Hauch, Carsten Robert Fulton: 1-2. - 1928

III.

I sin Søgen efter en Skikkelse, der poetisk kunde udtrykke Hauchs Tanker og Anskuelser, er han som saa ofte før gaaet til Historien. I Fulton, hans epokegørende Opfindelse og hans Kamp derfor har Hauch fundet en Personlighed, hvor han baade kunde give sit eget og objektivere sig. Fultons Liv og Skæbne danner derfor Romanens historiske Forudsætning. I Fortalen fremstiller Hauch først, hvorledes en Digter særlig bør skildre, hvad han kender VII og forstaar bedst. Dette skal dog ikke forstaas rent udvortes og legemligt. »Digteren skal ikke blot have et rigtigt Begreb om, men tillige en levende Anskuelse af det aandelige Liv, han vil skildre, og dette skal han ligesom have oplevet i sit eget Indre.« For Hauch er den aandelige, indre Forstaaelse det væsentlige, men i Overensstemmelse med Romantismens Krav om udvortes Lokalfarve har han sat sig ind i sin Helts Liv og »nogenlunde«, som han selv erklærer, fulgt dets Gang, medens han dog, hvor det krævedes, har digtet til, hvor Kilderne lod ham i Stikken. Hauch har benyttet flere Beretninger om Fultons Liv, men især »The Life of Robert Fulton, by his friend C. D. Colden«, New-York 1817. Coldens Bog er en forunderlig Blanding af uforbeholden Panegyrik og saglig Gennemgang af Fultons Opfindelser; den er baaret af en stærk Begejstring for denne og giver en Forestilling om hans utrættelige Energi og Gaaen paa; derimod faar man ikke noget rigtigt Indtryk af det tragiske Element, der ogsaa fandtes i hans Liv ved den stærke Modstand, han mødte. Coldens Bog forholder sig til Romanen som en primitiv Torso til en fuldt udarbejdet Statue. Hos Colden findes Omridsene, dog kun antydede, hos Hauch har den formende Haand arbejdet og udført et Værk i alle Enkeltheder.

Naar Hauch nogenlunde mener at have holdt sig til Fultons Livsgang, maa Eftertrykket lægges netop herpaa. Paa to Punkter afviger han især fra det faktiske. Fultons Europaophold, der varede en Snes Aar fra 1786-87 til 1806, er hos Hauch henlagt til Tiden fra ca. 1795 til 1806, saavidt det kan ses; Europarejsen foretog Fulton for at uddanne sig yderligere baade som Tegner og Opfinder; denne Grund anfører Hauch ogsaa, men den egentlige Grund til Bortrejsen er for ham, at Fulton vil unddrage sig Forfølgelse og Fordomme. For det andet lader han Fultons Fader, der døde, allerede da Sønnen var tre Aar gammel, endnu være i Live, da Prøvefarten foretoges 1807, og organisere Udpibningen. Dette er en VIII licentia poetica, der - som før omtalt - saa grelt som muligt skal tjene til at vise Omfanget af Modstanden.

Og hvad Kilderne helt mangler, er den Idealisering af Hovedpersonen, der finder Sted, og hele det Element af Poesi, der naturnødvendigt kommer til, naar en Kunstner former et Stof.

Litterært set er denne Roman, som Hauchs øvrige, beslægtet med Goethes og Romantikens Romanform. Hvad der i Indledningen til »En polsk Familie« i Almindelighed er sagt herom, gælder ogsaa for »Robert Fulton«. Valget af Amerika som Skueplads er ikke alene betinget af, at dette Land er Fultons Hjemsted, men hænger vel sammen med den i Tidens Litteratur herskende Lovprisning af den nye Verden som den primitive, der ikke var tynget af Historie og Kultur. Fremhævelsen af Naturens Evangelium gaar helt tilbage til Rousseau; Digterne følger ham; i det 18. Aarhundrede eksempelvis Bernardin de St. Pierre og hele Idyldigtningen, i Romantikens Periode Mænd som Chateaubriand, Lenau og Goethe, hvilken sidste især har paavirket Hauch.

Goethe følte sig i flere Perioder af sit Liv tiltrukket af Amerika og har baade i Prosa og paa Vers udtrykt sig lovprisende om dette de store Muligheders Land, hvor alt var nyt og frisk. Paa flere Steder i de to Romaner om Wilhelm Meister omtales Amerika; i Samtalerne med Eckermann erkender Goethe Nødvendigheden af en Panamakanal, i »Faust«s anden Del minder dennes Landvindingsbestræbelser om den amerikanske Kolonisering. Et betegnende Udtryk for Goethes Syn paa Amerika er følgende Udtalelse i »Zahme Xenien« fra 1827:

Amerika, du hast es besser
Als unser Kontinent, das alte,
Hast keine verfallene Schlösser
Und keine Basalte.
Dich stört nicht im Innern,
IX Zu lebendiger Zeit,
Unnützes Erinnern
Und vergeblicher Streit.

Denne Betragtningsmaade har virket paa Hauchs Syn; først mere i Almindelighed ved Fremhævelsen af Amerika, hvis Natur og Fred han dvæler ved under Skildringen af Fultons og Barlows Udflugt, dernæst særligt i »Barlows Digt om Amerika«. Dette Digt er skrevet i de frie Rythmer, Hauch som faa andre mestrede; Formen kan føres helt tilbage til den klassiske Poesi, til Pindars græske lyriske Korsang, men Mellemleddet er Goethe, der i sin Ungdom skabte en Række mesterlige Digte i disse friere Former.*) Af ham har Hauch lært, og her staar han i vor Lyrik som en ubetinget Mester, der kan sidestilles med Goethe. Sangen til Amerika er et storslaaet og fuldkomment Kunstværk uden Lyde, en prægtig Hymne til den nye Verden. Efter en Tak fra Digteren til »ham, fra hvem Lyset kommer«, fordi han lod ham fødes i dette Land, skildres selve Landet med dets Natur og Dyreverden, fremdeles den Opgave, Herren har tildelt Landet: at være et Paradis, gemt af Gud til Slægternes Foryngelse i Naturen, og til et Fristed, hvor de forfulgte atter kan hæve deres Pande og rejse sig. Stilen er ogsaa goethesk, paa en Gang dybt poetisk og frisk sanselig (der tales om Landets Indvold, svarende til Goethes Brug af »Eingeweide«; og dets Ribbeen), saa man sér for sig, hvad der skildres.

Blandt Bogens andre Digte findes de to gribende Sange: »Jeg mindes vel et Sted, gid jeg var der igjen«, og »Naar Svanen drømmende paa Strømmen bølger«, der begge i deres fortættede Stemning har en vis Lighed med Goethes smaa lyriske Digte; det sidstnævnte er beslægtet med og maaske paavirket af »Nähe des Geliebten«.

* X