Hauch, Carsten Robert Fulton: 1-2. - 1928

I.

Efter Udsendelsen af »En polsk Familie« 1839 fortsætter Hauch med utrættelig Flid sin Produktion i Digtningens tre Hovedarter, i den Grad perfektibel, at han, skønt over 50 Aar gammel, i Lyrikken naar en Kulmination. Fuldblods Romantiker, som han af Naturen var, i en Snes Aar bosat i Ingemanns verdensfjerne Sorø, hvor der - efter H. C. Andersens Udsagn - »voxer Græs paa Torvet«, og i Opposition til det heibergske Formskærerlaugs dagklare Overfladekunst, maatte hans Digtning i en ikke ringe Grad blive paavirket af og beslægtet med den soranske fædrelandske Romantik. Paa den anden Side var Hauch en selvstændig Aand og derfor tillige i en stadig Modsætning netop til den ingemannske Maade at digte paa, og ud fra dette betænker han sig ikke paa at komme Heibergskolens Formkrav i Møde. Udviklingen ses i hans Dramaer. De første Tragedier skildrer som Shakespeares store og mærkelige Skikkelser; i Skuespillene fra Begyndelsen af 30-erne er Emnerne taget fra Verdenshistorien, ikke fra den hjemlige. Men i »Svend Grathe«, »Marsk Stig« og »Søstrene paa Kinnekullen« slutter han sig helt til den historiske og patriotiske Romantik, og ved Korrekthed i Verseformen beflitter han sig paa at opfylde de Fordringer, Heiberg stillede til et Digterværk; Lønnen derfor udeblev ikke; i en lovprisende Anmeldelse sætter Heiberg »Svend Grathe« II over »Macbeth«, en Dom, som Eftertiden højligt har underkendt.

I Romanerne arbejder Hauch bevidst paa at yde Arbejder, som ikke er parallelle med eller fortsætter Ingemann; dansk (eller rettere norsk) Emne har alene »Vilhelm Zabern«; alle de øvrige er - som paavist i Indledningen til »En polsk Familie« - Udslag af det universelle i den ældre Romantik og i Hauchs egen Natur. De viser sig derved i Slægt med den første romantiske Skole i Tyskland, Jena-Skolen, ikke med den anden, Heidelberger-Skolen. Den Stofudvidelse og den Kosmopolitisme, Hauchs første Romaner betegner, ligger langt fra Ingemanns Danskhed og Heibergskolens Hverdagshistorier. Og ad den Vej, Hauch var slaaet ind paa, vandrer han videre. I »Slottet ved Rhinen eller de forskjellige Standpunkter« 1845, der foregaar i Nutiden, diskuteres, som Titlen antyder, forskellige Problemer, filosofiske og poetiske. Værket, der handlingsmæssig set er Digterens svageste, gjorde ikke særlig Lykke hos Publikum; dets Værdi beror ikke paa det æstetiske, som Kunstværk er det ringe, men paa det Bidrag, det giver til Forstaaelsen af et Træk i Hauchs egen Karaktér: Forfængeligheden; og det er et godt Eksempel paa, hvad Hauch krævede af en Roman: den skulde give Udblik over noget andet og mere end det hjemmevævede. Fælles for de i Sorø skrevne Romaner er den Betydning, de har som Dokumenter til Belysning af Problemer, der opfyldte Digteren selv, og tillige, at de, skønt fremkomne i direkte Modsætning til Ingemann, ved deres noget abstrakte Karakter dog er prægede af Opholdet i det filosofiske Sorø.

1846 drog Hauch som Professor i nordisk Sprog og Litteratur til det danskfjendtlige Kiel; ved Oprørets Udbrud 1848 maatte han flygte til København, hvor han 1849 udsendte »Saga om Thorvald Vidførle«. Denne Roman betegner - foruden den sædvanlige Fornyelse i Stof - Højdepunktet af en delvis tidligere paabegyndt Tilslutning til Romantismen III med dens Krav om Tids- og Stedfarve; det sker her i den Grad, at Hauch ligefrem leverer en Art Pastiche, en Efterligning af Sagaen.*)

Men han gaar endnu et Skridt videre. Fra 1851 beklædte han som sin elskede Oehlenschlägers Efterfølger Professoratet i Æstetik; han er nu helt borte fra Sorø *dolgoeO* fra alt, hvad der kunde abstrahere ham og lukke ham inde; 1853 udkom den store, betydelige Roman »Robert Fulton«, hvori han vender sig mod Efterromantiken, idet han dels lader Handlingen foregaa i den nye Verden: Amerika, dels til sin Helt vælger, ikke en Digter eller en Filosof, men en Haandens Arbejder.