtet blev trykt, viser eventyrtitlerne, at det er 1. hæfte digteren har sendt til sin bror i Ålborg. Digtet er udgivet under pseudonymet Paidophilos, men i 1840 optog digteren det i sine »Lyriske Digte«. Hans navn er P. L. Møller, som altså har forsvaret Andersen 5 år før han begyndte at anmelde ham og 6 år før de gjorde hinandens bekendtskab.

Såvidt den offentlige kritik. Men for A var det lige så væsentligt hvad vennerne mente. Når han læste eventyr op inden de blev trykt, var det ikke mindst for at fa en forhåndskritik, og når han forærede sine bøger væk, udbad han sig gerne en udtalelse om dem.

Den allerførste privatvurdering er den mest forbavsende af alle. Allerede 16.3.1835 betror han Henriette Wulff at han har »skrevet nogle Eventyr for Børn, om hvilke Ørsted siger, at naar Improvisatoren gjør mig berømt, gjør Eventyrene mig udødelig, de ere det meest fuldendte jeg har skrevet, men det synes jeg ikke« (BHW I 211). Ørsted kunne mere end sin fysik, han havde også profetiske gaver.

Med det samme hæftet udkom, sendte A det til sine to digtervenner i Sorø, Ingemann og Hauch. Endelig, endelig 6.11. tog den sidste sig sammen til et længere brev, som på flere punkter ligger på linje med Dannora-kritikken: »Jeg siger Dem naturligviis min Mening uden Omsvøb; thi enhver anden Fremgangsmaade vilde være at fornærme Dem. De to mellemste af Deres Fortællinger forekomme mig meget passende paa deres Plads, og jeg kan næsten ubetinget give dem mit Bifald. Prindsessen paa Ærten er i mine Tanker et baade moersomt og træffende lille satirisk Eventyr, og mangen Moder gifter ikke sine Børn bort paa bedre Grunde, end den her anførte. Den gamle Dronnings Fiinhed er ubeskrivelig stor, og ingen borneert Adelsdame kunne have den større. Fortællingen »Lille Claus og store Claus« er ogsaa, saavidt jeg kan skjønne, (trods Alt, hvad den fine Portion af Læseverdenen kan have derimod) et sandt Foster af en barnlig, men derfor ikke liden Indbildningskraft. At Billederne er groteske og derved fremtrædende, skader Intet, tvertimod maae de vel i en slig Fortælling netop være saa. - Den første Fortælling behager mig mindre, og jeg troer, at den moralske Ligegyldighed, der ligger deri, er den til Skade. Forstaa mig kun ret! Man skal naturligviis ikke i noget Eventyr hverken for Børn eller Voxne (om Fabler og om gnomiske Digte tale vi ikke her) skue en Pegepind, der henpeger paa et moralsk ABC. Moralen skal, som bekjendt, ikke ligge udenfor, men i Digtet selv. Digteren behøver ei at spilde en eneste Reflexion derpaa, men fra Digtets inderste Kjærne skal den levende springe os imøde. Det er en stor Vildfarelse, derpaa er jeg saa vis som paa mit eget Liv, at ville bortfjerne og foragte den; thi 128 overalt i Verdenslivet træder den frem, og uvilkaarligen tage vi Part for det Gode mod det Slette, og den Digter, der ikke agter herpaa, formindsker aabenbart sine sande Læseres Deeltagelse, hvilken ingen Konsttheorie kan erstatte ham. De har i den anden Fortælling ogsaa i det Hele løst hiin Opgave; i store og lille Clauses Skjebne see vi (skjøndt paa en barnlig Maade) ligesom Fingeren af en høiere Magt, der beskytter den Svage mod den Stærkes Uretfærdighed. I den første Fortælling er det derimod stødende, at Soldaten saa aldeles uden Samvittighed og Taknemmelighed dræber den gamle Kone til Gjengjeld for hendes Tjeneste, lad være, at hun ogsaa har viist ham denne af Egennytte. De vil sige, at Børn ikke tænke ved Sligt, at den barnlige Naivetet hopper let herover. Men de Voxne, der ogsaa bør kunne læse slige Fortællinger med Fornøielse, tænke derved, og et klogt Barn behøver ei at være meget stort, før det gjør det Samme. En anden Feil ved dette Eventyr er, at det er en Efterligning af et bedre Digt, nemlig Alladdins Lampe. I Deres sidste Eventyr (Den lille Idas Blomster) findes der aabenbart meget smukke Ting; dog minder det lidt formeget om Hofmanns bekjendte Maneer; men De er en god Digter nok for ikke at trænge dertil. Dette er hvad jeg efter min Overbeviisning med den høieste Oprigtighed kan sige om Deres Eventyr. Flere Digte, som de to mellemste, troer jeg maatte kunne læses med megen Fornøielse af Enhver, som har baade Naivetet og Hjerte nok til at kunne sætte sig ind i Børneaarene igjen. At Mange ville være for fornemme, for satte og for eensidig udviklede dertil, forstaaer sig afsig selv; men en Digter skal mindst af Alle ville smigre Enhvers Smag; naar han først har vundet de Bedste for sig, da vinder han nok siden den hele Verden; men om han omvendt havde vundet den hele Verden, de Bedste undtagen, da vilde dog Vinden snart dreie sig, og Verdens Bifald forsvinde« (BtA 188-90).

Den opfattelse af forholdet mellem kunst og moral Hauch her forfægter, holdt han fast ved og uddybede i Afhandlinger og æthestiske Betragtninger, 1855 p. 313-16. Men den moralske gradsforskel mellem de to skæmteeventyr her turde være minimal: Er det mer undskyldeligt, at en velbjerget bonde - ovenikøbet i berigelsesøjemed - slår sin bedstemor ihjel end at en soldat på vej hjem fra krigen hugger hovedet af en fremmed heks for et sølle fyrtøjs skyld? Bonden begår overlagt mord, soldaten handler i affekt.

Men Ingemann, som A ivrigst korresponderede med, reagerede undtagelsesvis ikke. Forklaringen på hans tavshed fremgår af A's brev 17.12.1835, da han sender ham næste hæfte: »Gid De maa være mere tilfreds med disse end med de forrige! Mange sætte disse, forunderligt nok, selv over »Improvisatoren«; Andre derimod ville, som De, at jeg ikke skulde have skrevet dem! Hvad skal jeg nu troe?« (BfA I 315) (A 129 besøgte Ingemann i sommeren 1835, og da har eventyrene formodentlig været debatteret).

Der var ingen A stolede mere på i litterære spørgsmål end Ørsted og Ingemann, og så længe de levede konsulterede han dem begge flittigt. Men nu forudsagde Ørsted, at eventyrene ville gøre ham udødelig, mens Ingemann ønskede dem uskrevne. I sandhed: »Hvad skal jeg nu troe?«

EB I:1-2 1835

Dansk Litteratur-Tidende havde ikke anmeldt 1. hæfte, men snart efter at 2. hæfte var udkommet, kom der 6.1.1836 en omtale af begge hæfter af signaturen H.T., som yderligere i samme artikel behandlede C. Molbechs Julegave for Børn, 1835. Ligesom Dannora-kritikeren går H.T. ud fra principielle overvejelser, men mens den førstes var af moralsk art, er den sidstes af stilistisk karakter:

»At skrive for Børn er vist en vanskelig Sag. Naar man paa den ene Side meget let kan blive dem for høitravende, saa maa man paa den anden Side ogsaa vogte sig for, at stige altfor dybt ned, i det Øiemed at Barnet ret skal kunne forstaae og fatte det Fortalte. Ligger det aldeles indenfor Barnets Horizont, saa bryder dette sig ikke derom; thi det vil og maa see opad og lade sine Tanker gaae forud for Indsigten. Selvanskuelse hører ikke Barnet til. Denne Middelvei maa nu ligesaavel iagttages med Hensyn til Formen som til Materien. Andersens Methode indeholder en Stræben efter at slaae ind paa den mundtlige Fortællings livligere og mindre ordnede Foredrag. Molbechs Foredrag er derimod i høieste Grad roligt og simpelt, og vi kunne ikke andet end give dette sidste Fortrinet, ikke fordi A. i hiin Stræben er uheldig, men fordi vi mene, at den kun høist ufuldkomment kan realiseres.

Det kunde synes, som om en godt og aandrig fortalt Historie kun behøvede at skrives op Ord til andet, for paa Tryk at have samme Værd som den havde ved det mundtlige Foredrag. At det imidlertid ikke vil være Tilfældet, er velbekiendt, thi baade den Fortællendes og Tilhørerens Individualitet savnes; og det er ikke nogen tom Convenients, at man ikke maa føie sine Ord paa samme uordnede Maade paa Tryk, som det meget godt kan gaae an, at føie dem i det mundtlige Foredrag. Dertil kommer, at det er Børn, der her skulle være Læsere; og ere de end netop vante til denne Form, i hvad de høre fortalt, saa ville de dog ikke være istand til under Læsningen at give de trykte Ord det Liv, uden hvilket et saadant Foredrag aldeles maa forfeiles, idet det baade kan give Anledning til, at det Fortalte ikke forstaaes som det skulde forstaaes, og tillige, fordi Barnet under den langsomme 130 Opfattelse, som Læsningen afgiver, faaer Tid til at tænke mere over det Enkelte, paa sine Steder kan forekomme det enfoldigt. Dette Sidste mene vi nu vel intetsteds at kunne blive Tilfældet med A.'s Fortællinger, men det er dog en muelig og meget naturlig Følge af den Methode, han har fulgt, og det er en Følge, der vilde være høist skadelig, thi Børn maa som sagt ikke gives Anledning til i deres Forestillinger at sætte sig paa den høie Hest, eller blive kritiske. Hvad der leveres dem bør altid staae over dem, og det er ogsaa saadanne Ting, som de helst ønske at høre.

Vil man nu her indvende os, at det ikke er nogen afgiort Sag, at A. ved sine Eventyr fornemmelig har tilsigtet en Læsebog for Børn, men at han mueligen i dem ogsaa har villet afgive en Prøve paa et Foredrag, der smukt udført, maatte kunne interessere den Voxne; da er det vel saa, at dette ikke finder nogen bestemt Modsigelse i Titelen. Men om det nu endogsaa har ligget i hans Plan - og vi kunne ikke undlade i denne Anledning at bevidne, at vi med megen Fornøielse, og uden at behøve nogen Abstraction [ordet er her brugt i betydningen: stærk koncentration af opmærksomheden], have læst begge Hefter -; saa burde det dog neppe være hans Hovedhensigt, og har upaatvivlelig heller ikke været det. Derom vidner, blandt Mere, Fortællingen i andet Hefte: »Den uartige Dreng,« hvori Andersen ubarmhiertigen og uden derved at vinde noget stort Udbytte for Børnene, har slaaet en Streg over de Følelser, hvormed den Voxne maa see Anakreons Fortælling beskaaren for al sin Poesie. Dog, dette er jo for en Deel af mindre Vigtighed, og denne Fortælling vilde maaskee heller ikke have forekommen os saa stødende, dersom den ikke fulgte umiddelbart efter en Fortælling som »Tommelise,« der, ligesom den forekommer os at være den bedste af de leverede, i sig ogsaa er det yndigste Eventyr, man kan forlange.

Foruden denne tillade vi os at fremhæve som de fortrinligste: »Prindsessen paa Ærten« og »Reisekammeraten,« ihvorvel begge af meget forskiellig Slags.

En Fortælling, som vi vel ikke egentlig have Noget imod, men som synes os ikke at tilfredsstille de Pretensioner, hvormed den møder, er »Den lille Ida og hendes Blomster.« Den synes at være en Efterligning af Hoffmann, men hvad enten den nu især er skreven for Voxne eller Børn, saa mene vi, at den Ingen af dem vil tilfredsstille.«

Resten af anmeldelsen, godt halvanden side, er om Molbechs Julegave for Børn, som viser sig ikke blot sprogligt men også moralsk at have »et ikke ubetydeligt Fortrin«.

Anmelderen går ud fra, at børnene selv skal stave sig gennem hæfterne. (Samme fejltagelse gør P. L. Møller sig også skyldig i, når han polemisk mod Dannora-kritikken skriver, at eventyrene bl.a. har 131 den nytte, at barnet lærer at læse, ja, at hans lillebror ligefrem kan opmuntre faderen ved at læse Prindsessen paa Ærten for ham). Andersens tanke, at den voksne skal fortælle/læse eventyrene højt for børnene er ikke faldet ham ind. Men selve fordømmelsen af fortællemåden er et bevis på, hvor revolutionerende ny Andersens stil forekom samtiden.

Til disse få og mest negative anmeldelser kan føjes et par svenske, som også angår de 2 første hæfter.

29.12.1838 skriver Andersen begejstret til Henriette Hanck: »I Sverrig er udkommet en original Børnebog: »Lekkameraden« og tænk Dem, det er en Oversættelse af mine Eventyr« (BHH 309). Det drejer sig om »Lekkamraten. Vald samling af Sagor och Berättelser for Barn. Utgifven af J. W. L[iffman]. Första häftet.« Den blev anmeldt 20.12.1838 i Sveriges største avis på den tid, Aftonbladet, som skrev:

Bogen »innehåller nio sagor, hvaribland fem [»Elddonet«, »Rike-Pelle och Fattig-Pelle«, »Lilla Idas Blommor«, »Tumme-Lisa«, »Reskamraten«] af den så fördelaktigt kände unge Dansken Andersen, författare till Spelmannen från Svendborg och Improvisatoren, tvenne [»Hans och Greta«, »Den Fattige och den Rike«] af bröderne Grimm, en [»Fogelboet«] af [Christoph v.] Schmidt och en [»Rübezahl«] af Musäus. Allesammans äro väl valde, men serdeles de af Andersen, hvilkas muntra, lifliga och färgrika stil är ganska lämplig att roa den klass af läsare, för hvilken de äro ämnade. Bland dessa utmärka vi isynnerhet Rikepelle och Fattigpelle, såsom ej allenast den bästa i närvarande samling, utan äfven en af de bästa i hela denna genre vi haft tillfälle att se.«

Denne omtale underholder han Henriette Hanck med i sit næste brev til Odense: »mine [eventyr] giver man Prisen« (BHH 313). Det er noget andet end at blive sat i skygge af skrivekuglen Molbech! - Men han har næppe vidst, at samme dag - 20.12.1838 - stod der også en anmeldelse i Dagligt Allehanda:

»De Andersenska Sagorna synas oss röja en verklig talang i denna genre, synnerligast de båda Tumme-Lisa och Lilla Idas Blommor, hvilka tyckas egenteligen beräknade på små Flickor. De andas en så ren, oskuldsfull barnafromhet, att de äfven af äldre personer kunna läsas med nöje. Sagan om Reskamraten såväl som den om Elddonet äro båda Goss-Sagor. Den förra är rätt vacker i början, men sjunker under fortsättningen stundom till en enfald, som nog rätt mycket närmer sig pjoller. Båda synas emellertid på det hela böra rätt mycket roa de läsara, för hvilka de egentligen äro ämnade [...]

Sagan om Rike-Pelle och Fattig-Pelle skulle vi vilja utgallra ur ifrågavarande häfte. Den tillhör en genre, som mycket är i svang hos vår allmoge. Väl eger den i framställningssättet ingenting egentligen 132 klandervärdt, men dess tendens är mindre sedlig, såsom skildrande, icke redlighetens seger öfver ondskan, utan den sluga elakhetens öfver den dumma. Det ä visserligen ej vår mening, att man i barnböcker skal predika moral, men man bor åtminstone noga undvika allt hvad som kan ega äfven den aflägnaste skymt af motsatsen utafdet strängt sedliga. För öfvrigt vilja vi ej härmed hafva sagt, att boken för denna enda Sagas skull är förkastligt. En far eller lärare, som sätter den i handen på sitt barn, kan lätt supplera den moraliska tillämpning Förf. har underlåtit, och i allmänhet anse vi oss med skäl kunna rekommendera detta lilla arbeta som en ganska passande barnlektyr.«

Hauch havde moralske betænkeligheder ved Fyrtøiet men ikke ved Lille Claus og Store Claus. Her er det omvendt! Hvad Andersen har tænkt, vides ikke, men i hvert fald figurerer ingen af de to eventyr på hans meget omfattende oplæsnings-repertoire, og han blev mere sparsom med at genfortælle folkeeventyr.

Af brevene fremgår det, at 2. hæfte har gjort større lykke end 1. Allerede 10.6.1835 skriver Signe Læssøe til Henriette Hanck - uden overhovedet at nævne 1. hæfte: »I hans sidste smaa Fortællinger er den Liden Tommelise, som er saa allerkjereste, saa reen poetisk, at jeg ret længes efter den skal blive trykt for ret tidt at qvæges i disse milde Straaler fra Poesiens sande Sol -« (BHH 114).

Hauch lod til en forandring omgående høre fra sig 24.12.1835:

»Inderlig Tak for den anden Deel af Deres Eventyr, som jeg med megen Fornøielse har læst. Det første Eventyr forekommer mig at være baade smukt og betydningsfuldt, og Reisekammeraten anseer jeg for at være endnu bedre. At det er den Døde, der saaledes belønner og gjengjelder den stakkels Johannes Velgjerning, er en god Opfindelse. [Ja, det er jo selve grundtanken - overtaget direkte fra folkeeventyret.] Især er den Dødes natlige Tog med Prindsessen til Troldens Bolig phantastisk skjønt. Jeg havde kun ønsket, at man endnu havde faaet Noget at vide om, hvorledes Prindsessen uden sin Skyld var faldet under Fortryllelsen; derved vilde man have faaet større Interesse for hende. [Igen følger Andersen folkeeventyret, som heller ikke motiverer troldens magt over hende.] I den mindste Fortælling har De heldig løst den Opgave at fortælle Noget, der kan more og tilfredsstille Børn, uagtet den egentlige Betydning først skal og kan forstaaes af den Voxne. Jeg sætter rigtignok disse tre Eventyr betydelig over dem, der staae i første Deel [...] Deres Bog har William faaet, der forsikkrer, at han holder meget af Dem derfor. Han er den af vore Børn, der røber meest Phantasie, og har i stor Spænding hørt paa alle tre Eventyr« (BtA 191 ff).

12.2.1836 skriver Henriette Hanck: »Det morede mig meget at læse 133 Deres Eventyr, »Tommelise« er saa nydelig; »Den lille uartige Dræng« grumme comisk, De vinder rigtignok Efterslægten« (BHH 124).

Ingemann, der ikke havde brudt sig om det 1. hæfte, har åbenbart heller ikke ladet høre fra sig om det næste. I hvert fald skrev Andersen 11.2.1837 til ham: »Med det Allerførste skal De faae et nyt Hefte Børne-Eventyr, som De jo ikke holder af« (BfA I 369). Allerede 2 dage senere spørger Ingemann forbavset i et langt brev: »Har jeg læst rigtig, og troer De, at jeg ikke holder af Deres Børneeventyr? 2det Hæfte holdt jeg særdeles meget af, og det har jeg givet til flere Børn. Hvad jeg havde mod 1ste Hæfte, har vi talt om; men jeg veed ikke rettere, end at jeg har sagt Dem, hvor kjært 2det Hæfte var mig« (BtA 281). Dermed var sorgen slukket.

7.1.1837 giver A madam Iversen i Odense, bogtrykkerens enke, en overraskende besked: »Hvad mon Tante Augusta [datteren i huset], som ikke kan lide mine Børne-Eventyr, siger til, at Heiberg erklærer disse at staae høit over »Improvisatoren« og »O.T.«, og at Eventyrene ville give mig det største Navn i vor Literatur fremfor Romanerne?« (BfA I 366). Og som et ekko heraf hedder det en månedstid efter i brev til Ingemann: »Heiberg siger, det er det Bedste jeg har skrevet« (BfA I 369). Det lyder ikke 100 pct. overbevisende. For det første havde Heiberg på dette tidspunkt ikke læst Improvisatoren og næppe heller O.T.. Dernæst har han aldrig offentligt udtalt sig om eventyrene. For det tredie er det udelukkende i disse to samtidige breve A påberåber sig Heibergs autoritet i denne sammenhæng, i begge tilfælde over for tvivlere som skal overbevises. Endelig minder selve formuleringen i første brev mistænkeligt om støbeformen for Ørsteds berømte vurdering fra marts 1835 (p. 127).

EB I:1-3 1835-37

Det nye hæfte fik kun én offentlig kritik, men til gengæld omfatter den hele Første Samling, er hævet over moralske anfægtelser og sproglige bekymringer og tager stilling til digterens spørgsmål i »Til de ældre Læsere«: Skal jeg fortsætte eller slutte med at fortælle eventyr? Anmeldelsen stod i Kjøbenhavnsposten 18.7.1837 (godt 3 måneder efter udgivelsen af hæfte 3) og er signeret l.n.. Da Orla Lehmann., digterens ungdomsven (MLE I 109), på det tidspunkt var redaktør af avisen, er det nærliggende at gætte på ham som anmelderen. Så vidt det kan ses har Andersen aldrig omtalt netop denne kritik, som i høj grad må have opmuntret ham:

»Det har undret os, at der endnu ikke har viist sig nogen offentlig Bedømmelse af H. C. Andersens »Eventyr fortalte for Børn«, efter at 134 Samlingen af dem i omtrent et Par Maaneder har været sluttet med det udkomne 3die Hefte, og skjøndt Forfatteren i dette sidste saa godt som udtrykkelig udbeder sig en saadan offentlig Dom. Ligegyldighed hos Publicum kan det neppe være, thi saavidt vides have de Andersenske Eventyr, ikke alene fundet Indgang og venlig Modtagelse hos dem, for hvem de ere fortalte, men de ere ogsaa almindelig anerkendte og læst med Fornøielse af de Ældre. Vel beretter Forfatteren, at ingen af hans Arbeider ere blevne saa forskjelligt vurderede som dette. »Medens enkelte Mænd«, siger han, »paa hvis Dom jeg sætter stor Priis, have tillagt dem meest Værd af hvad jeg har skrevet, meente Andre, at disse Eventyr vare høist ubetydelige og raadede mig til ikke at skrive flere«. Men denne Forskjellighed ligger dog snarere i selve Digtarten, end den alene skulde gjelde Andersens Eventyr. Til at glæde sig ved, eller endog blot med Interesse følge et Barneeventyr, udkræves der for den Ældre en særegen Modtagelighed, som langtfra Alle ere i Besiddelse af, og Forfatteren maa derfor ikke undre sig over, at han hos Mange kan finde Lunkenhed og Ligegyldighed for disse sine Aandsfostre. Den der derimod er inde i Eventyrenes Verden og med Børnene formaaer at leve i Phantasiens Rige, han maa vist give Andersen det Vidnesbyrd, at han i dette Rige er den dygtigste og interessanteste Fører man kanønske sig, og kan man end ikke med hine Mænd være enige i at Eventyrene som Samling ubetinget skulde være det mest værdifulde, Andersen har skrevet, saa ere der dog efter vor Mening Nogle blandt dem, der uden at tabe kunne sammenstilles med det Bedste, der er leveret i denne Genre. Vi mene hermed især »Tommelise« og »den lille Havfrue« - hvilke begge ere Digterens egen Opfindelse; ligeledes »Reisekammeraten«; skjøndt vi dog ikke kunne undlade at anke over, at Fortælleren i den Slutningsapostrophe, hvormed han i »den lille Havfrue« henvender sig til sine barnlige Tilhørere, forlader det poetiske Gebet, indenfor hvilket den hele Fortælling forresten saa fortræffeligen er holdt. Vi tør holde os overbeviste om, at Samlingen tidlig eller sildig vil blive en almindelig yndet Bog baade for Børn og de Ældre, der med Aarene ikke have tabt Muligheden til at gjenføde deres Barndoms Drømme; og vi haabe, at Forfatteren, i den Yndest, hans Eventyr ville vinde, vil see sig kaldet til, fremdeles at forøge dem, ved Udarbeidelsen af de Ideer, som i denne Henseende maatte frembyde sig for ham.«

Ligesom i denne anmeldelse går den private brevkritik af hæfte 3 udelukkende på Havfruen, ikke en lyd om den lige så berømte Keiser. Også denne gang har Hauch et forbehold, men i stedet for at meddele Andersen det, betror han sig til Ludvig Bødtcher i brev af 22.5.1837: »Andersens lille Havfrue har jeg læst med Fornøielse, det 135 vigtigste, jeg derimod har at indvende, er, at en Havfrue, der føler saaledes, allerede havde Siæl i Forveien, og ei behøvede at erhverve den. I Fouqué's »Undine« er Modsætningen mellem den stormende, sig selvadsplittende Livsfylde, der ligesom Havskummet mangler Centrum, og den derpaa nedslaaende guddommelige Funke fra en høiere Verden meget sandere tænkt, og derfor skiønnere. Andersen er for Resten et Menneske, i hvis Bryst der slaaer et virkeligt Digterhierte, og der, hvis han blot ganske aflægger sin Ungdoms Ledeløshed og vorder en Mand, kan præstere noget Udmærket; og meget har han jo allerede skienket os« (Tilskueren 1903, 841).

Da Henriette Hanck første gang omtaler hæftet, er det i en pudsig sammenhæng som et PS til brev af 22.9.1837: »Fr. Schleppegrell kan jeg hilse fra [...] Jeg havde laant hende det sidste lille Hefte af Deres Eventyr, og hun forsikrede mig, at hun havde læst den lille Havfrue 5 Gange igjennem, og grædt hver Gang, der laa og en stor Taare med Sminke i, paa et af Bladene, det ærgrede mig ordentligt, at den lille Havfrue skulde begrædes med en sminket Taare« (BHH 205). Først 30.3.1838 meddeler hun kort sit eget indtryk: »deres Eventyr have altid interesseret mig særdeles; især: den lille Havfrue der efter Improvisatoren har tiltalt mig meest af Alt hvad De har skrevet, der er en saa forunderlig Duft over disse Arbeider, jeg kan ikke sige hvad det er; men noget guddommeligt er det vist der maa fortrylle Alle« (BHH 221 f).

Fredrika Bremer, som i flere breve havde skrevet indgående om hans romaner og lyrik, ja uden forbehold rost Agnete og Havmanden, kendte endnu i sommeren 1838 ikke eventyrene (BtA 651). Men af hendes brev 21.4.1839 fremgår det, at hun netop har læst hele Første Samling samt EB 11:1. Hendes begejstring for Tommelise er uden ende: »»De vilde Svaner« har jag tackat för några förtjusande målningar, men »Tommelise«, åh »Tommelise«! den är en klenod, en riktig juvel i sin sort! Grnan. Sommerhielm (den vän med hvilken jag här lefver) och jag ha haft alldeles obeskrifligt roligt af den lilla, obeskrifligt behändiga historien; och dageligen ännu utgör den ämne för skämtsamt tal emellan oss, och kommer nog alltid att vara det« (BtA 654 f). Også Havfruen sætter hun højt: »Det är ett stycke fullt af djup, skön och målande poesi. Men jag håller med Er att det icke är för barn. Der är ett djup af smärta, som nästan öfverstiger mensklig fattning, och som vore mäktigt af att sönderslita ett barns själ. Jag hade som barn helt visst blifvit galen af den lille Haf-frue« (BtA 654). Andre titler nævnes ikke i det udførlige brev på over 5 tryksider. Det har sin forklaring, som hun ikke lægger skjul på: »oaktadt min glädje öfver »Tommelise«, så roper jag dock på Er bästa Herr Andersen, att skrifva »Eventyr for barn« af en annan art, - af en annan art särdeles, 136 än alla de barnhistorier i boken, som icke ha Er til Orig.-författare [...] I Improvisatoren och i Spillemanden har Ni visat oss de ljufligaste scener ur det sanna barn- och naturlifvet. Jag tillstår, att jag och många i Sverige med mig sätta dem öfver alla barnsagor. Dock lefve Tommelise!« (BtA 655).

Det er noget nær samme besked Ingemann tidligere havde givet ham (jfr. s. 128).

Til samtidskridkken hører også, at da Andersen havde jamret over, at hans kvindefigurer - det er Agnete og Maurerpigen det drejer sig om - ikke gjorde succes (BHH 504), mindede Henriette Hanck 15.2.1841 ham om, at »De glemmer den lille Havfrue, jeg har aldrig hørt nogen have læst den uden at finde den saa ubeskrivelig smuk« (BHH 515).

EB II:1 1838

Skønt hæftet indeholder et af A's mest berømte eventyr, Den standhaftige Tinsoldat, fik det kun én anmeldelse, nemlig i Berlingske Tidende, som ikke tidligere havde omtalt eventyrene, men 1.11.1838 skriver den:

»Der var en Tid, da man meente, at det kun var Tydskerne, der kunde skrive for Børn, og at vi Danske i denne Henseende maatte lade os nøie med Oversættelser. Men den Opmærksomhed, man især i den senere Tid skjænker Børneopdragelsen, og hvorpaa de heldbringende Asyler give et saa skjønt Exempel, har og vil sikkert fremdeles virke til, at ogsaa danske Forfattere forsøge sig i denne Retning.

Til disses Tal hører Hr. H. C. Andersen, og hans tidligere udgivne Eventyr, ligesom den nuværende Samling, der indeholder tre Smaafortællinger [...] kunne ved den naive Barnlighed, der charakterisere dem, ikke andet end vække Interesse hos Børn, ligesom Andre maa ønske snart at see flere lignende Eventyr fra samme Haand.«

Men inden denne tomme anerkendelse havde Andersen faet brev fra Henriette Hanck, som 27.10.1838 skrev: »Deres Eventyr har jeg faaet for længere Tid siden, de ere nydelige, den standhaftige Tinsoldat gjør jeg mindst af endskjønt der ere flere Vittigheder i, det forekommer mig, ja, nu leer De vist af mig, som om Forfatteren medens han skrev den maae have været ganske grusom indtaget af Jfr Grann! De vilde Svaner har alt hvad man kan forlange af et Eventyr, og desuden den yndige poetiske Indledning, der er noget saa rørende ved Søsterens urokkelige Hengivenhed for Brødrene især behager det mig særdeles at 137 den yngste og kjæreste Broder beholdt Svanevingen. Den lille Gaaseurt er og bliver dog blandt alle min Yndling, den synes Fader ogsaa bedst om!« (BHH 283).

Og 9.12.1838 gav Ingemann ham, som sædvanlig, ordentlig besked om sin mening: »Den simple, hjertelige Tone, De i disse Eventyr ret har faaet Greb paa, er ogsaa i denne Fortsættelse smukt bevaret. Fortællingen hos M. Winther om de elleve Svaner har vundet meget i Deres Fremstilling, idet De har udeladt adskillige stygge eller forslidte Træk, (som Dronningens Nedkomst med Hundehvalpe og den onde Stifmoders Straf i Spigertønden), og tilføiet mange selvopfundne, nydelige Træk. Gamle, bekjendte Sagn og Eventyr kan saaledes unegtelig vinde endeel ved blot at omskrives med en poetisk Pen; men naar de ikke fremtræde som aldeles gjenfødte i en heel ny Form (f.Ex. som Romance eller dramatisk Eventyr), bliver Omdigtningen dog ligesom en ny, forbedret Udgave af, hvad enhver Fortæller dog ogsaa i Et og Andet varierer og udsmykker, - Ideen faaer en ny Klædning, men ingen ny Skabning. Jeg foretrækker i denne Henseende de 2 første Fortællinger som heelt udsprungne af Deres egen Opfindelse. De livsglade Stemninger troer jeg imidlertid, man helst maa vælge, naar man componerer Eventyr for Børn. Kunde Livets tragiske Alvor blive levende for de Smaa, ved at de saae Kjærlighedens og Poesiens Misforhold til den ideeløse Endelighed i Blomstens og Sangfuglens Undergang, vilde det dog vist være for tidligt at røre ved den Streng i Barnegemyttet. Det Hofmannsk ironiske Lune, hvormed De har lagt Liv og standhaftig Kjærlighed i Tinsoldaten og piint ham til at ville skrige eller græde Tin - hvis det passede sig, for tilsidst at smelte til en Klat (der dog lignede et lille Hjerte), som Bold for den »Trold i Daasen«, der aabenbarer sig i Drengeluner uden Grund - det Bittre i denne Spøg er vel ogsaa mere for de Store, end for de Smaa. Dette siger jeg kun for de følgende Børne-Eventyrs Skyld, hvortil jeg vilde ønske, De vilde vælge de mildeste, menneskekjærligste og meest livsglade Stemninger og Phantasier, der maatte blive Dem tildeel« (BtA 292 f.).

Ganske vist fulgte Andersen ikke i de 2 følgende hæfter rådet om at holde sig til de mest livsglade stemninger (jfr. bl.a. Paradisets Have og Rosen-Alfen), men han drog en anden konklusion: Undertitlen »fortalte for Børn« forsvandt fra og med 1844.

Tinsoldaten optog Molbech i sine Udvalgte Eventyr og Fortællinger 1843 og gav det det skudsmål, at det er »eet af de bekiendte Andersenske, hvilket jeg betragter som et af de heldigste, og i sin Art eiendommeligste af denne Digter« (indledningen XV). Iøvrigt kan det næppe være andre end Andersen Molbech tænker på med flg. sætning fra indledningen: »At ville fortælle Eventyr for Børn eller Almuen paa en eller 138 anden særegen Viis, eller [...] i en saakaldet barnlig Stiil og Tone, er kun at fordærve dem paa en smagløs og uforstandig Maade« (XIV).

EB II:2 1839

Også denne gang blev det kun til én anmeldelse, nemlig i Den Frisindede, et Ugeblad af blandet Indhold, redigeret af Claudius Rosenhoff, som i høj grad var »frisksindet«. Den stod at læse 29.10.1839 (ej i BFN), kun 10 dage efter at hæftet var udkommet:

»indeholder 3 Eventyr, med hvis Composition Forf. neppe har været aldeles heldig. Det første, »Paradisets Have«, udmærker sig ved en lang Episode om Vindene, der vel i og for sig kan være ret smuk, men griber aldeles ikke ind i Hovedhandlingen. Kundskabstræets forbudne Frugt er her hverken meer eller mindre, end - et Kys paa Paradisets Fees Mund, en Idee, der hverken er ny eller maa kunne tiltale den barnlige Phantasie som noget særdeles Fristende, - i saa Henseende ere vistnok Biblens Æbler mere tillokkende. - Det andet Eventyr, »den flyvende Kuffert«, har just heller intet Tiltrækkende for Barneverdenen; et Sted bliver Forf. endog »politisk«, det hedder nemlig S. 37: »Vort eneste Nyhedsbud er Torvekurven, men den snakker saa uroligt om Regjeringen og Folket; ja, forleden var der en gammel Potte, som af Forskrækkelse derover faldt ned og slog sig i Stykker! Den er frisksindet, skal jeg sige Dem!« - Det tredie Eventyr, »Storkene«, mangler den væsentlige Bestanddeel, der sikkert bør characterisere ethvert Eventyr, nemlig: at det maa kunne fortælles; men hvad her er at fortælle af, kunne idetmindste vi ikke finde. - Ret pudseerligt er det Indfald:

»Storkeungerne gjorde deres Ting saa nydeligt, at de fik Udmørket Godt med Frø og Slange.««

Også af brevene fremgår det, at der er delte meninger om hæftet. Allerede i samme oktober måned, da det udkom d. 19., rapporterer Andersen til Henriette Hanck: »»Den flyvende Kuffert« synes meest at behage af dette Hefte, og dog er »Storkene«, unægteligt, det meest afrundede« (BHH 385).

Først 9.11.1839 giver Henriette Hanck sin mening til kende: »Jeg har læst Deres Eventyr paany med megen Fornøjelse, jeg veed ikke hvilket af dem jeg skal foretrække, Storkene ere allerkjæreste; men den flyvende Kuffert er saa vittig, hvad der især har moret mig er den Yttring at man mærker paa en Bog at den er af en Dame, ved den Reenlighed der gaaer igjennem den, skriver jeg nogensinde en Bog mere som jeg dog neppe tror, vil jeg ikke som i Tante Anna, hænge Gardiner op i den, eller endnu mindre som Frederikke Bræmer, lave 139 Mad! [...] Paradisets Have er saa poetisk og smuk; men da jeg igjen læste det, forekom det mig som om det ikke ret egnede sig for Barnet, det modsiger imidlertid mine smaae Elever, det er det allersmukkeste forsikkre de, det samme sige de paa Guldensteen« (BHH 388).

18.11.1839 skrev Ingemann, som kendte indholdet fra Andersens sommerbesøg i Sorø: »Venligst Tak for de sidste Børne-Eventyr, hvormed De fornøiede os i Sommer, og som nu atter har moret os! »Paradisets Have« og »Storkene« holder jeg meest af [hertil i fodnoten: Det første hører til de fortrimigste Eventyr, jeg kjender. Min Kone finder det ligeledes saa udmærket smukt]. »Den flyvende Kuffert« er mig mere et lystigt satirisk Indfald, end et Barne-Eventyr« (BtA 297).

Da Andersen kolporterer Ingemanns dom videre til Henriette Hanck, kan han desuden oplyse: »Heibergs synes slet ikke om Paradisets Have, ansee Lykkens Kalosker for et udmærket godt Eventyr« (BHH 394). Det første lyder sandsynligt, men Heibergs takkebrev for Kaloskerne (p. 147) er en smule maliciøst.

EB II:3 1842

opnåede én kort, men meget rosende anmeldelse i Kjøbenhavnsposten 23.12.1841:

Ole Lukøie og Svinedrengen er »de mest naive af disse fire yndige Smaa-Eventyr. »Rosen-Alfen« er fortalt efter en gammel italiensk Novelle, og »Boghveden« en Fabel i en meget smuk Form. At Andersens naive Eventyr ogsaa ere tiltrækkende for Andre end Smaabørn, er altfor bekjendt, til at det behøver at gjentages, deres Overførelse og smukke Udstyr i andre Sprog vidner tilstrækkeligt om deres anerkjendte poetiske Værd, hvorvel der dog nødvendigviis maa gaae meget tabt af den oprindelige Naivitet og de skjelmske Vendinger og Udtryk, som de have i deres danske Originalsprog.«

Men samtidig er Andersen nu også blevet genstand for Corsarens satire. 31.12.1841 vælger bladet en enkelt scene fra Ole Lukøie ud og giver flg. »tolkning«:

»Vi tør næsten bande paa, at H. Andersen i denne Bog (Pg. 11) har ville tage Revanche for den Maade, hvorpaa flere af hans nyere Værker ere blevne behandlede. - En Stork var saa uheldig at komme til Ænder og andet saadant Fjerkræ, til hvilke den taler om Africa og Pyramiderne (Africa? Er det ikke »Maurerpigens« og »Mulattens« Hjem?) »Men Ænderne forstode ikke, hvad han sagde, og saa puffede de til hinanden: »Skal vi være enige om, han er dum?« (Gik det ikke saaledes til med »Maurerpigen« og »Mulatten«?). - Nu vare de endvidere vittige over den stakkels Stork og kom saagar med Personligheder (»det er nogle 140 deilige tynde Been I har,« sagde en Kalkun, »hvad koster Alen?«);

men Storken saae og hørte dem med taus Foragt. Og tilsidst kom da ogsaa En, der forstod den (en høi Person?), og lukkede op for den og lod den flyve til Syden (ligger Constantinopel ikke mod Syd?), hvorover da Ænderne bleve meget misundelige. - Den stakkels Stork! At den ogsaa skulde komme til at tale for Ænder! Børnene ville vist føle megen Medlidenhed, naar de læse denne Historie.«

Tidsskriftet For Literatur og Kritik (udg. af Fyens Stifts literære Selskab, red. af kirkehistorikeren Ludvig Helveg) har i bd. 6 1848 en artikel af Frederik Sneedorff Birch om danske læsebøger. Da Boghveden er optaget i en ny læsebog bemærker anmelderen: »Det har altid vakt en uhyggelig Følelse hos Anm., naar en Plante er bleven fremstillet som Symbol paa