✂

Suppe paa en Pølsepind.

✂

Flaskehalsen.

✂ Inde i den snevre krogede Gade, mellem flere fattige Huse stod et Huus saa smalt og saa høit, opført af Bindingsværk, der havde givet sig i alle Ender og Kanter; fattige Folk boede her, og fattigst saae her ud paa Qvisten, hvor der udenfor det lille Vindue hang i Solskinnet et gammelt bulet Fuglebuur, som ikke engang havde et ordentligt Fugleglas, men kun en omvendt Flaskehals med Prop i forneden og fyldt med Vand. En gammel Pige stod ved det aabne Vindue, hun havde lige nu pyntet med Fuglegræs Buret, hvori en lille Irisk hoppede fra Pind til Pind og sang, saa det klang efter.

✂ »Ja, Du kan sagtens synge!« sagde Flaskehalsen, ja den sagde det ikke saaledes, som vi kunne sige det, for en Flaskehals kan ikke tale, men den tænkte det saadan inde i sig, som naar vi Mennesker tale indvendig. »Ja, Du kan sagtens synge! Du, som har dine hele Lemmer. Du skulde prøve som jeg at have mistet din Nederdeel, kun at have Hals og Mund og det med Prop i, saaledes som jeg, saa sang Du ikke. Men det er da godt, at Nogen er fornøiet! Jeg har ingen Grund til at synge, og jeg kan det heller ikke! det kunde jeg, dengang jeg var heel Flaske og man gned mig med en Prop; jeg blev kaldt den rigtige Lærke, den store Lærke! - og saa da jeg var med Bundtmagerens i Skoven, og Datteren blev forlovet - ja det husker jeg, som om det var igaar! jeg har oplevet meget, naar jeg tænker mig om!

* m ukendt. *O Folkekalender for Danmark 1858 s. 60-68 m. 4 ill. af Vilhelm Pedersen, deriblandt initial I. Udkom dec. 1857. (Bibl. 766). *A NEH 1-58 s. 21-35.A2 NEH 1-582. A3 NEH 1-59. A4 NEH 1-65. *»C« EHP 2-63 s. 376-90 m. 4 ill. Er tillige med De Vises Steen i vort bd. IV de eneste i NEH, der er ill. af V. Pedersen og når at komme med i EHP 2-63. »C« og »D« har altså her anden betydning end i dette bind iøvrigt, derfor anførselstegnene. Bemærk kronologien: A3 »C« A4 »D«. »D« SS 25-58 s. 15-25. *7 ordentligt] ordenligt A3 . 8 og] og var »C«, og A4 . 26

✂ jeg har været i Ild og Vand, nede i den sorte Jord og høiere oppe end de Fleste, og nu svæver jeg udenfor Fugleburet i Luft og Solskin! det kunde nok være Umagen værd at høre min Historie, men jeg taler ikke høit om den, for jeg kan ikke!«

✂ Og saa fortalte den inde i sig, eller tænkte inde i sig selv sin Historie, der var mærkelig nok, og den lille Fugl sang lystelig sin Vise og nede paa Gaden kjørte man og gik man, hver tænkte paa sit, eller tænkte slet ikke, men det gjorde Flaskehalsen.

✂ Den huskede den flammende Smelteovn i Fabriken, hvor den var blæst ilive; den huskede endnu, at den havde været ganske varm, seet ind i den buldrende Ovn, dens Ophavshjem, og følt saadan Lyst til strax at springe lige ind i den igjen, men at den lidt efter lidt, alt som den blev kjølet af, fandt sig ret vel, hvor den var, den stod i Række med et heelt Regiment af Brødre og Søstre, alle fra samme Ovn, men nogle vare blæste til Champagneflasker, andre til Ølflasker, og det gjør en Forskjel! Siden ude i Verden kan rigtignok en Ølflaske omfatte den kosteligste Lacrymæ Christi og en Champagneflaske være fyldt med Sværte, men hvad man er født til, sees dog paa Skabelonen, Adel bliver Adel, selv med Sværte i Livet.

✂ Alle Flaskerne bleve snart pakkede ind, og vor Flaske med; da tænkte den ikke paa at ende som Flaskehals, tjenende sig op til Fugleglas, der altid er en hæderlig Tilværelse, saa er man dog Noget! Den saae først igjen Dagslyset, da den med de andre Kammerater blev pakket ud i Viinhandlerens Kjelder og første Gang blev skyllet, det var en løierlig Fornemmelse. Den laae nu tom og propløs, følte sig saa underlig flau, den savnede Noget, men vidste ikke selv, hvad den savnede. Nu blev den fyldt med en god, herlig Viin, den fik Prop og blev lakket, der blev klistret udenpaa: »Prima Sort«, det var ligesom den havde faaet første Examens Charakteer, men Vinen var ogsaa god, og Flasken var god; er man ung, er man Lyriker! det sang og klang i den om hvad den slet ikke kjendte: de grønne solbelyste Bjerge, hvor Vinen groer, hvor de muntre Piger og lystelige Svende synge og kysses; jo, det er deiligt at leve! Om alt Det sang og klang det inde i Flasken ligesom inde i de unge Poeter, der tidt heller ikke kjende Noget til det.

✂ En Morgen blev den kjøbt. Bundtmagerens Dreng skulde bringe en Flaske Viin af den bedste Slags; og den kom med i Madkurven hos Skinke, Ost og Pølse; der var det deiligste

*7 hver] Enhver A4 . 8 gjorde] gjorte O. 34 lystelige] lystige A3 . 39 den] det »D«. 27

✂ Smør, det fineste Brød; Bundtmagerens Datter selv pakkede det ind; hun var saa ung, saa smuk; de brune Øine loe, der var et Smiil om Munden, der sagde lige saa meget som Øinene; hun havde fine, bløde Hænder, de vare saa hvide, dog var Hals og Bryst endnu hvidere, man saae strax at hun var een af Byens smukkeste Piger og dog endnu ikke forlovet.

✂ Og Madkurven stod paa hendes Skjød, da Familien kjørte ud i Skoven; Flaskehalsen stak frem mellem Snipperne af den hvide Dug; der var rødt Lak paa Proppen, og den saae lige ind i Pigebarnets Ansigt; den saae ogsaa paa den unge Styrmand, der sad ved Siden af hende; han var en Barndomsven, Portraitmalerens Søn; sin Styrmands-Examen havde han saa flink og hæderligt nylig taget og skulde imorgen afsted med Fartøi, langtbort til fremmede Lande; herom var talt meget ved Indpakningen, og medens der taltes herom, var der just ikke megen Fornøielse at see i Øine og om Mund hos Bundtmagerens smukke Datter.

✂ De to unge Folk gik i den grønne Skov, de talte sammen -, hvad talte de om? Ja, det hørte Flasken ikke, den stod i Madkurven. Det varede forunderligt længe, før den blev taget frem, men da den saa blev det, var der ogsaa skeet fornøielige Ting, alle Øine loe, ogsaa Bundtmagerens Datter loe, men hun talte mindre, og hendes Kinder blussede som to røde Roser.

✂ Fader tog den fyldte Flaske og Proptrækkeren. - Ja, det er underligt saaledes første Gang at skulle trækkes op! Flaskehalsen havde aldrig siden kunnet glemme dette høitidelige Øieblik, det havde ordentligt sagt Svup inde i den, da Proppen gik, og saa klukkede det, da Vinen strømmede ud i Glassene.

✂ »De Forlovedes Skaal!« sagde Fader, og hvert Glas blev tømt til Bunden og den unge Styrmand kyssede sin smukke Brud.

✂ »Lykke og Velsignelse!« sagde begge de Gamle. Og den unge Mand fyldte endnu engang Glassene: »Hjemkomst og Bryllup i Dag et Aar!« raabte han, og da Glassene vare tømte, tog han Flasken, løftede den høit i Veiret: »Du har været med paa den deiligste Dag i mit Liv, Du skal ikke tjene Nogen længer!«

✂ Og han kastede den høit i Veiret. Da tænkte mindst Bundtmagerens Datter paa, at hun oftere skulde see den flyve, men det skulde hun; nu faldt den ned mellem de tætte Rør ved den lille Skovsø; Flaskehalsen huskede endnu saa lyslevende, hvorledes den laae der og tænkte efter. »Jeg gav dem Viin og de

*19 de] De fejl O. 20 taget] tagen A3 . 27 ordentligt] ordenligt A3 . 28

✂ give mig Sump vand, men det er velmeent!« Den kunde ikke meer see de Forlovede og de fornøiede Gamle, men den hørte dem endnu længe jubilere og synge. Saa kom to smaa Bønderdrenge, kigede ind i Rørene, saae Flasken og tog den, nu var den forsørget.

✂ Hjemme i Skovhuset, hvor de boede, havde deres ældste Broder, som var Sømand, igaar været og sagt Farvel, da han skulde paa en af de større Reiser; Moder stod nu og pakkede ind Eet og Andet, det Fader skulde gaae ind til Byen med i Aften for endnu engang at see Sønnen før Afreisen og give ham sin og Moders Hilsen. En lille Flaske med krydret Brændeviin var lagt i Pakken, nu kom Drengene med en større, stærkere Flaske, den de havde fundet; i den kunde der gaae mere end i den lille, og det var just saadan en god Snaps for en daarlig Mave; der var sat Hypericum paa. Det var ikke den røde Viin som før, Flasken fik, den fik de bittre Draaber, men de ere ogsaa gode - for Maven. Den nye Flaske og ikke den lille skulde med; - og saa kom Flasken igjen paa Vandring, den kom ombord til Peter Jensen, og det var netop paa det samme Skib, hvor den unge Styrmand var, men han saae ikke Flasken og havde heller ikke kjendt den igjen eller tænkt: det er den, hvoraf vi drak Forlovelsens og Hjemkomstens Skaal.

✂ Der var rigtignok ikke længer Viin i den, men der var noget ligesaa godt; den blev ogsaa altid, naar Peter Jensen tog den frem, af Kammeraterne kaldt: »Apothekeren;« den skjænkede den gode Medicin, den der hjalp for Maven; og den hjalp saa længe der var en Draabe i den. Det var en fornøielig Tid, og Flasken sang, naar man strøg den med Proppen, den fik da Navn af den store Lærke, »Peter Jensens Lærke.«

✂ Lang Tid var gaaet, den stod tom i en Krog, da skete det - ja, om det var paa Udreisen eller Hjemreisen, vidste Flasken ikke saa nøie, den havde ikke været i Land: da reiste sig en Storm; store Søer væltede sorte og tunge, de løftede og kastede Fartøiet; Masten knækkede, en Sø slog en Planke ind, Pumperne kunde ikke mere gjøre Nytte; det var bælmørk Nat; Skibet sank, men i det sidste Minut skrev den unge Styrmand paa et Blad: »I Jesu Navn! vi forlise!« han skrev sin Bruds Navn, sit og Skibets, stak Seddelen ind i en tom Flaske der stod, pressede Proppen fast og kastede Flasken ud i det stormende Hav; han vidste ikke, at det var den Flaske, hvoraf var skjænket

*2 meer] mere A4 . 3 jubilere] juble »C«, jubilere A4 . 4 tog] toge A4 . 38 Seddelen] Sedlen A3 . 29

✂ Glædens og Haabets Skaal for ham og hende; den gyngede nu paa Bølge med Hilsen og Døds-Bud.

✂ Skibet sank, Mandskabet sank, den fløi som en Fugl, den havde jo Hjerte, et Kjærestebrev inde i sig. Og Solen stod op og Solen gik ned, det var for Flasken at see, ligesom i dens Begyndelses Tid den røde gloende Ovn, den havde Længsel efter at flyve igjen derind. Den fornam Havblik og nye Storme; ikke stødte den mod noget Klippestykke, ikke blev den slugt af nogen Hai; meer end Aar og Dag drev den om, snart mod Nord, snart mod Syd, som Strømningerne førte den. Den var iøvrigt sin egen Herre, men det kan man ogsaa blive kjed af.

✂ Det beskrevne Blad, det sidste Farvel fra Brudgom til Brud vilde kun bringe Sorg, kom det engang i de rette Hænder, men hvor vare de Hænder, de der havde skinnet saa hvide da de bredte Dugen i det friske Græs, i den grønne Skov, paa Forlovelsens Dag? Hvor var Bundtmagerens Datter? Ja, hvor var Landet, og hvilket Land laae vel nærmest? Det vidste Flasken ikke; den drev og den drev og var tilsidst saa ogsaa kjed af at drive, det var ildke dens Bestemmelse, men den drev alligevel, til endelig den naaede Land, et fremmed Land. Den forstod ikke et Ord af hvad her blev talt, det var ikke det Tungemaal, den før havde hørt tale, og der gaaer En Meget tabt, naar man ikke forstaaer Sproget.

✂ Flasken blev taget op og betragtet; Seddelen inde i den blev seet, taget ud, vendt og dreiet, men de forstode ikke, hvad der var skrevet der, de begrebe nok, at Flasken var kastet overbord, og at der stod Noget om det paa Papiret, men hvad stod der, det var Mærkeligheden, - og den blev puttet i Flasken igjen, og denne stillet op i et stort Skab, i en stor Stue, i et stort Huus.

✂ Hver Gang Fremmede kom, blev Seddelen taget frem, vendt og dreiet, saa at Skriften, der kun var med Blyant, blev meer og meer ulæselig; tilsidst kunde Ingen mere see, at det var Bogstaver. Og Flasken stod endnu et Aar i Skabet, kom saa paa Loftet og blev skjult af Støv og Spindelvæv; da tænkte den paa bedre Dage, da den skjænkede rød Viin i den friske Skov, og da den gyngede paa Bølgerne og havde en Hemmelighed at bære, et Brev, et Afskedssuk.

✂ Og nu stod den paa Loftet i tyve Aar; den kunde have staaet længer, skulde ikke Huset have været bygget om. Taget blev

*18 tilsidst saa] saa tilsidst »C«, t. saa A4 . 20 fremmed] fremmedt A23 , fremmed »C«, fremmedt A4 . 24 taget] tagen A3 . - Seddelen] Sedlen A3 . 25 forstode] forstod heller O. 28 den] Sedlen A4 . 30 Seddelen] Sedlen A3 . 32 meer] mere fejl »C«, meer »D«. 30

✂ revet af, Flasken seet og omtalt, men den forstod ikke Sproget; det lærer man ikke af at staae paa Loftet, selv i tyve Aar. »Var jeg blevet nede i Stuen,« meente den rigtignok, »saa havde jeg nok lært det!«

✂ Den blev nu vasket og skyllet, den kunde trænge til det; den følte sig ganske klar og gjennemsigtig, den var ung igjen paa sin gamle Alder, men Sedlen, den havde baaret paa, den var gaaet i Vasken.

✂ Flasken fyldtes nu med Frø-Korn, den kjendte ikke den Slags; den blev tilproppet og svøbt vel ind, den saae hverken Lygte eller Lys, end sige Sol eller Maane, og Noget skal man dog see, naar man gaaer paa Reiser, meente Flasken, men den saae ikke Noget, dog det Vigtigste gjorde den - den reiste og kom hen, hvor den skulde, der blev den pakket ud.

✂ »Hvor de der udenlands har gjort dem Uleilighed med den!« blev der sagt, »og saa er den dog vel knækket!« men den var ikke knækket. Flasken forstod hvert evige Ord, der blev sagt, det var i det Tungemaal, den havde hørt ved Smelteovnen og hos Viinhandleren og i Skoven og paa Skibet, det eneste rigtige gode gamle Sprog, det man kunde forstaae; den var kommet hjem til sit Land, den fik Velkomsthilsen! den var af bare Glæde nær sprunget dem ud af Hænderne, den mærkede knap til, at Proppen kom af, og den selv blev rystet ud og sat ned i Kjelderen for at blive gjemt og glemt; Hjemmet er bedst, selv i Kjelderen! det faldt den der aldrig ind at tænke over, hvor længe den der laae, den laae godt og det i Aaringer, saa kom der en Dag Folk herned, tog Flaskerne og den med.

✂ Udenfor i Haven var gjort stor Stads; brændende Lamper hang i Guirlander, Papirslygter straalede som store Tulipaner i Transparent; det var ogsaa en deilig Aften, Veiret stille og klart; Stjernerne skinnede saa blanke og Nyet var tændt, egentligt saae man den hele runde Maane som en blaagraa Kugle med gylden Halvkant, det saae godt ud, for gode Øine.

✂ I de afsides Gange var ogsaa nogen Illumination, idetmindste saa megen, at man kunde see at komme frem; der stod mellem Hækkerne opstillet Flasker, hver med et Lys i, der stod ogsaa Flasken, som vi kjende, den der engang skulle ende som Flaskehals, som Fugleglas; den fandt i dette Øieblik her Alt saa mageløst deiligt, den var igjen i det Grønne, var igjen med til Glæde

*3 blevet] bleven A3 . 9 den (Slags)] det »C«, den A4 , det »D«. 20 kommet] kommen A3 . 22 sprunget] sprungen A3 . 26 der laae] laae der »C«, der laae A4 . 27 tog] toge »C«. 31 egentligt] OA12 , egenligt A3 , egenlig »C«, egenligt A4 . 34 var] var der A4 . 37 skulle] skulde O, skulle A-»C«, skulde A4 . 31

✂ og Fest, fornam Sang og Musik, Surren og Murren af de mange Mennesker, især fra den Kant af Haven, hvor Lamperne brændte og Papirslygterne viiste Couleurer. Selv stod den vel i en afsides Gang, men just det havde Noget for Tanken, Flasken stod og bar sit Lys, stod her til Nytte og Fornøielse, og det er det Rette; i en saadan Time glemmer man tyve Aar paa Loftet - og det er godt at glemme.

✂ Tæt forbi den gik et enkelt Par, Arm i Arm, som Brudeparret ude i Skoven: Styrmanden og Bundtmagerens Datter; det var for Flasken, som om den levede det om igjen! I Haven gik Gjester og der gik Folk, som turde see paa dem og Stadsen, og mellem disse gik en gammel Pige, frændeløs, men ikke vennelos, hun tænkte netop paa det samme som Flasken, hun tænkte paa den grønne Skov og paa et ungt Brudepar, der kom hende meget ved, hun var Part deri, hun var Halvparten, det var i hendes lykkeligste Time, og den glemmer man aldrig, selv om man bliver nok saa gammel en Jomfru. Men hun kjendte ikke Flasken, og den kjendte ikke hende, saaledes gaaer man hinanden forbi i Verden - til man mødes igjen, og det gjorde de To, de vare jo komne i By sammen.

✂ Flasken kom fra Haven til Viinhandleren, blev igjen fyldt med Viin og solgt til Luftskipperen, der næste Søndag skulde gaae op med Ballonen. Der var en Stimmel af Mennesker, for at see til, der var Regiments-Musik og mange Tilberedelser, Flasken saae det fra en Kurv, hvori den laae ved en levende Kanin, der var ganske forknyt, idet den vidste, den skulde op med for at gaae ned med Faldskjærm, Flasken vidste hverken om op eller ned, den saae, at Ballonen bovnede saa stor, saa stor, og da den ikke kunde blive større, begyndte at løfte sig høiere og høiere, blive saa urolig, Tougene, der holdt den, skar man over og den svævede med Luftskipperen, Kurven, Flasken og Kaninen; Musiken klang, og alle Mennesker raabte: Hurra! »Det er løierligt saadan at gaae til Veirs!« tænkte Flasken, »det er en ny Seilads; deroppe kan man da ikke løbe paa!«

✂ Og mange tusinde Mennesker saae efter Ballonen, og den gamle Jomfru saae ogsaa efter den; hun stod ved sit aabne Qvistvindue, hvor Buret hang med den lille Irisk, der dengang ikke havde Vandglas, men maatte nøies med en Kop. I Vinduet selv stod et Myrthetræ, det var lidt flyttet tilside, for ikke at stødes ud, idet den gamle Pige bøiede sig frem for at see; og hun

*20 sammen.] punktum mgl. A. 29 at] den at »C«, at A4 . 39 det] der A2 . - lidt flyttet] flyttet lidt »C«, lidt flyttet A4 . 32

✂ saae i Ballonen tydeligt Luftskipperen, der lod Kaninen gaae ned med Faldskjærm og derpaa drak alle Menneskers Skaal og kastede saa Flasken høit i Luften; ikke tænkte hun paa, at hun havde seet just den flyve høit for hende og hendes Ven paa Glædens Dag i den grønne Skov, i Ungdoms Tid.

✂ Flasken fik ikke Tid til at tænke, det kom den saa uventet med Eet at være paa sit Livs Høidepunkt. Taarne og Tage laae dybt nede, Menneskene vare saa bitte smaa at see.

✂ Nu sank den og det med en anderledes Fart end Kaninen; Flasken gjorde Kolbytter i Luften, den følte sig saa ung, saa ellevild, den var halvfuld af Vinen, men ikke længe. Hvilken Reise! Solen skinnede paa Flasken, alle Mennesker saae efter den, Ballonen var alt langt borte, og snart var ogsaa Flasken borte, den faldt paa et af Tagene og saa var den itu, men der var en saadan Flugt i Stumperne, at de ikke kunde blive liggende, de sprang og de trillede, til de naaede ned i Gaarden og laae i endnu mindre Stykker, kun Flaskehalsen holdt, og den var som skaaret af med en Diamant.

✂ »Den kunde godt bruges til Fugleglas!« sagde Kjeldermanden, men han havde selv hverken Fugl eller Buur og det var formeget at anskaffe sig disse, fordi han nu havde Flaskehalsen, der kunde bruges som Glas, den gamle Jomfru paa Qvisten kunde have Brug for den, og saa kom Flaskehalsen derop, fik en Prop i sig, og hvad der før vendte op, kom nu ned, saaledes som det tidt skeer ved Forandringer, fik frisk Vand og blev hængt foran Buret til den lille Fugl, der sang, saa det klang efter.

✂ »Ja, Du kan sagtens synge!« var det, Flaskehalsen sagde; og den var jo mærkelig, den havde været i Ballonen, - mere vidste man ikke af dens Historie. Nu hang den som Fugleglas, kunde høre Folk rumle og tumle nede paa Gaden, høre den gamle Piges Tale inde i Kammeret: der var just Besøg, en jevnaldrende Veninde, de talte sammen - ikke om Flaskehalsen, men om Myrthetræet ved Vinduet.

✂ »Du skal sandelig ikke kaste to Rigsdaler bort for en Brudebouquet til din Datter!« sagde den gamle Pige, »Du skal hos mig faae en nydelig een, fuld af Blomster! Seer Du, hvor deiligt Træet staaer. Ja, det er saamænd en Stikling af det Myrthetræ, Du gav mig Dagen efter min Forlovelsesdag, det jeg selv skulde, naar Aaret var omme, tage mig min Brudebouquet af, men den Dag kom ikke! de Øine bleve lukkede, som skulde have

*18 skaaret] skaaren A3 . 25 frisk] friskt »C«. 32 Kammeret] Kamret A4 . 33

✂ lyst for mig til Glæde og Velsignelse i dette Liv. Paa Havsens Bund sover han sødt, den Engle-Sjæl! - Træet blev et gammelt Træ, men jeg blev endnu ældre, og da Træet sygnede hen, tog jeg den sidste friske Green, satte den i Jorden, og Grenen er nu blevet saadan et stort Træ og kommer saa dog tilsidst til Bryllups-Stads, bliver Brudebouquet for din Datter!«

✂ Og der stode Taarer i den gamle Piges Øine; hun talte om sin Ungdoms Ven, om Forlovelsen i Skoven; hun tænkte paa Skaalen der blev drukket, tænkte paa det første Kys, - men det sagde hun ikke, hun var jo en gammel Pige; hun tænkte paa saa meget, men tænkte slet ikke paa, at lige udenfor hendes Vindue var endnu et Minde fra hiin Tid: Halsen af den Flaske, der sagde Svup, da Proppen knaldede af til Skaalen. Men Flaskehalsen kjendte heller ikke hende, for den hørte ikke efter hvad hun fortalte - deels og formedelst, at den tænkte alene paa sig selv.

*5 blevet] bleven A8 . 8 hun tænkte... 10 gammel Pige;] mgl. O. Kan være tilføjet af forf. i A; eller glemt i O, da næste periode har samme indledning; eller snarest strøget i sidste korrektur af O, da der faktisk ikke er plads på siden. - Underskrevet H. C. Andersen. O.

✂

Pebersvendens Nathue.

✂ Der er i Kjøbenhavn en Gade, som har det underlige Navn »Hyskenstræde«, og hvorfor hedder den det og hvad har det at betyde? Det skal være Tydsk, men der har man gjort Tydsken Uret: »Häuschen«, skulde man sige, og det betyder: smaa Huse; disse der, den Gang, og det i mange Aaringer, vare ikke stort andet end Træ-Boder, næsten som vi nu see dem stillede op paa Markederne; ja lidt større vel og med Vinduer, men Ruderne vare af Horn eller Blæreskind, thi den Tid var det for dyrt at have Glas-Ruder i alle Huse, men det er ogsaa saa langt tilbage i Tiden, at Oldefaders Oldefader, da han fortalte derom, ogsaa kaldte det: i gamle Dage; det er flere hundrede Aar siden.

✂ De rige Kjøbmænd i Bremen og Lübeck dreve Handelen i Kjøbenhavn; selv kom de ikke herop, de sendte deres Svende, og de boede i Træboderne i »Smaahusenes Gade« og holdt Udsalget af Øl og Kryderi. Det var nu saa deiligt det tydske Øl, og der var saa mange Slags, Bremer-, Prysing-, Emser-Øl - ja Braunschweiger-Mumme, og saa alle de Kryderier, saadanne som Safran, Anis, Ingefær og især Peber; ja det var nu det Betydeligste her og derfor fik de tydske Svende i Danmark Navnet: Pebersvende, og det var en Forpligtelse de maatte indgaae hjemme, at de her oppe ikke turde gifte sig; mange af dem bleve saa gamle; selv maatte de sørge for sig, pusle om sig, selv slukke deres Ild, om de havde nogen; nogle bleve saadanne

*mCollin 36,4° II:37. 6 bl. renskrift. Bl. 1 skrevet bagpå et brev til Andersen og klistret på bl. 2r. Overskriften skrevet på selve bl. 2r med anden hånd.mslutter 44,18 med Huen. *A NEH 1-58 s. 37-55 (Bibl. 769).A2 NEH 1-582. A3 NEH 1-59. A4 NEH 1-65. *B 15EF-67 s. 45-58 m. 6 ill. *C SS 25-68 5. 26-39. *D EHF 3-70 s. 23-44 m. 6 ill. *17 Udsalget] Udsalg D. 21 derfor] derfra m. 35

✂ eenlige, gamle Karle, med egne Tanker og egne Vaner; efter dem kalder man nu hver ugift Mandsperson, der er kommet i nogenlunde sat Alder, en »Pebersvend«; alt det maa man vide for at forstaae Historien.

✂ Man gjør Løier med Pebersvenden, siger, han skal have Nathue paa, trække den ned over Øinene og gaae at lægge sig:

✂ »Skære, skære Brænde,
O Vee de Pebersvende, -
Tilsengs med dem en Nathue gaaer,
De selv der' Lys maae tænde!« -

✂ Ja, det synger man om dem! man spotter Pebersvenden og hans Nathue, - just fordi man kjender saa lidt til ham og til den, - ak, den Nathue skal man da aldrig ønske sig! og hvorfor ikke? Ja, hør!

✂ Omme i Smaahusenes Gade, i de ældste Tider, var der ingen Brolægning, Folk traadte i Hul ved Hul, som i en opkjørt Huulvei, og snevert var der: Boderne stode op til hinanden og saa nær gjenboes, at i Sommertiden spændtes tidt et *Seil over Gaden fra een Bod til en anden, og saa lugtede der imellem saa krydret af Peber, Safran og Ingefær. Bag Disken stod ikke mangen Ungersvend, nei, det var meest gamle Fyre, og de vare nu slet ikke, som vi tænke os, klædte med Paryk eller Nathue, med Skægsbuxer, Vest og Kjole knappede heelt op, nei saadan gik Oldefaders Oldefader klædt og saadan er han afmalet, Pebersvendene havde ikke Raad til at lade sig afmale, og det havde dog nok været værd nu at eie et Billede af een af dem, saaledes som han stod der bag Disken eller i Højtidsdagene vandrede til Kirken. Hatten var bredskygget og høipullet, og tidt stak een af de yngste Svende en Fjer i sin; den uldne Skjorte blev skjult ved en nedslagen linned Krave, Trøien sad snevert knappet til, Kappen løs ovenover og Buxerne gik lige ned i de bredsnudede Skoe, for Strømper bare de ikke. I Bæltet sad Madkniven og Skeen, ja der sad endnu en stor Kniv til at forsvare sig med, og den gjordes tidt behov i de Tider. Saadan netop gik klædt paa Festdagene gamle Anthon, een af Smaahusenes ældste Pebersvende, kun havde han ikke den høipullede Hat, men en Kabuds og under den en strikket Hue, en rigtig Nathue, den

*2 kommet] kommen A3 . 3 Alder,] komma mgl. A. 18 *Seil] Segl mA, Seil A2 . 22 vi] herefter blyantstreg svarende til sideskifte; må antyde, at m er trykmanuskript. 35 Anthon] Anton B, således overalt. 36

✂ havde han saa ganske vænt sig til, den blev altid paa, og han eiede hele to af den Slags; han var just til at male, han var saa pindmager, saa rynket om Mund og Øine, havde lange knoklede Fingre og graabuskede Øienbryn; over det venstre Øie hang der en heel Tot, kjønt var det vel ikke, men det gjorde ham saa kjendelig; man vidste om ham, at han var fra Bremen, men der var han egentlig ikke fra, der boede hans Herre; selv var han fra Thüringen, fra den Stad Eisenach, tæt under Wartburg; derom talte gamle Anthon ikke meget, men han tænkte derpaa desmere!

✂ De gamle Svende i Gaden kom ikke meget sammen, hver blev i sin Bod, der tidlig paa Aftenen lukkedes og da saae der sort ud, der kom kun et mat Lysskjær ud gjennem den lille Horn-Rude paa Taget, hvor, indenfor, som oftest paa sin Seng, den gamle Karl sad med sin tydske Sangbog og qvædede sin Aftenpsalme, eller han gik endnu langt ud paa Natten og puslede med hvad der kunde være; morsomt var det bestemt ikke, Fremmed i et fremmedt Land er en bitterlig Stand; man kommer slet Ingen ved, uden man skulde staae dem iveien.

✂ Tidt naar det var rigtig sort Nat udenfor med Regn og Rusk, kunde her være saa skummelt og øde; Lygter saae man ikke, uden den eneste og meget lille, der hang netop ud for den ene Ende af Gaden, foran den hellige Jomfrues Billede, der var malet paa Muren. Man hørte Vandet ordentligt skvulpe og pladske mod Bjælkeværket nær ved, ud for Slotsholm, som den anden Ende af Gaden vendte imod. Saadanne Aftener bleve lange og eensomme, tog man sig ikke noget for: pakke ud og pakke ind, gjøre Kræmmerhuse og polere Vægtskaale er ikke nødvendigt hver Dag, men saa tager man sig Andet for, og det gjorde gamle Anthon, han syede selv paa sit Tøi, lappede paa sine Skoe; naar saa endelig han kom tilsengs, ja saa beholdt han, efter Sædvane, Nathuen paa, trak den endnu lidt længere ned, men snart igjen trak han den op for at see om ikke Lyset var vel slukket, han følte paa det, klemte Vægen og saa lagde han sig igjen og om paa den anden Side, og fik igjen Nathuen ned; men tidt kom saa i det samme den Tanke: mon vel i den lille Ildpotte nede hvert Kul var heelt udbrændt, tilbørlig dæmpet, en lille Gnist kunde der endnu være blevet, den kunde

*1 vænt] vænnet C. 2 den] det B. 3 knoklede] knoglede C. 6 men] og dog A4 . 7 egentlig] egenlig A3 . 11 De] første ord på ny side A; mærke i papiret foran m. 17 der] det A4 , der B, det C, der D. 24 ordentligt] ordenligt A3 . 26 imod] ud imod m. 31 saa endelig han] han saa endelig A2 . 36 det] herefter streger m som ved foregående sideskifter i A. 38 blevet] bleven A4 . 37

✂ tænde og gjøre Fortræd; og saa stod han op af sin Seng, krøb ned ad Stigen, Trappe kunde den ikke kaldes, og naar han saa kom til Ildpotten var der ikke Gnist at see, og han kunde vende om igjen; men tidt kom han kun Halvveien, saa var han uvis om Jernstangen var sat for Døren, om Krampen var for Skodderne; ja, saa maatte han ned paa de tynde Been; han frøs, Tænderne klapprede da han krøb i Seng, for Kulde kommer først rigtig skrap, naar den veed den skal væk. Dynen trak han høiere op over sig, Nathuen mere ned over Øinene og vendte nu Tankerne bort fra Dagens Handel og Besvær, men det blev ikke til Behagelighed, for da kom gamle Minder og hang sine Gardiner op, og de har sommetider Knappenaale, som man stikker sig paa; av! siger man; og stikke de ind i det blodige Kjød og brænde, saa kan man faae Taarer i Øinene derved, og det fik ogsaa gamle Anthon tidt, der kom hede Taarer, de klareste Perler; de faldt paa Sengedynen eller paa Gulvet, og da klang de som om en Smertens Streng sprang, saa hjertefuldt; de fordunstede nok, de blussede op i Flamme; men de belyste da et Livsbillede for ham, det, der aldrig forsvandt af hans Hjerte; tørrede han saa Øinene med Nathuen, ja saa knustes Taaren og Billedet, men Kilden til det var og blev, den laae i hans Hjerte. Billederne kom ikke som de fulgte i Virkeligheden, oftest kom de smerteligste, ogsaa de glad veemodige lyste frem, men just de kastede nu de stærkeste Skygger.

✂ »Deilig er Bøgeskoven i Danmark!« sagde man, men deiligere løftede sig dog for Anthon Bøgeskoven i Egnen ved Wartburg; mægtigere og meer ærværdige syntes ham de gamle Ege oppe om den stolte Eidderborg, hvor Slyngplanterne hang hen over Klippens Steenblokke; sødere duftede Æbletræernes Blomster der, end i det danske Land; levende følte og fornam han det endnu; en Taare trillede, klang og lyste: han saae tydeligt i den to Smaabørn, en Dreng og en Pige, lege; Drengen havde røde Kinder, gule krøllede Haar, ærlige blaae Øine, det var den rige Kræmmers Søn, lille Anthon, ham selv; den lille Pige havde brune Øine og sort Haar, kjæk og klog saae hun ud, det var Borgemesterens Datter, Molly. De To legede med et Æble, de rystede det og hørte hvorledes Kjærnerne raslede indeni; Æblet skar de over og fik hver et Stykke; de deelte Kjærnerne mellem sig og spiste dem, paa een nær, den skulde lægges i Jorden, meente den lille Pige.

*8 væk] bort C. 17 hjertefuldt] -fuld A3 . 27 meer] mere C. 33 gule krøllede] gule, krøllede A3-C gult, krøllet D. 38

✂ »Saa skal Du see hvad der kommer ud af det, der kommer Noget, som Du slet ikke tænker Dig, der kommer et heelt Æbletræ, men ikke ligestrax!«

✂ Og Kjærnen plantede de i en Urtepotte, begge To vare ivrige dermed; Drengen gravede Hul i Jorden med sin Finger, den lille Pige lagde Kjærnen ned og begge To dækkede Jorden til.

✂ »Nu maa Du ikke imorgen tage den op, for at see om den har faaet Rod,« sagde hun, »det maa man ikke! det gjorde jeg med mine Blomster, kun to Gange, jeg vilde see om de groede, da havde jeg ikke bedre Forstand, og Blomsterne døde!«

✂ Urtepotten blev hos Anthon og hver Morgen, hele Vinteren saae han til den, men der var kun den sorte Jord at see; nu kom Foraaret, Solen skinnede saa varmt, da pippede der frem i Urtepotten to smaa grønne Blade.

✂ »Det er mig og Molly!« sagde Anthon, »det er yndigt, det er mageløst!«

✂ Snart kom der et tredie Blad; hvem betyder det? Ja, der kom eet og eet endnu! hver Dag og Uge blev det større og større, Planten blev et heelt Træ. Og dette, Altsammen, afspeilede sig nu i en eneste Taare, der knustes og forsvandt; men den kunde komme igjen fra Vældet, - fra gamle Anthons Hjerte.

✂ Nær ved Eisenach strækker sig en Række stenede Bjerge, eet runder sig frem og har hverken Træer, Buske eller Græs; det kaldes Venusbjerget; derinde boer Fru Venus, en Afguds-Qvinde fra hedensk Tid, Fru Holle kaldtes hun, det vidste og veed endnu hvert Barn i Eisenach; ind til sig havde hun lokket den ædle Ridder Tannhäuser, Minnesangeren fra Wartburg Sangerkreds.

✂ Lille Molly og Anthon stode tidt ved Bjerget, og eengang sagde hun: »Tør Du banke paa og sige: Fru Holle! Fru Holle! luk op, her er Tannhäuser!« men det turde Anthon ikke; Molly turde det; dog kun de Ord: »Fru Holle! Fru Holle!« sagde hun høit og tydeligt, Resten talte hun saaledes hen i Vinden, saa utydeligt, at Anthon var vis paa, hun ikke havde sagt noget egentligt; saa kjæk saae hun ud, saa kjæk, som naar hun sommetider med andre Smaapiger traf sammen i Haven med ham, og de da alle vilde kysse ham, just fordi han ikke vilde kysses, og slog fra sig, hun alene vovede det.

✂ »Jeg tør kysse ham!« sagde hun stolt og tog ham om Halsen; det var hendes Forfængelighed og Anthon fandt sig deri, tænkte

*27 Wartburg] Wartburgs B, Wartburg C. 35 egentligt] egenligt A3 . 36 andre] herefter kryds m. 39

✂ slet ikke derover. Hvor var hun yndig, hvor var hun kjæk. Fru Holle i Bjerget skulde ogsaa være deilig, men den Deilighed havde man sagt, var det Ondes forførende Skjønhed; den høieste Deilighed derimod var en saadan som fandtes hos den hellige Elisabeth, Landets beskyttende Helgeninde, den fromme thüringske Fyrstinde, hvis gode Gjerninger gjennem Sagn og Legende forherligede her saa mangt et Sted; i Capellet hang hendes Billede med Sølvlamper om; - dog hun lignede slet ikke Molly.

✂ Æbletræet, de to Børn havde plantet, voxede Aar for Aar, det blev saa stort, at det maatte plantes ud i Haven i den friske Luft, hvor Duggen faldt, hvor Solen skinnede varmt, og det fik Kræfter til at staae Vinteren imod med, og efter Vinterens haarde Tryk, var det ligesom om det af Glæde i Foraaret satte Blomster; i Høsten havde det to Æbler, eet for Molly, eet for Anthon; mindre kunde det ikke godt være.

✂ Træet havde skyndt sig frem, Molly voxte som Træet, hun var frisk, som en Æbleblomst; men længe skulde han ikke see paa den Blomst. Alting skifter, Alting vexler! Mollys Fader forlod det gamle Hjem og Molly fulgte med, langt bort; - ja i vor Tid er det ved Dampen kun nogle Timers Reise, men den Gang brugte man meer end Nat og Dag til at komme saa langt Øster paa fra Eisenach, det var heelt i den yderste Kant af Thüringen, til den Stad, der endnu kaldes Weimar.

✂ Og Molly græd og Anthon græd; - alle de Taarer, ja de randt nu i een eneste Taare og den havde Glædens røde, deilige Lys. Molly havde sagt ham, hun holdt af ham meer end af al Herlighed i Weimar.

✂ Der gik et Aar, der gik to, tre, og i al den Tid kom to Breve, det ene bragte Fragtmanden, det andet havde en Reisende med; det var en Vei, lang, tung og i Bugter, forbi Stæder og Byer.

✂ Hvortidt havde ikke Anthon og Molly sammen hørt Historien om Tristland og Isolde og saa ofte havde han tænkt derved sig og Molly, skjøndt Navnet Tristand skulde betyde at »han var født dem i Sorg«, og det passede ikke paa Anthon, han vilde heller aldrig som Tristand kunde faae i Tanke, »hun har glemt mig!« men Isolde glemte jo ogsaa heller ikke sin Hjertens Ven, og da de begge vare døde og jordede paa hver sin Side af Kirken, voxte Lindetræerne fra Gravene hen over Kirketaget og

*17 voxte] voxede A3 . 19 den] denne B, den C, denne D. 33 Tristand] Tristan C passim. 37 Isolde glemte jo ogsaa] ogsaa I. glemte jo D. 39 voxte] voxede A3 . 40

✂ mødtes blomstrende der; det var saa smukt, syntes Anthon, og dog saa sørgeligt -, men sørgeligt kunde det ikke blive med ham og Molly og saa fløitede han en Vise af Minnesangeren, Walther von der Vogelweide:

✂ »Under Linden ved Heden -!«

✂ Og især klang saa deiligt i den:

✂ »Ud for Skoven, i den stille Dal,
Tandaradai!
Sang dertil en Nattergal!«

✂ Den Vise kom ham altid paa Tunge, den sang og fløitede han i den maaneklare Nat, da han til Hest i den dybe Huulvei reed afsted for at naae til Weimar og gjeste Molly; han vilde komme uventet, og han kom uventet.

✂ Velkommen fik han, Viin fuldt op i Bægeret, muntert Selskab, fornemt Selskab, en hyggelig Stue og en god Seng, og dog var der slet ikke som han havde tænkt og drømt sig! han forstod ikke sig, han forstod ikke de Andre; men vi kunne forstaae det! Man kan være i Huset, i Familie, og groer dog ikke fast, man samtaler, som man samtaler i en Postvogn, kjender hinanden, som man kjender hinanden i en Postvogn, generer hinanden, ønsker at man var afsted, eller at vor gode Nabo var afsted. Ja saadant Noget fornam Anthon.

✂ »Jeg er en ærlig Pige,« sagde Molly til ham, »jeg vil selv sige Dig det! Meget har forandret sig siden vi vare sammen som Børn, det er anderledes udenom og indeni! Vane og Villie har ikke Magt over vort Hjerte! Anthon! jeg vil ikke have en Uven i Dig, nu jeg snart er langt borte herfra! - tro mig, jeg har en god Tanke for Dig, men holde af Dig, som jeg nu veed, at man kan holde af et andet Menneske, det har jeg aldrig gjort! - Det maa Du finde Dig i! - Farvel, Anthon!«

✂ Og Anthon sagde ogsaa Farvel; der kom ikke Taare skabt i hans Øine, men han fornam, at han ikke længer var Mollys Ven. Den gloende Jernstang og den frosne Jernstang bider Huden af vor Læbe med lige Fornemmelse for os, naar vi kysse den, og han kyssede lige stærkt ind i Kjærlighed, som i Had.

✂ Ikke et Døgn var Anthon om at naae hjem igjen til Eisenach, men Hesten han reed paa blev ogsaa spoleret.

✂ »Hvad siger det!« sagde han, »jeg er spoleret og jeg vil spolere

*7 Ud... Nattergal] »Ud fra Skoven, dybt i Dal, / Tradaradai! / Sang en Nattergal!« m. - for] fra B, for C, fra D. 31 Taare skabt] en Taare A4 , Taare skabt B, en Taare C. 41

✂ Alt, hvad der kan minde mig om hende: Fru Holle, Fru Venus, du hedenske Qvinde! - Æbletræet skal jeg knække og brække, rykke op med Rod; aldrig skal det blomstre meer og sætte Frugt!«

✂ Men Træet blev ikke lagt øde, selv var han lagt øde og laae i Feber paa sin Seng. Hvad kunde hjelpe ham op igjen? Der kom en Medicin, der kunde det, den bittreste, der findes, den, der ryster op i den syge Krop og den krympende Sjæl: Anthons Fader var ikke længer den rige Kjøbmand. De tunge Dage, Prøvelsens Dage, stode for Døren; Ulykken væltede ind; som store Søer kom den i det engang rige Huus. Faderen blev en fattig Mand, Sorg og Ulykke lamslog ham; da fik Anthon Andet at tænke paa, end Kjærestesorg og at være vred paa Molly; han maatte nu være Fader og Moder i Huset, han maatte ordne, hjelpe, tage ordentligt fat, selv ud i den vide Verden og tjene for sit Brød.

✂ Til Bremen kom han, prøvede Nød og tunge Dage, og de gjøre Sindet haardt eller blødt, tidt altfor blødt. Hvor langt anderledes var dog Verden og Menneskene der, end han havde tænkt sig i Barndoms Tid. Hvad var ham nu Minnesangernes Viser, Kling og Klang, Mundsveir! ja det var hans Mening sommetider, men andre Tider klang de Sange ham inde i Sjælen og han blev from i Sind.

✂ »Guds Villie er den bedste!« sagde han da, »godt var det, at Vor Herre ikke lod Mollys Hjerte hænge ved mig, hvad skulde det have ført til, nu da Lykken saaledes har vendt sig. Hun slap mig, før hun vidste eller tænkte paa dette Omslag fra Velstands Dage, der forestod. Det var en Herrens Naade mod mig, Alt er skeet paa det Bedste! Alt skeet viseligt! hun kunde ikke derfor; og jeg har været hende saa bitter fjendsk!«

✂ Og Aaringer gik; Anthons Fader var død, Fremmede boede i Fædrehuset; Anthon skulde dog see det igjen, hans rige Herre sendte ham i Reise-Ærinde og da kom han gjennem sin Fødeby Eisenach. Det gamle Wartburg stod uforandret deroppe paa Fjeldet, med »Munken og Nonnen« i Steenblokken; de mægtige Egetræer gave samme Omrids til det Hele som i Barndomstid. Venusbjerget skinnede nøgent graaligt frem i Dalen. Gjerne havde han sagt: »Fru Holle, Fru Holle! luk Bjerget op! saa bliver jeg dog der paa Hjemmets Grund!«

✂ Det var en syndig Tanke og han slog Kors for sig; da sang en

*15 ordentligt] ordenligt A3 . 28 mod] imod B, mod C. 29 skeet viseligt] skeer viseligt A2 . 36 Barndomstid] Barndoms Tid C. 42

✂ lille Fugl fra Busken, og den gamle Minnevise kom ham i Tanke:

✂ »Ud for Skoven, i den stille Dal,
Tandaradai,
Sang dertil en Nattergal!«

✂ Han huskede paa saa Meget, her ved sin Barndoms By, den han gjensaae gjennem Taarer. Pædrehuset stod som før, men Haven var omlagt, en Markvei førte hen over et Hjørne af den gamle Have-Grund, og Æbletræet, det han ikke havde faaet ødelagt, stod der, men uden for Haven, paa den anden Side af Veien, dog Solen skinnede paa det som før og Duggen faldt paa det som før, det bar rigelig Frugt, der bøiede Grenene ned mod Jorden.

✂ »Det trives!« sagde han, »det kan det!«

✂ Een af de store Grene paa det var dog knækket, kaade Hænder havde gjort det, Træet stod jo ved Alfarvei.

✂ »Man bryder af dets Blomster, uden at sige Tak, man stjæler af Frugten og knækker Grenene; her kunde siges, dersom man kan tale om et Træ, som om et Menneske: det var ikke sjunget for Træets Vugge, at det skulde saadan staae. Det begyndte sin Historie saa smukt, og hvad kom der ud af den? forladt og glemt, et Havetræ paa Grøften, ved Mark og Landevei! der staaer det uden Læ, rusket og knækket! det visner vel ikke deraf, men med Aarene blive Blomsterne færre, Frugterne ingen og tilsidst - ja, saa er Historien ude!«

✂ Det tænkte Anthon der under Træet, det tænkte han mangen Nat i det lille eensomme Kammer i Træhuset i fremmed Land i Smaahusenes Gade i Kjøbenhavn, hvorhen hans rige Herre, Kjøbmanden i Bremen, havde sendt ham og betinget at han ikke maatte gifte sig.

✂ »Gifte sig! ho, ho!« loe han saa dybt og underligt.

✂ Vinteren var kommet tidlig, det frøs skrapt; udenfor var en Sneestorm, saa at Enhver der kunde det holdt sig indendøre; derfor var det ogsaa, at Anthons Gjenboer ikke lagde Mærke til, at hans Bod hele to Dage ikke blev aabnet, han selv slet ikke viste sig, hvem gik ud i det Veir, naar man kunde lade være?

✂ Det var graae, mørke Dage, og i Boden, hvor Ruderne jo ikke

*3 Ud...] som før m. - for] fra m, for A-C, fra D. 20 det skulde saadan staae] det (overstreget saadant) skulde (overstr. staae) saadan staae m, det skulde saadan staae A, det skulde staae saadan A2 . 27 fremmed] fremmet m, fremmed AB, fremmedt C. 32 kommet] kommen A3 . 43

✂ vare af Glas, blev kun Tusmørke og bælgmørk Nat. Gamle Anthon havde i to Dage slet ikke forladt sin Seng, han eiede ikke Kræfter dertil; det haarde Veir ude havde han længe fornummet i sine Lemmer. Forladt laae den gamle Pebersvend, og kunde ikke hjelpe sig, knap kunde han række til Vandkrukken, den han havde stillet udenfor Sengen, og den sidste Draabe var ogsaa drukket. Det var ikke Feber, ikke Sygdom, det var Alderdommen, der lammede ham. Det var næsten som stadig Nat om ham, deroppe hvor han laae. En lille Edderkop, den han ikke kunde see, spandt tilfreds og travlt sin Spindelvæv hen over ham, som skulde der dog vaie lidt nyt, friskt Sørgeflor, dersom den Gamle lukkede sine Øine.

✂ Saa lang og døsende tom var Tiden; Taarer havde han ikke, Smerte ikke heller; Molly var slet ikke i hans Tanke; han havde en Fornemmelse af, at Verden og dens Tummel ikke meer var hans, at han laae udenfor den, Ingen tænkte paa ham. Et Øieblik syntes han at fornemme Hunger, ogsaa Tørst, - ja han fornam den! men Ingen kom at vederqvæge ham, Ingen vilde komme. Han tænkte paa dem, der vansmægtede, huskede, hvorledes den hellige Elisabeth, da hun levede her paa Jorden, hun, hans Hjemstavns og Barndoms Helgeninde, den ædle Hertuginde af Thüringen, den høifornemme Frue steeg selv ind i den fattigste Vraa og bragte den Syge Haab og Vederqvægelse. Hendes fromme Gjerninger lyste ind i hans Tanker, han huskede, hvorledes hun kom og talede Trøstens Ord til dem der leed, badede den Lidendes Saar og bragte den Hungrige Føde, skjøndt hendes strenge Husbond vrededes derover. Han huskede Sagnet om hende, hvorledes, da hun kom med den fuldpakkede Kurv, hvori var Viin og Føde, hendes Husbond, der bevogtede hendes Skridt, traadte frem og i Vrede spurgte, hvad det var hun der bar, hun da i Skræk svarede, det er Roser, jeg har plukket i Haven, han rev Dugen af, og Miraklet var skeet for den fromme Qvinde, Vinen og Brødet, Alt i Kurven laae forvandlet til Roser.

✂ Saaledes levede Helgeninden i Tankerne hos gamle Anthon, saaledes stod hun lyslevende for hans matte Syn, foran hans Seng i den ringe Træbod i det danske Land. Han blottede sit Hoved, saae hende ind i de milde Øine og Alt rundtom var Glands og Roser, ja disse selv bredte sig ud saa duftende, en egen deilig Æbleduft fornam han, et blomstrende Æbletræ saae

*10 hen] fra Sengestolpen hen m. 22 Frue] herefter komma A4 . 27 huskede] herefter komma A. 44

✂ han det var, det strakte sig henover ham, det var Træet, han med Molly havde plantet som lille Kjærne.

✂ Og Træet dryssede sine duftende Blade ned paa hans hede Pande og kjølede den; de faldt paa hans forsmægtende Læber og det var som styrkende Viin og Brød, de faldt paa hans Bryst og han følte sig saa let, saa tryg til at blunde.

✂ »Nu sover jeg!« hviskede han stille; »Søvnen gjør godt! imorgen er jeg karsk og rigtig oppe igjen! deiligt! deiligt! Æbletræet plantet i Kjærlighed, seer jeg i Herlighed!«

✂ Og han sov.

✂ Dagen derpaa, det var den tredie Dag Boden var lukket, Sneen fygede ikke meer, søgte Gjenboen over til gamle Anthon, der slet ikke viste sig. Han laae udstrakt død med sin gamle Nathue trykket mellem Hænderne. Den fik han ikke paa i Kisten, han havde jo endnu een, reen og hvid.

✂ Hvor vare nu de Taarer han havde grædt? Hvor vare de Perler? I Nathuen bleve de, - de ægte gaae ikke af i Vasken - med Huen bleve de gjemt og glemt, - de gamle Tanker, de gamle Drømme, ja de bleve endnu i Pebersvendens Nathue. Ønsk Dig ikke den! din Pande vil den gjøre altfor heed, faae Pulsen til at slaae stærkere, bringe Drømme, som vare de Virkelighed; det prøvede den Første, som fik den paa og det var dog et halvhundred Aar efter, og det Borgemesteren selv, der sad med Kone og elleve Børn, godt inden Vægge; han drømte strax om ulykkelig Kjærlighed, Fallit og knap Tæring.

✂ »Hu! hvor den Nathue varmer!« sagde han og rev den af og der trillede en Perle og atter en Perle, der klang og lyste. »Det er Gigten!« sagde Borgemesteren, »det gnistrer mig for Øinene!«

✂ Det var Taarer, grædt for et halvhundred Aar siden, grædt af gamle Anthon fra Eisenach.

✂ Hver som siden fik den Nathue paa, fik rigtignok Syner og Drømme, hans egen Historie blev til Anthons, det blev et heelt Eventyr, det blev mange, dem kunne de Andre fortælle, nu have vi fortalt det første og med det er vort sidste Ord: - ønsk Dig aldrig Pebersvendens Nahue.

*30 halvhundred] halvhundrede C. 32 Hver] Hvem A3 .

✂

»Noget«

✂ »Jeg vil være Noget!« sagde den Ældste af fem Brødre, »jeg vil være til Nytte i Verden; lad det være nok saa ringe en Stilling, kun at det er godt, det jeg udretter, saa er det Noget. Jeg vil lave Muursteen, dem kan man ikke undvære! saa har jeg dog gjort Noget!«

✂ »Men noget altfor lidt!« sagde den anden Broder, »det Du gjør, er saa godt som Ingenting; det er Haandlanger-Arbeide, kan udrettes ved Maskine. Nei saa heller blive Murer, det er dog Noget, det vil jeg være. Det er en Stand! ved den kommer man ind under Laugene, bliver Borger, har sin egen Fane og sin egen Kro; ja, gaaer det godt, kan jeg holde Svende, bliver kaldet Mester og min Kone bliver Mesterinde; det er Noget!«

✂ »Det er slet Ingenting!« sagde den Tredie, »det er udenfor dasserne og der er mange dasser i en By, langt over Mesters! Du kan være en brav Mand, men Du er som Mester dog kun hvad man kalder »simpel«! nei, saa veed jeg noget Bedre! jeg vil være Bygmester, træde ind paa det Kunstneriske, det Tænkende, komme op til de Høierestaaende i Aandens Rige; vel maa jeg begynde nede fra, ja, jeg kan gjerne sige det lige reent ud: jeg maa begynde, som Tømmerdreng, gaae med Kasket, skjønt jeg er vant til at gaae med Silkehat, løbe for de simple Svende at hente Øl og Brændeviin, og de sige Du til mig, det er graverende! men jeg vil bilde mig ind, at det Hele er en Maskerade, det er Maske-Frihed! imorgen - det vil sige, naar jeg er Svend, gaaer jeg min Vei, de Andre komme ikke mig ved!

*mNkS 2438,4°. 4 bl. koncept. *A NEH 1-58 s. 57-67 (Bibl. 770).A2 NEH 1-582. A8 NEH 1-59. A4 NEH 1-65. *B 15EF-67 s. 33-40 m. 3 ill., titel indtegnet i den første. *C SS 25-68 s. 39-46. *D EHF 3-70 s. 45-57 m. 4 ill.: ny indledningsvignet med de 5 brødre, opr. titelbillede sat til sidst. *9 heller] hellere B, heller C. 19 i] herefter hage med blyant, se n. t. 35,22. 46

✂ jeg gaaer paa Academiet, lærer at tegne, kaldes Architekt -! det er Noget! det er Meget! jeg kan blive Høiædle og Velbyrdige, ja lidt til baade for og bag, og jeg bygger og bygger, ligesom de Andre før mig! det er altid Noget man kan stole paa! det Hele er Noget!«

✂ »Men det Noget bryder jeg mig ikke om!« sagde den Fjerde, »jeg vil ikke gaae i Kjølvand, ikke være Copi, jeg vil være Geni, være dygtigere end I Alle tilsammen! jeg skaber en ny Stiil, giver Ideen til en Bygning, passende for Landets Klimat og Materiale, Landets Nationalitet, vor Tidsalders Udvikling og saa een Etage til for mit eget Geni!«

✂ »Men naar nu Klimatet og Materialet ikke duer!« sagde den Femte, »det vil være slemt, for det har Indvirkning! Nationaliteten kan ogsaa let blive saa udvidet, at den bliver affecteret, Tidsalderens Udvikling kan lade Dig løbe løbsk, som tidt Ungdommen løber. Jeg seer nok, at Ingen af Eder bliver egentligt til Noget, ihvor meget I selv troe det! Men gjør som I ville, jeg skal ikke ligne Eder, jeg stiller mig udenfor, jeg vil raisonnere over, hvad I udrette! der er altid noget Galt ved enhver Ting, det skal jeg pille ud og omtale, det er Noget!«

✂ Og det gjorde han, og Folk sagde om den Femte: »Ham er der bestemt Noget ved! han er et godt Hoved! men han gjør ikke Noget!« - Men derved var han Noget.

✂ See det er kun en lille Historie, og dog faaer den ikke Ende saalænge Verden staaer!

✂ Men blev der da ikke Videre af de fem Brødre! det var jo ikke Noget! Hør videre, det er et heelt Eventyr!

✂ Den *ældste Broder, som lavede Muursteen, fornam, at fra hver Steen, naar den var færdig, trillede en lille Skilling, kun af Kobber, men mange smaa Kobberskillinger, lagt paa hinanden, blive til en blank Daler, og hvor man banker paa med den, hos Bager, Slagter, Skrædder, ja hos dem Allesammen, der flyver Døren op og man faaer, hvad man bruger; see, det gav Muurstenene af sig; nogle gik vel i Brokker eller midt over, men de kom ogsaa til Brug.

✂ Oppe paa Diget vilde Mo'er Margrethe, den fattige Kone, saa gjerne kline sig et lille Huus; hun fik alle Stenbrokkerne og saa et Par Hele, for et godt Hjerte havde den ældste Broder, om han i Gjerning kun drev det til at gjøre Muursteen. Den

*3 og jeg] jeg C, og jeg D. 9 for] til B, for C. 16 egentligt] egenligt A3 . 27 Hør] Hør nu B, Hør C, Hør nu D. 28 *ældste] yngste fejl mA, ældste A2 . 30 lagt] lagte A4 , lagt B, lagte C. 38 Hele] hele Steen A2 . 39 kun] end kun B, kun C, end kun D. 47

✂ fattige Kone reiste selv sit Huus; smalt var det, det ene Vindue sad skjevt, Døren var altfor lav, og Straataget kunde været lagt bedre, men Ly og Læ var der og sees kunde der langt ud over Havet, der i sin Vælde brødes mod Diget; de salte Draaber sprøitede over hele Huset, der endnu stod, da han var død og borte der havde gjort Muurstenene.

✂ Den anden Broder, ja han kunde nu anderledes mure op, han var jo ogsaa oplært deri. Da Svendestykket var leveret, snørte han sin Randsel og sang Haandværkerens Vise:

✂ »Jeg reise kan, mens jeg er ung
Og ude hjemlig bygge,
Mit Haandværk er min Pengepung,
Mit Ungdoms-Sind min Lykke!
Og seer jeg saa mit Fædreland,
Jeg Kjæresten gav Ordet!
Hurra! en driftig Haandværksmand
Faaer let Fod under Bordet!«

✂ Og det gjorde han. Inde i Byen, da han kom tilbage og blev Mester, murede han op Huus ved Huus, en heel Gade; da den stod, saae godt ud og gav Byen Anseelse, saa byggede Husene for ham et lille Huus, der skulde være hans eget; men hvorledes kunde Husene bygge? Ja spørg dem ad, og de svare ikke, men Folk svare og sige: »jo vist har den Gade bygget ham hans Huus!« lille var det og med Leergulv, men da han med sin Brud dandsede henover det, blev Gulvet blankt og bonet, og fra hver Steen i Væggen sprang en Blomst, det var ligesaa godt som et kostbart Betræk. Det var et yndigt Huus og et lyksaligt Ægtepar. Laugsfanen vaiede udenfor og Svende og Læredrenge raabte: Hurra! jo, det var Noget! og saa døde han, det var ogsaa Noget!

✂ Nu kom Architekten, den tredie Broder, som først havde været Tømmer-Lærling, gaaet med Kasket og løbet By-Ærinder, men fra Academiet var steget til Bygmester, »høiædle og velbyrdige«! ja havde Husene i Gaden bygget et Huus for Broderen, der var Muurmester, saa fik nu Gaden Navn efter denne, og det smukkeste Huus i Gaden blev hans, det var Noget og han

*9 Haandværkerens Vise] Et selvstændigt Digt Hver Hæders Stand sin Skjønhed har. Ms. i Abrahams'ske Manuskriptsamling 3, originaltryk sunget [28.2.1854] ved fødselsdagsfesten i Arbejderforeningen (Bibl. 644) og ikke optrykt før 1875 (se Bibl. s. 395). Begge texter har hjemligt i 2. lin. af det her benyttede vers 2. 33 steget] stegen A8 . 48

✂ var Noget - og det med en lang Titel for og bag; hans Børn kaldtes fornemme Børn, og da han døde var hans Enke en Enke af Stand - det er Noget! og hans Navn stod stadigt paa Gadehjørnet og var i Folkemunde, som Gadenavn - ja det er Noget!

✂ Saa kom Geniet, den fjerde Broder, der vilde finde paa noget Nyt, noget Aparte og een Etage til, men den knak af for ham og han faldt ned og brak Halsen, - men han fik en deilig Begravelse med Laugs-Faner og Musik, Blomster i Avisen og paa Gaden hen over Brolægningen; og der blev holdt tre Liigtaler over ham, den ene meget længer end den anden, og det vilde have fornøiet ham, for han holdt meget af at tales om; der kom et Monument paa Graven, kun een Etage, men det er altid Noget!

✂ Nu var han død, ligesom de tre andre Brødre, men den Sidste, han, som raisonnerede, overlevede dem Allesammen, og det var jo det Rette, for saa havde han det sidste Ord og det var ham af stor Vigtighed at have det sidste Ord. Han var jo det gode Hoved! sagde Folk. Nu slog ogsaa hans Time, han døde og kom til Himmeriges Port. Her komme altid To og To! her stod han med en anden Sjæl, der ogsaa gjerne vilde ind, og det var netop den gamle Mo'er Margrethe fra Digehuset.

✂ »Det er nok for Contrastens Skyld, at jeg og den usselige Sjæl skal komme her paa eengang!« sagde Raisonneuren. »Naa, hvem er Hun, Mo'erlille? Vil Hun ogsaa ind her!« spurgte han.

✂ Og den gamle Kone neiede saa godt hun kunde, hun troede, det var Sand Peder selv, der talte. »Jeg er en sølle Stakkel, uden al Familie! gamle Margrethe fra Digehuset!«

✂ »Naa, hvad har Hun gjort og udrettet dernede?«

✂ »Jeg har saamænd slet ikke udrettet Noget i denne Verden! ikke Noget, der kan lukke op for mig her! det er en sand Naadens Gjerning, om jeg faaer Lov at komme indenfor Døren!«

✂ »Hvorledes har Hun forladt denne Verden?« spurgte han, for at tale om Noget, da det kjedede ham at staae der og vente.

✂ »Ja, hvordan jeg forlod den, det veed jeg ikke! syg og daarlig var jeg jo i de sidste Aaringer, og saa har jeg vel ikke kunnet taale at krybe ud af Sengen og komme i Frost og Kulde derudenfor. Det er jo en haard Vinter, men nu har jeg da forvundet det. Det var et Par Dage blikstille, men bitterlig koldt, som Deres Velærværdighed nok veed, Isen havde lagt til saalangt ud i Stranden, man kunde øine; alle Folk fra Byen toge ud paa Isen; der var, hvad de kalde Skridtskoe-Løben og Dands, troer jeg,

*21 den] denne A4 . 25 Sanct] St. A4 . 34 jeg jo] jeg D. 39 man] komma efter, ikke før, fejl A. 49

✂ der var fuld Musik og Beværtning derude; jeg kunde høre det lige ind, hvor jeg laae i min fattige Stue. Da var det saadanne hen mod Aftenstid, Maanen var oppe, men den var ikke endnu kommet til Kræfter, jeg saae fra min Seng gjennem Vinduet heelt ud over Stranden, og der lige i Kanten af Himmel og Hav kom en underlig hvid Sky; jeg laae og saae paa den, saae paa den sorte Prik midt i, der blev større og større; og saa vidste jeg hvad det betød; jeg er gammel og erfaren, skjøndt det Tegn seer man ikke ofte. Jeg kjendte det og fik en Gru! jeg har to Gange forud i min Levetid seet den Ting komme, og vidste, at der vilde blive en forfærdelig Storm med Springflod, der vilde komme over de arme Mennesker derude, som nu drak og sprang og jubilerede; Unge og Gamle, den hele By var jo derude, hvem skulde vare dem, hvis Ingen der saae og kjendte, hvad jeg nu kjendte. Jeg blev saa ræd, jeg blev saa levende, som ikke i mange Tider! ud af Sengen kom jeg og hen til Vinduet, længer kunde jeg ikke orke; Vinduet fik jeg dog op, jeg kunde see Menneskene løbe og springe derude paa Isen, see de pyntelige Flag, høre, hvor Drengene raabte Hurra, og Piger og Karle sang, det gik lystigt til, men høiere og høiere steeg den hvide Sky med den sorte Pose i! jeg raabte Alt hvad jeg kunde, men Ingen hørte mig, jeg var for langt derfra. Snart vilde Veiret bryde løs, Isen gaae istykker og Alle derude synke igjennem uden Frelse. Høre mig kunde de ikke, naae ud til dem mægtede jeg ikke; kunde jeg dog faae dem i Land! Da gav vor Herre mig den Tanke at stikke Ild i min Seng, heller lade Huset brænde af, end at de Mange saa ynkeligt skulle døe. Jeg fik Lyset tændt, saae den røde Flamme - ja, jeg naaede ud af Døren, men der blev jeg liggende, jeg kunde ikke mere; Luen stod ud efter mig og ud af Vinduet, hen over Taget; de saae den derude fra og de løb Alle, hvad de kunde, for at hjelpe mig arme Stakkel, som de troede brændte inde; der var ikke Een, som jo løb afsted; jeg hørte de kom, men jeg hørte ogsaa, hvor det med Eet susede i Luften; jeg hørte det dundrede som svære Kanonskud, Springfloden løftede Isen, der brødes itu; men til Diget naaede de, hvor Gnisterne fløi hen over mig; jeg fik dem Alle i Behold; men jeg har ikke maattet kunne taale Kulden og den Forskrækkelse, og saa er jeg kommet herop til Himmeriges Port; de sige, den bliver lukket op ogsaa for saadan en Stakkel, som jeg! og nu har jeg

*3 ikke endnu] endnu ikke B. 4 kommet] kommen A3 . 14 der] derude m, der A-C, der spat. D. 27 skulle] skulde m, skulle A123 , skulde A4 . 33 hvor] hvorledes A4 . 38 kommet] kommen A3 . 50

✂ jo ingen Huus mere dernede paa Diget, dog det giver mig da ingen Adgang her.«

✂ Da aabnede sig Himmeriges Port og Engelen førte den gamle Kone ind; hun tabte et Sengehalm udenfor, et af de Straa, der havde ligget i hendes Seng, den hun tændte for at frelse de Mange, og det var blevet til det pure Guld, men et Guld, der voxede og slyngede sig i de deiligste Forsiringer.

✂ »See, det bragte den fattige Kone!« sagde Engelen. »Hvad bringer nu Du? Ja, jeg veed nok, Du har Ingenting udrettet, ikke engang lavet en Muursteen; kunde Du bare gaae tilbage igjen og bringe idetmindste saameget; den duede sagtens ikke, naar Du havde gjort den, dog gjort med en god Villie, det var altid Noget; men Du kan ikke gaae tilbage, og jeg kan ikke gjøre Noget for Dig!«

✂ Da bad den fattige Sjæl, Konen fra Digehuset, for ham: »hans Broder har gjort og givet mig alle Steen og Stumper, hvoraf jeg klinede mit usselige Huus, det var grumme meget for mig arme Stakkel! kan nu ikke alle de Stumper og Stykker gjælde som een Muursteen for ham? Det er en Naadens Gjerning! nu trænger han til den og her er jo Naadens Hjem!«

✂ »Din Broder, den, Du kaldte den Ringeste,« sagde Engelen, »den, hvis Dont i al Ærlighed var Dig nedrigst, giver Dig sin Himmeriges-Skjerv. Du skal ikke vises bort, Du skal have Lov til at staae herudenfor og tænke over, see at ophjelpe dit Liv dernede, men ind kommer Du ikke, før Du i god Gjerning har udrettet - Noget!«

✂ »Det kunde jeg have sagt bedre!« tænkte Raisonneuren, men han sagde det ikke høit, og det var nok allerede Noget.

*10 gaae] m-A3 , naae A4 , gaae B, naae C (Brix III s. 381 opfatter det som trykfejl, jf. lin. 13), gaae D. 16 alle] alle de C.

✂

Det gamle Egetræes sidste Drøm.
(Et Jule-Eventyr.)

✂ Der stod i Skoven, høit paa Skrænten, ved den aabne Strand, saadan et rigtigt gammelt Egetræ, det var netop tre hundrede og fem og tredsindstyve Aar, men den lange Tid var for Træet ikke mere end ligesaa mange Døgn for os Mennesker; vi vaage om Dagen, sove om Natten, og have da vore Drømme, med Træet er det anderledes, Træet er vaagent i de tre Aarstider, først mod Vinteren har det sin Søvn, Vinteren er dets Sovetid, den er dets Nat efter den lange Dag, som kaldes Foraar, Sommer og Høst.

✂ Mangen varm Sommerdag havde Døgnfluen dandset rundt om dets Krone, levet, svævet og følt sig lykkelig, og hvilede da, et Øieblik i stille Lyksalighed, den lille Skabning paa et af de store friske Egeblade, saa sagde Træet altid: »Lille Stakkel! kun en eneste Dag er hele dit Liv! hvor kort dog! det er saa sørgeligt!«

✂ »Sørgeligt!« svarede da altid Døgnfluen, »hvad mener Du dermed? Alt er jo saa mageløst lyst, saa varmt og deiligt, og jeg er saa glad!«

✂ »Men kun een Dag, og saa er Alt forbi!«

✂ »Forbi!« sagde Døgnfluen. »Hvad er forbi! er ogsaa Du forbi?«

✂ »Nei, jeg lever maaskee Tusinder af dine Dage, og min Dag er hele Aarstider! Det er Noget saa langt, Du slet ikke kan udregne det!«

✂ »Nei, for jeg forstaaer Dig ikke! Du har Tusinder af mine Dage, men jeg har Tusinder af Øieblikke til at være glad og

*mCollin 36,4° II:38. 1 bl. renskrift fra 54,38 og al. *A NEH 1-58 s. 69-78 (Bibl. 771).A2 NEH 1-582. A3 NEH 1-59. A4 NEH 1-65. *B SS 25-68 s. 46-52. *C EHF 3-70 s. 59-66 m. 1 ill. *14 da... Skabning] da den lille Skabning, et Øieblik i stille Lyksalighed, A3 . 52

✂ lykkelig i! Holder al denne Verdens Deilighed op, naar Du døer?«

✂ »Nei,« sagde Træet, »den bliver vist ved længer, uendeligt længer, end jeg kan tænke det!«

✂ »Men saa have vi jo lige Meget, kun at vi regne forskjelligt!«

✂ Og Døgnfluen dandsede og svang sig i Luften, glædede sig ved sine fine, kunstige Vinger, deres Flor og Fløiel, glædede sig i den varme Luft, der var saa krydret med Duft fra Kløvermarken og fra Gjerdets vilde Roser, Hyld og Kaprifolier, ikke at tale om Skovmærker, Kodriver og vilde Krusemynter; der var en Duft saa stærk, at Døgnfluen troede at have en lille Ruus af den. Dagen var lang og deilig, fuld af Glæde og sød Fornemmelse, og naar saa Solen sank, følte altid den lille Flue sig saa behagelig træt af al den Lystighed. Vingen vilde ikke længer bære den og ganske sagte gled den ned paa det bløde, gyngende Græsstraa, nikkede med Hovedet, som den kan nikke, og sov ind saa gladelig, det var Døden.

✂ »Stakkels lille Døgnflue!« sagde Egetræet, »det var dog altfor kort et Liv!«

✂ Og hver Sommerdag gjentog sig samme Dands, samme Tale, Svar og Hensoven; det gjentog sig i hele Slægter af Døgnfluer, og alle vare de lige lykkelige, lige glade. Egetræet stod vaagen sin Foraarsmorgen, Sommermiddag og Efteraarsaften, nu var det snart mod Sovetid, dets Nat, Vinteren vilde komme.

✂ Allerede sang Stormene: »God Nat, god Nat! der faldt et Blad, der faldt et Blad! vi plukke, vi plukke! see til at Du kan sove! vi synge Dig isøvn, vi ruske Dig isøvn, men ikke sandt, det gjør godt i de gamle Grene! de knage derved af bare Fornøielse! sov sødt, sov sødt! det er din tre hundrede og fem og tredsindstyvende Nat, egentligt er Du kun en Aars-Unge! sov sødt! Skyen drysser Snee, det bliver et heelt Lagen, et luunt Sengetæppe om dine Fødder! sov sødt og drøm behageligt!«

✂ Og Egetræet stod afklædt alt sit Løv for at gaae til Ro hele den lange Vinter og i den at drømme mangen Drøm, altid noget Oplevet, ligesom i Menneskenes Drømme.

✂ Det havde ogsaa engang været lille, ja, et Agern havde været dets Vugge; efter Menneske-Regning levede det nu i et *fjerde Aarhundred; det var det største og ypperste Træ i Skoven, med sin Krone ragede det høit over alle de andre Træer og blev seet langt ude fra Søen, var Skibsmærke; det tænkte slet ikke paa, hvormange Øine, der søgte det. Høit oppe i dets grønne Krone

*2 døer?«] « mgl. A. 17 sov ind] sov A2 . 30 egentligt] egenligt A3 , egenlig A4 . 37 *fjerde] tredie fejl A, fjerde A2 . 38 Aarhundred] Aarhundrede C. 53

✂ byggede Skovduerne, og Gjøgen kukkede der, og i Efteraaret, naar Bladene saae ud som hamrede Kobberplader, kom Trækfuglene og hvilede der, før de fløi hen over Søen; men nu var det Vinter, Træet stod bladløs, man kunde ret see, hvor bugtede og krogede Grenene strakte sig; Krager og Alliker kom og satte sig skifteviis der og talte om de strenge Tider, som begyndte, og hvor svært det var at faae Føden om Vinteren.

✂ Det var just den hellige Juletid, da drømte Træet sin deiligste Drøm; den skal vi høre.

✂ Træet havde tydeligt en Fornemmelse af at det var en festlig Tid, det syntes at høre rundt om alle Kirke-Klokker ringe, og dertil var det som paa en deilig Sommerdag, mildt og varmt; det bredte ud saa frisk og grøn sin mægtige Krone, Solstraalerne spillede mellem Blade og Grene, Luften var fyldt med Duft af Urter og Buske; brogede Sommerfugle legede »Tagfat« og Døgnfluerne dandsede, som var Alt kun til for at de skulde dandse og fornøie sig. Alt, hvad Træet igjennem Aaringer havde oplevet og seet omkring sig, drog forbi, som i et heelt Fest-Optog. Det saae fra gammel Tid Riddere og Fruer til Hest, med Fjer i Hatten og med Falk paa Haand, ride gjennem Skoven; Jagthornet lød og Hundene halsede; det saae fjendtlige Soldater i blanke Vaaben og brogede Klæder, med Spyd og Hellebarder, slaae Telt op og atter tage det ned; Vagtilden blussede og der blev sjunget og sovet under Træets udstrakte Grene; det saae Kjærestefolk i stille Lykke mødes her i Maaneskin og skære deres Navne, det første Bogstav, ind i den graagrønne Bark. Cither og Æolsharpe vare engang, ja der laae Aaringer imellem, hængte op i Egens Grene af reisende, muntre Svende, nu hang de der igjen, nu klang de der igjen saa yndelig. Skovduerne kurrede, som *vilde de fortælle, hvad Træet følte derved, og Gjøgen kukkede, hvormangen Sommerdag det skulde leve.

✂ Da var det, som om en ny Livs-Strømning rislede det lige ned i de mindste Rødder og op i de høiestragende Grene, lige ud i Bladene; Træet følte at det strakte sig derved, ja det fornam med Rødderne, hvorledes der ogsaa nede i Jorden var Liv og Varme; det fornam sin Styrke tage til, det voxede høiere og høiere; Stammen skjød op, der var ingen Stillestaaen, den voxede meer og altid meer, Kronen blev fyldigere, bredte sig, løftede sig, - og altsom Træet voxede, voxede ogsaa dets Velværen, dets lyksaliggjørende Længsel efter altid at naae høiere, lige op til den lysende, varme Sol.

*4 bladløs] bladløst C. 9 skal] skulle A4 . 29 yndelig] yndeligt A4 . 30 *vilde] ville A12 , vilde A3 . 54

✂ Allerede var det voxet høit op over Skyerne, der som mørke Trækfugle-Skarer, eller store hvide Svaneflokke droge hen under det.

✂ Og hvert af Træets Blade kunde see, som havde det Øine at see med; Stjernerne bleve synlige ved Dagen, saa store og blanke; hver af dem blinkede som et Par Øine, saa milde, saa klare; de mindede om kjendte, kjærlige Øine, Barne-Øine, Kjærestefolks-Øine, naar de mødtes under Træet.

✂ Det var et livsaligt Øieblik, saa frydefuldt! og dog, i al den Pryd, fornam det en Længsel og Lyst efter, at alle de andre Skovens Træer dernede, alle Buske, Urter og Blomster maatte kunne løfte sig med, føle og fornemme denne Glands og Glæde. Det mægtige Egetræ i al sin Herligheds Drøm, var ikke fuldt lykkeligt, uden at have dem med Alle, Smaa og Store, og denne Følelse bævede igjennem Grene og Blade, saa inderligt, saa stærkt som i et Menneskes Bryst.

✂ Træets Krone bevægede sig som om det søgte og savnede, saae tilbage. Da fornam det Duft af Skovmærker og snart endnu stærkere Duft af Kaprifolier og Violer, det troede at kunne høre Gjøgen svare sig.

✂ Ja, gjennem Skyerne pippede frem Skovens grønne Toppe, det saae under sig de andre Træer voxede og løftede sig som det; Buske og Urter skjøde høit i Veiret; enkelte reve sig løs med Rod og fløi hurtigere. Birken var snarest; som en hvid Lynstraale knittrede dens slanke Stamme opad, Grenene bølgede som grønne Flor og Faner; den hele Skov-Natur, selv det brunfjedrede Bør, voxede med, og Fuglene fulgte med og sang, og paa Straaet, der som et langt, grønt Silkebaand løst flagrede og fløi, sad Græshoppen og spillede med Vingen paa sit Skinnebeen; Oldenborrerne brummede og Bierne summede, hver Fugl sang med sit Næb, Alt var Sang og Glæde lige ind i Himlen.

✂ »Men den lille blaa Blomst ved Vandet, den skulde ogsaa med!« sagde Egetræet; »og den røde Klokkeblomst! og den lille Gaaseurt!« - ja Egen vilde have dem Allesammen med!

✂ »Vi er med! vi er med!« sang og klang det.

✂ »Men de smukke Skovmærker fra forrige Sommer - og Aaret forud var her et Flor af Lilieconvaller -! og det vilde Æbletræ, hvor stod det deiligt - og al den Skovpragt i Aaringer, i mange Aaringer -! havde den dog levet og blevet til nu, saa havde den dog ogsaa kunnet være med!«

*18 saae tilbage. Da] det saae tilbage, og da A4 . 22 voxede og løftede] voxe og løfte C. 82 blaa] røde D. 33 røde] blaae D. 40 dog ogsaa] ogsaa m, dog ogsaa A-C, ogsaa D. 55

✂ »Vi er med! vi er med!« sang og klang det endnu høiere oppe, det syntes, som om de vare fløine foran.

✂ »Nei, det er altfor utroligt deiligt!« jublede den gamle Eeg. »Jeg har dem Allesammen! Smaa og Store! ikke Een er glemt! hvor er dog al den Lyksalighed mulig og tænkelig!«

✂ »I Guds Himmel er den mulig og tænkelig!« klang det.

✂ Og Træet, der altid voxede, fornam at dets Rødder løsnede sig fra Jorden.

✂ »Det er nu det Allerbedste!« sagde Træet, »nu holder mig ingen Baand! jeg kan flyve op til det Allerhøieste i Lys og Glands! og alle Kjære har jeg med! Smaa og Store! Alle med!«

✂ »Alle!«

✂ Det var Egetræets Drøm, og medens det drømte gik en voldsom Storm hen over Hav og Land i den hellige Julenat; Søen væltede tunge Bølger mod Stranden, Træet knagede, bragede og rykkedes op med Bod, netop idet det drømte, at dets Rødder løsnede sig. Det faldt. Dets tre hundrede og fem og tredsindstyve Aar var nu som en Dag for Døgnfluen.

✂ Julemorgen, da Solen kom frem, havde Stormen lagt sig; alle Kirkeklokker ringede festlig, og fra hver Skorsteen, selv den mindste paa Huusmandens Tag, løftede sig Røgen blaalig som fra Alteret ved Druidens Fest, Takkens *Offerrøg. Søen blev mere og mere stille, og paa et stort Fartøi derude, der i Natten havde vel overstaaet det haarde Veir, heisedes nu alle Flag, julefestligt og smukt.

✂ »Træet er borte! Det gamle Egetræ, vort Mærke paa Landet!« sagde Søfolkene. »Det er faldet i denne Storm-Nat! Hvo skal kunne erstatte det; det kan Ingen!«

✂ Saadan Ligtale, kort, men velmeent, fik Træet, der laae udstrakt paa Sneetæppet ved Stranden; og hen over det klang Psalmesang fra Skibet, Sangen om Julens Glæde og Menneskenes Sjæls Frelse i Christo og det evige Liv:

✂ »Syng høit i Sky, Guds Kirkeflok!
Halleluja, nu har vi nok,
Den Fryd er uden Lige!
Halleluja, Halleluja!«

✂ saa lød den gamle Psalme, og hver derude paa Skibet løftedes paa sin Viis ved den og Bønnen, ret som det gamle Træ løftede sig i sin sidste, sin deiligste Drøm Julenat.

*9 mig ingen Baand] ingen Baand mig A2-C, intet Baand mig D. 20 festlig] festligt A4 . 22 *Offerrøg] m, Offring fejl A, Offerrøg A2 . 34 vi] jeg m.

✂

ABC-Bogen.

✂ Der var en Mand, som havde skrevet nogle nye Vers til »Abc-Bogen«; saadan to Linier til hvert Bogstav, ligesom i den gamle Abc; han syntes, at man skulde have noget Nyt, de gamle Vers vare saa forslidte, og han syntes nu altid saa godt om sine egne. Den nye Abc laae endnu kun skrevet, og den var ved Siden af den gamle trykte stillet hen i det store Bogskab, hvori der stode saa mange lærde Bøger og moersomme Bøger, men den gamle Abc vilde nok ikke være Nabo til den nye og var derfor sprunget fra Hylden og havde i det samme givet et Skub til den nye, saa den ogsaa laae paa Gulvet og det med alle sine løse Blade spredte rundtom. Den gamle Abc vendte opad den første Side, og det er den vigtigste i den, der staae alle Bogstaverne, de store og smaa. Det Blad har nu Alt, hvad alle de andre Bøger leve af, Alphabetet, Bogstaverne, dem, der dog regjere i Verden; en forfærdelig Magt har de! det kommer alene an paa, hvorledes de kommanderes til at staae; de kunne give Liv, slaae ihjel, glæde og bedrøve. Enkelte opstillede betyde de Ingenting, men stillede i Geled, - ja, da vor Herre lod dem lægge under sine Tanker, fornam vi mere, end vi mægtede at bære, vi bøiede os dybt, men Bogstaverne mægtede at bære det.

✂ Der laae de nu og vendte opad! og Hanen i det store A straalede med røde, blaae og grønne Fjer; han brystede sig, for han vidste hvad Bogstaverne betød og at han var den eneste Levende i dem.

*mCollin 36,4° II:29. 1 bl. m. overklæbning, til 58,12 og de Smaa. *A NEH 1-58 s. 79-88 (Bibl. 772). Deltitlen er sat med større skrifter end ellers, ogAer tegnet initial med hane som de rigtige ABC'ers.A2 NEH 1-582. A3 NEH 1-59. A4 NEH 1-65. *B 15EF-67 s. 59-65 m: 2 ill. *C SS 25-68 s. 53-58. *D EHF 3-70 s. 67-74 m. 3 ill. (»Amme« ny). *2 Vers til »Abc-Bogen«] »Vers til A.B.C.«, Bogen tilføjet i kile m. 6 skrevet] skreven A4 . 9 sprunget] sprungen A3 . 16 har] have D. 57

✂ Da gamle Abc-Bog faldt paa Gulvet slog han med Vingerne, fløi ud og satte sig paa en Kant af Bogskabet, glattede sig med Næbet, og galede, saa det skingrede efter. Hver Bog i Skabet, som ellers Nat og Dag stod ligesom i en Døs, naar den ikke var i Brug, fornam det Trompetstød - og saa talede Hanen høit og lydeligt om den Uret, der var gjort den værdige gamle Abc-Bog.

✂ »Alting skal nu være nyt, være anderledes!« sagde den, »Alt skal være saa fremad, Børn ere saa kloge, at de nu kunne læse før de kjende Bogstaver. »»De skulle have lidt Nyt!«« sagde han, der skrev de nye Abc-Vers, som ligge der spredte paa Gulvet. Jeg kjender dem! meer end ti Gange har jeg hørt ham læse dem op for sig selv, det var ham saadan en Fornøielse, nei, maa jeg bede om mine egne, de gode gamle med Xanthus, og de Billeder, der høre til; dem vil jeg kjæmpe for, dem vil jeg gale for! enhver Bog i Skabet kjender dem vel! nu skal jeg læse de skrevne nye! læse dem med al Rolighed! lad os saa være enige om, at de ikke due!«

✂ A. Amme.

✂ En Amme gaaer i Søndagsklæder,
Og Andres Børn er hendes Hæder.

✂ B. Bonde.

✂ En Bonde før leed stor Fortræd,
Nu er han tidt for meget med!

✂ »Det Vers finder jeg nu inderligt flaut!« sagde Hanen, »men jeg læser videre!«

✂ C. Columbus.

✂ Columbus over Havet foer,
Og Jorden den blev dobbelt stor!

✂ D. Danmark.

✂ Om Danmarks Rige Sagnet gaaer,
Gud ei sin Haand af Danmark slaaer!

✂ »Det vil nu Mange finde saa kjønt!« sagde Hanen, »men det gjør jeg ikke! jeg finder nu Ingenting kjønt her! - videre!«

✂ E. Elephant.

✂ En Elephant gaaer altid tungt,
Om ogsaa Hjertet det er ungt!

*17 due!«] « mgl. A. 58

✂ F. Formørkelse.

✂ Formørkelse gjør Maanen godt,
Den gaaer saa længe med Kalot!

✂ G. Galten.

✂ Om Galten end faaer Ring i Næsen,
Han lærer ei det fine Væsen.

✂ H. Hurra.

✂ Tidt er et Hurra paa vor Jord
Et meget ubesindigt Ord!

✂ »Hvor skal nu et Barn forstaae det!« sagde Hanen, »der staaer rigtignok paa Titelbladet: »Abc-Bog for Store og Smaa«, men de Store have Andet at bestille end læse Abc-Vers og de Smaa kunne ikke forstaae det! Der er en Grændse med Alt! Videre!«

✂ J. Jord.

✂ Vor Jord er vor Moder saa rund og saa stor,
Og vi gaae tilsidst igjen i vor Moer!

✂ »Det er nu raat!« sagde Hanen.

✂ K. Ko. Kalv.

✂ En Ko er Tyrens Madamme,
Og Kalven kan blive det samme!

✂ »Hvor skal man nu *kunne forklare for Børn det Familieskab?«

✂ L. Løve. Lorgnet.

✂ Den vildeLøvehar eiLorgnet,
Det har den tamme i Nummer-Parquet.

✂ M. Morgensol.

✂ Op staaer den gyldneMorgensol,
Men ei fordi Gaardhanen goel.

✂ »Nu faaer jeg Grovheder!« sagde Hanen; »men jeg er da i godt Selskab, i Selskab med Solen! videre!«

✂ N. Neger.

✂ Sort er en Neger al sin Tid,
Ham kan man ikke vaske hvid.

*13 med] for A2 , med A3 , for A4 . 21 *kunne] kunde A, kunne A2 . 59

✂ O. Olieblad.

✂ Det bedste Blad - ja veed Du hvad?
Det var dog DuensOlieblad.

✂ P. Pande.

✂ Tidt rummes i MennesketsPande,
Hvad knap kan rummes i Tider og Lande.

✂ Q. Qvæg.

✂ At eie Qvæg er stort og godt,
Selv væreQvæg, det er kun smaat.

✂ E. Rundetaarn.

✂ Skjøndt man er skabt somRundetaarn,
Er man derfor ei høivelbaar'n.

✂ S. Sviin.

✂ Lad det Dig ikke gjøre hoven,
At Du har mange Sviin paa Skoven.

✂ »Tillader De nu, jeg galer!« sagde Hanen, »det tager paa Kræfterne at læse saa meget! man maa trække Veiret!« - og saa galede den, saa at det skingrede som Messing-Trompet, og det var en stor Fornøielse at høre paa - for Hanen. »Videre!«

✂ T. Theekedel. Theemaskine.

✂ Theekedlen fik kun Skorsteens-Rang,
Og har dog Theemaskinens Sang.

✂ U. Uhret.

✂ Skjøndt Uhret stadigt slaaer og gaaer,
Midt i en Evighed man staaer!

✂ »Det skal nu være saa dybt,« sagde Hanen, »men jeg kan ikke hitte det paa Bunden!«

✂ V. Vaskebjørn.

✂ En Vaskebjørn kan vaske Tingen
Saa længe, at den bliver ingen!

60

✂ X. - -

✂ »Her har han ikke kunnet finde paa noget Nyt!«

✂ I Ægteskabs-Sø skal der findes en Klippe,
Af Socrates blev den betegnetXanthippe.

✂ »Han maatte dog tage Xanthippe. Xanthus er nu bedre!«

✂ Y. Ygdrasil.

✂ Under Ygdrasil-Træ var Gudernes Sted, -
Træet er dødt og Guderne med!

✂ »Nu er vi snart ude!« sagde Hanen, »det er altid en Trøst. Videre frem.«

✂ Æ. Æsel.

✂ Et Æsel er et Æsel dog,
Om selv det gaaer med gyldent Skrog.

✂ Ø. Østers.

✂ En Østers har ikke til Verden Fiduus,
Den veed, man kan æde den ud af sit Huus!

✂ »Der slap det! men det er ikke overstaaet! nu skal det trykkes! og saa skal det læses! det skal bydes istedetfor de værdige gamle Bogstav-Vers i min Bog! Hvad siger Forsamlingen, Lærde og Ulærde, enkelte og samlede Skrifter? hvad siger Bogskabet? Jeg har talt - nu kunne de Andre handle!«

✂ Og Bøgerne stode og Skabet stod, men Hanen fløi ned igjen i sit store A og saae sig stolt om. »Jeg talede godt, jeg galede godt -! det gjør den nye Abc-Bog mig ikke efter! den døer bestemt! den er død! den har ingen Hane!«

*1 X. - -] Xanthippe A4 . 3 Ægteskabs] Ægtestands A4 , Ægteskabs B, Ægtestands C. 5 bedre!«] « mgl. A. 11 Æ.] Foran dette indskyder A4 : *Z. Zephyr. *Paa Dansk er Zephyr en Vestenvind,
Der isner igjennem Pels og Skind.