FORTALE
✂ Det er en Regel, som man oftere har udtalt, og der synes saa simpel, at den ligesom falder af sig selv, at en Digter gjør vel i fornemmelig at fremstille det, som han bedst kjender og grundigst forstaaer. Men uagtet denne Regel synes uomtvistelig, saa mener jeg, at den dog noget nøiere maa bestemmes og begrændses, hvis man ikke derved skal forledes til en eensidig Betragtningsmaade. Den maa nemlig især anvendes paa den aandelige og indvortes Verden, og ikke saameget paa det Legemlige og paa det Udvortes. Digteren skal ikke blot have et rigtigt Begreb om, men tillige en levende Anskuelse af det aandelige Liv, han vil skildre, og dette skal han ligesom have oplevet i sit eget Indre. Derimod kommer det vel ikke saameget an paa, om han netop udvortes har været i det Land, eller i den By, hvorhen Begivenhederne og Handlingen henlægges, og det vilde være ligesaa ubilligt at fordre, at Digteren med legemlige Øine skulde have seet de Steder, hvorpaa han hensætter sine Personer, som det vilde være, hvis man forlangte, at han skulde have levet i de Tider, hvori hans Digt henlægges. Alt dette maa han 2 vide at skaffe sig et aandeligt Syn paa, selv om han aldrig har skuet det med Legemets Øine.
✂ Den Idee, som ligger til Grund for denne Fortælling, er i det Væsentlige den samme, som ogsaa ligger til Grund i Dramaet Tycho Brahes Ungdom, der egentlig maa betragtes som en Affødning af nærværende Digt, hvilket, saavel i sit Anlæg, som tildeels i sin Udførelse, er ældre end hiint Drama. Ikke desto mindre troer jeg dog, at der er en saa stor Forskjel mellem disse to Digte, at de aldeles ikke have Andet tilfælles, end det ganske Almindelige i Grundtanken. Men dette er jo netop det Eiendommelige ved en Idee, at den indslutter en Uendelighed i sig, der kan udvikles under forskjellige Forhold, omtrent ligesom den Typus, der ligger til Grund for store Naturrækker. Ifølge heraf kan enhver Idee, f. Ex. Ideen om Frihed, om Kjærlighed o. s. v., gjennemføres i meget forskjellige Kunstværker. Det Samme kan da vel ogsaa skee, naar Talen er om Aandens Fremadstræben og om Geniets Kamp for at bryde sig en ny Bane; og jeg mener endog at kunne lægge til, at Fortællingens Form her endnu er mere passende end den dramatiske, da hiin tillader en langsommere Gang, der bedre stemmer med Aandens egen Udviklingsproces.
✂ Hvad det udvortes Historiske angaaer, saa har jeg, hvor jeg troede det muligt uden at skade min væsentlige Plan, for saavidt jeg kunde faae Underretning derom, holdt mig nogenlunde nær dertil. Paa andre Steder, og især med Hensyn til Fultons temmelig ubekjendte private Liv, har jeg dristig sat mig ud derover. Og heri mener jeg, at jeg var i min fulde Ret, da jeg ikke vilde fremstille Historie, men et frit poetisk 3 Værk, hvori ikke den ydre Tilfældighed, men den indre ledende Tanke maatte være min høieste Lovgiver. Overhovedet deler jeg ogsaa i denne Henseende den Mening, som Fielding vedkjender sig: »Den store Kunst i al Poesie er at blande Sandhed med Opdigtelse, saa man forener det Sandsynlige med det Overraskende.*).«
✂ Idet jeg stræbte at skildre den Kamp, de høiere Aander maae gjennemgaae, og de Opoffrelser de maae bringe, hvorved deres Historie tidt, som Arago siger, kommer til at ligne en Martyrlegende: saa maatte jeg ogsaa, for at det Hele kunde blive fuldstændigt, fremstille Modsætningen. Med andre Ord, jeg maatte ogsaa fremstille den falske Virtuositet, den forkerte Aandsretning, hvori det egennyttige Talent intet vil opoffre, men tværtimod fordrer, at Aanden selv skal opoffres og fornedres til Middel for Glimresyge og Forfængelighed eller for andre lavere Hensyn. Noget Lignende er ogsaa netop i denne Tid med megen Sandhed bleven fremstillet af en anden Digter (af Ingemann i Landsbybørnene); naar imidlertid to Mænd, uden at den ene kjender den andens Arbeide, udvikler den samme Grundtanke, saa vilde dog deres Productioner blive høist forskjellige, jeg har derfor heller ikke, efterat hiint Værk kom ud, funden mig beføiet til at foretage nogen Forandring i min Fremstilling, der allerede flere Maaneder i Forveien var nedskreven.
✂ Iøvrigt er Fremstillingen af Virtuoslivet kun et underordnet Moment i denne Fortælling; thi Digtets * 4 Helt er ingen egentlig Kunstner. Saaledes haabede jeg, idet jeg valgte en Hovedperson, hvis vigtigste og fornemste Virksomhed tilhørte det praktiske Liv, ikke blot at undgaae enhver væsentlig Collision med andre Digtere, men jeg meente endog, at det her skulde lykkes mig at lede Læseren hen paa en Sti, der forhen kun var lidet betraadt, og hvorfra jeg kunde vise ham Udsigter, der, uagtet de vistnok henhøre til Poesiens Verden, dog endnu kun ere lidet bekjendte.
10 Marts 1853.C. HAUCH.