✂

I: 1863.

✂ I denne Udgave er optagen fra de forskjellige tidligere Samlinger alle de Eventyr og Historier, Lieutenant V. Pedersen har illustreret, og de ere her givne i den Orden, hvori de oprindelig bleve skrevne og trykte. De i 1858 og senere udkomne »Nye Eventyr og Historier«, allerede sex Hefter, ville engang, naar en dygtig Konstner overtager at levere Illustrationer, slutte sig til disse to Bind.

✂ Man har sagt mig, at et Par Bemærkninger om Eventyrenes Tilbliven og Fremskriden, ville, for Een og Anden, ikke være uden Interesse, og derfor nedskrives disse.

✂ Ved Juletid 1829 udkom en lille Samling »Digte«, der sluttede med et i Prosa meddeelt Eventyr »Dødningen«, det jeg som Barn havde hørt og nu fortalte i en Tone, der skulde ligne den hos Musæus, men det slog ikke an, før det flere Aar efter, anderledes fortalt, traadte frem som »Reisekammeraten«.

✂ I Harzreisen 1831 klang første Gang ret Eventyr-Tonen, og det var i Historien om den gamle Konge, der troede aldrig at have hørt en Løgn og derfor lovede, at Den, der kunde sige ham en saadan, skulde erholde Prindsessen og det halve Kongerige.

✂ »Eventyr, fortalte for Børn«, første Hefte, udkom 1835, lille Format, 61 Sider, indeholdende:

*mCollin 36,4° IV: 129. 6 bl. 4°, titel: Bemærkninger. *63 (A): EHP 2-63 s. 417-30. *68: SS 27-68 s. 185-96. *74: EHF 5-74 s. 305-17. *2-12] 68: Man havde sagt mig, at et Par Bemærkninger om Eventyrenes Tilbliven og Fremskriden, vilde for Een og Anden ikke være uden Interesse; jeg nedskrev da saadanne og lod disse følge med de 1862-63, i to Dele udgivne Eventyr og Historier, illustrerede af Lieutenant V. Pedersen. Ny linie: Siden den Tid er voxet frem næsten en ligesaa stor Samling af »nye Eventyr og Historier«; i det nu disse optages her i »Samlede Skrifter«, vil jeg gjentage og afslutte Bemærkningerne. 74: som 63, dog lin. 4 oprindeligt ere blevne skrevne og trykte, og den flg. periode er udeladt. 21 1835,] 1835 i 68, 1835, 74. 4

✂ Fyrtøiet,
Lille Claus og store Claus,
Prindsessen paa Ærten,
Den lille Idas Blomster.

✂ Man skulde i Stilen høre Fortælleren, Sproget maatte derfor nærme sig det mundtlige Foredrag; der fortaltes for Børn, men ogsaa den Ældre skulde kunne høre derpaa. De tre førstnævnte Eventyr havde jeg i min Barndom hørt i Spindestuen og ved Humleplukningen; »Lille Idas Blomster« var derimod blevet til, ved at jeg en Dag hos Digteren Thiele fortalte hans lille Datter Ida om Blomsterne inde i den botaniske Have; et Par af Barnets Bemærkninger beholdt og gjengav jeg, da Eventyret senere blev nedskrevet.

✂ Andet Hefte, paa 60 Sider, udkom 1836 og indeholdt:

✂ Tommelise,
Den uartige Dreng,
Reisekammeraten.

✂ Aaret efter fulgte tredie Hefte, heri de to Eventyr:

✂ Den lille Havfrue,
Keiserens nye Klæder.

✂ Den hele Samling udgjorde nu et lille Bind, og til dette fulgte Titelblad, Indholds-Register og et Par Forord, hvori var en Udtalelse af, hvortidt disse Digtninger syntes at slaae an, thi det var dengang Tilfældet; dernæst et Slags Regnskab for, hvorfra Stoffet var hentet. »Til danske Folke-Eventyr, jeg som Barn har hørt og nu frit gjengive!, maae regnes »Fyrtøiet,« »Lille Claus og store Claus,« »Prindsessen paa Ærten,« og »Reisekammeraten«. I Anacreons Digte findes Fabelen til »Den uartige Dreng«. »Keiserens nye Klæder«, som slutter Heftet, er af spansk Oprindelse; hele den morsomme Idee skylde vi Prinds Don Manuel, født 1277, død 1347.*) Aldeles egen

**) Samme Idee er ogsaa benyttet af Ceruantes, i et af hans mesterlige Mellemspil, »entremesses«, oversat paa Tydsk og betitlet »Das Wundertheater«. *6 der ... derpaa] idet der saaledes fortaltes for Børn, skulde det ogsaa være for de Ældre m m. rettelser. 23 af] om 74. 25 Til] De flg. linier er ikke egentligt citat fra fortalen 1837. Foran står i m flere overstregede variationer over ordene »omtrent saaledes«, i 63 og 68 intet, i 74: Mine Ord her vare: I 68, men ikke 74, indføjes de efter Til, den eneste korrektur i de s. 14 nævnte blade. 32 Samme] fodnoten står i m's løbende text, men indrammet og med note: NB: det indklammede troer jeg bør staae som Note nedenunder. 5

✂ Opfindelse er »den lille Idas Blomster,« »Tommelise« og »Den lille Havfrue«; disse tre maae saaledes regnes for mine tre første originale Eventyr.« Det Sidste af disse vakte nogen Opmærksomhed og gav Lyst til herefter selv at opfinde; et saadant opfundet større »Lykkens Kalosker« udkom da 1838. Samme Aar ved Juletid fulgte første Hefte til en ny Samling, heri:

✂ Gaaseurten,
Den standhaftige Tinsoldat,

✂ hvilke begge to ere egen Opfindelse,

✂ De vilde Svaner,

✂ er derimod givet efter et dansk Folke-Eventyr.

✂ Andet Hefte indeholdt:

✂ Paradisets Have,
Den flyvende Koffert,
Storkene.

✂ Det Første er et af de mange Eventyr, jeg, som Barn, hørte fortælle, og som isærdeleshed tiltalte mig, saa at jeg ønskede det længere; de fire Verdens Vinde maatte kunne fortælle endnu Mere, Paradisets Have vises endnu langt tydeligere; nu forsøgte jeg herpaa. »Den flyvende Koffert« har sit Motiv fra 1001 Nat; »Storkene« grunder sig paa Folketroen og de Børnevers, der knytte sig til Storkene.

✂ I Aarene 1840 og 41, efter Reisen til Grækenland og Constantinopel, fulgte: »En Digters Bazar«; fra denne blev »Metalsvinet,« »Venskabs-Pagten« og »En Rose fra Homers Grav,« optagne i den tydske samlede Udgave »Eventyr«, som V. Pedersen illustrerede; de sættes nu i den danske Udgave paa samme Plads.

✂ Tredie Hefte af »Eventyr, fortalte for Børn« udkom 1842, indeholdende:

✂ Ole Lukøie,
Rosenalfen,
Svinedrengen,
Boghveden.

*2 Havfrue] herefter dobbelt « 63, enkelt 68, 74,« efter Eventyr 63, 74, intet 68. Fodnote til Havfrue 74: Den lille Havfrues Historie skal senere være bleven dramatiseret og bragt frem paa et af Folketheatrene i Wien. 5 1838] herefter 74: Digteren Hostrup benyttede snart efter, sindrigt, »Kaloskerne« i sin ypperlige Studenterkomedie: »Gjenboerne«. 16 et af de mange Eventyr] hører til een af de mange Historier m, der også har andre små forskelle. 23 efter Reisen til ... fulgte] rettet fra reiste jeg til ...; efter Hjemkomsten fulgte m (men årstal urettet). 6

✂ Den med Navnet Ole Lukøie forbundne Forestilling om et Væsen der ved sin Ankomst gjør de Smaa søvnige, er det eneste Givne; ved Eventyret fik Ole Lukøie Skikkelse, i Eventyr-Komedien bragtes Denne personlig paa Scenen, og nu i den sidste Tid har den unge Billedhugger Schierbeck fremstillet i terra cotta vor lille Drømme-Nisse. Ideen til »Rosenalfen« er hentet fra en italiensk Folkevise; »Svinedrengen« har et Par Træk fra et gammelt dansk Folke-Eventyr, der, saaledes som det blev fortalt mig som Barn, ikke sømmeligt kunde gjengives. Fortællingen om »Boghveden« grunder sig paa Folketroen, at Lynilden svier Boghveden sort. Med dette Hefte sluttedes andet Bind og tilegnedes:

✂ Johanne Louise Heiberg.

✂ Man hørte sige: Der er ingen Feer,
At Eventyret kun var Feens Rige;
Du kom - og hvert et Hjerte troer og seer,
At der er Feer i det Virkelige!

✂ Denne første Tilegnelse bragtes Fru Heiberg, ikke blot fordi hun allerede da var den store, feirede Konstnerinde, men som Een af de Faa, der tidligst udtalte sig venlig og med skjønsom Tak om disse, dengang endnu ikke stort paaagtede Digtninger; hendes velvillige Ord, og særligt E. C. Ørsteds ofte udtalte Glæde over det Humoristiske i Eventyrene, var den første betydelige Opmuntring.

✂ I Aaret 1842 leveredes til »Gæa« Eventyret »Hyldemo'er«, hvis Frøkorn ligger i det af Thiele fortalte Sagn: »Der boer i Hyldetræet et Væsen, som kaldes Hyldemo'er, eller Hyldeqvind. Hun hevner al Overlast, der tilføies Træet, og i Nyboder veed man at fortælle, hvorlunde en Mand, der omhuggede et Hyldetræ, pludselig døde kort derefter.« Hyldemo'er blev i Eventyret en dansk Dryade, Erindringen selv, og saaledes er hun senere i Eventyr-Komedien bragt paa Scenen.

✂ Samme Aar blev givet til Gersons og Kaalunds Maanedsskrift Eventyret »Klokken«; dette ligesom nu næsten alle efterfølgende Eventyr og Historier ere egen Opfindelse; de laae i Tanken som et Frøkorn, der behøvedes kun en *Stemning, en Solstraale, en Malurtdraabe, og de bleve Blomst.

*9 gjengives] herefter 74: Senere er dette mit Eventyr dramatiseret som Børnekomedie: »Die Prinzesinn von Marzipan und der Schweinehirt vom Zuckerland« og bragt paa Scenen i Berlin. 36 *Stemning] m, Strømning 63 og alle senere tryk. 7

✂ Hvad der i Eventyret kunde udrettes, blev mig mere og mere klart; Kjendskab til egne Kræfter og disses Begrændsning voxte med Aarene.

✂ Eventyrene havde vundet Læsere, ikke blot Børn, men ogsaa Ældre; da nu 1845 en ny Samling udkom, fik denne det korte Navn: »nye Eventyr;« dette lille Hefte, hvori findes:

✂ Engelen,
Nattergalen,
Kjærestefolkene,
Den grimme Ælling,

✂ tilegnedes Digteren Carl Bagger »som en ringe Tak for de friske Tanker og varme Følelser, hans rige poetiske Digtninger have skjenket mig.«

✂ Den første Halvdeel af »den grimme Ælling« er skreven under nogle Dages Sommer-Ophold paa Gisselfeldt, og Slutningen først bragt paa Papiret et halvt Aar efter, hvorimod de tre andre ere fremkomne, som ved een Gydning. Med denne Samling begynder Eventyrenes store Erkjendelse. Til »Engelen« har senere den berømte Maler Kaulbach givet en deilig Tegning, der nu som Kobberstik findes rundt om i Verden.

✂ I Sommeren 1846, ved et længere Besøg paa Nysø, sammen med Thorvaldsen, der glædede sig ved »Kjærestefolkene« og »den grimme Ælling«, sagde han en Dag: »Naa, skriv os nu et nyt, morsomt Eventyr! De kan jo skrive selv om en Stoppenaal!« og jeg skrev »Stoppenaalen«; omtrent paa samme Tid fulgte »Bedstemoder«; man gjorde mig opmærksom paa, at denne Skildring havde Lighed med et Digt af Lenau, jeg fandt det Samme da jeg læste dette, og lod derfor Lenaus lille Digt sætte som Motto, da Historien første Gang blev trykt, jeg troer i »Portefeuillen,« man saae altsaa, at jeg vidste her var Lighed, men dog ikke troede, at burde forkaste mit Skrevne.

✂ Anden Samling, med de to Eventyr:

✂ Grantræet,
Sneedronningen,

✂ tilegnedes Digteren, Professor Ridder Frederik Høegh-Guldberg. »Grantræet« blev indgivet mig en Aften i det Kongelige

*18 Erkjendelse] herefter: først i Engeland og Tydskland, derpaa tilfulde i mit eget Fædreland m, ikke overstreget. 19 senere] i de sidste Aar m. 20 Verden] herefter: Nattergalen er det af Eventyrene som i Frankerige synes meest udbredt. Den grimme m, overstreget. 36 indgivet mig] digtet m. 8

✂ Theater under Opførelsen af Operaen Don Juan, og nedskrevet seent ud paa Natten. Det første Capitel af »Sneedronningen« er digtet i Maxen ved Dresden, Resten herhjemme i Danmark.

✂ Tredie Samling bragtes som Foraarshilsen: Henrik Hertz »en Tak for de Værker, hans dybe, poetiske Sjæl og hans rige Vid og Lune har skjenket os.« Samlingen indeholdt:

✂ Elverhøj
De røde Skoe,
Springfyrene,
Hyrdinden og Skorsteensfeieren,
Holger Danske.

✂ I »Mit Livs Eventyr« har jeg fortalt, at til min Confirmation fik jeg første Gang Støvler, »de knirkede, da jeg gik hen over Kirkegulvet, og det frydede mig i mit Inderste, at Menigheden nu kunde høre, at Støvlerne vare nye; men min Andagt var forstyrret, jeg følte det og havde tillige en gruelig Samvittighedsqval over, at Tankerne vare ligesaa meget hos mine Støvler, som hos den gode Gud.« Erindringen herom skabte Eventyret »de røde Skoe«, der i Holland og Amerika synes at have vundet sit største Publicum. »Springfyrene« blev øiebliklig til for nogle Smaabørn, der bad mig fortælle dem en Historie. »Holger Danske« grunder sig paa det danske Folkesagn, der igjen er beslægtet med Sagnet om Friedrich Barbarossa, som i Kyffhäuser-Bjerget sidder med Skjægget voxet fast i Steenbordet.

✂ Andet Binds første Samling kom 1847, tilegnet J. L. Heibergs Moder, »den aandfulde, rigtbegavede Fru Gyllembourg«, og indeholdt:

✂ Den gamle Gadelygte,
Nabofamilierne,
Stoppenaalen,
Lille Tuk,
Skyggen.

✂ Eventyret »Lille Tuk« blev udtænkt under et Besøg i Oldenborg, et Par Barndoms-Erindringer er lagt ind deri; »Skyggen« blev digtet under Sommer-Opholdet i Neapel, men først nedskrevet i Kjøbenhavn.

✂ Aaret efter fulgte anden Samling, der indeholdt:

✂ Det gamle Huus,
Vanddraaben,
Den lille Pige med Svovlstikkerne,

*2 seent] rettet fra til seent m. 21 dem] sig m. 32 Oldenborg] Oldenburg m. 34 digtet] rettet fra begyndt m; men først nedskrevet] og fuldført m, rettet til skrevet ned, derefter med fremmed hånd nedskrevet (eet af flere blåkridtsmærker i m ). 9

✂ Den lykkelige Familie,
Historien om en Moder,
Flipperne.

✂ I flere af Eventyrene findes Enkeltheder, der høre til det Oplevede; jeg har i »Mit Livs Eventyr« meddeelt et Par Træk, der ere gjemte i »det gamle Huus«, saaledes dette, at Digteren Mosens lille Søn gav mig ved Af reisen fra Oldenborg den ene af sine Tinsoldater, for at jeg ikke skulde være saa skrækkelig ene; Componisten Hartmanns lille Maria var det, der, som to Aars Barn, altid, naar hun hørte Musik og Sang, maatte dandse til den; da hun ved de ældre Søskendes Psalmesang kom ind i Stuen, begyndte hun sin Dands, men hendes musikalske Sands tillod hende ikke at komme ud af Tact og Tone, og saa blev hun staaende ved hver, saalænge den varede, først paa eet Been og saa paa det andet; det var i complet Psalmetact hun uvilkaarlig dandsede. For H. C. Ørsted blev Eventyret »Vanddraaben« til. »Den lille Pige med Svovlstikkerne« er skrevet paa Slottet Graasteen, hvor jeg paa en Reise til Udlandet opholdt mig nogle Dage og modtog fra Hr. Flinch et Brev om at skrive til eet af tre vedlagte trykte Billeder et Eventyr for hans Almanak; Billedet, jeg valgte, var en lille fattig Pige med Svovlstikker. Paa Glorup i Fyen, hvor jeg ofte tilbragte flere Uger af Sommeren, var dengang en Deel af Haven overgroet, fra tidligere Tid, med store Skræpper, plantede til Føde for de store, hvide Snegle, der havde været en Delicatesse; Skræpper og Snegle gave Materiale til Eventyret »den lykkelige Familie«, der senere blev digtet under mit første Ophold i London. »Historien om en Moder«, sprang frem uden Anledning; paa Gaden, som jeg gik, kom Tanken, og udfoldede sig til Nedskrivning. Dette Eventyr skal i Oversættelse særligt tiltale Hinduerne, til hvem det er naaet hen. Eventyret »Hørren« er skrevet 1849 og da trykt i »Fædrelandet«.

✂ Efter en Reise-Udflugt Nordpaa, udkom 1851 »I Sverrig«; af denne Bog blev senere optagen i den tydske Udgave af Historier, som Lieutenant Pedersen illustrerede:

✂ Fugl Phønix,
Bedstemoder,

*16 For H. C. Ørsted ... til] For at vise H. C. Ørsted min Erkjendelse af Videnskabens Afbenyttelse i Poesiens Tjeneste blev Eventyret »Vanddraaben« til, han har senere et Sted i sine Skrifter nævnet denne Digtning m, gennemrettet og overstreget. 20 Almanak] Calender m. 27 digtet] rettet til nedskrevet m. 30 til hvem ... »Fædrelandet«] mgl. m. 35 Lieutenant] blåkridtstilføjelse m. 10

✂ En Historie,
Den stumme Bog.

✂ Her følge de første Gang med Illustrationerne.

✂ Allerede tidlig var i Tydskland flere af Eventyrene illustrerede ved Hosemann, Grev Pocci, Ludvig Richter og Otto Speckter; den Sidstnævntes høist geniale Billeder ere senere optagne i den engelske Udgave, der betitles: »The shoes of fortune and other tales;« nu bestemte min tydske Forlægger, Consul Lorck i Leipzig, at udgive de samlede Eventyr med Illustrationer, og overdrog mig at finde en dygtig dansk Konstner til at udføre disse, og jeg fandt nu afdøde Marine-Officeer V. Pedersen. Af Hr. Lorck kjøbte senere Boghandler Reitzel Clicherne, og saaledes udkom 1849 den danske Udgave med 125 Illustrationer.

✂ Med dette Pragtbind var Eventyr-Samlingen afsluttet, men ikke min Virksomhed i denne Digtart; et nyt betegnende Navn maatte derfor tages til den nye Samling, og den kaldtes »Historier« - det Navn, jeg i vort Sprog anseer at være det bedst valgte for mine Eventyr i al deres Udstrækning og Natur. Folkesproget stiller den simple Fortælling og den meest dristige Phantasie-Skildring ind under denne Benævnelse; Ammestuehistorien, Fabelen og Fortællingen, betegnes af Barnet, Bonden og Almuen, ved det korte Navn »Historier«.

✂ Det første lille Hefte i 1852 indeholdt:

✂ Aarets Historie,
Verdens deiligste Rose,
Et Billede fra Kastelsvolden,
Paa den yderste Dag,
Det er ganske vist,
Svanereden,
Ei godt Humeur.

✂ I 1853 udkom næste Hefte, indeholdende:

✂ Hjertesorg,
Alt paa sin rette Plads,
Nissen hos Spekhøkeren,
Om Aartusinder,
Under Piletræet.

✂ »Skriv«, sagde Digteren Thiele, »et Eventyr om en Fløite, der blæser Alt paa sin rette Plads!« i disse Ord laae allerede en heel Idee og det nævnte Eventyr sprang frem.

*12 Clicherne] ligeledes 68, 74, m Clequerne (?). 15 Digtart] Digteart m, blåkridtsmærke under e. 28] oversprunget m. 39 frem] herefter ny linie og: »Under Piletræet«. Heri ligger et Par Blade af mit eget Livs Historie m. 11

✂ Da det første Oplag af »Historier« var udsolgt, bleve C. A. Reitzel og Boghandler Lorck i Leipzig enige om at besørge en forøget Udgave, illustreret ligesom de tidligere Eventyr; V. Pedersen gav Tegningerne, og saaledes udkom hos os 1855 de illustrerede Historier, hvori foruden ovennævnte ogsaa fandtes enkelte nye og alle de senere i »Folkekalender for Danmark« aftrykte, altsaa forøget med:

✂ »Der er Forskjel,«
Fem fra en Ærtebælg,
Et Blad fra Himlen,
Den gamle Gravsteen,
Klods-Hans,
Fra et Vindue i Vartou,
Ib og lille Christine,
Den sidste Perle,
»Hun duede ikke,«
To Jomfruer,
Ved det yderste Hav,
Pengegrisen.

✂ Eventyret: »Der er Forskjel« blev til ved et Besøg paa Christinelund ved Præstø; der stod paa Grøften et blomstrende Æbletræ, Billedet af Foraaret selv, Træet skinnede og duftede saaledes ind i min Tanke, at jeg ikke kunde blive det qvit, før jeg plantede det ind i en Digtning. »Fem fra en Ærtebælg« har sin Rod i Erindring fra Barndomshjemmet, hvor en lille Trækasse, fyldt med Jord, hvori var plantet Purløg og en enkelt Ært, var min egen blomstrende Have. »Den gamle Gravsteen« er som et heelt Mosaik af Erindringer, Stedet hvor Tankerne har henlagt denne Historie er Svendborg, der er Ideen til den først opstaaet. En slidt Gravsteen, der laae som Trappetrin udenfor en af Dørene i Collins gamle Gaard i Bredgaden, kom mig med dens halvudslettede Indskrift tidt i Tanken, og som gamle Preben, i Stuen tæt ved, hvor hans Hustru ligger Liig, fortæller om hende i Ungdoms Aar, og om deres Forlovelse, saa at han bliver ung og glad derved, sad Componisten Hartmanns gamle Fader og fortalte, da hans kjærlige Hustru laae med lukkede Øine; alle disse Erindringer ere benyttede. Historien selv blev iøvrigt første Gang trykt paa Tydsk, i en baiersk Kalender, til hvilken jeg var opfordret at give et Bidrag.

*1 det første] et Par m. - C.A. ... Leipzig] Cancellieraad Reitzel og den leipziger Boghandler Wiedemann m. 12

✂ »Klods-Hans« er et dansk Folke-Eventyr, frit gjenfortalt, det staaer som een mig givet Historie temmelig ene imellem alle de senere selv opfundne. »Hun duede ikke« har sin egenlige Kjærne fra et Par Ord, jeg som Lille hørte min Moder sige. Da jeg en Dag paa Gaden havde seet en Dreng skynde sig ned til Tostedet ved Odense-Aa, hvor hans Moder stod ude i Vandet og skyllede Linned, hørte jeg een for sin Strenghed bekjendt Enkemadame raabe fra et Vindue og skjænde paa Drengen: »Skal Du nu igjen ned med Brændeviin til din Moder! det er hæsligt! fy! lad mig see, at Du aldrig bliver saadan Een som din Moder! hun duer ikke!« jeg kom hjem og fortalte hvad jeg havde hørt; Alle der sagde: »ja, Vaskerkonen drikker! hun duer ikke!« kun min Moder tog hende i Forsvar. »Døm ikke saa haardt!« sagde hun, »den Stakkel slider og slæber, staaer i det kolde Vand og faaer tidt i flere Dage ikke varm Mad, hun maa have Noget at holde imod med; det er vel ikke det Rette, hun tager, men hun har ikke bedre! Hun har gaaet Meget igjennem! honnet er hun! sin lille Dreng holder hun heel og reen!« Min Moders milde Tale gjorde et dybt Indtryk paa mig, idet jeg selv med de Andre var ved at dømme ilde om Vaskerkonen. Mange Aar efter, da en anden lille Begivenhed bragte mig til at tænke over, hvor let og haardt tidt Menneskene dømte, der hvor Mildheden kunde see Sagen anderledes, kom hele denne Begivenhed og min Moders Ord mig saa levende i Tanke, at jeg skrev Historien: »Hun duede ikke.«

✂ Da den tydske Udgave blev udsolgt og en ny foranstaltet, forøgedes samme med de tidligere nævnte Historier fra »En Digters Bazar« og »I Sverrig«, dernæst optoges fra »Folkekalender for Danmark« de tre: »Ærens Tornevei« og Historierne »Jødepigen«, i hvilken er gjenfortalt et ungarsk Sagn, og »Flaskehalsen«, alle illustrerede af V. Pedersen; det sidste Eventyr, han tegnede Billeder til, blev »De Vises Steen«, med hvilket vi slutte Samlingen her, uagtet det, ligesom »Flaskehalsen«, hører til de senere i sex Hefter udkomne »nye Eventyr og Historier«.

*1 Folke-Eventyr] herefter: det jeg hørte som Barn; jeg har m, overstreget. 6 Odense-Aa] herefter: hvor den løber forbi Bispegaarden m, overstreget. 7 hørte] foran dette ord: I Gaden ved Eilskovs Friboliger aabnedes m, delvis overstreget, ændret. 11 jeg] foran dette ord: Drengen løb forskrækket afsted m, overstreget. 29 tre] to m. 31 og »Flaskehalsen«] mgl. m. 33 ligesom »Flaskehalsen«] mgl. m. 34 senere] allerede nu m. 34 sex] otte 68 (og i i til 68), sex 74. 35 Historier] herefter: som vente endnu paa Illustrationer m. Efter Historier har 68: Hermed slutte Bemærkningerne til den af Lieutenant V. Pedersen illustrerede Udgave. 74: Kjøbenhavn, Juni 1862. 13

✂ Disse sex Hefter indeholde:

✂ Første Samling: Suppe paa en Pølsepind. Flaskehalsen. Pebersvendens Nathue. »Noget.« Det gamle Egetræes sidste Drøm. A. B. C. Bogen.

✂ Anden Samling: Dyndkongens Datter. Hurtigløberne. Klokkedybet.

✂ Tredie Samling: Vinden fortæller om Valdemar Daae og hans Døttre. Pigen, som traadte paa Brødet. Taarnvægteren Ole. Anne Lisbeth. Børnesnak. Et Stykke Perlesnor,

✂ Fjerde Samling: Pen og Blækhuus. Barnet i Graven. Gaardhanen og Veirhanen. »Deilig.« En Historie fra Klitterne.

✂ Anden Række. Fyrste Samling. Tolv med Posten. Skarnbassen. Hvad Fatter gjør, det er altid det Rigtige. De Vises Steen. Sneemanden. I Andegaarden. Det nye Aarhundredes Musa.

✂ Anden Bække. Anden Samling. Iisjomfruen. Sommerfuglen. Psychen. Sneglen og Rosenhækken.

✂ Af ikke i nogen af disse Samlinger optagne findes endnu »Den onde Fyrste« aftrykt i Siesby: »Salonen« 1840; i »Illustreret Tidende«: »To Brødre.« »Bispen paa Børglum og hans Frænde.« »Flyttedagen;« i »Folkekalender for Danmark« 1862 endvidere: »den gamle Kirkeklokke« og »Sølv skilling en«, saaledes er 115 Eventyr og Historier trykte, af hvilke de 80 findes i disse to Dele.

✂ Juni 1862.

✂ H. C. Andersen.

*3 sidste] mgl. m. 19 1840] 18.. m. 22 »den gamle Kirkeklokke«] Kirkeklokken i Marburg m. 23 115] 116 m. 23 80] 78 m. - Hæfternes betegnelse og indhold er korrigeret og suppleret med fremmed hånd i m. *Da EHP 1/2 skulle genoptrykkes i 1873 med betegnelsen 4. oplag, sendte Andersen en koncept til en kort fortsættelse af ovenstående til Reitzel, omhandlende 1860ernes hæfteoplag og påbegyndelsen af EHF 3/5. Stykket forblev utrykt, idet alle bemærkninger samledes bagi EHF 5-74. Se NkS 2937,4°, hæfte 3 nr. 45 samt brevet til Reitzel 30.7. 1874 sst.

✂

II: 1868.

✂ Omfatter også I med de i noterne meddelte varianter.

✂ I de senere Aar er fulgt ikke færre end otte Hefter »Nye Eventyr og Historier«; til disse og de enkelte, som findes spredte i Blade og Tidsskrifter, alle samlede her, føie vi efterstaaende Bemærkninger.

✂ Første Hefte, eller som det blev kaldet første Samling, udkom ved Juletid 1857 og har allerede oplevet fire Oplag. Samlingen blev tilegnet Fru Serre i Maxen og indeholdt:

✂ Suppe paa en Pølsepind,
Flaskehalsen,
Pebersvendens Nathue,
Noget,
Det gamle Egetræes sidste Drøm,
A. B. C. Bogen.

✂ I vore Ordsprog og Talemaader ligger tidt Frøet til en heel Historie; jeg udtalte dette og gav Beviset ved at skrive

*tHolger Laage-Petersens Samling MS 507, omfattende EHP 2-63 s. 417-432 m. overklæbning af de første linier, den i n.t. 4,25 anførte rettelse og ændring af slutningen, hvorefter 11 bl. 8° med mange overklæbninger. Trykmanuskript. *68 (A): SS 27-68 s. 196-208. *74: EHF 5-74 s. 318-30, jf. s. 2. *3-6] 74: Efter V. Pedersens Død var det om at gjøre, at finde en lignende Dygtighed til at illustrere de senere fremkomne nye Eventyr og Historier. Mellem de Mange her hjemme, som for deres egen Fornøielse med Held havde forsøgt, tidligere end V. Pedersen, at tegne Billeder til disse smaa Digtninger, var Hr. Lorenz Frølich, der allerede ved Tegninger til et Par franske Børnebøger, læste af Store og Smaa, ogsaa i denne Retning havde vakt Opmærksomhed. Efter Opfordring udførte han nu Illustrationerne til disse tre efterfølgende Bind. Ny linie: Ogsaa her, som tidligere, følge Eventyr og Historier i den Orden, omtrent som de ere skrevne og udkomne. Ny linie: Den nye Samling begyndte og fortsattes, som alle første Oplag af Eventyrene, uden at have Illustrationer. *8 har allerede oplevet] oplevede 74. - Oplag] herefter t: tilsammen paa 7000 Exemplarer (7000 og det forudgående 1857 med fremmed hånd). 15

✂ Eventyret: Suppe paa en Pølsepind. Min Ven Hr. Etatsraad Thiele sagde en Dag spøgende, De skulde skrive os en Flaskes Historie fra dens Oprindelse og til det Moment, da alene Halsen af den er brugbar, som Fugleglas, og Eventyret »Flaskehalsen« blev til.

✂ Pebersvendens Nathue har kun to givne Tilknytnings-Punkter, den historiske Oprindelse til Navnet »Pebersvend« og Sagnet om »den hellige Elisabeth«.

✂ I Historien »Noget« er benyttet et givet Sagn. Paa Slesvigs Vestkyst hørte jeg om en gammel Kone, som der brændte sit Huus af for at redde de Mange, der vare ude paa Isen da Springfloden kom.

✂ Det gamle Egetræes sidste Drøm, ligesom A. B. C. Bogen, ere sprungne frem i Øieblikkets Stemning.

✂ Anden Samling udkom i Foraaret 1858, tilegnet Fru Læssøe, født Abrahamsen, og indeholdt:

✂ Dyndkongens Datter,
Hurtigløberne,
Klokkedybet.

✂ Det Første af disse hører til de Eventyr, paa hvilke jeg har anvendt meest Tid og Flid, det kan maaske for Enkelte have et Slags Interesse at see, ligesom gjennem et mikroskopisk Glas, hvorledes det er groet frem, har udfoldet og omformet sig. Det egenlige Indhold kom som alle Eventyrene øiebliklig, saaledes som en kjendt Melodi eller Sang kan komme. Jeg fortalte strax for en af mine Venner hele Eventyret, derpaa blev det nedskrevet, atter omskrevet, men selv da det tredie Gang stod paa Papiret maatte jeg erkjende, at endnu hele Partier deri ikke traadte saa klare og farverige frem som de kunde og maatte. Jeg læste i nogle islandske Sagaer, ved disse førtes jeg tilbage i Tiden, og beaandet af den kom det Sandheden nærmere. Jeg læste et Par Nutids Reise-Skildringer fra Afrika, den tropiske Glød og det eiendommelige Nye fyldte mig, jeg saae Landet og kunde med mere Troværdighed tale om det. Et Par Skrifter om Fuglenes Flugt vare ogsaa af Indvirkning, de vakte nye Ideer, de gave charakteristiske Træk til Fuglelivet, som det rører sig i dette Eventyr, der saaledes i kort Tid blev sex til syv Gange omskrevet, til jeg havde Visheden om, at nu kunde jeg ikke give det bedre.

*9 som der] som 74. 14 i Foraaret] ved Julen t, rettet med fr. hånd. 21 et Slags] en Slags t. 23 øiebliklig] øieblikkelig t. 29 i nogle] nu i en Ugestid t under overklæbning, nu nogle t, overstreget. 16

✂ Klokkedybet er udsprunget af Folketroen om Aamanden i Odense Aa og Sagnet om Kirkeklokken, der svang sig ud fra Albani Kirketaarn.

✂ Tredie Samling udkom i Foraaret 1859, tilegnet Componisten Professor J. P. E. Hartmann, og indeholdt:

✂ Vinden fortæller om Valdemar Daa og hans Døttre,
Pigen, som traadte paa Brødet,
Taarnvægteren Ole,
Anne Lisbeth,
Børnesnak,
Et Stykke Perlesnor.

✂ I danske Folkesagn, ligesom i historiske Efterretninger om den gamle Bjerregaard Borreby ved Skjelskør, findes Meddelelsen om »Valdemar Daa og hans Døttre«. Det var en af de Historier, jeg oftest har omskrevet og omstilet, for at give Sproget Klang efter den henfarende, susende Vind, som jeg lader fortælle.

✂ Tidligt hørte jeg Historien om Pigen, som traadte paa Brødet, der blev til en Steen og forsvandt med hende i Dyndet. Jeg satte mig den Opgave, psychologisk at løfte hende igjen til Forsoning og Frelse; saaledes er Digtningen voxet frem.

✂ I Anne Lisbeth har jeg villet vise, at alle gode Spirer ligge i Menneskets Bryst og maae, om end ad Omveie, komme til Udvikling, her er det Moderkjærlighed, som gjennem Frygt og Bæven faaer Liv og Styrke.

✂ Et Stykke Perlesnor giver en Overgangs-Tid, jeg selv har gjennemlevet. I min Barndom var det ikke usædvanligt, at en Reise, i jevn Fart, fra Odense til Kjøbenhavn tog en Tid af henved fem Dage, nu behøves kun omtrent ligesaa mange Timer.

✂ Fjerde Samling udkom ved Julen 1859, og indeholdt:

✂ Pen og Blækhuus,
Barnet i Graven,
Gaardhanen og Veirhanen,
Deilig,
En Historie fra Klitterne.

*3 Kirketaarn] herefter: At Aaens Bredder ere tro beskrevne have vi en Anerkjendelse af, i det vor dygt[ig]e Geheime-Etatsraad Trap i hans t, overstreget. 3/4] 23, 29-32 er flyttet hertil 74. 4 i Foraaret 1859] ved Julen 186. t. 15 Det var ... oftest har] Denne Historie, ligesom »Dyndkongens Datter« er oftest t under overklæbning. - var] er t, var 68, er 74. 26/27] indskud: »Børnesnak« hører til de oplevede Eventyr 74. 31 1859] 186. t. 17

✂ Enhver som har hørt Ernst eller Leonard, vil i Eventyret Pen og Blækhuus erindre sig det vidunderlige Violinspil.

✂ »Barnet i Graven« ligesom »Historien om en Moder«, have meest af alle mine Digtninger skaffet mig Glæde, idet mangen dybtsørgende Moder i dem have fundet Trøst og Styrke.

✂ I Historien »Deilig« ere saagodt som alle Enkefruens dumnaive, hverdagsferske Udtalelser optagne fra Naturen.

✂ »En Historie fra Klitterne« blev til efter et Besøg paa Skagen og Jyllands Vestkyst. Her fandt jeg en Natur og et Folkeliv, der kunde understøtte de Tanker, jeg ønskede at nedlægge i en Digtning, Tanker, som længe havde fyldt mig og som udsprang ved en Samtale med Oehlenschläger. Hans Ord havde gjort et dybt Indtryk paa mit unge Sind, jeg tænkte kun paa Ordene og klarede ikke for mig selv, saaledes som nu, hvorledes de tilvisse vare udsprungne.

✂ Hvo af os kjender ikke den Stemning, i hvilken man tidt udtaler en Tvivl, der hvor man i Grunden slet ikke tvivler, men kun af en Anden vil høre sin egen Forvisning udtalt; maaskee var dette Tilfældet her, eller var det mere for at prøve min Troes Fasthed. Vi talte om det evige Liv og Oehlenschläger henkastede de Ord: »er De saa vis paa, at der er et Liv efter dette!« Jeg holdt fast paa Forvisningen herom, grundet i Guds Retfærdighed, men brugte i min stærke Udtalelse de uoverveiede Ord: »Mennesket kan forlange det!« - Da vedblev han: »Er det ikke igjen en stor Forfængelighed af Dem, at turde forlange et evigt Liv. Har ikke Gud givet Dem saa uendeligt Meget i denne Verden. Jeg veed,« vedblev han, »hvilken uendelig Fylde af Godhed han forundte mig; naar jeg i Døden lukker mine Øine vil jeg taknemlig prise og velsigne ham; forundes mig da endnu et evigt Liv, da tager jeg det som en ny uendelig Naade.«

✂ »Saaledes kan De tale,« sagde jeg, »Gud gav Dem saa uendeligt Meget paa Jorden, ogsaa jeg bør sige det, men hvor Mange stilledes ikke ganske anderledes i Verden, de kastedes herind med et sygt Legeme, en kuet Aand, førtes ind i de bittreste Forhold til Sorg og Savn, hvorfor skulle de saaledes lide, hvorfor blev det saa ulige fordeelt, det var en Uret, og den kan Gud ikke øve, han vil give Erstatning, løfte og løse Det vi ikke kunde!« Hvad jeg udtalte blev Stof til den lille Fortælling En Historie fra Klitterne. Da den udkom, sagde en Critiker, at det Tvivlens Ord, den formede sig om, havde jeg neppe hørt

*5 Styrke] herefter: det de i Taknemlighed have udtalt t, overstreget. 7 optagne fra] givne efter 74. 23] under Overklæbningen har t en kortere formulering uden replik. 37 kunde] kunne 74. 18

✂ udtalt, eller selv baaret i mig; der kom saaledes noget Usandt i Fortællingen. Om jeg husker ret var det den Samme eller en Anden lige kyndig, der udtalte, at man vistnok vilde føle sig skuffet, om man efter at have læst Naturskildringen i min Fortælling, eller Meddelelsen om Skagen, den jeg havde leveret til dansk Folkekalender, nu reiste derop og troede at finde en saa poetisk Natur, som den af mig givne. Jeg havde imidlertid den Glæde, at Conferensraad Brinck Seidelin, den Mand, som bedst kunde dømme om Sandheden, og som selv har givet en fortræffelig Skildring af Skagen i sin Hjørring Amtsbeskrivelse, kom til mig og paa det Varmeste udtalte sin Tak for den Troskab og Sandhed, hvormed jeg havde tegnet hele Naturen derovre. Fra Skagens Præst fik jeg et Brev, ogsaa han glædede sig for Naturskildringerne og særligt fordi de vare saa sande. Han tilføjede, vi ville nu ogsaa troe paa og fortælle, naar Fremmede komme paa Høiden af den i Sandflugt begravne Kirke: »Jørgen ligger derinde!«

✂ En yngre Beboer deroppe viste mig megen Velvillie, kjørte omkring med mig, ud paa »Grenen«, og om til »Gammel Skagen«; paa Veien herhen kom vi forbi Kirken, hvor kun Taarnet endnu rager frem og staaer som Sømærke, han vilde ikke gaae den besværlige Vei, jeg steg af Vognen, gik alene, og har i Fortællingen givet Indtrykket af hvad jeg saae der; da hører jeg snart, at min ellers elskværdige Ledsager efter at have læst »en Historie fra Klitterne«, fortalte, at jeg aldrig havde været oppe ved Kirken, han vidste det, han havde kjørt om med mig. Det syntes at more Folk, at jeg beskrev hvad jeg ikke havde seet, men mig morede det ikke. En Dag i Kjøbenhavn mødte jeg Manden og spurgte ham strax, om han ikke erindrede vor Fart, og han svarede: »vi kjørte jo neden om Kirken ud til »Gammel-Skagen!«« »Ja De kjørte,« svarede jeg, »De maa kunne erindre, at jeg steg af Vognen og gik derop!« Og nu fortalte jeg ham hvad særligt jeg havde bemærket deroppe. »Det er aldeles rigtigt!« sagde han, »ja saa maa De jo have været deroppe, det havde jeg glemt;« jeg erindrede ham om den Sandryg, hvor jeg igjen indhentede ham og kjørte videre. »Jeg husker, at jeg ikke var oppe ved Taarnet!« sagde Manden, »og troede derfor, at De heller ikke havde været det!« Jeg meddeler denne lille Historie for Sandhedens Skyld; maaskee ellers

*8 Conferensraad] Conferentsraad 74. 18 Beboer] Embedsmand t. 23 hører] hørte 74. 24 Ledsager] Embedsmand t. 25 fortalte] forsikkrede Folk t. 29 om han ikke erindrede vor Fart] hvor han kunne fortælle sligt t. 31 Gammel-Skagen!««] det ene « mgl. 68, 74. 37 ikke var] var ikke t. 19

✂ engang efter min Død Een eller Anden af dem der hørte det af »Ledsagerens« egen Mund, kunde gjentage, at jeg ikke havde været der og seet med egne Øine. Hos Bonden og Fiskeren derovre fik jeg mangt et charakteristisk Træk, mangen god Forklaring, som jeg senere har benyttet, men netop om en saadan, givet mig af Sagkyndige, faaer jeg af en Anmelder det venskabelige Raad, at ved slige Skildringer skulde jeg forskaffe mig Sagkundskab hos Folkene paa Stedet, dette er netop Tilfældet. -

✂ »En Historie fra Klitterne« forskaffede mig Digteren Paludan Müllers hjertelige Tilnærmelse og Tak, den jeg sætter en saa stor Priis paa, at jeg indskriver den her ved min Digtning.

✂ I Foraaret 1861 udkom Nye Eventyr og Historier, anden Bække, der indeholdt:

✂ Tolv med Posten,
Skarnbassen,
Hvad Fatter gjør er altid det Rigtige,
De Vises Steen,
Sneemanden,
I Andegaarden,
Det nye Aarhundredes Musa.

✂ --------

✂ I et Nummer af Household words havde Charles Dickens samlet en Deel arabiske Ordsprog og Talemaader, mellem disse fremhævede han: »Da Keiserens Hest fik Guldskoe stak ogsaa Skarnbassen Benet frem.« Vi anbefale, siger Dickens i en Anmærkning, Hans Christian Andersen at skrive et Eventyr herover; jeg fik Lyst dertil, men der kom intet Eventyr. Først ni Aar efter, under et Besøg paa det hjemlige Herresæde: Basnæs, hvor jeg tilfældig igjen læste Dickens' Ord, sprang pludseligt frem Eventyret: Skarnbassen.

✂ »Hvad Fatter gjør er altid det Rigtige,« er et af de danske Folke-Eventyr jeg har hørt som Barn og her paa min Maade fortalt.

✂ I Aarenes Løb har jeg forsøgt mig, saa at sige, i de fleste Radier af Eventyr-Cirkelen, og naar derfor, ikke sjeldent, en

*8 er] var 74. - Tilfældet] Tilfældet her 74. Derefter overstreget i t: Der er lidt for Critikken om Uvidenhed, en Selvklogskab, et Overmod der fortjente at revses. 12/13] 23, 27-28 og 22-25 indskydes her 74. 13 I Foraaret 1861] Ved Julen 186. t. 21] herefter: Dette Hefte var tilegnet den daværende Cultus-Minister D. G. Monrad 74. 22 works] word t; til disse linier findes et notat på engelsk i Collin 36,4° V: 130, se s. 25 note k. 31 gjør] herefter komma, men ikke ordet det 74. 20

✂ Idee eller Stemning opstod, som førte tilbage til hvad jeg allerede havde givet, slap jeg Ideen eller søgte at bringe den frem under en ny Skikkelse; saaledes fik Fortællingen »De Vises Steen« Noget af den østerlandske Form, og et *stærkt Præg af Allegorien. Man har bebreidet mig, at de senere Eventyr have en philosophisk Retning, der ligger udenfor mit Raaderum, man holder sig vistnok her særligt til denne Fortælling og det i samme Hefte optagne Phantasi-Spil: »Det nye Aarhundredes Musa«. Dette er dog sprunget ud fra Eventyrets Grund. Man har sagt og skrevet, at dette Hefte var det Svageste af hvad jeg havde leveret, og dog findes i dette to af mine bedst fortalte Eventyr: »Hvad Fatter gjør er altid det Rigtige« og »Sneemanden«. Dette sidste er skrevet ved Juletid under et Ophold paa det smukke Basnæs og er fremfor mange andre af Eventyrene, ved flere Leiligheder, oftest ved kongelig Skuespiller Mantzius's fortræffelige Foredrag, draget frem til stor Anerkjendelse.

✂ I den senere Tid er blevet sagt af Enkelte, at det især ere de allerførste Eventyr, som have Betydning, alle de senere staae tilbage for disse. Dette er dog neppe Tilfældet, men Yttringerne lade sig forklare.

✂ De Mennesker, som i deres Barndom læste mine første Eventyr, ere blevne ældre og have mistet det friske Sind, hvormed de dengang læste og optog Digtningen. Maaskee har ogsaa Een og Anden fundet, at Eventyrene erholdt en saadan Udbredelse og Erkjendelse i Verden, at det maatte for Forfatteren blive altfor megen Glæde i levende Live, og da nu de ældste Eventyr have gaaet deres Ildprøve igjennem, lader man disse i Ro, og tager fat paa de nyere, dadles skal der. Tidt henkaste Folk et Ord uden at gjøre sig Rede for, hvilke Eventyr og Historier, der høre til de nyere eller til de senere. Flere Gange hørte jeg sige: »Ja, jeg holder nu meest af Deres rigtige gamle Eventyr«, og spurgte jeg da, »hvilke ere de?« da fik jeg som oftest Svaret: »Sommerfuglen«, »Det er ganske vist«, »Sneemanden«, og just disse høre til de nyere, et Par til de allernyeste.

✂ Var dette sidste Hefte et af de svagere, som jeg nu ikke troer, da var tilvisse det Hefte, som fulgte efter i Julen 1861, et af de bedste; det indeholder:

*4 *stærkt] t, stort 68, 74. 11 og dog findes i dette] det skal tilvisse være en Dadel, men ved denne sættes da de tidligere meget høit, da just dette Hefte har t, overstreget. 18 ere] er 74. 36 dette sidste Hefte] Jule-Heftet 1861 t. 37 1861] 1862 t. 21

✂ Iisjomfruen,
Sommerfuglen,
Psychen,
Sneglen og Rosenhækken.

✂ Det blev med et Par Stropher tilegnet Digteren Bjørnstjerne Bjørnson.

✂ Du Norges Træ med Frugt og Blomst og Knop,
Tak for hvad om dit Hjem af Dig jeg lærte;
I Rom, hvor Minders Storhed rulle op,
Der fik jeg Indblik i dit Digterhjerte;
Du blev mig kjær, derfor jeg Dig har bragt,
Hvad Mødets Aar har i min Lyre lagt.

✂ »Iisjomfruen« blev skrevet i Schweiz efter at jeg flere Gange havde besøgt dette Land og nu paa Hjemreisen fra Italien opholdt mig her i længere Tid. Den hele Skildring med Ørnereden er oplevet og fortalt mig af den bayerske Folkedigter Koppel. »Sommerfuglen« blev ligeledes skrevet i Schweiz, paa en Vandring fra Montreux til Chillon. - Psychen blev digtet et Par Maaneder tidligere, da jeg endnu var i Rom. En Begivenhed fra mit første Ophold der 1833-34 kom mig i Tanke og gav den første Spire: En ung Nonne skulde jordes, man gravede hendes Grav og fandt i den en prægtig Bacchus-Statue. »Sneglen og Rosenhækken« hører til de oplevede Eventyr.

✂ Siden denne Samling udkom hengik nu et bittert, tungt Aar, Krigens Aar, Danmark mistede Slesvig og Als, hvo kunde tænke paa Andet. I meer end Aar og Dag blev intet Eventyr skrevet, først ved Julen 1865 udkom et Hefte, som blev tilegnet Balletdigteren August Bournonville; det indeholdt:

✂ Lygtemændene ere i Byen, sagde Mosekonen,
Veirmøllen,
Sølvskillingen,
Bispen paa Børglum og hans Frænde,
I Børnestuen,
Guldskat,
Stormen flytter Skilt.

✂ Eventyret om »Lygtemændene« sprang frem fra den gjennemlevede tunge Stemning i Krigens Aar, der ere Blade til et Tids-Eventyr.

*9 Minders Storhed] Storheds Minder fejl 74. 27 1865] 186. t. 36-38] Eventyret om »Lygtemændene« kan kaldes et Slags Bilag til »mit Livs Eventyr«, en Bekjendelse fra hiin tunge Tids Stemning t under overkl. 37 der ere] det er t. 22

✂ Der staaer ved Veien mellem Sorø og Holsteinborg en Veirmølle, jeg kom tidt forbi den, altid var det som om den vilde med i et Eventyr, og den kom det, indesluttet i et Stykke Troesbekjendelse. Det er, hvad jeg har at tilføie om »Veirmøllen«.

✂ Sølvskilling en er skrevet i Livorno. Jeg kom fra Civita Vecchia med Dampskib; ombord vexlede jeg en Scudo for at have Smaamynt, man gav mig en falsk Tofrank; Ingen vilde tage mod den, det ærgrede mig at være bleven narret, men snart kom Ideen til Eventyr, og jeg havde da i dette mine Penge igjen.

✂ »Bispen paa Børglum« er skrevet efter et Ophold paa Børglumkloster. Dette velbekjendte historiske Sagn fra en haard, mørk Tidsalder, der endnu af Mange omtales som skjøn og værd at have levet i, stilles her frem i Modsætning til vor vistnok lyse og lykkeligere Tid.

✂ »Guldskat« er skrevet paa Frijsenborg. Skov-Eensomheden, den blomsterrige Have, Slottets hyggelige Stuer knytte sig i min Erindring til denne Digtning, som her sprang frem, en Blomst i lykkelige Dage.

✂ »Stormen flytter Skilt« er samtidig med »Folkesangens Fugl« skrevet i Kjøbenhavn, henimod Juletid. Hele Skildringen af Laugets Festlighed er Erindring fra min Barndomstid i Odense.

✂ Det seneste Hefte nye Eventyr og Historier ved Julen 1866 er tilegnet Maleren Carl Bloch og indeholder:

✂ Gjemt er ikke glemt,
Portnerens Søn,
Flyttedagen,
Sommergjækken,
Moster,
Skrubtudsen.

✂ I »Gjemt er ikke glemt« er givet tre Billeder. Det Første har sit Motiv fra Thieles Folkesagn; der fortælles om en Frue, som Røverne satte i Lænke ved Herregaardens Hundehuus; hvorledes hun løses derfra har jeg tildigtet. Det andet Billede hører hjemme i vor Tid. Begivenheden er oplevet paa Holsteinborg, Det tredie Billede med den sørgende, fattige Pige hører ogsaa

*7 vilde] herefter skrevet i kile senere t. 9 Eventyr] et Eventyr om den 74. 13 der] den der 74. 14 vor vistnok lyse og lykkeligere Tid] den lysere Nutid rettet til vor lyse Nutid t under overklæbning, vor vistnok lyse og lykkeligere Tid rettet til lykkelige Tid t, vor vistnok lyse og lykkeligere Tid 68, vor vistnok lysere og lykkeligere Tid 74. 22/23] 23, 26 og 33-37 er flyttet hertil 74. 23 seneste] efterfølgende 74. - ved Julen 1866] 1866 t. 23

✂ til det Oplevede; jeg hørte af Pigens egen Mund hvad der her er nedskrevet.

✂ »Portnerens Søn« har flere Træk grebne ud af Livet.

✂ »Moster« har jeg kjendt i flere Personligheder, som nu hvile i deres Grav.

✂ »Sommergjækken« er blevet til paa Opfordring; min Ven, Hr. Etatsraad Drewsen, der med Iver og Inderlighed holder paa danske Minder og dansk Sprog, beklagede en Dag, hvortidt gode gamle Navne blive forvanskede. I Aviserne anmeldte Gartnere »Vintergjæk«, den vi i vore unge Aar, altid og mere forstaaelig kaldte »Sommergjæk«, da den gjækker os med Sommeren. Han bad mig skrive et Eventyr og i det hævde det gamle Navn, og jeg skrev »Sommergjækken«.

✂ »Skrubtudsen« blev digtet under mit Ophold i Setubal i Sommeren 1866. Fra en af de dybe Brønde der, hvor Vandet løftes i Krukker, som sidde paa et stort dreiende Hjul, og da gjennem forgrenede Render gyder sig ud over Haverne, saae jeg en Dag en stor hæslig Skrubtudse. Ved nøiere at betragte den, blev jeg opmærksom paa dens kloge Øine, og snart havde jeg et heelt Eventyr, der dog senere i Danmark blev omskrevet og givet heel dansk Natur og Hjemlighed.

✂ »Den gamle Kirkeklokke« er digtet paa Opfordring om et Bidrag til »Schillers Album«. Jeg ønskede at lægge et dansk Element herind, og man vil, ved at læse den givne Historie, see, hvorledes jeg har skilt mig ved min Opgave.

✂ »Theepotten« er skrevet i Toledo.

✂ »De to Brødre« er en lille Phantasi-Vignet til Brødrene Ørsteds Liv.

✂ »Den onde Fyrste« er et gammelt Sagn og hører til de allertidligste af mine Eventyr; det blev første Gang trykt i Siesby's »Salonen« og er senere blevet optaget i de tydske og engelske Udgaver af Eventyr; jeg vil derfor ikke udelade det her.

✂ »De smaa Grønne«, ligesom »Peiter, Peter og Peer« ere skrevne paa »Rolighed« ved Kalkbrænderiet, sprungne frem i Tilfredshed og Humeur, som et lykkeligt Hjem kan give det.

✂ Nissen og Madamen har Kod fra Folkesagnet om Nissen, der tirrede Lænkehunden.

*7 Etatsraad] Conferentsraad 74. 18 Skrubtudse] Skrubtudse nærme sig 74. 21] herfra springer 74 direkte til Gudfaders Billedbog uden markering, idet lin. 22-37 er indplaceret tidligere som angivet i noterne og texten s. 24 udeladt. 25 skilt mig] spalieret 68, 74 ved misforståelse af en streg i t. 30 Siesby's] Siesbye's 74. 31 »Salonen« og] »Salon« t. 35] herefter: »Hvem var den Lykkeligste« er digtet i Theatret under »Thrymskviden« t. 37 tirrede] tirrer 74. 24

✂ De tidligere skrevne »Historier og Eventyr«, tilsammen 69, ere optagne i 18de, 19de og 20de Bind af »Samlede Skrifter«; de nyere 62 Eventyr og Historier, omtrent et lignende Arke-Antal, følge her i 25de, 26de og 27de Bind, saa at »Samlede Skrifter« nu have fuldstændigt alle indtil iaar skrevne 131 Eventyr og Historier.

✂ »Rolighed«, August 1868.

*3 62] 60 t. 5 131] 129 t.

✂

III: 1874.
Omfatter også I og II med de i noterne meddelte varianter.

✂ »Gudfaders Billedbog« har sin egen lille Historie:

✂ En Dag mødte jeg paa Gaden vor fortjenstfulde Oldgransker Conferentsraad Thomsen; han kom fra Paris og fortalte at han paa et af de mindre Theatre havde seet et Slags historisk Folkekomedie om Staden Paris. Det Hele var temmelig poesiløst, sagde han, det var heller ikke godt sat sammen, men for ham havde det været interessant at see denne Billedrække af de forskjellige Tider; han meente, at jeg maatte kunde benytte Ideen og med mere digterisk Beaandelse være i Stand til at skrive for Casino-Theatret en lignende Folkekomedie, hvori man fik hele Kjøbenhavns Historie. - Jeg tænkte derover, og da Aftenen kom, at Byens Gader for første Gang fik Gasbelysning, og Gassen tændtes, men ogsaa, dog kun for denne Aften, de gamle Tranlygter brændte, saa at man paa een Gang kunde see Lyskraften hos Gas og hos Tran, fandt jeg heri Rammen til at omslutte de historiske Billeder. Som Skjønheds Idee, som aandelig Traad gjennem det Hele, tænkte jeg mig de mægtige Rullestene, der i Oldtiden, paa Iisflager bares herned og strandede paa Havets Sandbanker, hvor siden Axelhuus reiste sig, løftedes i vore Dage som Marmorskikkelse paa Thorvaldsens Bud.

*kCollin 36,4° IV: 130. Notat på. bl. 1 med fremmed hånd: Meddelelser om nogle af Eventyrenes og Historiernes Tilblivelse m.m. 16 bl. 8°. 1-5 koncept til dele af nærv. afsnit. 6 m. overskrift Laserne. 7-8 m. overskrift Gudfaders Billedbog, d. e. redegørelse for ældre billedbøger og koncept til ovenst. 9 m. overskrift Anmærkning, nævnt i n.t. 19, 22. 10 notat om Holberg og Marie Grubbe. 11 (4°) m. overskrift LivEventyr, erindringstræk vedr. Iisjomfruen. 12-13 supplerende efterskrift til EHP 1/2, 4. udg. 1873, skrevet i dette år; ikke benyttet. Det fremgår, at EP-50, EP-54 og EHP 1/2-62/63 tælles som1., 2., 3. udg. 14 notater om spredte eventyr, der skal optages i EHF 5-74. 15-16 meget knap annalistisk oversigt over liv og værker 1855-64, skrevet før 15.4.64. * t Frederiksberg Kommunebibliotek, Bakkehussamlingen. (Kgl. Bibl. Ms. phot. 115,2°). 2 bl. 1. korrektur fra 30,7 til 32,15, resten tilføjet i håndskrift. *74 (A) EHF 5-74 s. 330-40. *5 Conferentsraad] Etatsraad k. 26

✂ I længere Tid beskæftigede jeg mig med denne Digtning, men den blev mig for mægtig og vilde umuligt, om den fuldførtes, kunne fremstilles paa en saa lille Scene som Casinos og med de Kræfter, som der fandtes. Jeg opgav det Hele, men benyttede senere Ideen til en Billedbog, paa hvis hvide indbundne Blade jeg klistrede Billeder, samlede rundt om fra og ved et Par skrevne Ord saaledes bleve satte i Forbindelse, at de dannede en heel sammenhængende Historie: Kjøbenhavns Liv og Levnet seet ved Tran og Gas. Langt senere blev, naturligviis uden Billederne, Historien forkortet aftrykt i »Illustreret Tidende«. Den fik derpaa Plads mellem »Reiseskizzer og Pennetegninger«, (»samlede Skrifter«, 28de Bind). Critiken fandt, at den der ikke var paa sin rette Plads, den hørte hjemme mellem Eventyr og Historier. Jeg har derfor nu optaget den her, forsynet med Frølichs Tegninger.

✂ Eventyret »Laserne« er skrevet længe før »Gudfaders Billedbog«. - Den norske Literatur var den Gang endnu ikke optraadt med den Friskhed, Betydning og Mangfoldighed, som nu. Munch havde kun skrevet lidt: Bjørnson, Ibsen, Jonas Lie, Magdalene Thoresen etc., kjendtes ikke; men jevnlig deroppe fra pukkede man paa de danske Digtere, selv paa Oehlenschläger, det ærgrede mig og jeg fik Lyst til ogsaa at sige et Ord, give en Snært i een eller anden lille Digtning. I den kommende Sommer var det, under et længere Ophold paa Silkeborg i Besøg hos Papirfabrikant Michael Drewsen, hvor jeg daglig udenfor Fabriken saae de store Dynger af Klude hentede allevegne fra, at jeg skrev Eventyret: Laserne. Man kaldte det morsomt, men selv fandt jeg mere Braad end Poesiens Honning deri, og lagde det derfor hen. Flere Aar efter, i hvilken Satiren, om en saadan havde været der, ikke længer ganske passede, blev Eventyret igjen taget frem, de stridbare Laser lige velmeent behandlede og sete gjennem Lunets Glar; norske og danske Venner opmuntrede mig til at lade det trykke, og jeg gav det til »Folkekalender for Danmark 1869«.

✂ »Vænø og Glænø« er blevet til i en improviseret Skaaltale ved Middagsbordet paa Holsteinborg, hvor Ingenieurer fra Kjøbenhavn vare tilstede, da det paatænktes at inddæmme Glænø med Fastlandet.

✂ 1868 udkom i et lille Hefte for sig Eventyret: »Dryaden«. Jeg var i Foraaret 1867, i Anledning af den store

*21 selv paa Oehlenschläger] den noget afvigende k bl. 6 har: det gik ikke blot ud over mig, men selv over Øehlenslæger. 32 norske og danske Venner] Digterne Munch og Ploug k bl. 6. 27

✂ Verdens-Udstilling reist til Paris, hvor Opholdet da aldrig før eller senere i den Grad har henrevet og opfyldt mig som under denne Tidsbegivenhed. Ved min Ankomst stod Udstillings-Bygningen reist og indviet; uagtet endnu ikke heel færdig, var Skuet af den mægtigt og overvældende. I Frankrig og i alle Lande meldte Aviserne om denne Herlighed. En dansk Referent forsikkrede, at Ingen uden Charles Dickens vilde være i Stand til at give en Skildring heraf. Det forekom imidlertid mig, at det ogsaa laae for mine Evner, hvor glad vilde jeg blive, om jeg kunde løse denne Opgave, og at Landsmænd og Fremmede maatte erkjende det. Opfyldt af denne Tanke saae jeg en Dag ude paa Pladsen foran Hotellet, hvori jeg boede, et udgaaet henslængt Kastanietræ. Tæt ved holdt paa en Arbeidsvogn et ungt, frisk Træ, hentet denne Morgen fra Landet for at plantes herinde. Ideen til et Eventyr om Pariser-Ustillingen var gjemt og givet mig i det unge Træ; Dryaden vinkede mig. Hver Dag, under Opholdet i Paris og efter Hjemkomsten til Danmark, formede sig og klang gjennem Tankerne Dryadens Livshistorie knyttet til den store Verdens-Udstilling. Denne havde jeg imidlertid ikke kjendt og seet i sin Heelhed, skulde min Digtning blive et tro og fyldigt Billed af den, maatte jeg endnu en Gang i Udstillingstiden derhen. Og derfor allerede i September var jeg der igjen. I Kjøbenhavn blev da, efter min Hjemkomst, Digtningen fuldført og tilegnet Vennen gjennem mange Aar, Digteren J. M. Thiele.

✂ 1870 udkom i Størrelse og Format som »Dryaden«: »Tre nye Eventyr og Historier«:

✂ Hønsegrethes Familie,
Hvad Tidselen oplevede,
Hvad man kan hitte paa.

✂ Dette Hefte tilegnedes min trofaste Ven i tunge og gode Dage Etatsraad E. Collin.

✂ En Dag i »Studenterforeningen« læste jeg tilfældigt, i »Laaland-Falsters Stiftstidende«, nogle historiske Optegnelser om den høiadelige Jomfru Marie Grubbe, der først havde levet udi Ægteskab med Kong Christian den Femtes Halvbroder Ulrik Frederik Gyldenløve, siden været gift med en jydsk Herremand og tilsidst, medens hendes tredie Mand, en fattig Matros, der var i Slaveriet, selv endte kummerligt som Færgekone ovre paa Falster. Efterretningen henviste iøvrigt til »Holbergs Epistler«. I disse fortæller Holberg, at han som ung Student, da Pesten rasede i Kjøbenhavn, opholdt sig paa Falster og boede der hos

28

✂ Færgekonen, Mo'er Søren Sørensen Møller, den een Gang høiadelige Jomfru Marie Grubbe.

✂ Her var et rigt Stof til Digtning; dansk Atlas og Thieles Folkesagn gave endvidere enkelte Oplysninger og jeg skrev Historien: »Hønsegrethes Familie«.

✂ »Hvad Tidselen oplevede« har ingen anden Anledning, end at jeg paa Marken ude ved Basnæs saae et saadant Pragtesemplar af en Tidsel, at jeg maatte tegne den ned i en Digtning.

✂ »Hvad man kan hitte paa«, hører til de oplevede Eventyr.

✂ Ved Juletid 1871 udkom: Nye Eventyr og Historier, ny Samling, tilegnet Forlæggerne af mine Skrifter, Brødrene Theodor Reitzel og Carl Reitzel.

✂ Dette Hefte fremtraadte i det kjendte tidligere Format med det vante Billede paa Omslaget, og indeholdt tretten Eventyr

✂ Lykken kan ligge i en Pind,
Kometen,
Ugedagene,
Solskins-Historier,
Oldefa'er,
Hvem var den Lykkeligste,
Lysene,
Det Utroligste,
Hvad hele Familien sagde,
»Dandse, dandse Dukke min!«
»Spørg Amagermo'er«,
Den store Søslange,
Gartneren og Herskabet.

✂ Alle vare skrevne i det sidste Aar, og de tolv førstnævnte allerede trykt i forskjellige Tidsskrifter og Blade, saaledes var »Lykken kan ligge i en Pind« og »Hvad hele Familien sagde«, først meddeelt i »For Romantik og Historie«. Den første af disse er skrevet under et Sommerophold i Jurabjergene. Her hørte jeg fortælle om en fattig Dreier, der, da Knappen, som holdt hans Paraply sammen, altfor tidt sprang af, en Dag dreiede sig en lille Træ-Pære, der, sat i en Lidse, viste sig mere praktisk til at blive og holde fast. Til sine Naboers Paraplyer dreiede han nu ogsaa et Par Smaapærer, og snart fik han fra Landet og Byerne Bestillinger paa flere af samme Slags, da nogle Aar var gaaet, sad han som en holden Mand. Den Begivenhed gav Anledning til Historien: Lykken kan ligge i en Pind.

*20 se n.t.. 23, 35. 29

✂ Som ældre Mand gjensaae jeg den straalende Komet, jeg havde seet som Barn; det var som havde jeg seet den Aftenen forud, og dog laae der saa mange Aar og Erindringer imellem og jeg skrev »Kometen«.

✂ »Ugedagene« bleve fortalte paa Opfordring, i Hast at fortælle en Historie om Dagene i Ugen; siden bleve de første Gang trykt i Thorkildsens Kalender.

✂ I »Solskinshistorier« er, ved Tildelelsen af Lykkegaverne, tænkt paa bestemte betydende Mænd i vort Land.

✂ »Oldefa'er« blev nedskrevet i Erindringen om en Samtale en Gang med H. C. Ørsted, om »gammel Tid og ny Tid«, hvorom han havde skrevet en Afhandling i Kjøbenhavns Almanak.

✂ »Lysene« er en lille Historie hentet fra Virkeligheden.

✂ »Det Utroligste« og »Hvad hele Familien sagde«, høre tildeels ogsaa til det Oplevede.

✂ »Den store Søslange« er et Nutids Eventyr, som »Dryaden« er det. Nutidens Opdagelser og Bevægelser give rigt Stof til Digtning, og er mit Øie blevet aabnet derfor, da skylder jeg det H. C. Ørsted.

✂ Ikke tidligere kjendt eller trykt var her i Heftet Historien om »Gartneren og Herskabet«. Ogsaa den, som jeg troer, er skrevet ud af vor Tid, og som saaledes synes den særligt at have slaaet an. Den hører til de Eventyr og Historier, der ved Oplæsning eller Fremsigelse fra Scenen har paa een Gang faaet et større Publikum. I mine yngre Aar var det Sædvane ved Concerter at have Declamations Numere, der altid vare Digte. Den udmærkede Konstnerinde Jomfru Jørgensen ved det kongelige Theater var den Første, som forsøgte at fortælle i Concertsalen et af mine Eventyr; siden med stor dramatisk Virkning fortalte fra Scenen Phister: »Keiserens nye Klæder«. Afdøde gamle Rosenkilde, ligesom Nielsen, have ogsaa forsøgt det; til det ganske Fortræffelige hører Michael Wiehes Fremsigelse af »Det er ganske vist«, »Flipperne« og »Klods Hans«, ligesom ogsaa Høedts og Mantzius's Foredrag. Paa Casino maa nævnes Christian Schmidt, Stigaard og Madsen.

✂ Ved Juletid 1872 udkom tredie Række, anden Samling: Nye Eventyr og Historier, med et Tilegnelses Digt »Rolighed«.

✂ Udenfor Kjøbenhavn ved Kalkbrænderiet ligger Landstedet »Rolighed«. I den gamle Deel af Bygningen levede for mange Aaringer siden Generalinde Hegermann-Lindencrone, Forfatterinde til Dramaet Eleonore Ulfeldt og nogle mindre

*6 bleve de] blev den SS2. 30

✂ Fortællinger, siden boede her H. C. Ørsted. Den nuværende Eier, Grosserer Moritz Melchior, ombyggede den gamle Gaard til et lille Rosenborg og gav mig her et gjestfrit hyggeligt Hjem i Sommertiden, her bleve flere af de senere Eventyr og Historier skrevne og særligt de fire, som udgjorde det nye Hefte 1872 med Tilegnelsesdigtet:

✂ Rolighed.

✂ Det gamle Kjøbenhavn groer over Volden,
Det kneiser ungt ud mod de aabne Søer,
Hvor »Rosenvænget« naaer til Øresund,
Og Konstner-Navne lyse ud i Verden*).

✂ Her trives Roserne. Det vilde Viinløv
Udfolder Efteraarets Farvepragt,
Mens bag Kastanietræer og Hyld og Popler
Et Hjem sig løfter, minderigt fra Fortid.
Her Sangen lød: »Eleonora Ulfeldt«,
Her Tænkeren sad under Poppelpilen
Og lyttede til Aanden i Naturen.

✂ Det Hjem er nu et lille »Rosenborg«,
Med Taarn og med Altaner ud mod Sundet,
Hvor Malmø og Landskrona sees i Solskin
Og Tycho Brahes Ø og Gyldenlund.
I Karavane Skibe gaae forbi,
Slig Svaneflok, saa stor, kun sees i Sundet.

✂ Naar saa i Aftnen Himlens Stjerner blinke,
Og Fyret fra »Trekroner« lyser vidt om,
Hvert Fartøi ude tænder sin Lanterne,
Troer man at see et festbelyst Venedig,
En svømmende, illumineret By.
Dog skjønnest er her inden fire Vægge,
I Gjestfrihedens lykkelige Hjem.

** Da Digtet blev skrevet boede her og tildeels boe endnu: Fru Heiberg, Malerne Skovgaard, Sørensen, Læssøe, Aagaard, Medailleuren Conradsen, Componisten Emil Hartmann, Digteren Bergsøe, Lobedanz, Henriette Brandis etc. *26 om,] komma mgl. A. 34 Henriette Brandis] Forfatterinden til Triumph rettet til Frøken Brandis rettet med fremmed hånd til Henriette Brandis t. 31

✂ Johannes Ewald sang uendeligt
Rungsteds Lyksalighed. O, havde han
I vor Tid levet og i dette Hjem,
I dette Hjertelag, hos disse Venner,
Han havde sjunget da en deilig Sang
Om »Rolighed« og Rosenvængets Roser.

✂ Mit Hjem i Hjemmet, hvor bag Hyldens Hang
Mit Liv fik Solskin og min Harpe Klang,
Dig bringer jeg taknemlig, glad min Sang!

✂ Heftet indeholdt:

✂ Hvad gamle Johanne fortalte,
Portnøglen,
Krøblingen,
Tante Tandpine.

✂ Ogsaa om disse har jeg et Par Bemærkninger og Optegnelser.

✂ I min Barndom saae jeg i Odense en Mand, der lignede et Skelet, guul og gusten, kun Skind og Been; en gammel Kone, der tidt fortalte mig Eventyr og Spøgelsehistorier, gav mig Besked om, hvorfor han saae saa ynkelig ud. Gryden havde været sat paa at koge efter ham, da han var ude i fremmede Lande. Naar en Ungkarl var paa Vandring, om nok saa langt borte, kunde hans Kjæreste, blev Længslen efter ham altfor stor, gaae til den kloge Kone, faae hende til at sætte Gryden over Ilden, putte Djævelskab deri, og saa lade den koge Nat og Dag. I hvor langt ude i Verden Ungersvenden da var, maatte han, uden Rast eller Hvile, afsted hjemad, hvor Gryden kogte efter ham og Kjæresten ventede. Naar han da naaede Hjemstedet, var han kun Skind og Been, saae ynkelig ud og det tidt for hele sin Levetid. Det kunde jeg see paa Manden her, ham havde Gryden kogt efter. Den Fortælling gjorde et dybt Indtryk paa mig og er benyttet i: »Hvad gamle Johanne fortalte«.

✂ I Historien om »Portnøglen« er ogsaa benyttet et Træk af Overtroens Kløgt. Det er ikke saa mange Aaringer siden, at ogsaa i Kjøbenhavn »Borddandsen« spillede et Slags Rolle. Mange troede paa den, endogsaa Folk af Begavelse og aandelig Betydning, de kunde troe at der var en Aand i Borde og andre tømrede Meubler. - I Tydskland, paa en større

*16 saae jeg] egenhændig rettelse fra har jeg seet t. 34 mange Aaringer] egh. rettelse fra lang Tid t. 32

✂ Herregaard, hos begavede opvakte Mennesker, gjorde jeg Bekjendtskab med Nøgle-Aander. Nøglen kunne give Besked om Alt, og Mange troede paa det. Jeg har i Historien »Portnøglen« udviklet dens Behandling og Betydning, men lagt Tiden nogle Aar længere tilbage, end jeg blev indviet i Nøgle-Klogskaben. - Hvad her fortælles om Kjældermandens Besøg hos Kammerraaden og Lotte-Lenes Opdragelse for Konsten hører til det Oplevede.

✂ Historien om »Krøblingen«, der er en af de allersidste jeg har skrevet og maaskee skriver, troer jeg at høre til en af de heldigste jeg har givet, og som et Slags Forherligelse af Eventyrdigtning kunde den maaskee passende slutte den hele Samling.

✂ Eventyret »Tante Tandpine« er imidlertid det senest digtede og nedskrevne.

✂ »Eventyr og Historier« ere blevne saa godt som oversatte i alle europæiske Sprog*), de ere i mit Fædreland og langt uden for dets Grændser i mange Aar en Læsning for Gamle og Unge. Den høieste Lykke er saaledes blevet mig forundt at opleve en slig Velsignelse, men er man imidlertid, som jeg, naaet op mod Menneskenes sædvanlige, høieste Levealder, Bibelens »syv Gange ti«, vil denne lykkelige Virksomhed være nær sin Afslutning. I det jeg da ved denne Juletid bringer samlet Resten af hele min Rigdom: hundrede og sex og halvtredsindstyve Eventyr og Historier, være Violinspillerens Ord i Eventyret »Pen og Blækhuus« mit Slutnings Ord, har jeg virket noget Godt, »Gud alene Æren!«

✂ »Rolighed« den 6. September 1874.

✂ H. C. Andersen.

** Een af de fyldigste og bedst skrevne Afhandlinger om disse Digtninger har Hr. Dr. G. Brandes givet i Illustreret Tidende Nr. 511-13 (Tiende Bind), ligesom ogsaa tidligere Dr. K. A. Mayer i sin Afhandling over »Das Mährchen« anviser disse deres Plads og Betydning. *11 et] sætterrettelse fra en t. 12 Samling] herefter urettet i t (jf. k bl. 1): og maaskee vise Urigtigheden i den Paastand Landsmænd have gjort, at i vor Tid den danske Digter ikke som de franske Forfattere, følge med den, men fortabe sig i det Forældede. Eventyret Dryaden, den store Søslange, og Historien om Krøblingen, for at nævne nogle Exempler paa min Virksomhed derhen. 14-15] Eventyret »Tante Tandpine« er digtet samtidigt med Historien om »Krøblingen«, men senest nedskrevet, og faaer saaledes, da jeg i hele min lange Sygdoms Tid Intet har skrevet, sidste Plads i Samlingen, uagtet den ikke er trøsterig for Digteren, t, fra faaer egh. rettet til og slutter saaledes her Samlingen. Resten incl. noten er håndskrevet. 24 sex] syv t. 31 Nr. 511-13 (Tiende Bind)] rettet med fremmed hånd fra for 1874. 33

✂ H. C. ANDERSEN

✂

Smaahistorier
(Efter det Tydske). (Sluttet.)
for Folkebladet No. 39 og 40.

38

✂

Danske Folkesagn
meddeelte af Hans Christian Andersen.

✂ Danmark er rigt paa gamle Sagn om historiske Personer, Kirker, og Herregaarde, Markens Høie og bundløse Kjær, Sagn fra Pestens Dage, Krigens og Fredens Tider. Sagnene leve i Skrift og paa Tunge, flyve saa vidt omkring, en Fugleflok, forskjellige hver, som Drossel og Ugle, som Skovdue og Maage. Vil Du høre, skal jeg fortælle dig et Par.

✂ I gammel Tid, Fjenden hærgede det danske Land; en Aften, Dansken havde vundet en Seier, laae paa Valpladsen mange Dræbte og Saarede, een af disse, en Fjende, var begge Been skudt af. Tæt ved stod en dansk Soldat, han havde just faaet frem en Flaske fyldt med Øl; i det han vilde sætte den for Munden, bad den Haardtsaarede ham om en Drik, han vilde række ham Flasken, men i det han bøiede sig ned med den, affyrede den Saarede sin Pistol paa ham; Kuglen ramte ikke, Soldaten tog sin Flaske til sig, drak Halvdelen af den og gav saa den halve Rest til sin Fjende, og sagde kun: »Slyngel! nu faaer Du kun det Halve!« Da Kongen siden hørte herom, gav han Soldaten og hans Afkom et adeligt Vaabenmærke hv[o]ri stod afmalet en halvfyldt Flaske; Minde om hans Daad.

✂ Der er et andet smukt Sagn, værd at høre, om Kirkeklokken i Farum. Præstegaarden laae tæt op til Kirken. Det var mørk Nat, seent paa Efteraaret; Præsten sad endnu saa silde og beredte sig til Helligdags Prædiken. Da hører han en sagte, underlig Lyd oppe fra den store Kirkeklokke; ingen Vind rørte sig; Klangen var ham uforklarlig, han reiste sig, tog Kirkenøglen og gik over i Kirken. I det han traadte

* k Collin 40,4°, Mindre mss. 5 bl. 4°. Fremdraget og delvis afskrevet af Jørgen Skjerk, men 1975 suppleret med mgl. blad. Kladde, i begyndelsen stærkt rettet. * r1 The Pierpont Morgan Library, New York. 1 bl. renskrift med latinsk skrift. (Kgl. Bibl. Ms.phot. 197,4°). * r2 Samme ms. bl. 2. Ukendt. *r3 Samme ms. bl. 3. Kgl. Bibl., Holger Laage-Petersens Samling MS 620. Ikke tidligere trykt. Her gengivesr1 ogr3 , og i stedet forr2 indføjes den tilsvarende del af kuden angivelse af rettelser in scribendo. Udfor 43,36-44,15 harken klamme, svarende til at dette sagn ikke findes i det engelske tryk. 41

✂ derind hørte Lyden pludseligt op, men han fornam et sagte Suk ovenfra. »Hvem er det, som her forstyrrer Kirkens Fred?« spurgte han med lydelig Stemme, og snart fornam han Trin ned fra Taarnet og han saae i Kirkegangen kom en lille Dreng hen imod ham. »Vær ikke vred!« sagde Barnet, »jeg listede mig herind da de ringede til Aftensang; min Moder er saa syg!« - og nu kunde den Lille ikke tale for Graad. Da klappede Præsten ham, bad ham være frimodig, sige Alting. »Moder døer fra mig, har de sagt; min søde, gode Moder! men jeg vidste at naar Een er syg til Døden, kan han dog blive rask igjen og leve, naar man midt paa Natten tør gaae ind i Kirken og skrabe lidt Rust af den store Kirkeklokke, det hjælper mod Døden; derfor kom jeg og skjulte mig til Klokken slog tolv. Jeg var saa angst! jeg tænkte paa alle de Døde, at de vist nok kom og holdt Kirkegang. Jeg turde ikke see ned; jeg læste mit Fadervor og skrabede Rusten af Klokken.« - »Kom, Du gode Barn!« sagde Præsten, »Vorherre slipper ikke din Moder og heller ikke Dig!« - Saa gik de to til det fattige Bondehuus, hvor den syge Kone laae; hun sov stille og sundt. Vorherre lod hende leve; hans Velsignelse lyste over hende og Sønnen.

✂ Der er et Sagn om en fattig Knøs, Poul Vendelbo, som blev en stor og hædret Mand. Han var født i Jylland og havde læst sig frem til Student, men følte endnu en stærkere Lyst til at blive Krigsmand og tumle sig i fremmede Lande. Derom talte han en Dag i Kjøbenhavn; han gik ved Volden med to unge Kammerater, som havde Formue. Pludseligt standsede han og saae op mod Professorens Vindue, der sad en ung Pige, hvis Deilighed forbausede ham og de to Andre, og da de saae hvor rød han blev sagde de i Spøg: »gaae op til hende og kan du ved Vinduet, saa at vi see det, faae et godvilligt Kys af hende, saa skulle vi give dig Reisepenge, saa at Du kan reise ud og prøve om Lykken er Dig saa god ude, som hjemme.« Poul Vendelbo gik ind i Huset, bankede paa Stuedøren. »Min Fader er ikke hjemme,« sagde den unge Pige. »Bliv ikke vred!« svarede han, og Blodet steeg ham op i Kinderne, »det er ikke Eders Fader jeg søger!« og nu fortalte han aabent og hjerteligt sin Lyst til at komme ud i Verden og vinde et hædret Navn; fortalte om sine to Venner der stode nede paa Gaden og havde lovet ham Reisepenge under den Betingelse at hun foran Vinduet frivilligt gav ham et Kys; og han saae paa hende med et saa ærligt, aabent og kjækt Ansigt at hendes Vrede forsvandt. »Det er Uret at tale saaledes til en ærbar Jomfru!« sagde hun, »men I seer saa skikkelig ud! jeg vil ikke hindre Eders Lykke!« og hun førte ham hen til Vinduet og gav ham et Kys. Vennerne holdt deres Løfte, gav ham Reisepenge. Han gik i Czarens Tjeneste, kjæmpede ved Pultava, vandt ridderligt Navn og Hæder. Siden da Danmark trængte til ham, vendte han igjen tilbage og blev en mægtig Mand i Kongens Hær og Raad.

42

✂ [Herefter har r1 kun ordene saaledes ... Stue, se ndf.; k har:]

✂ »Med Guld hans Kjole var bræmmet,
Og Ordner skjulte hans Bryst,
Hans Kind af Solen var brunet
Men Øiet blev kjækt og lyst.«

✂ synger Digteren*). Saaledes traadte han en Dag ind i Professorens tarvelige Stue, det var heller ikke Professoren han denne Gang vilde tale med, det var igjen hans Jomfru Datter, Ingeborg Vinding, som gav ham Kysset, Indvielsen til hans Lykke; fjorten Dage der efter holdt Hr Peter[!] Vendelboe Løvenørn sit Bryllup.

✂ Paa den danske Ø Fyen hærgede engang Fjenden slemt; een Landsby var dog endnu forskaanet, men snart vilde ogsa den blive plyndret og afbrændt. Et Par fattige Folk levede i et lavtliggende Huus i en Udkant af Byen. Det var en mørk Vinteraften; man ventede Fjenden og i den Angst toge de Psalmebogen og slog op i den for at se om den Psalme de først traf paa kunde give dem Raad eller Trøst. De aabnede Bogen og læste Psalmen: »Vor Gud han er saa fast en Borg.« Fuld af Fortrøstning sang de den og styrkede i Troen gik de tilsengs og sov i Herrens Varetægt. Da de om Morgenen vaagnede var der mørkt i Stuen, Daglyset kunde ikke trænge ind; de gik til Døren, den var ikke til at aabne, nu steeg de op paa Loftet, fik der Laagen op og de saae at det var høi, lys Dag, men et tykt Sneefog havde om Natten indsneet det hele Huus og skjult det for Fjenden som ved Nattetid havde plyndret og afbrændt Byen. - Da foldede de taknemligt deres Hænder og gjentog Psalmen: »Vor Gud han er saa fast en Borg!« Gud Herren havde bevaret dem, reist af Sneen en Skandse om dem.

✂ Der fortælles fra Nord-Sjælland et mørkt, tankevækkende Sagn. Rørvig Kirke ligger ud mod Sandhøiderne ved det stormfulde Kattegat. En Aften ankrede derude et stort Fartøi, man antog det for et russisk Krigsskib. Ud paa Natten blev der banket paa Præstegaardens Port og flere bevæbnede, formummede Personer befalede Præsten at tage sin Ordensdragt paa og at følge med dem ud til Kirken. De lovede ham en god Betaling, men brugte Trudsler om han vægrede sig. Han gik med. Kirken var oplyst, ubekjendte Folk samlede derinde og Alt i dyb Taushed. Foran Alteret ventede Brudgom og Brud i prægtige Klæder, som vare de af høi Stand, men Bruden var bleeg som en Dødning.

✂ Da Vielsen vare tilende faldt et Skud og Bruden laae dræbt foran

**) Ploug. 43

✂ Altaret. De toge Liget og droge alle bort med det. - Næste Morgen havde Skibet lettet. Ingen have, indtil vore Dage, fundet Forklaring paa denne Begivenhed; Præsten som oplevede den, indskrev det Oplevede i sin Bibel, der er gaaet i Arv til hans Slægt, den gamle Kirke [ligger] endnu mellem Klitterne ved det rullende Kattegat og Sagnet lever i Skrift og Minde.

✂ Endnu et Kirke-Sagn maa jeg fortælle:

✂ Der boede i Danmark, paa Øen Falster, en rig, fornem Frue, hun havde ingen Børn og hendes Slægt var ved at uddøe. Hun lod da, for en Deel af al sin Rigdom, bygge en prægtig stor Kirke og da den var fuldført og Altarlysene tændte, gik hun op til Altarbordet og bad, paa sine Knæ, Vorherre forunde hende, for hendes gudelige Gave, at hun maatte leve paa Jorden saalænge hendes Kirke stod. Og Aar gik hen. Hendes Slægtninger døde, hendes gamle Venner og Bekjendter, al Gaardens tidligere Tyende, laae i deres Grav; men hun, som havde gjort et saa daarligt Ønske, døde ikke. Slægt paa Slægt blev hende fremmet. Ingen nærmede hun sig, Ingen kom til hende. Hun henlevede i en lang Alderdom, sad forladt og ene; hendes Sandser sløvedes, hun var som en Sovende, men ikke død. Hver Juleaften blussede et Øieblik Livet op i hende og hun fik sit Mæle; da bød hun at de skulde lægge hende i en Egekiste og sætte den i aaben Begravelse i Kirken. Præsten skulde da hver Julenat indfinde sig for hende for at høre hendes Befaling. Og hun blev lagt i Kisten og den bragt hen i Kirken. Hver Julenat kom Præsten, som han skulde det, gjennem Koret hen til Kisten og løftede Laaget, for den gamle trætte Frue, som her laae uden Hvile: »Staaer end min Kirke?« Spurgte hun med bævende Røst; og paa Præstens Svar: »den staaer endnu!« sukkede hun dybt og sorrigfuldt, sank tilbage og Præsten lod Laaget falde og kom igjen den næste Julenat, og igjen den næste og atter den næste. Nu er der ikke længer Steen paa Steen af Kirken, intet Spor af de begravne døde; nu voxer her paa Marken en stor Hvidtjørn, deiligt i Blomster hvert Foraar, som var det Livets Opstandelses Tegn. Den groer, paa det Sted siger man hvor Kisten stod med den høifornemme Frue, hvor Støvet af hende blev Støv i Jorden.

✂ Lærdommen heraf er let at udfinde: vær agtsom i dine Ønsker, de kunne bringe Straf og stor Fortræd, derom er endnu et Sagn, lysteligt at høre, men ikke lysteligt for Konen det fortælles om. Det var saadan en gammel Morlille der boede ikke langt fra Gadekjæret, derhen gik hun for at hente Vand i sin Krukke og mødte der en Dag, en kjøn, fremmet Mand der lovede hende tre Ønskers Opfyldelse og da hun nu var temmelig svag tilfods, saa var hendes første Ønske, at Krukken selv maatte kunde gaae til Gadekjæret og 44 komme fyldt hjem; og da det var hende besværligt at faae sit Brænde kløvet, ønskede hun at Alt hvad hun slog paa maatte gaae istykker og da den Stump hun havde at spinde var saa kort, ønskede hun at Alt hvad hun trak i maatte blive længer og længer. Da hun nu kom hjem i sin Stue og Vandet var opbrugt, vilde hun forsøge om Krukken virkeligt kunde løbe til Gadekjæret og komme fyldt hjem, og det kunde den! da blev hun saa glad at hun slog Hænderne til Hofterne og de gik strax i Stykker saa at hun faldt om paa [Gulvet] og græd bitterligt. I sin Bedrøvelse strøg hun sig over Næsen, den kløede og hun trak i den, trak og trak til den blev saa lang at den hang hende ned i Skjødet. Det var en forfærdelig Ulykke saaledes at faae sine Ønsker opfyldt, men ganske lysteligt at høre derom, og da vi nu ere komne ind paa det lystelige vil jeg endnu fortælle et saadan Sagn om Trolden eller som han kaldes Bjergmanden, der blev narret af Bondens listige Dreng.

✂ Det er en gammel Folketroe, at da Vorherre udstødte de faldne Engle faldt nogle ned paa Høiene, derinde boe de og kaldes Bjergfolk eller Trolde; altid flygte og frygte de Tordenveiret, det er dem et Herrens Røst andre faldt i Ellemoserne, de kaldes Elverfolk og blandt disse ere Qvindfolkene saare deilige at see men ikke at lide paa, de ere ogsaa hule i Ryggen, som et Deigtrug. Andre faldt ned i gamle Gaarde og Huse, de bleve Dværge og Nisser; alle komme de dog stundom i Samqvem med Menneskene, derom er utallige Sagn, underlige at høre. Oppe i Jylland boede saaledes i en stor Høi en Bjergmand med en heel deel Puslinger.

✂ [Her begynder r3 ].

✂ [E]en af hans Døttre giftede sig med Smeden i Landsbyen. De[t] var en slem Smed, han pryglede sin Kone. Det blev hun [træt?] af og da han en Dag igjen vilde prygle hende, tog hun [en] Hestesko og brak den tvers over, saadanne Kræfter havde [hu]n og kunne have knækket ham med; det tog han sig til Eftertanke og slog hende ikke oftere; men da det rygtedes i Egnen blev hun ilde anseet og kjendt som et Troldbarn. Ingen i Sognet vilde have Omgang med hende. Det fik Bjergmanden Nys om, og en Søndag, da Smeden og hans Kone stode med Sognefolkene paa Kirkegaarden og ventede Præsten, saae hun ud over Fjorden hvor en Taage hævede sig. »Nu kommer vor Fa'er!« sagde hun; »vred er han!« - Og han kom og vred var han. »Vil Du kaste dem til mig, eller vil Du tage imod dem!« spurgte han og saae med glubske Øine paa Kirkegjængerne. »Tage mod dem!« sagde hun, thi hun vidste at han ikke vilde tage lempeligt paa dem, naar de faldt i hans Hænder. Og Bjergmanden greb den Ene efter den Anden og kylede ham over Rygningen af Kirketaget, mens Datteren, paa den anden Side, tog lempeligt 45 imod dem. Fra den Tid kom hun godt ud af det med Sognefolkene. Alle vare de bange for Bjergmanden og der vare mange af hans Slags rundt om i Landet. Klogest var det at undgaae Klammeri, heller at føre sig Bekjendtskabet til Nytte. Troldfolkene havde jo store Kjedeler fyldte med Guldpenge, det var nok værd at faae en haandfuld af disse, men der til maatte man være snu og snildsom, og det var en Bondemand om hvem jeg skal fortælle, men hans Dreng var dog endnu snildere.

✂ Bonden havde paa sin Mark en Høi, den vilde han ikke lade ligge udyrket, han pløiede den; men da kom Bjergmanden der boede i Høien og spurgte: »hvor tør Du pløie paa mit Loft?« - »Jeg vidste ikke at det var dit!« sagde Bonden, »men det er jo ikke gavnligt for nogen af os, at lade et saadant Stykke Jord ligge udyrket. Lad mig pløie og saae! og da tager Du i det ene Aar hvad der voxer over Jorden og jeg det som voxer i Jorden. I det andet Aar omvendt!« - Det bleve de enige om, og Bonden saaede det ene Aar Gullerødder og det andet Aar Korn. Bjergmanden fik Toppen af Gullerødderne og Rødderne af Kornet. Saa levede de i god Forstaaelse. Men nu skulde der være Barnedaab i Bondensgaard. Bonden var i stor Forlegenhed, da han ikke godt kunde undgaae at indbyde Bjergmanden, som han levede i god Forstaaelse med: men tog Trolden mod Indbydelsen, da kom Bonden i slet Rygte hos Præsten og de andre Sognefolk. I hvor snu Bonden end ellers var, denne Gan[g] kunne han dog ikke hitte paa Raad; han talte derom [til] sin Svinedreng, han var den snildeste af dem begge. »Jeg skal nok hjælpe os!« sagde Drengen, tog saa en stor Sæk o[g gik] til Bjergmandshøien, bankede paa og blev indladt. Han kom for at indbyde til Barnegilde, sagde han. Bjergmanden tog derimo[d] og lovede at komme. »Jeg faaer vel ogsaa give Faddergave?« sagde han. »Det hører til!« sagde Drengen og aabnede Posen. Troldenøste Penge i den. »Er det nu nok?« Drengen løftede paa Sækken. »Mange give Mere, Faae give mindre!« - Og Bjergmanden øste nok en skovlfuld Penge i den. »Er det nu nok?« - Drengen løftede paa Sækken. »Saadanne give de Fleste!« - Da bleve alle de Penge der vare i den store Penge-Kjedel heldt i Posen. »Ingen give Mere! de Fles[te] mindre!« - »Lad mig saa vide,« sagde Bjergmanden, »hvilke store Fremmede I faae!« - »Tre Præster og een Bisp!« sagde Drengen. »Det var stort! - men saadanne Herrer see kun efter Mad og Drikke, de give ikke Agt paa mig. Hvem kommer ellers?« - »Saa kommer Moder Maria!« - »Hm! hm! men der bliver vel for mig nok en Plads bag Ovnen! - nu og saa?« - »Ja, saa kommer Vorherre[!«] - »Hm! hm! hm! det var mægtigt det! dog saa høifornemme Gjæster komme silde og gaae tidligt. Jeg vil, medens 46 de ere inde, liste mig udenfor. Men hvad Musik skulle I have?« »Tr[om]memusik!« sagde Drengen. »Vor Fader har bestilt et svært Tordenveir, som vi skulle dandse efter! det bliver Trommemusik!« - »Ih, du Forfærdelige!« raabte Bjergmanden. »Siig din Husbond tak for Indbydelsen! men jeg bliver hjemme. Veed han dog ikke at Tordenveir og Tromme er mig og al min Slægt en Rædsel. Jeg gik engang i min Ungdom ud for at spadsere, da begyndte et Tordenveir at tromme, og jeg fik een af Trommestikkerne over Laarbenet, saa det knak. Jeg skal ikke mere til den Musik! Siig Tak og hils hjemme!« Og Drengen tog Posen paa Nakken, bragte Husbond den store Rigdom og Troldens venlige Hilsen.

✂ Af saadanne Sagn have vi mange; nu kunne disse være nok for idag.

✂ Hans Christian Andersen.

✂

Forkortelser

✂ anvendt i dette afsnit foruden de i udgaven ellers gængse.

✂

AJ	Anker Jensen: Studier over H. C. Andersens Sprog. Haderslev 1929.
BEG	H. C. Andersens Brevveksling med Edvard og Henriette Collin. Udg. af C. Behrend og H. Topsøe-Jensen. I-VI. 1933-37.
BHW	H. C. Andersen og Henriette Wulff. En Brevveksling. Ved H. Topsøe-Jensen. I-III. Odense 1959-60.
DO	Ordbog over det danske Sprog. Grundlagt af Verner Dahlerup. I-XXVIII. 1918-56.
DSH	Peter Skautrup: Det danske sprogs historie. Benyttet er II-V 1947-70.
HR	H. P. Holst: Dansk Retskrivningsordbog. 1863.
MD	Aage Hansen: Moderne dansk. I-III. 1967.
MO1	Christian Molbech: Dansk Ordbog. I-II. 1833.
MO2	samme, Anden, forøgede og forbedrede Udgave. I-II. 1859.
MO	fællesbetegnelse for de to udgaver.
RO	Retskrivningsordbog. Udg. af Dansk Sprognævn (ved Jørgen Glahder). 1955.
Rubow	Paul V. Rubow: H. C. Andersens Eventyr. Forhistorien - Idé og Form - Sprog og Stil. Anden, gennemsete Udgave. 1943. (Foretrækkes for 1. udg. 1927 bl.a. pga. registrene).
SGr 70	Svend Grundtvig: Dansk retskrivnings-ordbog, stemmende med de på det nordiske retskrivningsmøde i Stokholm 1869 vedtagne regler. 1870.
SGr 72	Svend Grundtvig: Dansk Haandordbog med den af Kultusministeriet anbefalede Retskrivning. 1872.
SGr	fællesbetegnelse for de to ordbøger.

49

✂ Denne afhandling skulle være udkommet i 1969. Da punktkommentaren allerede forinden viste sig forsinket, kom andet arbejde imellem, og manuskriptet er efter periodevis arbejde i et par år slutdateret 31.12.1973. Det blev dengang læst af Erling Nielsen, H. Topsøe-Jensen, F. J. Billeskov Jansen og - som kollegial tjeneste - af ordbogsleder Anne Duekilde, hvis bemærkninger bl.a. om H. P. Holsts ordbog dels blev benyttet, dels henlagt sammen med et par egne noter. To store opgaver til Andersen-mindeåret 1975 var uopsættelige, og derefter kom emnet på afstand.

✂ Ved sagens genoptagelse i 1985 læste prof. dr. Poul Lindegård Hjorth stikprøvevis nogle sider, og cand. mag. Fl. Hovmann kontrollerede alle detailler og medvirkede på anden måde. Enkelte tilføjelser blev gjort og et par mindre afsnit revideret især efter Anne Duekildes gamle forslag. Om en gen-indlevelse i stoffets detailler kunne derimod ikke være tale (og en fornemmelse af stoffets selektive eller næsten fuldstændige karakter i de forskellige afsnit må derfor savnes), ej heller om arbejde med den nyeste litteratur om dansk sprog, herunder udtalen, eller om Andersen, herunder Dagbøger 1825-75 I-XII 1971-77, som dog stedvis var benyttet.

✂ Der er grund til at fremhæve, at afhandlingen er bundet til apparatets kronologisk og systematisk udnyttede udsagn, og at fremdrage en betragtning, der dukker op næsten til allersidst: en metodisk behandling af de angivne sproglige emner måtte inddrage hele eventyrsproget. En hel sprogbeskrivelse er ikke formålet, selvom der nok gives bidrag til den. En beslægtet opgave ville det være at give en oversigt over de få større og de vigtigste mindre ændringer, der må antages at skyldes eventyrdigteren selv; men denne opgave bør snarere løses i forbindelse med en samlet vurdering af de processer, der fører fra 0-tryk til bogform.

✂ For 25 år siden kunne man få beskedne eksemplarer af de fleste Andersen-udgaver billigt - og man kunne byde sætterne et frakturforlæg! De sammenlignende læsningers resultat findes derfor som blyantskorrekturer i en række udgaver, der stort set er dubletter i forhold til udg.s Andersen-samling i øvrigt. Disse bøger plus visse korrekturer og forarbejder fortjener at bevares samlet, men der er ikke på indeværende tidspunkt truffet dispositioner herfor.

✂

I: Udgangspunkter

✂ Denne udgaves variantapparat tilsigter især at registrere eventyrtrykkenes ændringer frem til og med den illustrerede fembindsudgave, bortset fra ændringer i tegnsætning og - stort set - retskrivning. Manuskriptvarianter medtages, (1) når manuskripter afviger fra den ældste bogudgave på steder, hvor trykkene har forårsaget en note, (2) når manuskripter yder en sikker eller sandsynlig textrettelse med stjerne, (3) i et mindre antal tilfælde derudover; se orienteringen i bd. I. Helt udenfor udgavens rammer og muligheder ligger derimod et apparat (og en efterskrift) med nærmere redegørelse for forholdet mellem manuskripter og tryk. Emnets grundige behandling måtte knyttes til en manuskriptudgave, der ligger helt udenfor synsvidde, eller ihvertfald til en række enkeltstudier som fx H. Topsøe-Jensens for Nordlundes Bogtrykkeri, samlet i Buket til Andersen, 1971, og Vintergrønt, 1978.

✂ Det har fra begyndelsen stået udgiveren smertelig klart, at arbejdet med trykvarianterne og den snævre begrænsning af manuskriptbrugen, såvelsom nærværende afhandlings indhold, var et underlig brakt farvand i forhold til dybere studier over den kunstneriske proces, som den afspejles i manuskripterne med støtte i andre dokumenter af og om H. C. Andersen. Alligevel forekom opgavens løsning nødvendig.

✂ De stikprøver og ræsonnementer, der i sin tid motiverede valget af eventyrhæfternes førsteoplag som textgrundlag, har imidlertid vist sig holdbare. Man har længe vidst: at H. C. Andersen arbejdede indgående med sine manuskripter, at han netop derfor var en meget moderat selvretter i trykkene, og at han havde hjælp til den rutinemæssige del af korrekturlæsningen især fra Edvard Collin og fra bogholder L. R. Møller på C. A. Reitzels Forlag (MLE I forord) - med en standardisering udover det rent formelle som lejlighedsvis følge. Ikke desto mindre må udgiver som læser gøre sig klart, at der foreligger et subjektivt moment og et ringslutningsmoment i vurderingen af trykvarianterne. Det subjektive moment ligger i, at udgiveren må stole på sit eget gehør for at afgøre, hvad der er god Andersen-stil på et givet sted - ringslutningsmomentet i at man er tilbøjelig til at godskrive digteren endog sene rettelser til det bedre, fordi man nu engang antager, at han

51

✂ retter godt, hans sættere og hjælpere principielt tilfældigt eller dårligt.

✂ Det samlede apparat er lille i betragtning af de sammenlignede versioners antal, texterne er med andre ord nogenlunde stabile. Dog er mange tusind detailler registreret. Behandlingen af dem tjener to formål - hvorfor der redegøres under »ad III« og »ad IV« - og har en teknisk baggrund, skildret under »ad II«, der imidlertid kommer ind imellem de to andre punkter i dette afsnit.

✂ ad III: Tidligere Andersen-udgivere og filologer har i et vist omfang gjort sig selv og deres læsere bekendt med vigtigere ændringer og særlig interessante detailler i de successive eventyrudgaver. Et nærmere overblik over disses forhold, om så blot i ukommenteret stemmaform, har de dog ikke meddelt. Man kan også med nogen ret underkende betydningen heraf. Men hvis man som her sket postulerer førsteudgaverne som de bedste, er det dog ikke ligegyldigt at vide, hvilke og hvormange ændringer der indkommer, og ad hvilke veje de vandrer frem til de to udgaver af de samlede skrifter, som er de fleste nyere udgavers grundlag.

✂ Undersøgelsen kaster lys over det nittende århundredes almindelige trykkeripraxis. Hvis en forfatter er en stor selvretter - som Oehlenschläger, Paludan-Müller eller Pontoppidan - så har forlag og trykkeri fra gang til gang måttet arbejde med sammenklippede og gennemrettede og delvis nyskrevne forlæg, som var bogen ny. Og forskerne har, hvadenten de strakte sig til en kompliceret textedition (hvormange har vi?) eller blot redegjorde for bearbejdelserne, været nødt til at tage udgavespørgsmålet højtideligt. Men i de hyppigere tilfælde, hvor forfatteren lod værket stå som det stod, har forlaget gerne selv sørget for nye oplag og udgaver efter behov, og autor har ventet, at det blev gjort pålideligt, uden at kunne eller ville bebyrde sig med korrekturarbejde.

✂ Heraf følger imidlertid med sikkerhed ændringer i texten, ikke blot i tegnsætning og stavning, men også på ordplan: ord tilsættes, glemmes, ændres eller bytter plads, altsammen uden »tyrkfejl« i ordinær forstand. Dette er så nær en naturlov, at man med føje kan bruge det gængse udtryk: fejlene »indsniger sig«, som om typerne blev anbragt af sætternisser. Fejlene vil normalt ophobe sig, fordi hvert oplag gerne sættes efter det nærmest foregående, ikke efter det første eller efter det seneste godkendte oplag. Vort apparat og den følgende behandling vil vise, hvor betydelige sløringer af originalens almindelige præg denne proces kan medføre. Er end exemplet Andersen måske atypisk, fordi det ikke er sjuskethed og ligegyldighed, men i højere grad pertentlighed og bedreviden, der har været på spil, kan analysen dog tjene til almen belæring.

52

✂ ad II: Det skal dog siges, at udgiveren kun med ringe udbytte har holdtøjnene åbne for de behandlede bøgers tekniske fremstilling som mulig fejlkilde. Som nævnt i forord til bd. I er der under arbejdet brugt mindst to exemplarer af hver udgave af hensyn til, at der under trykningen af disse bøger kunne være sket rettelser i satsen; men forsigtigheden blev ikke belønnet. Denne afhandling kan derfor ikke gøre fordring på at regnes til The New Bibliography, den højt raffinerede faglitteratur, hvori navnlig engelske filologer, litterater og bibliografer har lært hvad læres kunne om ældre bogtrykteknik, med fordybet textkritisk indsigt som mål. Metoderne har vist sig frugtbare ikke blot for deres primære objekter, den elizabethanske og følgende storhedstids bøger, men også for 19. og 20. århundredes litterære texter, fremstillet mere eller mindre industrielt. Dette kan ses fx af den seneste sammenfatning, Philip Gaskell: A new introduction to bibliography, Cambridge 1972, og det forbilledlige atlas af Wytze Hellinga: Copy and print in the Netherlands. An atlas of historical bibliography, A'dam 1962. Se også Roger Laufers på s. 119 citerede bog.

✂ Danske studier ad disse baner lader endnu vente på sig, og det her følgende afsnit II har ikke kildegrundlag nok til at være virkelig talende. Måske derfor har udgiveren tilladt sig at bringe ukendte data også om bogfremstillingens økonomiske side.

✂ ad IV: Ændringer i Andersen-udgaverne summerer sig op til et ikke lille bidrag til det danske skriftsprogs udvikling i detaillen gennem den senere del af guldalderen, 1835-74. Her tænkes på ændringer i stavning, bøjning og orddannelse, som det er svært at tillægge nogen kunstnerisk betydning. Går man videre til ordforråd og ordføjning, er man inde på vigtigere områder; men selv der må man erkende, at det egentlig andersenianske udbytte ikke er imponerende. Thi som nævnt går de naturnødvendige textudskridninger langt ind på disse områder - de fleste rutineoptryk ihvertfald af afdøde forfattere vil hurtigt afgive exempler.

✂ Indirekte har dog også ikke-autentiske ændringer af bedrevidende eller ubevidst art nogen betydning for forståelsen af Andersens berømmede eventyrstil. Er end mange ændringer (også i brug af småord etc.) uden følelig æstetisk betydning, så er der dog også uhyre mange, der efter den lettere læsemådes princip tjener til at skubbe texten ned i mere slidte furer, i retning af normalprosa. Det høres ofte meget tydeligt, og selvom et egentligt bevis måtte bygge på endeløse inventarer over eventyrsproget eller Andersen-sproget som helhed, så er der ingen tvivl om, at en del af varianterne belyser den andersenske diktion ved at sammenstille dens enkeltheder med nærliggende, men banale vendinger fra det gennemsnitlige sprog.

53

✂ En redegørelse for glidningerne fra udgave til udgave er derfor en pligt, der flyder af vort punkt III; og her er inddraget iagttagelser vedrørende tegn og stavning, under apparatets niveau, men noteret i arbejdsexemplarerne af de gamle udgaver. Af vort punkt IV flyder en sprogligt kategoriseret gennemgang af selve apparatets indhold og her med mindre vægt på nøjagtig datering. Udgiveren ville, dersom han havde til opgave at redigere en text til »folkelæsning«, ikke forvilde sig ud i flere konjekturer end de få, der er optaget som stjerneformer, men ville nok lade et lidt friere udvalg af textformer ældre eller yngre end A nyde fremme. Resultatet ville strengt set være en »redigeret text«, men en god.

✂ Faktisk modtog udg. en opfordring til at etablere en sådan, kort efter at denne påstand og nærværende afhandling var skrevet og henlagt, nemlig da han anmodedes om at forestå Lademanns Forlags rigt illustrerede såkaldte Mindeudgave af Samlede Eventyr og Historier I-V 1975; her krævedes nemlig retskrivningen af 1948 og en begrænset normalisering af tegnsætningen gennemført, og det forekom da naturligt netop at lade »et lidt friere udvalg af textformer ældre eller yngre end A nyde fremme« (se Mindeudgave I 16 og V 257). Arbejdet påhvilede stort set Estrid Dal, og vi vovede den påstand, at udgaven »I denne forstand ... rummer den bedste tekst der findes«.

* Skemaerne s. 54-55 hører til afsnit II. 54

✂ Fra Blanco Lunos Erindringsbog

✂

Ordre nr.	Bestill. dato	Titel, evt. oplagstal	Levering uge		Rd.	Mk.	Sk.
18441
144	17.1.	Kongen drømmer (775)	18/24. feb.		19.	0.	0.
1169	11.12.	Billedbog uden Billeder, 2.oplag (775)	15/21. dec.
1170	-	NE2-45 (2025)	-	ialt	76.	4.	8.
18462
3973	17.4.	Liden Kirsten	3/9. maj		18.	5.	4.
1116	12.11.	EB5-47	13/19. dec.		17.	3.	0.
1117	-	EB6-47	-		17.	3.	0.
1123	14.11.	Digte, gamle og nye	20/26. dec.		121.	2.	10.
18474
268	25.3.	NE4-47	28. mts./3. apr.		53.	1.	8.
269	-	NE1-47	11/17. apr.		38.	3.	12.
818	28.10.	Ahasverus	12/18. dec.		102.	4.	8.
18495
19	11.1.	Brylluppet ved Como-Søen	21/27. jan.		18.	3.	0.
265	12.4.	EP-50, hæfte 1 (3075)	?		153.	0.	0.
389	2.6.	2 (3050)	2/8. sep.		137.	0.	0.
390	-	3 (3025)	4/10. nov.		153.	0.	0.
3916	-	4 (3025)	2/8. dec.		104.	0.	0.
709	7.10.	Meer end Perler og Guld	7/13. okt.		28.	4.	8.
7577	24.10.	-, extra 1025 exx.	26.10/10 nov		15.	0.	0.
962	22.12.	En Nat i Roskilde	1/5. jan.50		12.	3.	0.
18508
175	21.2.	Ole Lukøje9	3/9. mts.		35.	0.	0.
271	25.3.	Den ny Barselstue (anonymt)	?		20.	3.	0.

*NOTER. 1: For hele året udført c.960 accidenser og 275 større arbejder for ialt 33 460.3.15. - 2: 914 acc., 330 større arb., 34 938.2.15. - 3: Bestiller er her justitsråd E. Collin. - 4: c.730 acc., 300 større arb., 45 517.4.2. - 5: ialt c. 1000 arb., kun 29 697.3.4.; krigstiden og Bianco Lunos vaklende helbred bidrog til denne nedgang, mens virkningerne af strejken i 1848 ikke kan aflæses af nogen årbog. - 6: EP-50 hæfte 5 ses ikke i den ellers så sirlige bog, men udkom inden årets udgang, se II 170. - 7: Extraoplaget er sikkert trykt på stående sats uden angivelse af 2. oplag, ihvertfald ses det ikke i BFN. - 8: ikke sammentalt i bogen, meget nær lig 1849. - 9: sat af læredrengen Gustav Adolf Petersen, hvis dagbøger er udgivet af barnebarnet Egil Skall i Historiske meddelelser om København 1973 s. 74-162; de beretter ikke om andet Andersen-arbejde, men giver et særdeles levende billede af dagligdagen i og udenfor trykkeriet, med arbejdstid fra 6 til 21 ind. to timers frokost, ofte med søndagsarbejde. Om økonomi, bl.a. forholdet mellem »beregning« og »visse penge« se bl.a. s. 148ff. 55

✂ Titel, oplag og trykkeripris for en række værker 1854-73.

✂

Bibl.	Titel og år	Sidetal	Oplag	Pris i Rd.
641	SS 3, 1853, O.T.	294	500	200
646	SS 5-6, 1854, Kun en Spillemand	142+172	500	185
650	EP-54	522	4000	1200
733	En Landsbyhistorie, 1855	114	1000	100
736	HP-55	168	4000	800
745	SS 22,1855	589	2000	1700
	samme som MLE-separatudgave		1000	925
746	Billedbog uden Billeder 4. udg. 1856	104	1500	160
762	SS 23, 1855, At være ...	295	3000	1500
792	MLE, 2. udg. 1859	600	1000	925
843	EHP-1 1862	440	4000	3000
869	SS 24,1863, I Spanien	309	2500	1000
876	Paa Langebro, 1864	22	1500	75
879	Han er ikke født, 1864	76	1000	100
888	Da Spanierne var her, 1865	94	1000	125
889	Ravnen, 1865	11	1500	35
901	Billedbog uden Billeder 5. udg. 1866	104	1500	100
906	De to Baronesser, 2. opl. 1866	276	1500	400
907	Improvisatoren, 3 opl. 1866	355	1500	450
939	15 EH-67	124	2000	200
940	Kjendte og glemte Digte, 1867	378	1000	400
971	SS 25-68, ligeså SS 26/27/28-68	186	2000	400
978	Dryaden, 1868, to oplag	60	6000	330
982	En Nat i Roeskilde, 1869	7	2000	25
992	3 NEH-70	64	5500	320
1006	Lykke-Peer, 1870	186	5500	1000
1007	EHF 3-70 ligeså EHF 3/4	344	4000	3600
	EHP 1/2,4. udg.		4000	3000
Endvidere: Nye Eventyr og Historier
767	NEH 1-58	88	7000	700
774	NEH 2-58	67	6000	600
782	NEH 3-59	79	6000	600
794	NEH 4-59	82	7000	700
817	NEH 5-61	86	6000	600
828	NEH 6-62	100	6000	662 1/2
890	NEH 7-65	76	5000	500
910	NEH 8-66	74	5000	500
1016	NEH 9-72	75	4000	400
1023	NEH 10-72	82	5000	400

✂

II: Bogtrykkerarkivalier og bogtrykkerpraxis

✂ H. C. Andersens eventyrudgaver er alle udkommet på C. A. Reitzels Forlag og trykt hos dettes mest benyttede bogtrykker, Bianco Luno, EHF 1/3-70/74 dog i Thieles Bogtrykkeri, uvist hvorfor. Kombinationen af de tre navne kom i stand meget snart efter Lunos etablering 1831-32. Luno døde 1852 og Reitzel året efter; begge firmaer videreførtes af familiemedlemmer, se nærmere de skiftende firmabetegnelser bagpå nærv. udgaves deltider. Firmaerne existerer som bekendt endnu, omend C. A. Reitzel har haft en længere pause i forlags-, men ikke i boghandlervirksomheden. At Andersen havde et venskabeligt forhold til guldalderdigternes hovedforlægger og til hans sønner Theodor og Carl Reitzel, der drev firmaet til 1893, er kendt; man kunne ønske en behandling af dette forhold med mange breve i Kgl. Bibl. som udgangspunkt. Derimod er Andersens relation til bogtrykkeriet lidet kendt, kun enkelte steder i dagbøgerne omtaler han korrekturaflevering hos Luno (eller Thiele).

✂ Imidlertid finder man under navnet Emil Wiinblad (VII 353, 355(?), 377) hentydninger til, at den senere succesrige redaktør af Social-Demokraten som fattig typograflærling hos Luno forsøgte sig med at sende eventyr i Andersens stil til mesteren selv og fik dem tilbage med et brev. Wiinblads søn og biograf skriver, at Andersen ikke turde anbefale disse forsøg til noget forlag, men at hvis den unge mand vedblivende følte trang til at skrive, skulle han fortsætte (Robert Wiinblad: Redaktør E. Wiinblad, 1929, s. 29 f). Og lærekammeraten, senere journalist Norman Bryn, fortæller i en artikel om Wiinblads ungdom følgende (Social-Demokraten 27.12.1935, de to henvisninger er med tak modtaget fra den tidligere typograf Robert Pedersen M.F.):

✂ »Blandt de Mænd, der paa den Tid kom i Bianco Lunos Bogtrykkeri, var Digteren H. C. Andersen, der fik nogle af sine Værker trykt her. Jeg har som ung Typograf sat et Par Stykker af Eventyrene og fik herved Lejlighed til at tale med Digteren om Korrekturen og lignende. H. C. Andersen var en venlig, beskeden Mand med et elskeligt Smil og et vindende Væsen. Han tog saa let og overbærende paa Sagerne og virkede saa charmerende, at han ikke kunde undgaa at gøre Indtryk paa mit unge Sind.

57

✂ Naar H. C. Andersen ved sine Besøg gik gennem Sætteriet, hilste han altid venligt paa Personalet, Faktoren, Typograferne og deres Lærlinge, idet han passerede langs Sættekasserne, og han nikkede ogsaa til Emil og hans Læresvend, en ung jødisk Typograf.«

✂ Alle eventyrudgaverne er jævnt pæne bøger, kun 15EF-67 har lidt højere ambitioner. De er håndsat og trykt med maskine på maskinpapir, fortrinsvis med hurtigpresse; Luno øgede sit fortrinlige udstyr med sådanne fra 1840, og Andersens oplagstal var ofte høje. Formatet er sedez, dvs. at der trykkes 16 sider ad gangen, nemlig et 16-sidet arks fulde text i halvdelen af oplagets størrelse, hvorefter papirbunken bliver »slået om«, og der trykkes på den anden side. Før hæftningen deles dobbeltarket til de da som nu gængse 16-sidede ark (som egentlig hører til oktavformatet).

✂ Der vælges gængse snit af frakturskrifter, som først i Andersens sidste år brugtes til mindre end halvdelen af dansksprogede bøger. Fremhævelse sker ved spatiering, til latinske og franske ord bruges antikva; begge afvigelser fra grundskriften er i nærv. udgave gengivet ved kursivering, mens isoleret brug af store eller fede typer er efterlignet. Illustrationer er trykt med xylografiske stokke eller med elektrogalvaniske kopier af sådanne, senere med højtryksætsninger af flere arter, sidst med stregklicheer; herom udførligt Erik Dal: Danske H. C. Andersen-illustrationer 1875-1975, 1975.

✂ De få dokumenter, der er bevaret til belysning af bogtrykkeriets arbejdsgang, fortjener at udnyttes til belysning af tidens bogverden på førende steder, selvom det ikke er meningen at styre ud i erhvervshistorien med fuld udnyttelse af dette fags kilder.

✂ Bianco Lunos Erindringsbog er bevaret på firmaets kontor for årene 1844, 1846, 1847, 1848, 1850, og udgiveren takker for tilladelse til at bruge den. Det er en lille årbog i grønt helsaffian med guldtryk i nyrococo. Den anfører hver dags bestillere og ordrer og henviser til et ugenummer; senere i bindet findes en seddel med hver uges afleverede ordrer og deres regningsbeløb, desuden et kasseuddrag. De bevarede bind rummer 16 Andersen-bøger, deraf 6 eventyrudgaver, om hvilke der gives følgende oplysninger. Møntsystemet er som bekendt 1 rigsbankdaler, fra 1854 kaldet rigsdaler, à 6 mark à 16 skilling, 1875 konverteret til 2 kroner.

✂ Udgivelsesdatoerne, som kan efterses i BFN, falder naturligvis meget tæt efter afleveringsdatoerne - men disse falder unægtelig så tæt efter bestillingsdatoerne, at man må forbavses og imponeres over den gamle tekniks formåen, jfr. nedenfor. Bortset fra EP-50 i hæfter er digtene fra 1846 den største bog i det foreliggende materiale: 328 sider med indtil 26 linier, sat, korrigeret, trykt og hæftet fra 14.11. til udgivelsesdatoen 26.12., netop 6 uger! Mere kendt er behandlingen af 58 de to mesterværker, som udgør NE2-45, der udkom på dendedagen efter bestillingen, men det drejer sig »kun« om 68 sider. Dagbogen for 11.12.1874 (X 371) fortæller vidtløftigt om spektakler med korrekturen på EHF5-74 - men den udkom dog den 20. samme måned.

✂ Oplagstallene for Andersens skrifter er ikke emnet for denne afhandling, men der er dog grund til at meddele flg. liste over sidetal, oplagstal og bogtrykkerregning for en lang række titler 1853-72; den er fundet i et brevlæg fra Reitzels Forlag (Ny kgl. Saml. 2937,4°, nr. 4). Man bemærker i begge lister uden undren, at eventyrudgaverne ligger højt. At et født standardværk som EP-50 sigter højt og endda må optrykkes få år efter, er sin sag. Men medens et øget oplag af Billedbog uden Billeder sættes til 750 salgsexemplarer, lægges NE2-45 på 2000 i erindring om hvor hurtigt man året før måtte optrykke NE1. Til gengæld blev NE2/5 aldrig optrykt i hæfter. Tallene kan sammenlignes med samtidige oplagstal i Sv. Møller Kristensen: Digteren og Samfundet, 1942 og senere.

✂ Indad mod værkstedet vender en anden kilde, som er endnu spinklere overleveret end erindringsbogen, nemlig Bianco Lunos Sætterregninger for 1859, et af de få bogtrykkerdokumenter i Erhvervsarkivet i Aarhus. Vi befinder os i en periode af akkordarbejde, jf. det følgende, og to år efter at personalet efter ærbødigst anmodning til den dygtige enkefru Charlotte Luno havde opnået en forbedret arbejdsberegning i anledning af en da begyndt dyrtid. Kilden i dens helhed giver ligesom erindringsbogen et levende indblik i tidens bogmilieu, og hvis der forelå længere rækker af disse to slags regnskaber, ville deres vidnesbyrd om Andersens »bogtrykkerhistorie« være et oplagt emne. Her må de sparsomme data stå for, hvad de er værd.

✂ Ved nytår 1859 var man ved at sætte 2. udgave af Mit Livs Eventyr, der dog først udkom i november. I sedezformatet er hvert ark lig 2 signaturer à 16 sider, og sætteren afregner disse med 6 rd. 5 mk. Sætteren Kalby får følgelig ved udgangen af januar tre gange dette beløb for sign. 17-18, 19-20, 21-22, dvs. 20.3.0., mens V. Hansen sætter 23-24 og 25 og modtager 10.1.8.; han sætter i februar 26 for 3.1.8. (hvorfor en mark under halvdelen af arktariffen?). Kalby sætter 27-33 for 23.5.8. og i marts 34-35 + 12 sider af 36 for 9.2.6. De sidste 28 sider er ikke fundet i regnskaberne. Efter denne tarif har sætterne for den 600 sider svære bog modtaget godt (37:2) X 6.5.0. = knap 130 rigsdaler. Arktariffen er en omregning af en tarif på 11 sk. pr. 1000 enheder, antagelig fixeret udfra den lette opgave at nysætte en stor bog efter trykt forlæg med identisk satsformat og få rettelser. Ihvertfald opereres for de flg. eventyrhæfter med enten'11 sk. for optryk eller 12 sk. for 1. oplag. Det drejer sig om:

59

✂ NEH3-59 (8 + 80 s.) sættes for 12 sk./1000 eller 6.2.0. pr. sedezark (32 s., 51000 enheder). S. F. Levy sætter sign. 1-2, Møller jun. 3-4 og 5 (»en Form«) samt titelarket (»et Quartblad«). De får følgelig 6.2.0. resp. 9.3.0. foruden 1.3.8. for kvartbladet. I alt for bogen 17.2.8. Det er helt normalt og meget belysende for vor hele problematik, at selv ret små arbejder deles mellem to eller flere sættere.

✂ NEH1-59, dvs. 3. oplag, sættes i september og oktober af W. Røhr, og de 8 + 88 sider på basis 11 sk./1000 eller 5.5.0. arket indbringer ham 17.3.0.

✂ NEH4-59 (8 + 82 s.), basis 12 sk./1000, sættes i november, 1-3 af W. F. König, 3-6 af P. K. Nielsen, der hver får 9.3.0. Desuden beregner de sig hver 4 mark for korrekturrettelse af henholdsvis ark 3 og 4, men intet for resten. Det svarer til de første 2/3 af En Historie fra Klitterne, og de har fortjent det, når man ser på deres forlæg m (jf. apparatets 4 noter om sættermærker i dette).

✂ De nævnte beløb må ses på basis af en sætters fulde kapacitet. En stor, men ikke extraordinær regning (uden Andersen-arbejde) viser en månedspræstation på tre oktavsignaturer og ni sedezsignaturer samt et accidenstryk, svarende til lige ved 200 sider. Betaling 47.8.0., hvorfra går 4X4 daler i forskudsvis udbetalte kostpenge og 5 daler til drengen Peter - underordnet hjælp, som typograferne kunne knytte til sig på egen bekostning. Mange regninger fremviser tillæg for små skriftgrader, korrektur af vanskelig sats og speciel ombrydning. En halv snes rigsdaler om ugen incl. kostpengene er typisk for denne kilde.

✂ For bogarbejde var der altså ikke tale om fast løn. Ved Danmarks første bogtrykkerstrejke, netop hos Luno, havde man i 1848 krævet 12 timers arbejdsdag med 2 timers middag, 7 daler som minimumsløn for fastlønnede og iøvrigt indførelse af akkord: 12 sk. pr. 1000 bogstaver med tillæg for særlige skrifter og opgaver; bogstaver for nemheds skyld beregnet som omfanget af 1000 n'er, først senere ændret til 1000 løbende bogstaver af skriften, hvilket var mere fordelagtigt. Luno kunne svare de strejkende, at han selv forberedte en akkordberegning, og strejken løb ud i sandet uden fordel for typograferne. Forholdene er bl.a. kendt fra accidenssætteren Jens Christian Lunds Erindringer, udg. 1934 af Georg Nørregaard efter det nydelige manuskript i Bianco Lunos Bogtrykkeri. Lund levede 1801-82, var hos Luno 1832-77, og hans ugeløn steg 1832-57 fra 4 til 7.3.0. ifl. hans udregninger af livslønnen, der i Luno-årene gennemsnitlig androg 381.2.8. p.a. For hele livet, konverteret til ny mønt, 38.290 kr., deraf 34.460 kr. hos Luno. Der var tillagt den loyale og fortjente medarbejder visse garantier og gratialer i de ældre år. Hans enestående bog er hovedkilde for R. Berg: Bianco Lunos Bogtrykkeri gennem hundrede Aar, 1931.

✂ *

60

✂ Værkstedspraxis i Andersens senere år skildres meget nøje i den store »Haandbog i Bogtrykkerkunsten, især efter fremmede Kilder, navnlig Aug. Marahrens: »Handbuch der Typographie, nach ihrem heutigen Standpunkte««, Kbh. 1872, i titeloplag 1873 forsynet med ophavsmanden M Lazarus' navn i stedet for tyskerens; bogen var imidlertid kommet fra 1870 som bilag til hæfterne af den nye Skandinavisk Bogtrykker-Tidende. Lazarus skriver, at n-beregning, gerne 12 sk./1000, er udbredt over hele Norden, men bør erstattes med bogstavberegning. Men allerede 1881 kan Martius Truelsen i Statistisk Oversigt over Typografien i Danmark i Aaret 1881 skrive, at »den forældede n-Beregning finder endnu Sted paa mindst 5 Provinsbogtrykkerier«, og det fremgår, at hovedstadens sættere ofte er på fast løn, 14-30 kr. om ugen; gennemsnittet 19,76 kr. ligger over »beregningssætternes«, skønt disse altså nu beregner bogstaver, men under trykkernes. Lunos sættere ligger på 18-30 kr., trykkerne på 14-30 for den da dominerende arbejdstid på ti timer daglig.

✂ Et springende punkt i hele arbejdsgangen var udfra ethvert synspunkt korrekturlæsningen. Faglitteraturen viser, at sætternes klager over illiberal kompensation for fremmedsprog (hvortil tysk ikke regnedes), satsblanding, bogstavtal etc. træder helt i baggrunden for klagen over tab ved korrekturrettelser. Det naturlige forhold, at egne fejl må bæres af sætteren, rettelser mod manuskriptet af forfatteren, skildres som en - i Tyskland ganskevist opnået - idealtilstand med megen bitterhed mod stærkt rettende forfattere og mod principaler, der henviser til det knappe budget og lader arbejdet gøre uden rimeligt vederlag. Vigtigere for os er dog arbejdsgangen. Gaskell dokumenterer udtrykkeligt, at manuskriptet helt op imod 1900 ofte kun benyttedes til læsning i trykkeriet, mens forfatteren læste uden manuskript. W. J. Karups skrift Om Correctur, 1860, nævner først sent og knapt forfatteren, mens dets afløser, F. R. Friis: Vejledning i Korrekturlæsning, 1876, regner med forfatterkorrekturer efter manuskript. Lazarus er ikke klar. Teknisk ses en brydningstid i den detaille, at korrektur i udskudte forme erstattes af korrektur afløst opbundne enkeltsider; det første var at foretrække, siger Lazarus, var det ikke fordi forfatterne er slemme til at rette mod manuskriptet. Karup siger udtrykkeligt, at forfatteren bør forlange korrektur af uombrukken sats, hvis han på forhånd venter at skulle rette meget. Når disse forfattere omtaler 1. korrektur, betyder det den der kun ses af trykkeriets korrektør. Friis når frem til betegnelsen huskorrektør (DO ÷), men ikke huskorrektur (DO 1891 ff); dette må muligvis holdes in mente, når Andersen taler om anden korrektur - det ville vi nu kalde første. Det er også værd at vide, at korrektøren ifl. Karup stedvis skal sammenholde 1. korr. med ms., men have hjælp af en konferent (oplæser), hvis texten er fuld aftal, citater etc.

61

✂ I denne forbindelse er det værd at sammenligne det utvivlsomme trykmanuskript til Den lille Havfrue med textudgaven (se forord til I og II) og med facsimileudgaven, Odense 1951; og det er beklageligt, at de eneste eventyrkorrekturer, vi kender, er så lidet givtige (se forord til IV). Derimod existerer korrekturen af Mit Livs Eventyr 1855 i Holger Laage-Petersens samling i Kgl. Bibl., desværre meget lidt benyttet i H. Topsøe-Jensens udgave 1951 med dens vigtige forord. Manuskriptet i Odense er ikke rart, og lakuner i korrekturens text viser, at det er en førstekorrektur, den pietetsfulde typograf Nestler har samlet (og mindre pietetsfuldt ladet beskære hårdt ved indbinding). Rettelserne er tydeligvis foretaget med mindst to hænder: Andersen har foretaget en del rutinerettelser og et antal ændringer, som ikke kan kaldes glubsk, selvom de let kan blive alvorlige, da korrekturen er leveret i udskudte sider (og på uopskårne ark, så rettelserne er svære at følge efter indbindingen). En anden hånd, Møllers eller Collins vel, har korrigeret bl.a. citater og navne. Og samme eller en tredie hånd har, periodevis med blyant, drysset nogle tusinde kommaer ud over den tykke bogs blade til exercits af den hastige og ugrammatikalske, men udtryksfulde forfatter. Dette er helt på linie med komma-manien i de øvrige bind af Samlede Skrifter (se s. 69 og allerede 66f). Det er disse detailler, der får korrekturen til at virke overmalet, og som må have forbitret sætteren, da de jo kunne have været klaret i manuskriptet; digterrettelserne er ikke nær på højde med fx Herman Bangs, Balzacs eller nogle af prøverne i Hellingas ovennævnte atlas.

✂ En anden ting er, at Andersen netop forlod sig på sine skolerette hjælpere. Dette vides eller anes i en række tilfælde, bl.a. af mange venlige og tillidsfulde bemærkninger om Møller i brevene til forlæggerne, og der skal især henvises til det lange citat af brev til Reitzel om EP-54 (s. 68), hvoraf man tør drage ret vidtgående konsekvenser, ihvertfald for alt andet end førsteudgaver. Ikke blot lader Andersen til at nøjes med et gennemsyn af 2. korr. (se ovenfor), men han anser Ingemanns exemplar af EP-50 for tilstrækkeligt kontrolmiddel - ændringer på det lavere niveau er ikke hans sag, uanset om man skal tænke sig EP-50 givet i sætteriet med eller uden tilretning. Se nu stikordene korrektur i Dagbøger XII 282 og L. R. Møller sst. XI 513.

✂ Uden at høre til de mest glansfulde discipliner indenfor litteraturforskningen synes alle disse forhold at fortjene opmærksomhed, ikke blot hvor talen er om H. C. Andersens eventyr, men i almindelighed. Den uimodsigelige omstændighed, at en bog er en fysisk genstand og tilblevet under visse love gældende for en sådan, trækker konsekvenser med sig, også - som vist bl.a. af Gaskell - for den maskinsatte og nu for den fotosatte bog. Også forfatterholdning og forlagspraxis spiller selvfølgelig til enhver tid en rolle for texten. Mangt et optryk beror på 62 forlagsarbejde alene; måske har forfatteren meddelt et lille antal ønskelige rettelser, måske simpelthen ønsket et helt uændret optryk. De uønskede småændringer kommer man i vidt omfang til livs ved fotografiske optryk eller ved ny satsfremstilling efter bevarede disketter og bånd, evt. omkodede til ændret skrift og format, metoder der har afløst den klassiske stereotypi og stående sats. Imidlertid kan textkritik, deskriptiv bibliografi, textologi, eller hvad man vil kalde det, ikke være et anliggende blot for filologisk orienterede forskere af ældre litteratur. Metoderne fortjener at omplantes til dansk og gerne til de nyere og nyeste hovedforfattere.

✂ - Den ældre danske typografiske faglitteratur har udg. behandlet i en række længere artikler i Dansk Provins Bogtrykkerforenings månedsblad Bogtrykkerbladet. Martius Truelsens statistiske pjece fra 1881 sammenfattedes i årg. 1981 s. 300-05, og under fællestitlen Dagligt arbejde i bogtrykkeriet omkring 1870 behandledes i 1983 Mendel Lazarus' Haandbog s. 104-07 (sats) og 140-43 (tryk), Karups og Friis' korrekturvejledninger 180-83, og »H. C. Andersen i bogtrykkerhænder« 282-86, bygget på ovenstående og på den bevarede forfatterkorrektur af Mit Livs Eventyr. I notater på denne bruger Andersen ordet spaltes i betydningen spatieres; det er i DO XXI 96 kun belagt i et brev fra Andersen til Collin og der - som ordbogsforklaringen viser - med usikker betydning.

✂

III: Ændringer udgavevis

✂ I nærværende afsnit kan der spares på henvisninger, da citaterne efter sagens natur kan findes indenfor et bestemt sidetal af udgaven. Af samme grund har udgiveren skønnet, at sidehenvisninger uden linietal er tilstrækkelige, især hvor citat følger; og på forhåbentlig umisforståelige steder meddeles kun en del af citatets yngre form (efter >).

✂

IV: Ændringer typologisk

103