Hauch, Carsten Robert Fulton: 1-2. - 1928

IV.

Skønt »Robert Fulton« i sin Komposition ingenlunde vidner om nogen overlegen Beherskelse af den episke Teknik, læses og nydes den dog som et Kunstværk, ja, den virker næsten musikalsk: som én mægtig Hymne til Udholdenheden og Trofastheden mod Idéen. Begyndende med en Episode fra Fultons Barndom følges hans Liv til Dødens Komme, altsaa spændende over et halvthundrede Aar; og i Slutningskapitlet føres Personernes Skæbne til Endemaalet. Romanen er et Epos i Prosa, men med lyrisk Karakter. Dertil bidrager direkte de indstrøede Digte, indirekte de Betragtninger og Overvejelser, Forfatteren anstiller. Skønt Hauch aldrig naaede til Fuldkommenhed i Romanens Form, betegner denne Roman ikke desto mindre et Fremskridt. Først og fremmest er Hauch gaaet bort fra at tynge sit Værk ved de store Indskud, der vel uddyber Personkarakteristiken eller Handlingen, men ogsaa ofte sinker denne. Begivenhedernes Gang skrider rask frem; de Avisreferater og Breve, der anføres, er føjet organisk ind paa de Steder, hvor de hører hjemme, og føles ikke som noget paaklistret. Den udstrakte Brug af Symboler er forladt, Fortællemaaden er den ældre Mands nøgterne og klare, der er noget efteraarsagtigt over Stilen. Denne virker tiltalende og poetisk, først ved den dybe Medfølelse med Hovedpersonen, fremdeles ved Digtene, endelig ved de fine Naturskildringer. Disse findes især i Fortællingen om Fultons og Barlows Udflugt (I Del, Kapp. 7-14) og i Beretningen om Damperens Prøvetur (II Del, Kapp. 17-19). Paa det første Sted er der over Fremstillingen virkelig noget af den »indian summer«, som Hauch aandeligt havde i denne Periode, og Kapitlerne, hvor Fulton naar sit Maal, er - som Vilhelm Andersen siger - Hauchs bedste Prosakunst. Hauch, der skelnede mellem de Digtere, der har Syner, og dem, der sér, og der som oftest selv hørte til de første, har her virkelig sét, og han har berettet det séte, saa vi andre ogsaa sér XI det. Skibet skrider frem paa Floden som en »uhyre Slange«, det skal gaa fremad, Hindringerne skal overvindes. Fremhævelsen af Naturen bringer dertil et Element af Stemning ind, saa Færden næsten føles som en hellig Rejse, en Pilgrimsfærd. Bjærgene taarner sig op, som vilde de spærre Skibet dets Vej, men det naar frem; Ildgnisterne fyger i Vejret og betegner den flammende Vej; det bliver Nat; og medens Navnet Fulton runger gennem Bjærgene og ved Ekkoet forkynder hans Lov, skinner de evige Stjerner over hans Isse. »En episk Skildring med dramatisk Spænding og lyrisk Stemning« (Vilhelm Andersen), Bogens Højdepunkt i enhver Henseende, baaret af en uforlignelig Stemning.

Men ikke blot paa disse to Steder vækkes en Stemning; rundt om er det, som Himlen med de lysende Stjerner hvælver sig og efterlader Renhed og Ro i Læserens Sind.

Ogsaa i Sproget er Digteren gaaet frem; ganske vist staar det - som før hos Hauch - i Gæld til det tyske, men Overgangene mellem de enkelte Afsnit er ikke kejtede som før, Personerne taler mere direkte, uden stadig at sige, raabe, gjenmæle og anmærke; Grebetheden over for Emnet har faaet Digteren til ogsaa i det sproglige Udtryk at yde mere, end han før havde evnet.