Det adverbielle -t
✂ Som bekendt kan -t efter et adjektiv betegne neutrum, men også være et adverbialmorfem, dog at især ord på -ig undgår adverbialmærket, 104 når adjektivet har fået en særbetydning (en grad, en personlig indstilling), men antager det som udtryk for måden hvorpå noget gøres. Aage Hansen oplyser MD II 384, at det var Axel Sørensen, der opdagede reglen 1891 i sin Danske biord. En grafisk så lille og semantisk ofte så diskutabel forskel må nødvendigt give bidrag til et variantapparat, der også rummer belæg for utvetydigt ordklasseskifte som pi. deilige > deiligt. Både tilsatte og fjernede -t'er vil snart føles rigtige, snart gale efter vor usus, og vil ofte repræsentere et frem- ogtilbage i noterne - hvor megen ulejlighed er ikke ofret uden reelt udbytte på disses oplysninger om egen(t)lig(t) og orden(t)lig(t). Alligevel må det være rimeligt at fremlægge en del af materialet, omend de bedste exempler er præsenteret af Anker Jensen (AJ 192f): II 34 lagde gode Æg > godt A2 , også omtalt ovenfor s. 91; II 295 hvor lykkeligt de lege > lykkelige D; IV 206 Tanderne ... skinne saa røde, således også k, men rødt O (fejl?). Jf. II 79 Der løb saa vims nogle store Fiirbeen > vimse nogle Fiirbeen D.
✂ -t tilføjes i ord uden -ig: III 53 Træet stod bladløs, 114 fiin klædt, 142 eensom staaende, 135 halvt gravet, jf. IV 14 og 15; disse steder kræver tydeligvis et adverbielt -t.
✂ -t bortfalder i ord uden -ig: I 142 dreiedes langsomt rundt; 148 [de] voxte vildt; 153 Hjertet endnu fuldt af Synd; 160 Det seer saa raskt ud; II 15 aabnede halvt sine Øine, III 37 sprang, saa hjertejuldt; her er både moderniseringer, fejl og særforhold.
✂ -t tilføjes i ord på -ig: I 31 at ligge rigtig godt; 106 veemodig stirrede de; 177 begyndt saa sildigO > sildigtA; II 93 nydelig hæftet op; 110 [dc] skinne saa deilige; IV 104 han saae stadig ind i ...; sst. det vilde være næsten uretfærdig; samme blanding som foregående punkt.
✂ -t bortfalder i ord på -igt, den største gruppe: I 24 havde virkeligt to Øine, 118 det gjorde dem saa inderligt ondt, 156 de vare saa overordentligt stolte, II 74 Nordlysene blussede saa nøiagtigt, 94 det var egentligt et Feil, 101 Flammen ... ikke brendte stadigt (her virkelig måden, hvorfor -t burde fastholdes, omtalt s. 67), 273 de saae meget anstændigt ud > adj. -ge, III 16 det har de nyligt seet, 134 ideligt maatte skrige, 180 Deiligt var det, 188 lyksaligt at være fri, IV 63 sagde han mildt og alvorligt > adj. mild og alvorlig. Exx. tyder på nogen usikkerhed i forholdet, det er sikkert kun enkelte (måske især det sidste), der kan tænkes at være afgjort på højere trin end ved sættekassen.
✂ Et særtilfælde i denne gruppe er III 78 handler forstandigen, hvis bibelsk klingende gamle adverbialendelse tabes i C, men ikke i D, og altså ikke moderniseres til -t.