Andersen, H. C. Nye Eventyr og Historier. Tredie Række. Første Samling. 1872

Nye Eventyr og Historier.
Tredie Række. Første Samling.
1872.

122

NEH 9-72 (Bibl. 1017) udkom 30.3.1872 og indeholder: [I] Eventyr og Historier. Ny Samling 1872. [II] blank. [III] Eventyr og Historier af H. C. Andersen. Ny Samling. 1872. Kjøbenhavn. C. A. Reitzels Forlag. [IV] Bianco Lunos Bogtrykkeri ved F.S. Muhle. [V] nedenstående dedikation. [VI] blank. [VII] Indhold. [VIII] blank. 1-73 text. 74 blank. 75 nedenstående anmærkning. 76 blank. I modsætning til alle andre NEH-hæfter har dette ingen deltitler.

Forlæggerne af mine Skrifter,
Brødrene
Theodor Reitzel og Carl Reitzel

venskabeligst
tilegnet.

Anmærkning.

I forskjellige Blade og Tidsskrifter herhjemme og ovre i Amerika, er i den sidste Tid spredte om enkelte af mine nyeste Eventyr og Historier, disse har jeg samlet i dette lille Hefte og tilføiet endnu een, i dette Aar skrevet, men ikke trykt: »Gartneren og Herskabet«.

Kjøbenhavn, i Marts, 1872.
H. C. Andersen.

123

Lykken kan ligge i en Pind.

Nu skal jeg fortælle en Historie om Lykken. Vi kjende Allesammen Lykken: Nogle see den Aar ud, Aar ind, Andre kun i visse Aaringer, paa en enkelt Dag, ja, der gives de Mennesker, som kun een eneste Gang i deres Liv see den, men see den gjør vi Alle.

Nu behøver jeg ikke at fortælle, for det veed Enhver, at Vor Herre sender det lille Barn og lægger det i en Moders Skjød, - det kan være i det rige Slot og i den velhavende Stue, men ogsaa paa aaben Mark, hvor den kolde Vind blæser; dog Enhver veed nok ikke, og vist er det alligevel, at Vor Herre, idet han bringer Barnet, ogsaa bringer en Lykkegave til det, men den lægges ikke aabenlyst lige ved Siden af; den lægges et Sted i Verden, hvor man mindst tænker paa at finde den, og dog findes den altid; det er det Glædelige. Den kan være lagt i et Æble; det var den for en lærd Mand, som hed Newton: Æblet drattede, og saa fandt han sin Lykke. Kjender Du ikke Historien, saa bed dem om at fortælle den, som kan den; jeg har en anden Historie at fortælle, og det er en Historie om en Pære.

Der var en stakkels Mand, som var født i Armod, groet op i Armod, og paa den havde han giftet sig. Han var forresten Dreier af Profession og dreiede især Paraplyskafter og Paraplyringe; men han havde det neppe fra Haanden i Munden.

* * * * * * * * 124

»Jeg finder aldrig Lykken!« sagde han. Det er en virkelig oplevet Historie, og man kan nævne Landet og Stedet, hvor Manden boede, men det er nu det Samme.

De røde, sure Rønnebær voxte som den rigeste Pynt omkring hans Huus og Have. I den var dog ogsaa et Pæretræ, men det bar ikke en eneste Pære, og dog var Lykken lagt i dette Pæretræ, lagt i de usynlige Pærer.

En Nat stormede Vinden ganske forfærdeligt; man fortalte i Aviserne, at den store Diligence blev af Stormen løftet op fra Veien og kastet hen som en Klud. Sagtens kunde da en stor Green blive knækket af Pæretræet.

Grenen blev lagt ind i Værkstedet, og Manden dreiede, i Spøg, af den en stor Pære og saa nok en stor, derpaa en mindre og saa nogle ganske smaa.

Træet maatte dog engang sætte Pærer, sagde Manden, og saa gav han dem til Børnene at lege med.

Til Livets Nødvendighed i et vaadt Land hører nu rigtignok en Paraply. Hele Huset havde til fælles Brug kun een; blæste Vinden for stærkt, saa vendte Paraplyen sig, ja den knækkede endogsaa et Par Gange, men Manden satte den strax i god Stand igjen; dog ærgerligst var det, at Knappen, der skulde holde den sammen, naar den var slaaet ned, altfor tidt sprang af, eller Ringen, der blev sat om den, gik itu.

En Dag sprang Knappen; Manden søgte efter den paa Gulvet og fik der fat i een af de allermindste dreiede Smaapærer, en af dem, Børnene havde faaet til at lege med.

»Knappen er ikke til at finde!« sagde Manden, »men den lille Ting kan nok gjøre samme Gavn!« Saa borede han et Hul i den, trak en Lidse igjennem, og den lille Pære sluttede godt i den knækkede Ring. Det var sandelig den allerbedste Sammenholder, Paraplyen endnu havde havt.

Da Manden næste Aar skulde sende Paraplyskafter til Hovedstaden, hvor han leverede det Slags, sendte han ogsaa et Par af de dreiede smaa Træpærer med en halv Ring om, og bad om, at de maatte prøves, og saaledes kom de til Amerika. Der mærkede man snart, at den lille Pære holdt langt bedre end nogen anden Knap, og nu forlangte man af Kjøbmanden, at alle Paraplyer, som fulgte efter, skulde lukkes med en lille Pære.

* 125

Naa, der blev Noget at bestille! Pærer i Tusindviis! Træpærer paa alle Paraplyer! Manden maatte tage fat. Han dreiede og dreiede. Hele Pæretræet gik op i de smaa Træpærer! Det gav Skillinger, det gav Dalere!

»I det Pæretræ var min Lykke lagt!« sagde Manden. Han fik nu et stort Værksted med Svende og Drenge. Altid var han i godt Humeur og sagde: »Lykken kan ligge i en Pind!«

Det siger ogsaa jeg, som fortæller Historien.

Man har den Talemaade: »Tag en hvid Pind i Munden, saa er Du usynlig!« men det maa da være den rigtige Pind, den, som gives os i Lykkegave af Vor Herre. Den fik jeg, og jeg kan ogsaa ligesom Manden hente klingende Guld, blinkende Guld, det allerbedste, det, der blinker fra Barneøine, det, der klinger fra Barnemund, og fra Fader og Moder med. De læse Historierne, og jeg staaer midt i Stuen hos dem, men usynlig, thi jeg har den hvide Pind i Munden; fornemmer jeg nu, at de ere glade ved hvad jeg fortæller, ja, saa siger jeg ogsaa: Lykken kan ligge i en Pind!

*
126

Kometen.

Og Kometen kom, skinnede med sin Ildkjærne og truede med sit Riis; der blev seet paa den fra det rige Slot, fra det fattige Huus, fra Stimlen paa Gaden og af den Eensomme, der gik hen over den veiløse Hede; hver havde sin Tanke derved.

»Kom og see det Himlens Tegn! kom og see det pragtfulde Syn!« blev der sagt, og Alle skyndte sig at see.

Men inde i Stuen sad endnu en lille Dreng og hans Moder; Tællelyset brændte, og Moder syntes at der var en Høvlspaan i Lyset; Tællen stod op i Spids og krøllede, det betød, troede hun, at den lille Dreng maatte snart døe, Høvlspaanen vendte jo mod ham.

Det var en gammel Overtro, og den havde hun.

Den lille Dreng skulde just leve mange Aar paa Jorden, leve og see Kometen, naar den efter mere end tresindstyve Aar viste sig igjen.

Den lille Dreng saae ikke Høvlspaanen i Lyset, havde heller ikke Tanke om Kometen, der første Gang i hans Liv skinnede fra Himlen. Han sad med en klinket Spølkumme foran sig; i den var pidsket Sæbevand, og ned i den dyppede han Hovedet af en lille Kridtpibe, satte saa Stilken for Munden og blæste Sæbebobler, smaa og store; de bævede og svævede med de deiligste Couleurer, der skiftede fra Guult til Rødt, Lilla og Blaat,

* * * * * * * 127

og saa blev det grønt som Skovens Blad, naar Solen skinner gjennem det.

»Gud unde Dig Aar her paa Jorden, saa mange, som de Bobler Du blæser!«

»Saa mange, saa mange!« sagde den Lille. »Sæbevandet kan aldrig blæses op!« og den Lille blæste Boble paa Boble.

»Der flyver et Aar! der flyver et Aar, see hvor de flyve!« sagde han ved hver Boble, der lysnede sig og ftøi. Et Par foer ham lige ind i Øinene; det sved, brændte, han fik Taarer i Øinene. I hver Boble saae han lagt et Fremtids-Syn, skinnende, glimrende.

»Nu kan man see Kometen!« raabte Naboerne. »Kom dog ud; sid ikke derinde!«

Og Moder tog den Lille ved Haanden; han maatte lægge Kridtpiben, slippe Legetøiet med Sæbeboblerne; Kometen var der.

Og den Lille saae den lysende Ildkugle med den straalende Hale; Nogle sagde, at den viste sig tre Alen lang, Andre, at den var Millioner Alen; man seer saa forskjellig!.

»Børn og Børnebørn kunne være døde før den viser sig igjen!« sagde Folk.

De Fleste af dem, som sagde det, vare ogsaa døde og borte, da den atter viste sig; men den lille Dreng, for hvem Høvlspaanen stod i Lyset og Moderen troede om: »han døer snart!« han levede endnu, var gammel og hvidhaaret. »Hvide Haar er Alderens Blomster!« siger Ordsproget, og han havde mange af de Blomster; han var nu en gammel Skolemester.

Skolebørnene sagde, at han var saa klog, vidste saa Meget, kjendte Historie, Geographi og hvad man veed om Himmellegemerne.

»Alt kommer igjen!« sagde han; »bid bare Mærke i Personer og Begivenheder og I skulle kjende, at de altid komme igjen, i anden Kjole, i andet Land.«

Og Skolemester havde da fortalt om Vilhelm Tell, der maatte skyde et Æble af sin Søns Hoved, men før han udskød Pilen, gjemte han paa sit Bryst en anden Piil til at skyde i Brystet paa

* 128

den onde Gessler. Det var i Schweiz det skete, men mange Aar forud skete det Samme i Danmark med Palnatoke; han maatte ogsaa skyde et Æble af sin Søns Hoved og gjemte som Tell en Piil til at hevne sig med; og for mere end tusinde Aar længere tilbage, blev nedskrevet den samme Historie som hændet i Ægypten; det Samme kommer igjen ligesom Kometerne, de fare hen, blive borte og komme igjen.

Og han talte om Kometen, som var i Vente, Kometen, han havde seet som lille Dreng. Skolemester vidste om Himmellegemerne, tænkte over dem, men glemte derfor ikke Historie og Geographi.

Sin Have havde han anlagt i Skikkelse af et Danmarks Landkort. Her stode Urter og Blomster, som de bedst høre hjemme i Landets forskjellige Egne. »Hent mig Ærter!« sagde han, og saa gik man til det Bed, der forestillede Lolland. »Hent mig Boghvede!« og saa gik man til Langeland. Den deilige blaae Entian og Porsurten vare at finde oppe paa Skagen, den glindsende Christtjørn ovre ved Silkeborg. Byerne selv vare antydede ved Postamenter. Her stod St. Knud med Lindormen, det betød Odense. Absalon med Bispestav betød Sorø; det lille Fartøi med Aarer var Mærke for, at her laae Byen Aarhuus. Af Skolemesters Have lærte man godt Danmarks Landkort; men man maatte jo først belæres af ham, og det var saa fornøieligt.

Nu var Kometen i Vente, og om den fortalte han og hvad Folk i gamle Dage, da den sidst var her, havde sagt og dømt. »Komet-Aaret er et godt Viin-Aar,« sagde han, »man kan spæde Vinen med Vand, det mærkes ikke. Viinhandlerne skulle holde saa meget af Komet-Aar.«

Luften stod med Skyer hele fjorten Nætter og Dage, Kometen kunde ikke sees, men den var der.

Den gamle Skolemester sad i sit lille Kammer tæt op til Skolestuen. Det bornholmske Uhr fra hans Forældres Tid stod i Krogen, de tunge Blylodder hverken løftedes eller sank, Perpendikelen rørte sig ikke; den lille Gjøg, som fordum kom frem og kukkede Klokkeslettet, havde i flere Aar siddet taus bag lukket Laage; Alt var stumt og stille derinde, Uhret gik ikke mere. Men det gamle Claveer tæt ved, ogsaa fra Forældrenes Tid, havde Liv endnu, Strængene kunde klinge, rigtignok lidt hæst, klinge en heel Menneskealders Melodier. Den gamle Mand erindrede derved saa Meget, baade Glædeligt og Bedrøveligt, i

* 129

den Række af Aar, fra han som Lille saae Kometen, og til nu den var her igjen. Han huskede hvad Moder havde sagt ved Høvlspaanen i Lyset, han huskede de deilige Sæbebobler, han blæste; hver var et Leveaar, havde han sagt, hvor skinnende, hvor farvesprængt! alt Deiligt og Glædeligt saae han deri: Barnelege og Ungdomslyst, hele den vide Verden aaben i Solskin, og ud i den skulde han! det var Fremtidsbobler. Som gammel Mand fornam han fra Claverets Strænge Melodier fra den svundne Tid: Erindringsbobler med Mindernes Farveskjær; der klang Bedstemoders Strikkevise:

»Vist ingen Amazone
Den første Strømpe bandt.«

Der klang Visen, som Husets gamle Pige havde sunget for ham som Barn:

»Her er saa mangen Fare
I Verden gjennemgaae,
For Den, som ung mon være
Og Lidet kan forstaae.«

Nu løde Melodier fra det første Bal, en Menuet og Molinaski; nu løde bløde, veemodsfulde Toner, der kom Taarer i den gamle Mands Øine, nu bruste en Krigsmarsch, nu Psalmesang, nu muntre Toner, Boble paa Boble, som da han som lille Dreng blæste dem af Sæbevand.

Hans Øine vare heftede mod Vinduet, en Sky derude paa Himlen gled bort, han saae i den klare Luft Kometen, dens skinnende Kjærne, dens lysende Taageslør.

Det var som om han havde seet det den Aften igaar, og dog laae et heelt rigt Menneskeliv imellem den Tid og nu; dengang var han Barn og saae i Boblerne »fremad«, nu viste Boblerne »tilbage«. Han følte Barnesind og Barnetro, hans Øine lyste, hans Haand sank ned paa Tangenterne; - det klang som sprang der en Stræng.

»Kom dog og see, Kometen er her!« blev der raabt af Naboerne. »Himlen er saa deilig klar! kom dog for rigtig at see!«

Den gamle Skolemester svarede ikke, han var afsted for rigtig at see; hans Sjæl var afsted paa større Bane, i et videre Rum, end Kometen gjennemflyver. Og den blev der igjen seet paa fra det rige Slot, fra det fattige Huus, af Stimlen paa Gaden og af den Eensomme paa den veiløse Hede. Hans Sjæl blev seet paa af Gud og af de kjære Forudgangne, dem, han længtes efter.

*
130

Ugedagene.

Ugedagene vilde ogsaa engang slaae sig løs, komme sammen og holde Gilde. Hver Dag var iøvrigt saa optaget, at de, Aaret rundt, ikke havde Fritid at raade over; de maatte have en aparte heel Dag, men den havde de da ogsaa hvert fjerde Aar: Skuddagen, der lægges i Februar for at bringe Orden i Tidsregningen.

Paa Skuddagen vilde de altsaa komme sammen til Gilde, og da Februar er Fastelavns-Maaned, vilde de komme carnevalsklædte efter hvers Fornemmelse og Bestemmelse; spise godt, drikke godt, holde Taler og sige hverandre Behageligheder og Ubehageligheder i ugeneert Kammeratskab. Oldtidens Kæmper kastede hverandre, ved Maaltiderne, de afgnavede Kjødbeen i Hovedet, Ugedagene vilde derimod dænge hverandre over med Mundgodt af Brandere og skarnagtige Vittigheder, som de kunne falde i uskyldige Fastelavns-Løier.

Saa var det Skuddag, og saa kom de sammen.

Søndag, Formand for Ugedagene, traadte op i sort Silkekappe; fromme Mennesker vilde troe, at han var præsteklædt til at gaae i Kirke; Verdensbørn saae, at han var i Domino for at gaae paa Lystighed, og at den blussende Nellike, han bar i Knaphullet, var Theatrets lille røde Lygte, som sagde: »Alt er udsolgt, see nu til at I more Eder!«

* * * * * * * 131

Mandag, ungt Menneske, i Familie med Søndagen, og særligt hengiven til Fornøielse, fulgte efter. Han forlod Værkstedet, sagde han, naar Vagtparaden trak op.

»Jeg maa ud at høre Offenbachs Musik; den gaaer mig ikke til Hovedet og ikke til Hjertet, den kriller mig i Been-Musklerne, jeg maa dandse, have en Sviir, faae et blaat Øie at sove paa og saa tage fat paa Arbeidet næste Dag. Jeg er Nyet i Ugen!«

Tirsdag dvs. Tyrs Dag, Kraftens Dag. -

»Ja, det er jeg!« sagde Tirsdag. »Jeg tager fat paa Arbeidet, spænder Merkurs Vinger paa Kjøbmandens Støvler, seer til i Fabrikkerne om Hjulene ere smurte og dreie sig, holder over at Skrædderen sidder paa Bordet og Brolæggeren paa Brostenene; hver passe sin Dont! jeg holder Øie med det Hele, derfor møder jeg i Politi-Uniform og kalder mig Politirsdag. Er det en daarlig Brander, forsøg I Andre at give een, der er bedre!«

»Saa kommer jeg!« sagde Onsdag. »Jeg staaer midt i Ugen. Tydsken kalder mig Hr. Mittwoch. Jeg staaer som Svend i Boutiken, som Blomst midt imellem de andre ærede Ugedage! Marschere vi Alle op, saa har jeg tre Dage for, tre Dage bag, det er som en Æresvagt; jeg maa troe, at jeg er den anseeligste Dag i Ugen!«

Torsdag mødte klædt som Kobbersmed med Hammer og Kobberkjedel, det var hans Adels Attribut.

»Jeg er af den høieste Byrd!« sagde han, »hedensk, guddommelig! i Nordens Lande er jeg kaldt op efter Thor, og i Sydens Lande efter Jupiter, som begge forstode at tordne og lyne; det er blevet i Familien!«

Og saa slog han paa Kobberkjedelen og beviste sin høie Byrd.

Fredag var klædt ud som ung Pige og kaldte sig Freia, ogsaa til en Forandring Venus, det kom an paa Sprogbrugen i de Lande hvor hun traadte op. Hun var iøvrigt af en stille, blid Charakteer, sagde hun, men i Dag flot og fri; det var jo Skuddag, og den giver Frihed for Qvinden, da tør hun, efter gammel Brug, frie selv og behøver ikke at lade sig frie til.

Løverdag traadte op som gammel Huusholderske med Kost og Renselses-Attribut. Hendes Liv-Ret var Øllebrød, dog forlangte hun ikke, at den ved denne festlige Leilighed skulde

* 132

sættes med paa Bordet for dem Alle, men kun at hun maatte faae den, og hun fik den.

Og saa bænkede Ugedagene sig.

Her ere de nedtegnede alle syv, brugbare for Tableauer i Familiekredse; der kunne de gives saa morsomme, man mægter det, vi give dem her kun som en Spøg i Februar, den eneste Maaned, der faaer en Dag i Tillæg.

*
133

Solskins-Historier.

»Nu skal jeg fortælle!« sagde Blæsten.

»Nei, tillader De,« sagde Regnveiret, »nu er det min Tour! De har længe nok staaet ved Gadehjørnet og tudet alt hvad De kunde tude!«

»Er det Tak,« sagde Blæsten, »fordi jeg til Ære for Dem har vendt mangen Paraply, ja knækket den, naar Folk ikke vilde have med Dem at gjøre!«

»Jeg fortæller!« sagde Solskinnet, »stille!« og det blev sagt med Glands og Majestæt, saa Blæsten lagde sig saa lang den var, men Regnveiret ruskede i Blæsten og sagde: »Det skulle vi taale! hun bryder altid igjennem, denne Madame Solskin. Vi ville ikke høre efter! det er ikke Umagen værdt at høre efter!«

Og Solskinnet fortalte:

»Der fløi en Svane hen over det rullende Hav; hver Fjer paa den skinnede som Guld; een Fjer faldt ned paa det store Kjøbmands-Skib, som for fulde Seil gled forbi; Fjeren faldt i det krøllede Haar paa den unge Mand, Tilsynsmand over Varerne, Supercargo kaldte de ham. Lykkefuglens Fjer berørte hans Pande, blev Pen i hans Haand, og han blev snart den rige Kjøbmand, der nok kunde kjøbe sig Sporer af Guld, forvandle Guldfad til Adelsskjold; jeg har skinnet ind i det!« sagde Solskinnet.

»Svanen fløi hen over den grønne Eng, hvor den lille Faarevogter, en Dreng paa syv Aar, havde lagt sig i Skyggen af det gamle, eneste Træ herude. Og Svanen i sin Flugt kyssede et af

* * * * * 134

Træets Blade, det faldt i Drengens Haand, og det ene Blad blev til tre, blev til ti, blev til en heel Bog, og han læste i den om Naturens Underværker, om Modersmaalet, om Tro og Viden. Mod Sengetid lagde han Bogen under sit Hoved for ikke at glemme hvad han havde læst, og Bogen bar ham til Skolebænk, til Lærdoms Bord. Jeg har læst hans Navn mellem de Lærdes!« sagde Solskinnet.

»Svanen fløi ind i Skoveensomhed, hvilede sig der paa de stille mørke Søer, hvor Aakanden groer, hvor de vilde Skovæbler groe, hvor Gjøg og Skovdue har hjemme.

En fattig Kone samlede Brændsel, nedfaldne Grene, bar dem paa sin Ryg, sit lille Barn bar hun ved Brystet og gik sin Hjemvei. Hun saae den gyldne Svane, Lykkens Svane, løfte sig fra den sivgroede Bred. Hvad skinnede der? Et gyldent Æg; hun lagde det ved sit Bryst og Varmen blev; der var vist Liv i Ægget. Ja, det pikkede indenfor Skallen, hun fornam det og troede, det var hendes eget Hjerte, der slog.

Hjemme i sin fattige Stue tog hun Guld-Ægget frem. »Tik! tik!« sagde det, som var det et kosteligt Gulduhr, men et Æg var det med levende Liv. Ægget revnede, en lille Svaneunge, fjedret, som af det pure Guld, stak Hovedet frem; den havde om Halsen fire Ringe, og da den fattige Kone netop havde fire Drenge, tre hjemme og den fjerde, som hun havde baaret med i Skoveensomheden, saa begreb hun strax, at her var en Ring til hver af Børnene, og idet hun begreb det, fløi den lille Guldfugl.

Hun kyssede hver Ring, lod hvert Barn kysse een af Ringene, lagde den ved Barnets Hjerte, satte den paa Barnets Finger.

»Jeg saae det!« sagde Solskinnet. »Jeg saae hvad der fulgte!«

Den ene Dreng satte sig i Leergraven, tog en Klump Leer i sin Haand, dreiede det med Fingrene, og det blev en Jason-Skikkelse, der havde hentet det gyldne Skind.

Den anden af Drengene løb strax ud paa Engen hvor Blomsterne stode med alle tænkelige Farver; han plukkede en Haandfuld, klemte dem saa fast, at Safterne sprøitede ham ind i hans Øine, vædede Ringen, det kriblede og krablede i Tanker og i Haand, og efter Aar og Dag talte den store Stad om den store Maler.

Den tredie af Drengene holdt Ringen saa fast i sin Mund, at den gav Klang, Gjenlyd fra Hjertebunden; Følelser og Tanker løftede sig i Toner, løftede sig, som syngende Svaner, dukkede

* 135

sig, som Svaner, ned i den dybe Sø, Tankens dybe Sø; han blev Tonernes Mester, hvert Land kan nu tænke: »mig tilhører han!«

Den fjerde Lille, ja han var Skumpelskud; han havde Pip, sagde de, han skulde have Peber og Smør, som de syge Kyllinger! de sagde nu Ordene med den Betoning de vilde: »Peber og Smøer!« og det fik han; men af mig fik han et Solskins-Kys,« sagde Solskinnet, »han fik ti Kys for eet. Han var en Digter-Natur, han blev knubset og kysset; men Lykkeringen havde han fra Lykkens gyldne Svane. Hans Tanker fløi ud som gyldne Sommerfugle, Udødeligheds-Symbolet!«

»Det var en lang Historie den!« sagde Bl_sten.

»Og kjedelig!« sagde Regnveiret. »Blæs paa mig, at jeg kan komme mig igjen!«

Og Blæsten blæste, og Solskinnet fortalte:

»Lykkens Svane fløi hen over den dybe Havbugt, hvor Fiskerne havde spændt deres Garn. Den Fattigste af dem tænkte paa at gifte sig og han giftede sig.

Til ham bragte Svanen et Stykke Rav; Rav drager til sig, det drog Hjerter til Huset. Rav er den deiligste Røgelse. Der kom en Duft, som fra Kirken, der kom en Duft fra Guds Natur. De følte ret Huuslivets Lykke, Tilfredshed i de smaa Kaar, og da blev deres Liv en heel Solskins-Historie.«

»Skulle vi nu bryde af!« sagde Blæsten. »Nu har Solskinnet længe nok fortalt. Jeg har kjedet mig!«

»Jeg ogsaa!« sagde Regnveiret.

»Hvad sige nu vi Andre, som have hørt Historierne?«

»Vi sige: »»nu ere de ude!««

*
136

Oldefa'er.

Oldefa'er var saa velsignet, klog og god, vi saae Alle op til Oldefa'er; han kaldtes egenlig, saa langt jeg kunde huske tilbage, Fa'erfa'er, ogsaa Mo'erfa'er, men da min Broder Frederiks lille Søn kom i Familien, avancerede han til Oldefa'er; høiere op kunde han ikke opleve! Han holdt saa meget af os Allesammen, men vor Tid syntes han ikke at holde rigtig af: »Gammel Tid var god Tid!« sagde han; »sindig og solid var den! nu er der saadan en Galop og Venden op og ned paa Alt. Ungdommen fører Ordet, taler om Kongerne selv, som om de vare dens Ligemænd. Enhver fra Gaden kan dyppe sin Klud i raaddent Vand og vride den af paa Hovedet af en Hædersmand!«

Ved saadan Tale blev Oldefa'er ganske rød i Ansigtet; men lidt efter kom igjen hans venlige Smiil og da de Ord: »Naa, ja! maaskee tager jeg noget feil! jeg staaer i gammel Tid og kan ikke faae ret Fodfæste i den nye, Vor Herre lede og føre den!«

Naar Oldefa'er talte om gammel Tid, var det ligesom om den kom tilbage til mig. I Tankerne kjørte jeg da i Guld-Karreet med Heidukker, saae Laugene flytte Skilt i Optog med Musik og Faner, var med i de morsomme Julestuer med Panteleg og Udklædning. Der var jo rigtignok ogsaa i den Tid meget Fælt og Grueligt, Steiler, Hjul og Blods-Udgydelse, men alt det

* * * * * * 137

Gruelige havde noget Lokkende og Vækkende. Jeg fornam om de danske Adelsmænd, der gav Bonden fri, og Danmarks Kronprinds, der ophævede Slavehandelen.

Det var yndigt at høre Oldefa'er fortælle derom, høre fra hans Ungdomsdage; dog Tiden foran den var dog den allerdeiligste, saa kraftig og stor.

»Raa var den!« sagde Broder Frederik, »Gud skee Lov at vi ere ud over den!« og det sagde han reent ud til Oldefa'er. Det skikkede sig ikke, og dog havde jeg megen Respect for Frederik; han var min ældste Broder, han kunde være min Fader, sagde han; han sagde nu saa meget Løierligt. Student var han med bedste Charakteer og saa flink paa Faders Contor, at han kunde snart gaae med ind i Forretningerne. Han var Den, Oldefa'er meest indlod sig med, men de kom altid op at disputere. De To forstode ikke hinanden og vilde aldrig komme til det, sagde hele Familien, men i hvor lille jeg end var, mærkede jeg dog snart, at de To ikke kunde undvære hinanden.

Oldefa'er hørte til med lysende Øine naar Frederik fortalte eller læste op om Fremskridt i Videnskaben, om Opdagelser af Naturens Kræfter, om alt det Mærkelige i vor Tid.

»Menneskene blive klogere, men ikke bedre!« sagde da Oldefader. »De opfinde de forfærdeligste Ødelæggelsesvaaben mod hverandre!«

»Des hurtigere er Krigen forbi!« sagde Frederik, »man venter ikke syv Aar paa Fredens Velsignelse! Verden er fuldblodig, den maa imellem have en Aareladning, det er fornødent!«

En Dag fortalte Frederik ham noget virkeligt Oplevet i vor Tid i en lille Stat. Borgemesterens Uhr, det store Uhr paa Raadhuset, angav Tiden for Byen og dens Befolkning; Uhret gik ikke ganske rigtigt, men hele Byen rettede sig dog derefter. Nu kom ogsaa der i Landet Jernbaner, og de staae i Forbindelse med alle andre Landes, man maa derfor vide Tiden nøiagtig, ellers løber man paa. Jernbanen fik sit solrettede Uhr, det gik rigtigt, men ikke Borgemesterens, og nu rettede alle Byens Folk sig efter Jernbane-Uhret.

Jeg loe og fandt at det var en morsom Historie, men Oldefa'er loe ikke, han blev ganske alvorlig.

»Der ligger en heel Deel i hvad Du der fortæller!« sagde han, »og jeg forstaaer ogsaa din Tanke ved at Du fortæller mig det.

* 138

Der er Lærdom i dit Uhrværk. Jeg kommer fra det til at tænke paa et andet, mine Forældres gamle, simple, bornholmske Uhr med Blylodder; det var deres og min Barndoms Tidsmaaler; det gik vel ikke saa ganske nøiagtigt, men det gik, og vi saae til Viseren, den troede vi paa og tænkte ikke paa Hjulene indeni. Saadan var ogsaa dengang Statsmaskinen, man saae trygt paa den, og troede paa Viseren. Nu er Statsmaskinen bleven et Uhr af Glas, hvor man kan see lige ind i Maskineriet, see Hjulene dreie og snurre, man bliver ganske angest for den Tap, for det Hjul! hvorledes skal det gaae med Klokkeslettet, tænker jeg, og har ikke længer min Barnetro. Det er Nutids Skrøbelighed!«

Og saa talte Oldefa'er sig ganske vred. Han og Frederik kunde ikke komme ud af det sammen, men skilles kunde de heller ikke, »ligesom den gamle og den nye Tid« I - det fornam de begge To og hele Familien, da Frederik skulde paa Reise, langt bort, til Amerika. Det var i Husets Anliggende Reisen maatte gjøres. Det var en tung Skilsmisse for Oldefa'er, og Reisen var saa lang, heelt over Verdenshavet, til en anden Deel af Jordkloden.

»Hver fjortende Dag vil Du have Brev fra mig!« sagde Frederik, »og hurtigere end alle Breve, vil Du gjennem Telegraphtraaden kunne høre fra mig; Dagene blive Timer, Timerne Minutter!«

Gjennem Telegraphtraaden kom Hilsen da Frederik i England gik ombord. Tidligere end et Brev, selv om de flyvende Skyer havde været Postbud, kom Hilsen fra Amerika, hvor Frederik var stegen i Land; det var kun nogle Timer siden.

»Det er dog en Guds Tanke, der er forundt vor Tid!« sagde Oldefa'er; »en Velsignelse for Menneskeheden!«

»Og i vort Land bleve de Naturkræfter først forstaaede og udtalte, har Frederik sagt mig.«

»Ja,« sagde Oldefa'er og kyssede mig. »Ja, og jeg har seet ind i de to milde Øine, som først saae og forstode denne Naturkraft, det var Barneøine som dine! og jeg har trykket hans Haand!« Og saa kyssede han mig igjen.

Mere end en Maaned var gaaet, da der i et Brev fra Frederik kom Efterretning om, at han var bleven forlovet med en ung, yndig Pige, som bestemt hele Familien vilde være glad ved.

* 139

Hendes Photographi sendtes og blev beseet med bare Øine og med Forstørrelsesglas, for det er det Bare ved de Billeder, at de kunne taale at sees efter i de allerskarpeste Glas, ja at da kommer Ligheden endnu mere frem. Det har ingen Maler formaaet, selv de allerstørste i de gamle Tider.

»Havde man dog dengang kjendt den Opfindelse!« sagde Oldefa'er, »da havde vi kunnet see Ansigt til Ansigt Verdens Velgjørere og Stormænd! - Hvor dog Pigebarnet her seer mild og god ud!« sagde han og stirrede gjennem Glasset. »Jeg kjender hende nu, naar hun træder ind ad Døren!«

Men nær var det aldrig skeet; lykkeligviis hørte vi hjemme ikke ret om Faren, før den var forbi.

De unge Nygifte naaede i Glæde og Velbefindende England, derfra vilde de med Dampskib gaae til Kjøbenhavn. De saae den danske Kyst, Vestjyllands hvide Sandklitter; da reiste sig en Storm, Skibet stødte mod en af Revlerne og sad fast; Søen gik høit og vilde bryde Fartøiet; ingen Redningsbaad kunde virke; Natten fulgte, men midt i Mulmet foer fra Kysten en lysende Raket hen over det grundstødte Skib; Raketten kastede sit Toug hen over det, Forbindelsen var lagt mellem dem derude og dem paa Land, og snart droges, gjennem tunge, rullende Søer, i Redningskurven en ung, smuk Qvinde, lyslevende; og uendelig glad og lykkelig var hun, da den unge Huusbond snart stod hos hende paa Landjorden. Alle ombord bleve frelste; det var endnu ikke lys Morgen.

Vi laae i vor søde Søvn i Kjøbenhavn, tænkte hverken paa Sorg eller Fare. Da vi nu samledes om Bordet til Morgen-Kaffe, kom et Rygte, bragt ved et Telegram, om et engelsk Dampskibs Undergang paa Vestkysten. Vi fik stor Hjerteangst, men i samme Time kom Telegram fra de frelste, kjære Hjemkomne, Frederik og hans unge Hustru, der snart vilde være hos os.

De græd Allesammen; jeg græd med, og Oldefa'er græd, foldede sine Hænder, og - jeg er vis derpaa - velsignede den nye Tid.

Den Dag gav Oldefa'er to hundrede Rigsdaler til Monumentet for Hans Christian Ørsted.

Da Frederik kom hjem med sin unge Kone og hørte det,

* 140

sagde han: »det var Ret, Oldefa'er! nu skal jeg ogsaa læse for Dig hvad Ørsted allerede for mange Aar tilbage skrev om gammel Tid og vor Tid!«

»Han var vel af din Mening?« sagde Oldefa'er.

»Ja, det kan Du nok vide!« sagde Frederik, »og Du er med, Du har givet til Monumentet for ham!«

*
141

Hvem var den Lykkeligste?

»Hvilke deilige Roser!« sagde Solskinnet. »Og hver Knop vil springe ud og blive ligesaa smuk. Det er mine Børn! Jeg har kysset dem til Live!«

»Det er mine Børn!« sagde Duggen, »Jeg har diet dem op med mine Taarer.«

»Jeg skulde dog troe, at jeg er deres Moder!« sagde Rosenh_kken. »I Andre ere kun Faddere, som gave Faddergave efter Evne og god Villie.«

»Mine deilige Rosenbørn!« sagde de alle Tre, og ønskede hver Blomst den største Lykke; men kun Een kunde blive den Lykkeligste og Een maatte blive den mindst Lykkelige; men hvilken af dem?

»Det skal jeg faae at vide!« sagde Vinden. »Jeg jager vidt om, trænger igjennem den snevreste Revne, veed Besked ude og inde.«

Hver udsprungen Rose hørte hvad der blev sagt, hver svulmende Knop fornam det.

Da kom der gjennem Haven en sorgfyldt, kjærlighedsfuld Moder, klædt i Sort; hun plukkede een af Roserne, der stod halvt udsprungen, frisk og fyldig, og forekom hende at være den smukkeste af dem Alle. Hun bragte Blomsten ind i det stille, tause Kammer, hvor for faa Dage siden den unge, livsglade Datter tumlede sig, men nu laae udstrakt som et sovende Marmorbillede i den sorte Kiste. Moderen kyssede den Døde, kyssede derpaa den halvt udsprungne Rose og lagde den ved den unge

* * * * * 142

Piges Bryst, som OM den ved sin Friskhed og en Moders Kys kunde faae Hjertet til at banke igjen.

Det var som Rosen svulmede; hvert Blad bævede i Tanke og Glæde: »Hvilken Kjærligheds Vei blev mig forundt! Jeg bliver som et Menneskes Barn, faaer en Moders Kys, faaer Velsignelsens Ord og gaaer med ind i det ubekjendte Rige, drømmende ved den Dødes Bryst! Tilvisse, jeg blev den Lykkeligste af alle mine Søstre!«

I Haven, hvor Rosentræet stod, gik den gamle Lugekone; hun betragtede ogsaa Træets Herlighed, og heftede Øinene paa den største, fuldtudfoldede Rose. En Dugdraabe og en varm Dag til, saa vilde Bladene falde; det saae Konen og fandt, at den havde gjort sit Skjønheds Gavn, nu skulde den ogsaa gjøre Nyttens. Og saa plukkede hun den og lagde den i en Avis, den skulde hjem med til andre afbladede Roser og med dem syltes, blive Potpourri, føres sammen med de smaa blaae Drenge, som kaldes Lavendler, balsameres med Salt. Balsameres, det blive kun Roser og Konger.

»Jeg bliver den meest Hædrede!« sagde Rosen, idet Lugekonen tog den. »Jeg bliver den Lykkeligste! Jeg skal balsameres.«

Der kom i Haven to unge Mænd, den ene var en Maler, den anden var en Digter; hver af dem plukkede en Rose, deilig at see.

Og Maleren gav paa Lærredet et Billede af den blomstrende Rose, saa at den troede at speile sig.

»Saaledes,« sagde Maleren, »skal den leve i mange Menneskealdere, i hvilke Millioner og atter Millioner af Roser visne og døe!«

»Jeg blev den meest Begunstigede!« sagde Rosen, »jeg vandt den største Lykke!«

Digteren betragtede sin Rose, skrev et Digt om den, et heelt Mysterie, Alt hvad han læste paa Blad ved Blad, i Rosen: »Kjærligheds-Billedbog«, det var en udødelig Digtning.

»Jeg er udødelig med den!« sagde Rosen, »jeg er den Lykkeligste!«

Der var dog, i al den Pragt af Roser, een, som næsten sad skjult af de andre; tilfældigviis, heldigviis maaskee, den havde en Skavank, sad skjevt paa Stilken, og ved den ene Side svarede Bladene ikke til dem paa den modsatte Side; ja midt i

* 143

Blomsten selv voxede frem ligesom et lille forkrøblet grønt Blad; det hænder med Roser!

»Stakkels Barn!« sagde Vinden, og kyssede den paa Kinden. Rosen troede det var en Hilsen, en Hyldest; den havde en Fornemmelse af at den var lidt anderledes skabt, end de andre Roser, og at der voxede den et grønt Blad ud af dens Indvendige, og det betragtede den som en Udmærkelse. Der fløi en Sommerfugl ned paa den og kyssede dens Blade, det var en Frier; hun lod ham flyve igjen. Der kom en voldsom stor Græshoppe; den satte sig rigtignok paa en anden Rose, gned i Forelskelse sit Skinnebeen, det er Kjærlighedstegnet hos Græshopperne; Rosen, den sad paa, forstod det ikke, men det gjorde Rosen med Udmærkelsen, det grønne forkrøblede Blad, thi paa hende saae Græshoppen med Øine, som sagde: »Jeg kunde spise Dig af bare Kjærlighed!« og yderligere kan aldrig Kjærligheden gaae: den Ene gaaer op i den Anden! Men Rosen vilde ikke gaae op i Springfyren. Nattergalen sang i den stjerneklare Nat.

»Det er alene for mig!« sagde Rosen med Skavanken eller Udmærkelsen. »Hvorfor skal jeg saaledes i Alt udmærkes fremfor alle mine Søstre! Hvorfor fik jeg dette Særegne, der gjør mig til den Lykkeligste?«

Da kom i Haven to cigarrygende Herrer; de talte om Roser og om Tobak: Roser skulle ikke kunne taale Røgen, de skifte Farve, blive grønne; det skulde prøves. De nænte ikke at tage en af de allerprægtigste Roser, de toge den med Skavanken.

»Hvilken ny Udmærkelse!« sagde den. »Jeg er overvættes lykkelig! Den Allerlykkeligste!«

Og den blev grøn i Bevidsthed og Tobaksrøg.

Een Rose, halvt Knop endnu, maaskee den skjønneste paa Træet, fik Hædersplads i Gartnerens konstbundne Bouquet; den blev bragt til Husets unge, bydende Herre, og kjørte med ham i Karreet; den sad som Skjønhedsblomst mellem andre Blomster og deiligt Grønt; den kom til Fest og Glands: Mænd og Qvinder sade saa pynteligt belyste af tusinde Lamper; Musiken klang; det var i Theatrets Lyshav; og da under den stormende Jubel den feirede unge Dandserinde svævede frem paa Scenen, fløi Bouquet ved Bouquet som en Blomsterregn for hendes Fødder. Der faldt Bouquetten, hvori den deilige Rose sad som Ædelsteen; den følte hele sin navnløse Lykke, den Hæder og Glands, som den svævede ind i; og idet den berørte Gulvet, dandsede den med, den sprang, foer hen over

* 144

Bræderne, knækket af sin Stilk, idet den faldt. Den kom ikke i den Hyldedes Hænder, den trillede om bag Coulissen, hvor en Maskinkarl tog den op, saae hvor smuk den var, hvor fuld af Duft den var, men Stilk var der ikke paa den. Saa puttede han den i sin Lomme, og da han om Aftenen kom hjem, fik den Plads i et Snapseglas og laae der paa Vandet hele Natten. I den tidlige Morgen blev den stillet foran Bedstemoder, der gammel og kraftløs sad i Lænestolen. Hun saae paa den afknækkede, deilige Rose, glædede sig ved den og dens Duft.

»Ja, Du kom ikke paa den rige, fine Frøkens Bord, men til den fattige, gamle Kone; dog her er Du som et heelt Rosentræ;

hvor er Du deilig!«

Og hun saae med Barneglæde paa Blomsten, tænkte vist ogsaa paa sin egen længst henfarne friske Ungdomstid.

»Der var Hul paa Ruden.« sagde Vinden, »jeg kom let derind, saae den gamle Kones ungdomslysende Øine og den afknækkede, deilige Rose i Snapseglasset. Den Lykkeligste af Alle! Jeg veed det! Jeg kan fortælle det!«

Hver Rose paa Træet i Haven havde sin Historie. Hver Rose troede og tænkte sig at være den Lykkeligste, og Troen gjør salig. Den sidste Rose var dog den Allerlykkeligste, meente den.

»Jeg overlevede dem Alle! Jeg er den Sidste, den Eneste, Moders kjæreste Barn!«

»Og jeg er Moderen for dem!« sagde Rosenhækken.

»Jeg er det!« sagde Solskinnet.

»Og jeg!« sagde Vind og Veir.

»Hver har Deel i dem!« sagde Vinden. »Og hver skal faae Deel af dem!« og saa strøede Vinden dens Blade ud over Hækken, hvor Dugdraaberne laae, hvor Solen skinnede. »Ogsaa jeg fik min Deel,« sagde Vinden. »Jeg fik alle Rosernes Historie, som jeg vil fortælle ud i den vide Verden! Siig mig saa, hvem var den Lykkeligste af dem Alle? Ja, det maa Du sige, jeg har sagt nok!«

*
145

Lysene.

Der var et stort Voxlys, det vidste nok hvad det var.

»Jeg er født i Vox og støbt i Form!« sagde det. »Jeg lyser bedre og brænder i længere Tid end andre Lys; min Plads er i Lysekrone eller Sølvstage!«

»Det maa være en deilig Tilværelse!« sagde Tællelyset. »Jeg er kun af Tælle, kun Spiddelys, men jeg trøster mig ved, at det altid er lidt Mere end at være en Praas; den dyppes kun to Gange, jeg er dyppet otte Gange for at faae min anstændige Tykkelse. Jeg er tilfreds! det er vistnok finere og lykkeligere stillet at være født i Vox og ikke i Tælle, men man stiller sig jo ikke selv i denne Verden. De kommer i Storstuen i Glaskrone, jeg bliver i Kjøkkenet, men det er ogsaa et godt Sted, derfra faaer hele Huset Maden!«

»Men der er Noget, der er vigtigere end Maden!« sagde Voxlyset: »Selskabeligheden! see den straale og selv at straale! Her er Bal i Aften, nu bliver jeg og hele min Familie snart afhentede!«

Neppe var det sagt, saa bleve alle Voxlysene afhentede, men ogsaa Tællelyset kom med. Fruen selv tog det i sin fine Haand og bar det ud i Kjøkkenet; der stod en lille Dreng med en Kurv, den blev fyldt med Kartofler, ogsaa et Par Æbler kom deri. Alt det gav den gode Frue den fattige Dreng.

»Der har Du et Lys til, min lille Ven!« sagde hun. »Din Moder sidder og arbeider heelt ud paa Natten, hun kan bruge det!«

* * * * * 146

Husets lille Datter stod tæt ved, og da hun hørte de Ord: »ud paa Natten«, sagde hun med inderlig Glæde: »Jeg skal ogsaa være oppe til ud paa Natten! vi skal have Bal, og jeg faaer de store, røde Sløifer paa!«

Hvor straalede hendes Ansigt! det var Glæde! Intet Voxlys kan straale som to Barneøine!

»Det er velsignet at see!« tænkte Tællelyset, »det glemmer jeg aldrig, og det seer jeg vist aldrig meer!«

Og saa blev det lagt i Kurven under Laaget, og Drengen gik med det.

»Hvor skal jeg nu hen!« tænkte Lyset; »jeg skal til fattige Folk, faaer maaskee ikke engang en Messingstage, mens Voxlyset sidder i Sølv og seer de fineste Folk. Hvor det maa være deiligt at lyse for de fineste Folk! det blev nu min Lod at være Tælle og ikke Vox!«

Og Lyset kom til Fattigfolk, en Enke med tre Børn i en lille lav Stue lige overfor det rige Huus.

»Gud velsigne den gode Frue for hvad hun gav!« sagde Moderen, »det er jo et deiligt Lys! det kan brænde til ud paa Natten.«

Og Lyset blev tændt.

»Fut-foi!« sagde det. »Det var en fæl lugtende Svovlstikke, hun tændte mig med! Sligt byder man neppe et Voxlys ovre i det rige Huus!«

Ogsaa der tændtes Lysene; de straalede ud over Gaden; Vognene rumlede med de pyntede Balgjester, Musiken klang.

»Nu begynde de derovre!« fornam Tællelyset og tænkte paa den lille, rige Piges straalende Ansigt, mere straalende end alle Voxlysene. »Det Syn seer jeg aldrig meer!«

Da kom det Mindste af Børnene i det fattige Huus, en lille Pige var det; hun tog Broder og Søster om Halsen, hun havde noget meget Vigtigt at fortælle, det maatte hviskes: »Vi skal i Aften - tænk! - vi skal i Aften have varme Kartofler!«

Og hendes Ansigt straalede af Lyksalighed; Lyset skinnede lige ind deri, det saae en Glæde, en Lykke saa stor som ovre i det rige Huus, hvor den lille Pige sagde: »Vi skulle have Bal i Aften, og jeg skal have de store røde Sløifer paa!«

»Er det at faae varme Kartofler ligesaa meget!« tænkte Lyset. »Her er jo lige stor Glæde hos de Smaa!« Og det nøs derpaa; det vil sige, det spruttede, mere kan et Tællelys ikke.

Bordet blev dækket, Kartoflerne spiste. O, hvor de smagte!

* 147

det var et heelt Festmaaltid, og saa fik hver et Æble ovenpaa, og det mindste Barn fremsagde det lille Vers:

»Du gode Gud, jeg takker Dig,
At Du igjen har mættet mig! Amen.«

»Var det ikke peent sagt, Moder!« udbrød derpaa den Lille.

»Det maa Du ikke spørge om, eller sige!« sagde Moderen. »Du skal alene tænke paa den gode Gud, som har mættet Dig!«

De Smaa kom i Seng, fik et Kys og sov lige strax, og Moder sad og syede til ud paa Natten for at faae sit Udkomme til dem og sig. Og ovre fra det rige Huus skinnede Lysene og Musiken klang. Stjernerne blinkede over alle Huse, over de Riges og over de Fattiges, lige klare, lige velsignede.

»Det var i Grunden en rar Aften!« meente Tællelyset. »Mon Voxlysene havde det bedre i Sølvstage? Det gad jeg nok vide før jeg er brændt ud!«

Og det tænkte paa de to lige Lykkelige, den Ene bestraalet af Voxlys, den Anden af et Tællelys!

Ja, det er hele Historien!

*
148

Det Utroligste.

Den som kunde gjøre det Utroligste skulde have Kongens Datter og det halve Rige.

De unge Mennesker, ja de gamle med, anspændte alle deres Tanker, Sener og Muskler; To spiste sig til Døde og Een drak sig ihjel for at gjøre det Utroligste efter deres Smag, men det var ikke paa den Maade, det skulde gjøres. Smaa Gadedrenge øvede sig hver i at spytte sig selv paa Ryggen, det ansaae de for det Utroligste.

Paa en bestemt Dag skulde det fremvises, hvad Enhver havde at fremvise som det Utroligste. Der var ansat som Dommere Børn fra tre Aar til Folk op i de halvfems. Der blev en heel

* * * * * * * 149

Udstilling af utrolige Ting, men Alle vare snart enige om at det Utroligste var her et stort Stue-Uhr i Foderal, mærkværdigt udspeculeret uden og inden. Ved hvert Klokkeslet kom der levende Billeder, som viste hvad Klokken var slaaet; det var hele tolv Forestillinger med bevægelige Figurer og med Sang og Tale.

»Det var det Utroligste!« sagde Folk.

Klokken slog eet, og Moses stod paa Bjerget og nedskrev paa Lovens Tavler det første Troens Bud: »der er kun een eneste sand Gud.«

Klokken slog to da viste sig Paradisets Have hvor Adam og Eva mødtes, lykkelige begge To, uden at eie saa Meget som et Klædeskab; de behøvede det heller ikke.

Ved Slaget tre viste sig de hellige tre Konger, den Ene kulsort, det han ikke kunde gjøre ved, Solen havde sværtet ham. De kom med Røgelse og Kostbarheder.

Paa Slaget fire kom Aarstiderne: Foraaret med Kukkeren paa en udsprungen Bøgegreen, Sommeren med en Græshoppe paa det modne Kornax, Efteraaret med en tom Storkerede, Fuglen var fløien bort, Vinteren med en gammel Krage, der kunde fortælle Historier i Kakkelovnskrogen, gamle Minder.

Slog Klokken fem viste sig de fem Sandser: Synet kom som Brillemager, Hørelsen som Kobbersmed, Lugten solgte Violer og Skovmærker, Smagen var Kok og Følelsen Bedemand med Sørgeflor ned til Hælene.

150

Klokken slog sex: der sad en Spiller, han kastede Tærning og denne vendte den høieste Side op, og der stod sex.

Saa kom de syv Ugedage eller de syv Dødssynder, det vare Folk ikke enige om, de hørte jo sammen og vare ikke let at skille.

Saa kom et Munkechor og sang Ottesang.

Paa Slaget ni fulgte de ni Muser; een var ansat ved Astronomien, Een ved det historiske Archiv, Resten hørte til Theatret.

Paa Slaget ti traadte atter Moses frem med Lovens Tavler, der stode alle Guds Bud og de vare ti.

Klokken slog igjen, da hoppede og sprang smaa Drenge og Piger, de legede en Leg og sang dertil: »Bro, bro, brille, Klokken er slaaet elleve!« og det var den slaaet.

Nu slog den tolv, da traadte frem Vægteren med Kabuds og Morgenstjerne, han sang det gamle Vægter vers:

»Det var ved Midnatstide,
Vor Frelser han blev født!«

og idet han sang, voxte Roser, og de bleve til Englehoveder, baarne af regnbuefarvede Vinger.

Det var yndigt at høre, det var deiligt at see. Det Hele var et mageløst Konstværk, det Utroligste, sagde alle Mennesker.

Konstneren var en ung Mand, hjertensgod, barneglad, tro

* 151

Ven og hjelpsom mod sine fattige Forældre; han fortjente Prindsessen og det halve Rige.

Afgjørelsens Dag var kommen, hele Byen stod i Stads og Prindsessen sad paa Landets Throne, der havde faaet nye Krølhaar, men dog ikke var blevet mere magelig og behagelig. Dommerne rundt om saae saa poliske hen til ham der skulde vinde, og han stod freidig og glad, hans Lykke var vis, han havde gjort det Utroligste.

»Nei, det skal nu jeg gjøre!« raabte lige i det Samme en lang knoklet Kraftkarl. »Jeg er Manden for det Utroligste!« og saa svingede han en en stor Øxe mod Konstværket.

»Krisk! krask! qvas!« der laae det Hele. Hjul og Fjedre foer rundt om, Alt var ødelagt!

»Det kunde jeg!« sagde Manden; »min Gjerning har slaaet hans og slaaet Eder Allesammen; jeg har gjort det Utroligste!«

»Ødelægge et saadant Konstværk!« sagde Dommerne. »Ja det var det Utroligste!«

Hele Folket sagde det Samme, og saa skulde han have Prindsessen og det halve Rige, for en Lov er en Lov, selv om den er det Utroligste.

Der blæses fra Volden og fra alle Byens Taarne: »Brylluppet skal feires!« Prindsessen var slet ikke fornøiet for det, men yndig saae hun ud og kostelig var hun klædt paa. Kirken straalede med Lys, seent paa Aftenen, det tager sig bedst ud. Byens

* 152

adelige Jomfruer sang og førte Bruden frem, Ridderskabet sang og fulgte Brudgommen; han kneisede som om han aldrig kunde knækkes over.

Nu holdt Sangen op, der blev saa stille at man kunde have hørt en Knappenaal falde til Jorden, men midt i den Stilhed fløi med Bulder og Brag den store Kirkedør op og - »bum! bum!« der kom hele Uhrværket marscherende midt igjennem Kirkegangen og stillede sig mellem Brud og Brudgom. Døde Mennesker kunne ikke gaae igjen, det vide vi meget godt, men et Konstværk kan gaae igjen, Legemet var slaaet i Stykker, men ikke Aanden, Konstaanden spøgede, og det var ingen Spøg.

Konstværket stod der livagtigt som da det var heelt og urørt. Klokkeslagene lød, det ene paa det andet, lige til tolv, og Skikkelserne der mylrede frem; først Moses; der lyste ligesom Ildsluer ud af hans Pande, han kastede Lovens tunge Steentavler paa Brudgommens Fødder og bandt dem til Kirkegulvet.

»Jeg kan ikke løfte dem igjen!« sagde Moses. »Du har slaaet Armene af mig! staa som Du staaer!«

Nu kom Adam og Eva, de Vise fra Østerland og de fire Aarstider, hver sagde ham ubehagelige Sandheder, »skam Dig!«

Men han skammede sig ikke.

Alle de Skikkelser, hvert Klokkeslet havde at fremvise, traadte

* 153

ud af Uhret, og alle voxte de i forfærdelig Størrelse, det var som om der ikke blev Plads for de virkelige Mennesker. Og da ved tolvte Slag Vægteren traadte ud med Kabuds og Morgenstjerne blev der et underligt Røre; Vægteren gik lige ind paa Brudgommen og slog ham for Panden med Morgenstjernen.

»Lig der!« sagde han, »Lige for Lige! Vi ere hovnede og Mester med! vi forsvinde!«

Og saa forsvandt hele Konstværket; men Lysene rundt om i Kirken blev til store Lysblomster, og de forgyldte Stjerner under Loftet sendte lange, klare Straaler, Orgelet klang af sig selv. Alle Mennesker sagde at det var det Utroligste, de havde oplevet.

»Vil De saa tilsige den Rigtige!« sagde Prindsessen. »Han, som gjorde Konstværket, han være min Ægtemand og Herre!«

Og han stod i Kirken, det hele Folk var hans Følgeskab, Alle glædede sig, Alle velsignede ham; der var ikke Een, der var misundelig, - ja det var det Utroligste!

154

Hvad hele Familien sagde.

Hvad sagde hele Familien? Ja hør nu først, hvad den lille Marie sagde.

Det var den lille Maries Fødselsdag, den deiligste af alle Dage syntes hun. Alle smaa Venner og Veninder kom for at lege med hende, og den fineste Kjole havde hun paa; den havde hun faaet af Bedstemoder, som var hos den gode Gud, men Bedstemoder havde selv skaaret og syet den, før hun gik op i den lyse, deilige Himmel. Bordet i Maries Stue straalede med Foræringer; der var det nydeligste lille Kjøkken med Alt, hvad der hører til et Kjøkken, og en Dukke, der kunde dreie Øinene og sige »au!« naar man trykkede den paa Maven; ja der var ogsaa en Billedbog med de deiligste Historier at læse, naar man kunde læse! Men skjønnere end alle Historier var dog det, at opleve mange Fødselsdage.

»Ja, det er yndigt at leve!« sagde den lille Marie. Gudfader tilføiede, at det var det deiligste Eventyr.

I Stuen tæt ved gik begge Brødrene; de vare store Drenge, den ene ni Aar, den anden elleve. De syntes ogsaa, at det var deiligt at leve, leve paa deres Viis, ikke være Barn, som Marie, nei være rask Skoledreng, have »Udmærket« i Charakteerbogen og kunne slaaes med Kammeraterne i al Fornøielighed, løbe paa Skøiter om Vinteren og paa Velocipede om Sommeren, læse om

* * * * * * 155

Ridderborge, Vindebroer og Borgfængsler, høre om Opdagelser i det indre Afrika. Den ene af Drengene havde dog een Sorg derved, den, at der skulde opdages Alting, før han blev stor; saa vilde han paa Eventyr. Livet er det deiligste Eventyr, sagde jo Gudfader, og i det er man selv med.

Det var i Stuen at disse Børn levede og tumlede sig; ovenover boede en anden Green af Familien, ogsaa med Børn, men disse havde rystet Barnet af Ærmet, saa store vare de; den ene Søn sytten Aar, den anden tyve, men den tredie meget gammel, sagde lille Marie, han var fem og tyve Aar og forlovet. De vare Alle lykkeligt stillede, havde gode Forældre, gode Klæder, gode Aandens Gaver, og de vilde hvad de vilde, »fremad I bort med alle de gamle Plankeværker! fri Udsigt i den hele Verden! den er den deiligste, vi kjende. Gudfader har Ret; Livet er det deiligste Eventyr!«

Fader og Moder, begge ældre Folk - naturligviis ældre end Børnene maatte de være - de sagde med Smiil om Munden, med Smiil i Øie og Hjerte: »Hvor de ere unge, de unge Mennesker! det gaaer ikke ganske i Verden, som de troe, men det gaaer. Livet er et selsomt, deiligt Eventyr!«

Ovenover, lidt nærmere Himlen, som man siger, naar Folk boe paa Qvisten, boede Gudfader. Gammel var han og dog saa ung i Sindet, altid i godt Humeur, og saa kunde han fortælle Historier, mange og lange. Vidt i Verden havde han været, og fra alle Verdens Lande stode der yndige Ting i hans Stue. Der vare Billeder fra Loft til Gulv, og flere Ruder vare af rødt og af guult Glas; saae man der igjennem, da laae hele Verden i Solskin, om der end var nok saa graat Veir udenfor. I en stor Glaskasse voxede grønne Planter, og i et Aflukke derinde svømmede Guldfiske; de saae paa En, ligesom om de vidste Saameget, de ikke vilde tale om. Altid duftede her af Blomster, selv ved Vintertid, og da brændte her en stor Ild i Kaminen; det var saa morsomt at sidde og see ind i den og høre, hvor det knittrede og knagede. »Den læser gamle Erindringer for mig!« sagde Gudfader, og det var ogsaa for lille Marie, som viste der sig mange Billeder i Ilden.

Men i det store Bogskab tæt ved stode de rigtige Bøger; een af disse læste Gudfader ofte i, og den kaldte han alle Bøgernes

* 156

Bog, det var Bibelen, Der stod i Billeder hele Verdens og alle Menneskers Historie, Skabelsen, Syndfloden, Kongerne og Kongernes Konge.

»Alt, hvad der skeet er og skee vil, staaer i denne Bog!« sagde Gudfader. »Saa uendelig Meget i een eneste Bog! tænk derover! Ja Alt, hvad et Menneske har at bede om, er sagt og lagt i faa Ord i Bønnen: »Fader vor!« den er en Naadens Draabe! den er Trøstens Perle fra Gud. Den lægges som Gave paa Barnets Vugge, lægges ved Barnets Hjerte. Barnlille, gjem den vel! tab den aldrig, ihvor stor Du voxer, og Du er ei forladt paa de vexlende Veie! den lyser ind i Dig, og Du er ikke fortabt!«

Gudfaders Øine lyste derved, de straalede af Glæde. En Gang, i de unge Aar, havde de grædt, »og det var ogsaa godt,« sagde han, »det var Prøvelsens Tider, da saae det graat ud. Nu har jeg Solskin om mig og i mig. Jo ældre man bliver, desbedre seer man i Modgang og Medgang, at Vor Herre altid er med, at Livet er det deiligste Eventyr, og det kan kun han give os, og det varer ved ind i Evighed!«

»Det er deiligt at leve!« sagde den lille Marie.

Det sagde ogsaa de smaa og de store Drenge; Fader og Moder, hele Familien sagde det, men fremfor Alle Gudfader, og han havde Erfaring, han var den Ældste af dem Alle, han kjendte alle Historier, alle Eventyr, og han sagde, og det lige ud af sit Hjerte: »Livet er det deiligste Eventyr

*
157

»Dandse, dandse Dukke min!«

»Ja, det er nu en Vise for meget smaa Børn!« forsikkrede Tante Malle; »jeg kan med bedste Villie ikke følge med!«

Men lille Amalie kunde det; hun var kun tre Aar, legede med Dukker og opdrog disse til at blive ligesaa kloge, som Tante Malle.

Der kom en Student i Huset; han læste Lectier med Brødrene; han talte saa meget til den lille Amalie og hendes Dukker, talte ganske anderledes end alle Andre; det var saa morsomt, fandt den Lille, og dog sagde Tante Malle, at han slet ikke forstod at omgaaes Børn; de smaa Hoveder kunde umuligt bære den Snak. Lille Amalie kunde det, ja lærte endogsaa udenad af Studenten en heel Vise: »Dandse, dandse Dukke min!« og hun sang den for sine tre Dukker, de to vare nye, den ene en Frøken, den anden et Mandfolk, men den tredie Dukke var gammel og hed Lise. Hun fik ogsaa Sangen at høre og var med i den.

Dandse, dandse Dukke min!
Nei, hvor Frøkenen er fiin!
Cavaleren ligesaa,
Han har Hat og Handsker paa,
Buxer hvide, Kjole blaa,
Liigtorn paa den store Taa.
Han er fiin, og hun er fiin.
Dandse, dandse Dukke min!

* * * * * 158

Her er gamle Lisemo'er!
Hun er Dukke fra i Fjor;
Haaret nyt, det er af Hør,
Panden vasket er med Smør;
Hun er ganske ung igjen.
Kom Du med, min gamle Ven!
I skal dandse alle Tre.
Det er Penge værd at see.

Dandse, dandse Dukke min!
Gjør de rette Dandsetrin!
Foden ud ad, hold Dig rank,
Saa er Du saa sød og slank!
Neie, dreie, snurre rundt,
Det er overmaade sundt!
Det er nydeligt at see.
I er' søde alle Tre!

Og Dukkerne forstode Visen, lille Amalie forstod den, Studenten forstod den; han havde selv digtet den og sagde, at den val saa udmærket; kun Tante Malle forstod den ikke; hun var kommen ud over Barnlighedens Plankeværk, »Pjankeværk!« sagde hun, men det var ikke lille Amalie, hun synger den. Fra hende har vi den.

*
159

»Spørg Amagermo'er«!

Der var en ældgammel Gulerod,
Saa knoldet, saa tyk og saa tung,
Den havde et ganske forfærdeligt Mod,
Den vilde gifte sig med en ung,
En yndig ung, lille Gulerod
Af Røddernes fineste Blod.
- Og Brylluppet stod.
Bevertningen var ubetalelig god,
Den kostede slet ingen Penge;
De slikkede Maaneskin og drak Dugg,
Tog Blomsterfnug,
Som det kom fra Mark og Enge.
- Gammel Gulerod hilsede med et Buk,
Og talte saa langt og saa længe,
De Ord de klukkede Kluk i Kluk;
- Ung Gulerod sagde ikke et Muk,
Sad uden at give et Smiil eller Suk,
Ung og smuk.

Hvis ikke Du troer,
Spørg Amagermo'er!

Et Rødkaalshoved var deres Præst,
Og Brudepiger Hvideroer;
Agurk' og Asparges sad som Æresgjest,
Kartoflerne stod og sang Chor.

* * * * * 160 Og der blev dandset af Lille og Stor.
Spørg Amagermo'er!
Gammel Gulerod sprang uden Strømper og Skoe,
Hu, hei! han revned' i Ryggen,
Og saa var han død, kunde aldrig groe.
Ung Gulerod loe,
Saa underligt vender sig Lykken.
Nu var hun Enke, nu var hun glad,
Nu kunde hun leve som helst hun gad,
Kunde svømme som Jomfru i Suppefad,
Ung og glad.

Hvis ikke Du troer,
Spørg Amagermo'er!

*
161

Den store Søslange.

Der var en lille Havfisk af god Familie, Navnet husker jeg ikke, det maa de Lærde sige Dig. Den lille Fisk havde attenhundrede Søskende, alle lige gamle; de kjendte ikke deres Fader eller Moder, de maatte strax skjøtte sig selv og svømme om, men det var en stor Fornøielse; Vand havde de nok at drikke, hele Verdenshavet, Føden tænkte de ikke paa, den kom nok; hver vilde følge sin Lyst, hver vilde faae sin egen Historie, ja det tænkte heller Ingen af dem paa.

Solen skinnede ned i Vandet, det lyste om dem, det var saa klart, det var en Verden med de forunderligste Skabninger, og nogle saa gruelig store, med voldsomme Gab, de kunde sluge de attenhundrede Søskende, men det tænkte de heller ikke paa, for Ingen af dem var endnu bleven slugt.

De Smaa svømmede sammen, tæt op til hverandre, som Sildene og Makrelerne svømme; men som de allerbedst svømmede i Vandet og tænkte paa Ingenting, sank, med forfærdelig Lyd, ovenfra, midt ned imellem dem, en lang, tung Ting, der slet ikke vilde holde op; længere og længere strakte den sig, og hver af Smaafiskene, som den ramte, blev qvaset eller fik et Knæk, som de ikke kunde forvinde. Alle Smaafisk, de store med, lige oppe fra Havets Flade og ned til dets Bund, foer i Forfærdelse tilside; den tunge, voldsomme Ting sænkede sig dybere og

* * * * * * 162

dybere, den blev længere og længere, milelang, gjennem hele Havet.

Fisk og Snegle, Alt hvad svømmer, Alt hvad kryber, eller drives af Strømninger, fornam denne forfærdelige Ting, denne umaadelige, ubekjendte Havaal, der lige med Eet var kommet ned ovenfra.

Hvad var det dog for en Ting? Ja det vide vi! det var det store, milelange Telegraph-Toug, Menneskene sænkede mellem Europa og Amerika.

Der blev en Forskrækkelse, der blev et Røre mellem Havets retmæssige Beboere, hvor Touget sænkedes. Flyvefisken satte til Veirs over Havfladen, saa høit den kunde, ja Knurhanen tog Fart et heelt Bøsseskud over Vandet, for det kan den; andre Fisk søgte mod Havbunden, de foer med saadan Hastighed, at de kom længe før Telegraphtouget endnu var seet dernede; de skræmmede baade Kabliau og Flynder, som gik fredeligt i Havets Dyb og aad deres Medskabninger.

Et Par Søpølser bleve saa forskrækkede, at de spyede deres Mave ud, men levede endda, for det kunne de. Mange Hummer og Taskekrabber gik ud af deres gode Harnisk og maatte lade Benene blive tilbage.

Under al den Skræk og Forvirring kom de attenhundrede Søskende fra hverandre, og mødtes ikke mere, eller kjendte ikke hverandre, kun en halv Snees blev paa samme Plet, og da de i et Par Timer havde holdt sig stille, forvandt de den første Skræk og begyndte at blive nysgjerrige.

De saae sig om, de saae op og de saae ned, og der i Dybden troede de at øine den forfærdelige Ting, som havde skræmmet dem, skræmmet Store og Smaa. Tingen laae henover Havbunden, saa langt de kunde øine; meget tynd var den, men de vidste jo ikke, hvor tyk den kunde gjøre sig, eller hvor stærk den var. Den laae ganske stille, men, tænkte de, det kunde være Lumskhed.

»Lad den ligge, hvor den ligger! Den kommer ikke os ved!« sagde den forsigtigste af Smaafiskene, men den Allermindste af dem vilde ikke opgive at komme til Kundskab om hvad den Ting kunde være; ovenfra var den kommen ned, ovenfra maatte man bedst kunne hente Besked, og saa svømmede de op mod Havfladen, det var blikstille Veir.

* 163

Der mødte de en Delphin; det er saadan en Springfyr, en Havstryger, der kan slaae Kolbytter hen ad Havfladen; Øine har den at see med, og den maatte have seet og vide Besked; den spurgte de ad, men den havde kun tænkt paa sig selv og sine Kolbytter, ikke seet Noget, vidste ikke at svare, og saa taug den og saae stolt ud.

Derpaa henvendte de sig til Sælhunden, der just dukkede ned; den var høfligere, uagtet den æder Smaafisk; men i Dag var den mæt. Den vidste lidt Mere end Springfisken.

»Jeg har mangen Nat ligget paa en vaad Steen og seet ind mod Land, milevidt herfra; der er lumske Skabninger, de kaldes i deres Sprog Mennesker, de efterstræbe os, men oftest smutte vi dog fra dem, det har jeg forstaaet, og det har nu ogsaa den Havaal, I spørge om. Den har været i deres Magt, været oppe paa Landjorden, vist i umindelige Tider; derfra have de ført den paa Fartøi for at bringe den over Havet til et andet fjerntliggende Land. Jeg saae, hvilket Besvær de havde, men magte den kunde de, den var jo bleven mat paa Landjorden. De lagde den i Krands og Kreds, jeg hørte, hvor den ringlede og ranglede, da de lagde den, men den slap dog fra dem, slap herud. De holdt paa den af alle Kræfter, mange Hænder holdt fast, den smuttede dog og naaede til Bunds; der ligger den, tænker jeg, til videre!«

»Den er noget tynd!« sagde de smaa Fisk.

»De have sultet den!« sagde Sælhunden, »men den kommer sig snart, faaer sin gamle Tykkelse og Storhed. Jeg antager, at den er den store Søslange, som Menneskene ere saa bange for og tale saa meget om; jeg havde før aldrig seet den og aldrig troet paa den; nu troer jeg, den er det!« og saa dukkede Sælhunden.

»Hvor han vidste Meget! Hvor han talte Meget!« sagde de smaa Fisk. »Jeg har aldrig været saa klog før! - Naar det bare ikke er Løgn!«

»Vi kunne jo svømme ned og undersøge!« sagde den Mindste; »paa Veien høre vi de Andres Mening!«

»Jeg gjør ikke et Slag med mine Finner, for at faae Noget at vide!« sagde de Andre og dreiede af.

»Men jeg gjør det!« sagde den Mindste og styrede afsted ned

* 164

i det dybe Vand; men den var langt fra Stedet, hvor »den lange sænkede Ting« laae. Den lille Fisk saae og søgte til alle Sider ned mod Dybet.

Aldrig før havde den fornummet sin Verden saa stor. Sildene gik i store Stimer, skinnende som en Kæmpebaad af Sølv, Makrelerne fulgtes ogsaa ad og saae endnu prægtigere ud. Der kom Fisk i alle Skikkelser og med Tegninger i alle Farver; Medusaer, som halvgjennemsigtige Blomster, der lode sig bære og føre af Strømningerne. Store Planter voxte fra Havbunden, favnehøit Græs og palmeformede Træer, hvert Blad besat med skinnende Skaldyr.

Endelig øinede den lille Havfisk en lang mørk Stribe dernede og styrede mod den, men det var hverken Fisk eller Toug, det var Relingen af et stort sunket Fartøi, hvis øverste og nederste Dæk var brudt itu ved Havets Tryk. Den lille Fisk svømmede ind i Rummet, hvor de mange Mennesker, der vare omkomne da Skibet sank, nu vare skyllede bort, paa to nær: en ung Qvinde laae der udstrakt med et lille Barn i sine Arme. Vandet lettede dem og ligesom vuggede dem, de syntes at sove. Den lille Fisk blev ganske forskrækket, den var uvidende om, at de ikke kunde vaagne mere. Vandplanter hang som Løvværk ned over Relingen, hen over de to smukke Liig af Moder og Barn. Der var saa stille, der var saa eensomt. Den lille Fisk skyndte sig bort saa hurtigt den kunde, ud hvor Vandet var klarere belyst og hvor der var Fisk at see. Den var ikke kommen langt, da mødte den en ung Hval, saa forfærdelig stor.

»Slug mig ikke!« sagde den lille Fisk. »Jeg er ikke engang en Mundsmag, saa lille er jeg, og mig er det en stor Behagelighed at leve!«

»Hvad vil Du saa dybt hernede, hvor din Art ikke kommer?« spurgte Hvalen. Og saa fortalte den lille Fisk om den lange forunderlige Aal, eller hvad den Ting nu var, der ovenfra havde sænket sig ned og forskrækket selv de allermodigste Havskabninger.

»Ho, ho!« sagde Hvalen og trak saa voldsomt Vand til sig, at den maatte sætte en mægtig Vandstraale naar den kom op og trak Veiret. »Ho, ho!« sagde den, »saa det var den Ting, som krillede mig paa Ryggen, idet jeg vendte mig! Jeg troede, at det var en Skibsmast, jeg kunde bruge til Kløpind! Men

* 165

paa dette Sted her var det ikke. Nei, langt længere ude ligger den Ting. Jeg vil dog undersøge den, jeg har ikke Andet at bestille!«

Og saa svømmede den fremad og den lille Fisk bagefter, ikke for nær, thi der kom ligesom en rivende Strøm, hvor den store Hval skød Fart gjennem Vandet.

De mødte en Hai og en gammel Savfisk; de To havde ogsaa hørt om den selsomme Havaal, saa lang og saa tynd; seet den havde de ikke, men det vilde de.

Nu kom der en Havkat.

»Jeg tager med!« sagde han, den vilde samme Vei.

»Er den store Søslange ikke tykkere end et Ankertoug, saa skal jeg bide den over i eet Bid!« og den aabnede sit Gab og viste sine sex Rækker Tænder. »Jeg kan bide Mærke i et Skibsanker, sagtens kan jeg bide den Stilk over!«

»Der er den!« sagde den store Hval, »jeg seer den!« Han troede, han saae bedre end de Andre. »See hvor den løfter sig, see hvor den svaler, bugter og krummer sig!«

Det var dog ikke den, men en umaadelig stor Havaal, flere Alen lang, som nærmede sig.

»Den der har jeg seet før!« sagde Savfisken, »den har aldrig gjort stort Rabalder i Havet, eller skræmmet nogen Storfisk!«

Og saa talte de til den om den nye Aal og spurgte, om den vilde med paa Opdagelse.

»Er den Aal længere end jeg!« sagde Havaalen, »saa skal den skee en Ulykke!«

»Det skal den!« sagde de Andre. »Vi ere Nok til ikke at taale den!« og saa skyndte de sig fremad.

Men da kom der Noget lige i Veien, et underligt Uhyre, større end dem Allesammen.

Det saae ud som en svømmende Ø, der ikke kunde holde sig oppe.

Det var en ældgammel Hval. Dens Hoved var overgroet med Havplanter, dens Ryg besat med Krybdyr og saa umaadelig mange Østers og Muslinger, at dens sorte Skind var ganske hvidspættet.

* 166

»Kom med, Gamle!« sagde de. »Her er kommen en ny Fisk, som ikke skal taales.«

»Jeg vil hellere ligge, hvor jeg ligger!« sagde den gamle Hval. »Lad mig i Ro! Lad mig ligge! Aa ja, ja, ja! Jeg bærer paa en svær Sygdom! Min Lindring har jeg ved at naae op i Havfladen og faae Byggen ovenfor! Saa komme de store, rare Søfugle og pille mig, det gjør saa godt, naar bare de ikke slaae Næbbet for dybt i, det gaaer tidt lige ind i mit Spæk. See engang dog! Hele Beenraden af en Fugl sidder mig endnu i Ryggen; Fuglen slog Kløerne for dybt og kunde ikke komme løs, da jeg gik tilbunds. Nu have Smaafiskene pillet ham. See hvorledes han seer ud og jeg seer ud! Jeg har Sygdom!«

»Det er bare Indbildning!« sagde *Hajen. »Jeg er aldrig syg. Ingen Fisk er syg!«

»Undskyld!« sagde den gamle Hval; »Aalen har Hudsygdom, Karpen skal have Kopper, og Alle have vi Indvoldsorme!«

»Vrøvl!« sagde Haien, han gad ikke høre Mere, de Andre ikke heller, de havde jo Andet at tage Vare.

Endelig kom de til Stedet, hvor Telegraphtouget laae. Det har et langt Leie paa Havbunden, fra Europa til Amerika, hen over Sandbanker og Havdynd, Klippegrund og Plantevildnis, hele Skove af Koraller, og saa vexle Strømmene dernede, Vandhvirvler dreie sig, Fisk mylre frem, flere i Flok end de talløse Fugleskarer, som Menneskene see i Trækfuglstiden. Der er et Børe, en Pladsken, en Summen, en Susen: den Susen spøger der lidt af endnu i de store, tomme Havconchylier, naar vi holde dem for vort Øre.

Nu kom de til Stedet.

»Der ligger Dyret!« sagde de store Fisk, og den lille sagde det ogsaa. De saae Touget, hvis Begyndelse og Ende svandt i deres Synskreds.

Svampe, Polyper og Gorgoner svalede fra Grunden, sænkede og bøiede sig over det, saa at det snart skjultes, snart var at see. Søpindsviin, Snegle og Orme rørte sig om det; kæmpemæssige Edderkopper, der havde en heel Besætning af Krybdyr paa sig, spankede hen ad Touget. Mørkeblaae Søpølser, eller hvad det Kryb hedder, de æde med hele Kroppen, laae ligesom og lugtede til det nye Dyr, der havde lagt sig paa Havbunden.

* 167

Flynder og Kabliau vendte sig i Vandet for at høre efter fra alle Sider. Stjernefisken, der altid borer sig ned i Dyndet og kun har de to lange Stilke med Øine udenfor, laae og gloede for at see hvad der kom ud af det Børe.

Telegraphtouget laae uden Bevægelse. Men Liv og Tanke var der i det; Mennesketanker gik igjennem det.

»Den Ting er lumsk!« sagde Hvalen. »Den er istand til at slaae mig paa Maven, og den er nu min ømme Side!«

»Lad os føle os for!« sagde Polypen. »Jeg har lange Arme, jeg har smidige Fingre! jeg har rørt ved den, jeg vil nu tage lidt fastere.«

Og den strakte sine smidige, længste Arme ned til Touget og rundt om det.

»Den har ingen Skæl!« sagde Polypen, »den har ingen Skind! Jeg troer, den aldrig føder levende Unger!«

Havaalen lagde sig langs Telegraphtouget og strakte sig saa langt den kunde.

»Den Ting er længere end jeg!« sagde den. »Men det er ikke Længden om at gjøre, man maa have Hud, Mave og Smidighed.«

Hvalen, den unge, stærke Hval, neiede sig lige ned, dybere end den nogensinde havde været.

»Er Du Fisk eller Plante?« spurgte den. »Eller er Du kun Ovenfras-Værk, der ikke kan trives hernede hos os?«

Men Telegraphtouget svarede ikke; det har det ikke paa den Led. Der gik Tanker igjennem det, Mennesketanker; de løde i eet Secund de mange hundrede Mile fra Land til Land.

»Vil Du svare eller vil Du knækkes?« spurgte den glubende Hai, og alle de andre store Fisk spurgte om det Samme: »Vil Du svare eller vil Du knækkes!«

Touget rørte sig ikke, det havde sin aparte Tanke, og en saadan kan Den have, der er fyldt med Tanker.

»Lad dem kun knække mig, saa hales jeg op og kommer i Stand igjen, det er skeet ved Andre af mit Slags, i mindre Farvande!«

Det svarede derfor ikke, det havde Andet at bestille, det telegrapherede, laae i lovligt Embede paa Havets Bund.

Ovenover gik nu Solen ned, som Menneskene kalde det, den

* 168

blev som den rødeste Ild, og alle Himmelens Skyer skinnede som Ild, den ene prægtigere end den anden.

»Nu faae vi den røde Belysning!« sagde Polyperne, »saa sees den Ting maaskee bedre, om saa behøves.«

»Paa den, paa den!« raabte Havkatten og viste alle sine Tænder.

»Paa den, paa den!« sagde Sværdfisken og Hvalen og Havaalen.

De styrtede frem, Havkatten foran; men lige idet den vilde bide om Touget, jog i bar Heftighed Savfisken sin Sav lige ind i Bagdelen paa Havkatten; det var en stor Feiltagelse, og Katten fik ikke Kræfter til Bid.

Der blev et Mudder nede i det Mudder: Storfisk og Smaafisk, Søpølser og Snegle løbe mod hverandre, aad hverandre, masede, qvasede. Touget laae stille og øvede sin Gjerning, og det skal man.

Den mørke Nat rugede ovenover, men Havets Milliarder og Milliarder levende Smaadyr lyste. Krebs, ikke saa store som et Knappenaalshoved, lyste. Det er ganske vidunderligt, men saaledes er det nu.

Havets Dyr saae paa Telegraphtouget.

»Hvad er dog den Ting, og hvad er den ikke?«

Ja, det var Spørgsmaalet.

Da kom der en gammel Havko. Menneskene kalde det Slags: Havfrue eller Havmand. En Hun var hun, havde Hale og to korte Arme at pjaske med, hængende Bryst, og Tang og Snyltedyr i Hovedet, og det var hun stolt af.

»Vil I have Kundskab og Kjendskab?« sagde hun, »saa er jeg nok den Eneste, der kan give den; men jeg forlanger herfor farefri Græsgang paa Havbunden for mig og Mine. Jeg er Fisk som I, og jeg er ogsaa Krybdyr ved Øvelse. Jeg er den Klogeste i Havet; jeg veed om Alt, hvad der rører sig hernede, og om Alt, hvad der er ovenfor. Den Ting der, I grubliserer over, er ovenfra, og hvad deroppefra dumper ned, er dødt eller bliver dødt og magtesløst; lad den ligge for hvad den er. Den er kun Menneske-Paafund!«

»Jeg troer nu der er noget Mere ved den!« sagde den lille Havfisk.

»Hold Mund, Makrel!« sagde den store Havko.

* 169

»Hundesteile!« sagde de Andre, og det var endnu mere fornærmeligt sagt.

Og Havkoen forklarede dem, at det hele Alarmdyr, som forresten jo ikke sagde et Muk, var kun Paafund fra det tørre Land. Og den holdt et lille Foredrag over Menneskenes Trædskhed.

»De ville have fat paa os,« sagde den, »det er det Eneste, de leve for; de spænde Garn ud, komme med Mading paa Krog for at lokke os. Denne der er et Slags stor Snøre, som de troe vi skulle bide paa, de ere saa dumme! Det er vi ikke! Rør kun ikke det Makværk, det trevler op, bliver til Smuld og Dynd, det Hele. Hvad ovenfra kommer, har Knæk, Bræk, duer ikke!«

»Duer ikke!« sagde alle Havskabningerne og holdt sig til Havkoens Mening for at have en Mening.

Den lille Havfisk beholdt sin egen Tanke. »Den umaadelig lange, tynde Slange er maaskee den vidunderligste Fisk i Havet. Jeg har en Fornemmelse deraf.«

»Den Vidunderligste!« sige vi Mennesker med, og sige det med Kjendskab og Forvisning.

Den store Søslange er det, omtalt længst forud i Sange og Sagn.

Den er født og baaren, sprungen ud fra Menneskets Snille og lagt paa Havets Bund, strækkende sig fra Østens Lande til Vestens Lande, bærende Budskab hurtig som Lysets Straale fra Solen til vor Jord. Den voxer, voxer i Magt og Udstrækning, voxer Aar for Aar, gjennem alle Have, Jorden rundt, under de stormende Vande og de glasklare Vande, hvor Skipperen seer ned, som seilede han gjennem den gjennemsigtige Luft, seer mylrende Pisk, et heelt Farvefyrværkeri.

Dybest nede strækker sig Slangen, en Velsignelsens Midgaardsorm, der bider i sin Hale, idet den omslutter Jorden; Fisk og Krybdyr løbe med Panden imod, de forstaae dog ikke den Ting ovenfra: Menneskehedens tankefyldte, i alle Sprog forkyndende og dog lydløse Kundskabsslange paa Godt og Ondt, den vidunderligste af Havets Vidundere, vor Tids den store Søslange.

*
170

Gartneren og Herskabet.

En Miils Vei fra Hovedstaden stod en gammel Herregaard med tykke Mure, Taarne og takkede Gavle.

Her boede, men dog kun i Sommertiden, et rigt, høiadeligt Herskab; denne Gaard var den bedste og smukkeste af alle de Gaarde, det eiede; den stod som nystøbt udenpaa, og med Hygge og Beqvemmelighed indeni. Slægtens Vaaben var hugget i Steen over Porten, deilige Roser slyngede sig om Vaaben og Karnap, et heelt Græstæppe bredte sig ud foran Gaarden; der var Rødtjørn og Hvidtjørn, der var sjeldne Blomster, selv udenfor Drivhuset.

Herskabet havde ogsaa en dygtig Gartner; det var en Lyst at see Blomsterhaven, Frugt- og Køkkenhaven. Op til denne var endnu en Rest af Gaardens oprindelige gamle Have: nogle Buxbom-Hækker, beklippede saa at de dannede Kroner og Pyramider. Bag disse stode to mægtige gamle Træer; de vare altid næsten bladløse, og man kunde let falde paa at troe, at en Stormvind eller en Skypompe havde strøet dem over med store Klumper Gjødning, men hver Klump var en Fuglerede.

Her byggede fra umindelige Tider en Vrimmel skrigende Raager og Krager: det var en heel Fugleby, og Fuglene vare Herskabet, Eiendomsbesidderne, Herresædets ældste Slægt, det egenlige Herskab paa Gaarden. Ingen af Menneskene dernede kom dem ved, men de taalte disse lavt gaaende Skabninger, uagtet disse imellem knaldede med Bøsse, saa det krillede i

* * * * * 171

Fuglenes Bygrad, saa at hver Fugl ftøi op derved i Forskrækkelse og skreg: »Bak! Bak!«

Gartneren talte tidt til sit Herskab om at lade fælde de gamle Træer, de saae ikke godt ud, og kom de bort blev man rimeligviis fri for de skrigende Fugle, de vilde søge andetsteds hen. Men Herskabet vilde hverken af med Træerne eller med Fuglevrimlen, det var Noget, Gaarden ikke kunde miste, det var Noget fra den gamle Tid, og den skulde man ikke aldeles slette ud.

»De Træer ere nu Fuglenes Arvegods, lad dem beholde det, min gode Larsen

Gartneren hed Larsen, men det har her nu ikke videre at betyde.

»Har De, lille Larsen, ikke Virkeplads nok? hele Blomsterhaven, Drivhusene, Frugt- og Køkkenhaven?«

Dem havde han, dem pleiede, passede og opelskede han med Iver og Dygtighed, og det blev erkjendt af Herskabet, men de dulgte ikke for ham, at de hos Fremmede tidt spiste Frugter og saae Blomster, som overgik hvad de havde i deres Have, og det bedrøvede Gartneren, for han vilde det Bedste og gjorde det Bedste. Han var god i Hjertet, god i Embedet.

En Dag lod Herskabet ham kalde og sagde i al Mildhed og Herskabelighed, at de Dagen forud hos fornemme Venner havde faaet en Art Æbler og Pærer, saa saftholdige, saa velsmagende, at de og alle Gjester havde udtalt sig i Beundring. Frugterne vare vistnok ikke indenlandske, men de burde indføres, blive hjemme her, om vort Klima tillod det. Man vidste at de vare kjøbte inde i Byen hos den første Frugthandler, Gartneren skulde ride derind og faae at vide, hvorfra disse Æbler og Pærer vare komne og da forskrive Podeqviste.

Gartneren kjendte godt Frugthandleren, det var netop til ham, han paa Herskabets Vegne solgte den Overflødighed af Frugt, der groede i Herregaardshaven.

Og Gartneren tog til Byen og spurgte Frugthandleren, hvorfra han havde disse høitpriste Æbler og Pærer.

»De ere fra Deres egen Have!« sagde Frugthandleren og viste ham baade Æble og Pære, som han kjendte igjen.

Naa, hvor blev han glad, Gartneren; han skyndte sig til Herskabet og fortalte, at baade Æblerne og Pærerne vare fra deres egen Have.

* 172

Det kunde Herskabet slet ikke troe. »Det er ikke muligt, Larsen! kan De skaffe skriftlig Forsikkring fra Frugthandleren?«

Og det kunde han, skriftlig Attest bragte han.

»Det var da mærkeligt!« sagde Herskabet.

Nu kom hver Dag paa Herskabsbordet store Skaaler med disse prægtige Æbler og Pærer fra deres egen Have; der sendtes Skjeppe- og tøndeviis af disse Frugter til Venner i Byen og udenfor Byen, ja selv til Udlandet. Det var en heel Fornøielse! dog maatte de tilføie, at det havde jo ogsaa været to mærkelig gode Somre for Træfrugterne, disse vare overalt i Landet lykkedes godt.

Nogen Tid gik; Herskabet spiste en Middag ved Hoffet. Dagen derpaa blev Gartneren kaldet til sit Herskab. De havde ved Taffelet faaet Meloner, saa saftfulde, smagfulde, fra Majestætens Drivhuus.

»De maa gaae til Hofgartneren, gode Larsen, og skaffe os nogle af Kjærnerne fra disse kostelige Meloner!«

»Men Hofgartneren har faaet Kjærnerne fra os!« sagde Gartneren ganske fornøiet.

»Saa har den Mand vidst at bringe Frugten til en høiere Udvikling!« svarede Herskabet. »Hver Melon var udmærket!«

»Ja, saa kan jeg være stolt!« sagde Gartneren. »Jeg skal sige det naadige Herskab, Slotsgartneren har i Aar ikke havt Held med sine Meloner, og da han saae hvor prægtige vore stode og smagte dem, saa bestilte han tre af disse op paa Slottet!«

»Larsen! bild sig ikke ind, at det var de Meloner fra vor Have!«

»Jeg troer det!« sagde Gartneren, gik til Slotsgartneren og fik af ham skriftlig Bevidnelse om at Melonerne paa det kongelige Taffel vare komne fra Herregaarden.

Det var virkelig en Overraskelse for Herskabet, og det fortiede ikke Historien, det fremviste Attesten, ja der blev sendt Melonkjærner vidt om, ligesom tidligere Podeqvistene.

Om disse fik man Efterretninger at de sloge an, satte Frugt, ganske udmærket, og den var kaldt op efter Herskabets Herregaard, saa at det Navn derved nu var at læse paa Engelsk, Tydsk og Fransk.

Det havde man aldrig forud tænkt sig.

* 173

»Bare Gartneren ikke faaer for store Ideer om sig selv!« sagde Herskabet.

Han tog det paa en anden Maade: han vilde just stræbe nu, at hævde sit Navn som en af Landets bedste Gartnere, forsøge hvert Aar at bringe noget Fortrinligt af alle Havearter, og det gjorde han; men tidt fik han dog at høre, at de allerførste Frugter han havde bragt, Æblerne og Pærerne, vare de egenlige bedste, alle senere Arter stode langt under. Melonerne havde rigtignok været meget gode, men det var jo et ganske andet Slags; Jordbærrene kunde kaldes fortræffelige, men dog ikke bedre end de, de andre Herskaber havde, og da Ræddikerne eet Aar ikke lykkedes, saa taltes kun om de uheldige Ræddiker og ikke om hvad andet Godt der var bragt.

Det var næsten som om Herskabet følte Lettelse ved at sige:

»Det gik ikke i Aar, lille Larsen!« De vare ganske glade ved at kunne sige: »det gik ikke i Aar!«

Et Par Gange om Ugen bragte Gartneren friske Blomster op i Stuen, altid saa smagfuldt ordnede; Farverne kom ved Sammenstillingen ligesom i et stærkere Lys.

»De har Smag, Larsen!« sagde Herskabet, »det er en Gave, der er givet Dem af Vor Herre, ikke af Dem selv!«

En Dag kom Gartneren med en stor Krystal-Skaal, i den laae et Aakandeblad; hen paa dette var lagt, med sin lange, tykke Stilk ned i Vandet, en straalende, blaa Blomst, stor som en Solsikke.

»Hindostans Lotus!« udbrød Herskabet.

En saadan Blomst havde de aldrig seet; og den blev om Dagen stillet hen i Solskinnet og om Aftenen i Reflex-Lys. Enhver som saae den, fandt den mærkværdig deilig og sjelden, ja det sagde selv den Fornemste af Landets unge Damer, og hun var Prindsesse; klog og hjertensgod var hun.

Herskabet satte en Ære i at overrække hende Blomsten, og den kom med Prindsessen op paa Slottet.

Nu gik Herskabet ned i Haven for selv at plukke en Blomst af samme Slags, om en saadan endnu fandtes, men den var ikke at finde. Saa kaldte de paa Gartneren og spurgte, hvorfra han havde den blaa Lotus:

»Vi have søgt forgjeves!« sagde de. »Vi have været i Drivhusene og rundt om i Blomsterhaven!«

»Nei, der er den rigtignok ikke!« sagde Gartneren. »Den er kun en ringe Blomst fra Kjøkkenhaven! men, ikke sandt, hvor er den smuk! den seer ud som var den en blaa Kactus, og er dog kun Blomsten paa Ærteskokken!«

174

»Det skulde De have sagt os strax!« sagde Herskabet. »Vi maatte troe at det var en fremmed, sjelden Blomst. De har prostitueret os for den unge Prindsesse! hun saae Blomsten hos os, fandt den saa smuk, kjendte den ikke, og hun er ganske inde i Botaniken, men den Videnskab har ikke med Kjøkkenurter at gjøre. Hvor kunde det falde Dem ind, gode Larsen, at sætte en saadan Blomst op i Stuen. Det er at gjøre os latterlige!«

Og den smukke blaa Pragtblomst, der var hentet fra Kjøkkenhaven, blev sat ud af Herskabs-Stuen, hvor den ikke hørte hjemme, ja Herskabet gjorde en Undskyldning hos Prindsessen, og fortalte at Blomsten var kun en Kjøkkenurt, som Gartneren havde fundet paa at stille frem, men at han derfor havde faaet en alvorlig Irettesættelse.

»Det var Synd og Uret!« sagde Prindsessen. »Han har jo lukket vore Øine op for en Pragtblomst, vi slet ikke lagde Mærke til, han har viist os Deiligheden der, hvor vi ikke faldt paa at søge den! Slotsgartneren skal hver Dag, saalænge Ærteskokkene have Blomst, bringe mig een op i min Stue!«

Og det skete.

Herskabet lod Gartneren sige, at han igjen kunde bringe dem en frisk Ærteskok-Blomst.

»Den er i Grunden smuk!« sagde de, »høist mærkværdig!« og Gartneren fik Roes.

»Det kan Larsen godt lide!« sagde Herskabet. »Han er et forkjælet Barn!«

I Efteraaret blev det en forfærdelig Storm; den tog til ud paa Natten, saa voldsomt, at mange store Træer i Udkanten af Skoven bleve rykkede op med Bod, og til stor Sorg for Herskabet, Sorg, som de kaldte det, men til Glæde for Gartneren, blæste de to store Træer om med alle Fuglerederne. Man hørte i Stormen Raagers og Kragers Skrig, de sloge med Vingerne paa Ruderne, sagde Folkene paa Gaarden.

»Nu er De da glad, Larsen!« sagde Herskabet; »Stormen har fældet Træerne, og Fuglene have søgt til Skoven. Her er ikke mere Syn af gammel Tid; hvert Tegn og hver Hentydning er borte! os har det bedrøvet!«

Gartneren sagde ikke Noget, men han tænkte paa, hvad han længe havde tænkt, ret at benytte den prægtige Solskinsplads, han før ikke raadede over, den skulde blive til Havens Pryd og Herskabets Glæde.

* 175

De store omblæste Træer havde qvaset og knuust de ældgamle Buxbom-Hækker, med hele deres Udklipning. Han reiste her en Tykning af Væxter, Hjemlands-Planter fra Marken og Skoven.

Hvad ingen anden Gartner havde tænkt paa i rig Fylde at plante ind i Herskabshaven, satte han her i den Jord hver skulde have, og i Skygge og i Solskin som hver Art behøvede det. Han pleiede i Kjærlighed og det voxte i Herlighed.

Enebærbusken fra den jydske Hede løftede sig, i Form og Farve som Italiens Cypres, den blanke piggede Christtjørn, altid grøn, i Vinterkulde og i Sommersol, stod deilig at see. Foran groede Bregnerne, mange forskjellige Arter, nogle saae ud som vare de Børn af Palmetræet, og andre, som vare de Forældre til den fine, deilige Plantevæxt, vi kalde Venushaar. Her stod den ringeagtede Borre, der i sin Friskhed er saa smuk, at den kan tage sig ud i Bouquet. Borren stod paa det Tørre, men lavere, i den fugtigere Grund, groede Skræppen, ogsaa en ringeagtet Plante og dog ved sin Høide og sit mægtige Blad saa malerisk smuk. Favnehøi, med Blomst ved Blomst, som en mægtig, mangearmet Candelaber, løftede sig Kongelyset, plantet ind fra Marken. Her stod Skovmærker, Kodriver og Skovlilieconvaller, den vilde Calla og den trebladede, fine Skovsyre. Det var en Deilighed at see.

Foran, støttede til Staaltraads-Snore, voxte i Kække ganske smaa Pæretræer fra fransk Jordbund; de fik Sol og god Pleie og bare snart store, saftfulde Frugter, som i Landet de kom fra.

Istedetfor de to gamle, bladløse Træer, blev sat en høi Flagstang, hvor Danebrogen vaiede, og tæt ved endnu en Stang, hvor i Sommertid og Høstens Tid Humleranken med sine duftende Blomster-Kogler snoede sig, men hvor i Vinteren, efter gammel Skik, blev ophængt en Havre-Kjærv, at Himlens Fugle kunde have Maaltid i den glade Juul.

»Den gode Larsen bliver sentimental i sine ældre Aar!« sagde Herskabet. »Men han er os tro og hengiven!«

Ved Nytaar kom, i et af Hovedstadens illustrerede Blade, et Billede af den gamle Gaard; man saae Flagstangen og HavreNeget for Himlens Fugle i den glade Juul, og det stod omtalt og fremhævet som en smuk Tanke, at en gammel Skik her var bragt i Hævd og Ære, saa betegnende just for den gamle Gaard.

»Alt hvad den Larsen gjør,« sagde Herskabet, »slaaer man paa Tromme for. Det er en lykkelig Mand! vi maae jo næsten være stolte af at vi have ham!«

176

Men de vare slet ikke stolte deraf! de følte at de vare Herskabet, de kunde sige Larsen op, men det gjorde de ikke, de vare gode Mennesker og af deres Slags er der saa mange gode Mennesker, og det er glædeligt for enhver Larsen.

Ja, det er Historien om »Gartneren og Herskabet«.

Nu kan Du tænke over den!

*