✂ Nogle Dage senere, da Fulton var alene med sin Familie, holdt der en Vogn udenfor hans Bolig. Kort efter bankede det paa Døren, og da Fulton aabnede den, saae han sin gamle Ven Negeren Gill, der kom for at melde sin Herskerinde. Kort derpaa traadte Laura selv ind i Værelset.
✂ Hun var, som sædvanlig, meget ziirligt og smagfuldt klædt, men Sorgens Træk havde præget sig dybt i hendes skjønne Ansigt, dog glimtede de sydlige Flammer endnu af og til gjennem hendes store, tungsindige Øine.
✂ »God Dag, Hr. Robert Fulton,« sagde hun i en let henkastet Tone, der bedre syntes at passe til den Rolle, hun tidligere havde spillet i Verden, end til hendes nærværende Stemning og Udseende. »Jeg haaber, at Deres lykkelige Opfindelse endnu ikke 429 saa stærkt har svækket Deres Hukommelse, at De har glemt Deres gamle Venner; skjøndt det ellers ikke er saa usædvanligt, at Sligt skeer, naar Lykken tilsmiler os.«
✂ »Det er den berømte Sangerinde Mistress Gray,« sagde Fulton med nogen Forlegenhed, »som har høstet saa meget Bifald, hvor hun har ladet sig høre, og som jeg allerede har kjendt fra min tidligste Ungdom af.«
✂ »Musik, Dands og Sang og andre lignende Kunster, have vi givet Afkald paa,« sagde Milburn; »thi de stemme kun lidet med den stille Betragtning og det ubemærkede Liv, som vi stræbe efter.«
✂ »Et ubemærket Liv kan Robert Fulton nu ikke længere føre,« svarede Laura i den samme Tone som før. »Jeg vilde kun see Dem engang i Deres Hjem, Fulton,« føiede hun til med en alvorligere Stemme, »i Deres Familie og med Deres Børn. Desuden kommer jeg for at afbede min Uret imod Dem; thi jeg har ogsaa været imellem dem, der ikke havde nogen Tro til Deres Kunst, men Deres Genie har nu dybt beskæmmet os alle.«
✂ Derpaa henvendte hun sig til Abigail. »Tillader De,« sagde hun, medens hun tog en kostbar og glimrende Diamantring af sin Finger og satte den paa Abigails; »behold denne til Erindring om En, der deeltager i Deres Lykke; jeg har nok af sligt Legetøi og har maaskee betalt det dyrere, end det er værdt. Viis mig nu ogsaa Deres Børn! det var især for at see dem, at jeg kom.«
✂ Da de tre smukke Børn nærmede sig, betragtede hun dem længe med et veemodigt Smiil, men allerlængst heftede hun sine Øine paa den lille guullokkede 430 Dreng. »Jeg har talt med en af Deres Arbeidere,« sagde hun, »jeg troer, han hedder David Baxter; han paastod, at denne lille Dreng ligner Dem selv, da De var Barn; og det kan vel ogsaa være, at De saae saaledes ud; men dengang jeg første Gang saae Dem, var De dog noget større og meget blegere, og Deres Lokker vare vaade af Vandet. - Du maa dog ogsaa have en lille Erindring om mig,« føiede hun til og trykkede et Papir i Drengens Haand. »Deel dette med Dine Søskende, og lad saa Dine Forældre kjøbe Dig noget derfor, hvad de vil.«
✂ »Jeg har nu seet, hvad jeg ønskede,« sagde hun omsider til Abigail, »og jeg vil nu ikke forstyrre Dem længere i Deres Lykke.« Derefter tog hun Afsked og gik.
✂ Da Fulton ledsagede hende ned til hendes Vogn, vendte hun sig pludselig om til ham og sagde: »De har valgt den bedre og høiere Vei; men jeg har solgt og bortkastet mig selv, og han har dræbt alt Haab i mit Bryst.«
✂ »Er der da ikke selv midt i Forvildelsen fløien en Paradisets Aand ned til Dem,« spurgte Fulton, »der har opvarmet Deres Hjerte og lært Dem, hvor Frelsen er at søge?«
✂ »Ak, hvad er dog al vor Berømthed!« sagde Laura, »hun, der var en himmelsk Engel paa Jorden, var uberømt, og Ingen har kjendt hende uden vi. - Dog nu farvel! Vi have seet hinanden for sidste Gang.«
✂ »Hun er, hvad Verden kalder smuk,« sagde Abigail, da Fulton igjen traadte ind, »men dog kan jeg ikke ret lide hende,« føiede hun til, ledet af det Instinet, som Qvinderne ved slige Leiligheder sædvanlig 431 følge; »jeg begriber heller ikke, hvad hun vilde her.«
✂ »Hun har et stort Navn som Sangerinde,« bemærkede Fulton.
✂ »De, der have et stort Navn imellem Menneskene, kunne tidt være langt borte paa Fortabelsens Vei,« sagde Milburn, »thi mange af Eders saakaldte store Mænd, ere ikke Andet end store Syndere.«
✂ »Det klinger selsomt,« sagde Fulton.
✂ »Du har ogsaa det i Din Sjæl, som Menneskene kalde stort og berømmeligt,« vedblev Qvækeren, »og dog vil Du vist tilstaae, naar Du undersøger Dig selv, at al Din Opfindsomhed og Kunstfærdighed ikke have kunnet frelse Dig fra Synd; thi det kan alene han, der har fyldt Himlen og Jorden med sin Herlighed, og der dog er en Hemmelighed for Verden.«
✂ Hertil taug Fulton stille; thi Qvækeren sagde ham denne Gang intet Andet, end hvad han alt tidligere havde maattet sige sig selv.
✂ Da de nøiere betragtede det Papir, som Laura havde givet den lille Dreng, saae de, at det var en Banknote paa hundrede Pund, men endnu meget kostbarere var den Ring, hun havde givet Abigail.