↩ Et Par Timer hengik saaledes, Lindal kom hjem i bedre Lune, end han var gaaet ud, Tjeneren dækkede Thebordet. Et andet Bord lod Sophie dække foran Ferdinand, besat med adskillige smaa Retter, som hun vidste var behagelige for ham og Lindal. Denne bemærkede det med Fornøjelse, saavel som den Omsorg, hun havde haft for Ferdinand i hans svagelige Tilstand, hvorledes hun havde beredt et bekvemt Leje paa en Taburet for hans syge Fod, og hvorledes hun selv opvartede ham med et Ansigt, der straalede af den Fornøjelse, hun fandt ved at kunne pleje sin broderlige Ven. En Følelse af Sophies Elskværdighed og en dunkel Fornemmelse af Anger over de onde Luner, hvormed han saa ofte saarede hende, syntes i dette Øjeblik at berøre Lindals Sjæl. Han slog sin Arm om hende, saa hende ind i de milde Øjne, og sagde: »Det er vist og sandt, min Sophie forstaar at lindre Sygdom og Bekymring, og at indrette alting hyggeligt.« Det var længe siden har havde sagt hende et saa venligt Ord, og hun følte sig derved som om hun fik Vinger til at flyve igennem en lettere Luft. Saaledes ilede hun ind til Annette, som endelig paa hendes Tiltale aabnede sin Dør, og lod sig overtale til at følge med hende ind til de andre. Derimod kunde ingen Overtalelser bevæge Annette til at sætte sig til Bords med Familien. Hun tog sin Plads i en mørk 28 Krog, og svarede kun med Ja eller Nej paa, hvad man sagde til hende. Endelig sagde Ferdinand, at han vel i en saa fortrolig Kreds turde berette, hvad vigtigt Ærinde der i Morges havde nødt ham til at rejse ud i Landet, til Trods for de Løfter, han havde givet sin Forlovede.