Hauch, Carsten Robert Fulton: 1-2. - 1928

ANDEN DEEL

FØRSTE CAPITEL.

Det var nu temmelig længe siden, at Fulton havde hørt noget fra Hr. van Gehlmuyden, desto mere overrasket blev han, da han en Dag modtog det Budskab, at denne befandt sig i Philadelphia, hvor han saasnart, som muligt, ønskede at see ham.

Fulton ilede strax hen til det Herberge, hvori Hr. van Gehlmuyden havde taget Bolig, og han fandt ham da i et stort og smukt Værelse, hvor han laae udstrakt paa en Sopha med en Cigar i Munden; ved Siden af Sophaen stod der et Bord, hvorpaa der brændte et Voxlys.

»Nu, det er mig kjært, at Du ikke lod mig vente paa Dig,« sagde van Gehlmuyden, »Du kunde ellers gjerne have ladet Dine Skoe staae udenfor, men det er jo rigtignok ikke Skik her i Landet; her spytter man paa Gulvet midt i Værelset og kommer ind med skidne Støvler paa, og det nytter til ingen Ting, hvad man saa siger derimod. Nu, Du seer ellers godt ud, Knegt, Dagdriverlivet har slaaet godt an. Du fortjente just ikke, at jeg skulde bryde mig synderlig om Dig meer, imidlertid, naar man bliver gammel, saa trænger man dog til En, som man holder noget af; og da jeg nu alligevel skulde herind 226 til Byen, saa vilde jeg dog see, om der var Noget at gjøre ved Dig.«

»O, min faderlige Ven, hvor glæder det mig ikke at høre et sligt Ord af Deres Mund!«

»Ja, hør nu, Du er jo dog allerede saa gammel, at man nok kan tale et fornuftigt Ord med Dig. Og da jeg nu havde nogle Pengesager her, der ikke godt kunde opsættes, og da John Bridle ikke længere kunde besørge dem for mig, og da Doctoren desuden raadede mig til nogen Bevægelse for min Sundheds Skyld, saa er jeg da kommen herind og vil nu gribe denne Leilighed til at tale med Dig, for skrive, det gider jeg ikke.«

»Er De da syg?« spurgte Fulton.

»Ja vist er jeg syg, ja, og det er et dumt Paafund af Doctoren, at jeg skal gjøre slige lange Reiser i Støv og Blæst. - Men derom vil vi nu ikke tale. John Bridle har nylig skrevet mig et Brev til om Dig, og det er da ogsaa sandt, hvad han siger, jeg veed ikke, hvor lang Tid jeg har tilbage, og hvor galt Du saa har baaren Dig ad, saa er der dog Ingen, som jeg under mine Penge bedre end Dig. Og da Du nu er saa gammel, saa skulde man dog troe, Du havde løbet Hornene af Dig, skjøndt jeg rigtignok igjen har hørt nogle underlige Historier om Dig, Knegt! Imidlertid, jeg vil dog endnu gjøre et Forsøg, som sagt.«

»Hvad forlanger De da nu af mig?« spurgte Fulton med spændt Forventning.

»Jeg forlanger kun, hvad jeg bestandig har forlangt. Vil Du gaae i Dig selv og begynde paa Dit gamle Haandværk igjen og drive det ordentligt og lade alle de fordømte Kunster og Griller og dumme 227 Streger og Vindbeutlerier fare, som Du nu har spildt Din Tid paa i saa mange Aar: saa vil jeg lukke mine Øine for Dine forrige Galskaber og lade Naade gaae for Ret og ganske tage Dig i Søns Sted. Men vil Du ikke det, vil Du fare fort, som Du har begyndt, da kan Du skyde en hvid Pind efter, hvad Du nogensinde faaer efter mig.«

»O, min elskede Fader, hvorledes skal jeg takke Dem for al den Godhed og Kjærlighed, De viser mig!« raabte Fulton.

»Ja, det kan Du takke mig for en anden Gang; men nu skal Du bare sige Ja eller Nei, vil Du, eller vil Du ikke, det er det Eneste, jeg forlanger.«

Fulton holdt et Øieblik inde, før han gav det afgjørende Svar, thi det faldt ham ingenlunde saa ganske let aldeles at opgive Haabet om Rigdom og udvortes Goder, hvis Mangel uden Tvivl ogsaa vilde skille ham fra hans Elskede, og der, for at bruge en berømt Forfatters Ord, kun blive betragtede med Ligegyldighed i Romaner og opdigtede Fortællinger, men der dog bestandig i den jordiske Tilværelse beholde et Slags betinget Vigtighed. Imidlertid varede det ikke ret længe, før han havde fattet sin Beslutning.

»Andre Mennesker opoffre deres Tid paa at vinde timeligt Gods,« sagde han, »eller de løbe efter ydre Glæder og Adspredelser, de kjøbe og sælge, de gaae i Selskaber, de spille og dandse og forøde deres Tid og deres Kraft paa mangfoldige Ting, som jeg ikke bryder mig om; jeg har fremfor Alt kun een Tanke i Sjælen, der bestandig sysselsætter mig, der følger mig om Aftenen til mit Leie, og der igjen vaagner med mig i den tidlige Morgen; see, for denne Tanke 228 maa jeg opoffre ethvert Hensyn, selv det, der ellers er mig allerkjærest.«

»Den Snak forstaaer jeg mig ikke paa,« sagde van Gehlmuyden, »vil Du blive Guldsmed og nedsætte Dig i Philadelphia, da skal jeg skaffe Dig baade Penge og Credit, og Du skal faae en Bod, som baade Du og Byen kan have Ære af; men vil Du ikke det, da kan Du seile Din egen Sø, hvorhen Du lyster, og dermed Basta.«

»Jeg kan ikke opgive, hvad jeg anseer som mit egentlige medfødte Kald,« svarede Fulton, »og hvad jeg maa betragte som min ædleste og bedste Virksomhed.«

»Ja saa,« sagde van Gehlmuyden tilsyneladende rolig, idet han vedblev at ryge sin Cigar, »saa maa jeg da vel ogsaa troe, at det er sandt, hvad man fortæller om Dig, at du igjen grubler paa at bygge en Baad, der skal drives ved Hjul, ligesom den, Du byggede med David Baxter i Dine Drengeaar.«

»Jeg vil ikke negte det,« svarede Fulton.

»Saa gaa Fanden i Vold!« raabte van Gehlmuyden, idet han reiste sig med en Heftighed, som han ellers sjelden viste, og kastede sin Cigar henad Gulvet.

»Min elskede Fader og Ven -«

»Gaa! siger jeg, ellers kalder jeg paa Opvarteren og lader Dig kaste paa Døren.«

Fulton havde kun altfor tidt i sit Liv havt Leilighed til at erfare, at van Gehlmuyden, uagtet al sin Godmodighed, var et af de egensindigste Mennesker paa denne Jord, og at han, naar han først for Alvor havde sat sig Noget i Hovedet, kun lod sig lidet paavirke af Modgrunde. Han ansaae det da for 229 det Bedste at føie sig efter ham og at gaae bort jo før jo heller.

Han var imidlertid ikke kommen ret langt ned i Gaden, da han blev indhentet af en Leietjener, der bad ham strax at vende tilbage, thi Hr. van Gehlmuyden havde endnu et Par Ord at sige ham.

Da Fulton igjen traadte ind i van Gehlmuydens Værelse, syntes denne meget roligere, end man skulde have formodet. Han havde igjen strakt sig ud i Sophaen, hvor han laae en Tidlang, uden at røre en Finger; men noget efter pegede han hen til en Krog i Værelset, hvor der stod en af de indianske Dukker eller Pagoder, som Fulton vel kjendte fra sit tidligere Ophold i van Gehlmuydens Huus, men som han før ikke paa dette Sted havde lagt Mærke til.

»Hør!« sagde van Gehlmuyden, »mellem os er det forbi, det falder af sig selv, men da Du nu dog giver Dig af med at bygge Hjulværker og med andre slige Ting, saa vil jeg spørge Dig, om Du ikke kan reparere den Karl derhenne; han er kommen til Skade, saa han ikke mere kan nikke med Hovedet, saaledes som han kunde før; det var ellers ham, der kunde bevæge Hovedet længst i gamle Dage. Hvis Du kan gjøre det, saa skal det blive godt betalt, Du maa selv bestemme Prisen.«

»Det gjør mig ondt, at jeg igien maa svigte Deres Haab,« svarede Fulton, »men heri kan jeg aldeles ikke tjene Dem, thi Sligt giver jeg mig ikke af med og forstaaer mig heller ikke derpaa.«

»Saa gaa, Du forbandede Dumrian, og kom mig aldrig meer for Øine! thi Du duer jo ikke til nogen Ting,« sagde van Gehlmuyden, der denne Gang syntes endnu vredere end før.

230

Efterat Fulton var borte, blev van Gehlmuyden endnu liggende nogen Tid udstrakt paa Sophaen, hvor han af og til tog sin Cigar af Munden og gav sin Forbittrelse Luft i afbrudte Sætninger. »Den Slyngel!« sagde han, »ikke en Skilling faaer han, den Æsel! - og ikke engang min Pagode vilde han reparere - den Kjeltring! - men han duer da vel heller ikke dertil - den Klodrian! - for han er nok ikke Andet end en Fusker, - den uforskammede Bønhas!« Dog lidt efter lidt syntes hans Vrede at sætte sig, og han hensank igjen i den lidenskabsløse Tilstand, som de gamle Stoikere og Epikuræere satte saa høi Priis paa, og hvori ellers den største Deel af hans Liv pleiede at henglide.

Da han havde tilbragt omtrent en Time i denne Tilstand, traadte Leietjeneren ind og meldte, at den Vogn, han havde bestilt, nu var kommen. - »Man kan aldrig have et Øiebliks Ro,« sagde van Gehlmuyden, »lad den vente lidt endnu.«

»Men Klokken er snart Eet, og Herren vilde jo alt have kjørt ud Klokken Tolv.«

»Ja saa,« sagde van Gehlmyuden, »det er forfærdeligt, hvor lidt Tiden forslaaer i denne By.«

Dermed stod han op og klædte sig paa ved Leietjenerens Hjelp, idet han bestandig beholdt sin Cigar i Munden. Derpaa gik han ned og satte sig i Vognen, som, efter hans Befaling, kjørte hen til Greenwoods Huus; thi til denne havde John Bridle anbefalet ham, for at han kunde hjelpe ham med nogle Pengeomsætninger, der var den egentlige Hovedgrund, hvorfor han havde besøgt Philadelphia.

»God Dag, god Dag, Hr. van Gehlmuyden!« raabte den gamle Greenwood, der alt mødte ham paa 231 Trappen og førte ham indenfor. »Er der ellers Noget gaaet Dem imod? De seer ikke ret fornøiet ud. Ja, ja, det er slemme Tider, slemme Tider!«

»Den Slyngel!« raabte igjen van Gehlmuyden, hvis Vrede atter syntes at være vaagnet under Bevægelsen i Vognen; »og hvad der ærgrer mig allermest, det er, at han ikke engang vilde reparere min Pagode, den Kjeltring!«

»Hvem taler De om, Hr. van Gehlmuyden?« spurgte den gamle Greenwood.

»Ak, lad os sætte os, Hr. Greenwood, disse Vogne støde stærkt; jeg taler ellers kun om den egensindige Knegt, den Bønhas, denne Robert Fulton.«

»Ak, er det ham! ja, ja, jeg veed nok, at De har taget Dem meget af ham, men det var spildt Umage, Hr. van Gehlmuyden, det kunde jeg sagt Dem i Forveien; thi der fortælles rigtignok, at han studerer Mathematik og Algebra, men dog kjender han vel neppe den store Tabel, og heller ikke veed han Besked om de forskjellige Myntsorter. Thi jeg har prøvet ham, jeg har følt ham paa Tænderne; han forstaaer sig hverken paa Rabat eller Rentesregning; han veed ikke Forskjel hverken paa Thara, Brutto eller Nettovægt.«

»Ja, det kunde jeg endnu see igjennem Fingre med, hvis han bare vilde tage sig det for, som jeg vil; men det er den egensindigste Slyngel, som jeg i mine Dage har kjendt. Dog nu er det forbi imellem os, og han skal ikke have en Skilling af mine Penge.«

Da Greenwood vilde vide nøiere Besked om denne Sag, fortalte van Gehlmuyden i Korthed, hvad han havde forlangt af Fulton, og hvorledes han havde tænkt at indsætte ham til sin Arving, hvis han havde 232 villet føie sig efter ham. »Fiirsindstyve tusinde Dollars i rede Penge vilde jeg have efterladt ham,« sagde han tilsidst, »og dertil maaskee ligesaa meget i Prioriteter og faste Eiendomme.«

»Fiirsindstyve tusinde Dollars, og dertil ligesaa meget i Prioriteter og faste Eiendomme,« raabte Greenwood, idet han sprang høit i Veiret fra den Stol, hvorpaa han sad, og strakte sine magre, kjødløse Fingre ud i Luften, ligesom om han vilde gribe efter Pengene; »han er gal! - gal! - Men hvor kunde De dog falde paa at ville efterlade ham alt dette og gjøre Dem selv til en fattig Mand i Deres Grav, Hr. van Gehlmuyden?«

»Nu, han faaer dem da heller ikke, Hr. Greenwood, thi forestil Dem, han vilde ikke engang gjøre min Pagode i Stand, da jeg bad ham derom, og han forstaaer det da vel heller ikke, den Æsel!«

»Du store Gud! hundrede Pagoder vil jeg gjøre istand for den Priis,« raabte Greenwood.

»Forstaaer De Dem da paa Sligt, Hr. Greenwood?«

»Nei, jeg gjør ikke; men jeg skal gjerne lære det for den Priis. Du store Gud, fiirsindstyve tusinde Dollars i rede Penge, og ligesaa meget i Prioriteter og faste Eiendomme! Jeg skal gjerne lære det, hvis De bare vil give mig Halvdelen deraf, Hr. van Gehlmuyden?«

»Nei, at lære det i Deres Alder vilde blive for vidtløftigt. Gud veed, om der er Nogen, der forstaaer Sligt her i Landet. Men nu er det dog nok bedst, at vi begynde paa vore Forretninger; thi jeg trænger til at komme hjem igjen og faae Fred, saasnart det kan skee.«

Derefter førte Greenwood ham ind i sit Contoir.

233

Eftersom det imidlertid neppe kan interessere Læseren at være tilstede ved de Forhandlinger, der her foregik, saa ville vi blot bemærke, at Greenwood, da han efter halvanden Times Forløb ledsagede van Gehlmuyden ned til dennes Vogn, uopfordret erklærede, at han helst vilde komme til ham den næste Dag, da dette maaskee vilde være det mindst Besværlige, og at de da paa Hr. van Gehlmuydens eget Kammer kunde afgjøre deres Mellemværende.

Den gamle Greenwood var bleven saa forbauset ved at høre Fortællingen om Fultons Opførsel, at han ikke kunde undlade at tale derom til sin Steddatter og til sin Ven Advokat Gray, der nu næsten hver Aften besøgte ham. »Seer Du,« sagde han derefter til Laura, »Du har dog ellers bestandig forsvaret ham, hvad siger Du da til den Historie?«

»Ja, ja, af denne Robert Fulton kan man vente sig allehaande,« bemærkede James Gray, »han er et godt Exemplar i sit Slags.«

»De maa vel sige det, Hr. Gray; der kommer vel aldrig den Mand, der vil testamentere mig fiirsindstyve tusinde Dollars, men slige Karle, de skal have det; og det vilde han ovenikjøbet give til en saadan Person, en Æreskjænder, der tegner Carricaturer af Folk.«

»Nu han har dem da ikke og faaer dem vel heller aldrig,« svarede Advokaten, »imidlertid bør vi ikke lade denne Hr. van Gehlmuyden slippe os saaledes af Hænderne; vil De give mig hans Adresse?«

»Ja derom vilde jeg netop tale med Dem, han behøver nok en juridisk Consulent, der tillige tager alt Arbeide væk fra hans Skuldre; thi selv gider han nok intet bestille. Men hvad nu denne Robert Fulton 234 angaaer, Hr. James Gray, saa ere der endog dem, der sige, at han har kastet sine Øine paa Laura derhenne.«

»Det har han ogsaa, det kan De være vis paa.«

»Ak, det er jo Galskab, Hr. James Gray; ja før, da der dog maaskee var Udsigt til, at van Gehlmuyden vilde give ham en Deel af sin Formue, da var det en anden Sag, da maatte man finde sig i Meget; men nu, han eier jo ingen Ting, Hr. Gray, og Lauras Moder eiede da heller ikke meget.«

»Nei, hun eiede rigtignok ikke meget, da De giftede Dem med hende; men De vidste dog nok, hvad De gjorde; thi siden, da vi vandt Processen mod hendes Slægtning, og da De fik den store Plantage, da vendte Bladet sig, Hr. Greenwood.«

»Ak, den Proces kostede mig mere, end den hele Plantage er værd; og jeg skal gjøre Laura et saadant Overslag, at hun skal see, der ikke tilkommer hende en Skilling.«

»Nu, i det Overslag vilde jeg nok tilføie et Par Antegninger, hvis jeg havde med den Sag at bestille. Men tillader De ikke, at vi gaae ind i Deres Contoir? thi vi have endnu adskillige vigtige Sager at afhandle.«

Laura havde ikke med et eneste Ord blandet sig i denne Samtale. Hun blev endnu siddende stille et Øieblik med Haanden under Kinden, da de andre To vare borte. »Noget maa der skee, før det er for sildigt,« sagde hun omsider, derefter stod hun op, tog et Lys og gik sin Vei.

Da Advokaten var kommen hjem, og Jack Turner havde fulgt ham ind i hans Værelse og tændt hans 235 Lys, vinkede han til Jack, at han skulde blive; derefter gik han nogle Gange taus op og ned ad Gulvet.

»Hør, Jack!« sagde han omsider, »der er kommen en Mand her til Byen, som hedder van Gehlmuyden, det er en meget rig Mand, Jack, hans Bolig vil Du finde opskreven her!« Dermed rakte han ham en lille Lap Papir.

»Meget godt, Hr. Advokat,« svarede Jack, idet han betragtede Papiret.

»Du skal gaae hen til ham i Morgen tidlig, dog ikke altfor tidlig heller, imellem Elleve og Tolv, det er den bedste Tid, og Du skal sige ham, at Du er sendt fra Hr. Greenwood for at hjelpe ham med Commissioner, eller med hvad der forresten kan forefalde. Siig ham, at Din Tjeneste aldeles ikke skal koste noget, og løb for ham, hvorhen han ønsker det. Dermed vil Du allerbedst vinde hans Velvillie.«

»Og skal jeg da slet intet have for min Umage?«

»Ikke en Skilling, siger jeg Dig; og skulde der forekomme nogle meer indviklede Spørgsmaal, især af juridisk Natur, saa underret mig strax derom!«

»Godt! det skal skee, Hr. Advokat.«

»Og hør! der er nu denne Robert Fulton, som Du veed, ham maae vi dog ogsaa see at hjelpe frem paa den Vei, han gaaer. Han har en underlig Plan for, dertil behøver han baade Arbeidere og rede Penge; de sidste maa Du skaffe ham, Jack, jeg veed, Du kjender mange Slags Folk, der ere brugelige til Sligt.«

»Jeg havde dog ikke troet, at Hr. Advokaten var saa velstemt for ham, saa De vilde gjøre noget for at hjelpe ham frem,« sagde Jack Turner.

236

»Ja, seer Du, det er just ikke noget meget fornuftigt Værk, han har for, og det ønskede jeg nu, at han selv skulde documentere og bevise saa grundigt, som muligt. Det er en Grille af mig, en Spøg, som jeg nok vil opoffre noget paa. Thi at hans Plan maa mislykkes, det falder af sig selv, og hvis vi saaledes kunne hjelpe til, saa dette bliver aabenbart for den hele By, saa have vi ovenikjøbet gjort en god Gjerning; thi det var jo dog muligt, at han paa den Vei kunde cureres for sin Galskab.«

»Ja, jeg forstaaer det, Hr. Advokat; jeg veed ogsaa, at han alt har været paa flere Steder for at kjøbe en Dampmaskine.«

»Jeg vil ikke gjøre ham nogen videre Fortred, Jack, jeg vil kun vise Verden, til hvilket Slags Mennesker han hører. Det Bedste var, hvis vi kunde bringe det dertil, at han flygtede bort og aldrig meer lod sig see her i Byen. Derfor behøver Du ikke at lade ham faae Pengene paa altfor gode Vilkaar heller.«

»Jeg skal gjøre, hvad jeg kan, Hr. Advokat. Der har ellers været en Mand her i Aften, som Herren nok kjender, han hedder Dusty Nickels; han er nu nærved at faae en Proces paa Halsen for Bedragerie, der kan blive meget farlig for ham, hvis ikke Hr. Advokaten kan tilveiebringe et Forlig, før nogen Jury faaer fat paa Sagen.«

»Vi maae see at hjelpe ham, hvis vi kunne, Jack, thi rigtignok er denne Dusty Nickels en stor Kjeltring; men det kan han vel ikke gjøre synderlig ved. Sligt ligger som oftest i Constitutionen, i Blodet eller i en afvigende Tilstand af Organerne, det er altsaa en legemlig Sygdom, derom ere nu de 237 fornuftigste Læger enige. God Nat, Jack! Brug nu Din Conduite! Men hvad Du saa gjør, saa maa mit Navn blive udenfor Sagen, det maa Du vel huske.«

Med disse Ord tog Advokaten et Lys og gik ind i sit Sovekammer.

»Jeg forstaaer det nok,« sagde Jack, da han var bleven alene; »thi hvis ikke denne Robert Fulton havde været saa stor en Æsel, saa havde han let kunnet blive min Herre en farlig Medbeiler, derfor skal han nu fremstilles til Latter for Frøken Laura og for den hele By. - Hem, hvis jeg kunde sælge ham en gammel Dampkjedel, der springer ved det første Forsøg - men Ulykken er, at han forstaaer sig noget derpaa, thi han har jo selv givet sig af med Sligt. - Men jeg vil see at faae Dusty Nickels i Tjeneste hos ham, thi han er en ganske flittig Arbeider, naar han vil, skjøndt hans Villie vel ikke varer synderlig længe. - Ja, ja, det er et godt Indfald, jeg vil endnu forbedre min Principals Plan; og det skulde gaae underligt til, hvis han ikke selv tilsidst maatte tilstaae, at Lærlingen her har overgaaet Mesteren.«

ANDET CAPITEL.

Den næste Morgen traadte Fultons Værtinde ind i hans Værelse med et lille Brev i Haanden, hvilket hun rakte ham. Udskriften var fiin og ziirlig, dog vidnede den ikke om nogen øvet Haand. »Hvem har bragt det?« spurgte Fulton med Forundring. »En Neger,« svarede Værtinden, »han venter paa Besked udenfor.«

238

Fultons Hjerte bankede næsten med lydelige Slag; thi uagtet han aldrig før havde modtaget nogen Skrivelse fra Laura, ja, uagtet han ikke engang kjendte hendes Haand, saa anede han dog, at Brevet var fra hende. Dette bekræftede sig ogsaa; Brevet selv bestod kun af følgende Linier:
»Vil De komme til mig endnu i Formiddag, jeg har et Par vigtige Ord at sige Dem. Klokken Eet vil De finde mig hjemme. Jeg beder Dem at give Budet mundtlig Besked.«

Fulton ilede hurtig ud, hvor han traf Negeren Gill staaende paa Trappen. »Jeg skal ganske sikkert komme til den bestemte Tid,« sagde han, hvorpaa Gill forføiede sig bort.

Fulton kunde aldeles intet tage sig for i de paafølgende Timer, alt hans Arbeide og alle hans Studier maatte da hvile, og han tænkte nu neppe mere hverken paa van Gehlmuydens Vrede ei heller paa den vigtige Plan, for hvilken han nylig havde opoffret Rigdom og timelig Lykke, men kun paa, hvad det dog kunde være, som Laura havde at sige ham.

Da Fulton traadte ind i Greenwoods Dagligstue, fandt han Laura der alene. Hun saae tankefuld og alvorlig ud, men dog var hun tillige meget venlig.

»Sæt Dem!« sagde hun, idet hun pegede paa en Stol ved sin Side; »jeg har valgt den Time, hvori jeg troede, vi vilde blive mindst forstyrrede; thi min Fader er nu ikke hjemme. - Jeg har noget meget Alvorligt at tale med Dem om.«

Fulton tog, uden at svare et Ord, den Plads, hun anviste ham.

239

»Det kunde synes underligt, at jeg vil blande mig i hvad der angaaer Dem,« sagde hun, »og dog - jeg veed endnu ikke ganske, om De er enig med mig derom - men dog synes det mig næsten, som jeg havde et Slags Ret dertil.«

»Sikkert har De Ret dertil, Laura, det veed De meget godt.«

»Vi har nu kjendt hinanden i flere Aar,« sagde Laura, »og jeg mener, jeg har ført mig saaledes op imod Dem, at De ikke kan tvivle paa, jeg deeltager i Deres Vel.«

»Laura, det er min høieste Lykke, at jeg tør troe det, og at De selv siger mig det.«

»De er altsaa tilfreds med mig,« vedblev hun med et venligt Smiil, idet hun tillige rakte ham sin veldannede Haand, som hun dog strax igjen trak tilbage, da han vilde trykke den til sine Læber.

»Laura, jeg behøver ikke at sige Dem, hvad De længst veed,« raabte Fulton, »og dog vil jeg sige det: der gives ingen virkelig Lykke for mig - selv om mine største Planer skulde have Fremgang, uden den, der blomstrer i Deres Nærhed.«

»Er det saa, da maa De vel kunne opoffre noget, for at vi i Fremtiden ikke skulle skilles ad,« sagde Laura, medens en pludselig Rødme udbredte sig over hendes Kinder.

»Hvad skal jeg gjøre, Laura, for at bevise Dem min Kjærlighed? hvad forlanger De af mig?« spurgte Fulton, idet han igjen vilde gribe Lauras Haand, som hun imidlertid vedblev at holde tilbage.

»Nei, jeg forlanger intet stort Offer,« sagde hun, »hvad jeg fordrer, er saa ganske i Deres egen Interesse, at De, hvis De ikke er reent forblindet, uden 240 Hensyn til mig, og blot ved at tænke paa Deres øvrige Fremtid, burde gjøre det.«

»Hvad er det?« spurgte Fulton med Ængstelighed, thi han begyndte halvt at ane, hvilket Offer hun fordrede.

»Lad os tale ligefrem og uden Omsvøb! Deres Pleiefader, Hr. van Gehlmuyden, har i Gaar ladet Dem kalde til sig, er det ikke saa?«

»Jo, han har,« svarede Fulton; men paa samme Tid følte han, hvorledes hans Blod trængte sig sammen og tyngede paa hans Hjerte.

»Og han har gjort Dem et meget fordeelagtigt Tilbud, ikke sandt? thi hvis De blot vender tilbage til Deres tidligere Profession, da vil han ikke blot glemme Alt, hvad De har gjort imod ham, men - hvad der er endnu meget mere - han vil med Tiden efterlade Dem sin hele Formue.«

»Hvoraf veed De det?«

»Han var i Gaar hos min Fader, og der fortalte han det selv.«

»Ja, det er sandt, et sligt Tilbud har han virkelig gjort mig.«

»Veed De, at Hr. van Gehlmuyden er en af de rigeste Mænd i Landet? Han er Eier af hundrede og tredsindstyvetusinde Dollars.«

»Hvor stor hans Formue er, veed jeg rigtignok ikke; men at han er meget rig, det veed jeg nok.«

»Og han tilbyder, at han vil antage Dem i Søns Sted og indsætte Dem til sin Arving, og De afslaaer det? Jeg vilde neppe troe mine egne Øren, da det blev mig fortalt.«

»O, Laura! jeg var vel nødt dertil; thi paa de Vilkaar, 241 han bestemte, kunde jeg ikke indlade mig uden at svigte mit inderste, helligste Kald.«

»Men her var jo kun Talen om, at De skulde føie Dem efter ham i nogle Aar; thi han lever dog vist ikke saa længe.«

»Ja, men i de Aar, der netop med Hensyn til min Fremtid ere de allervigtigste; jeg har tabt Tid nok alligevel.«

»Og for slige Grillers Skyld vil De afslaae et saadant Tilbud og skyde Deres Fremtids Lykke fra Dem!«

»O, hør mig blot, Laura!«

»Men det er jo et Raseri,« sagde Laura, medens hendes Stemme røbede en Heftighed, som hun vanskelig kunde undertrykke.

»Nei, hør mig dog først, før De fordømmer mig! Det vilde være meer end Svaghed, det vilde være en Forbrydelse, hvis jeg nu, efter omsider at have funden mit sande Kald, vilde opgive det igjen selv for den høieste jordiske Løn; jeg vilde derved ei blot svigte mig selv, men ogsaa den Mands Tillid, som var min Velgjører, og som jeg agter høiest mellem alle Mennesker.«

»Hør Robert!« sagde hun igjen med en blød og mild Stemme, der dannede en stærk Modsætning til hendes forrige Heftighed, og der virkede saa meget dybere paa Fulton, da hun aldrig før havde kaldt ham ved hans Fornavn: »De kunde gjøre meer end Een lykkelig, hvis De gav efter heri.«

»O, Laura, De bringer mit Hjerte til at svulme af Haab og Kjærlighed, og De sønderriver det i samme Øieblik.«

»Jeg forstaaer Dem aldeles ikke; thi Lykken kommer 242 til Dem af sig selv, De behøver kun at række Haanden ud for at fange den, og for at berede baade Dem og mig en lys Fremtid, men De vil det ikke, og dog siger De, at De elsker mig.«

»Ja, Laura, jeg elsker Dem meer end alt Andet paa denne Jord, og dog er der Noget, som jeg selv for Deres Skyld ikke tør opoffre.«

»Jeg begriber Dem ikke; thi den, der elsker for Alvor, han betænker sig heller ikke paa at bringe det største Offer.«

»Jeg begjerer hverken Rigdom eller udvortes Anseelse,« sagde Fulton, idet hans Blik ligesom vendte sig bort fra den ydre Verden og indad mod hans Sjæl; »jeg begjerer kun det, som en indvortes Stemme har lovet mig i mine bedste Timer; see! dette er mit Liv og mit Haab. Og om alt Andet gives mig, men dette bliver mig negtet, da maa jeg dog betragte min Tilværelse som spildt og forfeilet; thi - med Undtagelse af Dem, Laura, - har jeg kun dette Ene i Tankerne. Ja, jeg vil gjerne opoffre Ungdom, Sundhed og Liv derfor, gjerne døe paa Opfyldelsens Dag, naar mit Øie blot, før det brister, tilsidst maa skue den.«

»Saa har jeg taget feil,« sagde Laura; »thi jeg troede virkelig, at De elskede mig, men nu seer jeg, at det ikke er saa, og at De kun er forelsket i en Drøm, der aldeles ikke kommer mig ved.«

»Ak, det er just min Ulykke, Laura, at der er en Dobbelthed i mit Indre, der sønderriver mit Bryst; thi denne Drøm, som De kalder den, er mig dog ikke nok; tværtimod, jeg føler stærkere nu end nogensinde tilforn, at selv det heldigste Udfald af mit dristige Foretagende ikke er tilstrækkeligt til at begrunde 243 min Lykke, men at der endnu er en Betingelse nødvendig dertil, der ganske er lagt i Deres Haand.«

»O, Fulton, er det saa, da lad mig være Deres Læge! Lad mig igjen lægge min Haand paa Dit Bryst,« sagde hun med en pludselig opblussende Lidenskab, »ligesom i hiint Øieblik i Reading! thi det var dog mig, der dengang kaldte Dig tilbage til Liv og Sundhed; det var mig, under hvis Haand Dit Hjerte igjen begyndte at slaae og Dit Blod at bevæge sig. See, det havde Du i mange Aar forglemt, men jeg huskede det godt. O, glem det da ikke paa ny, og lad ikke det Baand briste, der saa tidlig blev knyttet imellem os!«

»Er det virkelig saa,« sagde Fulton, idet han bøiede sig henimod hende og drog hende til sig, »elsker Du mig virkelig saaledes, da er jeg det lyksaligste Menneske; men da maa Du ogsaa elske min Stræben, mit høieste Liv og min Virksomhed; da maa Du troe derpaa og følge mig, eller idetmindste vente med Tillid, til mit Maal er opnaaet, og til jeg ogsaa for Verdens Øine, uden at Du behøver at rødme derved, kan føre Dig hjem som min Brud, og som den høieste Løn for Alt, hvad jeg har lidt og stræbt og udrettet.«

»Nei, det kan jeg ikke troe paa,« sagde hun, idet hun rev sig løs af hans Arme, »thi det er Daarskab og Sværmeri, der vil føre baade Dem og mig til Undergang. - Og dog,« blev hun ved efter en kort Betænkning, »ja De maa vide Alt, De maa kjende min Stilling ganske, saadan, som jeg nu kjender den selv, og De maa vide, hvor ulykkelig jeg bliver, hvis De virkelig forlader mig.«

244

»Hvad er det, Laura, der bevæger Dem saa stærkt? thi Deres hele Legeme skjælver jo.«

»Jeg har vel Aarsag til at skjælve,« sagde hun, »der er Noget, der ængster mig, som De maaskee endnu ikke veed; der er en Magt der forfølger mig, en græsselig Fordom, som jeg hver Dag lærer nøiere at kjende og at frygte.«

»Hvad er det? Tal for Himlens Skyld!«

»Der gives dem, der betragte mig med mistænkelige Blik, der gives dem, som troe, at der er en Draabe afrikansk Blod i mine Aarer, og dette Rygte udbreder sig bestandig meer; og dog føler jeg det, Robert, jeg veed det vist, at Du ikke derfor vil forlade mig. Men de Andre, de smigre mig rigtignok, de beundre mig, som de sige, men dog mærker jeg det bestandig meer, at der er udtalt en forfærdelig Dom over mig, og den hviskes allerede rundt i Krogene, hvor jeg træder ind. Den samme Forbandelse følger mig, der i gamle Dage fulgte Jøderne; thi hvor sjeldne Fortrin de havde, saaledes har jeg i det mindste hørt det, hvor store deres Talenter vare, hvormeget end deres Træk vidnede om et sydligere Land, som Naturen havde begunstiget, det hjalp Altsammen ikke; den herskende Stamme hadede dem dog og forfulgte dem, og det var deres Brøde. Men det er nu bleven bedre for dem, hører jeg, dog gives der Andre, som en lignende Fordom endnu forfølger.«

»Men hvad Dem angaaer, saa behøver De dog vist ikke at bryde Dem derom, Laura, thi dette Rygte er jo kun grundet paa en løs Formodning, som Ingen kan bevise.«

»Og dog finder det Tiltro hos Mange, Robert, og 245 den blotte Mistanke er nok for at fælde mig. Men Du bryder Dig ikke derom, det haaber jeg, det veed jeg, og jeg kjender endnu Een, som ikke bryder sig derom, men det er maaskee netop min Ulykke.«

»Tal oprigtig med mig, Laura! hvad mener Du? skjul intet for mig!«

»Nei, jeg skal intet skjule for Dig: Advokaten, som jeg hidtil ansaae for min troeste Ven og Beskytter, har nu kastet Masken. Han har kun handlet af Egennytte og efter en længe beregnet Plan. Han staaer nu i et Slags Handel om mig med min Stedfader, og hvis Du ikke frelser mig, da skal jeg sælges til ham, jeg skal blive hans Hustru og følge ham til Europa, og synge overalt for at skaffe ham Guld og Rigdomme.«

»Nei, det skal Du ikke, før skulde jeg myrde ham,« raabte Fulton.

»O, frels mig, red mig, Du min eneste, troeste Ven! Befri mig fra ham, Robert! thi Du kan det. Hvis Du blot vil føie Dig, saa skal jeg selv tale med Hr. van Gehlmuyden, og Alt skal blive godt; naar Du har Udsigt til Rigdom, da negter min Fader vist ikke sit Samtykke. O, forstød mig ikke, kast mig ikke ud i den vilde Verden! Lad ikke mit Liv være spildt og ulykkeligt! O, gjør det ikke, Robert! Giv mig ikke hen til Fortvivlelse, ja maaskee til Fordærvelse! Skjenk mig ikke en saadan Løn for den Kjærlighed, jeg nu har tilstaaet Dig!« Under disse Ord sank hun ned for hans Fødder og omfavnede hans Knæe, og der var en Lidenskab i hendes deilige Ansigt, som han aldrig før havde seet deri eller drømt om.

Da kunde han ikke modstaae sin Følelse, og han løftede hende op i sine Arme; deres Læber mødtes, 246 og hun bedækkede hans Aasyn med brændende Kys og overvældede ham saaledes med Kjærtegn, saa han næsten ikke kunde aande og halvt bedøvedes derved.

Omsider blev hun igjen roligere. »Altsaa, Du vil nu opgive Dine Drømme,« sagde hun, »efter dette Øieblik maa jeg troe det; Du vil nu opgive Din Trods, Dine uudførlige Planer og lægge Din Fremtids Lykke i mine Hænder?«

»Jeg vil kæmpe, lide, døe for Dig, naar det saa skal være. Hav blot Tillid til mig! følg mig! bryd Dig ikke om Rigdom og om Verdens Snak. Din Fader kan og tør ikke tvinge Dig. Og Du skal see, Din Nærværelse vil give mig dobbelt Kraft; jeg skal arbeide Nat og Dag. Min Plan skal med Guds Hjelp lykkes - den maa lykkes, og Du skal mærke, at den ikke var bygget paa nogen løs Grund; ja Du skal see, at Lykken vil blomstre ligesaa vel for os paa denne Vei, som om vi havde arvet alle Hr. van Gehlmuydens Rigdomme.«

»Er det muligt?« spurgte Laura med Forfærdelse, »vil De efter Alt, hvad jeg har sagt Dem, efter Alt, hvad der er foregaaet imellem os, endnu ikke give Slip paa Deres Sværmeri og paa Deres vilde Planer?«

»Mine Planer kan og vil jeg ikke give Slip paa, et saadant Selvmord tør jeg ikke begaae; men jeg vil heller ikke give Slip paa Dig, naar Du blot selv vil holde fast ved mig.«

»Gaa! jeg vil aldrig see Deres Ansigt meer, jeg hader og afskyer Dem; thi De har bedraget mig, De har aldrig elsket mig.« Med disse Ord reiste hun sig op og ilede henimod Døren.

247

»Men, Laura, for Himlens Skyld, vær dog ikke saa uretfærdig! forlad mig dog ikke paa saadan Viis!«

»Forlade!« sagde hun, idet hun vendte sig om og blev staaende kold og bleg og med det bitterste Udtryk i sit Aasyn. »De har selv forladt Dem, Advokaten har Ret; De lider af et ulægeligt Vanvid, Deres Vei gaaer til Daarekisten, og derhen har jeg rigtignok ingen Lyst til at følge Dem.« Efter disse Ord ilede hun ud af en Sidedør, som hun lukkede i Laas efter sig.

Fulton blev en Tidlang staaende, efterat hun var gaaet, uden at tale et Ord, og med Øinene heftede paa den Dør, der nylig havde lukket sig efter hende. »Saa er da ogsaa den Drøm forbi,« sagde han omsider, »er det muligt, at jeg virkelig skulde opleve dette!«

Efter disse Ord satte han sig ned; thi han følte nu, at hans Knæe dirrede under ham.

»Jeg har aldrig elsket hende,« blev han ved, »det sagde hun jo. Er dette saa, da har aldrig nogen af dem elsket, der tillige bevægedes af en Tanke, som de ikke for nogen Priis turde opgive. Men det er hende, der aldrig har elsket - hun elsker kun sig selv - hun vil kun vinde Rigdom ved min Hjelp - og da dette mislykkes, saa træder hun mig i Støvet og overvælder mig med Bitterhed og Haan. - Det er forbi. - Ogsaa dette Baand maatte briste, ligesom alle de andre; nu har jeg da intet Andet at leve for, end for Udførelsen af den Tanke, som jeg alt har bragt saamangt et Offer.«

Fulton var en stolt og sky Natur, og det faldt ham ikke engang ind endnu engang at gjøre et Forsøg 248 paa at vende Lauras Tanker. Men dog følte han tillige, at hans Hjerte nu var brudt, at han nu maatte tage Afsked med sin Ungdom og med alle dens Forhaabninger og Glæder. Og saaledes var det ogsaa; thi fra denne Stund blegnede hans Kinder, fra denne Stund prægede Tungsindighedens Træk sig i hans ædle Aasyn, og han følte det vel, at selv om hans drigstigste Plan lykkedes, saa var dog den egentlige Lykkes Blomst nu for ham uigjenkaldelig henvisnet.

Da Fulton kom udenfor paa Gangen, mødte han den gamle Greenwood, der vendte tilbage efter sit Besøg hos van Gehlmuyden. »Hvad i al Verden har De at bestille her?« spurgte Greenwood, da han saae Fulton.

»Her har jeg nu nok intet meer at bestille,« svarede Fulton.

»Det er mig kjært i visse Maader - det vil da sige, saaledes, som nu Alt er gaaet - da har jeg ikke saa meget derimod.«

»Er det sandt, at De vil forlove Deres Steddatter med Deres Ven Hr. Advokaten?« spurgte Fulton med et Udtryk af Spot, der vel undertiden kan være tilstede paa Læberne, medens Hjertet dog er gjennemtrængt af den bittreste Smerte.

»Jeg veed det ikke, Hr. Robert Fulton; hvem kan sige, hvad der er sandt eller ikke sandt, og hvad han vil, eller ikke vil her i denne Verden. Men da De selv troer det, Hr. Robert Fulton, at De intet meer har at bestille her i Huset, saa skal jeg nok heller intet have derimod; thi det er jo ikke alle Folk, med hvem man ønsker at have noget at bestille, Hr. Robert Fulton.«

»Nei, det er sandt,« svarede Fulton; »Farvel!«

249

Efter at have forladt den gamle Greenwood, begav han sig ikke hjem, men ilede ud af Byen, hvorefter han sværmede rundt omkring i Omegnen den hele Dag, uden at agte paa eller at vide, hvor hans Skridt førte ham hen. Først seent om Aftenen kom han tilbage til sin Bolig, han opdagede da først, at han var ganske vaad; thi det havde regnet og stormet i flere Timer, uden at han havde mærket noget dertil.

Nu havde Stormen lagt sig, Luften var igjen bleven klar, og Fuldmaanen kastede et selsomt Lys ned paa et Par vilde Castanietræer, der stode udenfor hans Vinduer. Da var det, ligesom hans Smerte mildnedes og opløste sig i den stille Aften, og som han selv var bortrykket i en anden Tid, og betragtede sin Sorg i det Fjerne, liig en længst forbigangen Drøm. Omsider samlede han sin Sjæl og henvendte sig i en sagte Bøn til den, der endnu aldrig i nogen Fare eller Ulykke havde svigtet ham.

Da var det, ligesom en mild Haand blev lagt paa hans Bryst, hvorved Smerten endnu mere stilledes, og han fandt nu omsider den Hvile, han trængte til.

TREDIE CAPITEL.

Vi tvivle ikke paa, at der gives dem, der ville betragte det som en stor Urimelighed, at Fulton saaledes gav Afkald baade paa Kjærlighed og Velstand for at efterstræbe et Maal, om hvilket han dog ikke med Sikkerhed kunde vide, om han nogensinde skulde naae det. Men vi maae vel erindre, at den, der ledes af en høiere Drift, eller med andre Ord, at 250 den, der kaldes af sin Genius, har en anden Maalestok for Tingenes Værd end den sædvanlige, der anvendes til Hverdagsbrug.

Mest iøinefaldende bliver dette, naar Talen er om det Allerhøieste, det Religiøse; thi, hedder det her, man kan ikke til samme Tid tjene to Herrer, man kan ikke paa eengang tilbede baade Gud og Mammon. Men hvad der gjelder om det Allerhøieste, gjelder ogsaa i det Væsentlige overalt, hvor Aandens Magt skal gjøres gjeldende. Ideen er bestandig streng, ja ubarmhjertig mod enhver Halvhed; thi det høiere Liv gives ikke for intet. Man kan ikke sige til sin Genius naar den kalder: Vent nogle Aar, til jeg har bragt mit timelige Gods i Orden, til jeg er bleven en velhavende Mand, til jeg har giftet mig og sikkret mig al den jordiske Lykke, jeg begjerer! thi den venter ikke, den fordrer, at vi skulle følge strax og ubetinget, hvis ikke forlader den os, og vi kunne vanskelig afprutte den noget eller gaae paa Accord med den, som med en jordisk Kjøbmand.

Fulton besluttede nu ufortøvet at skride til Udførelsen af den Plan, for hvilken han alt havde hengivet saa meget. Han havde allerede tidligere paa det nøieste gjennemtænkt det Hele, og han begyndte med saameget desto større Iver derpaa, da der, uagtet han tidt nok havde gjentaget for sig selv, at Laura var uigjenkaldelig tabt for ham, dog af og til opstod det Haab hos ham, at hun, naar hans Plan lykkedes, maaskee vilde fortryde sin Opførsel, og at hun da, hvis hun endnu var ubunden, vilde vende tilbage til ham igjen.

At han saaledes endnu haabede, skjøndt han, som han til andre Tider meente, og som han saa ofte 251 forsikkrede sig selv om, havde opgivet alt Haab, det vil neppe Nogen undre sig over, der veed, hvilken Sophist den lille Amor er, og hvorledes han, naar Virkeligheden ingen Trøst giver, veed at finde den i Drømmenes og Mulighedernes Land.

Det syntes i Begyndelsen, som om Lykken, til Gjengjeld for al den Selvfornegtelse, Fulton havde viist, nu for Alvor vilde begunstige ham. Doctor Jones var rigtignok reist bort og havde bosat sig i Baltimore, dog faldt det ikke Fulton vanskeligt, ved Foreviisning af hans Breve, at optage et Laan paa hele den resterende Sum, som Franklin havde bestemt for ham. Og da han siden mærkede, at disse Penge langt fra vare tilstrækkelige for at dække hans Udgifter; og da han allerede frygtede for, at han skulde blive tvungen til en Opsættelse af sit Forehavende, hvilket i høi Grad vilde have nedslaaet hans Mod: da fandt han til sin store Forundring og Overraskelse Folk, der, ligesom af sig selv, traadte ham imøde, og der, skjøndt rigtignok mod retsgyldige Forskrivninger og temmelig høie Renter, laante ham de Penge, han trængte til.

Efter nogen Søgen og flere feilslagne Forhandlinger, lykkedes det ham ogsaa paa ganske taalelige Vilkaar at anskaffe sig en lille Dampmaskine, der dog var temmelig vel indrettet, og ved hvis Hjelp han haabede at sætte et Slags Fartøi i Bevægelse, der egentlig ikke var Andet end en stor Baad, som han, efter sin egen Anviisning, og under sit eget Tilsyn, lod bygge.

Hvad denne Baad og denne Maskine kostede, det ere vi aldeles ikke istand til at angive, eftersom vi ingen Underretning have kunnet faae derom. Saa 252 meget er imidlertid vist, at Fulton i hiin Tid aldrig manglede de fornødne Penge, hvilket vi, naar vi erindre de Foranstaltninger, Advokaten havde truffet - rigtignok kun i den faste Tro, at Fultons Plan skulde mislykkes, og at han saaledes skulde vorde til Spot for den hele By - ikke ville finde saa forunderligt.

Undertiden kom der dog en pludselig Angst over Fulton, naar han tænkte paa, hvorledes han var bleven indviklet i en, efter hans Omstændigheder, meget stor Gjeld, der endnu bestandig var i Stigen. Men han beroligede sig dog snart igjen; thi naar Opfindelsen først var gjort, meente han, da vilde han vel ogsaa finde Midler til at tilfredsstille sine Creditorer, og at han maatte og skulde sætte sin Plan igjennem, derom nærede han dengang ikke den mindste Tvivl.

Vi skulle vel vogte os for at give nogen vidtløftig Beskrivelse af det Maskineri, Fulton her og ved andre Leiligheder anvendte; thi ved en slig Beskrivelse vilde vi sandsynligviis kun trætte vore Læsere, der vel neppe i denne Bog vente eller søge nogen Underviisning i den praktiske Mechanik.

For at Arbeidet ikke skulde skride altfor langsomt frem, maatte Fulton bruge mange Slags Arbeidere. Blandt disse befandt sig ogsaa den ovenomtalte Dusty Nickels, der vel i Begyndelsen arbeidede ganske taaleligt, saa at Fulton var nogenlunde tilfreds med ham, men der siden, som vi skulle see, i høieste Grad vakte hans Misfornøielse.

Fulton havde helst ønsket at skjule sin Plan for Mængden, saalænge til Baaden var bygget og til Maskineriet var færdigt, men dette lod sig aldeles ikke 253 gjøre; thi allerede længe før Arbeidet begyndte, havde, som alt er bemærket, Rygtet om hans Forehavende udbredt sig i Byen. Baaden, hvorpaa der byggedes, og hvorunder man havde sat Stivere, stod opstillet paa en Plads ganske nær ved Shuylkillfloden, men uagtet denne Plads var omgivet af et høit Plankeværk, og uagtet ingen Uvedkommende havde Adgang dertil, saa forsamledes der dog en stor Mængde Nysgjerrige udenfor Plankeværket, hvor de tidt bleve staaende halve Dage, og hvori Enkelte endog borede Huller, for at de kunde see, hvad der foregik indenfor.

En Aften, da Fulton kom hjem, efterat have tilbragt den hele Dag paa Byggepladsen mellem sine Arbeidere, saae han et Nummer af Dennisons Dagblad paa sit Bord, der, som hans Vertinde fortalte, var bragt hid af en Ubekjendt, og hvori han læste en Artikel, der angik ham selv.

»Det er vist,« stod der i denne Artikel, »at Daarskabens Rige her paa Jorden er meget stort, og at den ene Urimelighed følger den anden igjennem Tiderne, saa det vilde være forgjeves selv gjennem Aartusinder at vente paa Strømmens Afløb. Til ingen Tid har man saaledes savnet storartede Galenskaber. Allerede i den fjerne Oldtid troede man at kunne læse Menneskenes Skjebne i Stjernerne; i Middelalderen vilde man desuden finde de Vises Steen, der skulde skjenke os alle Jordens Rigdomme, og dertil en bestandig Sundhed og et udødeligt Liv; siden grublede man over Ting, der vare ligesaa uforstandige. Nu er endelig Raden kommen til et Foretagende, der rigtignok ved første Øiekast kunde synes mindre urimeligt, men der dog maaskee, 254 naar man betragter det nøiere, vil vise sig ligesaa uudførligt, som nogen af de Phantasier, hvoraf de foregaaende Tider have ladet sig blende; vi sigte her til det Project, at drive Baade eller endog Skibe frem ved et Maskineri og ved Hjelp af Dampkraft, uden Master eller Seil. Ingen kan være beredvilligere end vi til at anerkjende de Fordele, som den forbedrede Dampmaskine har skaffet os; men hvor gjerne vi end indrømme dette, og hvor meget end slige Maskiner kunne virke i et indsluttet Rum, i et Bjergværk og selv i en Fabrik, saa faaer dog vel Sagen et andet Udseende, saasnart der er Tale om at kæmpe mod den rivende Flodstrøm og mod de urolige Bølger, ja vel endog mod det uhyre og stormende Atlanterhav; thi saavidt gaae jo enkelte Projectmageres Planer. Det var sandelig ikke ved Hjelp af Damp, at den store Columbus opdagede Amerika, og havde han villet vente, til Dampfartøier kom istand, da havde dette vort Land vel ligget ligesaa skjult bag Oceanets Vande, som det laae i de tidligere Aarhundreder, da man endnu fablede om et Atlantis i det vestlige Ocean, et svævende Drømmeland, fuldt af alle Herligheder, som dog Ingen endnu havde seet eller mærket noget til i vaagen Tilstand. Hvad os angaaer, der ikke have Lyst til at drømme, men der betragte Tingene saaledes, som de virkelig ere, da ansee vi det for ligesaa let ved Hjelp af en Dampmaskine at udtømme og bortskaffe alt det Vand, der findes i vore store Floder og Indsøer, som det vilde være at bevæge sig paa dem ved Hjelp af en saadan Maskine.

Uagtet man nu skulde troe, at de tidligere mislykkede Forsøg maatte afskrække selv den Dristigste 255
fra at give sig af med slige Foretagender, og uagtet Sagens Umulighed for Enhver, der betragter den med koldt Blod, og der tillige har den nødvendige Indsigt deri, synes temmelig indlysende, saa gives der dog Folk, paa hvilke al Erfaring er spildt. Saaledes skal der igjen hos os findes en ung Mand, der virkelig, til Trods for den Besindighed og Klogskab, som vore brave Landsmænd ellers besidde, har sat sig i Hovedet at bygge en Baad, der skal drives frem ved Dampkraft. Da ogsaa det Extravagante og Urimelige, naar det naaer en vis Høide, har et Slags Krav paa Publicums Opmærksomhed, saa ville vi ikke fortie hans Navn: han kalder sig Robert Fulton, og opholder sig for Øieblikket her i vor egen By. Han skal just ikke tidligere have viist nogen synderlig Stadighed i hvad han tog sig for. Han begyndte med at fuske paa Guldsmedhaandværket, men det opgav han snart, og prøvede nu paa at blive Maler; men efter kort Tid blev han ogsaa kjed heraf, og besluttede da omsider at opoffre sig til den mechaniske Kunst, og heri vil han nu, uden, saavidt vi vide, tidligere i denne Retning at have præsteret Noget, der har vakt den ringeste Opmærksomhed, pludselig gjøre sit Mesterstykke. Vi maae imidlertid, for at Andre heller ikke skulle savne deres fortjente Anerkjendelse, endnu engang minde om, hvad vi allerede ovenfor have henpeget til, at Hr. Robert Fulton ingenlunde er den Første eller Eneste i sit Slags, han har tværtimod ikke havt saa faa Forgængere. En Deel af disse have vi alt tidligere havt Leilighed til i dette Blad at omtale, vi ville da kun her tilføie, at der allerede for over halvtredsindstyve Aar siden levede en Mand ved 256 Navn Jonathan Hull, der endog gik saavidt, at han lod sig give et Patent paa en lignende Opfindelse. Men hans Vildfarelse finder dog et Slags Undskyldning deri, at den mechaniske Kunst i hine Dage, idetmindste naar man sammenligner dem med vor Tid, befandt sig i et Slags Barndom. Nu derimod, i vor oplyste Tidsalder, da man nøie kjender den Methode, hvorefter Kraft og Modstand maae beregnes, fortjene rigtignok slige vilde og udsvævende Phantasier en meget strengere og alvorligere Revselse. Og dog ansee vi det for vor Pligt at gjøre opmærksom paa, at der allerede i Jonathan Hulls Levetid fandtes mange fornuftige Folk, der indsaae det Urimelige i hans Planer, og der gjorde ham opmærksom paa, at hans Hjul, (han vilde nemlig drive Skibet frem med et Hjulværk, og denne Tanke har rimeligviis Hr. Fulton taget fra ham), at hans Hjul, sige vi, maatte sønderbrydes af de urolige Bølger, og at et Skib uden Seil midt i Flodstrømmen, eller i den stormende Sø, ikke vilde være stort bedre faren, end en lille Nøddeskal, som et legende Barn sætter ud i Vandet.«

Det er med velberaad Hu, at denne Artikel er gjengiven i sin hele Udstrækning, ikke fordi det just er sandsynligt, at hiint Dagblad udtrykkede sig anderledes end mangfoldige andre ved lignende Leiligheder, men blot for ved et Exempel at vise, med hvilke Fordomme de havde at kæmpe, der forberedede den store Opdagelse, hvorved den spredte Menneskeslægt igjen skulde bringes nærmere sammen, og der engang skulde forkorte Veien over Verdenshavet.

Efterat Fulton havde gjennemløbet denne Bladartikel, 257 under hvis Læsning hans Hjerte bankede med langt større Heftighed, end et sligt Angreb fortjente, satte han sig ned for at skrive et Svar derpaa. I dette Svar gav han ikke blot en udførlig Beskrivelse af det Maskineri, han tænkte at anvende, men han tilføiede ogsaa en temmelig indviklet mathematisk Beregning over Kraft og Modstand, hvoraf han vilde bevise Sandsynligheden af, at hans Plan maatte lykkes.

Dette Svar bragte han selv til Hr. Dennison, der modtog ham med stor Høflighed og forsikkrede, at hans Modbemærkninger saa snart, som muligt, skulde blive indrykkede i hans Dagblad. »Det skylder jeg Dem,« føiede han til, »thi Ingen skal sige, at han er bleven angreben i vort Blad, uden at dette tillige har aabnet sine Spalter for hans Modgrunde; De skal aldeles intet betale derfor, thi Retfærdighed bør gives Enhver gratis, det forstaaer sig af sig selv.«

Den følgende Morgen modtog derimod Fulton et Par Linier fra Hr. Dennison, hvori denne beklagede, at han, efterat have gjennemlæst hans Forsvar, umulig kunde indrykke det; »thi der findes rimeligviis ikke mange Mathematikere mellem Bladets Læsere,« føiede han til, »og for enhver Anden end en Mathematiker vil denne saakaldte Gjendrivelse være aldeles uforstaaelig.«

Fulton skrev da et andet Forsvar, hvori han paa en fatteligere Maade søgte at udvikle sin Plan. Desuden tilføiede han ogsaa en Udskrift af en Attest fra sin Mester, hvori denne gav ham det bedste Vidnesbyrd, baade for hans Flid og hans Duelighed; omsider anmodede han Publicum om at udsætte 258 Dommen over ham, indtil Udfaldet havde viist, om han var istand til at udføre sit Forehavende eller ikke.

Men ogsaa denne Artikel undslog Hr. Dennison sig for at optage. »Vi have hver Dag Leilighed til at erfare,« skrev han tilbage, »at den, der er bleven Gjenstand for en dadlende Kritik, anseer den som uretfærdig, og at han da som oftest betragter sig selv som et forfulgt Talent eller Genie. Hvad os angaaer, da ere vi varme Venner af ethvert, selv det ringeste Talent; men vi ere endnu varmere Venner af Sandheden, Amicus Plato, amicus Socrates, sed magis amica veritas, det er vort Symbolum. Med andre Ord: vi handle uden Personsanseelse og kunne derfor aldeles ikke indlade os paa at optage alle de Modartikler, der have deres Grund i en eensidig, fra enhver fornuftig Mening afvigende, personlig Anskuelse.«

Uagtet det forekom Fulton, at denne Fremgangsmaade kun lidet stemmede med de Grundsætninger, som Hr. Dennison mundtlig havde yttret, saa besluttede han dog, da den første Heftighed havde sat sig, hellere at lade Udfaldet tale hans Sag, end at begynde en Avisfeide, som han nu ikke engang havde synderlig Tid til at fortsætte.

FJERDE CAPITEL.

Kort efter blev Fulton nødt til at irettesætte en af sine Arbeidere, der ofte udeblev og forsømte sit Arbeide. »Jeg er en fribaaren Mand og ingen Slave,« svarede denne, der ingen Anden var end hiin Dusty Nickels, som vi alt tidligere med et Par Ord 259 have omtalt. »Jeg kan komme og gaae, naar jeg vil.«

»De er en forsømmelig Arbeider,« sagde Fulton, »De har desuden heller ingen Forstand paa Deres Arbeide.«

»Nu, hvad Forstanden angaaer,« svarede Dusty Nickels med et spottende Griin, »saa tænker jeg, at jeg dog har beholdt noget mere deraf tilbage, end en vis anden Mand, der ogsaa staaer her paa Pladsen.«

»De kan gaae,« raabte Fulton med en Heftighed, som han ellers sjelden udvortes pleiede at vise. »De er en uforskammet Karl, der har De Deres Dagløn.« Med disse Ord kastede han nogle Penge for Dusty Nickels's Fod.

»Der har endnu Ingen viist mig bort, uden at han paa en eller anden Maade har faaet Leilighed til at fortryde det,« sagde Dusty Nickels, hvorpaa han bøiede sig ned, tog Pengene og gik.

To Dage derefter modtog Fulton igjen et Brudstykke af Hr. Dennisons Dagblad, der blev ham tilsendt i et forseglet Omslag, hvorpaa Adressen var skreven med en Haand, som han ikke kjendte.

»Vi have nylig omtalt en phantastisk Plan af Hr. Robert Fulton,« stod der i dette Brudstykke, »hvilken vi i høi Grad maatte misbillige, og som vi - uagtet vi endnu ikke vilde udtale det - dog allerede dengang betragtede som Virkning af et Slags partielt Vanvid, eller med andre Ord, af en fix Idee. Dette synes nu desværre at bekræfte sig; thi efter de Beretninger vi have modtaget, skal han virkelig af og til betages af et Slags Sindsforvirring, hvori han mishandler sine bedste Arbeidere og jager dem 260 bort, naar de blot med et eneste Ord ville tale ham til Rette. Dette beklage vi saameget desmere, eftersom han tidligere, da han gav sig af med at tegne Portraiter, uagtet hans Ustadighed rigtignok ikke tillod ham at bringe det ret vidt i denne Kunst, dog har lagt for Dagen, at han ikke ganske manglede et Slags Anlæg, hvilket vi ogsaa dengang, som flere af vore Læsere maaskee ville mindes, med Anerkjendelse have omtalt.«

Fulton kjendte endnu kun lidet til de Forfølgelser, som det fremadstræbende Talent tidt er udsat for, især naar det ikke beskyttes af nogen Mægtig, eller naar det har et Parti imod sig, og naar det ikke desmindre i Tillid til sin egen Kraft vover sig udenfor den banede Alfarvei. Det var da intet Under, at hans Blod kom i stærk Bevægelse over disse gjentagne Angreb. I det første Øieblik tænkte han paa at lade et Forsvar for sin Opførsel indrykke i et af de andre Dagblade, men dette Forsæt opgav han snart, da han indsaae, at det kun lidet vilde gavne ham. Derimod besluttede han, at han igjen vilde tale mundtlig med Hr. Dennison; thi da meente han - saalidet kjendte han til Verdens Gang - at han maaskee dog skulde bringe ham til at indsee og til offentlig at anerkjende sin Uret.

Da han kom op paa Dagbladets Contoir, traf han ikke Hr. Dennison selv, men kun hans Fuldmægtig, der fortalte, at hans Principal var reist bort og først kom igjen om et Par Dage. Da Fulton nu beklagede sig over det omtalte Angreb, svarede den Fuldmægtige, at han derom ingen Besked kunde sige, før Hr. Dennison selv kom tilbage. Derefter vendte han sig bort for at give nogle Befalinger til 261 et Bud. I samme Øieblik saae Fulton et Blad Papir, hvorpaa han gjenkjendte Advokat Grays Haand. Ledet af en hemmelig Mistanke, greb han hurtig dette Papir og saae, da at hans Anelse ikke havde skuffet ham, thi han opdagede her Manuscriptet til det Angreb, for hvilket han selv nylig havde været Gjenstand.

Neppe havde han læst dette, før han strax forandrede sin Plan. Uden videre at tale derom, lagde han Manuscriptet tilbage paa dets Plads og ilede derefter hen til Advokatens Bolig. Her mødte han Advokat Gray netop i det Øieblik, han gik ned af Trapperne for at begive sig bort. Da imidlertid Fulton erklærede, at han ønskede en Samtale med ham, vendte han strax om og førte Fulton ind i sit Studerekammer.

»Nu, hvad har De da at sige mig, min unge Ven?« spurgte Advokaten, medens han til samme Tid pegede paa en Stol ved Siden af den, hvorpaa han selv havde taget Plads.

»Jeg kommer for at beklage mig over Dem, Hr. Advokat; thi det er fra Dem, det Angreb skriver sig, for hvilket jeg nylig har været Gjenstand, og det er vel ogsaa Dem, der har viist mig den Opmærksomhed at sende det til mit Hjem under min Adresse.«

»Og hvorledes vil De da bevise det?« spurgte Advokaten med stor Rolighed.

»Jeg har seet Deres Manuscript paa Dagbladets Contoir, jeg har læst det og kjendte strax Deres Haand.«

»Derpaa vilde De vanskelig kunne bygge noget retsgyldigt Beviis,« svarede Advokaten, »thi den 262 ene Haand kan jo ligne den anden. Men sæt ogsaa, at det virkelig var min Haandskrift - hvilket jeg dog paa ingen Maade indrømmer - hvad har De da at sige derimod, og hvorledes vil De gjendrive, hvad der i hine to Angreb er paastaaet? thi sandsynligviis anseer De mig ogsaa som Forfatter til det første og længere Stykke.«

»Det er grusomt af Dem, at de under Anonymitetens Slør angriber et Menneske, som det ikke engang bliver tilladt at forsvare sig, og der desuden aldrig har tilføiet Dem den mindste Fortred.«

»Det kan De aldeles ikke vide; men sæt ogsaa, at De ikke har tilføiet mig nogen Fortred endnu, saa er det dog muligt, at De vil gjøre det i Fremtiden, og hiin Artikel kunde da være en høist nødvendig Cautel fra min Side, hvorved jeg vilde afvæbne Dem i Tide og gjøre Dem uskadelig, saavidt det stod i min Magt.«

»Og er dette virkelig en Opførsel, hvilken De, som ærlig Mand, kan være bekjendt.«

»Nu, hvis jeg har nedskrevet hiint Stykke - hvilket jeg dog paa ingen Maade vedgaaer, som sagt - saa har jeg vel deri kun yttret, hvad der var min Overbeviisning, og det kan jeg da nok være bekjendt.«

»Men De er bleven feil underrettet: den Mand, jeg bortviste, var ingen god Arbeider, som De synes at troe; tværtimod han var en fordrukken, forsømmelig og uforskammet Karl, jeg haaber derfor, at De vil indrømme, at De har gjort mig stor Uret.«

»Ja om den Sag lader der sig sige meget pro & contra. Seer De, jeg har gaaet i Skole hos en Principal, der var det kløgtigste Hoved, jeg nogensinde 263 har kjendt. Denne Mand havde imidlertid bragt det saavidt, at han slet ikke mere vidste nogen Forskjel paa Ret og Uret; men den Part, han skulde forsvare, den var ogsaa for ham den, der bestandig havde Ret, det troede han fuldt og fast, og naar han troede det, saa var han Mand for at bevise det, saa at de fleste Andre troede det ligesaa fast, som han.«

»Men De veed jo dog godt, at jeg ikke har tabt min Forstand, hvorfor vilde De da paastaae det?«

»Det er et stort Spørgsmaal,« sagde Advokaten; »det er ligesaa vanskeligt, Hr. Robert Fulton, at sige, om en Mand har tabt sin Forstand eller ikke, som at afgjøre, hvad der er Ret eller Uret. Forstand og Uforstand kunne ofte boe meget venskabelig sammen indenfor den samme Hjerne; og netop i Daarekisten finder man tidt den høieste Kløgt. De skulde blot vide, hvor skarpsindige de saakaldte Sindssvage undertiden ere, og med hvilket dialectisk Talent de kunne forsvare deres fixe Ideer, og De skulde undre Dem derover. Mellem os, min nylig omtalte Principal bragte det ogsaa omsider saavidt, at han erobrede sig en Plads i dette Slags Institut; thi naar et Menneskes Kløgt gaaer saavidt, at den overskrider de sædvanlige ved Lov og Dom satte Grændser, saa kan Sligt meget let arrivere; error juris semper nocet, hedder det jo. Iøvrigt har Indsenderen af hiint sidste Stykke jo ingenlunde været saa ubillig imod Dem; thi han tilstaaer Dem jo dog, at De har Talent, hvad kan De forlange mere!«

»Altsaa er det virkelig Deres Mening, hvad De paastaaer i hiin Bladartikel?«

264

»Om dens Mening, der har skrevet den omtalte Bladartikel, er der vel ikke egentlig Spørgsmaal,« svarede Advokaten, »men kun om den Mening, Publicum helder til, hvilken han her blot refererer og anmelder. Og denne Mening troede han vel, De kunde have godt af at erfare, unge Mand, hvorfor han da ogsaa viste Dem den Opmærksomhed, som De selv fortæller, at tilsende Dem sin Anmeldelse; dette er jo dog et Slags Artighed, der fortjener Paaskjønnelse.«

»Nu driver De Deres Spot og Deres Perfiflage saavidt, at vi ikke meer kan tale sammen,« svarede Fulton.

»Nei, det er aldeles ikke min Hensigt at fornærme Dem; jeg miskjender aldeles ikke Deres betydelige Anlæg. Imidlertid, da der findes saa mange rigt begavede Aander i vore Daarekister, hvorfor skulde der da ikke findes et eller andet kløgtigt Hoved derimellem, der ved Hjelp af Dampkraft vilde sætte Skibe i Bevægelse?«

»Nu, hos Dem maa man ikke søge Retfærdighed, uagtet De er Advokat,« sagde Fulton, idet han reiste sig op for at gaae.

»Maaskee netop derfor, vilde den store Comiker Moliere have sagt; men svar mig dog først paa et Spørgsmaal, inden De gaaer, har De aldrig hørt, hvorledes det gik en af de Mænd, der først fattede den Tanke, at det var muligt at sætte store Maskiner i Gang ved Hjelp af Damp?«

»Nei,« svarede Fulton.

»Saa hør det da for første Gang af mig!« sagde Advokaten, »denne Mand, hvis Navn jeg iøvrigt 265 ikke erindrer, og der sikkert maa have været et stort Genie, blev ikke desmindre betragtet som vanvittig og indespærret i en Daarekiste.«

»Er det muligt!« raabte Fulton, idet han blev dødbleg af Forfærdelse.

»Ak, vær De vis derpaa!« vedblev Advokaten, »Athenienserne vare ikke de Eneste, der udøvede Ostracismen; de fleste Folkeslag følge endnu den Dag i Dag samme Skik. Den, der vil være en Undtagelse fra sin Tid, han faaer sjelden Fred, før han har overlevet den Slægt, der saae ham opvoxe; og han kan først haabe at blive taalt, naar han bliver saa gammel, at man ikke kan vente sig synderlig flere geniale Bukkespring af ham. Men hvis dette skeer med det virkelige Genie, hvormeget mere maa det ikke skee med dem, der kun ere Genier i egen Indbildning, Hr. Robert Fulton!«

»Er dette saa,« svarede Fulton, »er Verden virkelig saa utaknemmelig og grusom, hvorfor vil De da anvende Deres Talent til at bestyrke den i denne Grusomhed.«

»Sit Talent bør man anvende for at komme frem, for at gjøre Lykke, unge Mand; thi noget Andet gives der dog ikke, som det lønner Umagen at leve for. Hvorfor i al Verden vil De være en berømt Mand, Hr. Robert Fulton? Hvortil behøves det? Det er jo ikke Andet end den uhyreste Egoisme, der gaaer langt udenfor de Grændser, der ere satte for Mennesket. Vi Andre, der ellers faae Navn af Egoister, og der kun ville have det godt, saalænge vi leve, der kun begjere gode Indtægter og en beqvem og magelig Tilværelse, saalænge til vort Timeglas 266 er udrundet, vi ere egentlig meget mindre egennyttige end De, thi vi begjere dog ikke Noget, der gaaer ud over vort eget Liv.«

»Jeg begjerer kun det, som en indvortes Stemme siger mig, at jeg er kaldet til,« svarede Fulton, »og selv om mit Navn aldrig skal nævnes, saa vil jeg dog være tilfreds, naar dette Maal er naaet. Og hermed vil jeg sige Dem mit Farvel; thi paa mig er dog Deres Viisdom spildt, og den Lykke, De anpriser, falder aldeles ikke i min Smag.«

»Ja, det har jeg vel forudseet,« svarede Advokaten med et sarkastisk Smiil, der meddeelte sig til alle hans Ansigtsmuskler. »De vil da rimeligviis, naar De nu har løst Deres Opgave, hvad Dampskibene angaaer, tage fat paa et perpetuum mobile, paa Cirkelens Qvadratur, eller paa andre slige Sager, der alt i Aarhundreder have ventet paa den Aand, der skulde bringe dem istand.«

»Derpaa har jeg intet at svare,« sagde Fulton, hvorefter han greb sin Hat og gik sin Vei.

»Nu skal han idetmindste ikke klage over, at jeg har dulgt Sandheden for ham,« sagde Advokaten, da Fulton var gaaet, »og jeg har givet ham gode Raad ovenikjøbet; men det kunde jeg da gjøre uden Risico; thi om Du støder en Nar i en Morter, hedder det jo, saa bliver han dog ikke anderledes.«

Af Alt, hvad Advokaten havde sagt, var der intet, der rystede Fulton meer end Fortællingen om hiin Mand, der, netop fordi han var ilet saalangt forud for sin Tid, og fordi han havde anet en Opdagelse, der gik ud over dens Fatteevne, var bleven indespærret og behandlet som Vanvittig. Denne 267 Fortælling havde efterladt et saa dybt Indtryk i Fultons Sjæl, saa han i Begyndelsen, da han kom hjem, ikke kunde tænke paa Andet.

»Hvo kan vide,« sagde han endelig efter en lang Taushed, »om ikke den store Columbus ligeledes, før han opdagede Amerika, naar han talte om det fjerne Land, som han allerede saae med Aandens Øie, blev betragtet som vanvittig! Men hvis dette er saa, hvis dette er en Miskjendelse, der kan ramme og har rammet selv de største Mænd, saa har jeg jo ingen Ret til at beklage mig, og jeg maa da nu see til, om jeg kan bevise min Forstand af mine Gjerninger.« Efter disse Ord sank han igjen hen i tause Betragtninger.

I Almindelighed kan man vel sige om Fulton, at han henhørte mellem dem, der paa en ganske usædvanlig Maade ere underkastede Indbildningskraftens Herredømme. Men disse Mennesker leve jo tidt et Liv i deres Indre, der, uagtet det neppe kjendes af deres nærmeste Omgivning, giver dem langt meer at tænke paa og at sysle med, end Alt hvad der er synligt udvortes. Udenfor kan Alt synes stille og hverdags, og dog kunne de i deres Indre gjennemleve de høieste Glæder og de bittreste Sorger. De kunne svælge i en Fylde af Tanker, i en Rigdom, i en Salighed, som Verden ikke kjender, og atter kunne de see Alt ligesom udtørret, føle sig forladte som ingen Andre, føle sig ringe og forkastede meer end enhver Anden, naar de af og til gribes af Svaghed og Mistillid, naar den høiere Verden, hvori deres sande Liv har hjemme, synes at lukke sig for dem og til en Tid at unddrages fra deres Blik. Ingen veed, Ingen kjender disse Glæder og Sorger, uden 268 den, der har gjennemgaaet dem; men alle de skabende Aander, alle de høiere Kunstnere kjende dem; og uagtet Fulton nu, især efterat han havde opgivet at male, ingenlunde vovede at henregne sig mellem disse, saa er det dog vist, at han havde den stærke og letbevægelige Phantasie tilfælles med dem.

FEMTE CAPITEL.

Vi tvinges nu til at meddele Læseren en Efterretning, der, uagtet den er fuldkommen grundet paa Sandhed, dog maaskee, inden han har betragtet Forholdet nøiere, ikke vil forekomme ham ganske sandsynlig. Vi maa nemlig underrette ham om, at Laura, dog rimeligviis først efter en lang Kamp med sig selv, omsider fandt sig bevæget til at give efter for sin Stedfader, der forlangte, at hun skulde række Advokaten James Gray sin Haand.

Dette Forlangende var igjen en Følge af flere hemmelige Underhandlinger med Advokaten, hvorefter Greenwood betragtede det som sikkrest, under visse Betingelser, som han, med Hensyn til Lauras Mødrenearv havde fastsat, at give sit Minde til dette Ægteskab; thi han vidste vel, at James Gray, som havde seet ham dybt i Kortene, og som han ikke kunde skuffe ved noget Slags Forstillelse, vilde blive ham en farlig Modstander, hvis han ikke i denne Sag opfyldte hans Ønske.

To Maaneder efter den ovenomtalte Sammenkomst med Fulton, gav hun da virkelig Advokaten sit Ja. Til samme Tid blev det bestemt, at de begge, naar Giftermaalet var sluttet, skulde følges ad til 269 Europa, hvor Laura, medens Advokaten traf de fornødne Aftaler med Vedkommende og ordnede alle Pengeanliggender, offentlig vilde fremtræde som Sangerinde.

Hvad der bragte hende til saaledes ganske mod sin egentlige Tilbøielighed, og efterat have yttret en saa stærk Afsky for denne Forbindelse, dog tilsidst at samtykke deri, det kunne vi ikke med fuldkommen Sikkerhed angive, dog mangler der ikke paa Grunde, hvorom man med Rimelighed kan formode, at de have havt Indflydelse paa hendes Beslutning.

Det kan vel betragtes som afgjort, at Laura, nu, da hendes Plan med Fulton var mislykket, og da hendes Haab med Hensyn til van Gehlmuydens Formue var udslukt, ikke fandt nogen synderlig Glæde meer i sit Hjem. Det er ogsaa vist, at hun, uagtet al sin Skjønhed og sit Talent, temmelig stærkt led under den Mistanke, som Flere havde kastet paa hende, at der ikke var ganske reent Blod i hendes Aarer. Dette gik endog saavidt, at mange af Lauras tidligere Beundrere nu, da dette Rygte begyndte at udbrede sig, aldeles ikke mere vilde besøge hendes Selskaber; ja næsten alle hendes qvindelige Bekjendte brøde nu al Omgang med hende, saa at de neppe engang vilde hilse hende, naar de mødte hende paa Gaden.

Endskjøndt Lauras Mødrenearv, som Advokaten tvang den gamle Greenwood til at bekjende, ikke var saa ringe, som denne saa tidt havde forsikkret hende om, saa kunde hun dog intet vente efter ham selv; thi han havde allerede to Børn, en Søn og en Datter, af et tidligere Ægteskab. Datteren var rigtignok 270 død; Sønnen derimod levede endnu og var ligesaa gjerrig, som Faderen. Iøvrigt var han gift og boede ved Michigansøen, hvor han drev en Handel med Bæverskind, som han med stor Fordeel kjøbte af de omstreifende Jægere. Dette nævne vi kun i Forbigaaende, thi med denne Søn have vi ellers i denne Fortælling intet at bestille.

Laura befandt sig ingenlunde bestandig i den Stemning, hvori vi saae hende, da hun sidste Gang talte med Fulton, og hvori hun, ængstet af Haab og Frygt, og henreven af Begjerlighed efter den uafhængige Stilling, som van Gehlmuydens Formue syntes at love, var bleven opflammet til den høieste Lidenskab. Det var ogsaa langt fra, at hun til alle Tider betragtede James Gray i det Lys, hvori han dengang viste sig for hende; tværtimod, han havde allerede fra hendes tidligste Tid, som alt er sagt, udøvet et stort Herredømme over hende, og han vidste endnu tidt at fængsle hendes Opmærksomhed, naar han udmalede den Fremtid for hende, som det stod i hendes egen Magt at fremtrylle, og i hvilken hun, liig en Dronning, skulde færdes i Europas Hovedstæder, hvor hun, beundret for sit Talent, og tilbedet for sin Skjønhed, skulde bæres paa Hænderne og see hele den rige og fornemme Verden for sine Fødder.

Med Fulton, hvis dristige Foretagende Advokaten havde lært hende at betragte som den største Daarskab, maatte hun, hvis hun vilde binde sin Skjebne til hans, dele Nød og Elendighed og Verdens Spot. Ja, selv om han tilsidst, hvilket ikke var rimeligt, vilde opgive den Plan, der nu sysselsatte ham, saa var han dog kun lidet skikket til at ledsage 271 hende paa hendes Reise gjennem Europa; Advokaten var derimod snedig og klog, og han vilde let skaffe sig Forbindelser, hvor han kom frem. Med ham kunde dog idetmindste hendes Forfængelighed vorde tilfredsstillet, med ham kunde hun ogsaa vinde den Rigdom, som hun ikke vilde undvære; thi deri var hun fuldkommen enig med ham, og saaledes var hun bleven forvænt og misopdragen i sin Stedfaders Huus, at hun betragtede Guld og Overflod af jordiske Goder som den første og væsentligste Betingelse for en lykkelig Tilværelse.

Alt dette, der allerede fra gammel Tid af har bestemt og endnu den Dag i Dag bestemmer saa mangen en Qvinde til at offre den indre Tilfredshed for Haabet om udvortes Glands, bestemte vel ogsaa Laura dertil; og hvad der endnu mere bidrog til at give Vægtskaalen dette Udslag, var den Velstand, som Advokaten alt fra Begyndelsen af besad, hvorved han da allerede strax kunde omgive hende med en Deel af den Overflod, hvorefter hendes Sjæl tørstede. Desuden meente vel Laura, der maaskee dog følte en stærkere Tilbøielighed for Fulton, end hun vilde tilstaae sig selv, at hun aldrig føleligere kunde hevne sig paa ham, end naar hun rakte den Mand sin Haand, mod hvem han flere Gange havde yttret en Modvillie, der, som hun fuldt og fast troede, alene udsprang af Skinsyge.

I Almindelighed kunne vi endnu bemærke, at Laura var en af disse selsomme, sammensatte Naturer, hvori den nærved Troperne liggende Verden afspeiler sig, og hvori Indolents og Lyst til rolig Nydelse afvexle med pludselige og voldsomme Udbrud af Lidenskab. Denne hendes Indolents var da 272 vel Aarsagen til, at hun i roligere Øieblikke fandt sig i og gav efter i meget, som hun, naar Lidenskaben beherskede hende, sikkert aldrig vilde have indladt sig paa.

I al denne Tid arbeidede Fulton med stor Iver paa Udførelsen af sin Plan, hvori han var saa fordybet, at han kun lidet lagde Mærke til, hvad der iøvrigt foregik omkring ham; især søgte han at undgaae Alt, hvad der mindede om Laura, og om de Forhold, hvori hun befandt sig. Vi kunne derfor ikke saa meget undre os derover, at han, der i denne Tid næsten aldrig var fraværende fra sit Hjem, uden i de Timer, hvori han besøgte sin Arbeidsplads, ikke havde hørt noget om Lauras Forlovelse med Advokaten, uagtet Rygtet derom allerede i flere Uger havde været udbredt i Philadelphia.

Imidlertid var hans Baad næsten bleven færdig, og Dampmaskinen havde allerede faaet sin Plads deri, dog kun foreløbig, for at see, hvor den bedst kunde staae, og hvorledes den bedst kunde forbindes med det øvrige Maskinværk. Imidlertid var det Fultons Hensigt, at den skulde tages ud igjen, og at den først for Alvor skulde sættes fast, naar Baaden var løben af Stabelen.

Forresten viste der sig adskillige praktiske Vanskeligheder, ved hans Maskinbygning, hvormed han ligesom maatte prøve sig frem. Saaledes bleve Vandhjulene flere Gange omarbeidede; thi da de skulde drives med en temmelig ringe Dampkraft, saa maatte der sørges for, at de, uden at tabe for meget i Styrke, bleve saa lette, som muligt. Hertil 273 kom endnu, at et mindre Pompestempel, der hørte med til Dampmaskinen, ikke sluttede fuldkommen i sin Cylinder. Desuden maatte flere Dele af Maskinen, for at de kunde passe til den Plan, Fulton havde udtænkt, aldeles forandres. Alt dette foraarsagede megen Forsinkelse, medens det tillige forøgede Fultons Udgifter. Dog bleve ogsaa disse Besværligheder overvundne. Stempelet blev udbedret, Dampmaskinen blev forandret, og de to Vandhjul vare nu saaledes byggede, at han kunde være tilfreds dermed. Imidlertid bleve de endnu ikke forbundne med det øvrige Maskineri og med Baaden; thi dette skulde først skee naar denne var kommen ned i Vandet.

Uagtet nu Fulton, saalænge Dampbaaden byggedes, næsten daglig havde at kæmpe med Ubehageligheder, og uagtet han maatte høre mangen en Yttring, ikke blot af Mængden, men endog af sine egne Arbeidere, der just ikke synderlig kunde tjene ham til Opmuntring: saa voxede dog hans Haab bestandig, eftersom det Hele nærmede sig til sin Fuldendelse. Men netop i de Dage, da dette hans Haab syntes nærved sin Opfyldelse, og da Arbeidet stundede mod sin Ende, indtraf der en Begivenhed, der tilintetgjorde alle hans Planer, og kastede ham langt bort fra det Maal, hvorefter han stræbte.

En Morgen tidlig, da det endnu var mørkt, og da han nylig havde tændt sit Lys og vat ifærd med at klæde sig paa, hørte han en stærk Banken paa Gadedøren, og kort efter styrtede en Mand op ad Trapperne og ind i hans Værelse. Denne Mand var en af hans egne Haandlangere, der kom for at underrette ham om, at der var gaaet Ild i hans Baad 274 og i dens Maskineri, uden at Nogen kunde sige, hvorledes den var opstaaet. Rimeligviis var den paasat, meente Haandlangeren, men hvem der var Gjerningsmanden, vidste han ikke; thi Ilden var opstaaet ved Nattetid, da han og alle Arbeidere vare borte, og nu havde Branden taget saaledes overhaand, saa det Hele nok vilde være ødelagt, før de naaede derhen.

Da Fulton hørte dette, blev han pludselig saa bleg som et Liig; og dog besad han endnu saa meget af den ydre Selvbeherskelse, der er et Særkjende paa hans Nation, at han ikke ganske tabte sin Besindighed. Han blev kun et Øieblik staaende i Uvished; men derefter greb han sin Kappe, kastede den over sine Skuldre og ilede hen til Stedet, hvor Branden var, for der at redde, hvad der endnu kunde reddes.

Allerede da han nærmede sig til Pladsen, fandt han saa mange Mennesker samlede, saa de næsten spærrede ham Adgangen. Men da han havde trængt sig frem til Brandstedet, saae han vel, at Haandlangeren havde talt Sandhed, og at Ødelæggelsens Værk var fuldbragt. Maskineriet var tilintetgjort, alt Træværk var fortæret af Luerne, og Dampkjedlen selv fandtes sprængt og aldeles fordærvet. Dette var meget begribeligt, thi Fulton havde selv Aftenen iforveien ladet Kjedelen fylde med Vand, da det var hans Hensigt i Dagens Løb at anstille et Forsøg dermed. Nu havde den stærke Hede saaledes forøget Dampenes Mængde og Spændkraft, saa Kjedelen ikke kunde modstaae det forstærkede Tryk. Denne Sprængning var uden Tvivl foregaaet temmelig 275 tidlig, og i ethvert Tilfælde, før Mængden endnu havde trængt sig frem til Brandstedet.

Fulton blev længe staaende ved Siden af sit ødelagte Værk, og han følte sig da tilmode, som om Døden havde lagt sin Haand paa hans Hjerte. Dette var heller intet Under; thi Alt var nu tabt, hvad han saalænge havde virket for. Ja, selv om han var kommen tidligere, saa havde dog neppe nogen Redning været mulig; og det syntes heller ikke, som om Nogen havde forsøgt derpaa. Hvad han havde tænkt og grublet over baade Dag og Nat; hvad der havde drevet ham fra hans Leie i den aarle Morgen; hvad han havde opoffret sin timelige Velfærd og sin Kjærlighed for; det havde nu et Par Øieblikke tilintetgjort, det var opløst i Luft og Røg, og det lignede en forsvunden Drøm, som det aldrig meer var muligt at kalde tilbage; thi han indsaae vel, at han hverken havde Kraft eller Midler til nu at begynde forfra igjen. Ja, hvad der næsten var ham det Allerbittreste: hvor han vendte sit Øie hen, der mødte han intet deeltagende Blik. Tværtimod, han saae kun spottende Miner og hørte Udraab, hvoraf Meningen var, at en slig Galskab ikke kunde vente sig nogen anden Løn. Men da dette naaede hans Øren, og da det gjentoges fra alle Sider, ligesom en bestandig tilbagevendende Chorsang, da kom der en Fortvivlelse over ham, som han aldrig før havde kjendt, saa han var nærved at spørge sig selv, om dog ikke hans Modstandere havde Ret, og om det ikke var en Afsindighed af ham at ville, hvad dog den hele Verden erklærede for den største Daarskab.

276

Uvis om, hvad han nu skulde gribe til, og hvorledes hans Fremtid skulde vorde, vendte han omsider tilbage til sit Hjem. Imidlertid udbredtes Rygtet om hans Vanskjebne som en Løbeild over den hele By, og Dagen efter var det allerede optaget i flere Blade, dog saaledes fordreiet og forvansket, saa det syntes, som om den hele Ulykke egentlig var en naturlig Følge af hans egen Daarskab. Da han vilde sætte sit saakaldte Dampskib i Gang, stod der i et af Bladene, og da det af meget begribelige Grunde ikke vilde gaae, saa tændte han i sin Iver en saa stærk Ild under Dampkjedelen, at denne nødvendig maatte springe, hvorved da tillige Ilden udbredte sig saaledes, at det hele Maskineri tilligemed Baaden selv bleve Offere derfor. Imidlertid, berettedes der endnu, var dog intet Menneske - hvilket vel neppe kunde regnes Hr. Fulton til Fortjeneste - ved denne Leilighed kommen til Skade.

I Dennisons Blad derimod fortaltes det ganske rigtigt, at Ilden var opkommen, medens Dampbaaden endnu stod paa Landet og var under Bygning. »Dog,« føiede Anmelderen til, »er der stor Formodning for, at Hr. Fulton selv, da han omsider indsaae, at han ikke kunde opfylde, hvad han stiltiende havde forpligtet sig til, i sin Fortvivlelse greb til det Middel at antænde sit eget Fartøi, hvorved det da kunde synes, som om han var bleven rammet af en Ulykke, der ikke kunde tilregnes ham.«

Den virkelige Ophavsmand til Branden blev derimod ikke offentlig nævnt, dog meente flere af Fultons Arbeidere, at det ingen Anden var end Dusty Nickels, der havde stukket Ild paa Baaden; thi han 277 havde allerede flere Gange været mistænkt for Brandstiftelse. Han var ogsaa bleven seet i Mørkningen nærved det omtalte Plankeværk, hvor han længe talte med et Par Dagleiere, der havde fri Adgang til den Plads, hvor Baaden stod; dertil kom, at han engang i et Vertshuus, da han var beruset, havde svoren paa, at Fultons Baad aldrig skulde komme saavidt, at dens Sider bleve vaskede i Shuylkillflodens Vande.

SJETTE CAPITEL.

Fulton erfoer nu ogsaa Sandheden af den bekjendte Paastand, at Ulykkerne vandre Haand i Haand, og at en af dem sjelden kommer alene; thi neppe hørte hans Creditorer, hvilken Ende det havde taget med hans Planer, og at de, som de sagde, ingen Sikkerhed mere havde, hverken i hans Fartøi eller i hans Dampmaskine, før de alle strømmede til og forlangte øiebliklig Betaling. Ja, uagtet Fulton udbetalte dem næsten alle de Penge, han endnu havde at raade over, saa vilde de dog aldeles ikke give sig tilfreds hermed, men truede ham tværtimod med Søgsmaal, og svær Straf, og det var kun med stor Vanskelighed, at han kunde overtale dem til at give ham Frist blot i de første Dage.

Han befandt sig imidlertid i den piinligste Forlegenhed, der endnu forøgedes derved, at hans Vertinde, der hidtil havde behandlet ham med stor Høflighed, nu pludselig forandrede sin Opførsel mod ham og ikke blot forlangte, at han strax skulde betale, hvad han skyldte hende, men tillige erklærede, at han 278 aldeles ikke kunde blive boende i hendes Huus længere end til Ugens Ende.

Den eneste Udvei, som Fulton kunde see i denne sin Forlegenhed, var at skrive til John Bridle i Newyork, der, som han vidste, var en meget velhavende Mand. Dette meente han dog vel at kunne vove; thi John Bridle havde ikke blot bestandig viist ham Velvillie, men han havde jo desuden udtrykkelig, da han sidste Gang var i Philadelphia, opmuntret ham til, naar han engang trængte til hans Hjelp, at henvende sig til ham.

Men endskjøndt han gjennembladede alle sine Papirer, saa lykkedes det ham ikke at finde John Bridles Adresse, som denne dog under sit sidste Besøg havde givet ham. Derimod faldt der ham nu et Brev i Hænderne, som han havde modtaget fra sin Fader kort efter van Gehlmuydens sidste Hjemkomst til Reading. Dette Brev havde han dengang, efter et flygtigt Blik derpaa, lagt til Side; thi han saae vel, at det var fuldt af Bitterheder og Bebreidelser, og da han ikke vilde bringes i en altfor ublid Stemning imod sin Fader og tillige var temmelig overbeviist om, at denne vilde skifte Mening, hvis Planen med Dampbaaden lykkedes, saa havde han tidligere anseet det for rigtigst ikke at gjennemlæse det. Nu læste han det derimod, og han saae da, at Faderen lagde al den Sorg og Nød, som han og hans Familie maatte gjennemgaae, paa hans Skuldre. »Thi,« skrev han, »hvis Du havde modtaget Hr. van Gehlmuydens gode Tilbud, da kunde Du være bleven en Velsignelse for os alle, istedenfor at Du nu er bleven os til Spot og til Skjændsel.« I denne Tone var det hele Brev skrevet, og det sluttede i 279 saa heftige Udtryk, at Fulton i sin nuværende tungsindige Sjælsforfatning troede at læse sin Faders Forbandelse deri. Derved forstærkedes da end mere den nedtrykte Stemning, hvori han i denne Tid befandt sig.

Den næste Dag gik Fulton hen til det Vertshuus, hvori John Bridle almindelig pleiede at logere, naar han var i Philadelphia, for, om muligt, der at faae Underretning om hans nuværende Bolig i Newyork; men her vidste man aldeles intet derom og kunde ingen Besked give ham.

For blot at faae Fred i de første Dage havde Fulton, som sagt, skilt sig næsten ved alle de Penge, han besad. Han vidste derfor intet andet Middel, hvorved han nu kunde friste Livet, end at tage Tjeneste som simpel Arbeidsmand hos en Maskinbygger. Til sin forrige Lærer og Mester vilde han dog ikke gaae; thi da denne saae ham sidst, og da han ikke vilde følge hans Raad og lade Dampbaadsbyggeriet fare, saa havde Mesteren forladt ham i den største Vrede og svoren paa, at han aldrig vilde see ham meer indenfor sin Dørtærskel. Fulton begav sig derfor hen til en anden Mechanikus, hos hvem han tidligere havde bestilt adskillige Arbeider, og tilbød ham sin Tjeneste. Men her fandt han kun liden Trøst; thi denne Mester erklærede ham ligefrem, at han ikke vilde have nogen gal Mand i sin Tjeneste, og deri meente han, at de fleste Mestere i Philadelphia vilde være enige med ham.

Efterat Fulton havde faaet denne Besked, svarede han ikke et Ord, men vendte sig om og gik sin Vei. Da han kom udenfor, undersøgte han sine Lommer og fandt, at han neppe eiede det, hvormed han en eneste Dag kunde stille sin Hunger. »Saa 280 er jeg da endnu fattigere end Franklin, da han første Gang kom til Philadelphia,« sagde han ved sig selv med et bittert Smiil. Han følte sig nu midt i Menneskevrimmelen ligesaa eensom og forladt, som om han havde været udstødt i den goldeste og ødeste Ørken. Den sjælelige Nedtrykthed, hvori han befandt sig, virkede ligeledes paa hans Legeme, og han var saa mat og afkræftet, saa han maatte sætte sig ned paa en Afviser, der stod udenfor en Port. Da han nu løftede sine Øine i Veiret, saae han, at han sad ligeoverfor den Kjøbmands Huus, hos hvilken han tidligere var vant til at hæve den aarlige Understøttelse, som Barlow gav ham. Denne Kjøbmand havde flere Gange i Begyndelsen, da Fulton arbeidede hos Mechanicus Tweed, sendt ham Bud og ladet ham sige, at han havde Penge liggende til ham. Men dengang vilde han ikke modtage dem, og en lang Tid var nu forsvunden, siden han havde hørt noget om disse Penge. Dog nu i den høieste Nød vaagnede den Tanke hos ham, at Barlow rimeligviis, naar han hørte hans Ulykke, gjerne vilde understøtte ham, og at denne Kjøbmand maaskee foreløbig vilde give ham et Forskud. Da var det, ligesom en hemmelig Magt reiste sig i hans Indre og drev ham henimod Huset, thi han kunde jo dog idetmindste forsøge, meente han. Dog gik han ikke derop, men blev en Tidlang siddende i Uvished om, hvad han skulde gjøre, ja tilsidst opgav han igjen den hele Plan. »Nei,« sagde han, idet han rystede med Hovedet. »det skal aldrig skee, hellere døe af Hunger, end tigge mit Brød! Jeg vil ikke betle hverken hos Barlow, eller hos nogen Anden.«

281

I dette Øieblik hørte han Lyden af en Vogn, og kort efter rullede der en moderne og letbygget Phaëton forbi. Paa det høie Sæde bemærkede han Laura med vaiende Fjedre paa den ziirlige Hat, der bedækkede hendes skjønne Hoved, og ved hendes Side laae Advokat James Gray skjødesløs henkastet. Fulton havde neppe seet dem, før de alt vare borte; thi Vognen kjørte afsted med den største Hurtighed. »Hvad var det!« raabte han, idet han sprang op, »drømmer jeg, eller seer jeg Syner!«

»Det var Advocat James Gray med sin unge deilige Hustru,« sagde en Mand ved Fultons Side, »de bleve viede i Forgaars, og i næste Uge reise de til England, hvor hun skal optræde som Sangerinde.«

Dette var for meget for den ulykkelige Fulton, og han følte sig nu igjen tilmode som i hiint Øieblik, da han modtog Efteretningen om, at hans Baad og alle hans Forhaabninger vare fortærede af Luerne. »Altsaa det var Enden derpaa,« sagde han, »derfor har jeg offret Alt, hvad jeg havde kjært, og Alt, hvad der giver Livet Værd, for at hun tilsidst skulde falde i slige Hænder! O Gud, O Gud, tag mig dog bort fra denne Jord! jeg kan ikke udholde det længere.«

Efter disse Ord ilede han afsted, uden at vide, hvor hans Fødder bare ham hen, og dog havde de ført ham paa vante Veie; thi da han omsider standsede sin Gang, befandt han sig ved Shuylkillflodens Bred, temmelig nær den Plads, hvor hans Baad havde staaet under Bygning.

»Her altsaa,« sagde han, »her, hvor jeg tabte min sidste, min bedste Eiendom, den, der skulde have 282 været mig til Erstatning for alt Andet, ja, her er den rette Plads.«

Med disse Ord satte han sig ved Bredden af Floden og stirrede ned i Vandet. Det var allerede langt hen paa Eftermiddagen, Solen stod dybt i Vest og havde kastet sit Aftenskjær henover Bølgerne, der legede med dens Glands, og hvoraf hver enkelt rullede afsted med dens Billede i sin Barm. Da var det ligesom de vandrende Bølger droge hans Sjæl til sig, og det syntes ham, som han hørte Stemmer fra Dybet, der hviskede om Afgrundens og Dødens Herlighed, og der lokkede ham til at søge Fred i den glindsende Flodseng.

»Det var denne Flod,« sagde han til sig selv, »hvis Vande allerede tidlig droge mig til sig. Ak, var jeg dengang død! Jeg var jo dog bestemt til en tidlig Bortgang. Dødens medlidende Aand havde allerede omtaaget mit Øie. Det Værste var overstaaet - jeg var slumret ind til et bedre Liv, uden at mærke det - som Dreng alt - i den Alder, hvori Sorgen endnu ikke kjendes - jeg var gaaet over fra munter Leeg til den stille Dødssøvn. - O, lykkelig den, der døer som Barn, før han endnu kjender til Livet og dets bittre Skuffelser. Jeg var jo alt indhyllet i det dunkle Slør. Ak, jeg sov jo alt saa sødt - saa sødt. - O, Franklin, hvorfor vilde Du kalde mig tilbage til Livet! og hvorfor skulde dog hun komme og lægge sin Haand paa mit Hjerte!«

I dette Øieblik gik Solen ned; den store Plads, hvorpaa han befandt sig, var allerede forladt af Mængden. Ved Flodbredden stod der dengang en Rad Poppeltræer, hvis Blade med en selsom Lyd bevægede sig i Aftenvinden. Men Fulton hørte kun 283 lidt derpaa; thi han var aldeles fortabt i sine mørke Drømme og stirrede bestandig ned i Bølgerne, der nu havde mistet deres Glands.

»Og hvad har jeg da her at vente!« sagde han igjen til sig selv, »kun Spot og Haan og Nød og Elendighed; eensom skal jeg vandre min Vei mit hele Liv igjennem - hun, som jeg elskede, har solgt sin Sjæl for Guld - hvad jeg iøvrigt levede for, er tabt og forsvundet, det vender aldrig meer tilbage. Nu, saa vil jeg da sige mit Farvel til denne Jord.«

Med disse Ord gjorde han en pludselig Bevægelse fremad og bøiede sig ud over Vandet; og han vilde upaatvivlelig være styrtet ned deri og havde rimeligviis funden sin Død i Bølgerne, hvis ikke en kraftig Haand pludselig havde holdt ham tilbage.

»Hvordan er det, De bærer Dem ad?« sagde en Stemme bagved ham, »havde jeg ikke holdt saa fast paa Dem, saa havde De nu ligget dernede i Strømmen.«

»Hvem er De? og hvad vil De?« spurgte Fulton, idet han vendte sig om og betragtede den Mand, der talte med ham.

»Jeg er kun en ringe Haandværksmand til Tjeneste, og mit Navn er David Baxter, og jeg vil kun hindre Dem fra at begaae en dum Streg, det er det Hele.«

»David Baxter! er det virkelig Dig?« raabte Fulton og sprang op fra det Sted, hvorpaa han sad.

»Kjender De mig?« spurgte David Baxter forundret, »hvem er da De? De skulde dog ikke være -«

»Ak, jeg er jo Robert Fulton,« svarede han, »den Robert Fulton, som Du allerede engang før har trukket 284 op af Bølgerne, men det havde været bedre, hvis Du havde ladet mig ligge, David.«

»Du store Gud, Robert Fulton!« raabte David Baxter, »er det Dem! Og hvor De er bleven stor! - ja, ja, det kunde da heller ikke være anderledes. Nu, Gud være evig lovet, at jeg har funden Dem! det er jo netop for Deres Skyld, at jeg er kommen herhid.«

Nu fortalte David, at han havde arbeidet i Pittsburgh ved Ohiofloden, paa den anden Side af Allegannybjergene; der havde en Mand læst for ham i en Avis om en Robert Fulton, der vilde bygge en Dampbaad i Philadelphia. »Neppe hørte jeg det,« sagde David Baxter, »saa gav jeg mig paa Vei hertil i største Hast for at hjelpe Dem saa godt, jeg kunde; men jeg er desværre kommen for seent, hører jeg. Og da jeg endelig med stor Vanskelighed fik opsporet Deres Bopæl, saa vidste dog Ingen, hvor De var, og jeg vilde da have ventet der, til De kom hjem; men saa var der en Mand, som sagde, at han nok havde seet Dem gaae herud, og saa løb jeg da strax efter for at finde Dem.«

»Det er mig kjært endnu engang at see Dig, David; men i mig finder Du kun et ulykkeligt Menneske, jeg har intet og eier intet, ikke engang Haabet om, at det engang paa Jorden for mig skal blive anderledes.«

»Eier De intet? Hvad er det for Snak! Jo vist eier De noget. Husker De ikke de Penge, jeg fik af Franklin for den Maskine, som De havde funden op? Nu, seer De, disse Penge har jeg bevaret som min Øiesteen, og dem har De da endnu og flere til; for jeg gik da heller ikke ledig i alle de 285 Aar, siden vi sidst saaes, og noget har jeg dog samlet i den Tid, hvor lidt det saa kan være. Men Alt, hvad David Baxter eier, eller kommer til at eie, det hører Robert Fulton til, det falder af sig selv, for jeg kan aldrig finde Nogen, hvem jeg under det bedre.«

»Er det virkelig Dit Alvor, David?« spurgte Fulton, i hvis Barm Haabet og Livslysten nu igjen begyndte at vaagne.

»Ja vist er det mit Alvor, hvor kan Du tvivle derom, Robert! Jeg har jo ingen Anden her paa Jorden, som jeg holder af uden Dig. Du skal være mit Barn og arve det Lidet, jeg eier, det svor jeg allerede dengang, da Du gjorde mig den Tjeneste at leve op igjen, efterat vi alle troede Dig død og borte, og det har jeg heller ikke glemt i alle de Aar, vi har været skilt ad. Tværtimod, for Livs og Døds Skyld, som man siger, har jeg ladet en Procurator i Pittsburgh skrive det op i et Testament, som jeg har underskrevet i Vidners Nærværelse med paaholden Pen. Og alle mine Penge har jeg desuden bragt med mig, Robert, saa Du kan faae dem, naar Du vil.«

»Ja!« sagde Fulton og omfavnede sin gamle Ven og lagde sit Hoved til hans Bryst, »jeg vil være Dit Barn, David, og Du skal være min Fader; thi han, som De kalde min Fader, han har alt for lang Tid siden sagt sig løs fra mig, ja han har givet mig sin Forbandelse, David, fordi jeg ikke vilde gaae den Vei, han ønskede, og det er da nok det Eneste, han har givet mig, siden jeg var en Dreng paa ni Aar. Min Fader og min Stedmoder, mine Søstre og mine Brødre, min Pleiefader, og - hvad 286 der er endnu værre - hun, som jeg elskede høiere end mit Liv, og som ogsaa sagde, at hun elskede mig, see! alle disse have vendt mig Ryggen, og de spotte, haane og forfølge mig og sønderslide mig med deres Tunger, ligesom alle de Andre; kun Du alene er mig tro, David, kun Du, fattige og ringe Mand, har endnu et Hjerte for min Nød og vil dele Din lille, Din suurt erhvervede Eiendom med mig.«

»Ja, ja,« svarede David, »De Fornemme og Rige har nu saa meget Andet at tænke paa; men vi Fattige, hvis vi ikke havde noget Hjerte i Livet, saa havde vi jo nok slet intet at leve for.«

SYVENDE CAPITEL.

Efter David Baxters Opfordring maatte nu Fulton følge ham hen til et Gjestgiverhuus, hvor den gamle Mand med en rigelig Bevertning søgte at lægge sin Glæde for Dagen, over at han igjen var bleven samlet med sin kjære Dreng, sit eget Barn, som han kaldte Fulton.

Den næste Dag maatte Fulton give sin Ven en nøiagtig og fuldstændig Besked om alle de Penge, han havde laant, og om de Forskrivninger, han i denne Anledning havde udstedt; herved gjorde David Baxter flere Bemærkninger og meente, at han, naar han ret alvorlig talte med hans Creditorer, vel skulde faae dem til at give nogen Udsættelse og nogen Afkortning i Gjelden.

Dette søgte han ogsaa ufortøvet at sætte igjennem, idet han besøgte Vedkommende. Fulton selv vilde han ikke have med paa disse Besøg; thi han var nok altfor god og eftergivende, sagde han, dertil 287 ogsaa for ung og uerfaren, og det vilde derfor blot være til hans egen Skade, hvis han fulgte med.

I Begyndelsen havde David Baxter kun liden Fremgang; thi Creditorerne erklærede næsten eenstemmig, at Pengene vare laante af en anden Mand, og deres Hænder vare saaledes ikke frie. Saameget erfarede dog David Baxter, da han nærmere undersøgte Sagen, at Jack Turner, Advocat Grays Fuldmægtig, var den egentlige Hovedcreditor, der paa anden Haand havde forstrakt Fulton med Penge.

Førend disse Underhandlinger bleve sluttede, modtog Fulton Besøg af et Par Arbeidere, som han tidligere ved sin venlige Behandling havde vundet. Disse vare, som de erklærede, fuldt og fast overbeviste om, at Dusty Nickels havde stukket Ild paa Baaden; thi Nickels pleiede i denne Tid næsten hver Aften, naar han efter Sædvane var beruset, at rose sig af sin Bedrift imod Fulton. Han havde desuden svoren paa, at om Fulton vilde bygge en Baad igjen, da skulde den gaae samme Vei, som den forrige. Og det kunde han gjøre uden Risico, lagde han til; thi Jack Turner havde lovet ham, at der ikke skulde blive krummet et Haar paa hans Hoved for denne Sag, for Jack og hans Principal skulde nok give det Hele den Vending, at det saae ud, som om Fulton selv var Skyld i sin Ulykke. Dette, sagde de to Arbeidere, havde de, og Flere med dem, hørt af Dusty Nickels's egen Mund, og det vilde de beedige for Retten, naar det skulde være.

Neppe hørte David Baxter dette, før han strax opsøgte Jack Turner, der allerede inden Advocatens Giftermaal var flyttet bort af hans Huus og havde leiet sig en Bolig paa et andet Sted i Byen. David 288 havde vel ikke lært stort Andet end sit Haandværk; men han havde dog havt med mange Slags Mennesker at bestille og var paa sin Viis aldeles ikke ubekjendt med Verden. Han fortalte nu ligefrem til Jack, hvad Arbeiderne havde berettet, og hvad de vare rede til at beedige, dog uden at nævne deres Navne. Derefter erklærede han, at Hr. Turner nu enten skulde finde sig i Billighed og give Udsættelse, idetmindste med Hensyn til en Deel af Gjelden, og dertil et dygtigt Afslag, eller ogsaa blev der lagt Sag an mod Dusty Nickels for Brandstiftelse, og mod ham selv som Medvider i og Tilskynder til Gjerningen.

Uagtet nu Jack i Begyndelsen anstillede sig meget rolig herved, og uagtet han gjentagne Gange erklærede, at denne Sag vilde faae et slet Udfald for Robert Fulton selv: saa mærkede dog David Baxter snart, at der var en Frygt hos ham, som han ikke ganske kunde skjule. Overhovedet var David Baxter en Mand, der ikke lod sig forbløffe af Trudsler, og der ved sin faste og uforfærdede Holdning syntes vel skikket til at virke paa en Person som Jack Turner, der sjelden var vant til at see sin Fjende lige i Øinene, og der desuden, da hans Principal nu havde forladt ham og var afgaaet til England, havde mistet det faste Værn, hvortil han ellers pleiede at støtte sig.

Enden paa det Hele blev da, at Jack gav et betydeligt Afslag, og at han, naar en Deel af Gjelden strax blev betalt, fandt sig i at vente med det Øvrige. Dette gjorde han, som han forsikkrede, dog ikke af Frygt, men kun af Medlidenhed med Robert Fultons Ungdom og Ulykke, og dernæst for at undgaae 289 en Proces, som han vel maatte vinde, men som dog kunde vække hæslige Rygter; thi man vidste jo, at Folk hellere troede det Slette end det Gode.

»Ja, der taler De af Erfaring,« svarede David Baxter, »derpaa regnede vel ogsaa Deres Principal, da han udspredte de mange skammelige Rygter om Robert Fulton.«

»Ak tro dog ikke det!« raabte Jack; »ingen af de Artikler, der staae i Bladene, kommer fra os, derom skal idetmindste Ingen kunne overbevise os.«

Nu udbetalte David Baxter ham to hundrede Dollars, hvilket omtrent udgjorde Halvdelen af, hvad han i de senere Aar havde sammensparet; den øvøvrige Gjeld skulde blive betalt lidt efter lidt, eftersom Fulton saae sig istand dertil, og deraf skulde desuden en Trediedeel eftergives, ligesom der heller ikke i de første sex Maaneder skulde svares nogen Rente deraf.

Efterat Fulton nu ogsaa ved sin Vens Hjelp havde afgjort sit Mellemværende med sin Vertinde, flyttede han hen med ham i en simplere Bolig. Ligeledes paatog David Baxter sig at skaffe ham en Plads hos en Maskinbygger, hvor de kunde arbeide sammen; og da David var en duelig Haandværker, der havde gode Vidnesbyrd fra de Steder, hvor han tidligere havde tjent, og da han nu erklærede, at han ikke vilde indlade sig med nogen Mester, hvis ikke denne tillige gav Arbeide til hans Ven Robert Fulton, saa lykkedes det ham ogsaa tilsidst at sætte sin Villie igjennem.

Flere Maaneder efterat Fulton havde skiftet Bolig, opdagede han omsider John Bridles Adresse, som 290 han tidligere forgjeves havde søgt, og der havde skjult sig saa godt mellem nogle sammenheftede Tegninger, at det intet Under var, at han i den urolige Sindsstemning, hvori han dengang befandt sig, ikke havde funden den. Han besluttede da nu at skrive John Bridle til, der, som han meente, vel havde Midler til at hjelpe ham ud af hans Forlegenhed. Denne Beslutning udførte han ogsaa; men kort efter, endnu før han havde modtaget John Bridles Svar, fik han et andet Brev, der, hvis han havde modtaget det tidligere, rimeligviis aldeles vilde have afholdt ham fra at skrive til John Bridle.

»Det har gjort mig ondt at erfare,« stod der i dette Brev, »at Din Plan er slaaet feil. Jeg sender Dig hermed indlagte Vexel paa fem hundrede Dollars, som jeg beder Dig at betragte som en Gave fra Din gamle Ven. Er Du det udvalgte Redskab - forsaavidt der i jordiske Ting kan være Tale om Sligt - da skal Du vel engang igjen optage Din Plan, og Herren skal lægge sin Velsignelse dertil. - Min Abigail har ikke glemt Dig; det er hende, der ingen Ro lod mig, før jeg sendte Dig dette Brev.

Thomas Milburn.«

Da Fulton havde læst dette, sank han paa sine Knæe og takkede den gode Gud, der saaledes paa Veie, som intet Menneske forudseer, sørger for sine Skabningers Vel. Paa samme Tid bøiede han sit Hoved, idet han med dyb Anger erkjendte, hvor formasteligt han havde handlet ved i Fortvivlelse at ville ende sine Dage, istedenfor at fæste Lid til den, i hvis Haand den Ulykke, som Mennesket allermest skjælver for, kan vende sig til Held og Lykke.

291

Ligesaa glad som Fulton blev over denne Skrivelse, ligesaa glad blev ogsaa hans tro Ven David derover. »Seer Du,« sagde han, »det vidste jeg nok, der gives flere ærlige Folk her i Verden end den gamle David Baxter, det falder jo af sig selv.«

Saasnart Fulton havde hævet de fem hundrede Dollars, skrev han et Svar til den gamle Milburn, hvori han takkede ham for al hans Godhed, og hvori han tillige bad at hilse Abigail og hele hans øvrige Familie. Han tilstod ogsaa, at den omtalte Vexel under hans nærværende Omstændigheder kom ham saare beleiligt. Forresten undgik han enhver meget stærk Yttring af sin Taknemmelighed, da han vidste, at Sligt ikke behagede Milburn.

Noget efter fik han desuden et meget venligt Svar fra John Bridle, hvori denne lovede at staae ham bi af al Formue, for at han saasnart som muligt kunde komme ud af al sin Gjeld. Saaledes lykkedes det ham nu ved sine Venners kraftige Bistand at afgjøre sit Mellemværende med Jack Turner og at indløse sine Forskrivninger. Men da han nu tilsidst ogsaa talte om at erstatte de Udgifter, som David Baxter for hans Skyld havde havt, da blev denne meget misfornøiet. »Nei, nei!« sagde han, »jeg trænger ikke til Penge, og desuden, hvad jeg eier, det eier ogsaa Du; mellem os to kan der hverken være Tale om Gjeld eller om Skadeserstatning.«

Milburns Skrivelse virkede ogsaa forsaavidt velgjørende paa Fulton, at den igjen vakte hans forrige Dristighed og Tillid til hans egen Kraft; thi der ligger en stor Spændkraft i de Menneskers Sjæle, der, fremfor Andre, ere kaldede til at leve for Udførelsen af en Idee. Og om de ogsaa undertiden 292 kunne synes nedtrykte enten af ydre Hindringer, eller fordi der er opstaaet en Tvivl i deres eget Bryst, saa kommer dog snart den Tid igjen, hvori de bæres og hæves af deres egen mægtige Tanke, saa de ikke længere synes at være de Mennesker, som de vare i deres Frafaldsstund og i Modløshedens Dage. Saaledes gik det ogsaa denne Gang med Fulton, og han besluttede nu, at han ikke for bestandig vilde opgive den Plan, han i saa lang Tid havde levet for. Dog var det ikke hans Agt strax at begynde paa Bygningen af en ny Dampbaad, men han vilde først erhverve sig en saa anerkjendt Dygtighed i sit Fag, saa han kunde understøttes i sine Forsøg af den offentlige Tillid, ved hvis Hjelp han da vilde udføre sin Plan efter en større Maalestok og med sikkrere Midler.

Uagtet Fultons Omstændigheder nu vare blevne meget forbedrede, vedblev han dog at arbeide som simpel Haandværker og tillige at boe sammen med David Baxter. Iøvrigt viste han sig saa duelig i sit Fag, at hans ny Mester var meget fornøiet med ham, og det havde nu vel staaet til ham at finde Arbeide paa mange Steder, uden at han dertil havde behøvet David Baxters Anbefaling.

I denne Tid fuldbragte han desuden et Værk, der hos alle dem, der saae det og kunde dømme derom, fuldkommen oprettede Alt, hvad han havde tabt i Anseelse ved sit tidligere Uheld. Han forbandt nemlig flere Tridser saaledes sammen, at man derved, med en langt mindre Kraftanstrengelse end den, der sædvanlig ved slige Leiligheder anvendes, kunde løfte de sværeste Bjælker i Veiret. Men uagtet 293 dette Tridseværk endnu temmelig tidt anvendes, saa er der dog kun Faa, der vide, at Robert Fulton er Opfinderen deraf. Iøvrigt har det, ved Siden af sine Fortrin, den Feil, som Fulton ogsaa selv indrømmede, at man derved ikke kan løfte Byrderne saa høit i Veiret, som det undertiden vilde være ønskeligt.

Efterat Fulton i længere Tid havde været sysselsat paa denne Maade, modtog han atter ganske uventet et Brev af følgende Indhold:

»Først ganske nylig, da jeg, efter et længere Ophold i Paris igjen besøgte London, blev jeg underrettet om den selsomme Plan, Du vilde udføre, og om det Uheld, der i denne Henseende har truffen Dig. Imidlertid vil jeg snarere betragte dette som et Held, hvis det kan give Anledning til, at Du igjen tager fat paa den Kunst, som Du har saa fortrinlige Anlæg til. Jeg har nylig talt med en af vore Landsmænd om Dig. Denne Mand kalder sig Benjamin West og har gjort sig berømt over hele Europa ved sit Talent for Malerkunsten. Jeg har viist ham adskillige af Dine Haandtegninger, med hvilke han var meget vel fornøiet; og hvis Du skulde have Lyst til i nogle Aar at tage Underviisning hos ham, da er han meget tilbøielig til at optage Dig imellem sine Elever. I det Haab, at Du dog maaskee vil indlade Dig herpaa, har jeg givet Ordre til min Banquier i Philadelphia at udbetale Dig en saa stor Sum, saa Du i nogle Aar kan opholde Dig i London og udvikle Dit Talent, uden at være bekymret for Dit Ophold. Det vil være mig en stor Glæde, hvis Du vil indlade Dig herpaa; skulde Du imidlertid føle en saa uovervindelig Tilbøielighed til 294 den mechaniske Kunst, at Du ikke ganske vil op give den, nu i Guds Navn, saa vil jeg ogsaa finde mig deri. En Mand, der har givet sig af med saa man ge forskjellige Ting som jeg, har ingen Ret til at tage det ilde op, at Du ogsaa vil udvikle Dig i forskjellige Retninger, og jeg vil da, naar Du i nogle Aar har benyttet den Anviisning, Benjamin West kan give Dig, overlade det til Dig selv at bestemme hvilken Vei Du tilsidst vil gaae. Dette synes mig et tem melig billigt Tilbud, og jeg vil kun endnu tilføie, at der ikke gives nogen By i Verden, hvor Du paa en grundigere Maade kan blive underviist i den me chaniske Kunst end her i London. Jeg forventer Dit Svar saasnart, som muligt. Dog vil det neppe finde mig her, da jeg om kort Tid vender tilbage til Paris, hvorhen, uagtet jeg ingenlunde vil forsvare de Udsvævelser, i hvilke den unge Frihed har gjort sig skyldig, dog mine politiske Interesser og mine Grundsætninger med Hensyn til Menneskeslægtens ufortabelige Rettigheder drage mig med uimodstaae lig Magt. Dersom Du blot vil afgive Dit Svar til min Banquier, hvis Bolig Du kjender, da vil han be sørge det sikkert i mine Hænder. De omtalte Pen ge kan Du strax hos ham forlange udbetalte, thi han har med den samme Leilighed, hvormed Du faaer dette Brev, modtaget min Ordre i denne Hen seende.
Din trofaste Ven
Joel Barlow.«

Da Fulton havde læst dette Brev, var han en Tidlang uvis om, hvad han skulde gjøre. Han havde oftere i denne Tid ønsket at besøge London, hvor den mechaniske Kunst, som han vel vidste, og som 295 Barlow skrev, havde naaet en langt større Fuldkommenhed og Udvikling end i Amerika. Desuden ønskede han ogsaa, idetmindste paa nogle Aar, at fjerne sig fra sit Fædreland, hvor han endnu af og til maatte lide under den Fordom, der tidligere var bleven vakt imod ham. Det Eneste, hvad der vakte hans Betænkelighed, var Barlows Fordring, at han igjen skulde give sig i Lære hos en Maler; men omsider, efterat han længe havde overveiet Sagen, meente han at see en Udvei, hvorpaa han, uden ganske at afslaae sin Vens Begjering, dog kunde blive sig selv og sin Kunst tro.

Han satte sig da ned og skrev et Svar til Barlow, hvori han takkede ham for hans uegennyttige Venskab, og hvori han tillige erklærede, at han foreløbig vilde modtage hans gode Tilbud. Han vilde ogsaa virkelig i de første Aar tage Underviisning hos Benjamin West i Malning og Tegning, saameget mere, da han indsaae, hvor vigtigt det var, med Hensyn til hans egentlige Fag, at kunne tegne godt. Imidlertid fordulgte han ikke, at han fornemmelig vilde studere den mechaniske Kunst, og at han ikke var tvivlsom om, hvilken Vei han tilsidst vilde vælge. »Skulde Du dog nu ikke være ganske fornøiet hermed,« føiede han til, »da vil jeg betragte de Udgifter, Du for min Skyld har paadraget Dig, som et Laan, hvilket det er min hellige Pligt med Tiden at betale tilbage.«

Dette Brev afgav nu Fulton i den Kjøbmands Hænder, der besørgede Barlows Pengeaffairer. Denne Mand viste sig da meget artig og forekommende mod Fulton og var strax rede til, da han ønskede det, at omsætte de Penge, han skulde udbetale 296 ham, i Anviisninger og Vexler paa London. Det var den samme Kjøbmand, udenfor hvis Huus han i sin høieste Nød havde siddet, og som han dengang, endskjøndt han saa høilig trængte dertil, ikke havde villet anmode om nogen Understøttelse, hvilken sandsynligviis heller ikke under de Forhold, selv om han havde nedladt sig til at trygle derom, var bleven ham tilstaaet.

Det falder af sig selv, at Fulton strax, da han havde modtaget Barlows Brev, meddeelte Indholdet deraf til David Baxter, som han tillige, efterat have underrettet ham om sin Beslutning, bad at følge med til London. David Baxter blev noget alvorlig, da han hørte dette, og efterat Fulton havde ophørt at tale, svarede han i Begyndelsen intet derpaa. Endelig tog han en lille Cigar ud af Munden, slukkede den med stor Betænksomhed og kastede den bort. »Jeg har vel tænkt, at det maatte komme saa,« sagde han, »og jeg kan da just heller egentlig ikke have noget derimod, fordi jeg vel kan begribe, at Du ikke kan lære halv saa meget her, som histovre, hvor Folk ere saa udlærte. Men for David Baxter vilde der dog neppe være nogen Plads der; jeg har ingen Lyst paa mine gamle Dage at gaae i Skole igjen hos Englænderne. Jeg har jo desuden, saalænge Krigen varede, efter Pligt og Skyldighed, gjort dem alt det Onde, jeg formaaede. Nei, nei, reis Du, Robert! Du er ung, og for Dig kan det have sin Nytte, men jeg er sløv og gammel, jeg vilde kun vække Spot og Latter, hvis jeg kom til England.«

Derved blev David Baxter, og det var ikke muligt at faae ham til at forandre sin Beslutning. Derimod 297 lovede Fulton, at han, naar han kom tilbage, som han sikkert vilde, skulde lade David Baxter det vide, for at denne, der imidlertid ikke vilde drage langt bort fra Philadelphia, da kunde samles med ham igjen.

Tre Uger efterat Fulton havde modtaget Barlows sidste Brev, leiede han sig en Plads som Passageer paa et Skib, der allerede laae seilfærdigt paa Delawarefloden, og der snart skulde afgaae til London. Der var Ingen i Philadelphia, som det nu smertede ham at forlade, med Undtagelse af den gamle David. Han omfavnede ham med et taknemmeligt Hjerte ved Afskeden, og med inderlig Bedrøvelse over at skulle skilles fra ham. »Nu det er ikke værdt at flæbe,« sagde David, uagtet han selv ikke kunde tilbageholde sine Taarer, »det er jo til Dit eget Bedste, og naar Du nu engang sætter Noget igjennem, der kan spørges efter vor Død, saa kan dog ogsaa den gamle David Baxter sige, at han har havt lidt Deel deri.«

»Men hvis jeg nu ikke sætter noget Sligt igjennem, David?«

»Nu saa kan Du være ligesaa god for det, og i Vorherres Øine gjør det da vel heller ikke nogen stor Forskjel,« svarede David.

David Baxter blev endnu længe staaende paa Flodbredden, efterat Fulton var stegen ned i den lille Jolle, der skulde føre ham hen til Skibet, der laae temmelig langt borte fra Landingsstedet. David stirrede efter ham, saalænge han kunde see ham; men da han omsider havde tabt ham af Sigte, vendte han sig om, tørrede sine Øine og gik langsomt hjem. »See saa,« sagde han, »nu er jeg igjen 298 alene, som jeg har været det den meste Tid af mit Liv; nu har jeg ingen anden Glæde, end at lægge de faa Skillinger til Side, som jeg kan skrabe sammen, saa han dog ikke skal finde mine Gjemmer ganske tomme, naar jeg engang er gaaet bort herfra.«

OTTENDE CAPITEL.

Der henrandt derefter en længere Tid, hvori Fultons Liv ikke kan afgive noget synderligt Stof til Fortælling, og som det da maa være os tilladt at forbigaae med Taushed. Vi gjenfinde ham efter nogle Aars Forløb i London, hvor han blev underviist af sin berømte Landsmand Benjamin West, der, ligesom han selv, var født i Pennsylvanien, og der ikke blot ved sit Malertalent, men ogsaa ved sine heldige Bestræbelser efter at give Kunsten et høiere Opsving og en større Udbredelse mellem Folket, havde erhvervet sig en stor og almindelig Anerkjendelse.

I alle disse Aar var Fulton bleven den Plan tro, som han alt tidligere, før han forlod Amerika, havde udkastet for sit Liv; thi meer end Halvdelen af sin Tid opoffrede han paa de mathematiske og mechaniske Videnskaber, hvori han da ogsaa, understøttet baade af Talent og af en usædvanlig Flid, lidt efter lidt erhvervede sig en grundig Indsigt. Hvorledes han fandt Tid til at forene disse forskjellige Studier med den Kunst, han nu igjen drev, derpaa kunne vi alene svare, idet vi henpege til den Kraft, hvorved de stærkere Aander hendrives mod deres Maal. Iøvrigt henstille vi vor ovenanførte Paastand som en Kjendsgerning, hvilken 299 alle Beretninger om Fultons Ophold i London eensstemmig bekræfte.

I denne Tid skal Fulton allerede have udarbeidet en Plan til Canalernes Forbedring, hvilken Plan han indsendte til Regjeringen; imidlertid fandt hans Forslag ikke den Opmuntring, som det, efter alle Kyndiges Dom, der senere have gjort sig bekjendt dermed, upaatvivlelig fortjente.

Til det historiske Maleri, hvortil Fultons Lærer dog bestandig opmuntrede ham, syntes han ikke synderlig oplagt; heldigere var han som Portraitmaler, hvorfor han ogsaa i denne Retning fik temmelig mange Bestillinger. Men der var en anden Green af Malerkunsten, hvori han endnu lagde et større Talent for Dagen end i sine Portraiter, det var i Perspectivmaleriet. Ja, heri bragte han det, ledet af et sikkert Øiemaal og af sine grundige mathematiske Indsigter, tilsidst saavidt, at der ikke vare mange Mestere i London, der i denne Kunstretning kunde gjøre ham Rangen stridig.

Det var netop i de Dage, at Hr. Barker fra Edinburgh havde opstillet sit berømte Panorama i London. Til dette Slags Maleri behøves, som bekjendt, just ikke nogen fiin og gjennemført Udarbeidelse af det Enkelte, men derimod en meget nøiagtig Iagttagelse saavel af Linear- som af Luftperspectivet. Billedet selv bliver enten malet eller opstillet paa Væggen i et cirkelrundt Værelse. I Midten er der en Pille, hvorom en Snegletrappe dreier sig, paa hvilken Tilskuerne stige op i et Gallerie; Gulvet i dette Gallerie strækker sig ud i en skraa Runddeel og danner saaledes et Slags Skjerm, der skjuler den nedre Rand af Maleriet. Den øverste 300 Rand deraf er ligeledes skjult bag en Skjerm, som udgaaer fra Pillen ovenover Galleriet. Lyset kommer ovenfra gjennem Glasvinduer, der heller ikke sees, da de dækkes bag den øvre formørkede Skjerm; derimod falder det med al sin Styrke paa Billedet selv. Saaledes seer man paa alle Sider intet Andet end det oplyste Rundmaleri, der er begrændset af Mørke paa begge Sider.

Naar dette Maleri nu er malet nøiagtig efter de Regler og Forhold, og i den vexlende Farvetone, som Perspectivlæren foreskriver, da frembringer det, som alle de, der have seet gode Malerier af dette Slags, eenstemmig bevidne, en aldeles forbausende Virkning. I de Søstykker, der dengang bleve opstillede, var Illusionen saa stærk, at Mange, ved at stirre derpaa, troede at føle et Anfald af Søsyge. Dog er det muligt, at dette ikke var Andet end en let Svimmelhed, der opstod ved Lysets Leeg paa det med gribende Sandhed fremstillede Billed. Hvad der taler herfor, er, at den samme Svimmelhel undertiden opstod under Betragtningen af de Rundmalerier, paa hvilke der aldeles intet Hav var at see. Men hvad man saa her vil antage, saa er det vist, at Virkningen dengang, da denne Kunst endnu var i de bedste Perspectivmaleres Hænder, syntes aldeles vidunderlig. Hele London strømmede hen for at see denne ny Opfindelse, og alle offentlige Blade i Europa gave Gjenlyd af den Beundring, som den havde vakt.

Hverken Benjamin West eller Fulton forsømte at see dette Kunstværk, og de bleve begge stærkt grebne af det vidunderlige Sandhedsskin, som Rundmaleriet frembragte. Da de siden gik hjem 301 sammen, sagde West til Fulton: »I dette Slags Maleri skulde De forsøge Dem; thi den egentlige Perspectivlære kjender Ingen bedre end De, og derpaa kommer jo her Alt an.«

»Troer De virkelig, det vilde lykkes for mig?« spurgte Fulton.

»Det troer jeg ganske vist; den mathematiske Tegning er jo netop Deres Hovedstyrke, og Luftperspectivet forstaar De Dem ogsaa godt paa. Her i London kan det imidlertid ikke nytte at forsøge Sligt; thi Barker har, som jeg temmelig vist veed, løst et Patent, der ikke tillader nogen Medbeiler i denne Kunstgreen at fremtræde her.«

Fulton gik nu meget ofte hen og betragtede dette saakaldte Panorama, og jo oftere han saae det, desto stærkere blev han overbeviist om, at det ikke vilde overgaae hans Kræfter at fremstille noget Lignende; ja, han meente endog, ved nøiere Undersøgelse, at opdage enkelte Smaafeil i Perspectivet, der let kunde rettes, hvorved Virkningen endnu maatte blive forstærket.

Da han næste Gang skrev til Barlow, kunde han ikke undlade at give ham en temmelig nøiagtig Beskrivelse af dette Slags Maleri, ved hvilken Leilighed han tillige forespurgte sig, om han troede, at et saadant Kunstværk vilde blive seet med Bifald i Frankrigs Hovedstad. Dengang dette Brev ankom til Paris, hvor Barlow i de Aar som oftest opholdt sig, var han imidlertid ikke der tilstede; thi han havde nylig, som Fulton først senere erfoer, efter en Ordre fra Regjeringen i de forenede Stater, foretaget en Reise til det nordlige Afrika for der at udløse de amerikanske Fanger.

302

Enhver, der giver Agt paa, hvad der foregaaer i store Stæder, vil sikkert bemærke, at Menneskestrømmen der let kan sættes i Bevægelse, ja, at Mængden endog kan betages af en enthusiastisk Ruus, naar en eller anden mærkværdig Gjenstand vækker dens Deeltagelse. Den, der imidlertid vilde stole paa, at Sligt skulde vedvare, han vilde rigtignok bygge sit Huus paa Flyvesand; thi Menneskets Sind forandrer sig let, og det ene Indtryk fortrænges hurtig af det andet, og saasnart noget Nyt begynder at glimre for Mængdens Øine, saa tænker den kun lidet meer paa det, der tidligere vakte dens Beundring.

Saaledes gik det ogsaa med Barkers Panorama, der vel en Tidlang næsten udelukkende sysselsatte den offentlige Opmærksomhed, men der siden efter, uagtet det dog endnu blev temmelig stærkt besøgt, især af Fremmede, ikke synderlig meer omtaltes. Den Gjenstand, der denne Gang gav Mængdens Opmærksomhed en ny Retning, var ingen Anden end den høitbegavede og i hine Dage vidtberømte Laura Gray, der nu fra en Kunstreise, under hvilken hun havde vunden store Pengesummer ved sit Talent, vendte tilbage til London.

Næsten Alle vare da enige om, at hun ikke blot besad en usædvanlig skjøn Stemme, der desuden endnu havde vunden baade i Sikkerhed og Udvikling, siden hun sidst lod sig høre i London, men at hun ovenikjøbet var en af de skjønneste Skikkelser, der nogensinde var fremtraadt offentlig i denne By. Derfor strømmede ogsaa den hele rige og fornemme Verden, tilligemed enhver Anden, der i mindste Maade gjorde Fordring paa Smag og Dannelse, 303 hen for at høre hende. Hver Dag læste man Artikler i Aviserne, baade i bunden og i ubunden Stiil, hvori hun og hendes Genie, som det hed, blev hævet høit over alt det Høieste, som man tidligere, paa denne sig bestandig dreiende Jord, havde seet eller hørt; hver Gang hun sang, bleve Billetterne revne bort og solgte til Priser, der overgik Alt, hvad man tidligere ved lignende Leiligheder pleiede at betale derfor, ja, der undertiden grændsede til det Fabelagtige.

Det falder af sig selv, at Fulton, der tidligere havde staaet i en saa nær Forbindelse med Laura, heller ikke kunde være ligegyldig ved hendes Ankomst. Imidlertid var det ham i Begyndelsen aldeles umuligt at faae hende at høre; og først da hun skulde synge den sjette Gang paa et af Londons største Theatre, lykkedes det ham, mod en usædvanlig høi Betaling, at finde en Plads i en af de mindre søgte Loger.

Strax i det første Øieblik, da hun traadte ind, gjorde hun et overordentligt Indtryk paa ham; hun var, som det forekom ham, bleven endnu skjønnere, end da han sidst saae hende; og uden at tænke paa, om denne Skjønhed ganske tilhørte hende selv, eller om den ikke for en Deel skyldtes Toilettets Kunster og den blendende Belysning, hvori hun fremtraadte, lod han sig i Begyndelsen aldeles henrive deraf; ja, det syntes ham da, som om hun aldeles ikke lignede nogen jordisk Sangerinde, men snarere en Feernes Dronning, der pludselig nedstiger fra hine Egne, hvor Livet ikke længere føles som et Tryk, men hvor det henglider som en gylden Drøm, af hvilken Sjælen dog aldrig vaagner.

304

At der vare Mange tilstede, paa hvem hun frembragte den samme Virkning, som paa Fulton, det mærkedes vel paa den stærke Jubel og det larmende Bifaldsraab, hvormed hun blev modtagen; ja denne Larm var saa stærk og vedholdende, saa der syntes at ville hengaae lang Tid, før den Ro kunde indtræde, der dog var nødvendig, hvis hendes Sang skulde høres.

Men neppe begyndte Musiken, der skulde ledsage hendes Stemme, før der blandt Tilhørerne opstod den dybeste Taushed. Kort efter klang de første Toner fra hendes Bryst, og der var nu ikke en Fjeder, der rørte sig. Lidt efter lidt udfoldede hendes Stemme sig, og hun foredrog nu flere Sangnummere, det ene vanskeligere end det andet, med en Kraft, Bestemthed og Kunstfærdighed, der vakte den største Forbauselse og Henrykkelse hos alle Kjendere, og der aldeles fortryllede den forsamlede Mængde. Hendes Stemme maatte ogsaa virkelig, især naar man blot tog Hensyn til denne selv og til dens techniske Udvikling, henregnes til de mest udmærkede og de mest omfangsrige, man nogensinde havde hørt.

Det var saa langt fra, at hendes Stemme udmattedes under Udførelsen af de anstrengende Partier, hun foredrog, saa den snarere syntes at blive stærkere, klangrigere, mere fuldtonende, jo længere hun sang. Derfor tiltog ogsaa den Fortryllelse, hvoraf Mængden var betagen, bestandig, saalænge Concerten varede, og hver Gang et Sangnummer var til Ende, blev hun igjen hilset med jublende Bifaldsraab. Endelig sluttede hun det Hele med et Par muntre franske Sange, der paa en eiendommelig 305 Maade afstak mod det Øvrige, og som hun foredrog med den største Lethed og Gratie, og da hun nu tilsidst neiede for Publikum, idet Tæppet rullede ned, da opstod der en uhyre Jubel, der i lang Tid ikke syntes at ville tage nogen Ende, og Bifaldsraabet blev da saa mægtigt, at det udøvede en næsten bedøvende Virkning.

Der var maaskee i den hele store Forsamling kun en Eneste tilstede, hvis Forventninger ikke bleve overtrufne, ja ikke engang tilfredsstillede ved hendes Sang, og denne Ene var ingen Anden end Robert Fulton. Ogsaa han maatte vel tilstaae, at hendes Stemme var usædvanlig klar, klangfuld og stærk, at den havde vunden flere Toner baade i Høiden og Dybden, at hun sang med langt større Sikkerhed og Kunstfærdighed end i gamle Dage, ligesom ogsaa, at hun nu med større Lethed udførte de sværeste Sager; men dog var der noget Ildfuldt og tillige Smeltende i hendes Sang tilforn, Noget, der kom dybere fra hendes Sjæl, hvilket nu, efter hans Mening, var forsvundet, og som al hendes Virtuositet, hendes kunstige Løb, hendes enkelte og dobbelte Triller og alle de øvrige Zirater, hvormed hun udsmykkede sin Sang, ikke kunde erstatte.

Uden Tvivl havde Fulton Ret i sin Mening, hvor stærkt den ogsaa afveg fra den almindelige. Ingen foretager en fleeraarig Kunstreise gjennem Europa paa de Betingelser, som Laura havde underkastet sig, uden at betale den dyrt; med andre Ord, Ingen tvinger Kunstens Aand til uafladelig at trælle for Guld og Rigdom, uden at opoffre meer derfor end Alt, hvad han derved kan vinde. Dette var virkelig 306 skeet med Laura; thi uagtet hendes Stemme, som sagt, udvortes havde vunden, saa var der dog kommen en Slappelse, en Ligegyldighed ind i hendes Allerinderste, hvilken under de Forhold vanskelig kunde udeblive, især naar hun hver Dag skulde omgaaes med en Mand som James Gray. Denne indre Slappelse maatte da vel ogsaa mærkes i hendes Sang, og det saameget desto stærkere, naar man havde hørt den i hendes tidligere Dage, og desuden fordrede noget mere end den blotte udvortes Færdighed, den gratieuse Maneer og Stemmens rene Metalklang.

Efter Concerten gik Fulton stille hjem, og talte ikke til Nogen om sin skuffede Forventning; men da Benjamin West, i hvis Huus han dengang boede, spurgte ham om, hvorledes deres berømte Landsmandinde havde behaget ham, roste han, som billigt var, hendes store Færdighed og hendes Stemmes Klang. Dog siden, da han sad ene paa sit Kammer, og da han tænkte nøiere over, hvad han havde hørt, da blev han betagen af den dybeste Veemod; thi det opgik bestandig klarere for ham, at Laura var falden i en fordærvelig Dæmons Hænder, der var en Fjende af hendes bedre Natur, og fra hvis Vold det dog vilde være umuligt at befrie hende. Ja, denne Overbeviisning blev tilsidst saa stærk hos ham, at han pludselig udbrød: »Jeg vilde hellere have seet hende med blege Kinder og med korslagte Arme paa Dødens Baar, end jeg vilde have mødt hende i al denne Pragt, naar jeg tillige maatte høre hende synge saaledes.«

307

NIENDE CAPITEL.

Benjamin West eiede, som bekjendt, en betydelig Malerisamling, hvilken han med stor Bekostning havde erhvervet sig, og der sikkert henhørte til de ypperste, der dengang fandtes i England. Denne Samling aabnede han med Beredvillighed for Enhver, der interesserede sig for Kunsten, og den blev næsten daglig besøgt baade af Indfødte og Fremmede.

Engang, da Fulton var sysselsat med, efter sin Lærers Ønske, at copiere et Billede i denne Samling, traadte Benjamin West ind, ledsaget af flere Fremmede, hvoriblandt Fulton ogsaa til sin store Overraskelse bemærkede Laura Gray.

Efterat de Fremmede havde seet sig noget om og betragtet flere af de bedste Malerier, paa hvilke West henledede deres Opmærksomhed, nærmede de sig ogsaa til det Billede, som Fulton copierede, ved hvilken Leilighed da Laura med stor Forundring gjenkjendte sin fordums Tilbeder.

»Er det muligt,« raabte hun, »at vi skal finde hinanden igjen her! De maa vide,« sagde hun til Benjamin West, »at Hr. Robert Fulton og jeg alt vare gamle Bekjendte i Amerika.« - »Derom har han ikke talt et eneste Ord til mig,« sagde West. - »Det er mig overordentlig kjært,« vedblev Laura, »at han endelig har opgivet den mechaniske Videnskab, for at vende tilbage til den skjønne Kunst, han tidligere syslede med.«

»Han har aldeles ikke opgivet den mechaniske Videnskab,« svarede Benjamin West; »tværtimod, jeg har snarere Frygt for, at Mechanikeren i ham 308 tilsidst skal slaae Maleren ihjel; imidlertid, det maa nu gaae, som det kan, Jernet drages af Magneten og maa drages deraf, det er en Drift, som vi ikke kan tilintetgjøre.«

»Den Drift, der bragte Dem til at samle disse skjønne Malerier, kan jeg dog langt bedre forstaae,« svarede Laura, »ingen Mechanikus vil kunne levere noget, der interesserer mig halv saameget, som denne Samling.«

»Ak,« sagde Benjamin West, »man samler og samler og bringer Kunstværker under et eneste Tag, og dog, hvo staaer os inde for, at de ikke tilsidst, naar vi ere døde, spredes igjen og adsplittes! Det er rimeligt nok, at Sligt engang vil skee, og dog er det en sørgelig Tanke.«

»De sørgelige Tanker skal man slet ikke tænke paa,« svarede Laura, »man skal jage dem bort jo før jo heller.«

Efter disse Ord gik Selskabet videre og Laura forsvandt i en af de tilstødende Sale. Men Fulton opdagede, da hun saaledes traadte ham imøde i det fulde Dagslys, at hun, uagtet hun sikkert endnu fortjente Navn af skjøn, dog havde tabt en Deel, og at der var stor en Forskjel paa hende nu, da han saae hende saaledes, som hun virkelig var, og nogle Aftener tidligere, dengang hun i den skuffende Belysning, liig en overjordisk Fee, traadte frem for den forbausede Mængdes Øine.

»Ak, at selv den høieste jordiske Skjønhed saaledes er viet til Forgængelighed,« sukkede han uvilkaarlig, idet han igjen tog fat paa sit Arbeide.

Noget efter vendte Selskabet atter tilbage. Da traadte Laura anden Gang hen til Fulton. »Ikke 309 sandt?« sagde hun, »Landsmænd, der mødes i Udlandet, skal betragte hverandre som Brødre? man føler sig endnu nærmere beslægtet med den, man har kjendt i Hjemmet, naar man møder ham i et fremmed Land; er det ikke ogsaa Deres Mening?« - »Jo, ganske vist,« svarede Fulton. - »Nu, hvis det er saa, da maa De vise det ved Deres Gjerninger; jeg er hjemme hver Aften, det skal da være mig kjært at see Dem.« - »Jeg frygter kun, at jeg ikke skal træffe den beleilige Tid,« svarede Fulton, »De synger jo flere Gange om Ugen, hvis jeg ikke tager feil.« - »O, bryd Dem ikke derom! Naar jeg har anstrengt mig stærkt, kan jeg dog ikke strax sove, da trænger jeg allermest til Selskab. Kom De kun! De vil ikke træffe ret Mange hos os. Farvel! vi sees snart igjen, tænker jeg.«

Et Par Dage derefter modtog Fulton en lille Seddel, der var skreven med Lauras egen Haand, og hvori hun indbød ham til at besøge hende den samme Dags Aften.

Da Fulton havde læst denne Seddel, stod han i Begyndelsen uvis om, hvad han skulde gjøre; thi Advokat Gray havde just ikke ført sig saaledes op imod ham, at han følte nogen stor Drift til at besøge hans Huus. Imidlertid vilde han dog nødig støde Laura og møde hendes Venlighed med Kulde; han besluttede da tilsidst, at han, til Trods for sin Modvillie mod Advokaten, vilde modtage hendes Indbydelse.

Advokat Gray havde leiet Værelser i den vestlige Ende af Byen med Udsigt til en af de store fiirkantede Pladser, der føre Navn af squares, og hvorpaa der sædvanlig findes et indhegnet Sted, 310 bevoxet med Træer, og dækket med den friskeste Grønsvær. Da Fulton kom, blev han viist op i første Etage. Her blev han ført ind i en prægtig Sal, hvori der stode flere Marmorstatuer, og hvori fandtes Vægspeile, som kastede Lysenes Glands tilbage fra forskjellige Sider.

I denne Sal traf han Laura, der sad i en Sopha, omgivet af et lille Herreselskab. Hun modtog ham med stor Venlighed. »De seer, jeg har indrettet mig ganske som i Philadelphia,« sagde hun, »om Aftenen modtager jeg Ingen uden mine nærmeste Venner, for enhver Anden er jeg ude.«

»De seer maaskee efter Advokaten,« sagde hun kort efter, da Fulton kastede sine Blik rundt i Salen, »han er ikke hjemme, han har været i et stort Middagsselskab; i slige Selskaber kommer jeg sjelden, thi Lægen har forbuden mig det. Maaskee vender han snart tilbage, det vil da være ham en Fornøielse at see Dem.«

Der var flere Musikkyndige tilstede, en af disse satte sig efter Lauras Opfordring til Klaveret og spillede. Da man anmodede hende selv om at synge, bad hun om, at man vilde have hende undskyldt. »Jeg ønsker helst at være fri, naar jeg kan,« sagde hun, »jeg anseer det som en Lykke, naar der kommer en Aften som denne, hvori jeg ikke behøver at synge.« - »Synger De da ikke gjerne?« spurgte Fulton. - »Jeg vil heller være fri,« svarede hun, »jeg elsker ikke Sangen saa høit mere, som før.« - »Naar De ikke elsker Sangen, hvorledes gaaer det da til, at De synger saa deiligt?« spurgte en af de Tilstedeværende. - »Nu, naar jeg skal synge, saa synger jeg saa godt jeg kan,« svarede Laura, »og 311 jeg øver mig i de bestemte Timer, fordi det engang skal saa være.«

Kort efter, da de Andres Opmærksomhed ganske var henvendt paa Musiken, gav hun Fulton et Vink, at han skulde tage Plads ved hendes Side. Hun begyndte derefter at tale med ham om hans egen Stilling og om hans Fremtid.

»Benjamin West har været hos mig,« sagde hun, »han har viist mig flere af Deres Tegninger. De har sikkert store Talenter, Fulton, og det maaskee i flere Retninger; og dog frygter jeg for, at mindre betydelige Mennesker tidt ville trænge Dem tilbage. Jeg vilde ønske, de forstod at drage større Fordeel af Deres Talenter, og at De havde noget af det - af den Gave - den savoir faire, om De saa vil kalde det, som Andre maaskee have for meget af.«

»Jeg forstaaer Dem ikke ret!« svarede Fulton.

»Veed De, hvorfor et underordnet Talent ofte naaer en saa stor Berømmelse,« vedblev hun med en noget sagtere Stemme, »hvorfor det saa tidt bliver rost og omtalt, medens det virkelige Genie maa staae tilbage? See blot bag Coulisserne, saa vil De faae meget at vide, den, der ikke har gjort dette, han vil aldrig, selv med det største Talent, stige saa høit, som den, der forstaaer denne Kunst.«

»Det er, ligesom jeg hørte en Anden tale igjennem Deres Mund,« udbrød Fulton.

»Ak, det er blot den Erfaring, som Verden giver,« svarede Laura, »jeg tilstaaer rigtignok, at den slet stemmer med de Drømme, man helst drømmer, før man har lært den at kjende.«

»Troer De ikke,« udbrød Fulton, ligesom tvungen 312 af Noget, der var stærkere end hans Besindighed, »at der gives Troldmænd, der kunne neddrage selv høiere og ædlere Aander i en lavere Kreds og gjøre dem til Organer for deres Tanker og for deres uædlere Villie?«

»Det forstaaer jeg ikke, Fulton, og vil ikke forstaae det; lad os hellere tale om andre Ting.«

Noget efter sagde Fulton: »Jeg har hørt Dem synge med stor Kunstfærdighed, Laura; men jeg hørte dengang ikke en eneste af de Sange paa Deres Læber, der gjorde et saa forunderligt Indtryk paa mig, da De sang dem i vort fælles Hjem.«

»De mener de smaa Folkesange,« svarede Laura, »som jeg sang for Dem i Philadelphia; dem tør jeg neppe synge meer; i Folkesangene er der ingen virkelig Musik, siger Advokaten, der er ikke nogen Kunst i dem, og deri har han vist ogsaa Ret.«

»Og dog synes mig,« vedblev Fulton, »at jeg intet har hørt fra Deres Læber, der dybere har bevæget min Sjæl.«

»Men netop de Sange, som De elskede høiest, dem hader han, jeg vover aldrig at synge dem, naar han er tilstede; det er ogsaa længe siden jeg sang dem, selv naar jeg var alene, de fleste af dem har jeg derfor glemt; ja, jeg troer ogsaa, at jeg har glemt den Maade, hvorpaa de skal synges.«

»O, forsøg det dog engang!« bad Fulton.

»Nu, for at De ikke skal sige, jeg er egensindig,« svarede hun, derefter reiste hun sig og gik hen til Klaveret, hvor man strax gjorde Plads for hende.

Hun satte sig da ned og spillede et lille Forspil, hvorpaa hun sang en Sang, som Fulton vel erindrede at have hørt i Amerika. Siden sang hun 313 endnu et Par andre Smaasange, og det syntes virkelig, som om de gamle Erindringer vakte Noget i hendes Sjæl, der mindede om forsvundne Tider, og som der kom Noget frem hos hende, der ikke mærkedes, naar hun foredrog sine Bravourarier. Alle Tilhørere følte sig derfor grebne af disse Melodier, og da hun reiste sig fra Klaveret, mærkede hun vel, at hun havde frembragt et stærkt Indtryk paa dem. Derfor sagde hun ogsaa kort efter til Fulton: »Jeg takker Dem, der er dog virkelig Noget i disse Sange, der er ret artigt; jeg skal være mere opmærksom paa dem i Fremtiden og gjøre et lille Udvalg deraf, og hvis jeg blot kan faae Lov til at synge dem offentlig, saa troer jeg nok, de skal gjøre Virkning.«

Lidt efter kom James Gray hjem, han syntes da meget vel tilmode, og det kan vel være, at de selskabelige Nydelser ikke havde formindsket hans Tunges Dristighed, dog havde de ingenlunde berøvet ham hans fulde Besindighed. »Velkommen!« raabte han, da han saae Fulton, »jeg vidste nok, at De nu opholder Dem i London; det er mig kjært, at vi skal træffes her.«

Derefter greb han et Par Aviser, som en Tjener bragte, og bladede deri. »Der ere igjen store Lovtaler i Bladene,« sagde han til Laura, »see her! - Her er De ellers komne i et underligt Selskab.« Derefter læste han:

»Templebarstrand Nr. 11 i Stuen til Gaarden forevises en stor Fisk af en eiendommelig Art, der aldrig før har været seet i London; den er fangen i Nilfloden, den er kugelrund og fuld af Pigger.

314

Denne høist mærkelige Skabning vækker endnu bestandig stor Forbauselse hos alle dem, der see den. Den er et af disse Vidundere, som Skaberen synes at have frembragt for at overraske Verden og forvirre vore Systemer, og som ikke blot de Naturkyndige, men Enhver, ja selv det mindste Barn, med Interesse vil betragte. - Den vil endnu kun være at see i otte Dage.«

»I Gaar Aftes,« saaledes vedblev Advokaten at læse, »gav den verdensberømte Laura Gray, det eneste Exemplar i sit Slags, som Amerika har at fremvise, igjen en Concert, hvori hun aldeles fortryllede det kunstelskende Publikum. Efter alle Kyndiges eenstemmige Dom er der i dette Øieblik ingen Sangerinde i hele Europa, der kan sammenlignes med hende, men hvad der endnu forhøier Nydelsen, er, at hun, idet hun henriver os med sin Sang, tillige fortryller os med en Skjønhed, som neppe nogensinde før har været forenet med et saa stort Talent. Vi raade enhver Kunstelsker til at gribe Leiligheden og høre hende jo før jo hellere; thi man taler om et Engagement paa Fastlandet, der maaskee kan føre hende bort fra os hurtigere, end det fra først af var bestemt, og i alle Tilfælde langt hurtigere, end vi kunne ønske.«

»Ja, ja,« føiede Advokaten til, idet han lagde Avisen hen, »det er meget forskjellige Berømtheder, der saaledes venskabelig mødes i de offentlige Blade.«

Disse Ord udtalte han i en saa spottende Tone, at de bevirkede en forlegen Taushed i Selskabet, paa samme Tid gik der en mørk Sky over Lauras Aasyn, og der kom tillige et Udtryk i hendes Blik, 315 der vidnede om, at den Lidenskabelighed, der var nedarvet i hendes Blod, om den ogsaa var noget tilbagetrængt, dog paa ingen Maade var udslukt.

»Ja,« vedblev Advokaten, uden at lade sig synderlig anfegte af de Øvriges Taushed, »De har nu naaet, hvad De stræbte efter; men dog maa vi dele Berømtheden med mange Slags Skabninger, som De seer, Laurbærtræets Frugt har desuden en bitter Eftersmag, og den giver heller ingen Næring; det gjelder da om at omsætte hiin Berømthed i virkelige og reelle Goder, det er det Eneste, der bliver tilbage, naar alle vore Sværmerier ere bortdunstede, og naar vore Talenter tilsidst ikke længere ville staae os bi.«

Ved Advokatens Indtrædelse var der aabenbar kommen en anden Aand ind i Selskabet. Om Musik og Sang var der nu ikke længere Spørgsmaal, derimod fortaltes der mange Rygter om forskjellige meer eller mindre bekjendte Personer; og her gav Advokaten mange Anekdoter til Priis, der uagtet de ikke gjorde Vedkommende synderlig Ære, og uagtet de vel heller ikke vare saa ganske paalidelige, dog syntes at fremkalde en munter Stemning hos Selskabet.

Da Talen ogsaa tilsidst faldt paa Fultons Ven Joel Barlow, og da Advokaten ligefrem paastod, at Barlows Reise til Afrika ikke var Andet end en kløgtig Speculation, og at han, under Paaskud af at befrie de christne Slaver, lod sig udbetale betydelige Summer af den amerikanske Congres, for hvilke han intet Regnskab aflagde: saa kunde Fulton ikke længere tie dertil, men erklærede i temmelig skarpe Udtryk, at han vel ikke vidste synderlig Besked om 316 de omtalte Underhandlinger i Afrika; men dog kjendte han Barlow nøie nok til at vide, at ethvert Rygte, der tillagde ham egennyttige Bevæggrunde, var en ligefrem Opdigtelse, eller, for at nævne Tingen med sit rette Navn, en hæslig Bagtalelse.

Advokaten hørte med stor Rolighed herpaa, og syntes aldeles ikke at vredes over Fultons Iver. »Det er gjerne muligt,« sagde han tilsidst, »at der stikker nogen Bagtalelse deri; Bagtalelsen har imidlertid kun sjelden ganske Uret; den beroer som oftest paa en noget eensidig Betragtning af den Skyggeside, der upaatvivlelig i alle menneskelige Forhold er tilstede, Bagtalelsen er ogsaa Noget, der tidt paa en ubillig Maade bliver bagtalt. Tænk Dem engang hvor tomme vore Selskaber vilde blive, dersom de ikke bleve krydrede ved en lille Tilsætning af Bagtalelse. Eller, hvis De vil have et anskueligt og slaaende Argument for min Paastand, saa besøg blot af og til de saakaldte Frommes Forsamlinger, hvor der ikke siges et ondt Ord om Nogen, og see, hvilken Kjedsomhed der hersker der. Uden Bagtalelse vilde Samlivet tabe Alt, hvad der gjør det piquant; Bagtalelse er egentlig det sympathetiske Pulsslag, gjennem hvilket Hjertet i det selskabelige Liv giver sig tilkjende og gjør sig gjeldende i alle de øvrige Organer; det er ved Hjelp af den, at de næres og trives og paa en harmonisk Maade forenes til en Heelhed; uden Bagtalelse vilde der indtræde en fuldkommen Stagnation i det selskabelige Liv.«

»Og dette er vistnok det Allerbittreste, der kan siges om vore Selskaber,« sagde Fulton.

»Tro ikke det!« svarede Advokaten, »der kunde vel endnu siges langt værre Ting derom; iøvrigt 317 fortænker jeg aldeles ikke Deres Ven, Hr. Barlow i, at han har vidst at drage den størst mulige Fordeel ud af sin Situation.«

Da Fulton just ikke følte sig synderlig opbygget ved Advokatens Anekdoter og verdenskloge Betragtninger, saa greb han den første den bedste Leilighed til at forføie sig bort. Ved Afskeden rakte Laura ham sin Haand og bad ham om snart at vende tilbage, og selv Advokaten sagde ham et Par høflige Ord, hvoraf Meningen var, at det vilde være ham kjært, hvis han snart saae ham igjen.

TIENDE CAPITEL.

Nogle Dage sildigere havde Fulton igjen taget Billet til en Concert, Laura gav. Denne Gang var Jubelen endnu stærkere end forrige Aften; ja tilsidst, da Fulton gik ud, efterat Concerten var forbi, mødte han en ung Mand blandt sine Bekjendte, der betroede ham, at han selv tilligemed mangfoldige Andre havde besluttet, naar Laura var kommen hjem, at møde med Fakler paa den store Plads udenfor hendes Bolig og der at afsynge en Sang til hendes Ære. Dette kunde let skee, sagde han, da Beslutningen alt var tagen før Concertens Begyndelse, Faklerne vare paa rede Haand, og der var sørget for, at ingen Indsigelse kunde ventes fra Politiets Side.

Fulton, der var nysgjerrig efter at see dette Optog, besluttede da at følge med Fakkelbærerne; denne Belutning udførte han ogsaa, dog bar han selv ingen Fakkel.

Advokat Gray havde vel været tilstede ved Lauras 318 Concert, under hvilken han opgjorde Regnskabet for de indkomne Penge og sørgede for, at disse bleve bragte i Sikkerhed; men derefter lod han Laura kjøre alene hjem og gik selv hen i et Selskab, hvor man ventede ham.

Laura havde denne Aften anstrengt sit Bryst stærkere end sædvanligt, hvorfor hun strax, da hun kom hjem, kastede sig paa en Sopha for at hvile sig. »Jeg modtager Ingen i Aften,« sagde hun, »hvis Nogen kommer, skal der siges, at jeg er ikke vel.«

En halv Time sildigere styrtede Kammerpigen ind og meldte, at der var en stor Mængde Mennesker udenfor, der bad om at faae Fruen at see, da de vilde synge en Sang til hendes Ære.

Laura stod da op, kastede et Shavl over sig og gik ud paa en Altan, hvor hun, da den var oplyst af Lygter, tydelig kunde sees af Fakkelbærerne, der strax hilsede hende med et stormende Jubelraab. Derefter begyndte de en Sang til hendes Ære.

Imidlertid havde der ogsaa samlet sig en heel Mængde Mennesker, der ikke hørte med til det store Fakkeltog. Blandt disse fandtes der nogle af den lavere Folkeclasse, der vare forbittrede over den amerikanske Frihedskrig, fordi denne, som de meente, var et skjændigt Oprør mod England. Da disse nu hørte, at det var en Amerikanerinde, man beviste en saadan Hæder, bleve de meget opbragte derover. I Begyndelsen gav deres patriotiske Følelse sig dog kun Luft i Skjeldsord; men noget efter, da et Par Vers af Sangen vare afsungne, hørtes der pludselig et stærkt Raab, til samme Tid bleve flere Stene kastede op paa Altanen, saa at en af de der brændende Lygter knustes. Neppe saae Laura dette, 319 før hun med stor Forfærdelse flygtede bort og søgte Tilflugt i et af de indre Værelser, der vendte mod Gaarden.

Der opstod nu et heftigt Slagsmaal mellem Lauras Beundrere og hendes Modstandere. Da disse sidste imidlertid ikke vare ret mange, og da en stor Deel af de øvrige Tilskuere toge Parti for Laura, saa seirede snart hendes Tilhængere; dog gik det ikke ganske af uden blodige Pander, og desuden bleve flere af Faklerne slukte og nedtraadte i Støvet.

Saasnart Fredsforstyrrerne vare bortfjernede, og saasnart man tillige havde modtaget den Forsikkring, at Laura selv ikke var beskadiget, saa begyndte Sangen paa ny, og den blev nu sungen til Ende uden Afbrydelse. Derpaa tonede der igjen et stærkt og mange Gange gjentaget Jubelraab. Imidlertid viste Laura sig ikke mere paa Altanen, og omsider adskiltes Fakkelbærerne, efterat der tillige ved Politiets Mellemkomst vare trufne de nødvendige Foranstaltninger, for at de Ildesindedes Angreb ikke senere skulde blive gjentaget.

Negeren Gill var strax, da Toget kom, gaaet ud paa Pladsen, hvor han stillede sig saa nær ved Fakkelbærerne, at der faldt et stærkt Lysskjær paa hans sorte Ansigt. Da nu Slagsmaalet begyndte, vendte Pøbelens Raseri sig ogsaa imod ham, om hvem det snart rygtedes, at han var Lauras Tjener, og hvem den allerede hadede blot for hans Farves Skyld. Han blev derfor snart kastet til Jorden og mishandlet baade med Slag og Fodspark; imidlertid lykkedes det dog Fulton i Forening med flere af Lauras Tilhængere at udrive ham af hans Modstanderes Hænder.

320

Den stakkels Gill var bleven ynkelig tilredt. Hans Klæder vare sønderrevne og tilsmudsede; selv havde han faaet et Par Slag i Ansigtet, hvoraf Blodet strømmede ned, og et stærkt Puf for Brystet, saa at Aandedrættet gik fra ham, og han var nærved at besvime. Men neppe kom han til sig selv igjen, før han med stor Heftighed forlangte at komme ind; thi de vilde slaae hans Frue ihjel med Steen, sagde han, og naar hun var død, saa vilde han heller ikke leve længere.

Fulton førte ham da indenfor. Paa Trapperne mødte de Lauras Kammerpige, der blev meget forskrækket ved at see Gills blodige Ansigt. Derimod beroligede hun dem ganske med Hensyn til sin Frue, der vel var bleven noget bange, sagde hun, da Stenene fløi omkring hende, men der ellers ikke havde taget den mindste Skade.

Da Gill hørte dette, blev han vel tilmode og lod sig nu, uden Modstand, af Fulton og af Gaardens Portner føre op paa et lille Qvistkammer, hvor hans Seng stod. Her rensede Fulton hans Saar med Vand og søgte saa godt, han formaaede, at standse Blodet med sit Lommetørklæde.

Kort efter kom der en Chirurg, som Laura havde ladet hente, og som nu undersøgte og forbandt Gills Saar. Fulton forlod ikke Gills lille Kammer, før denne var bleven afklædt og bragt til Ro, og før Chirurgen havde givet ham den Forsikkring, at der aldeles ingen Fare var at befrygte.

Nu gik Fulton nedenfor; thi inden han forlod Huset, vilde han dog vide lidt nøiere Besked angaaende Lauras Befindende.

Der var Ingen tilstede, da han traadte ind i Forsalen, 321 hvorfor han blev staaende et Øieblik og ventede. Da aabnedes pludselig den indre Dør og Laura traadte ham selv imøde.

Der var et Slags Feberrødme i hendes Kinder, som hentydede paa, at hun dog ikke befandt sig saa vel, som Kammerpigen havde forsikkret. »Hvorledes er det med Gill?« spurgte hun med stor Heftighed.

»Med Hensyn til Gill kan jeg fuldkommen berolige Dem,« svarede Fulton, »han er kun bleven let qvæstet, om et Par Dage vil uden Tvivl hans Saar være lægte.«

Lauras Kræfter syntes imidlertid ikke at staae hende bi, hendes Lemmer skjælvede, og hun maatte tage Plads paa en Stol.

»Skal jeg kalde paa Deres Kammerpige?« spurgte Fulton.

»Det behøves ikke,« svarede Laura.

»Tag Dem dog ikke denne Hændelse saa nær,« sagde Fulton, »det er jo dog kun en Ubetydelighed, og det almindelige og stormende Bifald, den store Berømthed, De har erhvervet, og denne sidste Hæder, dette Fakkeltog, denne Triumph, som De ved Deres Talent har vunden, alt dette maa jo dog vel kunne veie op mod et sligt lille Uheld og mod et Par urolige Øieblik.«

Da saae Laura paa ham med et selsomt Blik. »Bifald,« gjentog hun, »Fakkeltog, Triumph, Berømthed! o, var jeg den Uberømteste blandt alle Qvinder, ja den fattigste Haandværksmands, eller den ringeste Dagleiers Kone! jeg vilde foretrække det for dette stormende Bifald, for denne Triumph, som De kalder det, for denne Berømthed og for denne øde Tilværelse.«

322

Idet Laura sagde dette, var det ligesom om alle hendes Træk forandrede sig, som om Sorgens Furer vilde præge sig i hendes Pande, og som om al hendes Skjønhedsglands i dette Øieblik var bortviftet, liig det Støv, der falder fra Sommerfuglens Vinger.

»Jeg saae forleden Dag,« vedblev hun, »en stille Qvækerinde; hun gik i sin dunkle Dragt, og ubemærket af de Fleste, gjennem en af Londons mindre Gader; hun besøgte maaskee en Syg, som hun vilde pleie, eller en Nødlidende, som hun vilde hjelpe. O, jeg vilde give al min Berømthed, al den Henrykkelse min Sang har vakt, alle de Laurbærkrandse, der ere blevne henkastede ved mine Fødder, for et saa skjult, saa ubemærket, saa indskrænket Liv, som denne Qvindes, thi jeg er træt af Berømmelse, mere træt, end Nogen troer og tænker.«

»De er nu syg,« svarede Fulton, »De er i en spændt og feberagtig Tilstand, naar Deres Rolighed igjen vender tilbage, da vil De tænke anderledes.«

»Berømmelse!« vedblev hun, sandsynligviis uden at have hørt hans Ord; »dersom De vidste ved hvilke slette Kunster den tidt maa kjøbes. Det er ikke Talentet og Fortjenesten alene, der i en Hast hæver os i Veiret; man maa desforuden bruge tusinde Midler, man maa give Publicum, hvad det vil have, selv om det forlanger det Usle og Uværdige; man maa svømme med Strømmen, hvor den saa fører os hen; man maa smigre og betale Bladskrivere; man maa krybe for Folk, som man i Hjertet foragter; man maa trygle om Beskyttelse hos formaaende Mænd og hykle Beundring for dem, selv om man ikke føler den; ja man maa lade skrive Bladartikler, hvori man paa anden og tredie Haand 323 roser sig selv. - Den, der ikke vil nedlade sig hertil, han vil - idetmindste hvis han ikke som Columbus opdager en ny Verden - hvor store Fortjenester han end kan have, vanskelig i Hast erhverve, hvad man kalder et europæisk Navn.«

»Det Navn, der vindes paa denne Vei, er dog vel neppe af uforgængelig Natur,« svarede Fulton.

»Og er der da Noget her paa Jorden, der er uforgængeligt?« spurgte Laura.

Nu vendte Lauras Kammerpige igjen tilbage, som hun havde sendt ned for at hente en Vaagekone til Gill. Strax efter tog Fulton Afsked, men han gik hjem med et bedrøvet Sind; thi Lauras Ulykke tyngede stærkere paa hans Bryst, end han vilde være sig det selv bekjendt.

Laura gik endnu ikke til Sengs; thi hendes Hjerte bankede saa uroligt, at hun vel følte, det kun lidet vilde nytte. Hun klædte sig blot i et Slags Natdragt, hvorefter hun sendte sin Kammerpige bort. Derefter kastede hun igjen et Shavl over sig og lagde sig i en Sopha, med Hovedet lænet til en Pude, og ventede saaledes paa, at hun skulde faae Ro, og at hendes Puls atter skulde komme i det gamle Tactslag.

To Timer efter Midnat vendte først Advokaten tilbage. Han blev meget forundret og misfornøiet, da han saae, at Laura endnu var oppe. »Hvad skal det betyde?« spurgte han, »hvorfor gaaer De ikke til Sengs? Husk, De maa skaane Deres Kræfter; De skal jo synge i Morgen igjen. Og desuden har jeg netop i Dag sluttet en meget fordeelagtig Contract, ifølge hvilken De en Tidlang kommer til at synge noget oftere, end De nu er vant til; derfor maa De tage Dem i Agt og vogte paa Deres Sundhed.«

324

»De forlanger for meget af mig,« sagde Laura, »jeg frygter min Stemme holder det ikke ud tilsidst.«

»Det har ingen Nød, naar De blot skaaner Dem i andre Henseender. Jeg hører ellers, at der har været nogle Optøier, hvorved den Klodrian Gill er kommen lidt til Skade; det er dog vel ikke for hans Skyld, at De endnu ikke er i Seng?«

»Hans Uheld har idetmindste ikke bidraget til at berolige mig,« svarede Laura.

»Ja saa,« sagde Advokaten i en spottende Tone, »nu det er ganske naturligt, at De har nogen Godhed for ham; thi der er dog vel ogsaa lidt af det afrikanske Blod i Deres Aarer.«

»Det er ganske naturligt, at vi har Godhed for dem, der vise os Troskab og Hengivenhed,« svarede Laura, »men det forstaaer De Dem ikke paa.«

»Hvorover kan De beklage Dem?« spurgte Advokaten, »har De det ikke saa godt, som Nogen kan ønske det? Kan nogen Prindsesse forlange en bedre Bolig, en bedre Opvartning og en større Overflødighed, end den, der omgiver Dem? I Sandhed Alt, hvad Deres Talent indbringer mig, det giver jeg Dem igjen med Renter, ved paa tusinde Maader at sørge for, at De kan føre et behageligt Liv.«

»Kan De da ogsaa give mig min hensvindende Ungdom igjen?« spurgte Laura, idet hendes Øine gnistrede med en Ild, der syntes at frembryde fra hendes inderste Sjæl, »kan De give mig min Tilfredshed igjen, min Munterhed, min Sundhed, mit Hjertes Haab, mine lykkelige Drømme, min Tillid til Verden, min Tro paa Menneskene? Kan De give mig det mindste af det igjen, som De ved Deres 325 kolde Spot, ved Deres skærende Foragt for Alt, hvad der lever, har røvet mig? Ak, De kan intet af alt dette give mig igjen. De har ødelagt mit Liv, De har gjort mig kjed af min Tilværelse; ja De har misbrugt mig, thi De har betragtet mig og mit Talent som en blot Handelsvare, hvormed De vilde vinde saamegen Fordeel, som muligt, uden at bryde Dem om, hvor dyrt jeg skulde betale den. Ja, sandelig, det, som jeg har tabt, det kan ingen Rigdom, ingen ydre Glands, intet Fakkeltog, ingen Laurbærkrandse, intet Bifald af den vægelsindede Mængde nogensinde give mig tilbage.«

»Der har vi atter den afrikanske Vildskab,« sagde James Gray, »De skulde dog engang lære at betvinge denne uanstændige Heftighed. Og hvad nu den Rigdom og det Bifald angaaer, som De med saa stor Haan omtaler, saa veed De meget godt, at det er Noget, som er bleven Dem en Nødvendighed, som De ikke kan undvære, ligesaalidet som en Dranker kan undvære den stærke Drik, hvori han daglig beruser sig. Men gaa nu til Sengs! Jeg skal sende Dem Deres Kammerpige, hun kan besørge Dem et kølende Pulver, saa faaer De nok Ro. I ethvert Tilfælde er dog vel Deres Seng ligesaa blød, som denne Sopha.«

»Det kan kun lidet nytte, om man hviler i den blødeste Seng, naar man har et saaret Bryst,« sagde Laura, idet hun reiste sig og gik.

Den næste Morgen indfandt Fulton sig temmelig tidlig for at spørge til Lauras Befindende. Til sin store Forbauselse traf han allerede Gill i Forsalen, der nu, som han sagde, slet ikke mere var syg.

326

Saasnart Gill saae Fulton, ilede han hen og trykkede et varmt Kys paa hans Haand. »Gill aldrig glemme, at Herren fulgte ham op,« sagde han, »og hjalp Gill bort fra de slemme Mennesker og gav det smukke Tørklæde om Gills Pande; næst Gills Frue er der Ingen, som Gill vil holde mere af.«

»Hvordan er det nu med Din Frue?« spurgte Fulton.

»Gills Frue bedre,« svarede han, »men aldrig ganske glad; Gills Frue fortjene mange Penge, men Hr. Advokaten tage dem allesammen og bruge dem, som han vil.«

Da Fulton igjen senere besøgte Laura, havde hun fuldkommen vunden sin Ligevægt tilbage, og han hørte aldeles ingen Yttring meer, der antydede, at hun var misfornøiet med sin Stilling. Omsider, efterat hun endnu i tre til fire Uger havde fortryllet Londons Indvaanere med sin Virtuositet, drog hun bort for at begynde en Kunstreise gjennem Holland og Tydskland til det høieste Norden, hvor hun, som det hed, havde modtaget et Engagement paa længere Tid og paa høist fordeelagtige Vilkaar.

ELLEVTE CAPITEL.

Nogle Aar før Fulton forlod Amerika, var der kommen en Mand til London, der, understøttet af en rig Amerikaner, forsøgte at bygge en Dampbaad paa Themsen. Men dette mislykkedes ganske, og Baaden blev snart forladt, da Maskineriet aldeles ingen Virkning frembragte. Denne Mand var ingen Anden end hiin Ramsey, hvis tidligere Forsøg Dennison 327 med saa stor Ringeagt havde omtalt i sit Dagblad.

Ikke destomindre var dog Ramsey en særdeles duelig Mechanicus, der meget vel vidste, hvad der forhen var skeet for at løse den Opgave, paa hvilken nu ogsaa han flere Gange havde forsøgt sine Kræfter.

Kort efter sit sidste mislykkede Forsøg vendte Ramsey tilbage til Virginien, hvor han var født. Senere besøgte han ogsaa Philadelphia, hvor han hørte meget om Fultons Dampbaad, om hvis Indretning han søgte at skaffe sig en saa nøiagtig Kundskab, som muligt var; til samme Tid blev han ligeledes bekjendt med det Tridseværk, som Fulton havde sammensat, og han saae flere Virkninger deraf, der gave ham store Tanker om Fultons Genie og Opfindelseskraft.

Da der var hengaaet nogle Aar, foretog Ramsey atter en Reise til England, hvor han vilde fortsætte sine Studier i den mechaniske Videnskab.

Neppe var han ankommen til London, før han opsøgte Fulton, der endnu dengang arbeidede under Veiledning af Benjamin West. Ramsey begyndte da strax at tale om Muligheden af at drive Skibe frem ved Damp og udviklede tillige den Tankegang, som han selv i denne Henseende havde fulgt.

»Paa den Vei gaaer det vist ikke,« sagde Fulton, da han havde hørt Beskrivelsen af hans Maskineri, »imidlertid er det mig dog kjært, at der findes forstandige og indsigtsfulde Mænd, der ansee denne Sag, for hvilken jeg selv har opoffret saa meget, for at være mulig. Jeg kan heller ikke troe Andet, end 328 at denne Hemmelighed dog tilsidst maa blive opdaget.«

Kort efter faldt Talen paa flere Opgaver i den Videnskab, som de begge dyrkede, og her udviklede Fulton en saa stor Mængde nye og originale Tanker, at Ramsey blev i høi Grad forbauset derved.

»De maa endelig ikke opgive Deres Ungdomsplan,« sagde omsider Ramsey, »thi skal Nogen i vor Tid løse denne Gaade, da er det rimeligt, at det bliver Dem.«

»Jeg vil heller ikke opgive den,« svarede Fulton, »tværtimod, hvad jeg saa sysler med, saa løbe dog mine bedste Tanker tilbage, ligesom Radier, til dette Midtpunkt. Dog vil jeg ikke igjen begynde derpaa, før jeg har erhvervet mig en saa grundig Indsigt i Mechaniken, at jeg kjender alle de Hjelpemidler, som Videnskaben tilbyder.«

I Ramseys Charakteer var der en egen Blanding af praktisk Dygtighed og Enthusiasme. Denne Enthusiasme yttrede sig fornemmelig, naar der var Tale om de Fremskridt, man engang kunde vente i den mechaniske Kunst; thi da hændtes det ikke saa sjelden, at Indbildningskraftens Syner hos ham traadte istedenfor den beregnende Forstand, som han dog ellers langtfra manglede.

Saaledes paastod han allerede den næste Dag, da han igjen besøgte Fulton, at de Tider vilde komme, hvori det meste af det, der hidindtil var henlagt i Magiens og i Eventyrets Verden, skulde blive virkeligt ved Hjelp af den fremskridende Videnskab. »Intet Haandværk skal da mere drives med Menneskehænder,« sagde han; »de dristigste og 329 vidunderligste Bygninger skulle fremstaae, ligesom ved et Trylleslag, formedelst en forbedret Mechanik. Ved Hjelp af den skulle Menneskene vandre paa Havets Bund, flyve som Fugle igjennem Luften og gjennemtrænge Jorden i ubekjendte Dybder, hvorved man da ikke blot skal blive Herrer over uhyre Rigdomme, men tillige opdage mangfoldige nyttige Gjenstande, hvorom Verden endnu aldeles intet Begreb har.«

»Derom kunde dog vel være nogen Tvivl,« svarede Fulton, »idetmindste ligger alt dette temmelig langt borte.«

En anden Gang, da Fulton traf sammen med Ramsey, talte hiin blandt Andet ogsaa om flere Opfindelser, hvortil Ideerne gjærede i hans Indre. Dertil lyttede Ramsey med stor Opmærksomhed.

»De er aabenbar kaldet til at være Mechaniker,« sagde Ramsey omsider, »derfor raader jeg Dem til jo før jo heller at kaste Pensel og Palet bort for udelukkende at vie Dem til det Fag, hvortil De bedst er skikket.«

»Ja, det bliver vel sikkrest at følge dette Raad,« svarede Fulton.

Fulton og Ramsey bleve nu jevnlige Omgangsvenner og studerede i Fællesskab med hinanden; med Malerkunsten gik det derimod i denne Tid kun lidet fremad, og Benjamin West mærkede vel paa Fultons Arbeider, at han dengang endnu stærkere end før blev paavirket af en fremmed Magt, for hvis Indflydelse den egentlige, eller, som West udtrykkede sig, den ædlere Kunst maatte vige.

Da fik Fulton omsider Svar paa det ovenomtalte 330 Brev til Barlow, hvilket denne først modtog efter sin Tilbagekomst fra Afrika.

I dette Svar erklærede Barlow, at han ikke tvivlede paa, at et Panorama, saaledes som Fulton uden Tvivl kunde levere det, vilde gjøre stor Lykke i Paris, hvorfor han ogsaa høilig opmuntrede ham til saasnart, som muligt, at udføre sin Plan. »Du vil have baade Ære og Fordeel deraf,« saaledes sluttede Barlow sit Brev, »det gjelder blot om at gaae rask til Værks, før nogen Anden kommer Dig i Forkjøbet. Alt, hvad jeg kan virke til, at Din Plan kan lykkes, det skal ikke mangle, det kan Du stole paa. Jeg gjør saaledes sikker Regning paa, at vi snart skulle samles.«

Neppe havde Fulton læst dette Brev, før han meddeelte Indholdet deraf til Benjamin West. »Et saadant Arbeide er sikkert det Fornuftigste, De kan begynde paa,« sagde West; »thi derved vil De jo kunne forene de to Retninger i Deres Sjæl, der hidtil bestandig have ligget i Strid med hinanden.«

Ogsaa Ramsey raadede ivrig til, at han foreløbig skulde iværksætte denne Plan. »De vil derved rimeligviis vinde en Deel Penge,« sagde Ramsey, »De vil maaskee ogsaa vinde et Navn derved og slutte Bekjendtskaber med Mænd af Indflydelse, alt dette kan da igjen være Dem til Hjelp ved Udførelsen af Deres høiere og vigtigere Planer.«

Der ere flere Perioder i Fultons Liv, med Hensyn til hvilke vi maae beklage, at de historiske Efterretninger ham angaaende bleve os tildeelte med saa sparsom Haand. Dette er især Tilfældet med Hensyn til de Aar, han tilbragte udenfor sit Fædreland. Hvis vi da her eller andensteds i denne Fortælling 331 skulde have gjort os skyldig i Anachronismer, eller hvis vi maaskee skulde have berettet Noget, der strider imod, hvad der i andre Skrifter om ham er nedlagt: saa maae vi bede den velvillige Læser om Tilgivelse derfor; og det maa da fornemmelig være vor Undskyldning at vi her have sat os et ganske andet Maal end det, en historisk Forfatter eller en Biograph pleier at sætte sig, eftersom han jo i Almindelighed kun vil gjengive beviislige Kjendsgjerninger.

Vi skulle da blot med faa Ord berette, at Fulton i Aaret 1796, kort efter Modtagelsen af Barlows Brev, foretog en Reise til Paris i den Hensigt der at forevise perspectiviske Billeder af samme Slags, som de, Barker fra Edinburgh tidligere havde opstillet.

Af Benjamin West, der virkelig nærede Velvillie for Fulton, og der i høi Grad skattede hans Talent, havde han modtaget flere Anbefalinger til hans Venner i Frankrig. Senere kom han ved Barlows Hjelp i Forbindelse med flere Medlemmer af Nationalinstitutet og med adskillige andre høit anseete og formaaende Mænd. Understøttet af disse, lykkedes det ham da ogsaa at udføre sin Plan og lidt efter lidt at opstille flere Rundmalerier, som, da Perspectivet i dem endnu nøiagtigere var gjennemført end i Barkers Billeder, og da Fulton tillige vidste at sørge for den nødvendige Afvexling, ikke blot i Begyndelsen gjorde stor Opsigt, men der endog fængslede den offentlige Opmærksomhed i meget længere Tid, end man i det ellers ustadige Paris havde kunnet vente.

Barlow og Fulton vare meget glade ved at see hinanden igjen. Det berettes ogsaa om Barlow, der i 332 hiin Tid var ansat som de forenede Staters Minister i Paris, at han gav Fulton Bolig i sit eget Huus, hvor denne opholdt sig i flere Aar.

Iøvrigt levede Barlow i hine Dage fornemmelig for Politiken. Allerede tidligere havde han udgivet en Afhandling om Manglerne ved den franske Constitution af 1791. Denne Afhandling var bleven læst med meget Bifald, hvorfor han ogsaa af den daværende franske Regjering blev optagen som Borger i Republiken. Senere udgav han de saakaldte Breve til sine Medborgere, hvori han udviklede sine Meninger med Hensyn til de vigtigste politiske Spørgsmaal. Ved alt dette havde han erhvervet sig en stor Anseelse og Indflydelse, som han nu ogsaa gjorde gjeldende for at understøtte sin Vens Plan.

»Underligt er det,« sagde Fulton, da hans Ven havde læst nogle af disse Breve for ham, »at Du, der levede et saadant Drømmeliv i Din Ungdom, nu er vorden en saa ivrig Politicus.«

»En ivrig Politicus var jeg allerede, da vi gjorde Bekjendtskab med hinanden i Amerika,« svarede Barlow, »paa den anden Side har jeg heller ikke opgivet mit Drømmeliv, som Du kalder det, eller min poetiske Virksomhed, som jeg mener, at det bør kaldes. Et af de bedste Beviser derpaa er, at jeg virkelig har fuldendt de fem første Sange af min Columbiade, om hvilket Digt jeg allerede for mange Aar siden har talt med Dig.«

»Men hvorledes i al Verden kan Du forene et saadant Digterliv med Din store og omfattende Virksomhed som Statsmand?« spurgte Fulton.

»Jeg kan give Dig Dit Spørgsmaal tilbage igjen,« svarede Barlow, »hvorledes kan Du forene Dine 333 mechaniske og mathematiske Studier med den Kunst, hvorpaa Du dog nu har givet et saa glimrende Beviis i Dit Panorama? hvorledes gaaer det overhovedet til, at Menneskene kunne forene deres Liv i Dagslyset med den drømmende Tilstand om Natten? Disse to Modsætninger ere bestandig tilstede i alle Mennesker, ligesom de to Poler i Magneten, og det synes, som om den ene netop fremkalder og betinger den anden.«

»Jeg kan dog endnu ikke ret begribe det,« svarede Fulton.

»Just fordi jeg i det virkelige Liv, trods al min Anstrengelse, saa tidt har maattet give efter for Omstændighederne og for det udvortes Tryk, just derfor trænger jeg til en Verden, hvori jeg friere kan bevæge mig; thi naar Du engang læser det Digt, jeg skriver paa, da vil Du mærke, at det sidste Maal for min poetiske Virksomhed og for min politiske Stræben dog er et og det samme.«

De første Rundmalerier, som Fulton fremviste, vare Billeder af London og af Paris. Disse Billeder bleve først malede og derefter oprullede paa Væggen i en dertil indrettet Bygning. Men i de paafølgende Aar bragte han, efter at have foretaget flere Reiser i Nord- og Sydfrankrig og ligeledes i Italien, Belgien og Holland, en endnu større Afvexling ind i sine Malerier, og lidt efter lidt opstillede han Perspectivbilleder af Rom, Florents, Neapel, Amsterdam og af forskjellige Byer i Frankrig. Saaledes vandt han allerede dengang, og det uden at anvende nogen af de Kunster, Laura havde omtalt, en temmelig udbredt Navnkundighed baade i Frankrig og i de dertil grændsende Lande.

334

Under sit forlængede Ophold i Frankrig fortsatte Robert Fulton ikke blot sine mechaniske Studier, men det aabenbarede sig ogsaa senere, at han i denne Tid havde erhvervet sig en usædvanlig Indsigt i Krigsbygningskunsten, hvilket han uden Tvivl skyldte forskjellige Mænd af Faget, som Barlow bragte ham i Forbindelse med. Følgerne af disse Studier bleve synlige i flere Opfindelser, der vel ikke vandt en saa talrig Kreds af Beundrere, som hans Panorama; men der dog, da de ikke grundede sig paa en blot talentfuld Efterligning, men i Sandhed tilhørte ham selv, fandt Anerkjendelse hos de Kyndige og sikkrede ham et Navn som et virkeligt mechanisk Genie.

I disse Aar byggede han, som der berettes, en selsom Baad, der kunde bevæge sig under Vandet, og hvorved store Skibe kunde sprænges i Luften. Desuden indrettede han et Savværk, hvorved de haardeste Stene kunde gjennemskæres, tilligemed flere Maskiner, som det vel ikke er nødvendigt her at opregne, men der dog vise, at hans Tanker i denne Tid havde taget en dristigere Flugt, og at han var bleven Mester i sin Kunst.

Under sit Ophold i Paris oplevede Fulton et Eventyr, som vi, da det ikke var uden Indflydelse paa hans senere Liv, selv om hans Opførsel ved denne Leilighed skulde berøve ham noget af Læserens Yndest, ingenlunde her tør forbigaae med Taushed.

En Dag i Carnevalstiden havde han tilbragt Aftenen hos en af sine Venner, der tilsidst, da Aftensmaaltidet var forbi, foreslog, at de skulde besøge en offentlig Maskerade, hvor de, som han sagde, 335 vilde finde et mere udvalgt og et mindre blandet Selskab end det, der sædvanlig træffes paa saadanne Steder. Fulton pleiede ellers aldrig at deeltage i slige Forlystelser, men denne Gang gav han dog efter for sin Vens Anmodning, og efter at have iført sig en Domino og taget en sort Halvmaske for Ansigtet, gik han med ham derhen.

Da de kom ind i den store Sal, tonede der dem en vild Dandsemusik imøde, som de alt ude fra Gaden af havde hørt, skjøndt den da naturligviis klang mindre stærkt. Salen var fuld af forunderlige Masker og forklædte Skikkelser, der trængte sig frem, ligesom Bølger i det urolige Hav. I den stærke Strøm bleve de to Venner snart adskilte. Fulton gik nu alene flere Gange frem og tilbage i Salen og betragtede den store Menneskevrimmel, hvori mangfoldige Tider og Folkeslag i broget Forvirring syntes blandede mellem hverandre, medens pukkelrykkede Polichineller og Harlekinsmasker, der uddeelte Slag med deres Brix til alle Sider, trængte sig frem overalt, som om de vare de egentlige Herskere i denne Forsamling.

Da mødte Fulton et Par maskerede Damer, ledsagede af en Herre i spansk Dragt. Den ene af disse Damer, der var klædt som Zigeunerinde og havde en usædvanlig smuk og rank Figur, syntes med stor Opmærksomhed at betragte ham, idet hun gik ham forbi.

Kort efter standsede hun, forlod sit Selskab og nærmede sig til ham.

»Kjender Du mig, skjønne Maske?« spurgte Fulton.

»Giv mig Din Haand,« sagde hun med en Stemme, 336 der rimeligviis kun lidet lignede den, hvormed hun sædvanlig talte.

Fulton rakte hende da sin Haand, og hun skrev et B deri.

»Feil gjettet, skjønne Maske!« sagde Fulton, idet han trak sin Haand tilbage.

»Ja, jeg har taget feil,« svarede hun, »giv mig Din Haand igjen!«

»En Spaaqvinde bør aldrig tage feil,« gjensvarede Fulton.

»Nu veed jeg det,« sagde hun, »Du er en Fremmed blandt os, Du er ikke født i dette Land.«

»Det kan allerede min Udtale sige Dig,« svarede han.

»Du har stødt Rigdom og Kjærlighed fra Dig,« vedblev hun, medens hun igjen betragtede hans Haand, »Du har opoffret Alt for en Drøm, der aldrig vil opfyldes.«

»Hvem er Du?« spurgte han forundret.

»En, der kjender Dig bedre, end Du kjender Dig selv,« svarede hun, »Farvel!«

Efter disse Ord ilede hun bort og var øiebliklig forsvunden i Vrimmelen.

»Hvem var hun?« sagde Fulton halv høit. - »Skulde det være - nei, det er umuligt - det vilde Rygtet og alle Paris's Blade snart have meldt. - Og jeg har jo endnu i Gaar læst, at hun nu synger i Madrid. Desuden er der noget Fremmed i hendes franske Udtale; denne Zigeunerinde er derimod født i Frankrig, det var let at høre.«

Dette Eventyr havde en egen Indflydelse paa Fulton, hvis Blod desuden et Par Glas Champagne havde sat i Bevægelse, og han gik flere Gange op og 337 ned i Salen for at gjenfinde den hemmelighedsfulde Zigeunerinde, men al hans Søgen var i lang Tid forgjeves.

Flere Masker nærmede sig nu og tiltalte ham og skreve forskjellige Bogstaver i hans Haand; men han søgte saa hurtig, han formaaede, at komme bort fra dem.

»Det var et eget Sammentræf,« sagde han ved sig selv, »en selsom Hændelse; thi endog om hun kjendte mig, var det jo dog umuligt, at hun kunde vide noget om mit tidligere Liv.«

Med disse Ord traadte han ind i et mindre Sideværelse, hvor Menneskevrimmelen ikke var saa stor, som i Salen. Da fik han igjen Øie paa Zigeunerinden; hun var, som det lod, bleven skilt fra sit Selskab og forfulgtes nu af en paatrængende Maske, som hun aabenbart søgte at undflye.

Da ilede Fulton til og kastede den Maske tilbage, der forfulgte hende. »Denne Dame er nu under min Beskyttelse,« sagde han, »skulde De ønske en nærmere Forklaring, da har De her min Adresse.« Med disse Ord rakte han den Fremmede et Kort, hvorpaa hans Navn og hans Bolig stod skreven. Derefter ilede han bort med Zigeunerinden, der strax med Heftighed havde greben hans Arm.

Den ubudne Forfølger udstødte vel nogle trodsige Ord, imidlertid vovede han ikke at følge dem; thi selv den ellers Skamløse taber undertiden Modet, naar en Mand med Alvor og Fasthed træder ham imøde, og naar han tillige maa sige sig selv, at han er bleven greben i en Handling, der vilde plette hans Navn, hvis det blev bekjendt, at han havde begaaet den.

338

Zigeunerinden syntes meget forfærdet og ængstelig, men desuagtet havde hun endnu Besindighed nok til at forstille sin Stemme. »Forlad mig ikke!« sagde hun, »før jeg har funden det Selskab, hvortil jeg hører.«

Fulton gik nu med hende ind i den store Sal; men Zigeunerindens Selskab kunde de i den bestandig strømmende Vrimmel ikke see. Tilsidst klagede hun over Træthed, og kun med Møie lykkedes det ham da at finde et Par ledige Pladser.

Nu søgte han at erfare, hvad hun hed, og hvorfra hun kjendte ham, men herpaa vil hun intet svare. »Jeg vilde ønske, jeg var hjemme,« hviskede hun tilsidst; »thi ak, det gaaer her, som bestandig, man jager efter Glæder og finder kun Træthed, Angst og Forfølgelse.«

Kort efter gik de igjen et Par Gange op og ned i Salen, men da klagede hun paany over Træthed, og det syntes endog, som om hun var nærved at besvime. Imidlertid søgte Fulton forgjeves efter et Sted, hvor hun kunde hvile sig; thi hvor de kom hen, vare alle Pladser optagne.

Da kaldte Fulton paa en Opvarter og sagde, at hans Ledsagerinde ikke befandt sig vel, hvorfor han bad om at anvise dem et Værelse, hvor hun kunde vinde sine Kræfter igjen.

»Nei, jeg vil hellere blive her,« hviskede hun.

»Her er Varmen utaalelig,« svarede han, »og alle Pladser ere optagne; men De maa hvile Dem, ellers holder De det ikke ud.«

Med disse Ord førte han hende hen til et Værelse, hvortil Opvarteren lukkede Døren op. »Dette er det eneste Kammer, som endnu er ledigt,« sagde han.

339

Fulton traadte da ind med sin Ledsagerinde, hvorpaa han trykkede Opvarteren et Guldstykke i Haanden og lukkede Døren efter dem.

De befandt sig nu alene i et lille Værelse, hvori den ubekjendte Dame strax satte sig i en Sopha, og hvori kun en eneste Lampe udbredte et dæmrende Lys. Fulton tog Plads ved hendes Side og bad hende tage Masken af, men dette afslog hun haardnakket. Derimod troede han at mærke en sagte Tilnærmelse hos hende, der satte ham i en egen Stemning; thi der syntes at være Dæmoner i Luften paa disse Steder, der vakte selsomme Tanker hos ham, hvilke ellers vare ham fremmede.

Imidlertid blev Lampelyset bestandig svagere, og tilsidst indtraf det Tilfælde, at Lampen, der sandsynligviis manglede den nødvendige Olie, udslukkedes af sig selv. Zigeunerinden blev nu ængstelig tilmode og vilde bort, men Fulton holdt hende tilbage - og - hvad der i høi Grad overraskede ham - efter en kort Modstand blev han pludselig mødt af en glødende Lidenskab, som han aldeles ikke havde vovet at tænke sig Muligheden af.

Det varede dog ikke længe, før de begge vaagnede af deres Selvforglemmelse, og hun forlangte da heftig, skjøndt med en sagte Røst, at hun vilde bort. Fulton vovede ikke at holde hende tilbage; thi hans Samvittighed sagde ham vel, at han just ikke paa bedste Maade havde benyttet hendes forladte Stilling.

Da de vare komne udenfor, gik de endnu en kort Tid stumme ved hinandens Side, men derefter slap hun hans Arm. »Følg mig ikke!« hviskede hun, »for Himlens Skyld!« Strax derpaa saae han hende i det 340 samme Selskab, hvori han i Begyndelsen havde seet hende, og kort efter var hun forsvunden.

»Hvem i al Verden var hun?« sagde han igjen. Imidlertid følte han vel, at det ikke vilde være let at opdage, og at hun, selv om han atter saae hende, aldrig vilde sige ham det, hvorfor han ogsaa, da han mistvivlede om at faae den Oplysning, han ønskede, snart forlod den brogede Sværm og begav sig tilbage til sit Hjem.

Den Person, fra hvis Forfølgelse han havde befriet Zigeunerinden, indfandt sig aldeles ikke hos ham, og det Hele blegnede lidt efter lidt i hans Erindring, ja det forekom ham tilsidst kun som en selsom Drøm, hvis Skikkelser Nattens og Forglemmelsens Flod bortskyller, og hvorom Dagslyset aldeles intet veed eller aner.

TOLVTE CAPITEL.

Kort efter foretog Fulton en Reise til London, hvor han haabede at finde Understøttelse med Hensyn til den Plan til Canalernes Forbedring, som vi tidligere have omtalt, og som han nu nøiere havde gjennemtænkt og udviklet. Der var den Gang Krig imellem Frankrig og England, men dog vidste Fulton ved sine Venners Bistand at skaffe sig Tilladelse til at foretage denne Reise, uden at der blev lagt ham Hindringer i Veien.

Da han engang under sit Ophold i London aflagde et Besøg hos sin tidligere Lærer Benjamin West, blev han i høi Grad overrasket ved hos ham at gjenfinde sin gamle Ven Qvækeren Thomas Milburn, der saae temmelig sørgmodig og nedslaaet ud.

341

»Er Du her!« raabte Fulton, da han saae ham, »derom har jeg jo ikke vidst et Ord.« - »Jeg har nu været her over i et Aar,« svarede Milburn, »jeg er fornemmelig kommen hertil for min Hustrus Skyld, da jeg haabede at det Land, hvori hun var født, skulde skjenke hende hendes Sundhed igjen, men det skede ikke.«

»Er hun da syg endnu?« spurgte Fulton. - »Nei, nu ikke længere,« svarede Milburn. - »Hun er død for to Maaneder siden,« sagde Benjamin West. - »Det gaaer mig meget til Hjerte, at erfare Din Sorg,« sagde Fulton. - »Vi bør ikke sørge, fordi vore Venner indgaae i den evige Fred,« svarede Milburn.

Nu takkede Fulton sin gamle Ven endnu engang for den Hjelp og Bistand, han tidligere havde givet ham; omsider spurgte han, om ikke hans Børn havde fulgt ham hid.

»Mine to Sønner ere blevne tilbage for at bestyre den Gaard, paa hvilken Du og Din Ven besøgte os,« svarede Milburn, »men Abigail fulgte med mig og med sin Moder til England. Det vil være baade mig og hende kjært at see Dig i vort Huus.«

At Milburn besøgte Benjamin West, var ikke saa forunderligt; thi West nedstammede, som bekjendt, fra en anseet Qvækerfamilie og havde aldrig ganske afbrudt sin Forbindelse med Brødrenes Menighed, uagtet han drev en Kunst, der ikke stod i synderlig Yndest hos dem.

Nogle Dage sildigere aflagde Fulton et Besøg hos Milburn, af hvem han blev meget venlig modtagen. Her saae han da ogsaa Abigail igjen, der, uagtet hun ikke kunde sammenlignes med Laura i Skjønhed, dog havde noget usigelig Tiltrækkende i sit 342 Væsen, og der var en af hine stille Skikkelser, som man ikke let glemmer igjen, naar man engang har seet dem.

Man mærkede vel, at ogsaa hun havde kjendt Livets Bitterhed, men Sorgen havde dog ikke kunnet forstyrre den høiere Fred i hendes Aasyn, der ligesom mindede om de stille Aftener ved Arnestedet, i hvilke Hjemmets og Fortrolighedens Aander værne om den hellige Ild.

Iøvrigt stod hun allerede nærved den Alder, hvori de hurtig henvisnende Amerikanerinder som oftest begynde at tabe Deres Ungdom og deres friske Udseende, men dog var dette ikke Tilfældet med hende; tværtimod, det var ligesom om Tiden, idet den løb hen over hendes Isse, kun havde forædlet hendes Træk, uden at berøve hende det, der fortryller i den fremblomstrende Vaar.

»Jeg hører, at Du allerede ved Din Kløgt har indlagt Dig megen Ære i Verdens Øine,« sagde Thomas Milburn til Fulton, »men jeg har ogsaa til min Sorg erfaret, at Du anvender de Gaver, Gud har givet Dig, til at opfinde Krigsmaskiner, som de kaldes, der kun sigte til Dine Brødres Ødelæggelse.«

»Hensigten af slige Opfindelser er netop at forkorte Krigen og bringe den hurtig til Ende,« svarede Fulton, »saa at Menneskeblod derved kan spares.«

»Slige Kunster due dog ikke,« sagde den gamle Qvæker, »det er Cain, den første Brodermorder, hvis fordærvende Aand endnu virker igjennem Krigen, og den gjør ilde, der understøtter en saadan Virksomhed.«

Noget efter nærmede Fulton sig til Abigail og spurgte hende, om hun erindrede hans Ophold under 343 hendes Faders gjestfri Tag, dengang han og hans Ven fandt Tilflugt og Frelse der, efterat have forvildet sig i Skoven.

»Jeg har ikke glemt det,« svarede hun, »min Moder og jeg ventede Dig tilbage i mange Aar, men Du kom ikke.«

»Jeg mærker nok, at jeg har gjort ilde deri,« svarede Fulton.

Da traadte der en lille bruunplettet Jagthund ind, der strax gik hen og lagde sit Hoved op til Abigail; den havde sikkert engang været et deiligt og behændigt Dyr, men nu saae den affældig ud, og Glandsen i dens Øine syntes nær ved at udslukkes.

»Det er den lille Trusty,« sagde Abigail, »der engang reddede Dit Liv og førte Dig til vor Bolig, og den sørgede længe over Dig, da Du havde forladt os, og søgte Dig tidt i den store Skov, men nu kjender den Dig ikke mere.«

Da løftede den lille Hund sit Hoved op og betragtede Fulton opmærksomt, hvorefter den tilsidst begyndte at logre med sin Hale.

»Skulde der endnu dæmre en Erindring om de forgangne Tider i dens dunkle Sjæl?« sagde Fulton, idet han bøiede sig ned og klappede den.

»Det er ikke vel muligt,« svarede Abigail, »der ere altfor mange Aar forløbne siden den Tid.«

Derpaa taug hun og begyndte at sysle med et qvindeligt Arbeide. Fulton tog da Plads ved hendes Side; men den lille Trusty nærmede sig til ham og betragtede ham nøie igjen, derpaa logrede den atter med sin Hale, og omsider lagde den sit Hoved i hans Skjød. »Det er selsomt,« sagde Abigail, 344 »saa venlig er den ellers aldrig mod nogen Fremmed.«

Hverken Abigail eller hendes Fader talte meget, og dog befandt Fulton sig saa vel i denne stille Bolig, saa han med stor Fornøielse modtog Milburns Tilbud om at blive hos ham til Middag og henbringe denne Dag i hans og hans Datters Selskab.

»Hun ligner et af de fromme Billeder fra Middelalderen,« sagde Fulton, da hun engang havde forladt Værelset, »en af hine Jomfruer, som de ældre Mestere have malet, og som man nu saa sjelden seer i vor urolige og udvortes travle Tid.«

»Det kan jeg ikke bedømme,« svarede Milburn, »men hun er stille, flittig og trofast; hun vil blive en from og samvittighedsfuld Hustru og en god Moder for de Børn, som Gud maaskee engang vil betroe til hendes Omsorg.«

Fulton besøgte nu meget ofte Milburns Huus, hvor han snart følte sig ganske som hjemme, og hvor han bestandig blev modtagen med stor Venlighed ikke blot af Milburn og Abigail, men selv af den lille Trusty, uden at man dog kunde afgjøre, om dette udsprang af en dunkel Erindring fra fordums Dage, eller om det paa en anden Maade var begrundet i dens indre Natur.

Med Abigail talte Fulton sjelden ret længe, og dog havde han en Tanke med Hensyn til hende, der bestandig rodfæstedes dybere, hver Gang han saae hende.

Fulton havde allerede meget tidt under sit omflakkende Liv følt Savnet af et Hjem, der tilhørte ham selv, og hvor han efter den travle Dag kunde finde den Ro, han trængte til. Et saadant Hjem havde 345 han næsten aldrig kjendt; thi han var, som vi vide, allerede tidlig bleven uddreven af sin Faders Huus, og havde siden bestandig levet imellem Fremmede.

Omsider modnedes nu den Tanke hos ham, selv at skabe sig et saadant Hjem og at begjere Abigail til sin Hustru; thi uagtet han vel maatte tilstaae, at han ikke elskede hende med den Lidenskab, hvormed han tidligere havde elsket Laura, saa følte han dog, at hun var bleven ham inderlig kjær, og tillige, at hun vilde forvandle det Huus, hvori hun blev hjemført som Brud, til en Fredens Bolig, og at hun der vilde skabe en stille Verden, hvorhen Livets Forvirring og Støi aldrig kunde naae.

Endelig, da hans Bortreise fra London nærmede sig, fattede han den Beslutning ikke at tøve længere. Denne Beslutning udførte han ogsaa, men da han ikke var sikker paa i et beleiligt Øieblik at træffe hende alene, saa foretrak han at skrive hende til, og en Aften ved sin Bortgang gav han hende en forseglet Seddel, hvori han anholdt om hendes Haand. »Læs dette!« sagde han, »saa vil jeg i Morgen afhente Dit Svar.«

Endnu den samme Aften traadte Abigail med sagte Skridt, men med bankende Hjerte, ind i sin Faders Værelse og lagde Fultons Brev i hans Haand.

Da Milburn havde læst det, blev han staaende taus i længere Tid. »Du veed,« sagde han omsider, »at det ikke er Brug hos os, at gifte vore Døttre bort udenfor vore Brødres Kreds; dog har man Exempler paa, at det er skeet; hvad siger da Du dertil?«

Abigail stod længe uden at mæle et Ord, omsider brast hun i Graad og kastede sig i sin Faders Arme.

346

»Det er ikke sømmeligt, at vi saaledes overlade os til vore Lidenskaber,« sagde den gamle Qvæker alvorlig, »Du veed jo, og Du har tidt erfaret, at jeg ikke vil tvinge Dig til et saadant Skridt imod Din Villie.«

Da bøiede hun sit Hoved og sagde: »O, min Fader! Du alene skal høre det; det var netop for hans Skyld, at jeg ikke vilde række nogen af de Andre min Haand. Jeg har ventet paa ham i alle disse Aar, og hvis han aldrig var kommen, saa havde jeg ventet eensom til mine Dages Ende. Men han skal aldrig vide, hvad jeg nu har betroet Dig, thi da maatte jeg forgaae af Skamfuldhed.«

Da bøiede Thomas Milburn sig ned og kyssede hendes Pande. »Jeg haaber vist, at Aandens Lys har ledet Dig,« sagde han, »og at den, Du har valgt, ikke skal skuffe Din Forventning.«

Den næste Morgen, da Fulton kom, blev han modtaget af Thomas Milburn, der i Begyndelsen var ganske taus, ligesom han pleiede. Men efter en kort Tids Forløb gik han indenfor, hentede Abigail, ledte hende hen til Fulton og lagde hendes Haand i hans. »Hun skal være en Velsignelse i Dit Huus,« sagde han, »ligesom hendes Moder var en Velsignelse i mit.«

Abigail, der med glødende Kinder og med nedslagne Blik havde fulgt sin Fader, sagde intet og hævede heller ikke sit Øie fra Jorden. Men inden faa Dages Forløb bleve hun og Fulton forenede efter den Skik, der finder Sted i Brødrenes Menighed. Siden bleve de ogsaa efter Fultons Ønske sammenviede af en engelsk Geistlig.

Efterat Thomas Milburn endnu havde opholdt sig 347 en kort Tid i London for at besørge nogle Forretninger for sine Venner i Amerika, drog han omsider igjen tilbage til dette Land, hvor hans Venner, saaledes kalde Qvækerne hverandre indbyrdes, ønskede igjen at see ham. Men Abigail drog med Fulton til Frankrig, hvor de ankom ved Sommerstid i Aaret 1800.

Iøvrigt synes det ikke, at den Plan, hvorfor Fulton besøgte England, havde nogen synderlig Fremgang; ja han blev endog temmelig koldt modtagen af Regjeringen, der gjennem hans Opførsel i Frankrig troede at spore et fjendtligt Sindelag imod England, og der frygtede for, at de Maskiner han byggede, skulde blive farlige for det engelske Søvæsen.

Efterat Fulton var kommen tilbage til Paris, begyndte han igjen at arbeide paa sine Krigsmaskiner. Da han imidlertid manglede de Capitaler, der udfordredes for at give dem en høiere Fuldkommenhed, saa henvendte han sig desangaaende til Napoleon Bonaparte, der dengang var første Consul i Frankrig. Den første Consul lod Sagen undersøge af flere udmærkede Videnskabsmænd, og da disse gave Fulton et fordeelagtigt Vidnesbyrd, skal han virkelig have modtaget nogen Understøttelse af den franske Regjering, for at han kunde udføre sine Planer efter en større Maalestok.

Fulton gjorde nu flere Forsøg med den omtalte Baad, der kunde bevæge sig under Vandet, og det berettes da, at han ved Hjelp af den var saa nær ved at ødelægge et stort Linieskib, at dette kun ved et Slags Vidunder, ved pludselig at forandre sin Retning, undgik Ødelæggelsen.

348

Dette mislykkede Forsøg skal imidlertid have skadet ham meget hos de franske Ministere, der fra dette Øieblik af kun viste sig lidet tilbøielige til at opfylde de Løfter, de tidligere havde givet ham.

Kort efter var det vel, at Fulton opfandt sin berømte saakaldte Torpedo, der, da han i en senere Tid, under sit Ophold i England i Aaret 1805, gjorde et Forsøg dermed paa en dansk Brig, som var meget fast og forsvarlig bygget, virkelig i faa Minuter sprængte den i Luften og tilintetgjorde den aldeles.

»Hvem skulde troe,« sagde Barlow, der var tilstede ved dette Forsøg, »at Du, der har et saa blidt Udtryk i Dit Aasyn og saamegen Mildhed i Din Characteer, kunde holde slige Forstyrrelsesmidler i Din Haand.«

Fulton havde midt under de forskjellige Arbeider, der sysselsatte ham, dog aldeles ikke opgivet den Tanke, at et Skib kunde sættes i Bevægelse ved Hjelp af Dampkraft. Tværtimod, jo flere Maskinværker han byggede, desto stærkere blev han overbeviist om, at en slig Opfindelse ikke blot engang i Tidens Løb vilde finde Sted, men at den endog var nær forhaanden.

Han talte ogsaa til flere af de bedste mechaniske Kunstnere om denne Sag; men hos dem mødte han den samme Tvivl og Modstand, som han tidligere ved sit første Forsøg i Philadelphia havde mødt. Og uagtet de forresten anerkjendte hans Duelighed, saa formaaede han dog ikke at vække nogen Interesse hos dem for dette sit Forehavende.

I denne Tid skal han igjen have skrevet en Ansøgning til den første Consul, hvori han meddeelte 349 ham sin Plan og anmodede ham om, at han ogsaa vilde understøtte dette Foretagende. Imidlertid havde den første Consul dengang, formodentlig paa Grund af det feilslagne Forsøg, vi ovenfor omtalte, fattet stor Mistillid til Fulton, saa at han endog, efter hvad Montgery fortæller i sit Bidrag til Fultons Biographie, skal have erklæret, at denne Amerikaner ikke var Andet end en Charlatan, en listig Bedrager, der kun vilde lokke Penge fra ham. Ifølge heraf erholdt Fulton et koldt og kort Afslag paa sin Begjering *).

I disse Aar var der kommen en amerikansk Minister til Paris, der hed Livingston. Denne Mand var ikke alene fuldkommen overbeviist om, at det var muligt at drive Skibe frem med Dampkraft, men han havde ogsaa tidligere af Regjeringen i Newyork faaet et Privilegium, der sikkrede ham betydelige Fordele, hvis han inden en bestemt Tids Udløb kunde bygge et saadant Skib paa Hudsonfloden; dog havde et Forsøg, som han i denne Retning foretog, ikke havt noget heldigt Udfald.

Denne Livingston var en Ven af Ramsey, der allerede for flere Aar siden var vendt tilbage til Amerika, og der ofte havde talt til ham baade om Fultons praktiske Dygtighed og om hans theoretiske Kundskaber. Neppe hørte derfor Livingston, hvorledes han var bleven behandlet af den første Consul, før han besøgte ham og opmuntrede ham til ikke at lade sin Plan fare, ved hvilken Leilighed han tillige lovede, hvis han vilde udføre den, at staae ham bi af yderste Formue.

Understøttet af Livingston begyndte nu Fulton * 350 virkelig igjen paa at bygge en Dampbaad. Men det første Forsøg mislykkedes ganske, eftersom Dampmaskinen var for tung for den Baad, der skulde bære den, saa den, efter de Beretninger, man har derom, splittedes ad i Midten og sank til Bunds.

Dette var igjen en af de bittre Skuffelser i Fultons Liv, der fyldte hans Sjæl med Mismod, og der idetmindste i det første Øieblik bragte ham nær til Fortvivlelse. Dog fattede han sig denne Gang langt hurtigere end efter det Uheld, der rammede ham ved hans Forsøg i Philadelphia. Ja, endnu den samme Dag, da Ulykken var skeet, begyndte han at udbedre Skaden, og man fortæller endog, at han dengang arbeidede med egne Hænder i fire og tyve Timer uden at spise eller drikke, og uden at tillade sig den mindste Hvile, for igjen at hæve Baaden over Vandfladen.

Det Uheld, der saaledes var indtruffet, gjorde dog ikke Maskineriet nogen synderlig Skade, derimod maatte der bygges en ny Baad. Dette skede da ogsaa. Denne Baad var sex og tredsindstyve Fod i Længden og otte i Bredden. Den blev prøvet paa Seinefloden i Efteraaret 1803.

Men enten det, som Nogle mene, var en Følge af Seineflodens Strømning og særegne Natur, eller det, som Fulton troede, kom deraf, at hans Maskineri endnu var saa ufuldkomment, saa meget er vist, at denne Baad, uagtet den virkelig blev sat i Gang ved Hjelp af Dampkraft, dog bevægede sig saa langsomt, at man ikke kunde gjøre nogen egentlig Brug deraf. Dette Forsøg vakte derfor kun liden Opsigt og blev af de Fleste, der saae det, eller erfarede noget derom, betragtet som et Beviis paa, at 351 en saadan Opfindelse aldeles ikke vilde være til nogen Nytte i det praktiske Liv.

Fulton og Livingston bleve derimod ved denne Leilighed endnu mere bestyrkede i den Tro, at et sligt Forsøg, naar man blot ikke lod sig afskrække af de Vanskeligheder, som næsten enhver ny Opfindelse medfører, dog tilsidst maatte lykkes.

Det Samme meente ogsaa Ramsey, til hvem Fulton sendte en nøiagtig Beretning om sin Plan, tilligemed en Tegning af sit Maskineri. Ved samme Leilighed underrettede han ham ogsaa om den franske Regjerings Opførsel imod ham. Efterat nu Ramsey havde læst hans Brev, og efterat han nøie havde studeret hans Plan, skal han have erklæret, at den første Consul, ved at unddrage Fulton sin Hjelp til dette Foretagende, havde givet Afkald paa Herredømmet over Verden, der, hvis han havde forstaaet at bruge, hvad Fulton her tilbød ham, var lagt i hans Hænder.

Det hændes vel undertiden, at Mennesker af det Slags hvortil Ramsey hørte, gaae for vidt i deres Iver og Enthusiasme, men paa den anden Side bliver ogsaa denne Iver ofte meget gavnlig for den Sag, de interessere sig for, og ved Hjelp af deres ufortrødne Bestræbelser rydde de tidt store Hindringer tilside, der ellers vilde have standset Sagens Fremgang.

Saaledes foretog Ramsey, efterat han havde modtaget et Brev fra Livingston, hvori denne erklærede, at han vilde gjøre Fulton deelagtig i det Privilegium, som man i Newyork havde tilstaaet ham, ufortøvet selv en Reise til Newyork, hvor han da, ved sin Iver og sit indtrængende Foredrag, ikke blot bevægede Regjeringen til at bekræfte de Forandringer 352 i Privilegiet, som Livingston ønskede, og hvorom han alt havde skrevet hjem til den lovgivende Forsamling, men desuden til at forlænge den Termin, inden hvilken det omtalte Dampskib paa Hudsonfloden skulde være bygget. Det blev da bestemt, at Fulton skulde reise til Newyork og bygge dette Skib, hvorimod Livingston lovede at understøtte ham med et betydeligt Tilskud i Penge.

Fulton havde ved sit sidste Forsøg faaet en saa stærk Tro til, at hans Plan dog tilsidst maatte lykkes, at han kort efter skrev til Birmingham og bestilte en Dampmaskine, i hvilken Delene skulde stilles paa en eiendommelig Maade, der ellers ikke var brugelig, hvorfor han ogsaa selv gav Tegningen dertil. Ved denne Leilighed var han imidlertid ikke saa aabenhjertet, som han havde været imod James Ramsey, paa hvis Troskab og Ærlighed han vel vidste, at han kunde stole, thi han gjorde aldeles intet Regnskab for, hvortil Dampmaskinen skulde anvendes, men forlangte kun, at den skulde være saa forsvarlig gjort, som muligt, og at den, naar den var færdig, skulde sendes til Amerika; tillige bestemte han, at den skulde have tyve Hestes Kraft.

Bygningen af Fultons øvrige Maskiner havde imidlertid ikke blot opslugt alle de Indtægter, hans Panorama indbragte, men de havde ogsaa lidt efter lidt, uagtet den Understøttelse han tidligere modtog af den franske Regjering, indviklet ham i en temmelig betydelig Gjeld; alt dette blev dog nu ved hans Venners Hjelp nogenlunde dækket, saa han kunde tiltræde sin Reise til Amerika uden Hinder og uden Sorg for den nærmeste Fremtid.

353

TRETTENDE CAPITEL.

I Aaret 1805 gjorde Fulton, som vi alt have omtalt, en Reise til England og i Aaret 1806 vendte han, ledsaget af Abigail og af tre Børn, som hun havde skjenket ham, tilbage til Amerika. Saasnart han var ankommen til Newyork opsøgte han strax John Bridle, der stod i stor Anseelse hos sine Medborgere, og der netop i de Dage var bleven udvalgt af dem til Medlem af Senatet.

Uagtet John Bridle i Begyndelsen havde stærke Tvivl med Hensyn til Udførligheden af Fultons Plan, saa modtog han ham dog med største Venlighed og søgte med megen Iver at jevne Alt, hvad der endnu udenfra kunde være til Hinder for hans Hensigter.

Noget af det Første Fulton efter sin Hjemkomst foretog sig, var at skrive til Philadelphia og lade indrykke en Artikel i flere Blade, hvori han underrettede David Baxter om sit Opholdssted og bad ham saa hurtig, som muligt, at indfinde sig hos ham.

Det varede da heller ikke ret længe, før han havde den Glæde at see sin gamle, trofaste Ven igjen, der, saasnart han havde hørt, hvad Fulton havde for, lovede at hjelpe ham med Arbeidet saa godt, han var istand dertil. »Hvad jeg fornemmelig begjerer af Dig,« sagde Fulton, »det er, at Du skal have Opsigt med de Andre, saa at Alt kan blive forsvarligt gjort og tillige skride saa hurtig frem, som muligt.« Dette lovede da ogsaa David Baxter.

Hvad der i høi Grad glædede Fulton og Abigail, var, at de igjen i Newyork traf sammen med Thomas Milburn, der, efter sine Venners Ønske havde 354 paataget sig Opsigten med det store Hospital, som i denne By var betroet til Qvækernes Omhu; det blev da bestemt, at den gamle Milburn skulde boe i det samme Huus, hvori hans Datter og hans Svigersøn boede.

Efterat Fulton ved John Bridles og Livingstons Hjelp, og tillige ved Understøttelse fra Regjeringen, havde faaet de Pengemidler at raade over, der vare nødvendige, begyndte han strax paa Bygningen af sit Dampskib.

James Gray og hans Hustru Laura vare nu ogsaa, efterat den sidste havde glimret og vakt Beundring ved sit Talent næsten i alle Europas Hovedstæder, vendte tilbage til Amerika, hvor de ligeledes fæstede Bolig i Newyork, der allerede dengang begyndte at løfte sit Hoved over sine Medbeilere, og der af alle dem, der forstode at beregne Fremtiden, betragtedes som det tilkommende Midtpunkt for Amerikas Handel og som den fornemste By i de forenede Stater.

Man kan vel sige om slige Stæder, at de udøve en stor tiltrækkende Kraft indenfor den Omkreds, hvori de danne Midtpunktet, og at mangfoldige Mennesker drages derhen, hvad enten de saa ville glimre ved deres Talenter, eller de ville samle Rigdom, eller de blot paa en beqvem Maade ville nyde den Formue, de alt have erhvervet. Dette er vel Hovedaarsagen til, at vi, som vi snart skulle see, i denne By ville gjenfinde en stor Deel af dem, som vi tidligere i denne Fortælling have sluttet Bekjendtskab med.

355

Ved Hjelp af Lauras beundrede Talent og den Virtuositet, hun havde erhvervet sig, var det lykkedes Advokaten at samle en betydelig Formue, som han desuden ved velberegnede og heldige Speculationer havde forøget til det Tredobbelte. Saaledes vandt han, hvad han bestandig havde stræbt efter, en stor Rigdom; imidlertid havde Laura, der mange Gange, for at tilfredsstille hans Begjerlighed, maatte overanstrenge sit Bryst, betalt denne Rigdom meget dyrt, thi hun faldt tilsidst i en Sygdom, hvorefter hun, ifølge Lægens Forskrift, ikke længere turde gjøre nogen synderlig Brug af sin Sangstemme.

Advokat James Gray levede forresten paa en meget glimrende Fod i Newyork, hvor han havde kjøbt en stor Gaard ved en af Byens Udkanter. Til denne Gaard hørte der en prægtig Have med et anseeligt Orangerihuus, hvori Citrontræerne stode indsluttede i alle de Aarstider, i hvilke de ikke kunde trives udenfor. Desuden fandtes der ogsaa Drivhuse, hvori sjeldne Planter fra sydlige Egne bleve opelskede. Fra Bygningens øvre Vinduer var der en henrivende Udsigt over Hudsonfloden og den omgivende Egn.

Værelserne selv vare møblerede med stor Pragt og Luxus. Dette var især Tilfældet i de fleste Sidekammere, hvor de med bløde Hynder belagte og langs Væggene løbende Sophaer tilligemed de kostbare, brogede Gulvtæpper gave det Hele et Præg af østerlandsk Sybaritisme. Advokaten holdt ogsaa en prægtig Equipage, hvilket dengang var temmelig usædvanligt i Newyork. Han gav tillige Selskaber, hvori der ikke manglede noget af det, der kunde tilfredsstille selv den forvendteste Gane, og hvori den skjønne Laura, uagtet hun ikke mere glimrede 356 ved sin Sang, dog ved sin Elskværdighed udøvede et stort Herredømme.

Der fandtes ligeledes kostbare og værdifulde Malerier i Advokatens Sale, tilligemed flere skjønne Statuer, som han havde samlet paa sine Reiser gjennem Europa, thi der gaves Faa, der bedre end han forstode at benytte Kunstens Frembringelser til deres sandselige Velværen, og at lade Talentet trælle for den legemlige Nydelse.

Fulton havde, efter sin Ankomst til Newyork, ikke besøgt Advokaten thi deels vare alle hans Tanker i hine Dage saa ganske henvendte paa Udførelsen af hans store Plan, at han helst undgik ethvert Besøg, der ikke var strengt nødvendigt, deels var ogsaa Advokatens Opførsel, dengang Fulton første Gang prøvede paa at bygge et Dampskib, af den Natur, at han ikke fandt sig fristet til at søge hans Selskab nu, da han netop var sysselsat med Udførelsen af en lignende Plan.

Saa meget desmere blev Fulton overrasket, da han en Morgen modtog en skreven Indbydelse til et Middagsmaaltid hos Advokat Gray. Da denne imidlertid var en Mand, der havde meget at sige i Newyork, saa troede Fulton ikke, at han burde afslaae denne hans Indbydelse. Dette var idetmindste den Grund, han angav, da Abigail undrede sig over, at han vilde gaae til denne Mand. Muligt er det imidlertid, at dette kun var et Paaskud, hvorved han, som det saa ofte skeer i Livet, halv ubevidst skuffede sig selv og Andre, og at der levede en gammel Erindring i hans Hjerte, der egentlig var den sande Aarsag, hvorfor han besluttede at besøge Advokatens Huus.

357

Da Fulton til den bestemte Tid indfandt sig hos Advokat Gray, maatte han først gaae igjennem en stor Forsal, der syntes langt prægtigere end nogen af de Værelser, der fandtes i hans egen Bolig. I denne Forsal vare der flere Tjenere tilstede, blandt hvilke han gjenkjendte sin gamle Ven Negeren Gill. Da Gill saae ham, ilede han strax hen og kyssede hans Haand. Derefter aabnede han en Fløidør, der førte til en rigt møbleret Sal, hvori et talrigt Herreselskab var forsamlet.

Advokaten kom ham strax imøde og modtog ham med stor Høflighed. Han forestillede ham ogsaa for flere af de nærværende Herrer med de Ord, at dette var den berømte Maler og Mechanicus Robert Fulton, som havde foreviist et Panorama i Paris, der havde havt et uhyre Tilløb og vakt al Verdens Beundring. »Han er nu vendt tilbage til sit Fædreland,« føiede Advokaten til, »for ogsaa der at forbause Verden ved sine usædvanlige og glimrende Talenter.«

Eftersom Advokaten gjentog dette ordret, hver Gang han forestillede Fulton for en ny Person, saa fik det Hele et næsten ironisk Udseende, og han selv kom til at ligne en Markskriger, der bestandig med de samme Talemaader anpriser en Gjenstand, paa hvis Dyder han dog i Grunden ikke troer.

Kort efter kom Laura ind; hun var noget blegere, end da Fulton saae hende i London. Hun talte i længere Tid med et Par ældre Herrer, tilsidst henvendte hun sig ligeledes til Fulton og sagde et Par Ord til ham, hvoraf Indholdet var, at det glædede hende, at ogsaa han nu var kommen tilbage til Amerika, og at han ikke for bestandig havde vendt sit Fædreland Ryggen.

358

Før Fulton endnu kunde svare herpaa, nærmede Advokaten sig og sagde, at det gjorde ham ondt, at han maatte afbryde deres Samtale, men det var nødvendigt, thi nu var der anrettet. Derefter traadte en ældre Herre hen til Laura og førte hende ind i den store Spisesal, hvorhen det øvrige Selskab fulgte dem.

Under det egentlige Maaltid, hvori de udsøgteste Retter og de kostbareste Vine afvexlede med hverandre, blev der ikke talt meget. Kun af og til blev en eller anden udsøgt Spise hilset med et Udbrud af Beundring. Iøvrigt herskede der en næsten almindelig Taushed, ja selv i de korte Mellemrum mellem de forskjellige Retter fandt der endnu en stille Forventning, ja en Art af Spænding Sted, der ikke tillod nogen Samtale at komme i Gang, og der lignede den Andagt, hvormed Hedningerne vente paa deres Afgudsbilleder i de Øieblikke, hvori Præsterne bære dem ud af Templerne, for at de kunne tilbedes af den forsamlede Mængde.

Da Fulton allerede meente, at det Hele var forbi, kom der endnu en ny Anretning, hvori de sjeldneste Sager igjen vakte Spiselysten, der forhen syntes nærved at indslumre. Fulton lod dog de fleste af disse Sjeldenheder gaae urørte forbi og fordrev imidlertid sin Tid saa godt, han kunde, med at betragte sine Naboer, og med at beundre den Kraft, hvormed deres Kjævemuskler arbeidede, saalænge Maaltidet varede.

Advokaten selv hørte dog ingenlunde til dem, der saaledes uden Grændser overlode sig til deres Nydelseslyst; han syntes tværtimod at udvælge det Bedste med stor Skjønsomhed, og med en Tact og 359 en Sikkerhed, der vidnede om en lang Øvelse. Imidlertid iagttog ogsaa han som oftest en dyb Taushed, og da en af hans Naboer under Spiisningen henvendte et Spørgsmaal til ham, svarede han kun kort og med et Par knaptilmaalte Ord.

Tilsidst, mod Slutningen af Maaltidet, da selv de Utrætteligste maatte føle, at Mennesket ogsaa i denne Henseende er et indskrænket Væsen, og at Evnen heller ikke i denne Retning bestandig svarer til Villien, henvendte Advokaten Ordet til den af sine Naboer, der tidligere havde tiltalt ham. »De maa tilgive, at jeg før svarede Dem saa kort,« sagde han, »men det er vanskeligt at udføre to Arbeider grundigt paa engang; der gives en Tid for at tale og en for at tie, siger den vise Salomon.«

Kort efter bemærkede en af de Tilstedeværende, at deres elskværdige Vertinde næsten intet havde spiist. »Jeg befinder mig i denne Tid ikke ganske vel,« svarede Laura.

»Man maa haabe, at Deres Sundhed snart vil forbedre sig,« sagde en anden, »og da vil vel ogsaa Deres deilige Stemme vende tilbage.«

»Den vil aldrig vende tilbage,« svarede Advokaten med et bittert Smiil, »man taler rigtignok om en Fugl Phoenix, der i fordoblet Herlighed skal opstaae af sin egen Aske, men det er kun en Fabel, som saa meget Andet, hvortil Menneskene gjennem Aarhundreder have fæstet Lid.«

Hertil svarede Laura intet, og dog blev der en dunkel Ild synlig i hendes Øine, der viste, at Advokatens Bemærkning ikke var hende behagelig. Siden efter, da hun et Øieblik, uden at de Andre hørte det, talte med Fulton, bragte hun atter denne Gjenstand paa 360 Bane. »Det er hans egen Skyld,« sagde hun, »han har selv misbrugt min Stemme, han har ofte tvungen mig til at synge, naar jeg allermest trængte til Ro; da jeg var i Madrid, maatte jeg synge sex og tyve Aftener i Rad, uagtet min Hals tilsidst svulmede af den stærke Anstrengelse, fra den Tid af var det forbi med min Stemme.«

»Og dog, hvordan det saa gaaer, saa vil den seent glemmes,« svarede Fulton, »endnu lang Tid efter Deres Bortreise fra London talte al Verden derom.«

»Hvor hurtig Verden glemmer, det er Noget, som Ingen veed, før han har erfaret det,« sagde Laura.

Efter Bordet gik de Fleste ned i Haven, hvor en mild Luftning strømmede dem imøde overalt, og hvor tusinde Roser blomstrede ved Siden af prægtige Sydplanter, der nu vare komne frem af deres Vinterqvarteer, medens et høitopstigende Vandspring udbredte Kølighed under de skyggende Træer.

»Her er man næsten tilmode som i Paradiset,« udbrød en af Advokatens Gjester, der nu, tilligemed de fleste øvrige, havde taget Plads i en sval Havebygning, hvori Kaffeen blev buden omkring.

»Tal ikke derom!« sagde Advokaten, »alle Fortællinger om Paradiset bringe mig uvilkaarlig til at gabe; det forstaaer sig, jeg taler her kun om det christelige Paradiis; hvad det mahomedanske angaaer, det er en ganske anden Sag.«

Hvis den skarpsindige Læser skulde undre sig over, at Advokat James Gray, der tidligere var en saa flittig Kirkegænger, nu i et stort Selskab uforbeholdent udtalte slige Meninger, da bede vi ham erindre, at Advokaten havde opgivet sin Praxis og altsaa 361 ikke længere behøvede at iagttage den Forsigtighed, som han tidligere, med Hensyn til flere af sine Kunder, betragtede som en Nødvendighed.

Kort efter begyndte en af de Tilstedeværende at udspørge Fulton angaaende det Dampskib, han vilde bygge, men Fulton, der vel følte, at han i dette Selskab ikke kunde vente nogen synderlig Sympathie for sin Plan, søgte, saavidt muligt, at undgaae enhver nøiere Udvikling deraf.

»Skulde De virkelig udfinde den store Hemmelighed at seile ved Hjelp af Damp,« sagde Advokaten, »hvad jeg, De maa tilgive mig det, uagtet Deres store Genie, endnu ikke ret kan fæste Lid til, saa vil det upaatvivlelig være en ypperlig Opfindelse. Man vilde da vel tilsidst bringe det saa vidt, at enhver Afstand saagodt som forsvandt imellem de forskjellige Verdensdele, saa at Chinesere, Maurer, Englændere og Amerikanere levede sammen ligesom i en uhyre stor By. Men i de store Byer danner der sig, som bekjendt, et Slags Hvirvelstrøm, hvori tusinde og atter tusinde Mennesker hvert Aar gaae til Grunde. Og dette er netop godt, thi nyt Blod og friske Kræfter strømme nu bestandig til fra Provindserne, for atter, naar deres Tid kommer, at gaae til Grunde i den store Hvirvel. Saaledes kommer der da et rask Avancement ind i Menneskelivet og en hurtig Befordring; og tilsidst, naar Alle ere avancerede og befordrede, naar Alle ere blevne grebne af Hvirvelen, naar Alle ere knuste i Livets store Malstrøm, da er hele Visen ude og Skuespillet forbi, og det er maaskee det Allerbedste derved. Men De Hr. Fulton og Enhver, der saaledes fremskynder Livets Gang, vil upaatvivlelig derved erhverve Dem en 362 stor og velfortjent Hæder; ja, maaskee vil man engang nævne Deres Navn ved Siden af Attila og Dschingischan og andre slige mægtige Befordrere af Menneskehedens Avancement. Det forstaaer sig, at dette kun vil skee under den Betingelse, at De virkelig løser Deres Opgave.«

Den Ironie, der næsten bestandig laae i Advokatens Stemme, blev denne Gang saa stærk og umiskjendelig, at Fulton i høi Grad følte sig fornærmet derved; og han havde neppe undladt at give et meget skarpt Gjensvar, hvis ikke baade hans egen og de Andres Opmærksomhed pludselig var bleven henvendt mod en Gjenstand, der gav deres Tanker en ny Retning.

I dette Øieblik traadte der nemlig et deiligt Barn ind i Havestuen. Det var en lille Pige, der, efter Udseendet at dømme, omtrent kunde være fem til sex Aar gammel. Hun lignede Laura meget, og dog var der noget Sylfeartet hos hende, som Laura ikke havde, og som selv hos dem, der have det, kun sjelden varer længere, end til Barnealderen forsvinder. Hendes Haar, der netop nu stod paa Overgangen mellem blondt og bruunt, havde, uden egentlig at være krøllet, et eget Fald over Panden og Tindingerne, der klædte hende usigelig vel; bag til var det kort afskaaret, hvorved hendes Nakke blev synlig, der i Deilighed kunde kappes med Lauras egen. Men især var den en selsom Glands i hendes Øine, der ikke vare sorte, som Lauras, men dunkelblaae. Hendes Gang var saa let, saa det syntes, som om hun svævede henad Gulvet, da hun ilede hen til sin Moder; thi at Laura var hendes Moder, derpaa kunde Ingen tvivle, der blot eengang havde seet dem begge.

363

»Der er Noget i de Øine, der ikke hører Jorden til,« bemærkede en af Advokatens ældre Bekjendte, »man forfærdes næsten, hver Gang man stirrer deri.«

»Det Barn vil sikkert ikke leve længe,« sagde en af de Tilstedeværende til sin Nabo, »hun seer ud som en underlig Fugl fra Alfeverdenen, der snart vil flyve tilbage igjen, hvor den har hjemme.«

»Hvad skal hun her?« raabte Advokaten misfornøiet, »føer hende tilbage til hendes Værelse!«

Ved disse Ord syntes den lille Pige at forfærdes og trykkede sig skjælvende tæt ind til sin Moder; men denne tog hende, uden at sige et Ord, ved Haanden og gik ud af Værelset med hende.

»Børn bringe som oftest et uheldigt Element ind i det selskabelige Liv,« sagde Advokaten, »det gaaer næsten med dem, som med Hunde; der er noget Besværligt og tillige Utilstrækkeligt ved dem. Desuden kommer Samtalen, naar de ere tilstede, let til at dreie sig om deres formeentlige store Qvaliteter og fortræffelige Egenskaber, som man dog sjelden mærker synderlig til, naar de blive voxne.«

Der var Ingen, der svarede ham, og der opstod en forlegen Taushed, som dog Advokaten snart igjen afbrød. Imidlertid indlod Fulton sig ikke i Samtalen, og kort efter forlod han det øvrige Selskab for, som han sagde, at betragte Haven nøiere.

De fleste af de Andre fulgte hans Exempel, kun Advokaten selv, tilligemed et Par af hans Fortrolige, blev tilbage i Havestuen.

Da faldt Talen igjen paa Fultons dristige Plan, over hvilken Advokaten nu aabenbar gjorde sig lystig, og som han erklærede for en af de største Daarskaber, der nogensinde var undfangen i en forskruet 364 Hjerne. »Tro De mig, denne Fulton er ikke Andet end en Phantast, et overspændt Hoved,« sagde han tilsidst, »med hans Talent er det da heller ikke synderlig bevendt; thi det saakaldte Panorama, hvormed han gjorde et Slags Opsigt i Paris, er jo ikke engang hans egen Opfindelse.«

»Men da De er saa stærkt indtagen imod ham, hvorfor har De da indbudt ham i Deres Huus?« spurgte den ene af Advokatens Venner.

»Fordi han dog engang skulde mærke, hvilken Forskjel der er mellem et tomt Sværmeri og den virkelige og reelle Nydelse,« svarede Advokaten.

Efterat Fulton havde spadseret en Tidlang i Haven, vendte han igjen tilbage til Hovedbygningen. Her fandt han den største Deel af Selskabet samlet i den store Sal; kort efter kom ogsaa Advokaten. Nu begyndte en Concert, der opførtes af Byens bedste Musici, og under hvilken forskjellige Slags Iis og Frugter bleve budne omkring. Ved denne Concert var Laura ikke tilstede, det hed, at hun ikke befandt sig vel. »Det har intet at betyde,« sagde Advokaten, da en af hans Venner yttrede nogen Urolighed over hendes Befindende, »Sligt indtræffer nu næsten hveranden Dag.«

Da Concerten var forbi, nærmede Fulton sig til James Gray for at tage Afsked. »Vil De ikke blive lidt endnu og deeltage i et lille Aftensmaaltid?« spurgte Advokaten, »det venter os alt i næste Værelse.« Men Fulton undskyldte sig med, at han tidlig den næste Morgen havde Forretninger, hvorefter han forføiede sig bort.

365

FJORTENDE CAPITEL.

Uagtet Fulton just ikke følte nogen synderlig Sympathie for Advokat Gray, saa ønskede han dog ingenlunde paa ny at vække hans Misfornøielse; han lod derfor ikke ret lang Tid gaae hen, før han aflagde et Besøg i hans Huus.

Hvis Fulton imidlertid troede, at han, ved at iagttage den formelle Høflighed, kunde mildne Advokatens Modvillie, saa tog han mærkelig feil; thi Advokaten var nu engang hans fødte og uforsonlige Modstander, ligesaa vist som Fornegtelsens Aand er en uforsonlig Modstander af Genie og Begeistring, og jo nærmere disse to Modsætninger bringes udvortes, desto stærkere vil netop den indre Adskillelse vise sig.

Da Fulton traadte ind i Advokatens Forsal, hørte han en Melodie, der blev spillet paa et Klaveer indenfor. Negeren Gill, der var tilstede i Forsalen, traadte ham strax imøde. »Hr. Advokaten er ikke hjemme,« sagde han, »men Gills Frue hjemme.« - »Meld mig da hos hende!« sagde Fulton, hvorpaa Gill gik indenfor. Næsten i samme Øieblik holdt Klaveerspillet op, og kort efter traadte Gill ud og bad ham træde indenfor.

Da Fulton kom ind i Salen, stod Laura ved Vinduet med den lille Adele, saaledes hed hendes Datter, ved sin Side. I Begyndelsen var der noget Forlegent i Lauras Opførsel, dog tabte hendes Forlegenhed sig snart. »De har den samme Skjebne her,« sagde hun, »som De saa tidt havde, da vi saaes i London. De finder ikke Advokaten hjemme og maa tage til Takke med mit Selskab istedenfor.« - »Det er ogsaa 366 den bedste Erstatning, jeg kunde faae,« svarede Fulton. - »Oprigtig talt,« sagde hun, »hvis ikke Gill havde røbet mig, saa havde jeg maaskee i Dag negtet mig hjemme; thi jeg befinder mig ikke ret vel.« - »Det gjør mig ondt, hvis jeg er kommen paa en ubeleilig Tid,« sagde Fulton. - »Nei vist ikke, bliv De kun! Det er mig dog kjært at see Dem.«

»Bliv ved at spille, Moder, saa skal jeg dandse,« sagde den lille Pige.

»Ja, gjør det!« bad Fulton, »det er saalænge siden jeg hørte Deres skjønne Spil.«

»De maa ikke troe, De faaer noget Særdeles at høre,« svarede Laura, »Adele vil kun, at jeg skal spille nogle smaa Dandsemelodier.« Derpaa satte hun sig ned ved Klaveret og spillede en Vals, der dengang var meget i Brug.

»Nei, ikke den, Moder, den anden, som Du nok veed!« raabte den Lille.

Nu spillede Moderen en anden Melodie, der endnu klang langt smukkere end den foregaaende. Da begyndte den Lille at dreie sig i et Slags Vals, hvori hun viste en overordentlig sikker Tact; alle hendes Bevægelser klædte hende saa yndigt, at Fulton i høi Grad forbausedes derover; ja han var et Øieblik nærved at troe, hvad der blev yttret i det ovenomtalte Selskab, at det ikke var noget almindeligt Barn, han her saae for sig, men en fremmed vidunderlig Fugl, der var fløien hid fra Alfernes Land.

Tilsidst holdt endelig den Lille op med sin Dands og traadte hen til Laura, der endnu vedblev at spille. Her stod hun en Stund ganske rolig og betragtede Moderen med sine store Øine, i hvis Dyb en uendelig Verden syntes nedsænket. »Moder, nu er det 367 Sommer,« sagde hun tilsidst, »nu kommer Solen igjen og Blomsterne, og nu blæser ikke mere den slemme Vind.«

Der havde nemlig i de Dage hersket en af de Orkanstorme, der af og til afbryde den amerikanske Sommer, hvorfor vel den Lille havde bildt sig ind, at det alt var bleven Vinter.

»Hvor gammel er hun?« spurgte Fulton.

Efter dette Spørgsmaal taug Laura et Øieblik stille, ligesom om hun ikke havde Lyst til at svare derpaa. »Hun er ikke saa ung, som hun seer ud til,« sagde hun omsider, »hun bliver snart syv Aar.«

»Det havde jeg ikke troet,« svarede Fulton, »jeg har en lille Dreng paa fem Aar, der seer ligesaa gammel ud som hun.«

»Ja, hun er ogsaa temmelig tilbage for sin Alder,« vedblev Laura, »og deri er jeg vel selv noget Skyld; thi jeg har nok forkjælet hende endeel, som Advokaten ogsaa beskylder mig for. Tænk engang, hun kan endnu ikke læse, og hver Gang jeg begynder paa at lære hende det, saa leer hun deraf og betragter det som en Spøg. »Jeg kan da gjerne gjøre det, naar Du vil,« sagde hun forgangen Dag, »men det behøves vist ikke, Moder, og jeg vil heller lade det være.« Og saa lod vi det ogsaa være og opsatte det, som vi saa tidt har gjort.«

Da der var forløben henimod en Time, uden at Advokaten endnu kom hjem, ansaae Fulton det omsider for passende at tage Afsked. Laura havde været meget venlig imod ham, og endskjøndt hun ikke udtrykkelig bad ham om snart at vende tilbage, saa var der dog Noget i hendes Væsen, som sagde ham, at det ikke vilde være hende ukjært, hvis det skede.

368

»Det synes mig næsten, som Abigail havde passet bedre til at være denne lille Piges Moder end Laura,« sagde han ved sig selv, da han gik hjem.

Den lille Adele havde gjort et stærkt Indtryk paa Fulton, og uagtet han i denne Tid havde ganske andre Ting at tænke paa, saa kunde han dog ikke glemme hende; thi det forekom ham, som om han aldrig havde seet en saa selsom Skabning, og tilsidst blev hans Længsel efter at see hende igjen saa stor, at han besluttede atter at aflægge et Besøg i Advokatens Huus.

Denne Gang fandt han heller ikke James Gray hjemme, hvilket paa ingen Maade var ham ukjært. Laura maatte paa hans Begjering igjen spille, og den lille Adele dandsede, ligesom forrige Gang. Men midt i Dandsen stod hun pludselig stille og lyttede. »Hør Moder, hvor Klokkerne klinge!« sagde hun tilsidst.

Nu holdt Laura op at spille, og der hørtes virkelig Klokkeklang langt borte. Kort efter hørtes der ogsaa Psalmetoner. Den Lille ilede nu hen til et Vindue, hvor hun saae en Liigkiste bæres forbi, hvorpaa der laae en stor Krands, medens en lang Sørgeskare, med sorte Kapper og med nedhængende Flor paa Hattene, fulgte efter den.

»Hvad er det, Moder?« spurgte den Lille forfærdet.

»Det er en Død, som de bringe til Jorden, Du har jo hørt, som Du nylig fortalte, at vi Alle skal døe,« sagde Laura, medens der gik en Gysen igjennem hendes Lemmer, der var saa stærk, at ogsaa Fulton mærkede den.

»O, Moder!« raabte den Lille, »jeg vil ikke døe, 369 ikke puttes i Jorden, ikke bort, hvor Klokkerne klinge; jeg vil blive her hos Dig.«

»Det haaber jeg vist, Du skal,« svarede Laura, idet hun bøiede sig ned og trykkede hende fast til sit Bryst; »hvad skulde der blive af mig, naar Du gik bort!«

»Hører Du endnu, hvor Klokkerne klinge for den Døde?« sagde igjen den Lille, der i lang Tid ikke syntes at kunne tænke paa Andet. »Hør, endnu bestandig!«

Fulton stod imidlertid længe og betragtede hendes Øine; »det er ligesom man saae to Blomster,« sagde han, »der vare voxede frem af det Hav, hvori Morgenstjernen svømmer, og hvorfra Solen faaer sin Glands.«

»Ja, saaledes forekommer det ogsaa mig,« sagde Laura.

»Og dog undrer det mig, at De, som jeg har seet saa afgjort og forgudet af Verden, kan finde Dem i dette eensomme Liv med dette lille Barn; De er meget forandret.«

»Tiden forandrer os vel Alle,« svarede Laura, »men jeg lever ikke saameget alene, som De troer; der er næsten daglig Selskab hos os; men hvorledes gaaer det nu med Dem? De har jo ogsaa Børn, har man sagt mig.«

»Jeg har en lille Dreng og to smaa Piger,« svarede Fulton, »det er smukke Børn, men et saadant Udtryk og saadanne Øine, som den lille Adele, har de rigtignok ikke.«

»Og De er gift med en Qvækerinde, har jeg hørt; De er dog ikke selv bleven Qvæker?«

»Nei, det er jeg ikke,« svarede Fulton.

370

Nu gik Laura over til en lettere Samtale, der mere svarede til den Rolle, hun tidligere havde spillet i Verden; men pludselig begyndte hun igjen at tale om Fultons egen Stilling. »Jeg hører, De har en stor Plan for,« sagde hun, »eller er De maaskee bleven anderledes til Sinds og har alt opgivet den igjen?«

»Det er langt fra,« svarede Fulton, »den opgiver jeg aldrig; tværtimod jeg har nu grundet Haab om, at mit Foretagende skal lykkes.«

»Det er Skade,« sagde Laura, »at en Mand med saa betydelige Talenter skal bortødsle saa megen Tid paa en Plan, hvis Udførelse dog vist er en Umulighed.«

Før Fulton endnu kunde svare herpaa, blev deres Samtale afbrudt ved Advokatens Ankomst. »Ak, Hr. Robert Fulton!« raabte han, idet han kastede sig paa en Sopha, »velkommen! jeg troede De var saa sysselsat med Deres Dampskib, at De ikke længere havde noget Øieblik tilovers for Deres gamle Bekjendte.«

Uden at afvente Fultons Svar, gik han nu over til at tale om forskjellige Begivenheder, der dengang sysselsatte den offentlige Opmærksomhed.

»Veed De, at Hr. Dennison er kommen hertil?« sagde han blandt Andet, »og at han nu redigerer et Dagblad i Newyork? Det er en ypperlig Mand, denne Dennison, en Mand med usædvanlig Dannelse, det vil da sige, at han veed lidt Besked om Alt i denne Verden, aliquid in omnibus et nihil in toto. Dertil kommer, at han er aldeles charakteerløs, saa man kan bruge ham i hvilken Retning, man vil. En ganske ypperlig Mand, som sagt, et stort Sprogtalent, en stor Stilist, prægtige Talegaver! han kan 371 forsvare, hvad det saa skal være; prægtige Phraser! Saalænge der ere Phraser til, saa er det let at see ud i Folks Øine, som om man alene tænkte paa deres Vel, det er egentlig ved Phraser, at man nu regjerer Verden.«

Da Fulton kort efter anbefalede sig, drev Advokaten sin Høflighed saa vidt, at han endog fulgte ham ned af alle Trapperne.

»Jeg veed ikke, om De har hørt,« sagde han, da Fulton stod i Begreb med at gaae, »at Hr. van Gehlmuyden nylig er død, og at han har efterladt sin hele Formue til en Slægtning i Alkmaar. Jeg havde ellers haabet, at han skulde have truffet en anden Disposition; men hvad skal man sige, ultima voluntas ambulatoria usque ad mortem hedder det Nu lev vel, Hr. Fulton! lad det ikke vare for længe, inden De besøger os igjen.«

Kort efter vendte Advokaten tilbage til Salen, hvor han igjen strakte sig ud i en Sopha, medens han paa samme Tid, som han ofte pleiede, paa det bittreste omtalte Fulton, uagtet han efter Sædvane, saalænge denne var tilstede, havde behandlet ham med den største Artighed.

»Jeg beklager mest hans stakkels Kone,« sagde han tilsidst, »det maa være haardt, selv om man er i Besiddelse af al en Qvækerindes Ydmyghed, at være gift med et sligt prædestineret Medlem af Daarekisten.«

»Hun er maaskee dog mindre at beklage, end De troer,« udbrød Laura.

»Virkelig,« svarede Advokaten, »nu ja, De har havt endeel tilovers for denne Robert Fulton fra gammel Tid af; gammel Kjærlighed ruster ikke, hedder 372 det jo.« Efter disse Ord reiste James Gray sig og gik sin Vei.

Den lille Adele havde staaet ganske stille og hørt paa Advokatens Ord, men neppe var han borte, før hun vendte sig til sin Moder og sagde: »Naar den fremmede Mand kommer igjen, saa siger jeg ham, hvor slet Fader taler om ham.« - »Hvor kan det falde Dig ind,« sagde Moderen forskrækket, »det maa Du ikke gjøre.« - »Jo, Moder, jeg gjør det, for han skal vide, hvor slet han taler om ham.« - »Nei, Du maa ikke sige ham det, det gaaer ikke an.« - »Jo, Moder, han skal vide det, for det er ikke Ret,« sagde den Lille.

»Men hvis nu Din Fader erfarer, at Du har sladdret om ham til den fremmede Mand, hvorledes troer Du da, det vil gaae Dig?« spurgte Laura.

»Nei, Moder, saa vil jeg ikke sige det,« svarede Adele med Angst; thi hun havde vel alt undertiden følt Virkningen af Advokatens Vrede.

»Hun passer kun slet til den Verden, vi lever i,« sagde Laura til en Fortrolig, som hun fortalte denne lille Begivenhed, »og jeg bliver ordentlig bange, naar jeg tænker paa den Tid, hvori hun skal blive nøiere bekjendt dermed.«

Men Hensyn til den Efterretning, Advokaten gav angaaende van Gehlmuyden, have vi dog en nøiere Bestemmelse at tillægge. Det forholdt sig ganske rigtigt, at van Gehlmuyden var død, og at han havde efterladt et Testament, hvori en af hans Slægtninge i Alkmaar, med Udelukkelse af alle de andre, var indsat til Arving af hans Formue, dog var der tillige 373 vedføiet en Bestemmelse, hvorefter Charles Fulton, Robert Fultons Fader, skulde modtage et Legat af tretusinde Dollars. At Testamentet selv kom istand, det skyldtes vel for en stor Deel Jack Turner, der i de senere Aar, ved at gaae van Gehlmuyden under Øine, og ved med megen Beredvillighed og tilsyneladende Uegennyttighed at tage alle Forretninger fra hans Skuldre, vandt en betydelig Indflydelse paa ham. I disse Aar havde Jack Turner ligeledes sat sig i Forbindelse med den omtalte Slægtning i Alkmaar, og havde - sandsynligviis mod Løfte om en anseelig Belønning - forpligtet sig til, at han skulde bringe det omtalte Testament istand, hvilket da ogsaa tilsidst lykkedes ham, uagtet det ikke var saa let, eftersom van Gehlmuyden helst opsatte enhver Forretning, som han ikke kunde lade udføre ved Andre, fra Dag til Dag. At den gamle Fulton derimod skulde arve tretusinde Dollars, det havde van Gehlmuyden, efter at have modtaget et Brev fra John Bridle, selv bestemt, og dette satte han ogsaa, uagtet alle Jacks Turners Indsigelser, med stor Paastaaelighed igjennem.

FEMTENDE CAPITEL.

Nu gik der over en Maaned hen, hvori Fulton havde saa meget at tage Vare paa, at han ikke fik Tid til at besøge Advokatens Huus, men da blev det ham sagt, at Lauras lille Datter var syg, og at Moderen var meget ængstelig for hende.

Neppe hørte han dette, før en Anelse om Ulykke opsteg i hans Sjæl, og han satte da, saasnart han kunde, alt Andet til Side, og ilede hen for at erfare, 374 om han var bleven skuffet af en falsk Efterretning eller ikke.

Desværre havde Rygtet denne Gang ikke bedraget ham. I Forsalen mødte han en Opvarterinde, der berettede, at den lille Adele var meget syg; »dog har Lægen et ganske godt Haab,« sagde hun, »men Fruen vaager hver Nat og seer ganske medtagen ud.«

Saasnart Gill, der ogsaa var tilstede i Forsalen, fik Øie paa Fulton, gik han indenfor, kort efter vendte han igjen tilbage og sagde, at Fruen ønskede at see ham.

Gill førte ham igjennem flere Værelser til et mindre Kammer, hvor han fandt Laura siddende ved hendes Datters Seng. Lauras Udseende syntes meget forandret, hun var bleven magrere, en dunkel Sky havde lagt sig over hendes skjønne Aasyn, og der var en stor Ængstelighed i hendes Blik. Hun stod netop i Færd med at lægge et Par Puder tilrette om den lille Adele, der sad halvopreist i Sengen og holdt en Dukke i Haanden; flere smaa Huse, Dyr, Træer og andet Legetøi var opstillet paa et Bord ved hendes Side.

»De har havt hende kjær,« sagde Laura, »det læste jeg i Deres Øine, og hun havde ogsaa fattet Godhed for Dem; hun talte tidt om den fremmede Mand og spurgte, om han ikke kom snart igjen; derfor skal De ogsaa see hende lege for sidste Gang.«

Men dette fik han ikke at see; thi Adele slap snart Legetøiet og sank tilbage, og Moderen lagde hendes lille Hoved ned igjen paa Puden. »Ak, hun leger aldrig meer!« sagde Laura, medens hendes Øine fyldtes med Taarer.

375

»Jo, med Guds Hjelp,« sagde Fulton, »Lægen har jo endnu ikke opgivet Haabet.«

»Jeg troer meer paa hende selv end paa Lægen,« svarede Laura, »da hun vaagnede for otte Dage siden og følte sig syg, og da jeg vilde trøste hende med, at hun snart skulde blive frisk igjen, da sagde hun: »Nei, Moder, denne Gang døer jeg fra Dig, det skal Du see.«

»Jeg er selv Skyld deri,« vedblev Laura efter en kort Taushed; »thi netop i de Maaneder, før hun blev født, var det, at jeg anstrengte min Stemme og mit Bryst saa stærkt, saa jeg blev syg derefter; derfor blev hun saa fiin, som hun er, som om hun var sammenblæst af Luft og ikke dannet af jordisk Støv, som vi Andre, og derfor maa jeg da nu ogsaa miste hende.«

I dette Øieblik traadte Advokaten ind. Han studsede, da han saae Fulton, og der kom et Udtryk omkring hans Læber, der røbede, at det ikke var ham kjært. Dog varede det kun et Øieblik, og han fattede sig snart.

»De har selv forkjælet hende,« sagde han til Laura, »der maatte jo ingen kold Vind blæse paa hende, nu maa De selv bære Følgerne deraf. Kom, Hr. Robert Fulton! Deres Plads er ikke her ved dette Sygeleie; det var en underlig Grille at føre Dem herind.«

Fulton sagde da et Par venlige Ord til Laura, hvori han igjen udtalte det Haab, at den Lille skulde komme sig. Derefter fulgte han Advokaten, der alt havde aabnet Døren, og der ventede ham med Utaalmodighed. »Den Lille kommer sig ikke,« sagde Advokaten, da de stode i det næste Værelse, »hun døer, og 376 det er ret godt; thi derved kan maaskee Moderen igjen vindes tilbage for Verden, nu har hun jo ikke Sands for Andet end for dette lille Barn.«

Efter Fultons Bortgang vendte Advokaten igjen tilbage til den Lilles Sygeværelse, hvor han bittert forekastede Laura den Venlighed, hun viste mod dette Menneske, der var ham selv saa stærkt imod. Hertil svarede Laura saa godt som aldeles intet.

Der gik nu et Par Uger hen, hvori Fulton, hvad han saa forresten var sysselsat med, næsten aldrig lod nogen Dag gaae hen, paa hvilken han ikke hørte til den lille Adeles Befindende; dog kom han i al denne Tid ikke indenfor, hvor den Syge laae.

Efter nogle Dages Forløb hørte han, at Lægen havde erklæret Sygdommen for smitsom. Kort derpaa erfoer han til sin store Forbauselse, at Advokaten tilligemed de fleste Huusfolk af Frygt for Smitte havde forladt Gaarden og vare flyttede hen paa et andet Sted i Byen. Kun Gill og Nancy, saaledes hed den omtalte Opvarterinde, bleve tilbage hos Laura.

Nu forløb der igjen et Par Dage, hvori Fulton var saa sysselsat, at han aldeles ikke fik Tid til at spørge til Adele. Da han atter den tredie Dags Aften indfandt sig i Lauras Forsal, saae han hverken Gill eller Nancy; derimod hørte han en Sang, der lød fra et af de indre Værelser, og hvori han med Forbauselse gjenkjendte Lauras Stemme, der nu ikke blot klang med en usædvanlig Kraft, men der tillige havde faaet et Udtryk af Veemod, som han aldrig før havde hørt deri.

Kort efter traadte Negeren Gill ind, han saae meget 377 bedrøvet og nedslaaet ud. »Hvorledes gaaer det?« spurgte Fulton. - »Slet, slet,« svarede Negeren, »Gills Frue græde den hele Dag, lille Adele snart døe, mig sige det, at De vil see hende.«

Før Fulton kunde svare herpaa, var han alt borte; kort efter kom han tilbage og bad Fulton til dennes store Forundring om, at han vilde følge ham.

»Advokaten langt borte,« sagde han, »Nancy træt og sove, Gills Frue vil det, befale det, men Gill aldrig gaae til Sengs, naar Gills Frue vil vaage.«

Efter disse Ord førte han Fulton ind i Sygekammeret, hvor Laura sad ved den Lilles Leie. Fulton blev stærkt bevæget ved det Udtryk af Haabløshed, der stod tegnet i hendes Aasyn, og ved Siden af laae den lille blege Engel, alt meer end halvt bortrykket fra Jorden. Gill gik strax, da han havde ført Fulton ind.

»Jeg vidste nok, at De maatte komme, jeg har længe ventet Dem,« sagde Laura.

»Er der da slet intet Haab?« spurgte Fulton.

»See!« sagde Laura, idet hun tog et Lys og nærmede det til den Lilles Ansigt, »disse udvidede Pupiller modtage intet Indtryk af Lyset meer.«

»Sæt Dem der!« sagde hun lidt efter; »Deres Plads er her hos dette Barn, vi ville vaage sammen denne sidste Nat.«

Fulton betragtede hende med Forbauselse; imidlertid vilde han, især nu, da hun aabenbart var i en overspændt og exalteret Tilstand, ikke gjøre hende noget imod, og han satte sig derfor paa den Plads, hun anviste ham.

Kort efter begyndte Laura igjen at synge ved den Lilles Leie. De forunderligste Melodier klang nu fra 378 hendes Læber, fremmede Folkesange fra Skotland og England, ja endog fra Tydskland, Polen og Ungarn og det høie Norden, vexlede med hverandre, vidunderlige Sange, der paa engang mindede om Vuggen og om Graven. Men alle gjennemaandedes de af en usigelig og uudgrundelig Veemod; thi det var, ligesom om al den Følelse, der tidligere var fortrængt af Livets Letsind, og som man kun af og til i et enkelt Øieblik i Lauras Sang havde kunnet ane, nu med en forstærket Magt trængte sig frem, til samme Tid syntes ogsaa Sorgen at gjengive hendes Stemme den gamle Styrke; derfor meente Fulton, at han aldrig før saaledes, som i dette Øieblik, var bleven greben af Musikens Herlighed.

Pludselig afbrød hun disse Sange og istemmede den Valsemelodie, som den Lille fremfor al anden Musik havde elsket, og hvorefter hun saa tidt havde dandset. Men ogsaa gjennem denne Melodie fandt Sorgen Vei, og der kom et Udtryk af sønderrivende Smerte deri, saaledes som han aldrig havde fornummet og følt det tilforn; ja undertiden forekom det ham endog, som om det var magiske Sange, der bleve sungne, ved hvis Hjelp den Lille igjen maatte og skulde kaldes tilbage til Livet.

Men ak, dette skede ikke, hun vaagnede ikke til Livet igjen; tværtimod det var tydeligt, at Dødstrækkene alt havde præget sig i hendes Aasyn.

Tilsidst syntes det ogsaa, som om Lauras Stemme svigtede hende; hendes Sang holdt op, men hendes Øine vare bestandig fæstede paa det med Døden kæmpende Barn.

»Jeg vil aldrig kunne høre Musik og Sang efter denne Time,« sagde Fulton. - »Og jeg vil aldrig kunne 379 synge mere,« svarede Laura; »thi al min Kraft er nu brudt og udtørret.«

Kort derpaa flyttede Laura et af Lysene nærmere, saa Skjæret deraf faldt paa den Lilles Ansigt, og det forekom da Fulton, som om han saae Dødsskyerne, der væltede sig hen derover.

Derefter sadde de igjen nogen Tid tause, hver paa sin Side af den Lilles Seng. »See dog ikke med saadanne Blik paa hende,« sagde omsider Fulton, »De kan maaskee forlænge hendes Dødskamp og gjøre den besværligere, naar De saaledes stirrer paa hende.«

»O, hun er alt borte!« raabte Laura kort efter og kastede sig med lidenskabelig Heftighed over hendes Leie, »hun er død, jeg har seet hendes Øine briste; jeg skal aldrig see dem mere i deres deilige lyse Glands!«

Det var virkelig saa, den Lilles sidste Kamp var overstaaet.

»Seer Du?« sagde hun atter, idet hun reiste sig op med et forvildet Blik, »Fred! bleg, stille Fred i hendes Miner! Men vi er endnu midt i Livets Strøm; og dog kan jeg ikke ønske at følge hende,« føiede hun til med et Udtryk af Forfærdelse. Derefter bøiede hun sig ned igjen og lukkede hendes Øine til.

Kort efter bøiede ogsaa Fulton sig ned over Adeles Liig, og han forbausedes over hendes Deilighed; det var en bleg, sovende Engel, de deilige Lokker laae skjødesløst henkastede over hendes Pande, det syntes ham, at han aldrig havde seet noget saa Yndigt og Henrivende, og at hun aldrig, da han saae hende levende, havde været saa skjøn, som i dette Øieblik.

380

Derpaa satte Laura Lyset længere tilbage og vendte sig til Fulton. »Nu, da hun er borte, skal Du vide det,« sagde hun, »det var Dit eget Barn, Fulton, jeg vil ikke skjule min Forvildelse for Dig; jeg var den Zigeunerinde, som Du mødte paa Maskeraden i Frankrig.«

Denne Tale vakte en slig Forvirring i Fultons Indre, saa hans Tunge i Begyndelsen ligesom lammedes derved.

»Saaledes er det,« sagde Laura, »men gaa nu! thi her har Døden opslaaet sin Bolig; vogt Dig, at dens Aande ikke forgifter Dig!«

»Gud tilgive os vor Synd!« udbrød Fulton pludselig.

»Troer Du paa Sligt?« sagde Laura, »da er Du lykkelig; men jeg har levet med en Mand, der har dræbt al Tro i mit Hjerte.«

Fulton vendte sig nu om for at gaae. »Jeg har endnu et Ord at sige Dig,« vedblev Laura, »kom aldrig her igjen! Advokaten er Din bittreste Fjende; efter flere uforsigtige Yttringer, der i den sidste Tid ere undslupne mig, hader han Dig meer end nogensinde. Der er vaagnet en Mistanke i hans Bryst om et Forhold, hvorom han tidligere intet anede. Bliv derfor borte og vogt Dig for ham!«

Med Hensyn til den ovennævnte Begivenhed maa vi endnu lægge til, at Laura allerede i hine Dage følte Begyndelsen til den Sygdom, der siden berøvede hende hendes Sangstemme. Hun foretog da en Reise til Paris, hvor hun vilde tale med en Læge, som hun havde stor Tillid til. For at undgaae det besværlige Overhæng, som Berømthed medfører, antog hun denne Gang et fremmed Navn og levede 381 desuden meget stille. Kort før sin Afreise lod hun sig dog af en Veninde overtale til at besøge hiin Maskerade, hvor hun pludselig blev overrasket af en Lidenskab, hvis Magt hun ikke selv havde kjendt. Kort efter forlod hun Paris og ilede til Madrid, hvor hun ifølge en Contract, som Advokaten tidligere havde sluttet, var nødt til at begive sig hen.

At Fulton dengang kunde troe Zigeunerinden født i Frankrig, var meget begribeligt; thi Laura havde under sit Ophold i Europa havt stor Øvelse i det Franske, som hun maatte tale overalt, hvor hun udenfor England kom hen, og som hun desuden bestandig havde talt med sin Moder, saalænge denne levede.

Det var allerede to Timer efter Midnat, da Fulton forlod Advokatens Gaard, men hvad han i denne Nat havde hørt og oplevet, virkede saaledes paa ham, at han i de første Dage derefter neppe kunde samle sin Opmærksomhed til det Arbeide, der dog ellers var Midtpunktet for alle hans Tanker. Han følte nu vel, at al menneskelig Kløgt, ja selv den høie Gave, vi give Navn af Genie, som oftest kun ere svage Dæmninger mod den Forvildelsens Strøm, hvori vi henrives af vore Lidenskaber, og at der endnu maa bygges et langt stærkere Værn, hvis vi skulle modstaae dem.

Men den lille Adele kunde han aldrig mere glemme, og fra hendes Dødsleie var der udgaaet en Flamme, der aldrig meer udslukkedes i hans Sjæl.

Han kunde ikke undlade idetmindste paa anden Haand at forhøre sig om Lauras Befindende. Han erfoer da, at hun flere Gange, men især paa Adeles 382 Begravelsesdag, havde været ganske ude af sig selv. Siden, om Eftermiddagen, var hun vandret alene ud til den Lilles Hvilested, hvor Gill efter en Times Forløb havde funden hende, liggende over Graven, badet i sine Taarer, og i halv bevidstløs Tilstand, saa det kostede stor Møie at bringe hende hjem.

»Det er denne afsindige Lidenskabelighed, der har ødelagt hendes Helbred,« sagde Advokaten, da han hørte dette, »men hun kan ikke fornegte sin afrikanske Natur; thi fra Afrika nedstammer hun vist, og det er Negerblodet, der endnu rører sig i hende.« Dette var det sædvanlige Omqvæd, som Advokaten gjentog hver Gang han, uden at nogen Fremmed hørte det, omtalte Lauras Heftighed.

Kort efter faldt Laura i en svær Sygdom, hvori hun i lang Tid tabte sin Bevidsthed, og hvori hun udtalte Ord, der, da de berettedes til Advokaten, i høi Grad bestyrkede hans Mistanke angaaende hendes tidligere Forhold til Fulton, og han svor nu i sit Hjerte at styrte Fulton i Elendighed og Undergang, hvad det saa skulde koste.

SEXTENDE CAPITEL.

Den gamle Sætning, der allerede udtales i den hellige Skrift, at ingen Prophet er agtet i sit Fædreland, kan vel ogsaa, og det oftere, end de Fleste troe, med de nødvendige Forandringer, anvendes paa det fremadstræbende Genie. Idetmindste var dette Tilfældet med Fulton; thi uagtet han allerede, ved sit Panorama og ved sine kløgtig udtænkte Maskiner, havde erhvervet sig et betydeligt Navn baade i Frankrig og i England, saa syntes dette dog 383 ikke at have frembragt noget synderligt Omslag i den offentlige Mening hos hans Landsmænd; tværtimod, saasnart han igjen begyndte paa Bygningen af et Dampskib, saa begyndte ogsaa paany de gamle Fordomme at yttre sig.

I hine Dage, førend man endnu havde opfunden den Kunst at bevæge sig over Havet ved Hjelp af Dampkraft, vare Meningerne om denne Sag temmelig deelte. Det gik hermed, som det næsten bestandig gaaer, naar en eller anden Opfindelse eller Opdagelse nærmer sig og skimtes af de mere skarpsynede Aander, uden endnu at være indtraadt i Virkelighedens Land, og uden saaledes at være bleven til Kjød og Blod, at selv de største Tvivlere kunne lægge Fingrene i Naglegabet og ved Berøring forvisse sig om Tingens Virkelighed. Nogle meente da i hiin Tid, at Sagen var gjørlig, og at Verden dog omsider vilde komme saavidt, at noget Sligt blev opfundet; Andre meente, at den var ugjørlig og betragtede det som den største Daarlighed, naar Nogen virkelig og for Alvor vilde tænke paa at sætte den igjennem. Til denne sidste Mening bekjendte ogsaa i Newyork et Par af de mest anseete Blade sig, hvoraf det ene nu blev redigeret af Hr. Dennison. I disse Blade blev da Regjeringen bittert dadlet, fordi den havde indladt sig i Underhandlinger med slige Phantaster som Livingston og Fulton; og uagtet der vel ogsaa af og til hørtes Stemmer, som yttrede den modsatte Anskuelse, saa udøvede dog disse dengang, idetmindste hvad Amerika angaaer, kun liden Indflydelse paa den offentlige Mening, der alt fra Begyndelsen af havde erklæret sig imod Fultons Forehavende.

384

Ja, den samme Paastand, der gjentagne Gange, da Fulton byggede sin første Dampbaad i Philadelphia, var bleven yttret, at hans hele Plan var en Virkning af en fix Idee, dukkede nu lidt efter lidt frem igjen, og den fandt strax mange Tilhængere mellem den store Hob, der som oftest er meget tilbøielig til at betragte enhver Tankeforbindelse, hvilken den ikke kan begribe, som Virkning af en forstyrret Hjerne.

En af de mest fornærmelige Bladartikler, hvori Sandhed og Løgn paa en saa eiendommelig Maade vare forbundne, at Fulton strax meente at gjenkjende Forfatteren, ville vi her ordret afskrive. Denne Artikel stod i Dennisons Dagblad.

»Som bekjendt,« saaledes lød denne Artikel, »har Hr. Robert Fulton allerede tidligere foretaget nogle Forsøg for at bringe det Kunststykke i Stand, som han nu igjen er ifærd med. Disse Forsøg have imidlertid havt et saa uheldigt Udfald, saa Tanken derom sikkert maatte have holdt ham tilbage fra ethvert nyt Arbeide i denne Retning, hvis hans Hoved bestandig var i den Tilstand, at det kunde give ham en sikker Garantie mod alle Phantasiens Udsvævelser. Hans første Forsøg, der fandt Sted i Philadelphia, fik en meget sørgelig Ende, idet han selv - saaledes lød idetmindste dengang det almindelige Rygte - da hans Maskineri aldeles ikke vilde frembringe den forønskede Virkning, fik det fortvivlede Indfald at stikke sin egen Baad i Brand. Et Par andre Forsøg skal han have foretaget i Frankrig. Dengang tilbød han endog den daværende første Consul, at han vilde bygge ham en heel Dampflaade, ved hvis Hjelp han kunde erobre England 385 og sikkre sig Herredømmet over Verdenshavet. Men hiint mægtige Genie, der nu staaer i Spidsen ikke blot for Frankrig, men for hele Europas Fastland, havde et altfor skarptseende Øie til, at han skulde indlade sig herpaa, og Hr. Fulton modtog da et Svar, hvori den første Consul ligefrem erklærede ham for en Charlatan, ja hvori han endog skal have brugt et meget haardere Udtryk, som vi dog ikke her ville gjentage. Imidlertid tabte Hr. Fulton endnu ikke Modet, men begyndte, understøttet af flere bedragne og bedaarede Capitalister, at udføre sit store Værk. Hr. Fulton skal da have bygget to Dampbaade; den ene sank tilbunds, da han vilde gjøre Forsøg dermed; den anden havde derimod en bedre Skjebne, og den manglede intet Andet, end at den, uagtet Dampmaskinen anstrengte sig efter yderste Evne, aldeles ikke vilde røre sig af Stedet, hvor den laae. Det hedder da, at man i Frankrig blev kjed af disse Forsøg, og at Hr. Robert Fulton, hos hvem flere betænkelige Symptomer dengang skulle have yttret sig, blev greben og ført til Charenton*), hvor han sad indspærret i længere Tid, indtil han endelig, da man meente, at hans Forstandstilstand var bleven bedre, igjen kom paa fri Fod. Dette maa vel egentlig, uagtet vi ønske Hr. Fulton, ligesom enhver Anden, al den Frihed, de nogenlunde kunne taale, betragtes som et stort Uheld; thi det havde sikkert været bedre, baade for Newyork, og maaskee for Hr. Robert Fulton selv, hvis han havde siddet i Charenton endnu den Dag i Dag. Iøvrigt er det høist beklageligt, at Hr. Fulton lider under denne partielle Vanvid; thi han skal, som han flere Gange har viist, * 386 aldeles ikke mangle Anlæg til den mechaniske Kunst. Endnu mere beklageligt er det, at Regjeringen saaledes har kunnet fæste Lid til hans Drømmerier, saa den ikke alene har givet ham et Patent paa hans formeentlige Opfindelse, men saa den ovenikjøbet har understøttet ham med Capitaler, som den ligesaagodt kunde have udkastet i Hudsonfloden, hvor de idetmindste ikke vilde blive forvandlede til Røg og Damp, saaledes som det upaatvivlelig vil skee dermed under Hr. Fultons Hænder.«

Uagtet det nu, da Fulton var bleven ældre og meer erfaren, ikke kunde falde ham ind at tage til Gjenmæle, hver Gang en dadlende Bladartikel blev skreven imod ham, saa forekom dog dette Angreb ham saa nærgaaende, at han ikke ganske vilde tie stille dertil. Han lod derfor et Forsvar indrykke i flere Blade, i hvilket han, uagtet det forresten var skrevet med megen Sindighed, erklærede den Beskyldning, at han nogensinde skulde have siddet indesluttet i Charenton, for et løgnagtigt Paafund, udklækket i en Bagvaskers Hjerne. Han godtgjorde desuden med flere Attester, som han lod aftrykke, at den sidste Baad, han havde bygget paa Seinen, virkelig var bleven sat i Bevægelse ved Dampkraft; kun havde denne Bevægelse ikke været hurtig nok.

»Jeg erinder, at jeg for flere Aar siden,« saaledes blev Fulton ved, »hos en Forfatter, hvis Navn jeg desværre har glemt, læste nogle Bemærkninger, som jeg dengang afskrev, og som jeg, da de maaskee dog tildeels ved denne Leilighed kunne finde deres Anvendelse, her vil gjentage:

»Den, der vil lære at kjende den indbildte Viisdom,« saaledes skriver hiin Forfatter, »den, der vil 387 være Vidne til den benegtende Kritiks og den haardnakkede Fordoms tilsyneladende Seier over Talentet; den, der vil overbevise sig om, hvor forgængelig enhver Ros og Dadel er, som blot har sin Grund i en forudfattet Mening; den, der vil lære Ligegyldighed for de Paastande (og vel ogsaa for de Afguder), som Øieblikket opstiller, og som Øieblikket igjen nedbryder; kort den, der vil have et anskueligt Billede af Bølgegangen og det hurtige Omsving i den offentlige Mening: han bør ikke søge dette i de betydelige og berømte Skrifter, men snarere i dem, som blot hæves af Tidsstrømmen, og som igjen bortskylles af den; og især bør han søge det i de slettere og mere ephemere Dagblade fra en forsvunden Periode.

Enhver talentfuld Mand, der miskjendes af sin Omgivning, er meget tilbøielig til at troe, at Verden paa en forhen uhørt Maade er uretfærdig imod ham, at han bliver stærkere forfulgt, at han har en haardere Kamp at gjennemgaae end alle andre Talenter før ham. Men ved at læse slige Blade og de Domme, som deri fældes, vil han snart komme ud af sin Vildfarelse. Han vil da see, hvorledes udmærkede og berømte Mænds Navne (især naar disse Mænds Been alt ere gjemte i Graven) hvert Øieblik blive brugte til Skjold mod det opadstræbende Talent, der atter, naar det, trods denne Modstand, og efter mangen haard og bitter Strid, har erhvervet sig et Slags Anerkjendelse i Verden, maa finde sig i at bruges paa lignende Maade mod de Talenter og Kræfter, der ville bane sig Vei efter det. Han vil see, at det Overfladiske tidt bliver hævet, medens det Betydelige haanes, lægges for Had og nedtrampes 388 i Støvet; han vil erfare, at netop det ofte med den største Fripostighed bliver benegtet og fremstillet til Latter for Mængden, der dog siden bekræftes af Erfaring; medens paa den anden Side Opdagelser blive fremhævede og udbasunede, der dog efter kort Tid ligesom svinde hen i Luften og opløses i et Intet. Saaledes vil han ogsaa paa denne Vei lære Viisdom og Menneskekundskab, lære at finde sig i Miskjendelse, Bitterhed, Haan og Foragt og at betragte dem som forbiilende Skyer paa Retfærdighedens Himmel, der vel for Menneskenes Blik en Tidlang kunne formørke den, men der dog ikke kunne forhindre den fra, naar de længst ere henveirede, igjen at vorde synlig i al sin rene og ophøiede Glands.«

Dette Brudstykke af en unævnt Forfatter, som jeg her har tilladt mig at anføre,« vedblev Fulton, »randt mig igjen i Tankerne, da jeg læste de mange ufordeelagtige Domme, der i denne Tid fældes over mit Arbeide, uden at man dog endnu har seet, hvad Udfald dette vil faae. Forresten veed jeg vel, at jeg Intet endnu har udført, der kan sikkre mig en Plads i de store Opfinderes Række; men dog mener jeg, at jeg ved flere Leiligheder har viist noget Talent og nogen Dygtighed i mit Fag, hvorfor jeg ingenlunde troer at fortjene den Ringeagt og den Haan, der fra saa mange Sider vises mig, og det som oftest af Folk, der maae være sig det bevidste, at de aldeles ikke have nogen Indsigt i Sagen, og at de aldeles ikke have sat sig ind i den Mands Tankegang, over hvilken de saa høit udtale deres Fordømmelsesdom.

Fordi flere Forsøg, selv naar de anstilles af sagkyndige 389 Mænd, i Begyndelsen mislykkes, derfor maa man ikke strax troe, at en dristig Plan ubetinget og i sig selv er uudførlig. I enhver Kunst gives der Forløbere, der kun altfor tidt miskjendes af Publicum, og der, om de end ikke selv naae Maalet, dog have den Fortjeneste, at de falde som Offere, idet de bane Vei for deres lykkeligere Efterfølgere. Om jeg nu kun er en saadan Forløber, og om jeg skal falde paa Kampens Dag, før Seieren er vunden, det vil Tiden snart vise; dog har jeg en bedre Tro; jeg har det faste Haab, at Øieblikket nu er kommet, hvori den Opgave, paa hvilken jeg har offret de bedste Aar af mit Liv, omsider skal løses.«

Uagtet dette Forsvar fra Fultons Haand blev optaget i en stor Mængde Blade, saa frembragte det dog ikke den Virkning, han deraf havde haabet; tværtimod, Publicum meente deri mellem Linierne at læse den Tilstaaelse, at han selv troede, hans Plan maatte mislykkes. Dette blev grebet af flere Avisskrivere, der nu ligefrem paastode, at Fulton søgte at unddrage sig fra den Forpligtelse, han havde paataget sig; det var høist sandsynligt, føiede de til, at han ikke vilde lade det komme til et offentligt Forsøg, hvori han nødvendig, som han nu selv indsaae, maatte spille en uheldig Rolle og blive til Spot for det forsamlede Folk.

Imidlertid skred Dampskibets Bygning rask fremad; thi Fulton havde allerede ved sine tidligere Forsøg lært at vogte sig for mange Misgreb; desuden havde han et lykkeligt Blik for sin Kunst, hvilket ofte erstattede den manglende Erfaring. Og uagtet det Maskineri, der saaledes, efter hans Anviisning, lidt efter lidt blev skabt, endnu var temmelig ufuldkomment, 390 ja, uagtet det neppe kunde sammenlignes med det, som man i vore Dage selv paa de ringeste Dampskibe pleier at anvende, saa meente han dog, at han efter Omstændighederne kunde være ganske tilfreds dermed.

For Sikkerheds Skyld blev der holdt Vagt paa Dampskibet baade Dag og Nat, og her havde Fulton den største Nytte af sin tro Ven David Baxter, der næsten aldrig, saalænge Bygningen varede, noget Øieblik forlod Skibet, og der i de faa Timer, hvori han selv trængte til Ro, vidste at stille saa paalidelige og aarvaagne Mænd i sit Sted, saa det ikke syntes muligt, at der kunde indtræffe noget Uheld af det Slags, der tidligere havde rammet Fulton i Philadelphia.

I August Maaned 1807 ankom Dampmaskinen fra England; den blev strax sat fast, og allerede henimod Enden af September Maaned var det hele Maskineri færdigt.

Dette Dampskib, der førte Navn af Clermont, var hundrede og tre og tredive Fod langt, og atten Fod bredt, og det havde kun en eneste Dampcylinder.

Skibet laae nu for Anker paa Hudsonfloden, temmelig nærved Landet, hvor Skarer af Tilskuere allerede flokkedes for at stirre paa den gaadefulde Bygning, over hvilken de Fleste vel gjorde sig lystige, men som dog Enkelte betragtede med Uvished, ja endog med et Slags ængstelig Forventning. Det blev nu offentlig bekjendtgjort, at Dampskibet Clermont den tredie October skulde foretage sin første Flodreise, som det, om muligt, vilde fortsætte ligetil Albany. Imidlertid tillodes det ikke, at nogen Uvedkommende inden denne Reise gik ombord derpaa.

391

Dampskibet Clermont prangede ikke med de livlige Farver, hvorved de amerikanske Dampskibe nu sædvanlig udmærke sig. Der vare ingen Sophaer, ingen malede Bænke eller Stole paa Dækket, ingen Plads til de mange Reisende, der nu pleie at strømme sammen selv paa de mindre Dampskibe, der fandtes heller ingen prægtig Spisesal deri. Alt var simpelt og uden Glimmer; kun et blaat Flag med hvide Stjerner vaiede fra Bagstavnen, medens en høi Skorsteen indtog den Plads, hvor Masten paa de mindre Seilskibe ellers pleier at staae.

Den korte Tid, der var tilbage, inden Forsøget skulde skee, anvendte Fulton til nøie at gjennemsee alle Maskineriets Dele, og til, saavidt muligt, at bortrydde enhver Hindring, der, naar det afgjørende Øieblik kom, kunde sinke Skibets Gang. Hvad der iøvrigt allermest trøstede ham, var, at en lille foreløbig Prøve, som han foretog en Morgenstund, før Folk endnu havde samlet sig, syntes at vidne om, at han ikke havde arbeidet forgjeves. Dog mærkede han ved denne Leilighed, at Vandhjulenes Gjennemsnit var noget for stort, og at Skovlene gik for dybt ned i Vandet; men alt dette blev endnu i Tide rettet.

Nogle Dage tidligere havde Fulton modtaget et Brev fra Barlow, der nylig var vendt tilbage til Amerika, og der nu befandt sig paa en Reise i det vestlige Pennsylvanien, paa den anden Side af Alleghannybjergene, hvor han havde paataget sig at kjøbe Land for flere Familier, der vilde bosætte sig i Amerika. »Ogsaa her,« stod der i dette Brev, »ved Ohioflodens Bredder, hører man Rygter om Dig og om Dit dristige Foretagende. Imidlertid har Du, 392 som Du vel har mærket, ikke den offentlige Mening paa Din Side; og naar jeg skal tale oprigtig, saa er jeg endog selv ikke langt fra at gaae over til Tvivlernes Parti. Vi sees snart; thi jeg haaber at være i Newyork paa den Dag, naar Forsøget skal finde Sted. - Din Ven Barlow.«

»Jeg har her,« stod der i en Efterskrift, »funden de to Colonister, William og Georg Harris igjen, med hvem vi for mange Aar siden stiftede Bekjendtskab. Jeg har viist dem en, efter deres Mening, stor Tjeneste ved at kjøbe et ypperligt Stykke Land af dem paa meget gode Vilkaar, hvorefter de ere dragne endnu længere mod Vesten, hvor Urskoven næsten er urørt, og hvor Jagten derfor er bedre end her.«

Til Trods for den Forsikkring, som dette Brev indeholdt, nærmede dog den afgjørende Time sig, uden at Fulton hørte noget til Barlows Ankomst.

Derimod var der nylig kommen en anden Mand til Byen, der stod i meget nær Forbindelse med Fulton. Denne Mand var ingen Anden end Fultons Fader, der besøgte Newyork, for, om muligt, at bringe en Sag i Orden, hvorpaa hans hele timelige Velfærd beroede. Jack Turner, der havde Fuldmagt fra van Gehlmuydens Hovedarving i Alkmaar, paastod nemlig, at det Legat, som van Gehlmuyden i sit Testament havde tilstaaet Charles Fulson, ikke kunde blive udbetalt, da der fandtes en Formalitetsfeil, der gjorde denne Bestemmelse ugyldig. Da nu Jack Turner i denne Tid opholdt sig i Newyork, og da det var uvist, om han nogensinde vilde vende tilbage til Philadelphia, saa havde den gamle Fulton foretaget denne Reise for at see, om 393 han kunde faae dette Anliggende afgjort i Mindelighed. Forresten var det det hans faste Forsæt, at han under dette Besøg i Newyork ikke vilde have noget at skaffe med sin Søn. Dette erklærede han ligefrem til John Bridle, dengang han aflagde sit første Besøg hos ham; og da nu John Bridle heller ikke lovede sig noget Godt af en saadan Sammenkomst, saa forpligtede han sig ogsaa til, at han ikke vilde tale noget til Robert Fulton om hans Faders nærværende Opholdssted.

Den sidste Aften, før Dampskibet skulde prøve sin Lykke, tilbragte Fulton hjemme med sin Familie. Han havde været paa Skibet, ligetil Solen dalede. Alt var nu saa godt indrettet, som det under de daværende Forhold var muligt, og han meente derfor, at hans personlige Nærværelse ikke for Øieblikket behøvedes, og at han gjerne kunde overlade Bevogtningen af Skibet til David Baxter, der desuden havde paataget sig det nødvendige Tilsyn med Dampmaskinen, som han allerede meget godt forstod at omgaaes med.

Der blev ikke talt meget den Aften; den gamle Milburn var endnu tausere end sædvanlig og syntes fordybet i sine egne Betragtninger. Abigail sad ved Fultons Side, hvor hun var sysselsat med et Haandarbeide. De to smaa Pigebørn havde taget Plads i en Krog, hvor de legede en stille Leeg. Deres Broder, en lille deilig Dreng med gule Lokker, sad ved Fultons Side foran et Bord, hvor han betragtede nogle Billeder, som Faderen havde givet ham.

Pludselig lagde Abigail sit Arbeide fra sig, saae paa Fulton og rakte ham sin Haand. »Hvis det mislykkes,« sagde hun, »saa vil vi reise til mine Brødres 394 Hjem, Robert, og leve der langt fra Verden i de store Skove, hvor intet haardt og spottende Ord skal høres.«

Herpaa svarede Fulton intet, men smilede venlig og trykkede hendes Haand.

»Den, der bryder sig om Verdens Spot, han er endnu hildet i Verdens Lænker,« sagde den gamle Milburn. Derpaa blev der igjen en ny Taushed.

»Min hele Tilværelse,« sagde omsider Fulton, »er nu sammentrængt i dette ene Punkt, i dette ene Øieblik, for dette har jeg levet, stræbt og virket mit hele Liv igjennem; jeg er tilmode ligesom en Feltherre Natten før et stort og afgjørende Slag, hvis dette tabes, saa er Alting tabt.«

»Saaledes burde intet Menneske tale,« svarede Thomas Milburn, »saaledes burde intet Menneske give sin hele Tilværelse i den udvortes Lykkes Hænder; thi han ligner da en Spiller, der sætter al sin Eiendom paa et eneste Kort.«

»Noget ligger bestandig i Tilfældets Haand,« sagde Fulton igjen, der var saa fordybet i sig selv, at han neppe havde hørt Milburns Ord, »og hvor nøie man mener at have beregnet Alt, saa er der dog Noget, som man ikke kan beregne, og hvori Lykken maa gjøre Udslaget.«

»Enhver skal vaage og bede og samle sig i sit Inderste, paa det hans Frafaldsstund ikke skal komme,« svarede Qvækeren.

I dette Øieblik hørtes der en stærk Banken paa Gadedøren. Fulton blev pludselig saa bleg som et Liig; thi det faldt ham ind, at der maaskee nu igjen var indtruffen en Ulykke, ligesom dengang, da han byggede sin første Dampbaad i Philadelphia. Han 395 sprang hurtig op, ilede hen og aabnede et Vindue. »Hvad er det?« raabte han, »hvem er der?«

»Det er en Mand fra Dampskibet,« svarede en Stemme udenfor, »Fyrbøderen Tom Willis.«

»Er der indtruffet noget Uheld?« raabte Fulton.

»Nei,« svarede Tom, »men der kunde let være skeet en stor Ulykke.«

Nu blev Døren aabnet, og kort efter traadte Fyrbøderen ind. Han fortalte da, at han og en anden Mand havde været i Land ved Solens Nedgang for at hente tørt Brænde ombord. Da kom der en Neger til dem, der advarede dem om, at de skulde tage dem i Agt; thi der vare Folk, sagde han i sit underlige Sprog, der i denne Nat vilde sprænge Dampskibet i Luften, eller idetmindste fordærve Maskineriet. De skulde undersøge Skibet nøie, blev han ved, da vilde de vist finde Krud skjult et eller andet Sted. Dette havde han hørt ved hemmelig at lytte til en Samtale mellem to Mænd, der alt længe havde vakt hans Mistanke.

»Neppe fornam vi dette,« vedblev Tom, »saa lode vi Brændet ligge og roede tilbage til Skibet igjen for at melde, hvad vi havde hørt. En af Mandskabet havde faaet Tilladelse til at ligge i Land i Nat, dog var han endnu ombord. Han blev da strax taget fast, og det Rum, hvor han pleiede at sove, blev gjennemsøgt; men der fandtes intet. Derimod fandt vi tilsidst et Krudforraad, der var meget vel gjemt nede i Lasten; ved Siden deraf laae en Lunte, der dog endnu ikke var tændt. Den omtalte Mand vilde dog intet bekjende, hvorfor han blev overleveret i Øvrighedens Hænder.«

Uagtet Fulton vidste, at han kunde stole paa David 396 Baxter, som paa sig selv, saa var der dog nu kommen en saadan Uro over ham, at han ikke vilde blive hjemme, men besluttede at følge Tom ombord. Da han kom der, fandt han Alt i bedste Orden; det var desuden Maaneskin, og der var hængt Lygter ud, saa ingen Baad kunde nærme sig til Skibet, uden at blive seet. Men da han nu havde talt med David og selv undersøgt Alt, og da han saae, at der intet var at frygte, saa vendte han atter tilbage til sit Hjem; thi det havde han lovet Abigail, der var bleven ængstelig over hans Helbred, eftersom han i flere Nætter ikke havde været i Seng.

Da han igjen naaede sin Bolig, blev han modtagen af Abigail, der allerede for lang Tid siden havde bragt sine Børn til Sengs, og der nu var alene oppe for at vente paa ham. »Fulton!« sagde Abigail, »om det ogsaa gaaer ulykkeligt med Dit Skib, om ogsaa alle Andre forlade Dig, saa har Du jo dog Dine Børn og Dit Hjem, hvor Du aldrig kan blive forladt.«

»Ja,« svarede Fulton, idet han trykkede et Kys paa hendes fiintdannede Læber, »der er ingen Mand paa Jorden, der har en bedre og troere Hustru end jeg.«

»Du seer saa bleg ud, Robert,« sagde hun, »du trænger vist til Søvn.«

»Jeg kan ikke sove, Abigail, før jeg seer Udfaldet paa denne Sag.«

»Vend Dit Blik indad, Robert, og paakald ham, der stiller Stormen, da skal Du vist faae Ro.«

Det Sidste gjorde ogsaa Fulton, dernæst kastede han et Blik paa sine sovende Børn og bøiede sig ned over dem og trykkede et Kys paa deres blomstrende 397 Kinder. »O, Gud! lad der skee, hvad der vil med mig,« sagde han, »men tag blot disse, som Du har givet mig, og som Du har ladet opblomstre under mit stille Tag, i Din Varetægt og i Dine beskjermende Hænder! fjern al Sorg og alle Smerter fra dem og læg hellere det paa mine Skuldre, hvad der skal og maa bæres!«

Efter disse Ord lagde han sig til Sengs ved sin Hustrus Side, og det var da, ligesom en høiere Kjærlighed havde taget ham under sine Vingers Skygge, og han faldt virkelig i en dyb og rolig Søvn, hvoraf han først vaagnede den næste Morgen et Par Timer før Solens Opgang.

SYTTENDE CAPITEL.

Omsider frembød den Dag, paa hvilken det skulde vise sig, om Fulton havde arbeidet forgjeves eller ikke. Det var bleven afgjort, at Afreisen først skulde finde Sted ved Middagstid. Dog havde Fulton allerede været ombord tidlig om Morgenen, men var vendt tilbage igjen for at tage Afsked med sin Familie. Nogle Timer senere kom ogsaa David Baxter, der mod Sædvane var gaaet i Land for at modtage hans sidste Ordre med Hesnyn til nogle mindre vigtige Ting, om hvilke han endnu var uvis.

»Skal ikke Madamen være med i Dag?« spurgte David Baxter tilsidst, da han tog Afsked; »vil De ikke see, hvordan det løber af? De kan jo tage de Smaa med Dem.«

»Nei,« svarede Abigail, »vi vilde ikke passe i den store Vrimmel.«

»Gaa Du nu i Forveien, David!« sagde Fulton, 398 »jeg seer Dig nødig paa noget andet Sted i Dag end ombord paa Skibet.«

»Nu, frisk Mod, Robert!« sagde David, »Jollen skal vente ved Broen, og bryd Dig saa bare ikke om, hvad Folk snakker, for nu gjelder det om at seile stik imod Strømmen.« Med disse Ord trykkede han sin Vens Haand, hvorefter han gik.

»Jeg vil følge Dig ned til Flodbredden, Fulton,« sagde Thomas Milburn, »men ikke længere, saa kan jeg være den, der bringer Abigail den første Efterretning.«

Uagtet Abigail gik sin stille Gang og besørgede sine Forretninger i Huset, som sædvanlig, saa mærkede man dog vel, at hun indvortes var meget bevæget.

»Jo ældre Abigail bliver, desmere kommer hun til at ligne sin Moder,« udbrød den gamle Milburn, efterat han længe taus havde betragtet hende.

»Ak, Fader reiser vist langt bort,« sagde den lille Dreng, »han kommer nok ikke hjem i Aften.«

»Dersom jeg kom hjem i Aften,« svarede Fulton, »da var det intet godt Tegn; men ret længe vil det dog ikke vare, inden vi sees igjen.«

Noget efter indfandt John Bridle sig med flere Venner, der havde lovet at være med paa Dampskibet, og Fulton beredte sig nu til at gaae. Abigail med hendes Børn fulgte ham udenfor, og de bleve længe staaende for at see efter ham. »Jeg er den, der bestandig maa blive tilbage,« sagde Abigail tilsidst, da hun ikke længere kunde see ham; »hans Vei fører ham bestandig ud i det Fjerne langt bort fra mig.«

Man har et Brev fra Fulton, der er skrevet enten i disse Dage eller kort derefter. I dette Brev fortæller 399 han blandt Andet, at han undertiden paa Veien til Byggepladsen, pleiede at standse mellem Tilskuerne, naar han vidste, at disse ikke kjendte ham. »Jeg hørte da aldrig noget opmuntrende Ord,« skriver han, »ja neppe engang et Ønske for, at min Plan maatte lykkes; kun Spot og Haan og taabelige Vittigheder, hvori man stræbte at gjøre sig lystig over mit Forehavende.«

Paa denne Dag aabenbarede den almindelige Modstemning mod Fulton sig endnu stærkere end sædvanlig, og fra alle Sider hørte man spottende Udladelser. Forskjellige grovttegnede Carricaturer vare desuden ophængte i Papirhandlernes og Billedkræmmernes Vinduer. Paa et Sted var han saaledes fremstillet ombord paa sit Skib i nedbøiet Stilling, pustende til Ilden under en Dampkjedel; »men,« stod der nedenunder, »det hjelper ikke, Skibet rører sig ikke af Pletten.« Paa en anden Tegning saae man en stor Fisk, der var kommen ind imellem Vandhjulene paa Dampskibet, hvorved disse sønderbrødes. Paa et tredie Billede saaes det hele Dampskib splittet ad og sprængt i Luften, medens Fulton selv, med vildt opreiste Haar, og med fordreiede Træk, syntes at omhvirvles ved Siden af sine Hjul imellem Skyerne. Lignende Vrængbilleder bleve ogsaa falbudne mellem Tilskuerne af omløbende Drenge, og et Par af disse henvendte sig endog til Fulton selv, da han gik ned til Skibet, og spurgte ham, om han ikke vilde kjøbe noget af deres Billedkram.

»Det giver jo dog den sunde Forstand, Nabo,« sagde en gammel Indvaaner af Newyork til en anden, »at Sligt er umuligt. Vi koge jo hver Dag ved 400 Hjelp af Røg og Damp, men de ere ikke engang capable til at rokke en Theemaskine eller en Jerngryde fra deres Pladser, hvordan skulde de da kunne drive et Skib frem lige imod Vind og Strøm!« - »Ja, jeg vilde ligesaa godt paatage mig at drive et Skib frem ved Røgen af min Tobakspibe,« sagde den anden, »det falder jo af sig selv, at Ingen kan seile med den bare Damp, der jo dog i Grunden ikke er andet end Dunst og Luft, det har jeg hørt af en lærd Mand.« - »Ja,« svarede en tredie, »men det er da nok ogsaa kun Luft, der fylder Seilene paa de sædvanlige Skibe; desuden har jeg ogsaa hørt af en lærd Mand, at det egentlig er et Slags Luft, der driver en Kanonkugle frem.« - »Der har I ladet Jer Noget binde paa Ærmet, Nabo,« sagde den første, »for en Kanonkugle farer jo afsted ved Hjelp af Krudet, det veed ethvert Barn, og den, der fandt Krudet op, for ham tager jeg min Hat af, for han var en stor Mand; men denne Robert Fulton er jo ikke Andet end en Nar og et galt Menneske.« - »Ja, det er endelig sandt nok, og derom vil jeg ikke disputere,« svarede den tredie. - »Kom her, Dreng!« raabte den første, »lad os faae et af Dine Billeder! der er mere Forstand deri, end i alle Regjeringsmændenes Pander, for ellers vilde de aldrig have ladet sig tage ved Næsen af en saadan Vindmager, som denne Fulton, der ovenikjøbet har en Skrue løs.«

»Selv om noget Sligt kunde gaae,« sagde en Haandværkssvend til sin Kammerat, »saa vilde det jo dog være en skammelig Ting, for man skal aldrig begynde paa Noget, der sætter Folk ud af deres Næringsvei; for lad nu saa være, at vi kom til 401 at seile uden Seil, hvad skulde da Seilmagerne begynde paa? Det vilde jo være at ruinere skikkelige Folk, der skal føde Kone og Børn med deres Arbeide, og der aldrig har gjort den Slyngel, den Robert Fulton, det Mindste imod.« - »Ja, var jeg saasandt Seilmager, da skulde det svie til hans Ribbeen,« svarede den anden. - »Skulde han sætte det igjennem,« sagde en gammel Irlænder, »da maatte det være ved Djævelens Hjelp, for Djævelen er bedst vant til at omgaaes med Røg og Damp, og han er ogsaa den, der bedst forstaaer at seile mod Veir og Vind.«

»See, der komme de med Synderen!« raabte En, da Fulton nærmede sig med sine Venner. - »Ja, ja, der er en forskrækkelig Mængde Mennesker,« sagde den gamle Irlænder, »det er præcis ligesom hjemme hos os i Limerick, naar En skal kagpidskes eller henrettes.«

»Ak, hvor han seer bleg ud, den Stakkel!« sagde en ung Pige, der stod noget længere borte. - »Ja, og han er dog ellers ganske smuk at see til,« sagde en anden. - »Og han har et klogt Ansigt,« vedblev den første, »hvem skulde troe, man kunde see saaledes ud, naar man er forstyrret i Hovedet!« - »Sligt kan man ikke see udenpaa, min Pige,« svarede en Mand, der stod ved Siden af dem; »viis mig din Forstand af Dine Gjerninger, staaer der jo skrevet.« - »Ak, De har dog Synd deraf, at de leer af ham,« sagde den unge Pige, »hvis Vorherre har straffet ham saa haardt, at han ikke er rigtig klog, saa er det jo dog Noget, som han ikke kan gjøre ved.« - »Ja, ja,« svarede den Mand, der stod ved Siden af hende, »det kan nu ikke være anderledes, det er 402 Verdens Gang, hvad vilde han paa den Gallei? som skrevet staaer.«

Menneskesværmen blev bestandig større, jo nærmere man kom til det Sted, hvorfra Dampskibet edst kunde sees. Da Fultons Skibsjolle ikke var stor nok for at rumme det hele Selskab, der ledsagede ham, saa lod han John Bridle, tilligemed en Deel af Selskabet, roe ombord i Forveien og blev selv staaende paa Flodbredden for at vente paa Jollens Tilbagekomst; thi uagtet der vare mange Baade paa Floden, saa kunde han dog ikke benytte nogen af dem, eftersom de alle vare udleiede og fulde af Mennesker.

Nærved det Sted, hvor Fulton ventede paa Baadens Tilbagekomst, stod der ogsaa en Dame, hvis Ansigt var besløret, og hvis ziirlige Dragt og Skabning tiltrak sig alle de Omstaaendes Opmærksomhed. »Hvem kan hun dog være?« spurgte en af Tilskuerne. - »Det er Advokat Grays Hustru, hende, som har vunden saamange Penge ved sin Sang,« svarede en anden, »kan I ikke see, der staaer jo den sorte Slave bag ved, der bestandig følger hende i Hælene. Hun kom i sin høie Vogn, og hun vilde have kjørt lige ned til Floden, men saa stoppede vi hende, og hun maatte gaae til Fods, ligesom alle vi andre, for hun er ikke bedre end vi, mener jeg, hvor mange Penge hun ogsaa har.«

»Seer I den gamle Mand der paa Brinken, ham, som er indsvøbt i den graa Kappe?« sagde en Røst nærved Fulton, »det er Faderen til ham, der har bygget det underlige Skib.«

Fulton havde hidindtil været saa sysselsat med sine egne Tanker, at han ikke synderlig havde seet 403 sig om imellem Tilskuerne, men neppe hørte han disse Ord, før han løftede sine Øine fra Jorden og saae sig om, og han opdagede da virkelig til sin store Forbauselse sin egen Fader, hvis Træk han nu, uagtet han ikke havde seet dem i saa mange Aar, let gjenkjendte. Den gamle Mand stod paa Pynten af en steil Bakke nærved Floden, og da han tillige var anseelig af Vext, saa ragede han høit op over alle dem, der omringede ham.

I dette Øiebilk nærmede et Bud sig til Fulton, der fortalte, at han forgjeves havde søgt ham i hans Bolig, »jeg har en lille Seddel, som jeg skal afgive i Deres egne Hænder,« sagde han, »det er vigtigt, at De læser den, før De gaaer ombord.« Neppe havde Fulton modtaget Seddelen, før Overbringeren var forsvunden i den omgivende Menneskevrimmel.

»Naar De nu kommer tilbage fra Skibet,« stod der i denne Seddel, »saa kan De være ganske rolig for Deres Fremtid; thi der skal da staae en Vogn beredt, der kan føre Dem lige hen til Daarekisten, hvilken hos os, som De maaskee veed, er særdeles fortræffelig indrettet; og det vil i ethvert Tilfælde være meget lettere for Dem at finde Vei derhen, end det vil blive for Deres saakaldte Dampskib at finde Vei til Albany.«

Denne Seddel var uden Navns Underskrift, Fulton gjemte den, da han havde læst den, uden at sige et Ord derom til sin Omgivning.

Imidlertid kunde han dog ikke tilbageholde en Yttring, der vidnede om den Stemning, hvori han var. »Man beundrer dem, der kæmpe med legemlige Vaaben,« sagde han, »og selv naar Slaget tabes, har man dog endnu en Krands tilovers til den, der falder 404 paa Valpladsen; man tillægger ikke ham Skylden, hvis ogsaa et Uheld indtræffer, der vrister ham Seieren af Hænderne; men hvor ganske anderledes behandles ikke vi, der kæmpe i Aandens Verden. Ogsaa her gjelder det tidt om Liv eller Tilintetgjørelse, Seier eller Undergang, ogsaa vi maae vove det Høieste, vi paa Jorden eie; og dog, hvis det træffer sig saa, at Lykken i det afgjørende Øieblik svigter os, hvis en vel begrundet og beregnet Plan ved et af de Tilfælde, som ingen menneskelig Kløgt kan forudsee, mislykkes, hvo fletter da en Krands til os, ja, hvo har da noget venligt og undskyldende Ord for os? Kun Spot, Haan og Miskjendelse, det er al den Løn, vi have at vente.«

»En saadan aandelig Stridsmand, som Du er,« sagde en velbekjendt Stemme bag ved Fulton, »kan ikke sammenlignes med den simple Kriger, der falder paa Valpladsen, men snarere med Hærføreren selv; og denne har da heller ikke nogen synderlig Berømmelse at vente, hvis Slaget tabes.«

»Barlow!« raabte Fulton, »er det virkelig Dig!«

»Ja,« svarede Barlow, »jeg har kjørt den hele Nat, og det var endnu neppe nok, at jeg kunde komme til rette Tid. Men hør nu!« sagde han med sagtere Røst, »jeg har øiebliklig, saasnart jeg kom og mærkede Stemningen, truffen Aftale med en Skibscapitain, der ligger seilfærdig ved Udløbet af Hudsonfloden, hvis det gaaer galt, da kan Du strax finde Tilflugt hos ham, for det vil da neppe være raadeligt, at Du bliver her længere.«

»Hvis det gaaer galt, da er det mig ligegyldigt, hvor jeg er,« svarede Fulton.

I dette Øieblik kom Skibsjollen. Fulton tog nu 405 Afsked med Thomas Milburn og sprang ned i Baaden, hvorhen Barlow og flere af de Andre fulgte ham; »thi jeg vil dog være tilstede, hvordan det saa gaaer,« sagde Barlow, »siden ville vi tage Raad af Omstændighederne.«

ATTENDE CAPITEL.

Neppe var Fulton kommen ombord paa Skibet og havde talt med David Baxter, som han ifølge dennes Ønske havde betroet Opsigten over Maskineriet, før han gav Ordre til at lette Anker, Klokken var da, som Fulton selv beretter i et af sine Breve, allerede slagen Et. I dette Øieblik trængte Mængden sig saa nær til Flodbredden, at flere Mennesker styrtede i Vandet, og det var kun med Vanskelighed, at man kunde frelse deres Liv.

Det mærkedes vel paa de fleste af Fultons Venner, at de ikke havde noget synderligt Haab om et heldigt Udfald. Den eneste, der endnu holdt Modet oppe, var John Bridle, for hvem Fulton saa nøie havde udviklet sin Plan, at han virkelig tilsidst havde faaet den Tro, at den dog maaskee kunde lykkes; de øvrige, der enten vare komne ombord for at føie John Bridle, eller af personlig Godhed for Fulton, frygtede alle for, at de paa denne Dag kun skulde vorde Vidner til hans Ydmygelse og til hans Skam.

Neppe var Ankeret kommet ombord, før Signalet til Afreisen blev givet, hvorefter Maskineriet sattes i Gang. Til alle Tilskueres Forbauselse begyndte da Skibet, skjøndt temmelig langsomt, at skride frem, medens Vandhjulene dreiede sig; men ak, det varede kun nogle Secunder, da standsede 406 Hjulene igjen, og Skibet blev snart liggende ubevægeligt, ligesom tilforn.

I denne Stund svimlede det for Fultons Blik; thi hele hans store Plan, som han havde opoffret saamegen Tid og al sin Velfærd paa, syntes nu igjen at skulle opløse sig i en Drøm og i et Intet. I samme Øieblik opstod der en stor Angst og Uro mellem hans Venner. Nogle raabte, at de strax vilde i Land, og at man skulde komme med Skibsjollen, andre forbandede den Time, da de havde sat deres Fod ombord, og sagde, at det Hele var et Galmandsværk og et forrykt Foretagende.

Imidlertid fattede Fulton sig saa godt, han kunde, og traadte frem imellem dem. Han vidste ikke Grunden, sagde han, til denne Standsning, men det skulde nu blive undersøgt, han bad dem blot om at have Taalmodighed og vente en halv Time, da skulde Reisen enten blive fortsat, eller den skulde for denne Gang blive opgivet.

Men Alt, hvad Fulton sagde, var forgjeves. »Vi vil bort! vi vil bort herfra!« skreg man fra alle Sider. - I samme Øieblik hørtes der en gjennemtrængende Piben fra Landjorden. Fulton kastede sit Blik derhen, og han saae da, at det var hans egen Fader, der endnu stod paa den steile Brink, hvor han alt i længere Tid havde staaet, og der holdt en Pibe til sine Læber, med hvilken han gav det første Signal til Udbrudet af den almindelige Forbittrelse. Det varede da heller ikke længe, før Flere stemmede i med, og der opstod en Piben og Skrigen, en Støi og et Raab af tusinde Stemmer imellem hverandre, saa Ingen kunde høre et Ord meer af hvad der blev talt paa Skibet.

407

Man fortæller om Napoleon Bonaparte, at han, da Lykken i Slaget ved Marengo syntes at vende sig imod ham, stod bleg nærved Valpladsen, med Hovedet lænet til en Muur, med Død og Fortvivlelse i Hjertet; thi Alt syntes tabt, hans Hær var slagen, dens Mod var knækket, alle hans Fremtids Planer syntes tilintetgjorte. Men da kom der pludselig en Undsætning, som han ikke havde ventet, en frisk og dristig Krigerskare, der fornyede Kampen, og Lykken dreiede sig atter, og et afgjørende Slag blev vundet, der lagde Grundvolden til hans senere Storhed og til hans Herredømme over Europa.

Uagtet den Kreds, hvori denne Mand bevægede sig, var saa høist forskjellig fra den, hvori Fulton virkede, saa mene vi dog her at have udpeget et Øieblik, hvori der fandtes en lignende Stemning i begges Sjæle; thi ogsaa Fultons Haab syntes nu tabt, ogsaa han meente at føle Døden i Hjertet, medens han endnu engang med et bittert Smiil stirrede hen til Flodbredden, hvor hans Fader stod som Anfører for den støiende Mængde. Omsider fattede han sig dog og tog sine Kræfter sammen, og han stod netop i Begreb med at gaae ned og undersøge Maskineriet; men da dirrede Dækket, hvorpaa han befandt sig, og Fartøiet gyngede under hans Fødder.

Og han vilde neppe troe sine egne Øine; thi han saae, at Hjulene dreiede sig, og det var ingen Drøm af hans svimlende Hjerne, Skibet skred virkelig fremad, og Bevægelsen tiltog bestandig.

Da forstummede den studsende Menneskevrimmel paa Flodbredden, Piben sank af den gamle Mands Haand, og Larmen af Hjulene og af den brusende 408 og skummende Vandstrøm var den eneste Lyd, der nu i lang Tid hørtes. Men alle Tilskuerne stode med stirrende Blik; thi om de havde seet Fultons Navn, skrevet paa Himmelen med den Eviges Finger, og omgivet af glimtende Stjerner, saa kunde de ikke have forundret sig mere derover, end over det uventede Syn de saae.

Det var virkelig et Verdensslag, der her var vundet, større og betydningsfuldere end det ved Marengo og de fleste andre, som de forbigangne Tiders Helte kunne rose sig af, og det skal bære langt herligere Frugter igjennem Tiderne; thi det var en Seier af Menneskets Aand over de vilde Naturmagter, en Seier, der skal samle Jordens Folkeslag og binde dem til hverandre med Baand, der ere langt fastere end de, som Fortidens Erobrere have knyttet; og dog var det tillige en uskyldig Seier, og ikke en Draabe Menneskeblod plettede den Krands, der her blev vunden.

Nu kom David Baxter et Øieblik op, han var ganske sværtet i Ansigtet; han græd høit og gik ligehen til Fulton og kastede sig i hans Arme. »Gud være lovet, det gaaer!« sagde han, »Franklin har været en god Spaamand, Robert, dengang han sagde, at Du, hvis Du blev i Live, vilde udrette det, som skulde blive til Hæder og Gavn for det hele Land; nu er der Syn for Sagen, og det er kommen netop, som han har sagt det.«

»Men hvordan gik det til, David?« spurgte Fulton, »hvorfor standsede Skibet, og hvorledes bragte Du det paany i Gang?«

»Det var en let Sag,« svarede Baxter, »Maskineriet er just ikke saa godt endnu, som det vel med 409 Tiden vil blive; men jeg mærkede dog strax, hvori Feilen stak, og saa standsede jeg det Hele, til jeg havde faaet det repareret, og midt i al den Hurlumhei var der Ingen, der agtede paa, hvor jeg gik hen, og hvad jeg tog mig for, og Reparationen var gjort i en Haandevending, for det var kun en ringe Ting, og saa lod jeg Dampen igjen virke, og saa lystrede Mester Clermont Ordre, som Du seer.«

»Jeg har havt flere troe Venner i mit Liv,« sagde Fulton, »men Ingen var mig troere end Du; og det er da heller ikke første Gang, at jeg skylder Dig min Redning.«

»Ti bare stille derom, min Dreng! Du er og bliver dog Mesteren, hvad Viisdom og Videnskab angaaer, og jeg er ikke værdig at løse Dine Skoremme; forresten mener jeg, at der ikke kan være Tale om Skyld imellem os to, for det var ligesom den høire Haand vilde sige, at den var i Skyld til den venstre for den Tjeneste, denne kan vise den.«

Imidlertid havde ogsaa Fultons øvrige Venner samlet sig omkring ham. I det første Øieblik vilde heller ikke de ret troe deres egne Øine, men da de nu endelig havde overbeviist sig om, at de ikke bleve skuffede af nogen Indbildning, saa strømmede de alle med Jubel henimod det Sted, hvor Fulton stod, og deres Henrykkelse var nu ligesaa stor, som deres Forsagthed og Mistillid nylig havde været.

»De havde Ret,« sagde John Bridle, »De har seet klarere end nogen af os, og baade Hr. van Gehlmuyden og vi andre vare kortsynede Daarer, da vi vilde lokke Dem hen paa en anden Vei end den, De selv vilde gaae paa.«

»Ja, det er vist,« sagde Barlow, der nu ogsaa trængte 410 sig til, og der endnu syntes mere henrykt, end nogen af de andre. »Du havde Ret imod os alle, Robert. Dette er langt mere end Alt, hvad jeg er kaldet til at udføre; og uagtet jeg i min Hovmod bildte mig ind, at min Virken var af høiere Natur end Din, og uagtet jeg neppe vilde regne Dig med til Kunstnernes ædle Skare: saa er der dog ingen Kunstner paa denne Jord, der har skabt et større Værk end Du.«

»Blandt de egentlige Kunstnere begjerer jeg ingen Plads,« svarede Fulton, »hvis jeg blot har virket Noget, der kan være til Gavn for Menneskene, da vil jeg være vel fornøiet.«

»Denne Reise paa Hudsonfloden skal erindres ligesaa længe, som den, Columbus foretog, da han opdagede Amerika,« sagde Barlow.

»Gud været lovet og priset,« svarede Fulton, »ham tilkommer Æren. Jeg havde ikke Andet, end Troen paa mit indre Kald, styrket og opretholdt ved en stor Mands Bistand. Understøttet af denne Tro har jeg kæmpet mod Verdens Foragt, Spot og Haan, undertiden ogsaa med Mangel og Trang; jeg har neppe havt nogen Ven, der ikke har mistvivlet om mig, med Undtagelse af en eneste, og det er den Mand, her staaer.« Med disse Ord greb han David Baxters Haand; »han har frelst mig i den yderste Nød, dengang jeg allermest var forstødt af Verden; han har deelt al sin Eiendom, sin suurt erhvervede Skjerv med mig og han har aldrig opgivet mig, ikke engang i det Øieblik, da jeg havde opgivet mig selv.«

Nu henvendte den almindelige Opmærksomhed sig til David Baxter, og han blev høilig berømmet 411 af Alle, især da Fulton tillige erklærede, at det var ham, der paany havde sat Dampskibet i Gang.

»Ja,« svarede David, »jeg kan sige ligesom Bælgtræderen, da der havde været en deilig Musik i Kirken, vi har spillet meget smukt paa Orgelværket i Dag, forresten havde han ikke gjort Andet, end at træde Bælgen, som han pleiede, saa der kom Luft ind i Orgelpiberne. Men jeg maa nu ned og passe paa, at der heller ikke skal mangle Luft i vor Orgelpibe; for skjøndt Tom er dernede, og er en meget flink Mand, som jeg alt ganske godt har oplært, saa vil jeg dog helst stole paa mig selv i denne Sag.« Derefter gik David ned igjen til sit Arbeide, og man saae ham ikke meer paa Dækket i al den Tid, hvori Reisen varede.

Skibet skred nu bestandig frem paa den store, majestætiske Flod, der, ligesom en uhyre Slange, snoer sig igjennem Landet, og der, selv midt inde mellem Bjergene, aldrig strømmer med Vildhed. Lidt efter lidt udfoldede de herlige Flodbredder deres Skatte, og de rigeste Udsigter bleve synlige. Høie Pakhuse, prægtige Bygninger, halv skjulte mellem Træerne, Landsteder med blomstrende Haver, Plataner, Acacier, Valnøddetræer, Tulipantræer og mangfoldige andre, paa hvis Blade de glimrende Efteraarsfarver allerede begyndte at vise sig, syntes at ile forbi dem. Da de kom videre frem, saae de en Rad af Bjerge, der vare dækkede med Ceder- og Grantræer, og hvoraf flere syntes at ville spærre Skibet enhver Adgang, men da de nærmede sig, saae de atter Flodveien aaben. Mangfoldige Næs og store Forbjerge strakte sig ud i Vandet. Af og til antoge Bjergene et mere phantastisk Udseende, og undertiden 412 stege de endog ganske lodrette i Veiret, dog vare deres Toppe bestandig dækkede med Træer. Uagtet Hjulenes Larm, hørtes endnu den susende Lyd af mangfoldige Bække og Elve, der styrtede sig ned imellem Klipperne; dog saaes de kun sjelden, thi som oftest vare de skjulte bag krybende Buske, der byggede et Slags Tag derover. Høiere oppe vexlede Bjergene med skovbedækkede Dale. Paa andre Steder saae de Skarer af Vandfugle, der omsværmede Fartøiet, undertiden mødte de ogsaa Skibe, som med stor Hurtighed syntes at seile dem forbi.

Af og til opdagede de Menneskeskarer, der samlede sig paa Flodbredderne og betragtede dem; thi det vidunderlige Skib maatte ved sin rygende Mast og ved sine kredsende Vandhjul og ved den Kraft, hvormed det kæmpede sig op imod Strømmen, vække Forbauselse hos alle dem, der saae det, saa de flokkedes nede ved Flodranden.

Da der var en duelig Styrmand ombord, og da Maanen, uagtet den var noget i Aftagende, dog kom temmelig tidlig op, saa behøvede de ikke at ligge stille om Natten, men kunde bestandig fortsætte deres Reise. Iøvrigt gik denne hurtigere, end Fulton selv havde troet; thi efterat Skibet havde faaet sin fulde Fart, tilbagelagde det næsten fem Sømile i Timen.

Ogsaa ved Nattetid mødte de forskjellige Seilskibe; men da Folkene paa disse saae den tykke Røg og de Flammer, der svævede bagefter Skorstenen, og da de tillige hørte Larmen af Vandhjulene, og saae Skibet skride frem mod Strømmens Gang, da skjulte nogle sig under Dækket, medens andre styrtede 413 ned paa de Steder, hvor de stode, og bade Forsynet frelse dem fra dette Uhyre, der udspyede Flammer paa sin Vei, og truede dem med Ødelæggelse

Dette vil maaskee blive noget mere begribeligt, naar vi huske paa, at det tørre Grantræ, hvormed Dampkjedelen især blev ophedet, sendte en Flammerøg op, der hævede sig flere Fod over Skorstenen, ikke at tale om, at utallige Gnister, ligesom en funklende Stjernehær, fløi i Veiret, hver Gang man ragede Ilden sammen under Kjedelen.

Fulton havde flere Gange været nede hos David Baxter, men da denne, som han mærkede, betragtede det som en Æressag, at Tilsynet med Maskineriet ganske hvilede i hans Hænder, saa fandt Fulton sig ogsaa i hans Griller, og da de vare blevne enige om et Par Commandoord, hvorefter David Baxter, naar de bleve raabte ned, skulde rette sig, saa faldt Fulton ham kun sjelden besværlig med sin Nærværelse, saalænge denne Reise varede.

Natten var klar og stille, og ingen af de Reisende tænkte paa at gaae til Sengs. Saasnart Mørket faldt paa, gik Fulton op paa et Slags Skandse, som han havde ladet bygge midt paa Skibet; thi uagtet en paalidelig Mand, der var bekjendt med Farvandet, holdt Vagt her, saa troede dog Fulton det nødvendigt, at han selv var tilstede, for at han, naar Omstændighederne fordrede det, kunde give den fornødne Befaling baade til Styrmanden og til David Baxter. Til den sidste havde han alt tidligere givet den Anviisning, at han, indtil han fik en anden Ordre, skulde lade Skibet beholde den Fart, det nu havde.

Da Fultons Venner mærkede, at han ønskede at 414 være alene, saa fandt de sig dog ogsaa heri. Dog tilsidst, da nogle Timer af Natten vare forløbne, kom Barlow op til ham. »Hvis Du ikke ønsker at forstyrres, saa skal jeg gaae igjen,« sagde Barlow, »men jeg vilde kun endnu engang see, hvorledes en Mand er tilmode, naar han har gjort en saadan Opfindelse.«

»Bliv Du kun!« sagde Fulton, »her er nok Farvandet fuldkommen sikkert.«

»Det er selsomt at see de røde Gnister fra Dampskorstenen midt i Maanedæmringen,« sagde Barlow.

»Det er en af de deiligste Nætter, jeg i mit Liv har oplevet,« bemærkede Fulton.

»Det troer jeg nok, at den Nat, hvori en saadan Reise lykkes for Dig, maa synes Dig deilig.«

»Ja i disse Timer har jeg faaet en fuld og rig Erstatning for Alt, hvad jeg har gjennemgaaet; nu har jeg levet den Dag, hvorefter jeg gjerne vil døe.«

»Nei, nu skal Du netop begynde at leve,« sagde Barlow.

»Og dog er der Noget, som siger mig, at mit Kald paa Jorden nu snart er opfyldt,« svarede Fulton.

I dette Øieblik hørtes der pludselig mangfoldige Stemmer, der gjentoge Robert Fultons Navn. Det var, ligesom om et usynligt Alfechor var vaagnet i Maaneskinnet, som om mangfoldige luftige Væsener vare tilstede, nogle ganske nær, andre længere borte, paa Bjergene og i de dybe Dale, og alle gjentoge de Navnet Robert Fulton.

»Hvorfra kommer det?« spurgte Fulton.

»Det er et forunderligt Echo, der boer her imellem disse Bjerge,« svarede en af hans Venner, som stod nedenunder.

»Det er Efterverdenens Stemmer,« raabte Barlow.

415

»Det er Efterverdenens Stemmer,« svarede det igjen fra alle Kanter, og Luften og de omgivende Bjerge syntes at lege med Ordenes Klang.

»Det er Efterverdenens Stemmer, der forkynde Robert Fultons Ros,« raabte igjen Barlow, og atter vaagnede Gjenklangens Aander, og den hele Sætning blev gjentaget flere Gange.

Nu rungede der et pludselig Hurra for Robert Fulton, hvilket istemmedes af alle hans Venner og tillige af alle Skibsfolkene; dette Hurra blev da igjen opfanget af Luftens og af Bjergenes Alfer, der syntes at forlyste sig med at gjentage det, og der med hundrede Tunger sendte det tilbage.

Det er bekjendt, at der mellem Bjergene paa Hudsonfloden klinger et Echo, hvis Lige man ikke let skal finde paa noget andet Sted. Dette vidste en af de Reisende, og han havde netop opløftet sin Røst paa et af de Steder, hvor Echoet var mangfoldigst og rigest, deraf havde den hele Trylleklang sin Oprindelse.

Omsider taug disse Stemmer, kort efter gik Barlow ned, men Fulton blev endnu staaende paa Skandsen og stirrede paa den glindsende Flodstrøm. Det var netop i den Aarstid, hvori Maanen, naar den er i Aftagende, kommer høiest op paa Himlen, eftersom den da stiger op i de nordlige Himmeltegn, og dog var dens Lys ikke saa mægtigt, at det ganske kunde tilintetgjøre Stjernernes Glands. Saaledes saaes Orion, svømmende i al sin Pragt og Udstrækning, paa den østlige Himmel, og selv Tvillingens Stjernepar, der fra gammel Tid af har været betragtet som et lykkeligt Varsel for dem, der skibe paa Vandet var endnu at see. Men paa Flodbredderne glimtede 416 Efteraarsløvet saa selsomt i Maaneglandsen, at det syntes, som om Skibet, med sin rygende, gnistrende Skorsteen, seilede forbi en Tryllehave, der var opstaaet under Feernes Hænder. Da bøiede Fulton sit Hoved under den mægtige Tempelhvælving, mod hvilket ethvert, selv det største, Menneskeværk synes at svinde hen som et Fnug i Luften; og han takkede den hellige Gud, der, uagtet al sin fjerne Herlighed, dog havde været ham saa nær i Støvets Land, og der selv i hans Formørkelsestid, da Verden foragtede ham og Mængden spottede ham, havde sendt ham trofaste Venner, der heldte Balsam i hans Saar og trøstede og hjalp ham i Kummerens og Forfølgelsens Dage.

NITTENDE CAPITEL.

Klokken Et den næste Dag ankom Dampskibet til Livingstons Landsted, der laae hundrede og ti Miil fra Newyork og fyrretyve Miil fra Albany. Fulton blev da modtagen med stor Jubel af Livingston selv, der nu ogsaa var vendt tilbage til Amerika, og der lod heise de forenede Staters Flag ved Skibets Ankomst og hilsede det med Kanonskud.

Siden, da Fulton var kommen i Land, trykkede Livingston ham med inderlig Glæde til sit Bryst og erklærede høit, at dette var den gladeste Dag, han havde havt i sit Liv.

Den næste Dag Klokken Ni om Morgenen afgik Clermont fra Livingstons Landsted og ankom til Albany den samme Dag Klokken fem om Eftermiddagen. Den hele Reise havde saaledes, naar man regner 417 den Tid fra, hvori Skibet laae stille, varet i to og tredive Timer.

I Albany vakte Dampskibet den samme Forbauselse, som det havde vakt paa alle de Steder, hvor det tidligere paa denne Reise var bleven seet, og Mængden trængte sig strax ned til Flodbredden for at betragte det. Flere af Byens fornemste Indbyggere kom desuden ombord, hvor de fandt en meget artig Modtagelse, og hvor Enhver, der nogenledes forstod det og havde Tid dertil, med stor Beredvillighed forklarede dem Skibets Indretning.

Kort efter Ankomsten til Albany gik Fulton i Land tilligemed de fleste af sine Venner; thi de ønskede nu at hvile sig der til næste Morgen, eftersom de, ifølge den Bestemmelse, der var truffen, skulde tilbringe den følgende Nat paa Floden.

Neppe havde Fulton sat sin Fod paa Landjorden, før alle Tilskuerne blottede deres Hoveder og vege tilside for ham; paa samme Tid gik der en Hvisken igjennem Forsamlingen, at han var den Mand, der havde opfundet og sammensat Maskineriet i det vidunderlige Skib. Imidlertid hørtes der intet Hurraraab og intet lydeligt Udraab af Mængdens Jubel; men uagtet de Flestes Ansigtstræk vare ligesom stillestaaende, saa vidnede dog de talende Øine, der mødte Fultons Blik, om en stor Beundring og indvortes Deeltagelse.

Fulton tog Bolig hos en af John Bridles Venner, hvor han fik Besøg af Byens anseeligste Indbyggere, der alle vilde see den Mand, som havde fuldbragt et saa vidunderligt Værk. Dog afslog han enhver Indbydelse til Selskab og undskyldte sig med, at han nu var træt og trængte til Ro.

418

Dampskibet blev liggende udenfor Albany til den næste Morgen Klokken Ni; thi Fulton havde beregnet, at han, naar han afgik paa denne Tid, selv om der indtraf nogen Sinkelse underveis, dog rimeligviis vilde komme til Newyork den næste Dag før Solen endnu var gaaet ned. Men dette ønskede han netop, for at Mængden skulde see Skibet, naar det kom, og for at den skulde være Vidne til den Lethed og Kraft, hvormed det bevægede sig, saa der ikke kunde blive nogen Tvivl tilbage med Hensyn til Clermonts Fortrin fremfor ethvert Seilskib.

Ogsaa denne Gang havde han smukt Veir, hvilket ikke er at undres over, eftersom October Maaned i Amerika, som vi alt tidligere have havt Leilighed til at see, med Undtagelse af de Perioder, hvori Efteraarsstormene rase, som oftest udmærker sig ved sine klare Dage og ved sin skyfri og rene Himmel.

Om denne Tilbagereise have vi ikke stort Andet at berette, end at den, som venteligt var, da Skibet nu havde Strømmen med sig, gik noget hurtigere end Henreisen. Denne Gang opholdt Fulton sig kun en eneste Time hos Livingston, og den næste Dag Klokken fire kastede Clermont Anker i Hudsonfloden udenfor Newyork, Tilbagereisen var da bleven tilendebragt i tredive Timer.

Da Dampskibet nærmede sig til Newyork, mærkede Fulton, at Hjulene dreiede sig raskere end sædvanligt, og at Skibet begyndte at glide hurtigere frem, end det pleiede. Uden at spilde noget Øieblik med Forespørgsler, gik han da selv nedenfor, og han opdagede nu snart Grunden til det Hele. David Baxter havde nemlig paa egen Haand ophedet Dampkjedelen saa stærkt, at Fulton, der virkelig frygtede for 419 farlige Følger, maatte paalægge ham at formindske Heden; paa samme Tid aabnede han en Ventil, hvorved flere af Dampene fik Udløb i Luften. Dette var en stor Sorg for David Baxter, der havde sat sig i Hovedet, at han vilde vise Beboerne af Newyork, hvor stærkt Dampskibet kunde skyde sig frem; saaledes følte ogsaa han allerede dengang noget af den Iver og Ild i sit Blod, der senere er bleven saa almindelig i Amerika, og der har bragt saamangen Dampskibsfører til, for at hævde sit Fartøis Hæder, at anstrenge sin Maskine over Evne og til saaledes at lege med sit og sine Passagerers Liv.

I Newyork var nu Stemningen meget forandret, og den hele By talte næsten ikke om Andet, end om Fulton og hans Dampbaad. Alle vare enige i at prise hans Opfindelsesevne, hans Genie og tillige den Udholdenhed, hvormed han havde trodset Fordom og omsider sat sin Plan igjennem. Tillige fortaltes der flere latterlige Historier om Folk, der nylig havde spottet ham, og der nu i en Haandevending vare blevne omvendte fra Vantro til den fuldeste Tro; og om andre, der nylig takkede Gud for, at de ikke havde vovet Deres Penge paa et saadant Foretagende, og der siden, da de saae Skibet skride opad Strømmen og tilsidst forsvinde mellem Bjergene, vare blevne saa slagne ved denne uventede Begivenhed, saa det syntes, som om de i lang Tid havde tabt deres Mæle; ja enkelte Almuesmænd paastode ligefrem, at det var en Øiensforblendelse, eller hvis Skibet virkelig bevægede sig, sagde de, saa gik det til med Djævelens Kunst.

Der var opstillet en Flagstang i Nærheden af Newyork paa et høit Sted, hvorfra man kunde skue langt 420 opad Floden, og hvorpaa Flaget skulde heises, saasnart Dampskibet igjen blev synligt. Dette skede ogsaa, og der samlede sig da igjen en uhyre Stimmel af Mennesker nede ved Flodbredden, hvor de stode saa tæt, at man maatte tænke paa den gamle Digters Ord, hvori han sammenligner Menneskemængden med Blade paa Træerne eller med Bølger i det uendelige Hav; saaledes stode de nu Hoved ved Hoved i en uoverskuelig Række.

Denne Gang hørtes ingen høirøstet Tale; derimod gik der en sagte Susen igjennem Menneskestimmelen, ligesom naar man i det Fjerne mærker Vindens Bevægelse gjennem Skoven. Tilsidst, da Dampbaaden nærmede sig, ophørte ogsaa dette, og nu fik David Baxter fuldkommen Opreisning for den Krænkelse, han nylig havde lidt, da han maatte standse Skibets Fart; thi, efter Fultons Befaling, dreiede Clermont sig og omkredsede i en stor Cirkel et anseeligt Seilskib, der bevægede sig med gunstig Vind opad Floden; dette Skuespil gjentoges tvende Gange for det forsamlede Folks Øine.

Da blev endelig den amerikanske Taushed brudt, og der udbrød et stormende Hurraraab, som virkede dobbelt stærkt efter den dybe Stilhed, der nylig havde hersket, og som endnu maaskee vandt i Styrke derved, at Folket denne Gang ved Begivenhedernes Magt blev tvunget ud over sin sædvanlige rolige Characteer.

»Det er godt,« sagde David Baxter, da Skibet var standset, og medens Dampene med Hviin og med Brusen trængte sig ud, »det klang endnu stærkere end det Hurra, hvormed vi modtoge Franklin i Lancaster.«

421

Kort førend Fulton forlod Dampskibet, nærmede han sig til Barlow og til John Bridle. »Uden Dit opoffrende Venskab,« sagde han, idet han trykkede Barlows Haand, »og uden Deres Understøttelse, Hr. Bridle, vilde jeg vanskelig have naaet det Maal, hvorved jeg nu staaer; og jeg vilde uden Tvivl være falden som et Offer for en frugtesløs Stræben, foragtet og forhaanet af den samme Mængde, der nu hilser mig med Jubelraab.« Efter disse Ord læste han den Seddel for dem, som han havde modtaget, kort før Dampskibet begyndte sin Reise opad Hudsonfloden. »Dette var den næstsidste Hilsen, jeg modtog, da jeg tog herfra,« sagde han, »den sidste var hiin vilde Støi og Piben, hvortil min egen Fader gav Signalet.«

»Ak, vi har alle tvivlet,« sagde Barlow, »men det, som Verden kaldte Vanvid, har viist sig at være Frugten af en høiere Indsigt.«

»Og dog forsikkrer jeg Dig,« svarede Fulton, »at det er vanskeligt nok at beholde sit Vid og sin Forstand, naar hele Verden troer, at man har tabt dem.«

»De maa tilgive os,« sagde John Bridle, »det amerikanske Folk er et kraftigt og velvilligt Folk, men det er tillige forsigtigt, og det vil see klart for Øine, eller kunne beregne med Forstanden, hvad det skal skjenke sin Tillid, men naar det virkelig har naaet en saadan Indsigt, da er Ingen beredvilligere til at indrømme Fortjenesten dens Ret end vore Landsmænd.«

Derefter steg Fulton, efterat han først havde takket alle sine Venner for deres Følgeskab og for den Deeltagelse, de havde viist ham, ned i en stor Baad, som var bleven sendt fra Flodbredden for at afhente ham. Da han steg i Land, blev han paany hilset af 422 et stærkt og gjentaget Hurraab. Mangfoldige Mennesker trængte sig nu omkring ham; thi Enhver vilde see Dampskibets Opfinder i Nærheden og, om muligt, trykke hans Haand, eller idetmindste røre ved hans Klædebon og høre et Par Ord fra hans Læber.

Fulton havde tænkt, at han skulde træffe Thomas Milburn imellem Tilskuerne, ja maaskee ogsaa sin Kone og sine Børn; men de vare der ikke, heller ikke sin Fader kunde han denne Gang faae Øie paa. Om Laura ved denne Leilighed var tilstede, derom have vi intet kunnet erfare, men saa meget er vist, at Fulton, om hun ogsaa var der, ikke mærkede noget dertil.

Flere Senatorer og Folkerepræsentanter stode derimod paa Flodbredden og istemmede det almindelige Hurraraab, da han steg i Land. Kort efter kom ogsaa Gouvernøren selv, for hvem den forsamlede Mængde paa begge Sider gjorde Plads. Han nærmede sig da til Fulton, trykkede ham til sit Bryst og erklærede høit, at der ikke, siden Columbus opdagede Amerika, i dette Land var gjort nogen Opfindelse, der kunde sammenlignes med Fultons, og hvoraf Fremtiden kunde vente sig saa meget Gavn, som af denne.

Fulton blev ikke blot ledsaget til sit Hjem af sine nærmeste Venner, men ogsaa af en stor Mængde Fremmede, der først efter endnu engang at have tiljublet ham et lydeligt Bifald skiltes ad. Abigail tilligemed hans Børn og Thomas Milburn, stode i den aabne Huusdør og strakte Hænderne ud imod ham. Abigails Øine stode fulde af Taarer, dog sagde hun intet Ord, men da de kom indenfor, kastede hun sig i Fultons Arme og trykkede ham til sit Bryst med en Heftighed, som hun ellers aldrig pleiede at vise. Fulton 423 gjengjeldte hendes Omfavnelse og strakte derpaa Haanden ud til den gamle Milburn; siden løftede han sine Børn op og kyssede dem, og de bade ham alle tre at han dog skulde føre dem ud paa det forunderlige Skib, han havde bygget.

»Din Tro har været stærk i jordiske Ting,« sagde Thomas Milburn, »saa lad den nu da ogsaa være stærk i det Himmelske og Uforgængelige, da skal det Skib, som Du, styrket ved den, skal bygge, føre Dig endnu sikkrere gjennem Evighedens Strømme, end det skrøbelige Fartøi, Du byggede her i Støvet, har ført Dig gjennem de Bølger, der ere synlige for Legemets Øine.«

»Jeg har aldrig oplevet en ængsteligere Time,« sagde Abigail, »end den, der fulgte paa Din Bortgang, dengang Du forlod os og gik ned til Dampskibet.«

»Og dog ligger der maaskee en større Fare i det Bifald, hvormed Du nu modtages, end i al den Spot og Haan, Du før maatte lide,« sagde den gamle Qvæker.

»Hvad der saa skeer,« svarede Fulton, »saa haaber jeg dog, at Selvtilbedelsens vanvittige Aand aldrig skal friste mig; thi jeg følte det vel i disse Nætter, da jeg stod paa Skibet under den glimtende Himmel, under hiin store Kirkehvælving, der ei er bygget af Menneskehaand, at alle vore Kunstværker knap kunne lignes med en Gnist, der glimter et Øieblik og forsvinder, og med den Røg, der henveires i Luften, naar vi sammenligne dem med den Eviges lysende Gjerninger.«

»Alle disse Natteglimt ere dog kun ydre Tegn og Figurer,« svarede Milburn, »der skulle udslukkes ved Tidernes Ende, og de ere for intet at regne mod de klare Morgenstjerner, der skulle opgaae for din 424 stille Sjæl, naar den jordiske Taage bortviger, der nu skygger over Aandens og den indre Beskuelses Land.«

Den næste Morgen modtog Fulton flere Besøg af Byens fornemste Mænd, som alle vilde see Dampskibets Opfinder og bringe ham deres Lykønskning. Tilsidst kom ogsaa Barlow, der fortalte, at alle de offentlige Blade vare fulde af Lovtaler over ham; men intet Blad gik videre deri, end den Avis, som Hr. Dennison redigerede, og hvori Fulton i fordums Tid netop var bleven stærkest angreben.

»Ja, ja,« sagde Thomas Milburn, »det falder af sig selv, at en Veirhane dreier sig efter Vinden; og at Verden roser denne Opfindelse, det er da ogsaa begribeligt nok.«

»Og fortjener den da ikke denne Ros?« spurgte Barlow, »og troer Du ikke, at den vil jevne Veien til det Maal, hvortil Tiderne stræbe, og at den vil befordre et friere Samqvem imellem Menneskene?«

»De gamle Hedninger havde en Fortælling om en Mand, som de kaldte Prometheus,« sagde Thomas Milburn, »jeg erindrer den vel, thi før jeg blev Medlem af mine Venners Samfund, var jeg temmelig bevandret i de afgudiske Skrifter. Denne Prometheus var en kløgtig Mand i Alt, hvad der hører denne Verden til. Han havde bortlistet Ilden fra Himmelen, han drog Metallerne frem af Jorden, han udspeidede Stjernernes Gang, han lærte Menneskene Skibsfarten og mange andre Kunster, og dog blev denne Mand, trods al sin Kløgt, fængslet til en Klippe og nedstyrtet i Dybets Afgrund, hvor en Ørn hakkede 425 hans Lever, og dette varede, ligetil en Søn af den øverste Afgud, som man dengang tilbad, omsider fældede Ørnen og forløste ham.«

»Og hvorledes anvender Du dette her?« spurgte Barlow.

»Ogaa vi,« svarede Milburn, »have opfunden utallige Kunster og gjort os Naturen underdanig, og dog er vor Tilstand i det Væsentlige ikke stort bedre end hans; thi ogsaa hos os ere Tusinde og atter Tusinde fængslede til Klippen i vore saakaldte Fabrikker og Bjergværker; ja selv vore Rige og Mægtige, for hvilke hine Tusinde trælle, ere som oftest med alle deres Tanker bundne til Afgrunden, hvor Begjerlighedens Ørn hakker i deres Indvolde, og deres Higen voxer med alle deres Kunster og med de Skatte, de vinder, og der er ingen Befrielse for dem at vente, før en Søn, ikke af den hedenske Afgud, men af den sande Gud, nedslaaer den gridske Ørn og omsider løser deres Lænker.«

»Dengang Lykken var mig imod, da stod Du mig trolig bi,« sagde Fulton, »og nu, da Seieren er vunden, synes det, som Du er misfornøiet dermed.«

»Jeg er ikke misfornøiet dermed, min Søn; men jeg vilde kun minde om de Farer, der ligge nær ved alle slige Kunster. Dog, jeg forfalder nu selv til den Feil, som jeg saa tidt har dadlet hos Andre, thi jeg har visselig brugt flere Ord, end nødvendigt var.« Derefter taug Milburn stille, og blandede sig ikke mere i de to Venners Samtale.

Kort efter hentede Barlow et ziirligt Manuscript, som han ved sin Indtrædelse havde lagt paa et Bord nede ved Døren, og overgav det i Fultons Hænder. »Dette er det Digt, som jeg saa tidt har talt med Dig 426 om,« sagde han, »det bærer Navn efter Columbus og er efter deres Dom, der har hørt det, ikke ganske uden Fortjeneste, og jeg har tilegnet det til den Mand, som efter min Mening bør indtage den nærmeste Plads efter Amerikas Opdager, nemlig til Robert Fulton.«*)

Før Fulton endnu kunde svare herpaa, traadte der en Deputation ind i Værelset, der bestod af flere Folkerepræsentanter og Senatorer. Disse Mænd vare sendte af Regjeringen for at bringe ham dennes Taksigelse for det fortjenstlige Værk, han havde udført.

Om Eftermiddagen kom ogsaa John Bridle, der denne Gang, til Fultons Forbauselse, ledsagedes af hans egen Fader, den gamle Charles Fulton.

»Jeg bringer Dem her en Mand,« sagde John Bridle, »der nu indseer, at han har havt stor Uret imod Dem; imidlertid nærer jeg det Haab om Dem, at De forstaaer at glemme, hvad der er forbi, og at De vil modtage ham med al den Hengivenhed og Velvillie, der anstaaer en Søn, naar hans gamle Fader træder over hans Dørtærskel og beder om hans Tilgivelse.«

»Paa Velvillie og Tilgivelse har jeg intet Krav,« sagde Charles Fulton, idet han heftede sine Øine paa Jorden; »jeg har været ligesom den, der eiede en kostbar Perle, hvis Værdi han ikke kjendte, og han foragtede den og kastede den i Støvet og traadte den under sin Fod, og først længe derefter, da han saae den igjen i dens rette Indfatning og Glands, da erfoer han, hvilken Skat han havde * 427 bortkastet, men da var det for sildigt; thi han eiede den ikke meer.«

»Min Fader,« sagde Fulton, idet han trykkede den Gamle til sit Bryst, »det er visselig en af de allerbedste Frugter af mit Arbeide, at jeg har vunden Deres Kjærlighed tilbage.«

»Veed Du, at jeg har været den, der kastede den første Steen paa Dig?« sagde den Gamle, »at jeg i min Hidsighed og vanvittige Iver, var den, der først, da vi stode paa Flodbredden, gav de Andre Tegnet til at spotte og haane Dig?«

»Lad os ikke tale derom, min Fader!« svarede Fulton, »selv Deres Forbittrelse var dog vel fra først af grundet i Deres Kjærlighed og i den Sorg, De følte, fordi jeg, efter Deres Mening, havde skuffet Deres Forventning.«

Nu traadte Milburn til og rakte den gamle Fulton Haanden, tilsidst kom ogsaa Abigail med sine Børn, og bad om, at Deres Bedstefader vilde give dem sin Velsignelse.

»Jeg fortjener ikke at kaldes Bedstefader til disse deilige Børn,« sagde den Gamle, idet Taarerne trillede ham ned af Øinene, »jeg har ikke ført mig saaledes op, at jeg er værdig dertil.«

Fulton og Abigail gjorde nu Alt, hvad De kunde for at trøste og opmuntre den gamle Mand og for at mildne hans bittre Anger. Tilsidst bade de ham ogsaa om, at han, saalænge han opholdt sig i Newyork, vilde fæste Bolig hos dem, men dette vilde han aldeles ikke, »Nei, nei,« sagde han, »mellem Eder tør jeg ikke boe, det har jeg ikke fortjent. Du har været forstødt og udelukket fra Din Faders Huus, og min Dør har været lukket for Dig ligefra 428 den Tid af, da Du var en lille Dreng; Du har i alle disse Aar ikke hørt noget venligt Ord af min Mund, og selv i den yderste Nød har jeg ikke rakt Dig en Haands Hjelp: see, det vil jeg nu aldrig kunne glemme, min Søn! ja endog om Du tilgiver mig det, saa vil jeg dog aldrig kunne tilgive mig det selv; derfor maatte mit Hjerte briste, hvis jeg skulde blive her.«

Ved denne Beslutning holdt den gamle Mand haardnakket fast, hvad de Andre saa sagde for at rokke den. Kort efter omfavnede han sin Søn til Afsked, rakte Abigail og hendes Fader Haanden og trykkede et Kys paa hver af sine Børnebørns Pander og velsignede dem. Derefter gik han bort, ledsaget af John Bridle, uden at det var muligt ved nogen Bøn eller Forestilling at holde ham tilbage.

Nogle Dage senere, da Fulton var alene med sin Familie, holdt der en Vogn udenfor hans Bolig. Kort efter bankede det paa Døren, og da Fulton aabnede den, saae han sin gamle Ven Negeren Gill, der kom for at melde sin Herskerinde. Kort derpaa traadte Laura selv ind i Værelset.

Hun var, som sædvanlig, meget ziirligt og smagfuldt klædt, men Sorgens Træk havde præget sig dybt i hendes skjønne Ansigt, dog glimtede de sydlige Flammer endnu af og til gjennem hendes store, tungsindige Øine.

»God Dag, Hr. Robert Fulton,« sagde hun i en let henkastet Tone, der bedre syntes at passe til den Rolle, hun tidligere havde spillet i Verden, end til hendes nærværende Stemning og Udseende. »Jeg haaber, at Deres lykkelige Opfindelse endnu ikke 429 saa stærkt har svækket Deres Hukommelse, at De har glemt Deres gamle Venner; skjøndt det ellers ikke er saa usædvanligt, at Sligt skeer, naar Lykken tilsmiler os.«

»Det er den berømte Sangerinde Mistress Gray,« sagde Fulton med nogen Forlegenhed, »som har høstet saa meget Bifald, hvor hun har ladet sig høre, og som jeg allerede har kjendt fra min tidligste Ungdom af.«

»Musik, Dands og Sang og andre lignende Kunster, have vi givet Afkald paa,« sagde Milburn; »thi de stemme kun lidet med den stille Betragtning og det ubemærkede Liv, som vi stræbe efter.«

»Et ubemærket Liv kan Robert Fulton nu ikke længere føre,« svarede Laura i den samme Tone som før. »Jeg vilde kun see Dem engang i Deres Hjem, Fulton,« føiede hun til med en alvorligere Stemme, »i Deres Familie og med Deres Børn. Desuden kommer jeg for at afbede min Uret imod Dem; thi jeg har ogsaa været imellem dem, der ikke havde nogen Tro til Deres Kunst, men Deres Genie har nu dybt beskæmmet os alle.«

Derpaa henvendte hun sig til Abigail. »Tillader De,« sagde hun, medens hun tog en kostbar og glimrende Diamantring af sin Finger og satte den paa Abigails; »behold denne til Erindring om En, der deeltager i Deres Lykke; jeg har nok af sligt Legetøi og har maaskee betalt det dyrere, end det er værdt. Viis mig nu ogsaa Deres Børn! det var især for at see dem, at jeg kom.«

Da de tre smukke Børn nærmede sig, betragtede hun dem længe med et veemodigt Smiil, men allerlængst heftede hun sine Øine paa den lille guullokkede 430 Dreng. »Jeg har talt med en af Deres Arbeidere,« sagde hun, »jeg troer, han hedder David Baxter; han paastod, at denne lille Dreng ligner Dem selv, da De var Barn; og det kan vel ogsaa være, at De saae saaledes ud; men dengang jeg første Gang saae Dem, var De dog noget større og meget blegere, og Deres Lokker vare vaade af Vandet. - Du maa dog ogsaa have en lille Erindring om mig,« føiede hun til og trykkede et Papir i Drengens Haand. »Deel dette med Dine Søskende, og lad saa Dine Forældre kjøbe Dig noget derfor, hvad de vil.«

»Jeg har nu seet, hvad jeg ønskede,« sagde hun omsider til Abigail, »og jeg vil nu ikke forstyrre Dem længere i Deres Lykke.« Derefter tog hun Afsked og gik.

Da Fulton ledsagede hende ned til hendes Vogn, vendte hun sig pludselig om til ham og sagde: »De har valgt den bedre og høiere Vei; men jeg har solgt og bortkastet mig selv, og han har dræbt alt Haab i mit Bryst.«

»Er der da ikke selv midt i Forvildelsen fløien en Paradisets Aand ned til Dem,« spurgte Fulton, »der har opvarmet Deres Hjerte og lært Dem, hvor Frelsen er at søge?«

»Ak, hvad er dog al vor Berømthed!« sagde Laura, »hun, der var en himmelsk Engel paa Jorden, var uberømt, og Ingen har kjendt hende uden vi. - Dog nu farvel! Vi have seet hinanden for sidste Gang.«

»Hun er, hvad Verden kalder smuk,« sagde Abigail, da Fulton igjen traadte ind, »men dog kan jeg ikke ret lide hende,« føiede hun til, ledet af det Instinet, som Qvinderne ved slige Leiligheder sædvanlig 431 følge; »jeg begriber heller ikke, hvad hun vilde her.«

»Hun har et stort Navn som Sangerinde,« bemærkede Fulton.

»De, der have et stort Navn imellem Menneskene, kunne tidt være langt borte paa Fortabelsens Vei,« sagde Milburn, »thi mange af Eders saakaldte store Mænd, ere ikke Andet end store Syndere.«

»Det klinger selsomt,« sagde Fulton.

»Du har ogsaa det i Din Sjæl, som Menneskene kalde stort og berømmeligt,« vedblev Qvækeren, »og dog vil Du vist tilstaae, naar Du undersøger Dig selv, at al Din Opfindsomhed og Kunstfærdighed ikke have kunnet frelse Dig fra Synd; thi det kan alene han, der har fyldt Himlen og Jorden med sin Herlighed, og der dog er en Hemmelighed for Verden.«

Hertil taug Fulton stille; thi Qvækeren sagde ham denne Gang intet Andet, end hvad han alt tidligere havde maattet sige sig selv.

Da de nøiere betragtede det Papir, som Laura havde givet den lille Dreng, saae de, at det var en Banknote paa hundrede Pund, men endnu meget kostbarere var den Ring, hun havde givet Abigail.

TYVENDE CAPITEL.

I det Væsentlige kan vor Fortælling her betragtes som tilendebragt, men da der dog vel er Adskilligt, hvorom Læseren endnu kunde ønske Oplysning, saa skulle vi til Slutning give en kort Udsigt saavel over Fultons som over flere Personers senere Liv, 432 med hvilke vi i denne Bog have stiftet Bekjendtskab.

Hvad der dog kastede nogen Skygge over Fultons sidste Aar, det var hans oeconomiske Stilling. Alle de Beretninger, man har om ham, stemme overeens deri, at han, ligesom saa mange andre opfindsomme Hoveder, ikke ret forstod at omgaaes med Penge. Saaledes havde han allerede tidligere, som vi have bemærket, paadraget sig en Gjeld, som hverken hans Panorama eller Livingstons og Barlows Understøttelse ganske havde kunnet befrie ham fra. Ligeledes havde Bygningen af dette sidste Dampskib kostet ham temmelig meget; og uagtet Livingstons Tilskud og Regjeringens Understøttelse, saa var han dog nødt til, hvis han vilde fuldføre sit Værk, at laane Penge paa egen Regning, hvilket han da ogsaa gjorde, og det paa Vilkaar, der som oftest ikke vare meget fordeelagtige.

Rigtignok tilstod Congressen ham et Patent, ifølge hvilket han en Tidlang kunde drive Dampskibsfarten udelukkende paa de forenede Staters Floder og Indsøer; men dette Patent, hvorved han til en anden Tid kunde have erhvervet sig uhyre Rigdomme, kom ham i hine Dage ikke synderlig til Nytte, eftersom Speculationsaanden med Hensyn til Dampskibsfarten, endskjøndt den senere har taget en saa dristig Flugt, dog dengang var meget frygtsom; ja i den Pengeforlegenhed, hvori han befandt sig, maatte han endog til en temmelig lav Priis sælge de fleste af sine Forrettigheder, saa han allerede ganske faa Aar efter sin store Opdagelse kun havde tre Floder tilbage, paa hvilke det var ham tilladt at udøve sin Eneret.

433

Efterhaanden blev Fultons Gjeld saa trykkende, at han blev nødt til at tale med John Bridle derom, der da ogsaa var rede til at understøtte ham baade med sin Credit og de Penge, han kunde raade over.

Den Undersøgelse John Bridle anstillede med Hensyn til Fultons Gjeld, førte ham til det samme Resultat, hvortil David Baxter ved en lignende Leilighed var kommen: han opdagede nemlig, at det fornemmelig var Jack Turner, der paa anden og tredie Haand, uden at Fulton selv vidste det, havde laant ham de Summer, han trængte til. Jack Turner havde nu, som det lod, taget stadigt Ophold i Newyork, hvor han, som Rygtet beskyldte ham for, drev en skjændig Aager med sine Penge.

Denne Beskyldning fandt ogsaa John Bridle ved nøiere Undersøgelse, fuldkommen grundet, ja han blev tilsidst saa forbittret over den Ubluhed, hvormed Jack havde vidst at drage Fordeel af Fultons Forlegenhed, at han ikke kunde undlade, da han engang var under fire Øine med ham, og da han, som han meente, havde slaaende Beviser i Hænde paa hans Nederdrægtighed, at yttre sin Forbittrelse derover. »De er egentlig ikke Andet,« sagde han, »end en underfundig Bedrager, der som oftest har vidst at forskandse sig bag Lovens Form.«

»Derfor takker jeg min Principal,« svarede Jack meget rolig, »det er en Mand, der forstaaer sig bedre paa den juridiske Forskandsningskunst, end nogen Anden i det hele Land.«

Men til Trods for denne juridiske Forskandsningskunst, hvoraf Jack roste sig, saa vidste dog John Bridle lidt efter lidt at finde saa mange svage Punkter i den Skandse, Jack havde bygget, at denne tilsidst 434 fandt det raadeligst at slutte et Slags Capitulation, eller med andre Ord, at indgaae et Forlig, hvori han betydelig nedsatte sine Fordringer, og hvorved Fultons Vilkaar bleve saa gode, at han i Fremtiden kunde føre et nogenlunde sorgfrit Liv.

Ogsaa fra en anden Side trak der i denne Tid et Uveir op over Jacks Hoved, hvorimod han, trods al sin Kunst og Kløgt, fandt det vanskeligt at forskandse sig. Læseren vil uden Tvivl erindre, at der var bleven en Mand arresteret, der mistænktes for at han havde villet sprænge Dampskibet i Luften. Denne Mand tilstod omsider efter lang Tids Forløb, og efterat have forsøgt mange Omsvøb, at han var bleven forført af En, der kaldte sig Dusty Nickels, og at han virkelig havde havt den Plan, man beskyldte ham for. Ifølge den Undersøgelse, der nu blev indledet, og i hvilken ogsaa John Bridle tog virksom Deel, blev det lidt efter lidt klart, at Jack Turner ogsaa stod i Spidsen for dette Foretagende, og at han ved Løfter om store Fordele havde lokket Dusty Nickels fra Philadelphia til Newyork i det Haab, at han skulde ødelægge Fultons Dampskib.

Nu kom der efterhaanden saa mange Historier for Dagen, der hang sammen hermed, at Jack Turner tilsidst fandt det raadeligst at forsvinde fra Newyork, og hverken her eller i Philadelphia blev han siden efter, saavidt vi have kunnet erfare, nogensinde seet; men i hvilke Hænder han overgav sine forviklede Forretninger, og hvor han flygtede hen og tilsidst fæstede Bo, har det ikke været os muligt at opdage.

Der var endnu en anden Mand, mod hvem Mistanken 435 ved denne Leilighed blev vakt; denne Mand var ingen Anden, end den rige og høitanseete Advokat James Gray, den skjønne Lauras Ægtefælle. Advokat Gray havde af Grunde, som vi alt tidligere have udviklet, fattet et saa bittert Had til Robert Fulton, at han ikke skyede noget Offer, naar han derved troede at kunne tilfredsstille denne sin Lidenskab. Som det lod til, forstod han imidlertid den juridiske Forskandsningskunst endnu bedre end Jack Turner; thi uagtet der vare mange Grunde, der gjorde det sandsynligt, at Jack kun havde været et Redskab i hans Hænder, saa fandtes der dog under den hele Undersøgelse intet retsgyldigt Beviis, der kunde fælde ham.

Iøvrigt gaves der vel neppe nogen Mand i Newyork, der blev mere overrasket ved Fultons heldige Flodseilads end Advokat Gray; thi han var, som vi vide, en stor Tvivler med Hensyn til Alt, hvad han ikke med sin egen Forstand kunde beregne, og det var virkelig hans fulde Overbeviisning, naar han negtede hiin Opfindelses Mulighed. Han havde kun laant Fulton Penge, fordi han meente paa denne Vei at kunne raade over hans Fremtid; havde han derimod virkelig troet, at Fultons Idee lod sig udføre, da vilde han sikkert sidst af Alle have givet ham de Midler i Hænderne, hvorved dette kunde skee.

Muligt er det dog, at Planen til Dampskibets Ødelæggelse var udgaaet fra Jack Turner selv, og at Advokaten denne Gang ikke har havt sin Haand med i Legen; thi da han ansaae Fultons Tanke for uudførlig, saa maatte det jo, ifølge hans Tænkemaade, være ham kjært, hvis Fulton ved et mislykket Forsøg blev given til Priis for Mængdens Haan 436 og Mishandling. Og dog var det heller ikke saa urimeligt, at han, ledet af sin Lyst til at tilintetgjøre Fultons sidste Eiendom, og til at nedstyrte ham i bundløs Gjeld, kunde have deeltaget i hiin Plan.

Men da nu det, som Advokaten betragtede som en Umulighed, virkelig indtraf, saa forandrede han pludselig sin Fremgangsmaade, og da en af hans Venner i denne Tid besøgte ham, fandt han ham siddende ved sit Skriverbord, fordybet i Beregninger over, hvad Dampskibsfarten paa Hudsonfloden rimeligviis med Tiden vilde indbringe. »Jeg troede ikke, De interesserede Dem saameget for Hr. Fultons Opfindelse,« sagde hans Ven, »og for den Vinding, han kan have deraf.« - »Ak Fulton er og bliver en Phantast, som han altid har været,« svarede Advokaten. - »Er han en Phantast, saa er der idetmindste Genie i hans Phantasier,« gjensvarede hans Ven. - »Hvis De vil betragte Forholdene i Verden saaledes, som de virkelig ere,« sagde Advokaten, »saa vil De see, at det saakaldte Genie sjelden har nogen bedre Skjebne, end den ulykkelige Kat i Fortællingen, hvis Poter bleve brugte til dermed at rage de stegte Kastanier ud af Ilden. Katten havde ingen anden Fordeel deraf, end at dens Poter bleve forbrændte, medens en høiere Kløgt høstede Nytten af dens Arbeide og Lidelser.«

Det blev siden beviist, at Advokat Gray ved sine Mellemhandleres Hjelp havde afkjøbt Fulton hans Rettigheder over flere Floder, før nogen Anden endnu tænkte derpaa. Det er ogsaa høist rimeligt, at han med Tiden vilde have høstet stor Fordeel deraf, dersom han ikke, ligesom hans Medhjelper og Fortrolige Jack Turner, pludselig var bleven rammet af en 437 Skjebne, som han, trods al sin Kløgt, ikke havde forudseet, og som vi siden efter nærmere skulle omtale.

Foreløbig maa vi her bemærke, at Forholdet mellem ham og Laura bestandig blev koldere og bittrere, og hvis der endnu var nogen Gnist af Godhed for hende i hans forresten udslukte Hjerte, saa yttrede denne sig dog paa en egen Maade, idet han idelig forfulgte hende med Ironie og Sarkasmer, og det ikke blot naar de vare alene, men selv naar der vare Fremmede tilstede.

Det blev stedse kjendeligere, at Laura ikke mere var den, hun havde været, og uagtet hun ved alle Slags Toiletkunster stræbte at skjule det, saa var der dog en Orm, der fortærede hendes Livskraft, og efterhaanden syntes endog hendes skjønne Skikkelse at nedbøies. Ja tilsidst, henimod tre Aar efter hiin Nat, hvori hun havde tabt sin lille Datter, udbredte den Efterretning sig i Newyork, at Laura Gray var død, uagtet, efter de mest klartseende Lægers Paastand, intet ydre Symptom havde forkyndt hendes pludselige og tidlige Bortgang.

Nogle Dage efter hendes Død modtog Fulton et Brev, som Negeren Gill bragte ham. »Ingen vide det,« sagde han, idet han lagde sin Pegefinger paa sin Mund. »Gills Frue grædt meget, Gills Frue aldrig glad, Advokaten en slem Mand.«

»Den Døende tør vel tilstaae det,« saaledes stod der i dette Brev, »og af hendes Mund tør De vel ogsaa høre det: De er den eneste Mand, der har vakt en alvorligere Følelse i mit Bryst, og dog maa heller ikke det have været den rette Kjærlighed; thi ellers havde jeg vel havt en stærkere 438 Tro til Dem og til Deres store Talent. Dog synes det mig undertiden, som om jeg stod Dem ligesaa nær, som den Hustrue, med hvem De nu lever; imidlertid, hvad der er forspildt, er forspildt, Livet kommer kun een Gang og lader sig ikke leve om igjen. Jeg føler, at Døden staaer mig meget nær; mig synes tidt, at jeg allerede kan føle dens Aandepust. Og dog, skjøndt jeg vist ikke kan sige, at jeg har ført et lykkeligt Liv, og skjøndt hun, som jeg elskede mest af Alt, er borte, saa gyser jeg ikke desmindre tilbage for Graven, hvori jeg ikke kan see Andet end Mørke.

Lev vel!«

Fra den Dag af, da Fulton havde modtaget dette Brev, blev han stillere og mere indsluttet i sig selv, end han før havde været. Dog formindskedes derved ikke hans Ømhed for Abigail; tværtimod syntes deres indbyrdes Forhold bestandig at blive inderligere og kjærligere i al den Tid de endnu levede sammen.

Dagen efter Lauras Begravelse udbredte der sig pludselig et andet Rygte i Newyork, der vakte endnu større Forbauselse end hendes Død. Advokat Gray var, som det hed, funden dræbt i sit Kammer, svømmende i sit Blod, og da man saae nærmere til, opdagedes der, at han var myrdet med et Dolkestik i Brystet. Dette Rygte bekræftede sig ogsaa virkelig. Senere blev det ved retlige Undersøgelser bragt til en høi Grad af Sandsynlighed, at Morderen ingen Anden var end Gill, Lauras sorte Slave, der imidlertid ikke meer var at finde i Newyork. Gill havde nemlig flere Gange erklæret for sine Medtjenere, at hans Frue var bleven piint og plaget af Advokaten, 439 og at han alene var Skyld i hendes Død. - »Men Gill hevne det,« føiede han til, »Gill maa, om det saa skal koste Gills Liv.« - »Og der var Noget i hans Øine,« sagde den af Huusfolkene, der fortalte dette, »som nok kunde vise, at han vilde holde sit Ord. Men derpaa tænkte vi ikke dengang, og kort efter skede Mordet, og før vi mærkede noget dertil, var Gill bortflygtet.«

Efter Jack Turners Flugt og Advokatens Død lykkedes det omsider John Bridle at forhjelpe den gamle Fulton til hans Ret, saa at de tre tusinde Dollars, som van Gehlmuyden havde testamenteret ham, virkelig bleve ham udbetalte. Derved bleve hans Omstændigheder saaledes forbedrede, at han tilsidst døde som en velhavende Mand.

Et Par Aar efter Fuldendelsen af sit første Dampskib, modtog Fulton fem tusinde Dollars fra den amerikanske Congres, paa det han ved Hjelp af denne Sum kunde forbedre sin Torpedo, en af de Krigsmaskiner, han tidligere havde opfunden.

Man har et mærkeligt Brev fra Fulton til Barlow, der uagtet vi ikke kunne angive dets Datum, dog vel maa være skrevet flere Aar efter hans store Opfindelse. Af dette Brev skulle vi, forsaavidt det kaster noget Lys over Fultons daværende Stemning give et kort Uddrag.

»Uagtet jeg mener, at man vist ikke kan beskylde mig for at henbringe min Tid i Lediggang,« saaledes stod der blandt Andet i dette Brev, »saa er der dog nu kommet Noget ind i min Sjæl, der gjør mig mere ligegyldig for Verdens Bifald, end jeg forhen var. Jeg har ofte Samtaler med min Svigerfader om Gjensynet hisset, men selv naar 440 vi synes enige, forekommer det mig tidt, som om han tager Ordene i en anden Mening end jeg. Du, som er en Digter, og som har levet i Visionernes Verden, troer Du ikke, at der hisset gives eensomme Steder, stille, hellige Dale, hvor de, der have staaet hinanden fjernt i Livet, og der dog hørte sammen, skulle mødes for aldrig mere at skilles, og hvor de, der have misforstaaet hinanden, skulle lære at forstaae og at tilgive? Mig synes tidt, at de To, jeg har elsket høiest, engang skulle mødes i et saadant Land, hvori alle Begjerligheder tie, og al Miskjendelse ophører, og at de da skulle blive for mig som et eneste Væsen. Hvad synes Dig? Saaledes drømmer jeg undertiden paa en endnu selsommere Viis, end Du gjorde det i Din Ungdom. Dog det er kun i de stille Aftener, at slige Tanker hæve sig i min Sjel; om Dagen har jeg derimod saa Meget at tage Vare paa, at jeg kun har liden Tid til at overlade mig til mine Drømme.

Din tro Ven
Robert Fulton.«

I et andet Brev, der er adresseret til Ramsey i Virginien, omtaler Fulton den Skjebne, som Dampskibsfarten i Begyndelsen havde, og de Fremskridt, som den, til Trods for alle Hindringer, dog alt i de Dage havde gjort.

»Dampskibet Clermont,« skriver han, »er, som De vel har erfaret, blevet Postskib og færdes nu stadig mellem Newyork og Albany. Imidlertid ganske uden Modstand gaaer det ikke af. Det er flere Gange med Forbittrelse blevet omtalt i de offentlige Blade, at Dampskibsfarten vil ødelægge den egentlige Skibsfart og derved styrte mange 441 tusinde Mennesker i Elendighed; man har ogsaa paastaaet, at alle Fiske ville døe, hvor Dampskibene komme hen, at Havet og Floderne saaledes ville blive øde, og at en af de vigtigste Næringskilder for Menneskene derved vil tilstoppes. Ja, Forbittrelsen er endog gaaet saavidt, at flere Seilskibe med Villie have stødt an imod Dampskibet Clermont for at ødelægge det. Det synes overhovedet, som om Verden endnu i nogen Tid maa besinde sig, efterat denne Opfindelse er lagt i dens Hænder, inden den ret for Alvor tør gjøre Brug af den; men det har ingen Nød, Opfindelsen vil nok bære sine Frugter, uagtet jeg selv vel neppe, inden jeg gaaer bort, skal see ret mange deraf. Imidlertid ere dog allerede fire Dampskibe blevne byggede under min Opsigt.«

Heraf kan det sees, at dette Brev er skrevet mod Enden af Aaret 1811; thi til den Tid vare netop fire Dampskibe blevne byggede under Fultons Opsigt; siden byggede han endnu mange flere, hvoraf bestandig de sidste, hvad Maskineriet angaaer, vare de mest fuldkomne.

Det er en virkelig Kjendsgjerning, der bekræftes fra mange Sider, at Seilskibenes Forbittrelse i de Dage havde vendt sig imod Clermont, der blev betydelig beskadiget derved, at flere Skibe med frit Forsæt stødte an derimod. Saaledes gjentoges ogsaa i sildigere Tider den Forfølgelse mod det af Fulton byggede Dampskib, for hvilken han selv havde været udsat, da han første Gang viste sig med sit lille Hjulværk paa Shuylkillfloden.

Efter sin Ankomst til Amerika gjorde Fulton adskillige Forsøg med sine Krigsmaskiner, og blandt 442 Andet fortælles der, at han ved Hjelp af sin Torpedo sprængte et stort Skib i Luften. Der fortælles ogsaa, at Frygten for dette Ødelæggelsesredskab var saa stor, at en talrig Mængde Tilskuere, hvoriblandt de anseeligste Personer i Newyork befandt sig, da han engang forklarede dem Indretningen i dette Instrument og beredte sig til at gjøre et Forsøg dermed, pludselig flygtede bort, saa han næsten alene blev staaende paa Pladsen. Endelig berettes det, at Englænderne havde en saadan Skræk for denne moderne Archimedes, at de i den Krig, der 1812 udbrød imellem de forenede Stater og England, aldeles ikke vovede at angribe Newyork, der, uagtet denne By ellers vilde have været let at indtage og tilintetgjøre, nu, da Fulton boede deri, forekom dem farligere, end den stærkeste Fæstning.

I Aaret 1814 begyndte Fulton, efter Regjeringens Ønske, og understøttet af den, at bygge en stor Dampfregat, der skulde forsvare Indløbet til Newyork. Denne Fregat skulle vi dog her ikke indlade os paa at beskrive.

Thomas Milburn rystede stærkt paa Hovedet, da han erfarede, at Fulton endnu gav sig af med slige Arbeider. Imidlertid beroligede han sig dog, eller taug idetmindste stille, da han hørte, at Fultons Dampfregat og alle hans øvrige Krigsmaskiner ingenlunde skulde indrettes til Angreb, men kun til Forsvar mod Vold og mod Fremmedes Overfald.

Uagtet al den Anerkjendelse, som Fulton ved sit Genie i de senere Aar havde vunden, saa maatte han dog af og til føre Processer med Folk, der vilde gjøre Indgreb i den Ret, hans Patent gav ham, og saaledes berøve ham de Midler, der vare nødvendige, 443 baade til Fortsættelsen af hans nyttige Virksomhed, og til hans Families Underhold.

Ja, tilsidst, mod Enden af sit Liv, havde han endog den Krænkelse, at man vilde gjøre ham Opfindelsen af Dampskibet stridig. Denne Forfølgelse udgik fornemmelig fra New-Jersey, hvor hans Modstandere havde vidst at skaffe sig et stort Parti.

Advokat Gray havde allerede før sin Død forfattet et lille Skrift, hvori han søgte at vise, at ikke Robert Fulton, men en vis John Fitch, der endnu tidligere end Ramsey havde gjort et mislykket Forsøg med et Slags Dampbaad, var den sande Opfinder af Kunsten. Dette Skrift, der iøvrigt var skrevet med stor Spidsfindighed, blev dog dengang ikke offentlig bekjendtgjort. Men siden, efter flere Aars Forløb, blev det benyttet af Fultons Medbeilere i New-Jersey, hvor man endog standsede en Dampbaad, der havde Fuldmagt fra Fulton og Livingston, og hvor man desuden forlangte, at deres Patent skulde fratages dem.

I denne Anledning maatte Fulton i Januar Maaned foretage en Reise til Trenton i New-Jersey, og uagtet man der tilsidst blev nødt til at anerkjende hans Ret, saa havde denne Reise dog meget sørgelige Følger; thi da han vendte tilbage, var Hudsonfloden fuld af Iis, og han blev derfor tvungen til i flere Timer at trodse den strengeste Kulde. Ved sin Hjemkomst befandt han sig ikke vel. Efter nogle Dages Forløb kjørte han dog ud for at eftersee Arbeidet paa den store Dampfregat. Følgen heraf var, at han paadrog sig en alvorlig Sygdom, hvoraf han døde den 24. Februar 1815, da han var ni og fyrretyve Aar gammel.

444

Aftenen før sin Død havde han en Samtale under fire Øine med Abigail; hvad han da betroede hende, fik Ingen at vide, ikke engang Thomas Milburn; det var en Hemmelighed, som Fulton og Abigail toge med i deres Grave.

Den første Deel af Natten syntes at henglide roligt, men da det led noget over Midnat, reiste Fulton sig halvt op i Sengen og paastod, at Franklin var der, og at han stod bag ved Abigail og vinkede ad ham.

Henimod Morgenstunden mærkede man vel, at Døden nærmede sig. »Vil Du ikke tage Afsked med Dine Børn?« spurgte Milburn. - »Jeg seer Eder ikke,« svarede Fulton, »Eders Stemmer klinge langt borte.« - Derefter taug han stille i nogen Tid. »Der er han igjen,« sagde han pludselig, »og hun - og et deiligt Barn ved hendes Side - dets Øine vise vel, fra hvilket Land det kommer.« Disse vare de sidste Ord, han talede; nogle Timer derefter udaandede han sin Sjæl, uden at nogen egentlig Dødskamp, saavidt man kunde see, var gaaet i Forveien.

Om Abigails Sorg kunne vi vanskelig tale; den viste sig kun lidet i Ord, skjøndt hendes blege Træk bare stærke Vidnesbyrd derom.

Men efter nogle Ugers Forløb syntes hun dog mere trøstet. »Han er udvortes gaaet bort,« sagde hun til sin Fader, »for at vende tilbage til mig indvortes; og han staaer mig ofte nærmere nu, end i de Dage, da jeg saae ham med Legemets Øine.«

»Der gaae mægtige Flammer ud af Gravene,« svarede Thomas Milburn, »og det er med en forklaret Kjærlighed, at vi elske de Bortgangne.«

Fultons uventede Død vakte en overordentlig Opsigt.

445

Alle Journaler i Newyork, som forkyndte den, bare de Tegn paa Sorg, der ere brugelige i dette Land, naar høitstaaende Mænds Bortgang bliver anmeldt. Alle Byens Corporationer, alle lærde Selskaskaber, alle de anseeligste Borgere fulgte ham til Jorden og sørgede i længere Tid over ham. Ja, saasnart den lovgivende Magt, der dengang var samlet i Albany, erfoer Fultons Død, blev det besluttet, at baade Senatet og Folkets Repræsentanter skulde bære Sorg over ham i flere Uger. »Dette er det eneste Tilfælde,« siger hans Ven Colden, »hvori slige Vidnesbyrd om Sorg, Høiagtelse og Æresfrygt ere blevne givne ved en Mands Død, der intet offentligt Embede beklædte, og der kun udmærkede sig ved sine Dyder, ved sit Genie og ved Anvendelsen af sine Talenter.«

Den omtalte Dampfregat, der allerede var løbet af Stabelen i Fultons Levetid, blev først fuldkommen færdig flere Maaneder efter hans Død.

Midt i Sommeren 1815 gjorde denne uhyre Kæmpebygning en Reise til Oceanet og tilbage igjen, og den tilbagelagde da tre og halvtredsindstyve Miil i otte Timer og tyve Minuter ved den blotte Kraft af sin Dampmaskine. Dette var langt meer, end Fulton havde lovet; thi han havde egentlig kun forpligtet sig til, at Dampfregatten i hver Time skulde tilbagelægge tre til fire Miil.

Denne Dampfregat blev af alle Kyndige betragtet som et stort Mesterstykke i sit Slags, og som den allerfrygteligste Krigsmaskine, hvilken menneskelig Kløgt nogensinde havde opfunden; ja, den Comitee, der havde Opsigt dermed, erklærer i sin Beretning til Regjeringen, at naar denne Bygning blot blev vedligeholdt 446 saaledes, som den fortjente, da vilde Staden Newyork og enhver anden By, hvor den kom hen, være fuldkommen saarfri og sikker mod ethvert Angreb.

Desværre lod man dog, da Freden var sluttet, dette mærkelige Kunstværk forfalde, saa at der nu neppe meer er nogen Levning deraf tilbage.

Et halvt Aar efter Fultons Død, drog Abigail bort til den eensomme Skovegn, hvor hendes Brødre boede. Herhen blev hun ogsaa ledsaget af David Baxter, der allerede i længere Tid havde boet i Fultons Huus, og der ikke meer vilde skilles fra sin afdøde Vens Familie. Kort efter kjøbte hun sig en Eiendom ved den vestlige Arm af Susquehannahfloden, hvor hun vilde leve i Stilhed for sine Erindringer og for sine fire Børn, thi efter Ankomsten til Amerika var Fultons Familie endnu bleven formeret med en lille Pige. Efter flere Aars Forløb skjenkede Congressen fem tusinde Dollars tilligemed Renterne deraf, fra Aaret 1815 iberegnet, til Fultons Efterlevende, og det varede ikke ret længe, før de, ved hans trofaste Venners Understøttelse, erhvervede sig en Velstand, som han selv, trods al sin Kunstfærdighed og sit Genie, aldrig havde været istand til at opnaae.

Fultons og Abigails Børn bleve alle boende nærved Susquehannahflodens Bredder, hvor de førte et stille, lykkeligt Liv, saaledes som det kun er muligt i de Egne, hvor Fornødenhederne ere faa, og hvor ingen falsk Cultur endnu har fortrængt den høiere Tro og den patriarchalske Uskyld. David Baxter blev bestandig hos dem lige til sin Død og oplevede endnu den Glæde, at mange hundrede Dampskibe 447 færdedes paa Amerikas Floder, og at enkelte endog vovede sig ud paa det store Verdenshav.

Man fortæller ogsaa, at Keiser Napoleon efter Slaget ved Waterloo, i Aaret 1815, før han forlod den engelske Kyst, selv var Vidne til, at et Dampskib bevægede sig forbi, ligesom for at han, før han endnu forlod den Verdensdeel, hvor hans glimrende Throne havde staaet, skulde see, hvilken Magt der vilde være bleven lagt i hans Hænder, hvis han havde forstaaet Fultons Plan og anet Vigtigheden af den Gave, denne tilbød ham.

Abigail blev ikke meget gammel; hendes Længsel drog hende snart bort til det Land, hvorhen Fulton var gaaet foran, og hvor al Jordens Strid og Møie og al dens Sorg og Glæde skulle være som en Drøm, der er forsvunden, medens kun den høiere Kraft og Kjærlighed, der fremspirede og modnedes under dem, er det eneste Blivende.