Andersen, H. C. Til orientering om udgaven

Til orientering om udgaven

Denne udgaves text gengiver så nøjagtigt som muligt texten i H. C. Andersens originale eventyrhæfter. Dens variantapparat vil opfange alle varianter i alle oplag til og med den illustrerede fembindsudgave 1862-74, retskrivnings- og tegnændringer dog normalt fraregnet, og vil desuden drage nytte af en sammenligning med alle udgiveren bekendte eventyrmanuskripter. Dens kommentar vil systematisk dokumentere hvert eventyrs baggrund, kilder, tilblivelse og modtagelse i samtiden, foruden at levere en almindelig punktkommentar, og vil derved søge at sammenfatte gammel forskning og lukke op for ny. Som tillæg til textudgaven vil bind V bringe Andersens trykte og utrykte eventyr udenfor de traditionelle udgaver, og til kommentaren føjes Andersens egne noter til eventyrene og en sammenfattende afhandling om textkritikkens resultater. - Om punkterne i denne planlægning skal følgende bemærkes.

H. C. Andersen publicerede i årene fra 1835 til 1872 ikke mindre end 25 forskellige småbøger med eventyr og historier. Ca. 100 af eventyrene så første gang lyset i disse hæfter, mens ca. 60, især de senere, forinden havde været trykt i aviser, kalendere e.l. Halvdelen af eventyrhæfterne oplevede eet à tre oplag udover det første. Derefter opsugedes de i de illustrerede udgaver: Eventyr, fortalte for Børn 1835-42 (3+3 hæfter) og Nye Eventyr 1844-48 (3+2 hæfter) indgik i Eventyr 1850, der blev genoptrykt 1854, mens Historier 1852-53 (2 hæfter) indgik i Historier 1855. De to bøger var illustrerede af Vilh. Pedersen, hvis hele Andersen-arbejde sammenfattedes i Eventyr og Historier I-II 1862-63. Den afdøde tegners arbejde optoges af Lorenz Frølich, sidst i samme udgaves bind III-V 1871-74, som dækkede Andersens senere produktion, samlet om Nye Eventyr og Historier 1858-72 (4+4+2 hæfter). Et mindre antal eventyr i disse illustrerede udgaver kom dog fra andre førstetryk end de nævnte hæfter, og enkelte var ikke trykt før. - Endvidere optoges eventyrene i Samlede Skrifter's

10

1. udgave, de ældre i bind 19-20 1855, de yngre i bind 25-27 og blandingsbindet 28, alle fire trykt 1868 (fra det posthume bind 29 ses bort); og endelig sluttede den posthume 2. udgave af skrifterne med eventyrbindene 13-15 1879-80. Altså findes hvert eventyr trykt flere gange i forfatterens levetid, nærv. binds indhold således normalt 6 gange, og dette forhold turde i sig selv motivere en konsekvent kollationering.

Valget af testgrundlag for en ny udgave som denne kunne ikke falde vanskeligt. Rent bortset fra, at førsteudgaver jo er det hyppigste grundlag for videnskabelige udgaver, og at textvarianter lettest knyttes til sådanne, faldt det med det samme i øjnene, at de små gamle eventyrhæfter aldrig har været optrykt som sådanne, idet nutidens samlede eller udvalgte udgaver er baseret på 1. eller 2. udgave af Samlede Skrifter, Hans Brix og Anker Jensens kritiske udgave således på 1. Ved denne benyttelse af textoverleveringens sidste i stedet for dens første trin er et enhedspræg skabt, men to ting gået i glemme: dels originaludgavernes textform, som i de senere optryk er skjult bag talrige småændringer især af normativ art, fra kommatering til syntax, og dels fornemmelsen for de små, til tider vel ret tilfældige, men til andre tider komponerede helheder, som eventyrhæfterne udgjorde, da H. C. Andersen lagde dem i det samtidige publikums hænder. At den valgte udgivelsesmåde ikke bliver strengt kronologisk, turde heroverfor være en mindre gene. Et register vil til sin tid råde bod herpå, og iøvrigt henvises overalt til Birger Frank Nielsen: H. C. Andersen Bibliografi, 1942.

En deling af materialet i fem textbind har også i denne udgave vist sig naturlig, omend bind II bliver en del større end de øvrige. Deres indhold bliver følgende:

I: Eventyr, fortalte for Børn 1835-42.
Dødningen 1830.
Lykkens Kalosker 1838.
II: Nye Eventyr 1844-48.
eventyr optagne i Eventyr 1850.
Historier 1852-55.
III: Nye Eventyr og Historier 1. Række 1858-60.
IV: Nye Eventyr og Historier 2. Række 1861-66.
eventyr optagne i den ill. udgave I-II 1862-63.
V: Dryaden 1868.
andre eventyr optagne i Samlede Skrifter 25-28 1868. 11
Tre nye Eventyr og Historier 1870.
eventyr optagne i den ill. udgave (III)-V 1874.
Nye Eventyr og Historier 3. Række 1872.
Tillæg: eventyr udenfor udgaverne (trykte, posthumt trykte, utrykte).
VI: H. C. Andersens Bemærkninger til Eventyr og Historier.
Erik Dal: Textkritisk redegørelse.
Erling Nielsen: Kommentar til I-II.
VII: Erling Nielsen: Kommentar til III-V.
Registre.

Variantapparatet hviler på korrekturmæssigt annoterede arbejdsexemplarer af udgaverne 1850 ff, sammenlignet to og to i kronologisk følge. Ved udarbejdelsen af det er der ikke taget hensyn til den posthume udgave af Samlede Skrifter. Og da de ændringer i denne, som anføres hos Brix, eller som af tilfældige grunde har påkaldt sig opmærksomheden, gerne findes allerede i fembindsudgaven 1862-74, turde det være forsvarligt, at heller ikke optryk af dennes første to hind før 1875 har været rådspurgt. De tør betragtes som rene forlagsarbejder, og kredsen omkring nærværende udgave har fra første færd været enig om, at en kollationering af disse tryk ikke ville være rimelig.

Af de ændringer fra tryk til tryk, som iøvrigt er noteret i arbejdsexemplarerne, er der i variantapparatet medtaget alt hvad der vedkommer ikke blot ordvalg og ordstilling, men også ordform (hilste/hilsede, stode/stod, kommen/kommet, Sengklæderne/Sengeklæderne, meer/mere). Derimod har der ikke kunnet være tale om at opfange ændringerne i retskrivning og tegnsætning undtagen i specielle tilfælde. Og heri ser vi et yderligere argument for valg af textgrundlag, thi førsteudgaverne er netop karakteriserede ved et ringe mål af den egalitet, der efterhånden indføres i disse henseender, herunder skiftende moder som indførelse af stort bogstav i substantiviske ord som Meget, Alle, Allerbedste, Du, En i 1855. Den der eftergår variantapparatets mange exempler på syntaktiske pedanterier i rettelserne, specielt i 1862, vil forstå, at pedanteriet breder sig langt frodigere på de nævnte endnu mindre detaillers område - hvilket kun peger bort fra den store digters uskyldige forhold til officiel ortografisk norm såvelsom fra hans ofte blot tilfældige, til andre tider rytmisk udtryksfulde tegnsætning.

Variantapparatet er strengt kronologisk. En note som: kommet] kommen A2 , kommet B-C, kommen D kunne mere økonomisk 12 skrives: kommet] kommen A2D, kommet B-C eller endog blot kommet] kommen A2D. Den fulde form har dog været uundgåelig, fordi variantapparatets princip er, at alle tryk efter det sidst anførte stemmer med dette. En note som: Garderoben] Klædeskabet B betyder altså: Garderoben] Garderoben A2 , Klædeskabet BB2CD, ikke: Garderoben A2B2CD, Klædeskabet B. Tilbagegribninger, som er hyppige, fremtræder altså klart, omend lidt pladskrævende (som i noten kommet]). - Undtagelser fra reglen er signaturer, der knytter sig til noter om tegnfejl og andre fejl specielt i A, og noter der blot meddeler en manuskriptvariant; her fortsættes rækken af læsemåder ikke.

Den trykte hovedtext A - eventyrhæfternes originaloplag - behandles meget konservativt. Deciderede meningsløsheder i interpunktion rettes, især de mange overskydende eller bortfaldne anførselstegn, men der gøres en note om indgrebet. Og alle egentlige ændringer i originalen markeres med en stjerne foran ordet. Mange vil formentlig finde, at karakteristikken fejl i noterne er brugt for sjældent og videreførelse af læsemådernes række for tit.

Om manuskriptbrugen følgende: Alle udgiveren bekendte manuskripter er anført i den bibliografiske note til hvert eventyr. Bestanden varierer fra nul, eller et fragment, indtil flere komplette versioner af et eventyr; her i bind I findes aldrig mere end eet håndskrift, og det er derfor ikke særlig karakteriseret, blot betegnet som udkast eller koncept, efter et skøn over hvorvidt det er et tidligt eller et nogenlunde sent forstadium til renskrift eller trykmanuskript. Beskæftigelsen med disse ting har tydeligt vist behovet for en egentlig manuskriptudgave (facsimile + transskription), thi for nærværende formål har manuskripterne kun skullet yde begrænset hjælp. Tvivlstilfælde i texten har kunnet belyses, og en del gange er læsemåder anbragt i fodnoterne, når de måtte skønnes at være forbedringer, især når ord synes at være tabt på vej fra det kendte manuskript til det ældste tryk; se fx. s. 32, 46, 61, 81, 147.

De førnævnte textrettelser med stjerne beløber sig kun til c. 25 i hele Eventyr, fortalte for Børn. I de fleste tilfælde har man både m's og en eller flere senere udgavers samstemmende vidnesbyrd overfor A, og i en del af disse tilfælde er fejlen i A så åbenlys, at man næsten kan tale om trykfejl; se side 30, 76, 77, 101, 108, 109, 144, 148, 155, 161, 175, 186. Andre gange står en eller flere udgaver overfor både m og A (31, 148, 150, 164), eventuelt overfor A alene, hvor m mangler (54, 126); en enkelt gang har m, A, A2 tre forskellige læsemåder, hvoraf den sidste er valgt, bl.a. fordi det pågældende eventyr overhovedet er gennemgået af 13 forfatteren i A2 (185); en markant fejl lever uforstyrret fra m til B2 (29). En overalt gentaget udeladelse, resp. fejllæsning i A er restitueret med støtte i m (142, 149). Mod alle vidnesbyrd er derimod - udover en korrektion (162) - kun een konjektur vovet: tre hundrede for hundrede (96,21) i analogi med samtlige andre tilsvarende passager; derimod er en dristigere forgængers udmærkede konjekturer et par gange anført i noterne.

En nærmere karakteristik af de skiftende eventyrudgavers textkritiske historie tænkes givet i bind VI. Her skal kun nogle rent foreløbige iagttagelser anføres med alt forbehold; signaturerne for dette binds hovedindhold EB benyttes:

A, EB's første oplag, er noget skødesløst sat, men selvfølgelig autoritativt i den forstand, at H. C. Andersen har givet hæfterne fra sig i netop denne skikkelse. Han kan næppe have fået særlig indgribende assistance fra forlagets eller Edvard Collins side.

A2 , EB's andet oplag, er derimod ikke autoritativt. Ifl. brev fra Andersen til Collin (se registret i HCAs Brevveksling med Edvard og Henriette Collin VI 45) har forfatteren Carl Borgaard læst begge korrekturer af tre hæfter (måske det tabte EB 1-45 samt EB 3-46 og EB 4-46), ihvertfald betegner mange fejlagtige eller udglattende ændringer et sideskud på traditionen. I EB 6-47 er Svinedrengen overarbejdet af forfatteren.

B, EP-50, går øjensynlig tilbage til textformen i A, dog vist med vexlende forhold fra hæfte til hæfte. Breve synes at vise, at Andersen selv skulle have besørget korrekturen, men at den på grund af hans bortrejse tilfaldt Collin. En normaliserende tendens i tegnsætning og retskrivning mærkes, men småændringerne er af ringe betydning. Keiserens nye Klæder og endnu engang Svinedrengen er overarbejdet af forfatteren.

B2 , EP-54, synes ifølge brevene at være korrigeret af forfatteren; der sker meget lidt.

C, SS 19/20-55, gennemfører en normerende tendens og har også andre småændringer, dog alle af en sådan karakter, at forfatterens medvirken ikke er sikker og næppe engang sandsynlig. Forsåvidt kan man ikke fraskrive denne text en vis autoritet, Andersen har dog måttet betragte den som en definitiv udgave; og ønsker man et enhedspræg over en nutidig udgave uden nutidig retskrivning, er C ihvertfald bedre end SS 2. Men formodningen er dog for, at Andersen, som arbejdede så hårdt med sproget i sine manuskripter, har overladt optryk især i denne målestok til hjælpsomme og effektive personer, der havde mere forstand på korrektur og sproglære end han selv.

14

D, EHP 1-62, synes derimod at være en særdeles mislig autoritet. Dels går den bagom C og efterlader på mange måder denne som et sideskud, ihvertfald i den forstand at de senere udgaver stort set hygger på den populære D, på dens oplag langt op i dette århundrede og på dens derivat SS 2. Dels repræsenterer D den friserede sprogførings sejr især i syntaxens detailler og er derved mindre Andersensk end forgængerne. Og dels indføres nu en mængde verbale rettelser: nogle tilstræber variation af Andersens epitheta, således det altfor hyppige nydelig i Tommelise; andre repræsenterer en nationalt bestemt purisme, hvorved tyskheder som Geburtsdag og gesvindt erstattes af »gode danske ord«, og, malàpropos, Presenter af det tyskklingende Foræringer. Udgiveren har i øjeblikket ingen viden om Andersens mulige accept af eller endog medvirken til denne redaktion; men da de sene værker ikke iøvrigt vidner om svækket liv eller finsans på det sproglige område, vægrer vi os ved at give ham skylden for disse ofte ganske vilkårlige indgreb, som næsten alle er forringelser, og som er væsentligere end alt hvad der er sket i de foregående tryk fra A til C inclusive. EHP's eneste, men unægtelig store dyd er at genindføre den kronologiske rækkefølge, der blev så brutalt forladt i Vilh. Pedersens første udgave 1850 og derefter i C, hvis indre struktur næppe kan påvises.

I lighed med Brix & Jensen slutter vi vort første bind med de to store eventyr, som H. C. Andersen aldrig selv lod optrykke i denne form: Dødningen, der genopstod som Reisekammeraten efter en af vor litteraturs berømteste omarbejdelsesprocesser, og Lykkens Kalosker, der revideredes så kraftigt til EP-50, at de to versioner ikke med fordel kan sammenfattes i et apparat. De to her meddelte texter har således textkritisk kun een form hver, og manuskripter mangler.

1. korrektur af nærværende bind (ren text) er læst efter originalen af stud. mag. Niels Martin Jensen og udgiveren. 2. korrekturs text er kontrolleret af udgiveren og læst efter originalen af fru Estrid Dal. Ved de tre sammenhængende, uafhængige læsninger er benyttet mindst to forskellige exemplarer af bøgerne i et - tilsyneladende dog overflødigt - forsøg på at opfange mulige forskelle mellem exemplarerne indbyrdes. De successive oplag er for det meste sammenlignet af biblioteksassistent Jan W. Rasmussen, udg. C-D dog af Estrid Dal, og på basis af disse korrigerede exemplarer samt håndskrifterne har udgiveren derpå opbygget variantapparatet. En lignende arbejdsdeling tænkes iagttaget gennem de 15 følgende fire textbind, og jeg takker for den gode hjælp fra de nævnte medarbejdere. Endvidere vil jeg gerne rette en hjertelig tak til forlagsboghandler Hans Reitzel, på hvis initiativ universitetslektor Erling Nielsen og jeg kom til at overveje og udføre det foreliggende arbejde, samt til Bianco Luno A-S for vejledning ved udgavens tilrettelæggelse og vanlig dygtighed ved dens udførelse.

København i januar 1963.

Erik Dal.