Hauch, Carsten Robert Fulton: 1-2. - 1928

V.

Paa omtrent samme Stade som før staar Hauch i Skildringen og Karakteristikken af Personerne; som Samtiden i det hele manglede han Sans for det individuelle; Personerne indføres ved en kort Beskrivelse af deres Ydre, saa vi nogenlunde kan tænke os dette; den lille Enkelthed, der særpræger, mangler for det meste; det er stadig Typen, Hauch fremstiller.

Grupperingen er i »Robert Fulton« givet med de agerendes Indstilling over for Hovedpersonen. I Midtpunktet staar Fulton, omgivet af sine Hjælpere; over for ham, Idealisten, der bliver sig selv tro, skildres XII som Modsætning i Laura den Aand, der gaar paa Akkord for at opnaa Verdens Glimmer; mod ham arbejder en Række Magter, der direkte søger at hindre hans Værk; endelig fremstilles som Folie for Fulton to Milieuer: Pengegriskhedens Verden og Kvækersamfundet, der begge, uden direkte at modarbejde, tildels staar uforstaaende for hans Stræben.

Mod Maalet styrer Fulton og hans Hjælpere. Fulton, Bogens Helt og Hovedperson, er naturligt den, der karakteriseres fyldigst. Han staar betydeligt kraftigere end Adalbert i »En polsk Familie«, som han er i Slægt med, forsaavidt som han ikke naar Maalet uden Tvivl. Men Fulton er langt mere end denne en Handlingens Mand, selv om han i nogen Grad spreder sine Evner paa Omraader, der er Omveje. Hans herskende Evne ligger i ham som et Instinkt, der bryder frem gennem de Hindringer, der taarner sig op. Et Indtryk af det instinktive har Digteren fint fremstillet i Bogens første Kapitel, hvor Fulton som Dreng i barnlig Leg allerede foregriber sit Maal: at skabe et Fartøj, uafhængigt af Vindens Luner. Senere, under Udflugten med Barlow, former Maalet sig drømmeagtigt for ham som dette: urokkeligt at holde én Tanke fast, og for denne at ofre »Velfærd og Liv og Alt, hvad der blot har en udvortes Glans«, paa samme Maade som Columbus. Men hvilken Tanke er det, der skal fastholdes? Tvivlen melder sig: er det Tegnekunsten eller de mekaniske Videnskaber? Samtalen med Franklin fører ham et Skridt fremad, han bliver nu sikker paa sit Kald; han er udset til at fuldføre en Bedrift i Aandens Rige, og da dette var blevet ham klart, »gik en stille Gysning igjennem hans Inderste ... Tillige følte han, at hans Liv nu havde fundet sit Indhold og sit styrende Midtpunkt«. Ud fra denne Sikkerhed opgiver han Rigdom og Kærlighed: han afslaar van Gehlmuydens Penge, da disse kun kan erhverves med Opgivelsen af hans Livsplan; han vrager Laura, der nok elsker ham, men kun vil ægte ham, hvis han vil tage Rigmandens Penge.

XIII

Dog, det højere Liv gives ikke for intet, han har valgt og arbejder paa Udførelsen af sin Plan. Fjenderne mobiliserer; alle Midler anvendes, for Hensigten helliger Midlet; i sin Fortvivlelse vil han styrte sig i Floden, men reddes af den brave David Baxter. For at samle sig forlader han sit Fædreland og er ti Aar i Europa, hvor han til Erstatning for Laura i Abigail finder en Hustru, der formaar at se bort fra ydre Glans. Efter en vildsom Vandring ad nye Omveje, der en Tid synes at føre bort fra Maalet, drager han endelig hjem til den sidste afgørende Kamp, der ender med Sejren. Fjenderne rykker paany frem, og Prøvens Dag oprinder. Endnu en Gang synes det, som alt i bogstaveligste Forstand skal gaa i Staa, han har nu hele Hoben mod sig, endog med Faderen som Anfører, men pludselig skrider Skibet frem, Færden er endt, Sejren er vundet, nu jubler Mængden. Her viser Fulton sin sande Storhed; han føler, at det, han har ydet, næppe kan »lignes med en Gnist, der glimter et Øieblik og forsvinder, og med den Røg, der henveires i Luften, naar vi sammenligne dem med den Eviges lysende Gjerninger«. Han føler, at Guds Værker overgaar alt Menneskeværk.

Blandt Fultons Hjælpere er først og fremmest Franklin. Denne gamle Frihedshelt, der ved sin Opfindelse af Lynaflederen selv blev en Menneskehedens Velgører, er ret i Stand til at forstaa, hvad Nytte og Gavn Fultons Arbejde vil bringe Menneskene; Stræben efter det nyttige er det, der har ledet Franklin; der er ikke høj Himmel over hans Virke, skønt dette netop »fravristede Himlen Lynet«; ad de praktiske Opfindelsers Vej skal Menneskene knyttes nærmere sammen, og da Fulton virker i denne Retning, vækkes Franklins Interesse; han profeterer hans Daad og yder ham sin Støtte, især - om man saa maa sige - ved at stive ham af og gøre ham sikker paa sit Maal. Til Hjælperne hører fremdeles Barlow, en ræsonnerende Natur, men tillige Kunstner og Digter, hvorfor hans Bistand ikke saa XIV meget bestaar i direkte Handlen for Fulton (dog støtter han ham med Penge, ligesom den retskafne Gæstgiver John Bridle), som i en bestandig Tro paa hans Kald og i Forstaaelsen af hans Opfindelses Betydning, hvad han udtrykker ved at tilegne ham sit Digt om Columbus. Mest virksom er David Baxter, den personificerede Trofasthed, hvis hele Tilværelse er én stor Opofrelse for Fulton. To Gange redder han dennes Liv, og da Dampskibet bygges, er det ham, der trofast arbejder med og vaager over, at intet ødelægges. Endelig paa Prøveturen, da Skibet gaar i Staa, og alt synes at briste, finder han i en Haandevending Fejlen og retter den. Beskeden vil han ikke tage mod Ros: han er Bælgetræderen ved Orgelet, der blot passer Mekanikken, mens Mesteren frembringer Tonerne. Endnu en Støtte har Fulton i Hustruen Abigail, men den er af mere passiv Art. Hun er et Naturbarn, men staar noget abstrakt for Bevidstheden, hvilket delvis har sin Aarsag i, at Digteren har søgt at ramme hendes Væsen ved at sammenligne hende med et af de fromme Billeder fra Middelalderen, eller ved at ligne hende ved en Lilje, der er vokset op ensom i Skoven, og som udsender sin Duft og blomstrer. Men hun formaar at berede sin Mand et fredfyldt Sted, et Hjem, hvor han kan finde Ly for Stormene udenfor; hun hører efter sin Natur ikke til dem, der kan drive ham frem, men hun er beredt til at følge ham, stille og trofast. Det er derfor et smukt Symbol, at Fulton, da han forlader hende, efter at have truffet hende første Gang, overlader Hunden Trusty (Trofast) til hendes Varetægt.

Medens Abigail ved sin usammensatte Natur (men ikke ved sin Passivitet) kan minde om Hauchs Hustru, er Laura, Repræsentanten for Modsætningen til Fultons Stræben, en ganske anden Type. Hun er en »interessant« Kvinde, en sammensat Natur, som Dyveke i »Vilhelm Zabern«, en Indrømmelse til den heibergske Skoles Krav om Menneskeskildring, og i Væsen beslægtet med en ung Pige, Hauch som Dreng XV traf i Malmanger Præstegaard, en Blanding af Kækhed og Følsomhed (Minder fra min Barndom S. 165). Laura har Mulatblod i sine Aarer, hendes Ydre er pragtfuldt, hun besidder en stærk Lidenskabelighed, men tillige en stærk Følsomhed; hun rører Fultons Hjærte, og det i egentligste Forstand, da hun som Barn ved at lægge Haanden paa hans Hjærte opdager, at han endnu lever, skønt man allerede ansaa ham for død. Skønt hun elsker Fulton, kan hun alligevel ikke for hans Skyld opgive Rigdommen og slaar derfor over i Had og Spot, da hendes Kærlighed afvises; hun sælger sig saa til Advokat Gray og vinder i Europa Rigdom og Ære som fejret Sangerinde, men samtidig mister hun sin Sjæl; før sang hun sine smaa Viser med Dybde og Følelse, nu foredrager hun med stor Kunst de vanskeligste Sangnumre, men det hele er tom Virtuositet; Glansen er erhvervet paa Aandens Bekostning. Her staar hun ganske modsat Fulton; medens denne ofrer Livets Goder i Aandens Tjeneste, ofrer hun denne for den ydre Glimmer. Derfor væmmes hun baade ved sin Berømthed og ved den Mand, der blot har ægtet hende for at udbytte hende; hun ønsker, at hun ikke var den berømte Kunstnerinde, men en stille Kvækerkvinde; og i Stedet for sin egoistiske Mands kolde Kærlighed kræver hun Ild og Lidenskab, hvorfor hun paa et Maskebal i Paris hengiver sig til Fulton; Frugten heraf bliver et Barn, Formælingen mellem Fultons Aand og Lauras Lidenskab, en overjordisk Engel, der kun kort gæster denne Jord. Og kort efter Fultons Sejr dør Laura efter i et Brev til ham at have vidnet, at han var den eneste, der havde vakt hendes Kærlighed; led ved Livet frygter hun dog Døden og dens Mørke. En tragisk Karakter, alsidigt og fint opfattet.

Forrest i Rækken af Fultons Modstandere staar Faderen. Skylden for sin og Familiens Nød tilskriver han Sønnen, han lukker sin Dør for ham, og den Dag, Prøvefarten med Damperen skal finde Sted, ser vi ham, høj og monumental paa Bakken, XVI repræsenterende Slægtens og Familiens Protest mod det Vidunder, der for dem er Galskab, et Udtryk for den ældgamle Modsætning mellem Fader og Søn, som Hauch selv kendte saa godt. Men han angrer og erkender sin Uret, alt ender i Forsoning; man ser for sig en Gruppe: Bedstefaderen velsignende Sønnens Børn, som Moderen fører til ham; tre Generationer i kærlig Forening.

Mere ondsindet er Advokat Gray. Kold og hjærteløs, er han Egoisten i Renkultur, og mere end det, han gør Skade, hvor det er ham muligt. Han er en af de Vulkaner, der udkaster Dynd i Stedet for Ild, siger Barlow om ham. Ægteskabet med Laura er »en Forening imellem Lossen og Daadyret«; en Hustru er et Objekt, der kan udnyttes og skaffe de til en komfortabel Tilværelse nødvendige Penge. Fultons Idealisme er han uforstaaende overfor, da han selv mangler ethvert Præg heraf; en Kunstners Opgave er at behage Publikum; for Gray er der i Tilværelsen ikke Tale om Ret eller Uret, en Sag er kun til for at forsvares godt; Livets sidste Maal er den store Ligegyldighed, hvad der dog ikke udelukker et maalbevidst Arbejde for at ødelægge, hvad han hader. Han er tillige falsk; han søger økonomisk at faa Fulton i sine Garn, skriver i Begyndelsen rosende Artikler om ham og rakker ham derefter ned ud fra den Betragtning, at Bagtalelsen har sin Berettigelse; han er den negative Fornægtelsens Aand, virksom til det sidste for at gøre ondt. Med en vis Befrielse erfarer man, at han dør for Morderhaand, Lauras sorte Slave hævner sin Frue. Denne »fine« Skurk bistaas smukt af sine to Haandlangere, Jack Turner og Dusty Nickels, den første en træsk og spidsfindig Skurk, den anden en aabenlys Kæltring, to i al deres outrerede Modbydelighed næsten dickenske Figurer. Naar hertil føjes Forfølgelsen fra Pressen, personificeret i den karakterløse Frasehelt Dennison, som, da Stemningen svinger, naturligvis gør Svingningen med, og Modstanden fra den stupide Mængde, der opfatter Fulton som en gal og navnlig er XVII forbitret paa ham, fordi hans Opfindelse vil gøre Sejlmagerne brødløse, et ræsonnerende Chor, en værdig Afløser af det græske, vil man have faaet et Indtryk af de Hindringer, der var at overvinde.

Nærmest ubegribende over for Fulton staar de to Rigmænd. Van Gehlmuyden er langt ude i Slægt med Fulton, som han i Begyndelsen hjælper med Penge. Senere unddrager han ham sin Støtte; som fed og solid Hollænder kan han forstaa, hvis Fulton vil male Vægge og Døre eller etablere sig som Guldsmed, hvortil han byder ham sin Hjælp. Ganske godmodig, som han alligevel er, gaar han saa vidt, at han vil indsætte Fulton til sin Arving, saafremt han vil opgive sine Griller; med en Blanding af Raseri og Uforstaaenhed er han Vidne til, at Fulton afslaar hans Tilbud; og da denne ikke engang kan paatage stig at reparere hans Pagode, saa den igen kan bevæge Hovedet, er han overbevist om Fultons uhelbredelige Dumhed og Uduelighed. Den tynde Greenwood, der er lutter Profil, »skaaret ud af en Osteskorpe efter Aftensmaaltidet«, har kun Sans for Penge, et Ord, som han evner at udtale paa en Maade, saa det mærkes, hvad der er Midtpunktet i hans Liv. Han er nærmest maabende, da han hører, at Fulton har givet Afkald paa de mange rare Penge.

Kvækerfamilien med den ærværdige Patriark Thomas Milburn i Spidsen repræsenterer den religiøse Askese, der giver Afkald paa al verdslig Stræben, der for dem synes unødig Tant; det gælder om at vinde Freden. Dog forstaar de det ideelle Element i Fultons Arbejde, og Abigail bliver, som før nævnt, Fultons Hustru. Kvækermilieuet har Hauch medtaget, dels for at gøre Samfundsbilledet mere alsidigt, dels for at vise, at Mennesket her paa Jorden ikke alene bør stræbe mod den himmelske Fred, men ogsaa bruge sine Kræfter til Menneskenes Gavn.

»Robert Fulton« betegner i sin Idé en ny Variation af en Yndlingstanke hos Digteren: den rent aandelige Stræben og Søgen over for den aandløse XVIII Materialisme, i dette Tilfælde Geniet over for Virtuositeten. Geniet kæmper med forskellige lavere staaende Magter for at bryde sig en ny Bane. Denne Tanke har hele Livet igennem været levende for Hauch; fra »Hamadryaden« over Romanerne lige til »Charles de la Bussière« findes den atter og atter fremstillet og varieret,*) ja, det kan siges at være Hauchs Grundanskuelse af Livet: Frem mod Idealet og Maalet, selv gennem Kamp, uden Skelen til og Leflen for lavere Magter, selv om Lønnen og Anstrengelsen maaske først kommer hinsides. At Hauch her har udtrykt sit Inderste, ses af, at denne Grundanskuelse genfindes subjektiveret og personlig udtrykt i flere af hans skønneste lyriske Digte, som »Bekjendelsen«, »Sangfuglen«, »Trøst i Modgang« og »Sang ved Naturforskermødet i Kjøbenhavn 1860«. I »Robert Fulton« er Fremstillingen af Ideen interessant derved, at Helten vel arbejder »sub specie æterni«, men dog naar sit Maal og finder Forstaaelsen her paa Jorden. Og mere endnu, denne Helt er en »Mekaniker«, en Haandens og Virkelighedens Mand. Herved bliver Værket en Reaktion, først mod den overdrevne Romantik hos Hauch selv, men især mod Romantikens Udvanding og Efterblomstring i 1850-erne; det staar paa Linje med to andre Værker fra denne Periode: Paludan-Müllers »Benedikt fra Nursia«, hvis Hovedperson er en praktisk Natur, der reformerer Munkelivet fra asketisk Rugen til solidt Kulturarbejde, og Ingemanns »Landsbybørnene«, der paa dansk Grund viser den samme Modsætning mellem Aanden og den falske Virtuositet som »Robert Fulton« paa amerikansk, ligesom baade Ingemanns og Hauchs to Værker vidner om en vis Realisme og Sans for Livet hos to ellers udprægede Romantikere.

*