Andersen, H. C. NEH I:1 1858

NEH I:1 1858

A's bidrag til Folkekalender for Danmark, 1858 (udkom dec. 1857), var Flaskehalsen, og det blev fremhævet i Dagbladet 24.12.1857 (ej i BFN) som »et ypperligt Eventyr«. Også Fædrelandet 29.12. (ej i BFN) nævner det og sætter det på linje med Chr. Winthers bidrag, digtet 172 Sommerfuglen. Men da samme blad anmelder det nye hæfte allerede dagen efter udgivelsen 2.3.1858, hedder det: »Vi tør nok forudsige, at blandt disse Eventyr vil Digterens talrige Læsekreds sætte »Noget« høiest, thi dette hører virkelig til de allerfortrinligste, han har fortalt.« Men Dagbladet har 5.3.1858 ikke glemt Flaskehalsen. Efter at have fremhævet eventyret som den genre A »udfolder de skjønneste Sider af sin rige, humoristiske Digterbegavelse« i, hedder det: »»Flaskehalsen« [...] er saa smukt, saa rigt paa Humor og dyb poetisk Følelse, at det kappes om Ærespladsen [...] med »Noget«, der ligeledes hører til det Bedste, som nogensinde er udgaaet fra Andersens Pen.«

Flyvepostens omtale 6.3. består mest af almindeligheder, men præciserer dog, at »et Par af dem, navnlig den genialt tænkte og fortalte Historie »Noget«, maa henregnes til det Bedste, han endnu har skjænket os.«

Langt mere indgående er Berlingske Tidende 9.3.1858. Indledningsvis fastslås det, at »Den Fylde af Poesie, den dybe, velgjørende Livsphilosophie og det Mesterskab i Behandlingen, som udmærker disse ypperste Frembringelser af Andersens Muse, gjenfindes i samme Grad i denne Samling som i de ældre«. Derefter omtales de enkelte stykker - med undtagelse af Flaskehalsen. Pebersvendens Nathue og Det gamle Egetræes sidste Drøm er »to smukke indholdsrige Drømmebilleder«, især er det sidste »fuld af Ynde«. Suppe paa en Pølsepind og Noget har »en humoristisk-satirisk Charakteer tilfælles, og ere begge fortrinlige, undfangede med saa megen indre Sandhed. Høiest sætte vi dog »Noget« paa Grund af den classisk fuldendte Udførelse i hver Enkelthed, saavelsom i det Hele. I faa raske Træk betegnende Træk staae de fem Brødre for os, ved Siden af dem et mesterligt Billede af den gamle Mor Margrethe paa Diget, den kjærlige, ydmyge Qvinde, og det Hele slutter sig ypperligt sammen i Mødet foran Himmerigets Port, hvor den dybe Moral træder frem med slaaende Virkning. Særdeles moersom er Begyndelsen og Slutningen til »Suppe paa en Pølsepind«, smukt og fiint udført er baade den første og den tredie Fortælling af Musene, men det gunstige Indtryk forstyrres noget ved den anden Fortælling, som falder temmelig tung. Samlingen slutter med »Abc-Bogen«, i hvilken en Række nye Riim til Bogstaverne, hvoraf det tør antages, at en Deel engang vil gaae over i vore Abc-Bøger, ere indfattede i en meget humoristisk Ramme.«

Endelig begynder der nu også at komme anmeldelser i provinspressen. Som den første melder Lolland-Falsters Stiftstidende sig med en udførlig kritik 30.6.1858, som også omfatter det flg. hæfte, der var udkommet 15.5. Anmelderen undrer sig lidt over genreskellet mellem eventyr og historie, »uden at der dog er nogen bestemt Forskjel at paavise mellem disse to Arter«. Men hvad enten de kaldes det ene eller 173 det andet »tiltales vi paa en vidunderlig Maade af denne Blanding af Spøg og Alvor, Phantasi og Tanke, Billede og Gehalt, der gjør dem lige tiltrækkende for Ældre og Yngre, om de end ikke altid kunne forstaaes af Børn. Overhovedet er Forstaaelsen en Kategori, det ikke overalt kommer an paa ved disse Eventyr; thi medens nogle indeholde en bestemt Tanke, der kun er iført den poetiske Dragt, og hvor Moralen, som man kalder det, af sig selv er indlysende, ere andre vistnok slet ikke at opfatte paa den Maade, at der skal være en »Mening« eller »Betydning« i dem [...] de ere ikke Andet end digteriske Phantasier, snart i Fablens, snart i Eventyrets, snart i den simple eller allegoriske Fortællings Form. Medens saaledes »Suppe paa en Pølsepind« er et egentligt Eventyr, i hvilket »Meningen« vanskelig lader sig paavise, men hvor vi glæde os ved den frie Phantasi, er »Flaskehalsen«, som Forfatteren vel vilde kalde en »Historie«, da den holder sig til Menneskelivets Begivenheder og det Overnaturlige Intet her har at gjøre, et nydeligt, naivrørende Billede, men et Billede, der saaledes taler selv, at der ikke kan lægges anden Betydning deri, end Situationen selv [...] »Noget« er en dyb og smuk Fremstilling af de forskjellige Menneskers Livs Betydning og indre Værd. - Hvor Digteren derimod vil være ironisk og satirisk, som i ABC-Bogen, kunne vi ikke altid følge ham; men det kommer maaskee deraf, at man er tilbøielig til at lægge mere Betydning i Ordene end der er«.

A's yngre digterkollega, M. Goldschmidt, havde trofast i Corsaren langet ud efter eventyrene og navnlig deres digter. Han har også omtalt den lille genre i sine anmeldelser af romanerne De to Baronesser og At være eller ikke være, men nu kommer - i Nord og Syd, bd. I, 1858, 231-234 - hans første egentlige eventyrkritik: A har faet mange efterlignere, men når man læser dem, mindes man stadig ham, »men naar man læser ham, har man glemt dem [...] Andersen gjentager sjelden eller aldrig sig selv og udvikler sig heller ikke. Dog, »i selve Eventyrdigtningen kan mærkes en Forandring, som ikke er en Tilbagegang. Saaledes findes i nærværende sidste Samling [...] en dybere Følelse af Tilværelsen, en gribende, poetisk skjøn Vemod, navnlig i »Flaskehalsen« og »Pebersvendens Nathue« [...] Digteren har for fin en Sands til at lade Flaskehalsen yttre nogen Deltagelse - det er kun, hvor Menneskesorgen er lille, at det Umælende kan tale med uden at blive sentimentalt eller ubehageligt -; over den lille, simple Fortælling er udbredt en dyb Fornemmelse af Forgjængeligheden, af al Tilværelsens hemmelige Sympathi overfor denne, og af Noget, der lever stille og er uforgjængeligt. Det Samme gjælder saa temmelig om »Pebersvendens Nathue«; men det turde være, at Eventyret i denne Retning ikke kan gaae videre, uden at Vemoden vil synes at blive til Sørgmodighed.«

174

»I disse poetiske Skildringer [... er digteren] »naturfrom«, hvorimod han i »Det gamle Egetræes sidste Drøm« paany betegner sin Retning hen imod det kirkelig Fromme. Dette Sidste kan være saare godt og gavnligt, men næppe i Længden for Eventyrpoesien. Thi det specifikt Religiøse vil være Eneherre [...] Endnu Et beskjæftiger Andersen meget, og det er Kritiken. I »Suppe paa en Pølsepind« giver han den Sidehug, og i »Noget« ser man Recensenten blive udelukket fra Himmerig. Der er Noget deri; men naar en Poet kommer derop, mon da alle hans Værker blive indladte uden Kritik? [...] Endelig har Andersen skrevet nogle nye A-B-C-Vers, som vistnok for Størstedelen kunne træde istedenfor de gamle. Han har sat dem i en eventyrlig Ramme, idet den gamle A-B-C-Bog bliver en kritisk Hane, der læser og bedømmer sin Concurrent. Det er et morsomt og vittigt Indfald, og vi maae kun bemærke, at Hanen vilde blevet desto mere komisk, jo fortræffeligere Versene havde været.« Til sidst definerer Goldschmidt de to genrer: »Naar Væsener og Gjenstande optræde med selvstændigt og bevidst Liv, med symbolsk Betydning og dog tillige med barnlig Vilkaarlighed kalder man Digtningen Eventyr. Men det Livløse kan ogsaa bruges til at fortælle en menneskelig Begivenhed eller blot være Anledningen til, at den bliver fortalt, og saa have vi Noget, der omtrent er en sædvanlig Novelle; men formedelst det Skjær, som kastes derover fra den nære Eventyrverden, kalder Digteren den »en Historie«. »Flaskehalsen« og »Pebersvendens Nathue« ere Historier; af Eventyrene slutter »Noget« sig til den gamle, folkelige Eventyrdigtning, der søger at bringe trøstende Orden i Livet ved at fortsætte det til Himlens Porte. Men »Noget« er en Tilslutning eller Efterligning, hvorved det Gamle bliver paa original Maade gjendigtet og ligesom har faaet en finere og blødere Sands.«

Takket være sin kritiske distance får Goldschmidt her sagt noget, som hæver anmeldelsen op over alt, hvad der ellers blev skrevet i samtiden - før Georg Brandes' berømte essay om A.

Faldhøjden kan måles på den 13 sider lange anmeldelse et andet tidsskrift, nemlig Theater og Literatur, marts II, 1858 127-140, bragte. Efter nogle forvirrede betragtninger over de tidligere eventyr når kritikeren endelig frem til NEH 1, hvor han fastslår, at den første titel - Suppe paa en Pølsepind - er dækkende for hele hæftet, dog: »Perlen i Samlingen er »Flaskehalsen«, der nærmer sig den bedste Classe Eventyr, men adskiller sig dog igjen fra dem deri, at der ikke existerer noget Sympathieforhold mellem Mennesket og Tingen, der hver handler selvstændigt for sig [...] Eventyret indeholder iøvrigt mange Skjønheder, der dog maaskee ligge i Maaden, hvorpaa det er fortalt. Paa »Suppe paa en Pølsepind« ville vi raade Læseren ikke at smage, den er mere end tynd, den er det bare Vand.« Pebersvendens Nathue »skal 175 sætte Pebersvenden i et romantisk Lys, og forsvare ham mod den Spot, hvorfor han almindeligviis er udsat. Beskrivelsen af de første Pebersvende i Hyskenstræde er, skjøndt temmelig bekjendt, ret livlig og underholdende [...] I »Noget« har Forfatteren for første Gang forenet det satiriske og det religiøse Element, men omtrent som man forener Øl og Mælk ved for stærk Varme: hvert er gaaet til Sit igjen [...] I »det gamle Egetræes Drøm« fremtræder med usædvanlig Skjønhed Beskrivelsen af det gamle Egetræes og Døgnfluens forskjellige og dog saa lignende Tilværelse; det Relative i Tiden er fremhævet i disse to Liv [...] Men fra dette Sted aftager Fortællingen et andet Sving [...] Træet har i Julenatten en Drøm om alt Skjønt, det har oplevet; det gribes af en mægtig Længsel efter den lysende Sol, dets Rødder løsrive sig, og det flyver lige op i Himmelen. Ikke nok hermed, Træet har ogsaa et følende Hjerte, det vil have Alting med, Blomster og Urter, og ogsaa de rive sig løs fra Jorden, og deeltage i den almindelige Flyttedag. Man kan dog virkelig drive Godheden altfor vidt [...] Vil Prof. Andersen excellere yderligere i denne religiøs-phantastiske Retning, saa vil der snart ikke være en Stol eller et Bord i Stuen, der ikke kan være sikker paa den evige Salighed, og de Udkaarne ville ikke kunne flytte en Fod i Himmelen for Skramleri.«

Den stik modsatte vurdering tegner C. Rosenberg sig for i Dansk Maanedsskrift, 7. bd. 1858, 437-438, hvor Egetræet »maaskee [er] en af de mest romantiske Digtninger, som nogensinde er bleven til«. At lade træets længsel efter en evig tilværelse »være parret med en Kjærlighed, der omfatter alle Skabninger af samme Art, og dog at gjøre dette Billede saa sandt og levende, at det bliver poetisk Virkelighed, ikke en vilkaarlig Allegorie, en slig Tanke kunde kun fattes og udføres af en virkelig Digter, hvis Genie heelt og holdent tilhører Romantiken.« Også i de andre stykker træder denne ejendommelighed »ved det ægte Folkeeventyr meer eller mindre tydeligt frem. Navnlig er Fortællingen »Noget« baade i Anlæg og Tone en fortrinlig Legende, idet en dyb og alvorlig Lærdom ligger skjult i en barnlig Opdigtelse, der sætter Menneskenes Færd og Idræt i umiddelbar Forbindelse med den hiinsidige Verden [...] I »Suppe paa en Pølsepind« og »A. B. C. Bogen« leger Digterens Phantasie humoristisk og dog ikke uden Dybde med menneskelige Latterligheder. Over de to Fortællinger: »Flaskehalsen« og »Pebersvendens Nathue« endelig hviler et dybt, men humoristisk forklaret Veemod.« Til sidst understreges det, at A's skabende fantasi fortsat er på sin højde: »Der er saaledes ikke mange af hans tidligere Eventyr rigere paa brogede Billeder end »Suppe paa en Pølsepind«, og hvo der vil have et Begreb om Andersens Evne til med faa Træk at male Naturen, saa at man ligesom selv oplever den skildrede Scene med hele den i samme

        

176 liggende Stemning, behøver f.Eks. blot at lægge Mærke til Flaskens eensomme Seilads paa Havet, eller den deilige Skildring af den klare Julemorgen efter Stormen, der har fældet det gamle Egetræ«.

En rig høst, som fortsætter i brevene.

23.4.1858 takker digteren Andreas Munch i Christiania for bogen, som han »flere Gange siden har gjennemlæst, altid med samme Aandsforfriskelse. Jeg kan ikke andet end beundre denne Deres altid lige klar og frisk fremvældende Kilde af Digterungdom, denne sjældne Forbindelse af dyb Følelse og sundt Humør. Skulde jeg foretrække et af disse nye Eventyr, saa vilde det blive »Noget«, det er et Stykke en Jean Paul værdigt. Det er en stor Trøst i denne overkritiske Tid at see og følge en Digterpersonlighed som Deres. Man kommer derved til at tro paa sin Mission, og ikke lade sig forvilde eller forstemme ved Døgnets Raab« (Anna E. Munch: Et nordisk Digterhjem, 1954, 103).

At Ingemanns var »meget lykkelige i« Flaskehalsen og Suppe paa en Pølsepind fremgår af A's brev til Edvard Collin fra Basnæs 21.12.1857 (BEC II 292). I Ingemanns brev til A 29.5.1858 omtales udelukkende Goldschmidts anmeldelse: »Den er skrevet med venlig Paaskjønnelse af Deres Eiendommelighed, og med den er jeg paa Deres Vegne vel tilfreds [...] Goldschmidt er en af de Faa blandt vore Publicister, der have Sands for Idealitet midt i Paavirkningen af Tidsaandens Realisme. Han er selv Saameget Digter, som behøves for at raisonnere poetisk om Poesie« (BtA 353). Ingemann var en klog rådgiver: han må have haft en fornemmelse af, at A næppe var tilfreds med anmeldelsen og skynder sig så at afbøde et grædebrev.

At Signe Læssøes fromme hjerte måtte smelte over Egetræet kunne også forudses, men ikke at hun hele 3 gange meddeler A det. Første gang 28.12.1858: »Min hele Kjærlighed hænger ved Egetræet. I tre Aarhundreder var det Tusinder af Skabningers Lyst. I tre Gange tre Aarhundreder, ja, saa længe det danske Tungemaal lever, vil det leve og elskes og være en Ledestjerne for Sjælen, som det var for Havets Sønner« (BtA 501). 18.2.1859 tilføjer hun, »at det slet ingen Forklaring behøver, gjør mig det endnu dyrebarere. Det er mig som en Bibel: Ledetraad til alt Godt« (BtA 503 f). Og 18.4.1859 udbryder hun: »Lad disse Linier sige Dem, at jeg ikke vil blive her [: på jorden], men høre med mit elskede Egetræ de velsignede Ord: »Saa godt kan der være i Himlen!«« (BtA 510).