Adjektiver og adverbier
Adjektivbortfald
✂ Nogle af exemplerne herpå turde være lapsus, simple begravelser; ord som lille og stor er dog så fremtrædende i materialet, at de kan være strøget for at udviske det barnlige præg, forbindelserne kan have; men ændringerne er spredt over mange udgaver, ikke koncentreret fx. i D, og findes som sædvanlig ofte kun i sidegrene afstemmaet. Se I 27 bare et (lille) Øieblik, 38 gammel, gammel > gammel B og senere, cf. II 289 gammel mOC, gammel, gammel AD, 61 den lille Svale > Svalen (2 gg.)» 69 den (store) prægtige Verden, 84 en (eneste), 90 en (stor) Glasklokke, 98 (hvide) Been, 143 (lidt) Mos, 170 (lille) Vers, videre II 43, 60, 79, III 141, IV 97, 115.
Adjektivtilsætning
✂ De fa exempler må være bevidste, men deres ophav og formål er ikke klart: III 189 et Aar > et heelt Aar, IV 185 det gamle Egetræs Drøm, der med gentagelse af titlen får tilføjet sidste, V 21 et gammelt Tyende > gammelt, ærligt.
Adjektivmorfemer
✂ Superlativ kan indsættes for grundformen som I 12729, II 483, eller omvendt III 19016. En omhyggelig pluralisbøjning af ny kan tilføjes som II 5527, 13526, se app., og tilsvarende neutrum: et rask Slag > et raskt Slag I 143. En gammeldags sideform kan forsvinde: III 26 lystelige Svende > lystige. Og en besværlig afledning kan reguleres: II 114 De tykhovedede Roser > tykhovede (= m), se DO VIII 520, der ikke kommenterer de konkurrerende former, heller ikke med bemærkning om, at den korte jo kunne være afledet af hov og altså misforståelig.
Det adverbielle -t
✂ Som bekendt kan -t efter et adjektiv betegne neutrum, men også være et adverbialmorfem, dog at især ord på -ig undgår adverbialmærket, 104 når adjektivet har fået en særbetydning (en grad, en personlig indstilling), men antager det som udtryk for måden hvorpå noget gøres. Aage Hansen oplyser MD II 384, at det var Axel Sørensen, der opdagede reglen 1891 i sin Danske biord. En grafisk så lille og semantisk ofte så diskutabel forskel må nødvendigt give bidrag til et variantapparat, der også rummer belæg for utvetydigt ordklasseskifte som pi. deilige > deiligt. Både tilsatte og fjernede -t'er vil snart føles rigtige, snart gale efter vor usus, og vil ofte repræsentere et frem- ogtilbage i noterne - hvor megen ulejlighed er ikke ofret uden reelt udbytte på disses oplysninger om egen(t)lig(t) og orden(t)lig(t). Alligevel må det være rimeligt at fremlægge en del af materialet, omend de bedste exempler er præsenteret af Anker Jensen (AJ 192f): II 34 lagde gode Æg > godt A2 , også omtalt ovenfor s. 91; II 295 hvor lykkeligt de lege > lykkelige D; IV 206 Tanderne ... skinne saa røde, således også k, men rødt O (fejl?). Jf. II 79 Der løb saa vims nogle store Fiirbeen > vimse nogle Fiirbeen D.
✂ -t tilføjes i ord uden -ig: III 53 Træet stod bladløs, 114 fiin klædt, 142 eensom staaende, 135 halvt gravet, jf. IV 14 og 15; disse steder kræver tydeligvis et adverbielt -t.
✂ -t bortfalder i ord uden -ig: I 142 dreiedes langsomt rundt; 148 [de] voxte vildt; 153 Hjertet endnu fuldt af Synd; 160 Det seer saa raskt ud; II 15 aabnede halvt sine Øine, III 37 sprang, saa hjertejuldt; her er både moderniseringer, fejl og særforhold.
✂ -t tilføjes i ord på -ig: I 31 at ligge rigtig godt; 106 veemodig stirrede de; 177 begyndt saa sildigO > sildigtA; II 93 nydelig hæftet op; 110 [dc] skinne saa deilige; IV 104 han saae stadig ind i ...; sst. det vilde være næsten uretfærdig; samme blanding som foregående punkt.
✂ -t bortfalder i ord på -igt, den største gruppe: I 24 havde virkeligt to Øine, 118 det gjorde dem saa inderligt ondt, 156 de vare saa overordentligt stolte, II 74 Nordlysene blussede saa nøiagtigt, 94 det var egentligt et Feil, 101 Flammen ... ikke brendte stadigt (her virkelig måden, hvorfor -t burde fastholdes, omtalt s. 67), 273 de saae meget anstændigt ud > adj. -ge, III 16 det har de nyligt seet, 134 ideligt maatte skrige, 180 Deiligt var det, 188 lyksaligt at være fri, IV 63 sagde han mildt og alvorligt > adj. mild og alvorlig. Exx. tyder på nogen usikkerhed i forholdet, det er sikkert kun enkelte (måske især det sidste), der kan tænkes at være afgjort på højere trin end ved sættekassen.
✂ Et særtilfælde i denne gruppe er III 78 handler forstandigen, hvis bibelsk klingende gamle adverbialendelse tabes i C, men ikke i D, og altså ikke moderniseres til -t.
Nogle konkurrerende adverbier
✂ Et meget lille men næppe tilfældigt materiale afskaffer ord af lidt tvivlsom lødighed i D-redaktørens skarpe øren; det skal dog ikke bestrides, at ordene findes urettede andetsteds i eventyrene. Således just, ifl. MO2 oftest i dagligtale, jf. AJ 200; det er rettet til netop I 90, II 50, 58 o.fl.st, udeladt II 289, og II 194 just feil > urigtigt. IV 187 haves min Nærværelse er nødig > nødvendig og 11 205 den som ret kunde opdage > rigtig - har nødig og ret smagt for tysk?
✂ hvordan og saadan har haft en lidt vexlende skæbne i forhold til hvorledes og saaledes; MO taler om hvor-parrets affinitet til adjektiv resp. adverbium, men har ingen stilistisk kommentar, mens DO VIII 925 skriver: »ordet [hvordan] har en tid lang været (søgt) undgaaet i (formentlig) »finere« spr. til fordel for hvorledes.« Og således rettes også I 176 i D. AJ 200 og Levin cit. DO XVIII 318 registrerer saadan som mere folkeligt end saaledes og vigende i skriftsproget, hvilket ses afspejlet I 178, II 177, 196, 270, og II 31 endda saadanne > saaledes, anderledes II 311, se app. En anden sag er, at saadan med sin affinitet til adjektiverne kan bøjes og skifte plads: II 41 saadant et nydeligt Grantræ > saadan, 136 saadanne > saadan, Igl. III 185, men saadan > saadant I 47, III 131. Jf. MD II 360 og 381. - Det er i denne forbindelse uvedkommende, at de mangfoldige forbehold i DO's kommentar til hvordan ikke er tidssvarende: forsøgene på at gøre hvorledes fint med eller uden anførselstegn har (støttet af den folkelige tautologi »hvordan og hvorledes«) ført til en devaluering af ordet; saadan er muligvis styrket i takt med hvordan.
✂ Om adv. der se under pronominer s. 100 og AJ 196ff med belæg fra Dødningen og Lykkens Galosker. Om adv. i forbindelse med verber s.u. præpositioner s. 107.
Adverbier udeladt ellet flyttet med moderniserende eller skriftsproglig tendens
✂ Adverbierne er ofte indholdslette og ofte syntaktisk mobile, så det kan ikke undre, at de ofte udelades eller flytter i textoverleveringen, foruden at de kan tilføjes og udskiftes. Blandt de mange banale exempler herpå, hvoraf nogle skal anføres nedenfor, er nogle trukket ud, fordi de tydeligvis - uanset ophavsmand - trækker texten en smule i regulerende og nutidig retning.
✂ Exx.: I 37 lige ned over Næsen > ned over Næsen, jf. 38; I 38 Vil du saa (> 106 nu) passe Qvæget (hvorefter nu må stryges i næste linie); 45 jo ikke ... slet ikke > ikke ... ikke, kun A2 , 75 Hver engang (> Gang) der kom en Prinds, 162 Skulle vi ikke flyve med > vi flyve, II 35 Ja det er en stor Fornøielse > er nok, hvad der altid hjælper lidt, når man ikke kan nedskrive den ironiske diktion, 63 saa vidste de ikke at sige > intet, 92 jeg gaaer nu saadan altid o g tænker mit > altid saadan, 305 lige ind (> ind) i Ansigtet, III 31 det var lidt flyttet tilside > flyttet lidt, 36 naar saa endelig han kom > naar han saa endelig kom, 42 at det skulde saadan staae > staae saadan, 49 ikke endnu kommet > endnu ikke kommet, jf. V 185.
Andre småændringer vedr. adverbier
✂ Med spredt exemplifikation og kommentar, i øvrigt blot som materiale, hidsættes en del henvisninger til steder, hvor adverbier tilsættes, fjernes, bytter plads etc. uden særlig valør.
✂ Exx.: I 2521, 315, 3213, 3421, 4919 20 22 rokering med visse adv., må være ægte, 6630, 8337. II 161, 1716, 3121, 3224, 3334, 4530, 517, 5518, 681 se app., 707, 9817, 12515 det blev mere > mere blev det, 1627, 19539, 2075, 2417 da og saa ombyttet i en lang konstruktion, 29831, 3213. III 2328, 282, 3034, 3937 Isolde glemte jo ogsaa heller ikke > ogsaa Isolde glemte ... D, men trods heller forbliver det jo en germanisme, 4627, 4639, 5217, 7027, 7225, 7528 for at undgå misforståelser, 9211, 9910, 10722, 12934, 1406 kejtet og ikke ordentlig oprettet syntax, 1425, 16424. IV 539, 14416, 1878, 20328, 22910, 24825. V 7635 Toner saa bløde og stærke > dertil stærke (typisk D - det skal understreges, at det er rigtigt, ikke bare en lapsus, at toner kan være både bløde og stærke), 15017, 15818, 18516.