↩
»I det omtalte Fængsel var en Fangevogter, der ganske lod sig beherske af sin unge Kone. Denne Spanierinde havde Medlidenhed med de stakkels Franskmænd, og formildede deres Tilstand ved at forskaffe dem Vin og andre Nødvendigheder, som de lod købe i den nærliggende Stad. Blandt andet havde hun ogsaa laant dem en gammel Guitar, som tilhørte hende. Sardes skal spille meget godt paa dette Instrument, og desuden have en smuk Sangstemme. Hver Aften fik Fangerne Tilladelse til at tilbringe nogle Timer i en rummelig Gaard, som var indesluttet af Taarnets Mur. Her sang de og dansede til hans Spil. Fangevogtersken var da altid til Stede. Hun syntes usigelig at glæde sig over hans Musik, og fattede en særdeles Godhed for hele dette Selskab, men især for Sardes, med hvem hun ofte indlod sig i Samtale, idet hun stedse udhævede det som et Fortrin hos ham, at han var ingen Franskmand, men en Mand fra det fjerne Norden. Hun trøstede ham og de andre med den Forsikring, at Merino var langt fra ikke saa slem,
33
som hans Rygte, og fortalte dem mange Træk af ham, som hun kaldte store og højmodige. Hun paastod at staa i Gunst hos ham, og lovede at tale Fangernes Sag, et Løfte, som imidlertid ikke bragte dem synderlig Trøst. En Aften, da de efter Sædvane var forsamlede i den omtalte Gaard, bemærkede de to simpelt klædte, men bevæbnede Mænd, som traadte ind med Fangevogtersken. Hun præsenterede dem for Selskabet, som gode Venner og brave Spaniere. De tre franske Officerer og Lægen var i Færd med at danse og lod sig ikke forstyrre. Den gamle Greve sad i en Krog, langt fra de fremmede, der stod ved Døren med Fangevogtersken. Ganske nær derved sad Sardes paa en lille Stenbænk, og spillede. Han betragtede de to Spaniere, og det blev ham klart, ifølge Konens tidligere Beskrivelse af Merino, og af den Ærbødighed, som baade hun og den ene Spanier viste deres Ledsager, at ingen anden end denne Høvding stod ved hans Side. - Uden at lade sig mærke med noget, istemte han en spansk Nationalsang, hvori Spaniens Skønhed, Tapperhed og Herlighed blev ophøjede. De andre istemte den sidste Strofe, som Kor, og ligesom i Begejstring greb Sardes tre Bægre Vin, som stod hos ham paa en stor Sten, bød Spanierne hver sit, og tømte det med dem paa Spaniens Velgaaende. Idet han nu tog det tømte Bæger tilbage af Merinos Haand, bukkede han for ham, og sagde paa Spansk: »Tapre Spanier! I er ingen anden end General Merino. I har tømt et Bæger med mig paa Spaniens Velgaaende; I kan ikke lade mig
34
og mine henrette i Morgen, siden I har været vor Gæst i Aften. Vi er fredelige rejsende, som ikke hører til noget politisk Parti.« Merino studsede, men sagde: »Rejs straks over Grænsen, en Garde af mine Mænd skal følge jer dertil.« Derpaa vendte han sig og gik, og inden to Timers Forløb sad vore lykkelige Fanger under Guds frie Himmel i deres Rejsevogn, omgivet af Merinos Sikkershedsvagt.«