✂

FØRSTE CAPITEL.

✂ Det var en klar Eftermiddag mod Enden af August Maaned i Aaret 1776, da der sporedes en usædvanlig Bevægelse i Byen Reading, der ligger i Pennsylvanien henimod fem og halvtredsindstyve engelske Mile fra Philadelphia. Lidt efter lidt blev det igjen stillere i den egentlige By, hvorimod der paa den Vei, som fører til Floden Shuylkill, saaes mangfoldige Grupper baade af Mænd og Qvinder, der ilede ned til Landingsstedet. Denne Flod var allerede i hine Dage, uagtet endnu ingen Canal forbandt den med Susquehannah, af stor Vigtighed for Omegnens Handel; thi den kunde befares med Baade ligefra sin Munding til halvfjerdssindstyve Mile op i Landet.

✂ Den Vei, der gik fra Byen ned til Flodbredden, var ikke mere end femhundrede Skridt lang. Den begrændsedes paa begge Sider af Høie, der deels endnu vare bedækkede med Skov, deels forvandlede til Agerland og som oftest besaaede med Mais, mellem hvilken man af og til skimtede udgaaede Træstammer. Paa nogle Steder saae man ogsaa Colonistboliger, der dog i Almindelighed kun vare slet 6 byggede, og der i Størrelse stode langt tilbage for de Kornlader, hvilke som oftest kneisede ved deres Side. De fleste af Husene vare tækkede med fiirkantede Træplader, ja nogle af de ældste endog med Bark; andre havde derimod et anseeligere Udseende, de vare byggede af Muursteen og omgivne med Acacia-, Æble- og Ferskentræer. Flodbredderne selv begrændsedes af frugtbare Høie, hvorpaa Træer afvexlede med Agerland, og bag hvilke man langt borte mod Vest skimtede de saakaldte blaae Bjerge, der heelt vare bevoxede med Skov. Mellem Høiene løb der mangfoldige Bække, hvoraf en Deel dannede smaa Vandfald, og der, efterat de havde sat flere Møller og Savværker i Bevægelse, endelig styrtede sig ud i Shuylkill.

✂ Der var den Gang neppe fem og tyve Aar forløbne, siden de første Huse i Byen Reading bleve grundlagte. Enkelte af disse stode endnu tilbage og vidnede ved deres hele Sammensætning om, at deres Bygmestere ikke havde besiddet synderlig større Kunstfærdighed end den, som Nybyggerne i Amerikas Skove almindelig lægge for Dagen, naar de opføre deres Boliger. De fleste nye Huse vare derimod, ligesom de bedre Colonistboliger i Omegnen, byggede af Bræder og regelmæssige Muursteen, og foran dem stode grønne Træer. Gaderne vare brede og snorlige, men endnu ikke brolagte, og Folkemængden, der, som bekjendt, i disse Egne tiltager efter en ganske anden Maalestok, end det er Tilfældet i Europa, beløb sig allerede paa den Tid til over totusinde Mennesker.

✂ Over Halvdelen af disse strømmede nu ned til Flodbredden, hvor de bleve staaende ligesom i Forventning 7 om Noget, der vilde skee. Mange af de omboende Nybyggere med deres Familier forenede sig lidt efter lidt med Byens Indvaanere, saa at Sværmen bestandig forøgedes. Der gik en bestandig Surren ud fra den forsamlede Mængde, som, naar den hørtes i nogen Frastand, lignede Lyden af et fjernt Vandfald. Tid efter anden bleve ogsaa adskillige Baade synlige paa Floden, hvoraf nogle vare større, andre mindre, og hvoraf en Deel bevægede sig med Strømmen nedad, andre søgte derimod ved Aarernes Hjelp at holde sig, hvor de vare, nærved Landingsstedet.

✂ Blandt disse Baade var der fornemmelig een, der, skjøndt den netop hørte til de allermindste og uanseeligste, dog ved de eiendommelige Redskaber, der satte den i Bevægelse, en Tid lang tildrog sig Mængdens Opmærksomhed. Den var paa begge Sider forsynet med Skovle, hvoraf i det mindste een paa hver Side bestandig befandt sig under Vandfladen. Alle disse Skovle løb paa den modsatte Kant sammen i en valseformig Axe, paa hvilken de stode lodrette ligesom Radier. Denne Valse strakte sig tværsover Baaden og blev baaren af tvende Indhulinger, en paa hver Side af Relingen, i hvilke den frit kunde dreie sig om sig selv. Paa Valsens Midte var der befæstet et Tandhjul, hvori et andet Tandhjul greb ind, der var forsynet med et Haandfang, som lettelig kunde dreies rundt af en eneste Mand, og hvorved da Skovlene ogsaa maatte dreie sig og fremkalde en Modstand i Vandet, hvilken tvang Baaden til at skride frem. I denne Baad saaes ikke meer end to Mennesker, en Mand, der dreiede Haandfanget og saaledes satte Hjulværket og Skovlene i Gang, 8 og en lille smuk Dreng med guldgule Lokker, der sad ved Roret, som han dog kun syntes at styre efter den Ordre, hans Kammerat gav ham.

✂ Enten det nu kom deraf, at Baaden i sig selv var særdeles hensigtsmæssig bygget, eller det udsprang af den Mechanisme, hvormed den blev sat i Bevægelse, saameget er vist, at ingen af de andre Baade i Hurtighed kunde sammenlignes med den; ja den skjød sig ikke blot frem med en usædvanlig Fart, men den kunde ogsaa, uden at vende, naar man blot bevægede Haandfanget i en Retning, der var den sædvanlige modsat, med stor Lethed skride tilbage mod Strømmens Gang.

✂ Det er sjeldent, at den, der udmærker sig ved en eller anden Særegenhed, ganske kan undgaae at vække sin Omgivnings Misfornøielse, og denne udeblev da heller ikke her. »Har man nogen Tid seet Magen,« lød det fra flere Sider, »det er jo en Stegevender og ingen Baad.« - »Det er David Baxter, som dreier Hjulene,« raabte En, »det er vel ogsaa ham, der er Mester for det Hele.« - »Hvem er David Baxter«? spurgte en Anden. - »Det er en halvgal Karl, der har været Soldat i Krigen mod England, og der nu er bleven Svend hos Møllebyggeren, og han har nok gjort det Hele paa Dril; men kan jeg træffe ham engang alene, da skal hans Ribbeen komme til at svie derfor.« - »Det er Narrestreger,« raabte en Tredie, »en slig Baad burde ikke taales paa Shuylkillfloden, især paa en saadan Dag, for den kan bringe den hele Egn i Vanrygte.« - »Væk med Stegevenderen!« raabte en Rorkarl paa en af de største Baade, hvori flere Mænd af den lavere Folkeclasse havde taget Plads, »under Vandet med 9 hende, at vi kan see, om hun ogsaa kan dreie sig der!«

✂ Da disse Ord fra flere Sider bleve modtagne med en lydelig og opmuntrende Latter, saa henvendte Rorkarlen Ordet til sine Kammerater og sagde: »Hvad mener I? Skal vi forsøge at dukke hende?« - »Naar de bare ikke drukne,« svarede en Anden, »thi deraf vil der opstaae en Deel Uleilighed for os.« - »Det har ingen Nød,« svarede den Første, »David Baxter kan sagtens svømme, og Drengen skal vi da nok redde; vi kan jo trække ham op efter Haarene!« - Nu roede virkelig det store Fartøi henimod det mindre og søgte, ved at støde an derimod, at bringe det til at kuldseile; men uagtet man gjentagne Gange hørte det Udraab: »Med den Nøddeskal vil vi da nok blive færdig,« saa vare dog alle Bestræbelser i denne Henseende forgjeves; thi det lille Fartøi vidste saa behændig at undgaae sin Modstander, at det næsten mindede om den lette Svale, der, idet den uden mærkelig Anstrengelse glider hen igjennem Luften og dreier sig i Kreds, hvorhen den vil, tidt synes at spotte den forfølgende Rovfugl.

✂ Kort derefter hørtes der Hurraraab i det Fjerne. Paa samme Tid blev en stor Seilbaad synlig, der, deels ført af en gunstig Vind, deels ved Hjelp af Aarer, bevægede sig henimod Landingsstedet, og der fulgtes af alle de Baade, som tidligere vare seilede ned ad Strømmen. De fleste mindre Fartøier kom nu ogsaa i Bevægelse for at naae Seilbaaden, og alle Ansigter vendte sig henimod den. Endskjønt Minespillet i disse Ansigter ikke var saa levende, som det almindelig er Tilfældet i Europa og 10 især i den sydlige Deel deraf, naar Noget sætter Sjælen i Bevægelse, saa var der dog et Udtryk i dem, der mindede om en usædvanlig og forhøiet Stemning. Det lille Fartøj, der blev drevet af et Hjulværk, var atter det, der skjød sig frem med den største Hurtighed. Da det kom i Nærheden af den store Seilbaad, dreiede det til Siden og bevægede sig i en Halvkreds derom, hvorefter det tog Plads blandt dem, der fulgte nærmest efter den. Det hele Tog kom nu nærmere, og det blev da tydeligt, at den lille Baad havde vakt stor Opmærksomhed hos en Mand, der sad i Bagstavnen af Seilbaaden og havde en bred Straahat paa; thi han vendte sig idelig om for at tale baade med den lille Dreng og med David Baxter, der dreiede Hjulene paa det lille Fartøi.

✂ Denne Mand var omtrent af Middelhøide, og skjøndt hans Udseende endnu var kraftigt, saa vidnede dog de graae Haar, der bleve synlige, da Seilbaaden nærmede sig til Landingspladsen, og da han tog sin Hat af for at hilse Forsamlingen, om, at han alt havde naaet Oldingsalderen. Ogsaa Tilskuerne blottede deres Hoveder, da han nærmede sig; thi det var netop for at hilse paa ham, at de alle havde samlet sig, og det var hans Ankomst, de med saa stor Spænding og Deeltagelse havde seet i Møde. Han var nemlig ingen anden end den berømte Benjamin Franklin, hvis Navn dengang var paa alle hans Landsmænds Læber, og hvis Fortjenester vel heller ikke saa let ville glemmes, saalænge Mindet om Aandens Gjerninger endnu lever i Menneskets Bryst. Uagtet Krigen med England allerede var begyndt, og uagtet Franklin selv stod i Spidsen for de 11 Mænd, der skulde give Pennsylvaniens Regjering en ny Skikkelse: saa havde han dog endnu funden Tid til paa nogle Dage at sysselsætte sig med en Undersøgelse af ganske anden Natur, hvorpaa hans Tanker alt længe havde været henvendte. Han var nemlig nu ifærd med at undersøge Grundene i Floden Shuylkill, om hvilken han haabede, at den ved Kunstens Hjelp kunde blive seilbar for større Skibe.

✂ Saasnart Seilbaaden havde naaet Landet, udbrøde Tilskuerne i et stormende Jubelraab, idet de tillige svingede deres Hatte og Huer. »Leve Benjamin Franklin! - den ny Verdens viseste Mand! - Fædrelandets Stolthed og Hæder!« saaledes gjenlød det afvexlende fra flere Sider. Under disse Udraab blottede Franklin igjen sit Hoved og hilsede til alle Sider. Imidlertid syntes Mængden denne Gang reent at have glemt den Rolighed, der ellers har bevirket, at flere Reisebeskrivere beskylde Amerikanerne for Kulde og for en altfor stor Tilbageholdenhed; thi det stormende Jubelraab blev gjentaget mangfoldige Gange. Derefter steg Franklin med sine Ledsagere i Land, hvorpaa Mængden trængte sig saa tæt omkring ham, at han i lang Tid maatte staae stille. Heri fandt han sig dog med stor Taalmodighed og rakte Haanden til alle dem, der kom ham nær, selv om de vare af den allerlaveste Folkeclasse. Omsider skaffede man ham saa megen Plads, at han, skjøndt med Vanskelighed, og endnu tæt omringet af den jublende Mængde, kunde begive sig paa Vei til Byen, hvor det var hans Hensigt at tilbringe den paafølgende Nat.

12

✂

ANDET CAPITEL.

✂ Medens Menneskemængden saaledes var samlet nede ved Floden, var der, som sagt, bleven stille i Byen selv. Kun i Vertshuset »den gyldne Ørn« mærkede man endnu nogen Bevægelse. Dette Vertshuus, over hvis Port en stor forgyldt Ørn, omgiven af hvide Stjerner, stod malet paa blaa Grund, ansaaes dengang for det bedste i Reading, derfor blev det bestemt, at Franklin skulde overnatte der. Da man imidlertid havde erfaret, at han ugjerne deeltog i store Aftenselskaber, saa var det bleven besluttet, at han kun skulde spise sammen med nogle af de fornemste Borgere, og at man derefter, saasnart som muligt, vilde overlade ham til den Ro, han ifølge sin Alder trængte til.

✂ Gjestgiverstedet »den gyldne Ørn« laae paa Byens store Torv, hvor en høi og løvrig Allee beskjermede det mod Morgen- og Middagssolen. Huset selv var anseeligt og velbygget, og Værelserne luftige, og uagtet Møblerne just ikke vare ganske efter den nyeste Mode, saa havde de dog et venligt og velvedligeholdt Præg. Fra Husets vestlige Vinduer havde man en vid Udsigt. Nærmest laae der en stor Have, der, skjøndt den vel mere var beregnet paa Nytte end Skjønhed, dog ved sin Frugtbarhed og ved den øiensynlige Omhu, der var anvendt derpaa, frembragte et smukt og behageligt Indtryk. I nogen Frastand glimtede Floden Shuylkill i Aftensolen; men allerlængst borte saae man igjen de skovbekrandsede Høie, som faae Navn af de blaae Bjerge, hvilket Navn de paa hiin Aften vel kunde fortjene, da de virkelig syntes indhyllede i en gjennemsigtig blaa Taage. Dette Vertshuus bestyredes 13 i de Dage af en temmelig ung Mand ved Navn John Bridle, hvis Driftighed det især skyldte sin Opkomst og det gode Rygte, hvori det stod.

✂ Efterat have forberedt Alt til Selskabets Modtagelse, traadte John Bridle ind i Husets Forsal, hvor han allerede fandt en af sine Gjester tilstede. Denne Mand kaldte sig Robert van Gehlmuyden og var født i Omegnen af Alkmaar i Provindsen Holland. Imidlertid havde han i over tredive Aar opholdt sig i Amerika, hvor han ved Giftermaal og lykkelige Handelsspeculationer allerede tidlig erhvervede sig en betydelig Formue. Senere havde han trukket sig ud af Handelen og kjøbt sig en Eiendom i Nærheden af Reading; desuden besad han ogsaa et Huus i Byen selv, hvor hans paa disse Steder meget usædvanlige Rigdom skaffede ham en stor Indflydelse.

✂ »I har vel havt et møisommeligt Arbeid i Dag, John Bridle,« sagde van Gehlmuyden, efterat han med et kort Nik, og uden at reise sig fra den Stol, hvorpaa han sad, havde besvaret John Bridles Hilsen, »især da I ingen Kone har, der kan gaae Jer tilhaande.«

✂ »Intet Arbeid er møisommeligt, som man gjerne gjør,« svarede John Bridle, »det er just ikke hver Dag, at en saadan Mand besøger vor By; men det undrer mig ellers, Hr. van Gehlmuyden, at De ikke gik ned med de Andre for at tage imod ham, havde jeg saasandt havt Tid, jeg skulde ikke være bleven her tilbage.«

✂ »Solen brænder for stærkt, John Bridle; her er en Hede om Sommeren, der er værre end paa de vestindiske Øer.«

14

✂ »Ak, De er bestandig misfornøiet, Hr. van Gehlmuyden, De klager altid.«

✂ »Ja, det er intet Under,« svarede den tykke Hollænder; »om Morgenen plages man af skrigende Frøer, af Faarekyllinger og Græshopper, om Dagen af Solhede, og om Natten af de fordømte Muskiter; og hver Gang de stikke mig, saa svulmer jeg op derefter værre end en Skrubtudse.«

✂ »Nu, nu, vi Andre ere dog fornøiede med vort Land, saaledes, som det er; og jeg har hørt dem, der har været vidt omkring i Verden, og der sige, at intet Land paa Jorden kan sammenlignes med Amerika.«

✂ »Ja, ja, naar man kan finde sig i at staae op paa de Tider, naar ordentlige Folk hjemme i Holland gaae til Sengs; for Alting er her stillet paa Hovedet. Her er det Dag, naar det skulde være Nat, og Nat, naar det skulde være Dag; her er Træer, hvor der skulde være Ager og Eng, og Fjelde, hvor der skulde være fladt Land. Og saaledes er det ogsaa mellem Menneskene; jeg har kjendt Advokater, der har ført Folk i Krigen, og Oberster, der have været Øltappere, jeg har seet Præster staae ved Ambolten og Majorer, der have lappet mine Buxer og pudset mine Skoe. Alting er forkeert, siger jeg Jer, og der er ingen Orden at finde nogensteds.«

✂ »De skulde ikke tale saa ilde om Amerika, Hr. van Gehlmuyden, for De er jo dog bleven en rig Mand hos os.«

✂ »Der er egentlig Ingen i dette Land, der kan kaldes rig, John Bridle.«

✂ »Nu, De har idetmindste langt mere, end De behøver, og dog reiser De ikke hjem til Holland, det 15 viser dog nok, at Landet her endnu ikke maa være saa slemt.«

✂ »Nei, at reise over Havet i min Alder, det kunde bekomme mig ilde, Herr Bridle; men jeg vilde dog ønske, jeg vidste, hvorledes det er gaaet den Galning den Robert.«

✂ »Ja, han er nok ikke bleven hjemme af Frygt for Solen, den Karl, hvis jeg kjender ham ret.«

✂ »Nei, han og David Baxter har stukket Hovederne sammen, og de har faaet en underlig Baad istand; igaar har David alt prøvet den, og da han nu sagde, at den var sikker, og lovede at staae mig inde for Drengen, saa gav jeg ham da endelig Lov til at tage ham med.«

✂ »Det er mig dog kjært, at De holder saameget af den Dreng, Hr. van Gehlmuyden.«

✂ »Ja, jeg veed ikke, hvordan det er, jeg troer, han har forhexet mig, John Bridle. Jeg bryder mig ellers kun lidt om Børn og takker Gud for, at jeg selv ingen har; men Faderen er fattig og Moderen var langt ude i Slægt til min afdøde Kone, og da de nu har opkaldt Drengen efter mig, saa maatte jeg dog tage mig lidt af ham. Forresten kan I troe, at han alt i de Par Maaneder, han har været her, har givet mig nok at bestille.«

✂ I dette Øieblik hørtes Lyden af en Vogn, der holdt udenfor Porten. Næsten til samme Tid traadte en Mand ind, der var klædt i en luslidt graa Frakke, og havde en gammeldags trekantet Hat paa Hovedet. Han hilsede blot med et Nik, men tog ikke sin Hat af; han kom heller ikke langt frem i Værelset, men blev staaende nede ved Døren.

16

✂ »Jeg kommer blot for at sige Jer, at jeg ikke kan modtage Eders Indbydelse,« sagde han. - »Og hvorfor ikke?« spurgte John Bridle. - »Fordi jeg ikke vil have Noget at gjøre med de Afguder, som Verden tilbeder,« svarede han. Efter disse Ord aabnede han atter Døren og gik sin Vei.

✂ »Var det ikke den methodistiske Præst Jonathan Kemp?« spurgte van Gehlmuyden.

✂ »Jo,« svarede John Bridle, »men jeg maa dog ud at see, hvem der er i den Vogn, som holder udenfor.«

✂ Med disse Ord forlod han ogsaa Værelset. Kort efter kom han tilbage, ledsaget af en ældre Mand, der var meget mager og temmelig lille, og der havde et af disse besynderlige Physiognomier, hvori Kinderne indtage en saa ringe Plads og Panden er saa smal, saa den skarpe Profil næsten er det eneste af det hele Ansigt, som Øiet ret kan opfatte.

✂ Efter ham kom en lille Pige, hvis Udseende var meget forskjelligt fra hans. I sin Haand holdt hun et Fuglebuur, hvori en lille Fugl med metalglindsende Vinger var indsluttet. Hun traadte meget forsigtig frem, sandsynligviis for at ikke Buret skulde blive rystet, saa at dets Indbygger derved kunde forskrækkes. Hun havde dunkle Øine og sorte Haar og kunde vel omtrent være syv Aar gammel. Men uagtet hendes Træk vare meget skjønne og regelmæssige, saa havde de dog allerede dengang et eiendommeligt Udtryk, der stærkt adskilte hende fra de Skjønheder, der udvikle sig under en nordlig Sols Indflydelse.

✂ »Velkommen, Hr. Greenwood,« sagde John Bridle, »den lille Pige der er da vel Deres Steddatter, 17 den lille Laura Lacour, kan jeg tænke? Hun var neppe tre Aar, dengang hun sidst kom herigjennem med sin Moder. Hun har da nok besøgt sine Slægtninge i Charlestown, for derfra kommer De vel?«

✂ »Det er vanskeligt at besøge Charlestown nu, Hr. Bridle,« svarede Greenwood, »for Englændernes Skibe krydser overalt om Kysterne. Jeg var dog vel ellers ikke kommen denne Vei, hvis jeg ikke havde havt nogle smaa Forretninger i Omegnen.«

✂ »Hvorledes staaer det nu til i Syden, Hr. Greenwood? Man siger jo, at der ere Mange der, som holde med Englænderne?«

✂ »Ingen veed ret, hvordan det nu staaer til hverken i Syden eller i Norden. Slette Tider og slet Betaling overalt, Hr. Bridle.«

✂ »Men Syden har dog ellers været et godt Land for Dem, Hr. Greenwood; Rygtet siger, at De nylig har vunden en stor Proces og mange Penge der.«

✂ »Der ere Mange, der have vunden baade Proceser og Penge i Syden, Hr. Bridle, forresten skal man ikke stole paa Rygter.«

✂ »Nu, De har idetmindste hentet Dem en smuk Kone fra Syden, vedblev Bridle, »Ungdom og Skjønhed, det er dog ogsaa Noget.«

✂ »Ja, det er Noget, der formindskes hver Dag, Hr. Bridle, saa det tilsidst bliver til ingen Ting.«

✂ I dette Øieblik traadte en lille Negerdreng ind, der bragte nogle Kapper, Frakker og andet Reisetøi, som Hr. Greenwood selv tog imod og talte Stykke for Stykke. Derefter gik Negerdrengen ud igjen.

✂ »Har De hørt, at der kommer et Bysbarn af Dem 18 hertil i Aften?« sagde igjen John Bridle, »for Benjamin Franklin er nok født i Boston ligesom De selv.«

✂ »Jeg veed nok, at han kommer, Hr. Bridle; det er let at mærke, Folk tale jo ikke om Andet i den hele Omegn, og de stimle sammen for at see ham, som om han var Noget aparte, og som om vi Andre ikke vare ligesaa gode som han.«

✂ »Ja, ja, han er ogsaa Noget aparte, Hr. Greenwood; han skal ellers logere hos mig, der kan De faae ham at see.«

✂ »Jeg har seet ham tidt nok i gamle Dage, Hr. Bridle, dengang han kun var en fattig Bogtrykker; men en Bogtrykker vilde i de Dage ikke sige stort, Hr. Bridle, for der var kun Faa, der læste Noget, jeg ønsker ellers helst et Kammer for mig alene.«

✂ »Nu, som De vil; men hvis De bliver et Par Dage her, saa har vi ogsaa andre Ting, der ere værdt at see: smukke Udsigter, prægtige Vandfald. I gamle Dage, da vi havde Fred, kom Fremmede langveis fra for at see dem.«

✂ »De taler som en Englænder, Hr. Bridle; hvad nytter et vildt Vandfald til, naar det ikke kan bruges til Fabrikker og Savværker?«

✂ »Ak, et vildt Vandfald er da heller ikke at foragte; hvormange Fremmede trækker ikke Niagarafaldet til Amerika? og deres Penge ere da ligesaa gode, som vore, mener jeg.«

✂ »Niagarafaldet er et vildt Beest, Hr. Bridle, og det vil vare længe, før vi kan tvinge og kue det og forbruge alle dets Vande til Mølleværker og Fabrikker.«

✂ Nu aabnedes Døren atter, og den lille Negerdreng 19 traadte ind med en temmelig tung Koffert, som han slæbte henad Gulvet.

✂ »Staa stille, Dreng!« raabte Hr. Greenwood, »Du fordærver jo Kofferten, naar Du saaledes slæber afsted med den.«

✂ »Lad den kun staae!« sagde John Bridle, »den skal nok blive bragt ind i Hr. Greenwods Kammer.«

✂ »Nei, vi kan godt bære den selv,« sagde Greenwood, der maaskee betænkte, at han derved kunde spare nogle Drikkepenge til Opvarteren. Derpaa gav han Negerdrengen et Vink, hvorefter de grebe fat, hver paa sin Side af Kofferten, og løftede den op fra Gulvet.

✂ »Viis mig nu bare mit Kammer!« sagde Greenwood.

✂ »Vil De da ikke være tilstede, naar Deres berømte Landsmand kommer?« spurgte igjen John Bridle.

✂ »Nei, jeg vil ikke,« sagde Greenwood, »vi er et frit Folk, Hr. Bridle, og hos os er den Ene slet ikke bedre end den Anden, tænker jeg. Bring mig bare et Par Skiver Skinke og lidt Brød paa mit Værelse, kom Laura!«

✂ Nu aabnede John Bridle en Dør, hvorigjennem Greenwood tilligemed Negerdrengen bar Kofferten ind. Derefter fulgte den lille Pige med sin Fugl, tilligemed John Bridle selv, og Ingen blev tilbage uden van Gehlmuyden, der blev siddende rolig i sin Lænestol, og der, uagtet hans Cigar nu var udbrændt, ikke syntes at have Lyst til at forlade den behagelige Stilling, hvori han befandt sig, for at tænde sig en ny.

20

✂

TREDIE CAPITEL.

✂ Kort efter ankom Franklin, ledsaget af en talrig Folkesværm, til Byens Torv. Før han gik ind i Vertshuset, vendte han sig om til den Mængde Mennesker, der fulgte ham, tog sin Hat af og sagde dem et Par Ord, hvori han takkede dem for deres venlige Modtagelse og formanede dem til trofast at holde sammen i den store Fare, der truede Landet; »thi,« saaledes sluttede han sit Foredrag, »kun i vor Enighed ligger vor Styrke, og jeg vil endnu engang her gjentage, hvad jeg ved en ananden Leilighed har sagt: Modstand mod Uretfærdighed, det er Lydighed mod Gud.« Efter disse Ord adspredte Mængden sig til alle Sider, og kun de bleve tilbage, der, ifølge en tidligere Bestemmelse, skulde tilbringe Aftenen i Franklins Selskab.

✂ Ved Indgangen til Huset kom John Bridle selv sin berømte Gjest imøde og hilsede ham med stor Ærbødighed. Franklin rakte ham da venlig Haanden og sagde, at han allerede havde hørt ham rose som en retskaffen og driftig Mand; »men den, der forener Retskaffenhed med Driftighed,« blev han ved, »han er en Hæder for sit Land; og den, der grundig forstaaer sin Haandtering, han eier en stor Rigdom; thi han er netop rig paa de Kundskaber, han mest behøver.«

✂ Da John Bridle havde ført ham ovenpaa, og han havde seet de øvre Værelser og Udsigten til Haven og Omegnen, over hvilke den dalende Sol netop kastede sine sidste Straaler, blev han endnu venligere end før.

✂ »De er en brav Mand, John Bridle,« sagde han, 21 »derom ere Alle enige, men dog er der endnu en Mangel hos Dem, der meget bedrøver mig.«

✂ »Hvad er da det for en Mangel?« spurgte Bridle.

✂ »De mangler en trofast og ærlig Medhjelperinde, Hr. Bridle, jeg seer ingen Hustru under Deres Tag, og man har fortalt mig, at De lever ugift.«

✂ »Ak, det har vel endnu ingen Hast,« svarede John Bridle, »jeg mener, at jeg har Tiden for mig.«

✂ »Tiden løber hurtigere, end man i Deres Alder troer, Hr. Bridle; gift Dig tidlig, hedder det, saa kunne Dine Børn voxe til og blive forsørgede ved Middagstid, og Du har endnu Aftenen for Dig selv. Sildigfødte Børn blive tidlig faderløse; og dog er det bedre at gifte sig sildig end aldrig; thi en gammel Pebersvend kan lignes med en umage Handske, den duer kun lidt, og naar man ikke kan finde dens Mage igjen, saa vækker den blot Ærgrelse, hvergang man seer den.«

✂ »I de Lande, der ligge hiinsides Havet,« blev Franklin ved, »strides man tidt om den Plads, hvorpaa man skal leve, ligesom de Skibbrudne i Havsnød om den Planke, hvorpaa de kunne redde dem. Her derimod er der Plads nok, naar vi kun have Hænder til at dyrke den; derfor er ethvert Menneske velkommen, der fødes til Verden hos os; thi her tør Ingen være ledig, her er heller ingen lang Bændelorm af unødvendige Embedsmænd, hvortil Nogen kan hefte sig som et Led, for hemmelig at nære sig af Landets bedste Safter; her giver enhver ny Haand en Tilvæxt i Kraft, der letter Arbeidet, og den er ingen Byrde, der tynger derpaa.«

✂ »Ja, ja, det er godt nok,« sagde Bridle, »men man 22 maa dog først have samlet nogen Formue selv, før man kan dele den med Andre.«

✂ »Ak, min gode John Bridle,« svarede Franklin, »hvad kan det hjelpe Dem, naar De nu tilsidst har Skuffer og Kister fulde, men tillige er bleven gammel, uden at see Nogen omkring Dem, der kan have Glæde deraf. Tro mig! thi jeg har en lang Erfaring at støtte mig til, jeg har bestandig seet, at de tidlige Ægteskaber ogsaa ere de lykkeligste, og hvis jeg selv skulde bestemme den Tid, da min Lykke blev grundlagt, da maatte jeg nævne den Dag og Time, da en trofast Hustru rakte mig sin Haand.«

✂ I Alt, hvad Franklin sagde, var der en bestandig Stræben efter at udbrede det, som han betragtede som nyttigt og godt; og det var netop denne Stræben, der gav hans adspredte Bemærkninger deres Liv og deres Farve, og der tillige dannede den skjulte Eenhed deri. Af og til fik ogsaa hans Tale, og især de Leveregler og Advarsler, han gav, et Slags Liighed med de saakaldte Ordsprog, som Folket bevarer igjennem Aarhundreder, og hvori en lang Livserfaring er sammentrængt i en kort og slaaende Tanke, saa at den let kan fattes og længe vedligeholdes i Tilhørernes Hukommelse.

✂ Ved Bordet spiste Franklin kun lidt, derimod talte han jævnligt med sine Sidemænd. »Jeg mødte her nærved Landingspladsen,« sagde han blandt Andet, »en Baad, der i høi Grad vakte min Opmærksomhed. Den blev ikke dreven frem med Aarer men ved Hjul, hvilket, - om det ogsaa maaskee bliver brugt i andre Lande - dog neppe har været forsøgt før paa disse Steder. I denne Baad sad der 23 kun en eneste voxen Mand tilligemed en lille Dreng. Men hvad jeg betragter som det Mærkværdigste: det var netop Drengen, der havde udtænkt det Hele, og den Anden havde kun udført det efter Drengens Anviisning. Vi talte i nogen Tid sammen derom, men siden bleve vi skilte ad; var ikke det skeet, da havde jeg taget dem med og bebyrdet Dem med et Par Gjester endnu, Hr. Bridle.«

✂ »De skulde have været mig velkomne,« svarede John Bridle, »den lille Dreng hedder ellers Robert Fulton og er en Slægtning af Hr. van Gehlmuyden, som sidder der, og som er en af de mest velhavende Mænd i vor hele By.«

✂ »Af den Dreng kan der blive Noget med Tiden,« sagde Franklin til Hr. van Gehlmuyden; »dog er det ikke nok, at han har gode Anlæg, men de maae ogsaa pleies og udvikles; slige Mennesker have deres bestemte Kald her paa Jorden, og hvis man vil opdrage dem til noget Andet, end til det, hvortil de ere bestemte, da blive deres Anlæg dem mere til Hinder, end til Gavn.«

✂ »Ja, ja, jeg skal nok sørge for hans Opdragelse,« sagde van Gehlmuyden, »det skal ingen Nød have.«

✂ »Den bedste Opdragelse er den, der følger de Vink, som Børnene selv ubevidst i deres lykkeligste Timer give os,« sagde Franklin, »men det tænker man kun sjelden paa. Der ere mange Opdragere, der behandle deres Lærlinge, ligesom Drenge gjøre, naar de skulle klappe en Kat i Mørke, de stryge den da helst imod Haarene for at lokke Gnister af den, over hvilke de Omstaaende skulle forundre sig.«

24

✂ »Ja, en Vildkat er han, deri har De forsaavidt Ret,« svarede van Gehlmuyden, »men jeg tænker nok, jeg skal gjøre ham tam, saa han med Tiden skal takke mig derfor.«

✂ Kort efter begyndte man at tale om Vigtigheden af de Undersøgelser, Franklin nu var ifærd med at anstille, og om den Indflydelse, det vilde have paa Byen Readings Velstand og Opkomst, hvis Shuylkillfloden kunde blive seilbar for store Skibe.

✂ »Ikke blot for denne By er det vigtigt, men ogsaa for Omegnen, ja for kommende Slægters aandelige Udvikling og Forædling,« sagde Franklin.

✂ Da hans Tilhørere ikke ret syntes at begribe denne sidste Paastand, søgte Franklin at udvikle sine Tanker nøiere. »Jeg har paa mine Reiser i den gamle Verden,« sagde han, »ofte havt Lejlighed til at bemærke, hvorledes Provindser og Egne, der fra gammel Tid levede afsondrede, ja undertiden i et Slags Fjendskab indbyrdes, kom hverandre nærmere derved, at der blev anlagt Landeveie eller Canaler imellem dem. Den lettere Afsætning opmuntrede til fordoblet Flid, og inden en Menneskealder var forsvunden, fandt ikke blot Velstand, men ogsaa mildere Sæder, Vei til de skjulteste Afkroge; det gamle Had og de gamle Fordomme forsvandt, og de høieste Opfindelser, hvortil den menneskelige Aand har opsvunget sig, udbredte nu deres Lys over Egne, hvor Vankundighed og Mørke forhen herskede. Derfor siger jeg bestandig: Sørg først for gode Veie og for en lettere og hurtigere Skibsfart, saa har Du ikke blot ophjulpet Stædernes Mellemhandel og befordret Varernes Omsætning, men Du har desuden virket mere for den aandelige 25 Opdragelse, end om Du havde oprettet et Universitet, hvorved der var ansat halvtredsindstyve Professorer.«

✂ »Ja, det er godt nok,« svarede van Gehlmuyden, »men hvor skal vi tage Penge fra til slige kostbare Anlæg, især nu, da vi ogsaa skal udrede Penge til Krigen?«

✂ »Det kan dog skee, Hr. van Gehlmuyden, og det, uden at vi skulle have stort flere Udgifter end før.«

✂ »Hvorledes skulde da det gaae til?« spurgte van Gehlmuyden.

✂ »Der er ingen Skat eller Afgift, hvormed Staten betynger os,« svarede Franklin, »der kan sammenlignes med dem, som vi selv paalægge os ved vor egen Forfængelighed og Daarskab. Lad os blot indskrænke de Udgifter og Tab, som disse daglig give Anledning til, da vil det ikke blive saa vanskeligt at udrede de Paalæg, som Krigen medfører, eller som nyttige Indretninger udfordre.«

✂ Selskabet havde endnu ikke siddet ret længe til Bords, da der traadte en Opvarter ind, der hviskede et Par Ord i John Bridles Øre, hvilke syntes at gjøre et stærkt Indtryk paa ham. Imidlertid sagde han dog Intet, men stod strax op og ilede, fulgt af Opvarteren, ud af Døren.

✂ Ved Bridles Bortgang blev Døren til Forstuen staaende halv aaben, og man hørte da flere Stemmer, der talte imellem hverandre. Kort efter blev det igjen stille, men pludselig hørtes der en qvindelig Røst alene. »Det var den deiligste Dreng, der nogensinde har seilet paa Shuylkills Vande,« sagde denne Røst, »det var Skade, at det skulde tage en 26 saadan Ende med ham.« Disse Ord bleve udtalte saa høit, at de idetmindste, der sadde nærmest ved Døren, godt kunde høre dem, hvorfor ogsaa flere af disse reiste sig og ilede ud for at faae nøiere Beskeed. Kort efter vendte et Par af dem tilbage, og det varede da ikke længe, før Franklin erfoer, at den lille Dreng, hvis Opfindelse han nylig havde rost, kort efter hans Bortgang, dersom man ellers kunde stole paa, hvad Folk fortalte, var falden over Bord og var druknet i Shuylkill.

✂ »Gud forbyde det!« sagde Franklin og reiste sig op, »jeg haaber til Himlen, at det er et falsk Rygte.« Derefter ilede ogsaa han ud i Forstuen. De andre Gjester reiste sig nu ligeledes, og der blev en stor Forvirring imellem dem. Kort efter kom en Mand, der fortalte, at der efter Franklins Bortgang var opstaaet en Veddestrid mellem flere af Baadene, og at et af de større Fartøier havde stødt an mod det lille, saa det kantrede, og baade den Dreng, der styrede, og den Mand, der dreiede Hjulene, havde da funden deres Død i Bølgerne.

✂ Under denne Forvirring var van Gehlmuyden den Eneste, der blev siddende paa sin Plads, uagtet han dog ingenlunde syntes fri for Sindsbevægelse. »Jeg tænkte det nok,« mumlede han, idet han ligesom mechanisk tog en ny Cigar frem, som han dog ikke gjorde noget Forsøg paa at antænde; »jeg tænkte nok, at det maatte gaae galt tilsidst med den Vildskab. Den stakkels Dreng! Jeg vilde bare ønske, at han aldrig havde sat sin Fod i mit Huus.«

✂ Nu traadte en af Bridles Huusfolk ind, der berettede, at det ikke var Robert Fulton, men David Baxter, der var falden overbord og havde sat Livet 27 til; Drengen derimod var i god Behold hjemme i Hr. van Gehlmuydens Huus.

✂ »Gud være lovet, var det ikke Andre end ham,« sagde van Gehlmuyden, »det har han godt af, for et voxent Menneske skulde dog være saa klog, at han ikke lod sig forføre af en gal Drengs Griller; men det lover jeg, og det skal staae fast, at han - hvis hans Fader vil følge mit Raad - aldrig skal have med slige Narrestreger meer at gjøre.« Efter disse Ord tændte van Gehlmuyden sin Cigar og begyndte ganske rolig at ryge den.

✂ Noget efter hørtes der igjen en forvirret Larm. »Saa var det jo dog den stakkels Robert!« hørte man en Stemme sige. Omsider aabnedes Døren saa vidt, som muligt, og en Bærebør blev langsomt baaren ind af fire Mænd. Paa Bærebaaren laae en lille Dreng, hvis Klæder dryppede af Vand, og paa hvis blege Ansigt intet Tegn af Liv var at see.

✂ Efter Baaren fulgte den gamle Franklin tilligemed John Bridle og en stor Mængde Mennesker. Mellem disse befandt sig ogsaa den stakkels David Baxter, hvis Klæder vare ligesaa vaade, som Drengens, og af hvis solbrændte Kinder Taarerne strømmede ned, medens han vred sine Hænder i Fortvivlelse. »Havde jeg vidst det,« sagde han, »havde jeg tænkt, at det skulde blive Enden derpaa, da skulde jeg før have styrtet mig i den vildeste Strøm under det største Møllehjul, end jeg skulde have laant mine Hænder til dette Arbeide.«

✂ Det bekræftede sig virkelig, at der, efter Franklins Bortgang, var opstaaet en Veddestrid mellem flere Baade; og uagtet det lille Fartøi længe gik fri for Overlast, saa havde dog tilsidst, da Skumringen 28 nærmede sig, en større Baad stødt saa stærkt an derimod, at Bølgerne strømmede ind; baade Drengen og David Baxter vare da faldne ud i Vandet. Drengen blev strax reven bort af Strømmen, og endskjøndt David Baxter hurtig svømmede efter ham, varede det dog en Tid, før han kunde indhente ham. Efterat Drengen nu var bleven bragt i Land, gav han intet Livstegn, og da Byens eneste Læge var med imellem Gjesterne i »den gyldne Ørn«, saa blev det besluttet strax at bringe Drengen derhen.

✂ »Jeg frygter for, at al Hjelp her kommer for sildig,« sagde Lægen, efterat han nøie havde betragtet Drengen.

✂ »Og dog maae vi ikke tabe noget Øieblik,« sagde Franklin; »jeg er heller ikke ganske uvidende om, hvad der ved slige Leiligheder bør skee. Skaf os et varmt Bad, John Bridle! - Dog nei! det vilde maaskee tage for lang Tid. Skaf os blot noget Flanel, nogle Sengklæder og uldne Tæpper, og sørg for, at de blive godt opvarmede! - Nei, Doctor! I maa ikke trykke ham paa Hjertekulen, det duer ikke. Lad os blot klæde ham af, det er det Første, der maa gjøres.«

✂ Da Lægen, der just ikke syntes at høre til de allerkyndigste i sit Fag, aldeles ingen Indvendinger gjorde, saa blev Alt iværksat saaledes, som Franklin ønskede det. Drengen blev afklædt og derefter indhyllet i uldne opvarmede Tæpper. En Sopha blev trukket noget ud i Værelset, man tog Rygstykket bort deraf og forvandlede den til et Slags Seng. Nu blev Drengen baaren hen derpaa, dog saaledes, at Hovedet laae lidt høiere, end den øvrige 29 Deel af Legemet. Omsider begyndte Franklin og Bridle at gnide hans Legeme med Flanel. Imidlertid bøiede Lægen sig ned ved Hovedgjerdet og søgte ved en Spiritusopløsning, som Bridle havde givet ham, at virke paa Drengens Lugteorganer. Kort efter holdt han en Fjeder henimod Drengens Mund. »Det nytter til Intet,« sagde han tilsidst, »seer De, ikke det mindste Duun bevæger sig.«

✂ »Aandedrættet kan være længe borte,« svarede Franklin, »og derfor kan dog Livet vende tilbage; Sligt har jeg før seet. Lad os blot ikke spilde den kostbare Tid. Giv mig noget af det stærke Vand, De har der, Doctor!« Dermed tog han Flasken af Lægens Haand og heldte noget af Spiritusopløsningen ned over Drengens Bryst og Underliv, hvilke han derefter igjen begyndte at gnide med Flanel. I dette Arbeide blev han nu ogsaa trolig understøttet af David Baxter, der syntes endnu ivrigere til dette Værk, end han selv. Imidlertid søgte John Bridle efter Franklins foregaaende Anviisning at blæse Luft ind i Drengens Lunger, dog gik der en lang Tid hen, inden man sporede mindste Virkning af de Midler, der bleve anvendte.

✂ Det var derfor ikke at undre over, at den Mistvivl, der alt fra Begyndelsen af fandt Sted imellem Tilskuerne, bestandig forøgedes; ja selv Franklin syntes omsider at trættes og at opgive Haabet. »Jeg frygter virkelig for, at det ikke nytter mere, hvad vi gjøre,« sagde han, idet han standsede et Øieblik og betragtede Drengen. Paa samme Tid blev der et Par Taarer synlige i hans Øine, som han dog øiebliklig tørrede bort. Ogsaa Bridle begyndte lidt efter lidt at tabe Modet. Den Eneste, der ikke trættedes, 30 var David Baxter, hvis Iver snarere syntes at tiltage, end at aftage under Arbeidet.

✂ Blandt de mange Nysgjerrige, der samlede sig i den store Spisestue, var ogsaa den lille Laura, Greenwoods Steddatter. Hun havde allerede tidligere af sin Stedfader vidst at skaffe sig Tilladelse til at løbe lidt omkring paa Gangene og see sig om. Der mødte hun siden den lille Negerdreng, der strax fortalte hende den Ulykke, der var indtruffen. Ledsaget af ham, gik hun da ned af Trappen og naaede netop Forstuen i det Øieblik, da Robert Fulton blev baaren derigjennem, hvorefter hun fulgte med Mængden ind i det store Spiseværelse.

✂ Den største Deel af Tilskuerne maatte imidlertid efter Franklins Befaling blive staaende nærved Udgangen i den nedre Deel af Værelset. Her stod ogsaa Laura i Begyndelsen, men lidt efter trængte hun sig længere op og betragtede nøie den lille Dreng, hvis Træk vare smukke selv i dette Øieblik, da Døden dog alt syntes at have paatrykt ham sit Mærke, og da de Fleste havde opgivet Haabet om, at han nogensinde her paa Jorden skulde vaagne til Liv igjen.

✂ Uden at Nogen lagde Mærke dertil, havde Laura taget Plads paa Sophaens anden Side, hvor hun endnu tydeligere kunde see Drengens Ansigtstræk. Men da hun nu saaledes med stor Opmærksomhed betragtede ham nærved, forekom det hende pludselig, som om der saaes en lille Bevægelse ved hans Læber. Det var da, ligesom om hun blev dreven af en Magt, som hun ikke kunde modstaae. Hun traadte endnu et Par Skridt nærmere, og før man kunde hindre det, lagde hun sin Haand paa hans Hjerte; 31 thi dette havde, som hun bemærkede, Franklin allerede flere Gange gjort. Men neppe havde hun udført det, før hun vendte sit Ansigt og sine funklende Øine mod Franklin og udraabte: »Det bevæger sig.«

✂ Ved disse Ord fæstede Alle deres Blik paa hende, og fra Manges Læber hørtes der et Udraab af Overraskelse; ja, da hun saa lidet lignede de Børn, som man ellers var vant til at see, saa forekom det Flere, ligesom der var skeet et Vidunder, og ligesom en Engel fra Himlen var nedstegen for at bringe Trøst og Redning netop i det Øieblik, da alt jordisk Haab syntes forsvundet.

✂ Ogsaa Franklin studsede et Øieblik, da han saae hende; imidlertid fattede han sig snart og lagde nu selv sin Haand paa Drengens Bryst. »Hun har Ret,« raabte han, »hans Hjerte slaaer! Gud være lovet, vi kan ikke tvivle paa, at Livet nu vender tilbage.«

✂ »Da bliver det vel bedst, at vi aarelade ham,« sagde Lægen.

✂ »Jeg troer neppe, at det behøves,« svarede Franklin; »nei hold nu op, Bridle! han aander allerede; det er aabenbart, at Brystet hæver og sænker sig. Med Himlens Hjelp er Faren overstaaet.«

✂ Lidt efter lidt vendte nu Rødmen tilbage paa Robert Fultons Kinder, han aabnede sine Øine og reiste sig pludselig halvt op, medens han med Forundring saae sig om. Men den lille Pige, der syntes forskrækket over sin egen Dristighed, vendte sig om og ilede tilbage til Døren igjen, hvor Negerdrengen endnu stod, og hvor hun skjulte sig bag ved Mængden.

✂ Der fandtes Ingen i den hele Forsamling, der paa en stærkere Maade lagde sin Glæde for Dagen end 32 David Baxter; thi ligesom overvældet af hvad han havde oplevet, sank han paa Knæe ved Drengens Leie og bedækkede hans Haand med Kys og Taarer, og det var kun med stor Møie, at Franklin kunde hindre ham fra ogsaa at kysse hans Hænder; for, sagde David Baxter, han var den, som næst Gud i Himlen, alene havde frelst den stakkels Dreng, der ellers aldrig vilde have seet Dagens Lys mere.

✂ En stærk Modsætning til David Baxter dannede van Gehlmuyden, der, uagtet ogsaa han var bleven bleg i Ansigtet, da han saae sin lille Slægtning som et Liig, udstrakt paa Baaren, dog ikke, saalænge det foregaaende Optrin varede, havde talt et eneste Ord, eller rørt et eneste Lem. Først da Franklin, efterat Drengen alt sad opreist paa sit Leie, kom hen og lagde sin Haand paa hans Skulder med de Ord, at der nu ikke meer var Noget at frygte for, drog han et dybt Suk og fremstammede et Par Ord, der skulde være et Slags Taksigelse. »Men det skal dog være mig en Advarsel,« mumlede han kort efter, »og hvis jeg faaer noget at sige over Drengen, skal han aldrig meer sætte sin Fod i en Baad alle sine Levedage.«

✂ Efter Franklins Anmodning skiltes nu Forsamlingen ad, hvorimod han lovede at blive nogle Timer længere den næste Morgen, end han fra først af havde bestemt, deels fordi han endnu engang ønskede at samles med denne Bys Indvaanere, der havde viist ham saamegen Velvillie, deels ogsaa for at see, hvorledes det fremdeles gik med den lille Robert Fulton.

✂ Det blev aftalt, at denne skulde tilbringe Natten i John Bridles Huus, hvor David Baxter, som man 33 ikke engang kunde overtale til at skifte Klæder, vilde vaage over ham. Van Gehlmuyden gik derimod hjem tilligemed alle de Andre. Laura vendte tilbage til sit Kammer, hvor det kostede hende en Deel Møie at formilde sin Stedfader, der var meget misfornøiet over hendes lange Fraværelse. Kort efter gik hun til Sengs, medens Gill, saaledes hed den lille Negerdreng, ligesom en Hund lagde sig til at sove paa Gulvet udenfor hendes Dør.

✂

FJERDE CAPITEL.

✂ Før vi gaae videre, vil det maaskee ikke være afveien at underrette Læseren om, at Robert Fulton, uagtet han for Øieblikket befandt sig i Reading, dog ikke havde sin Hjemstavn der. Han var født i Lancaster, en By, der ligger noget over fem Mile fra Reading, og hvor hans Fader endnu levede. Faderen var, uagtet han nedstammede fra Irland, dog ikke catholsk; han var tværtimod en streng Tilhænger af den methodistiske Lære. Tidligere havde han været Bomuldsspinder, men da denne Haandtering i Lancaster, hvor der findes mange Bomuldsspindere, ikke bragte ham Meget ind, saa opgav han den tilsidst og kjøbte sig en liden Eiendom i Nærheden af Byen. Desuden drev han en lille Handel med Korn og Meel, som han kjøbte i Omegnen, og som han selv paa Vogne bragte til Philadelphia. Hans Søn Robert var født i et tidligere Ægteskab; nu var Faderen gift igjen og havde fem Børn med sin anden Kone. Da han iøvrigt, uagtet han var en driftig Mand, ikke havde havt Lykken med sig, saa var det ham meget kjært, at den rige Hr. van Gehlmuyden, 34 efter hvem Drengen var opkaldt, havde fattet Godhed for ham, og at han tillod ham at tilbringe nogle Maaneder i sit Huus, idet han tillige lovede at sørge for hans Fremtid.

✂ Efter hvad Andre fortælle, skal derimod Fultons Fader være død tidlig, og hans Moder skal have overlevet Faderen. Dette vilde dog kun lidt stemme med Gangen i denne Fortælling og med de Beretninger, vi her have fulgt.

✂ Efter at have forudskikket disse Par Ord, vende vi igjen tilbage til »den gyldne Ørn«, hvor den lille Dreng, saasnart Selskabet havde spredt sig, og han var bleven alene med David Baxter, faldt i en dyb Søvn. Af denne Søvn vaagnede han først temmelig silde den næste Morgen. Han befandt sig nu meget vel og klagede kun over, at han var sulten. Da denne Trang var afhjulpen, syntes det aabenbart, at baade hans Legeme og hans Sjæl havde vunden deres gamle Spændkraft tilbage.

✂ Kort derpaa indfandt flere af de fornemste Borgere sig for endnu engang at samles med Franklin. Paa deres Anmodning havde John Bridle tilberedet en stor Frokost, hvorved ikke blot Hr. van Gehlmuyden og Robert Fulton, men ogsaa Hr. Greenwood var tilstede. Efter Franklins udtrykkelige Ønske blev ligeledes David Baxter indbuden, hvilket, uagtet han kun var en ringe Haandværkssvend, dog ikke vakte nogen synderlig Opsigt; thi paa disse Steder er Afstanden mellem de forskjellige Stænder ikke saa stor, som hos os; og det var i hine Fristater ganske almindeligt, at selv Tjenestefolk spiste ved samme Bord, som deres Herskab.

✂ Og dog fandtes der dengang Adskillige, og blandt 35 dem var fornemmelig Hr. van Gehlmuyden, der vare misfornøiede med, at David Baxter blev indbuden med, da de meente, at han ved sin ubesindige Eftergivenhed havde givet Anledning til det Uheld, der Aftenen i Forveien var indtruffet. Imidlertid skjulte de endnu, saalænge Franklin var tilstede, denne deres Misfornøielse.

✂ Den lille Robert fik sin Plads ved Siden af Franklin selv, ved Franklins anden Side sad John Bridle, ligeoverfor sad Hr. van Gehlmuyden og noget længere borte Hr. Greenwood. Laura derimod var ikke tilstede; thi dette havde Greenwood, der endnu var noget vred over hendes Opførsel den forrige Aften, strengt forbudt hende.

✂ Neppe havde Selskabet taget Plads, og neppe var der fremsagt en kort Bordbøn, som det dengang var Skik paa disse Steder, før Franklin igjen reiste sig og tog sit Glas, som Bridle allerede havde fyldt. »Før vi begynde vort Maaltid,« sagde han, idet han henvendte sig til Hr. van Gehlmuyden, »ville vi Alle takke Gud, der har holdt sin Haand over Deres lille Slægtning og afvendt Døden fra hans Hoved, og dernæst ville vi tømme vore Glas paa hans fremtidige Sundhed og Held.« Efter disse Ord klinkede han med van Gehlmuyden og med Robert Fulton, og de fleste af de Andre fulgte hans Exempel.

✂ Denne Gang blev den selskabelige Harmonie ikke afbrudt ved nogen Misklang, dersom man ikke vil regne et Par Udladelser dertil, der let kunde have fremkaldt en Strid mellem Franklin og Greenwood.

✂ Det var Greenwoods Sædvane, at han, selv naar han spiste ved et fremmed Bord, lod sig opvarte af den lille Negerdreng. Da Franklin saae dette, kunde 36 han ikke undlade at spørge ham, om den lille Negerdreng var hans Slave.

✂ »Ingen veed, hvem der i Fremtiden skal være fri, og hvem der skal være Slave,« svarede Greenwood.

✂ »Hvis jeg tør yttre min Mening, og hvis De ikke vil tage mig det ilde op,« sagde Franklin, »da skulde jeg meget raade til, at vi i denne Tid, hvori vi kæmpe saa ivrig for vor egen Frihed, ogsaa vilde agte Friheden hos vore Medmennesker, ligegodt hvad Farve de have.«

✂ »Ja, ja,« sagde Greenwood, »baade jeg og hver Mand veed, at I er en stor Ven af at give Raad, Benjamin Franklin, og om I gjør Ret eller Uret deri, derom skal jeg ikke disputere; men dog, saalænge jeg faaer Lov dertil, ønsker jeg nok helst i mine egne Sager at raade mig selv.«

✂ Hertil svarede Franklin intet, men rystede kun paa Hovedet derved. »Jeg indseer ikke,« sagde han kort efter med sagtere Røst til John Bridle, »nei, jeg takker Jer - læg ikke mere paa min Tallerken! i min Alder fortryder man sjelden paa, at man har spiist for lidt - jeg indseer ikke, med hvilken Ret vi kunne beklage os over, at christne Fanger holdes i Slaveri i Algier og Marocco, saalænge vi selv bære os ligedan ad mod de ulykkelige Negere.«

✂ Baade David Baxter og Robert Fulton maatte nu gjøre nøiere Rede for, hvorledes det Maskineri var indrettet, hvorved deres Baad Dagen i Forveien blev sat i Bevægelse, og det bekræftede sig da paa ny, at den lille Dreng var Opfinder af det Hele. Naar hans Fader gjorde sine Indkjøb i de omkring Lancaster liggende Møller, havde han tidt været med og seet, hvorledes det ene Hjul greb ind i det andet.

37

✂ Da han nu kom til Reading og saae Baadene bevæge sig paa Floden, saa faldt det ham ind, at ogsaa de maaskee kunde fremdrives ved et lignende Hjulværk. Dette meddeelte han nu til David Baxter, der selv var en god Møllebygger og dertil en hurtig Arbeider, og med hvem han strax efter sin Ankomst til Byen havde sluttet Venskab. Da han nu desuden, uagtet han den Gang neppe var ti Aar gammel, viste et usædvanligt Talent for Tegning, saa søgte han ogsaa paa denne Vei at oplyse David Baxter om sin Mening, hvorefter denne da i sine Fritimer bragte det Hele istand.

✂ Franklin gav sig meget af med den lille Robert, og de Svar, denne gav, syntes i høi Grad at tilfredsstille ham. Omsider da Frokosten nærmede sig til sin Ende, tog han igjen sit Glas og henvendte paa ny Ordet til van Gehlmuyden, og det var da, ligesom der kom en prophetisk Aand over ham, der tvang ham til at udtale det, som han ellers maaskee i Drengens Nærværelse vilde have fortiet.

✂ »Jeg beder Jer,« sagde han »vel at agte paa mit Ord, Hr. van Gehlmuyden: Hvis denne Dreng lever og faaer Tilladelse til at virke i den Retning, hvortil han er kaldet, da ville ikke blot hans Forældre og Slægtninge, hvis de endnu ere her paa Jorden, opleve stor Glæde af ham, men denne hans Virksomhed vil ogsaa, hvis Gud, som jeg haaber, lægger sin Velsignelse dertil, blive til stort Gavn og til stor Hæder for det hele Land; vær vis paa, at det, jeg her siger Jer, engang vil gaae i Opfyldelse.«

✂ Efter disse Ord klinkede han atter med den lille Robert og bad ham mindes, naar han engang kom 38 til Philadelphia, at han havde en Ven der, som længtes efter at see ham igjen. Derpaa reiste Franklin sig fra Bordet, og alle de Øvrige fulgte hans Exempel.

✂ Han tog nu en venlig Afsked med Hver især, og tilsidst ogsaa med Hr. Greenwood. »Tilgiv mig!« sagde han, »hvis jeg har benyttet mig noget for frit af den Forret, som en gammel Mand har, til at give Raad og Forskrifter til dem, der ere yngre end han, og der vel som oftest hverken skjøtter om hans Raad eller tænker paa at følge dem. Men min gode Villie maa her være min Undskyldning, derfor beder jeg Jer, at I ikke vil bære noget Nag til mig, Hr. Greenwood.«

✂ »At bære Nag til Eder, vilde kun lidet nytte,« svarede Greenwood, »I regjerer jo næsten det hele Land og fører Underhandlinger med fremmede Potentater baade om Krig og om Fred. I staaer derfor saa høit nu, at en ringe Mand, som jeg, vanskelig kan gjøre Jer nogen Skade; thi de, der før stode lavest, de staae nu høiest, Hr. Benjamin Franklin, det er nu engang Verdens Gang.«

✂ Kort efter begav Franklin sig ned til Landingsstedet, hvorhen John Bridle, David Baxter, Robert Fulton og de fleste andre Gjester fulgte ham.

✂ Saasnart Franklin var gaaet ombord, forlod Robert Fulton det øvrige Selskab og ilede op paa en Høi, hvorfra han kunde oversee et længere Stykke af Floden. Her blev han staaende saalænge til Seilbaaden skjulte sig bag de fjerne Bjerge mod Vest, gjennem hvilke Shuylkillfloden krummede sig. Tilsidst, da han ikke kunde see den længere, gik han 39 ned og satte sig paa en Steen og stirrede paa Flodens Gang og græd de bittreste Taarer, han i sit Liv havde grædt; thi han var tilmode, som om en venlig Skytsaand, ved hvis Side han nylig havde skuet ind i en høiere og friere Verden, nu igjen var vegen bort fra ham, og han følte sig betagen af et Savn og en Længsel, som han aldrig før saaledes havde fornummet.

✂ Kort efter fik David Baxter Øie paa ham og skyndte sig da hen til det Sted, hvor han sad. »Sidder Du der og græder, min Dreng!« sagde David, »mig synes snarere, vi skulde springe høit i Veiret af Glæde, fordi det ikke gik værre, og fordi Du slap saa godt derfra. Ja, ja, Gud velsigne den gamle Franklin! Seer Du her!« Dermed viste han ham en lille Rulle med Sølvpenge, »den trykkede han mig i Haanden, da jeg tog Afsked fra ham, men de høre da egentlig Dig til; thi uden Dig havde jeg aldrig bragt den Stegevender istand, som de Andre kalde hende.«

✂ Den lille Dreng tog nu de blanke Sølvpenge i Haanden og betragtede dem. »Det er mange Penge,« sagde han, »men behold Du dem, David! jeg vil ikke have noget deraf.«

✂ »Ja, ja,« svarede David, idet han igjen modtog Pengene, »jeg kan da sagtens gjemme dem indtil videre, de ere ikke værdt at forsmaae, Robert; men nu er det bedst, vi skilles ad, for ellers troer nok Folk, at vi igjen har nogle gale Streger for.«

✂ Da Robert Fulton atter var kommen tilbage til Byen og gik over Torvet forbi »den gyldne Ørn,« saae han en Reisevogn, hvori Greenwood sad med den lille Laura. Negerdrengen Gill havde sin Plads 40 paa Bukken ved Kudskens Side. Da Fulton kom forbi, nikkede den lille Pige venlig til ham, og da Vognen strax efter rullede bort, vendte hun sig endnu engang om og saae efter ham, hvorpaa Vognen forsvandt, og Lyden deraf tabte sig i det Fjerne.

✂ Den følgende Nat drømte den lille Dreng en underlig Drøm, hvori det forekom ham, som han igjen seilede paa en Flod med David Baxter, medens Franklin stod paa Flodbredden og smilede til ham. Tilsidst kom han meget langt bort, men han seilede nu ikke længere, og det syntes ham, som han sad i Græsset paa et deiligt Sted, hvor han befandt sig meget vel. Da traadte den lille Laura ham imøde og sagde, at han nu var i det Land, hvor Morgenrøden boer; da syntes det ham igjen, som om han skimtede Franklins Ansigt langt borte. Derefter blev Drømmen endnu mere broget og forvirret, men han kunde intet huske deraf, da han vaagnede.

✂ Den næste Morgen lod van Gehlmuyden ham kalde til sig og befalede ham, at han aldrig under noget Paaskud maatte vove sig ud paa Floden Shuylkill igjen, hverken alene, eller i Selskab med Andre. »For det første skal Du heller ikke gaae ud uden min Tilladelse,« føiede han til, »og med den Ulykkesfugl, den David Baxter, skal Du aldrig understaae Dig til at tale et eneste Ord.«

✂ Et Par Dage derefter gav imidlertid Hr. van Gehlmuyden, der i Grunden var en ganske godmodig Natur, den lille Dreng Tilladelse til igjen at gaae, hvor han vilde, naar han blot holdt sig borte fra Shuylkillfloden. Da nu den lille Robert engang, efter at have benyttet denne Tilladelse, og efter i et Par Timer at have sværmet rundt i Omegnen, vendte 41 tilbage til Byen, blev han indhentet af David Baxter. »Nei, bliv ikke forskrækket, min Dreng!« sagde David, »jeg veed nok, at Du ikke meer maa omgaaes med mig, men dog kunde jeg ikke forlade Byen, før jeg havde seet Dig engang endnu.«

✂ »Reiser Du bort, David?« spurgte den lille Robert.

✂ »Ja, jeg har nu sat mig i Hovedet, at jeg vil vandre ud mod Vesten; for her i Byen er jeg bleven lagt for Had, og min Mester har sagt, at han ikke længere skjøttede om min Tjeneste. Men ligegodt, saalænge jeg kan svinge min Øxe, skal jeg nok komme igjennem Verden, jeg har heller ingen Kone og Børn at sørge for; den Eneste det gjør mig ondt at skilles fra, det er Dig, Robert. Farvel! Dine Penge haaber jeg engang at give Dig igjen med Renter.« Dermed trykkede han Robert Fultons Haand og gik sin Vei.

✂

FEMTE CAPITEL.

✂ Kort efter sin Udflugt paa Floden Shuylkill blev Franklin, hvad han rimeligviis, dengang han var i Reading, endnu ikke tænkte paa, afsendt til Europa, for at fortsætte de Underhandlinger, der allerede tidligere vare blevne indledede med Frankrig.

✂ Den farefulde Tid, den vigtige Stilling, som han med Hensyn til sit Fødeland indtog, de mangfoldige Forretninger, der daglig gjorde Fordring paa hans Opmærksomhed, alt dette maatte nødvendig vende hans Blik bort fra den Enkelte til det Almindelige. Lægge vi nu den Hukommelsessvækkelse til, som Alderdommen tidt medfører, selv naar Aanden i 42 andre Henseender endnu er i sin fulde Kraft, saa er det maaskee ikke saameget at undre over, at han, da han efter ni Aars Forløb, igjen vendte tilbage til Amerika, aldeles havde tabt Robert Fulton af Sigte, og at han, som det syntes, aldeles havde glemt de store Forhaabninger, han, under sit Ophold i Reading, med Hensyn til ham havde fattet.

✂ Efter Franklins Bortreise var, som bekjendt, den tidligere begyndte Krig mellem England og dets frafaldne Colonier i Amerika bleven fortsat. Og uagtet hiin Stat havde saa store Hjelpekilder og saa mægtige Kræfter at raade over, saa vare dog Colonierne tilsidst, efter flere Gange at have prøvet Lykkens Omskiftelser, gangne med Seier ud af Striden og havde tilkæmpet sig deres Uafhængighed og Frihed.

✂ Men denne Frihed var endnu ung og ubefæstet; de nye Fristater skulde ordnes, og det hele Folk blev kaldet til, gjennem selvvalgte Repræsentanter, at sørge for denne Ordning og for den ny Regjerings Indretning. Dette, i Forening med den praktiske Sands, der er eiendommelig for hine Landes Beboere, var det vel, der gav det Politiske i Amerika en saadan Overvægt, at alle de stillere Retninger i Sjælen derved trængtes tilbage; ja ikke blot Kunsten og den theoretiske Videnskab, men selv det mere praktiske Talent havde dengang, naar det valgte en anden Vei, end den almindelige, førend Udfaldet havde beviist dets Ret, i de amerikanske Fristater en haard Kamp at gjennemgaae.

✂ Ikke desmindre er det sikkert, som en nyere Forfatter udtrykker sig, at der gives Mennesker, hvis indre Stræben og Skaberkraft det bevægede Livs 43 Larm ene kan forstyrre. Ligesaa sikkert er det, at der gives Aander, der ikke kan opdrages ved ydre Tvang, men der, naar man blot skjenker dem Ro til Udvikling og fjerner de Hindringer, der staae i Veien herfor, allerbedst opdrage sig selv.

✂ Til dette Slags Aander kunde vel ogsaa Robert Fulton henregnes, imidlertid behøve vi neppe, efter hvad der tidligere er fortalt, at føre noget videre Beviis for, at Hr. van Gehlmuyden, hvem det ganske blev overladt at bestemme Robert Fultons tilkommende Virkekreds, ikke var denne Opgave voxen, som han dog, uden mindste Anelse om, hvad der udfordredes dertil, med stor Selvtillid havde paataget sig.

✂ Vi kunne da neppe undre os over, at den Stilling, hvori vi, efter nogle Aars Forløb, gjenfinde Robert Fulton, just ikke var saa heldig, som vi for hans Skyld gjerne havde ønsket; idetmindste var der dengang kun liden Udsigt til, at Franklins Spaadom med Hensyn til ham nogensinde vilde gaae i Opfyldelse.

✂ Allerede tidligere, kort efter Franklins Afreise, var han bleven sat i Huset hos en Guldsmed i Philadelphia, der tillige skulde lære ham sit Haandværk; thi et sligt stillesiddende Arbeide, meente Hr. van Gehlmuyden, vilde være det bedste Middel til at kue hans Vildskab. Iøvrigt maae vi føie til, at Hr. van Gehlmuyden meget samvittighedsfuldt sørgede for alle hans Fornødenheder; thi han havde virkelig paa sin Viis fattet Godhed for den lille Dreng og vilde gjerne skaffe ham en ordentlig Opdragelse, saavidt han forstod sig derpaa, og saavidt hans egen Magelighed ikke derved forstyrredes. Derfor 44 tilføiede han ogsaa, da han gjorde Aftale med Guldsmeden, den Betingelse, at Drengen indtil sit sextende Aar skulde besøge en af Byens første Skoler, hvori han kunde lære, hvad der udenfor hans Haandværk maatte ansees for nødvendigt og passende.

✂ I Skolen gjorde den lille Fulton god Fremgang, men til Guldsmedhaandværket viste han ingen synderlig Lyst. I de første Aar gik det dog endnu taaleligt, og det Eneste, hans Mester klagede over, var, at han i sine ledige Timer streifede om paa forskjellige Steder, uden at bede om Tilladelse dertil. Men da ingen Mester i de forenede Stater kan udøve nogen egentlig Tvang over sine Undergivne, saa var dette meget vanskeligt at forhindre, saameget mere, da van Gehlmuyden, ifølge sin sædvanlige Ligegyldighed, uagtet han langtfra var tilfreds med sin Pleiesøns Opførsel, dog kun lidet anstrengte sig for at tale ham til Rette og kun sjelden svarede paa de skriftlige Klager, som Guldsmeden sendte ham.

✂ Men da Fulton blev noget ældre, og især da han blev udtagen af Skolen og fik mere Tid at raade over, da forandredes Forholdene, og han erklærede da flere Gange til sine Medarbeidere, at han ikke havde nogen Lyst til det Haandværk, han drev, og at han, naar han engang saae sig istand dertil, vilde vælge en anden Haandtering.

✂ Han havde desuden i den senere Tid opdaget et Talent hos sig, der ikke var hans Mester til nogen synderlig Glæde. Det viste sig nemlig, at han besad en usædvanlig Gave til at gjengive Udtrykket i det menneskelige Ansigt; ja engang blev han endog overrasket 45 af sin Mester, medens han tegnede de øvrige Svende, der alle havde forladt deres Pladser for at see paa hans Arbeide. Ved samme Leilighed opdagede Mesteren ogsaa et Billede, der skulde forestille hans eget Ansigt, og der, da det var temmelig carikeret, uagtet det havde vakt stor Lystighed hos alle de Andre, dog ikke synderlig lod til at behage ham selv.

✂ Til andre Tider udeblev Robert Fulton hele Dage fra Værkstedet, han streifede da om udenfor Byen og gjorde Udkast til forskjellige Landskaber, der efter Kjenderes Forsikring, som siden saae disse Udkast, vidnede om et Anlæg, der under gunstige Omstændigheder kunde have skaffet ham en Plads i de virkelige Kunstneres Række.

✂ Den Lethed, hvormed han traf og gjengav Udtrykket i det menneskelige Ansigt, kunde ikke ganske blive skjult i en By, hvori der dengang kun fandtes Faa, der gave sig af med Saadant. Det varede derfor heller ikke længe, før han ved denne sin Færdighed, hvormeget han endog manglede den Skole, som intet Talent kan erstatte, blev istand til at erhverve sig saa Meget, at han ikke meer ganske, med Hensyn til sit Ophold, afhang af Guldsmedhaandværket og af van Gehlmuydens Godhed.

✂ Det berettes ogsaa om Fulton, at han i hine Dage selv skal have falbudet sine Landskabstegninger og Portraiter paa Philadelphias Gader. Dette ansaaes efter de Tiders Sæder aldeles ikke for uanstændigt eller upassende; imidlertid gav det dog Anledning til, at han endnu oftere, end før, forsømte sin Mesters Arbeide, hvorfor denne ogsaa flere Gange 46 truede med, at han vilde give ham hans Afsked. Men da Fultons Talent for Tegning i andre Henseender var hans Mester til Nytte, og da Fulton, naar han blot tog fat paa Arbeidet, lagde en finere Smag for Dagen, end alle de andre Svende, saa undlod Mesteren dog at udføre denne sin Trudsel og gav kun sin Harme Luft i Breve til van Gehlmuyden, i hvilke han med bestandig voxende Bitterhed klagede over de Forsømmelser, hvori hans Pleiesøn gjorde sig skyldig.

✂ Dette vakte megen Ærgrelse hos van Gehlmuyden; men endnu mere forbittret blev Fultons Fader derover, hvorfor han ogsaa i Begyndelsen, hver Gang han kom til Philadelphia og besøgte sin Søn, greb Leiligheden til at give sin Forbittrelse Luft. Men efterat Fulton havde naaet Ynglingsalderen, bleve disse Besøg sjeldnere, og tilsidst ophørte de ganske.

✂ Da Fulton var nærved sit et og tyvende Aar, kom der en ung Mand til Philadelphia, der dog var en Deel Aar ældre end han, og der siden har gjort sig berømt baade som Digter og som Statsmand. Hans Navn var Joel Barlow, han var født i Nyengland i Fristaten Connecticut og havde tilbragt sin første Ungdom paa Collegiet i New-Haven, hvor han alt tidlig udmærkede sig ved sine poetiske Anlæg. Han havde efter sin Faders Død arvet en Formue, der gjorde ham aldeles uafhængig. Hans Moder nedstammede fra en tydsk Familie. Heri laae maaskee Grunden til, at der var kommen noget Phantastisk ind i hans Sjæl, hvortil Nordamerikanerne, og især Indbyggerne af Nyengland, ellers kun ere lidet tilbøielige. Han elskede ogsaa 47 Malerkunsten og havde opoffret temmelig Meget for at skaffe sig en Malerisamling, hvis Lige neppe fandtes paa den Tid selv i Amerikas største Byer. Dog var han ingenlunde fremmed for praktiske Forretninger; han havde i flere Aar været Medudgiver af et politisk Blad, hvori han viste sig som en ivrig Republikaner, desuden havde han ogsaa kæmpet med i den amerikanske Frihedskrig. Den Livserfaring, som han saaledes ved disse forskjellige Sysler allerede i en ung Alder erhvervede sig, og hvortil det poetiske Sværmeri, der undertiden kom over ham, dannede en selsom Modsætning, gav ham tidt en stor Indflydelse, især paa unge Mennesker, der deelte hans Ild og Begeistring, uden at besidde hans mangesidige Udvikling.

✂ Da han kom til Philadelphia havde han alt fattet den Beslutning at foretage en Reise i flere af den gamle Verdens Lande, dog vilde han ikke begynde derpaa, før han havde seet denne By tilligemed andre store Stæder i sit Fædreland, i hvilke han endnu ikke havde været.*)

✂ Det var en Søndag Formiddag i Begyndelsen af September Maaned, da Robert Fulton, uden at agte paa Klokkernes Malmtunger, der fra alle Byens Taarne sammenkaldte de forskjellige Menigheder til Gudstjeneste, begav sig udenfor Byen paa den Vei, der fører langs med Shuylkillfloden til Norristown. Flere Ruiner og halvopbrændte Huse mindede endnu **) Vi maae imidlertid bekjende, at vi her ere noget i Forlegenhed med Hensyn til Tidsbestemmelsen; thi efter de almindelige Beretninger havde Barlow og Fulton allerede paa den Tid, hvorom der her er Tale, forladt Amerika, efter den Kilde, hvoraf vi have øst, maa det derimod antages, at dette ikke var Tilfældet. 48 dengang om Englændernes Overfald og om Krigens Ødelæggelser. Ogsaa her, i Nærheden af Philadelphia, begrændsedes Shuylkillfloden af Bjerge, der dog havde et nøgnere Udseende, end Høiene ved Reading, og der afvexlede med vidtudstrakte og dyrkede Marker, medens den store By skimtedes i Baggrunden. Paa et af de Steder, hvor Udsigten aabnede sig ned til Floden, og hvor Vildhed og Cultur paa en eiendommelig Maade vare blandede mellem hinanden, blev Fulton staaende, og tilsidst, da dette Sted kun blev lidet besøgt, og da Gudstjenesten desuden fængslede Mængden indenfor Byens Omkreds, kastede han sig ned i Græsset, tog sine Tegneredskaber frem og søgte paa Papiret at gjengive et Billede af den Egn, der havde udfoldet sig for hans Øie.

✂ Han havde allerede tegnet saaledes henimod en Time og var aldeles fordybet i sit Arbeide, der, som det syntes ham, i Dag lykkedes usædvanlig godt, da han pludselig hørte en Røst, der udraabte: »Det kan blive et ganske artigt Billede.«

✂ Han vendte da sit Hoved om og saae en temmelig fiintbygget og velklædt Mand staae bagved sig med et Ansigt, hvori der var et saa sjælfuldt Udtryk, at man fristedes til at kalde det smukt, uagtet Trækkene ingenlunde vare regelmæssige, og uagtet Hagen var noget spidsere og Læberne noget smallere, end de efter det antagne Skjønhedsmaal burde være.

✂ »Det gjør mig ondt, at jeg har forstyrret Dem,« sagde den Fremmede, idet han venlig hilsede ham, »jeg burde maaskee hellere have overladt Dem til den Eensomhed, som De saa godt forstaaer at benytte.«

49

✂ »O, det Vigtigste er alt fuldbragt,« svarede Fulton, der paa samme Tid sprang op og samlede sine Tegneredskaber, »det Øvrige kan jeg let fuldføre hjemme.«

✂ »Hvem har været Deres Lærer?« spurgte Barlow; thi, som den kløgtige Læser vel alt har gjettet, det var ingen anden end ham, der saaledes havde overrasket Fulton ved hans Arbeide.

✂ »Jeg har kun et halvt Aars Tid, da jeg var lille, faaet et Slags Veiledning af en middelmaadig Maler, der boede i Lancaster, og det skede ovenikjøbet hemmeligt, og uden at min Fader maatte vide noget deraf.«

✂ »Kun et halvt Aar,« sagde Barlow, »det er meget lidt. Tillader De, at jeg endnu engang kaster et Blik paa Deres Tegning?«

✂ Efterat Fulton havde opfyldt hans Forlangende, og efterat han paa ny med Opmærksomhed havde betragtet Tegningen, sagde han: »Det er næsten utroligt, at De, saagodt som uden Veiledning, allerede i Deres Alder har kunnet bringe det saavidt; imidlertid er dog Kunstens gyldne Skind endnu ikke vunden, fordi Aanden i et lykkeligt Øieblik skimter det i det Fjerne.«

✂ »Mig er det bleven fortalt, at Kunstens Skatte kun have deres Hjem i Indbildningen,« svarede Fulton, »og at de selv ikke ere stort meer end en Drøm.«

✂ »Og er da det Bedste, hvad Mennesket eier, naar man betragter det fra Hverdagslivets Standpunkt, saameget mere? Jeg har idetmindste havt mangt et Øieblik, hvori mig syntes, at det hele Liv, som de fleste Mennesker føre, neppe var saameget værdt, som en saadan skjøn Drøm.«

50

✂ Fulton betragtede ham med Forundring, thi en saadan Tale havde han aldrig før hørt.

✂ Efter Barlows Indbydelse gik Fulton med ham hen til et Kaffeehuus, der laae i en Have udenfor Byen. I denne Have gik de ind og toge Plads i en afsides Løvhytte, hvor nu Fulton efter Barlows Anmodning fortalte ham det Vigtigste, hvad han i sit tidligere Liv havde oplevet.

✂ Barlow lyttede med stor Opmærksomhed til hans Ord; men da han havde fuldendt Fortællingen om det Uheld, der var tilstødt ham paa Floden Shuylkill, og om sit Sammentræf med Franklin, afbrød Barlow ham pludselig og spurgte, om han da intet siden havde hørt fra Franklin.

✂ »Nei,« svarede Fulton, »han afgik kort efter til Europa og havde da vel saa vigtige Ting at tage Vare, at han vanskelig fik Tid til at tænke paa mig.«

✂ »Men veed De da ikke, at Franklin nu er vendt tilbage, og at han alt i længere Tid har opholdt sig i Philadelphia?«

✂ »Jeg veed det nok,« svarede Fulton.

✂ »Og hvorfor har De da ikke meldt Dem hos ham?«

✂ »Han skal aldrig see mig,« svarede Fulton, idet han sænkede sit Blik mod Jorden, »jeg vil aldrig træde ham for Øie; de Forhaabninger, som han havde fattet om min Fremtid, ere blevne saa grusomt skuffede, at jeg vilde forgaae af Skam, hvis han engang mødte mig og kjendte mig igjen.«

✂ »Nu, der er vel ikke saa megen Tid tabt endnu,« sagde Barlow, »i Vaaren kan man ikke vente den modne Frugt; imidlertid, De har dog Ret, han har ikke fortjent at see Dem igjen. Desuden har Franklin 51 ingen Sands for det Skjønne, han vilde til Nød understøtte Dem, hvis De ønskede at drive et eller andet Haandværk, men sikkert aldrig, hvis De vil opoffre Deres Liv til den virkelige Kunst.«

✂ Nu fortalte Fulton videre, hvorledes hans Fader ganske havde lagt hans Fremtid i van Gehlmuydens Hænder, og hvorledes denne havde ladet ham lære en Profession, hvortil han ingen Lyst havde. »Hr. van Gehlmuyden mener det godt med mig,« føiede han til, »men dog maa jeg ansee det som en virkelig Ulykke, at netop den Mand skulde bestemme min Fremtid, der allermindst begriber eller bryder sig om, hvad jeg har Lyst og Anlæg til.«

✂ »Nu, en slig Hollænder maa naturligviis spore en særdeles Drift til at skære Svingfjedrene bort paa alle de Fugle, han træffer udenfor Hønsegaarden,« sagde Barlow; »men Deres Fader - hvordan er det da med ham? kan De ikke vente nogen Understøttelse fra ham?«

✂ »Min Fader har alt længst bortstødt mig af sit Huus,« sagde Fulton, idet han igjen sænkede sit Blik imod Jorden, »alt fra min tidlige Barndom af har jeg været en Fremmed i hans Bolig. Min Moder døde, da jeg var sex Aar gammel, og hun var den Eneste, der elskede mig; men siden hendes Død er der kun sjelden bleven talt et venligt Ord til mig i mit Fædrenehjem. Min Stedmoder kjender jeg knap, og min Fader har kastet al sin Kjærlighed paa sine yngre Børn. Saalangt jeg kan huske tilbage, har jeg næsten ikke hørt andet end Irettesættelser og Bebreidelser af hans Mund; i de sidste to Aar har jeg aldeles ikke seet ham, og hvis jeg nu - hvad forresten aldrig kunde falde mig ind - bankede 52 paa hans Dør, da vilde den vel neppe aabne sig for mig.«

✂

SJETTE CAPITEL.

✂ Fulton mærkede i det Selskab, hvori han nu var, kun lidet til, hvorledes Timerne henrandt. Men da Natten faldt paa, og da de nye Bekjendte omsider maatte skilles ad, da betegnede Barlow ham nøie det Huus, hvori han boede, og bad ham komme til sig den næste Dag. Dette gjorde ogsaa Fulton, og det varede da ikke længe, før den Deeltagelse Barlow alt i Begyndelsen følte for ham, blev saa stærk, at han, der ikke blot var en meget velhavende, men tillige en i høi Grad uegennyttig Mand, alvorlig besluttede at sætte ham i den Stilling, der, efter hans Mening, bedst passede til hans Natur og Evner.

✂ Det faldt just ikke meget vanskeligt at overtale Fulton til at give Slip paa sit gamle Haandværk. Noget mere uvis var han med Hensyn til, hvad han nu skulde begynde paa. Dog foresatte han sig tilsidst, efter sin ny Vens Ønske, ganske at hellige sit Liv til Malerkunsten. Derimod lovede Barlow, saalænge det behøvedes, at give ham en aarlig Understøttelse af trehundrede Dollars. Derved syntes ikke blot hans Uafhængighed at være sikkret, men han blev ogsaa istand til at betale anstændigt for den Veiledning, han i Begyndelsen trængte til.

✂ Saasnart Fultons nærmeste Fremtid paa denne Maade var betrygget, erklærede han sin Mester, at han vilde forlade baade hans Huus og hans Haandværk, hvilken Beslutning han ogsaa, uagtet alle Mesterens 53 Indvendinger, uopholdelig udførte. Efter Barlows Opfordring flyttede han derefter hen i dennes Bolig, der var meget rummelig og laae i Marketstreet nærved det store Torv. Her begyndte han strax at tage Underviisning hos en Maler, til hvem hans Ven havde anbefalet ham, og der, uagtet han mest gav sig af med at male Landskaber, dog heller ikke var uden Talent for den historiske Fremstilling.

✂ Den samme Dag, da han flyttede ind til Barlow, skrev han ogsaa et Brev til van Gehlmuyden, hvori han underrettede ham om den Plan, han havde lagt for sit Liv. Derefter takkede han ham for al hans Godhed. »Jeg skal aldrig glemme den,« skrev han, »uagtet jeg vel begriber, at jeg nu ikke længere tør gjøre Regning derpaa.« - Ogsaa til sin Fader sendte han nogle Linier, hvori han ligeledes underrettede ham om, at han havde forladt sin tidligere Haandtering, og at han, understøttet af en trofast Ven, vilde opoffre sig til Malerkunsten, ved hvilken Kunst han haabede at kunne fortjene, hvad han behøvede til sit Underhold, uden videre at falde sin Familie til Byrde.

✂ Kort efterat Charles Fulton, saaledes hed Robert Fultons Fader, havde modtaget dette Brev, ankom den methodistiske Præst Jonathan Kemp til Lancaster, hvorfra det var hans Hensigt den næste Dag at afgaae til Hovedstaden. Jonathan Kemp drev nemlig, efter de methodistiske Præsters Vane, ved Siden af sit præstelige Embede, ogsaa en lille Handel, der bragte ham til flere Gange om Aaret at besøge de omliggende Stæder. Da nu den ældre Fulton var en stor Ven og Tilhænger af Jonathan; og 54 da denne, hver Gang han besøgte Lancaster, pleiede at logere hos ham: saa lovede han, da hans Ven bad ham derom, at han under sit Ophold i Philadelphia vilde gaae op til Sønnen for, om muligt, at tale ham til Rette. Hermed var Faderen, paa hvem Robert Fultons Brev dog havde frembragt en stærkere Virkning, end denne selv troede, ogsaa meget vel tilfreds.

✂ Nogen Tid derefter, da Jonathan Kemp alt var kommen tilbage til Reading, sendte han en Skrivelse til den ældre Fulton, hvori han meldte ham, at hans Ord havde været uden al Frugt, ligesom de Korn, der faldt paa den golde Klippe, og at han havde funden hans Søn i Selskab med en Mand, der var hildet i verdslig Videnskab og i alskens Menneskepaafund, og der saaledes havde forhærdet sig mod hvert et Ord, han kunde sige ham.

✂ Neppe havde Charles Fulton modtaget dette Brev, før han ufortøvet selv reiste til Reading, deels for at faae nærmere Besked om denne Sag hos Jonathan Kemp, deels vel ogsaa for at tale med van Gehlmuyden derom; og vi gjenfinde ham nu i van Gehlmuydens Bolig mod Enden af et Middagsmaaltid, hvorved, foruden ham selv, ikke blot vor tidligere Bekjendt John Bridle, men ogsaa Jonathan Kemp var tilstede. Dog havde den sidste betinget sig, at han vilde spise og drikke efter eget Godtbefindende, uden at Nogen i denne Henseende skulde paalægge ham den mindste Tvang.

✂ Van Gehlmuydens Huus var et af dem, der vende Gavlerne ud imod Dagen, medens den længste Deel af Bygningen ikke modtager Lys udenfra, deraf 55 fulgte, at Værelserne vare dybe og temmelig mørke. Dette Mørke forøgedes endnu ved flere udenfor staaende Træer, som kastede deres Skygger ind i Værelserne. Af denne Grund blev der tændt Lys i Spisesalen, endnu længe før Maaltidet var til Ende.

✂ Spisesalen selv var temmelig smal i Forhold til dens Længde, den var betrukken med et Slags broget Papir, hvori en Mængde spraglede Tulipaner udgjorde den fornemste Prydelse. Spisebordet stod midt i Værelset. Van Gehlmuydens Stol var stærkt udstoppet; den var forsynet med en høi Ryg og tillige noget større end de Stole, hvorpaa de Andre sadde. Paa den ene Side af van Gehlmuyden saaes et mindre Bord, hvorpaa der stode to indianske Menneskebilleder eller saakaldte Pagoder, af hvilke hver holdt et tændt Voxlys i Haanden. Ligeoverfor Spisebordet saaes en fremspringende Steenplade, hvorunder den anseelige Kamin befandt sig. Ovenpaa Steenpladen var en stor, besynderlig Skikkelse opstillet, der skulde forestille en Havfrue, og hvis hele Overflade dannedes af Muslingskaller, der vare ordnede lagviis. Rundt om denne Skikkelses Hoved snoede sig en Krands, hvori glindsende Lilier og andre phantastiske Blomster vare dannede af blanke Søskæl, en lignende større Krands snoede sig om hendes Liv. Den hele Figur hvilede i et Slags Bækken, saa den nedre Deel af Legemet ikke kunde sees. Paa hver Side af denne Havfrue vare der ophængte Lampetter, der udbredte deres Lys paa de mangfoldige Skæl, der da glimtede med en Glands, liig den, som Isen udkaster om Vinteren, naar Maanen skinner derpaa.

✂ Saalænge det egentlige Maaltid varede, vilde van 56 Gehlmuyden Intet høre om det Anliggende, hvorfor den ældre Fulton var kommen til Reading, men da det nu var endt, og da kun nogle Kurve med Ferskener og andre Frugter til Slutning gik rundt, begyndte han selv derpaa.

✂ »Ja, hvad nu denne Dreng angaaer,« sagde han - »vil I ikke skjenke lidt i Eders Sidemands Glas, Hr. Bridle? - nei, jeg mener ikke i Hr. Kemps, for han vil jo hverken drikke eller spise - men det maa nu være hans Sag. Hvad denne Robert angaaer, siger jeg, saa havde jeg ganske vist tænkt at bringe ham til Fornuft, naar jeg satte ham til Guldsmedprofessionen, for det er et Haandværk, hvortil der ingen synderlige Krumspring hører, og hvorved han paa en stille Maade, uden at komme stort udenfor Værkstedet, havde kunnet fortjene sit Brød. - Tag dog i det mindste en Fersken, Hr. Kemp! skjøndt, det er sandt nok, Ferskenerne har ingen ret Smag i dette Land; et eneste Kaalhoved i Alkmaar har mere Kraft og Saft, end alle de Frugter tilsammen, der voxe i Amerika.«

✂ »Ak, Hr. van Gehlmuyden,« sagde Charles Fulton, »De er lykkelig, som ikke har Børn; thi naar et Barn ikke vil skikke sig vel, saa er det den største Sorg, et Menneske kan have, men De har ogsaa deri Lykken med Dem, som i alt Andet, Hr. van Gehlmuyden.«

✂ »Ja,« svarede Hr. van Gehlmuyden, »at have Børn stemmer ikke med mit Temperament; jeg takker Gud, jeg er bleven fri derfor, især i dette Land, hvor en Fader ikke engang kan befale over sin egen Søn.«

✂ »Nu, det forstaaer De Dem ikke paa, Hr. van 57 Gehlmuyden,« svarede John Bridle, »men dog maa De ikke ganske slaae Haanden af ham; der er saa Mange, der har været paa gale Veie i deres Ungdom, og der dog ere blevne brave Mænd tilsidst.«

✂ »Ak, han bliver aldrig nogen brav Mand,« sagde den gamle Fulton, »han har jo fast besluttet at blive en Landstryger. De skulde bare høre, hvordan han har ført sig op mod den værdige Jonathan Kemp, der nylig var oppe hos ham.«

✂ »Ja, ja,« sagde Jonathan Kemp, der var en af disse fanatiske Aander, som paa en saa besynderlig Maade blande deres egne Meninger og Indbildninger selv med de helligste Sandheder, at man snart maa bifalde, snart i høieste Grad misbillige deres Tale, »vi ere omgivne af Ryggesløshed og Fordærvelse, og overalt tilbede Folkene Afguder, istedenfor den sande Gud. Kommer der en Mand som denne Franklin, der veed at snakke dem noget for om Videnskab og Philosophie, som det kaldes, saa gjøre de ham til deres Afgud; viser der sig en General, der har vunden et Slag og er besmittet med tusinde Menneskers Blod, da kaste de sig ned i Støvet og tilbede ham; ja kommer der blot en reisende Spillemand, en Sanger, en Gjøgler eller en Liniedandser igjennem en By, da er man færdig at bære dem i Triumph igjennem Gaderne og at bygge Altere for dem med. Og saaledes gaaer det over den hele Verden; der gives næsten intet Menneske, som ikke har et eller andet Afgudsbillede i sit Hjerte, som han har større Kjærlighed til, end til den sande Gud.«

✂ »Mig synes dog egentlig, at denne Tale ikke kommer Sagen ved,« bemærkede John Bridle.

✂ »Men det viser sig dog,« vedblev Kemp, uden at 58 lade sig anfegte af John Bridles Ord, »det viser sig dog, at en Afgud er Intet i Verden; thi den, de tilbede i Dag, den bespotte og nedtræde de i Støvet i Morgen. Men alt dette er intet Andet end Beviser paa, at de mangle den sande Gud, og at de ikke kunne finde ham, og at de ville opfylde den tomme Plads, snart med det ene Afgudsbillede, snart med det andet.«

✂ »Jeg havde nu tænkt, at han skulde blive vel forsørget,« sagde den gamle Fulton, »for De har handlet som en Fader imod ham, Hr. van Gehlmuyden, og De vilde vist heller ikke nu slaae Haanden af ham, hvis han ikke selv havde stødt sin Lykke fra sig. Jeg havde tænkt, at han skulde blive sine yngre Søskendes Støtte, naar jeg engang gik bort, men det er nu Alt forspildt og tilintetgjort.«

✂ »Jeg gik op til ham,« sagde Jonathan Kemp, »og jeg traf ikke blot ham, men ogsaa hans Stalbroder, der skal være en studeret Mand, som de sige, og ovenikjøbet en Avisskriver og Versemager, og han talte til mig om en Gud, der skulde findes i Kunsten, og om en anden Gud, der skulde findes i Fjelde og Skove; men jeg sagde ham, at der var ingen anden Gud, end den, der findes i Kirken, i Ordet og i vor Udlæggelse deraf. Da sagde han mig, at den, der stod nærved den Kirke, som jeg og mine Lige havde bygget, han stod ofte langt fra Gud og fra Christus. Men da havde jeg hørt nok, og jeg rystede Støvet af mine Klæder og gik min Vei.«

✂ »Det er dog egentlig fra denne Franklin, at Ulykken kommer,« sagde den gamle Fulton, »for havde han ikke, som De selv har fortalt mig, sat ham de gale Griller i Hovedet at han var skabt til noget 59 aparte, saa var det vel heller ikke blevet saa vanskeligt at styre ham.«

✂ »Ja deri har I vel ikke saa ganske Uret,« svarede van Gehlmuyden, »men hvorfor vender I Ansigtet bort, John Bridle? Ja, ja, jeg mærker det vel, det er min Havfrue der stikker Jer i Øinene. Nu, hun fortjener nok, at I seer paa hende, hun er ellers kommen hid fra Holland, og andensteds kunde man da vel heller ikke gjøre Sligt; men de kostbare Skaller ere førte hjem fra Bengalen og fra det indiske og røde Hav. Jeg kjøbte hende hos Capitain Brouwer fra Vliessingen, og hun har kostet mig meer, end een Dollar, det kan I troe - og Capitain Brouwer satte Livet til under den spanske Kyst, og det, mener jeg, var en Straf, fordi han lod mig betale hende saa dyrt; men saa er der da heller ikke et sligt Vidunder at see i hele den ny Verden, og skjøndt mine to Pagoder heller ikke ere at foragte, saa kan de dog nok ikke maale sig med hende.«

✂ »Der har vi igjen et Afgudsbillede,« mumlede Jonathan Kemp; »ja, ja, det er fra Franklin, at Ulykken kommer,« tilføiede han høit, »deri har De Ret. Det er den samme Franklin, der mener at have udrevet Lynet af Herrens Haand, og dog siger Herren, at han selv har uddeelt Vei til Lynet; men nu mener denne Franklin, at han kan berede Lynstraalen en anden Vei, end den, som Gud har bestemt derfor. Hvad skal nu et troende Menneske sige hertil, er dette ikke Ugudelighed, er dette ikke aandelig Hovmod, er dette ikke at sætte sin egen Viisdom over hans, som dog er al Viisdoms Kilde?«

✂ »Saaledes maa De ikke udlægge det,« svarede John Bridle, »Ingen formaaer at rive Lynstraalen ud af 60 Guds Haand, det er vist; men nu har Gud givet os Forstand til at vogte vort Liv i mange Slags Farer, og den har vi da vel ogsaa Lov til at bruge. Der skal jo ikke findes noget Land paa Jorden, hvor Tordenveir ere vildere og gjøre større Skade, end hos os. Jeg kan vel tale derom, for jeg har flere Gange været ude paa Marken, uden Tag over Hovedet, i det værste Uveir, og jeg hørte det hvisle ligesom mangfoldige Fugle høit i Luften, og jeg saae Lynstraaler, der lignede brændende Træer, og hele Himlen var som et Ildhav; ja vi har oplevet Aar, hvori meer end fiirsindstyve Mennesker bleve ihjelslagne af Lynet alene her i Pennsylvanien. Skal vi da nu ikke takke Gud, fordi han lod os finde et Middel derimod? og den Mand, der fandt et saadant Middel, har ikke han netop brugt sine Evner saaledes, som Gud vilde det, til at frelse mangfoldige Menneskers Liv? Thi uden Guds Villie kunde dog en saadan Opfindelse ikke gjøres, og den var da ingen Ugudelighed, ligesaalidt som det er en Ugudelighed at dæmme mod de vilde Vande; thi for Vandene har Gud dog vel ogsaa beredet Vei, ligesaavel som for Lynet.«

✂ »Ja saaledes tale de kløgtige Hoveder,« svarede Jonathan Kemp, »der bilde sig ind, at de med deres Forstand kan udgrunde Guds vise og hemmelige Raad og omstyrte, hvad han fra Evighed af har bestemt; men jeg har selv kun handlet lidet klogt, da jeg, uden først at tage Raad af den, der bedst forstaaer sig derpaa, har givet mig i Selskab med Folk af det Slags, hvortil I hører.« Derpaa reiste han sig, greb sin Hat og gik sin Vei, uden at agte paa, hvad de Andre sagde for at holde ham tilbage.

61

✂ »Hvad! gik han virkelig?« sagde van Gehlmuyden, idet han med Forundring saae efter ham. »Nu, en Nar bør man lade seile sin egen Sø,« lagde han kort efter til, medens han med stor Rolighed tog et Par Cigarer op af sin Lomme.

✂ Imidlertid stod ogsaa Charles Fulton op og greb sin Hat og bad Hr. van Gehlmuyden at undskylde ham, da han ikke følte sig ganske vel. »Jeg vil heller komme igjen en anden Gang,« sagde han, »naar De er alene, da kan vi bedst tale om Sagen.« Derefter skyndte ogsaa han sig bort, sandsynligviis for at opsøge Jonathan Kemp, efter hvis fanatiske Luner han bestandig, naar de kom sammen, var vant til at føie sig.

✂ »Saa, der gik ogsaa han!« sagde van Gehlmuyden, »men det kan være det Samme, naar I bare vil slaae Jer lidt til Ro, John Bridle, og ryge en Cigar og drikke en Kop Kaffee med mig, og det tænker jeg da vel, I gjør, for I er jo en fornuftig Mand, som ikke er saa urimelig at blive vred og at løbe sin Vei, fordi der engang imellem falder et Ord, som han ikke kan lide.«

✂ »Ja, hør!« sagde John Bridle, »De maa heller ikke blive vred, hvis der nu falder et Ord, som De ikke kan lide; thi det vil jeg ikke dølge for Dem, at jeg mener, De er for haard mod den stakkels Robert Fulton.«

✂ »Men I hører jo, at han har sat sig i Hovedet, at han aldrig mere vil tage sig noget Ordentligt for.«

✂ »Ak, lad ham bare først løbe Hornene af sig; for jeg kan dog aldrig faae det af mine Tanker, som Franklin sagde om ham, og havde jeg ikke meent, at De vilde sørge for Drengen, ja maaskee tilsidst 62 indsætte ham til Deres Arving, da havde jeg strax skreven den gamle Franklin til, da han kom hjem, og mindet ham om den lille Robert, som han engang havde saa store Tanker om; men det gjorde jeg ikke, fordi jeg nødig vilde skade Drengen hos Dem, da jeg vidste, at De vilde blive vred, dersom Franklin blandede sig i hans Anliggender.«

✂ »Det skal I have Tak for,« svarede van Gehlmuyden. »Men vil I ikke være saa god at lukke Vinduet op. Jeg har den Egenhed ved mig, at jeg hellere sidder her og sveder, saa Vandet driver af mig, end at jeg gider reise mig for at lukke det op selv. - Nei, lad det dog hellere være! for ellers komme de fordømte Myg og Muskiter ind. - Ja, hvad nu denne Robert angaaer, saa kunde jeg endnu maaskee finde mig deri, hvis han bare gav sig af med noget Ordentligt, hvis han for Exempel kunde gjøre slige Kunststykker, som mine to Pagoder der, skjøndt vel ogsaa de her i dette Land kun vilde finde faa Kjøbere, eller hvis han forstod at male Vægge, Vinduer og Døre; men at tegne Landskaber, Skove og Fjelde, deri er der jo hverken Orden eller Forstand, og det er desuden en brødløs Kunst her i Amerika.«

✂ »Deri har De vel forsaavidt Ret,« svarede John Bridle, »skjøndt jeg har ladet mig sige, at der ogsaa skal have været Folk ovre i Deres Land, der dreve slige Kunster. Dog har De vel Ret, Sligt passer ikke for os, og deri er ogsaa den gamle Franklin enig med Dem, for der er Ingen, der stærkere har advaret Malere og andre slige Kunstnere fra at nedsætte sig her, end netop han.«

✂ »Har han det?« sagde van Gehlmuyden, »da har 63 jeg dog maaskee gjort ilde i at holde de Bøger tilbage, som han sendte Drengen.«

✂ Da John Bridle nøiere forespurgte sig om denne Sag, erfoer han, at Franklin, før sin Afreise til Europa, havde sendt den lille Robert et Udvalg af sine Skrifter tilligemed et Par venlige Ord, hvori han bad ham om at henvende sig til ham, naar der var Noget, han trængte til. Men om dette sagde van Gehlmuyden ikke et eneste Ord til sin Pleiesøn, fordi det vilde sætte ham Griller i Hovedet, meente han, og Bøgerne havde han gjemt og havde aldrig siden havt dem i sine Hænder.

✂ »Det skulde De ikke have gjort,« sagde John Bridle, »for der er en stor Velsignelse ved Franklins Ord, det har jeg selv erfaret.«

✂ »Ja, jeg forstaaer Jer,« svarede van Gehlmuyden, »for det var efter Franklins Raad, at I giftede Jer og fik Huset fuldt af Børn, det veed jeg nok.«

✂ Efter John Bridles Tilskyndelse lovede omsider van Gehlmuyden, at han, hvis Robert engang fortrød sin Ulydighed og vendte tilbage til sit Haandværk, ikke blot vilde tilgive ham, men at han da ogsaa vilde betænke ham rigelig i sit Testament; »dog skal han Intet vide derom,« føiede van Gehlmuyden til, »før han har opgivet sit Dagdriveri, og før han vil føie sig efter de Bestemmelser, som jeg foreskriver ham.«

✂

SYVENDE CAPITEL

✂ Joel Barlow havde ikke været ret længe i Philadelphia, før han fik Lyst til at foretage en Udflugt 64 i Skovene og de mindre bekjendte Egne mod Vest; men da han nu ved sit Samliv med Fulton allerede havde faaet denne meget kjær og nødig vilde undvære hans Selskab, saa foreslog han ham at følge med paa denne Reise, der, som han sagde, ikke vilde vare ret længe; thi før Begyndelsen af November Maaned vilde han igjen være i Philadelphia.

✂ Det kunde synes besynderligt, at Barlow allerede saaledes i de første Uger vilde drage Fulton bort fra de Kunstøvelser, som denne nu, efter hans egen Tilskyndelse havde begyndt paa. Men da Fulton efter nøiere Overveielse havde besluttet at lade Portraittegningen fare og at blive Landskabsmaler, saa meente vel Barlow, at hans unge Ven gjorde vel i at see de Rigdomme, som Amerikas Natur frembyder. Dette var ogsaa den Grund, han fornemmelig anførte, da Fulton, uagtet han selv havde Lyst til denne Reise, yttrede nogle Betænkeligheder med Hensyn til den Tidsspilde, den vilde medføre.

✂ Det var henimod Enden af September Maaned, da en af disse Regnstorme havde udraset, hvorved Luften svales, og hvorefter Høsten først antager den stille varige Charakteer, der i disse Lande udmærker den, at de to Venner begyndte deres Udflugt imod Vest.

✂ Det er især paa denne Aarstid, at Pennsylvaniens Skovnatur viser sig i sin skjønneste Glands, og selv Luften er da paa disse Steder saa klar og gjennemsigtig, at man har sammenlignet Pennsylvaniens Efteraarshimmel med den, som man ellers er vant til at see ved Nilens Bredder.

✂ Da Barlow og Fulton forlode Philadelphia, var dog Aarstiden endnu ikke saavidt fremrykket, at Skoven 65 havde smykket sig med sin fuldstændige Efteraarsdragt. Kun Valbirken, der er det af Amerikas Træer, som tidligst klæder sig i sin Høstklædning, prangede alt med sine røde Blade; den øvrige Skov havde endnu sit grønne Udseende, og uagtet Luften var meget svalere end før, saa var den dog endnu temmelig varm, saalænge Solen viste sig over Synskredsen.

✂ Da Barlow saasnart, som muligt, ønskede at naae de Egne, hvor Naturen endnu kunde sees i sin vilde og eensomme Herlighed, saa dvælede de ikke længe i Egnen omkring Philadelphia, men droge hurtig forbi de adspredte Landhuse, de smilende Frugthaver, de eensformige Poppelalleer, de mangfoldige smaa Landsbyer, der ligesom dannede Overgangsled mellem de egentlige Byer og det fjerne eensomme Skovliv, og de standsede ikke, før de omsider havde naaet Bredden af Susquehannah, hvor Colonisternes Boliger dengang kun vare faa, og hvor man kunde vandre flere Mile, uden at Øxens Slag eller den opstigende Røg mindede om, at noget Menneske boede i Nærheden.

✂ Vi gjenfinde dem nu paa en stille Aften, siddende paa en Høi midt inde mellem de blaae Bjerge, noget ovenfor det Sted, hvor Juniata forener sine Vande med Susquehannah. Nedenfor den Høi, hvor de sadde, var en stor Deel af Skoven afbrændt og Egnen ryddet, saa der aabnede sig en Udsigt mellem Bjergene ned til Floden. Paa de andre Sider stod endnu den vilde Urskov uantastet; der kneisede Acaciatræet, Egen, Asken, Bøgen og det vilde Castanietræ i deres Sommerklædninger, skjøndt vel enkelte Blade vidnede om den Forandring, der snart 66 forestod. Ganske nær paa deres høire Side hørtes der en Susen fra Dybet af en rindende Elv; men det var ikke muligt at see den, thi mangfoldige Buske heldede sig næsten vandret derover. Disse vare tæt gjennemflettede med vilde Viinranker og med et Slags Mistel, der synes ganske bedækket med røde Bær. Alt dette dannede et prægtigt men bedrageligt Teppe over Afgrunden, paa hvilket man sandsynligviis ikke kunde træde uden at nedstyrte deri.

✂ Længere borte i den nedenfor liggende Dal hørtes Lyden af Kobjelder, der blandede sig med Hundeglam, og der mindede om, at der fandtes en Bolig i Nærheden, hvor de to Vandrere kunde søge Tilflugt, naar de trængte til Hvile og ikke længere havde Lyst til at dvæle under aaben Himmel.

✂ »Gud være lovet!« raabte Barlow, »saa staae vi da omsider ved Indgangen til det vidtløftige Pallads, jeg saatidt har længtes efter. Saalænge vi hørte Klokkerne klinge i Landsbyerne, vare vi endnu langt derfra; men her begynder det. Her er der endnu ingen ordentlige Broer over Elvene, ingen anden Vei, end den smalle Sti, der slynger sig nede ved Floden; her har Skov og Dal og Bjerge neppe faaet Navne, og de eensomme Colonister kjende knap deres nærmeste Naboer; her kunne vi da snart faae Naturen at see saaledes, som den var, før nogen Mand af vor Stamme satte sin Fod i dette Land.«

✂ »Ja, men her kunne vi vel ogsaa forvilde os, saa vi aldrig finde Veien tilbage igjen,« sagde Fulton, idet han aabnede en stor Tegnebog, som han havde med, og begyndte at udkaste et Billede af det omgivende Landskab.

✂ »Ja, det er vist,« svarede Barlow, »og det er just 67 ikke den sletteste Side af vort Reiseeventyr. Iøvrigt har det vel ingen Nød, jeg forstaaer ganske godt at finde mig til Rette paa ubekjendte Steder, og en eller anden Veiviser kan vi da vel opspore, hvor vi saa komme hen. Men hvad siger Du ellers om Skoven her, om Bjergene og om Udsigten over den store Flod? Er ikke dette en Verden, der kan give vore Malere Noget at bestille? Og dog er det endnu Intet imod den Herlighed, der snart skal komme. Vent blot otte til ti Dage endnu, da skal Du see en Glands af Skarlagen, Purpur og Guld, mod hvilken al den Blomsterpragt, der smykker vore Haver, kun har lidet at betyde. Kan Du gjengive denne Natur med Sandhed, da vil Du neppe staae tilbage for nogen af dem, hvis Mesterværker beundres hist i Europas store Gallerier.«

✂ »Alt vil være vunden,« sagde Fulton, »hvis disse Floder kunne blive seilbare, hvis Juniata og Susquehannah ved en Kanal kunne forbindes med Shuylkill, og især hvis man, som dog vel engang maa skee, kan finde et Middel til en hurtigere og bedre Seilads.«

✂ »Der kjender jeg mine Landsmænds Aand igjen,« raabte Barlow, »men nu er Du her for at glæde Dig over den store Skovnatur, og ikke for at gruble over, hvorledes den med Fordeel kan ødelægges.«

✂ »Og dog maa det engang skee,« svarede Fulton.

✂ »Naar den Tid kommer, saa faae vi finde os deri; men nu ville vi et Øieblik glemme, at denne Natur er viet til Undergang. Endnu er den dog tilstede i al sin vidunderlige Pragt og Høihed; og for at Du kunde see den saaledes, for at Du kunde opfatte Billedet deraf i Din Sjæl og engang maaskee gjengive 68 en Afglands deraf i Din Kunst, derfor især var det mig saa vigtigt, at Du skulde ledsage mig igjennem disse Skove. - Nei, hold nu op at tegne! det kan Du gjøre en anden Gang.«

✂ »Ja, ja, det er desuden for mørkt til at tegne nu,« sagde Fulton; paa samme Tid lukkede han sin Bog og viklede sine Tegneredskaber sammen.

✂ »Men til at modtage Indtrykket af den dæmrende Natur er det endnu lyst nok,« sagde Barlow, medens han lagde sig tilbage og hvilede sit Hoved i det bløde Mos, hvormed Høien var bevoxet.

✂ Solen var gaaet ned, og det varede ikke længe, før Stjernerne bleve synlige og glimtede med al den stærke Glands, der er eiendommelig for Amerikas Nattehimmel.

✂ »Naar jeg stirrer saaledes op paa Melkeveien,« sagde Barlow, efterat han en Tidlang med Taushed havde betragtet Himlen, »da kommer der underlige Drømme over mig; ja det synes mig da tidt, som om de Gamle havde taget feil, naar de tænkte sig Glemselens Flod under Jorden, tværtimod, det er snarere den, der blinker over vore Hoveder. Men hvis det forholder sig saa, da er den tillige Erindringens Flod; thi jo mere man glemmer det Uvæsentlige, desto klarere bliver det Væsentlige, det Allerdybeste og Høieste, og kun over Øieblikket og Hverdagslivet lægger sig et dunkelt Slør. Og fra hine gyldne Vande er det vist ogsaa, at Drømmene nedstige, der ligeledes paa en selsom Maade blande Glemsel med de ældste og dybeste Erindringer.«

✂ »Jeg fatter Dig ikke ganske,« sagde Fulton.

✂ »Det behøves heller ikke,« svarede Barlow, »Ingen kan ganske fatte de Syner, der dukke frem af 69 Drømmens Flod; thi deri bestaaer jo netop de dybeste Drømmes Væsen, at de allerede her paa Jorden give os en Anelse om Noget, som vi dog paa denne Side af Graven aldrig kan eller skal fatte.«

✂ »Hvis Du nogensinde samler Dine Tanker i et større Digt, da bliver det vist en Drøm,« sagde Fulton.

✂ »Var det saa, da skulde jeg ikke have saameget derimod,« svarede Barlow. Efter disse Ord blev han igjen i nogen Tid liggende uden at tale.

✂ »Hvorledes mener Du vel, at den store Columbus var tilmode,« sagde han omsider, »og hvilken Drøm troer Du han drømte, da han seilede den Vei, som Ingen før ham havde seilet, og da han stod paa Dækket i de sildige Høstnætter, svævende over det ubekjendte Verdenshav, med Øiet fæstet paa de samme Stjerner, som vi nu betragte, og uden Tvivl paa flere endnu, der dukkede frem af det sydlige Hav?«

✂ »Ja, hvem kan vide det!« sagde Fulton.

✂ »Hvilken Drøm mener Du, at han har havt, da han mellem Nat og Morgen saae den store Pegasus, efterfulgt af den glindsende Vædder, svæve foran Skibet mod Vest, og da de begge mod Reisens Ende dalede over San Salvador og svandt i Morgendæmringen med forklarede Blikke, og da tilsidst den opstigende Sol viste ham, at hans himmelske Veiledere virkelig havde ført ham til Maalet?«

✂ »Han drømte vel ikke,« svarede Fulton, »tværtimod hans Sjæl var vaagen, og han saae netop klarere og skarpere, og han tænkte mere sammenhængende, end de Andre.«

✂ »Har han ikke drømt ligefrem, saa har han dog 70 havt et aandeligt Syn, en Vision, og det er ogsaa et Slags Drøm.«

✂ »Drømmen er ustadig og lethenflagrende,« vedblev Fulton, »men han holdt bestandig en eneste stor Tanke fast, han tabte aldrig Troen derpaa, skjøndt Verden bespottede ham, han vilde fornemmelig kun een Ting, og han satte sit hele Liv paa denne sin Hovedtanke.«

✂ »Han vilde fornemmelig kun een Ting,« gjentog Barlow efter Fulton, »han holdt een Tanke bestandig fast. - Ganske rigtig! Saaledes gives der ogsaa store Videnskabsmænd, der kun have gjort een Hovedopdagelse, store Helte, der kun have udført en eller to mægtige Handlinger, og store Digtere, fra hvis Haand man kun kjender et eneste vidunderligt Værk. Og maaskee hørte disse Grandskere, disse Helte og Digtere, der saaledes concentrerede deres Virksomhed, mangengang til de allerstørste; men jeg kan, idetmindste endnu, ikke følge deres Exempel, hos mig forjager endnu den ene Tanke den anden.«

✂ »Og dog ville de maaskee ogsaa hos Dig tilsidst samle sig til et større Heelt,« sagde Fulton.

✂ »Nu, ganske uden Compas seiler jeg da heller ikke,« svarede Barlow, »det skal maaskee omsider vise sig mod Enden af mit Liv; men endnu driver jeg tidt for Strømmen, det lader sig ikke negte.«

✂ »Mig synes dog, at jeg kan forstaae, hvorledes Columbus saaledes kunde fanges af en eneste Hovedtanke,« sagde Fulton.

✂ »Som hine Skarer af Lysfluer, hvis Liv knap varer til Sommernattens Ende, mod en af Himlens evige Stjerner, saaledes ere vel alle vore mangfoldige Tanker mod hans ene,« svarede Barlow.

71

✂

OTTENDE CAPITEL.

✂ Fulton og Barlow stode nu op og gik ned til den nærliggende Colonistbolig, hvor de vilde tilbringe Natten, og hvor den lille Dreng, som de havde leiet i Harrisburgh, og som havde baaren deres Reisetøi igjennem Skoven, allerede havde begivet sig hen i Forveien. Uagtet det alt var blevet Nat, saa faldt det dem dog ikke vanskeligt at finde Vei; thi Barlow havde en lille Lygte med, som han ved Hjelp af et Fyrtøi tændte, og desuden skinnede der en Ild fra Colonistboligen, hvorefter de med Sikkerhed kunde rette deres Gang.

✂ Da de kom nær til Huset, saae de, at Lysskjæret udgik fra et lille Vindue, hvori en tynd Hud gjorde Tjeneste istedenfor Vinduesglas. Dog dækkede denne Hud neppe meer end Halvdelen af Vinduet, gjennem den anden Halvdeel fandt derimod Lyset en uhindret Vei. Den Hund, hvis Gjøen de nærmest havde hørt, stod, som de vel kunde fornemne, bunden udenfor, dog lød der ogsaa Hundeglam, baade i Huset selv, og længere borte. Før de endnu havde naaet Husets Dør, blev denne aabnet, sandsynligviis fordi man alt havde mærket deres Ankomst og vilde vise dem Vei, og da nu ogsaa Ilden skinnede gjennem den aabne Dør, faldt det dem ikke svært at naae derhen.

✂ Kort efter traadte de ind i en af disse Colonistboliger, der ikke ere saa ualmindelige i Amerika, naar man nærmer sig til den Grændse, hvor Cultur og Vildhed berøre hinanden. Væggene i denne Bolig vare sammensatte af uregelmæssige Træstammer, mellem hvilke Hullerne vare udfyldte med 72 Mos, Jord og Stene. Taget bestod, som de dog først den næste Morgen kunde see, af Træbark. Gulvet havde derimod et bedre Udseende; thi det var belagt med Bræder, hvilket ellers er en sjelden Luxus i disse Hytter, som de første Colonister ligesom i Forbigaaende bygge, og som de almindelig efter nogle Aar igjen forlade, naar de blot kunne finde Kjøbere til den halvtopdyrkede Jord.

✂ Den Stue, hvori de to Venner traadte ind, var baade rummelig og høi, thi der fandtes ingen flere Værelser i det hele Huus, og der var heller intet Loft ovenover. Stuen fik sit Lys deels fra en lille Jernlampe nærved Vinduet, deels fra Ildstedet, der var bygget af utilhugne Stene i en Krog af Værelset, og hvorpaa der brændte et Par tykke Træknuder. Fra disse hvirvledes Røgen op og fandt sin Udgang gjennem flere Aabninger i Væggen, men især gjennem et Par Huller i Taget; det største af disse kunde, naar det behøvedes, lukkes til ved en egen Indretning.

✂ I dette Værelse saae de ingen andre Møbler end to Bænke, der stode, hver paa sin Side af et langagtigt Bord, hvormed den glattende Høvl havde havt ligesaa lidet at bestille, som med de uformelige Træstammer, hvoraf Væggene vare sammensatte. Paa den ene Væg hang der et Par Øxer, tilligemed to Krudhorn og to lange Geværer, fra hvis blanke Løb Lyset kastedes tilbage med megen Glands, og hvis Udseende vidnede om, at de bleve pudsede og rensede med langt større Omhu end alt Andet, hvad der havde sit Hjem i dette Huus.

✂ Der fandtes kun to Beboere i Huset. Den ene var en midaldrende Mand med et stort sort Skæg og 73 med et kraftigt Udseende. Han var indsvøbt i en bruun Kappe, under hvilken en Flanelstrøie af og til blev synlig, der just ikke syntes at vidne om den høieste Reenlighed. Paa Hovedet bar han en Hue, der var rigelig fodret med Bæverskind. Denne Hue tog han af, da de Fremmede kom ind, paa samme Tid nærmede han sig til dem, bød dem velkommen og rakte dem sin Haand.

✂ Den anden af Husets Beboere var en ung Mand med et smukt Ansigt. Han var iført en laadden Skindtrøie, hans Hoved var ikke bedækket af Andet, end af hans sorte krøllede Haar. Han reiste sig op, da de Fremmede kom, dog traadte han dem ikke nærmere, men blev staaende nærved Bordet, hvor han tyssede paa et Par Jagthunde, indtil deres Glam afløstes af en sagte Knurren, der endelig tilsidst ganske tabte sig.

✂ »Mit Navn er William Harris,« sagde den Ældre, »og han der hedder Georg; han er mit eneste levende Barn, jeg havde endnu to Sønner, der vare yngre end han, men dem har jeg begravet, alt længe før jeg opslog min Bolig her.«

✂ Paa et Vink af William Harris hentede nu Sønnen et Stykke Skinke tilligemed Levningerne af et stegt Daadyr. Derpaa tog han Lampen ned af Væggen og ilede til et lille Aflukke, der ved et Slags Mellemvæg var adskilt fra den store Stue; herfra vendte han tilbage med et stort Maisbrød, siden hentede hen Melk og bragte tillige nogle Leerskaale, hvori han heldte Kaffee. Endelig satte han et Glas ved Siden af Barlow tilligemed en stor Flaske, fyldt med et Slags Brændeviin, der laves af Malt, og der drikkes meget paa disse Steder. Efter 74 William Harris's Indbydelse toge de nu alle Plads paa de lange Bænke og spiste med stor Lyst, dog afslog Fulton og Barlow at smage noget af den stærke Drik, hvorover de Andre høilig forundrede sig.

✂ Under Maaltidet, hvori ogsaa den omtalte Veiviser deeltog, var William Harris meget munter. Tilsidst henvendte han sin Tale til Barlow og spurgte ham, om det var hans Hensigt at kjøbe Jord paa disse Steder.

✂ »Nei,« svarede Barlow.

✂ »Hvad i al Verden reiser I da for?« spurgte William Harris, »naar I ikke vil kjøbe Jord?«

✂ »Vi reise kun for at see os om og for vor egen Fornøielse,« svarede Barlow.

✂ »Det Slags Reisende kommer ellers sjelden her,« sagde William Harris.

✂ Noget efter fortalte han dem, at det Dyr, de spiste af, var skudt paa hans egen Maismark ligeudenfor Huset. Han forsikkrede dem desuden om, at han endnu for to Vintre siden ikke blot havde skudt Daadyr, men endog Ræve, Maarer og Ulve fra sin Stuedør af, og at han dengang kun behøvede at gaae nogle Skridt ind i Skoven, saa kunde han skyde saameget Vildt, han lystede. »Da byggede Bæveren endnu i Susquehannah,« sagde han, »og da kunde man tidt skyde Bjørne, der veiede trehundrede Pund; men siden de har begyndt at anlægge Harrisburgh, og siden de har ryddet saa stærkt i Skovene mod Syd, er Vildtet meget aftaget; og bliver det saaledes ved, da kan det hænde sig, at vi, naar nogle Aar ere gaaede, hverken vil see Spor af Harer eller Daadyr i flere Miles Afstand.

75

✂ Derfor er baade jeg og min Søn kjede af at boe her; thi naar Jagten er ødelagt, saa er al vor Glæde forbi. Vi ere derfor enige om, at vi ville sælge vor Eiendom, saasnart vi kunne, og drage videre mod Vest og opslaae vor Bolig midt i den vilde Skov, hvor ingen Colonist endnu har sat sin Fod.«

✂ Under denne Tale sparede han ikke paa den stærke Drik, som Barlow og Fulton saalidet vidste at skatte, og omsider gjorde han dem igjen det Forslag, at de skulde kjøbe hans Eiendom. Han forsikkrede dem om, at de ikke vilde finde nogen bedre Jord paa denne Side af Susquehannah, og at de aldeles ikke behøvede at gjøde den; thi naar de bare grov nogle Tommer dybt og hakkede Maiskornene ned, da vilde Ageren give dem en rigere Høst, end den giver omkring Reading, og selv omkring Lancaster, naar den med største Omhu er bleven gjødet og pløiet. »Ja, hvis Seiladsen kommer istand paa Susquehannah, som man stærkt taler om,« føiede han til, »saa kan I maaskee, hvis I kjøber denne Eiendom, om en halv Snees Aar være rige Folk.«

✂ Barlow spurgte ham da, hvorfor han ikke selv vilde blive rig, og hvorfor han vilde bortgive saa store Fordele?

✂ »Hverken min Søn eller jeg bryder os stort om Rigdom,« svarede han, »vi forlange kun det af Jorden, som vi selv behøve, intet meer; vi trænge heller ikke stort til Eders Fabrikker og Haandværker, thi hvad vi behøve, kan vi som oftest gjøre selv. Men med Jer er det en anden Sag, I forstaae nok at bringe meer ud af Jorden end vi; og da I nu ere komne saalangt borte fra, saa maae I dog sagtens 76 have en eller anden fornuftig Hensigt dermed. Men hvis det er Jer Mening, at I først vil see Jer om, til I finder Jord paa gode Vilkaar, saa kan I ligesaa godt blive her; thi bedre Land og bedre Kjøb vil I paa denne Side af Floden aldrig faae.«

✂ »Men jeg forsikkrer Jer endnu engang derom,« svarede Barlow, »hvor selsomt I end finder det, det er aldeles ikke vor Hensigt at kjøbe Land.«

✂ »Nu ja, saa vil jeg troe Jer, og vi vil ikke tale et Ord meer om den Sag,« gjenmælede William Harris.

✂ Efter Bordet bragte Georg Harris en stor Mængde Maisblade tilligemed flere Knipper Halm, som han spredte paa Gulvet. »Vi have ingen andre Senge,« sagde han, »men et Par Uldtæpper kan I faae.«

✂ Derefter blev der ligeleds redt Leier til de Øvrige, hvorefter Barlow og Fulton kastede sig ned paa Halmen i deres Klæder og svøbte sig ind i de Tæpper, som Georg Harris havde bragt, uden at agte paa, at disse just ikke vare saameget reenlige, og da de følte sig temmelig trætte af deres Vandring, saa faldt de snart i en dyb Søvn.

✂ Næste Morgen bleve de vakte af en selsom og gjennemtrængende Lyd, der halvt lignede Skrig, og halvt et Slags Fuglesang, og der ikke klang ganske umelodisk. De reiste sig da begge op med Forundring og lyttede dertil. »God Morgen!« sagde William Harris, der alt var oppe og syslede med nogle Snarer, hvori han vilde fange Fugle, »bryd Jer ikke om de Skrig! Det er de vilde Kalkuner i Skoven, der synge ved Solens Opgang. Der var ellers langt fleer af dem før, men nu ere de fløine andensteds 77 hen; thi Alt helder nu mod Undergang i disse Skove.«

✂ Barlow og Fulton stode derefter op og gik ud for at indaande den friske Morgenluft; siden kom ogsaa William Harris. De maatte da følge ham omkring paa Marken, hvor han viste dem Udstrækningen af sin Eiendom, der gik lige ned til den store Flod. Paa den anden Side grændsede den til Skoven og var tildeels indhegnet med et Slags Palissader. Paa Ageren midt imellem Maisstænglerne stode der endnu Levninger af Træstammer. Omsider viste han dem en Lade, der var bygget med større Flid end Vaaningshuset, og hvori ogsaa Stalden fandtes. Han havde to Heste og ti Køer, sagde han og desuden en temmelig Mængde Sviin; de bleve alle bevogtede af Hunde, der aldrig skiltes fra dem, og der ogsaa sov i Stalden ved deres Side.

✂ »Alt dette, »sagde William Harris, idet han pegede paa Laden og Vaaningshuset, »det være nu slet eller godt, have vi selv bygget med egne Hænder; thi dengang vi kom hid, var der ingen Hjelp at faae paa mange Miles Afstand. Kun de Bræder, der dække Gulvet, have vi ikke hugget selv, dem har jeg tilbyttet mig i Fjor i en Savmølle, der ligger Syd for Harrisburgh. Med Palissaderne have vi ogsaa havt nogen Hjelp af vore Naboer; imidlertid ere vi endnu ikke færdige med Arbeidet, som I seer, thi oprigtig talt, fra det Øieblik af, da vi toge den Beslutning at sælge Stedet, have vi ikke brudt os saameget derom.«

✂ »Men Eders Huus er dog temmelig aabent,« sagde Barlow, »hvorledes kan I da sikkre Jer mod Regn og Snee og holde Kulden ude om Vinteren?«

78

✂ »Ak, Vinden, Regnen og Sneen ere vore gode Bekjendte,« svarede William Harris, »de skrækker os kun lidt; thi vi behøve jo ikke at spare paa Brændsel, og naar ogsaa Sol, Maane og Stjerner glimte ned til os igjennem Taget, det bryde vi os heller ikke saa farligt om.«

✂ Tilsidst foreslog William Harris, der, som det lod, fandt megen Fornøielse i Barlows Selskab, at han skulde blive der denne Dag over. »Vi ville da gaae paa Jagt i Formiddag,« sagde han, »I kan laane min Søns Gevær, og vi ville se, hvad Lykken beskærer os.«

✂ Det blev nu aftalt, da hverken Barlow eller Fulton havde noget derimod, at det skulde blive ved denne Bestemmelse. Medens de to Andre vare paa Jagt, vilde Fulton blive hjemme for at fuldføre det Udkast, han den forrige Aften havde begyndt paa.

✂ Da de kom ind, fandt de deres Frokost tilberedt. Den bestod igjen af opvarmet Skinke, Maisbrød, Melk og Kaffee, hvilken sidste Drik sjelden savnes i dette Land selv i de fjerneste Afkroge.

✂ Under Frokosten deelte Fulton sin Føde med en lille Hund, der sad ved hans Fødder.

✂ »Holder I af Hunde?« spurgte William Harris; »ja, ja, de fortjene det ogsaa,« føiede han til, uden at vente paa Fultons Svar. »Her i de vilde Skove skjønne vi bedst paa, hvad slige Dyr due til, havde vi ikke dem, da vilde alt vort Qvæg snart være ødelagt, og vi vilde intet levende Høved beholde tilbage.«

✂ Da Spiisningen var forbi, kastede William Harris sin Kappe og tog et Slags Blouse paa. Derefter greb han selv det ene Gevær og gav det andet til 79 Barlow. Omsider kaldte han paa en stor Jagthund. Den lille, der hidtil havde siddet ved Fultons Fod, sprang nu op og vilde ogsaa med; men dette tillod ikke dens Herre, og den blev bunden med en Snor fast til Bordet. Den syntes da temmelig bedrøvet, men dog fandt den sig i sin Skjebne og lagde sig tilsidst stille ned. Nu toge ogsaa de to Jægere hver sit Krudhorn, hvorpaa de gik ind i Skoven, ledsagede af den store Jagthund. Georg Harris var allerede gaaet ud tidligere; thi han vilde, som han sagde, fælde Træer til Brændsel, der siden, naar Vinteren kom, skulde kjøres hjem.

✂ Da de Andre vare borte, gik Fulton op paa den omtalte Høi og satte sig ned for at fuldende sit Udkast; men han holdt snart op igjen, thi det vilde ikke ret lykkes for ham. Han stod da op, lukkede sin Tegnebog og gik ned til Floden, der paa dette Sted var meer end tolvtusinde Fod bred, og hvori mangfoldige skovbedækkede Øer vare synlige. Han satte sig derpaa ned og skuede i Tanker ud over den store Strøm, der netop her, hvor Grunden uden Tvivl var meget ujevn, brusede forbi med en stærk og skummende Fart.

✂ Der var i disse Dage opstaaet en Tvivl i Fultons Indre. »Er det da saa vist,« sagde han ved sig selv, »at jeg virkelig er kaldet til Maler, og har jeg handlet ganske besindig, da jeg opgav alt Andet for at sysle med denne Kunst?« Dette var et Spørgsmaal, som han endnu ikke kunde besvare sig selv, og hvorom han dog heller ikke havde Lyst at tale til Barlow.

✂ Men han havde ikke siddet længe, før denne Tanke blev fortrængt af andre, og snart følte han 80 sig hildet i disse Drømmetaager, hvori Sjælen tidt ligesom forvildes og taber sig, naar man længe betragter det rindende Vand. Omsider, da hans Forestillinger igjen klaredes, randt den Samtale ham i Hu, som han Aftenen i Forveien havde havt med Barlow om Amerikas Opdager.

✂ »Lykkelig var den Mand,« sukkede han, »og alle de, der, liig ham, kun ledes af een urokkelig Tanke, om hvis Sandhed de ere overbeviste, og for hvilken de ere beredte til at hengive Velfærd og Liv og Alt, hvad der blot har en udvortes Glands.«

✂ Da han kom tilbage og saae den lille Hund, der endnu stod bunden, løste han den af dens Baand, men sørgede tillige for, at Døren var lukket, saa den ikke kunde komme ud. Den nærmede sig da venlig til ham og logrede med sin Hale; men han bøiede sig ned og klappede den, hvorefter den tog Plads ved hans Side og betragtede ham med sine trofaste Øine.

✂ »Du søger vel ogsaa Noget, hvorfor Du kan opoffre Dit Liv, og i hvis Tjeneste Du kan udvikle og anvende Dine bedste Evner,« sagde Fulton.

✂ Først om Eftermiddagen kom Barlow og William Harris tilbage fra deres Jagt. De havde skudt flere Snepper og andre Styltegængere og desuden en stor broncefarvet Fugl. »See, der er en af de Fugle, der sang for Eder i Morges, da Solen gik op,« sagde William Harris, »det er ellers ikke let at skyde dem; thi de flyve meget høit.«

✂ Fulton spurgte nu, om han ikke vilde sælge den lille Hund. Men William Harris rystede paa Hovedet og sagde, at en saadan Hund var en stor Skat; »thi dens Moder kan lugte Ulvene, selv naar de ere 81 langt borte, og den samme Natur mærker man ogsaa hos denne,« føiede han til.

✂ Om Aftenen, da Ilden blussede, og Røgen var trukken op under Taget, fortalte den ældre Harris om sine Jagter i fordums Tid og om den Maade, hvorpaa han forfærdigede sine Jagtredskaber og meget Andet, som han i sin Eensomhed trængte til. »Jeg har ikke været meer end sex Aar her,« sagde han blandt Andet, »før boede jeg paa den anden Side af Middletown, nedenfor Udløbet af Swatara. Men siden, da min Kone og mine to smaa Børn døde, og da Vildtet aftog der i Egnen, blev jeg kjed af at boe der. Jeg solgte da min tidligere Eiendom og drog længere mod Nord og satte mig ned her.«

✂ »Har I aldrig været paa den anden Side af Susquehannah?« spurgte Barlow.

✂ »Jo, i forrige Sommer gjorde jeg en Reise mod Vest til Ohiofloden paa den anden Side af Alleghannybjergene. Der kommer Foraaret tidligere end her, der ere Skovene større og fulde af Dyr, og der er en langt bedre Jagt, end paa disse Steder.«

✂ Til alt dette lyttede Barlow med stor Opmærksomhed, hans Tanker havde nu ganske vendt sig til den praktiske Side af Livet, og han syntes aldeles at have glemt de Sværmerier og den Drømmeverden, hvori han den forrige Aften havde fordybet sig.

✂ Om Aftenen blev der igjen strøet Halm og Maisblade paa Gulvet, hvorefter de alle lagde sig til Hvile. Barlow og William Harris faldt snart i Søvn, thi de vare trætte af Jagten. Fulton derimod laae længe vaagen og betragtede den hendøende Flamme paa Arnestedet; dog omsider sov ogsaa han ind 82 og vaagnede først igjen ved Solens Opgang, da de vilde Fugle paany sang deres Morgensang.

✂ Siden, da Fulton og Barlow stode rede til Afreisen, traadte Georg Harris ind med den lille Hund, som han holdt i en lang Snor. »Der,« sagde William Harris til Fulton, »den har nu engang valgt Jer til Herre, det saae jeg nok i Gaar; det er da bedst, I beholder den, I skal Intet betale derfor.«

✂ Fulton blev meget glad og overrasket ved denne Tale, og da William Harris aldeles intet vilde høre om nogen Erstatning, modtog han Gaven med stor Taknemmelighed.

✂ »Vi have kaldt den Trusty,« sagde William Harris, »det Navn maa den beholde; thi ellers vilde den blive forvirret. I de første Dage maa I heller ikke slippe den, siden vil jeg svare for, at den skal blive hos Jer frivillig, og I vil da maaskee have større Nytte af den, end I nu troer.«

✂ Efter William Harris's Raad havde de allerede den forrige Dag afskediget deres Veiviser; thi han vidste ingen Besked i Urskoven mod Nord, hvor de nu vilde hen. Derimod paatog den unge Harris sig selv at vise dem Vei til den nærmeste Colonistbolig, der laae tre Mile borte, og hvor de da nok, som han sagde, kunde finde en ny Fører.

✂ William Harris tilbød dem ogsaa kort før Afskeden Brugen af sine Heste, indtil de havde naaet hans nærmeste Nabo. »Saa kan I dog idetmindste spare noget paa Eders Been i Begyndelsen,« sagde han.

✂ »Jeg takker Jer for Eders gode Tilbud,« sagde Barlow, »men vi ville helst reise til Fods.«

✂ »I ere to forunderlige Mennesker,« sagde William Harris; »jeg har ellers sjelden truffen nogen af 83 vore Landsmænd, der ikke hellere vilde ride end gaae, naar han havde Valget.«

✂ Tilsidst sagde de et venligt Farvel til deres gjestfrit Vert og begave sig nu paa Vei, ledsagede af Georg Harris og af den lille Trusty, som Georg førte med i en Snor, hvori den ogsaa rolig fandt sig.

✂

NIENDE CAPITEL.

✂ Meer end otte Dage vare alt forløbne, siden Barlow og Fulton forlode William Harris's Bolig, og dog befandt de sig endnu langt fra deres Reises Maal; det var nemlig deres Hensigt, at trænge frem ligetil Tiogafloden og til Grændserne af Fristaten Newyork; thi paa denne Vandring kunde de endnu see Urskoven i al dens Herlighed og dog være tilbage i Philadelphia, inden den egentlige Vinter kom.

✂ De maatte bestandig gaae igjennem Skove, hvor Colonisternes Boliger efterhaanden, som de kom videre mod Nord, bleve færre og laae længere skilte fra hverandre. Skoven selv van uden Navn, og uden egentlig Eiermand, de faa Nybyggere vidste neppe Beskeed om de nærmeste Steder og det blev hver Dag vanskeligere for de to Venner at finde Veivisere, paa hvilke de kunde stole.

✂ De holdt sig derfor saa nær, som de kunde, til Susquehannah, thi her var Floden selv den bedste Fører. Dog blev det ofte besværligt at følge den, da den strømmede mellem Bjerge og Skrenter, der tidt afskare dem Veien. Undertiden blev de ogsaa standsede af rindende Vande, som her kaldtes 84 Bække, men som ikke vare smallere eller mindre dybe end mange af Europas Floder. De maatte da ofte gaae hele Mile, indtil de enten traf en Bro, eller et andet Middel, der kunde føre dem over.

✂ Broerne vare ikke her af det sædvanlige Slags, men bestode som oftest af Tømmerstokke, der igjen hvilede paa Træstammer, som vare fældede nærved Flodbredderne. Til andre Tider maatte de springe fra Steen til Steen eller ogsaa vade over, idet de holdt dem fast ved Træer, der strakte sig ud i Vandet; dog var dette farligt nu i Efteraarets Tid, da disse saakaldte Bække stode langt over deres sædvanlige Høider.

✂ Ogsaa gjennem Skovene selv blev det nu vanskeligt at komme frem; thi Veien var ofte sumpet, saa de pludselig sank ned deri ligetil Knæerne. Paa mange Steder fandtes større Moradser, der vare fulde af Orme, Frøer, Vandsalamandere og andre Krybdyr. Undertiden blev Veien afbrudt af en Mængde omstyrtede Træer, hvis Rødder laae halvt oprevne af Jorden, og hvis Grene vare flettede i hverandre, ligesom i et sammenfiltret Net. Endnu oftere stødte de paa enkelte Træstammer, som Stormen havde fældet. Til andre Tider bleve de indviklede i Slyngplanter, hvorfra det kostede megen Møie at komme løs, eller de maatte stige ned af Brinker og steile Bakker, hvor Stenene, naar de traadte derpaa, rullede bort under deres Fødder. Alt dette standsede tidt deres Gang og tvang dem til at gjøre store Omveie.

✂ De Nybyggerhuse, hvori de overnattede, vare sjelden bedre, undertiden endnu langt slettere, end det, William Harris og hans Søn beboede. Og 85 dog maatte de engang tilbringe flere Dage i et saadant Huus; thi de bleve pludselig, da de befandt dem nær derved, overraskede af en af hine Regnstorme, der af og til afbryde Høstens Stilhed i Amerikas Skove og formørke den ellers klare Efteraarshimmel. De maatte da være glade ved, at de fandt et Tag over deres Hoveder, uagtet det regnede ned igjennem det, og uagtet de ikke kunde faae Andet at spise under dette Tag, end et Slags Grød af Mais, der blev kogt i Melk, og der var det almindelige Næringsmiddel paa disse Steder.

✂ Imidlertid glemte de snart de Savn, de havde lidt, da de igjen fik den vilde Natur at see, der omgav dem; thi midt under Stormen havde den iført sig sin fulde Efteraarsklædning, i hvilken den grønne Farve næsten var ganske fortrængt af den gule, den brune, den røde, den violette og af det prægtige Purpur, der, især naar Solstraalerne skinnede derpaa, frembragte et vidunderligt Indtryk. Kun de høiere Bjerge, der som oftest strakte sig langs med Floden, og der vare bedækkede med Fyr og Gran, dannede, naar de bleve synlige, et Slags dunklere og eensformig Folie til den spraglede Løvpragt.

✂ Den lille Trusty, som William Harris forærede Fulton, havde nu ganske vant sig til ham, saa den fulgte ham uden Tvang, og da den tillige hver Nat sov ved hans Side, og hver Dag deelte hans Maaltider, saa fik den ham snart saa kjær, at den næsten aldrig paa Veien igjennem Skoven fjernede sig saa langt, at den ganske tabte ham af Sigte.

✂ Kort efter den omtalte Regnstorm naaede de to Venner den lille By Northumberland, der allerede tolv Aar tidligere var bleven anlagt nærved det 86 Sted, hvor de to Arme af Susquehannah forene sig. I denne saakaldte By, der var bleven forladt under Frihedskrigen, men hvortil Colonisterne nu igjen vendte tilbage, hvilede de sig en Dags Tid. Derpaa fortsatte de igjen deres Reise, ledsagede af en ung Haandværker, der var født nærved Tiogafloden, og der af den Grund blev dem anbefalet, som en Mand, der godt kjendte Veien derhen.

✂ De befandt sig nu ovenfor Sammenløbet af Susquehannah og havde den største Arm af Floden til Høire mod Øst. Landet var her temmelig fladt. Kun nærved Byen var Egnen opdyrket, men længere mod Nord fandt de den næsten overalt bedækket med Urskov, hvis Eensformighed, om den ogsaa til andre Tider vilde have været kjendelig, dog nu var aldeles skjult bag Høstens blendende Farverigdom.

✂ Her var Landet dengang saalidet bebygget, at man kunde gaae ti til tolv Mile, uden at see et eneste Nybyggerhuus. Her levede endnu Tigerkatten og Cuguaren tilligemed det vilde Elsdyr og det flyvende Egern. Ulve og Bjørne fandtes der i Mængde; dog vare de frygtsomme, saa de kun sjelden nærmede sig til Mennesker. Men Faar var det vanskeligt paa disse Steder at holde; thi Cuguaren hentede dem tidt endog ved høilys Dag fra Staldene selv, kastede saa sit Bytte paa Ryggen og løb til Skoven dermed, uden at agte de forfølgende Hunde.

✂ Gjennem Skoven gik der ikke nogen egentlig Vei, men kun Fodstier, paa hvilke de sjelden kunde gaae tredive Skridt, uden at standses af omfaldne Træstammer. Meget ofte stødte de igjen paa vidtudstrakte 87 Moradser, over hvilke der svævede en bestandig Taage. Undertiden saae de Vandsamlinger, hvori mange hundrede Træer vare nedsunkne, der rakte deres Grene i Veiret og dannede ligesom et Bækken, hvori Regnvandet holdtes tilbage. Iøvrigt hørte de, saalænge Dagen varede, kun faa Stemmer, men af og til mærkede de en Raslen imellem Løvet, undertiden saae de ogsaa en eensom Ørn, der svævede langsomt over deres Hoveder, eller en Flok Snepper, som deres Hund jog op af en Sump; dog da de intet Skydevaaben havde med, saa kunde de ikke drage nogen Fordeel deraf.

✂ De havde nu ganske forladt Floden og vare vandrede flere Miil ind i Landet mod Vest; thi her meente deres Fører, at de vilde finde en jevnere Jordbund og færre Hindringer, der standsede deres Vei.

✂ Imidlertid mødte de dog ogsaa her Hindringer nok; desuden blev den Sti, hvorpaa de gik, stedse smallere og ukjendeligere, ja tilsidst hørte den aldeles op; men det behøvede de ikke at bryde sig om, sagde deres Fører, thi Veien var dog tydelig angiven, og da de spurgte ham om, hvad han meente dermed, pegede han paa et Træ, hvori der saaes en stor hvid Plet. Dette kom, som de snart opdagede, deraf, at man havde skaaren et fiirkantet Stykke udaf Barken, hvorved der dannedes en hvid Flade, der kunde sees i en temmelig Afstand. Noget derfra stod et andet Træ, hvori en lignende fiirkantet Flade var indskaaren; og saaledes blev det meget længe ved. Dette var, efter Førerens Forsikkring, den Maade, hvorpaa de nye Veie her bleve betegnede.

✂ »Det er et ganske andet Slags Landevei,« sagde 88 Barlow, »end de, vi ere vante til; her kunne vi ikke komme sovende frem, medens Kudsken og Hestene vaage for os, her maae vi selv være vaagne og bruge vore egne Øine og vore egne Kræfter.«

✂ »Men troer Du ogsaa, at vi ganske kan stole paa vor Veiviser?« spurgte Fulton.

✂ »Det tænker jeg nok,« svarede Barlow, »men skulde ogsaa hans Kyndighed svigte ham, saa kjender jeg andre Veivisere, der aldrig svigte og aldrig lede feil.«

✂ Det viste sig kun altfor snart, at Fultons Betænkelighed ikke var uden Grund. Deres Fører havde nu igjen ledet dem ind paa en Sti, hvor de, som han meente, kunde skyde en Gjenvei, og hvor de snart tabte alle de Træer af Syne, hvori Veimærkerne vare indskaarne. Paa denne Sti laae der igjen mangfoldige Træstammer, der rimeligviis vare omfaldne i de sidste Storme, derved blev det meget besværligt at følge den; ja tilsidst var det, ligesom den forsvandt under deres Fødder, og den var ikke meer at see. De mærkede nu snart paa Førerens Ængstelighed, at han ikke mere var sikker i sin Sag, dette tilstod han ogsaa, da de trængte ind paa ham; »thi,« sagde han, »der ligge saamange Træer paa alle Sider, saa Skoven ikke er til at kjende igjen, og jeg er næsten tilmode, som om jeg var forhexet.«

✂ De vendte nu strax om, og da de ikke kunde finde den Sti igjen, som de havde forladt, saa gik de op paa en lille Høi, hvorfra de, som Veiviseren haabede, maatte kunne see nogle af de Mærker i Træerne, hvorefter de tidligere havde rettet sig. Men heller ikke dette lykkedes dem; thi der var flere Høie, der neppe kunde adskilles indbyrdes, og 89 det ene Sted i Skoven lignede saa ganske det andet, at det næsten var umuligt igjen at finde sig til Rette, naar man først var kommen ud af sin Vei.

✂ »Vi har da nu virkelig forvildet os, som Du engang ønskede,« sagde Fulton.

✂ »Vi skal nok finde os til Rette igjen,« svarede Barlow, idet han saae paa sit Uhr. »Det er kun lidt over Middag, Solen staaer endnu temmelig nærved Syd; lad os da gaae, saa vi i Begyndelsen beholde den til Høire, og siden noget bag ved os, da maae vi omsider naae den østlige Arm af Susquehannah, og i Nærheden deraf ligge jo næsten alle de Nybyggerhuse, der findes i denne Skov.«

✂ De fulgte nu dette Raad; men de havde ikke gaaet ret langt, før Barlow selv styrtede ned ligetil Brystet i et Kær, der var bedækket med krybende Buske, og hvor han blev saaledes indviklet i Slyngplanter, at det varede næsten en halv Time, før de Andre kunde vikle ham løs igjen og hjelpe ham op. Kort efter bleve de standsede af et stort Morads, saa de maatte gaae meer end en Miil imod Nord, før de kunde komme omkring det, siden stødte de igjen baade paa mindre og større Moser, tillige maatte de, som sædvanligt, springe over Træstammer, saa de efter flere Timers Forløb, da de satte dem ned for at hvile, ikke vidste, om de vare komne Floden nærmere, eller om de havde fjernet sig derfra.

✂ Tilsidst, da Solen stod nærved sin Nedgang, kom de til en Plads i Skoven, hvor de saae Spor af, at Marken havde været indhegnet.

✂ »Gud være lovet!« raabte Barlow, »thi her har en Nybygger opslaaet sin Bo.« -

✂ Virkelig opdagede de ogsaa en Hytte, der laae 90 halv skjult bag en Høi; men de hørte hverken Hundeglam eller Klang af Koklokker eller noget andet Slags Lyd, der hentydede paa, at Mennesker boede paa dette Sted.

✂ »Her maa dog sikkert boe Nogen,« sagde Barlow, og de ilede nu alle Tre hen til Hytten; men desværre, de saae snart, at deres Haab havde skuffet dem, thi den var aldeles ødelagt, Taget var halv nedbrudt og der var intet levende Væsen tilstede, med Undtagelse af dem selv og en Mængde Flaggermuus, der fløi dem forbi, da de traadte derind.

✂ »Her mener jeg, at jeg har været engang før,« sagde Veiviseren; »dette Sted er bleven forladt af sin Eiermand under Krigen af Frygt for de Vilde.«

✂ »Vi maae blive her i Nat,« sagde Barlow, »thi nu gaaer Solen ned, og jeg er saa træt, at jeg ikke kan vandre videre.«

✂ Da de alt tidligere forudsaae, at det vilde vare længe den Dag, før de naaede en Colonistbolig, saa havde de taget et stort Brød med tilligemed kold Skinke og røget Kjød. Dette toge de nu frem og satte sig ned ved den forfaldne Hyttedør for at spise. Der løb ogsaa en lille Bæk i Nærheden, hvori de kunde stille deres Tørst. Men da de nu havde spiist og vilde antænde et Baal til Natten, mærkede Barlow, at Tønderet i deres Fyrtøi, som han havde baaret i sin Brystlomme, var bleven vaadt, og at det ikke var muligt at tænde Ild deri.

✂ Dette var en stor Sorg, imidlertid maatte de finde sig i, hvad der ikke kunde forandres. De indhyllede sig da i deres Reisekapper og lagde sig ned paa Pladsen, hvor de vare; thi de vilde hellere hvile under fri Himmel, end blive indenfor i den ureenlige 91 Hytte, hvori Gulvet næsten syntes forvandlet til en Sump. Men skjøndt de vare trætte, kunde de ikke sove; thi Natten var altfor kold. Desuden ansaae Barlow og Fulton det ikke for raadeligt at overlade sig til Søvnen, da de vidste, der fandtes mange Rovdyr i Skoven, som gik paa Jagt ved Nattetid; og uagtet Veiviseren forsikkrede dem om, at de ingen Skade vilde tilføie dem, saa kunde de dog ikke ganske opgive deres Frygt.

✂ De hørte ogsaa virkelig, da Natten brød frem, baade Ulvehyl og Bjørnebrummen og andre selsomme Røster.

✂ »Hvad var det for en Lyd?« spurgte Barlow pludselig, »det klang ligesom Skriget af et Menneske, der er i stor Nød og Livsfare.«

✂ »Det er Cuguaren, der skriger saa,« svarede Veiviseren.

✂ »Og saa klinger det igjen ligesom Latter,« vedblev Barlow.

✂ »Det er de store Skovugler, der skrige paa den Viis,« svarede Veiviseren.

✂ »Det er just ikke den bedste Nattemusik,« sagde Barlow, »og det er heller ikke fuldt saa behageligt at rede sin Seng i Skoven, som jeg havde tænkt, især naar Sengen er vaad og kold, og man ingen Ild kan faae.«

✂ »Nei, jeg kan ikke holde det ud,« sagde han kort efter, »jeg døer af Kulde, hvis jeg skal blive her.«

✂ »Ja, vidste jeg bare, hvor Østen er, da kunde jeg nu føre Jer til Floden,« sagde Veiviseren, »for den Gang er jeg gaaet før, og den kan vi gaae paa halvanden Time, thi der er jevn Grund derhen, mener jeg.«

92

✂ »Naar Du troer det, saa vil vi strax afsted,« sagde Barlow; »thi jeg skal vise Dig, hvor Østen er.«

✂ »Er Du ogsaa vis i Din Sag?« spurgte Fulton.

✂ »Saa vis, som Nogen kan forlange,« svarede Barlow; »seer I, nu staaer Karlsvognen i Nord og vender sin brudte Stang imod Nordvest, det gjør den først paa denne Aarstid, naar det er over Midnat. Nu er ogsaa Syvstjernen med Aldebaran kommen høit op paa Himlen, og selv Orion har flyttet sig noget mod Syd. Naar vi da blot passe paa, at vi har Karlsvognen til Venstre og Syvstjernen med Aldebaran til Høire, og naar vi saa gaae ligehenimod den Kant, hvor Capella og Procyon lyse, og hvor Melkeveien glimter svagere, saa maae vi nødvendig komme mod Østen, og der gives intet Compas, der med større Sikkerhed kan lede vore Skridt.«

✂ »Men er det da saa vist, at Du bestandig kan see disse Stjerner i Skoven?« spurgte Fulton.

✂ »Jeg behøver ikke at see dem alle,« svarede Barlow, »naar jeg blot kan gjenkende en eller to, saa er det nok.«

✂ »Men de flytte sig jo hvert Øieblik,« sagde Fulton.

✂ »Det skal jeg nok ogsaa tage Hensyn til,« svarede Barlow.

✂ Efter disse Ord begave de sig igjen paa Vei, og den lille Hund fulgte trolig med dem og holdt sig saa nær til Fultons Side, som muligt.

✂

TIENDE CAPITEL.

✂ I Begyndelsen syntes det virkelig, som om Barlows Plan skulde lykkes, thi de stødte hverken paa Moser, Kær eller Klippestykker; og da Urskoven paa 93 disse Steder ikke var særdeles tæt, saa kunde de bestandig see nogle af de Himmellegemer, de havde valgt til Veiledere. Kun af og til bleve de standsede af omfaldne Træer, dog lykkedes det dem bestandig med nogen Forsigtighed at komme over dem og at fortsætte deres Vei.

✂ Paa denne deres Vandring hørte de endnu Ulvenes Hyl og Bjørnenes fjerne Brummen, der blandede sig med Vildkattens Mjauen, med Rævens Bjæffen og med Uglernes selsomme Skrig, der lignede Latter. Undertiden bleve disse Skrig forstærkede af den natlige Gjenklang og fordoblede af Skovens Echo, hvorved Barlow og Fulton følte en hemmelig Gysen, medens den lille Trusty strøg sig tæt op til sin Herre.

✂ Men da de havde vandret i nogen Tid, indtraf der et Tilfælde, som ellers vel ikke er saa almindeligt i hine Skove, naar en af de stærke Efteraarsstorme har udraset: Himmelen formørkedes nemlig, Melkeveien tabte sin Glands og Stjernerne blegnede og skjulte sig tilsidst bag tykke Taager. Nu bleve de tre Vandrere tvungne til at standse deres Gang; thi uden hine himmelske Ledere var det umuligt længere at finde Vei. Imidlertid naaede de dog, medens Stjernerne endnu af og til glimtede gjennem Taagen, en friere Plads i Skoven; her maatte de da blive og vente, til Dagen brød frem.

✂ Først henimod Morgenstunden taug Rovdyrene stille. Men da Dagen omsider kom, betragtede Barlow og Fulton hinanden med Forskrækkelse; thi Solens Skive var ganske bedækket, og hele Skoven var indhyllet i et Taageslør, saa de neppe kunde see de nærmeste Træer.

94

✂ »Lad os gaae, hvorhen vi bedst kan,« sagde Barlow, »indtil vi finder en Bæk; thi den maa jo dog tilsidst, naar vi følge dens Løb, føre os til Susquehannah.« Dette Forslag vandt ogsaa de to Andres Bifald, dog maatte de vente lidt endnu, indtil det Taageslør, der omhyllede de nærmeste Gjenstande, nogenlunde fordelte sig, thi før ansaae de det ikke for raadeligt at begive sig paa Vei.

✂ Efter nogen Tids Forløb stege Taagerne virkelig i Veiret, dog var Himlen over deres Hoveder bestandig graa, saa de ikke kunde skimte Solen; ja af og til faldt der endog nogle Regndraaber. Ikke destomindre begyndte de paa deres Gang. Men uagtet de tidligere, da de vandrede inde mellem Bjergene, havde seet Bække nok, saa befandt de dem dog nu i en fladere Egn, hvor de rislende Kilder næsten ganske havde veget Pladsen for Moser og stillestaaende Vande; det varede derfor længe, før de fik deres Ønske opfyldt.

✂ Endelig kom de til Steder, hvor Egnen havde et mere bakket Udseende, og da nu Synskredsen tillige var bleven videre, saa opdagede de atter skovbevoxede Bjerge med Skrenter og gabende Afgrunde og omsider en smal Bjergdal, hvorigjennem en rislende Kilde banede sig Vei.

✂ Efterat de havde naaet denne Kilde, satte de sig ned ved dens Bred og toge deres Forraad frem og spiste deraf. De vare nu vel tilmode; thi de haabede vist, at det klare Vand ved deres Side skulde vorde dem en Ariadnetraad, der kunde lede dem ud af den Labyrinth, hvori de nu saa længe havde været fangne.

✂ Da de havde spiist og drukket af de rindende Bølger, 95 begave de sig igjen paa Vei og gik frem med stor Fortrøstning. Imidlertid blev det vanskeligt bestandig at følge den Ledsager, de havde valgt, eftersom de atter mødte de samme Hindringer, der saa tidt havde krydset deres Planer. Dog vare de saa heldige, uagtet alle de Bugter, hvori Kilden skjød sig, og uagtet alle de Omveie, de selv maatte gaae, bestandig at finde den igjen.

✂ Iøvrigt forskede de forgjeves efter spiselig Frugt i Træerne, de fandt Intet der, hvormed de kunde stille deres Hunger. Da de havde vandret saaledes den største Deel af Dagen og seet den Kilde, de fulgte, forvandle sig til en temmelig bred Bæk, bemærkede de, at Skyerne lidt efter lidt fordelte sig, og omsider saae de et Glimt af Aftensolen. Men de opdagede da ogsaa til deres Forfærdelse, at hiin Bæk ikke havde ført dem mod Øst, som de haabede, men i en ganske modsat Retning.

✂ »Gud staa os bi!« udbrød deres tidligere Veiviser, »vi ere vist komne over paa den anden Side af Bjergene, hvor Vandene løbe mod Vesten til den anden Arm af Susquehannah; men den er nok langt borte, og der finde vi et øde Land, hvor endnu ingen Nybygger har opslaaet sin Bolig.«

✂ »Saa maae vi altsaa døe i denne Skov,« sagde Barlow, hvis tidligere Mod nu syntes at forlade ham.

✂ »Vi ville vende om og gaae mod Østen igjen,« sagde Fulton.

✂ »Nei, jeg vil blive her,« svarede Barlow, idet han kastede sig paa Jorden, »jeg kan ligesaa godt døe her, som et andet Sted.«

✂ »Lad os blot gaae, til vi finde en bedre Hvileplads,« sagde Fulton.

96

✂ »Jeg veed det nok,« vedblev Barlow, der blev liggende, uden at agte paa Fultons Ord, »det var mig, det var mit ustyrlige Lune, min rasende Lyst til Eventyr, der ledte Dig vild i denne uendelige og ufrugtbare Skov, hvor de blege Stjerner, paa hvis Veiledning jeg stolede, snart skulle skinne som Liigfakler over os, medens Ulvene mætte sig paa vore Levninger og suge den sidste Marv ud af vore Been.«

✂ De maatte nu føie Barlow og blive paa det Sted, han ønskede. Fulton hentede da Vand til ham i et lille Bæger, som de havde med. Derefter satte de sig ned og delte deres sidste Stykke Brød med hverandre.

✂ Uagtet der ikke var stor Udsigt til, at de saasnart i denne Skov vilde finde nogen Næring igjen, saa kunde dog Fulton ikke bringe det over sit Hjerte, at den stakkels Hund skulde forsmægte, han brød da sin Andeel af Brødet i to Stykker, hvoraf han gav det ene til den lille Trusty.

✂ »Giver Du Din Hund det, som Mennesker saa høilig trænge til?« spurgte Barlow.

✂ »Jeg tager jo intet fra Dig,« svarede Fulton, hvorefter Barlow igjen taug stille.

✂ »Lad os dog see, om vi ikke kan tænde Ild!« sagde Fulton kort efter, »hvem veed, om ikke Dit Fyrtøi nu er bleven tørt.«

✂ »Forsøg da Du!« svarede Barlow og rakte ham Fyrtøiet, »jeg har ingen Kræfter dertil.«

✂ Det var endnu saa lyst, at Fulton og Veiviseren kunde samle Løv og smaa Qviste sammen. Efter nogle forgjeves Forsøg lykkedes det endelig ved Hjelp af et Par Svovlstikker, der laae ved Siden af Fyrtøiet, at tænde Ild i det tørre Qvas, de havde 97 samlet. Nu lagde de Grene til, og da der ikke var Mangel hverken paa Træknuder eller paa trøsket Ved, saa blev det dem heller ikke vanskeligt at holde Ilden vedlige.

✂ Dette var et stort Held, især for Barlow, der strax lagde sig saa nær ved Ilden, som han uden Fare kunde, hvorefter han snart sov ind. Ogsaa Fulton og Veiviseren fulgte hans Exempel; dog lagde de først saamange og saa store Knuder til Ilden, at denne ikke let, medens de sov, igjen kunde slukkes.

✂ Endnu i Halvsøvne hørte Fulton atter Stemmer af de vilde Dyr; Barlow og Veiviseren mærkede derimod intet dertil. Den næste Morgen vaagnede de alle Tre styrkede af deres Søvn og meente nu, at de nok kunde gaae noget videre.

✂ Men da de stode op, mærkede Fulton pludselig, at den lille Trusty ikke var tilstede. Han saae sig da om til alle Sider og kaldte paa ham. Det varede heller ikke længe, før Trusty kom frem bag nogle Buske med en lille Hareunge, som han uden Tvivl nylig havde fanget og dræbt, og som han holdt i Munden og bragte sin Herre.

✂ »See her!« raabte Fulton, idet han viste den lille Hareunge til sine Kammerater; »den er endnu ganske varm; nu har Trusty rigelig betalt det Stykke Brød, han spiste i Gaar.«

✂ Begge de Andre bleve meget glade ved denne uventede Fangst. Der blev nu strax lagt mere Brænde til Ilden; derefter toge de Indvoldene ud og trak Skindet af det lille Dyr, som de nu stegte og spiste med stor Fornøielse. Den lille Trusty maatte lade sig nøie med Benene, som den med megen Begjerlighed knuste, og med Indvoldene, som den ogsaa 98 fortærede, uden at agte paa, om en Hund af en ædel Race burde spise Sligt.

✂ Kort efter begyndte de igjen med fornyet Kraft deres Vandring. Denne Gang lode de Morgensolen til Venstre og gik imod Syd; thi saaledes meente deres Veiviser, at de snarest maatte naae en beboet Egn. Da Solen skinnede klart, saa kunde de heller ikke saa let at tage feil af deres Vei; dog gik det dem ikke bedre end de to forrige Dage, de stødte bestandig paa de samme Hindringer og saae ingen Ende paa Skoven og opdagede ingen spiselig Frugt, hvor de saa kom hen.

✂ De bleve dog ved at gaae ufortrødent, indtil Eftermiddagssolen glimtede gjennem Træerne. Men da tabte Barlow igjen Taalmodigheden. »Det nytter intet,« sagde han, »vi komme aldrig ud af denne uhyre Skov, thi den har ingen Grændser.« Med disse Ord kastede han sig igjen ned paa Jorden.

✂ De to Andre satte sig ned ved hans Side; thi ogsaa de vare trætte og havde næsten opgivet Haabet om Frelse.

✂ »Jeg seer selsomme Skygger, der glide mig forbi,« sagde Barlow. »Træerne udstrække deres lange Arme for at fange mig, og glimtende Øine stirre paa mig igjennem de spraglede Blade; seer I, der brænder en Ild bag Træerne.«

✂ »Det er den dalende Sol, der glimter igjennem Løvet,« sagde Fulton.

✂ »Alle disse Farver ere kun en Sminke paa Dødens Kinder,« vedblev Barlow, »og kan Du ikke høre det? der ere Aander, som hviske mellem Bladene og fortælle, at Alt paa disse Steder er viet til Fordærvelse.«

99

✂ »I Sandhed, jeg veed ikke, hvad det er,« sagde Fulton, »der er ingen Fugl, der synger, der er ingen Vind, som bevæger Løvet, og dog er det, ligesom jeg hørte svage Stemmer.«

✂ »Jeg har længe hørt dem,« sagde Barlow, »det er Dødens Stemmer, det er Eensomhedens Aander, der fortælle om et gyseligt Eventyr, som vi snart skulle gjennemleve.«

✂ Under denne Samtale havde Trusty løftet Hovedet høit i Veiret, og det syntes, som om den med al Magt sugede Luften ind med sine Næsebor. Kort efter løb den bort, saa de ikke mere saae den; men efter nogen Tid vendte den igjen tilbage og nærmede sig til Fulton og trak ham i hans Klædebon; derpaa løb den atter et Par Skridt frem, men blev siden staaende med opspilede Næsebor ligesom før.

✂ »Lad os følge den!« raabte Fulton, »hvem veed, om den ikke igjen har opsporet et Dyr, som vi kan spise.«

✂ »Vi komme nok snarere til at spise den selv,« sagde Barlow, »det er det eneste Middel vi har for ikke endnu at sulte ihjel.«

✂ Imidlertid var den lille Hunds Opførsel saa selsom, at den vel kunde vække deres Opmærksomhed; thi den vendte flere Gange tilbage til Fulton og bjæffede, derpaa ilede den igjen frem, kort efter vendte den sig atter om og saae paa ham, og det var tydeligt, at den indbød ham til at følge med sig.

✂ Nu stode baade Barlow og Veiviseren op og erklærede, at de vilde gaae den Vei, som den lille Trusty viste dem. Dette gjorde de alle Tre. Den syntes da meget vel tilmode og løb frem imod Vesten. Men saasnart den var kommen et Stykke foran dem, 100 standsede den igjen, og hvis den da ikke syntes, at de skrede hurtig nok frem, yttrede den sin Utaalmodighed med en kort Bjæffen. Naar de tilsidst kom, løb den igjen videre. Iøvrigt var det klart, at den ikke lugtede sig frem paa Hundenes sædvanlige Viis, ved at holde Næsen ned imod Jorden; den løftede tværtimod Hovedet op og syntes at modtage Indtrykkene gjennem Luften.

✂ Saaledes førte den dem bestandig frem imod den i Vesten blinkende Sol. Men da de havde vandret nogen Tid i denne Retning, klagede Barlow igjen over Træthed, og det lod, som han ikke havde Lyst at gaae længere.

✂ »Vær stille!« sagde Fulton, »mig synes, jeg hører en Klang langt borte.«

✂ De lyttede nu alle Tre, og de troede virkelig at høre en fjern Lyd af Kobjelder.

✂ »Skulde det være muligt!« raabte Barlow og ilede nu foran de Andre; men disse fulgte ham hurtig; thi Haabet om Redning gav deres Muskler en ny Spændkraft, og Klangen af Kobjelderne blev ogsaa bestandig stærkere, jo videre de kom frem. Det varede da heller ikke ret længe, før de naaede et stort ryddet Stykke Land, der saavidt deres Blik rakte, var adskilt fra Skoven ved et Hegn, og hvor de saae en græssende Hjord, som fortærede de tilbagestaaende Stængler paa en Ager. Noget længere borte sad en Qvinde, der malkede en af Køerne, medens den opstigende Røg af en Skorsteen blev synlig imellem Træerne.

✂

ELLEVTE CAPITEL.

✂

TOLVTE CAPITEL.

120

✂

TRETTENDE CAPITEL.

✂

FJORTENDE CAPITEL.

✂

FEMTENDE CAPITEL.

✂ En Fredag Aften, omtrent fjorten Dage efterat de to Venner vare komne tilbage til Philadelphia, foreslog Barlow, at han vilde føre Fulton ind i et Huus, hvor han vilde faae den deiligste Pige at see, der var at finde i den hele By. »Det er bestandig godt for en Kunstner, at han seer det Høieste, som Naturen i enhver Retning kan frembringe,« føiede han til.

✂ »Hvem er hun?« spurgte Fulton.

✂ »Hun er egentlig en Sydlænderinde,« svarede Barlow, »født i Charlestown; hun er ingen af disse Snørlivsskjønheder, som vort Norden frembringer, og der undertiden see ud, som om de vare opvoxede under en Solskjerm, eller som om de havde siddet den meste Deel af deres Liv indsluttede under et Glasskab, saa ingen Vind kunde blæse paa dem; hun er ingen spæd Rosenknop, siger jeg Dig, men snarere en blendende Cactusblomst, der er opvoxet nærved den tropiske Jordbund, og der netop nu er ifærd med at udfolde sine Blade for Morgensolen.«

✂ »Jeg kan just ikke sige, at Cactusblomsten er den Blomst, jeg elsker høiest,« bemærkede Fulton.

✂ »Det kommer uden Tvivl deraf, at Du aldrig har seet den i sin fulde Pragt, saaledes som den blomstrer i Syden,« svarede Barlow.

✂ »Du er da vel forelsket i hende?« sagde Fulton.

141

✂ »Forelsket? ligesaa godt kunde jeg være forelsket i den opstigende Morgensol; hun er ikke af dem, der er bestemt til at sættes under Laas og Lukke og være en Enestes Eiendom; tværtimod hun er født til at straale for Alle.«

✂ »Hvad hedder hun?«

✂ »Hun hedder Laura Lacour, hendes Moder er død, og hun lever nu hos sin Stedfader, en Herr Greenwood, en gammel gjerrig Knark; og dog har hun faaet saa megen Magt over hans Gjerrighed, saa han har beqvemmet sig til hver Fredag Aften at aabne sit Huus for hendes Beundrere og Tilbedere.«

✂ »Er det hende!« sagde Fulton, »hende har jeg seet; jeg fik en Anbefalingsskrivelse til hendes Stedfader fra John Bridle i Reading, jeg besøgte ham ogsaa et Par Gange kort efter min første Ankomst til Philadelphia. Jeg var dengang endnu ikke voxen, og da jeg ikke fandt nogen venlig Modtagelse hos ham, saa blev jeg snart borte; Laura var dengang kun et Barn.«

✂ »Klæd Dig da blot paa og følg mig, saa skal Du see, hvad hun nu er bleven til.«

✂ »Men jeg er lidt undseelig ved at gaae derhen; jeg veed ikke, hvad jeg skal sige til min Undskyldning, fordi jeg er bleven saalænge borte.«

✂ »Du skal slet ingen Ting sige, thi hun har enten for længe siden glemt det, eller, hvad jeg snarere troer, aldeles ikke lagt Mærke dertil. Ingen af os alle er hende saa vigtig, at hun skulde savne ham, og hvad der er skeet for saa lang Tid siden, det er for hende, som om det slet ikke var skeet, det kan Du være overbeviist om.«

142

✂ De begave sig nu paa Vei til Greenwoods Bolig, der laae i en af de Sidegader, som under rette Vinkler skære den brede, regelmæssige saakaldte Torvegade eller Marketstreet. Solen var allerede for længe siden gaaet ned, Maanen stod derimod høit paa Himmelen og kastede sit Lys langs ad en af Siderne i den rummelige Gade, der forresten var mørk, og hvori man dengang ingen Lygter saae, men hvori derimod de hvide Marmorbygninger, der vare spredte hist og her, paa en eiendommelig Maade glimtede i Maaneskinnet. De hørte ingen Larm af Vogne og mødte kun faa Mennesker; thi der var i hine Dage kun liden Færdsel i Philadelphia efter Solens Nedgang.

✂ Da de nærmede sig til Greenwoods Huus, saae de, at den mellemste Etage var oplyst. De hørte ogsaa en qvindelig Stemme, der sang, og der ledsagedes af Klaveertoner. »Er det hende der synger?« spurgte Fulton. »Nei,« svarede Barlow, »hun synger meget bedre; det er en af hendes Veninder, hvis Sang maaskee blot skal tjene som et Slags Modsætning, et Slags Folie, for at hendes Stemme siden kan tage sig endnu bedre ud; Du vil nok faae den at høre, den er ligesaa usædvanlig i sit Slags, som hun selv.«

✂ Der var en temmelig stor Forsamling baade af ældre og yngre Herrer i Greenwoods Huus. Derimod saaes der kun faa Damer. Musiken og Sangen taug netop i det Øieblik, da de to Venner traadte ind i Salen, hvor de bleve modtagne med stor Artighed af Laura selv. Hun var rigtignok meget deilig, det maatte Fulton tilstaae; men dog var der tillige noget Junonisk og Herskende i hendes Væsen, der ikke ret vilde behage ham. Hendes Træk vare 143 fuldkommen regelmæssige, hendes Pande især var idealsk skjøn. Hendes dunkle Haar var samlet i rige Fletninger paa det veldannede Hoved, de lange Øienhaar skyggede over de store sorte Øine, hvori Sydens Flammer glimtede. Hun var snarere høi end lille, hendes hele Figur var pragtfuld, skjøndt hun dog ingenlunde havde den smalle Taille, der tidt endnu af vore Damer ansees for en Skjønhed, og der, især naar den er frembragt ved Kunst, tidt giver dem et Slags unaturlig Liighed med en Hveps eller med et andet smallivet Insekt. Hendes Gang var let, og hendes skjønne Hals svævede næsten svaneagtig over den ranke deilige Skabning.

✂ »Du havde Uret i at sammenligne hende med en Blomst,« sagde Fulton til Barlow. »Hun ligner snarere en prægtig udenlandsk Fugl.«

✂ »Det kan være det Samme, hvad hun ligner, men at hun er fortryllende, det vil Du ikke kunne negte.«

✂ »Nei, det negter jeg heller ikke,« svarede Fulton, »og dog er der det i hendes Væsen, der aldrig for Alvor kunde fortrylle mig.«

✂ »Vogt Dig for hvad Du siger, der ere farlige Dæmoner i hendes Følge, der engang kunne straffe Dig haardt for Din forvovne Tale.«

✂ I dette Øieblik nærmede Laura sig igjen til Barlow, der nu maatte fortælle hende om sin Reise og sine Eventyr i de amerikanske Skove; ogsaa Fulton vidste hun ved denne Leilighed at drage ind i Samtalen. Kort efter, da Barlow talte med en af de Omstaaende, vendte hun sig til Fulton og sagde, idet hun kastede et af disse Ildblik paa ham, der undertiden udgik fra hendes Øine: »De har i de sidste Aar bestandig været i Philadelphia, og dog er det saa 144 længe siden vi saae Dem her.« Fulton blev noget overrasket ved denne Bemærkning, som han, efter den Characteristik, Barlow havde givet over hende, ikke ventede, og før han kunde svare noget derpaa, var hun allerede borte.

✂ Kort efter kom ogsaa den gamle Greenwood ind. Neppe fik Barlow Øie paa ham, før han greb sin Vens Haand og ilede hen, hvor Greenwood stod, for, som han sagde, at forestille en ældre Bekjendt, den unge Maler Fulton, for ham.

✂ »Ja, ja, jeg har allerede hørt lidt derom,« sagde Greenwood, »det er nu engang saa, den unge Herre har skiftet Haandværk, han har nok ingen Lyst til at høre til de ernærende og vindskibelige Stænder, han vil nok hellere høre til de tærende, det mærkede jeg alt noget til, da jeg første Gang saae ham.«

✂ »Hvorledes mener De det, Hr. Greenwood?« spurgte Fulton.

✂ »Jeg mener kun, at den unge Herre nok ingen Lyst har til det praktiske Liv; han vil ikke gjerne være Handelsmand; han vil ikke vinde Penge ved borgerlig Næring, eller ved Agerdyrkning, eller ved et nyttigt Haandværk; han vil ikke spise sit Brød i sit Ansigts Sved, som det hedder. Nu ja, vi er et frit Folk, her kan Enhver tage sig for, hvad han vil, og naar nu den unge Herre har sat sig i Hovedet at være Maler, saa er der vel Ingen her, der har Magt til at forbyde det.«

✂ »Det vilde heller ikke være godt,« svarede Barlow, »hvis man kunde forbyde Nogen at drive en høi og ædel Kunst, især naar han har saa udmærkede Anlæg dertil, som min Ven Robert Fulton.«

✂ »Ja, ja, jeg vil ikke disputere; men hvad mig angaaer, 145 saa kan jeg ikke faae det i mit Hoved, at Nogen kan have Anlæg eller Lyst til Andet end til Handelen. Imidlertid her kan jo Enhver gjøre og lade hvad han vil, som sagt; men hvad man saa begynder paa, saa maa man dog vide at erhverve sig Penge derved, mener jeg. Penge, det er dog nok Hovedsagen, thi dem trænger hele Verden til, og naar man bare kan vinde Penge, saa kan det være det Samme, hvor de komme fra, mener jeg.«

✂ »Det Ord »Penge« udtalte Greenwood med en ganske egen Accent, som vilde være vanskelig for nogen Anden at gjengive, og man behøvede blot en eneste Gang at have hørt ham udtale dette Ord, for at vide, hvad der udgjorde Midtpunktet i hans Liv.

✂ »Det er et underligt Vrængbillede af et Menneske,« sagde Barlow kort efter til Fulton, »han seer næsten ud som Maanen i sidste Qvarteer, som om Vorherre kun havde givet ham den midterste Deel af et Ansigt og hugget begge Sidedelene bort; det er lutter Profil, som om det var snittet ud af en Lineal, og den hele Karl seer ud, hvis jeg maa bruge et af Shakspears Billeder, ligesom han var skaaren ud af en Osteskorpe efter Aftensmaaltidet.«

✂ »Tys,« sagde Fulton, »der er han igjen.«

✂ Virkelig var Greenwood igjen kommen dem ganske nær; thi hans Trin hørtes ikke, og han gled ligesom en Skygge gjennem Værelset.

✂ »Viis mig den Tjeneste at sige mig,« sagde Barlow, idet han vendte sig om til Greenwood, der allerede stod lyttende ved deres Side, »hvad hedder dog den Mand derhenne ved Vinduet?«

✂ »Hvem mener De, Hr. Barlow?« spurgte Greenwood, 146 »der er Mange her, som jeg kun kjender lidt til, thi det er vel ikke saameget for min, som for min Datters Skyld, at de kommer i mit Huus.«

✂ »Kjender De ikke den Mand derhenne, han med det skaldede Hoved, der nu taler med Deres Steddatter?«

✂ »Hvem kan sige, at han kjender Nogen i disse Tider, Hr. Barlow! det er nok ellers en Advokat, der har samlet sig en Deel Penge her i Amerika, men det har jeg kun hørt af Andre, jeg selv veed kun lidt derom.«

✂ »Hans Navn er James Gray,« sagde en temmelig høi Amerikaner, der stod nærved dem, og hvis Figur og Ansigt, hvori Profilen ligeledes spillede Hovedrollen, gave ham et Slags Liighed med en noget langstrakt Mønde, »det er ogsaa vist, at han er Advokat, og det en af vore allerbedste; en af dem, der har draget Astræa, der var flygtet til Himlen, ned til Amerikas Land.«

✂ »Ei, Hr. Dennison!« sagde en Anden, der ogsaa havde hørt, hvorom Talen dreiede sig, »det behøver De ikke at sige vor Ven Hr. Greenwood; Advokat Gray har jo allerede vunden et Par Sager for ham, som de fleste Andre meente, han maatte tabe.«

✂ »Ak, der er kun Faa, der kan sige, at de vinde stort,« svarede Greenwood, »fordi de vinder en Sag; den, der vinder en Sag, han taber ofte meer, end han vinder, og Retten koster ofte flere Penge, end den hele Gevinst er værd.«

✂ »De mener, at Retfærdighed burde gives os gratis,« sagde Barlow, »ja ja, der kan være Noget deri.«

✂ »Hvad er det for en Snak!« sagde en Stemme bag ved dem, »skulde Retfærdigheden gives os gratis, 147 hvad skulde da Advokaterne leve af? vi fik da en Retfærdighed uden Retspersonale, hvorfra den kunde udgaae, det vilde være som et Dagslys uden Sol, en Cirkel uden Midtpunkt, det gik aldeles ikke an.«

✂ Den, der udtalte disse Ord, var ingen Anden end James Gray selv, der nu ogsaa havde nærmet sig til dem, uden at de mærkede det. Det var en Mand omtrent af Middelhøide, hans Hoved var, som Barlow ovenfor bemærkede, næsten skaldet, og kun et Par krusede sorte Lokker, der stode noget ud over Tindingerne, hentydede paa en rigere Haarvæxt i fordums Tid. Iøvrigt var der et klogt, ja næsten listigt Udtryk i hans Øine, hans Bevægelser vare smidige, ja næsten ungdommelige; derimod vidnede hans Ansigtstræk om en tidlig Alderdom, dog var der et Slags faunisk Præg deri, der især traadte stærkt frem omkring hans Læber.

✂ Greenwood gik kort efter ud af Værelset, hvortil han ikke vendte mere tilbage den Aften.

✂ De andre bleve derimod staaende, og James Gray begyndte nu en Samtale med Barlow og et Par andre Herrer om Newyork, hvor han havde været bosat i flere Aar, som han fortalte, og hvor han ogsaa vidste Besked om en Mængde Familieforhold, fornemmelig om saadanne, som Vedkommende vel helst havde ønsket dækket med Glemselens Slør.

✂ »Newyork er en prægtig By,« sagde omsider Hr. Dennison, efterat han længe med Taushed havde lyttet til denne Samtale, »det er paa engang baade Amerikas London og dets Paris.«

✂ »Ja især er det en fortræffelig By for Folk af vor Profession,« svarede James Gray, »thi baade Journalister og Advokater kunne der gjøre gode Affairer.

148

✂ De maa vide,« vedblev han, idet han henvendte sig til Barlow og Fulton, »at min Ven Hr. Dennison er et af vore kløgtigste Hoveder, og at han er Udgiver af det bedste, eller, hvad der i Grunden vil sige det Samme, af det mest læste Blad i Philadelphia.«

✂ »Jeg har aldrig været i Newyork,« sagde Fulton, »men jeg har hørt af troværdige Mænd, at man er mere udsat for at blive bedragen der, end paa ethvert andet Sted i dette Land.«

✂ »De har fuldkommen Ret,« bemærkede Dennison.

✂ »Det kan vel være, at der gives Adskillige der, som ere for snue for os,« sagde Advokaten, »men det tager jeg dem aldeles ikke ilde op; de ere klogere end vi, det er det Hele.«

✂ »Meget rigtigt,« sagde igjen Hr. Dennison, og kort efter gik han bort til en anden Gruppe i Selskabet.

✂ »Er virkelig denne Hr. Dennison saa kløgtig?« sagde Barlow, »det mærkede man ikke synderlig paa hans Tale.«

✂ »Det mærker man næsten aldrig i Selskaber,« svarede Advokat Gray, »der kaster han sjelden sin Kløgt bort; tværtimod, der er han som oftest kun stum Tilhører og tager sig Alt til Indtægt, og ethvert Indfald, som der bliver sagt, kan man ved en eller anden Leilighed finde igjen i hans Blad. Men nu maae vi see til, om vi ikke kan overtale den skjønne Laura til at give os en Prøve paa hendes Sang.«

✂ »Gud veed, hvor hun har faaet den prægtige Stemme fra,« sagde Barlow, »hos os hedder det jo ellers, at kun de Sorte og Mulatterne kunne synge, af det ægte Blod udspringer der ingen Sangfugl.«

✂ »Creolerne i Syden kunne dog nok gjøre en Undtagelse 149 derfra,« svarede Advokaten, »paa mødrene Side skal hun desuden nedstamme fra en Mexikanerinde, og hvem veed, hvad Slags Blod der forresten kan være blandet i hendes Aarer; men derom er det ikke værd at tale.« Efter disse Ord gik Advokaten bort.

✂ »Det undrer mig, at han vil sige Sligt, naar han dog ikke er vis derpaa,« sagde Fulton.

✂ »Hr. James Gray er rigtignok lidt mere aabenmundet, end vi Amerikanere pleie at være,« svarede en af de Omstaaende, »det er en Feil, som han har bragt med fra den gamle Verden.«

✂ »Er han da ikke født i Amerika?« spurgte Barlow.

✂ »Nei, han er født hiinsides Havet. Han skal ellers have havt en underlig Skjebne tidligere; som Dreng kom han over til Newyork med en Liniedandsertrop; siden løb han bort og blev først Opvarter, derefter Skriver, hos en Advokat. Men, da han er et meget kløgtigt Hoved, saa kom han tilsidst saavidt, at han kunde drive Professionen paa egen Haand. Han har ogsaa gode Kundskaber baade i de ældre og nyere Sprog, og dog skal han have ført et meget vildt Liv i sin Ungdom, og han seer da ogsaa ud som en udbrændt Vulkan.«

✂ »Har han været en Vulkan,« sagde Barlow kort efter til Fulton, »da var det vel snarest en af dem, der udkaste Dynd istedenfor Ild.«

✂

SEXTENDE CAPITEL.

✂

SYTTENDE CAPITEL.

✂

ATTENDE CAPITEL.

180

✂

NITTENDE CAPITEL.

✂ Den næste Dag traadte Fulton ind i et Kaffeehuus som han, da det laae paa Veien til hans Lærers Bolig af og til pleiede at besøge. Neppe havde han taget Plads her, før en Opvarter, der kjendte ham, stiltiende traadte hen og lagde det Dagblad paa Bordet foran ham, hvori han med saa stor Ros blev omtalt. Fulton, der den foregaaende Aften kun havde havt Leilighed til at kaste et flygtigt Blik paa den omtalte Artikel, gjennemlæste den nu med større Langsomhed, og uagtet han vel vidste, at den aldrig var bleven skreven, hvis han ikke havde været Anmelderen personlig bekjendt, saa følte han dog et Slags hemmelig Tilfredshed derved, hvilken vel kan tilgives et ungt Menneske, der for første Gang er Gjenstand for offentlig Omtale, og der endnu aldrig har erfaret, af hvor urene og egennyttige Bevæggrunde en slig Omtale tidt udspringer, og hvor forgængeligt det Indtryk er, som derved frembringes.

✂ Men i det samme Blad fandtes der ogsaa en anden Artikel, der i høi Grad fængslede hans Opmærksomhed. Der taltes nemlig om en Plan, som var bleven bekjendtgjort af en Amerikaner ved Navn Ramsey, og ifølge hvilken et Skib skulde drives frem ved Dampkraft selv imod Vind og Strøm. Fulton følte sig greben af en selsom Følelse, da han læste dette; thi han havde undertiden selv tænkt paa noget Lignende, desuden havde han læst i Franklins Skrifter, at en saadan Opfindelse ikke kunde henregnes til de umulige Ting.

✂ Bladskriveren var imidlertid af en ganske anden Mening; thi han betragtede det Hele som et af de latterligste og urimeligste Indfald, der nogensinde 181 var opstaaet i et Menneskes Hjerne. Det er ogsaa vist, at Planen, saaledes som den her var fremstillet, især naar man tager Hensyn til de Fordomme, der dengang herskede, og til den Mistillid, der var bleven vakt ved tidligere mislykkede Forsøg, ikke syntes skikket til at indgyde nogen synderlig Tiltro; thi det hele Maskineri var beskrevet i saa ubestemte Udtryk, at man vanskelig kunde faae noget klart Begreb derom. Og dog skulde man, efter Vedkommendes Mening, naar denne Indretning blev sat i Forbindelse med en Dampmaskine, ved Hjelp deraf kunne gjøre Reisen fra Liverpool til Amerika i sexten Dage, uden at anvende Master eller Seil.

✂ »Sligt kan tage sig ganske godt ud,« føiede Anmelderen til, »naar det blot ikke for Alvor skal gjennemføres, og naar man, uden at generes af Virkeligheden, blot vil drømme paa Papiret; idetmindste kan det da til en Tid skuffe dem, der, fordi de mangle den Erfaring og Indsigt, som ere nødvendige til at fælde Dom i en saadan Sag, maae lade sig nøie med en overfladisk Fortælling derom. Alle Mænd af Faget derimod ere af den Mening, at et sligt Project aldeles ikke kan udføres, og at det kun maa betragtes som et Foster af en ophidset og drømmende Indbildningskraft, hvormed det praktiske Liv aldeles intet har at bestille.

✂ Iøvrigt maae vi dog tilføie, at Hr. Ramsey ikke har ladet sig nøie med den blotte theoretiske Fremstilling, han har tværtimod alt et Par Gange praktisk forsøgt at udføre sin Plan; men disse hans Forsøg ere naturligviis strandede paa Umulighedens Klippe.«

✂ Da Fulton havde læst denne Artikel, gik der mange 182 Slags Tanker igjennem hans Hoved. Han havde allerede flere Gange havt Leilighed til at see den saakaldte Dampmaskine og til at undersøge dens Indretning; han vidste ogsaa at man ved Hjelp af denne Maskine kunde frembringe en Kredsbevægelse. Han erindrede tillige, at han allerede som Dreng, ved Omdreiningen af et Hjulværk, havde sat en Baad i Gang paa Floden Shuylkill, og at han paa denne Maade havde trodset Strømmens Magt og fuldkommen erstattet de manglende Aarer; alt dette frembragte en selsom Uro i hans Indre. »Hvis jeg blot havde Midler,« sagde han til sig selv, »som jeg kunde anvende derpaa, men ak! jeg er fattig; og selv hvis jeg aabenbarede mine Tanker for en rig Mand, da vilde man vel kun drive Spot med mig; thi slige Foretagender høre desværre ikke til dem, som vore Pengemænd føle synderligt Kald til at understøtte.«

✂ Efterat Fulton havde siddet en Tidlang nedsunken i disse Betragtninger, forlod han omsider Kaffeehuset og begav sig tilbage til sin Bolig; thi han følte sig nu aldeles ikke oplagt til at besøge sin Lærer, ja han tænkte, saalænge denne Dag varede, neppe mere derpaa. Da han kom hjem, greb han rigtignok en Blyant, men det var kun for at tegne et Slags Model til en Maskine, der, naar den blev sat i Gang ved Dampkraft, muligviis kunde føre et Skib over Havet. Imidlertid maatte han dog tilstaae sig selv, at han, uagtet Alt, hvad han hidtil havde seet og iagttaget, neppe endnu besad den Indsigt i den praktiske Mechanik, som Løsningen af en saadan Opgave fordrede. Men enskjøndt han saaledes vel maatte erkjende, at hans nærværende Arbeide kun var et 183 Slags Leeg med Tanker, der rimeligviis vilde opløses i en flygtig Dunst, naar de skulde gjennemgaae Erfaringens Ildprøve, saa blev han dog ved at tegne den ene Model efter den anden, eller, for at bruge det ovenomtalte Dagblads Ord, at drømme paa Papiret, ligetil Solen var dalet, og ligetil Natten indbød ham til et Drømmeri af en anden Art.

✂ Da han vaagnede den næste Morgen, var det som om den Tankeverden, hvori han Dagen iforveien havde levet, igjen var bleven bortrykket i det Fjerne. »Det var et af de Luftcasteller,« sagde han til sig selv, »hvis Glands saa tidt har lokket mig. Muligt er det, at hiin Hemmelighed engang skal opdages, men det bliver neppe mig, der skal løse Gaaden.« Derpaa satte han sig ned for at male videre paa et Landskab, hvilket han tidligere havde begyndt, og hvorpaa han, saavidt muligt, stræbte at gjengive den Farvepragt, som han under sin Udflugt i de amerikanske Skove havde seet.

✂ Saaledes vilde vel det Indtryk, som hiin Bladartikel havde efterladt i hans Sjæl, være bleven udslettet, ligesom saamange andre, hvis ikke en af disse Begivenheder var indtruffen, hvilke vore Dages Viismænd almindelig give Navn af Hændelser, medens en frommere og enfoldigere Tid deri vilde have seet en Styrelse af et over Menneskets Skjebne vaagende Forsyn.

✂ Den følgende Aften, da Fulton, efterat have tilbragt flere Timer i sin Mesters Malerstue, var kommen tilbage til sit Hjem, blev det ham sagt, at en Fremmed havde spurgt efter ham. Den Fremmede vilde vende tilbage den næste Morgen, hed det, imidlertid havde han efterladt en stor Pakke, hvori der, 184 efter hans Sigende, vare Bøger, som tilhørte Robert Fulton.

✂ Herover blev denne meget forundret, thi han vidste Ingen, med hvem han stod i en saadan Forbindelse, at han skulde sende ham Bøger. Han meente derfor i Førstningen, at det Hele grundede sig paa en Feiltagelse, imidlertid saae han virkelig, at hans fulde Navn: »Robert Fulton« stod skrevet med tydelige Bogstaver udenpaa Pakken.

✂ Endnu mere forundret, ja næsten forbauset, blev han, da han havde aabnet den; thi allerøverst laae der et lille Brev, hvorpaa hans Navn ligeledes stod skrevet; dog var Seglet derpaa brudt af en Anden. Dette Brev indeholdt kun faae Linier.

✂ »Jeg er pludselig bleven nødt til at foretage en Reise til Europa,« saaledes lød Indholdet, »det er muligt, at jeg bliver borte i flere Aar; imidlertid sender jeg den lille Robert medfølgende Bøger, som en Erindring om hans Ven Benjamin Franklin. Skulde Robert Fulton nogensinde trænge til mit Raad og min Hjelp, eller have et Ønske, til hvis Opfyldelse, han mener, jeg kunde bidrage, da beder jeg ham hermed at henvende sig til mig, enten skriftlig, eller, hvis jeg er saa nær tilstede, langt hellere mundtlig.

✂ 12. Septbr. 1776. Benjamin Franklin.«

✂ De medfølgende trykte Sager bestode for en stor Deel af Lærebøger i de mechaniske og mathematiske Videnskaber, hvortil var føiet et Udvalg af Franklins egne Skrifter. Desuden fandtes der endnu en lille Seddel indeni det ovenfor omtalte Brev; denne Seddel var skreven til en bekjendt Mechanikus i Philadelphia ved Navn Tweed, til hvem Franklin anbefalede 185 sin Ven den unge Robert Fulton, dersom han skulde have Lyst til at træde i Lære hos ham, for ogsaa paa den praktiske Vei at blive bekjendt med den mechaniske Kunst.

✂ Efterat Fulton havde læst dette og lagt Bøgerne paa sit Bord, følte han sig betagen af en saa stærk Sindsbevægelse, at han maatte sig ned for igjen at samle sine Tanker.

✂ »Altsaa, det var Franklins Mening,« sagde han, efterat han havde siddet en Stund maalløs; »havde jeg i Tide faaet dette at see, ja, havde jeg blot anet, hvad han vilde gjøre for mig, da vilde jeg rimeligviis have været i en ganske anden Stilling, end den, hvori jeg i dette Øieblik befinder mig.«

✂ Det var ligesom om denne Sendelse meer end noget Andet, hvad der hidtil var indtruffet i Fultons Liv, havde oplyst ham om, hvad han var bestemt og kaldet til. »Ja, ja, Franklin havde Ret,« udbrød han, »jeg burde have studeret de mechaniske Videnskaber; der er Noget i mit Indre, der tidt nok har sagt mig det. Hvem veed, hvad jeg da havde kunnet bringe det til! - Og den gamle Qvæker sagde mig det ogsaa - men jeg har lukket mit Øre for de Stemmer, der talte Sandhedens Ord til mig - og nu - nu er det vist for sildigt - ganske vist; thi meer end tretten Aar af min bedste Ungdom ere jo allerede uigjenkaldelig tabte.«

✂ Under disse Ord var han sprungen op af sin Stol og han gik da med stærke Skridt frem og tilbage i Værelset; men endelig satte san sig ned igjen og begyndte at eftertænke, hvad der nu var at gjøre.

✂ »Ja, det vil jeg,« sagde han efter nogen Betænkning; »jeg vil ikke længere lade mig holde tilbage 186 af en falsk Undseelse, jeg vil søge Franklin op, jeg vil oprigtig fortælle ham, hvorledes det er gaaet mig hidtil, og hvorledes jeg er bleven behandlet af mine Nærmeste, og jeg vil bede ham at sige mig, hvad jeg nu skal gjøre, og at hjelpe mig, hvis han kan.«

✂ Efterat han havde fattet denne Beslutning, var det, ligesom en tung Steen var falden fra hans Bryst, og han aandede lettere. Kort efter gik han tilsengs og faldt i en Søvn, der var langt roligere, end man, efter den oprørte Sindsstemning, hvori han tidligere havde befunden sig, skulde have troet, og han vaagnede først den næste Morgen, da det var lys Dag.

✂ Neppe var han bleven paaklædt, før det bankede paa hans Dør, og kort efter traadte hans gamle Beskytter John Bridle fra Reading ind i Værelset.

✂ »Ak, er det Dem, der har været her i Gaar!« raabte Fulton, »velkommen! det er mig kjært at see Dem, De har bestandig meent det ærligt med mig; og dog - tilgiv, at jeg taler oprigtigt med Dem! - men jeg kan ikke dølge det, De har neppe handlet Ret i at holde dette Brev og disse Bøger i saa mange Aar tilbage.«

✂ »Ja, det var da egentlig ikke mig, der holdt dem tilbage,« svarede John Bridle, »og dog kan det nok være, at jeg har havt nogen Uret imod Dem, men jeg meente det godt, det maa være min Undskyldning.«

✂ »Hvorfor har De dog gjort det?« vedblev Fulton, uden at agte paa hans Ord, »hvorfor har De holdt tilbage, hvad der var mig bestemt, hvad der var min Eiendom, hvad der var mig vigtigere end al Verdens Rigdom og Herlighed, hvad der, hvis jeg havde faaet det i rette Tid, vilde have givet mit hele 187 Liv en Holdning, en Sikkerhed, som det nu vel aldrig mere kan naae?«

✂ »Men det var jo ikke mig, det var Deres Pleiefader selv, der modtog og gjemte Bøgerne,« svarede John Bridle, der iøvrigt syntes noget forlegen og forbløffet over Fultons Heftighed.

✂ »Og kan han, eller kan De give mig blot et Aar, en Dag, en Time, ja et eneste Minut af den Tid tilbage, der saaledes er bortkastet og forsømt, og som De saa grusomt har røvet mig?« raabte Fulton.

✂ »Giv Dem dog tilfreds, min kjære unge Ven,« sagde John Bridle, »har jeg handlet galt, saa var det i den bedste Mening; thi seer De, jeg maatte helligt love Hr. van Gehlmuyden, da han betroede mig denne Sag, at jeg ikke skulde tale et Ord derom, hverken til Dem, eller til nogen Anden, og fornemmelig ikke til Franklin. Dette meente jeg ogsaa var bedst for Dem selv, da jeg vidste, at Hr. van Gehlmuyden aldrig vilde give Dem en Skilling af sin Formue, hvis De ikke gik den Vei, han havde bestemt for Dem, eller hvis Franklin i mindste Maade blandede sig i Deres Anliggender. Dette afholdt mig da ogsaa fra at skrive Franklin til Dem angaaende; og jeg har da heller ikke seet og talt med ham, siden han kom hjem fra sin store Reise. Først i Gaar gik jeg hen for at hilse paa ham, men desværre, han befandt sig ikke saa vel, at jeg kunde faae ham at see.«

✂ »Er Franklin syg?« spurgte Fulton.

✂ »Ja, han har alt været syg længe,« svarede John Bridle.

✂ »Det er endnu en Ulykke mere,« raabte Fulton; »men hvorfor har ikke Hr. van Gehlmuyden sendt 188 mig denne Pakke tidligere? det er jo dog nu allerede lang Tid siden, at han ganske slog Haanden af mig.«

✂ »Nu, hvor meget jeg holder af Hr. van Gehlmuyden, og hvor brav en Mand han ellers er, saa vilde jeg dog gjøre ham Uret, dersom jeg kaldte ham hurtig og expedit; thi De veed selv, han opsætter Alt fra Dag til Dag, indtil Dage blive til Maaneder og Maaneder til Aar. Og hvad mig selv angaaer, saa har mine egne Anliggender givet mig saa meget at tænke paa, især i den sidste Tid, saa jeg, med Skam at tale om, glemte at skynde paa ham indtil nu, da jeg skulde forlade Reading. Iøvrigt er Hr. van Gehlmuyden en god Mand, og hvem veed, hvis De bare endnu vilde føie Dem efter hans Villie og give ham et venligt Ord, saa -«

✂ »Tal ikke derom, Hr. Bridle! hvad jeg saa bliver i denne Verden, Guldsmed bliver jeg aldrig, det kan De forlade Dem paa.«

✂ »Det seer heller ikke ud derefter,« sagde John Bridle, idet han kastede sit Øie rundt paa de Øvelsesstykker og Udkast til Landskaber, hvormed Væggene vare behængte. »Nu, det er jo dog ogsaa muligt, at De paa den Vei kan vinde Deres Brød, og hvis De engang skulde trænge dertil - for af Hr. van Gehlmuyden kan De vel nu i flere Aar intet vente - hvis De da engang skulde behøve det, siger jeg, saa henvend Dem kun frit til mig! det er ikke mere end min Skyldighed, at jeg søger at oprette igjen, hvad jeg har gjort galt. Men De finder mig ikke mere i Reading, der boer jeg ikke længere, jeg boer nu i Newyork.«

✂ »Hvad, flytter De bort fra Deres smukke Huus i 189 Reading?« spurgte Fulton, der i dette Øieblik syntes at glemme sin egen Sorg ved at høre John Bridles Beslutning.

✂ »Ja, ja, »den gyldne Ørn« har jeg nu taget Afsked med, og dog var det et smukt Huus, som De siger, og jeg tør vel paastaae, at det ikke er bleven mindre smukt og godt under mine Hænder; men det er Verdens Gang, og det Bedste, jeg eiede, min Kone og mine Børn, tager jeg dog med mig.«

✂ Nu fortalte John Bridle, at han havde sin hele Familie med, og at de alle den næste Morgen vilde fortsætte Reisen til Newyork, hvor han skulde overtage Bestyrelsen af en Gjestgivergaard, som en af hans Kones Slægtninge eiede, og hvortil der var en stor Bedrift og en stor Søgning. Imidlertid havde Eieren, der var en gammel Mand, og der følte sine Kræfter aftage, selv anmodet ham om at træde i Fællesskab med sig. »Og da Vilkaarene vare ganske gode,« vedblev John Bridle, »saa meente jeg, at jeg for min store Families Skyld ikke burde afslaae Tilbudet.«

✂ Efterat John Bridle endnu engang havde gjentaget sin Forsikkring om, at Fulton, hvis han engang kom i Forlegenhed og trængte til Hjelp, frit kunde henvende sig til ham, rakte han ham omsider Haanden til Afsked og gik sin Vei.

✂

TYVENDE CAPITEL.

✂ Endnu den samme Morgen, strax efterat John Bridle havde taget Afsked, besluttede Fulton at aflægge sit Besøg hos sin verdensberømte Landsmand. Det var noget over Vinterens Midte i Aaret 1790.

190

✂ Franklin var allerede den Gang fire og fiirsindstyve Aar gammel og havde i længere Tid været fængslet til sit Leie, hvor han ved gjentagen Anvendelse af Opium maatte søge Lindring i den smertelige Sygdom, der forbittrede hans sidste Dage. Dette hans voxende Ildebefindende var vistnok bleven omtalt i de offentlige Blade, men disse læste Fulton kun sjelden, og i den Kreds, han besøgte, blev Franklins Navn næsten aldrig nævnt. Hertil kom, at Fulton selv, der følte sig beskæmmet ved, at han endnu saalidet havde opfyldt, hvad hans fordums Velynder om ham havde forudsagt, helst undgik at tale om ham. Hvor forunderligt det end kan synes, saa lader det sig maaskee dog heraf forklare, at han, ligetil John Bridle lod falde nogle Ord derom, aldeles Intet havde hørt om Franklins Sygdom. Nu faldt det ham derimod tungt paa Hjerte, og han erkjendte med bitter Selvbebreidelse, hvor urigtigt han havde handlet ved ikke tidligere at bekymre sig om sin gamle Velynders Skjebne. »Det er da ikke meer end min fortjente Løn,« sagde han til sig selv, »hvis jeg nu finder Veien spærret, hvis jeg nu aldrig mere skal høre den Mands Stemme, der alene kunde skjenke mig Trøst og Bistand.«

✂ Hans Hjerte bankede ængsteligt ved denne Tanke, og dog stod han en Tid uvis og overlagde, om det maaskee ikke var bedre at opsætte sit Besøg. »Nei,« sagde han omsider, »jeg vil gaae, jeg har ventet længe nok.« Han stod endnu et Øieblik og eftertænkte sin Stilling, derpaa ilede han hen og opsøgte det Brev, som Franklin allerede for over tretten Aar siden havde skrevet ham til, men som han først nylig havde modtaget; thi dette, meente 191 han, vilde være den bedste Anbefalingsskrivelse, hvis han blot kunde bringe det saa vidt, at det blev givet i Franklins Hænder.

✂ Ved Indgangen til dennes Bolig, mødte han en Mand, som han standsede og spurgte, om han ikke kunde faae Franklin i Tale.

✂ »Jeg troer det neppe,« lød Svaret, »thi han befinder sig ikke vel, som Hvermand veed; men De kan jo gaae ovenpaa og spørge Dem for.«

✂ Fulton gik nu opad Trapperne og kom ind i en stor Sal, hvori flere Mænd vare forsamlede, der saae temmelig betænkelige og alvorlige ud. Nogle af dem stode stille, andre gik op og ned i Værelset. Der hørtes ingen høirøstet Tale, og naar de vexlede nogle Ord med hverandre, saa skede det med sagte Stemmer.

✂ Fulton standsede et Øieblik og saae sig om, derpaa gik han hen til en af de Tilstedeværende, der stod i et Vindue, og spurgte igjen, om han ikke kunde faae Franklin i Tale.

✂ »Det kan De ikke,« svarede den Fremmede, »det forstaaer sig af sig selv.«

✂ »For Himlens Skyld, er der da nogen Fare for hans Liv?« spurgte Fulton med stigende Angst.

✂ »Fare er der vel bestandig, naar en Mand paa fire og fiirsindstyve Aar maa kæmpe med en saa angribende og haardnakket Sygdom,« svarede den Fremmede. »Imidlertid, der kommer hans Læge Doctor Jones, nu faae vi at høre, hvorledes det i Dag staaer til.«

✂ I samme Øieblik traadte en undersætsig Mand med et klogt Ansigt ind i Salen. De fleste af de Tilstedeværende flokkedes da strax om ham.

192

✂ »Nu, Hr. Jones, hvorledes staaer det?« spurgte man fra alle Sider.

✂ »Noget bedre end i Gaar,« svarede Doctor Jones, »Natten har været taalelig, og hvis jeg ikke tager aldeles feil, saa er det værste Anfald for denne Gang overstaaet.«

✂ Saasnart Fulton saae Leilighed dertil, trængte han sig ogsaa hen til Lægen og spurgte, om Franklin da nu befandt sig saa vel, at han kunde faae ham i Tale.

✂ »Hvor kan De spørge saaledes, da De dog vel maa vide, hvor haardt han har været angreben!« svarede Dr. Jones, »han er endnu meget mat, og jeg kan aldeles ikke tillade, at nogen Fremmed i denne Tid forstyrrer hans Ro.«

✂ »Vil De da ikke ved Leilighed overgive ham dette Brev?« sagde Fulton, »naar han har læst det, vil han maaskee dog ikke undslaae sig for at see mig.«

✂ »Hvad, det er jo hans egen Haand!« raabte Lægen, da han saae Udskriften.

✂ »Det er et Brev, som han har skreven mig til for mange Aar siden,« svarede Fulton, »og hvori han tillader mig, at jeg maa henvende mig til ham, naar jeg engang behøver hans Raad eller Bistand - og dette behøver jeg nu kun altfor meget,« lagde han til med sagtere Røst.

✂ »Det er en anden Sag,« svarede Lægen, »saa maae vi see, hvorledes vi kan hjelpe Dem. Kom igjen i Overmorgen, unge Mand, paa samme Tid som i Dag! før troer jeg ikke, det kan nytte noget; ja maaskee kommer De ogsaa da til at gaae forgjeves. Imidlertid kan De stole paa, at han skal faae Deres Brev, jeg skal selv levere det i hans Hænder.«

193

✂ Efter disse Ord begyndte Doctor Jones en Samtale med et Par af de Omstaaende; men kort efter, endnu før Fulton havde naaet Udgangen af Værelset, kaldte han ham tilbage igjen. »Vær saa god, før De gaaer, at opgive mig Deres Bopæl!« sagde han, idet han tog en Tegnebog frem, »det er maaskee dog det Sikkreste.« - Fulton underrettede ham da derom. »Godt,« svarede Doctor Jones, idet han skrev et Par Ord i Tegnebogen, »jeg skal ikke glemme det.«

✂ Den næste Morgen modtog Fulton et Par Linier fra Doctor Jones, hvori denne indbød ham til at komme saasnart, han kunde; thi Doctor Franklin befandt sig nu efter Omstændighederne temmelig vel og ønskede selv at see ham.

✂ Da Fulton traadte ind i den Sal, hvori han den foregaaende Dag havde været, fandt han Doctor Jones der, som strax kom ham imøde og førte ham ind i Franklins Kammer.

✂ Dette Kammer var lyst og smukt. Paa Bordet laae mange Papirer, der syntes ordnede med stor Omhu. Langs med de to Vægge stode høie Reoler, opfyldte med Bøger. De egentlige Møbler vare kun faa og simple og, som det lod til, forfærdigede i en ældre Tid. I Baggrunden af Værelset stod der en Brænde besparende Ovn af det Slags, som Franklin selv havde opfunden, og hvorfra der udgik en mild Varme, der udbredte sig ligelig til alle Sider.

✂ Alt dette lagde dog kun Fulton lidet Mærke til, thi hele hans Opmærksomhed var fæstet paa Franklin selv, der nu, hvad der i flere Maaneder ikke havde været Tilfældet, var staaet op af sin Seng og sad i en Lænestol, indsvøbt i en Slobrok, og med en 194 Pelsværkshue paa Hovedet, saaledes som man undertiden seer ham stukken i Kobber foran paa Titelbladet af hans Skrifter. En Deel af hans Haar var endnu synligt, dog var det ikke længere graat, saaledes som det var, da Fulton saae ham første Gang, men det havde nu antaget en sølvhvid Farve.

✂ Da Franklin saae Fulton, udstrakte han sin Haand imod ham og betragtede ham med stor Opmærksomhed. »Det gjør mig ondt, at vi nu først igjen skal mødes,« sagde han, »nu da jeg paany staaer rede til en lang Reise, meget længere end den forrige, og hvorfra jeg aldrig skal vende tilbage til dette Land. Men jeg begriber ikke selv, hvordan det er gaaet til, at jeg ikke har tænkt paa Dem i alle disse Aar. Dog, en af de største og sørgeligste Feil, som Alderdommen medfører, er Glemsomhed.«

✂ »O, mit Livs Frelser! min Barndoms Velgjører!« raabte Fulton, idet han bøiede sig ned med en uvilkaarlig Ærefrygt for at kysse den ædle Oldings Haand.

✂ »Nei, nei, ikke saaledes!« sagde Franklin, idet han drog sin Haand tilbage. Derefter fæstede han sine Øine med Opmærksomhed paa Fulton. »Mig synes, at jeg endnu i disse Træk kan gjenkende den smukke Dreng, som jeg mødte paa Shuylkillfloden i hans lille Fartøi, som jeg kort efter saae bleg paa Baaren, og der atter tilsidst til min og Alles Glæde levede op under vore Hænder. Som sagt, jeg forstaaer ikke, hvorledes alt dette saalænge kan have været ligesom bortvisket af min Hukommelse. Det var hidtil min Stolthed, at intet Menneske skulde kunne sige, at Benjamin Franklin havde handlet urigtigt imod ham, men jeg mærker nu vel, at jeg maaskee 195 har taget feil, og at Ydmyghed er den Dyd, der anstaaer os alle bedst.«

✂ »O, min ædle Velgjører! Skylden er for en stor Deel min egen, men dog haaber jeg, De vil tilgive mig, naar jeg fortæller Dem, hvorledes det er gaaet mig, siden jeg saae Dem sidst.«

✂ »Jeg takker Gud, min Søn, fordi jeg netop idag befinder mig saa vel, at vi kan tale nogen Tid sammen; fortæl mig da nu, hvad der ligger Dem paa Hjerte.«

✂ Nu fortalte Fulton i Korthed, hvorledes han var bleven sat i Guldsmedlære, og hvorledes han derefter havde mødt Barlow, der overtalte ham til at blive Maler, og hvorledes han ligetil den allersidste Tid var bleven holdt i Uvidenhed om Franklins Brev og om de Bøger, han havde sendt ham. Han lagde heller ikke Dølgsmaal paa den Følelse, der havde hindret ham fra at besøge Franklin tidligere, uagtet han tillige gjerne indrømmede, at dette ikke var Ret.

✂ Efterat Franklin havde hørt denne Fortælling, sad han i nogen Tid taus. »Det er rigtignok ikke gaaet, som jeg havde ønsket og haabet,« sagde han omsider; »men saaledes spildes de bedste Kræfter, saaledes gaae Talent og Genie til Grunde ved en egensindig og forkeert Opdragelse; thi hvad der er skeet, det er skeet og kan desværre ikke forandres. Havde vi talt sammen endnu engang i Deres tidligere Aar, ja da havde det været en anden Sag.«

✂ »Men jeg mærker bestandig meer og meer, at jeg ingen ret Lyst har til den Kunst, jeg nu driver,« sagde Fulton, »og mangen en Gang er det, ligesom om Nogen hviskede til mig, at jeg er bestemt til noget Andet.«

196

✂ »Hvor gammel er De nu?« spurgte Franklin.

✂ »Jeg er noget over to og tyve Aar.«

✂ »Alt i en tidlig Alder bør man plante det Træ hvoraf man selv vil høste Frugt,« sagde Franklin, »alt nu burde Grunden til den Bygning være lagt, som De i Fremtiden skal opføre.«

✂ »Og kan jeg da ikke ved Flid indhente, hvad der er forsømt?«

✂ »Jo - maaskee, hvis De tør tiltroe Dem en saadan Flid, hvis De i Sandhed er Dem bevidst, at De har en urokkelig Villie. Et sundt Menneske behøver vel neppe meer end sex Timers Søvn, og naar man arbeider ufortrødent i den øvrige Tid og sparer paa hvert Minut som paa Guld, da vorder det virkelig dertil, da kan man udrette mere i faa Aar, end de fleste Mennesker udrette deres hele Liv igjennem.«

✂ »Jeg begjerer jo ikke kostbare Klæder,« sagde Fulton med en pludselig Ild, der, som det lod til, bragte Franklin til at studse, »ikke græssende Qvæg paa Marken, ikke Huse i Byen eller prægtige Landsteder. De Rige maae gjerne gaae mig forbi med Spot og Haan, og de, der kun jage efter Lykken, maae betragte mig som en Daare, jeg skal ikke lade lade mig afskrække deraf; thi min Hu staaer nu kun til at gaa den Vei, der bedst stemmer med mine Evner, og selv om jeg ikke skulde blive ganske tilfreds paa denne Vei, saa bliver jeg det dog vist endnu mindre paa nogen anden.«

✂ »Er det saa, og mener Du dette af Dit inderste og fuldeste Hjerte?« spurgte Franklin.

✂ »Jeg har visselig aldrig i mit Liv sagt Noget, som jeg meente alvorligere,« svarede Fulton.

✂ »Er det saa,« gjentog Franklin med et Blik, der 197 vidnede om den Sjælens Ungdom, der kan være tilstede selv i den sildigste Alder, »da har min Anelse ikke bedraget mig, dengang jeg saae Dig arbeide Dig frem imod Strømmen ved Hjelp af Dit eget kløgtige Paafund, og da maa jeg betragte det som en hellig Pligt at hjelpe Dig frem til det Maal, Du stræber efter, vi ville da nu tænke paa, hvorledes vi bedst kan indhente det Forsømte.«

✂ Derefter fortalte Fulton, hvorledes han, ved gjentagne Besøg hos mechaniske Kunstnere, allerede havde gjort sig bekjendt med mange Maskiners Indretning, og ligeledes om den Mølle, der var bleven bygget efter hans Anviisning, og endelig om den Lyst til de mechaniske Videnskaber, der var vaagnet hos ham netop i de Dage, da han modtog Franklins Brev, og der, i Forening med dette, havde bestemt ham til at besøge sin Barndoms Ven og til at bede ham om Raad og Bistand. »I alt dette og meget Andet synes det mig nu, at jeg ligesom seer en høiere Styrelse,« sagde Fulton.

✂ »Den kan Du see overalt, min Søn, naar Du kun har Øie derfor,« svarede Franklin, »jo længere jeg lever, desto stærkere bliver den Overbeviisning hos mig, at Gud er den usynlige Styrer i alle menneskelige Forhold; hvad derimod de forskjellige Sectmennesker ville, at man skal tro om denne Gud, derom bryder jeg mig ikke saameget. Det er ogsaa min Mening, at de bedste mellem dem dog tilsidst maae lade sig nøie med deres egen Salighed, uden at opnaae, at de anderledes Troende, for denne deres afvigende Tros Skyld, vorde fordømte. Men Du maa nu vente et Øieblik, min Søn, thi jeg tør ikke tale ret længe paa eengang.« Under disse sidste Ord 198 lagde Franklin sit Hoved tilbage i Stolen, hvor han sad.

✂ Kort efter syntes hans Kræfter igjen at vende tilbage, og han udspurgte nu Fulton noget mere med Hensyn til hans tidligere Liv; især vilde han vide nøiagtig Besked om hans Forhold til van Gehlmuyden og til Barlow. »Det er dog vel ikke Din Mening, at Barlow skal blive uvidende om, at Du nu vil opgive Malerkunsten?« spurgte han tilsidst.

✂ »Det er langtfra,« sagde Fulton, »før vilde jeg kæmpe med Hunger og den bittreste Nød, før det skulde skee; thi han har ikke fortjent Andet end Oprigtighed af mig.«

✂ »Ret min Søn! jeg veed vel, at der gives dem i vor Tid, der kaste Vrag paa vor enfoldige Moral, og mene at den nu er forældet og høist kun kan passe for indskrænkede Hoveder; imidlertid har et langt Liv lært mig, at den, der bedrager Andre, dog i Grunden bedrager sig selv allerværst.«

✂ Kort efter fortalte Fulton, at han ogsaa besad en lille Seddel fra Franklin, hvori denne anbefalede ham til Mechanikus Tweed i Philadelphia, hvis han engang vilde tage Underviisning i denne Mands Kunst.

✂ »Det er godt,« sagde Franklin, »giv ham kun min Seddel; thi jeg veed Ingen, der bedre end han kan hjelpe Dig frem paa den Vei, Du ønsker at gaae. Og hvad Du nu forresten behøver,« blev han ved, »til et tarveligt Udkomme, saalænge Din Læretid varer, det maa Du tillade Din gamle Ven Franklin at sørge for.«

✂ »Det er den anden Gang, at De, som en Frelsens Engel, griber ind i mit Liv,« sagde Fulton, idet 199 han trykkede Franklins Haand, som denne rakte ham.

✂ »Dit sandeste, Dit bedste Liv maa Du selv frelse,« sagde Franklin, »thi det mægter ingen Anden. Orden, Maadehold, Aarvaagenhed og Flid, derom gjelder det især. Lær Dig selv at kjende, og gaa saa stadig frem paa den Vei, som denne Kundskab henviser Dig til, og lad ikke Hænderne synke, fordi et eller andet Forsøg mislykkes, da skal Du tilsidst overvinde Verdens Modstand. Og endnu Et vil jeg lægge Dig paa Hjerte, min Søn: I disse Lande trænge vi mere til det Nyttige end til den blotte udvortes Glands; see da til - det er den eneste Løn, Din gamle Ven forlanger af Dig - at det, hvorpaa Du offrer din bedste Kraft, virkelig og i Sandhed kan blive til Gavn for Dit Fædreland og, om muligt, for den hele Verden.«

✂ Han vilde endnu have talt længere, men det syntes, som han blev overfalden af en pludselig Svaghed, saa hans Stemme svigtede ham.

✂ »Det falder Dem vanskeligt at tale,« sagde Fulton, »lad mig da hellere komme igjen en anden Gang.«

✂ »Nei, min Søn,« svarede Franklin efter et kort Ophold, »Øieblikket er kostbart, og jeg har ikke saa lang Tid tilbage, det er da ikke værdt at opsætte det til i Morgen, hvad der kan skee i Dag, Du maa blot vente noget, ligesom før; thi jeg har endnu et Par Ord at sige Dig.«

✂ Han lagde da sit Hoved igjen til Hvile, og der opstod en Taushed, som varede nogle Minuter, men derpaa reiste han sig igjen op og begyndte at tale, først i afbrudte Sætninger, men siden blev 200 hans Stemme mægtigere, hans Blik opildnedes, og det syntes næsten, som om han vandt i Kraft, jo længere han talte.

✂ »See, min Søn!« sagde han, »jeg har selv arbeidet mig op fra Ringhed og fattige Kaar; men jeg har aldrig tabt Modet, og saa har da ogsaa Gud bestandig hjulpen mig. Da jeg første Gang traadte ind i denne By, kom jeg som en ringe Flygtning; jeg havde ingen Venner her og ingen Bekjendte, og jeg eiede neppe saa mange Penge, som den fattigste Dagleier kan fortjene hver Dag med sine Hænder. Jeg kjøbte da to Brød, et af dem gav jeg til En, der endnu var fattigere end jeg, det andet spiste jeg selv. Som en forladt Dreng i luslidt Dragt, spisende mit Brød, vandrede jeg forbi min tilkommende Svigerfaders Huus, og i denne Tilstand saae den Pige mig for første Gang, der siden skulde række mig sin Haand og blive min trofaste Hustru. - Nogle Aar derefter, da det gik mig bedre, og da jeg begyndte at anlægge det Bogtrykkeri, der gjorde mig til en velhavende Mand, da erklærede den halve By mig for en Daare, og sagde, at jeg vilde gaae til Grunde derved, ligesom alle de Andre, der i Philadelphia havde begyndt paa Sligt. - Senere, dengang jeg foretog de Forsøg, hvorved jeg vilde anvise Lynstraalen en mindre farlig Vei, da loe man igjen og spottede mig; ja flere Geistlige tordnede endog imod mig paa Prædikestolen og kaldte mig en Ugudelig, der vilde trodse Herrens Magt og nedkalde hans Straffedom over Landet; men da det lykkedes, da Tordenlederen var opfunden, da vendte det Hele sig til Hæder 201 og Bifald. - Endnu senere, da jeg talte mit Lands Sag for det engelske Underhuus, og da jeg havde sendt nogle Efterretninger hjem, som jeg uden mindste Svig var kommen i Besiddelse af, og der vare af største Vigtighed for os, da paastod man, at jeg med skammelig Underfundighed havde tilvendt mig fremmede Breve, for derved at fremkalde Oprør. Det blev da offentlig sagt og ofte gjentaget, at jeg var en Mand uden Tro og Ærlighed, og at jeg havde tabt alt Krav paa Agtelse i det menneskelige Selskab, ja det blev forlangt, at man skulde brændemærke mig i Menneskehedens Navn og indslutte mig i et bestandigt Fængsel. Imidlertid gik jeg min rolige Gang ligesom før, og det aabenbaredes da tilsidst, at alle hine Beskyldninger vare aldeles uden Grund. Alt dette fortæller jeg Dig kun for at vise, at man ikke skal opgive sine bedste Planer, fordi man i kortere eller længere Tid miskjendes af Hoben. Hvis Du blot bliver tro mod Dig selv og farer fort i Din bedre Virksomhed, da kan Du vel til en Tid blive miskjendt og forfulgt, men Du skal dog tilsidst med Guds Hjelp seire over Forfølgelsen. Og selv om Du hører Mængdens Raab imod Dig, da skal Du ikke tælle, men veie Stemmerne, og Du skal huske, at den Fornuftiges Røst, hvor sagte den ogsaa klinger i det stormende Øieblik, dog vil høres længere ned igjennem Tiderne, end den uvidende Mængdes stærkeste Støien.«

✂ I dette Øieblik aabnedes Døren paa Klem, og Doctor Jones strakte sit Hoved indenfor og sagde: »Husk dog paa, at De ikke maa tale for længe; Deres Bryst trænger nu vist til Hvile.« Efter disse 202 Ord trak Doctor Jones igjen sit Hoved tilbage, og Døren lukkedes udenfra.

✂ »Du seer, min Søn,« sagde Franklin, »at jeg, uagtet vi leve i en Fristat, dog endnu ikke har naaet den rette og fuldkomne Frihed. Jeg kommer da vel til at søge den hiinsides paa en anden Kyst og i et bedre Land; thi her føre Doctor og Sygdom endnu et strengt Herredømme over mig. Saa far da vel, min Søn, for denne Gang! Jeg skal tale med Doctor Jones Dig angaaende; thi saa megen Tid har jeg dog vel endnu tilbage her paa Jorden, at jeg kan sørge for Din nærmeste Fremtid.«

✂

ET OG TYVENDE CAPITEL.

210

✂

TO OG TYVENDE CAPITEL.