TYVENDE CAPITEL.
✂ I det Væsentlige kan vor Fortælling her betragtes som tilendebragt, men da der dog vel er Adskilligt, hvorom Læseren endnu kunde ønske Oplysning, saa skulle vi til Slutning give en kort Udsigt saavel over Fultons som over flere Personers senere Liv, 432 med hvilke vi i denne Bog have stiftet Bekjendtskab.
✂ Hvad der dog kastede nogen Skygge over Fultons sidste Aar, det var hans oeconomiske Stilling. Alle de Beretninger, man har om ham, stemme overeens deri, at han, ligesom saa mange andre opfindsomme Hoveder, ikke ret forstod at omgaaes med Penge. Saaledes havde han allerede tidligere, som vi have bemærket, paadraget sig en Gjeld, som hverken hans Panorama eller Livingstons og Barlows Understøttelse ganske havde kunnet befrie ham fra. Ligeledes havde Bygningen af dette sidste Dampskib kostet ham temmelig meget; og uagtet Livingstons Tilskud og Regjeringens Understøttelse, saa var han dog nødt til, hvis han vilde fuldføre sit Værk, at laane Penge paa egen Regning, hvilket han da ogsaa gjorde, og det paa Vilkaar, der som oftest ikke vare meget fordeelagtige.
✂ Rigtignok tilstod Congressen ham et Patent, ifølge hvilket han en Tidlang kunde drive Dampskibsfarten udelukkende paa de forenede Staters Floder og Indsøer; men dette Patent, hvorved han til en anden Tid kunde have erhvervet sig uhyre Rigdomme, kom ham i hine Dage ikke synderlig til Nytte, eftersom Speculationsaanden med Hensyn til Dampskibsfarten, endskjøndt den senere har taget en saa dristig Flugt, dog dengang var meget frygtsom; ja i den Pengeforlegenhed, hvori han befandt sig, maatte han endog til en temmelig lav Priis sælge de fleste af sine Forrettigheder, saa han allerede ganske faa Aar efter sin store Opdagelse kun havde tre Floder tilbage, paa hvilke det var ham tilladt at udøve sin Eneret.
433✂ Efterhaanden blev Fultons Gjeld saa trykkende, at han blev nødt til at tale med John Bridle derom, der da ogsaa var rede til at understøtte ham baade med sin Credit og de Penge, han kunde raade over.
✂ Den Undersøgelse John Bridle anstillede med Hensyn til Fultons Gjeld, førte ham til det samme Resultat, hvortil David Baxter ved en lignende Leilighed var kommen: han opdagede nemlig, at det fornemmelig var Jack Turner, der paa anden og tredie Haand, uden at Fulton selv vidste det, havde laant ham de Summer, han trængte til. Jack Turner havde nu, som det lod, taget stadigt Ophold i Newyork, hvor han, som Rygtet beskyldte ham for, drev en skjændig Aager med sine Penge.
✂ Denne Beskyldning fandt ogsaa John Bridle ved nøiere Undersøgelse, fuldkommen grundet, ja han blev tilsidst saa forbittret over den Ubluhed, hvormed Jack havde vidst at drage Fordeel af Fultons Forlegenhed, at han ikke kunde undlade, da han engang var under fire Øine med ham, og da han, som han meente, havde slaaende Beviser i Hænde paa hans Nederdrægtighed, at yttre sin Forbittrelse derover. »De er egentlig ikke Andet,« sagde han, »end en underfundig Bedrager, der som oftest har vidst at forskandse sig bag Lovens Form.«
✂ »Derfor takker jeg min Principal,« svarede Jack meget rolig, »det er en Mand, der forstaaer sig bedre paa den juridiske Forskandsningskunst, end nogen Anden i det hele Land.«
✂ Men til Trods for denne juridiske Forskandsningskunst, hvoraf Jack roste sig, saa vidste dog John Bridle lidt efter lidt at finde saa mange svage Punkter i den Skandse, Jack havde bygget, at denne tilsidst 434 fandt det raadeligst at slutte et Slags Capitulation, eller med andre Ord, at indgaae et Forlig, hvori han betydelig nedsatte sine Fordringer, og hvorved Fultons Vilkaar bleve saa gode, at han i Fremtiden kunde føre et nogenlunde sorgfrit Liv.
✂ Ogsaa fra en anden Side trak der i denne Tid et Uveir op over Jacks Hoved, hvorimod han, trods al sin Kunst og Kløgt, fandt det vanskeligt at forskandse sig. Læseren vil uden Tvivl erindre, at der var bleven en Mand arresteret, der mistænktes for at han havde villet sprænge Dampskibet i Luften. Denne Mand tilstod omsider efter lang Tids Forløb, og efterat have forsøgt mange Omsvøb, at han var bleven forført af En, der kaldte sig Dusty Nickels, og at han virkelig havde havt den Plan, man beskyldte ham for. Ifølge den Undersøgelse, der nu blev indledet, og i hvilken ogsaa John Bridle tog virksom Deel, blev det lidt efter lidt klart, at Jack Turner ogsaa stod i Spidsen for dette Foretagende, og at han ved Løfter om store Fordele havde lokket Dusty Nickels fra Philadelphia til Newyork i det Haab, at han skulde ødelægge Fultons Dampskib.
✂ Nu kom der efterhaanden saa mange Historier for Dagen, der hang sammen hermed, at Jack Turner tilsidst fandt det raadeligst at forsvinde fra Newyork, og hverken her eller i Philadelphia blev han siden efter, saavidt vi have kunnet erfare, nogensinde seet; men i hvilke Hænder han overgav sine forviklede Forretninger, og hvor han flygtede hen og tilsidst fæstede Bo, har det ikke været os muligt at opdage.
✂ Der var endnu en anden Mand, mod hvem Mistanken 435 ved denne Leilighed blev vakt; denne Mand var ingen Anden, end den rige og høitanseete Advokat James Gray, den skjønne Lauras Ægtefælle. Advokat Gray havde af Grunde, som vi alt tidligere have udviklet, fattet et saa bittert Had til Robert Fulton, at han ikke skyede noget Offer, naar han derved troede at kunne tilfredsstille denne sin Lidenskab. Som det lod til, forstod han imidlertid den juridiske Forskandsningskunst endnu bedre end Jack Turner; thi uagtet der vare mange Grunde, der gjorde det sandsynligt, at Jack kun havde været et Redskab i hans Hænder, saa fandtes der dog under den hele Undersøgelse intet retsgyldigt Beviis, der kunde fælde ham.
✂ Iøvrigt gaves der vel neppe nogen Mand i Newyork, der blev mere overrasket ved Fultons heldige Flodseilads end Advokat Gray; thi han var, som vi vide, en stor Tvivler med Hensyn til Alt, hvad han ikke med sin egen Forstand kunde beregne, og det var virkelig hans fulde Overbeviisning, naar han negtede hiin Opfindelses Mulighed. Han havde kun laant Fulton Penge, fordi han meente paa denne Vei at kunne raade over hans Fremtid; havde han derimod virkelig troet, at Fultons Idee lod sig udføre, da vilde han sikkert sidst af Alle have givet ham de Midler i Hænderne, hvorved dette kunde skee.
✂ Muligt er det dog, at Planen til Dampskibets Ødelæggelse var udgaaet fra Jack Turner selv, og at Advokaten denne Gang ikke har havt sin Haand med i Legen; thi da han ansaae Fultons Tanke for uudførlig, saa maatte det jo, ifølge hans Tænkemaade, være ham kjært, hvis Fulton ved et mislykket Forsøg blev given til Priis for Mængdens Haan 436 og Mishandling. Og dog var det heller ikke saa urimeligt, at han, ledet af sin Lyst til at tilintetgjøre Fultons sidste Eiendom, og til at nedstyrte ham i bundløs Gjeld, kunde have deeltaget i hiin Plan.
✂ Men da nu det, som Advokaten betragtede som en Umulighed, virkelig indtraf, saa forandrede han pludselig sin Fremgangsmaade, og da en af hans Venner i denne Tid besøgte ham, fandt han ham siddende ved sit Skriverbord, fordybet i Beregninger over, hvad Dampskibsfarten paa Hudsonfloden rimeligviis med Tiden vilde indbringe. »Jeg troede ikke, De interesserede Dem saameget for Hr. Fultons Opfindelse,« sagde hans Ven, »og for den Vinding, han kan have deraf.« - »Ak Fulton er og bliver en Phantast, som han altid har været,« svarede Advokaten. - »Er han en Phantast, saa er der idetmindste Genie i hans Phantasier,« gjensvarede hans Ven. - »Hvis De vil betragte Forholdene i Verden saaledes, som de virkelig ere,« sagde Advokaten, »saa vil De see, at det saakaldte Genie sjelden har nogen bedre Skjebne, end den ulykkelige Kat i Fortællingen, hvis Poter bleve brugte til dermed at rage de stegte Kastanier ud af Ilden. Katten havde ingen anden Fordeel deraf, end at dens Poter bleve forbrændte, medens en høiere Kløgt høstede Nytten af dens Arbeide og Lidelser.«
✂ Det blev siden beviist, at Advokat Gray ved sine Mellemhandleres Hjelp havde afkjøbt Fulton hans Rettigheder over flere Floder, før nogen Anden endnu tænkte derpaa. Det er ogsaa høist rimeligt, at han med Tiden vilde have høstet stor Fordeel deraf, dersom han ikke, ligesom hans Medhjelper og Fortrolige Jack Turner, pludselig var bleven rammet af en 437 Skjebne, som han, trods al sin Kløgt, ikke havde forudseet, og som vi siden efter nærmere skulle omtale.
✂ Foreløbig maa vi her bemærke, at Forholdet mellem ham og Laura bestandig blev koldere og bittrere, og hvis der endnu var nogen Gnist af Godhed for hende i hans forresten udslukte Hjerte, saa yttrede denne sig dog paa en egen Maade, idet han idelig forfulgte hende med Ironie og Sarkasmer, og det ikke blot naar de vare alene, men selv naar der vare Fremmede tilstede.
✂ Det blev stedse kjendeligere, at Laura ikke mere var den, hun havde været, og uagtet hun ved alle Slags Toiletkunster stræbte at skjule det, saa var der dog en Orm, der fortærede hendes Livskraft, og efterhaanden syntes endog hendes skjønne Skikkelse at nedbøies. Ja tilsidst, henimod tre Aar efter hiin Nat, hvori hun havde tabt sin lille Datter, udbredte den Efterretning sig i Newyork, at Laura Gray var død, uagtet, efter de mest klartseende Lægers Paastand, intet ydre Symptom havde forkyndt hendes pludselige og tidlige Bortgang.
✂ Nogle Dage efter hendes Død modtog Fulton et Brev, som Negeren Gill bragte ham. »Ingen vide det,« sagde han, idet han lagde sin Pegefinger paa sin Mund. »Gills Frue grædt meget, Gills Frue aldrig glad, Advokaten en slem Mand.«
✂ »Den Døende tør vel tilstaae det,« saaledes stod der i dette Brev, »og af hendes Mund tør De vel ogsaa høre det: De er den eneste Mand, der har vakt en alvorligere Følelse i mit Bryst, og dog maa heller ikke det have været den rette Kjærlighed; thi ellers havde jeg vel havt en stærkere 438 Tro til Dem og til Deres store Talent. Dog synes det mig undertiden, som om jeg stod Dem ligesaa nær, som den Hustrue, med hvem De nu lever; imidlertid, hvad der er forspildt, er forspildt, Livet kommer kun een Gang og lader sig ikke leve om igjen. Jeg føler, at Døden staaer mig meget nær; mig synes tidt, at jeg allerede kan føle dens Aandepust. Og dog, skjøndt jeg vist ikke kan sige, at jeg har ført et lykkeligt Liv, og skjøndt hun, som jeg elskede mest af Alt, er borte, saa gyser jeg ikke desmindre tilbage for Graven, hvori jeg ikke kan see Andet end Mørke.
✂ Lev vel!«
✂ Fra den Dag af, da Fulton havde modtaget dette Brev, blev han stillere og mere indsluttet i sig selv, end han før havde været. Dog formindskedes derved ikke hans Ømhed for Abigail; tværtimod syntes deres indbyrdes Forhold bestandig at blive inderligere og kjærligere i al den Tid de endnu levede sammen.
✂ Dagen efter Lauras Begravelse udbredte der sig pludselig et andet Rygte i Newyork, der vakte endnu større Forbauselse end hendes Død. Advokat Gray var, som det hed, funden dræbt i sit Kammer, svømmende i sit Blod, og da man saae nærmere til, opdagedes der, at han var myrdet med et Dolkestik i Brystet. Dette Rygte bekræftede sig ogsaa virkelig. Senere blev det ved retlige Undersøgelser bragt til en høi Grad af Sandsynlighed, at Morderen ingen Anden var end Gill, Lauras sorte Slave, der imidlertid ikke meer var at finde i Newyork. Gill havde nemlig flere Gange erklæret for sine Medtjenere, at hans Frue var bleven piint og plaget af Advokaten, 439 og at han alene var Skyld i hendes Død. - »Men Gill hevne det,« føiede han til, »Gill maa, om det saa skal koste Gills Liv.« - »Og der var Noget i hans Øine,« sagde den af Huusfolkene, der fortalte dette, »som nok kunde vise, at han vilde holde sit Ord. Men derpaa tænkte vi ikke dengang, og kort efter skede Mordet, og før vi mærkede noget dertil, var Gill bortflygtet.«
✂ Efter Jack Turners Flugt og Advokatens Død lykkedes det omsider John Bridle at forhjelpe den gamle Fulton til hans Ret, saa at de tre tusinde Dollars, som van Gehlmuyden havde testamenteret ham, virkelig bleve ham udbetalte. Derved bleve hans Omstændigheder saaledes forbedrede, at han tilsidst døde som en velhavende Mand.
✂ Et Par Aar efter Fuldendelsen af sit første Dampskib, modtog Fulton fem tusinde Dollars fra den amerikanske Congres, paa det han ved Hjelp af denne Sum kunde forbedre sin Torpedo, en af de Krigsmaskiner, han tidligere havde opfunden.
✂ Man har et mærkeligt Brev fra Fulton til Barlow, der uagtet vi ikke kunne angive dets Datum, dog vel maa være skrevet flere Aar efter hans store Opfindelse. Af dette Brev skulle vi, forsaavidt det kaster noget Lys over Fultons daværende Stemning give et kort Uddrag.
✂ »Uagtet jeg mener, at man vist ikke kan beskylde mig for at henbringe min Tid i Lediggang,« saaledes stod der blandt Andet i dette Brev, »saa er der dog nu kommet Noget ind i min Sjæl, der gjør mig mere ligegyldig for Verdens Bifald, end jeg forhen var. Jeg har ofte Samtaler med min Svigerfader om Gjensynet hisset, men selv naar 440 vi synes enige, forekommer det mig tidt, som om han tager Ordene i en anden Mening end jeg. Du, som er en Digter, og som har levet i Visionernes Verden, troer Du ikke, at der hisset gives eensomme Steder, stille, hellige Dale, hvor de, der have staaet hinanden fjernt i Livet, og der dog hørte sammen, skulle mødes for aldrig mere at skilles, og hvor de, der have misforstaaet hinanden, skulle lære at forstaae og at tilgive? Mig synes tidt, at de To, jeg har elsket høiest, engang skulle mødes i et saadant Land, hvori alle Begjerligheder tie, og al Miskjendelse ophører, og at de da skulle blive for mig som et eneste Væsen. Hvad synes Dig? Saaledes drømmer jeg undertiden paa en endnu selsommere Viis, end Du gjorde det i Din Ungdom. Dog det er kun i de stille Aftener, at slige Tanker hæve sig i min Sjel; om Dagen har jeg derimod saa Meget at tage Vare paa, at jeg kun har liden Tid til at overlade mig til mine Drømme.
✂
Din tro Ven
Robert Fulton.«
✂ I et andet Brev, der er adresseret til Ramsey i Virginien, omtaler Fulton den Skjebne, som Dampskibsfarten i Begyndelsen havde, og de Fremskridt, som den, til Trods for alle Hindringer, dog alt i de Dage havde gjort.
✂ »Dampskibet Clermont,« skriver han, »er, som De vel har erfaret, blevet Postskib og færdes nu stadig mellem Newyork og Albany. Imidlertid ganske uden Modstand gaaer det ikke af. Det er flere Gange med Forbittrelse blevet omtalt i de offentlige Blade, at Dampskibsfarten vil ødelægge den egentlige Skibsfart og derved styrte mange 441 tusinde Mennesker i Elendighed; man har ogsaa paastaaet, at alle Fiske ville døe, hvor Dampskibene komme hen, at Havet og Floderne saaledes ville blive øde, og at en af de vigtigste Næringskilder for Menneskene derved vil tilstoppes. Ja, Forbittrelsen er endog gaaet saavidt, at flere Seilskibe med Villie have stødt an imod Dampskibet Clermont for at ødelægge det. Det synes overhovedet, som om Verden endnu i nogen Tid maa besinde sig, efterat denne Opfindelse er lagt i dens Hænder, inden den ret for Alvor tør gjøre Brug af den; men det har ingen Nød, Opfindelsen vil nok bære sine Frugter, uagtet jeg selv vel neppe, inden jeg gaaer bort, skal see ret mange deraf. Imidlertid ere dog allerede fire Dampskibe blevne byggede under min Opsigt.«
✂ Heraf kan det sees, at dette Brev er skrevet mod Enden af Aaret 1811; thi til den Tid vare netop fire Dampskibe blevne byggede under Fultons Opsigt; siden byggede han endnu mange flere, hvoraf bestandig de sidste, hvad Maskineriet angaaer, vare de mest fuldkomne.
✂ Det er en virkelig Kjendsgjerning, der bekræftes fra mange Sider, at Seilskibenes Forbittrelse i de Dage havde vendt sig imod Clermont, der blev betydelig beskadiget derved, at flere Skibe med frit Forsæt stødte an derimod. Saaledes gjentoges ogsaa i sildigere Tider den Forfølgelse mod det af Fulton byggede Dampskib, for hvilken han selv havde været udsat, da han første Gang viste sig med sit lille Hjulværk paa Shuylkillfloden.
✂ Efter sin Ankomst til Amerika gjorde Fulton adskillige Forsøg med sine Krigsmaskiner, og blandt 442 Andet fortælles der, at han ved Hjelp af sin Torpedo sprængte et stort Skib i Luften. Der fortælles ogsaa, at Frygten for dette Ødelæggelsesredskab var saa stor, at en talrig Mængde Tilskuere, hvoriblandt de anseeligste Personer i Newyork befandt sig, da han engang forklarede dem Indretningen i dette Instrument og beredte sig til at gjøre et Forsøg dermed, pludselig flygtede bort, saa han næsten alene blev staaende paa Pladsen. Endelig berettes det, at Englænderne havde en saadan Skræk for denne moderne Archimedes, at de i den Krig, der 1812 udbrød imellem de forenede Stater og England, aldeles ikke vovede at angribe Newyork, der, uagtet denne By ellers vilde have været let at indtage og tilintetgjøre, nu, da Fulton boede deri, forekom dem farligere, end den stærkeste Fæstning.
✂ I Aaret 1814 begyndte Fulton, efter Regjeringens Ønske, og understøttet af den, at bygge en stor Dampfregat, der skulde forsvare Indløbet til Newyork. Denne Fregat skulle vi dog her ikke indlade os paa at beskrive.
✂ Thomas Milburn rystede stærkt paa Hovedet, da han erfarede, at Fulton endnu gav sig af med slige Arbeider. Imidlertid beroligede han sig dog, eller taug idetmindste stille, da han hørte, at Fultons Dampfregat og alle hans øvrige Krigsmaskiner ingenlunde skulde indrettes til Angreb, men kun til Forsvar mod Vold og mod Fremmedes Overfald.
✂ Uagtet al den Anerkjendelse, som Fulton ved sit Genie i de senere Aar havde vunden, saa maatte han dog af og til føre Processer med Folk, der vilde gjøre Indgreb i den Ret, hans Patent gav ham, og saaledes berøve ham de Midler, der vare nødvendige, 443 baade til Fortsættelsen af hans nyttige Virksomhed, og til hans Families Underhold.
✂ Ja, tilsidst, mod Enden af sit Liv, havde han endog den Krænkelse, at man vilde gjøre ham Opfindelsen af Dampskibet stridig. Denne Forfølgelse udgik fornemmelig fra New-Jersey, hvor hans Modstandere havde vidst at skaffe sig et stort Parti.
✂ Advokat Gray havde allerede før sin Død forfattet et lille Skrift, hvori han søgte at vise, at ikke Robert Fulton, men en vis John Fitch, der endnu tidligere end Ramsey havde gjort et mislykket Forsøg med et Slags Dampbaad, var den sande Opfinder af Kunsten. Dette Skrift, der iøvrigt var skrevet med stor Spidsfindighed, blev dog dengang ikke offentlig bekjendtgjort. Men siden, efter flere Aars Forløb, blev det benyttet af Fultons Medbeilere i New-Jersey, hvor man endog standsede en Dampbaad, der havde Fuldmagt fra Fulton og Livingston, og hvor man desuden forlangte, at deres Patent skulde fratages dem.
✂ I denne Anledning maatte Fulton i Januar Maaned foretage en Reise til Trenton i New-Jersey, og uagtet man der tilsidst blev nødt til at anerkjende hans Ret, saa havde denne Reise dog meget sørgelige Følger; thi da han vendte tilbage, var Hudsonfloden fuld af Iis, og han blev derfor tvungen til i flere Timer at trodse den strengeste Kulde. Ved sin Hjemkomst befandt han sig ikke vel. Efter nogle Dages Forløb kjørte han dog ud for at eftersee Arbeidet paa den store Dampfregat. Følgen heraf var, at han paadrog sig en alvorlig Sygdom, hvoraf han døde den 24. Februar 1815, da han var ni og fyrretyve Aar gammel.
444✂ Aftenen før sin Død havde han en Samtale under fire Øine med Abigail; hvad han da betroede hende, fik Ingen at vide, ikke engang Thomas Milburn; det var en Hemmelighed, som Fulton og Abigail toge med i deres Grave.
✂ Den første Deel af Natten syntes at henglide roligt, men da det led noget over Midnat, reiste Fulton sig halvt op i Sengen og paastod, at Franklin var der, og at han stod bag ved Abigail og vinkede ad ham.
✂ Henimod Morgenstunden mærkede man vel, at Døden nærmede sig. »Vil Du ikke tage Afsked med Dine Børn?« spurgte Milburn. - »Jeg seer Eder ikke,« svarede Fulton, »Eders Stemmer klinge langt borte.« - Derefter taug han stille i nogen Tid. »Der er han igjen,« sagde han pludselig, »og hun - og et deiligt Barn ved hendes Side - dets Øine vise vel, fra hvilket Land det kommer.« Disse vare de sidste Ord, han talede; nogle Timer derefter udaandede han sin Sjæl, uden at nogen egentlig Dødskamp, saavidt man kunde see, var gaaet i Forveien.
✂ Om Abigails Sorg kunne vi vanskelig tale; den viste sig kun lidet i Ord, skjøndt hendes blege Træk bare stærke Vidnesbyrd derom.
✂ Men efter nogle Ugers Forløb syntes hun dog mere trøstet. »Han er udvortes gaaet bort,« sagde hun til sin Fader, »for at vende tilbage til mig indvortes; og han staaer mig ofte nærmere nu, end i de Dage, da jeg saae ham med Legemets Øine.«
✂ »Der gaae mægtige Flammer ud af Gravene,« svarede Thomas Milburn, »og det er med en forklaret Kjærlighed, at vi elske de Bortgangne.«
✂ Fultons uventede Død vakte en overordentlig Opsigt.
445✂ Alle Journaler i Newyork, som forkyndte den, bare de Tegn paa Sorg, der ere brugelige i dette Land, naar høitstaaende Mænds Bortgang bliver anmeldt. Alle Byens Corporationer, alle lærde Selskaskaber, alle de anseeligste Borgere fulgte ham til Jorden og sørgede i længere Tid over ham. Ja, saasnart den lovgivende Magt, der dengang var samlet i Albany, erfoer Fultons Død, blev det besluttet, at baade Senatet og Folkets Repræsentanter skulde bære Sorg over ham i flere Uger. »Dette er det eneste Tilfælde,« siger hans Ven Colden, »hvori slige Vidnesbyrd om Sorg, Høiagtelse og Æresfrygt ere blevne givne ved en Mands Død, der intet offentligt Embede beklædte, og der kun udmærkede sig ved sine Dyder, ved sit Genie og ved Anvendelsen af sine Talenter.«
✂ Den omtalte Dampfregat, der allerede var løbet af Stabelen i Fultons Levetid, blev først fuldkommen færdig flere Maaneder efter hans Død.
✂ Midt i Sommeren 1815 gjorde denne uhyre Kæmpebygning en Reise til Oceanet og tilbage igjen, og den tilbagelagde da tre og halvtredsindstyve Miil i otte Timer og tyve Minuter ved den blotte Kraft af sin Dampmaskine. Dette var langt meer, end Fulton havde lovet; thi han havde egentlig kun forpligtet sig til, at Dampfregatten i hver Time skulde tilbagelægge tre til fire Miil.
✂ Denne Dampfregat blev af alle Kyndige betragtet som et stort Mesterstykke i sit Slags, og som den allerfrygteligste Krigsmaskine, hvilken menneskelig Kløgt nogensinde havde opfunden; ja, den Comitee, der havde Opsigt dermed, erklærer i sin Beretning til Regjeringen, at naar denne Bygning blot blev vedligeholdt 446 saaledes, som den fortjente, da vilde Staden Newyork og enhver anden By, hvor den kom hen, være fuldkommen saarfri og sikker mod ethvert Angreb.
✂ Desværre lod man dog, da Freden var sluttet, dette mærkelige Kunstværk forfalde, saa at der nu neppe meer er nogen Levning deraf tilbage.
✂ Et halvt Aar efter Fultons Død, drog Abigail bort til den eensomme Skovegn, hvor hendes Brødre boede. Herhen blev hun ogsaa ledsaget af David Baxter, der allerede i længere Tid havde boet i Fultons Huus, og der ikke meer vilde skilles fra sin afdøde Vens Familie. Kort efter kjøbte hun sig en Eiendom ved den vestlige Arm af Susquehannahfloden, hvor hun vilde leve i Stilhed for sine Erindringer og for sine fire Børn, thi efter Ankomsten til Amerika var Fultons Familie endnu bleven formeret med en lille Pige. Efter flere Aars Forløb skjenkede Congressen fem tusinde Dollars tilligemed Renterne deraf, fra Aaret 1815 iberegnet, til Fultons Efterlevende, og det varede ikke ret længe, før de, ved hans trofaste Venners Understøttelse, erhvervede sig en Velstand, som han selv, trods al sin Kunstfærdighed og sit Genie, aldrig havde været istand til at opnaae.
✂ Fultons og Abigails Børn bleve alle boende nærved Susquehannahflodens Bredder, hvor de førte et stille, lykkeligt Liv, saaledes som det kun er muligt i de Egne, hvor Fornødenhederne ere faa, og hvor ingen falsk Cultur endnu har fortrængt den høiere Tro og den patriarchalske Uskyld. David Baxter blev bestandig hos dem lige til sin Død og oplevede endnu den Glæde, at mange hundrede Dampskibe 447 færdedes paa Amerikas Floder, og at enkelte endog vovede sig ud paa det store Verdenshav.
✂ Man fortæller ogsaa, at Keiser Napoleon efter Slaget ved Waterloo, i Aaret 1815, før han forlod den engelske Kyst, selv var Vidne til, at et Dampskib bevægede sig forbi, ligesom for at han, før han endnu forlod den Verdensdeel, hvor hans glimrende Throne havde staaet, skulde see, hvilken Magt der vilde være bleven lagt i hans Hænder, hvis han havde forstaaet Fultons Plan og anet Vigtigheden af den Gave, denne tilbød ham.
✂ Abigail blev ikke meget gammel; hendes Længsel drog hende snart bort til det Land, hvorhen Fulton var gaaet foran, og hvor al Jordens Strid og Møie og al dens Sorg og Glæde skulle være som en Drøm, der er forsvunden, medens kun den høiere Kraft og Kjærlighed, der fremspirede og modnedes under dem, er det eneste Blivende.