EB II:3 1842
✂ opnåede én kort, men meget rosende anmeldelse i Kjøbenhavnsposten 23.12.1841:
✂ Ole Lukøie og Svinedrengen er »de mest naive af disse fire yndige Smaa-Eventyr. »Rosen-Alfen« er fortalt efter en gammel italiensk Novelle, og »Boghveden« en Fabel i en meget smuk Form. At Andersens naive Eventyr ogsaa ere tiltrækkende for Andre end Smaabørn, er altfor bekjendt, til at det behøver at gjentages, deres Overførelse og smukke Udstyr i andre Sprog vidner tilstrækkeligt om deres anerkjendte poetiske Værd, hvorvel der dog nødvendigviis maa gaae meget tabt af den oprindelige Naivitet og de skjelmske Vendinger og Udtryk, som de have i deres danske Originalsprog.«
✂ Men samtidig er Andersen nu også blevet genstand for Corsarens satire. 31.12.1841 vælger bladet en enkelt scene fra Ole Lukøie ud og giver flg. »tolkning«:
✂ »Vi tør næsten bande paa, at H. Andersen i denne Bog (Pg. 11) har ville tage Revanche for den Maade, hvorpaa flere af hans nyere Værker ere blevne behandlede. - En Stork var saa uheldig at komme til Ænder og andet saadant Fjerkræ, til hvilke den taler om Africa og Pyramiderne (Africa? Er det ikke »Maurerpigens« og »Mulattens« Hjem?) »Men Ænderne forstode ikke, hvad han sagde, og saa puffede de til hinanden: »Skal vi være enige om, han er dum?« (Gik det ikke saaledes til med »Maurerpigen« og »Mulatten«?). - Nu vare de endvidere vittige over den stakkels Stork og kom saagar med Personligheder (»det er nogle 140 deilige tynde Been I har,« sagde en Kalkun, »hvad koster Alen?«);
✂ men Storken saae og hørte dem med taus Foragt. Og tilsidst kom da ogsaa En, der forstod den (en høi Person?), og lukkede op for den og lod den flyve til Syden (ligger Constantinopel ikke mod Syd?), hvorover da Ænderne bleve meget misundelige. - Den stakkels Stork! At den ogsaa skulde komme til at tale for Ænder! Børnene ville vist føle megen Medlidenhed, naar de læse denne Historie.«
✂ Tidsskriftet For Literatur og Kritik (udg. af Fyens Stifts literære Selskab, red. af kirkehistorikeren Ludvig Helveg) har i bd. 6 1848 en artikel af Frederik Sneedorff Birch om danske læsebøger. Da Boghveden er optaget i en ny læsebog bemærker anmelderen: »Det har altid vakt en uhyggelig Følelse hos Anm., naar en Plante er bleven fremstillet som Symbol paa noget Ondt, uden at dertil i dens Natur fandtes den allerringeste Anledning. Lad en Giftblomst, en Skarntyde, Bulmeurt o.s.fr. fremtræde som et saadant Symbol; - men nu Boghveden! - en uskyldig, for Menneskene høist vigtig Væxt; hvorved har den forskyldt at skulle opstilles som Repræsentant for Hovmodet? [...] Anm. maa derfor paa Boghvedens Vegne anmode sin personlige Ven H. C. Andersen om at restituere den nævnte Plantes Ære og at give den en passende Fyldestgjørelse ved i en anden Digtning af forskjelligt Indhold at lade dens gode Egenskaber vederfares den Ret, de fortjene.«
✂ Af brevkritik findes intet af betydning - undtaget et brev fra et lidt senere tidspunkt.
✂ Da Andersen havde skrevet eventyrkomedien Ole Lukøie, sendte han den til Hertz og bad om en udtalelse om dens sceniske værd. Hertz svarede også 10.3.1850, men det er mere eventyret end komedien han skriver om, og han bekræfter at figuren forekom samtiden ny:
✂ »Allerede for nogle Aar siden glædede jeg mig over et Par Træsnit (jeg troer til en af Gersons Børnebøger), hvor Ole Lukøie paa en sindrig Maade var fremstillet som en til vore Folkesagns Mytherække hørende, egen Person, ligesom Nissen, Ellefolk og Desl. Det var en ganske ny Idee; jeg veed ikke, hvem den oprindelig skyldes, men det er en virkelig Acqvisition i vore Folkesagns Mythologi, lige kjærkommen for Digteren som for de bildende Kunstnere. I Deres Eventyr har De (og meget muligt har jeg her primus motor) udviklet Ideen om ham videre, og blandt Andet ved at gjøre ham til en Broder af Døden givet denne fortræffelige, lille Patron, saaledes som Folketroen og Børneverdenen hidtil har kunnet tænke sig ham, mere Indhold og Dybde. Pedersen har i sine Træsnits-Tegninger ogsaa vidst at give ham et meget characteristisk Physiognomi. At De endelig nu har gjort ham til en Person i et Drama, er en lykkelig Tanke, der endnu oftere maa kunne benyttes« (BtA 246).