↩ Endelig kom den store Dag. Om Aftenen samledes Selskabet. Den rummelige Sal og et Par tilstødende Kabinetter var tillukkede. I nogle andre mindre 54 Væreiser sad Gæsterne, Damerne i eet Værelse, tæt pakkede til hinanden, i en meget varm Temperatur, der ved en Themaskine i deres Midte steg til Badstuevarme. I to andre Værelser stod nogle af Herrerne op ad Vægge og Vinduer, medens andre spadserede op og ned i den snævre Plads, som var tilovers midt paa Gulvet, bestandig stødte og skubbede af de opvartende Tjenere og Piger, som med Møje banede sig Vej med deres Presenterbakker. En Husjomfru udførte Værtindens Funktioner, da Fruen var beskæftiget i de tillukkede Værelser. Sardes sagde til Ferdinand: »Du gode Gud! hvad er dog dette for en gruelig, ret hernhutisk Skik, at vi Mandfolk saaledes skal være adskilte fra de smukke Damer, som sidder der i en Kreds, ligesom Blomster i et Bed indenfor et misundeligt Gitter! Kan vi to ikke gaa ind og tale med Fru Lindal og Annette?« - »Det vilde vist gøre for megen Opsigt,« svarede Ferdinand. »Man keder sig til Døde,« sagde Sardes. »Ja saadanne Selskaber,« svarede hans Ven, »er jo heller ikke for Fornøjelsens Skyld.«