Birgit Mortensen Thomasine Gyllembourg

Barndom

Thomasine Gyllembourgs far, Johan Buntzen (1728-1807), tilhørte det voksende borgerskab, som i 1700-tallets sidste halvdel konsoliderede sig i København gennem en omfattende national og international udveksling af varer og tjenesteydelser. Buntzen var stadsmægler og dispachør og fungerede dermed som et formidlende led i denne livlige udveksling, som ofte var afhængig af transport via havet. Han ejede et hus på Nyhavns solside, hvorfra hans virksomhed udgik. Her levede også hans familie, som ud over fader Buntzen selv bestod af fire døtre og deres mor, som imidlertid døde allerede, da den ældste datter, Thomasine, var otte år. Desuden ejede han et landsted på Voxblegen - det senere Blegdamsvej - og her opholdt familien sig en stor del af sommeren, på god afstand af den københavnske storbys tummel og uhumskheder.

Ifølge familieoverleveringen var livet i den Butzenske familie præget af faderen og hans alsidige interesser; til eksempel indrettede han et astronomisk observatorium på loftet i Nyhavn, han sleb glas og drejede i elfenben. Sin store videbegærlighed forsøgte han at overføre til sine døtre: "Hans Døttre bleve opdragne med en i den Tid ganske ukjendt Mildhed og Frihed; de bedste Lærere blev holdt til dem, og de behøvede i den Retning kun at udtale et Ønske, for at faa det opfyldt" ("Uddrag af Den Sangaard- Iürgensenske Slægtebog" i: Heiberg: Peter Andreas Heiberg og Thomasine Gyllembourg, bd. II, 4. udg., 1947, s. 396).

Det fremhæves her såvel som andre steder, at Johan Buntzen har været en usædvanlig blid og kærlig far, og alting tyder på, at han således har levendegjort et faderideal, som først langt ind i 1800-tallet bliver norm, nemlig idealet om den gode og følsomme fader, der gennem sit inderlige forhold til hustru og børn regerer familien. Der er ingen tvivl om, at denne far har betydet meget for datteren Thomasine, og på sin vis er det konsekvensen af hans følelsesregimente, hun tager, da hun i 1801 insisterer på at få lov til at leve sammen med sin elsker, C.F. Gyllembourg.

Også politisk var det Buntzenske hjem fremskridtsvenligt; handelsforbindelserne med andre europæiske lande førte en del udlændinge til København, og især de franske diplomater og handelsmænd, som kom til byen efter revolutionen, har haft stor indflydelse på livet i mangt et københavnsk borgerhjem.

Det krav om politisk indflydelse, som revolutionen stillede, talte også ind i det danske borgerskabs ønske om at få magt, svarende til den økonomiske styrke, som klassen efterhånden havde. I København samlede der sig en lille opposition mod enevælden, og en af dens mest ivrige fortalere var forfatteren og translatøren Peter Andreas Heiberg, som i skrift efter skrift kritiserede adelsvælde, nepotisme og dårlig statsadministration. Hans kritik blev beundret af det mere forsigtige borgerskab, og det var derfor et prestigefyldt valg, Thomasines far gjorde, da han i 1780'erne ansatte Heiberg som sproglærer for de fire døtre.

Thomasine blev ham en lærenem elev, og hun var tillige meget modtagelig for hans rebelske holdninger. For denne unge, forkælede borgerdatter - som for borgerskabet i det store og hele - gav frihedsparolerne nemlig anledning til et romantisk sværmeri, som udfoldede sig relativt risikofrit, fordi borgerskabet ikke var direkte afhængigt af enevælden. Dét var til gengæld Heiberg, som fik et voksende antal bøder for krænkelse af statsmagten, der imidlertid straffede ham endnu hårdere ved at forbigå ham til de embeder, han i kraft af sin akademiske uddannelse ellers var selvskrevet til.

Thomasine Gyllembourg har skildret denne side af sin forhenværende mands karakter i fortællingen Montanus den Yngre (1837), hvor hovedpersonen, Conrad, opfører sig ganske som en Holbergsk Erasmus' yngre dobbeltgænger:

"Tør jeg spørge Dem, om den sidste Deel af dette Skrift er saaledes uforandret oplæst i de Selskaber i Udlandet, hvor De har gjort det bekjendt?" Conrad bejaede Dette. "Da maa jeg oprigtig bekjende, at jeg finder det høist udelicat og utaknemmeligt at omtale sit Fædreland i en saadan Tone; det er jo ligesom at give sine Nærmeste, sine Forældre til Priis for Fremmedes Spot." Conrad kunne ikke undertrykke en dyb Fortrydelighed over Geheimeraadens Tiltale og svarede: "Jeg vilde virkelig heller ikke tage i Betænkning at sige Sandheden om mine Forældre." (SS VII 129).

Ægteskab og skilsmisse

Endelig en Dag, til den gamle Buntzens, men endnu mere til den unge Piges Overraskelse, begjærede den dobbelt saa gamle, lærde og i alles Munde omtalte Digter P. A. Heiberg hendes Haand af Faderen, der i høi Grad fandt sig smigret ved Anmodningen, ligesom den lille beskedne Pige følte, at man umulig kunde give en saadan Mand et Afslag, tilmed da der blev hende sagt, at hendes Moder i Himlen vilde glæde sig ved denne Forbindelse. Et formeligt Sværmeri betog hende ved Tanken om at kunne glæde sin forklarede Moders Aand, og inden kort Tid blev Trolovelsen feiret mellem Peter Andreas Heiberg og Thomasine Buntzen"(Heiberg: Peter Andreas Heiberg og Thomasine Gyllembourg, bd. I, s. 7 f.).

Således genfortæller svigerdatteren, hvad Thomasine Gyllembourg efter al sandsynlighed selv har berettet til hende om omstændighederne ved forlovelsen med sin sproglærer. Anledningen er, at Johanne Luise Heiberg i 1882 udgav en række meget betydningsladede breve mellem de Heibergske ægtefæller, som på grund af landsforvisningen levede adskilt fra februar 1800. Heiberg opholdt sig i Paris, mens hans kone og søn flyttede hjem til fader Buntzen i Nyhavn.

Brevvekslingen belyser forholdene omkring parrets skilsmisse i 1801, og dens udgivelse vakte stor opmærksomhed; førsteudgaven er siden fulgt op af senere udgaver, og den betragtes endnu i dag som en enestående kilde, ikke blot til heiberg-ægteskabets forlis, men også til en klar og præcis gennemlysning af de indre modsætninger, den moderne kernefamilie til stadighed bærer på.

Som citatet ovenfor mere end antyder, var der sandsynligvis ikke tale om et decideret kærlighedsægteskab, hvilket heller ikke i 1790 var almindeligt; tværtimod var det - i hvert fald dér, hvor der var formuer at forvalte - såre hyppigt, at ægteskabet blev indgået på basis af en kombination af fornuft (hensyn til slægt, arv, medgift) og almindelig respekt for hinanden. Kunne en kvinde 'agte' en mand, kunne hun også indgå ægteskab med ham, og da P.A. Heiberg nød stor agtelse hos Thomasine Buntzen, hos hendes far og i det københavnske borgerskab, så var der ingen grund til at afvise hans frieri.

Men parternes åbenhjertige brevveksling i forbindelse med skilsmissen afslører, at den gensidige respekt for hinanden i det lange løb ikke har været tilstrækkeligt til at holde sammen på ægteskabet. Det blev indgået i 1790 og påvirkes næsten fra starten stærkt af flere ydre faktorer.

Det stadig mere tilspidsede forhold mellem Heiberg og statsmagten førte til større og større bøder, som Heiberg i reglen ikke kunne betale, og som svigerfaderen derfor måtte udrede for ham. Alt i alt havde familien en rigtig dårlig økonomi, for på trods af at Heiberg skrev et utal af viser, skuespil, og polemiske skrifter og desuden underviste og oversatte, lykkedes det ikke for ham at skaffe en indkomst, der dækkede husstandens omkostninger. Besværet med således at forsørge familien afsatte bitterhed og surhed hos Heiberg, og hans dårlige humør gik i særdeleshed ud over den unge hustru, som på sin side søgte trøst og glæde hos sønnen, J.L. Heiberg, der fødtes i 1791.

Disse trykkende omstændigheder står i grel modsætning til den revolutionære tidsånd, som samtidig prægede hjemmet. Den personificeredes i både franske revolutionsudsendinge og republikanske svenskere, som kom til landet efter mordet på kong Gustav III i 1792. Alle blev de budt velkommen hos Heibergs, hvor der ofte var mange gæster, førtes livlig samtale og også blev drukket tæt.

Der findes utallige vidnesbyrd om, at især franskmændene med deres frie omgangstone og sværmeriske adfærd har fordrejet hovedet på mangen en ung dansk borgerkvinde (se f.eks. Sophie Thalbitzer: Grandmamas Bekiendelser, 1922). Også Thomasine Heiberg blev gjort til genstand for 'de franskes' hyldest, ligesom hendes senere ægtemand, Carl Fredrik Gyllembourg-Ehrensvärd, gjorde hende sin høflige opvartning. Under disse meget modsatrettede indtryk bliver Thomasine Heiberg et frit og selvstændigt menneske, idet hun på én gang tager godt og grundigt ved lære af sin friheds- og sandhedssøgende mand og lægger dyb afstand til hans buldrende og ufølsomme væremåde.

Da hun beder Heiberg om skilsmisse, refererer hun til den side af hans væsen, som har været sværest for hende at kapere, og hun minder ham om, at han flere gange har udtalt, at han aldrig har elsket hende:

Om Aftenen, da jeg var eene, gik jeg alvorlig irette med mig selv, jeg følte, hvor megen Uret jeg havde i at ville tvinge Dig til at elske mig, jeg tilstoed for mig selv, at det vel heller ikke var Kjerlighed, som jeg følte for Dig. Elskende vare vi aldrig og blive vi aldrig, sagde jeg til mig selv. Lad os være Venner! men som jeg aldrig kan være noget halvt og aldrig har kunnet finde mig i de underlige Forhold, hvormed de menneskelige Indretninger vende op og need på Naturens Love, saa lagde jeg ogsaa til: men intet uden Venner. Fra denne Aften kjender jeg mig selv; og først denne Aften ophørte jeg at være Barn (Heiberg: Peter Andreas Heiberg og Thomasine Gyllembourg, bd. I, s. 106).

Denne lille erindring er nok - som alle erindringer - en rekonstruktion, men det bliver den ikke mindre sand af. Thomasine Heiberg beskriver her, hvorledes et individ bliver til i refleksion over sine egne følelser, og samtidig hvordan denne nye identitet så at sige lænkes til den fysiske krop. Er der ingen kærlighedsfølelser i et ægteskab, skal der heller ikke være nogen seksuel udveksling mellem ægtefællerne, alt andet er "menneskelige Indretninger" - lig med unatur.

Det er nyt således at gøre følelse og seksualitet til betingelser for hinanden, og hermed banes vejen for senere tiders frie seksualpraksis, men samtidig også for en stigende skilsmissefrekvens. Koblingen blotter nemlig den moderne kernefamilies grundlæggende problem: at den skal rumme så mange reproduktive og socialiserende funktioner, mens den samtidig er baseret på noget så labilt som følelser.

Der skal således blot en elskværdig adelsmand, oplært ved det svenske hof i ridderlig og følsom kurtiseren, til at rokke ved Thomasine Heibergs beslutning om aldrig mere at elske nogen anden end sin søn. På denne måde kommer hun selv til at sprænge de grænser, hun ellers sætter for dydig og dannet adfærd. Hun vedkendte sig til sine dages ende sin del af ansvaret for det mislykkede ægteskab, hun tog det fulde ansvar for skilsmissen, og hun forsvarede sin ret til at leve sammen med sin elskede.

Men hun var - eller blev i det mindste senere - klar over det grænseoverskridende i sine valg og handlinger, og derfor oprulles og afvikles tilsvarende konflikter noget anderledes i hendes fortællinger. Her sørger hun altid for at bringe overensstemmelse mellem følelse og fornuft, således at de kvindelige og mandlige hovedpersoner ved fortællingernes slutning kan forenes i harmonisk sameksistens. De figurer - mænd som kvinder - som ikke kan rummes inden for denne harmoniserende logik, kommer aldrig ind i fortællingernes centrum, men forbliver i periferien som desperate og desillusionerede bipersoner.

Heibergs svar på sin hustrus anmodning om skilsmisse blev et glødende kærlighedsbrev, hvor han stik imod enhver forventning sprængte sit borgerlige mandspanser og fremstod som den elsker, han altid havde hævdet ikke at være. Han tilbageviser ikke hendes erindring, men sætter den ind i sit eget perspektiv:

Du siger, at jeg aldrig har elsket Dig. Ak! bedste Thomasine! Gud forlade Din afdøde Tante i sin Grav, der indgav Dig med Romaner og ilde valgte Romaner et andet Begreb om Kjerlighed, end Du burde have! En sværmerisk Roman Kjerlighed var mig umulig, og en saadan Kjerlighed har jeg aldrig baaret for Dig, det er det, jeg fleere Gange har yttret, som Du siger i Dit Brev! (Heiberg: Peter Andreas Heiberg og Thomasine Gyllembourg, bd. I, s. 118-119).

Han har med andre ord ikke kunnet leve sig ind i den fiktion, som det på sin vis er nødvendigt at digte og konstant vedligeholde i et forhold, der alene bygger på følsomhed og inderlighed. Hvor der intet arbejdsfællesskab er, hvor der ingen materialitet er at vedligeholde, hvor det således kun er den gensidige tilbøjelighed, der gør, at parterne forbliver sammen, er det helt afgørende, at tilbøjeligheden hele tiden kommer til udtryk. Det er dette udtryk den unge Thomasine - ifølge Heiberg inspireret af intens romanlæsning - har søgt hos sin mand, og som han irriteret har tilbagevist. Fordi han, som den barske sandhedssøger, han var, ikke troede på fiktioner og ikke ville finde sig i at blive viklet ind i en sådan.

Det nye liv

Efter desperat at have slået sig i tøjret, tryglet og bedt sin hustru om at vende tilbage til sig, må P.A. Heiberg til sidst give efter og gå med til skilsmisse. Thomasine gifter sig straks derefter i december 1801 med Gyllembourg og tager sammen med ham ophold på gården Ruhedal ved Sorø. C.F. Gyllembourg havde siden sin landsforvisning i 1792 levet en halvvejs omtumlet tilværelse og kom således til at betale dyrt for at have været medvidende om mordet på den svenske konge. Dommen over ham var i første omgang en dødsdom, som siden blev konverteret til landsforvisning, samtidig med at han fik frataget sit adelskab, sine værdier og alle sine borgerlige rettigheder.

C.F. Gyllembourg forsøgte sig ihærdigt med landvæsen og skrev flere afhandlinger om landøkonomiske spørgsmål. Desuden bestyrede han forskellige ejendomme indtil han i 1799 købte Ruhedal. Der levede ægteparret fra 1801 og indtil gården brændte i foråret 1806, hvorefter de flyttede tilbage til København og boede her resten af deres ægteskab, som sluttede ved C.F. Gyllembourgs død i 1815.

Ved siden af landbrugsbeskæftigelsen engagerede Gyllembourg sig også i forskellige politiske spørgsmål og forsøgte allerede i 1804 at indynde sig hos den magtfulde kronprins Frederik, som imidlertid modtog ham ned den dybfrosne bemærkning, at "den som kan være een Herre utroe, kan ogsaa være det mod en anden Herre" (Heiberg: Peter Andreas Heiberg og Thomasine Gyllembourg, bd. II, s. 421). Således fulgte Gyllembourgs svenske revolution ham også i Danmark. Først da han fra 1808 gik aktivt ind i den mislykkede kamp for et forenet Norden under den danske Kong Frederik VI, opnåede han kongelig nåde og fik en årlig bevilling fra statskassen. Den kunne dog ikke redde hans elendige økonomi, og det viste sig ved hans død, at han var så forarmet, at hele boet måtte sælges; selv da kunne gælden langt fra indfries, og hans enke måtte indskrænke sin husholdning betydeligt.

Var de økonomiske rammer på denne måde meget snævre for ægteparret Gyllembourg, er der til gengæld noget, der tyder på, at deres samliv har været rigt. Og med deres romantiske sindelag har de også forstået at finde meningen i det faktum, at de var fattige. I hvert fald skriver Thomasine Heiberg allerede i 1801 til sin på dette tidspunkt endnu hemmelige elsker:

Nei! disse rige Folk, de veed hverken, hvad Venskab eller Kjerlighed er; Ædelmodighed, Selvopoffrelse, Enthousiasme, alt det er fremmed for dem. Det er mellem de fattige og ikke mellem de rige, at man skal finde disse varme Venner, disse trofaste Elskende, disse Frihedens Forsvarere, som forsoner os med Menneskeheden, som vi desværre saa ofte fristes til at foragte (Heiberg: Peter Andreas Heiberg og Thomasine Gyllembourg, bd. I, s. 93).

Efter mandens død fik Thomasine Gyllembourg igen lov til at leve sammen med sin søn, som ellers siden skilsmissen på faderens forlangende havde været bosat først hos nogle af P.A. Heibergs venner, Rahbeks i Bakkehuset, og siden hos Thomasine Gyllembourgs søster.

Det blev til et samliv, som med få afbrydelser varede resten af Thomasine Gyllembourgs liv, og som tiden har gjort legendarisk, ikke mindst fordi mor og søn - fra 1831 suppleret med svigerdatteren - tilsammen dannede et kulturelt og moralsk kraftfelt, hvorfra to store forfatterskaber og en imponerende skuespilpræstation udgik.

Økonomisk kom dette triumvirat først efter flere år til hægterne. Det fremgår af Johanne Luise Heibergs erindringer, at både mor og søn var temmelig ødsle og ikke nægtede sig nogen bekvemmelighed:

Vore Indtægter vare ikke store, hertil kom endnu, at Heiberg og hans Moder havde gammel Gjæld, som trykkede hårdt Heiberg og hans Moder vare ikke fri for en vis Letsindighed i denne Retning. Man havde vænnet sig til Fornødenheder, hvortil vore Indtægter ikke vilde strække. Heibergs Moder fandt desuagtet, at ingen Forandring burde eller kunde indføres. Jeg var af anden Mening, og ingen Magt fik mig til at anvende meer, end jeg øieblikkelig kunde udrede. Også heri fandt Heiberg sig med Kjærlighed, medens det mishagede hans Moder og gav anledning til smaa Sammenstød mellem hende og mig, som vare tunge nok at bære. Imidlertid satte jeg min Villie igjennem, og en stor Nøisomhed og Sparsommelighed gjorde, at vi Dag for Dag fik vore Pengesorger ordnede og vor Gjæld betalt (Heiberg: Et Liv gjenoplevet i Erindringen, bd. IV, 4. udg., 1944, s. 90).

Familien Polonius - debut med omstændigheder

"Til Læseren.
Idet jeg indrykker nedenstaaende, fra en aldeles ubekjendt Haand meddeelte Brev, beder jeg den anonyme Forfatter tilgive, at jeg udelader Indledningen, deels da samme ikke vedkommer den egenlige Materie, deels da de deri indeholdte smigrende Yttringer, ihvor personlig behagelige de end maatte være mig, ikke synes at burde finde Plads i nærværende Blade"

(SS I 51; Familien Polonius, s. 45).

Det redaktionelle jeg, der her lader et angiveligt anonymt brev optrykke i Kjøbenhavns flyvende Post, er Johan Ludvig Heiberg, som fra 1827 på egen regning og risiko udgav dette tidsskrift. Allerede i nummer 4, dateret 12.1.1827, kunne abonnenterne læse brevet fra "en Lieutenant til Redactionen af den flyvende Post" (smst.). Man tvivlede længe på, om brevvekslingen, som fulgte i de kommende numre af bladet, var sand eller opdigtet, men denne spænding formindskede ikke publikums interesse, tværtimod. I dette Thomasine Gyllembourgs første værk drives der lystigt gæk med læserne; udgangspunktet for hele historien er således en 'rigtig' annonce, som under en måned tidligere var indrykket i en anden københavneravis, og som var udformet så tilpas kryptisk, at den var åben for selv ret fantasifulde fortolkninger:

"Svar til Lieutnanten, som under 16de December sidstleden har tilsendt en Jomfru et Brev, er forseglet indlagt på Fodpostcontoret, hvor han uden Betaling kan afhente det" (SS I 52, Familien Polonius, s. 46).

Således forankret i den lokale, let genkendelige - og alligevel så mærkelige - hverdag var det en smal sag for Thomasine Gyllembourg at opnå kontakt med et stort læsende publikum.

Det er karakteristisk for næsten alle hendes fortællinger - om end ikke så konkret som i Familien Polonius - at de foregår i en virkelighedsnær kontekst, og det var en helt afgørende betingelse for hendes gennemslagskraft i samtiden, at hun således formåede at stofliggøre både tid og sted og personer for sine læsere.

Det gjorde til gengæld, at Thomasine Gyllembourg var nødt til stædigt at fastholde sin anonymitet; hun vurderede, at et så hverdagsrealistisk forfatterskab i en så lille storby som København ikke kunne tåle at blive holdt op imod sit ophav og dets private omstændigheder. For Thomasine Gyllembourg var det især to forhold, der gjorde anonymiteten til en forudsætning for skriveriet.

For det første havde hun allerede én gang været i folkemunde, da hun lod sig skille fra sin berømte mand for at gifte sig med sin elsker. Denne dadelværdige insisteren på sin egen lystfølelse ville - selv på små tredive års afstand - underminere fortællingernes budskab om mådehold og fornuft. For det andet var hun en kvinde, og hun var dermed - ikke blot i omverdenens, men også i egne øjne - prædestineret til et virke inden for hjemmets fire vægge, til at skabe rammerne for et godt familieliv for mand og børn. Men ikke til at skabe fiktioner, hvor tæt knyttet til den kvindelige intimsfære, de så end måtte være.

Thomasine Gyllembourgs store forfatterskab indledes altså som en hurtig, måske lidt impulsiv reaktion på et pudsigt indlæg i en avis, og det er værd at bemærke, at hendes reaktionstid er meget kort: Der går under en måned fra hun har læst den besynderlige annonce indtil hendes digterier over denne underfundige virkelighed er trykt og fylder hele sønnens tidsskrift - 4 tætskrevne sider i folioformat!

Til gengæld er der en del andre omstændigheder ved debuten, som er knap så tilfældige. Som nævnt var det en klar forudsætning, at Johan Ludvig Heiberg kunne fungere som hendes udgiver og talerør, og at han siden forhandlede på hendes vegne med Reitzels Forlag, som overtog udgivelsen af fortællingerne fra 1833, hvor Kjøbenhavns flyvende Post ikke mere regelmæssigt forlystede sine læsere.

Desuden har Thomasine Gyllembourg fra sin pureste ungdom levet i et meget produktivt litterært miljø. P.A. Heiberg, sønnen og en stor omgangskreds af samtidens kendte meningsdannere og kunstnere har befolket hendes verden med fortællinger, skuespil, vaudeviller, digte, viser, afhandlinger, anmeldelser - en sand strøm af ord på papir.

Og endelig er der det økonomiske incitament, som allerede foreligger ved debuten: Johan Ludvig Heibergs tidsskrift skulle meget gerne blive en succes, for mor og søn var som sædvanlig gældstyngede og ludfattige. Derfor var det ikke svært for Thomasine Gyllembourg, som ifølge sønnen på forhånd havde den centrale historie "Claras Skriftemaal" i sit hoved - "en allerede i Tankerne udkastet Fortælling" (SS I 48) - at gribe tilfældet og skrive den snurrige brevfortælling om løjtnanten og hans uheldige frieri til en ung borgerdatter, som danner rammefortællingen om selve Claras historie.

Der er noget, der tyder på, at Thomasine Gyllembourgs indtægter ved forfatterskabet også fremover kom til at betyde noget for familiens anstrengte økonomi. "Flittig, flittig maa jeg [være], naar jeg kommer hjem til Kjøbenhavn", skriver hun til søn og svigerdatter i sommeren 1833, kun få år efter at Johanne Luise Heiberg har overtaget ansvaret for familiens samlede økonomi og dermed lagt Thomasine Gyllembourg og sønnen i sparsommelighedens stramme lænker (Borup: Heibergske Familiebreve, 1943, s. 142). Men det er også samme år, hun for første gang forlader Kjøbenhavns flyvende Post og udkommer i rigtig bogform. Frem til 1845, hvor hun indstiller sin virksomhed, udkommer der ca. 1 bind om året af "Forfatteren til En Hverdags-Historie"; hendes samlede værk består af 24 fortællinger samt 4 skuespil fra begyndelsen af 1830'erne, hvoraf de to blev opført på Det Kongelige Teater. Magt og List (1831) opførtes 2 gange, mens Sproglæreren (1831) blev spillet 22 gange - begge under sønnens navn. Skuespilformen forlod hun dog for at hellige sig prosagenren. Det samlede værk - 12 bind - blev første gang udgivet i hendes eget navn i 1866-67.

Familien Polonius er ikke, som det måske også fremstår af ovenstående, nogen særlig vellykket komposition, dertil er fortællingen alt for konstrueret og fortænkt. I et senere forord gør Johan Ludvig Heiberg sig nogle tanker om dette:

Overalt sporer man i hele dette første Forsøg af vor Forfatter en vis frygtsom Tilbageholdenhed af den begyndende Kunst, der endnu ikke har Mod til at sætte sig over det Virkelige, og beherske det; Phantasie og Virkelighed staa endnu ved Siden af hinanden, uden at blive fuldkomment forenede ved Kunstens Baand (SS I 48).

Den trænede hegelianer får her fantasi og virkelighed til at indgå i et forædlende forhold til hinanden - og det er gennem denne syntese, at kunsten opstår.

En Hverdags-Historie - de rette former

En Hverdags-Historie (1828), som udkom året efter debuten, er tydeligvis skrevet som én sammenhængende fortælling, og her finder Thomasine Gyllembourg den fortælleform, som næsten alle hendes senere værker støbes i.

Der er tale om fortløbende historier, fortalt af en mandlig jegfortæller eller af en tredjepersons alvidende fortæller. Kun i Familien Polonius samt i de store fortællinger Maria (1839) og Een i Alle (1840) gives kvinderne direkte mæle i form af indskudte 'skriftemål', udformet som fortrolige breve til nære pårørende.

Hverdagshistorierne gennemspiller alle - i et utal af varianter omkring hovedpersoner og sidefigurer - den klassiske forlovelsessituation. Konflikten opstår i det øjeblik, hvor pligt og lyst ikke styrer mod samme objekt. Hvor de ydre krav siger ét, mens hovedpersonernes indre vil noget andet. Denne vanskelige overgangsperiode i hovedpersonernes liv gøres til genstand for dybtgående analyse, de unge elskende kastes ud i en række følelsesmæssige kriser, inden de som hovedregel ender med at få hinanden. Kun i få tilfælde lader den lykkelige forening af to elskende sig ikke realisere, og da klinger fortællingerne enten ud i en nøgtern erkendelse af, at tilbøjeligheden for den attråede alligevel ikke var dyb nok, eller også - i de mest komplicerede tilfælde - er den smertelige, men lutrende resignation fortællingernes endemål.

I En Hverdags-Historie kommer den mandlige jegfortæller lidt abrupt og meget klodset til sin forlovelse. Han møder i udlandet en smuk landsmandinde, og inden han ser sig om, er de to forlovet. Det viser sig at være en rigtig dårlig idé, og et centralt budskab i fortællingen er da også det fornuftige, at man ikke skal binde sig til en anden, før man har set vedkommende i sit hjemlige miljø. Da vor unge jegfortæller nemlig første gang møder op hos sin forlovede, drukner han nærmest i kvindepynt, nips, familiepludren og i sin forlovedes kærligt-kropslige overhæng, og han bliver hurtig grumme ked af sin forbindelse med Jette, der er lige så prosaisk, som hendes navn antyder.

Poetisk er til gengæld hendes halvsøster, Maja, som efter en tid flytter ind hos familien, og hun gør ikke blot indtryk på den unge mand, men på alle, hun møder. Lige så stille forsvinder det huslige rod fra hverdagsrummene, og hele familien retter sig, uden selv at opdage det, ind efter Majas silkeblide, næsten uudtalte orden. Med Maja-figuren introducerer Thomasine Gyllembourg sit kvindeideal: Hun er smuk, men først og fremmest bærer hun i sit indre en skønhed, som oplyser og forædler alt og alle, hun kommer i nærheden af.

Fortællingens dilemma er nu blot, hvorledes vor unge helt på én gang kan slippe pænt fra sit løfte til Jette og knytte sig til Maja; en sådan kompliceret knude kan i Thomasine Gyllembourgs univers ikke løses, med mindre alle implicerede parter bliver lykkelige og ikke mindst står med æren i behold. Derfor indføres en fjerdepart, nemlig den mand, som tidligere har brudt sin forlovelse med Maja. Det er i sig selv udtryk for en ustabil karakter, og efter en del forviklinger finder han da også ud af, at når han ikke kan genvinde Maja, så vil han være tilfreds med søsteren, Jette. Hun på sin side indser, at det er bedre at være forlovet med en mand, som gerne vil have hende, end ikke at være forlovet. På denne måde bliver både Maja og vor jegfortæller fri, og de kan frit vende sig mod hinanden.

Det er ikke uden grund, at det er En Hverdags-Historie, der lægger titel til det lidt tunge pseudonym, som Thomasine Gyllembourg fra 1829 vælger at gemme sin identitet bag. Fortællingen rummer i sin samlede konstruktion den forening af virkelighed og fantasi, som Johan Ludvig Heiberg fordrede af kunsten. Der knyttes forbindelse til den store verden gennem jegfortællerens udlandsrejse og Majas svenske tante, men denne internationale dimension tjener blot til at spejle det virkelighedsnære miljø, som alle læserne kender fra deres københavnske hverdag. Det hverdagsliv, der skildres i Jettes hjem, vil enhver læser også kunne genkende, måske i højere grad før end efter Majas indtog i familien. Og det følelsesmæssige dilemma, som hovedpersonerne stilles i, vil det også være muligt at identificere sig med, uanset køn og alder.

Fantasi-elementerne på sin side knyttes i første omgang til Majas på en gang slørede, men også næsten gennemsigtige identitet:

Thi Det, som udgjorde hendes Skjønhed, Det, som intet Ord kunde udtale, var et besynderligt Udtryk i hendes Physionomie og hele Væsen: noget saa Sjælfuldt, som paa engang udtrykte Forstand og Fromhed, dyb Alvor og Blidhed intet Finere, Yndigere kunde findes, Intet som mere lignede en nys udsprungen Blomst. Hendes himmelblaae Øine vare ikke store, eller ved første Øiekast skjønne. Men mødte man disse Øine, var det, som om man saae et Glimt af en høiere Natur (SS I 185, En Hverdags-Historie, s. 159).

Her møder den unge mand - og læseren - en gestalt, som i al sin sammensathed rummer den dybe og mytiske uendelighed, som hendes navn også lægger op til.

Og når der således først er åbnet ind til dette fantasiunivers, kan alt for så vidt ske; dermed bliver der også en form for realistisk logik i de ellers ikke særligt sandsynlige forløb, som tilvejebringer slutningens totale harmoni.

De fleste af Thomasine Gyllembourgs fortællinger er skåret over denne læst. Titler som Den magiske Nøgle (1828), Slægtskab og Djævelskab (1830), Den lille Karen (1830), Drøm og Virkelighed (1833), Mesalliance (1833), Findeløn (1834), De lyse Nætter (1834), En Episode (1835), Extremerne (1835), Jøden (1836), Nisida (1837) og Korsveien (1844) rummer alle en forlovelsesintrige, hvor genstanden for den mandlige kærlighed er ideale kvinder, som uden egenvilje bedårer mændene og befrugter omgivelserne. Og som i En Hverdags-Historie gør Thomasine Gyllembourg i alle fortællingerne brug af dramatiske forløb, som hæver fortællingerne over en simpel hverdagsrealisme. Tilfældets fantastiske logik spiller således ofte ind og lader de rigtige personer mødes på rette tid og sted, ligesom den fattige ungersvend lige i det rigtige øjeblik arver en rig onkel. Og alle vegne er fantasiens og tilfældets funktion at tilvejebringe de ydre forudsætninger for de elskendes forening.

En Episode (1835) er en af de undtagelser, hvor den unge mand ikke får den kvinde, han elsker; han klæder sig ud og lader sig ansætte som tjenestepige hos Therese, som hun hedder, og der udvikler sig et interessant, næsten pikant venskab mellem de to, mens den stakkels tjenestepige, når 'hun' er i enrum udsættes for mindre tækkelige tilnærmelser fra Thereses fader og den fætter, som hun i øvrigt er lovet hen til.

En sådan intrige, der er baseret på et uædelt bedrag, kan ikke føres frem til en forening, og den forelskede mand må da også kaste sin maske og i stedet gå i forbøn for Therese og den mand, hun i al hemmelighed viser sig at elske.

Når hovedpersonen her må renoncere på sine følelsers fordring, skyldes det ifølge fortællingens grundstruktur, at han oprindelig forelskede sig i et udstillet portræt af den unge kvinde og ikke i hendes tredimensionelle, virkelige figuration. Det er i det gyllembourgske univers at sammenligne med overfladiskhed og kan ikke danne grundlag for ægte kærlighed.

Ægtestand - de farlige længsler

Den lange fortælling Ægtestand (1835) udgør ligeledes en afvigelse fra det faste mønster omkring de fiktive forlovelsessituationer. Hvor disse fortællinger oftest ender med de elskendes attråede formæling, åbner Ægtestand med en scene fra et allerede flere år gammelt ægteskab, og fortællingen udgør således et enestående forsøg fra Thomasine Gyllembourgs side på at skildre såvel familieliv som samliv mellem to ægtefæller.

Vi introduceres til familien gennem et udefrakommende blik, der viser os en sand idyl:

et Værelse, hvori Alting tydede paa Luxus og Smag et lille Selskab af tre voxne Personer og et Barn, alle Fire udmærket smukke: En Mand, endnu i kraftfulde Aar, spadserende op og ned ad Gulvet; en ung Dame i beskeden, men kostbar og elegant Dragt, som om hun var færdig at tage i Selskab, siddende ved et Bord, den ene Arm støttet paa Bordet, og den anden slynget om en Dreng paa sex eller syv Aar, der alvorlig og ivrig, skjøndt med sagte Stemme læste for hende i en Bog (SS IV 163 f.).

Denne harmoni viser sig dog - da der sættes lyd på scenen - at være knap så fredelig, som billedet udstråler, hvilket tydeligt illustreres af følgende udsnit af en længere dialog mellem ægtefællerne:

"Herre Gud, Sophie, hvorfor stirrer Du saadan efter mig? Det er jo, ligesom jeg var en Tyv, og Du frygtede, at jeg vilde lumskeligen snappe Noget her i Stuen." Med en yndig Stemme og med nedslagne Øine svarede Sophie: "Bliv ikke vred! jeg synes, Du seer ud, som Du var i slet Humeur. Jeg var bange, der var hændt Dig noget Ubehageligt." "Og om saa var", sagde Lindal, "vilde det da hjelpe mig, at Du forfølger mig med speidende Øiekast?" Lidt stødt, men dog beskedent svarede Sophie med sagte Stemme: "Jeg kan ikke gjøre for det; jeg har endnu ikke lært at være ligegyldig ved at see Dig bekymret."

(SS IV 165).

Fortællingens sympati ligger hos den følsomme og sårbare hustru, der søger sin mands fortrolighed og kun med sit kvindesind ønsker at lette hans besværlige tilværelse mest muligt. Over for hende står en hård og stiv ægtemand, der afviser ethvert tilløb til føleri og ikke er åben for hustruens empatiske tilnærmelser.

Men - så indfører Thomasine Gyllembourg en ung franskmand i familien, og han kaster med sydlandsk temperament og dyb lidenskab sin kærlighed på Sophie, som ikke er længe om at føle sig smigret af hans dybtbrune øjne og evige romancesang.

Det er en interessant trekant, Thomasine Gyllembourg således kører i stilling, og der sker da også lidt af hvert, mens en farlig sommer skrider frem. Sophie, som ellers er dydigheden selv, er kun en hårsbred fra at give efter for sin franske tilbeder, og et langt dramatisk forløb kulminerer i en storslået scene, hvor uvejr, udfordringer til duel, forbyttede elskovsbudskaber og sønnens forsvinden tjener til at understrege de følelsesmæssige kriser, som de tre hver for sig gennemløber.

Den franske tilbeders følelser er i fortællingens univers det mindst interessante; hans kærlighed befinder sig konstant uden for det tilladelige, uden for det sociale fællesskab og han sendes til slut ud af fortællingen og ud af landet.

I stedet koncentreres opmærksomheden om ægtefællerne, og det er fortællingens store styrke, at den formår at sandsynliggøre, at begge parter i ægteskabet bliver klogere af den farlige omgang med ikkeacceptable lidenskaber.

Sophie finder tilbage til sit gamle selv, som på kvindelig vis er tæt forbundet med naturen:

Da det begyndte at dages, stod hun op, og gik ud paa Balconen. Uveiret var forbi, Luften var renset og ganske stille, Fuglene samlede sig i Træernes Toppe, og syntes med deres Qviddren at tale med hinanden om den afvigte Nats Oprør. Sophie syntes at sympathisere med Naturen. Ligesom den, havde hendes Sjæl ogsaa overstaaet et Uveir, og var nu ligeledes rolig (SS IV 327).

Ved således symbolsk at forankre Sophie til den omgivende - og stærkt kultiverede - natur skaber Thomasine Gyllembourg samtidig en form for legitimering af hendes intense flirt med utroskaben; den bliver at ligne med uvejr, som er uundgåelige, men ikke uovervindelige. Og som frem for alt renser luften og skaber fornyet samklang mellem den indre natur i kvinden og hendes ydre omverden.

Denne katharsiske proces modsvares af Lindals selvransagende erkendelse, som åbner op for adgang til hans følelsesliv; han fremstår til slut som den forelskede og opmærksomme ægtemand, som Sophie tidligere sukkede efter:

"Hvor hun sidder der saa stille, saa beskeden og yndig! Hvilke rene, fromme Træk! Nei, et saadant Udvortes kan ikke skjule et uædelt Indre. Nei, en Mands Ære er ikke i Fare i en saadan Hustrues Hænder. Det Anstændige, det Jomfruelige er hende medfødt. Men er Dette mig nok? - Hun elsker ham! er Dette ikke det værste? Jo, for mig er det det Allerværste, thi - o min Gud, at jeg nu først skal føle det saa klart! jeg elsker hende med en Lidenskab, som jeg aldrig troede mig selv istand til"

(SS IV 272).

Der skabes således både ydre og indre forudsætninger for, at ægtefællerne kan forsones og harmonien fra indledningsbilledet genoprettes - denne gang ikke kun tilsyneladende, men ægte.

Fortællingen afsluttes med en direkte læserhenvendelse, som ikke lader tvivl om Thomasine Gyllembourgs didaktiske sigte med Ægtestand:

Min elskværdige, unge Læserinde! Du, som maaskee har taget denne Bog i Haanden, for at adsprede Dig fra Tanker, som Du neppe tør tilstaae Dig selv: Dig især være denne simple Fortælling helliget, med en ukjendt Vens varme Ønsker for Din Seir! (SS IV 331).

Maria - eneren

Er der således ikke megen tvivl om, hvad Thomasine Gyllembourg ville med Ægtestand, bliver det straks mindre åbenlyst, hvori det opdragende formål med Maria (1839) består. Denne 231 sider lange fortælling hører til i forfatterskabets sidste fjerdedel, hvor værkerne generelt bliver længere, og handlingerne bliver tiltagende komplekse. I Maria er udgangspunktet - som i Ægtestand - billedet af en tilsyneladende lykkelig familie, men det viser sig snart, at heller ikke her holder idyllen. Familien består af Maria og to plejebørn samt en ældre kvinde, og de lever alle i beskedne kår. Maria er fattig, fordi hun har været udsat for en stribe af ulykker: Hun er i sin pure ungdom blevet forskudt af sin far, blev derefter guvernante for to moderløse børn, som hun påtog sig ansvaret for ved deres faders sygdom. Dette ansvar gøres endelig legitimt, ved at Maria lader sig vie til den døende mand; børnene mister arven efter faderen til nogle griske slægtninge - og Maria ender i København som fattig syerske.

Ved gensynet med barndomsvennen Adolf, en ung godsejer, skulle man tro, at hendes lykke er gjort. Han forelsker sig nemlig i hende og ønsker, at de skal gifte sig. Men det viser sig ved hans på én gang galante og lidenskabelige kærlighedserklæringer, at Maria bærer på minder, som for altid forhindrer hende i at knytte sig til nogen mand. Som purung pige har hun haft hemmelige stævnemøder med en ældre mand, som hun i al uskyldighed har kastet den kærlighed på, som hendes egen fader ikke har villet modtage. Da faderen opdager dette umage par i en tæt afskedsomfavnelse, bryder han ud i et sandt raseri og anklager sin meget unge datter for at stå i et uværdigt forhold til manden. Den faderlige seksualisering af sin uskyldige datter grundlægger en skyldfølelse i hende, som ifølge hendes egen analyse for altid vil stå i vejen for hendes erotiske hengivelse til en mand:

Naar jeg i de følgende Aar maatte være Vidne til Lidenskabens Hæslighed, da tænkte jeg med Rædsel, at jeg selv havde gjort det første Skridt, som fører til det Helvede, som den antænder i Sjælen; hans Billede er ligesom afbleget i min Sjæl ved Tidens og Sorgernes Magt, og i dette Billedes Spor ere de bortflygtet, alle de Længsler og Illusioner, der, som man siger, ere Livets skjønneste Blomster. Jeg savner dem ikke. Denne Følelse, man kalder Elskov, synes ofte at ligne en dæmonisk Indskydelse, der for en Tid berøver Mennesket den moralske Frihed, døver Samvittighedens Stemme, Guds Stemme i Hjertet, berøver Fornuften sin Klarhed og Hjertet sin Mildhed (SS VIII 122-123).

Således traumatiseret afviser hun derfor Adolfs tilnærmelser, og han bliver syg af sorg og længsel. Maria indfinder sig ved hans dødsleje og giver for første og eneste gang efter for hans bøn om kropslig kontakt:

"O! und mig nu, hvad jeg altid attraaede, aldrig fik: Giv mig et hjerteligt Kys og Favntag til Afsked, og lad mig nærme mig dine Øines Stjerner, at de maae lyse mig til Himlen!" Han løftede sine matte Arme for at udbrede dem imod hende. Maria tog ham sagte i sine og trykkede et varmt og langt Kys paa hans blege Læber. Et electrisk Stød syntes at gjennemfare ham, det var som en stærk Opblussen af Livets Flamme, han slyngede sine Arme fast om den Elskede, derpaa sank hans Hoved ned paa hendes Skulder, et Par Krampetræk rystede ham, et dybt Suk, og han laae død i Marias Arme

(SS VIII 194).

Jomfrumoderen Maria formæles således for anden gang med en døende mand, men i denne stærkt seksuelt ladede udveksling bindes Maria symbolsk til Adolf i et forhold som hører evigheden til.

Hun sygner hen i længsel efter denne evighed, hvor kærligheden er aferotiseret: "thi denne Kjærlighed, der kun vil det Gode, smelter sammen med Guds Vilie. I de Mennesker, den elsker, elsker den Gud, og denne Kjærlighed maae vel være den, som venter os paa hiin Strandbred, hvor Sjælen afryster det jordiske Støv" (SS VIII 124).

Fortællingen fastholder helt ind i afslutningen Marias dilemma. Det forbliver således uklart, om Maria vælger døden og det himmelske samliv med Adolf, eller om den kærlige binding til børnene holder hende ved det jordiske liv. På denne måde forbliver forløbet tro mod et portræt af en kvindelig ener, der er lige så usædvanligt i sin psykiske kompleksitet, som afslutningen i al sin åbenhed er usædvanlig i Thomasine Gyllembourgs forfatterskab.

I Een i Alle (1840) tegnes der et tilsvarende billede af en ældre mand, som også har levet alene hele sit liv. Fortællingen er komponeret af en lang række småfortællinger, der alle beskriver Legationsråd Trolle som en libertiner, der på den ene side har utallige kvindeskæbner på sin samvittighed. På den anden side er hele hans adfærd præget af ridderlighed og uendelig godgørenhed med de rigelige midler, han har arvet efter sin fader. Denne spænding i hans karakter opløses til sidst, da Thomasine Gyllembourg lader ham selv komme til orde; de samme begivenheder ses nu fra hans synsvinkel, og det viser sig, at alle hans eskapader netop er flugtreaktioner, fordi hans erotiske tilbøjelighed meget tidligt i livet er blevet fikseret til en bestemt, uopnåelig kvinde: "Man kunde kalde det en fix Forelskelse, ligesom der gives fixe Ideer" (SS IX 324). Han søger denne 'ene i dem alle' - deraf titlen på det lange værk, der er interessant i kraft af det psykologiserende blik på en don juan-type, men som tynges af den fortællemæssigt lidt søgte konstruktion.

De to næsten samtidige parallelportrætter af en kvinde og en mand, som ikke er i stand til at realisere deres kærlighedsfordringer, formulerer også meget præcist, hvorledes de psykoseksuelle råderum er forskellige for de to køn. Hvor Maria dømmes til afholdenhed helt ind i evigheden, er der hverken sociale, psykologiske - eller fortællemæssige - barrierer for mandens erotiske udfoldelse.

Legationsråd Trolle har derfor også flere børn, som han ikke har mulighed for at legitimere som sine egne. På samme måde optræder der i Maria en sådan illegitim frugt af Adolfs faders ungdommelige letsind. Thomasine Gyllembourg sætter hermed ord på et såre almindeligt forekommende fænomen: at en meget restriktiv familiepolitik, høj giftealder for mænd og manglende prævention ligefrem befolkede adelens og borgerskabets periferi med udenomsægteskabeligt afkom. Lige så almindeligt det var, lige så tabuiseret var det også, og derfor bliver heller ingen af disse personer til hovedpersoner i Gyllembourgs værker. Til gengæld vover hun i sit sidste værk at gøre en ung, ugift borgerkvinde til moder, og det var i sandhed enestående.

To Tidsaldre - de revolutionære kræfter

Når det overhovedet kan forekomme i "Forfatteren til En Hverdags-Historie"s univers, at en kvindelig hovedfigur bliver gravid, skyldes det, at handlingen henlægges til "Revolutionstiden", som første del af værket hedder. Ingen vidste bedre end Thomasine Gyllembourg, at det sidste tiår af 1700-tallet rummede mulighed for store normbrud inden for det private livs område, og det er netop denne "huuslige Reflex" (To Tidsaldre, s. 73; SS XII 3) af den franske revolution, hun ønsker at beskrive - og forsvare.

Unge Claudine er plejebarn i en grossererfamilie, hvor husfaderen tjener tykt på handel med Frankrig. Derfor er han også overgivent revolutionsbegejstret og inviterer 'de franske' ind i sit hjem, hvor Claudine hurtigt forelsker sig i og genelskes af unge Lusard. Han såres i en duel og skjules i grossererens sommerbolig, hvor Claudine plejer ham. Her udvikles et fuldbyrdet erotisk forhold - beskrevet i floromvundne, naturromantiske metaforer, idet "Bølger med sagte Skvulpen syntes at ledsage deres elskovsfulde Tale med et melodisk Taktslag" (To Tidsaldre, s. 106; SS XII 51).

Da Lusard er helbredt, indkaldes han til den franske hær, og som den brave landsmand, han er, følger han kaldet og forlader Claudine, efter at de to har lovet hinanden evig troskab.

Claudine svigtes i dette forløb - ikke af Lusard, men af sin plejefamilie. Det er ikke dannet at lade to unge mennesker være alene så længe, at seksuelt samkvem overhovedet kan finde sted, og overalt i det øvrige forfatterskab myldrer det med eksempler på både raffineret følelsesbaseret og brutal magtbaseret overvågning af unges samvær. Men netop i "Revolutionstiden" kunne meget lade sig gøre, og i To Tidsaldre (1845), begrundes svigtet dels i, at plejeforældrene er optaget af hver deres lidenskab (hun med et elskovsforhold til fortællingens moralske talerør og han med sin handelsvirksomhed), og dels i det faktum, at plejefamilien faktisk ikke kan finde ud af at sætte grænserne for Claudines udfoldelse. Grossereren og hans kone er uenige om, hvad der er passende adfærd i forhold til den nye tid og dens omgangsformer, og det er i ly af denne divergens, at Claudines 'upassende' elskovsforhold får frie udfoldelsesmuligheder.

Imidlertid sker der - som en forløbsmæssigt logisk konsekvens af Claudines brud på normen - det, at hele hendes sociale omverden falder bort: Grossererfamilien rejser, grossererfruen dør, Lusard hører hun intet fra, og hendes fætter, den eneste medvider til de unges kærlighed, sendes ud af landet af sin kongetro fader. Således finder Claudine pludselig sig selv helt alene i verden, bortset fra at det altså viser sig, at hun er gravid! Efter at være blevet reddet fra selvmordets rand af en godmodig tjenestepige og efter at have født sin søn indlogerer Claudine sig inkognito hos en ældre kvinde langt ude på landet. Her genfindes hun syv år senere af Lusard - og med afslutningen på denne lange soningstid ender også "Revolutionstiden".

Anden del af To Tidsaldre hedder "Nutiden", og dens handling udspiller sig - som i de fleste af hverdagshistorierne - meget tæt på skrivetidspunktet. Denne del knytter an til og videreudvikler den kritik af sædernes forfald, som forfatterskabet indledte, allerede da læseren blev ført ind i Jettes kaotiske dagligstue i En Hverdags-Historie. Thomasine Gyllembourg lader nemlig Claudine og Lusards kærlighedsbarn - en nu midaldrende herre ved navn Charles - betræde det hjem, hvor Claudine i sin tid levede sit revolutionsbegejstrede liv, og det viser sig, at grossererens efterkommere er overfladiske og følelsestomme. Kritikken af denne samtidige livsform formuleres, ved at dens aktører afslører sig selv, idet de taler stærkt nedsættende om netop revolutionstiden: "de frække Tider, da Intet var helligt" (To Tidsaldre, s. 208; SS XII 210). Sådan siger husets frue for eksempel, alt imens hun fører en flirtende omgangsform med alle mænd, går til fest i stedet for at passe sine børn og hader sine opvoksende døtre for deres ungdommelige friskhed.

Charles har opsøgt sine slægtninge i grossererens hus, fordi han håber dér at finde arvtagere til sit gods. Hans forældre er døde, og selv er han forblevet ugift. Men han finder altså først og fremmest spidsborgerlighed og hykleri. Mindet om hans forældres normbrud bruges af den yngre generation i familien Valler til at bekræfte egen dydsirethed, mens der i øvrigt leves et overfladisk liv i smigerens og koketteriets tegn.

Thomasine Gyllembourg vil med dette sidste værk på én gang skrive et forsvar for sit eget revolutionære valg af lidenskab frem for pligt og kaste et kritisk blik på den livsform, som var fremherskende på skrivetidspunktet. Men hun vil mere end det. Hun peger samtidig på, at de værdier, som skabte revolutionstiden, overlever selv der, hvor bigotteri og hykleri er i højsædet. Hun lader Charles finde sin sande arvtager i en kvinde, der fungerer som tjenestepige hos den unge Valler-familie, selvom hun er husfaderens datter af første ægteskab. Den i bogstavelige forstand stedmoderlige behandling, hun udsættes for, kan ikke skjule for Charles, at her er der tale om en kvinde, der er "saa fiin, saa ætherisk, at man næsten kunde frygte, at hun, som Nymphen Echo, kunde forsvinde og forvandles til en Stemme, saameget mere som hun ogsaa besidder en særdeles klar og blød, forunderlig rørende Stemme" (To Tidsaldre, s. 195; SS XII 190). Hun er hemmeligt forlovet med en efterkommer af Claudines revolutionære og poetiske fætter, og denne unge mand forener en interesse for sin forfaders skæbne med en naturvidenskabelig tilværelsesfortolkning.

De to unge bygger bro mellem fortid og nutid og peger dermed optimistisk hen imod en bedre fremtid.

Tematisk sammenfatning

Thomasine Gyllembourg skriver med To Tidsaldre sit kulturhistoriske testamente. Denne sædeskildring favner i sin bredde alle hverdagshistorierne, men er samtidig i kraft af sin historiske spændvidde noget mere. Hvor hverdagshistorierne er øjebliksbilleder, giver To Tidsaldre et panorama over den samme periode, der udgjorde Thomasine Gyllembourgs voksne liv - fra hun i 1790'erne erkendte sig selv som individ i sammenstødet med P.A. Heiberg og til skrivetidspunktet. På denne måde sammenfatter den også hele den voldsomme udvikling i intimsfæren, som Thomasine Gyllembourg selv var vidne til og med sit forfatterskab bar vidne om. Man kan læse det samlede værk som en fintfølende registrering af den ændring i familiedannelsen, som fandt sted i den periode, som To Tidsaldre spænder over.

Udviklingen ændrer den gamle, patriarkalske storfamilie til den nye kernefamilie. Vi møder overalt i Thomasine Gyllembourgs værker storfamilien med et virvar af stedmødre og -fædre, gamle ugifte onkler eller tanter, forældreløse fætre og kusiner, plejebørn og evigt tilstedeværende husvenner. Men vi møder en storfamilie i opbrud. Det svigt, Claudine i To Tidsaldre udsættes for, er en konsekvens heraf, og det illustrerer, at familien ikke mere har den sammenhængskraft, der skal til for at holde de unge på dydens smalle sti. Og sådan er det - med variation - i alle værkerne; Claudine er således ikke den eneste unge, som svigtes af sine familiære omgivelser. De følelsesmæssige konflikter, de unge geråder ud i, skyldes for en stor del, at deres familiære omverden ikke er i stand til at garantere dem en identitet, de kan gifte sig på. Mest kontant kan det dreje sig om økonomi, men som oftest er dette blot et dække over dybereliggende identitetsproblemer, der forhindrer en forening af de rette unge mennesker.

I En Hverdags-Historie stikker problemerne ikke dybere, end at de lader sig løse ved et simpelt partnerbytte, men i flere fortællinger bliver konflikten oprullet som et grundlæggende spørgsmål om at kende og erkende sit eget jeg, før ægteskabet kan indgås. I Den magiske Nøgle fortæres den unge mandlige hovedfigur af dyb smerte, fordi han ved, at målet for hans kærlighed er uopnåeligt, idet hun er hans søster. Han kaster sig desperat ud i et elskovseventyr med en mystisk kvinde og bliver først til et rigtigt menneske, da det viser sig, at han er 'adopteret' ind i sin familie - og at hans kærlighed dermed er legitim. Tilsvarende ser vi i Jøden et ungt par med stærk tilbøjelighed for hinanden, som ikke må få hinanden, fordi pigens far tror, at han samtidig er illegitim far til den unge mand. Et usandsynligt net af forbytninger og forviklinger redes til slut ud og afslører, at det ikke forholder sig således.

En anden variant af komplekset omkring storfamiliens sammenbrud er de arrangerede ægteskabers fallit. Tydeligst i Slægtskab og Djævelskab, hvor den gamle patriark med vold og magt har giftet sin eneste datter bort til hendes spillefugl af en fætter. På trods af de smerter, han hermed har påført sin datter - og som han er klarsynet nok til at erkende - fremturer han og vil gennemtvinge endnu et fætter-kusine giftermål, alt sammen for at holde et løfte til en afdød broder, hvis vandel i øvrigt viser sig ikke at være løftet værd.

Når de unge stritter imod de arrangerede ægteskaber, skyldes det, at deres følelsesliv er udviklet efter andre værdier end storfamiliens. De har lært af romantikken, at kærligheden er en legitim følelse, der skal tages skyldigt hensyn til ved partnervalg. Det er et standpunkt, som formuleres igen og igen, mest radikalt af Claudines fætter og Lusard, som begge i revolutionens navn kaster alle andre hensyn bort og blot fordrer, at man skal "være saa begeistret af hinandens Fortrin, at man forsmaaer alle Baand, som indskrænke Friheden. Hvad er Kjærlighed uden Frihed?" (To Tidsaldre, s. 105; SS XII 50).

Det er denne radikalitet, der sætter Claudine uden for socialiteten og lader hende alene med sit barn.

Men Claudines historie peger på et andet overgangsproblem, som også ligger Thomasine Gyllembourg på sinde. Den ydre, personlige overvågning af de unges færd, som storfamilien i dens velmagtsdage kunne garantere, er nemlig faldet bort og må erstattes af andre instanser.

Hvor den sociale kontrol før sikrede, at ingen anfægtede kvindens dyd - mandens gik man knap så meget op i - var den store udfordring for den moderne kernefamilie at inderliggøre dydsirethed og mådehold, således at den unge kvinde ikke lod sig forføre; hun skulle i sit indre have tilstrækkelig styrke til at modstå driften til hengivelse. Det er et stort og kompliceret opdragelsesprojekt, som Thomasine Gyllembourg således tog del i - og som for eksempel henvendelsen til "Min elskværdige, unge Læserinde" i Ægtestand er et udtryk for.

Dette projekt var vanskeligt, blandt andet fordi den ægte dyd var så svær at skelne fra det spidsborgerlige hykleri, som eksponeres i To Tidsaldre. Problemet var, som det her formuleres i fortællingen Mesalliance, at "disse Former, som ere af den Beskaffenhed, at de kunne erhverves for sig selv, og isolerede fra den Dannelse, hvorfra de burde have deres Udspring, udgjøre i vore Tider Grændseskjellet mellem den saakaldte fornemme Verden og den simple eller borgerlige" (SS III 184).

Den rigtige livsform kan enten "iføres som en Kjole" og dermed være en udvendig, tillært egenskab, eller den kan internaliseres - forenes "med Menneskets Sjæl, ligesom dets Legeme er det" (SS III 184). Og kun i det sidste tilfælde er dyden tilstrækkeligt værnet mod forføreriske overgreb.

I langt de fleste fortællinger er der ingen fare for de kvindelige hovedpersoners dyd; de fremstår som stabile figurer, der er i stand til at modstå såvel lidenskabelige elskere som faderlige tyranner, som vil tvangsgifte dem bort. Maja-figurens totale urokkelighed, Sophies i sidste øjeblik genoprettede vankelmodighed og Marias traumatiserede jomfruelighed er alle varianter af den monumentale kvindelighed, som mændene tiltrækkes af. Claudines syv år lange soningsperiode genopretter hendes ære og lader hende vende tilbage til socialiteten og ægteskabets trygge havn.

Dette kvindebillede svarer til den funktion, som kvinden i den moderne kernefamilie skulle udfylde. Hun skulle netop udgøre det stabile centrum, hvorfra den udadvendte mand hver dag drog af sted, og hvortil han hver dag igen vendte hjem. Og hos kvinden skulle han kunne finde ro, aflastning fra sine bekymringer, aflad for sine synder. Det er den rolle, som Sophie i Ægtestand forgæves forsøger at spille, og når det mislykkes for hende, er det, fordi Lindal ikke før ved fortællingens slutning finder ind i sin rolle som åben og følsom ægtemand.

Kvinden skulle stå som garant for den samlede intimsfære, hun skulle konstant vedligeholde følelsesudvekslingen mellem parterne, og hun skulle opdrage børnene. Det stillede store fordringer til kvinden, og på det tidspunkt, hvor Thomasine Gyllembourg skrev sine værker, var det især svært, fordi familieformen var så ny, at ingen overleverede eller indarbejdede rutiner endnu var gået i arv fra moder til datter. De unge hustruer og mødre kunne nok føle dybt, det var vel det mindste af det hele, men at gennemleve et helt liv i denne kvinderolles iscenesættelse havde ofte sine vanskeligheder. Det er blandt andet derfor, Thomasine Gyllembourgs dannelsesprojekt blev så populært. Selvom man ikke her kunne læse praktiske opskrifter på, hvordan man udfyldte rollen som hustru og moder (det var der masser af andre skrifter om i perioden), kunne man få hjælp til at tilvejebringe de indre forudsætninger, som holdt sammen på følelsen og på kernefamilien.

Fortællingerne blev et led i den internaliseringsproces, som sikrede, at dannelse og dyd ikke blot var en udvendighed, men netop blev forenet med "Menneskets Sjæl" (SS III 184). Og med sin syntese af virkelighed og fantasi var Thomasine Gyllembourgs mange fortællinger særdeles velegnede hertil. Forankringen i det hverdagslige, kombineret med det anstrøg af fantastik, som løftede læseren ud af samme hverdag - det var Thomasine Gyllembourgs kunst.

Ikke mindst i kraft af denne kunstneriske kombinatorik er forfatterskabet væsentligt. Det giver vidnesbyrd om et moderniseringsprojekt, der begyndte med oplysningstiden og som knap nok har fundet sin afslutning endnu - og som har sat sig dybe spor i ethvert moderne menneske. For nok har det serielle monogami erstattet den enestående kernefamilie, men det er stadig de samme idealer om følelsens totalitet, der styrer valget af kærlighedsobjekt og forholdet mellem voksne og børn.

Og Thomasine Gyllembourg formår med sine seismografiske målinger dybt ind i denne komplicerede omstillingsproces at give en fiktiv fortolkning, hvis kvalitet man også i dag kan få øje på. Hun måtte vente i mange år på en kunstnerisk form, der kunne forløse både hendes smertelige erfaringer og hendes gennemreflekterede erkendelser, men da prosarealismen først var slået igennem, tog hun formen til sig og fyldte den helt ud.

Thomasine Gyllembourgs værker

Familien Polonius (1827)

En Hverdags-Historie (1828)

Den magiske Nøgle (1830)

Kong Hjort (1830)

Slægtskab og Djævelskab (1830)

Den lille Karen (1830)

Sproglæreren. Et Skuespil (1831)

Magt og List. Et Skuespil (1831)

Fregatskibet Svanen. Et Skuespil (1831)

Drøm og Virkelighed (1833)

Mesalliance (1833)

De Forlovede. Et Skuespil (1834)

Findeløn (1834)

De lyse Nætter (1834)

Ægtestand (1835)

En Episode (1835)

Extremerne (1835)

Jøden (1836)

Hvidkappen (1836)

Montanus den Yngre (1837)

Nisida (1837)

Maria (1839)

Een i Alle (1840)

Nær og fjern (1841)

Jens Drabelig (1841)

En Brevvexling (1843)

Korsveien (1844)

Castor og Pollux (1844)

To Tidsaldre (1845)

Småskrifter af blandet indhold

Til Kjøbenhavns flyvende Post, fra Cornelius Nepos, himmelsk Apotheker (1827)

Til den flyvende Post (1830)

Til "Forfatteren af en Hverdags-Historie" fra Celestinus (1834)

Til Herr Celestinus fra "Forfatteren af En Hverdags-Historie" (1834)

I Anledning af "en Blikkenslagers" Brev i Fædrelandet (1837) Nr. 152. (1837)

Fru Gyllembourgs litterære Testament (u.å.)

Senere udgivelser

Familien Polonius og En Hverdags-Historie samt Fru Gyllembourgs litterære Testamente, Gyldendals Trane-klassikere, 1968.

Ægtestand, udgivet af Vibeke Blaksten, Dansklærerforeningen, 1982.

Drøm og Virkelighed; To Tidsaldre. Tekstudgivelse og noter ved Anni Broue; efterskrift af Anne Marie Mai, Det Danske Sprog og Litteraturselskab i samarbejde med Nyt Dansk Litteraturselskab, 1. udgave 1993, 2. udgave 2002.

Om Thomasine Gyllembourg og hendes forfatterskab

Søren Kierkegaard: En literair Anmeldelse, 1846. I: Samlede Værker bd. 14, Gyldendal, 1991.

Johanne Luise Heiberg: Peter Andreas Heiberg og Thomasine Gyllembourg, Gyldendal, 1. udg. 1882, 4. udg. 1947.

Vilh. Andersen: Illustreret dansk Litteraturhistorie, bd. III, Gyldendal, 1924.

Elisabeth Hude: Thomasine Gyllembourg og Hverdagshistorierne, Rosenkilde og Bagger, 1951.

Dansk litteratur historie, bd. 3, Politiken, 1976.

Stig Dalager og Anne Marie Mai: Danske kvindelige forfattere, Gyldendal, 1982.

Anni Broue Jensen: Penge og kærlighed. Religion og socialitet i Thomasine Gyllembourgs forfatterskab, Odense Universitetsforlag, 1983.

Dansk litteraturhistorie, bd. 5, Gyldendal 1984.

Klaus P. Mortensen: Thomasines oprør - en familiehistorisk biografi om køn og kærlighed i forrige århundrede, Gad, 1986, ny udgave 2002.

Nordisk kvindelitteraturhistorie, bd. II, Rosinante, 1993.

Birgit Mortensen: "Oscillationer" i: Læsninger i Dansk Litteratur, Odense Universitetsforlag, 1998.